© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Saa er vi altsaa skilte, hver i sin By, bundne af den samme Lænke. Her sidder jeg, som en ensom Glød, hvem en umild Skæbne har revet bort fra den rette Arne. Og dér ligger du i Asken, som næppe er kold efter mig, opfangende den sidste Rest af min Varme. Søde Margrete, Arnen afkøles, og de muntre Minder fra i Sommer dør – men rug kun over dem, drøm, og lad ikke din Ild gaa ud!
Ja vi er wel reyste – et listigt Forsyn, der vidste, hvor lidt man kan stole paa Verdens Børn, udfandt at gøre en Munk og en Nonne af os, mere sikkert, end om vi havde bundet os ved de strængeste Løfter. Din Pande er en Nonnes, og daglig vil dit Sorøs Jomfruhjærte hente Styrke fra din fromme Mine, nu da din Helgen er saa langt uden for dine venlige Hænders Rækkevidde. Ti fortæres du end af hedenske Flammer, paa Minen kender man Helgener.
Margerita – en Nonne! Hvor raffineret finder Forsynet paa at pine os! Margerita – en Nonne; indemuret at skulle sukke og længes, længes efter den fjærne Brudgom, der en Gang med sine Kys skal indblæse hende en himmelsk Lyksalighed! Mia carissima – det skal kaldes Lykke! Nu har vi ledt saa længe om en Salighed efter vort Hjærte, og dér havde vi fundet den, men nu fordobler den blot vor Pine.
En forelsket Nonne – af alle Nonneskæbner den tungeste. Hvor fortærende at svælge i en Længsel, hvis Ende ikke er at øjne! Cellestilhed, Klosterandagt, en forvirrende Drøm om blændende Sommerlys, om et Bad i Henrykkelsens hede Kilder, om Dagene, hvor vi skal age i Lykkens gyldne Karm, lé med hinanden eller græde med hinanden, men altid: med hinanden og derfor lykkelige. Det er flimrende lyst i Sjælen, brændende klart; og uden om er saa den tunge Tavshed, de klamme Klostermure – isnende, isnende; og man ser intet Ophør paa Vinteren, Kulden, Mørket.
Saa er da Margerita en Nonne, med hvidt Slør, med Rosenlæber, med Længsels Taarer funklende i Øjenvipperne; og Barmen hæver sig bævende og synker sukkende, og Sindet er Glød og Flamme, Flamme og Glød – lad dem prøve at slukke, Ilden dør ikke, før det unge, skønne Støv er hærget til Kul. – Og jeg er Munk. Det blev ikke sunget ved min Vugge, det blev ikke nævnet, da jeg sprang paa Hovedet i Livet. Jeg blev det trods onde og gode Profeter. Det blæser lidt koldt der udenfor; med hvor mange gamle Klude man lappede denne brøstfældige Verden, igjennem alle Sprækker og Fuger piber Trækken, og vær glad til, om du slipper med lidt Gigt og AndendagsVærk! Men en Mund aandede varmt paa mig, og lidt efter lidt kom jeg til Kræfter. Jeg var som forvandlet; og jeg blev Munk. I Klostrets Ensomhed tilbeder jeg nu den Madonna, fra hvem der udgaar Liv, Aand og alle Ting.
Cara mia, nu synger jeg en hellig Højsang, en Salme om et nyt Eden, hvor Solen er som Guld i sin Opgang, som Purpur, naar den gaar ned; hvor spraglede Sommerfugle flagrer i dirrende Lys mellem eviggrønne Trær.
Det er en Salme, mange, mange har sunget før. Men det er ogsaa den fornemste af Salmer. Aldrig kan den synges for tit; ved den vil jeg synge mig ind i Paradiset; den er min Opsang, vil jeg storme Himlen.
Jeg tror paa den eneste sande Margerita, Nonnen, cara mia, mia carissima, som har indblæst mig Livsens Aande, som daglig opretholder mig, fuldkommengør mig og vil gøre mig mangfoldig som Sandet ved Havets Bred.
Jeg skal ikke have andre Guder for hende.
Jeg skal komme vore Hyrdetimer i Hu og holde dem hellige.
Den gamle Adam i mig skal druknes ved Anger og Bod Jeg skal iføre mig en ny Adam, der er værdig at omslynges af min unge Evas hvide Arme.
Den gamle Adam vil klamre sig til hendes Fødder og kysse dem, vil kaste sig til hendes Barm og kysse den. Da falder hans Ham, og han bliver dobbelt ung, dobbelt fyrig ...
Og nu sender Munken klagende af Længsel sin ærefrygtige Hilsen til Nonnen, Søster Margerita, som med bankende Hjærte, fromt opbygget læser hans Epistel og trykker et Søsterkys paa Navnet
Det er Løvfald, Margerita, klamme, taagede Dage, og hver Morgen jeg aabner mit Vindu, tilslører en frysende hvid Damp de forkrøllede Trær.
Den sidste Smule grønne er forbi; og Falmetidens Farvebrand er sunket hen i en mat Rusttone. I den graa, svære Luft skinner Træerne, halvt afbladede, frem med muntre, brunrøde Profiler.
Inde i stilfulde, forladte gamle Haver, hvor ved hver Omdrejning af de snirklede Gange en Marmor-Erot sigter med sin Pil eller en Hyrde kysser sin kokette Hyrdinde, vader man i fugtigt Løv til over Anklen. Og i alt det smuldrende Liv med Blade, der drysses, og Frugter, som gaar i Trøske, medens kun en Spade, tankefuldt hensunken midt i et halvt omgravet Kartoffelbed, forraader Nutidens grove Stræb, bliver man saa kaad og galant til Mode. Man drømmer sig tilbage i det Aarhundrede, da belevne smaa Markiser, forklædte som kortskørtede Hyrdinder, gjorde et allerkæreste Kniks for »min Herre« og med det aabenbareste Mod i skalkagtig slyngede Vendinger skriftede, hvilke søde Synder »madames« Hjærte mest længtes efter at kunne angre:
»Jeg er Hr. Damons allerydmygste Tjenerinde!«
Mademoiselle Marguerite, da mit Hjærte endnu var frueløst, vilde jeg ogsaa i denne pyntelige Aarstid have drømt om en saadan »ydmygste Tjenerinde«, vilde have længtes efter hvælvede Sale, udstyrede til Overdaadighed med en lige saa nydelig som vittig Rokoko-Smag. Og foran Marmorkaminen, siddende hver i sin Lænestol, skulde vi holde Hyrdetime, hun og jeg, mens Mørket faldt paa og Ilden lyste. Der skulde ikke kysses eller tales om Kærlighed, men gøres Knæfald i leende Ord, i forsigtig maskerede Forvovenheder. Hyrdinden har sat sin skælmske lille Fod op paa Kamin-Forsatsen, og de kælne Fingerspidser krummer i Ømhedsiver deres Rosennegle fast om Stolearmen, idet hun syndefuld spørger, om min Herre ikke nu er træt af den overvættes causerie ...?
Og jeg vilde maaske have sat det paa Alexandriner:
- – Ak, det var en Trængslernes Tid, da saadanne Drømme drog ind og ud af mit Hjærte. Margerita, lille Margrete – med dig kom et nyt System til Magten. Du traadte sejrrig ind og lukkede Døren i Laas efter dig; og nu kan de banke paa, saa mange de vil, Markiser og Hyrdinder, plaprende Frøkner og diskret-vemodige Enker – du har sat Foden fast for, eftertrykkelig og med en sikker Mine: »Nej det skal vi dog ikke have mer af!«
Og hvad gjorde da jeg? Jeg tænkte som saa: Marguerite vaut bien une messe! Jeg lod dig vende op og ned paa alt derinde, lod dig ransage mine Gemmer og kigge i mine dybeste Hemmeligheder. Hvorledes skulde jeg forhindre? den nysgærrige lille Næse kunde snuse uden paa en lukket Skuffe, at den skjulte konfiskerligt Gods. Markiserne og Hyrdinderne, der stod udenfor og frøs, spottede mig som frafalden og sagde, at jeg solgte min Frihed, min gyldne, unge Frihed, som jeg aldrig havde villet bytte selv med det blødeste Baand. Men jeg svarede: Se paa hende! jeg vilde forskrive mig til ham med Hoven, naar det gjaldt at vinde hendes Kærlighed – og saa skulde jeg ikke kunne høre en Prædiken? Margarita er vel en Messe værd.
Min fine, ranke Margrete – det er dog ikke Kirketoner, dem, som kommer fra din Mund, det er ikke den vinterfrosne Forsagelsens Tekst, og ogsaa Andagten er en anden.
»Es liegt der heisse Sommer
auf deine Wängelein.«
Jeg mindes dit Ansigt fra sidst og ser dig for mig trædende let over Efteraarets Bladdynger. Og jeg ser dig som den Gang du puttede din Arm ind under min og vi vandrede nynnende gennem den bleggule Allé. Ordene faldt fra dine Læber saa let, saa blødt som Løvet, der i Søndagsstilheden dryssede ned langs den opkørte Vej.
Klokken var fire. Det blev mørkere og mørkere; da vi skulde hjem, var det helt sort. Og saa gik vi i det dybe Mørke med Armene om hinandens Liv og kyssedes hele Vejen som to, der ikke maa. Jeg glemmer heller ikke Aftenen paa Banegaarden, da jeg skulde rejse. I majestætisk Ensomhed stod du midt paa Perronen og saa' efter mig og sagde ingen Ting ... Det er virkelig sandt, at Folk bliver lange i Ansigtet.
Ak Margrete, af saadanne Søndage har hver Maaned kun to. Du véd ikke, hvor de andre to er mig pinefulde og fade. Man staar sent op, og før man tænker derpaa, mørknes det allerede i de graa Gader, og da er der en uendelig Skumring og en uendelig Aften igen. Saa sidder jeg og tænker paa sidst og ærgrer mig usigelig. Og det trøster mig slet ikke at vide, at nu sidder du ogsaa og længes efter mig. Er der noget saa fortvivlende som den Tanke, at begge rækker Armene ud og kan dog ikke naa sammen, at begge er saa hede, saa unge og dog saa afmægtige? Jeg oprøres over Verdens Ufornuft og finder det vanvittigt, stridende mod al Logiks inderste Væsen.
Men saa i Mandags Morges kom dit Brev med Violerne. Jeg fandt det smukt af dig, siden det var de eneste i Drivhuset. De var bleven pressede, og deres Saft havde gjennemtrukket og farvet Silkepapiret. Nu ligger de foran mig, og jeg ved ikke, hvad det er for en sød Følelse, at de er fra Marguerite, at dem har hun »baaret paa sit Bryst«, forleden Aften hun maatte gaa alene hjem uden anden Trøst end sin Fader og Moder. Ene! den græsseligste Sindsstemning, saa opløst og elendig. Min stakkels, stakkels Pige, hvor selvforagtelig du fortæller om at sjaske alene bagefter! Foragter du dig selv, naar du ingen har at kysse?
»Det var saa dejlig mørkt hele Vejen,« skriver du. »Jeg gik og ærgrede mig over, at du ikke var her, saa at jeg kunde kysse og omfavne dig; for ingen kunde se det.«
Ja søde Margrete, paa samme Maade tænker jeg hver Aften: det er dog en Skam for det udmærkede Mørke, at det gør sig sort til ingen Nytte.
Men du skal faa Revanche. En saadan uforfærdet Pige er nok værd at belønne.
- – Netop nu begynder det at sne udenfor, den første Sne i store snurrende Flokke, vrimlende tæt, hvidere og hvidere. Dagslyset falder blegt ind paa min Væg, og jeg finder det ligesom en Smule koldere her. Jeg rager op i Kakkelovnsilden, saa det knitrer; men Sneskæret fra Ruderne gør, at jeg fryser indvendig.
Et Øjeblik sætter jeg mig hen foran Kakkelovnen og tænker paa dig. Dit Ansigt staar for mig i en Hvirvel af Sneflokke, som risler ned over Haar, Øjne og Kinder, og dobbelt gløder Blodet under den tynde Hud.
»Es liegt der heisse Sommer
auf deine Wängelein.«
Du er min Sommer og Sol, min Frøken snerpet Mund, min Markise og Frue – du er Summen af alle mine brogede Drømme i det brogede Efteraar; mod de brune konturløse Løvmasser og mod den snegraa Luft tegner din ranke Skikkelse blødt sit nynnende Rids. Og disse hede, venlige Kinder vil jeg kysse næste Søndag, fordi du er flink og ikke ræd for Mørke.
Jeg er i den mærkeligste Stemning, saa modfalden og tilintetgjort. Og næsten maa jeg gøre Vold paa mig selv, at det ikke skal gaa ud over dig. Jeg har en Lyst, uimodstaaelig, til at bande – vé over Verden, vé over de store Aander, vé over de smaa Filistre! De store, fordi de har hvælvet os Himlen for højt, de smaa, fordi de har gjort Jorden altfor plat. Jeg vilde jo saa gærne gaa min egen Vej – midt imellem! Men midt mellem Himmel og Jord, hvorfra faar jeg Balance til den Linedans?
Det var altsaa den Jul, de fjorten Dage, vi lovede os saa meget af. Jeg havde udkastet Planer som en Digter og har ført dem igennem som en Æsel.
Det er min Fejl. Man skulde aldrig lægge Planer. Alle de Drømme, jeg havde haft – hvor kunde jeg forlange, at de skulde tone ind i en saa vidtløftig Koncert uden en eneste Skurren. Der var min Hyrdinde, min Jomfru, min Frue; intet under Solen kunde der nævnes, som jeg satte Pris paa, uden der jo skulde være det med. Og jeg fortalte dig i forberedende Breve alt det gode jeg vilde finde hos dig, naar jeg nu i fjorten Dage var sammen med dig fra Morgen til Aften. Min stakkels egen Gretemo'r, det var Tyrani om jeg vilde, du skulde danse efter alle de Signaler. Det var umulige Fordringer, og saa traf jeg dig uforberedt ...
Jeg husker den Aften, jeg kom. Du kunde ikke rigtig kysse mig. Det var, som om du gik i dine egne Tanker og ikke evnede at gøre ryddeligt for mig; som om jeg endnu var langt borte og du ikke kunde blive fortrolig med, at jeg virkelig var kommen, at jeg sad der ved Siden af dig med din Haand i min, ventende paa, at du skulde aabne dig og modtage mig. Men du kunde ikke. Maaske havde du drømt altfor meget om, hvor smuk den Aften vilde blive.
Vi er alle en Smule af Porcellæn og Kvinderne ikke mindst. Vor Kærlighed, hvor skrøbelig! undertiden er den, undertiden ikke. De gamle Sagn og Folkeviser fortæller om Kærligheden som den solide Masse, det mægtige Instinkt. Men nu ... man maa ikke forlange, at Kvinden, naar somhelst og hvor somhelst skal kaste sig i sin Ridders Arme; hun kunde være uforberedt. Hendes Ridder maa være virkelig Ridder; hans Lod er at knæle, at forstaa og vente. Vil han i Ungdomshede stille Fordringer, vil han vise hendes Luner bort og gribe hende: »Til Gengæld, fordi jeg elsker dig, giv mig din hele Kærlighed« ... stakkels Ridder, saa er han jo ikke ridderlig, og han forværrer bare sin Sag. Hun er af Porcellæn, hans Dame; et Intet kan tænde hendes Kærlighed, men mindre end intet kan slukke den. Rolig maa han være; han maa finde sig i, at hun er, som hun er; han skal være erfaren, overbærende og Psykolog, og naar hun er mest uretfærdig, maa han bukke, smile og galant stryge sit Overskæg.
Men jeg kunde ikke være ridderlig, naar jeg syntes, at man gjorde Uret imod mig; det var ulige Parti. Jeg oprørtes altfor stærkt – værst for mig selv! Haarde, stenhaarde Ord blev Følgen, hadefulde, brændende hadefulde Øjekast. En fortærende Ild var kastet ind i vor hellige Lund – al Ting fænger som tørt Kvas, det blødeste og bedste, vore fineste og venligste Drømme. Skovbrand!
Jeg havde jo ikke lært at gaa paa Akkord Hvor kunde jeg være Ridder? Jeg fordrede ungdomsstolt en hel Kærlighed; for jeg vidste ikke, at Livet kun giver Ret til en halv. En halv – ikke mere; da Manden deler sin Kærlighed mellem sig selv og sin kaarede, kan han ikke forlange udelt Hengivelse af hende. Jeg burde have tænkt mig om. Men hvem husker at tænke, naar Blodet er hedt? For hver Uvenlighed blev jeg mere saarlig.
Min kære egen Margrete, det holder altid haardt, naar nogle Idealer skal falde. Og w, som havde haft det saa godt paa vore Søndage, vi skulde nu skændes og fortælle, at vi ikke forstod hinanden! Du skulde sidde mut og urørlig og hvert Ønske, jeg havde, knuses mod din Vilje! Vilje – og overfor al den Urørlighed stod jeg uden Magt, som et Intet, som tom Luft. Det hjalp ikke at bede, det hjalp ikke at skrige ... Skovbrand.
Jeg glemmer ikke Ballet, da vi hele Aftenen ikke talte sammen i fem Minuter. Vi havde enedes om Dagen og haft den ømmeste Mørkningstime. Men paa Ballet gav du dig slet ikke af med mig. Jeg kom en Gang og vilde danse; du var engageret Nu ja, jeg gik; og ventede, at du snart vilde komme til mig. Først længe ud paa Natten lod du sende Bud: om jeg saa vilde danse Lanciers? – »Nej Tak, jeg har engageret en anden sød ung Pige!« Og jeg gik hen og bukkede for Frøken M., som saa' skælmsk og nyfigen paa mig og troede, at jeg skulde danse denne Dans med min kæreste ...
Saa var vi fornærmede begge to og skinsyge. Og paa Hjemvejen gjorde du ikke Tegn til at ville følges med mig – hvorfor jeg naturligvis sluttede mig til et andet Selskab. Du kom først til Gadedøren, men jeg havde Nøglen, og du maatte vente, til jeg kom. Uden at sé til højre eller venstre aabnede jeg og gik lige op paa mit Værelse. Jeg hørte dig paa Trappen, men pludselig blev det stille; og da jeg efter et Kvarters Forløb endelig vilde kigge ud, sad du paa det øverste Trin og græd.
Du var uendelig sød i den hvide Baldragt med de blaa Sløjfer, hulkende og med forgrædte Øjne; jeg kunde ikke lade være at kysse dig; men jeg mente jo, jeg havde Ret, og rev mig fra dig, da du vilde gøre mig Bebrejdelser. Du blev ved med et indtrængende: »Ja men, Erik, synes du da ...?« som gjorde mig hidsig. Og jeg gik uden at ville sige Godnat, skønt du bad mig og rejste dig for at omfavne mig.
Aa vi to Børn! For første Gang lagde vi os til at sove uden et Godnatkys – det var, som naar en from Katolik skulde dø uden den hellige Hostie.
Og Dagen efter! Du fortalte mig, at jeg var hæftig, og forsikrede trofast og selvtillidsfuld, at det skulde du nok faa pillet ud af mig.
Aa denne Sikkerhed, denne Kejserindemine! Jeg har saa tit fundet den sød, har syntes, det klædte en ung Pige, som var forelsket, at være rigtig uforbløffet i sin Kærlighed Jeg har knælet og velbehagelig vendt Nakken til for at føle det svage Tryk af en betøflet Taa; ti Fruen var saa lækker i Tøfler. Men nu gik Fruen ikke længer paa Tæerne, nej Tøflens Hæl trampede mig brutalt i Tindingen. Og Selvherskerinde-Ansigtet, der før var saa rørende, fordi hun med sine strænge Befalinger kun tilsigtede at bevare mig rigtig for sig selv, blev haardt under en Kamp om Magten og syntes at sige: du eller jeg –
Dog, jeg vil ikke tænke paa al den Barnagtighed Der var da ogsaa saa meget skønt; vi brugte jo ikke Tiden til at skændes alene. Ak men for hvert bittert Ord, hvert hvast Blik udslettes ti Ytringer af Ømhed, og jeg glemmer, hvor sødt du kunde komme og bede mig om Tilgivelse, naar jeg husker det Øjeblik, du var haard Min kære Margrete, bliv ikke vred paa mig! jeg vilde ikke have skrevet alt dette, men saadan noget graver sig dybere i éns Sind, end man tror.
Jeg skal glemme det og ikke tale mere derom. Jeg har taget det saa taabeligt, saa naragtigt, som var jeg Hr. Petersen, Kommis af Sorø, og ikke Erik, der i sin blomstrende Ungdom studerer Sprog i København og med Tiden haaber at blive noget mere. – Ja, bag efter kan man sagtens være overlegen. Lad mig ikke blive Aristokrat! I Livets Kunst er vi lige kloge – Kommis Petersen af Sorø og Erik af København.
Jeg skal glemme det og alene huske paa den sidste Aften, vi havde saa svært ved at forlade hinanden, da jeg skulde rejse næste Morgen ganske tidlig og der saa ikke blev Tid til lang Afsked. Du lyste mig op til mit Værelse og begyndte, som vi stod omfavnede, med ét at græde, ikke enkelte, listende Taarer, nej et Uvejr, en sand Stormflod, der gennemrystede dig helt. Du bad mig at tænke rigtig venlig paa dig og ikke bryde mig om alle de Gange, du havde været ond imod mig; du vidste det og fortrød det, men saadan var du, at altid skulde du pine dem, du holdt mest af; det skulde nok blive bedre, du skulde aldrig mere blive urimelig, hvis jeg vilde love at glemme, hvordan du havde været denne Gang ...
Ja jeg skal glemme, Margrete; jeg er jo selv en stor Synder.
Taarerne rislede ud af begge Øjne paa dig – jeg blev næsten bange, saa voldsomt du græd Og jeg tørrede dine Øjne og spøgte; men jo mere jeg tørrede dem, des mere græd du. Og hver Gang jeg vilde sige Godnat, græd du hæftigere. Da vi tilsidst maatte skilles, bad du mig, at jeg ikke vilde sé paa dig, for du kunde ikke taale at se mine Øjne. Jeg gik hen til mit Værelse, men i Døren saa' jeg endnu en Gang tilbage: du stod som før med Ansigtet bortvendt og de vaade Øjenlaag blinkende mod Lyset.
»Godnat, lille Margrete!«
»Godnat.« Du blev trofast staaende uden at røre dig med Lyset i Haanden.
Indtil jeg faldt i Søvn, og under hele Jærnbanefærden den følgende Morgen gentog jeg for mig selv: »Min kæreste er alligevel en sød Pige.«
Dit Brev var bleven opholdt ved Sne og Togstandsninger og traf mig først i Gaar. Jeg skulde naturligvis have svaret straks, men var ikke oplagt, da jeg havde været til stort Sold den forrige Aften.
Dine Bekymringer i Anledning af min Forkølelse er ufornødne. Den Sygdom har jeg for længst glemt. Var der i denne Verden blot ikke andet, som gør syg!
Mit sidste Brev har pint dig med sin triste Sindsstemning. Skulde jeg have holdt det for mig selv? Men du har jo skrevet, at du vil være min Kammerat, og lidt af sine Byrder tør man vel læsse paa en Kammerats Skuldre ...
Forstaar du ikke, hvad det vil sige, at en Sjæl befinder sig i Opløsning? Min stakkels Gretemo'r! – har du vel prøvet at miste Troen paa, hvad der var din største Glæde?
Jeg er i denne Verden til Pas som én, der gaar paa tynd Is. Jeg har for tit stukket Fødderne igennem, og nu tør jeg ikke mere træde sikkert og fast som paa min egen umistelige Jord Livet er ikke saa helt, som man havde indbildt sig; de stærkeste Følelser, det, man havde haabet og troet fuldt ud, det er kun nette, luftige Sæbebobler ...
Det var i Søndags otte Dages i Mørkningen, da vi spaserede igennem Alléen. Vi gik ganske langsomt hen over Sneen, og jeg talte næsten hele Tiden. Hvad det altsammen var, jeg sagde, kan jeg ikke huske. Men jeg husker, at jeg var ivrig og varm. Og midt under alt dette havde jeg den Fornemmelse, at dér gik du ved Siden af mig kold og forundret, som om du vilde spørge, hvad der dog gik af mig!
Du siger nok, at vi forstaar hinanden. – Vi forstaar hinanden, for vi taler begge dansk. Men føler vi sammen, uden Ord, paa et halvt Vink – har vi Hjærtets Forstaaelse?
Du mener: ja! Du er fuld af Forsikringer og henrivende Følelser. Det lyder rigtig kønt og gaar mig til Hjærte. Men hvor mange Gange har du ikke lovet det samme?
Dog bliv kun ved at forsikre. Jeg er ikke meget troende; efterhaanden er der dryppet for meget af Tvivlens ætsende Syre i mit Blod Men bliv du ved, det lyder dog smukt. Jeg ser dig for mig med dit aller kæreste Ansigt, i ivrig og opfindsom Ømhed overvældende mig med hundrede nye Tegn paa, hvor inderlig og umaadelig du holder af mig. Det er uvirkeligt, men hvilket nydeligt Digt! Jeg elsker Poesi, og jeg vil sidde stum paa Tilskuerbænken, henreven som om jeg saa' »en Skærsommernatsdrøm«; jeg vil klappe ad de bedste Scener, og naar jeg efter sidste Akt gaar hjem, vil jeg sige til mig selv:
»Hvor virkelighedstro! hvilken fortryllende Komedie.«
... Véd du hvad, min Skat, dersom det stod til dig, gjorde du vel i hurtigst at gifte dig med mig. Du skulde forlade dit Sorø, ile til mig og tage mig om Halsen, alt imens du holdt følgende fortræffelige Tale: »Min Ven, jeg skal aldrig mere forlade dig, aldrig mere give dig Tid til at indse, hvilket Skarn jeg er. Jeg skal plage dig saaledes hvert solskabt Minut, at du ingen Dag faar Stunder at huske, hvorledes jeg plagede dig i Gaar!«
Giv hver Dag nok i sin Plage; saa vil du ved en djævelsk Kur maaske til sidst faa Bugt med mit triste Humør. Den modsatte Vej, som du lover at gaa, at fordrive ondt med godt, er vistnok behageligere, men jeg er ikke helt sikker, at det ligger for dig.
Dog bliv kun ved at skrive smukke Breve, og fortæl din vantro Thomas alt det smukke, du vil gøre ved ham. Fortæl ham, hvorledes du vil lægge dine bløde Fingre om hans Hals, elske ham over Maade og ikke pine ham, men være en Engel alle Dage.
Og kan du fortælle det smukt og med Følelse, vil han bestandig lytte i beundrende Skønhedsnydelse. Og kan du fortælle det rigtig smukt, vil han maaske ende med at tro det.
»Stakkels Thomas fryser!« Han befinder sig slet ikke vel paa sin tynde Is. Aldrig tør han gribe rigtig fat; aldrig tør han træde til, rigtig til. For ikke at synke i maa han, skønt med et tungt Hjærte, feje lethendansende af Sted. Han presser Læberne tæt sammen for at skjule Mundens usikre, tvivlslappe Træk. Han smiler koket og udfordrende og bærer sit Hoved stolt, trods al indvendig Famlen og Sønderslidelse. Men »stakkels Thomas fryser«.
Hvad hjælper det ham, at Kvinderne paa Gaden ser ham ind i Øjnene? De kan jo ikke hjælpe ham, er de nok saa skønne, nok saa barmhjærtige. Om han vovede den Drøm, at en saadan Samaritaninde med bløde Hænder strøg det stramme Træk bort fra hans Mund og kyssede ham Varme i det halvkolde Legem – en ung og skøn Samaritaninde, ti ellers vilde det ikke blot være Utroskab, men en Fornærmelse mod Margrete – om han vovede ... det vilde dog være fremmede Hænder, fremmede Læber, fremmed alt! Ingen kan hjælpe ham uden én. Med hende er han trods alt vokset sammen, og kun hun kan byde ham Livsvarmen saaledes, som han behøver den. »Stakkels Thomas fryser«; han faar en pludselig Hjemlængsel efter denne ene, efter Margrete, og føler sig saa blød til Mode ...
Det er netop otte Dage siden, en Dag med tyk Sneluft og alle Gaderne hvide. Jeg stod henad Skumring nede i Porten og passiarede med en Ven. Og det blev mørkere og koldere, og uendelig melankolsk stirrede jeg op mod det graa Dagslys. Jeg følte mine Øjne fugtige, næsten som skulde jeg græde; og jeg vidste ikke hvorfor. Min Tanke var falden paa dig, og jeg fik med ét Lyst at rejse ned til dig, at blive et Par Dage og rigtig hvile ud efter al min Bedrøvelighed. Jeg tænkte paa, hvor sødt det vilde være at overraske dig, at sidde sammen med dig en Aften og gøre alt om igen, som vi sidste Gang havde gjort saa slet. Og ganske uden Rimelighed blev mine Øjne ved at løbe i Vand – var det den kolde Vinterdags Skyld?
Men som du har set: jeg blev. Jeg kunde jo have truffet dig uforberedt! Og nu skal vi ogsaa ses paa Søndag.
Jeg blev; jeg var desuden syg den Dag, og halvt i Feber sad jeg foran min Kakkelovn i Mørkningen og udtænkte nogle Vers til dig.
Det er vist ikke Poesi; for Poesi er jo noget med mange Ord Men tag dem som det, de er, som simple, oprigtige Tanker fra én, der aldrig har drømt om at blive Digter. Og gid du maa forstaa dem saa inderlig, som jeg har følt dem!
Men jeg skal ryste Tungsindet af mig. I Sorø er dog bedst; og der er al Grund til at længes efter Søndag. Men Sorø maa paatage sig sit alleryndigste Ansigt og hilse Goddag med et muntert Kniks.
Vil du være skikkelig, skal jeg komme; og jeg skal nok kysse dig saa varmt, saa ihærdig, som nogen kysselysten Skjønjomfru kan ønske.
Men jeg er kun en lidet troende.
Det er Foraar, og min Ungkarle-Forladthed bliver mig for hver Dag pinefuldere.
Sidste Søndag tog jeg i ensom Storhed til Dyrehaven. Der er ingen Bakke endnu, ingen af alle de Lyksaligheder, som snart hver Søndag skal trække det halve København derud.
Men Træerne var helt udsprungne og stod med tætte Kroner af altfor lyst Løv. Jeg lagde mig paa en Skrænt ved Ulvedalene, hvorfra jeg tydelig kunde høre Ekkoet af hver Stemme, som talte i nogen Afstand En lille Karavane paa fire unge Damer kom syngends frem under Bøgene paa Skraaningen til højre og drog tværs over Græsset i Dalen. En af dem, hvem Foraaret og Følgeskabet havde gjort modig, standsede for Foden af Skrænten, hvor jeg laa, og sagde, pegende op, med øm Stemme: »Se, hvor han ligger alene!« De saa' alle i Veiret, og jeg tog min Hat af; hvorpaa de lo, nikkede og drog syngende videre.
Siden den Dag mumler jeg hver Aften, før jeg falder i Søvn, og hver Morgen, før jeg staar op, trist hen for mig: »Se, hvor han ligger alene!«
Margrete, selv om du ikke vil forstyrre mine Nætters Søvn, glæder jeg mig dog til, at du snart kommer og besøger mig. Ensomheden er mig altfor besværlig, og jeg skal være god imod dig.
Vi vil gaa paa Akkord Lad os gaa paa Akkord!
Min Margareta, Marguerite, min Margrete, Gretemo'r, Gretchen! Paa alle Sprog har jeg drevet Afguderi med det Navn.
Du har været Nonne paa Latin, i den første Adskillelses Længsel; og i Efteraaret, jeg havde været i Fredensborg og faaet Smag for Rokoko, blev du Marguerite paa fransk Men efter Jul, efter Skovbranden, da Døren faldt i for det tabte Paradis, da hed du Margrete – slet og ret. Og den Gang jeg som en hvileløs, flagrende Fugl søgte viden om efter et Fodfæste paa den rullende Jord, bad jeg for mig: »Hvor er du, Gretemo'r? er der Land hos dig?«
Men nu skinner Solen, og Græsset spirer – og jeg kalder dig Gretchen. Ti uden Afguderi kan intet Menneske leve.
Gretchen, lad os slutte Forlig!
Vi er jo trætte af at brydes, vi duer kun til Kærlighed Tænk blot paa sidst, vi var sammen. Vi skændtes nok, men det havde ingen ret Art som i gamle Dage. Hvorledes det nu var – maaske Foraaret havde Del deri – vi var blevne saa modtagelige for hinanden, vi behøvede ikke at sætte alle Sejl til for at føle vor Lykke, men kunde sidde stille ved hinandens Side og nyde alle de søde Ubetydeligheder, som vi før ikke havde ænset, og som dog til sidst er Kærlighedens Sum. Havde det fine, spirende Foraar gjort os vise som Hejmdal, der kunde høre Græsset gro og Ulden vokse?
Dér sad du, dg jeg mærkede, at dit Blik hvilede paa mig. Og du havde, som overtroiske Folk siger, gode Øjne. Det gjorde mig godt helt ind i min inderste Sjæl.
Men skændes maatte vi jo; dog blev vi altid saa kønt enige. Jeg husker en Dag, vi havde skændtes; jeg skulde ud paa en Visit, du fulgte mig til Døren, lukkede op for mig og stak smukt Hovedet frem for at kysse mig. Men jeg var syg af vore Pinagtigheder, og halvt for at klappe dig, halvt bebrejdende gav jeg dig et lille bitte Slag paa Kinden – det var som al min Forpinthed opløstes, da min Haand berørte din bløde Kind.
Men du bøjede Hovedet lidt tilbage med en pludselig bedrøvet Mine som et Barn, hvis Venlighed er bleven afvist, og hviskede fortrydelig et langt:
»Ne-ej!«
Jeg kan ikke sige, hvor den Bevægelse klædte dig; klædte dig, fordi den viste, hvor meget du holdt af mig.
Gretchen, lad os gaa paa Akkord! Du skal faa Lov til at være lidt slem ved mig af og til, naar Forsoningen altid kan blive saa sød.
Nu maa vi kunne slutte Forlig; ti ingen ved, hvor varm Solen er, naar han ikke har prøvet at fryse i Skyggen.
Livet er jo ikke noget, man kan løbe til med attenaarig Uforstand Men bagved de første Illusioner – dér bor Lykken.
Og nu vil jeg tale som et Orakel og sige, hvad Lykken er:
»Lykken er at gribe til; Lykken er at mindes, hvad man har ejet og ejer endnu. Men at eje er ingen Lykke; ti vi skønner ikke paa Lykken.«
Lad os skønne paa Lykken og ikke længer være som to ubesindige Børn, nu vi har smagt paa Ulykken. Det, vi »har ejet«, ejer vi jo endnu; og vil vi ikke forspilde Glæden, saa gaar vi paa Akkord, glemmer Fortiden og Minderne og sér, at det, vi endnu ejer, dog er skønt – skønt i Vel og Vé. Vi er kun Mennesker, og vor Lod er op og ned; Skænd følges med Kys som Nat og Dag. Lad os tage Kyssene alvorlig og Skændene i Spøg, erindrende, at der følger Kys efter.
Og hvad gør det saa, at der har været Skovbrand? Der brændte blot nogle dumme Idealer, som forpestede os Verden med deres Vederstyggelighed.
Nu føler jeg mig fri og glad, fri i den store Verden, glad ved mit eget lille Liv. De gamle Idealer er faldne, men Livet selv vokser frodigt og frodigere, fuldt af Grøde og Foraar – mit eget Liv, vort Liv! Jeg ved ikke, hvorledes det er, men i gamle Dage holdt jeg af dig paa en anden Maade, jeg tilbad dig i al Almindelighed som Elskerinden, som det levendegjorte Billede af alle mine Drømme, nu holder jeg af Margrete, Margrete selv, en god ung Pige, som bor i Sorø og mener det godt med mig. Jeg holder af hende for hendes Øjnes Skyld, for hendes Maade at være paa, for hendes Særegenheder, som jeg kender. Jeg ved, hvorledes hendes Stemme lyder, naar hun er venlig, skuffet, overmodig; jeg har tilegnet mig denne Musik, og jeg har tilegnet mig hendes Træk, hendes Udtryk. Det er mit, og det bliver mit – ejendommeligt og derfor skønt. – Og saa kan vi da elske hinanden som Børn af den nye Jord og bygge vort Liv helt paa vort eget Grundlag. – –
Nu maa du snart komme, Margrete. Om Foraaret skal man være to for at leve rigtig. I Ensomhed kan jeg ikke længe bære disse kaade Solskinsdage; det ender med, at jeg bliver melankolsk ...
I Morges – jeg stod op Kl. 7 – viftede den mildeste, sagteste Luftning ind ad mit Vindu, og da jeg gik ud mødte jeg saa mange foraarsklædte Skabninger med hede Øjne og Roser paa Brystet. Jeg kom ret i Humør og følte fra Issen til Fodsaalen den sødeste Elektricitet.
Men disse Skabninger, som jeg mødte paa Vejen, manglede dog det rette Foraar. Friske Roser og foraarsgale Hop, blege Ansigter og Miner, som minder om Skibbrud! I Mørke kan Blikkets lade Smægten og en Blomst paa en stærk Barm maaske passere for »Frühlingslust«, men i fuldt Solskin, naar man har Foraaret selv til Sammenligning, gælder deres Vaarforsorenhed ikke.
Foraar – o søde Letfærdighed!
Jeg gad se den unge Dame af de ægte Sorøske Principer, som under Paavirkning af en mild Dag i Maj og en uforfærdet Kavaler ikke fik Lyst at gøre nogle frivole Spjæt!
Og saa væmmes jeg dog ved denne flanede Verden.
Og saa bliver jeg dog melankolsk og længes efter en slank ung Pige, som én af de første Solskinsdage anlægger sig en luftig, lys Kjole med blaa Sløjfer paa Barm og Skulder. Underkjolen slaar let om Anklerne, mens hun hopper ned ad Trapperne. Og naar hun gaar ud, balancerende i Hofterne, slynger den lune Vind med Kjolens lette Stof; og hun spanker lystig og med en Mine, som om hun ejede hele den halve Verden, hvor Mandfolkene bor ...
Søde, letfærdige Foraar! hvor jeg længes efter at svøbe mig ind i min Margretes Haar, hvor jeg længes at hvile lange Nætter ved hendes Side, kyssende og drømmende, til den første bløde Dagglans lysner ned over Øresundets graa Silke. Da vil jeg staa op med Hovedet omtaaget af søde Drømme og med blødagtige Nerver, som dobbelt føler Solens varme Skinnen, Vindens overrislende Kølighed og Vandets bløde Lyde. Lykkelig slentrer jeg langs Stranden, til min Frue kommer frem i Døren og kalder mig ind til Morgenkaffen. Jeg hører hendes Stemme – hun skal raabe rigtig højt, og den gaar over i den blødeste, mest hjærtesmæltende Diskant: »E-rik! E-rik!« Ak hvilket Idyl!
Nej det er for langt ind i Fremtiden. Jeg behøver blot at spørge Svigermo'r. Hun mener, at det var tidlig nok, om vi saa først blev gift om syv Aar.
Aa de gamle! de mener det saamænd ærlig nok. Og de er undskyldte, naar de ikke forstaar os. De ejer jo kun ét Begreb – Moral – hvormed saa alt under Solen skal lade sig maale. Men Ungdom er et Begreb for sig.
Kære Margrete, skynd dig at komme. Vi er afskaarne fra den fulde Lyksalighed; men at være sammen i to, tre Uger et andet Sted end netop Sorø er dog et Surrogat.
Mit Bogskab, Gyngestolen ved Siden af mit Skrivebord og alle de andre huslige Herligheder venter paa dig. Og bliver du træt af dem, saa tager vi ud, hele Dage, kører med Jærnbane eller sejler og spaserer igennem Skov, til vi finder en Plet med Udsigt over grønne Sletter og blaa Sø; der vil vi hvile ud i nogle Timer, læsende og vegeterende. Ingen Planer eller Spisetider, intet hvornaar? eller hvorhen? – Nomadeliv, Nomadeliv! vi bliver brune som to Sigøjnere.
Jeg skal ikke trætte din Kærlighed Kom, og del Stilheden med mig!
Her i min Stue, mens den store By summer og larmer under mine Vinduer, er vi dobbelt alene, og Tummelen udenfor vil give hvert Ord en mere fortrolig Klang. Du skal helde dig over mit Bryst og tage alt, hvad jeg ejer af Varme og Ømhed, i Bevaring, saa at det ikke forkommer, og vi skal suse bort over den mylrende By.
Kom, Margrete! her er Foraar, Frihed og Højfjældsluft.