Efterskrift

DEN UTÅLMODIGE ELSKER

1. Den biografiske baggrund

Januar 1886 ansattes den 21-årige stud.jur. Sophus Claussen som redaktionssekretær hos redaktør Emil Bojsen på dennes venstreavis Horsens Folkeblad. Han skrev polemisk-radikale indlæg vendt mod Estrups regering, hvoraf et enkelt afstedkom en retssag. Om sommeren var han medarrangør af et møde mellem den lokale befolkning og Studentersamfundet. Samtidig har han mødt den tre år yngre Anna Cathrine Christensen, der var datter af en af byens agtede håndværksmestre. De forlover sig på Claussens fødselsdag den 12. september, han opsiger sin stilling på bladet og flytter i oktober tilbage til København, hvor han genoptager jurastudiet, samtidig med at han lejlighedsvis sender artikler til Horsens Folkeblad og til faderens, venstrefolketingsmanden Rasmus Claussens provinsblad Lolland-Falsters Folketidende. Nu - som i de følgende år - skriver han et overvældende antal digte samt prosaudkast m.m. Julen 1886 tilbringer han i Horsens, næste jul 1887 hæver han forlovelsen med Anna Christensen.

Dette enkle begivenhedsforløb danner den biografiske baggrund for Unge Bander. Men endnu en brik må tilføjes: I brevene til Viggo Stuckenberg, der ellers er hyppige nok og som sådan mest fyldigt dækker perioden, findes en lakune mellem 1.7. og 9.9.1886. I julibrevet diskuterer han ægteskabets mulige velsignelser, i brevet fra 9.9. fastslår han, at hans kærlighed er forbi - og 12.9. forlover han sig altså! Går man til notesbøgerne (bog 20, se s. 207) ses et lignende hul: der har ikke været tid til eftertanke - handling og refleksion modsiger hinanden - og først i arbejdet med Unge Bander falder paradokset på plads i det mønster, som kompositionen udgør. :::

2. Tilblivelsen

I forordet til 2. udgaven fra 1912 skriver Claussen: »Ce livre est toute ma jeunesse!« og senere om hovedpersonen Erik Kølby, at denne dybt lydhør fik Del i en Bevægelse ... fra Jordens Indre eller fra den højeste Morgen, ... som overgik alle de senere Bevægelser. Denne Bevægelse eller udvikling skal jeg her nærmere søge at karakterisere, men når Claussen har et så afklaret og determineret syn på denne udvikling, har det også noget at gøre med den afstand i tid, der er mellem bogens begivenheder og de biografiske tildragelser og så dens sene affattelsestidspunkt. Det er en moden mand, der ser tilbage på ungdomstidens tumultuariske oplevelser - og det fører naturligt over i en redegørelse for bogens tilblivelse.

Sophus Claussen arbejdede på bogen gennem godt seks år, og to redaktioner kan udskilles. I notesbøgerne ses udkast allerede fra 1888-1889, et digt som Foraars-Regntiden, der indtager en central plads i bogens komposition, stammer fra 23.2.1889 - og i et brev fra 6.3.1891 til Stuckenberg hedder det, at forfatteren tygger kummerlig paa en gammel ofte tygget Brødskorpe, en Prosa-Roman om en ung flov Journalist i middelstor Provinsby. Bogen benævnes andetsteds Aasum, og i et heksameterbrev til Johs. Jørgensen fra sommeren 1892 (senere optaget i Heroica, 1925) skriver han, at bogen (mit halvendte Værk) er blevet sendt til P.G. Philipsens Bogbod, og at han fuld af forventning håber på antagelse og at finde den i ellevte Oplag. Det blev ikke til noget. I et senere brev til Stuckenbergs (12.10.1892) - lige før sin afrejse fra og afsked med Danmark - konstaterer Claussen: Min Bog har jeg nu gjort færdig, og jeg er begyndt forfra med at skrive den om - saa at den virkelig ikke bliver blot en massiv Hverdags- og Hvergarns-Roman, men et omfattende Værk fuld af Symbolik og interessante Solopgange. Den vil blive gjort færdig for anden Gang i Paris.

Symbolisten markerer sig overfor tidens herskende naturalistiske retning - hvad der også kommer til udtryk i et notat fra Paris, hvor Claussen møder (og hjælper) Herman Bang. Han har med urimelig Selvbeherskelse ventet med at udgive bogen, for har man ventet saa længe, skulde alt hellere være anderledes end i de Romaner, der er skrevet til denne Dato (notesbog 30).

Den sendes i sommeren 1893 i færdig form igen til P.G. Philipsens Forlag, men returneres: Fortællingen synes for spæd, for ufærdig [...] Med megen Beklagelse osv. (1) Samtidig ømmer Claussen sig på andre punkter: Naar oplever jeg igen det Sommerlys, den Følelse af Vinrus, som jeg oplevede i Horsens 1886? (notesbog 28), hvad der imidlertid sker med forelskelsen i Vilhelm Topsøes datter Karen Topsøe december 1893, en forelskelse der dog ikke blev gengældt, hvorfor Claussen januar 1894 brød op og tog til Italien. Herfra forsøgte han sig igen.

Johs. Jørgensen meddeler således i februarnummeret af sit tidsskrift Taarnet (1894), at Sophus Claussens Roman Ung Bande (første Del af et større Værk) er under Trykken. Anden del er romanen Kitty, som Claussen p.t. også søgte forlægger til. Desuden arbejdede han på en ny roman: Ideernes Diktatur - og det var hans livsdrøm, at disse tre bøger sammen skulle danne det større Værk.

Men som nævnt af Johs. Jørgensen: Unge Bander var gået i trykken, nemlig hos forlægger J.H. Mansa; i marts forelå den færdigtrykt, men Mansa måtte uheldigvis likvidere, og bogen blev så liggende, indtil en af Claussens venner fra Horsensårene, bogtrykker Hans Langkjær, forbarmede sig over ham og udgav bogen på sit eget forlag november 1894 - næsten samtidig med, at Sophus Claussen selv vendte hjem til Danmark (2). Efterskriften til romanen: Til Erik Kølby blev skrevet i Nice 22.9. - og dermed blev der sat punktum for dette som for andre afgørende forløb i Claussens liv (3).

3. Analyse og tolkning

Bogen er således hele Claussens ungdom - og historien om dens tilblivelse er også historien om en karakter. For det er jo slående, at Claussen dels har haft så stor tillid til sit værk, dels så stor tålmodighed med det. I den forbindelse kan der være grund til at påpege det tilhørsforhold til landet og sin ældgamle bondeslægt, som han selv så ofte fremhæver (4). Og samtidig have in mente, at den 29-årige forfatter først nu debuterer som prosaforfatter - og at han kun har én selvstændig publikation bag sig, nemlig digtsamlingen Naturbørn fra 1887, som han selv måtte bekoste udgivelsen af. De to kursiverede udtryk er da også nøglebegreber i Unge Bander, hvad en nærmere analyse og tolkning vil godtgøre.

Det ydre handlingsbillede er enkelt og begivenhedsløst: Erik Kølby kommer til provinsbyen Aasum for som redaktionssekretær ved byens venstreorienterede avis at modvirke og bekæmpe de altdominerende højrekredse. Det lykkes også godt nok: Erik bliver en torn i øjet på borgerskabet, han isoleres fra de »bedre kredse« og selskabelige foreninger - men indadtil bekræfter og styrker han lønlige håb hos mange om fornyelse og bevægelse, og hans skarpe avisartikler læses med slet dulgt forargelse og en glubende interesse.

Denne udadrettede, målsøgende stræben stagnerer imidlertid: helt andre problemer kommer til at sysselsætte den unge journalist Kampen for at vinde en vrangvillig omverden erstattes af kampen for at vinde en vrangvillig, men såre dejlig ung borgerpige, Margrete Juel. Denne kamp skifter også karakter: på grund af mange forhindringer henlægges valpladsen til Eriks indre verden. Her strides indbyrdes tilsyneladende uforenelige kræfter - og før han kan vinde pigen, må han overvinde modsatrettede tilbøjeligheder i sig selv.

Denne indre handling har Claussen anskueliggjort ved benyttelsen af en symbolistisk fortælleteknik, der betjener sig af tildragelser i den ydre verden som spejl for indre tilstande.

Erik Kølbys mål er det enkle og samtidig svære at lære sit jeg at kende - og at komme til en art forståelse med det - før han kan komme til en forståelse med pigen. Derfor spalter forfatteren hovedpersonen i to: Erik og dennes skygge eller vrængbillede: forføreren, fuldmægtig Vilhelm Ahlmann (bemærk efternavnet). Skyggen har en personlig side i de tilfalde, hvor den modsvarer vort ego. Da optræder den f.eks. i skikkelse af en god ven eller bekendt [...] i hvem man møder sin egen modsætning (5). Dette er tilfældet her, jf f.eks. Faust, hvor den samme modsætning findes mellem Faust og hans famulus Wagner.

Et andet billede på indre kræfter er brugen af mytologiske forestillinger. Her tænkes på forestillingen om en tredobbelt månegudinde: Artemis - Selene - Hekate. I Claussens subjektive fremstilling et udtryk for projektioner af forskellige sider af kærlighedens væsen (eros og sex).

Den jomfruelige og utilnærmelige Margrete anskues i jægerpigen Artemis' (Dianas) skikkelse (s. 111, 114 og Tilegnelse str. 3). Margretes lidenskaber finder udløsning i musikken, som hun dyrker sammen med sin lærerinde, fru Eva Holst, en Selene- eller Luna-skikkelse, omstrålet af evig ungdom og måneglitrende, fjern kulde. Hun forstår snildt at drage sin elevs hengivenhed for Erik op til sin kyske og rene sfære. Ligheden mellem de to omtaler Erik selv (s. 111).

Overfor dette par står som deres modsætning den yppige, men utilfredse fru Kruse, en hvidarmet Persefone, hvis væsen rummer en dobbeltverden af frodig sanselighed, der viser sig om foråret med det første grønne, men også af underjordisk fordærv og død Hun er således beslægtet med månegudinden Hekate, der stod i dunkel forbindelse med underverdenens magter og skadelige kræfter. Skønt frugtbarhedsdaimon var det hende, der hjalp Demeter med at finde Persefone i dødsriget og hente hende op til jorden. I bogen skildres fru Kruse som en forførende, statelig gudinde, hvis bagkrop som en slange snor sig ned i Hades' dybder (s. 82 og s. 110) (6).

Alle tre gudindeskikkelser træffes senere i produktionen, som de også alle er fyldigt behandlet i datidens mytologiske håndbøger, f.eks. Bloch og Secher: Haandbog i den Græske og Romerske Mythologi, 1882 og 1889, som Claussen må formodes at have haft kendskab til. Johs. Jørgensens roman Sommer (1892), der er udarbejdet bl.a. ved hjælp af breve mellem de to venner, røber en lignende viden om månegudindens forskellige aspekter (7).

Eriks skæbne er ligeledes angivet på et mytologisk plan. Opfyldt af et stort håb om en dyb og ren kærlighedsoplevelse ser han under en tur i skoven det attråede møde med kvinden som et kosmisk billede af solens møde med jorden, som oplader sin Mund, sine Læber mod Solen til et fugtigt Kys. Han føler en dyb trang efter at bøje sig over et Kvindeansigt, paa hvilket der var den fine Uendelighed af Sol (s. 77).

Mødet indtræffer ikke. Bogen lægger op til en skildring af en ung solguds, en Apollons, mægtige erobrertrang, men drejer i den videre udformning over til at handle om en Endymion - Selenes elskede -, hvis menneskelige lidenskaber dysses i søvn, men som til gengæld skænkes en synsk evne til i rige og bevægende billeder at opleve den elskede i en virkelighed, hvorfra der nu kun risler måneskin ned og fylder alle hans dunkle dybder (s. 146). Dog: Erik Kølby er endnu ikke fanget ind af månelysets kulde, men oplever han solbilledet på sin tur i skoven som en forjættelse om sit møde med kvinden - så oplever han det rigtignok sammen med sin skygge Vilhelm.

Denne forstår hurtigt, hvad der rører sig i Eriks indre, og har straks et forslag parat, der kan udnytte det vågnende forårsbegær. Fru Kruse har tidligere på dagen sendt roser til den af kvinderne feterede journalist med vedhæftet påskrift: Wandle auf Rosen, sei vergnügt - og denne opfordring er Vilhelm ikke sen til at yde sit bifald og sin støtte.

Han får hurtigt bugt med Eriks moralske indvendinger - og inden aften står denne i fru Kruses stuer for senere at sidde hyggeligt bænket ved hendes aftensbord, nydende et Maaltid, hvor de første unge Grøntsager ude fra Haven var det bedste Lækkeri.

Den sol, han tidligere på dagen har anskuet i en kosmisk sammenhæng, går nu ned på en Himmel, der var gylden og rød som en Frugtgelé (...). Her forføres Erik til for første gang at skyde en genvej, hvor der ellers krævedes en vidtstrakt tålmodighed baseret på indsigt og overblik. Her lægges kimen til den adskillelse mellem drift og en større eros, som Vilhelm ved så god besked med Det er da også karakteristisk, at Vilhelm kun dukker op i valgsituationer, hvor længslen efter opfyldelse kan følge forskellige veje.

Drømmen om Margrete, som Erik ikke har set siden ankomsten til byen, fortoner sig i de følgende måneder, men en forårsdag mellem maj og juni genser han hende. Længslen efter kvinden, som han tidligere havde set i sol-jord-billedet, får her næring fra virkeligheden. Hvad der tidligere havde spiret i hans sind, og som han senere havde fortæret hos den modne fru Kruse, sætter nu sine spæde skud igen. Alene det, at han er sammen med en ung Kvinde, en bleg, tavs Skabning, en P e r s o n l i g h e d, alene det, at man aandede, at man var til, var jo Lykken (s. 92).

Dette føler han som sin første mandige tanke, som i den følgende tid skal vokse sig stærkere. Nu kan alle Kilder frit strømme og alle Planter frodigt grønnes (s. 107). Erik kan afskrive fru Kruse, da det er usundt at ligge/i Duggen med brudte Lemmer - besøget hos underverdenens Hekate blev kun et intermezzo.

Senere - sammen med Margrete i hendes forældres hjem - føler Erik stadig den sikre Tillid til sin gode Lykke, som tit havde trøstet ham, naar han lidt klog og magelig havde holdt sig hjemme i sin Sofakrog [...]. Han følte i sit Hjærte en stor T a a l m o d i g h e d [...] (s. 98; m.u.), som Vilhelm dog snart skal få sat en stopper for. Denne står pludselig nede på gaden og kræver højlydt de penge, som han har kastet mod ruderne for at påkalde sig opmærksomheden. Hvad han kræver er med andre ord udbytte, resultat af sine investeringer - og i den følgende scene forleder han Erik til i Margrete at se en ivrig og dristig pige, som slet ikke svarer til det billede, hans tålmodighed og omtanke har dannet sig.

Erik besættes igen af utilfredshed med omverdenens og den elskedes inerti, og nogle dage senere kan Vilhelm da også finde øjeblikket modent til omtale af den skælmske, musikalske og dragende fru Eva Holst - ligesom han tidligere introducerede fru Kruses fordele (s. 1 11).

Samtidig forstærker han det indtryk af en forelsket og vilter Margrete, som han tidligere havde henledt Eriks opmærksomhed på. Dette må forstås på den måde, at Vilhelm her grumt spalter det billede, Erik har dannet sig af sin elskede, så hun nu kommer til at fremtræde dels som ren og ophøjet drøm, dels som et lunefuldt, skrøbeligt og alt for menneskeligt væsen.

Dette er tredje gang, skyggen sår uro og tvesyn i Eriks oprindelig harmoniske, men også umodne sind Forvanskningen af den oprindelige tillid til at se sin drøm indfriet i virkeligheden skylder Erik altså en dybere liggende tilbøjelighed i sig selv.

Imens er Margretes kærlighed til Erik stille og sikkert vokset - og da han for første gang kysser hendes hånd, mærker han en vellugt fra hendes skikkelse som fine, modne Æblers Duft (s. 114). Det gamle forhold til fru Kruse har imidlertid rejst en ny barriere mellem de to, og Margrete ses nu kun sammen med den månestrålende og selvsikre fru Holst. Eriks fred er overladt til, hvad djævelen vil indgive ham.

Her stiller den varmhjertede og hensynsløse Kristine sig til hans rådighed, men drømmen om Margrete svæver stadig i Eriks sind, og disharmonien kan kun opleves som skærende, smertelig: Han følte Jorden under sig som en Kugle af Sten, Menneskene omkring som hedenske Skabninger af Sten. Han kunde tænke sig de voldsomste, forbryderske Handlinger udførte mod disse Omgivelser, der jo ikke var af Liv, men Sten. Og man kunde ikke glemme Forstenelsen, ved at beruse sig eller søge til Kvinder

Til sin stille forundring oplever Erik imidlertid senere, da hans tanker drejer sig mod Margrete, at hendes skikkelse bliver tydeligere for ham, forsteningen opløses, og han glemmer al vrede. Fra himmelrummet smiler hans sjæls gudinde tavs og ophøjet ned til ham - og styrket af hendes billede kan hans livsfølelse rejse sig påny.

Denne ikke tidligere kendte evne til synsk fantasi bliver skelsættende for Erik; han kan nu definitivt gøre op med den flove og udvendige virkelighed: hans indre rummer langt rigere og sødere billeder. Vilhelm har nået sit mål: at omskabe Erik fra elsker til drømmer ved i afgørende øjeblikke at forgøgle og forvrænge den tålmodighed, den retning og de mål, som Eriks jeg er nået til erkendelse af.

Erik begærer nu et Vita nuova, et nyt liv, præget af åndens lidenskab. Omverdenens grove omfavnelse kan ikke længere fastholde ham: bevirkede fru Kruse hans fald, hæver Margreteskikkelsen til gengæld hans ånd op i luftige og klare højder, hvor nye tanker og mål kan fødes.

Tilværelsens forvirrende sammenhæng af lyst og frastødning, sorg og lykke, kærlighed og død, mister sit pinligt menneskelige tilhørsforhold. På Silkeborg kirkegård kan Erik i bevidstheden om sit indres uudtømmelighed med sindsro vandre rundt mellem grave og ormædte roser: han var Erik, den altid rene, som skulde opnaa det højeste i Kærlighed, Hjærtets dybe Enhed i sin Elskov, baaret af fyrig Drift. Og ved h e nd e s Hjælp, gennem h e n d e s Øjne skulde hans mandigblevne Aand stirre ind i hidtil savnede og tillaasede Tankeverdner (s. 125).

Håbet om enhed følger altså stadig Erik - skønt han ikke kommer et skridt videre i forholdet til den tilbageholdende Margrete. Da han hen på efteråret endelig omfavner hende, finder han ikke den oversalige Rus, han havde drømt om og utaalmodig søgt. Men han fandt noget andet, der forbavsede ham: han mærkede ved den lette Berøring med hendes Klædedragt en veg Varme, en Duft som afvisnende Roser fromt udstrømme fra hendes Legeme. Hun synes at aabne sig for ham som denne Skovslugt aabnede sig for den lyse Sommerblæst, og hun syntes at modtage disse Kys, hun ikke gav tilbage, som en Jordbund modtager Himlens frugtbare Regn (s. 144).

Eriks store drøm om et kosmisk elskovsmøde indfries ikke af virkeligheden, der i stedet giver plads for en passiv, lidenskabsløs, men stor ømhed. En hjertegribende og vemodig erkendelse - for forfatteren, men ikke for Erik Kølby, der blot er et redskab for dybereliggende drivkræfter, som han ikke magter eller ønsker at gribe ind overfor. For opnår han ikke en dybere lykke end andre drømmer om? I hans sind opstår større og finere tanker end dem, han var vant til. Han saa hendes Ansigt for sig som det uendelig fine Kvindesmil, han en Foraarsdag i Skoven havde skimtet i Vejens skælvende Solslør, eller som han mangen Middagstime, [...] havde tænkt sig hende midt i den modne, gyldne Havremark helt gennemstraalet af Sol [...] blændende [...] (s. 145).

Erik er nu stadig dybt i vildrede - og holder sig fortsat til den gavmilde Kristine; virkeligheden levner ingen plads for Margrete, som nu og fremover for Erik kun har billedlig fylde, er en musikalsk-erotisk Stemning, som det siges s. 224 i 2. udgaven. Han tænker på at forlade Aasum, men drevet af sit Hang til Fuldstændighed maatte Erik eje Margrete - for at ikke alt, hvad han havde set og ønsket [...] skulde forspildes. Han måtte bære sin største og stolteste Drøm hel ud af denne By, hvor han jo dog ikke havde boet for at bortslænge sig selv og sin Tid, men for at oplede et Liv, hvormed hans Hjærte var fonroligt - som en Musling, der forsøger at danne sin Perle (s. 155). En sådan perle - forstået som resultatet af en personlighedsudvikling i harmoni med omverdenens krav - bliver det ikke Eriks lod at danne. Han kan stadig stampe lige frugtesløst i gulvet, årsagen til kalamiteten indser han ikke.

For dog at se et ydre tegn på udvikling forlover han sig med Margrete - en beslutning Vilhelm modtager med forbeholden stilhed og tavse grublerier (s. 159). Da Erik forlader byen for at genoptage de forsømte studier, møder fru Holst - kvinden, der ikke kender til hengivelse - op til afsked: hendes væsen vil for fremtiden stadig lægge vid afstand mellem de to, og Erik magter ikke at åbne det vindue, der skiller ham fra Margrete, som venter på perronen. Hun bliver tilbage i virkeligheden - uforståelig og tillukket, men den rose, hun har rakt ham, fører ham ind i nye verdener:

Lille, alt skal trodse døden, gro sig frem for anden gang. - Dine kysses røde roser overvintrer i min sang. (Olaf Bull: Høst)

4. Frøken Regnvejr, Brevene, Kitty og Unge Bander 1912

Forløbet er typisk, men her gennemført med en styrke, konsekvens og rigdom på nuancer, som gør Unge Bander enestående i den tradition af romaner, der viser den unge utålmodige elskers udvikling til drømmer og fantasimenneske i en kulisse af et borgerligt samfund, der også sætter snævre og uoverstigelige grænser for lidenskabens udfoldelse. En nærliggende parallel kunne f.eks. være Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, der benytter sig af samme symbolistiske teknik som Unge Bander-dog her forfatteren uafvidende (8).

Det såkaldte hyrdespil Frøken Regnvejr er åbent for en lignende læsning, men appellerer med sin skrøbelige, gennemsigtige og enstrengede poesi til en alt andet end håndfast forståelse. I det hele taget kan man undre sig over, at stykket blev sat sammen med romanen, men det har Claussen sin forklaring på i forordet til andenudgaven, hvor han nok siger, at et Tilfælde førte Frøken Regnvejr sammen med Unge Bander, men samtidig også, at det på den måde blev indsmuglet som lyrisk Forspil på et tidspunkt, hvor det var umuligt at få trykt digte. Dét var det afgørende for lyrikeren in spe.

Stykket havde tidligere været offentliggjort i Tilskueren, april 1894 (jf. s. 206) og er skrevet under Claussens Nyborgår 1889-1890. Det har da også genkendelige træk fra netop denne lokalitet. Som nævnt har Johs. Jørgensen i Sommer skildret denne periode i sit og Claussens liv - gennem de to hovedpersoner Oluf og Albert; og skønt hans bog er en fiktion, har den - som hans andre ungdomsromaner - stærke rødder i en selvbiografisk virkelighed Det hedder om Albert, at i hans Liv spiller Poesien en større Rolle end det reale, at han lever bag hvide Munkemure, som lukker hele den dumme Verden og dens tomme Lyst ude alene for at ofre sit liv for digtningens skyld. Forholdet til omverdenen var nu ikke noget, Claussen skulkede fra, snarere en nødvendig udfordring og forbindelse til hverdag og anden virkelighed Alligevel har Johs. Jørgensen dybest set ret, for Claussen følte nok, at retningen af hans inderste stræben og målet for hans virke i egentligste forstand blev afstukket af hans kunstneriske trang. Trangen til at lade sit hjerte udstrømme i Digt som et lynende Skymulm, som det hedder i det samtidige Hexameterbrev til Johs. Jørgensen, lagde beslag på de indre kræfter - som de også gør det for drømmeren og poeten uden værker i Frøken Regnvejr, Mikal, der utålmodig med den jordbundne og tilbageholdende Caty omskaber hende til Maaneskinsprinsesse om natten og om dagen lader hendes væsen inkarnere regnvejrets sjæl. Han befinder sig desværre endnu som Asket trods alt udmærket tilpas med sin rolle, der tillader ham at holde lange taler til kærlighedens pris - ligesom hans galante renæssanceprojektion Cesare, der slet ikke ved, hvad han skal i Stykket. Måske skal han vise en yderlighed, der som sin modpol har den ligeledes pigeglade Friis, der gør nar af alt og alle, men alligevel henter sin pige ind i forlovelse og formodentlig ægteskab.

De tre mænd anskueliggør tre niveauer i denne kærlighedens komedie en miniature, der udspilles under månens lys og stadig i al tilforladelighed Claussen forblev ejendommelig trofast overfor den - og da Frøken Regnvejr så sent som foråret 1927 blev opført i hans atelier, viser fotografiet overraskende et scenebillede domineret af Willumsens gengivelse af Ottins skulpturgruppe: Acis og Galatea iagttaget af kyklopen Polyfem (Medicifontænen i Luxembourghaven i Paris). Spillet mellem de elskende styres og beherskes af et overmægtigt øjemenneske - en dæmon, der rivaliserende træder mellem elskeren og den elskede (9). Som det klassiske hyrdedramas erotiske intrige kunne være overvåget af en højere instans, feks. gudinden Diana, er det altså også tilfældet her.

Det ved elskeren og den elskede ikke - men sådan ser forfatteren åbenbart og senere ned på de agerende i dette uskyldige hyrdespil. Claussen protesterede overfor Johs. Jørgensen, der havde kaldt det et sensualistisk Arbejde (10), og det er slet ikke ejendommeligt at det i et forarbejde til stykket er Maaneskinnets Fe, der efter prologen træder frem og reciterer Hvor drypper, siver, nynner ... Johs. Jørgensen citerer da også Claussen for at have hævdet, at stykket var en Nøgle til din Borg og din hellige Stad.

Derfor kunne Claussen heller ikke slippe stoffet, da der her var kræfter på spil, der gav hans liv skæbne.

1912 udkom Unge Bander i en helt ny udgave - forøget med næsten 100 sider og tilføjet Eriks authentiske Breve til Margrete Juel - ikke optagne i den første Udgave af Unge Bander, hvor de hører hjemme og aldrig burde have manglet. Her er de nu. Og i nærværende udgave kan de derfor læses i et tillæg - som oprindelig blev publiceret i tidsskriftet Ny Jord I 1888.

At de er authentiske bekræftes af Ernst Frandsen, Claussens svigersøn og biograf (EF I s. 50) - og denne har givetvis fået antagelsen bekræftet af Claussens tidligere forlovede og langt senere hustru, Anna Claussen. De findes ikke mere og har nok allerede i 1912 været borte; Claussen skriver jo også selv: Ved et Held findes i et Tidsskrift [...]. De er sandsynligvis blevet brændt (11). Tidsmæssigt ligger de - som Frøken Regnvejr, men før stykket - i umiddelbar forlængelse af handlingen både i romanen som i Claussens liv og viser med al tydelighed, hvilke bryderier forholdet var gerådet ud i - bryderier, som desillusionsromanen Kitty (1895) skulle behandle mere indgående. For at gøre historien færdig må det anføres, at færdig blev den - og for samtidig at blive i blomstermetaforikken fra Unge Bander vises her Opløsningen af det Kærlighedsforhold, der tidligere har fyldt hans (: hovedpersonens) Tilværelse med sin Foraarsduft. Han, der kaldes et ganske ungt, men allerede halvt afblomstret Kunstmenneske og som efter bruddet rejser tilbage til sin by, til nye, ligegyldige Oplevelser, der viser hans Smærte i fjærne, drømmeagtige Perspektiver, viser ham levende i sin »fine Blanding afForaar og Forfald« (brev til Georg Brandes 9.5.1894, FL I s. 223).

Hvis man ser på tilføjelserne i 2. udgaven, er det denne udvikling, som forfatteren implicit foregriber ved at meddele eller uddybe dens forudsætninger. Claussen siger selv i forordet, at han har bragt l i d t mere Orden i Undersøgelse(n) af Heltens Sejre og Synder - og denne Orden samler sig helt klart omkring den mytisk-månelysende Eva Holst, der jo i 1. udgaven stort set kun optræder i begyndelsen af bogen for blot at dukke op ved Eriks og Margretes afsked på sidste side. Nu indflettes hun overalt i bogens forløb for at optage samme vægt i kompositionen som Eriks forfører: hr. Almann. Desuden uddybes karakteristikken af den musicerende Margrete, hvad der afstedkommer brud på fortællersynsvinklen, der jo ellers er søgt bundet til Erik, men nu må forlades til fordel for en alvidende fortæller. Når fru Holst og frk. Juel tildeles mere plads, nødvendiggør det, at bogens handlingsforløb uddybes med en række bihandlinger, der dog på ingen måde kan siges at forstyrre den Bevægelse, som er romanens eksistensberettigelse. Således bryder Margrete på et tidspunkt med sin musiklærerinde, da denne bevidst og med held forsøger at lægge afstand mellem Erik og hans elskede. Til gengæld genopretter fru Holst venskabet med sin elev ved at stifte en klub (Eriks Klub) som protest mod Eriks udelukkelse fra byens øvrige klubber. Men da er splittelsen i Eriks bevidsthed også ført igennem til roden. Bogens øvrige kvindeskikkelser (fru Kruse og kredsen omkring hende) er ligeledes uddybede, hvad der har medført omrokeringer af enkelte kapitler og afsnit - og alt i alt kan det konstateres, at bogens erotiske tema er blevet mægtigt udvidet, selvom kernen er den samme. Resultatet er da det, at ændringerne har medført, at Erik må vente 90 sider mellem det første kys og forlovelsen. Det tåler romanen dårligt!

Samtidig har Claussen følt lyst til at indføje et par kapitler, der belyser Eriks - i dette tilfælde også hans egen - politiske og journalistiske virke i de bevægede Provisorieår. F.eks. er der tilføjet (dele af) nye kapitler om Studentersamfundets besøg hos de Horsens bønder, om Eriks glæde ved provinsen og afsmag for København (12), og endelig om støtten til de i disse år hastigt oprettede andelsslagterier. En lokal batalje med to unge højreorienterede, som prøver at slå Erik fordærvet, savnes heller ikke; den giver dog god mening på det symbolske plan, hvor Erik må føle på sin krop, hvad Vilhelm har sat i gang (13).

Endelig forekommer der i 2. udgaven en del mindre udeladelser samt mange små tilføjelser og sproglige og ortografiske rettelser, som i en del tilfælde klart bringer mere Orden i udviklingsgangen, men som det ville blive for vidtløftigt at notere i et egentligt variantapparat. Blot dette eksempel: Det hedder i det opsummerende slutningsdigt Til Erik Kølby, at Man saa' dig oprejst fly en yppig Frue. Er dette udtryk svært gennemskueligt, levnes der ingen tvivl i 2. udgaven: Man saay dig trække Kjolen af en Frue! At samme formulering ses i den oprindelige renskrift (notesbog 34), illustrerer da vist udmærket, hvad man turde og måtte skrive i 1890'erne.

5. Modtagelsen

Hvordan blev nu dette værk fuld af Symbolik og interessante Solopgange modtaget? Alt skulle jo hellere være anderledes end i de Romaner, der er skrevet til denne Dato. Svaret er nærmest givet på forhånd, da det er samme svar, som romanen op til i dag hyppigst er blevet mødt med. Det mytisk-symbolske plan har ingen anmelder øje for, derfor bliver Unge Bander sammenlignet med tidens øvrige romaner, f eks. Henrik Pontoppidans, og derfor må den også falde igennem.

For at gøre det kort og begynde med provinspressen. Jyllands-Posten (20.12.1894; sign. A) betegner et yderpunkt: bogens Ferskhed er ubeskrivelig; personerne er alle ubetydelig smaa og meningsløse, stemningen lutter vandet Maaneskinspoesi og kjedsommelig Smaastadspjat. Herfra videre til mærket Store Bælt (Nyborg Avis 12.12.1894), der måske dækker over vennen Emil Opffer, der dels - ligesom så mange andre af anmelderne - kender bogens kranke forlæggerskæbne, dels véd om det Oprør, bogen som påstået nøgleroman har vakt i en vis jysk By. Efter et referat henvises til det kendte udtryk fra Naturbøm om det ene kys fra 100 piger, som er at foretrække for 100 Kys af 1 Pige - et udtryk Claussen aldrig skulle slippe for - og anmeldelsen afsluttes med den påstand, at forfatteren således har stor Sands for at udvikle de forskjellige Faser paa den erotiske Bane! Den uddybes desværre ikke. Længere østpå - i faderens avis- og valgkreds - fordeles ros og ris efter en politisk alen. Lolland-Falsters Stiftstidende (11.12.1894; usign.) refererer spydigt Erik Kølbys erotiske meriter og ynker Venstre-Pigernes Fædre. [...] Vi se, at »Nakskov Tidende« anbefaler Bogen til Folkelæsning, hvad der efter dens hele Tendents og Indhold unægtelig harforbauset os. Det gjorde Ludv. Borre også i bemeldte avis (1.12.1894), der redigeredes af Rasmus Claussens svigersøn N.Th. Petersen, men først og fremmest i form af et uhyre langt, positivt referat, en præsentation af Claussens tidligere publikationer og en forklaring af bogens svagheder, der skyldes det er Aar siden, den blev skreven. Og som en ung Bog, [...] skreven, som den er, frisk og rask, uden Kunstgreb anbefales den så til ungdommen.

Nu kunne man vente sig solid opbakning fra den hjemlige Lolland-Falsters Folketidende; anmeldelsen af Morten Jensen (13.12.1894) er da også lang og grundig, men den er alt i alt afstandtagende fraset slutningen, der med en ejendommelig kovending roser romanens fremstilling, der sker med fin Forstaaelse og skarp Iagttagelsesevne, samtidig med at den sætter Tanker i Bevægelse og derved hæver sig højt over [anden] Dødvandelitteratur. De tanker, der er sat i bevægelse, er ellers af groft moraliserende art: MJ havde gerne set en helt anden bog, nemlig en realistisk-historisk skildring af et tidsrum, hvor en venstremand virkelig var en venstremand. Sådan bedømmer han anslaget, men skuffes snart, da fortællingen løber ud i erotiske, sygelige Skildringer af Kærlighed og Kvinder, og den »unge Bande« bliver derved [...] mere eller mindre ligegyldig. Anmelderen er desillusioneret på livets vegne: Thi er Livet virkeligt saa - og det er det nok - at snart al Ungdomskraft bliver udtyndet i løse Forbindelser uden Ende - dg dermed også på bogens vegne, da romanen if. MJ netop afspejler dette forhold. Og i dette spil indtager Erik Kølby en lidet flatterende rolle: han er ingen sympatetisk Personlighed, men en svag Karakter, som har noget pjaltet over sig. [...] et Barn af de »trætte Mænds« Tid. Bladets ejer og sønnen, den vordende kulturredaktør, må have fået noget at grunde over.

Samme moraliserende holdning ses i den borgerlige hovedstadspresse. Dannebrog (22.12.1894; usign.) - der i øvrigt også kender bogens forhistorie - finder to træk karakteristiske, træk, man ogsaa kjender fra hans lyriske Digte: Det ene er Uklarhed, der gør at man tilsidst opgiver [...] Læsningen. [...] Det andet Indtryk er den stærke Rolle, det kjønslige spiller i hans Produktion. Og det er ikke ment som en ros. Forf. minder næsten om en ung Mand i Pubertetstiden, hvem Blodet uhyggeligt stiger til Hovedet, saa han hverken kan sanse eller samle. Alligevel foretrækker anmelderen langt denne Sanserus for andre af hans jævnaldrendes afmægtige Brunstfantasier og professionelle Anvisninger paa Raffinementer. Så trods alt: Claussen kan være brutal og robust, men han er dog en Mand - og Fortællingen vidner overalt om Talent - [...] - men baade Talentet og Takten trænger til Skole. Det skulle vel ikke være Claussens gamle dansklærer fra den private Mariboes Skole, Otto Borchsenius, der var litterær redaktør på bladet, som her i det skjulte stadig er på spil?

Samme holdning indtager Berlingske Aften (11.12.1894; usign.), der efter omtalen af Frøken Regnvejr (et løjerligt Stykke) og dets manglende forbindelse med selve fortællingen (bestemt ikke let at fatte) samt et længere, ironisk farvet referat slutter med at slå fast: »Bandems Sjæleliv munder ud i Flirt og tilsløret Sandselighed samt - apropos det mer, som omkom under lange Fødselsver - med en henvisning til det bekjendte p a rt u r i u n t m o n t e s osv. For en ikke-Horatskender: bjergene barslede (og fødte en mus).

G.B. (: Georg Brandes) ser heller ikke meget mere i sin større oversigtsartikel i Politiken (16.12.1894). Han indleder med at karakterisere en lille Gruppe danske Digtere mellem 28. og 31. Aars Alderen, som har Talent, men endnu ikke ret har vundet Publikums Øre. Det er: Viggo Stuckenberg, Johannes Jørgensen og selvfølgelig Sophus Claussen. Han tager afstand fra Johs. Jørgensens karakteristik af vennen (: Taarnet febr. 1894, s. 225), som En, der er bortvendt fra Livet, [...] og som i Stedet ganske lever i det Forgangne og Svundne, i så fald hører Unge Bander til et ganske overvundet Stadium i Claussens digteriske Livsførelse. Sådan anskues bogen da: Bogen ligner ham vel, som et gammelt Fotografi ligner - og Romanen har saaledes slet intet at gøre med den ny Digterskoles Program. Det er en ganske jordisk Bog, undertiden humoristisk, undertiden yndefuld, om det Hele end er en Kende tomt og ringe. Skildringen trykkes en Smule af, at alle disse Anliggender er saa fordømt ubetydelige. Helten er jævnligt ubetydelig med de Ubetydelige; [...] han er netop ganske ufarlig, i Fald man kun ikke tænker paa de Aasum Fruer og Smaafrøkner, og hans Idealisme bestaar [kun] i, at han med to tamme Fugle i Haanden fløjter for en tredje tam Fugl paa Taget. Altså: her er tale om Memoirer. [...] De mangler ikke frisk Ungdommelighed, heller ikke en let og klædelig Ironi; men der fattes, hvad Italienerne kalder i l p o c o p i ù (det lidt Mere), som det i sidste Instans kommer an paa. Dette l i d t M e r e véd GB findes for den ældre Læser i den følgende Bog (: Kitty), som han også véd savner forlægger (14) - og om ikke andet må dét da siges at være en indirekte hjælp og trøst.

Som det ses kunne Claussen også nok have behov herfor. Og der er da også enkelte, mere positive reaktioner på bogen, selvom der som nævnt ikke er nogen nævneværdig forståelse for dens erotiske problematik. Vennen C.B. (Carl Behrens), der ligeledes har kendskab til romanens forhistorie, værdsætter den både på det journalistiskpolitiske og på det erotiske plan (Adresse-Avisen 21.12.1894). Han fremhæver Claussens humor og uhøjtidelighed, og på trods af Mangler i technisk Henseende og at den ledende Traad hyppig glipper, røber hans sunde Naturel sig ofte. [...] Han har Iagttagelsesevne og formaaer navnlig med Sikkerhed at skildre de pure unge Piger. Han slutter den karakterbogsagtige og korte anmeldelse med det håb, at den talentfulde Bog vil kunne bane vej for den næste.

H.L. (: Helmer Lind) ser som Brandes bogen som udtryk for et forladt stadium pga. dens forhistorie (Aftenbladet 19.12.1894): Hvad der fortcelles i »Unge Bander« er der [derfor] ikke Grund til at opholde sig længe ved. Bogens handling kaldes raa, men det har ingen betydning overfor dens lyrik. Hr. Kjølbye og Hr. Claussen [...] er Lyrikere paa en Hals, fyldte af en ung frimodig Glæde ved Livet, nydende, hvad det byder, uden mange Skrupler, med en tilforladelig Tro paa Ungdoms og Skjønheds Ret. Det er da denne Ungdom, der giver Bogen sit Præg, hvortil kommer en betydelig formel Evne - hvad der tilsammen vil kunne skærpe Forventningerne til Claussens fremtidige Produktion.

Det ses, hvorledes der brik for brik anlægges et bestemt billede af Claussen som den oversunde, livsglade og ureflekterede æstetiker - et billede, som skulle følge ham fremover, og som han forgæves livet igennem prøvede at frigøre sig fra.

Dette billede genfindes i den eneste uforbeholdent anerkendende anmeldelse af C.E. (: C.E. Jensen; Social-Demokraten 28:12.1894), der da også skulle blive den person, der gav den første samlede karakteristik af 90’er-generationen med sin Vore Dages Digtere fra 1898. Han betoner bogens erotiske tema, hovedpersonens amoralske og hedenske livsbegær, men har dog også fin fornemmelse for, hvilke kræfter der står på spil i Eriks forelskelse i Margrete, som han sætter i forbindelse med den sky og undselige Frøken Regnvejr, som han så citerer fra - som fra andre steder i bogen. Der er hos Erik Kølby en aaben og følsom Oprindelighed, en Sjælens Uskyldighed, som retfærdiggør den afsluttende sonet, bogen har en Rigdom af nysgærrige Kim, forfatteren helt sit eget Fysiognomi. Man har Lov til at vente sig Noget af ham.

Mente de litterære tidsskrifter nu også det? Ja og nej. Den nyere tids førende litterære autoritet Valdemar Vedel roser hans lyriske Temperament, som minder ham om Drachmanns, og det er dette temperament med dets ujævne Inspiration og fuldkomne Mangel paa Selverkendelse, [der] kommer frem i hans »Unge Bander«. (Tilskueren, februar 1895). Den fødende Stemning bagved Bogen er frodig og frugtbar nok. »Frk. Regnvejr« roses (den stod jo også at læse i april 1894-nummeret), ligeledes Ideen i Fortællingen, som VV nu ikke karakteriserer nærmere, han må snarere tænke på bogens sujet - men: Udførelsen er temmelig løs og ubetydelig. Hvad kunne en Selma Lagerlöf, en Kielland eller en Pontoppidan ikke have fået ud af dette stof! Her bliver det ved valne og tjattende Tilløb, - Forf.'s naive Lyrikeregoisme kan ikke ret have Tanke for »de andre«. Alligevel kan den strenge kritiker næsten afvæbnes ved tanken om forfatterens sorgløse, udæskende Ungdommelighed og stilens lette, lyriske Gratie.

Og hermed er vi fremme ved den sidste, men største anmeldelse: Johs. Jørgensens artikel i Taarnet, juli-september 1894, der dog først udkom sent i december. Han slår først fast, at Claussen er en født Digter - og det er udfra det kriterium, at han i første halvdel kritiserer ham, idet han måler ham med Maurice Maéterlincks sidste bog. Unge Bander karakteriseres som Naturalisme - og det er for den vordende katolik en vederstyggelighed, og her kunne Claussen have lært af den klogere belgiers synthetiske Dramaer, hvor Hvert Ord er bestemt af Skuespillets Verdensorden. Og i Claussens Bog mangler der netop e t F o rs y n. Han hænger sig i ydre beskrivelser - og her laver han de mest storslåede, tekniske fejlgreb - i stedet for at lade fortællingen være styret af tilliden til en transcendent verdensorden, som da skulle konstituere og styre begivenhederne. Dette har Sophus Claussen meget vel indset - og Johs. Jørgensen henviser til hans udtalelser andetsteds i Taarnet (juninummeret) - han har blot ikke magtet at overskride Svælget mellem Theori og Kunst. En alvorlig anklage, der nærmest ligner et bagholdsangreb, når man betænker, hvilken omhu og omtanke der ligger bag det så ofte omarbejdede manuskript. Men altså: »den fødte digter« mangler modet til at udelade, og skønt hans Magt til at vække Stemning er stor - hvad der gives eksempler på - fornemmes undertiden en Art Ubehændighed. Han forekommer En saa lidet Kunstner, efter nogle forunderlige Plumpheder påvises. Selv en Johs. Jørgensen kan åbenbart være selvmodsigende. (I parentes bemærket: Claussen fulgte nogle af rådene, da han gennemrettede manuskriptet i 1912.) Nej: Hvad der virker smukkest i hele Bogen, og hvad der udgør dens levende Nerve, er dens Erotik, ikke Boccaccio ijydsk Mundart, men den store Følelse, som Hr. Erik Kølby gennem alle Utroskaber forbliver tro - den ømme og skønne Kærlighed, hvis højeste Udtryk findes i disse Linjer, hvorefter den situation citeres, hvor Erik første gang kysser Margrete. Claussens Helt har i det Øjeblik, han grebes af hin Ømhed, haft sin Besøgelses Stund - og hans Gæst har været hint Sendebud, som Theologien kalder N a ad e n, og Menneskene Kærligheden. Her har Claussen kunnet mødes med sin ekseget, men må samtidig have stillet spørgsmålstegn, når Johs. Jørgensen dernæst håndfast forkynder, at vil man være »hjærtekarsk« gælder det at gribe den naaderige Kærlighed og at holde den fast selv med Ofret af sit kæreste Jeg. Det er jo netop det spørgsmål Unge Bander behandler: hvad er - og hvornår oplever man -sit kæreste Jeg?

6. Romanens efterliv

Claussen plejede at reagere offentligt på den værste uforstand, hans bøger blev mødt med; mht. Unge Bander forholdt han sig tavs, og der ses kun et kort brev til Georg Brandes, hvor han takker for dennes venlige Mening om [hans] Talent og fremtidige Muligheder, samtidig med at han gør indsigelser overfor udtrykket det »lidt mere« (24.12.1894).

Fra vennekredsen kom der brev fra Stuckenbergs: en kort fra Viggo og en lang begejstret, overstrømmende taksigelse fra Ingeborg (28. og 29.11.1894), men ellers sænkede glemslen sig hurtigt over romanen - og der har den hvilet næsten siden. Da den forøgede og reviderede 2. udgave udkom november 1912 - det år Claussen fejrede 25-årsjubilæum som digter - var han godt nok agtet og æret af både kritikerstand og publikum, omend næppe bedre forstået, men det er slående, at den mere Orden ikke har bragt mere orden i forståelsen. Enten forkastes bogen som sjusket og sjasket både formelt og indholdsmæssigt, men det er nu undtagelsen, eller også skamroses den som eroten og faunens mest skælmske og gratiøse stykke ungdomskaprice. Og på det plan har forståelsen holdt sig indtil 1960'erne, hvor den første dybtgående og kongeniale behandling af bogen så lyset i

7. Sammenfatning

Det kan også siges på en anden måde - og i et andet tonefald: hjemkommen fra sin store udenlandsrejse og med regnskabet lagt bag sig i form af de to bøger fra før rejsen: Unge Bander og Kitty og de to fra selve rejsen: Antonius i Paris og Valfart kan han mistrøstigt udbryde, tilsyneladende under et, midlertidigt ophold på en jernbanestation: Jeg føler mig i Slægt med de store, farlige Maskiner og videre: Hvorledes er jeg, Bondesønnen, kommen løs fra den almindelige Glæde ved den jævne Natur, som man kan tage i Haanden? Jeg forlanger stedse Verden i Tværsnit! (l 7.7.1896; notesbog 37).

Unge Bander fortæller på sin underfundige måde, hvorledes dét kan ske; et kendt og senere digt sammenfatter samme historie, men nu i stor sørgmodighed over årsagsforløbet:

Ingen Ven og Fjende gætter, hvad for mig der stod paa Spil i det Aar da alle Bælter lagde til. Ven og Fjende ingen husker det forfærdelige Aar, ja end ikke hun, jeg mindes, … heller ikke hun forstaar, at det var et Alvorsaar, da vort Liv sank i Forfald, dette Vinteraar, som drukned under Sneens tætte Fald. (Mennesket og Digteren, Fabler)

Året er vinteren 1888-1889 i Nyborg, hvor Sophus Claussen arbejdede på Unge Bander og Frøken Regnvejr. Et udkast til digtet fra 1907 nævner Aasums gamle Vold - og her skete da det tilsyneladende uoprettelige, at den utålmodige elsker blev forvandlet til den digter, der nok kan fejre livets fester, men må fejre dem i ord.

hvorform af Aage Henriksens essay i Det guddommelige barn. I Ernst Frandsens monografi (EF I 31-32; 49) benyttes romanen kun som Kilde og som historisk Dokument til forståelse dels af Lyriken, dels af den begivenhed, der udspillede sig et tilsyneladende fjernt sted - den begivenhed, som optegnelsesbøgerne og brevene som nævnt ikke giver oplysninger om, men som Sophus Claussen aldrig fik ud af sit liv og derfor altid vendte tilbage til i sit værk.

TEKSTEN

8. Tekstbeskrivelse og -behandling*

Der findes intet egentligt trykmanuskript til Unge Bander, kun forskellige udkast og brudstykker af rettede renskrifter på Det kgl. Bibliotek i NkS 3634, 4°, I. Smst. ses udkast til 2. udgaven, og i NkS 2174, 2°, I,1 en rettet renskrift samt stykker af 1. udgaven og tidsskrifttrykkene af Frøken Regnvejr og Brevene med håndskrevne rettelser.

Materialet viser, at 2. udgaven bygger videre på 1. udgaven, og at de to udgaver således ikke begge støtter sig på samme manuskript, hvoraf 1. udgaven da skulle være en strammet bearbejdelse, mens 2. udgaven skulle ligge originalmanuskriptet nærmere. Dette kunne man jo forledes til at tro, når Sophus Claussen i forordet til 1912-udgaven skriver, at han har forsøgt at bringe Fortællingen [...] lidt nærmere til dett den oprindelig kunde have været. I manuskriptet lyder den oprindelige formulering da også således: [...] forsøgt at gøre lidt mere ud af Fortællingen, der så rettes in scribendo. Omarbejdelserne og udvidelserne er der redegjort for s. 198.

2. udgavens Brevene er et næsten direkte optryk af Højsang, brevnovelle i Ny Jord, januar-juni 1888, s. 262-278 (Collinske Sml. 114, 4°, trykmanus m. enkelte rettelser). Digtet Kom, min blodvarme Pigelil,... ses i notesbog 21 (usign. renskr. bly., dat. 21.1.1887 m. titlen I Feber). Som nævnt er den oprindelige version her optrykt i et tillæg s. 165 ff. Når brevene er udeladt i 1. udgaven, kan det skyldes hensynet til Anna Cathrine Christensen, som Claussen jo havde brudt forbindelsen med i 1894.

Frøken Regnvejr (NkS 2098, 2°, M. Galschiøts Autografsml., rettet trykmanus) blev oprindelig trykt i Tilskueren, april 1894, s. 282-306, dog uden Tilegnelse (notesbog 23 samt NkS 3634,4°, 1, 1: udat, usign. renskr., bl., fra efteråret 1888; 15 str. m. titlen Kaminild). Hyrdespillet indgik så godt som uden ændringer i 1. udgaven, mens der i 2. udgaven er tilføjet et Efterspil, der afsluttes med det digt, der som Novelle først blev trykt i Tilskueren 1892 (p. 431), senere blev optaget i Pilefløjter (1899). En usign. renskrift af dette digt befinder sig i familiens eje, dateret Sept. 87. Vignetdigtet Hvor drypper, siverr nynner [...] gik uforandret over i 1. udgaven, men er udvidet i 2. udgaven, ne er markeret i Sophus Claussens Lyrik IX:2, s. 319, hvor der ligeledes er angivet øvrige ændringer m.m. mht. de nævnte digtes forhold til manuskripter og førstetryk. F.eks. citeres vignetdigtet i Johs. Jørgensens digt: Til Sophus Claussen (Efter Læsningen af Frøken Regnvejr), Taarnet, april-maj 1894, s. 31-32, en læsning Claussen så kommenterer i Foraarstaler, 1927, s. 13.

Som det ses griber teksterne på mange leder og kanter ind i hinanden og tegner sammenlagt et billede af Claussens ungdom og tidens litterære liv. At redegøre i detaljer for ændringerne i billedet ville virke malplaceret, konturerne er nedtegnet, og læseren med den fornødne nysgerrighed må selv nærmere udfylde rammerne. Ydermere indeholder notesbøgerne (NkS 1340, 8°) et righoldigt materiale i form af udkast og kladder; de vigtigste er - foruden de allerede nævnte -: I, 1 (udat, fra 1890), I, 2 (udat., fra 1890-1891), IV, 21 (1887; breve til og betragtninger over »Kitty«), IV, 23 (1888-1889), V, 25 (slutn. af 1889; udk. til Frøken Regnvejr; renskr. af Foraars-Regntiden), V, 26 (udk. til Frøken Regnvejr fra 23.4.1890), V, 27 (do. fra juli 1890), VI, 28 (1892; noter om og udkast til Unge Bander), VI, 30 (Paris, forår 1893; udk. til Frøken Regnvejr) og endelig VII, 34 (Santa Margherita di Ligure, sept. 1894: Til Erik Kølby). Arbejdet med 2. udgaven ses ikke i notesbøgerne.

9. Principper for tekstrettelser

Såvidt håndskrifterne og trykkene. Som det fremgår er Unge Bander sammenholdt med dem, og det har fået følgende konsekvenser mht. evt. rettelser i den trykte tekst: førsteudgaven er i videst muligt omfang benyttet som trykgrundlag, og der er kun foretaget rettelser i teksten, hvor der har været tale om åbenlyse trykfejl (moqnueur >moqueur, Guskelov > Gudskelov, ført til Protokol >ført til Protokols, da denne form benyttes senere), stavefejl (Vita nova > Vita nuova) og decideret meningsløs eller manglende tegnsætning (især mht. citationstegn), jf. principperne i Sophus Claussens Lyrik I, s. 20. Således er en tilsyneladende inkonsekvent interpunktion bibeholdt (Ligemeget! han var), ligesom Claussens undertiden ejendommelige ortografi og morfologi er respekteret (eks.: Numer efter Numer, Odshavnkresen, Parryk.

NOTER TIL EFTERSKRIFTEN

1.

Frans Lasson: Fra Ekbátana til Klareboderne. En brevbog om Sophus Claussen og hans forlæggere. Gyldendals julebog 1981 (1981), s. 24-25.

2.

Mht SC's biografi: se tidstavlen i SC:SL IX: 2, s. 363-383.

3.

Jeg tænker på SC's forhold til italienerinden Clara Robinsson, se min artikel Breve fra Clara i Danske Studier 1985 og Bo Hakon Jørgensens efterskrift til genoptryk af Valfart 1983.

4.

F.eks. i Fabius' Stamtavle. Foraarstaler 1927.

5.

Eigil Nyborg: Den indre linie i H.C. Andersens eventyr (1962) s. 20.

6.

Jf. evt. en lignende »skikkelse« i romanen Byen (1900), der med en allusion til Heine kaldes Vaarens jomfruelige Gudinde, og Resten af Aaret [...] Dødens Dronning. Skikkelsen »spaltes« da ud i to kvindeportrætter (s. 259).

7.

If. Emil Frederiksen: Johannes Jørgensens Ungdom (1946) s. 121. Om månegudinden se evt. JJ: Sommer, kap. Maaneskinnet.

8.

If. udtalelse i Digtere i Forhør 1966 (1966) ved Claus Clausen, s. 186: Bagefter kan jeg (: Klaus Rifbjerg) godt se, at bogen ramler ind i sammenhænge af arketypisk karakter og ubevidst er blevet en symbolsk roman på et andet plan end jeg var klar over da jeg skrev den.

9.

Skulpturen er gengivet som frontispice i Antonius i Paris (1896), fotografiet med Willumsens bagtæppe i Gyldendals Julebog (1952) s. 11, jf. SC:SL IX:2, s. 274-275 og Aage Henriksen i Vindrosen 4 (1964) s. 34 f.

10.

I Foraarstaler s. 13 apropos JJ: Til Sophus Claussen (Efter Læsningen af Frøken Regnvejr), Taarnet april-maj 1894.

11.

If. brev fra SC's dattersøn, arkitekt Sophus Frandsen til udgiveren.

12.

På grundlag af art. Kjøbenhavn. Et Brev, Horsens Folkeblad 8.4.1886. E&H 33.

13.

Lemlæstelsesmotivet i forb. med en erotisk problematik ses flere steder i forfatterskabet, f.eks. i romanen Valfart (s. 91) og Fortællingen om Rosen (s. 245).

14.

Pga. SC's brev til Georg Brandes af 9.5.1894, FL I s. 223-224. Musiken; Askeblond Haar, tale om Fruentimmer, men en gods Moders > en god Moders, Spørgsmaal, jeg ikke mener mig forpligtede til at besvare > [...] forpligtet [...] og reservation mentalis > reservatio mentalis; diskuttere > diskutere, da denne form ses i 2. udg. (og i Tilskueren).

LITTERATURLISTE

Ernst Frandsen: Sophus Claussen I-II (1950). Forkortet EF.

Aage Henriksen: Det guddommelige Barn (1965).

Sophus Claussen - en studiebog, ved Bo Hakon Jørgensen og Jan Sand Sørensen (1977).

Taarnet. Fotografisk optryk med efterskrift og registre ved F.J. Billeskov Jansen (1981)

Tom Engelbrecht og René Herring: Sophus Claussen. En bibliografi 1882-1981 (1982). Forkortet E&H. Et efterflg. tal henviser til indførsels-nr.

Sophus Claussens Lyrik I-IX. Tekstkritisk og kommenteret udgave ved Jørgen Hunosøe. Bind VIII og IX under medvirken af Knud Bjarne Gjesing (1982-1984). Forkortet SC:SL.

Frans Lasson: Sophus Claussen og hans kreds. En digters liv i breve I-II (1984). Forkortet FL.

Noter

Thing: ældre skriveform for ting. Artemis: i den gr. mytologi jagt-, dødsog månegudinde; samtidig også gudinde for alt gryende og voksende liv, skønt selv kysk og urørt.

Et Hyrdespil: Med denne ejendommelige genrebetegnelse søger Claussen vel at ramme flere forhold, der er karakteristiske for det klassiske hyrdespil. Dette foregik i et landskabeligt miljø, undertiden benævnt Arkadien, befolket med hyrder og hyrdinder, nymfer og satyrer, guder (f.eks. Pan) og gudinder (jf. Tilegnelse). Sujettet var det samme: kærligheden og dens forviklinger, stilen let, undertiden munter og capriciøs. Parafraser over Højsangen kunne falde ind under genren (jf. blot s. 34). Metrisk benytter Claussen de såkaldt frie (»franske«) aleksandrinere, måske i et forsøg på at skrive en moderne minipastiche på senrenæssancens hyrdedramaer. Det melodiske versemål har da også en tendens til at glide over i en musikalsk udtryksform; det var tilfældet med det oprindelige hyrdespil, der blev grundlaget for operagenren. Udkastene til Frøken Regnvejr viser, at visse partier forestilles sunget.

Kolumbus [...] Breve. I brev fra Columbus til Aragoniens finansminister Luis de Santangel - efter 1. rejse 1492-1493 - beskriver han udførligt frugtbarheden og den yppige, grønne vegetation på de formodede indiske øer (15.2.1493). I et brev fra C. til det spanske kongepar vedr. 4. rejse 1502-1504 (Jamaica 7.7.1503) berettes dels om indianernes angreb, dels om C.'s feber, ligesom C her - som andetsteds - omtaler at have hørt Guds stemme. Claussens kilde kan have været: Select Letters of Christopher Columbus (...), v. R.H. Major, 2. udg. 1870, i serien: Works issued by The Hakluyt Society, bd. 43, London 1870. På dansk findes fire populære småbøger om C., udg. i anl. af C.-jubilæet okt. 1892, men ingen af disse synes at være Claussens kilde. Der kan dog have været artikler i dagspressen.

Sangklub: se note til s. 51.

etsteds i Byrons Bøger: sandsynligvis i Don Juan, canto I, str. 62. Alderen hos Byron er dog 50 og 25.

Landsting: 1849-1953 det ene af Rigsdagens to kamre.

Koncil: (kirke)møde. - som hos Goethe: muligvis i Wilhelm Meisters Lehrjahre, 5. bog, kap. 12, slutningen: efter at teaterselskabet har spillet Hamlet, får Wilhelm om natten besøg af pigen Philine.

i Biblen stod: frit efter Højsangen 7,11-12.

Sangforening: i købstæder en udbredt foreningsform, bygget på egen og andres musikudøveke og anden optræden plus selskabeligt samvær. - pikerende: let sårende, stødende.

vindskibelig: foretagsom. - tørrer [...] Kattekillingen: jf det kendte folkelige udtryk: Man hjælper sig, som man kan, sagde kællingen, hun tørrede bordet af med sin kattekilling. Eller: Renlighed er en god ting, sagde kællingen, hun... - Takkelager: skibsmaster med tilhørende tovværk. - ved Midten af Firserne: 1885-1901 styredes Danmark af konseilspræsident J.B.S. Estrups Højre-regering, der var i mindretal og derfor så sig nødsaget til at udstede en række provisoriske (foreløbige) finanslove. Imod Højre, der fortrinsvis bestod af borgerskabet af godsejere, fabrikanter og storhandlende samt mindre næringsdrivende i byerne og en del funktionærer, stod småborgerskabet af gårdejere, der i 1880'erne slog sig sammen om andelsmejerier og -slagterier og fællesindkøb af foderstoffer, maskiner osv. Gårdejernes parti, Venstre, havde under det meste af godsejerstyret flertal i Folketinget, nægtede som følge heraf at betale skat - og da det forhadte blå gendarmerikorps blev sendt ud for at inddrive skatten, svarede bønderne igen ved oprettelsen af riffelbevægelser eller skytteforeninger. - Ungdommen raser [...]: ses bl.a. hos Peder Syv: Almindelige danske Ordsproge (1682), Danmarks gamle Ordsprog VII:1, 1983, nr. 10442.

Parvenuer: opkomlinge, nyrige. - Estrup, Provisorierne: se note til s. 52.

Niebelungensangens Heleden lobebaeren: pluralis: (vores) rosværdige helte. Fra 1. strofe af det middelhøjtyske epos Nibelungenlied. - -kanuter: fyre. - »Gendarmsnude«: se note til s. 52. - den oprørske Sang: kunne være en hentydning til Claussens digt En Fabel, først trykt i Lolland-Fablers Folketidende 16.11.1885, senere optaget i Naturbørn (1887).

knøweste: bedste, mest udmærkede; venligste. - Paj-Grundtvigianere: Forleddet »pej« har i lollandsk dialekt nedsættende eller forstærkende betydning. Måske også spil på det svenske ord »paj«: stor trøje eller (vadmels)-frakke. - Bulehat: blød, bredskygget hat, i hvis pul der er trykket buler; slidt eller afstikkende hat. - rareste: mest sjældne, ejendommelige.

debauchere: skeje ud, føre et udsvævende liv. - dudle: spille (på musikinstrument).

Minuet: menuet, fr. dans i 3/4-takt udført med stor anstand og kunstfærdighed; almindelig selskabsdans til omkring 1850. - Krinoline: nederdel, som ved et stativ f.eks. af fiskeben holdes udspændt i klokkeform; især benyttet under rokokoen og i midten af 1800-tallet under ny-rokokoen.

Don Cæsar de Bazan (1844): skuespil af den fr. forfatter Philippe FP. Dumanoir (1806-1865). Claussen anmeldte stykkets opførelse i Nyborg Dagblad 7.4.1889, jf. E&H 222. - Abekatten (1849): vaudeville af Johanne Luise Heiberg (1812-1890); anmeldt af Claussen i Nyborg Dagblad 16.3.1889, jf. E&H 216.

Bosse: lokkeråb og kælenavn til en ko.

qui trottoie: fr. »som traver«. Selvdannet verbum af fr. trotter: at spadsere og trottoir: fortov (oprindelig den sti eller bane, hvor man red med heste). - ventre a terre: fr. egl. med bugen mod jorden; i strakt galop. - geleidet: ledsaget. - Novelle om en Skarpretters [...]: 26.2.1886 kunne man i Horsens Folkeblad læse En Novellette (usign.), 2.3. artiklen 2000 Katte (ligeledes usign.) om de »Katte«, der skulle være skjult i En Novellette m.m. I retssagen vedrørende En Novellette refereres 1. og 2. forhør over Claussen - stadig usign. - 9. og 10.3., frifindelsen 19.5. Se E&H 28, 29, 30, 31 samt 38.

moqueur: fr. spotter, drillepind. Claussens mærke fra og med Nyborgtiden 1888 ff. - où est le chat?: fr. hvor er katten?

spansk Kappe: strafferedskab bestående af en tønde, hvorigennem synderen skulle stikke hovedet for at bære tønden til skam og skændsel gennem byens gader.

reservatio mentalis: lat. mentalt (stiltiende) forbehold (hvorved man tror at kunne gøre et udsagn ugyldigt).

irrelevant: Ordet var indtil ca. 1970 næsten ubenyttet udenfor juridisk fagsprog.

Borgmesteren [...] Ridderkorset: 22.5.1886 kunne man i Horsens Folkeblad læse Hr. Lendrop og Ridderkorset, om borgmesterens modtagelse af ridderkorset, netop som han i egenskab af dommer havde tabt sagen om En Novellette, jf. E&H 39.

Yute(gardinerne): baststof - Grønne Kranse: en dengang populær vise af Vilh. Fristrup med melodi af E. Horneman. - Fryd dig ved Livet: Freut Euch des Lebens, populær vise af Martin Usteri med melodi af HG. Nägeli (1790'erne).

Blegsot: sygdom, der skyldes, at blodets mængde af farvestof er nedsat; en form for anæmi, der især optræder hos unge kvinder. - Die Wasserlilie: evt. allusion til det afgørende symbol i Theodor Storms novelle Immensee (1849, da. overs. 1871). Også en bestemt kvindetype hos Heine (jf. Claussens anmeldelse af Ola Hanssons roman Sensitiva Aorosa, Ny Jord aug. 1888 under mærket A.G.).

Buffo: sanger i en komisk opera.

Laa laa la lu, [...]: Jensen nynner omkvædet til Mads Doss han war en kon Koltringsknæjt, en vise af St.St. Blicher, indlagt i novellen Kjerlighed paa Dagvognen (1844). - kakket: klattet, skidt.

Peluche: plyds. - Trøster: pude eller pølle på sofa eller i lænestol, som man hviler sit hoved på.

Mandbarhed: (køns)modenhed. - Kapervogn: lejet (kapret) vogn.

bakkantisk: løssluppen.

Odalisk: haremskvinde.

Maria Stuart: dronning af Skotland 1542-1567; anklaget for højforræderi mod den eng. dronning Elisabeth og henrettet 1587. - Maria Stuarts Krave: stivet kniplingskrave, der ikke ligger ned over skuldrene, men snarere buer opad. - flanede: letfærdige, letsindige.

Chenittesjal: sjal vævet af blød, lådden tråd. - Merskummer: pibe med hoved af hvidt, leragtigt, porøst mineral: merskum.

Silhuetter: skyggebilleder klippet i sort papir. - Antimakasser: tøjstykker, der skal beskytte møbler mod fedt fra håret. Benævnt efter macassarolie, som man smurte i håret.

Strikke: strejke, efter den engelske stavemåde strike.

et svælgende Dyb befæstet: som mellem Lazarus og den rige mand (Luk. 16, 19-31).

Frimureransigt: der således tilsyneladende tilkendegiver en hemmelig indbyrdes sympati og forståelse. - dansk Jurist: om person, der har taget en juridisk eksamen, der ikke krævede studentereksamen eller latinkundskaber.

Visen af Komevilles Klokker: Comevilles Klokker, operette af R. Planquette, uropførelse Paris 1877, samme år København, oversat af Erik Bøgh.

Therose: Navnet, fordi blomsterne dufter som te.

tvivlende Pilatus:jf. Johs. 18, 38, hvor P. spørger: Hvad er sandhed?

Josef: patriarken Jakobs kyske søn, der flygtede for Potifars hustrus tilnærmelser, jf. 1. Mos. 39 ff.

Mantille: sjal, ofte af kniplinger; kort, let dameoverstykke, hængt løst over skuldrene.

Gulnare til Aladdin: Adam Oehlenschlägers skuespil Aladdin (1805) 2. akt, Aladdins Kammer.

Vigner: vingårde. - Skure: fure.

Fribytter: person som i krigstid med eller uden regeringstilladelse opsnapper fjendtlige skibe, hvis ladning han beholder; sørøver. - Moirée: vævet silkestof, der ved en art presning har fået et specielt mønster.

Dødedansen: allegorisk kædedans med levende og døde - især et yndet motiv i senmiddelalderen, illustrerende livets forgængelighed f.eks. i kalkmalerier og træsnit

Dandy: laps, levemand.

»Aa hun har en Haand [...]: frit efter Aarestrups digt Tilstaaelsen (Donna Maja) str. 9 (1837). - Sulamith: navn på den elskede i Højsangen. - Solveig: i Henrik Ibsens dramatiske digt Peer Gynt (1867).

satte [...] ud fra hinanden: forklarede, fremstillede.

Chartreuse: fr. munkelikør. - »Jylland [...]«: H.C. Andersens kendte digt, først trykt 1860.

enkelte: enkle, jf. note til s. 131.

Næseklemmerne: brille, der fastholdes på næsen med en fjeder; lorgnet.

Boccaccio Giovanni (1313-1375): ital. forfatter, hvis berømmelse skyldes novellesamlingen Dekameron, første gang oversat til dansk 1873. Titlen, der betyder »de ti dage«, henviser til, at de 100 noveller fortælles på 10 dage af 7 kvinder og 3 mænd, der er flygtet fra pesten i Firenze 1348.

Dantes V i t a n u o v a (Nyt liv) er et værk bestående dels af prosa, dels digte (ca. 1295). Det nye liv opstår ved digterens møde med og kærlighed til Beatrice. Først oversat til dansk 1915.

enkelt: enkel, jf. note til s. 123. - F i a m e t t a: Boccaccios ungdomsromaner har alle på eller anden måde tilknytning til en kvindeskikkelse, der hedder Fiarnmetta, ligesom hun også optræder i Dekameron. - naturlig Datter: datter født udenfor ægteskab. - Johanne I: af Anjou (1326-1382), dronning af Neapel (1343-1382).

dudlede: se note til s. 56. - en Vise om »det tykke Barn«: Omkvædet fælles med anden populær vise fra 1880'erne, se lørn Piø: 8O'erviser fra Julius Strandbergs digterværksted (1980).

en Højreøl: Efter venlig oplysning af arkivar Birgit Ntichel Thomsen kan ordet være en betegnelse for godt bajerskøl fra store bryggerier i København og provinsen, hvis ejere havde markeret sig som Højremænd bl.a. i forbindelse med forslaget om ølskat 1891. Hvis jargonordet har været af lokalt tilsnit, kan der sigtes til det lokale bryggeri, tilhørende den meget velhavende familie Levi, der i 1891 havde brygget noget af det første lagerøl i Danmark, efter etiketten kaldet »Hesteøl« (Dansk Brygger-Stat I-II 1934-36, I,77 f og II, 388 ff).

Lorgnet: se note til s. 127.

Tubaerne: her: trompetstemmerne på et orgel. - rafaelsk: som ligner den ital. maler Rafaels madonnaer; af sublim skønhed.

Enogtyve Aar, [...]: allusion til Don Carlos' replik: Dreiundzwanzig Jahre und noch nichts Jur die Unsterblichkeit getan (Sehiller: Don Carlos II, 2; 1787).

»Syndens Sold«: eller løn, er døden, if. Romerbrevet 6,23. - Sølvpatsch: en slags sølvmedaillon i halskæde. - »Konge for en Dag«: komisk opera af CA. Adam, førsteopført Paris 1852, København 1889.

De Hunde i en lille, tysk By [...]: allusion til Heines Tyskland. Et Vintereventyr, Kaput III, strofe 3.

Jeg lagde mit Hoved [...]: 1. linie i folkevisen Elverhøj.

Aphrodite: i den græske mytologi gudinde for kærligheden. Hun havde bl.a. to tilnavne: Urania og Pandemos, der refererer til to sider af kærlighedens væsen: den himmelske og den mere jordisk-vulgære. I denne sammenhæng alluderes tydeligvis til den første betydning.

Bud om et Danmark [...]: jf. at forliget mellem de moderate fløje indenfor Højre og Venstre blev indgået 1.4.1894.