København, Oktoberaften.
Nu graaner alle Gader,
Nu mørkner alle Smyger,
Og mere sort de spidse
Skorstenspiber ryger;
Og Nattens Børn de vaagner
Og drømmer nye Glæder,
Tusmørke-store Hjærter
I døreløse Stræder.
Jeg slentrer hjem, mens Aftnen
Sit muntre Lyshav føder,
Og sætter mig at stirre
Ensomt ved Ovnens Gløder.
De dunkelrøde Luer
Med deres hede Slikken,
De farver lunt min Tanke
Som Duren i Musiken.
Og viltre Egeknorte,
Om Pan, der holder Thing med
En Bukkebens-Eskorte,
Om Nymfer og om Troldpak,
Om Artemis, den kolde,
Hvis Barm er kysk og dejlig
Som foraarsgrønne Volde.
Det bliver Foraar om mig,
Og hør: En Larm af Lurer
Som iltre Tonehærbud
Fra alle Skrænter durer:
Til Huset dybt i Skoven
Med Hjortehorn foroven!
Til Byens vaagne Ungdom
Og Bonden i Alkoven!
Vær hilset, lyse Ungdom,
Du Korn paa Landets Agre!
Se, Glædens Purpurblomster
Om dine Skuldre flagre!
Og som en frisk Fanfare,
Som Græs, der Kornet kanter,
Gør Landets blege Døtre
Sag med de unge Bander.
