[189]|Antonius og Ladislas

[191]|Unge, blanke Hjærter .... som nymøntede Guldpenge ... midt i Parises Gadeskarn og Vintermørke. Et Steds fra Pyrenæerne eller Karpatherne, fra Bøhmen, Holland, Danmark, Norden; fra en hjemlig Krog af Verden, hvor Forundringen endnu kan brede sig nogle nysgærrige Mile, gro sig bred under de høje Fjælde. Næppe er de i Paris, før de begynder at køre, som om de ejede Verden; og de pakker deres Violiner ud i en fjærn og billig Forstad, Nabo til de gamle Forskansninger, til Taagen og Markerne. Øvelser, Toneløb i uendelige Etager stiger mod Himlen, trodsigere end Babels Taarn og Tinder. Men Begivenheden, det Nye, behøver kun at ryste sin Tamburin – og de klatrer op i Drosker og paa Omnibustage, og deres Tal er Hærskarer.

Unge, blanke Hjærter midt i Gadesølet, tindrende omkap med Lygterne og Stjærnerne.

Men det var ingen af disse, der kunde sejre i Paris, hvor det er Kvinden, der raader – efter hvad man paastaar. Nej, den, som en 192| Pariserinde aldrig evnede at modstaa, og som hun, med alle hans Unoder, foretrak endog for korrekte Franskmænd – det var Ladislas, en Udlænding, Yankee, der talte alle Sprog med samme Foragt, ung vistnok, men hverken blank eller Hjærte, nej saa rusten som et rustent Søm.

Da jeg sad i Kaféen skraas for Théâtre Français, og Lysene netop var tændte, kunde jeg gennem de øverste Vinduer skimte Aftenen derude i de vaade Gader som en ren, mørkblaa Tone. Hvert Øjeblik standsede en Droske foran Kaféens Døre, og nordiske Herrer og Damer i al deres Flitter og Puds, under Vejs til Teatret, bruste herind for at sluge en Mundfuld Kaffe og plyndre de forrevne og lasede Aviser hjemme fra for en Smule Sjæl. Det var Kaféen, hvor Napoleon skal have spillet Skak før sin Berømmelses Dage, og hvor nu Nordboere af alle tre Dialekter – som Trækfugleflokke paa et Skær i det tumlende Hav – har slaaet sig ned, graadige efter den nyeste Post og den sidste Berømmelse. Selv sad jeg og ventede paa et Par danske; vi skulde til en Fest for en fransk Digter, der i sin store Fattigdom kun var elsket af Quartier Latins Ungdom og omsværmet af Udlændinge. Det var paa denne Tid, at ogsaa Ladislas, en amerikaniseret Polak og nu Pariser, plejede at flyde om mellem Skandinaverne og tale et 193| Dansk-Svensk, som han selv havde megen Morskab af. Og hør ...

En Vogn holdt udenfor, en Smækken med Døre, og jeg havde strax efter Synet af Ladislas, som med skøn Ædelmodighed lodsede en lidende Mand ind i Kaféen. Hr. Ladislas holdt af at opsanke unge, blanke Sjæle, stive dem af med sin faste Haand og fornøje sig over deres smaa Forlegenheder.

Men den, som han i Aften stivede af, var ingen anden end min Ven Antonius, og Antonius – den »naive Antonius« – var naiv paa sin egen, egensindige Maade.A Han hørte til det Guld, som man bedst opdager, naar man spiser en tarvelig Frokost sammen et Sted langt ude i Forstæderne, mens Spejlene løber an og Fortroligheden vaagner; han havde i sit Væsen noget som en fjærn, glemt Tone, en altfor oprigtig og derfor dæmpet Tone, som paatrængte sig én. Efter et Aars Ophold i Seinebyen bebrejdede han sig selv, at han endnu kun havde faaet Tid til at skrive Brevene hjem om alt det nye, der skete med ham; fylde sine Lommebøger med Vers, der blot var som Nodestreger for uskrevne Symfonier. Thi Antonius var jo egenlig Musiker, en Violinist, som mente, at man blot behøvede det rene Buestrøg, det stormende Hjærteslag (to Ord, der kun var en Omskrivning af det samme) for at overvælde selve den dejlige Fé Paris, vinde baade hendes Gunst og hendes Guld. Pokker med Guldet! Men hendes 194| Hemmelighed vilde han fratage hende og hjemføre.

Ladislas, som lodsede den i sin Lidelse ubestikkelige Antonius ind i Kaféen, skjulte med stor Ulejlighed sin Yankee-Frækhed under en tredobbelt Kaabe af Alvor, Iver og Medlidenhed. Antonius led i Aften af en hæftig Tandpine. Og Ladislas fulgte i Hælene paa ham – med Hjærtet helt gennemboret af sin unge Ledsagers Smærte.

»Sæt Dem,« sagde Ladislas indsmigrende og ledte den smærtestumme til en Sofa. Selv satte han sig overskrævs paa en Stol, lagde sin Stok med det kostbare Agathaandtag energisk tværs over Marmorpladen, trak saa et Kræmmerhus op af Lommen. Og midt i sin Godhed og Velvilje brølte han vredt til en Opvarter om at bringe en Avis.

»Er det en hul Tand?«

Han rev Avisen ud af Hænderne paa Opvarteren, flængede et Hjørne af den og dryssede lidt hvidt Pulver ud derpaa.

Tandpine er alles Herre. Og jeg, som vidste, med hvilken ophøjet Kulde den faamælte Antonius tidligere havde rystet den flotte Ladislas' Tilnærmelser af sig – for mig blev en lille Gadescene lyslevende: Ladislas holder sin Vogn an ved et Gadehjørne og hilser paa Violinisten, der synes lidende. Ladislas, som altid rutter med Guld og grønne Skove, har naturligvis desforuden en Opskrift paa et ufejlbarligt Tandpulver. Det er hans 195| mindste Kunst. Han fisker den halvtbedøvede Antonius op i sin Vogn. »Kusk, til et Apotek!« Og nu her! Kuren skal gaa for sig for Skandinaviens Øjne.

»Det er en hul Tand,« stammede Antonius.

»Naa altsaa!« og Ladislas vejleder med en Mængde Gestus. »De væder Pegefingeren en Smule ... saadan! De dypper den i det hvide Pulver ... saadan! De sætter den op i Tandhullet (Ladislas satte sin egen Finger op i en af sine egne, hule Tænder). Saadan! De dypper den igen og bestryger ogsaa Tandkødet, men kun paa det daarlige Sted. Om to Minutter – jeg garanterer Dem: om to Minutter – vil De ikke mere ane, hvad Tandpine er.«

»Det erA vel ikke Rottekrudt?« spurgte Antonius og saa paa Pulveret.

Myg og lydig dyppede han Fingren deri og berørte Tanden, blev eftertænksom siddende nogle Sekunder. Jo. En vidunderlig Helbredelse! Han rejste sig pludselig med opklarede Ansigtstræk, erkendtlige Haandtryk for at tage en hurtig Afsked med sin Velgører.

Den fornemme, men praktiske Ladislas standser ham et Øjeblik – i uskyldig dvælende Stolthed over at have ydet en saa fortræffelig Mand en Tjeneste, der vel var ringe, men hvis Ubetydelighed netop gjorde Hjælpsomheden skønnere.

196|»Men behold Pulveret,« sagde han og stoppede Kræmmerhuset i Antonius' Lomme. »Og hvis Smærten kommer igen, da læg Mærke til ... saadan!«

Antonius nikkede og sagde Tak.

»Og hør,« henkastede Ladislas efter ham. »Kom og besøg mig, hvis De har Lyst. Hvor det er, kan De faa at vide af hvem som helst. Kom en Aften, saa vil vi snakke sammen. Jeg kender desuden saa mange Mennesker, der maaske kan være Dem til Nytte.«

Antonius' Bryn rynkedes ufrivilligt. Han var tøvende standset midt i Kaféen; og han lod Øjnene løbe hen over de Gæster, der sad, mens han med en vis Grundighed knappede sin Frakke helt op i Brystet. Saa vendte han sit Blik som et dybt, køligt Vand lige mod Ladislas:

»Min Adresse har jeg sagt Dem. Og hvis De vil skrive til mig ... en Aften, naar det er Dem belejligt« – her standsede han lidt – »skal jeg komme.«

Ladislas nikkede efter ham.

Unge, blanke Sjæle midt i Mørket i det vinterlige Paris ...

Den gode Ladislas havde en vis Djærvhed i Væsen og Tankesæt. Lysten til at gøre Nytte var en af disse djærve Kanter, som han ikke tilslørede, og som derfor klædte ham. Syntes han godt om de unge, blanke Sjæle, nøjedes han ikke med at blinke om197|kap med dem; nej han indførte dem for deres Løbebanes Skyld i en eller anden fransk Dames Salon, hvor den smukke, mandige Ladislas kun yderligere vilde blive skattet med slige friske Markblomster i sit Knaphul. Den blide Antonius med de uforstyrrelige Øjne var nu en saadan ny Værdi, der var gaaet op for Kenderen Ladislas, Kunstens og Literaturens Ven. Og som en Velgører, der har et stort Hus med altfor mange Vægge fulde af berømte Malerier, forelskede Ladislas sig øjeblikkelig og ødselt i en ny Protégé. Havde han ikke Tid til lang Beundring, var hans Anerkendelse til Gengæld redebon og ubetinget som en Adelsmands. »Det er F. gale mig dejligt!« Og selv om de én Gang antagne Venner ikke indbragte ham Ære, støttede han dem dog ved Tid og Lejlighed med et elskværdigt Skuldertræk, et skødesløst: »Det er s'gu en Skam, at ingen vil paaskønne hans Arbejder, saa han kan leve af det. Synes De ikke ogsaa? Jeg synes virkelig, han skriver ganske net.«

... Mens Ladislas, Kunstens og Literaturens Ven, efter Antonius' Bortgang nu blev siddende tilbage paa Kaféen, i Færd med at ordne de mange Papirer i sin Brevtaske, kom en Opvarter løbende forbi og rørte med sit Ærme en Smule ved Ladislas' Stok, hvis Agathaandtag hængte ud over Bordpladen.

»Idiot, Fæ, imbecile Ko!« brusede den fordybede Ladislas op. Og en Strøm af 198| Franskens onde Ord haglede ned over den uheldige Fyr, som trods sine to, tre Snese Aar ydmyg dukkede sig for Bygen. »Véd han, hvor meget den Stok er værd? Femhundrede Francs? Kan han maaske betale femhundrede Francs, hvis han river den paa Gulvet? F. gale mig, om De ikke skulde haft Lov at betale den til sidste Centime, Klodsmajor!«

Jeg husker Natten og Festen, som fulgte efter Scenen i Kaféen. Sammen med nogle Venner, deriblandt Antonius, var jeg med til at hædre den fattige Berømthed, som ogsaa – i Følge Ladislas – hørte til dem, der skriver ganske net.

En livslysten Pariserinde, rig og dejlig – ægteviet til en melankolsk Skribent – havde faaet Ideen til Festen og stod i Spidsen for den.

I sin Vogn ankom Ladislas. Noget var gaaet ham imod den Aften – under Paaklædningen; han havde glemt sin vanlige Ærbødighed for Kunsten hjemme i Toiletteæsken og tog stadig fejl af Tonen. Men den verdsligsindede Digterfrue var ved at le sig ihjæl over Ladislas' Morsomheder.

Ladislas betalte megen Vin, og da den gik ham selv til Hovedet, naaede han saa vidt omsider, at han med smaa, spydige Taler plagede selve Æresgæsten:

199|»Undskyld Hr. ...!« sagde Ladislas i en opstyltet Tone, med forkert Udtale af Navnet, idet han tog sig til sit hvidstivede Bryst. »Undskyld Hr. ...!« Han stødte skødesløst sit Glas til Digterens og gentog Navnet i ny Radbrækning. »Maa man have den sjældne og udsøgte Ære?«

Og med flydende Tunge efterplaprede han de allerhøjtideligste Talemaader, som en lapset, ung Verdensmand, der kan gaa ind i alle mulige Roller, tale bondsk med Bønder og gøre sig populær mellem Genier og Droskekuske.

Den fejrede Digter smilte godmodigt. Alle Franskmænd smilte, som beskedne, ikke forvænte Talenter, der godt ved, at de er dumme til Hverdag.

Og Festens Værtinde, selv en Digters Hustru, væltede sig i Latter, som skulde hendes slanke, overdaadige Legeme sprænge den sorte Silke. Lo med en Stemme, der høj og klinger brast frem mellem de hvide Tænder og de mørkerøde Læber. Lo med Umaadelighed ... som i et svimlende Taarn en mægtig, løssluppen Klokke. Og i Hendaanelsen mellem to Latteranfald klinkede hun naadigt med den djærve Ladislas, med Befrieren Ladislas. Imidlertid stod Manden med Haanden paa hendes Stoleryg, bekymret og alvorlig som ved et Sygeleje. Ja hun var i sit Es nu, imellem Genierne. En Pariser-Verdensdame, der kommer paa et Marked og nedlader sig til at køre i 200| Karussel, finder først Sporten morsom, naar en Naborytter med de fornødne, vittige Synsmaader gør hende Selskab.

Da jeg saa' paa Antonius, opdagede jeg, at han kogte af Harme. Ladislas opdagede det samme; thi pludselig kom han paa sin tilfældige, ligesom undskyldelige Maade til at vrænge ad Navnet Antonius.

Antonius stak sin Haand ned i Lommen, trak et Visitkort op og rakte ham:

»Vil De læse, hvad jeg hedder.«

»Stormklokken« holdt med ét op at klemte. Pariserinden gjorde store Øjne. Og alle rundt om tav ganske stille. Mon Antonius ikke vidste, at denne Afleveren Visitkort efter fransk Skik betød en Udfordring?

Antonius saa taalmodig paa Ladislas, der fik travlt med at lede efter sine egne Kort. Den flotte Ladislas undersøgte alle Lommer, men lod ikke til at finde noget. Han rystede paa Hovedet, og stadig med Antonius' Kort i venstre Haand gik han bort til den anden Ende af Salonen.

Noget efter kom han stilfærdig hen til Violinisten, stak ham med et høfligt og pertentligt Buk hans Kort tilbage og sagde dæmpet, i en helt rimelig og menneskelig Tone:

»Glem min Kaadhed. Jeg tænkte jo ikke paa at fornærme Dem ... Med Dem tør jeg s'gu ikke slaas.«

... Pariserinden vedblev at skotte nysgærrigt til den unge danske. Da Sagen 201| jævnedes, smilte hun lidt paa Antonius' Bekostning og gav i Grunden Ladislas Ret. En Duel – Narrestreger! Sejren tilhører den kloge, som afvæbner uden Vaaben.

Netop den Aften begyndte Venskabet mellem Antonius og Ladislas.

Ladislas vidste paa tusind Maader at vinde og opmuntre Folk, og da han havde genfunden lidt af sin muntre Ligevægt, vovede han sig hen til Antonius for at betro ham, hvad Pariserinden lige havde sagt om ham: at han var en »sand Juvel« – mais c'est un vrai bijou.

Antonius lo højt og lystig:

»Mit Speck fängt man Mäuse!«

Men det smigrede ham, og han saa' fra nu af mere end nødvendigt hen til den smukke Dame. Antonius havde lige faaet Brev om, at Pengetilførslen hjemme fra vilde standse, saa han maatte forberede sig paa Hjemrejse. Men her udkastede Ladislas i en Vinduesfordybning Planer for ham om at skabe hans Lykke som Virtuos. At spille i Paris! Blændende Planer! Men dertil behøvedes mer end Talentet. Der behøvedes Protektion. Kunde Ladislas protegere? Og der behøvedes Person. Mon flere Pariserinder vilde kalde ham »en sand Juvel«?

Jeg ved, at Antonius den Nat og flere Nætter drømte eneste Palmer, Violinkoncerter og Pariserinder i knitrende, sort Atlask. Han turde godt forsøge at vinde en saadan Kvinde, 202| der lo med Umaadelighed. Selv om Latteren var spottende og grusom – han frygtede ikke at finde Tomhed hos den, der havde Hjærte til at le saa meget, Goldhed hos den, der kunde pryde sin sorte, stolte Atlask med Guirlander af Latter.

Ogsaa jeg huskede hende – som hun havde letA.

»Aa den Ladislas, den Ladislas!« havde hun sagt. »Kom lidt her hen og fortæl igen den Historie.« Og daanefærdig havde hun holdt sig for Brystet og talt nedladende, omtrent som en ophøjet Kvinde kærtegner en særlig uartig Hundehvalp. »Men han er storartet! Ladislas er uovergaaelig.«

Ustandselig leende, midt imellem Beundring og Foragt.

Der staar et Sted skrevet, at den Mand, som kan faa en Pariserinde til at le, ejer hende fra Isse til Fodsaal. Og Ladislas var Mand for mer end det; han vidste at stoppe Latteren med et behændigt Greb i det skæbnesvangre Øjeblik – at stryge Fløjlet af sine Hænder og lade én mærke Jærnet. Og det var Jærnet i Ladislas' Haandtryk, som tog Magten fra den smukke Pariserinde, saa at hun denne samme Aften, hvor hun havde let saa meget, under et Paaskud lod Manden ene tilbage og bruste bort i Ladislas' Vogn for at ofre ham Ære, Ungdom og alt sit Gods. Det var hende ikke nok at leve i Velstand sammen 203| med den fineste af Franskmænd. De Blomsterkalke, som hedder de franske Kvinder, tørster ikke efter Digtere – men efter Mænd.

Unge, blanke Hjærter!

Antonius sov paa Palmer og vidste ikke, at Digterhustruen, der holdt Gilde til Geniets Ophøjelse, midt under Festen var løben bort med Latterens og Lavhedens nærmeste Repræsentant.

Da Ladislas ved Visitkort-Scenen havde faaet forhøjet Ærbødighed for Antonius, og da Antonius ikke vilde gaa til Ladislas, kom Ladislas selv en Dag i sin Vogn og hentede Antonius. Og med fanatisk Iver arbejdede Ladislas for Antonius' Koncerter.

De, der kørte i Vogn med Ladislas, erklærede ham for den mest vindende og ligefremme Personlighed. Ladislas gjorde ikke Omstændigheder. Man blændedes af hans ophøjede Frimodighed, saa man i hans Selskab fandt alle sine Forsætter ædle. Og saa følte man, naar man sad i Ladislas' Vogn, at man var Mænd.

»Maa jeg gøre Dem et Tilbud?« siger Ladislas, da han en Dag har set Antonius som en blid Erobrer føre en Samtale med en ung Pige, som Ladislas selv anser for et lille, parisisk Under af Utilgængelighed. »De synes jo godt om hende. Jeg betaler Dem, hvad Bortførelsen kan koste. Forlang kun en Sum. Tusind Francs?«

204|En saadan Kækhed og Rundhaandethed – utilstedelig i en moralsk Verdensorden, men saa forfriskende mellem Mænd.

Men Antonius rynkede Brynene en Smule som den første Aften i Kaféen. Saa smilte han med sit uimodsigeligste Smil.

»De besidder en aldeles overlegen Uforskammethed, Ladislas. Jeg paaskønner Deres Offervillighed. Men jeg kan ikke modtage Deres Tilbud!«

Bag efter skildrede Antonius mig med Selvironi denne Scene: det havde blot moret Ladislas at friste ham og gøre Løjer med hans nordiske Dyd. Antonius lo og sagde, at han nu snart følte sig til Mode som en provinsiel Bedstemo'er, der for første Gang sover i Gæsteseng i Overdaadighedens Hus.

Ladislas og Antonius spiste Frokost sammen, drak dus og talte om Violinkoncert. Men en Aften, da Antonius kom op til Ladislas, blev han det tilfældige Vidne til en Samtale mellem denne Sejerherre og hans nye Erobring, Digterfruen.

Han hørte, hvorledes Ladislas i Naboværelset med Kulde og Ligegyldighed forlangte nogle Pengesummer af hende, som hun grædende paastod, at hun ikke kunde skaffe til Veje.

(Jærnbaneaktier, Panama – kaldte Antonius det.)

Ladislas irettesatte den elskede med Selvretfærdighed, kaldte hende et Barn, et lille 205| Guds Ord, en sentimental Gaas, indtil hun atter grædende og fuld af Beundring faldt ham om Halsen og lovede at gøre sit yderste. Thi Kærligheden søger ikke sit eget.

»Elskede Ladislas,« – Ladislas chéri, sagde hun vel ti Gange.

Antonius tænkte: saaledes behandler Mændene Digternes Hustruer. Og imens stod han og tirrede Ladislas' Ulvehund for at faa den til at gø. Det var en stor, glubsk Køter, der nær havde spist Antonius, den første Dag han viste sig i Huset. Den havde i den Anledning maattet smage Ladislas' Pisk og var bleven klogere; men Antonius hadede Rovdyret, der havde lagt sig inden for Døren, saa en Gentleman ikke kunde slippe forbi paa anstændig Vis. Han blev staaende med Haanden paa Laasen og rørte af og til med sin Skosnude det snærrende Dyr. Scenen i Naboværelset var nu naaet til Forsoningens Taarer. Og Antonius tænkte paa, at han en Gang i Florens havde haft en Vært, den flinkeste Fyr paa tresindstyve Aar, som altid sang om Morgenen, naar han kom med Kaffebakken i højre Haand og med venstre Haand dybt nede i Buxelommen. Antonius havde egenlig aldrig tvivlet om, at den Toscaner i et Anfald af Letsindighed kunde have tømt hans Lommer for deres Værdier og hans Legem for dets Sjæl, hvis de havde truffet hinanden som ubekendte under fristende Omstændigheder. Men der var ikke en ond Blodsdraabe i ham. Tvært 206| imod, han ligefrem havde elsket Antonius; og hans Godmorgen lille, gode Herre eller Godmorgen kære Herskab lød som en glad, lille Spurvs Hilsen til Solen ... Ladislas, tænkte Antonius, levede, som et bevidst, højere udviklet Menneske, midt i sin Ondskab som i et rummeligt Hotel med alle nutidssvarende Indretninger. Dyderne med deres Navne indridsede i Porcellæn var de elektriske Ringeapparater i dette Hus. Og fandtes der en lille Dyd, som kom i indre Ulave, saa sagde den til sig selv: Hvad frygter du for? du fører Cæsar! – som enhver Dyd til enhver Tid har sagt sig selv under Trykket af en stor Romers, en Bonapartes Finger.

»Ladislas,« sagde den forelskede Kvinde inde i Naboværelset. »Jeg er som et Rør i dine haarde Hænder. Jeg elsker dig, tilhører dig med alt mit. Og jeg vil aldrig holde op med at beundre dig – ja selv om du er grum som Nero og vellystig som Heliogabal.«

Antonius gav Ulvehunden et meget stærkt Spark, saa den for op med et Glam. Han sprang ud af Døren, som han smækkede i paa Snuden af Dyret. Og han fløj ned ad Trapperne og ud af Huset og gik sin Vej uden at vende sig. Skønt han netop nu skulde spille i Ladislas' Saloner, ventede Ladislas ham forgæves den næste Dag og den hele Uge.

En Aftenskumring sad vi paa Kaféen. Violinisten havde betroet mig, hvad der var 207| sket ... Han vilde ikke spille hos Ladislas! Eller med hans eget ironiske Udtryk: ikke »spille paa Jærnbaneaktier og Panama.«

Da kom Ladislas ind, opdagede ham og gik forundret munter lige hen til Bordet:

»Opfyld dine Løfter, du Søn af Solen!«

Det var selve Frejdigheden uden Bagtanker.

Antonius saa ikke paa ham.

»Jeg tør skam ikke komme mer, Ladislas,« sagde han sindig. »Jeg er bange for, at din Ulv æder mig.«

Men Ladislas saa paa ham med uformørket Venskab uden at røres af Spydigheden.

»Herregud! ... saa skyder vi den.«

Antonius rejste sig pludselig midt imellem Spøg og Bevægethed:

»Ladislas, er du virkelig en Søn af Solen ..?«

Og jeg, som havde troet, at der intet fælles var mellem de to! – intet andet fælles, end at de en Aften havde ønsket den samme Kvinde, men én af de Kvinder, som kun Erobrere har Mod til at vinde!

Jeg rejste fra Paris en Dag sidst i Januar, da Foraaret allerede var i Byen. Paa alle offenlige Pladser bredte Akrobater for første Gang efter Vinteren Tæpper ud og gjorde deres Kunster under aaben Himmel, mens Folk stimlede sammen i taalmodige Kredse. Den mildeste Foraarssol skinnede, da jeg gik 208| igennem Tuilerihaven, og deroppe i Gaden ved Jeanne d'Arcs Rytterstatue havde igen en Tilskuersværm klumpet sig sammen. Jeg gik nærmere for at tage en sidste Erindring med fra denne Foraars– og Folkeby. Midt i Kredsen paa en Skubkarre stod en Mand i Broncerustning og Hjælm, helt en romersk Kriger, og holdt under nysgærrig Agtpaagivenhed et pompøst Foredrag til Anbefaling af ... et Tandpulver. Han solgte det paa Stedet og viste ogsaa Pulverets Benyttelse, hældte Vand i et Glas og børstede Tænder midt i Foraarskøligheden. Folket holdt tappert ud.

Jeg smilte; jeg kom ved denne naive Reklame til at tænke paa Ladislas i Kaféen.

Da jeg nu ogsaa vilde sige Kaféen Farvel, traf jeg Violinisten. Den stilfærdige Antonius drak den Dag temmelig meget og havde et Anfald af bidsk Sandhedstrang.

»Aa hør, nej er det Dem?« raabte han. »Sæt Dem ned her hos mig! Vil De høre, hvad jeg tænker om Paris ...?«

»Tænker De ikke som i gamle Dage, at det er en Pandora med en Æske, en smuk Dame, som man forfører med et rent Buestrøg for at tage Hemmeligheden fra hende?«

»Skal jeg sige Dem, hvad der er i Æsken?«

»Blanke Stene og nye Kunstteorier?«

Han rystede hæftig og eftertrykkelig paa Hovedet:

»En Mus! ... en stor, forgyldt Bonbonæske og en ækel, graa Mus!«

209|Da jeg kom tilbage til Paris, var det sent i September. Og strax den regnfulde første Aften gik jeg til Quartier Latin for at hilse paa Venner, der flittig havde husket mig med Breve. Jeg gemte endnu deres Beretninger om Antonius' sørgelige Afsked fra Paris og dem.

Oppe paa det velkendte Tagkammer fandt jeg min Ven, Tegneren og Poeten, omgivet af sin unge Søster, sin halvvoxne Broder, sin Veninde og en lille, provinsiel Kusine, der lige var kommen til Paris. Broderen spillede Violin, Søsteren sang med en Iver som en borgerlig Debutantinde nogle Operettemelodier, og til sidst fik Veninden og Poeten Bogen med de gamle, franske Folkeviser trukket frem.

Jeg var bedt ud til Aften, endda med Mænd, der var bedre end jeg selv. Men da min Ven spurgte mig:

»Foretrækker du at dinere med Berømmelsen? eller vil du blive her og spise med disse unge Demoiseller?«

– kunde jeg ikke modstaa.

Vi spiste saa godt, som Folk altid gør i Paris, naar de for Resten spiser. Vi drak en frisk, fyldig Vin, som ikke var blandet. De lidt forlegne, unge Piger var selv nye som Vinen, den lille Broder fuld af Visdomme og pudsig Paastaaelighed (de Børn i Frankrig!) Og mit Venskab med Vært og Værtinde var saa godt, som det var gammelt.

210|»Men Monsieur ...« udbryder Madame endelig, som om hun længe havde gemt paa noget og nu var ved at briste af Utaalmodighed. »Hvad siger De da til, at Monsieur Antonius, vor gode Antonius, saadan har forladt os?«

Det var, som om hun exploderede. Der findes ikke i Verden Veltalenhed som hos en Kvinde i Paris: Antonius' mærkelige Daarskab! Antonius' ubegribelige Afrejse! Og min Ven understøttede hende. At tænke sig: bedst som Antonius var ved at gøre sin Lykke med nogle Kompositioner og indførtes i Salonerne som en anden Faust af sin Mefisto, Ladislas, havde han rent ud med Forsæt opsøgt sig en ulykkelig Kærlighed. En lille, hovmodig og oppyntet, engelsk Gretchen, som intet Menneske – dette var Madames djærve Forsikring – vilde falde paa at vælge for Glædens Skyld! Ja Antonius var ganske bleven som et enfoldigt Barn, saa at hans Tale, der ellers kunde have saa dybsindige og forbavsende Ord, til sidst slet ikke var værd at høre paa. Og Ladislas taalte han ikke for sine Øjne.

Man kunde sige om Ladislas, hvad man vilde – den frimodige Værtinde tog ikke i Betænkning at kalde ham noget meget stygt – men Ladislas havde virkelig holdt af Antonius. Og saa havde den egensindige Tosse, Antonius, skrevet ham et Brev til Farvel, hvori der stod, at han hellere vilde leve som den usleste Timelærer derhjemme i sit eget Land, end 211| han vilde blive stor i Paris og takke Ladislas for det ...

En saadan Dumhed! Madames gode Hjærte var for Alvor delt mellem hendes dybe Venskab for Antonius og hendes Forbitrelse paa Fornuftens Vegne.

»Naa, Monsieur Antonius,« havde hun sagt til ham. »Naar De har skrevet saaledes til Ladislas, som altid har ment Dem det godt – hvad har De da skrevet til den lille Englænderinde? De maa da ordenlig have læst hende Texten.«

Men tvært imod. Antonius havde smilt som en af Helgenene henne i St. Sulpice.

»Madame,« svarede Antonius, »jeg skrev til den lille Englænderinde, at jeg rejste fra Paris; men hvor langt jeg end rejste, og hvor ene jeg blev, vilde det altid være mig en Glæde: det alene, at jeg vidste, at hun dog var til i Verden.«

Det var nøjagtig hans Ord. En saadan Ærke-Urimelighed! Alligevel blev den frimodige Fortællerske ganske bevæget ved at tænke paa ham.

De to havde fulgt ham paa Jærnbanen.

Madame rystede pludselig Mismodet af sig og gav sig til at lave Kaffen, huslig og hyggelig som før.

Da den sorte, stærke Drik var skænket i Glassene, og vi for anden Gang var ved Folkeviserne, kom der en sjælden Gæst, som 212| meget beskeden bad om Lov til at træde ind i det lune Rum, og som med sine Handsker og sin Monokel blev siddende tre Timer i dette fornøjede Selskab, hvor ingen mer bekymrede sig om ham, da han intet sagde, som var meget værd at lægge Mærke til. En Gang i Aftenens Løb begyndte han vel at fortælle, at han elskede disse Kvistkamre i Quartier Latin, og i den samme teateragtige Tone udbredte han sig over, at han den foregaaende Aften havde ladet sig røre til Taarer af de Vers, en Typograf deklamerede, og som var endnu bedre end hans egne. Men han blev afbrudt af vor Værtinde, som med bart Hoved og blussende Kinder kom tilbage fra et lille Svinkeærende og nu omstændelig berettede, hvorledes hun nede paa Gaden midt i et Opløb havde reddet to ubekendte Herrer fra at blive pryglede af fem opbragte Droskekuske.

Jeg var bestandig forbavset over at seA Gæsten med Handskerne, Taaren og Monoklen i denne Stue. Jeg kendte ham fra tidligere Lejlighed som én af de virkelige Baroner og forlorne Literater, hvoraf det vrimler ved alle Tidsskrifter i Paris, Literatur-Yankeer, der opforgylder Slægtens gamle Hæder ved at lægge Navn til Værker, de ikke har skrevet, og Oversættelser fra fremmede Sprog, som de ikke selv kender. En udholdende Dumhed og en umættelig Ærgærrighed, umulig alle andre Steder end i denne, den naive Reklames 213| Æventyrby, hvor Ladislas'erne flyder oven paa og evig forfalsker det politiske og aandelige Liv, mens den ægte Franskhed er trængt tilbage til de smaa Kroge og lever fra Haanden og i Munden.

Da hviskede min Ven til mig:

»Han ønsker, at jeg skal skrive hans næste Bog for ham.«

»Hvor gider du!«

Et Skuldertræk:

»Han betaler. Vær ikke bange ... jeg skal skrive den daarlig nok til ham.«

Det øs-øsregnede, da jeg om Natten gik ned igennem dette Quartier Latin, hvor flinke, talentfulde Fyre opretholder Livet ved at skrive Bøger for andre. Paa Quai des Augustins, hvor Antonius i Fjor havde boet, standsede jeg og saa op og ned ad Huset. Jeg huskede Antonius' bevægede Samtaler og hans Violinspil – de hidsige, czekiske Danse, stolte og omskiftelige som de slanke Kvinder, han satte i Musik. Ja Verden forandrer sig hurtigt. Kun Viseforfatteren holdt Gudskelov endnu Fanen højt: levede og døde som en brav Musketerer med sin Elskerinde og sine gamle Folkeviser. Og fandt han en Ladislas paa sin Vej, saa surmulede han ikke, men priste sin gode, gyldne Lykke.

Antonius havde nu altsaa faaet Hjemvé. Efter Samkvemmet med Ladislas var det bleven ham nødvendigt at pudse Næsen foran Azuren. 214| Og da var til hans store Uheld en Pige med nordiske Dyder og Fejl løbet ham i Vejen. Antonius havde haft Hjemvé efter de hæderlige Dagligstuer, de brave, unge Piger og de brede, uendelige Samtaler, hvor al Ting er lige vigtigt, fordi intet er vigtigt.

Hjemvé!

»... en Drøm om en Søjle ... en Længsel efter en Tone.« Jeg erindrede disse Ord, som en Gang faldt ham paa Tungen, da han vilde forklare mig en Stump af sin egen Musik.

Hvilken Misforstaaelse af Antonius at forelske sig i en snærpet, lille Miss!

Jeg kom til at tænke paa Ladislas og hans Pariserinde ... og paa andre Pariserinder. Og jeg tænkte paa en Fortælling, jeg havde hørt af Antonius' egen Mund – men den dristige Antonius fra den gode Tid. Den foregaar her paa Quai des Augustins, og her vilde Antonius have fundet den Kvinde, som han havde behøvet – han, der ingensinde tillod sig selv, at Livet berørte ham uden at give Tone.

»Det var en lys Sommeraften« – fortalte Antonius – »Jeg kom hjem fra Væddeløbene i Longchamps paa en lille Floddamper. Nærved mig sad en livlig Kvinde i Selskab med to faamælte Mænd. Hendes Øjne søgte mine.

215|Kastaniebrune, til Tider gullige Øjne. Øjne, der flammer. Ubestandigheden selv, men iblandet med et Træk af ydmyg Hengivenhed. Og den ydmyge er aldrig utro uden ved et Tilfælde: – naar hun hævner sig over Livets Troløshed, hævner sig med den fejges og utilfredsstilledes Lumskhed. I sine store Lidenskaber er den ydmyge tro som den fattige og overvundne, som Hunden, der logrer for et Kærtegn af sin rette Hersker og Herre, og som bliver mere underdanig, jo mere man prygler den.

Ubestandige Kvinde med de lysbrune, flammende Øjne! hvor var du underdanig mod dine to ligegyldige og stumme Mænd, der uden at røre sig hørte paa alle dine Ord og Indfald, som var deres egne saa langt overlegne. Du gjorde dig hundred Slags Ulejlighed for at behage disse to døve Violiner. Du vidste ikke, at den sande Overlegenhed ikke behøver al den Tale. Men Fru Ubestandighed, dine Øjne klæbede sig instinktmæssig til mine, den fremmedes. Thi du brænder (derfor søger du over alt) efter at blive behandlet af en Mesterhaand, saa du ikke var nødt til at blues ved din Underkastelse.

Du havde funden din Ladislas og higede bort fra ham.

Jeg tildroges af dig, farlige Kvinde. Du var jo selve Programmet for den tro og 216| ydmyge Søgen. Du var jo selve Fanen, det legemstore Farvetryk, Affichen Paris.

Du kom nær forbi mig ved Landgangen; du standsede og ventede mig paa Quaien og saa' paa mig som en Gudinde, der indvier sine Legioner. Dine to Mænd kom til, og jeg fulgte jer paa Afstand. Du vendte dig og saa efter mig – to Gange, tre Gange, og langt i det fjærne endnu et Blink tilbage over Skuldren.

Jeg gik langsomt efter ad den smalle Spaserebro over Seinen; videre langs Quaien hen til Quai des Augustins. Der paa Hjørnet til en af Quartier Latins smalle, gamle Gader saa jeg sidst dit Ansigt vendt tilbage; saa forsvandt du med Legemets stolte Bølgelinjer og regelmæssige Vuggen.

Jeg besluttede at gøre mig til Detektiv for at opspore dig; jeg besluttede at søge dig ved Musiken i Luxembourg; jeg besluttede at postere mig paa Hjørnet, hvor jeg saa dit sidste Glimt.

Jeg vilde sætte Livet til for at faa dig ind i mit Liv, endskønt din Nærhed ganske, ganske sikkert vilde have nedkaldt alle Ulykker over mig.

Det regnede den følgende Dag, da der skulde være Musik i Luxembourgparken.

Og langs Quaien, hvor jeg ofte gik, fandt jeg kun ligegyldige Mennesker og Bøger, Bøger, Bøger ...«