Sophus Claussen (1865-1931) genlæser man i disse år med ny interesse og fordybelse. I den selvbiografiske roman Unge Bander (1894) skildrer han en provinsjournalists politiske og erotiske sejre og nederlag i de bevægede provisorieår.

Bogen rummer et mytisk-symbolsk plan, hvad Sophus Claussen også antyder, når han i 1912 skriver, at den »er hele min ungdom, og om helten, at denne »dybt lydhør fik Del i en Bevægelse… fra Jordens Indre eller fra den højeste Morgen, som overgik alle de senere Bevægelser«. Denne bevægelse eller udvikling, der især har med forholdet kunst og kærlighed at gøre, beskrives følsomt, underfundigt og i en sammenhæng, som lyrikken kun punktvis og i glimt kan oplyse.