af Sophus Claussen (1894)   Udgave: Jørgen Hunosøe (1986)  
forrige næste

Frøken Regnvejr
Et Hyrdespil

[IX]|Prolog
(hvori de agerende forestiller sig selv).

Første unge Pige.

Jeg hedder Caty og er forlovet.
Jeg ved det sikkert, jeg elsker Mikal,
men faar de særeste Ting i mit Hoved,
som altid skaffer os begge Kval.
Hans Breve gemmer jeg under min Pude
og drømmer, hvor smukt jeg vil ham forgude.

Anden unge Pige.

Jeg, Catys Kusine, er lige kæk Pige
blandt Lystparkens Træer, blandt Havernes Ærter.
Skønt knibsk jeg spotter, hvad Folk vil sige,
og sladrer dog lidt om forelskede Hjærter.
Jeg hedder Vilhelmine, bli'r ogsaa kaldt Mus,
og Friis og jeg er fra i Aftes Dus.

Tredje unge Pige.

Mine Øjne er Safirer, saa blaa og saa fine.
Jeg er yngre end Caty og min Søster Vilhelmine.
Jeg kaldes lille Laura og venter paa en Mand.
Jeg finder, at Mikal er saa sød og har Forstand;
men naar Caty kommer, saa gaar jeg min Vej,
for han er jo ikke forlovet med mig.

Friis.

Jeg tror, man er undskyldt, om ikke man higer
at slide i Evighed Aasums Bro.
Det bedste her er de dejlige Piger,
som man har ondt ved at lade i Ro;
de er snerpede her i vort Paradis. –
Jeg er Postekspedient; det er mig, der er Friis.

X|Mikal.

Og jeg er paa Besøg, en ung Poet
uden Værker og Vers, en af Frihedens Prinser,
der elsker – desværre endnu som Asket –
en Pige i en af de bedste Provinser –

(griber Catys Haand).

en Afgrund af tyst og uventet Glæde!

Caty

(fortrædelig).

Nej, slip mig, Mikal, naar Folk er til Stede.

Cesare

(bukker galant for hende).

Min Arm! – Jeg er som Mikal Student;
belæst i den spanske Renæssance.
I det borgerlige mangler jeg Chance.
Og hovedkuls her til Aasum sendt
befinder jeg mig af min Rolle lidt trykket,
da jeg slet ikke ved, hvad jeg skal i Stykket.

(Caty tager Cesare, Mus tager Friis under Armen. Med et smilende Buk for Laura siger)

Mikal.

I Mangel af Rose man plukker en Viol,
tager den lille Stjærne, har man tabt sin Donna Sol.

De unge Kvinder

(idet de tre Par gaar ud).

Vi er tre ærbare, unge Piger,
i lyse Kjoler, fine Sko,
tre Republiker, kække Riger,
fulde af Kærlighed, Haab og Tro.

XI|Første Handling.

Allé i Maaneskin.

Hvor drypper, siver, nynner Stadsgravens Strøm, og se:
der risler Maaneskin ned i den gamle Allé,
hvor under Kastaniers Tag og kongehøje Linde
Stenbroen pletvis lyser, mens Gravens Vande spinde
en dæmpet, fjærn Musik til Lysets og Bladenes Spil,
en tropisk Drøm om at dø og fornys, som viljeløst Draaberne vil.

Første Optrin

Cesare

(kommer med Caty).

Her er i Grunden kønt ... aa en Vellugt vidt og bredt!
Jeg maa tilstaa, at Naturen ellers fængsler mig saa lidt.
Jeg maa tilstaa, disse Udkig og »Motiver«, som det hedder sig,
det evige Landskab paa vor Udstilling, det kjeder mig;
og smaa og store Plastre med Skov og Skyer strøgne
og Folk i stygge Klæder! Jeg siger: mal det nøgne!
Hvad er saa stolt som Menneskets Vækst? – et Væv, et Lem
er mer end alle Klude, fabrikerte i Birmingham.
Jeg holder mest af Marmor, af Plastik ... har altid haft
Smag for det stærke, hele, for Sammenhæng og Kraft.
Jeg er ikke musikalsk eller Maler .. – jeg forsoner
mig saa daarligt med at sløre Energien hen i Toner.

(De standser midtvejs i Alléen).

De tier stille, Frøken?

Caty

(ser sig tilbage).

Hvor mon de andre blev?

Cesare.

De fulgte over Slotsbroen Mus med hendes Brev.

(Pavse).

Hvad tænker De paa?

Caty.

... min Violin og min Chopin,
en Strofe jeg maa prøve, før jeg trygt kan gaa i Seng.

XII|Cesare.

De blev vred for, hvad jeg talte om Toner og Plastik ...

Caty

(afbrydende).

hvor her er tyst i Aften ... Jeg holder af Musik.

Cesare.

Har jeg krænket Deres Guder? – Jeg vilde kun nævne,
at jeg er virksom anlagt uden Gran melodisk Evne.
Men nu her ...

(lytter)

den lunkne Rislen! Jeg begriber, det er kønt:
som fornam man Træer og Stene faa et Overtræk af grønt.
Og saa de gamle Haver langs Gravens anden Side!
Og et Hus med røde Ruder midt i det sære hvide.

Caty.

Der bor min Spillelærer.

Cesare.

Han er ikke gaaet til Ro.

Caty.

Nej, skønt han er saa svag.

Cesare.

Der gad jeg gærne bo:
Den Lyd af frodig Rislen bag de store Træer minder
mig om det grønne Indien, Kolumbus tror, han finder
– som det skildres i hans Breve, Fantasi og Sandhed blandet,
men en sydlandsk Fantasi – det er sandt – han ved ej andet.
Der er et Brev fra Tiden, han var mistænkt og i Nød,
stilet til Spanjens Konge ... en Dristighed og Glød! ...
Han sejler med sin Flaade imellem tætte Øer,
selv ligger han i Feber, hans halve Mandskab døer;
en Sol, en Strøm, et Landskab, hvis Pragt De ikke aner:
langs Bredderne Urskov med hængende Lianer,
en Himmel som Azúr, mens en Brand af Blomster gynger
paa høje, svaje Grene ... og de vilde, som slynger
deres Spyd og tætte Pile mod Spanjerflaaden ud ...
Han skriver, han fik en Aabenbaring fra Gud;
en Stemme kalder paa ham og sætter ham i Rette:
»Du Daare, hvorfor tvivler du? Gud vil aldrig slette
af sine Mindebøger, hvad én Gang du har gjort.
XIII|Han kender dig, han hører ej hine, som bagvaske
og klagende for Fyrsten, paa Knæ, med Hyklermaske,
vil stjæle dig din Hæder og gøre smaat af stort.
Gud ved, at du har tjent ham!« – »Jeg saa, hvor jeg var blind
(slutter Kolumbus Brevet), og Fred faldt paa mit Sind.«

Andet Optrin

Mus

(kommer langsomt ved Friis' Arm)

... de danser altid sammen, hun er paa alle Baller.

Friis

(samtykkende).

Det er tydeligt nok –

Mus.

Ja og tænk i hendes Alder!

Friis.

Naa ja hvad saa?

Mus.

Jo, Karl! Var hun ung, kan du ha' Ret.
Og han er tilmed gift ... det beviser, hun er slet.

Friis.

Han er gift, det »beviser«: han har to! ... paa en Prik.
»Hun er slet, for han har to«.

(Slaar sig for Panden).

Aa den Kvindelogik!
»Hun er gammel« ... Hvor kan man Fornuft i Kvindfolk terpe!
Vil de unge ta' sig fri, skal dog de gamle snerpe.
»Han er gift«, »hun er gammel« ... Det beviser – det beviser,
det blev Kvindens Maal, at evig slide op de gamle Fliser.

Caty.

Hm, Mus, er det jer?

(peger)

Se blot Børlum har tændt!

Mus.

Gud, hvor han er uforsigtig.

Cesare

(ser smilende paa Friis).

Hr. Postassistent!

Friis

(andægtig).

Jeg hørte, De blev ivrig. De talte vist om Gud

XIV|Mus.

Deres Præken kunde høres helt til Slotsporten ud.

Friis

(som før).

Tør man be' Dem om en Messe. Jeg er selv religiøs.

Mus

(til de andre).

Uf, han bander saa rædsomt.

Friis

(med en kælen Gebærde).

Hvad siger du, min Tøs?

Caty

(leende).

Ih, men Friis! maa man spørge, naar er I blevet Dus?

Mus

(svagt fornærmet).

Vi er ikke Dus.

Friis

(klapper hende).

Blot rolig, vi kan blive det, mit Pus!

Mus

(river sig fra ham).

Gud, men Friis dog!

Friis

(til de andre).

Vil De se, jeg er fundet og vejet.

Caty

(munter).

Hør Friis, De har nok drukket en Toddy for meget!

Friis

(nedslaaet).

... kom i daarligt Selskab, Frøken ... fik ikke en, men ti.

Mus.

Ja, det høres paa de Udtryk, han bevæger sig i.

Friis

(bukker dybt for hende).

Tilgiv en højst uværdig, som fortjener at ses ned paa.

Caty

(gaar videre med Cesare).

Han er altid saa lystig. Ham kan ingen blive vred paa.

XV|Tredje Optrin

Mus

(borte fra Friis).

Fy skam dig, Karl!

Friis.

Det gør jeg.

Mus.

... hvad skal de andre tænke?
at kalde mig din Tøs – tror du ikke, det maa krænke?

Friis

(byder hende sit Lommetørklæde).

Det bli'r ingen rigtig Scene, inden Taarer er flydt.

Mus

(i Graad).

Vil du ha', jeg skal græde? – og det er endnu saa nyt!

Friis

Vand, Vand, jeg drukner! Hjælp! Skal jeg plat forgaa i Synden?

(paa Knæ).

Hjælp mig op, min Hjærtenskær! jeg er falden i Brønden ...

(Da hun stadig surmuler).

Hvor findes dog en Godhed som det kvindelige Køns? –
»Her er Vand til dig, min Herre, og til alle dine Høns!«
... Men om Mus og hendes Elsker vil det klinge højt og klynkelig:
han blev puttet i en Brønd, hvor hun omkom ham ynkelig.

Mus

(styrter til og kniber ham i Armen).

Nej Karl, fy saa uartig! Du er slet ikke sød!

Friis

(med Armen omkring hende).

Ikke nær saa sød og smækker som du, mit Sukkerbrød.

(klapper hendes Kinder og kysser hende).

Men jeg bli'r sød som Sirup, blot du kniber ej paa Kosten ...

(tørrer hendes Øjne med sit Lommetørklæde).

Et lillebitte Ord, saa ta'r hun straks til Posten.

(De gaar Arm i Arm).

Hvad siger du, min elskede!

Mus.

Altid saa gør du Nar.

Friis

(stryger en Tændstik).

Gør Nar?

XVI|Mus

(fortrydelig).

Nej vil du ryge! ... Maa jeg tænde din Cigar?

(med Cigar i Munden løfter hun sig baglæns op paa Rækværket).

Hvis min Mor saa dette her, fik vi høre et Væsen!

Friis

(med en brændende Tændstik).

Jeg vil blæse hende et ...

Mus.

Uh, du brænder mig paa Næsen.

(Lille Latter).

Mus

(efter en Pause, lægger Armen paa hans Skulder og betragter ham).

Du skal hjem til os i Morgen. Karl, du lover dig ej bort!

Friis.

Naa, skal vi højforloves med det samme, sende Kort –?

Mus.

Aa Snak! – men vil du ikke?

Friis.

Gaa og skilte med en Ring!

Mus.

Hvem har vel talt om det? – Som du vender alt omkring!

Friis.

Jeg havde tænkt ... i Morgen ... hvis du kan det saadan lave –
at vi spiser til Aften i Sangklubbens Have.

Mus.

Men jeg faar ikke Lov, naar vi hjemme har Gæster.

Friis.

Aa pyt, det er Familie.

Mus.

Men min Kusine Esther
ta'r Betty Wickmann med! de to skal musicere.

Friis.

Saa har vi dem forsørget. Der kommer ikke flere?

Mus.

Jo Helsing! Men Betty er fremmed, maa du vide.
Hun er forresten én, som ikke jeg kan lide ...

XVII|Friis

(griber hendes Fødder).

Du kommer!

Mus

(paa Stakittet).

Karl! Du vælter mig – slip mig dog, Mand!

(ynkelig)

Aa – mine Ben!

Friis

(vender sig bort).

Ja ja, da!

Mus

(om Halsen paa ham).

Hvis bare jeg kan.

Friis

Min Skat, sig til din Fa'r, at det gaar sagtens an:
hans Datter fik sin Knibskhed allerede i Svøbet.

Mus

(ved hans Arm).

Er du nu utaknemmelig oven i Købet?

(lytter).

Der kommer vist Mikal og min Søster.

Friis

(trækker hende med).

Lad os gaa!

Mus

(pludrende).

Du kender ikke Betty – Frøken Wickmann – Gør du? Aa,
at hun ikke i Tide har krydset din Vej!
Det er en rigtig Pige, langt sødere end jeg.
Lidt koket – vil du jo ha' – men saa fornem og tilbørlig!

(med et Smil).

Og Gud ved, om i Længden hun var saa ubønhørlig.

(ivrig).

Hun gaar aldrig i Staa – nej en Dame! Som hun fører sig,
saa stadselig og slank ... jeg tror nok, at hun snører sig.
Helt kulsorte Øjne!

Friis

(trækker hende med).

Vi maa straks hen at fri.

XVIII|Mus

(ivrigt, idet de forsvinder).

Hendes Haar er saa langt, hun kan svøbe sig deri.

Fjærde Optrin

(Mikal og Laura er under den sidste Replik komne midt ind paa Scenen).

Mikal

(oprømt).

Ak Gud, saa megen Dejlighed! ja hvem skulde tænke sig!
I slig en Rigdom gad man med Liv og Vellyst sænke sig:
hendes Øjne ganske sorte – Kul og Gløder, hørte De!
hendes Haar er saa langt ... man kan svøbe sig deri.

Laura

(svagt indigneret).

Hvorfor man?

Mikal.

For det passer paa flere! – derfor man,
fordi al Kvindepragt vel er stilet paa en Mand.

Laura.

Hvorfor siger De da flere?

Mikal.

En modig Kvinde vil
først svøbe sig, og siden ... som hun har Hjærte til.

Laura.

Aa, De vil ikke svare. Jeg tror, De altid spøger.

Mikal.

De skal holde af én. ... Skønt hvorfor skal jeg lyve?
den unge Frue rørte mig – etsteds i Byrons Bøger –
som for en Mand paa fyrre gad elske to paa tyve.

Laura.

Aa fy?

Mikal.

Hvorfor fy?

Laura.

Dersom Caty holdt af to?

Mikal.

Jeg vilde paa Minutten gaa hjem og skifte Tro.

XIX|Laura.

Ja se: De mener ikke det mindste, hvad De siger!

Mikal.

Trøst – trøst Dem, kære Laura. Saa længe unge Piger
er af saa karrig Race, saa lidet i Stand
til grundig blot at elske én eneste Mand,
vil ingen hos dem den Ømhedsskat forlange,
den skønhedsdybe Lykke, som kan gennemtrænge mange.

Laura.

Der er dog store Kvinder ... Nej, De er helt paa tværs
af alle andre Folk –

Mikal.

Det er et gammelt Vers.
Men De ved jo, lille Laura – skønt det lyder ubehøvlet –
Fornuften gaar altid paa tværs gennem Vrøvlet.

Laura

(med et Lettelsens Suk).

Ja Vejen for det sande er, siger man jo, sen.

Mikal

(indprentende).

De skal holde af én, af en eneste én!
og aldrig siden slippe ham, i Lyst, i Elende,
for ham vil De foragtes, for ham vil De brænde.

Laura.

Ja naar man først er gifte ...

Mikal.

Alle de Forbehold!
Det er Kvindetro, at Kærlighed bedst nydes kold.

Laura.

... eller ogsaa forlovet, som Caty og De ...

Mikal.

Ja, naar bare det kan gaa paa en kendt Melodi.

Laura.

Hvorfor gik De fra Caty ...?

Mikal.

Hys! Kirkeuret slaar.

XX|Laura.

Saa er vist Klokken elve.

Mikal

(lytter og tysser).

Bliv staaende, hvor De staar.

Laura.

De gør mig næsten bange.

Mikal.

Hør Slagenes dybe Fald,
aldrende, spøgelsemægtigt fra dirrende Metal ...

(naar det bliver stille, griber han hende muntert om Armen).

Hvorfor jeg gik fra Caty? – Et Menneske er som et Rige
med Klasser og Stænder og Rigsdag, hvis Kamre man maa forlige
ved nye Ministre og Love, før Oprøret løber grassat.
Ved dette vidtløftige Væsen fik selv den flinkeste Pige
sit higende Folketing, som smukt skal reformbespises,
sit velopdragne Landsting, hvis Uro maa overbevises.
Og nye Mænd vil til Styret. I Catys Hjærtes Stat
kan der uskyldigt opstaa et Nag til den tro Kammerat,
et Hang til det trodsige, frie, til en mer radikal Forvaltning.
Og da nu ej Catys Hjærte kan bøjes ved Tvangsforanstaltning,
saa viger jeg Plads for de nye og venter som god Diplomat
– hvorved da midlertidigt i Aften er indtraadt en Spaltning.

(Lænet over Rækværket).

Hvor rinder, siver, synger Stadsgravens Strøm. Og se:
der risler Maaneskin ned i den gamle Allé,
hvor under de brede Kastanier, hoffærdige Linde
Stenbroen pletvis lyser, mens Gravens Vande spinde
en Vellyst af dyb Musik til Lysets og Bladenes Spil.
En Drøm under sølvrandet Skygge, som viljeløst Draaberne vil.

(Tavshed).

Et Mylr af Løb, der pibler blandt Sten, under Græs, over Veje,
til blændet af Lys de plasker i dette brede Leje.
Det er som en straalerig Ungdom, der slipper sin Ensomheds Skulken
og favner velsignet besejret et Bryst med en Kærlighedshulken.
... Og nu slynger Strømmen sig hen som paa tyste, vuggende Fødder
XXI|i bølgende Dæmring, i Mørke fra Løv, mellem Urter og krogede Rødder,
trænges og strømmer .... En jordisk gad ønske sig død og begravet,
der ikke som Strømmen fik tilmaalt at lægge sit Bryst til Havet.

Femte Optrin

Catys Stemme.

Mikal! Mikal og Laura!

Laura.

Hør Caty!

Caty.

Er det jer?

Mikal

(slaar Armen om Lauras Liv og bøjer sig over Rækværket).

Vær stille, tys! Vi har det jo herligt, hvor vi er.

Laura

(forvirret).

Gud nej, der er jo Caty!

Caty.

Mikal!

Mikal

(andægtig, uden at slippe Laura).

Hør Nattergalen!

(da Caty og Cesare kommer nær, højt:)

O ve, der røg vor fine Politik i Kanalen!

Caty.

Hvad er det, I bestiller? Mikal, dit Uhyre!
Nej vil man se til dem: et Par rigtig nette Fyre!

Cesare.

Jeg troede: en forlovet blev bedre lagt i Linerne.

Mikal

(klapper blidt Lauras Kind).

Forlovelseskortet ... gælder ogsaa Kusinerne.

Caty.

Han ta'er vist fejl, Mosjø!

(Hun tager ham med to Fingre ved Ærmet og fører ham til Side. Mus kommer ind med Friis).

XXII|Laura

(gaber; til Mus)

Skal vi snart hjem i Seng?
Vi faar Skænd ...

Mus.

Aa pyt med det!

Caty

(ene med Mikal).

Mikal, din slemme Dreng!
Jeg savned dig! – Saa svarer han ikke ... man maa skrige!
Har du gjort lille Laura forelsket, stakkels Pige?

Mikal.

– i mig! Er det saa slemt?

Caty

(kysser ham).

Jeg er ikke utilfreds.
Men nu faar du ingen anden. Din Skæbne er dig vis.

Mikal.

Aa Caty, hvor jeg elsker dig ... saa god og saa galant!

Caty.

Løse Fugl ... lille Mand! Er det nu ogsaa sandt?

(Hun ser sig om).

Mikal.

Ved du det ikke, Caty?

Caty

(kysser ham).

Min kæreste Ven!
(Ser sig om).

Mikal.

Hvad søger du?

Caty

(kaldende).

Mus!

Mikal.

Gaar du fra mig igen?

Caty.

Altid saa utaalmodig! ... Giv Tid, før du skoser!

Mikal.

Hvem lærte dig at hæfte de Sløjfer paa dit Bryst?
Maa jeg tage den ene af de blegrøde Roser?

XXIII|Caty

(taler afbrudt og bortvendt).

Du skal faa den siden ... om lidt ... hvis du har Lyst!
Vil du spasere med mig! – Men først maa jeg tale
med Mus; hun har min Nøgle, og den skal jeg ha' fat i.
Det er slet ikke morsomt at ha' den hele Hale
til at le og diskutere og forstyrre alt det dejlige.
Er du med mig, er bare de andre ubelejlige.
Skal jeg hilse Mus og Friis?

Mikal

(omfavnet).

Dejlige Caty!

(Caty gaar).

Sjette Optrin

(Laura og Cesare staar hver for sig i Baggrunden ved Rækværket og ser ud mod Voldgraven).

Laura.

Gik Caty allerede?

Mikal.

Hun kommer nok tilbage
for at holde Straffepræken.

Cesare

(slentrer ud).

Ja, du har gode Dage.

Mikal.

Hvis blot den dumme Tid var lidt mere til Gunst
for Kærlighed og Ungdom! – Det er dog samme Kunst,
der lærer os at finde to Kvindeøjne kønne
og lærer os at skelne, at elske og at skønne,
hvad der er kækt og dygtigt, frisk i det hele Land.
Den Kunst, som véd at drage af et Par spredte Minutter
saa megen ødsel Pragt, som to Hjærters Koncil beslutter,
den Strøm af Stolthed og Ynde, af Fynd, hos Kvinde og Mand –
som Kilden, der gennem Kanalen til sidst naar den store Strand –
vil naa som Kraft eller Farve, i Ord eller Gærning fortolket,
at strø sine blege Roser duftende ud for alt Folket.

XXIV|Laura

(adspredt).

God Nat! Jeg tænker, Caty vil have Dem alene.
... Hun er da ingen Snerpe; det kan De ikke mene.

Mikal.

Talte jeg ondt om Caty, saa brændte jeg min Mund.

Laura.

Jeg synes, unge Piger skulde være som hun.

Mikal.

Da tænker De smukt og som Kusine. – Vil De lære,
hvor bange, og hvor kække unge Piger skulde være?
I Kærlighed dér gælder: paa Halvvejen mødt!
Den vil vide sig skattet, men belønner rigt og sødt
og deler sine Blomster ... uopfordret ... saadan
som hos Goethe en Kvinde belønner en Mand,
en Kunstner! – Det hænder en sejrsvimmel Nat,
han har spillet og vundet i Komedien sin Skat.
Han ligger siden søvnløs og ser paa Maaneskinnet –
da aabnes Døren varsomt, En kommer over Trinnet,
og det er hans Veninde i Kunst, en ligesindet,
som for hans Skyld har fattet den højmodigste Plan.

Laura

(griber ham i Armen).

Det er da ikke sandt?

Mikal

(smilende).

Nej kun i en Roman.

(Tæppet falder).

XXV|Anden Handling

Samme Allé og Maaneskin.

Første Optrin

(Friis og Cesare kommer ind fra venstre og slentrer over Scenen).

Friis.

... Det gør han ganske vist ... Har De Ild? Maa jeg laane?

Cesare

(rækker ham Tændstikker).

Hans Foragt for Skik og Brug faar da Byen til at daane?
Men sig mig – hans Kæreste?

Friis.

En storartet Pige!

Cesare.

Hun siger ikke meget.

Friis.

Hvad skulde hun vel sige?
Det behøves jo ikke; De har selv en Strøm af Ord.

Cesare.

Mon de gaar denne Vej?

Friis

(peger til højre).

Det er herud af, hun bor.

Cesare.

Faar Mikal hende omvendt?

Friis.

Hun er sen, opponerer,
de dumme Købstadsforhold! Men der er frugtbar Jord.
Hvis De taler Fornuft, skal De se, hun kvitterer.
XXVI|De skulde kendt de Piger, da Mikal først kom til By'n,
og saa træffe dem nu – aa et helt andet Syn!

(rækker ham Tændstikæsken).

Skal vi gaa paa Hotellet?

Cesare.

Naar vi gør det lidt brat!
Jeg vil læse hundred Sider, før jeg sover i Nat.
Jeg er nervøs jeg arbejder stærkt og i Spring,
maa benytte min Tid, vil jeg gøre nogen Ting.

(De gaar hastigt ud til højre).

Andet Optrin

Caty

(kommer langsomt ind med Mikal).

Ser du, nu driver Skyen, og Maanen kommer frem.

Mikal.

Og vi har bedre Brug for vor Tid end at gaa hjem.
Den Regn mod Aften virked ... det var saa varmt og støvet.

Caty

(idet de sætter sig).

Hvor smukt i Striber falder den grønne Glans paa Løvet.

Mikal

(munter).

Hvad sagde han saa til dig?

Caty.

Jeg ved knapt, hvad vi talte.
Han snakked om Kolumbus, Vestindien og malte
med livlige Farver ...

Mikal.

Kan du lide ham?

Caty

(skælmsk).

Kan?
Han har læst ... vist mer end du har ... og han har Forstand.
Er du skinsyg? – Nej han trætter mig. Det blev mig saa broget;
det var ikke, som naar du vil fortælle mig noget.

(Mikal sidder paa Jorden med Albuen i hendes Skød. Hun tager hans Hat af og stryger hans Haar tilbage).

XXVII|Mikal.

Da tror jeg, din Kusine vil sige tværtimod,
at min Snak var grumme lang og hun grumme lidt forstod.

Caty.

Og hvad var det, I drøfted?

Mikal.

Jeg tør ikke referere.
Du maa vide ... jeg talte ... om at holde af flere.

Caty.

Du omfavned hende!

Mikal.

Du var gaaet din Vej.

Caty

(trykker ham rask til sig).

Du maa ikke elske Laura; Du skal holde af mig!

Mikal.

Hvor lyser du af Sommer, unge Roser, muntre Kjoler! –
Kan du huske, at i Pinsen var du blaa og bar Violer?

Caty

(husker).

Da læste du Højsangen for mig, ikke sandt?

Mikal.

Jo Lørdag før Pinse. Du og Biblen kom paa Kant.
I Biblen stod: »nu skyder mine Figen paa ny,
og Turtelduen høres, kom, elskede, og fly!
lad os stige ned i Dalen, i en Landsby natte over
og aarle gaa til Haverne, mens alle Buske sover!«
Jeg laa i Græsset, læste med Bogen paa dit Skød.
Men ak, min Sulamith var saa streng og uden Glød,
ingen Sulamith, som længes, beruses og vover.

Caty

(lægger hans Hoved i sit Skød og fæster ham en Rose i Knaphullet).

Her er Rosen, som jeg loved

(kysser ham).

Var det slemt, jeg forbrød?

Mikal.

Man skal tro paa sin Bibel!
XXVIII|

Caty

(munter).

Jo du er den rette Præst!
Men jeg har jo ingen anden, og saa præker du vel bedst.

Mikal.

Det skal du mene, Caty!

Caty.

Men jeg er ofte bange,
at jeg langt fra er saa klog, som du skulde forlange.

Mikal

(let sukkende).

Jeg er en dum og skinsyg og fordringsfuld Tyran.

Caty

(lægger sin Kind til hans).

Du skulde haft en Pige med Aand og Forstand.
Jeg har tænkt det tit, naar jeg læste dine Breve:
saadan en, som gik op i dine Tanker, kunde leve
og udvikles med dig ... jeg ved, hvordan det gik
mig selv, da Studenten talte flot om Musik.
Musiken er min Afgud, og det gør mig mange Knuder:
jeg bli'r Uven med den, som er kold mod mine Guder.
Mikal, jeg vil, at intet skal staa dig i Vej,
– og det blev allersørgeligst, i Fald det var mig –
derfor har jeg tænkt paa at spørge, somme Dage,
om jeg ikke skulde give dig Ringen tilbage?

Mikal.

Hvor fik du disse Tanker, min eneste kære?

Caty.

Fordi jeg ikke syntes, jeg var, som jeg skal være.
Jeg er jo egensindig; det fører kun til Strid.
Du skulde se og leve, ikke være saa bundet.

Mikal.

Og slippe min Lykke, den bedste, jeg har fundet?

Caty

(hurtigt).

Men ikke for bestandig, kun for en Tid ...

XXIX|Mikal.

Jeg tror, det gav os begge et bittert Træk om Munden.
Dit Venskab er for dybt i mine Nerver gravet,
en kort og flanet Lykke blev mig ækel indtil Grunden.
I dine Arme, Caty, er der frit og stort som Havet.

(Alvor og Tavshed).

Caty

(endelig, let smilende).

Og har, med alt det smukke, du skrev i dine Breve,
du kunnet ganske ene det hele Foraar leve?

Mikal.

Der fandtes jo ingen at dele det med ...
Ja, hvis du havde været der i min Kusines Sted.
Alleens Træ'r blev grønne ved de første milde Regne,
det mylred og det summed af Foraar alle Vegne;
og sølvgraa Skyer damped, som brød den gamle Stad
sit Aag, naar paa Altanen ved Aftentid vi sad;
dog haded jeg halvvejs Bulevardernes Slæng.
Bedst var det, tidlig Morgen at vaagne i sin Seng
med Mindet om en Solskinsdag imellem grønne Banker,
at styrte rask besluttet til sin Juras skæve Tanker
og bag de sorte Skrifttræk se Aasumgræsset gro,
mens du steg ned ad Linjerne i muntre Morgensko.

(Lidt efter).

Og dine Breve fik jeg: saa sirlige, som vædet
af Kys ...

Caty.

Jeg ønsked altid, Du var her selv i Stedet.

Mikal.

Men hvad skal jeg lide, nu du har mig saa nær?

Caty.

Du skal lide ... Jeg vil prøve ... at slet ikke være sær!

Mikal.

Ikke »sær« som sidste Sommer –?

Caty.

Mikal, din store Nar!
Nu kender jeg dig bedre, og din Mor og din Far!
XXX|Nu forstaar jeg dine Tanker ... Se Alléen her, se Vandet,
os to i Sommernatten, Maaneskinnet ... Ungdomslandet ...
Du mener: vi skal være vore egne, have Rum!
Derfor kan jeg ej slippe dig, saa blev jeg altfor dum.

Mikal

(skælmsk).

Sid stille, Skat, til varsomt mine Nerver faar indprentet
det nye Stjærnebilled, som har skjult mig Firmamentet.
... Sig, elsker du mig, Caty?

Caty.

Det ved du jo, min Ven!

Mikal.

Men elsker, saa du aldrig vil tage dig igen,
saa ømt, saa rigt, saa skønt som Sulamith, der stræber
at have Rum i Tanker, ved sit Bryst, ved sine Læber,
elsker, som Ungdom elsker ... Du maa sige ja og nej!
Gentag alene Ordet: jeg elsk ...

Caty

(forlegent).

Jeg elsker dig.

(Tæppet falder).

XXXI|Tredje Handling

En borgerlig Stue. Mørk Formiddag.

Første Optrin

Svigermor.

Hun kom hjem først, da alle i Huset var til Ro.

Mikal

(ligegyldig).

Jeg vil antage, Klokken har manglet lidt i To.

(Ser ud ad Vinduet).

Det var bedre Vejr i Aftes ... hvor kedsomt og forbandet,
en saadan Styrteregn, nu bli'r Blomsterne da vandet.
Vær rolig, Svigermor, om det ogsaa var lidt sent,
vi kom hjem uden Skade – aa saa sunde og raske!
Det var jo stjærneklart og aldeles tørt og rent.

Caty

(ved Vinduet).

Nej tænk, hvor mørkt her er, og det bliver ved at pjaske.

Mikal.

Ja det er Frugtbarheden – Gud øser ud sin Naade.

Svigermor.

Ih, jeg har glemt min Vask, mine Lagner bliver vaade.

(Svigermor styrter ud. Pause. Mikal aabner et Vindu paa Klem).

Mikal.

Her lugter som et Køkken af Urter og Gemyser. –
Giv mig et Regnvejrskys!

Caty

(ubevægelig).

Uh, det er koldt, jeg fryser.
XXXII|

Mikal

(lukker Vinduet).

Har du faa't Skænd af Mor? Hvorfor sidder du saa stiv,
som var du en Støtte uden Mæle og Liv?

(Slænger sig paa Sofaen).

Hvad skal jeg ta' mig for? Skal jeg ligge her og læse? – –
Min lille bitte Pige med den store, store Næse!
Naa, vær nu smuk og elskelig! ... Det er dog en Gru,
Frøken Regnvejr, jeg venter paa Kysset endnu!
Du ligner ganske Svigermor, saa let til at krænkes,
og altid har du titusind Ting, der skal betænkes.

(Han har lagt sig paa Knæ foran hende med Armen om hendes Liv).

Caty.

Har jeg fortjent at drilles ... efter det, som foregik?

Mikal

Dine Handlinger virker som en højere Logik,
saa trygt og skønt. Dog Tiden er lang, før du forvisser
dig omstændelig om Sagen med dens mange Præmisser.
Har du da Grund til Klage? Gør jeg mig udtilbens?
Men hvorfor, sig mig, Caty, kan du aldrig være ens?

(Løfter hendes Hage).

Se nu, de slemme Øjne, saa trodsigt de klipper!

(Lægger hendes Arm om sit Liv).

Men hold mig dog fast! ... Aa hvor valent! Se du slipper ...

Caty.

Lad mig nu være!

Mikal

(bevæget smilende).

Skat, det kan jeg ikke forstaa!
Først er du som en Skydag ubrydelig og graa:
saa lister sig en Taare fra dit Øjes Vipper, søde,
hvorefter hele Egnen tyst begynder at bløde ...

(Kysser hende. Trøstende).

Der udenfor det øser med Vand og er et Søle –
Frøken Regnvejr, vil du høre, jeg kunde falde paa:
hvor sødt, om man paa Landet paa et Høstænge laa,
og vi stirred som to Mus ud i Regnen, kunde føle
Høloftets lune Tørhed og Vædens fine Køle.
XXXIII|

Caty.

Det finder jeg just ikke ...

Mikal.

Og hvorfor ikke, Skat? –
Hvor stolt du lukker Munden, imens du Panden ryster
ad de Luner, som mit særeste Hjærte forlyster.
Hvorfor? Er du for pyntet til at krølles, for glat
som en Fajance-Dame – min Elskling, min Due –
skabt til at staa paa Stads i den fineste Stue?
Men tænk, om ej du afbrød os hvert Indfald, hvert Digt,
hvor Livet blev mangfoldigt, hvor det kunde være rigt!

Andet Optrin

(Mus og Laura klædte i Overtøj viser sig i Døren).

Mus

(nikkende i Døren).

Goddag godt Folk!

Mikal.

Goddag Børn!

Caty

(gæstevenlig).

I er nok lidt vaade.

Mus

(hænger sit Regnslag fra sig, snor sig rundt).

Jeg forsikrer, nej ikke i ringeste Maade.

Laura

(i Døren).

Vi smutted i Galosker for at løbe over Gaden.

Mus

(foran Caty).

Men skal du ikke hjælpe din Mor med Middagsmaden?

Caty

Hun har jo Pigens Hjælp, saa er jeg da ikke gal!

(forlegen).

Nej jeg har faaet Orlov for at være hos Mikal.

Mikal

(nikkende).

Ja Orlov for at være hos Mikal.
XXXIV|

Mus.

Vil man se!

Mikal.

Kære Mus, har du da haft nogen anden Idé?

Mus.

Nej det er rimeligt!

Mikal.

Hun er fri, kan du begribe,
for at kunne hygge om mig: hun stopper min Pibe
og tænder den; hun bringer mig de blødeste Sko ...
Og følger mine Luner med en sand Tyrkinde-Tro.

Mus

(dasker ham paa Kinden).

Ja du er rar ... det har du vist ikke fortjent.

Mikal.

Mit Liv i et og alt er dog overmaade pænt.

Mus.

Hvor »pænt« du gik fra os med din Kæreste i Aftes!

Mikal.

Har I ledt efter Caty? Hun var let at finde.

Mus.

Ledt!
Vi vidste, hun fløj bort til en stærkere Magnet.

Laura

(paa Tærsklen).

En stærkere Magnet, ja en ti Hestes Kraftes.

Mikal.

Vil I høre, hvor vi var, Børn? ... Der sang en Nattergal.
Frøken Laura har hørt den. – Og Natten var sval,
et Slags forhekset Land; der var tavse, grønne Lunde,
i lidt Lys mellem Løv saa man Féprinsesser blunde,
og midt igennem – tror jeg – en maaneskinshvid Kanal.
Mens vi løftes blødt mod Luften, den blaalig udbredte,
som Bølger, som to vuggende Blade – da redte
en Stjærnernes Dronning sit Haar, det blege og lange,
ned over vore Øjne som et Net om Skov og Dal ...
Og der gik jeg og Caty og var saa bange, bange,
to Menneskebørn. Og der sang en Nattergal.
XXXV|

Mus.

Et Æventyr!

Mikal.

Ja vist!

Mus.

At se Feerne ture
saa levende omkring mellem Aasums gamle Mure!

Laura

(der først nu kommer frem i Stuen, kysser Caty).

Goddag, og hvordan lever du?

Mus.

Forelsket i sin Mage.

Mikal.

Ak, Feerne forkøler sig de kolde Regnvejrsdage.

Mus.

Men tænke sig Kusine som Maaneskinsprinsesse!

Mikal.

I Tvivlere, der plager jer stadig og stedse
med dum Mistænksomhed ... som var det udelukt,
at der ogsaa kunde hænde vor Kusine noget smukt!
DSL logo

© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright

Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab