Unge Bander
Fortælling

I: En Tale

Ved Sangforeningens Aftenunderholdning var Salen kun mangelfuldt opvarmet. Og uden for var det en barsk, snehvid Februar.

Straks efter Koncerten blev der danset en Smule, og før Ballet igen begyndte, var der et langt Ophold, hvor Medlemmerne, med deres Damer frysende under Skindslag og Teatersjaler, trak ned i den store, kolde Spisesal.

Egenlig skulde der ikke have været Bal, man saa kun Sangerne i sort Kjole, som yderligere Kendetegn bærende Sangkorets Emblem, en stor sølvhvid Harpe, paa Kraveopslaget. Højst en fem, seks Damer var let og festlig klædte, tog sig smukke og lyse ud og frøs paa en dobbelt dameagtig Maade. Særlig var der en straalende, ung Frue, som med sin tækkelig rundede Skabning, sit skælmsk spørgende Smil tavs gøs sammen i en hvid Kjole og med snehvidt Skindslag over to muntre Skuldre. En af de Kvinder, som hører paa unge Mennesker og gør Hjærner og Hjærter øre, fordi de med saa megen Venlighed bliver ved at lytte efter og tie ... Fru Eva Holst, brunet af Haar og Hud, smilende varm, men hvid som en Fé. En musikalsk Dame, der havde behandlet Flyglet inde ved Koncerten med en stille, fornøjet Sikkerhed.

En anden festlig pyntet Dame, en ung Pige, havde spillet firehændig sammen med hende. Hun var høj og slank og lidt forlegen, trykket af sin Medhjælperrolle, ganske ulykkelig af Spænding. Det var tydelig ikke ofte, hun lod et større Publikum høre sin Musik Hvis den hemmelighedsfulde Fru Holst havde en skælmsk Leg for med Tangenterne og Publikum, klamrede Frøken Margrete Juels Øjne sig søvngængeragtigt til Nodebladene, og det syntes, som om hun med lidt kantede Armbevægelser kastede hele sin famlende, kunstsyge Sjæl ind i hvert Anslag - med spændte Bryn og Blikket mørkere i dets fortryllede Stirren. En ung Mand, som stod ved Siden af Flyglet og nylig selv havde strøget Violoncel, sendte sine blaa, overnaturlig tindrende Øjne ud i Rummet med en vemodig Flakken. Da Musiken var til Ende og den unge Pige rejste sig med et blegt, lidt skræmt Smil, førte han hende mandig fattet til Dørs og hjalp hende til Rette med en overlegen, næsten broderlig Forstaaelse, som om han beskyttede hende for Bifaldsklappene.

Disse Damer og nogle Søstre eller Kusiner havde sammen med en Del kjoleklædte Herrer, der imellem den unge Violoncellist, som kun paa Besøg opholdt sig her i Aasum, bænket sig ved et eget Bord i Spisesalen og dannede i Aften Sangforeningens musikalske Aristokrati. Salen summede af munter Støj, Enkeltsamtaler mellem Herrer og livlige Damer og Samtaler bordvis, megen Oprømthed og nogen Bagtalelse. Fru Eva lyttede til højre og venstre med sit Smil som et dæmpet Maaneskin. Frøken Margrete Juel sad ved et Bordhjørne ved Siden af en anden ung Pige, der var mindre og tog ivrigere Del i, hvad der foregik om dem. De lo og var alvorlige sammen med de andre, men Frøken Margrete syntes meget tilbageholden, og kun Violoncelspilleren viste hende uafbrudt Deltagelse, mild Beskyttelse ved Bemærkninger henkastede tværs over Bordet.

Sagfører Kruses Damer talte højrøstet, lo og kritiserede. De havde som sædvanlig et Bord for sig, var opstadsede, halvgamle og yderst ugenerte. Hørte man Brudstykker af deres Samtaler, lød det som det forunderligste, det forargeligste. Ved alle Lejligheder dannede de en saadan Kres paa fem, seks Mennesker; og de syntes at foragte alt andet i Salen.

Og som sædvanlig havde de imellem sig et ungt Menneske, som var ny i Byen, og som de gjorde Væsen af

Da deres Bord stod Nabo til det, hvor de musicerende Damer sad, Ugde de to unge Piger og den smukke Frue Mærke til en ung, fremmed Fyr, der sad midt imellem Sagførerens Damer, modtagende deres voldsomme Hyldest, mens han oprømt passiarede, lo, løftede Glasset klinkende og sendte hede Øjne omkring. Disse Øjne blev ofte hængende ved Fru Eva, der skinnede bleg og skælmsk som gennem en fjærn Snesky, eller ved Margrete, der var saa slank og tavs og musikalsk.

»Gud, hvor han bruger sine Øjne!« sagde Margretes Veninde sagte. »Fru Holst, ved De, hvem han er?«

Fruen lyttede kun halvt til Spørgsmaalet, rystede kun halvt paa Hovedet og blev ved at stirre ud i Luften, nydende noget halvt og uvist, hvor hendes Jeg i Tusmørke avlede Kuld paa Kuld af festklare Stemninger. Og Frøken Margretes Ansigt havde lidt af det samme ubestemte Træk: som lyttende til en umærkelig Musik.

Hvad sjælden hændte: Sagfører Kruse var i Aften fulgt med sine Damer - til daglig var han vistnok ikke Mand for at holde det Dameselskab ud, han, der behandlede den hovmodige Fru Kruses Koketteri med saa fuldkommen Ligegyldighed! Men denne Gang sad han selv gladest i Flokken, rullede sine store Sokratesøjne vildt lystig omkring og brød under Samtalen med den fremmede hvert Øjeblik ud i en skraldende Latter. Der blev holdt Taler; Byraadsmedlemmet, Venstremanden Kruse havde Ordet og stod bredskuldret, lille, som vilde han med sine fornøjede, uhyre Øjne og sin skarpe, mægtige Stemme sammentrænge alle Tilhørerne i en stor, satirisk Omfavnelse.

Pause.

... Der blev pludselig klinket paa et Glas, og det fremmede, unge Menneske ved Sagfører Kruses Bord rejste sig op, mens dér gik en Hvisken gennem Salen og blev stille.

»Mine Herrer!« raabte han og ventede saa et Øjeblik, for at al Støj kunde lægge sig. »Mine Damer og Herrer!« fortsatte han endelig med udfordrende Kraft, men med munter Stemme. »Skulde vi ikke ... i Stedet for at holde fler daarlige Taler ... bede vore udmærkede Sangere ... om at synge nogle af deres gode Sange.«

Der blev Tummel og Røre over hele Salen efter disse Ord Den ungdommelige Taler satte sig ned, men fandt Damerne ved sit eget Bord i Skræk og Forvirring.

I et Øjeblik vidste alle Folk, hvem han var.

»Det er den nye Redaktionssekretær ved Aasum Dagblad.«

»Aa, en Venstremand!«

»Han hedder Kølby. En Student.«

»Saadan en vigtig Dreng fra København.«

»Har han Lov til at være her? Er han Medlem af Foreningen?«

»Nej. Han er indført af Sagfører Kruse.«

»Han er oven i Købet Gæst! Det er et stivt Stykke.«

Men ved Bordet bag Kruses rejste sig Lærer Povlsen ved Realskolen, en Slesviger, som var halvdrukken og allerede havde holdt tre Taler, slog sig for Brystet, støttede sin højre Haand mandigt mod Bordpladen og blev saaledes staaende et Stykke Tid og stirrede stridbart bort mod den bageste Væg. Endelig tordnede han i sit sønderjyske Maal: »Nej - det har endnu aldrig nogen sagt mig, at jeg holdt daarlige Taler.«

Og efter dette gled Slesvigeren stille ned paa Stolen med Øjnene stift hæftede paa sit Glas.

To af Sangerne, som kendte og forsvarede Erik Kølby, kom løbende hen til den unge Københavner og vilde have ham til at holde en Undskyldningstale. Den tyveaarige Fyr rystede paa Hovedet, men man saa ham med sit Glas i Haanden bevæge sig hen til den vrede Sønderjyde, indlede Samtale, klinke og drikke med ham. Læreren sank tam sammen, men pludselig slog han i Bordet, saa Glassene dansede: »Nej Fanden gale mig!«

»Gud!« sukkede de to unge Piger ved det musikalske Bord Og Frøken Margretes livlige Veninde udbrød skuffet, som havde hun gjort sig falske Forventninger: »Gud, det er den nye Redaktionssekretær ved Dagbladet.« Frøken Margrete bøjede Hovedet kvindelig samtykkende og deltog i den almindelige Forargelse.

En af de Sangere, som kendte Erik, klinkede endelig paa sit Glas og holdt en lille, spøgefuld Tale for at bringe Eriks i Forglemmelse. Men Stemningen og Hyggen var forstyrret. Den ny Redaktionssekretær sad mellem de endnu forbløffede Damer og gjorde muntre Betragtninger over Ordets Magt. Det var jo blot et uskyldigt Ordspil: at ønske gode Sange hellere end daarlige Taler. Men sukkende greb han sig til Tindingerne; han havde desværre sagt: flere daarlige Taler!

Nu var det Sagfører Kruse, som rejste sig.

»Daarlige Taler!« sagde han og gjorde lumsk et Ophold, mens han lod Øjnene med spørgende Forventning rulle om til alle Kanter af Salen. »Daarlige Taler eller Talere, sagde Hr. Kølby. Dem hører jeg altsaa ogsaa til.« Han spruttede over af Latter. »Jeg synes nu ikke, det er pænt af Hr. Kølby at takke mig paa den Maade, fordi jeg har indført ham her i Aften.« Og igen lo han. Han havde rejst sig for at lægge linnede Klude paa den Skramme, Eriks Letsindighed havde frembragt, og her stod han nu ondskabsfuldt og puslede ved Saaret for at pille det meget større, mens hans højre Haand krampagtigt knyttede sig som om Skaftet af en blodig Flintekniv. »Men jeg foreslaar, at vi tilgiver Hr. Kølby, mine Damer og Herrer. Han er en ung Mand, er kommen fra andre Forhold, han ved maaske ikke, at der er noget, vi plejer at tie stille med - Det er Sandheden, mine Herrer.« Hele Salen lo. »Sandheden skal jeg sige Dem, Hr. Kølby, er en vanskelig Ting. Den har saa mange Sider. Men det har De maaske ikke lært endnu. Lad os dog straks sige Dem det, da De nu har taget Ophold her i Byen og hver Dag bliver hos os: det er ikke værd, De siger os Sandheden altfor frit, for saa bliver De ikke gode Venner med os her i Aasum.« Tilhørerne sad nu paa Naale; hans Ansigt fik bestandig en mere blodig og satyragtig Mine. Men lige paa Kogepunktet, som hans politiske Modstandere var ved at gaa ud af deres gode Skind, raabte han med forstærket Stemme: »Sandheden! Jeg vil alligevel udbringe en Skaal for Sandheden; jeg maa dog give Hr. Kølby Ret i, at det er den, vi trænger til at høre, høre ren og uforfalsket ... Sandheden i Sangforeningen!« Lang Kunstpause, Angst og Spænding, og Kruse tilføjede hurtigt: »En Skaal for Sangkoret!«

Salen drønede af Taknemlighed over den Udgang af et farligt Æmne.

Lidt efter stod Sangkorets Medlemmer stillede op, de sorte Kjoler og de hvide Sølvharper, og gav sig til at synge Numer efter Numer, som de var betalte for det. Erik Kølby havde dog faaet sin Vilje.

Eriks Stemning var ufordærvet, og da Ballet igen fortsattes et Par Timer, dansede han med den tavse, smilende Fru Eva, som han paa en lidt pikerende Maade spurgte ud om Livet i Aasum, og til hvem han modsætningsvis fortalte om natlige Studeringer og Sengetider i det søvnløse København.

Fru Eva smilte, som Maanen smiler, mild og fuld bag en halv Sky ned til Menneskenes muntre Daarskaber.

Frøken Margrete var gaaet. Han havde tilfældig set Violinspilleren hjælpe hende et Overstykke paa i Garderoben.

Men den blege Glans fra Fru Evas mørkegraa Øjne fulgte ham hjem i den lyse, hvide Nat til hans krogede Gade, til det gamle Hus, hvor han havde lejet sig to Værelser, og kiggede ind gennem hans Sovekammervindu sammen med det blændende Skær paa det klare Florgardin - belyste to opredte Maghonisenge, som stod Side om Side, og hvori kun et Menneske, et lykkeligt, fortryllet, et brændende, smægtende Menneske skulde sove.

II: Nu eller aldrig!

Aasum er en By paa Jyllands Østkyst. Den ligger syd for Aalborg og nord for Aarhus. Den har femten Tusind Indbyggere - det vil sige et Par Tusind færre end Horsens. Og med Randers har den slet intet til fælles. Men det er en god gammel By alligevel, ikke en Smule daarligere end de, der staar paa Kortet: dens Kirke er fra det ellevte Aarhundrede, dens Havn var allerede Middelalderens Skippere kær og kendt og har endnu Vand nok for dybtgaaende Exportdampere. Trods de lange, elegante Alleer af Hestekastanier, som en nyere Tid har bragt, trods adskillige pralende Bygninger, trods Klubber og Kliker og Embedsstorsnudethed og anden Forfinelse, er det dog en handelsdygtig, vindskibelig, i sit Hjærte skipperskikkelig By, hvor man vel sætter Næsen i Sky med en snærpet Mine, men ellers hjælper sig, som man kan, og frimodig tørrer Bordet af med Kattekillingen. Og saa er der endda det ejendommelige ved Aasum, at hvad man i Aalborg, Aarhus, Horsens og det saa dejlige Vejle kun frygtsomt drømmer om, det fuldbyrder man her med Hud og Haar: Fruen glemmer sin Mand, den anstændige Frøken tror sig ganske gift med sin Kæreste, og andre Tegn paa, at Verdens Undergang er nær ... Hvorfor vi vil lægge til ved denne troskyldige Havnestads Bolværker, mens vore Skipperhjærter glædes ved en Lugt af Tov og Tjære og ved Synet af fine, gyngende Takkelager.

I Aasum, den jydske Købstad, var der ved Midten af Firserne som en Ild fra Himmelen faldet en særegen Uro og Romantik i alle Sind

Det var ikke blot henvisnende Koner, der fik en ny Blomstringstid Ungdommen raser, sagde Kællingen, hun hoppede over Halmstraa. Bevægelsen var politisk Man ventede hver Dag, at det vidunderlige skulde ske. Bønderne nægtede Skat og førte oprørsk Tale. Og fra Landet strakte Uroen sig ind i Byen. Yngre Næringsdrivende, Skatteborgere, der i begyndende Velstand bespiste hverandre med Haresteg om Hverdagsaftenerne Klokken syv, og som ventede at komme i Betragtning ved Ligningsvalgene, sluttede sig i en lang Liste pludselig til Venstre. De største Krystere og Skræddere gik af ren, brav Aasumforventning hen og blev de tapreste; ja der var mange gode stakkels Mennesker, som vilde lade sig sønderrive Led for Led for Grundlovens og Frihedens Skyld Hvem kunde tro, at en Grundlov og en Frihed ikke var et Offer værd? Aasum vilde ofre. Omvæltningen forestod »Nu eller aldrig« var det fælles Feltraab. De unge læste Aviser og Bøger, brød deres Hjærner med Tidens tungeste Spørgsmaal og tænkte, at det gjaldt at skærpe sin Forstand og leve »nu eller aldrig«. Til Gengæld optraadte de konservative Købmænd og Haandværksmestre med fedhalset Patos imod de liberales Madstræb, i den gode Tro, at der fremtidig ikke skulde være andre Parvenuer i Landet end de selv - og denne Tro søgte de at hævde til det yderste nu eller aldrig. I alt og alle sporedes Bevægelsen, selv i Kvindetoiletterne. Paa Aasums solbeskinnede Fliser, hvor Virkeligheden er saa virkelig, at den let smilende maa knibe Øjnene i, sværmede Pigebørnene ud og ind, slanke, vævert tækkelige, Aasums Døtre i brogede Dragter. De vidste, at der skulde elskes nu eller aldrig, og at Estrup skulde forjages, Provisorierne dødsdømmes. De begejstrede sig for mandig Aand, naar man gik med dem to og to i de smaa Haver og talte deres Sprog, et rask, rent Dansk, med den lille djærve Aasumtilsætning; de lignede nøjagtig Frihedsgudinder, kække Republiker af Kød og Blod, Republiker i Skørter - »rigere end Venezia og Florens«. Jo ældre des ivrigere blev de. Excentriske Fruer med halv Læsning samtalede hele Aftner med pessimistiske Fotografer om Literatur og Aand og fik om Natten ikke Blund i Øjnene for Tanken om at udføre, hvad man andre Steder kun drømte om; de stirrede frem for sig, havomtumlede som en Sømandsbrud i sin Kahyt paa den biskayiske Bugt: Ungdommen raser, sagde Kællingen og hoppede.

Ja der var i 1885-86 faldet en Himlens Ild i Sjælene. Ikke Kende af Tvivl om Øjeblikkets Vigtighed! Man vilde gærne rejse hundrede Mil for et Husraad Man tog gladelig de allersværeste Tilløb for at hoppe over Halmstraaet. Hver lille ny Ting - uhyre Virkning!

I denne Højreby, som dog snart var halvt liberal, og som ved hvert Valg maatte bide i Græsset for Bøndernes overvældende Venstretal, kæmpede to Aviser om Herredømmet over Aasumfolkets Tanker og Viljer. Men ingen af dem kunde skrive i den journalistiske Jargon, som man ved Midten af Firserne kaldte moderne. De to Provindsredaktører gjorde deres bedste for at fængsle Publikum, udskældte hinanden daglig og med Voldsomhed, men det blev endda ikke moderne.

Saa fik Venstreredaktøren, From, det Indfald at hoppe over Halmstraaet.

Han stod med begge Hænderne i Bukselommerne paa sit Kontor i Aasum, dampende af en kort, tyk Pibe, mens han stirrede ud ad Vinduet i dybe Tanker. En svær, blond Mand - tre Alen høj, blond og svær som Niebelungensangens Heleden lobebaeren.

»Det er dog i Grunden Synd for vore Læsere,« brummede han, »at vi byder dem saadanne Aviser. Læs nu det Aasum Dagblad, som vi har trykt i Gaar, og indrøm, at kedeligere har De for Deres gudskabte Øjne aldrig set... Uha, uha!« From klaskede sig ærgerlig paa Laaret. »Naar vi Provinskanuter har sagt »Grundlovsbryder« og »Gendarmsnude«, er vort Vid læns. Nej, der maa skrives moderne, moderne, saa at det kan krible i den fine Ende af Byen. Men jeg er altfor klodset. Skaf os fat i en fiks, ung Fyr, som kan!«

From havde Besøg af en juridisk Kandidat fra København, radikal, ung, med høj Hat og engelsk Tilsnit.

»De kan jo forsøge at faa Erik Kølby, ham, der nær var bleven snuppet for den oprørske Sang,« svarede han med angelsachsisk Ligegyldighed

Den gulskæggede Kæmpe vendte sig brat imod Juristen og spurgte med djærv Aasumtone:

»Er der politisk Race i ham ?«

»Jeg ved ikke. Han er Svoger til den ny Folketingsmand for Odshavnkresen. Men han studerer romanske Sprog og tænker vist mere paa at blive Professor og skrive Afhandlinger om franske Vers end paa at skrive Politik for jyske Bønder.«

»Har han Fornemmelser? Aa, æ Bønder skal nok faa ham kureret,« sagde From med bredt eftergjort Jysk. Han gik lige ud i Expeditionen, hvor Bladets Medejer sad. »Knudsen, Knudsen! en gevaltig Idé! vil De høre? Vi maa have en Københavner herover, én, som kan skrive fint, forstaar De, et fint Hoved - en fin, ung Journalist, som skriver Aasum Avis sønder og sammen og gør alle Byens Damer spiltovlige.« Og helt alvorsfuld, optagen af sine Tanker gjorde den kraftige Redaktør en kælen Gebærde som en Elefant, der vil kærtegne en Kattekilling. »Forstaar De?... en fin Pen!«

Det blev slaaet fast som det ene fornødne Husraad. Der skulde ikke mere skrives gammeldags, langstrakte Sætninger i Aasum, men korte og moderne. Man vilde henvende sig til Erik Kølby, som en Mand fra Landet henvender sig til en ny, særlig fin Art Læge om Hjælp til sin syge Kone; her som i Lægekunsten var det mere Troen end Lægemidlet, som gjorde Virkningen.

En hel Aasum-Deputation besøgte kort før Juletid 1885 den tyveaarige Gransker af romanske Sprog i hans Forældres Hus i København. Der mødte Redaktør From, en femogtrediveaarig, blond Mand, tre Alen høj, og to jyske Bonde-Rigsdagsmænd, hvoraf den ene, Folketingsmanden for Aasum i sin upolerede Mundart fandt paa at sige Erik Kølbys Fader mange polerede Artigheder, kalde ham »denne brave Haandværksmester og demokratiske Hædersmand«. Den nye Folketingsmand for Odshavn, som for Resten var Overretssagfører i Helsingør og gift med Husets eneste Datter, ledsagede Jyderne. From flyttede ikke sine Øjne fra Husets Søn. Først taltes der forberedende om Vind og Vejr og Politik. Saa rømmede From sig, røbede den Forlængsel, der var i Aasum efter en ung, fin Journalist, skildrede det i Udtryk som en erotisk Handling, gik videre, begyndte et ordnet lille Foredrag, hvor han med lun Utrættelighed holdt Erik Kølby grovt til Ilden og udkrammede for ham Aasums Fortræffeligheder, som Troldmanden aabnede den vidunderlige Hule for Aladdin. Erik Kølby maatte ikke tænke sig Aasum som et elendigt Hul af en Provins. Nej, det var snarere en lille Hovedstad, hvor man havde radikale Damer og læste Brandes. Bønderne var de knøweste i Landet; Grundtvigianere rigtig nok, men frisindede, ikke Paj-Grundtvigianere med Bulehat og Gedebukkeskæg. Og hvis Erik Kølby vilde komme derover og skrive moderne, skulde Aasum lyse som den bedste af vore Provinser... en lille Hovedstad.

Men det rareste - som Holberg vilde sige - ved det hele Foredrag var, at From holdt det saa vindende hyggeligt, uden Overanstrængelse, som fortalte han en god, jysk Løgnehistorie. Det lokkede som Poesi, det var ikke til at modstaa.

En stor, prismeblinkende Hængelampe lyste ned over Vinglassene paa Bordet, over Rigsdagsmændene, som i Tavshed sugede paa Cigarerne, over to smilende Forældre og over den unge Overretssagfører, som vadede omkring i Stuen og flygtig klappede sin Svoger paa Skuldren:

»Gaa du til Aasum!«

Og de Mænd fra Aasum kunde gaa trøstede bort. Deres Blad vilde nu stolt og krigersk, med stor Kraftanspændelse hoppe over Halmstraaet, skrive som et Hovedstadsblad, fint, moderne, i korte Sætninger, saa at de forventningsfulde derovre i den gamle Købmands- og Sømandsby skulde glæde sig, men Højre- og Patricierfamilierne skulde faa en forsvarlig Ærgrelse hver Dag i Aaret.

- - Erik Kølby kunde tage Afsked med København uden stor Vidtløftighed Han havde kun at sige Farvel til en elsket, ung Veninde, som til Gengæld for aarelang Hengivenhed ikke elskede ham synderligt og aldeles ikke artede sig godt. Den unge Smukke blev barnlig rørt, faldt i dybe Tanker og spurgte, om hun skulde tage med ham til Aasum, men bestemte sig, efter at alt var vel betænkt, dog til at blive i København for at debauchere.

Med Iltog gennem Sne rejste Erik til Aasum, en By dybt i Hjærtet af det jyske Land

Han fandt ikke der det Ungkarleslot, om hvis Pragt han havde drømt paa Vejen fra København, men han fandt i en gammel, kroget Gade hos en Skipperenke to Værelser, som ellers blev lejede ud til gennemrejsende Skuespillere. Her gjorde han sig det hyggeligt med sine Bøger, anbragte et Skrivebord, som hans Fader, Kunstsnedkeren, sendte ham, og købte en besynderlig, stor Lampeskærm, rød indvendig, grøn udvendig, hvorunder han om Aftenen skrev sine første Byraadsreferater og Teateranmeldelser. Han berømmede de smukke Skuespillerinder og gjorde Vittigheder om de Byraadsmedlemmer, han ikke kunde lide. Han skrev i korte, stejle Sætninger. Og paa hans Visitkort var Navnet ikke stavet Kjølbye, men Kølby uden overflødige Bogstaver. Denne Kortfattethed i et og alt vakte Forbavselse, Opsigt. En lille Sætning - en lille Mand - men stor Virkning. Og mens Damerne i Teatret gnaskede deres Konfekt, gættede de paa, hvad Erik Kølby uden j og e vel vilde mene næste Dag. Maaske drømte Erik Kølby selv om at være en Aandens Fakkelbærer, i det mindste en Fløjtespiller, som baade skulde dudle lidt Politik ind i Menneskene og lidt Menneskelighed ind i Politikerne. Ligemeget! han var, om ikke andet, i alt Fald Stilist nok for den By, han var kommen til, og han følte sig omskabt fra Sprogstudent til en syngende, gnistrende Ildflue, der elskede Damerne af filologisk Glæde over Aasumdialekten paa deres Læber.

Mens Livet i Aasum for Erik lignede en gøglende Myggedans, hvor han blandede sin nye Stemme i Koret og højest af alle summede sit: nu eller aldrig! - laa der nu som altid paa Aasums Langegade to Huse skraas for hinanden. I det ene, som var gult, i to Etager og bevokset med Vildvin, boede Guldsmed Thorkildsen, Enkemand med to Døtre, Elise og Katinka. I det andet, som var rødt med grønne Stolper og foruden de to Etager havde Frontgavl, boede hans Søster, Købmand Juels Enke, med sin Søn, Kristian, og sin Datter, Margrete. Guldsmed Thorkildsen var høj og svær, flot og selskabelig, en Mand, der rager op og fylder ud, og som gærne lod sig vælge til Byens Æres- og Tillidsposter; men for Resten saa konservativ, at han haandværksmesterlig fordømte al anden Politik end den, hans Parti førte. Hanne Juel, Enkefruen, var en lille, stilfærdig Kone, fri for al Anmasselse, men dog med en knejsende Stivhed, som var hun født med en Pind gennem Ryggen og havde lært at danse paa Minuetternes og Krinolinernes Tid Stedet, hvori hun boede, var hendes Mands gamle Købmandsgaard; men hun havde afstaaet Forretningen og beboede kun øverste Etage. En blid, hjærtensbrav Kone, stædig som Pokker, hvis det gjaldt om at opgive mindste Stump af den nedarvede Anstand.

Disse to Enkefolks Børn smuttede skiftevis skraas over Gaden med deres Glæder og deres Sorger, fra det gule Hus med Vildvinen til det mørkerøde Hus med de grønne Stolper, fra Huset med de grønne Stolper til Huset med Vildvinen. Med et Aars Mellemrum kom først Margrete, saa Elise, saa Katinka til den tøsede Alder, da mindre velopdragne Pigebørn med femtenaarig Koketteri kaster et Sjal over Skuldrene og i Skumringen løber hen til Urtekræmmeren for at lade sig drille med deres Kærester. Men Kusinerne nøjedes med Vejen frem og tilbage over Gaden; de sang vel og sprang og troede stundom, at de var meget uartige, men de var allerede pænt dannede, inden de fik lang Kjole. De lignede hverandre som Søskende, og kunde alle sammen blive ubegrundet egensindige, hvad om det nu for Margretes Vedkommende var Arv efter den lille, stædige Moder eller hos Elise og Katinka kom fra den flotte, men stikne, konservative Guldsmed. Alle var de lidt musikalske, sang og spillede Klaver, hvad der nu som altid klædte velstaaende Provinsfrøkner; Frøken Margrete - endog lidenskabelig musikalsk - øvede sig under bitre Taarer og blev paa Kunstens Vegne en Smule forelsket i en Cellospiller. Sært nok fik Guldsmedens to Døtre efterhaanden mere Lighed med Tanten end med Faderen, de havde hendes naturlige Simpelhed, hendes knejsende Vækst og var ikke meget større end hun. Derimod var Margrete og Kristian Juel høje ligesom Onkelen. Kristian Juel, et lystigt, vrøvlagtigt Menneske, som laa oppe i sit Frontgavl-Værelse og kiggede efter smukke Tjenestepiger, var Kontormenneske og et Exempel paa den tankevækkende Mærkværdighed, at de mest agtbare Provinsdøtre har de mest forfløjne Brødre. Kristian Juel pyntede sig med liberale Meninger. Hans Kusine Elise læste ivrigt Aasum Dagblad Men det gik dem med deres Frihedsfornemmelser som Margrete med hendes lille Violinforelskelse; der tændtes ingen Himlens Ild hos dem. Det hele var en blot udvendig Douche. De ventede nu som altid, saa Tiden an og opførte sig i Grunden som konservative Forældres agtbare Børn.

Der laa i Tiden et utaalmodigt: nu eller aldrig! Men af unge Piger var ingen saa rolig som Margrete Juel. Hun ejede en Taalmodighed, som ingen Art Uro eller Romantik formaaede at forstyrre. Ja hun skulde vel kunne opleve de skønneste Omskiftelser: Forlovelse, Giftermaal, Enkestand, og det vilde forekomme hende nu som altid - nu som altid - -

To Dage efter Koncerten i Sangforeningen var Erik i Teatret og havde et uventet Møde. Det var bestandig Sne og Frost i Aasum. Damerne sad frysende midt paa Gulvet i det fodkolde Teater, Herrer stod som Espaliers langs Væggene.

Den ny Redaktionssekretær ved Aasum Dagblad var ikke kendt med Teatret. Han gik ind i en forkert Række og fandt sig en lille Plads ved Siden af den pragtfuldt klædte og majestætiske Fru Sagfører Kruse, en knejsende Dame paa syvogtredve Aar, daarende endnu som en vellystig fransk eller russisk R'omangrevinde. Hendes Pande var løftet, hendes smaa, nervøse Næsevige vejrede med haanlig Stolthed Luften omkring hende. Efter at have hilst sad han lidt og ledte efter noget at sige - en Tak for sidst - da hendes Hofraadinde-Ansigt rørte sig en Smule ud af sin Fornemhed og hun med et Par dæmpede Ord gjorde ham opmærksom paa, at hans Plads vist var i Rækken bagved. Han rejste sig, takkede, bad forlegent undskylde; hun lo med en kort Latter: »aa, det gør ingen Ting!« Hun lignede i sin Pragt og Puds et Gudebillede, en Gallionsfigur.

Men Købstadsvittigheden var ham i Hælene, og selv Redaktør From skulde Dagen efter slaa sig paa Laarene og sige i den spydigste Tone: »Hvad er det, man hører, Hr. Kølby ? Folk fortæller, at De i Aftes sad paa Skødet af Fru Sagfører Kruse.« Paa Skødet! det var Aasum-Vid, Aasum-Fantasi!

I Rækken bagved fandt Redaktionssekretæren sin Plads.

Der skulde spilles Don Cæsar de Bazan. Men der gik syv lange og syv brede, inden Tæppet rullede op. Et Menneske traadte endelig frem foran Lamperækken og fortalte om en foreløbig Fejl i Maskineriet, som vilde gøre det nødvendigt at begynde med Abekatten, Vaudeville i 1 Akt.

III: I Halvmørke.

En lang, slank, ung Pige kom i dette Øjeblik ind i Rækken, hvor Erik sad for at se og anmelde Teatret i Aasum. Hendes Plads var ved Siden af hans, og hun lod sig med en træt, jomfruelig Blødagtighed synke tilbage i Sædet - noget bleg, mat hvilende, mens de to brunt straalende Øjne med en usædvanlig Livlighed fulgte og opfattede alt omkring.

Hans Blod kom i et let Røre, fordi han her saa pludselig sad ved Siden af denne fine, musikalske Skabning ...

Med et skruedes Gassen ned Tæppet gik op for Abekatten.

Under de første Repliker vendte han i Tilskuerpladsens brunlige Halvmørke endnu en Gang Øjnene til sin uventede Nabo. Hendes halvt sænkede Hoved støttede sig til venstre Arm, hvis Albu laa paa Rygstødet. Askeblond Haar over Tindingernes Runding, Kindbenene tydelig udformede, ikke for stærke, en fyldig Mund med blegt duggede Vige og en kort, rig Hage. Men Øjnene, der havde en Glans af tavs Undren og Forstaaelse - et Skær af en Glød, der er bragt til Fornuft - flagrede fra denne drømmende, helt hensunkne unge Pige, hvis sorte Kjole saa blødt omsluttede en stærk, begyndende Kvindelighed, ud mod Teatrets Lys, som skulde de, ikke i Spillet paa Scenen, men over alt i Lysskæret ane og gribe en hemmelig Poesi.

Det var Frøken Margrete Juel.

Abekatten, hvor den unge Pige synger ved Vinduet i Maaneskin ud til en grøn Alle, vakte efterhaanden frederiksbergske Foraarsstemninger hos Erik. Al denne gammeldags Tale rørte ham, Ordene om »hver Gang du er gaaet, saa tænker jeg paa dig«, og Kærligheden, som den smukke, ensomme Pige udspørger Ole om, ja selv Oles Svar: »Nej Frøken, det gaar aldrig over.« Erik var i en Tilstand af ung, vemodig Bevægethed. Han kunde have fundet al Ting kønt. Og nu sad han og tænkte paa den unge Pige i Maaneskin og hendes dristige, tvivlløse Kærlighed. Han syntes, at han hørte hjemme i samme Tidsalder som hun, at han og den unge Pige, som havde givet hans to første Ungdomsaar i København saa mange Haab og Skuffelser, og som nu var danset helt ud af hans Liv, havde elsket hinanden saaledes, fint, naivt, stærkt, langt op over det, som Dagligmennesker tænkte og følte i Forelskelse. Han sad og digtede over denne gamle Kærlighed. Det syntes ham dobbelt nydeligt: et saadant Forhold, hvorved der var noget forældet. Han drømte om Maaneskinsnætter mellem Lindetræer, hvor de to sad stille med Hovedet mod hinandens Skulder. Han drømte om Musik fra et spinkelt Klaver og Sang af en blød Sølvrøst ... og saadan kunde de elske hihanden, mens Aarene rislede hen og Maj efter Maj kom med tæt Løvspring. Verden om dem frønnede bort, sortnede, forfaldt og Sneen føg over kolde Kirkegaarde, dækkende de hvide Marmorsten. Men de elskede hinanden lige ungt, lige sødt og levede i deres naive, fint vemodige Novelle fra Fiskebensskørternes Tid.

... Men ind i denne Novelle vævede sig bestandig Tanken om den unge Pige, der sad ved Siden af ham. Bevidstheden om hendes Nærhed, Lyden af hendes Aandedræt, en Knitren af hendes Kjole. Og i næsten ubevidst Godhed og Venskab trykkede han sin Underarm ganske let mod hendes Albu. Hun blev rolig siddende, saa træt, saa drømmende, som sønderknust og overvældet af al sin bløde Ungdom. Eriks Aandedræt blev uroligere, han vaagnede fra de Drømmerier, hvorpaa han halvbevidst havde vugget sig hen, og fyldtes af mere stormende Tanker, mens Blodet begyndte at banke i hans Tindinger. Han fandt sig allerede saa rosenrødt forelsket, men stakaandet og fortumlet, fordi han var i Færd med et Vovespil, et farligt Æventyr.

»Aa Gud, Fru Holst, er det endelig Dem,« hviskede den unge Pige pludselig skræmt og glad til Mode, da, lidt før Tæppet skulde gaa ned, en ung Frue med hvidt Skindslag over Skuldrene kom ind i Rækken og søgte Plads. »Hvor De kommer sent«

»Jeg har lige faaet Billetten fra Ejlersen,« hviskede Fru Eva.

Den unge Pige havde rejst sig for at gøre Plads for hende, hun klyngede sig til Damen med Skindslaget som til en Befrielse og hviskede hende noget ind i Øret, som Erik mere syntes at fornemme end at høre:

»Hvor godt, De kom; jeg sidder her ved Siden af et vildfremmed Menneske!«

Den tomme Plads var paa den anden Side af Erik. Da Fruen nævnte Numret, forstod han, at han maatte være høflig, for at de to Damer kunde sidde sammen, rejste sig hilsende og tilbød at rykke over paa det næste Sæde, hvad der blev modtaget med Tak. Og Damen i det hvide Skindslag satte sig imellem ham og den mørktklædte, unge Pige.

Æventyret var ude. Med al sin muntre Smilen havde Fru Eva Holst lagt en milebred Snemark mellem Frøken Margrete og ham. Og nu var det hende, han sad Albu til Albu til, Fru Eva, som han kendte, men med hvem han det meste af Aftenen kun forvirret fik vekslet nogle Ord Han frygtede, at han ganske plat havde albuet Frøken Margrete, og blev rød i Hovedet, hver Gang det faldt ham ind.

IV: Aasum-Journalistik.

From var den sprudlende Opfindsomhed Og han plejede læmpeligt at liste sine Ideer i Erik Kølby, naar de en Formiddag spiste Frokost paa Hotellet ved Siden af Redaktionskontoret. Disse Maaltider og Samtaler mellem Redaktør og Medarbejder midt i Redaktionstiden gav Lys til hele Eriks Ophold i Aasum, rige, frie og lykkelige som en luft- og havblaa Sommertime med en ung Kvinde i en Hotelhave paa Øresundskysten. Redaktør From plejede at sige om Erik, at han var genstridig og ikke kunde udbytte andre Tanker end dem, han selv fandt paa. Derfor maatte Redaktøren, hver Gang han fik et Indfald, som han - efter sit eget Udsagn - kun vilde ødelægge med sin klodsede Pen, holde Stævnemøde med Erik og forføre ham. Med gode, jyske Talemaader maatte han overbevise sin Medarbejder om, at Ideen var Medarbejderens egen, indtil den unge Mand overvældedes af den pludseligt og Blodet løb ham op til Øjnene som paa en forelsket Pige, og han klinkede og drak med sin Redaktør. Erik Kølby gik derefter ind paa Kontoret og styrtede sig over et Ark hvidt Papir, som han sammenfoldede i mange underlige Læg og beskrev.

»Nu maa De kunne skrive noget om Gendarmerne, Erik!« sagde From i sin friskest opmandende Tone paa Hotellet en Dag, efter at Erik Kølby for sine politiske Handlingers Skyld var falden igennem som Medlem af Byens selskabelige Klub, medens Gendarmløjtnanten var bleven optaget.

Og From drillede ham:

»De har aldrig turdet paatage Dem at være Krigskorrespondent, som jeg foreslog Dem. Kunde man ellers forestille sig noget gevaltigere? De skulde en Morgen havde sat Dem op paa Bogtrykker Knudsens brune Krik, ride ud af Byen i Hælene paa Gendarmerne, følge efter dem hele Dagen, gøre Ophold, naar de standsede, og som Dagbladets flyvende Korrespondent optegne alle Gendarmbedrifter: hver sølle Bosse, de indfangede, hver Sognefogedkone, de anholdt og bad om Papirer ...«

»Det var en slem Ide,« sagde Erik Kølby. »Vil De have, jeg for tyvende Gang skal bevise dens Umulighed. De tænker Dem en Landevej. Otte Gendarmer til Hest, bærende Karabiner. Bag dem Deres Redaktionssekretær, som traver - qui trottoie - paa Knudsens forældede Dyr. I Horisonten i den hvide Sne opdager Gendarmerne en langsomt krybende, sort Prik De otte Gendarmer sætter i Firspring - ventre à terre - og haler ind paa Prikken. Deres Redaktionssekretær slaar over i en let Gallop. Tænk Dem Deres Redaktionssekretær, uden Hat, græsseligt jumpende paa et ældgammelt Pukkeldyr. Det stemmer ikke med Bladets Værdighed, vel? Jeg maa i alt Fald af og hente Hatten. Atter til Hest, en let Gallop; og jeg kommer Uge tidsnok til at se Prikken, en fornærmet Sognefogedkone forsvinde, efter at Gendarmerne har gennemrodet alle hendes Lommer uden at finde Papirer.«

Saadanne Foredrag havde han holdt før. Især naar de efter Frokosten paa Hotellet standsede et Øjeblik i en nødvendig Krog af Trykkerigaarden; ubevægelig bortvendt hørte Redaktøren da til med en tilbageholdt, stødvis plaskende Latter.

Men nu sagde From med en skuffet eller bedrøvet Mine og med en stærk Armgebærde: »Aa, Erik!« Det var Erik Kølby umuligt at faa den blonde Helt paa tre Alen til at kalde ham noget andet end Erik. »Aa, De er en Skrædder, Erik. De listede en Gang imellem uden for Byen og saa paa Landevejen, hvor De skulde have fulgt Gendarmerne, og saa listede De forfrossen hjem igen og turde ikke. Aa tænk Dem det store Øjeblik, det kunde have været i Deres Liv, naar De blev anholdt, endskønt De havde baade Deres Døbe-, Konfirmations- og Koppeattest, og De blev ført som Fange ind ad Sønderbro, geleidet af otte Gendarmer.«

From talte med beundrende Mismod Og Erik Kølby følte pludselig Skammen ved at have forsømt at vove og handle.

»Men nu kan De hævne Dem paa Gendarmerne,« sagde From, og hans glade Krigerhumør strømmede atter som frisk Øl fra Fad »De ved, man maa ikke krænke en Regeringsforanstaltning, og at det er forbudt at gøre Gendarmerne foragtelige. Kan De nu, uden at Borgmesteren napper os, gøre en Novelle om en Skarpretters Optagelse i en fin Forening. Er Skarpretter ikke det laveste, et Menneske kan blive? En lille, fin Novelle ligesom de Billeder, der hedder: Hvem kan finde Katten?«

»Jo!« sagde Erik Kølby pludselig, »det kan jeg nok.« Novellen blev skreven og blev pudsig, og alle søgte efter Katten, ogsaa Borgmesteren, der lod Redaktør From stævne for at spørge ham om Meningen med Novellen. »Novellen har ingen Hensigt eller Mening,« svarede From. Ja hvad var det da for en Historie? Og stolt over sin nye Medarbejder svarede From: »Et rent æstetisk Bidrag uden Henblik paa særlige Begivenheder eller Forhold i Nutiden.«

Ja men det var jo utroligt!

»Saadan - forsikrede From - har Forfatteren sagt til mig ved Afleveringen af Manuskriptet.«

Mens Redaktør From, den ansvarlige for Novellen, stod og afgav alle disse naive Erklæringer for Byens lille, ny Borgmester, der lige var kommen fra Skælskør med umaadelig Embedsiver i sin hørrøde Parryk, og som i Redaktør From ikke saa en skikkelig, lun Jyde, men en af Landets mest forslagne Skurke og Rebeller - sad Erik Kølby flittig hjemme paa Kontoret. Han havde en Mængde Blade foran sig, og i en Artikel, underskrevet hans sædvanlige Mærke, moqueur, genfortalte han, hvad han i disse Aviser havde fundet, der paa én eller anden Maade handlede om en Kat. I en tysk By - skrev Erik Kølby moqueur - havde man i festlig Anledning bemærket 500 Katte, som vandrede i Procession med Silkesløjfer paa Halen. Mon ikke en af disse skulde være den efterspurgte? Erik Kølby moqueur opfordrede Læserne til at bistaa Borgmesteren med at oplede det manglende Dyr. Alles Feltraab burde være où est le chat?

Dette var nu endda ikke det væsentligste ved Artiklen, som til Overskrift hed Katte. Dens Hovedfortrin var den ungdommelige Forstaaelse af Kattenes Liv, som den aabenbarede, den næsten barnlige Naturglæde over Kattene, deres Sædvaner og deres nydelige Unoder. Da Erik siden læste den højt for Redaktør From, lo de begge omkap som to i Hjærtet uskyldige Skoledisciple, der et Øjeblik glemmer Livets alvorlige Krav.

»Erik, Erik,« sagde From, »vi maa spise Pølser. Vi maa ind paa Hotellet og spise Wienerpølser. Gud ved dog« - From saa et Sekund dybt betænkelig ud - »om vi ikke skriver Bladet rent til Rotterne. Men ligemeget: de Katte fortjener Pølser -«

Da de gik igennem Expeditionen, rejste Medejeren, Knudsen, sig, hvidskægget, med Hovedet tungsindig paa skraa.

»Nej lad nu vær' med det!« sagde han.

Nu havde Erik Kølby tilfældig været sammen med ham den foregaaende Aften, og From vendte sig imod ham med Melankoli i alle Miner:

»Naar De fordærver Erik om Aftenen, vil jeg ogsaa have Lov til at ødelægge ham om Dagen.«

Den hvidskæggede Medejer saa hovedrystende og misundelig efter dem. Erik Kølby tog det hele med et smilende Ansigt. Ødelægges og fordærves skulde han; han fandt ikke paa at gøre Indvending mod denne store Kærlighed - men han begreb ikke, hvorfor disse Jyder i deres voldsomme Ømhed just skulde kalde ham ved Fornavn. I de Venstrehuse, hvor han kom, nævnte de lidt fremragende Venstremænd ham altid Erik; Damerne derimod sagde nok saa pynteligt: Hr. Kølby.

»De ved ikke af, at De er Aasums Kæledægge, Erik,« sagde Redaktør From paa Hotellet.

»Pyt! ja jeg maa jo tro det, siden alle Byens selskabelige Foreninger bliver lukkede i for mig.«

»Det er pur og skær Kærlighed Erik, jeg siger Dem, at De er Aasums Kæledægge.«

Men samme Aften blev Redaktør Viggo From puttet ned, d.v.s. hensat i simpelt Fængsel for med otte Dages protesterende Ensomhed at udsone en Bøde, han ved en tidligere Lejlighed havde paadraget sig i Kampen for Grundloven. Og Aasums Kæledægge blev af den lille skelskørianske Borgmester og Dommer hentet til Forhør angaaende Novellen om Skarpretteren.

Kl. fem en Vintereftermiddag var baade han og Knudsen tilsagte at møde. Knudsen blev først indkaldt, men han var for gammel og klog og vidste at afvise nærgaaende Spørgsmaal med en Mine som den dannede Retfærdighed Dommeren lod ikke dette Forhør vare ud over et Kvarters Tid

Han ventede sig langt mere af Erik Kølby, der imidlertid gik op og ned ude i Forsalen, søgte at ordne sine Tanker og holde Styr paa sin Beklemthed Erik Kølby var ikke meget klar over Meningen med Forhøret. Han var ikke Jurist, men havde dog Lovkyndighed nok til at vide, at man ikke uden Retsbrud kunde straffe en Artikels unavngivne Forfatter ... og netop derfor ventede han sig, at man i 1886, i saa lovløse Tider, vilde udspørge om Navnet paa Forfatteren for at komme ham til Livs. Det gjaldt da først om at nægte at opgive, hvem Forfatteren var ... Men maaske vilde Borgmesteren blot forhøre ham, hvorvidt Redaktør Froms Erklæring var rigtig, at Forfatteren ved Afleveringen af Manuskriptet havde sagt: »Det er et rent æstetisk Bidrag« q.s.v. Saaledes havde Forfatteren ganske vist sagt, Erik Kølby kunde ikke nægte det, men det havde jo rigtig nok ikke været Dødsens Alvor. - Ja saa var der endnu en tredje Mulighed: Dommeren vilde have ham til at sige, at han var Forfatter, for saa bagefter at udspørge ham om Novellens ondartede Hensigt, og om der ikke med Skarpretter var sigtet til Gendarmløjtnanten. Erik Kølby havde jo andenstedsfra læst om den pludselige Mani, som den hæderlige Dommerstand i Danmark i 1886 havde faaet efter at opsnuse Folks Hensigter.

Erik Kølby vandrede urolig op og ned i Vestibulen. Uden for i Gaden laa Sne, en tungsindig Skumring sivede ind gennem de kolde Vinduer. Han gik i sin Overfrakke; han tænkte ikke paa at hænge den fra sig, og han havde den endnu paa, da Knudsen kom ud fra Retslokalet og han selv blev kaldt ind.

Borgmesteren beholdt Aasums Kæledægge med Overfrakke paa og det Hele fra Kl. 5 l/4 til Kl. 9 om Aftenen. Han var ikke uvenlig til at begynde med, men forretningsmæssig, nikkede flygtig til ham og fortsatte med at diktere Protokol for Andenfuldmægtigen, som med Hovedet paa skraa og Tungen oppe i en hul Tand skrev stoltelig væk uden at kende Erik, skønt de spiste i samme Pensionat. To flimrende Gasblus lyste lige ud i det store Rum, og to døsende Retsvidner sad hver i sin Krog. En rødglødende Kakkelovn udspyede sin Hede tæt ved den vinterklædte Erik Kølby.

Forberedelserne tog en uendelig Tid Og Erik svedte allerede, inden han blev forespurgt om Navn og Fødselsaar. Desuagtet svarede han let og simpelt og smilte med den samme Naturlighed, som fandtes i hans Artikler, naar der var Tale om Katte med Silkesløjfer. Men da Edsformularen blev læst op for ham, gjorde han en ubevidst Bevægelse, som skulde han sluge en hæslig Mixtur. Der stod Tale om, at han intet maatte fortie, intet hemmeligt Forbehold tage, men sige alt rent og fuldt ud

Forhøret begyndte. Dommeren spurgte:

»Var Vidnet til Stede, da Forfatteren overrakte Redaktør From Manuskriptet?«

Erik studsede et Øjeblik, med Edsformularen i frisk Erindring.

Dommeren gentog sit Spørgsmaal:

»Var Vidnet til Stede, da Forfatteren overrakte Redaktør From Manuskriptet?«

»Ja,« svarede Erik Kølby og blev lidt hed i Kinderne.

Dommeren dikterede til Protokollen:

»Vidnet svarede ad Spørgsmaal 1: ja.«

Henvendt til Erik:

»Jeg vil igen erindre Dem om, hvad der staar i Formaningen til Vidnerne: De maa intet fortie; De skal sige den fulde Sandhed uden Forbehold Vi faar nu se videre ... Spørgsmaal 2: Var der ved den angivne Lejlighed andre til Stede paa Kontoret end Forfatteren, Redaktør From og Vidnet?«

Erik Kølby var saa hidsig som en Konfirmandinde paa Kirkegulvet efter at svare rigtigt uden mindste Fejl eller Bummert. Men nu tog han Lommetørklædet frem, viskede sin vaade Pande og saa sig temmelig haabløst omkring. Pludselig smilede han.

»Dommeren ønsker at vide, om jeg er Forfatteren?« spurgte han hurtigt.

»Jeg ønsker, at De skal svare paa det Spørgsmaal, jeg har stillet, og ikke gaa uden om!«

»Jeg husker ikke, hvor mange der var til Stede,« svarede Erik Kølby.

Dommeren dikterende:

»Ad Spørgsmaal 2: Var der ved den angivne Lejlighed andre til Stede paa Kontoret end Forfatteren, Redaktør From og Vidnet? - Vidnet erindrer det ikke.«

Ved denne Protokoltilførsel saa Erik atter meget haabløs ud Det gik jo ikke an, at der kom til at staa: »Vidnet erindrer det ikke«; det vilde se ud, som om Erik Kølby falskelig havde forklaret, at Forfatteren og Vidnet var to Personer. Der maatte staa: »Vidnet erindrer ikke, hvor mange der var til Stede.« Men da han gjorde Indvendinger mod Protokoltilførselen, blev Dommeren stærkt forarget, formanede ham med Strænghed til at svare klart og ubetinget paa Spørgsmaalene, vred og vendte sig og vilde ikke forandre det skrevne. Endelig fandt han sig i at diktere: »Vidnet begærer tilføjet, at hans Svar har lydt: Jeg husker ikke, hvor mange der var til Stede!«

Det tredje Spørgsmaal:

»Saa Vidnet, Forfatteren overrække Redaktør From Manuskriptet? ... Vil De nu erindre, at De skal svare uden Forbehold!«

»Men jeg har dog Ret til at tage Forbehold overfor de Spørgsmaal, jeg ikke mener mig forpligtet til at besvare?« indvendte Erik Kølby.

»Jeg maa meget alvorligt formane Dem til at svare oprigtigt og sandfærdigt. De har allerede indladt Dem paa Modsigelser og Tvetydigheder, saa at vi muligt bliver nødt til at beholde Dem med det samme og drage Dem til Ansvar for svigagtig Vidneforklaring.«

Dommeren oplæste det tredje Spørgsmaal paa ny.

Erik erklærede, at han ikke kunde besvare det i dets Ordlyd. Han ønskede i sit Svar Ordlyden rettet til: »Vidnet bemærkede, at Forfatteren overleverede Redaktør From Manuskriptet« fordi han derved vilde antyde, at Forfatteren ligesaa godt kunde være ham selv som en anden - et Spørgsmaal, hvorom han i Følge sin Stilling til Bladet intet turde røbe.

Efter en lang Kamp fik han dette ført til Protokols. Og da nu alle efterfølgende Spørgsmaal var udfærdigede med samme ensformige Snedighed, som kunde have forledt et uforberedt Vidne til den fuldkomneste, falske Vidneforklaring, befandt Erik sig endelig ganske vel i denne lille Krig, skønt han svedte i sin Overfrakke og følte sig som stillet til Inkvisition i spansk Kappe. Han vilde ikke opgive Forfatteren, med mindre han fik en Kendelse derfor, og denne Kendelse vilde han appellere til Overretten. Men da Dommeren vidste dette, undlod han netop at spørge ham om Forfatteren og søgte at faa det at vide ad alskens Bagveje. Ja paa Eriks Spørgsmaal, om han vilde vide, hvem Forfatteren var, svarede denne Retfærdighed fra Skelskør med Oprigtighed: »Det spørger vi Dem ikke om endnu. Kan De ikke forstaa, at vi ad andre Veje kan faa Dem til at sige saa meget, saa Spørgsmaalet om Forfatteren bliver overflødigt.«

Efter at Erik Kølby havde lært at tage sine Forbehold og lade dem føre til Protokols, fyldtes han af Ro ja næsten af Velbefindende ved at staa paa det Sted, hvor han stod, mens den lille, iltre Dommer løb raadvild frem og tilbage, dikterende sin malpropre, embedsvigtige Andenfuldmægtig den lange Protokol og omformende Eriks korte Protest-Sætninger til Kancelli-Uhyrer uden Hoved og Hale. Der kom over ham en forklaret Ligegladhed, den fri, ungdommelige Aandsnærværelse, hvormed han ved Examinerne i Skoletiden, som ikke laa meget langt tilbage, plejede at vinde den tilkaldte Censors Hjærte, især hvis det var én eller anden høj Embedsmand, der ikke huskede Lærdommen bedre end Eleven.

For at forfærde ham slog Dommeren om sig med Latin. Han forklarede Erik, at han havde gjort sig skyldig i reservatio mentalis - hemmeligt Forbehold i sine Svar - og han gentog, at Erik maaske vilde blive holdt tilbage i Varetægtsfængsel for sine svigagtige Forklaringer.

Klokken nærmede sig ni; Erik Kølby rystede af Nervøsitet Men i dette Øjeblik begyndte en ubegribelig, frygtelig Lattermildhed, som kun med yderste Kraftanspændelse lod sig trænge tilbage, at arbejde i hans Indvolde. Hvilken Virkning vilde det ikke gøre - tænkte Erik Kølby - hvis man pludselig som en Aand fra Graven tilraabte den forvirrede lille Dommer med Tordenstemme: pibende Mus! Imidlertid bøjede han sig blidt frem over Skranken mod denne Borgmester, som sikkert var ham fjendsk, og sagde simpelt og naturligt, mens han indvendig baade lo og ængstedes over sit Skælmstykke:

»Ja men, Hr. Borgmester, hvad skal jeg da gøre? Jeg staar jo ikke her som over for en Fjende, men overfor min Dommer, hos hvem jeg kan finde Vejledning.«

Den embedsivrige, lille Borgmester var intet slet Menneske. Han var fuld af Godhed mod dem, der mødte ham i Sympati; ja han var af de Folk med barske Miner, som ikke kan høre et venligt Ord uden at smælte. Vel var han en nidkær Mand, som ønskede den ondeste Straf over kritiksyge Modstandere af Regeringen, men aldrig var den Tanke indfaldet ham, at han kunde være uretfærdig. Og nu ved at høre Eriks milde Bøn om Vejledning, randt det ham uventet i Hu, at det jo i Følge Loven er Forhørsdommerens Pligt at vejlede Vidnerne ... medens han selv under hele Forhøret ikke havde bestilt andet end at lede Erik Kølby vild

Det unge, uskyldigt udseende Menneske, der var ganske uindviet i Lovgivningen, havde af en naturlig Jura truffen det rette: bedt om Vejledning. Forbløffet over sin Selvforglemmelse og rørt spurgte Dommeren ganske venligt:

»De vil have Vejledning? Det er Vejledning, De beder mig om ... ?«

»Ja,« sagde Erik fast.

Nu standsede Dommeren foran ham:

»Ja, jeg ved virkelig ikke bedre, end at De siger, hvem Forfatteren er.«

Et Smil steg umærkeligt op paa begge Eriks Kinder:

»Men det er jo netop det, jeg ikke kan. Min Stilling til Bladet forbyder mig at røbe, hvem der skriver i det.«

»Ja, jeg ved virkelig ikke.« Borgmesteren kløede sig i Nakken og løb frem og tilbage. »Men tal De med Hr. Knudsen om det. Det er en fornuftig Mand«

Farvel! Forhøret var sluttet. Erik befandt sig som levende kogt, mens han gik hjem gennem snedækte Gader.

Samme Aften nedskrev han paa et lille Brevarks fire, tætte Sider en fortrolig Beretning om Forhøret, som blev tilsendt Redaktør From i Fængslet. From sendte den tilbage med Paategningen: »Gevaltig Historie! Vil De ikke lade den trykke?« Dette havde Erik Kølby ikke tænkt paa: Beretningen var næsten altfor fortrolig, for naturlig sandfærdig til at trykkes. Og han skulde tilmed i Forhør to Dage senere.

Han opsatte da at trykke den i Bladet til den Dag, han skulde i Forhør anden Gang. Kl. 5 om Eftermiddagen udkom Aasum Dagblad, Kl. 5 traadte Erik Kølby ind til Borgmesteren. Alt var nøje afpasset. Dommeren havde ikke læst den og modtog ham langt elskværdigere end første Gang.

Han spurgte ham denne Gang ganske simpelt om, hvem Forfatteren var. Erik Kølby henholdt sig som tidligere til den Tavshed, han skyldte Bladet at bevare. Men han fik pludselig en ny Indskydelse af naturlig Jura: Forfatterens Navn er ligegyldigt - sagde han - da Redaktør From, som skal bære Ansvaret for Novellen, dog aldrig kan dømmes for, hvad en anden, Forfatteren, mulig kan have ment med den.

Dommeren, som allerede havde udfærdiget sin Kendelse:

»Ja men saaledes har De jo ikke sagt før?«

»Jeg ønsker det ført til Protokols,« sagde Erik Kølby, glad over sin juridiske Skarpsindighed Og nu indfaldt det ham endvidere, at ligegyldig i det juridiske Sprog vistnok hed irrelevant. Og med hemmelig stor Glæde lod han diktere til Protokollen, at Spørgsmaalet om Forfatteren var melevant.

Dommeren afsagde desuagtet sin Kendelse, som ikke længer passede, og Erik appellerede til Overretten.

Før Erik Kølby næste Morgen kom paa Kontoret, havde Andenfuldmægtigen været hos Knudsen og venskabelig bedt ham om at forhindre, at det andet Forhør blev beskrevet paa samme Maade som det første. Det havde - tilstod han uforsigtigt - vakt Borgmesterens højeste Forbavselse, at Erik saa skarpt og fuldkomment havde erindret alle Punkter i det fire Timer lange Forhør, endog Spørgsmaalenes og Svarenes Orden. Det var kun Tonen, Borgmesteren havde imod.

Og dog havde Tonen ikke været haanende. Referatet var jo opstaaet som et Brev, kun bestemt for én. Det var allersnarest Brevets Uimodsigelighed og Sandfærdighed, hvorunder Dommeren ømmede sig.

Men smigret af den bedende Henvendelse behandlede Erik Kølby det andet Forhør med kortfattet Overbærenhed Derimod forfulgte han sin Sejr med ægte politisk Ubarmhjærtighed, da Overretten tre Uger senere forkastede Dommerens Kendelse, fordi den gav Erik Ret i, at Spørgsmaalet om Forfatteren var irrelevant.

Fra det Øjeblik kendte Aasumbønderne Erik Var der noget, de i de Tider forstod at vurdere, var det naturlig Jura, opfyldte af Had, som de var til Regeringen og Domstolene. Erik var ikke enestaaende; hele Aasum og Omegn var mættet med naturlig Jura.

Borgmesteren tog sig dog ikke Sagen nær, da han ved et Tilfælde, der lyder som en Roman, fik Ridderkorset otte Dage efter. Og den utrættelige Erik Kølby skrev under sit Mærke moqueur, med filosofisk Ro, at det var

»et af de Tilfælde, hvori Existenser af min Art har gjort sig til Opgave at finde Meningen«.

V: Foraaret i Aasum.

Han havde siddet oppe til den sildige Nat og skrevet til Bladet.

Om Morgenen hørte han i Halvsøvne Fodtrin omkring sig, mærkede sin Værtinde, den omhyggelige Skipperkone, pusle i Sovekamret og hviskende samtale med Kristiane, der kom ovre fra Pensionatet med Kaffen i en Kurv... Saa blev der stille, og han sov igen, til Vilhelm Almann, den lille Sagførerfuldmægtig, som han kendte fra Maaltiderne i Pensionatet, stak Næsen inden for i den yderste Stue, hvis Dør Kristiane ikke havde laaset efter sig.

Døren mellem de to Stuer stod aaben. I Værelset til Gaden var der endnu helt skummelt: Yutegardinerne foran de tre tætte Fag smaa Vinduer var sammenhæftede. Reolens Bøger stod i Uorden; i den mørke, gamle Sofa havde Erik om Natten slængt Foraarsoverfrakke, Hat og Stok og et Par splinterny Handsker. Stolene stod Hulter til Bulter. Skrivebordet foran Vinduet og Bordet foran Sofaen flød med Aviser, Bøger og Papirer.

Vilhelm Almann løste Gardinerne foran Skrivebordet til Side og saa til sin Forundring Lampen staa under en stor, grøn Skærm.

»Hvad! jeg havde altid troet, at den Skærm var rød...«

»Rød indvendig og grøn udvendig,« fantaserede Erik søvndrukken. »Grøn om Dagen, mørk og glødende om Natten!« og han strakte sig lallende i sine Dyner. »Den er symbolsk! - Billedet paa vort unge Liv!« Pludselig sad han over Ende og rakte Armen ud mod Servanten: »Hvor er den grønne Buket kommet fra? Er det i den Grad Foraar? Hvor den lugter!« og henrykt gav han sig til at raabe som en Gadesælger: »Skovmærker! Skov-mær-kér! Grø-nne Kran-sé, grønne Kranse!« Saa sank han ned i sine Puder, lallende for sig selv: »Fryd dig ved Livet, unge Mand... Grøn om Dagen som et Foraar, rød om Natten som en Lampe! Gaa væk, gaa væk, siger jeg. Aa havde jeg den dejlige Pige jeg nu tænker paa! Skovmærker, grønne Kranse!«

Den lille Fuldmægtig havde stille flyttet Eriks Tøj og sat sig paa Stolen ved Sengen, i ny, brun Foraarsoverfrakke, med Stokken mellem de lyse Benklæders Knæ og med sorte, fint blankede Sko.

Saa snart Erik helt vaagnede, vidste han, at det var Søndag. Solen paa Vinduets Florgardin, det hvide Linned, som Konen havde lagt frem til ham, og desuden alt det i Stuen, som ikke var anderledes end paa Ugens simple Dage - Orden og Uorden, Luft og Lys - mindede ham, at det var Fest- og Fridag, hvor man skulde trække i Tøj, der lugtede lidt af Skabet, maaske besørge et Par lette Formiddagsforretninger og ellers drive omkring paa Græsskrænter under blaa Himmel. De grønne Skovmærker, der stod paa Servanten i en gammeldags hvid og blaa Porcellænsvase fyldte Soverummet med deres Aroma og fyldte alle hans Sanser med sødt Foraarsbegær. Han sprang ud paa Gulvet, løb med bare Fødder hen efter Vasen og blev siden et godt Stykke Tid siddende upaaklædt paa Sengekanten, helt falden i Staver over den forgyldte Indskrift, der var omslynget af blegrøde Roser. Der stod med snirklede, gotiske Bogstaver:

»Wandle auf Rosen, sei vergnügt«

Ja Hurra! spasere paa Roser og være himmelglad! Erik vendte Vandkanden over Vandfadet og begyndte at vadske sig voldsomt.

Lidt efter, da det bankede ude paa Døren, traadte han ind i den forreste Stue, hvor der var mørkt og køligt, fra det brunbonede Gulv til det lave, gamle Gipsloft; han stak i sin Sommeroverfrakke og slog Fløjelskraven op for at dække sin blottede Hals.

I Gangen stod Sætterdrengen, lille Karl, med ny, blaa Vadmelstrøje over Blusen, og studerede Dørpladen. Han var helt hensunken i de opadstræbende Betragtninger, som hans unge, venlige Redaktionssekretærs Livsstillinger gav Anledning til; for da Erik aabnede Døren, stirrede hans Øjne endnu efter Pladen. Han maatte rømme sig og gøre et Par smaa Bevægelser med Høvedet, inden han fik sig samlet.

»Jeg skulde sige ... hm! hm! at her var Korrektur paa Artiklen til første Side!« Karls Mæle blev tykt, efterhaanden som han talte. »Hm! hm! Og saa skulde jeg spørge, om vi kunde faa det om Rosporten?«

»Her fylder man Bladets Forside med politiske Ledere og laver Rosports-Vaas til Indmad,« brølte Erik, »og endda sender de Sættere det ene Bud efter det andet, som arrigt gaber efter Manuskript« Erik saa skælmsk udfrittende ned paa Karl: »Skal I have det straks?«

»Hm! hm! nej ... men hvis, hm! vi kunde faa det om en Time?«

Triumferende hentede Erik Manuskriptet paa Bordet:

»Ja det er nu tilfældigvis færdigt. Nu kan I jo vove at surmule og beskylde mig for at have sinket Jer paa denne velsignede Foraarssøndag! - Hu hej, nej hvordan er det, du ser ud? Vend sig en Omgang, lad mig se dig fra Ryggen!« Karl kiggede grinende nedad sin Frakke, men Erik tordnede: »Vend sig!«

Med smaa, ufrivillige Hovedbevægelser og leende Kluk dybt nede gjorde Karl omkring.

»Du er ordenlig fin i Dag,« sagde Erik Kølby i Aasum-Jargon. »Skal du i Skoven - hvad? med din lille Kusine - hvad? og plukke Skovmærker?« Erik begyndte med et at raabe: »Skovmær-ker!« Og før han kunde læse Korrekturen paa sin politiske Artikel, maatte han stille Vasen med Anemonerne og den forgyldte Indskrift foran sig.

Imidlertid bankede Skipperenken forsigtigt paa Døren og havde en Besked at bringe Erik i Anledning af de tilsendte Bukar og Blomster. De kom fra en Frue - Skipperenken nævnte hendes Navn.

»Oho,« sagde Vilhelm Almann og tog sig til Panden.

- Da Erik og Vilhelm Almann tyve Minutter senere spaserede paa Poppellandevejen langs med Fjorden, kom Guldsmed Thorkildsen kørende inde fra Byen i pyntelig Enspændervogn. Kusken, hans Ven Snedker Møller, slog flotte Knald Og den store Guldsmed tronede ved hans venstre Side stolt som en Negerkonge med den omfangsrige Hat bag i Nakken og den runde Pande blinkende i Solen. Han løftede paa Hatteskyggen og slog muntert hilsende ud med Haanden, mens det lette Køretøj for forbi. Kusken sænkede i det samme Pisken, og to unge Piger hver paa sit Bagsæde i Charabancen, Guldsmedens Døtre, bøjede Hovederne til Svar paa de to Fodgængeres Hilsen. Det var Vilhelm, som kendte dem; og den lille Fuldmægtig blev ved at kaste Øjnene op i Vognen, som maalte han Vejen til Fuglereden i en høj Trætop.

»Aa de søde Piger,« sukkede han komisk-vemodig. »Se hvor de kigger tilbage! Hvorfor holder Guldsmeden ikke? Der er jo magelig Plads til os oppe hos Pigerne.«

Op og ned ad store Bakker stadig med Fjorden paa venstre Haand spaserede Erik og Fuldmægtigen til Skoven. Foran dem i lige lang Afstand fra hinanden trak tre Mennesker den samme Vej, og deres Rygge dukkede op og forsvandt bag Bankerne med lige lange Mellemrum. Spredt og sparsomt rykkede nogle Hjemvandrende dem i Møde. Set i Silhuet paa Poppellandevejens Ryg tog Folk sig denne sollyse Dag sidst i April ud som spaserende Trær med smaa, krybende Bevægelser. Om en purung Pige med lystne Øjne og pudsig vrikkende Hofter sagde Fuldmægtigen dæmpet Uartigheder. De traf paa ny Guldsmeden ved Gæstgiverstedet foran Skoven; han stod alene ved den tomme Vogn, raabte den lille Fuldmægtig muntert an, kaldte ham »Prokurator« og bød begge Vennerne ind paa Øl. Erik undslog sig med, at det var for tidligt, og den store Guldsmed nikkede sorgløst efter dem og sagde, at de vilde træffe hans Pigebørn oppe i Skoven, hvad der maaske morede dem mere. Erik forundrede sig: det var den samme store Guldsmed, som af politiske Grunde havde hindret hans Optagelse i to af Byens selskabelige Foreninger.

Som de slentrede ind i Skoven, fik Vilhelm endelig Luft for et Spørgsmaal, som han havde gemt paa lige fra Aasum.

Det var Fru Laura Kruse, der om Morgenen mens Erik sov, havde sendt sin unge, blege Tjenestepige hen til ham med Foraarsgrønt og Blomster, som hun selv havde købt en hel Kurv af ved Døren. Og Skipperkonen havde anbragt det i en af sine egne Vaser.

»Det var egenlig meget opmærksomt af Fru Kruse -?« henkastede den lille Fuldmægtig lige som spørgende.

»Du vedjeg kommer meget hos Kruses,« svarede Erik ligegyldig.

Men Fuldmægtigen fortsatte med et Par forundrede, store Øjne læmpeligt sin Krig:

»Det er da tydeligt nok, hvad Meningen er!«

Erik veg uden om:

»Jeg synes i Grunden nok saa godt om hendes Tjenestepige. En fin, skræmt én!« udmalede han. »Saadan en fuldbaaren, stor og spinkel Pige; brunt Haar, blaa Øjne, nogle mærkelige, ajdeles sorte Bryn, der er vokset sammen. Blot hun ikke dør af Blegsot, den Stakkel, med sin gennemsigtige Hud!... Die Wasserlilie - Vandliljen!«

Men Fuldmægtigen udbrød med en ung Erfarings djærve Fornuft:

»Dit Fæ! Laura Kruse er en storartet Kone.«

»Hvis hun ikke havde en Mand, der f.Ex. i Gaar i Tordenregnen lod sig gennembløde med mig af lutter Sympati.«

»Aa Fanden, hvad? Gør det noget?« hensatte Fuldmægtigen med prøvende Kritik »Naar man ser Thorvald Kruse paa Talerstolen, ligner han jo en ren Ragekniv. Tror du, han ikke kender sin Kone og har sine Hensigter, naar han lader et pænt Menneske som dig gaa frit ud og ind til alle Tider ...?«

Fuldmægtigen havde en Maade at fremføre sine Formodninger som en Kat, der balancerer paa Is, varsomt følende sig for med Kløerne. Erik lo. Men hans Ven fortsatte haanligt:

»Du er en Spidsborger og et Kraftfæ! Kruse vil naturligvis hellere have dig end en Gendarmløjtnant ind i Familien.« Han tilføjede sporende: »Er hans Kone ikke højre?«

»Jeg tror: ikke mere!« sagde Erik naivt.

»Naa, du har omvendt hende?«

De gik i den nøgne Foraarsskov. Jorden var brun; Luften stille. En varm, mat Sol bredte som et let, smilende Slør over Hjulspor, Vejkanter og vaad Skovbunds gærende, mørke Løv. Det var Erik, naar han saa paa disse Grøfter og Ujævnheder, som om Jorden oplod sin Mund, sine Læber mod Solen til et fugtigt Kys; og naar han saa Grenenes Skygger blødt tegnede i Vejens svævende Solslør, var det ham som de fine Skygger og umærkelige Rynker omkring en smilende Kvindes Øjne.

Han følte en Trang, der fyldte alle Kroge i ham med Lykke, men tærede paa hans Tanker, efter en saadan Kvindemund, efter at bøje sig over et Kvindeansigt, paa hvilket der var den fine Uendelighed af Sol.

Erik greb sin Ven ved Ærmet, stansede ham og pegte hen over Vejen:

»Kan du ikke se det?«

»Jo men kom nu,« sagde den lille Sagførerfuldmægtig lidt medlidende og trak ham med sig.

Erik stod endnu en Gang stille, stod, som om han var plantet, og var ikke til at rive løs.

»Jeg vil naturligvis nødig forstyrre det Stævnemøde, du har med Solbilledet der paa Vejen,« sagde Vilhelm med korrekt og spydig Langsomhed »Men sig mig, har jeg egenlig ikke Ret: du er ganske som et Termometer; paa dig kan man tydelig mærke, hvad Slags Vejr det er. Naar du for Resten ellers begynder at tale om Fruentimmer, da bevare Gud mig for at hamle op med dig. Men i Dag falder du i Staver og glor ganske fortabt paa et Morads, endskønt Elise Thorkildsen er tæt herved!«

»Hvad kan vi tale med Elise Thorkildsen om?«

»Fotografen, som har hende under Paavirkning, siger, at hun er en klog Pige; hun læser for Exempel ivrig Aasum Dagblad, ønsker at gøre dit Bekendtskab og var meget oprørt imod Faderen, da du ikke blev optaget i Klubben.«

Jo længer de kom frem, des stærkere spirede det mellem det visne Løv. Over alt i den nøgne, brune Skov var det ved at blive grønt. Der stod stadig tættere med Skovmærker og Anemoner.

Noget borte hørte de endelig Damestemmer og Lyd af Grene, som brækkes. De traf Guldsmedens to Døtre i Færd med at plukke friske Bøgekviste. Deres Overstykker og Kjoler var lyse og ny som det unge Løv. Erik blev forestillet for dem, og han og Vilhelm hjalp dem med at plukke. Vilhelm gjorde sin Opvartning med en frivillig Dummepetermine, som vakte taknemligt Bifald hos de unge Piger, fordi den fyldte de mest trykkende Pavser. Men det gik altid saaledes med de to uadskillelige Venner, Erik og Vilhelm, at var den alvorsfulde Erik ikke i Stemning og Fart, saa blev den komiske Vilhelm heller kun en maadelig Buffo. Samtalen med Elise og Katinka faldt saa kejtet, at Vennerne ikke turde følge dem tilbage gennem Skoven af Frygt for at gaa helt i Staa. Derfor blev der hilst Farvel med ungdommelig blide Ansigter, men Sorgen var i alle fire Hjærter.

Erik gik atter alene med sin Ven, og han forsøgte paa ny, men med mindre Glæde end før at skimte det rige Kvindesmil i Vejens bløde Sol-Overtræk.

De kom lidt bag efter Guldsmedens Døtre ud af Skoven, lige Tids nok til at se Køretøjet forsvinde henad Chausséen, mens de to paa Bagsæderne vinkede til dem med Bøgegrenene.

»Der kørte den gode Lejlighed!« sagde Erik kort.

»Aa man gaar og bliver Idiot,« brummede den lille Fuldmægtig og tog sig som sædvanlig til Panden.

Erik Kølby udbredte sig:

»Det var to ligesindede! og her gaar nu vi! - Wandle auf Rosen, sei vergnügt. Saadanne kække, blonde Væsner, der hopper én i Møde og ligefrem var skabte til at gøre Ende paa alle vore Ærgrelser... Wandle auf Rosen!«

Da de, efter lange Vandringer, foraarstrætte, med Violer i Knaphullerne nærmede sig Pensionatet, hvor de skulde spise til Middag, laa der et Menneske ud ad Vinduet, nøgenhovedet i Solen, røg Cigar og morede sig med at spytte langt imellem Fortænderne.

»Der har vi tredveaarige Jensen,« sagde Erik Kølby, der havde givet ham dette Tilnavn, enten fordi Mennesket i al sin Adfærd aabenbarede en brovtende Kommis-Erfaring, eller fordi hans Haar var ved at blive tyndt for oven, eller fordi han virkelig var tredve Aar.

»Et yndigt Stykke Alenvare!« sagde den lille Fuldmægtig.

Da de kom endnu nærmere, hørte de Mennesket nynne ustandseligt:

»Laa laa la lu, laa laa la lu, laa laa la lu! Goddag Hr. Kølby! Goddag Almann! Laa laa la lu! Nej men hvad er det med Der' Hat, Kølby? der er en Fugl, som har kakket paa Der' Hat!« Erik tog sin Hat af, og Kommisen slog en høj Latter op: »Ho-ho-ho! Goddag Kølby, det er den sidste April i Dag; et velsignet Vejr! Ho-ho-ho! ho-ho-ho! ho-ho-ho!«

Men Vilhelm Almann stillede sig op foran Kommisen med begge Hænderne i Siderne og lo ham lige ind i Ansigtet:

»Hu-hu-hu! de' va' rajsom grinagti'. Hu-hu-hu! hu-hu-hu!«

Saadan blev de to ved et helt Minut. Vilhelm begyndte paa ny med sin Latter, hver Gang den anden vilde holde op, og skar gyselige Grimacer. »Goddag, lille Almann,« sagde Kommisen endelig og stak sin Haand ud; Fuldmægtigen greb den mellem begge sine, trykkede den længe med bævende Rørelse: »Goddag Hr. Jensen! hu-hu-hu!«

Dette var, hvad Vilhelm over for Erik kaldte at »haane Idioten«.

Inde i Huset var en sindsforvirrende Travlhed og et Opstyr. Der skulde spises til Middag i Haven. Pensionatsfrøkenen og Fruen løb forvildet i alle Retninger. Pensionærerne sprang som foraarsglade Kalve for at bringe Stole ud i Lysthuset.

Midt under dette hørtes paa ny et Brøl fra Kommisen, som laa henslængt med sin Cigar ved Vinduet »Der har vi s'gu Viggo!« Han lo med stærk, gnækkende Latter, ikke fordi der var noget latterligt, men fordi Indtrykket kom hans tyndhaarede Hjærne saa hovedkuls. Pensionatsfrøkenen glemte Travlheden og kom løbende til, mens Kommisen fortsatte med overgivent, hjemligt Tonefald:

»Der har vi s'gu Viggo From. Kølby, vil De ikke se Der' Redaktør? Han gaar nok og tænker paa hans Processer.«

Og Pensionatsfrøkenen, en gammel Pige, mager, intelligent, smilte elskværdigt, da hun saa den stærke, femogtredveaarige Mand, der gik rank med fine Skridt og Øjnene eftertænksomt ned i Stenbroen.

»Det er dog en pæn Mand!« sagde hun.

Erik fandt en tærende Flovhed rundt om sig mellem foraarsfortumlede Provinsfolk. Og som han sad ude i Lysthuset ved den hede Kødsuppe, glemte han at svare, naar der blev talt til ham; han stirrede hen for sig for at fastholde det Billede, han havde fundet i Skovvejens Hjulspor - Billedet af et Kvindesmils utallige Linjer og vidunderlige Solklarhed. Han attraaede det, fyldt af Længsel efter noget umuligt, noget uopnaaeligt. Hans Tanker var hundrede Mil fra det snakkesalige Selskab. - - -

Erik laa paa sin Sofa Kl. mellem fire og fem om Søndag Eftermiddagen og røgte paa den fjærde eller femte Pibe siden Middag. Han kunde ikke tage uden for Byen, da han om lidt skulde møde som Referent ved en Generalforsamling, og desuden var det utaaleligt at skulle se foraars- og søndagsklædte Mennesker over alt, hvor der var en Skov eller en smuk Udsigt.

Redaktør From stak Hovedet ind gennem det aabne Vindu:

»Hvad Erik, ligger De der og driver? Gud Fader, sikket Menneske. Gaa dog ud, Mand! - Jeg kom i Tanker om at skaane Dem for Generalforsamlingen. Nu gaar jeg selv hen og tager Referatet... Ved De hvad, Erik, De skulde gifte Dem lige som vi andre Spidsborgere. Det passer De saamæn bedst til, naar De kan ligge hjemme saadan en Dag. Naa Farvel! Apropos: jeg er ikke hjemme i Aften, hvis De har i Sinde at besøge mig. Kruse og jeg tager med én af Bønderne ud til Ollendrup.«

Redaktør From var borte.

Erik Kølby stod pludselig midt i Stuen:

Ja saa! Kruse var ogsaa til Generalforsamling - ja naturligvis! Og derefter tog han paa Landet!

»Fru Kruse er alene!« gentog Erik for sig selv og gik hen til Vasen med den forgyldte Indskrift og med Fru Kruses Skovmærker, som han havde stillet paa Bordet ved Sofaen.

»Wandle auf Rosen, sei vergnügt!«

Den lille Fuldmægtigs Ord lød i hans Øre:

»Laura Kruse er en storartet Kone. Og Du kan stole paa, at Kruse kender hende og har sine Hensigter, naar han lader et pænt Menneske som dig ...« Erik trykkede sin Hat ned i Panden, saa sig omkring i Stuen og sagde meningsløst helt højt, før han gik: »Tak for Deres Blomster.«

Eftermiddagssolen smæltede mildt ud over Vej og friske Marker, og Eriks tyveaarige Hjærte slog og hulkede i hans Bryst som en forskrækket Nattergal, mens han i bløde, lette Foraarsklæder slentrede ud til Kruses Villa.

Han sprang op ad Cementtrappen og ringede paa. Og Klokken derinde i Gangen blev ustanseligt ved at svinge og klinge - som en forskrækket Nattergal, der ophulkede sit Blod fra et uudtømmeligt Bryst, sit Blod, der blev til røde Roser. Wandle auf Rosen!

Fru Kruse kom endelig ud med et ensomt, fremmed Udtryk.

»Men Gud, er det Dem?« sagde hun forundret og tilføjede straks: »Min Mand er ikke hjemme.«

Forlegen ved denne Kulde drejede Erik lidt paa Hatten og satte den saa paa Hovedet:

»Naa ikke? ja undskyld! Da gaar jeg igen.«

Fru Kruse, der hele Tiden havde støttet sig til Døren, som om hun vilde spærre Vejen, begyndte nu pludselig at le genert, idet hun famlede sig over Panden:

»Aa hvordan er det dog, jeg staar? Vil De ikke indenfor?«

Smigrende og indbydende aabnede hun Døren helt. Erik Kølby sprang op over Tærskelen; hun smækkede i efter ham og gik foran for at lukke op til Stuerne.

Der var stille i de pilne Værelser med de hvide Gulve, saa sært skyggefuldt, naar man kom ude fra det forviltrende Solskin. Men ogsaa her lugtede af Foraar, og Møblerne syntes at ruge paa mangehaande Tanker, som de stod og ikke kunde faa Brug for. Gennem aabne Døre saa man i en lang Flugt de tre lydtomme Rum, og man kunde tænke sig Fru Kruse gaa her alene frem og tilbage i rødklædt, ubeskæftiget Majestæt, hvile i den forreste Stues Sofa af dybrød Peluche ved Siden af en flammende Silkepude og med det blonde Nakkehaar i den violetrøde Trøster.

»De er saa fuldkommen alene!« henkastede Erik, bladende i en af Bøgerne paa Bordet.

Hun lukkede Døren, endnu med en adspredt Mine, og svarede med sit korte, forundrede Tonefald:

»Alene?... Ja jeg bryder mig ikke om Selskab - Dameselskab ... Ellers ved De jo, at mine Kusiner kommer her en Del ... Min Mand siger tit, at jeg er en sær en... Men jeg bryder mig kun om at tale med Herrer.«

»Og saa gaar De her med Dem selv fra Morgen til Aften -?«

»Ja Kvinder er saa utaalelige, og min Mand er jo altid paa Kontoret. Dette morer mig ogsaa mest«

Erik Kølby bøjede belevent sit Hoved:

»Og hvad tænker De da paa?«

Fruen, der spaserede omkring i Værelset, standsede kort, tæt bagved ham:

»Tænker paa? aa jeg ved ikke!« Leende: »I Dag har jeg for Resten tænkt paa Dem.«

Og denne Tilstaaelse af den majestætiske Frue kom saa hovedkuls, hendes Væsen forvandledes i samme Nu, og hun talte i en Tone som et letsindigt, lattermildt Pigebarn.

»Paa mig?« Han vendte sig om. »Og hvad har De da tænkt?« Nu var det ikke mere en Samtale, men en Kærlighedsleg.

Fru Kruse brast i Latter:

»Det kan jeg ikke sige.«

»Jo vist!« Han fik fat om hendes Haandled.

Men Fru Laura, fuldkommen som et Gudebillede, stadselig som en Gallionsfigur, lo stærkere, trak sig baglænds, let vrikkende i Hoften, med Overlegemet skælmsk bøjet fremad »Nej, nej, nej,« sagde hun og spidsede Munden med pigeagtig Sødhed »Det kan jeg ikke sige Dem.«

Den Tanke kunde ikke lade Erik være rolig: at en Kvinde i Aasum havde tænkt noget om ham, som hun ikke turde sige. »Men hvad gør De dog, Menneske, Menneske dog!« udbrød hun med et ulykkeligt og forskrækket Ansigt, da Erik omfavnede hende. Hun gengældte dog hæftigt hans Kys, og Erik hviskede:

»Tak for Deres Blomster!«

Mens Solen gik ned paa en Himmel, der var gylden og rød sorn en Frugtgele, og mens et lilla Nedgangsskær lyste over den hvide Dug, sad Erik hyggelig bænket ved Fru Kruses Aftensbord og nød et Maaltid, hvor de første unge Grøntsager ude fra Haven var det bedste Lækkeri.

VI: De unge Piger.

VII: Foraars-Regntiden.

I Gaden overfor den gamle Kirkegaard boede Frøknerne Lund, som var Laura Kruses Søstre, og som hun næsten aldrig besøgte. Gaden havde krinklede Huse, ujævn Brolægning med blaa Sten. Og ved Foden af den gulrøde Kirkegaardsmur stod fine, grønne Græs, som Foraars-Regnskyllene havde gjort frodige.

Da Fru Kruse og Erik Kølby Klokken lidt over otte kom vandrende ind over den vanskelige Bro, var Himlen overskyet og blygraa, men genlyste endnu af et violetrødt Aftenskær. Luften hang tung og lunken over deres Hoveder; der faldt en Gang imellem en stor Regndraabe; uden Lyd af et dirrende Blad stod de høje Popler inden for Kirkegaardsmuren rankt imod Tordenmulmet.

Fru Kruse havde pyntet sig usædvanligt. Kjolen, hvis Slæb hun holdt op med venstre Haand, saa at et hvidt Skørt kom blændende til Syne, knirkede og bruste om hendes Fjed, om hendes yppigskabte Lænder og Skuldre. Idet hun traadte op paa Trappen til Huset med de smaa, blomsterfyldte Ruder, sukkede hun med en kort, skræmt Latter som et ængsteligt Barn: »Vi faar vist Torden - jeg er saa bange i Torden.« Erik stod neden for Trappen og saa hende stige op: fyldig, opstadset, i denne gamle, redelige Gade som en fremmed Fugl med pralende Fjær og med Fordærvelsen i Hjærtet - violetrød Fordærvelse - violetrød som Dagskæret paa Uvejrshimlen. Paa hendes Kinder brændte endnu Efterglansen af den farefulde Uro, hvori hun havde kastet sig ud, og hun vendte sig lattermild og forvirret med en hensynsløs Ømhed til det unge Menneske neden for Trappen:

»Men hvad staar De efter?«

Erik Kølby følte sig som denne svulmende, violetrøde Fordærvelses sorte Ledsager og Skygge, da hun rakte sin venstre Haand bagvendt ud efter ham, drog ham ind i den lille Forstue, hvor der knapt var Plads til to, hviskede: »Søde, søde!« og knugede hans Haand med Armen strakt stivt ned til Siden.

De bankede paa og kom ind i et Værelse, som ved en Portiere var skilt fra et andet Værelse, der vendte ud til Gaarden.

Den ældste Frøken Lund kom løbende inde fra den bageste Stue:

»Men Laura, har du ikke Manden med?«

Og Erik Kølby bukkede og smilte:

»Fruen har givet mig Fuldmagt i Stedet.«

Fru Laura begyndte at le dumt, men den intet anende Frøken tog Eriks Haand varmt mellem begge sine, kærtegnede den, mens hun sagde med sin gamle, sagtmodige Stemme:

»Velkommen, velkommen, Hr. Redaktør! det var da smukt af Dem, at De endelig vilde se ind til to gamle Damer. De kan tro, Sine og jeg har hver Dag megen Glæde af Dagbladet.«

Nu kom Sine styrtende frem med sin raske Stemme, der fyldte begge Stuerne:

»Goddag, Redaktionssekretær! ja De kan være vis paa, De har ingen bedre Venner end Hanne og mig. Naar vi kan komme til med det, siger vi: hvor Folk dog gider læse den grimme, dumme Aasum Avisl nej de skal holde Dagbladet, det er da et Blad med Aand, som de kan være bekendt at læse. Godaften, Søster Laura, hvor har du gjort af Kruse?«

Til Ære for Erik vilde Fru Kruse den Dag kun tale ondt om sin Mand

»Min Hr. Gemal,« sagde hun spydigt, »er saa overhængt med Arbejde. Jeg tænker, Hr. Prokuratoren kommer en Gang ud paa Aftenen.«

Hanne stille beundrende:

»Ja er der noget flittigere Menneske end Kruse? Søster, du har faaet en sjælden Mand«

Fru Laura:

»En flittig, pligtopfyldende Mand Ja jeg klager saamæn' ikke. Jeg savner jo hverken til Klæderne eller Føden ...«

»Aa fy, skam dig, Laura,« støjede Sine. »Du som har et saa mageløst Hjem! Da skulde du hellere tænke paa Hanne og mig: saadan to gamle Jomfruer, der aldrig har kendt til nogen Glæde! - Men vi er nu fornøjede med det lidt, vi har!«

Hanne:

»Aa saadan taler Laura altid Hun mener det ikke det mindste ondt. De skal saamæn' ikke tro, hun mener det, Hr. Kølby. Hun har jo ogsaa levet som en Prinsesse i sine Fjær, har Fløjls- og Silkegardiner med brede Læg ...«

»Ja som en Tyrks Kone,« spøgte Erik Kølby, - »Divaner med Purpurhynder!«

Fru Lauras Kinder blussede af Trods:

»Naturligvis faar jeg en meget bedre Behandling, end jeg har fortjent af min ... Mønstermand Jeg klager jo ikke.«

»Folk, som De og jeg, Fru Kruse, er Lykkens Skødebørn,« forsøgte Erik mæglende. »Foragt ikke de gode Slidere, som skaffer os Føden og Tid nok til vore ledige Luner.«

Men nu udbrød Sine, glad for Hjælpen:

»Aa ved De hvad, Redaktionssekretær, De lægger vist ikke Hænderne i Skødet, kender jeg Dem ret.«

Hanne:

»Nej det mener vi da alle sammen, at Redaktionssekretæren maa være en driftig, ung Mand - saadan han har sat Dagbladet i Gang, og alt det, han skriver!«

Fru Laura og Erik havde faaet Overtøjet af Det var snart helt mørkt, men hun vilde ikke tillade, at der blev tændt Lys. »Nej, nej, nej,« bad hun med sin korte, halvt ængstelige Latter. »Lad os sidde i Mørke. Jeg holder saa meget af Mørke.«

Hun sad ved Siden af Erik, en moden, stadselig Frue og en velklædt, ung Mand, i de gamle Jomfruers Sofa. Og mens de to gamle Piger førte en Snak, der var saa larmende brav, fri for alle Bagtanker, trykkede den pyntelige Fru Laura sig, saa nær det lod sig gøre, til Erik, og den unge Journalist talte med halv Stemme dobbelttydige Ord, der klang som fra en fremmed, sær og spydig Verden. Imidlertid kom Tordenen nærmere; det lynede Glimt i Glimt. Et Tordenbrag lød endelig ganske nær som en Mine, der sprænges, og der faldt en Regn, som knistrede hæftigt mod de smaa Ruder.

Fru Laura klagede sig og trykkede Hænderne mod Ansigtet:

»Gud, Gud, hvor det lyner. Nej, ikke tænde Lys. Jeg er jo slet ikke bange.« Og hun traadte febrilsk Erik paa Foden.

»I den Regn kan din Mand da ikke komme,« sagde Hanne og skottede til Vinduerne.

I det samme pløjede et Lyn ned og oplyste Potteplanterne i Vindueskarmen og Poplerne og Kirkegaarden, et dundrende Skrald pressede sig gennem den lille Gade, og mens de gamle Frøkner stønnede af Angst, klamrede Fru Kruse sig i Vildelse til Erik.

»Gud, Gud, hvad skal vi dog gøre?«

»Vogte os for Fejltagelser, Fru Kruse!« sagde Erik med dristig høj Røst og gjorde sig læmpelig fri for hendes Omfavnelse.

Frøknerne Lund hørte ikke for Skræk

Lidt efter var Tordenen allerede trukket over, men Skylregnen blev ved

»Der bliver frisk og dejligt ud over Engene i Aften, naar De gaar hjem,« sagde Erik

»De følger mig vel hjem, hvis min Mand ikke kommer?« hviskede hun.

Men Erik havde rejst sig og gik utaalmodig frem og tilbage.

»Man forkøler sig let i Duggen,« sagde han højt og roligt.

... Der blev tændt Lys i Stuen bag Portieren. Sine gik derinde og raslede med Kaffekopperne. Man hørte Vandet synge i Maskinen. Lidt efter skulde de ind at drikke Kaffe. Fru Kruse var hed og urolig, lo nervøst og korn forkert fra al Ting. Og mens de sad ved Kaffen, begyndte hun og Søstrene et lille Krydsforhør over hans Liv og Sædvaner, og hvem han traf i Pensionatet, hvilke unge Piger.

De to gamle Søstre blev livlige og nysgærrige og fortalte ham, at de unge Piger gik Spasereture til Lunden for at komme igennem Langegade og kigge til Kontorvinduerne. Om han ikke vilde forlove sig? Og med gamle Damers Skælmeri nævnte de forskellige unge Piger.

»Unge Piger,« sagde Fru Laura urolig. »Den aandfulde Erik Kølby skal da ikke tage en af de smaa Dukker her fra Byen. Jeg tænker mig: naar De skal elske, vil De vælge én med Aand.«

»Ja hvad er Aand?« spurgte Erik som en tvivlende Pilatus. Han sad saa hyggeligt foran den hvide Dug ved sin Kaffe og Kognak, udspurgt og smigret.

Fru Laura lo kort og stødvis som altid, naar hun var forlegen for et Svar. Hun støttede Albuen paa Bordkanten med det halve af en Kage i Haanden, nippede en Gang til Kaffen og sagde famlende:

»Jeg mente ... jeg vilde sige ... Naar en ung Pige er atten Aar, ved hun ingen Ting og er bange for det mindste. Jeg var en rigtig, lille Gaas ... jeg vilde i alt Fald ikke have forstaaet at elske en aandfuld Mand Men en Kvinde med Aand - hun ...«

Fru Kruse forstummede, men hun traadte ham hemmeligt over Foden med en Iver og Hengivenhed, bedre end Ord Og Erik sagde:

»Ved De, hvad jeg sætter mest Pris paa hos en Kvinde? - at hun kan blive forelsket! Er hun flink og sød og naturlig, bringer hun min Aand en Berigelse, som overgaar al Aandrighed.«

Frøknerne Lund faldt ind med et samtykkende Kor.

Men nu var der noget dristigt, som den spørgesyge Frue vilde udfritte ham om. Hun sad og gestikulerede med sin halve Kage, blev ganske ungdommelig af Ubehjælpsomhed og kunde saa tilsidst ikke dy sig for en let Fnisen:

»Har De aldrig været forelsket, før De kom til Aasum - jeg vil sige: om De har begaaet noget?«

Det havde spændt Fru Kruses Nysgærrighed, at Erik altid undveg slige Spørgsmaal.

»Begaaet noget?« sagde nu Erik, løftede sig af Overraskelse en hel halv Alen i Stolen og lod sig atter glide ganske langsomt ned

»Ja, ja, ja!« Fru Laura lo. »Elsket! begaaet noget!«

»Elsket - begaaet noget?« gentog Erik med spøgende Eftertryk.

Nu brød Sine ind med sin raske Røst:

»I Aasum begaar man ikke noget. Det skal man nok passe. Men Laura er nysgærrig for, hvad saadan en Københavner kan have paa Samvittigheden -?«

Men Erik, der ikke kunde fremstille sig som Helt i nogen intim, københavnsk Roman, lagde Haanden forsikrende paa Brystet:

»Da maa De tro mig, jeg har aldrig forført nogen Ægtemand til at løbe bort fra sin Kone.«

»Ja men Konen, Konen!« lo Fru Laura og traadte ham over Foden.

»Konen?«

»Aa De skrækkelige Menneske! De forstaar mig godt. Jeg mener, om De - saadan en Frihedsmand - aldrig har elsket ... lige som Sydlænderne?«

»Jeg har aldrig været i Syden.«

»Jo spansk Elskov,« sagde hun, og han mærkede igen Trykket af hendes Fødder.

Men paa Eriks Ansigt gik Smilet over til en sur Grimace.

»Nej den har jeg ikke kendt,« sagde han. »Men da jeg var i Ægypten, opførte jeg mig ganske som Josef«

Den ældste Frøken Lund tog hans Svar bogstaveligt og begyndte paa sin rare Maade at rose ham for hans Moral.

Fru Laura saa derimod ud som en Dronning, der har vundet et Slag; hun kastede Blikket omkring med smilende, sejerstolt Drilleri:

»Den dumme Josef.«

»Ja var han ikke dum?« sagde Erik og lagde sig tilbage i Gyngestolen, mens han vuggede let som for at gøre sin Stemning legende. »En yndig, moden Frue styrter lige i Armene paa ham. Og saa viser det sig, at han er en Jøde og tror paa en Sjæl - som De ved, Jøderne gør, Fru Kruse. Alle Elskovens Vidundere baade paa spansk og ægyptisk falder i hans Hat som ved et Hexeri. Men han troede paa en Sjæl. Og saadan er den israelitiske Kræmmernatur, at han skal vende og dreje Sjælen tyve Gange, inden han sælger den.«

»Men De tror jo ikke paa Sjælen. De har sagt, at De er Fritænker.«

»Der er mange Slags Sjæl. Men det er ikke mig selv, jeg taler om. Jeg er ingen Josef og tiltror ikke mine skøre Kræfter en Dyd, som en Profet er bleven Profet paa. Jeg taler blot om Josef, og hvor ilde han bar sig ad Josefferne skal altid sjakre saa længe med deres Samvittighed. Han havde jo blot at bestige Fruens lette Gondol - den dumme Josef - og ro ud hvor det gnistrer af Stjærner. Natten, hvor der elskes og myrdes! Gudskelov, at man aldrig har rørt ved Ærmet af en Fru Potifars Mantille. For det er vist usundt at gaa i Mosen om Natten uden Forlov, at vente og ikke vide, om maaske Konen kommer eller Manden ... ligge ødelagt paa Græsset midt i Duggen.«

»De er vist sværmerisk, Redaktør!« sagde Sine.

Pludselig begyndte Erik at gøre Nar ad sig selv:

»Nej, Frøken Lund, jeg er blot en Dansker, som er bange for det tragiske ... det opslidende ... Hjærternes Ufornuft. Vi har det dog bedst i vore egne, smaa Stuer med vore egne, smaa Blomsterpotter.«

»Blomsterpotter ?«

»Aa ja, jeg vrøvler. Jeg mente de unge Piger: dér gror ikke andet, end hvad der skal gro.«

Fru Laura lænede sig lidt krænket tilbage i Stolen. Erik blev ved paa sin legende Maade:

»De skal ikke foragte de stakkels smaa Potteplanter, Fru Kruse! sølle, søde Væsner, som alle venlige Guddomme har forladt, og som umuligt kan faa en rimelig Tanke ind i deres omhyggelig mishandlede Hjærner. De bliver fejende Fruer med Tiden.«

»Er de da saa slemme, Redaktør?« indvendte Sine.

»Men nu kan jeg slet ikke mere forstaa Dem,« sagde Fru Kruse mut. »Hvad Glæde kan en aandfuld Mand have af saadan én?«

»Jeg er vis paa, Fru Kruse, at ingen Fru Potifar kan sige det Navn, bestaaende af fire Bogstaver: E-r-i-k, som en ung Pige kan det. Og hvad Glæde er der ved en Dame, som er saa aandfuld, at hun ikke behøver min Aand? Men se: en ung Pige hun klæder sig i en Foraarsdragt saa lys som en Bøgeskov, hun finder i sin Hjærnes og sit Hjærtes store Hjælpeløshed aldeles meningsløst en uhyre Glæde ved at gaa i Skoven og plukke Bøgegrene ... finder en ufattelig Glæde ved alt det, der er intetsigende kønt. Og kommer da en ung Fyr og vil hjælpe hende med at plukke Bøgeblade, sukker hun overtroisk med sin spinkle Røst som Gulnare til Aladdin:

Est du en hellig Engel, som Profeten

har sendt mig til min Redning, skønne Yngling?«

Nu havde Erik rejst sig fra Gyngestolen og gik med Hænderne i Lommerne frem og tilbage. Han havde bestandig talt spøgende, og han smilte endnu som for at bede Selskabet ikke tage hans Ord alvorligt op.

Da han igen satte sig ned, blev han længe siddende uden at sige noget.

Midt paa hver af Fru Lauras Kinder begyndte en lille, dunkekød Plet atter festligt at blusse. Hun flyttede sig uroligt paa sin Plads, saa' snart paa Uret og snart paa Erik. Og med et var Erik forelsket paa ny, besat af forvoven Beslutsomhed og øm Forvirring.

»De har noget fredløst over Dem, fru Kruse,« smilte han.

Laura rejste sig helt lysende af Forventning om et Stævnemøde. Hun talte i korte Sætninger:

»Klokken er mange. Nu maa jeg hjem. Min Mand kommer ikke. De følger mig vel, Hr. Kølby?«

Og Erik Kølby rejste sig med det samme.

Men netop nu hørte man nogen tørre Fødderne af ude i Forstuen. Og Kruse kom ind, missede mod Lampen med sine store Satyrøjne og hilste.

»Naa Erik er her,« smilte han glad genkendende, venskabelig spydigt. »Saa har min Kone jo haft det Selskab, som er hende kærest.«

Fast, forstaaende gav han Erik et lille Haandtryk: »Godaften Erik!«

Denne Tryghed, mandige Overbærenhed; der bar Mærket af en ubekymret, dybere Klogskab, end Møl og Rust og Kvindeluner kan fortære, beskæmmede Erik, som ikke følte Trykket af sin Synd, men af at have opført sig meget underlegent over for en virkelig overlegen Mand Og dog skiltes han tilsidst fra Fru Kruse ude ved Kirkegaardsmuren med et hæftigt Haandtryk.

Over den vaade By laa en lys, liflig Silkeluft, hvori en blændende gylden Maane svømmede som et forelsket Barn. En Luft, saa lindrende, som følte man, at nu kunde alle Kilder frit strømme og alle Planter frodig grønnes. I denne søde Nattekølighed blev Erik siddende for aabne Vinduer og udøste i nogle Vers den Trang til brændende Farver, som mere end noget andet havde gjort ham til Fru Kruses Elsker.

VIII: Fribytter.

Erik havde afbrudt sit Forhold til Fru Kruse.

En Eftermiddag, da Kirkeuret netop slog syv og Erik Kølby var kornmen hjem, stak Sagfører Kruse Hovedet ind ad det aabne Vindu:

»Naa der sidder han og læser!«

Erik gik hen til Vinduet og rakte ham Haanden:

»Goddag, kom inden for!«

Kruse tog blot hans Pegefinger og rystede den:

»Tak som byder. Nej jeg kom for at faa Dem med mig. Jeg tror, min Kone har lidt Kræs til Aften, og saa mente hun, at Erik ogsaa skulde ha' godt a'et.« Sagføreren lo med den venskabelige Overlegenhed, som samtidig havde noget smigrende. »Hun mente, at Barnet kedede sig og aldrig fik noget at spise. Vil De med? men jeg maa sige Dem, at jeg skal til Generalforsamling i Haandværkerforeningen Kl. halv ni.«

»Jeg er ogsaa lovet ud halv ni,« sagde Erik Kølby, tog sin Hat og fulgte med ham. Undervejs talte de om Byraadsvalg og Politik.

Fru Kruse lukkede op for dem.

»Her har jeg Erik til dig,« sagde Kruse.

Hun rakte den unge Gæst Haanden med en tavs Venlighed, hvori der laa noget afdæmpet, taalmodigt, næsten moderligt, noget, der kastede et sjældent Skin af vag Elskelighed over hende. Hun havde en Kjole af askeagtig Moirée, hvis Fløjl- og Silkeopslag skiftede mellem dunkelblaaligt og dybt graat.

De tre satte sig til at spise Duer og drak Rødvin. Fruen lagde de bedste Stykker paa Eriks Tallerken, Manden skænkede Vin og lokkede med smigrende Drilleri Eriks Veltalenhed paa Gled.

»Hvor skal De saa hen i Aften, Erik? Jeg skal sige Dem, min Kone vilde gærne beholde Dem. De skulde sidde som en Page og læse Vers for hende.«

»De skal ikke tro det,« lo Fru Laura forlegent. »Det er blot noget, Kruse siger. Jeg ved ikke, hvordan han kan finde paa . . .«

Kruse, slikkende et Ben:

»Sig os, hvor skal De saa hen?«

Erik:

»Ud at fri!«

Fru Kruse højt forskrækket:

»Det er da vel ikke sandt?«

Erik:

»Nej, det er det ikke heller. Jeg skal hen i Guldsmed Thorkildsens Have. Der kommer den unge Bande.«

»Og Frøken Margrete?« spurgte Kruse.

»Naturligvis.«

Fru Kruse:

»Den blege Købmandsdatter. Gud, hende vil De dog ikke have?«

»Hvorfor ikke det ?« spurgte Erik lurende.

Fru Kruse forlegen:

»Ja jeg kender naturligvis ikke . . . Men alle Folk siger . . .«

Kruse afbrydende:

»Du maa ikke tale ondt om Margrete. Det er vist en flink, ung Pige - rank og brillant, ikke sandt, Erik?«

»Som en Domkirke!« sagde Erik Kølby og løftede sit Glas.

Fru Laura lo tvungent, og Kruse tog sit Glas:

»Naa Skaal da, Erik.«

Da de havde spist, gik Sagføreren bort for at klæde sig om. Erik sad foran Klaveret og søgte, mens han talte med Fru Kruse, at oplede nogle Akkorder.

»Vil De virkelig forlove Dem?« spurgte hun.

»Det ved jeg ikke. Maaske!« svarede Erik, stadig drillende.

Men Fru Laura Kruse fortsatte venlig og dæmpet:

»Blot De ikke gør noget, som De siden maa fortryde! - Hvorfor behøver De da at forlove Dem?... naar der er en Kvinde, som elsker Dem og frit vil være Deres!.. Jeg synes, det er dumt.«

Hendes Ord understregedes af en Famlen, som næsten gav hende en ung Uskyldigheds Ynde. Der udstrømmede fra hendes Væsen noget blødt og kærlighedsfuldt, noget, der var finere end disse praktiske Kvinde-Ord, og Renheden, Godheden, som han skimtede paa hendes Pande i Stuens bløde, skyggende Halvmørke, forundrede ham, lokkede ham som noget nyt. Den majestætiske Frue havde virkelig faaet et Glimt af øm, selvopgivende Skønhed og lignede en hvid Offerdue - en Offerdue for en urimelig, ugengældt Kærlighed.

Men Erik svarede uden at lade sig røre, halvvejs forbitret over denne den ældre Kvindes Erfaringsmæssighed:

»Hvorfor jeg behøver det, siger De? De ved man gør allerhelst det, som er unødvendigt. For Resten har jeg endnu aldeles ikke drømt om at forlove mig ... Skulde jeg en Gang gøre det, skal jeg love Dem ikke at fortryde det Jeg ønsker ikke mere at gøre Ting, som er værd at fortryde.«

Den sidste Sætning blev sagt med Streg under.

»Men hvorfor fortryder De?« sagde Fruen mildt »Kruse er ikke skinsyg.«

Erik anslog en skarp Disharmoni og rejste sig:

»Lige Børn leger bedst, Fru Kruse.«

Fru Kruse stod støttet til Ryggen af en Gyngestol.

»Men De maa ikke tro, jeg siger det for andet end for at raade Dem, det bedste jeg kan,« forklarede hun. »Jeg syntes kun, at det vilde være saa sørgeligt, om De skulde gaa hen og kaste Dem bort ... Jeg taler slet ikke for min egen Skyld. Jeg har faaet noget, som gør, at jeg ikke behøver Dem mer.«

Og op af Lommen trak hun en Apothekeræske.

»Maa jeg se?«

Erik udstrakte Haanden. Men Fruen undveg ham, flygtede baglænds med sin Æske under lette, skælmske Legemsbugtninger som den første Dag, da han vilde holde hende fast.

»Det er Morfmpiller,« sagde hun; »de gør slet ingen Skade. Jeg har lidt saa skrækkeligt ved at tænke paa Dem. Men blot jeg tager af Pillerne, falder jeg dejligt til Ro.«

Saa snart Erik hørte Forklaringen, tabte Forfølgelsen sin Tillokkelse for ham. Han lod hende beholde Æsken, stak Hænderne i Lommen og gav sig, mens han slentrede omkring i Stuen, til at spøge over de moderne Fruers Extravagance. Det dér Skaberi! - tænkte han - en Morfinhistorie! Men hvor rørende barnlig hun dog stod der og værgede om sin sidste Tilflugt, Æsken!

Straks efter kom Kruse og var færdig til at gaa. Erik tog sin Hat og fulgte ham. Under smilende Galanteri og mange høflige Buk tog Erik en spøgefuld Afsked med Fru Kruse, som fulgte dem til Dørs, hvorefter han sorgløst sprang ned ad Cementtrappen.

Inde i Byen traf han Vilhelm, og de fulgtes ad til Guldsmedens Have. De to unge Mennesker gav sig, som de gik, til at tale om Fru Eva Holst - den skælmske, musikalske Fru Eva, der dukkede op for dem ved hver munter Begivenhed i Byen, men altid paa lang Afstand.

»Det er mærkeligt at tage om den Kone, naar man danser med hende,« sagde Vilhelm med et Par forundrede Øjne. »Har du ikke lagt Mærke til det? hun bliver ved at dreje sig, mærkværdig aandsfraværende dreje sig, som var der et Urværk inden i hende.«

»Ja man maa danse, som hun vil,« udmalte Erik »Hun kan ikke komme ind i nye Baner.«

»Ja men saa det stille Smil, der aldrig forsvinder fra den Kones Ansigt. Naar man taler til hende, ser hun saa smilende ud Men hvis man faar i Sinde at gøre hende et Spørgsmaal, har hun aldrig hørt, hvad man har sagt.«

»Hun faar én til at tænke paa det, de gamle kaldte Dødedansen; hun drejer sig som en lattermild Dødedans - eller som et Møllehjul, man faar Lyst til at styrte sig i.«

»De Skuldre, hun har!« sagde Vilhelm med de samme forundrede Øjne.

Det var ikke mere end tre Dage, siden »den unge Bande« havde holdt et lille Bal ude paa Strandfryd: syv Herrer og Damer og mellem Damerne Fru Eva.

»Men Margrete Juel er ogsaa en storartet Danserske,« vedblev Vilhelm.

»De ligner jo hinanden,« sagde Erik i paataget let Tone.

Vilhelm tog ham imidlertid paa Ordet.

»Ja er der ikke noget af det samme stillestaaende Grinebideri hos dem begge to?« foreslog han, »- skønt der er Dage, da man ikke kan faa et Smil af Margrete Juel! Et mærkværdigt Pigebarn; til andre Tider er hun saa ustyrlig overgiven, at man staar som et Mæhæ og ikke tør lege med F. Ex. paa Sangforeningsmaskerade i Vinters, før du kom til Byen. Margrete som Jægerpige; ikke Kjole længer end til Knæene! Saa snart man viste sig i Døren, kom hun sammen med Kusinerne farende imod én. Hun var ellevild. Aa - den Dragt!«

Der undslap Vilhelm et lille, mandfolkeagtigt Suk, mens Erik gik og var skinsyg paa Vennen og beklagede sig selv, der maatte nøjes med allehaande ædle og storstilede Følelser over for Margrete Juel.

»Du havde hende jo til Bords paa Strandfryd,« spurgte nu Vilhelm. »I fik vel talt en Mængde sammen?«

»Aa ja... det vil sige: først paa Hjemvejen. Jeg ser endnu det højtidelige Øjeblik. En Landevej med Popler, mørk Natluft; en lille bitte Draabe Daggry drypper ned i Fjorden. Syv unge, hjemspaserende Par. Somme af os bar endnu den Rose, vor Borddame stak os i Knaphullet ved Desserten. Jeg havde hængt min Overfrakke over Skuldrene paa Frøken Margrete, for at hun ikke skulde fryse; og hun gik stille, stolt, nærmest ved Poplerne. Du har jo selv set det. Jeg i Balkjole, bar Figur, med én Haand dybt nede i Baglommen, den anden inde paa Brystet, opkogt, behagelig træt af Dansen ... kort sagt Situationens Herre! Og saa sagde jeg til Pigebarnet, som gik og frøs under min Overfrakke: »Frøken Margrete, er det ikke trist? Her spaserer nu vi unge Folk, Par og Par, og det er saa megen Glæde at være sammen. Men hvis De og jeg fik Lyst til at foretage Ture, hvorhen vi vilde, ganske simpelt og ligefrem, hvorfor kunde vi da ikke gøre det som to Venner? Hvad har det egenlig at sige, at De er Kvinde og jeg Mand?« - »Det vilde Mo'er ikke synes om,« sagde hun automatisk og saa' henad Vejen, hengivende sig i en tung, men ubrydelig Skæbne. Jeg bliver ved: »Frøken Margrete, hvorfor skal en Kvinde og en Mand vandre om og betragte hinanden som Ting, der ikke maa røres. Vilde noget være naturligere, end om man - naar man en enkelt Gang kom i Stemning til at kysse en ung Dame - virkelig kunde give hende det Kys, uden at der skulde laves Forlovelser og sendes Kort. Vilde det ikke være uskyldigt? Hvad siger De?« Pigebarnet frøs og sagde »Ja!« Af Hensyn til de seks andre Par paa Vejen kunde jeg ikke prøve, hvor vidt den stille Indrømmelse var ment Jeg sagde - med en forsvarlig Hjærtebanken -: »Men hvis jeg nu vilde kysse Dem?« Og hvad svarer da Frøken Karen Margrete, hengiven i sin Skæbne? »Det vilde Mo'er ikke synes om.« Eller det var i alt Fald saadan noget med Moer. Uh! denne store, imponerende Pige! Nu begyndte jeg at drille hende; hun bøjede kun sit Hoved ydmygt og sagde, at hun - Enkens Datter - aldrig gjorde noget, som hendes Moder ikke vidste eller syntes om. Hun mangler hvert Gran af Energi. Det er meningsløst at være forelsket dér. Men hvorfor siger jeg alt det til dig, du, som selv spaserede med hendes lille Kusine. Du betror jo ikke mig noget?«

»Det er, fordi der ikke er noget at betro,« sagde Vilhelm halvt mismodig. »Jeg oplever aldrig saadan som du. Hendes lille Kusine er sød, rasende sød Og det var rart at gaa med hende under Armen, grumme rart... men der var egenlig ikke noget, man kan huske bag efter.«

»Tror du for Resten,« spurgte Erik, »man kunde være sikker paa, at man ikke vilde gøre et saadant Aasum-Pigebarn Fortræd, naar man tog sig for at kysse hende, med hendes eget Samtykke? Vilde hun ikke tage det altfor alvorligt?«

»Aa det kunde de vel ikke dø af,« mente Vilhelm. »... Har Fotografen fortalt dig Historien med dit Portræt?«

»Nej! - Naa?«

»... at han forgangen viste det til Margrete og Kusinerne, og Margrete snappede det og vilde ikke aflevere det igen.«

»Ja saa! Det vilde vist Moer ikke synes om.«

- - De stod nu udenfor Guldsmedens Hus, hvis Vildvin blafrede og sladrede i den begyndende Sommeraftens Blæst. Paa Gadehjørnet ved Husgavlen var en køn, ung Tjenestepige, barhovedet, med sit Sjal flagrende for Vinden, standset for at aftale Stævnemøde med en skægløs, forelsket Fyr. Oppe over Vildvinen og Gadens Tegltage aabnede sig en forkommen, blegblaa Himmel, sølvsart, plettet af drivende, hvide Silkeskyer. Og Vildvinen og den fint svømmende Luft vinkede éns Drømme som til Stævnemøde, vestover, mod den yderste Grænse mellem Dag og Tusmørke, hvor grønne Træer bruser mørkt og vidunderligt, og hvor blaa, ubegrænsede Luftstrøg gennemisner et ung Menneskeblod med deres Sødme, deres Skønhed og Kulde, deres altfor luftige Dejlighed.

Gennem Huset med Vildvinen førte en brun, gammel Port ind til en Gaard med blaa, dansende Stenbro, hvor en Sværm Duer holdt Aftensmaaltid. I en to Etages Bagbygning med mønjerøde Stolper aabnede sig en ny Port, og de gik endelig ned langs et lavt Stakit, som førte ind til en smal, langstrakt Have. Paa alle Sider standsedes Udsigten af frønnede Plankeværker. Vilhelm vidste Vejen. Han aabnede Laagen til Haven, og de skimtede nede foran et Lysthus af Klematis en lille Klynge unge Mennesker, som samtalede dæmpet i den blege Aften.

Katinka Thorkildsen slog glad Hænderne sammen: »Der kommer Prokuratoren og Erik Kølby,« og løb dem i Møde henad de snævre Stier mellem Bede med Maske- og Læbeblomster, der prangede røde og blaa i Skumringen.

Klyngen foran Lysthuset lod sig ikke forstyrre i sin Snak. Fotografen laa mageligt paa to Stole og var veltalende. Ved Siden af ham sad Elise Thorkildsen med korslagte Arme, knejsende, optagen af Samtalens Æmne, mens Kristian Juel laa tilbagelænet i en svajrygget Havebænk med sin Merskumspibe og lo højt. Paa Kanten af samme Bænk sad Selskabets unge Aristokrat og Dandy, Arendsdorf, ret op og ned og lo smaat. Men Margrete Juel sad for sig selv paa en Stol yderst i Kredsen, iført Jaket, Hat, Traadhansker og lyttede i Tavshed - som en Gemse paa Spring. Hun var slank, sommerlig klædt, med kyske, hvide Strømper i sorte Lædersko - slank og kølig og tavs. Det saa ud paa Arendsdorfs fine, underfundige Ansigt, som om han forberedte en Kærlighedskrig imod hende.

Da Erik og Vilhelm kom, rykkede det unge Selskab ind i Lysthuset. Kun Fotografen blev liggende paa sine to Stole foran Indgangen og fortsatte uforstyrret selvglad sine Betragtninger over Mennesker og Ting. Frøken Elise sad ved Siden af ham og gav Agt paa alle hans Tanker, og skønt det var helt lyst, hvor han laa, lagde han uforfærdet sit Hovede i hendes Skød og fortsatte sin Tale med dobbelt tryg Selvbevidsthed

Ogsaa Erik Kølby lod sig friste til Magelighed Han strakte sig, saa lang han var, paa den inderste og mørkeste Bænk i Lysthuset, spurgte, om han maatte lægge Hovedet i Margrete Juels Skød, og med det samme, uden at afvente Svar, lagde han sit Hoved der. Han strakte og vendte sig paa Bænken og lagde Hovedet endnu bedre til rette. Hun sad stille og fandt sig deri, ja hun mærkede, at han ganske svagt kyssede hendes Haand, og hun fandt sig deri.

Vellugten fra hendes unge Skabning var sød at indaande som fine, modne Æblers Duft, og at lade sine Læber let berøre hendes Haand var en ridderlig Dristighed og en gylden Lykke. Og hun fandt sig deri, skønt hun vidste, at det unge Menneske kun vilde kysse ...

IX: Rose - Dugg - Nattergal.

Erik kommer hjem en Aften efter at have været i Selskab med Frøken Margrete Juel.

gentog han endnu, mens han ved Midnat drejede ind i sin maanelyse, gamle Gade.

Han havde løbet derude paa Poppellandevejen i Maaneskin, husket disse Aarestrupske Ord og endnu mere Margretes Haandtryk, mens Fotografen blev ved at prædike for ham med sejg Utrættelighed Som Erik var opfyldt af de højeste, stolteste Tanket, har Fotografen med sin Fornuft og Sædelighed bidt sig fast i Benene paa ham lig en nidkær, lille Hushund Men Erik Kølby havde sejret - havde med glad Kraft løftet den kortbenede Fotograf højt op og sat ham ned i den duggede Landevejsgrøft, for at han der skulde erkende, hvor meget den sande Kærlighed er Moralen overlegen.

Aa hun var fin og fejr og fjærlet! Og hun var sommerlig, svej, sivslank og sølvsart! Og hun var alle de morgenfriske, dejlige Ord, der begynder med r: Rose, rød, rossignol, rosée, roseau!

Og hun var Sulamith og Solveig. Og hun var den sandgule Ørkens Barn i hvide Klæder mod en dybblaa Himmel.

Men i sin maanebelyste, gamle Gade mødte Erik Kølby to Mænd

Endnu flere Prædikanter! - Skal en Forelsket da møde lutter døve Violiner? Skal han da møde eneste Folk med Meninger, men aldrig en hellig Sjæl, som forstaar Trylleordene Rose - rossignol - rosée! Endnu flere døve Violiner! Trives der kun Tisler, men aldrig Blomster og Toner?

De to Mænd, han mødte, var hans Nabo, en skikkelig Smaahaandværker, og Naboens Søn, en teologisk Kandidat, som nylig var kommen hjem paa Besøg. Faderen var en af Aasums gamle Oppositionsborgere, som omfattede Erik med beundrende og bekymret Kærlighed Han var religiøs vakt. Sønnen var Demokrat og Tilhænger af den indre Mission, en tam Bulbider, der troede sig nødsaget til at sige Folk Sandheden med Skarphed og Fynd og Selvbehag og god Tro. Og den brave, gamle Faders Stolthed over Sønnen er uendelig som de Savn, han har paalagt sig selv for at gøre en teologisk Kandidat ud af ham. Faderen er saa blid, som Sønnen er kantet. Altid naar han møder Erik, tager han hans Haand i sin bævende Haand, ser paa ham, som vilde han gærne sige ham et af de Troens Ord, der ligger ham inderst paa Hjærte, faar næsten Taarer i Øjnene, men faar ikke Ordet sagt ... Efter at Sønnen er kommen hjem, har de en Aften med Liste lokket Erik Kølby ind i deres Stue, for at han skal overvære et Bønnemøde. Véd den første Nævnelse af Guds Navn er Erik flygtet langt bort.

Langsomt vandrede de to Mænd, Fader og Søn, gennem den lyse, stille Gade, rygende deres Piber og talende sammen om Kirkehistorien. Sønnen sværlemmet, i sin graa, daarligt syede Dragt, den lille, gamle Fader i sin hvide Arbejdskittel. Det er som to Filosofer i en græsk Buegang. Sønnen udvikler med lærd Anvendelse af latinske, græske, hebræiske Ord, som han oversætter, de forskellige, kristne Trosretningers Historie og Spidsfindigheder fra de ældste til de nyeste Dage, mens den hvidklædte, lille gamle Fader hører til og stundum fremfører et beskedent Spørgsmaal. Det er vel det mindste af den lange Forklaring, den skikkelige Smaamand fra Aasum forstaar, men hans Lykke og Stolthed ved at lytte efter er maaske endnu større end Sønnens Behag ved at tale.

Mens den gamle Haandværker et Øjeblik gaar ind for at forny sin Pibe, træder den teologiske Kandidat hen til Vinduet, hvor Erik Kølby har lagt sig, stirrende ud paa Gaden og Maaneskinnet. Erik er optaget af Mindet om en ung Kvinde - en Personlighed - som løfter hans Tanker op i høje, ukendte Kredse. Og han tænker samtidig en ganske anden Tanke: at han kunde have Lyst til at vinde en Simpelhed som Redaktør Froms, blive jysk og leve midt i Folket.

»Naa dér ligger De og drømmer!«

siger den teologiske Kandidat med den paa én Gang dømmende og milde Forstaaelse, et større Syn giver. Ordene kommer som fra fjærne, svimlende Højder. Men netop ved denne Fjærnhed i Stemmen, hvormed han gør Erik til en Dr-rømmer, er der noget, som forskønner Ordet, saa Erik husker paa: Rose - Dugg - Nattergal! rose - rosée - rossignol!

Og atter kommer Faderen ud, og atter gaar de to troende Mænd op og ned i den lille Gade i Maaneskin. Rose, Dugg, Nattergal forsvinder for de græske og latinske Ord, der er nødvendige for at forklare Guds Førelse med Menneskene. De to derude - den stærke Søn i sin graa Dragt, den lille gamle Fader i sin hvide Arbejdskittel - tænker i den drømmefyldte, stille Nat alene paa Evighedens Visdomme.

X: Sommerfred.

XI:Uvejrsaften.

En uvejrsgraa Aften, da Alleernes Trær forpjusket vendte deres Blade snart ud, snart ind for Vinden, kom Erik nedslaaet og utaalmodig hjem i sin Stue.

Han blev siddende i Mørke, fuld af ubestemt Forbitrelse. I det dunkle Rum skimtede han kun nogle Dynger af Bøger og Papirer paa sit Bord Og det var ham i dette Mulm velgørende at hengive sig til en Fordømmelse af alt i Aasum.

Hele hans Liv her forekom ham flovt, udvendigt, ubetydende. Ingen Kærne, ingen Stemning var der, hvori man kunde bore sig til Bunds. Alt var saa massivt som selve Gadernes Brosten, saa helt igennem stofligt, ude af Stand til at modtage eller meddele Bevægelse.

Til hvad skulde man kunne hengive sig, i hvad udstrømme sin Sjæl, der trængte til langt finere og mer særegen Anspænding ...

Kæmpe for Friheden, Grundloven, Arbejderne ...

Aa det var meget skønt, og det var ham en virkelig Lidenskab.

Men det var ham saa stort, saa rummeligt og tomt næsten, fordi hans særegne Jeg, der havde sit Krav paa at udfoldes i sine vidunderlige og uberegnede Glæder, ganske forsvandt deri.

Han følte Jorden under sig som en Kugle af Sten, Menneskene omkring som hedenske Skabninger af Sten. Han kunde tænke sig de voldsomste, forbryderske Handlinger udførte mod disse Omgivelser, der jo ikke var af Liv, men Sten.

Og man kunde ikke glemme Forstenelsen, ved at beruse sig eller søge til Kvinder - Kvinder, hvis Kærtegn selv var ganske enkelte, havde denne Stenhaardhed.

»Kære Margrete Juel! du er saa skør og fin,« hviskede Erik.

Og han kom til at tænke paa slanke Træer, der stod der ude og snart blottede den ene, snart den anden Side i Aftnens Blæst, mens deres Blade sladrede som Tunger, der tørster efter Væde.

Saadan tænkte han Margrete slank og fin, tørstende efter hans Kys.

Og han tænkte, at for at være ædel og værdifuld burde man saaledes være skrøbelig, tørstende efter en Hengivelse, der gør endnu skrøbeligere, og begravende sin Sjæl i Stemning som i en Seng af Blade.

Han fornam fra først alt dette i dunkle, søde Billeder - men Margretes Skikkelse blev tydeligere for ham, Forsteningen opløstes, og han havde glemt al Vrede.

XII: Bort fra Aasum!

Ved Middagstid en Lørdag tog Erik til Silkeborg for at kunne give Beretning hjem til Bladet om et stort Folkemøde samme Eftermiddag. Om Søndagen skulde der atter være Fest i Silkeborg, Skyttefest med mange Foreninger og Faner. Men da skulde Erik rejse til Himmelbjærget i Følge med urige Venner og Veninder, som vilde komme fra Aasum. Erik fandt sig saa vel efter Jærnbanefarten, der havde lagt disse Mile mellem Aasum og hans rejsefærdige, uendelige Jeg. Det var en tør, solbeskinnet Blæstdag, og med vidtaabne, nyhedsgraadige Øjne inddrak han Synet af den lille, indtil nu ukendte Købstad, omfavnet som den var af tætte Skove, og over hvis Tage de store Trær syntes at bøje deres Hoveder brusende, drømmende.

Han havde et Par Timers Fred, før Mødet begyndte. Og han gik ind paa Kirkegaarden, hvor der mellem Graves gamle Marmortavler og Jærnkors var Ly for den solvarme Blæst og Roser, hvorhen han saa, fine, blegrøde Knopper og hvide, løsbladede Slyngeroser, et Rosenvirvar fra dæmpet gult til overdaadigt rødt. Affaldne Purpurdynger fra store, ormædte Roser dækkede Gangene. Og det hele var at se paa som et Liv, der forbløder, en Hvidhed, som henflagrer, en frisk Blodstrøm, som langsomt rinder ud Disse Rosenblade her imellem Gravene mindede med deres muldne, søde Lugt Eriks Sind og Sans om Livskraftens forunderlige Magt til Udfoldelse, om dens Skønhed og Skørhed, men ingen Sorg eller Kirkegaardstanke faldt ham ind En uvis Lede ved meget af det, han havde ladt bag sig, en Afsmag ved de Mennesker af et andet Køn, han havde berørt uden Kærlighed, drev ham kun til midt i denne Blomsterfrodighed at rejse sig fra sin Bænk, at gestikulere i en overmægtig Følelse af sin Skæbnes Uudtømmelighed, en næsten sanselig Fornemmen af sit evigunge Blod: - han var Erik, den altid rene, som skulde opnaa det højeste i Kærlighed, Hjærtets dybe Enhed i sin Elskov, baaret af fyrig Drift. Og ved hendes Hjælp, gennem hendes Øjne skulde hans mandigblevne Aand stirre ind i hidtil savnede og tillaasede Tankeverdner.

Erik blev i Byen om Natten. Uden for sine Vinduer, der vendte ud til Hotellets Have, hørte han det uafbrudt øsregne i Mørket, mens han først sad og skrev og siden laa urolig og grublede og blot frygtede, at det ikke vilde blive Vejr til Himmelbjærgs-Udflugten.

Med Tog Kl. halvni næste Morgen kom Kristian Juel med Bud til ham, at ingen vilde vove sig ud i Regnvejret. Lidt efter indløb humoristisk Telegram fra Vilhelm, at Selskabet alligevel drog til Bjærgs. Vejret havde bedaget sig. Men ud af Kupéerne med Tog KL lidt før ti dukkede Vilhelm og Arendsdorf med sørgelig Besked om, at Frøken Musmann (Margretes Veninde), Frøken Katinka Thorkildsen og Frøken Margrete ved den sidstes Langsomhed var komne for sent, og at Frøken Elise og Fotografen derfor ved første Station var stegne ud og rejst hjem igen. Turen var totalt strandet.

De fire Aasum-Venner sjappede fra Banegaarden gennem det vaade Silkeborg hen til Hotellet, under mange mismodige Udbrud og Forbandelser, for at bestille sig Frokost til fire stærke Mænd samt saa meget flydende, som behøvedes til at bringe sig Forglemmelse over det graa, kolde Klima. Og da det var en Fornøjelse uforberedt at sidde fire Mennesker sammen en Regnvejrs-Søndag i Silkeborg og spise Frokost, blev de muntre, kritiserede, hvad Vilhelm kaldte »Fruentimmerne«, lavede en Sammensværgelse mod dem og besluttede at tage hjem med Toget Kl. 11 ¼ for at udføre deres Hævn.

Derefter fik de endnu en halv Time til at spasere i Skoven, som stod i det fine Taagevejr med tunge, grønne Løvmasser, dryppende af Nattens og Morgenens Regn og med alle Stier skyllede blanke for Grus. En spæd, varm Sol brød skælvende Regnsløret, og Træernes Safter udbredte en frisk Vellugt i den bløde Luft, saa at de unge Venner, der gik paa Tæerne og ikke vidste, om de skulde sætte deres Sko paa de slibrige Gange eller i den vaade Græskant, standsede deres lystige Snak af ubevidst Ærbødighed for den stille Formiddags Alvor.

Inden de igen stod paa Jærnbanen, var Himlen bleven blaa og strømmede af Sol.

Da - netop som de vilde gaa i Toget - dukkede Guldsmeden op i Ventesalsdøren, fulgt af sin Datter, sin Niece og Frøken Musmann. Han havde, da de unge Piger kom for sent til Toget, laant en Vogn og kørt dem hertil. Og i Følelsen af sin raske Beredvillighed modtog han de unge Menneskers Lovprisninger med en Stolthed og Reservation, som forsmaaede Tak Han skulde besøge en Mand i Silkeborg, sagde han. Yderst forundret blev han og de unge Piger ved ikke at finde Fotografen og Elise. Men nu maatte Turen foreløbig gaa for sig uden dem.

Guldsmeden sagde Farvel.

Silkeborg, hvor det unge Selskab paa Turistmaner vandrede midt ned igennem Gaderne, tilbagestraalede fra sin Stenbro og sine Ruder et forvildende Solskin, grønne Træer stod endnu og dampede; mange Vinduer var aabnede i de smaa pæne Huse; mange Damer saas i Vindueskarmene, og der pyntedes op med Flag for Skytternes Procession.

De tre unge Piger fra Aasum var sommerlig rejseklædte, hver med sin sammenrullede Plæd spændt i gule Remmer. Frøken Musmann i en blaa, Katinka i en ensfarvet lysgraa Kjole, Margrete i en gullig med store Tærner, alle med lyse Handsker og udskaarne Sko, over hvis Læderspænder man saa en fin Vrist i en fin Strømpe.

De syv gik om Bord i en Dampjolle, hvor en Fyrbøder stod ved Kedlen og en Styrmand ved Roret, og de førtes som eneste Passagerer ind gennem de bugtede, skovomgrænsede Farvande ad Himmelbjærget til. Den lille Dampmaskine arbejdede travlt, og Vandet gled som et blaat Slør bort under dem. Erik sad ved Margretes Side; hun hældede Hovedet over Baadens Rand og fulgte Kølvandets svimlende Krus. Hos Katinka sad Vilhelm omsorgsfuld; hun var lidt bleg og havde straks fundet sig ilde ved Maskinlugten. De to Venner nød Behaget ved at være betroet de unge Damer - dette smukke, skrøbelige Legetøj. Arendsdorf og Kristian Juel delte den blonde og skælmske Frøken Musmann med Næseklemmerne.

XIII: Florentinere.

En tyst, solvarm Skønhed, en blid Kedsommelighed havde den lange Dag slaaet sig til Ro paa Himmelbjærgets Lyngskrænter. Erik rakte den segnefærdige Margrete Haandtaget af sin Stok, hver Gang det gik op ad Bakke, og trak i Tavshed Men ikke et glædeligt Ord blev der talt.

Først om Aftnen Klokken halv syv ankom Fotografen og Frøken Elise med Baad fra Laven Station. De havde ikke Glæden med sig. Der var over dem en fælles Alvor som hos flittige Ægtefolk, der kommer til Selskab efter en Dag med vigtige Forretninger, og Fotografen syntes oplagt til at tale besindigt om fornuftige Ting.

Et omhyggeligt dækket Aftensbord med varme Retter, Vin og Roser ved hver Kuvert var beredt de unge Gæster fra Aasum i et særskilt Værelse, hvor alt lyste skuret og hvidt, fra Gulvet til Dugen og de gennemsigtige Gardiner, og hvor man, pyntet med Roserne, spiste for aabne Vinduer, mens Solen gik ned bag Bakkerne og Skyggerne fra de sødt duftende Graner blev lange.

»Jeg vil fortælle en Novelle,« sagde Erik og rejste sig, da Vinen spillede let i alle de unge Øjne.

Vilhelm var netop under Damernes misbilligende Spænding i Færd med at udføre sit kæreste Kunststykke: at opstable en Pyramide af Glasgenstande.

»Ja lad os faa en Novelle, Moqueur!« knurrede han parodisk.

»Dog vel aldrig om en Skarpretter?« spurgte Arendsdorf med en tør Latter.

»Jeg vil fortælle en Novelle af Boccaccio!«

»Nej lad være med det Gamle!« kom det fra Dybet af den optagne Vilhelm. Og den magelige Kristian Juel lagde sig leende tilbage og sagde: »Fy, fy!«

Med en rask Bevægelse berøvede Elise Vilhelm hans Legetøj: »Vil De nu være stille!« Og alle saa forventningsfuldt paa Erik.

»Den store Pest var i Florens« - begyndte Erik - »Seks hundrede Aar før denne Dag i Dag. Folk faldt om paa Gaderne og døde i store Dynger. Det var Vorherres Straf over Florentinerne, fordi de slet ikke mere kunde nøje sig med den Latin, som blev messet for dem om Søndagen; fordi de saa aldeles manglede Fortrøstning til den evige Salighed, som blev dem lovet, og i mærkelig Uro selv vilde forvisse sig om Saligheden, ja rent ud vilde være salige paa deres egen Maade og det hastigst muligt. De utaalmodige Mennesker havde - i deres umaadelige Begær efter at vide langt mere, end Gud havde bestemt dem til, og efter at udføre noget over alle Grænser storartet eller forbrydersk - begyndt at te sig som Oldtidsromere og Erkehedninge og at raabe paa Genfødelse, Renæssance; de gav sig til at male, at hugge i Marmor, at studere den gamle Poesi, og det blev ikke derved: for at komme sig oven paa al den Munkelatin, skrev de selv baade Prosa og Vers paa deres nye Sprog, det Toscanske. Og Damerne skrev Digtene af og lærte dem. Ingen blev af disse onde Florentinere anset for et Menneske, som ikke beundrede Aand eller syslede med Kunst og med Statskunst. Saaledes skabte de utaalmodige Toscanere et formasteligt nyt Liv, som eneste digtede og talte paa det nye, italienske Maal.

Men det store Forsyn satte Trumf mod Trumf og gav sig til at svovle dem ud og peste dem ud og strø Smitstof for dem, som man strør Giftsukker for besværlige Fluer. Og det kunde have taget en forfærdelig Ende med den store Renæssance, for hvilken vi nu alle har Ærbødighed.

Den store Pest var i Florens. Men der staar skrevet: Fanden hytter sine. For hver ti, Retfærdighedens Aand udsletter af Livet, redder Fanden - hvis List er uden Ende - én, som videre kan forplante Menneskets Lyst til Forbrydelsen og dets utaalmodige og videbegærlige Hang til det nye, det Toscanske.

Mens den store Pest huserede allerlystigst, mødtes i en smuk Kirke i Florens syv unge Damer af de bedste og tækkeligste med syv smukke, unge Mænd - deres Brødre, deres Kærester eller Venner af deres Hus. De aftalte, i al Hemmelighed at rømme den pestfyldte By og flytte ud paa et Landsted, som tilhørte en af Damerne, for der at korte Tiden med dannede Samtaler og Spøg og Musik, mens Pesten i Florens tog, hvad dens var. De underholdt da med den Takt og fine Omgangstone, som blomstrede i Florens, hverandre i ti Dage, saa' paa smukke Landskaber og fortalte verdslige Historier paa det glade, nyitalienske Sprog... Fortællinger om Livets Lyst og jordisk Kærlighed, om al den toscanske Ynde og Lykke, de saa for deres Øjne, og hvorom der ingen Ting stod i den latinske Bibel. Disse toscanske Noveller, som unge Mænd og Kvinder fortalte hverandre, er det, Boccaccio skrev ned i sin Dekameron - paa det, at de skulde overleve Pesten i Florens i seks hundrede Aar, som Forbrydelsen altid overlever Retfærdigheden og Straffen.«

Erik løftede sit Glas:

»Florentinere! Florentinerinder! Den store Pest er i Florens. Op af de gamle Brosten gror Fordærvelse, og giftig Smitte truer hver, som ikke vil foragte Aand og Kunst og Politik Men vi, som er besjælede af det nye, det unge Liv, og som af Hjærte har lært at tale den nye, djærve Dialekt - Aasumiter, unge Kvinder fra Aasum - os er det en Glæde at aande en anden Luft end den i Aasums forpestede Krinkelkroge og at samtale frimodigt en Dag her paa Højderne, om hvad vi finder bedst. Og har Boccaccios Florentinere, fordi de var saa meget stærkere Mennesker end vi, sagt hverandre Ting, som nu vilde faa os til at rødme, vi føler dog den samme Renæssance i os, det samme frodige Liv, Lysten til at hævde vor egen - og alles - Frihed Vi hader som de al dum og nyttig Snak om andet end det, som bringer vort Menneskevid Næring, og alt det, der er vore Dages bedste Handlinger, vore Nætters stolteste Drømme. - Mens jeg i Nat i Silkeborg prøvede den Fryd, som det er at sove paa et nyt Sted, har jeg tænkt paa Florens og det toscanske Sprog, tænkt paa, at det Maal, som vore Præster præker, vore Dommere skriver og vore Forældre taler, kun er elendig stavet Latin, og at Danmark endnu ikke har faaet sit Toscanske. I Dag har jeg set, at de, som hører sammen, dog finder hverandre trods Himlens Regn og Vrede. En Skaal for dette Selskab, som forstaar det Toscanske, en Skaal for det unge Oprør, det nye Liv!«

Erik havde haft Dekameron og Dantes Vita nuova med i Silkeborg. Han havde nylig købt dem og læste dem i Italiensk for at holde sig skadeløs for Demokraternes Kedsommelighed.

Florentinerne og Florentinerinderne bruste op fra deres Stole med ung, begejstret Larm og med en let Ild paa Kinderne af uroligt arbejdende Tanker. Ni Hurraraab fulgte paa Rad med en Takt og Orden, som forbavsede Erik og dem alle. Derefter en almindelig Klinken med Glassene, som blev tømt og atter fyldte. Frøken Elise var den første, som kom hen til Erik med sit Glas i Haanden. Hun nejede højtideligt for ham i sin lysblaa Kjole, der var fri for al unyttig Pynt, og sænkede samtidig sit blonde Hoved med det glat tilbagestrøgne Haar. En taus Hyldest. Hun var saa beskeden, enkelt i alt det Ydre; men en vis Bølgen eller Vuggen i hendes Bevægelser, en besnærende Art Slangebugtninger bag Klædernes ærbare Kast forraadte - hvad der for Erik var allerkønnest - en ung Kvindes sanseglade Hoffærdighed. Italienerinde, tænkte Erik. Og ved et Spring i Tanken faldt han paa, at hun mindede om de Damer fra forrige Aarhundrede med blond Pande, som afbildes beundrende Mozarts Spil.

Hendes Søster, Katinka, Frøken Musmann, Fotografen, Arendsdorf og Kristian Juel kom derefter og klinkede. Fotografen dybt alvorlig, Arendsdorf med et Par indadvendte, komplimenterende Latterkluk, Kristian Juel med nogle alvorsfulde Skrabud og lykønskende Grin.

»Frøken Elise Thorkildsen, Fremskridtskvinde!« sagde Vilhelm. »Maa man faa den Fornøjelse -?« Vilhelm løftede hilsende sit Glas. »Kan jeg ikke lære af Dem, hvordan man skal bære sig ad?« - Og derefter begav han sig stadig langsomt hen til Erik, efterlignede eller antydede let Elises Kniks:

»Skaal og Tak for Nydelsen! Det gjorde du næsten saa godt, som du kunde, hvad Moqueur?... Men hør du, sig mig, var det egenlig ikke farligt saadan at sætte syv smaa Piger og yngre Mandspersoner paa Græs, uden at holde et ældre Medlem til at gaa og se efter, at de ikke rendte fra Tøjrene. Skaal Moqueur!«

Smilende vendte Erik sig om til sin Naboerske og Borddame, Margrete, og klinkede med hende. Det var Muhamed, som gik til Bjærget, saasom Bjærget ikke kom til Muhamed! Og hans Hjærte strømmede over, mens han halv højt hviskede:

»Der er én af de syv Italienerinder, jeg altid tænker mig maa have set ud ligesom De - Fiametta - i hvis Skikkelse Boccaccio skal have skildret sin egen Elskede, der var en naturlig Datter af en Konge, hvis det da ikke var selve Johanne, Dronning af Neapel og Jerusalem.«

Erik var besynderlig opreven. Ordene strømmede ham ubevidst over Læberne som hed, stærk Vin.

Men - den unge Pige var som altid tilbageholden. - Kun saa han, at hun vendte sine Øjne uroligt omkring, som var der noget usædvanligt i Gære. Hendes Blik lignede et lueforgyldt Springvand i Grunden af en Grotte - men hvilke Tanker der rørtes og hvilke Kilder der randt i hendes hemmelige Dyb blev ikke røbet for ham. Og det gjorde ham baade skinsyg og modfalden at se den ufornuftige og ubegribelige Overstadighed, hvori hun slap sig løs, saa snart hun fra Selskabet med ham kom sammen med sine Veninder. Saa lidt Belønning har man for sine stærkeste og bedste Ord!

... Han sad hos hende i Sejlbaaden, som førte dem over til Laven Station i den dybe Aften, da Himlen var blaa og Himmelbjærget laa sort af Mørke og Lyng.

»Frøken Juel« - sagde han - »nu er altsaa den Festdag forbi, og vi ser maaske ikke mere Himmelbjærget sammen. Frøken Juel! - aa det lyder saa pyntet og stivet! som om jeg ikke kunde sige Dem noget, jeg bryder mig om, naar jeg kalder Dem Frøken og De. Men jeg synes ogsaa, det vilde være mig imod at sige du til en Kvinde jeg sætter Pris paa ... en Vane, som ødelagde det bedste og smukkeste for mig. Maa jeg tale rent ud til Dem, Frøken Margrete, og De bliver ikke vred paa mig? Jeg siger Dem alt dette, alene for at De skal vide, hvorledes jeg tænker; jeg vil ikke bilde Dem noget ind eller faa nogen til at tænke andet om mig end det rigtige. Vi har været sammen en hel Dag, og De ved nok, at jeg holder af Dem, er glad i Selskab med Dem ...«

Margrete begyndte at fryse og pakkede sig tættere i sit Sjal. Der var kold, stærk Vind. Baaden krængede i den halvdunkle Aften lystigt med sine to hvide Sejl, mens Bølgerne skares til lange, hvirvlende Striber. Bag Sejlene, paa Tofterne agterude hørtes de unge Menneskers fortrolige Pludren. Himlen var bleghvid af Stjærner.

»Jeg har været sammen med Dem og vilde saa gærne tale helt ud for Dem,« blev Erik ved. »Men hvorfor siger De aldrig noget til mig. Sig noget til mig! ... Jeg har ganske meningsløst gaaet hen og forelsket mig i Dem ... jeg elsker Dem, Frøken Margrete! Men hvor længe vil det vare? Nej, jeg ved ikke, om det kan vare« - tilføjede han næsten hæftig - »Det gør mig saa uvis, at De aldrig vil tale med mig ... Sig mig, hvad skal jeg dog gøre, naar jeg nu med et faar en urimelig Lyst, som De sidder der paa Toften, til at vide, at De er min ...?«

Hun tav bestandig. Han trængte ind paa hende med Spørgsmaal. Og ud fra hendes Mund kom kun et blegt, frysende: »Jeg ved ikke,« som kunde betyde alt.

Baaden lagde til ved Laven, og Samtalen afbrødes. Mens de ventede paa Toget, saa Erik hende længe vandre alene op og ned langs Jærnbaneskinnerne som i dybe Tanker.

XIV: Basaren.

Som en Jublens og Sorgløshedens Ø i et uendeligt Hav dukkede midt i den lange Sommer Basaren i Industriforeningens Have op med sine Flag- og Blomsterdekorationer, Rouletter, Damer i lyse, dristige Dragter og om Aftnerne kulørte Lamper i alle Buskadser, Fyrværkeri.

Alt var en eneste stor Frivillighed De unge Provinsfrøkner, hvis Navne og Øjne Erik kun kendte fra Gaden, havde frivilligt trukket i dybt udskaarne Kjoler, der viste deres hvide Bryst spændt af landlig Sundhed og døsende Længsel, og solgte deres Roser for erotisk høje Priser. Der blev gjort mangt et betydeligt Offer, fordi Frivilligheden var paa alles Læber - og endnu mere: i Hjærterne.

I et Bræddeskur var der Sangerinder og umoralske Viser. To af den unge Bande gjorde sammen med flere unge Fyre Tjeneste som Frivillige: Fotografen, der jodlede og dudlede som en Tyroler til en elendig Guitar, og Vilhelm, som var Sangerinde, nedringet i hvid, kort Kjole med bare Arme og bare Ben til Læggen, og som gik om med Tallerkenen og blev knebet af forelskede Herrer paa de fyldige Steder, hvorefter han traadte op paa Tribunen for med uhørlig Stemme og med sit sædvanlige Grinebideransigt at synge en Vise om »det tykke Barn«. Han var blond, blottet og i Stilhed bedaarende uartig som den tidligmodne Last hos en sekstenaars Pige. Bag to Rækker ivrigt beundrende Herrerygge stod Basarfrøkener nysgærrigt paa Tæerne. Erik gyste over Vilhelms Mod. Han vilde tale et Par Ord med ham, idet han kom forbi med Tallerkenen, men det eneste Tegn paa Genkendelse var, at Vilhelm hastig tog sin Tallerken bort og sagde i sin snurrige Jargon:

»Do ska slipp' for at betale.«

Det var imidlertid et Ord i oprigtigt Venskab.

Arendsdorf kom i det samme og stillede sig ved Siden af Erik.

»Det er ligefrem uanstændigt,« sagde han og lo. »Hvis jeg havde en ung Datter, vilde jeg da ikke lade hende gaa herind.«

Ved Indgangen var der en tæt Trængsel af unge Piger med bare Halse og Arme og uden Hovedbedækning. Erik holdt mest af dem én for én. Naar de slog sig sammen i Klynger paa to og tre, kunde de vende ham Ryggen paa en meget trodsig og opsigtgørende Maade, syntes han, mens de dog samtidig koketterede med Hofter, Skuldre og Nakke.

Og midt i Stimmelen skylledes Frøken Kristine op i hans Nærhed - hans Syvogtyveaarige, som omhyggelig behandsket, under en stor, gul Straahat og i sort Silkeoverstykke løftede sine blaa Øjne paa ham, let beskyggede af Vemod I hele to eller tre Uger havde denne underlige Erik forsmaaet hende. Hun syntes eneste Længsel og Elskov og Sorg. - Og Erik rørtes og tog hende til Naade, førte hende lidt hen ved en Side foran Tribunen, spøgte med hende, tog hende om Haandleddet og lovede Stævnemøde den næste Dag. Saa skiltes de.

»Frem med Prokuratoren! Frem med det tykke Barn!« raabte det utaalmodige Publikum.

Vilhelm viste sig paa Tribunen.

»Er han ikke brillant?« hørte Erik en Stemme bag sig. »Hvad siger De, Fru Kruse?«

»Gud!« Fru Kruse brød ud i tre halvt forlegne Latterkluk. »Jeg synes, at ... (leende) jeg synes, at ... (leende) ... han er ... velskabt.«

Erik vendte sig, saa Bogtrykker Knudsen stikke det hvide Hoved frem over sin hvide Vest og hørte ham fortsætte med forstandigt spøgende Verdensmandsmine:

»Sager, Bentøj ... hvad, Fru Kruse. Han er lige godt god, den Prokurator. En flink, lille Fyr, som ikke er forknyt.«

Vilhelm steg hen over Tribunen med listende, jomfruelige Trin og smaa Bevægelser som en Kat, der har vaade Poter, mens han til højlydt Akkompagnement, hæst, næsten uhørligt sang Visen om »det tykke Barn«:

Med en Hilsen gled Erik videre, bort fra Fru Kruse, ligesom han var gledet fra Arendsdorf og fra den sorgfulde Frøken Kristine. Midt imellem Mennesker, der gærne vilde holde ham fast, fornam han sig smærtelig alene og troede sig bagtalt paa alle Kanter. Hvor godt han forstod, at Redaktør From holdt sig hjemme, fjærnt fra Byens Fester! Men da han drev ud fra Teltet, hvor der fandtes to Kvinder, som vilde vove Navn og Rygte for hans Skyld, lod han i Selvfølelse og foragtende Trods sine Øjne glide noget nærsynet henover den lille, næsvise Klynge unge Piger, der stod ved Indgangen og kiggede paa ham. Han gjorde det saa stærkt, at én af de mest udfordrende, der stod foran de andre, pludselig svang rundt paa Hælen og vendte Nakken til som for en uimodstaaelig Haglbyge, der havde pisket hende lige i Ansigtet.

»Hvad kan det nytte,« tænkte han, som han slentrede videre, »at jeg er Erik Kølby, den bedste Journalist, naar Folk kun er bange for mig, og naar den unge Kvinde, jeg tænker mest paa, ikke drømmer om, at der i mit Favntag kan findes den fuldkomne Fryd, Skønhed og Fred?«

De to blonde Frøkner Thorkildsen, som besørgede en Roulet sammen med den store Guldsmed, gav sig muntert til at vinke ad ham.

Erik rystede paa Hovedet. I det samme greb Kristian Juel ham ved Armen:

»Naa, hvordan har du 'et, gamle Ven? Det er saa længe siden ... Skal det være en Tuborger eller en Højreøl?«

Frøken Margrete viste sig ved Siden af Broderen, høj og alvorlig i en bleggraa, blød Kjole. Hendes hvide, lækre Ansigtshud fik Erik til at tænke paa friskkærnet Smør, og hun var saa blændende som frisk. Han fik Hjærtebanken af Uro.

»Hvad, kender du ikke den Dame? Det er min Søster! Og det er Hr. Redaktionssekretær Erik Kølby,« forsøgte den lattermilde Kristian.

»Tak, vi har den Ære,« siger Erik og hun i samtidig Hjælpeløshed.

Hun staar og ser sig om:

»Har du ikke set Mo'er for nylig?«

»Nej, søde Margrete.«

Hun holdt en lille Æske i Haanden: »Jeg skulde vise hende dette.«

»Brug dine Øjne, min Tøs. Saa finder du hende nok.« Og Kristian Juel slæbte bort med Erik for at give ham Øl.

Erik tænkte kun paa at faa en Samtale alene med Margrete. Men da han en halv Time senere gik og søgte hende mellem Buskadserne med de røde, grønne og gule Lamper, løb han i Armene paa Fru Kruse, der trak ham med sig henad Spaseregangen omkring Dammen og havde Ting at sige ham. Ved de kulørte Blus tog hun sig ud som den forlokkende Synd Og hun standsede i en af de mørke Gange og spurgte uventet Erik, som forlængst havde afbrudt sit Forhold til hende, om han vilde være hjemme i sin Lejlighed, naar der var gaaet en halv Time ...

»Gaa saa, gaa! Jeg løber bag om Volden.«

Det var en Nat som Ild og Elskov. Erik tænkte sig det hele Sceneri, først skulde han spasere hjem over de graa, genlydklingende Gader, hvor Lygterne stod med deres smaa, hede Flammer. Det blaa Himmelhav flød saa klart som blank Vin. Hans Fjed var halvt slappe, som om han løb fra et Slag. Men straks efter vilde hans Sikkerhed og Trods bruse frem, vidste han. Fru Kruse stod for hans Tanker rødklædt, hed med yppige Arme og Skuldre, som truede med at sprænge Silken, æggende, blond med brune Øjne. Det kunde være smukt med Margretes blændende Maaneskin, den unge, pigeagtige Hud som fersk Smør. Men den velaflagrede Vin hos Fru Kruse ... den mørkerøde, skummende Vin ... gamle Aarganges, dybe Kælderes hede, stærke Vin - var ikke heller Foragt værd ... Ja hvorfor skulde man ikke kunne løfte Byrden af Fru Kruses Silke- og Fløjls-indsvøbte Dejlighed op i et dristigt Favntag, samtidig med at man bøjede sig som en slank, ung Grædepil over Frøken Margretes blonde Pande? Faa var Livets og Lykkens Aar! En Dumrian, der lod sig snyde!

Medens alt dette løb gennem Eriks Hoved, blev han staaende med Fru Kruse bag et Buskads og betænkte sig.

Pludselig blev der paa en Tribune, hvor Foreningens Sangkor efter en lang Pavse nu igen tog Plads, tændt en elektrisk Sol, som kastede et hvidt Lys ud over Haven, hvis Blade blev æventyrlig grønne som i et koloreret botanisk Værk. Og Koret istemte:

... Og i Stedet for at svare den utaalmodigt ventende Frue gav Erik sig til at nynne - gav sig til at vugge med Hovedet, som om han skulde afryste en vidunderlig Dugg, Natten havde fældet paa hans Haar, og at nynne, sagte, men som om hans Hjærte fyldte sig til Randen med en Sødme og Kraft, der skulde vare fra nu og i hundrede Aar.

Barnligt trippende rykkede Fruen ham i Ærmet:

»Svar mig ... hvad? Svar mig ... hvad?« En lystig Forfløjenhed kom over Erik Med et sømandsmæssigt Tag stak han uden videre sin Arm ind under Fru Kruses Arm, lagde Øret kælent paa Siden: »Skal vi igen være Kærester?« og da hun forfærdet gjorde sig løs, vedblev han, greben af en Lattermildhed, som hun aldeles ikke kunde fatte, at skildre i rosende og rørende Toner »det særlige Tilfælde, som hedder Tilbagefald til sine gamle Kærligheder.«

»Tænk Dem - Fru Kruse - mig i Morgen med lange Skridt indhente en Ven paa Gaden for ganske uskyldshvid af moralsk Idioti og smilende af indre Tilfredshed at fortælle ham: »Jeg er s'gu bleven go'e Venner med én af mine gamle ...«

»Gud, De har dog ikke sagt til nogen -«

Erik tyssede let paa hende, lyttede til Sangkoret og nynnede igen med en Lykke og Hengivelse, som forsvandt alt andet for ham:

»Aa Frue, hvor denne Aften er dejlig, dejlig! Og jeg kunde gøre Dumheder, som skulde huskes om hundrede Aar.«

De gav sig til at gaa langsomt. Paa den anden Side af Buskene, hvor de havde staaet, opdagede de pludselig i elektrisk Klarhed en barhovedet, lysklædt ung Pige med Lorgnet paa Næsen, Margretes Veninde, Frøken Musmann, som hilste dem Godaften, men fik Ordet i den gale Hals og i det samme smuttede bort.

»Hun dèr er nærsynet, men hun saa' ud til at have lange Øren,« lo Erik.

»Aa hun kunde ingen Ting høre,« afgjorde Fruen, og hun fortsatte:

»Jeg ved ikke, om de unge Piger holder af Dem. Hvis jeg var ung Pige, tror jeg, jeg vilde gør alt for Dem ...«

»Godnat Fru Kruse!« sagde Erik uventet og gav sig til at løbe i den Retning, hvor Frøken Musmann var forsvundet.

»Hallo Frøken!« raabte han med oprømt Uforbløffethed, »Hallo Frøken! Hvor blev De af De flygter som et anskudt Vildt.«

»Godaften, Hr. Kølby!« sagde den unge Dame, der standsede og ventede paa ham. »Jeg maa gøre Dem min Undskyldning. Det var virkelig meget imod éns Vilje, at man kom til at forstyrre Dem.«

Og hendes Stemme havde en let spottende Klang, fuld af Forstaaelse og halvkvalt Forargelse - paa én Gang kølig og udæskende til Sandfærdighed.

»Det skal De ikke sørge over, Frøken. Hvem sukker efter de falmede Blomster, naar friske kan faas? Jeg sagde for Resten, at De havde længere Øren end Øjne.«

Et skælmsk Smil tittede frem bag hendes Næseklemmer, der saa' saa nysgærrige, næsten videnskabelige ud:

»Hvor De er oprømt i Aften, Hr. Kølby!«

»Det kommer af, at jeg gaar og opdager saa mange Ting.«

»Her bag Buskadserne ?« spurgte hun, endnu med en Smule Forargelse, som om hun kun forsigtigt, med Enden af en Pind vilde røre ved dette Han-Menneskes moralske Uhyrlighed.

»Jeg har jo blandt andet overrasket Dem her bag Buskadserne, Frøken, og nu skal De ikke slippe, førend De har aabenbaret mig noget.«

Træer, Buske og Blomstergrupper var bestandig oplyste af det blændende Strejflys. I den Følelse af Magt og Lykke, som med et Slag havde forandret Erik, saa han sig omkring og blev ved at nynne:

Om jeg har Ild i mit Hjærte?

spørg mig om hundrede Aar.

»Hvad kan jeg da aabenbare Dem?« spurgte Frøken Musmann.

»Vil De sidde med mig her paa denne Bænk ... hvis De da tror, at Deres Rygte ikke vil lide under det... og hvis De mener, at Buskene dér ikke har Øren.«

Den unge Pige satte sig:

»Naa, og saa?« spurgte hun.

»Ja, hvad saa? her sidder jeg meget godt.«

»Har De talt med Margrete Juel i Dag?«

»Stop, De er jo Margrete Juels bedste Veninde?«

»Ja det tror jeg nok, jeg tør sige? Naa, og saa? Jeg troede ikke, Margrete beskæftigede Dem i Aften?«

»Jeg mindes, at jeg en Gang saa hende sidde og tale uhyre ivrigt og uhyre længe med Dem. Hvad siger hun ved saadanne Lejligheder?«

»Vil De ikke sige mig, hvad Fru Kruse sagde til Dem før derhenne i Haven?«

»Frøken, ti nu stille med det - her er altfor smukt i Aften.«

»Hvad er det, De vil vide om Margrete?«

»Mange Ting ...«

»Hun er en umaadelig sød, ung Pige, Hr. Kølby« - sagde den unge Pige nu ganske alvorlig - »og De gør virkelig Uret i at sidde her og tale med mig i Stedet for med hende.«

»Ja men hun siger jo ingen Ting.«

»Det er, fordi De ikke kender hende eller forstaar at tale med hende. Man skulde ikke tro det, naar man ser hende, men hun er den forfærdeligste Kujon, hver Gang hun skal være sammen med fremmede Mennesker. For Dem er hun da især bange - hvad der for Resten er Grund nok til!«

»For mig?«

»Ja De taler vist altfor højtidelig til hende.«

»Men hvordan skal man da tale. Hun er jo kold som en Mur. Hendes Ufølsomhed er monumental.«

Kort Stilhed: »Hør, Hr. Kølby, De har vist en Aften, da De sad inde i Lysthuset, kysset hende paa Haanden.«

»Har hun sagt det? Har hun husket det? Har hun mærket det?« sagde Erik og kunde ikke skjule sin Spænding.

»Naa, det maatte hun vel nok mærke? Tror De da, at en ung Pige slet ingen Ting mærker?«

»Aa hun er jo aldeles følesløs!« forsøgte Erik igen.

»Nu er De jo uartig, Hr. Kølby! ... Jeg synes, De maatte være glad over, at hun slet ikke er bleven vred paa Dem.«

»Men hvad har hun da sagt?«

»Aa Margrete er ikke den, der taler over sig, hvor det gælder saadanne Ting ... Det er noget, som falder hende ud af Munden, naar hun er i det lystige Hjørne. Vi har været Skolekammerater, hun kommer tit op til mig, og vi sidder og syr i Haven. De skulde ane, saa rart vi har det! De ved: deroppe i Alleen, hvor de mange Roser hænger ud over Plankeværket. Forgangen Dag gav vi os til at lege og slaas som to Skoletøse, fordi jeg havde drillet hende med Dem. Men pludselig satte hun sig ned paa en Stol og pustede. »Ved du hvad,« busede det ud af Margrete, »han har sagt til mig, han elsker mig.« Og det havde De sagt den Aften, da de sejlede fra Himmelbjærget. »Men han er bange for at gifte sig med mig,« blev Margrete ved »Naa, det var jo smukt,« sagde jeg.

»Hvad sagde da Margrete Juel?«

»Ja, nu har jeg egenlig fortalt Dem altfor meget.«

»Kære, velsignede Frøken Musmann, sig nu, hvad hun sagde!«

»Aa hun lo bestandig og sagde hen i Vejr og Vind: Jeg bryder mig virkelig ikke om at gifte mig; det maa være utaaleligt at binde sig til et Menneske for Tid og Evighed! - Og saa lo hun igen og sagde paa Dril: Han har saamæn' kysset mig paa Haanden inde i Lysthuset en Aftenstund...«

Erik sad og faldt i dybe Tanker. Margrete Juels Karakter steg op for ham i frie, dristige Linier, saaledes som han havde gættet sig til hende den første Dag, en Personlighed, der i Stilhed tænkte sine egne Tanker, ubunden af vanemæssige Fordomme. Men den skælmske Frøken med Lorgnetten paa Næsen fortsatte sin Tale og søgte med bedste Overbevisning at give et andet Billede af hende:

»De kan forstaa, at saadan noget som det, at hun ikke vil giftes, siger hun kun for Spøg. Naa ja, Hr. Kølby, jeg ved for Resten ingen Ting. Prøv selv Deres Lykke, er der mere, De vil vide!«

»Kære, bedste Frøken, man gifter sig da ikke med en Dame, som ikke kan tale med én.«

»Aa, De fortaler Dem saamæn' heller ikke.«

»Jeg ikke? Jeg siger dog saa meget!«

»Ja men ikke noget rigtigt, man kan svare paa, noget om Dem selv. Det er saa højtideligt, ja vil De høre: saa kønt, det, De ofte siger. Men naar De har talt, ved man egenlig ingen Ting om, hvordan De er i Bunden ... Tal lidt mere lige ud, prøv rigtig for Alvor, hvad Margrete vil svare Dem.«

Erik tav en Stund, følte stadig den skønne Opløftethed fra før, den sejrende Ild og Evne, der kunde vare i hundrede Aar, og han tog let den unge Dame ved Haandledet, mens hun saa skælmsk og forundret paa ham.

»Alt hvad De siger er Visdom, Frøken. De taler saa klogt og har vist Ret i alt. Vil De høre, hvordan jeg tænker mig Margrete Juel.«

Og Erik udmalte for hende det Indtryk og alle de Tanker, han havde haft en Aften i Byens Kirke, da han saa' Margrete ikke langt fra sig, mens Solen falmede bort under de hvide Hvælvinger. Det var en Onsdag Aften, de Aasum Verdensbørn fyldte Kirken, klædte i deres smukkeste Toiletter, og følte sig mere religiøst bevægede, end de havde været paa alle Aarets Søndage tilsammen. En ung Virtuosinde i Violoncel gav Solo med Orgelakkompagnement. Paa et Baggrundskor som af Profeters og Erkeengles Lunger steg og sank Violoncellens varme Dame-Alt; Strygeinstrumentet smæltede med en smidig Dialektik hen i Tubaernes døvende Jehova-Vælde som et skrøbeligt Menneskehjærte, der hengiver sig i den højestes evige Kraft. Det var ikke at kastes paa Ansigtet for Israels Gud; det var som at elske - elske en Kvinde. Og sad der ved den hvide Pille foran dig - ligesom den Aften foran Erik - en dameagtig, brunblond Nakke, vilde dens modne Ynde og sarte Elskelighed, dig selv uafvidende, sammen med Musiken løfte dig højt op paa rosenrøde Skyer, fylde dig med en rafaelsk Fryd, mens Violoncellen forsonede dig med Orglet og forbandt Himlen med Jorden.

Den unge Pige med de forundrede Næseklemmer forstod virkelig lidt af det, Erik sagde. Men da han havde forklaret hende, hvorledes han holdt af at tænke sig Margrete - denne kvindelige Højhed og' Anstand, dette Sind, som flyder og bølger af Ungdomsdrømme og dog synes at hvile i en evig Skønhedsnyden, denne milde Klogskab, der er saa rig og hjærtefyldt, at hun kan handle stort og uden Fordomme - sad Margretes Veninde en Stund grublende. Saa rejste hun sig langsomt fra Bænken:

»De holder vist meget af Margrete, Hr. Kølby. Men De fordrer ogsaa meget... Og saadan er hun vist ikke, som De har sagt ...«

»Men ikke sandt: hun kan huske, at jeg har kysset hende paa Haanden?«

Erik nynnede, mens han gik ned gennem Haven, endnu Sangen fra før. Og da han traf Margrete, hendes Broder og hendes Kusiner, bestilte han i oprømt Lykke Vin for at kunne drikke med dem alle, men især med hende.

Hun sad ved Siden af ham paa en Bænk i Halvmørket under Træerne og stirrede bleg ned i Vinglasset, som hun holdt i Haanden. Hun syntes ham som hans Brud, som hans udvalgte og herlige Eje. Han talte dristig, beskyttende, fortrolig, men hun var Frygten selv, Ubestemtheden, Uvisheden. Og pludselig kom Arendsdorf ud fra Balsalen og bød hende ind til Dans. Og hun tog imod.

Erik kaldte paa Opvarteren, betalte sin Vin og slentrede hjem. Vil hun tilhøre mig? vil hun frit og stolt være min? tænkte han. Og bedst som han tænkte dette, kom han igennem Frøken Kristines Gade ... og der stod en mørk Skikkelse paa Trappestenen, og hun tabte klirrende sin Nøgle, og Erik tog den op, og Frøken Kristine omfavnede ham blussende af Fryd over dette sjældne Lykketræf Han favnede hende igen.

... Imidlertid dansede Frivilligheden Bunden ud af sine Sko omme i Industriforeningens Have. Og til Eriks evige Misundelse hændte der ved Dagens spæde Gry hans Ven Vilhelm, som forlængst havde mistet alt Mæle, det Æventyr at køre hjem fra Basar i lukket Vogn med Frøknerne Thorkildsen og Margrete og i Vognen at sige og gøre flere Ting, end han bag efter kunde huske.

XV: Høstdage.

Den sommergrønne Skov svinglede med sine Grenelemmer og raslede med sit tørre Bladeskørt opfyldt af Blæst og blinkende Solskin, en Dag i sildig August, Eriks enogtyvende Fødselsdag. I en stor, dyb Fold af Jordsmonet stod Bøgetrær svimlende høje; mangearmede Toppe skød sig ud og ind for Vinden og flættede som et Lukke om denne Skovkløft med dens klatrende Stier, brune af Olden, dens Hasseltætninger, rige paa Nødder i saftiggrønne Haser, og det stedserislende Vandløb midt ned igennem frodigt Ukrudt og mosesort Bund.

»Skal vi sidde lidt her paa Bænken?« spurgte Erik højt oppe paa en af de stejle Sideskraaninger.

Margrete føjede ham og satte sig. Hun havde en mørkeblaa, tætsluttende Kjole af et tungt Stof og bar den hvide, flade Straahat med blaat Baand og Silkefor, hvorunder hendes Hud fik en særegen blød og fin Skærhed Ansigtet var blegt med lukkede Læber, Øjnene matbrune - lidende eller fjendske?

Det øvrige Selskab forsvandt pludrende mellem Nøddebuskene. Men Parret blev siddende paa den ophøjede Plads, hvorfra de saa ned over Skrænterne og Skovdybet som til en Tilskuersværm af Stammer og gyngende Kviste. Den lune Blæst fyldte ens Ører og Tanker med sit døvende, tørre Sus. Margrete sad lænet tilbage dobbelt slank i sin tætte Kjole, og Erik sad bøjet fremad og betragtede hende, det brune Haar, som blafrede om hendes Pande, og det brune Fløjl, der lukkede hendes blaa Kjolebryst med en blød, ærbar Trekant under Hagen.

Med frugtesløse Ord søgte Erik først at aflokke denne tavse Skabning de Tanker, som hendes Blik, der stadig fulgte ham, lod ane. Derefter kyssede han hende ...

Det var hans enogtyvende Fødselsdag - en vigtig Begivenhed i saa ungt et Liv - og Erik havde fra om Morgenen, da han slog Øjnene op, været opsat paa at gøre Dagen til en Mærkedag; kun vidste han ikke: hvordan? Om Formiddagen blev han besøgt i sine smukke, skyggefulde Stuer af sine unge Venner og af Redaktør From og Sagfører Kruse, der alle vilde lykønske. Der blev røgt Cigarer og drukket Vin, indtil hans Lejlighed, som til en Begyndelse havde været saa ordnet og hyggelig, var et eneste Virvar af Tobaksdamp, tømte Flasker og halvfulde Glas. Og alle de unge Mennesker gik til Stranden og forfriskede deres ophidsede Nerver ved et salt Bad i den stormslagne Fjord Derefter til Fotografen for at lade sig fotografere paa et Fællesbillede, med Erik som Midtpunkt magelig siddende paa et Klippestykke. Erik og Kristian Juel sang Kl. l Duetter til Frøken Margretes Akkompagnement. Og nu vilde Erik over Hals og Hoved have en Udflugt med Damer bragt i Stand »Enogtyve Aar, og endnu intet udrettet for Fædrelandet,« gentog han spøgende hverandet Minut. »I Dag er det min Fest.«

Og det forekom ham saa naturligt, nu, da han sad paa Skovbaenken sammen med Margrete, at han ogsaa maatte have Lov at kysse hende, fordi han i Dag blev enogtyve.

»Er De vel vred paa mig for det?« sagde han. Og han tog hendes Hænder, saa paa hende, kyssede hende igen. »Er De vel vred?« Frøken Margrete sad ganske stiv, rørte sig ikke og blev kysset »Nej,« svarede hun tilsidst: hun var ikke vred

»Hvad tænker De da paa? Tænker De paa, hvad Deres Moder vilde sige, naar hun vidste, at jeg sidder her i Skoven og kysser en ung, uforlovet Pige?... Men De ved jo, hvad jeg tror: at Folk kun begaar Uret mod hinanden ved at gifte sig. Tror De ikke, Margrete, at vi kunde betragte hinanden som to gode Venner? Er De min Veninde?«

Den søagtige, stride Brise, der trængte sig Vej gennem den raslende Skov, syntes stadig at ville drukne dem i sin muntre Støj og rev alle tomme Ord i Stumper og Stykker. Erik holdt op at tale og vidste ikke andet Middel til at aabne hendes tillukkede Læber end Kys.

Erik fandt ikke i denne første Omfavnelse den ømme Smælten og oversalige Rus, han havde drømt om og utaalmodig søgt. Men han fandt noget andet, der forbavsede ham: han mærkede ved den lette Berøring med hendes Klædedragt en veg Varme, en Duft som af visnende Roser fromt udstrømme fra hendes Legeme ... noget, der rørte ham, og hvormed han følte Medlidenhed, saa at han fik den unge, ængstelige Borgerpige inderlig kær. Den hjærtegribende Duft af en strængt vogtet Blomst i en Provinshave! Med sit blege Ansigt, hvor Øjnene var det eneste, som rørte sig en Smule og blev mørke og straalende, syntes hun at aabne sig for ham, som denne Skovslugt aabnede sig for den lyse Sommerblæst, og hun syntes at modtage disse Kys, hun ikke gav tilbage, som en Jordbund modtager Himlens frugtbare Regn.

... Med en Forelskelse, der var oplagt til Spøg og gale Streger, kredsede Erik den Dag om Margrete. Han balancerede paa en farefuld Maade henad en væltet Træstamme i den bundløse Mose, hoppede fra Sten til Sten, satte sig yderlig paa en Bro med Benene dinglende ud over en dyb Sluse, hvorigennem Bækken som et Vandfald strømmede ned over et Møllehjul. Men han opnaaede intet af det, han ønskede eller ventede, hverken at hun paa egen Indskydelse greb hans Haand ved en godt gemt Omdrejning af en Skovsti, eller at hun viste Uro for hans Liv og Lemmer. Hun elskede ham ikke, slet ikke, denne fattige Kvinde, hvis Livskilder han forgæves søgte at faa til at strømme!

Hans egoistiske og modfaldne Sjæl blev helt træt og led ved sig selv og sank hen i en fornuftig, beskeden Alvor. Indtil Aftensbordet og en let Rus paa ny bragte ham Formiddagens Kamp- og Sejrglæde, og han begyndte Turen hjem med en forbløffende, ikke før prøvet Kur til begge Frøknerne Thorkildsen, mens han begunstiget af Mørket lagde Armen om Livet paa Margrete, som sad ved Siden af ham i Vognen. I sit Overmod strakte han Fødderne noget frit fra sig og skulde vistnok til at træde hver af de to Søstre over den ene Sko for paa ny at gøre den haanske Erfaring, at her paa Jorden findes ikke en eneste Kærlighed, men fuldt op af villige Kvinder, som alle tilhører den dristige. Da tog Margrete pludselig hans Haand, som laa om hendes Liv, trak den ind under sit Sjal og beholdt den mellem sine. »Ja saa!« sagde Erik halvhøjt og tog med det samme Fødderne til sig; og han sparede sig for den Undersøgelse: om de unge Piger, han saa stærkt beundrede, var lige saa letkøbs som Fru Kruse og hendes Kusine og alle andre Kvinder. Margrete vogtede paa hans Haand lige til Aasum.

Denne halvt skinsyge Beslutsomhed hos Margrete var kommen ganske uforudset. Erik holdt sig om Natten længe vaagen med Panden støttet til Armen, og i hans grublende Sind opstod en lang Række blidere og sødere Tanker end dem, han var vant til. Han saa hendes Ansigt for sig som det uendelig fine Kvindesmil, han en Foraarsdag i Skoven havde skimtet i Vejens skælvende Solslør, eller som han mangen Middagstime, naar han sad paa Udsigtshøjen nær den blaa Fjord, havde tænkt sig hende midt i den modne, gyldne Havremark helt gennemstraalet af Sol ... blændende ...

»Somren er omme - Efteraaret kommer - jeg er forelsket,« sagde han og greb sig lykkelig om begge Tindinger. Hver af disse tre tilfældige Sætninger indeholdt en hemmelig Befrielse. Han gentog dem, og der udstrømmede fra Ordene »Somren omme - Efteraaret kommer - forelsket,« en Kølighed, der fik ham til at vaagne op, aande ud, foragte sin Tilværelse før i Dag som slap og dum og se paa Livet med nye Øjne.

Ja han grebes af et fysisk Begær efter at tænke skarpe Tanker, lynsnare Tanker og satte sig brat over Ende i Sengen, ringeagtende sit Legeme som et Redskab, der fra nu af kun havde at lystre blindt, ligegyldig for, om det frøs eller var træt: han vilde fra nu af være eneste Tænkning og Lidenskab - Aandens Lidenskab! Han bevægede Læberne i fysisk Begær efter at udtrykke sig fyndigt, med Ord, som ætsede og brændte - lade Munden forme sig om rige eller hvasse Lyde. Og da der altid lagde sig et Slør af Sol og Poesi over hans Forestilling om Margrete, gned han sine Knoer mod Panden, i Vrede over sine egne Aandsevner, fordi han ikke kunde huske den virkelige Margrete.

I et enkelt Nu steg hun da virkelig og levende frem for ham, som han attraaede hende med øm Voldsomhed - høj, hæftig slank, med en fin Rødme paa Kinden, men med den Ansigtets blege Sagtmodighed, Ro og Smilen, hvorfra der rislede Maaneskin ned og fyldte alle hans dunkle Dybder.

Atter lod han sig glide ned under Tæppet:

»Somren forbi - Efteraaret kommer - forelsket,« gentog han i Tanker.

Og paa disse tre Sætninger sov han ind som paa en god Hovedpude.

XVI: »Syndens Sold.«

Der opsteg en sød Sørgmodighed fra de smaa Gader i Aasum, naar Tusmørkets vage Damp vældede frem langs Fortovene. - I den tidlige, dugvaade Septembermorgen, naar Himlen hængte over Aasums Bakker blaa som en almægtig Kornblomst, sprang Erik op fra sin Seng og løb forgæves lange Ture for at møde Margrete, der rolig sov paa sit Øre forglemmende Kys og forgangne Kærtegn. Men naar det bløde Tusmørke fyldte de dybe Rendestene i hans krogede Gade opspiledes hans Næsebor af Velbehag, og hans Væsen var mættet med Elskovminder og ungt Begær. I denne Skumring derude langs de lave Vinduer kunde det netop passe saa godt, at en ung Kvinde, Frøken Kristine, kom vandrende, lydløs som en Kat, i sort Kjole, tætsluttende Jaket, der skjulte et sort Jerseyliv og en lille-Sølvpatsch, hendes eneste Smykke. En let Skraben i Forstuen, en let Banken paa Døren og denne Kvinde, som uforsigtig og kælen, fyldig og fast, i helt ny og helt sort Kjole smuttede ind til ham for at tilbringe et Par stjaalne Timer i ubeskaaren Elskov ...!

Men Erik vilde ikke mere se Frøken Kristine. Og naar disse Høstdages Skumring i Aasum udvidede hans Hjærte og hans Sanser, længtes han utaalmodigt efter nye Vidundere.

Allerede var det Midten af September, og en saadan Aften, da man drømte om at se Bladene derude fra Kastaniealleerne hvirvles gennem Aasums lange Gade, dukkede Damer med Teatersjaler over Hovederne og velpyntede Herrer ind i Teaterbygningen. Det var en Gæsteforestilling. Operaen »Konge for en Dag« skulde opføres. Alle Eriks Fjender og Venner var der for efter den begivenhedsløse Sommer at tage sig en Rus i Operaens syngende og kostumerede Liv. Ogsaa Erik var der - træt af Aasum som af et Par udtraadte Sko.

Fra sin Plads saa han noget borte Margrete mellem hendes to Kusiner, lysklædt, Øjne af en mørk Sødme, Ansigtets duggede Bleghed. Men lige foran ham Fru Kruses og Kristines sortklædte Rygge, der belurede ham.

Det var et fremmed og fjærnt Godaften, som han og Damerne havde vekslet. Der var kommet kølig Afstand mellem ham og dem; og Erik havde lagt Mærke til, at de igen var begyndt med at fejre den unge Købmand Holst, som han havde bragt i Forglemmelse ved sin Ankomst til Byen.

Da han imidlertid havde siddet lidt paa sin Plads, bøjede Fru Kruse sig halvt tilbage og hviskede fortroligt bag sin Vifte:

»Hr. Kølby, er det sandt, alt det nye, man hører om Dem i de sidste Dage?«

»Aa det er det næppe, Frue. Folk sladrer saa meget af bare Kedsommelighed Se Dem en Gang om. Sidder Publikum ikke som de Hunde i en lille, tysk By, der logrede og bad: Giv os et Spark, Fremmede! Det vilde maaske adsprede os lidt.«

Men den stille Frøken Kristine løftede naivt sine Bryn og sagde med blød Vemod i de blaa Øjne:

»Man hører, at De rejser fra Byen ... at De har opsagt Deres Plads ved Aasum Dagblad!«

»Og det véd De allerede! Det er kun to Timer gammelt.«

»Kruse var tilfældigvis hos From, den Gang Deres Opsigelsesbrev kom,« forklarede Fruen. »Det var nok kun rene Ubetydeligheder, der var Dem imellem. Men De er sagtens ked af Byen.«

»Her er heller ikke noget for Dem,« sagde Frøken Kristine ømt resigneret.

»Kære Frøken,« sagde Erik, grebet af en vis Godhed for hende. »Det maa De ikke sige. Jeg føler mig i Gæld til Aasums elskværdige Kvinder.«

»Hvad Fordringer stiller De egenlig til en Kvinde?« frittede nu Fru Kruse betydningsfuldt, med sædvanlig Pludselighed

»Naa, Fordringer!« sagde Erik lidt uvillig. »De véd, jeg har altid taget Damerne, som de er... Og det er man jo ikke narret med her i Aasum, hvor Damerne er saa... aandfulde!«

»Købmandsdatteren?« spurgte Frøken Kristine hen i Luften og misforstod uskyldigt.

»Frøken Juel, mener De, Frøken! Aa ja. Jeg tænkte ikke just paa hende ... Jeg tænkte især paa de Damer, som er nærværende.«

Fru Kruse kunde ikke længer dy sig:

»Det mener De ikke ... Man siger ... man siger ... at De netop finder Margrete Juel saa aandfuld... saa ...«

Fruen havde dyb Ringeagt i sine Miner og vilde sige noget ubehageligt; men Erik standsede hende:

»De véd, der staar skrevet: man skal ikke rose de fraværende paa de tilstedeværendes Bekostning.«

Han følte atter et dybt Ubehag ved disse Damers utrættelige Passiar om Hjærtesager. Mindet om hans Forhold til dem kom stedse tilbage som en Besmittelse, naar han hjærtekarsk vilde hvile ud i sine friske, nye Længsler.

Erik rejste sig med et fra sin Plads. Og han saa de to Damer blive siddende tilbage, stolt knejsende, med et ubeskrivelig herreløst Udseende.

Hans Fjender, Kommiserne, der stod i Espalier langs Væggen, gjorde lige netop saa megen Plads, at han kunde slippe forbi, eller vendte ham Ryggen, som om de ikke havde set ham. Et Par stilfærdige, unge Fyre trak høfligt Fødderne til sig, sendte ham en undselig Hilsen og blev lange i Ansigtet, da han ikke havde genkendt dem. En køn, verdensbevandret Manufakturkommis, koket paaklædt og ny i Byen, sagde: »Godaften Hr. Kølby, hvordan lever De?« og trykkede hans Haand med ærefuld Venskabelighed En anden, der stod med Ryggen opad Væggen og Fødderne langt frem, maalte Erik fra Isse til Skosaaler, saa' dernæst lige ud i Luften og flyttede ikke Benene, skønt Erik var lige ved at falde over dem. Det var en konservativ.

Erik styrede henimod Vilhelm, der tog hans Haand og trak ham lidt frem i Lyset:

»Lad mig se dig. Du ser saa handlekraftig ud. Jo sandelig!«

»Jeg rejser fra Aasum til Oktober. Blot jeg slipper helskindet ... Nu har jeg talt til hende, kysset hende ... og ingen Ting bider ... Jeg maa jo have rede paa den Sfinx.«

I det samme sendte Margrete og de to Kusiner dem en Hilsen.

»Gamle Ven,« sagde Erik, »jeg er virkelig forelsket i den Pige.«

Den betænksomme Vilhelm slog over i en halvt spottende Tone:

»Maa man spørge, i hvad for én af dem egenlig? For paa Hjemvejen fra Skoven forleden var der, saa vidt jeg kunde skønne, tre, du gjorde Angreb paa - dels med Arme, dels med Ben - foruden at du sparkede ganske livligt til mig.«

»Nej, gjorde jeg virkelig?« svarede Erik rød i Hovedet ved at se aabenbaret, hvad han troede godt skjult og glemt. »Aa vi var jo lidt fulde.« »Gu' var du ikke nej ... Hvad Pokker vil du for Resten bryde dig om det? De kunde jo godt lide det, antager jeg.«

Tæppet gik op, og da nu de dejlige Teaterprinsesser i sølvskinnende, noget urene Dragter og de pralende, silkeklædte Tenorer i ugarvede Støvler vandrede ned over det fattige Skraagulv, slyngende deres bravurmæssige Toneløb ud over Hovedet paa et Publikum, der sad, som skulde det lige straks omfavne dem - blev Erik saa betaget af dette Æventyrliv mellem støvede, giftgrønne Træklynger, at han for fuldt Alvor begærede den selv samme Usandsynlighed og Romantik i sit eget Liv.

Mens han efter første Akt langsomt og drømmende søgte fra det varme Teater ud til Buffeten, saa han forbavset Redaktør From, der sad paa en af de bageste Bænke helt inde i Halvmørket under Balkonen. For første Gang mødte han From ved de Forlystelser, der tiltrak andre Folk i Aasum. From sad ved Siden af en jævnaldrende, trofast Ven og havde et skikkeligt, betvungent Væsen som Bjørnen, »Skovenes Konge«, der har indladt sig paa at drage til Gæstebud med Jordens andre rene og urene Dyr og nu ikke véd, hvor han skal skjule sin uselskabelige Kolos.

»Godaften Erik!«

»Men Godaften,« svarede Erik Kølby, og hans Inderste blomstrede med ét af Glæde og Sympati, omgivet som han havde været af saa megen Fjendtlighed.

»Erik har sendt mig en Jobspost,« sagde From til sin Ven. »Maa jeg fortælle det, Erik?«

»Aa nej, lad os ikke tale om det. Det er dog afgjort,« afbrød det unge Menneske ham hastig.

»Naa ja ja!« From fortsatte drillende. »Man siger ellers, at De skal forloves.« Og idet han saa i Retning af Margrete: »Det er daarlig Race, Erik.«

»Ja De vil jo have mig forlovet med Kjesten. Første Præmie ved Skuet i Venstres Landbrugsforening!«

»Kjesten, ja men det er da et Fruentimmer!«

»Midjesmækker,« smilte Erik, »Højbarmet! Jeg lagde mit Hoved til Elverhøj -«

»Ja Erik, ja!« bifaldt From.

»Aa kære From! En saadan Præmie-Kvinde! Det blev et bedaarende Bryllup. Og saa nemt og simpelt tænker De Dem det hele afgjort.

De er en udmærket Politiker. Jeg er vis paa, at det gaar saadan til paa Landet, hvor Folk er uskyldige og holder Grundloven. Men jeg fordærvede og umættelige begærer en Kvinde saa attraaværdig, at vort Liv kunde blive et evigt Bryllup.«

Da i det samme Fru Kruse og Frøken Kristine gik forbi, sagde From, der kaldte alle ved Fornavn:

»De skulde hellere tage Kristine.«

Dette spøgende Skænderi mellem From og Erik fortsattes lidt efter ude i Restaurationen, da Erik havde samlet sine Venner om sig til en samtykkende Flok, der i fælles Længsel efter det usædvanlige hørte ham udvikle, at der i hver Provinsby for Statens Penge burde oprettes et Teater, stort og smukt, hvor Befolkningen i Støvler og i Træsko kunde forlyste sig uden Vederlag. »Tænk, hvor det vilde udbrede Kultur,« sagde Erik, der i Aften var besat af en overspændt, forbitret Sandhedstrang.

»Aa Erik, Stakkel,« sagde From. »Forstaar De da ikke, at de Folk fra København er ved at kvæle os med deres forbandede Poesi. Alle I unge Mennesker indbilder Jer, at det er saa vigtigt, hvordan I nyser, snyder Jeres Næse og lægger Jer i en Seng. Og saa vil I have, at andre Folk skal kalde det Poesi, som handler om Jeres Snyden Næse og Lyst til Sengen ... Aa Erik, husk paa, hvad jeg altid har sagt Dem: tænk paa Bønderne vester ude.«

Med to nysgjærrige Øjne fæstede paa From spurgte Vilhelm, der sad og tegnede Figurer i Vinen paa Bordpladen:

»Men tror De da, »andre Folk« vilde interesseres stærkere af, hvordan Bønderne vester ude snyder sig?«

From lo besejret:

»Ja skaf os et saadant Stykke. Det var gevaltigt. Eller lad os for Katten være fri for det alt sammen. Ulykken er, at I unge Mennesker alene tænker paa Jer selv. Aa Erik, De kom dog herover, fordi De vilde slaa et Slag for Bønderne vester ude!«

»Nej stop nu,« sagde Erik pludselig vendt mod From. »Hvorfra har De den Viden om mig? Tror De, jeg kom her over for en Smule Politiks Skyld Jeg holdt af Friheden ... ja naturligvis ... som jeg holder af at trække mit Vejr. Jeg kom herover - vil De vide det - fordi jeg mente, at Tale- og Tænkefriheden, »Pressens frie Brug«, ogsaa var til for mig ... for mig ... fordi jeg selv vilde være med ved et Venstre- Dyrskue-Bal, kysse Kirsten eller en anden stolt, køn Pige af bedste Race og ikke overlade den og de andre grundlovsmæssige Friheder alene til Bønderkarlene vester ude ...« Da From vilde afbryde, fortsatte Erik i stigende Tone, med spøgefuld Hæftighed: »Ingen samfundsnyttigt Skaberi! Det var min Ret. Mine Motiver var de reneste. Og hvorfor vilde De have mig herover? Fordi De vilde give Operaforestilling med en Tenor fra København. Fordi I alle keder Jer herovre. Sorg, Smærte, Forbitrelse, alt antager hos Jer kun én eneste Tone: den graa Kedsommelighed I længes alle efter det allerumuligste. Og kom saa og fortæl mig, at I ikke trænger til Poesi!«

I det samme ringede det ind, og Erik rejste sig. From, som endnu blev siddende, tog Vilhelm ved Ærmet og saa paa Erik:

»Vil De sé en Veltalenhed Det klæder ham, hvad?«

»Gu' gør det saa,« sagde Vilhelm i samme Tone.

Henne ved Døren standsede Erik foran Margrete og sagde uden andre Omsvøb:

»Vil De i Morgen Klokken tre komme igennem Holmeskoven. Jeg har noget at tale med Dem om.«

Der gik en hastig Trækning over Margretes Ansigt, og hun sagde:

»Jeg kan ikke Klokken tre.«

»Saa Klokken to. Det er ikke Tiden, som det kommer mig an paa.«

Margrete saa' sig om til alle Sider efter Hjælp.

»Hvis jeg kan faa Elise med,« sagde hun bleg i Mælet.

Erik gjorde et Ryk med Skuldren af Vrede, Utaalmodighed:

»Nej De behøver ikke Kusine. De skal komme selv ... ganske alene. Er det aftalt?«

Den høje, ranke, stilfærdige Dame saa sig stadig omkring som for at indbilde sig selv og alle andre, at det, der taltes med hende om, ikke var noget saa alvorligt og betænkeligt.

»Hvis jeg kan,« sagde hun med krampagtig smilende Læber.

»Farvel da, Godnat!« sagde Erik og gav hende pludselig Haanden.

Hun smilte overvældet og krampagtigt:

»Farvel!«

Over alt, hvor der er Synd, er der Fare, og den korte Lyst drager den lange Uro efter sig.... Frøken Kristine valgte fortrinsvis Farens Mørke og flygtede med en lille gnistrende Latter fra sit adstadige Selskab ind under de natdunkle Trær, hvor andre ængstes for Spøgelser. Og Tusmørketidens smaa Møder med Erik og en rummelig Hengivelses overlegne Forglemmelse af Verden havde adskillige Gange i denne Sommer haft en grundig Forskrækkelse til Følge.

Frøken Kristine var vistnok tapper, men ikke radikal. Hun var født til at være ærbar Dame, og hvad man end kunde sige, hun følte sig med alle sine Nervetraade som ærbar Dame. I sine Anfald af dyb Forskrækkelse bad hun til Gud, som er langmodig - for det var jo dog umuligt, stridende mod Tingenes evige Fornuft, at hun - en Jomfru, efter hvad alle vidste - ganske aabenbart skulde kunne sætte Børn i Verden ...

Erik havde siden den Dag, da han kyssede Margrete i Skoven, været tro mod sit tavse Ideal. Men da han i Aften efter den endte Forestilling gik ned ad Teatertrappen, stod Kristine der og tog sin Hat paa, og hun havde et særeget udvisket Udtryk omkring de blaa Øjne.

Idet hun fæstede sin Hattenaal, standsede hun ham blidt og frygtagtigt, som om hun helt tilfortroede sig ham:

»Hr. Kølby, gaar De ikke med hjem til os og drikker Kaffe?« Hun tog ham ved Armen og trak ham lidt til Side. »Jeg har noget, jeg maa tale med Dem om!« hviskede hun og trak sine Øjenbryn forfærdet til Vejrs.

»Hvad da?« sagde Erik forbavset.

»Ja det er grueligt - men jeg kan ikke sige Dem det her.«

Erik fulgte med Kristine sagde, at hun maatte rejse fra Byen; denne Gang var hun sikker i sin Sag; og det gik da ikke an, at en ung Pige, som ingen Mand havde, saadan fik Børn her for alles Øjne. Erik trøstede hende med, at hun gik og ængstede sig uden Grund Men Kristine blev ivrigere i sine Udviklinger og standsede saa pludselig med en forskrækket, selvironisk Latter og optrukne Bryn:

»Ja det er grueligt. Er det ikke grueligt, synes De?... Hvad? Hvad siger De?«

Der kom bestandig det samme Ord fra Eriks Læber: »Taalmodighed«, og halvvejs beroliget tog hun hans Haand og støttede sig til ham, mens hun traadte op paa Trappestenen foran sin Gadedør.

Damerne var saa usædvanlig hyggelige. De behandlede ham igen med en Ærbødighed som en fremmed, i hvis Anliggender de kun beskedent turde blande sig.

»Kommer De med til Ballet paa Onsdag Hr. Kølby?« spurgte Kristine stadig blid.

»Ja jeg antager det.«

»Og Deres Venner kommer ogsaa?« Hun nævnte »Deres Venner« uden nogen skinsyg Grimace.

»Nu vil jeg spaa Dem,« sagde Kristines ældre Søster efter Kaffen. Hun tog et Spil Kort.

»Der ligger en lys Dame til Dem ... De synes stærkt optaget af hende ... Hun har en Smule Penge ... Men De vil spørge ubehageligt Nyt ... Ja se ... her kommer en anden lys Dame i Vejen, som har noget at fortælle Dem, De ikke vil blive glad over ...«

Erik saa forbløffet paa Søsteren. Var hun Medvider?

Klokken henad tre den næste Dag, mødte Erik i en lille Gade i Udkanten af Byen Frøken Kristine, som havde taget en uhyre stor og uhyre grim Hat paa, og som hilste ham med sine to forskrækkede Øjne i et skæbnesvangert Ansigt.

Han var selv paa Vej til sit Stævnemøde.

Hun sagde et lydløst »Goddag« og »hvor skal De hen?«, og hun sagde ham, at hun vilde ud til »Madam Hansen« for at faa Vished i sin Angst. Denne kyndige, forfarne Madam Hansen var tyst som en Grav. Hun vilde ikke sladre af Skole.

Erik gik til Holmeskoven for at træffe Margrete Juel. Han havde af Forsynlighed skrevet et Brev, som han vilde give hende, hvis han ikke traf hende alene og kunde faa talt ud.

I Holmeskovens Gange laa tørt Løv. Dagen var stille og graa. Margrete spaserede ved Elises Arm og deres Fødder flyttede sig rapt og afmaalt.

»Bind dit Skobaand, Elise!« sagde Margrete.

Elises ene Skobaand raslede ved hvert Fodtrin paa den faste Vej. Erik fulgte taus og fortvivlet med de unge Piger og søgte at vise Margrete sit Brev.

»Bind dit Skobaand, Elise!« var det eneste, Margrete sagde, mens hun skred hen som en Dronning.

Kusinen lod, som hun ikke hørte det.

»Aa den Lyd gør mig nervøs,« blev Margrete ved Pludselig standsede hun med Hænders Magt sin Kusine og bød for tredje og sidste Gang:

»Bind dit Skobaand, Pigebarn!«

Mens Elise knurrende bøjede sig og bandt, viste Erik atter sit Brev. Han troede, at Margrete havde beregnet dette Øjeblik. Men hun saa paa hans hemmelige Fagter med en storslaaet Mangel paa Forstaaelse, og hun sansede raadvild ikke at tage Brevet, før Elise rejste sig og med en let Stampen bragte Kjolen i rette Folder.

Efter at have sagt Erik Farvel ved Skovledet forsvandt de unge Piger ad Vejen til Byen i samme rappe, ensformige Tempo - som om de gik for Timebetaling.

Ude bag Skoven, havde Bønderne mejet alt det Korn, der stod paa Markerne. Og snart skulde han forlade denne Jord, hvis Luft overalt var fyldt med skyggeagtige og forflygtigede Erindringer om en straalende Sommer. Men drevet af sit Hang til Fuldstændighed maatte Erik eje Margrete - for at ikke alt, hvad han havde set og ønsket her under Aasums Sol, skulde forspildes. For ikke at kvæles af Minderne om værdiløse Stævnemøder og alt det andet Intetsigende maatte han bære sin største og stolteste Drøm hel ud af denne By, hvor han jo dog ikke havde boet for at bortslænge sig selv og sin Tid, men for at oplede et Liv, hvormed hans Hjærte var fortroligt - som en Musling, der forsøger at danne sin Perle.

... I Tusmørket den Aften stod Frøken Kristine igen efter lang Tids Forløb ved Eriks Dør, ganske ynkværdig som et Barn, der i sin Skræk er taknemlig for det mindste opmuntrende Ord. Madam Hansen havde sagt hende, at hun vistnok var frugtsommelig ...

Kristine gjorde sig ganske viljeløs og lille, af Angst for at fortrædige ham, falde ham besværlig. Hun lagde sin Hat paa en Stol, knappede Jaketen op uden at tage den af og satte sig paa en Skammel med Albuerne støttede paa hans Knæ.

»Ja er det ikke frygteligt,« sagde hun med sin kejtede Latter; og idet hun bange kærtegnede hans Kind næsten uden at berøre den:

»Kunde De ikke tænke Dem at gifte Dem med mig? Tror De ikke, De kunde faa den, der var værre?.. Jeg holder af Dem ...«

Gifte sig med Frøken Kristine! Det var jo Redaktør Froms Forslag. Men Erik, som aldeles ikke havde tænkt at gifte sig, gav intet Svar.

Da rejste Kristine sig langsomt fra sin Skammel og sagde i en fastere Tone:

»Men De kan jo ikke lade mig gaa saadan.«

Den Skygge af truende Fjendtlighed, som var i hendes Øjne, der nu ikke mere saa paa ham, fik øjeblikkelig Eriks Medfølelse til at forsvinde.

»Jeg har aldrig lovet at gifte mig med nogen!« »De bliver i alt Fald nødt til at hjælpe mig. For det bliver ikke billigt.«

To Minutter efter kom hun hen og klappede ham paa Kinden:

»Er De vred paa mig? Huskjeg er saa gruelig, saa gruelig bange.«

Men Erik følte ikke mere den Uhygge, den Tingenes Uoverensstemmelse, som havde pint hans Samvittighed en Smule, da han gik som en Tyv og vilde liste sit Brev i Hænderne paa Margrete, mens en anden Kvinde, ulykkelig for hans Skyld, maatte løbe og spørge Byens kloge Kvinder til Raads. Det var sikkert mere ved et Tilfælde end af særlig Kærlighed, at Frøken Kristine havde gjort ham til Medpart i sine smaa Synder. Hvorfor skulde hun saa lyve Kærlighed?

Om Aftenen var han hos Guldsmedens.

Paa en Strimmel Silkepapir, som han rullede sammen til en lille Kugle, bad han Margrete møde ham den næste Dag. Han trykkede hende det i Haanden, da han sagde Farvel. Paa den unge Piges Ansigt viste sig igen en Række Trækninger, hun vaklede en Smule af Forskrækkelse og lo, saa man saa alle hendes Tænder.

Men han huskede hende saa fin og lys og dejlig den Aften.

Dagen efter spaserede han Klokken halvto i Anlæget med Frøken Kristine. Hendes Øjne var taagede af Forknythed, og hun var paa ny viljeløs glad for et ubetydeligt Kærtegn.

Klokken tre ventede han Margrete, som blev borte. Da besluttede han, at han vilde gifte sig med Kristine, om det skulde blive nødvendigt.

Og med Margrete vilde han endnu kun gøre ét Forsøg. Et Brev blev skrevet, som Fotografen med en meget betroet og meget sigende Mine paatog sig at bringe til Margrete.

Der stod:

»Jeg ventede Dem i Gaar en Time.

»Jeg venter Dem i Dag endnu længere.

»Herre min Gud, nu er der kun ti Dage, til jeg rejser fra Aasum.«

Fotografen lagde det i en Nodebog, som han overbragte hende. Han var allerede ude af Huset og skulde dreje om ad en Sidegade, da hun kom løbende med bart Hoved og vinkede ad ham.

»Jeg kan ikke komme i Dag,« sagde hun uden videre, som maatte Fotografen kende alt.

»Maa jeg da bringe Erik Kølby Besked om en Tid, som er Dem belejligere?«

»I Morgen ... Klokken halv tolv.«

Saaledes stod hun paa Gadehjørnet med Haaret blafrende om Panden. Og Fotografen bragte Erik den Besked: »Jeg havde aldrig tænkt mig, den rolige Dame skulde komme saadan i Bevægelse ... Du tager hende formelig med Storm.«

Det var Onsdag. Og da Erik ikke vidste, hvorledes han skulde faa den lange Tid til at gaa, drev han et Par Timer hen til det Bal, som Frøken Kristine havde talt om. Det var med Ulyst, men han var nysgærrig efter at tale med hende.

Han saa hende blive ført op til Dans. Han saa de mange Par, som gled ham forbi, smilende unge Piger og Fruer, der ogsaa havde et Smil eller et frittende Øjekast til overs til ham, Fornærmeren af alt, hvad der var vedtaget i Aasum. En eller anden Dame, som han kendte en Smule, strejfede af og til hans Øre med et frisk, udæskende Udbrud, idet hun smuttede forbi ham i kysk Uantastethed. Alle disse Ansigter og disse Danse var ham med et ligegyldige. Margrete var der ikke. Og han begreb i Grunden ikke, hvorfor alle disse Folk støjede og dansede, indtil Støvet stod omkring dem og de kogte af Varme. Men Livsglæden blussede paa alle Kinder ... gennem de aabne Vinduer strømmede Køligheden fra en fin, tæt Høstregn, som ustandselig vedblev at falde ude i Mørket.

Erik opsøgte Kristine paa en Bænk, hvor hun nu sad ensom og nedslaaet. Han talte til hende dæmpet-beskyttende; og hun svarede ham dæmpet-forundret; som to halvt fortrolige taler hver ud fra hver sin Verden, efter at den egenlige Sympati er bristet.

Da Frøken Kristine forlod Erik og Salen en Stund, sad han og talte med en ung Købmand Musiken spillede en Tyrolervals, og de dansende Damer vuggede sig ud og ind saa kækt som vajende Faner. Erik begyndte at faa Interesse. Det var en besnærende Ungdom, der sprang fra Violinernes Strenge i store Hop, mens Parrene gyngede deres Arme frem og tilbage som Guirlander.

Da dukkede Kristine igen op ved Indgangen til Salen. Hun gik og bed hemmelighedsfuldt i Snippen af sit Lommetørklæde, og hun spankede stolt paa Hælene ned igennem Vrimlen. Hun gjorde endogsaa et Par Dansetrin i Takt til Musiken og stirrede lige ud, som om hun ikke saa Erik. Men idet hun gik forbi ham, slog hun ham med Lommetørklædet let paa Skuldren:

»Hr. Kølby, vil De høre noget nyt?« Og hun bøjede sig og hviskede ham hastigt et Par Ord i Øret.

Erik klaskede Haanden mod sit Laar.

»Naturligvis!« udbrød han leende.

»Naturligvis!« sagde Frøken Kristine og gik knejsende videre. Hun drejede kun Hovedet og nikkede tilbage:

»Som altid!«

Den unge Købmand struttede af Nyfigenhed, men det eneste, han kunde faa ud af Erik, var: at Livet tilsidst er en Farce, og at Himlens Styrer - hvad enten han hedder Buddha eller Jehova eller Zeus - er en god Gud, som lader det regne over onde og gode, og som satte Regnbuen paa Himlen til Tegn paa, at fra nu af skal Sommer og Vinter, Vaar og Høst, Dag og Nat ikke aflade.

Frøken Kristine sagde straks efter Godnat til Erik, for at tage hjem. Og hun fjærhede sig med en Stolthed og en Tryghed, som var hun inderlig tilfreds med sig selv og havde faaet en høj Agtelse for det jordiske Stof, hvoraf hun var skabt.

Erik var frelst.

Ude faldt Regnen ustandselig og over alt, den fine, milde Høstregn. Og Erik, som ogsaa slentrede hjem, tyst drømmende om Margrete, havde kun den éne Bekymring: at Regnen skulde forstyrre hans Møde den næste Dag.

XVII: Forelskede.

Den ene rager Kastanierne af Ilden, og den anden nyder godt deraf. Frøken Kristine havde gjort ham fortrolig med Tanken om at gifte sig - og Dagen efter blev han forlovet med Margrete.

Hun blev ikke synderlig glad eller talende, fordi han tilbød at gaa til hendes Moder straks; men i hendes Haandtryk laa dog et egensindigt Hjærtes sære Godhed ...

Det havde ikke været hans Omgivelsers Mening, at han skulde ende i en Forlovelse efter Landets Skik. Gode Ægtemænd, der sad fast i Aasum, med Kone og Børn, og kun paa Afstand kunde sværme for Friheden, ønskede at have Erik gaaende ugift som et Mønster paa det Liv i Ubundenhed, som de ikke selv kunde føre. Det var rart at have ham som en Protest imod Moralen og Ægteskabet. Det gjorde Livet mangfoldigere ogsaa for dem, at der kunde findes saadanne Folk. Og ved smaa Portvins- eller Torskegilder lod de og deres Fruer ham forstaa, at han ikke skulde binde sig. At de for deres Part vilde nyde Æren som sædelige Samfundsstøtter var selvgivet; men i en naiv, indadvendt Radikalisme, der havde vokset sig stærk ved et stærkt, moralsk Tryk, fordrede de, at Erik, som var en net Fyr med en spydig Pen, skulde tage Kampen op paa alle Omraader. Det var det repræsentative System. Og i godlidende Offervillighed udsatte de sig for Faren ved at have en saadan Ungkarl slentrende om paa deres Stier.

Erik holdt ikke af noget, som var halvfærdigt. Han fik trykt Kort, som han sendte rundt, bestilte Forlovelsesringe og lod sig højtideligt gratulere. Og han læste i sine Venner, de ængstelige Demokraters Ansigter trefoldig Ordet: »Dumhed! Dumhed! Dumhed!« Men Damerne smilte, nikkede, og i deres Miner stod skrevet: »Han er vist lykkelig!« Han mødte en uventet Velvilje hos alle Mennesker, han knapt kendte. Og Interessen tindrede ud fra alle Gadespejle, naar han og Margrete lidt forlegne gik gennem Byens Gader, stadig to Skridt fra hinanden.

Vilhelm og de andre unge Venner hørte Budskabet med forbeholden Stilhed og henfaldt én efter én til Grublerier.

Om Aftenen paa Forlovelsesdagen mødte de op - en krigsberedt, munter Flok - for at fejre Begivenheden i Fru Juels Hus. Det var egenlig de to Kusiner, der var gladest over Erik, og som satte sig ved hans Fødder paa Vindusforhøjningen for at høre, hvad han halvt i Spøg, halvt i Alvor belærte dem om.

Margrete selv havde glemt Dagens Betydning. I vildt, barnagtigt Lune førte hun store Kampe med den drilske Vilhelm og med Fotografen, som hun med fysisk Magt satte hen i en Krog; der stod hun og holdt hans korslagte Haandled med sin venstre Haand, mens hun hævede højre Arm højt og truede med Pegefingren. Hendes Haar flagrede om Panden, Kinderne blussede, og hendes kaade Profil med Næsen løftet i livsglad Trods og med pudsig spilede Næsevige fik Erik til at tænke paa en lang, uartig Skoledreng, skønt der var store Bevægelsers Vælde og plastiske Majestæt i denne Uartighed.

Han var ved at blive hjærtesyg. Han forsøgte at lege med Men der var mere Kærlighed end Kamp i hans Leg. Hun stødte ham fra sig.

Og han stod og tænkte paa at liste sig stille ud, pakke sine Kufferter og rejse med Aftentoget hjem til København. Da skød hun, som Legen gik bedst, Døren op til et mørkt Værelse, rykkede ham let i Ærmet og trak ham med sig derind Og hun lukkede Døren bag sig. Ude hos Vennerne og Kusinerne blev der et Øjeblik undrende Stilhed, som sluttede med en Latter.

Hun satte sig paa hans Skød i den store Lænestol ved Vinduet og gav sig til at kysse ham.

Erik prøvede at smile:

»De andre prygler du derude i den lyse Stue, og mig kysser du i Mørke. Jeg stod just og havde besluttet at rejse hjem til København i Nat. Hvad vilde du da have sagt?«

»Ja jeg ved ikke ... jeg var maaske rejst efter dig,« sagde hun slet ikke forundret

»Kun maaske. Fortryder du ikke allerede? Er du ikke træt af mig. Sig, bryder du dig i Grunden om mig?«

»Det kan du da nok forstaa. Tror du, jeg ellers vilde forlove mig?«

Hun sagde alt saa hjemmevant, saa trygt og tilforladeligt, i Aasumdialekt. Og hun blev ved at kærtegne ham, stirre paa ham i det blege Genskær fra Gadelygten, som vilde hun helt mættes med Glæde over ham. Det var som en god Moders bedste, forkælede Datter, der havde faaet en Dukke at lege med Hun forekom ham meget yngre, end han havde tænkt, men dobbelt skøn i det matte, hvide Lys med sin fyrige, lunefulde Kærlighed og sine Øjne, der stirrede saa utrætteligt paa ham, som om de vilde inddrikke ham helt. Han gav sig hen i Tro paa sin Lykke og talte beundrende Ord, der kom inderst fra Hjærtet.

Hun herskede her i Mørket med en frimodig Selvegenhed og sagde:

»Du stod og satte et Ansigt op ... aa saa surt! Jeg maatte jo se at faa dig kureret. Er du nu ikke fornøjet med mig?«

Og Erik havde ikke mere Tvivl. Han trak en lang, svær Haarlok frem af en Lomme for at overgive til hende. Den havde tilhørt den unge Pige, han havde troet at elske i København. Margrete gav til Gengæld en Lok af sit eget Haar, ikke nær saa stor, men sirlig omvundet med Silketraad og lagt i et sirligt Stykke Silkepapir. Hendes Kærlighed var ikke rundhaandet, ødsel, som Emmys havde været; men det gjorde den endnu kærere, at den var saa sød og stolt og fordringsfuld

Kun én Ting var det ved Eriks tidligere Forhold, som pludselig gjorde hende forlegen og uvis. Først da Erik havde forklaret, at dette Forhold var barnløst, beskæftigede det hende ikke mere.

Og inden hun aabnede Døren ind til den lyse Stue, holdt hun ham endnu en Gang tilbage for at se ham ved Lygteskæret og endnu en Gang at skænke ham et af sine ubekymrede Kys. Inden hun gik ind til Lyset, hvor hendes Kærlighed lukkede sig sammen som en forfrossen Blomst, og hvor en stor, velopdragen Pige, som hun, ikke vilde være bekendt, at hun legede med Dukker.

En af de første Aftner i Oktober fulgtes Erik til Toget af sine unge Venner og Veninder. Vilhelm og Fotografen var begge næsten forlovede med hver sin af de to Kusiner.

Ved Udgangen fra Ventesalen kom en smilende Dame hen til Erik.

»Jeg maa dog lykønske Dem, Hr. Kølby!« Og hun vendte sig mod Margrete: »Ja Dem har jeg allerede lykønsket.«

Det var Fru Eva Holst, der uddelte disse Lykønskninger med en skælmsk Ynde, fuld af guddommelig forstaaende Overlegenhed, som var det selve den gyldne Aphrodite, der uddelte sine Blomster og Velsignelser til disse to Børn af den skønne Jord.

Og hun tilføjede let spøgende:

»Hvem skulde have troet, at De vilde forlove Dem - naar man talte med Dem, den Aften De kom til Byen?«

Erik bukkede for Fru Holst, slog ud med Haanden og forklarede med den Frimodighed, han havde lært af Redaktør From:

»Frue, De er vedbleven at staa uden for mit Liv.«

Erik havde valgt sig en Kupé, sagt Farvel, trykket Hænder, men den rette Afskedsstemning vilde ikke her for alles Øjne gribe de to Forelskede.

Konduktøren kom løbende for at lukke Kupeerne. Erik sprang ind, og Døren blev smækket i. Erik stod og sled fortvivlet med at aabne det lukkede Vindu. I dette Øjeblik længtes hun derude og han derinde uendeligt efter en sidste Hilsen.

Men Toget gled langsomt ud af Perronen, og Vinduet vilde ikke gaa ned.