FØRSTE BOG

[5]|Det er ikke godt at skulle begynde med en Løgn. Og det, hvormed denne italienske Rejse maa begynde, er en Kron-Løgn – en Løgn saa grundig, at jeg ved en ung Mand, som endnu blusser af Skam over den og tit og ofte ønsker, at hans Strube havde lukket sig for evig, efter at han første Gang havde udtalt denne Løgn.

Thi den unge Mand var i visse Ting stolt: han var vant til at sige Sandhed.

Men det hændte ham, at han en Gang blev revet løs fra de smaa, snævre Mennesker, mellem hvilke han fandt sine daglige Bekymringer og sit sikre Udkomme, for at hensættes til en fri, uhyre Verden, hvor Solen skinnede rigere, og hvor det utrolige pludselig var muligt. Og der traf han midt under en lykkelig Fest, i et saa udvalgt Selskab, at han havde glemt al Forsigtighed – en forfængelig, ung Kvinde.

Det var langt borte fra det paapasselige Danmark, i det frie, moderne Paris, mellem 6| lutter fremmede, der ikke kunde udtale hans simple, danske Navn og derfor kaldte ham Silvio. – Hvad betyder det, om Navnet klinger fremmed? hans Genvordigheder er sandfærdige nok.

Strax begyndte Silvio at lyve.

Men det, han siden med bitter Spot kaldte sin Kron-Løgn – det var den Gang Kronings-Løgne.

Bliv ikke vred paa Silvio for et lille Ordspil. Den slugvorne elsker Mad, Skøgen elsker Penge, Folket og Folkets Ordgydere elsker Kendsgærninger, hele Verden holder af det, man kan omfatte og nyde med sine to Haandflader. Men Silvio, der ikke var som den hele Verden, Silvio, der godt vidste, hvor løgnagtige og forgængelige alle kødelige Kendsgærninger er, Silvio kunde kaste sin Kærlighed paa et Ord, ikke som Tossen, men som den, der har Sandfærdighed kær.

[7]|Silvio traf en forfængelig, ung Kvinde, og da han saa i hendes dybe, smigrende Øjne, var det som hans Livs Kroningsfest.

Han troede ikke mere paa den ydre Nødvendighed.

I disse to Øjne havde han omsider opdaget, at Sjælen er uendelig som en Stjærnehimmel, at Rummet og Tingenes haarde Skal kun er Indbildninger, tomme og letgennemtrængelige for den, der ejer den rette, den mandige Indbildning. Verden er ikke mere krinklet, end at man kan spidde den paa en Tanke.

Han troede pludselig, at han kunde se igennem et Par Kvindeøjne som igennem et klart Vand. Og da han havde Evnen til at læse rigtigt i disse dobbeltbundede Øjne, skulde han ogsaa kunne befale over dem. Naar han tog sit Hoved mellem sine to Hænder og begærede at huskes af hende, vilde han til enhver Tid – om hun sov eller var vaagen, 8| om hun var nær ham eller langt i det fjærne – kunne naa hende med sin Tanke.

Han saa smilende paa hende og sagde:

»Jeg har bygget en Himmelbro mellem min inderste Tanke og Baggrunden af disse to Øjne. Jeg er ingen Stjærnetyder eller unyttig Poet, heller ingen dybsindig Filosof. Jeg er kun Silvio, en ung Ingeniør og Brobygger, der ønsker at ophænge Jærnbroer som dristige Stormstiger over alle stejle Afgrunde.«

Og Silvio greb hendes Haand, der laa planløst foran hende paa Borddugen, knugede den saa stærkt, at det gjorde ondt.

»Maa jeg tale frit ud?« spurgte han.

Og altid svarede hun: »Tal kun.«

Saa lo han og løftede sin Haand over den unge, franske Kvindes Pande som til Velsignelse.

»Jeg vil rede Deres Brudeseng paa en Klode. Naar jeg handler paa Deres Vegne, har jeg Almagt. De skal bo i Himmelrummet og have Mandoliner paa alle Væggene.«

[9]|Han vidste ikke helt nøjagtigt, paa hvilken Klode eller i hvilken Tid, han selv befandt sig, om han virkelig var i Paris ved et Nytaarsselskab, eller om han var med ved et nu længst forglemt Gæstebud i Ekbatana. Her sad han bænket ved Gæstebudet mellem de viseste Mænd og de sjældneste Kvinder, og da Bægrene og Hjærterne var fyldte til Randen – i det Øjeblik, da Festen allerede syntes fuldkommen – begyndte Luften uventet at genlyde af nyt Bifald, og én efter én i en lang Rækkefølge opdukkede de forsinkede Kongedøtre, som ikke før havde kunnet pryde Taflet med deres Nærhed. De bøjede hilsende Hovedet og tog Plads i Stilhed, én efter én – Ekbatanas Kongedøtre.

Silvio havde trukket sin Stol hen til den unge Kvinde, han sad til Bords med. De ringeagtede begge de medindbudnes Nysgærrighed, saa at de midt for alles Blikke kom hinanden nærmere, end hvis de havde været alene. De saa hinanden lige i Øjnene. Og 10| de var saa stolt og fuldt ud Mennesker, at der var intet, de ikke kunde sige hinanden.

»Jeg lover, at jeg altid skal tale til Dem saa hensynsløst som nu,« sagde den unge danske Ingeniør, mens han med egne Hænder dristig plantede nogle Blomster i den forfængelige Kvindes Haar. »Skønt De er den yndigste og jomfrueligste Skabning ved denne Fest: til Dem kan jeg sige alt. En mørk og kølig Ranke slynger sig stedse om vore Ord, en bred, mangedobbelt Ranke, som altid sætter Tingene hver paa deres Plads. Gid De i Deres Liv ingensinde maa vaagne af denne Aftens højmodige Rus. Fra nu af skal De lukke Portene for Ædruelighedens Djævel.«

Og Silvio tænkte, da hans Fod rørte ved hendes kyske Fod og hans Haand ved hendes Hænder, at intet Kærtegn længer er uværdig Mønt, naar det er Kongedøtres Hænder, Kongedøtres Fod, man kærtegner. »Fra i Aften elsker jeg kun Kongedøtre,« tænkte Silvio. Hendes Øjne samtykkede til alle hans Ord. Og den lette Berøring af deres Klæder lod hun saa upaaagtet, som var deres Hænder og Fødder trolovede.

»Vi er Gudernes Børn,« sagde Silvio. »Mod os har Djævelen paa Forhaand tabt enhver Proces. Célimène, min Elskede, De ligner en stedsegrøn Myrtehæk med smaa, tætte, mangedobbelte Kviste. I Morgen vil jeg være helt smykket med usynlige Myrter. 11| Min Søster og Elskerinde – Du mit Hjærtes Hæder – jeg omfavner dig.«

Og idet han sagde: »Jeg omfavner dig,« flyttede han sig netop langt fra hende for paa den Maade at omfavne hende bedre. Hun talte ham frisk i Møde og blev ham ingensinde Svaret skyldig.

[12]|.... En temmelig gammel Dame, der var mærket af Tidens Klør, saa at hun uegennyttig kunde optræde som Raadgiverske for Ungdommen, en temmelig gammel Dame sagde den samme Aften til den forfængelige, unge Pige:

»Hvad vil Du tale med ham for ....?

Er han egenlig saa morsom?

Ja han ser ganske original ud .....

Og saa er han frygtsom og fræk paa samme Tid.

Han er naturligvis lykkelig ved at udgyde sig for dig ..... det klæder ham at være velopdragen ...

Jeg maa i dette Tilfælde rose hans gode Smag ...

Til daglig nøjes han vist med mindre.«

I den samme Nat gik Silvio hjem gennem Parises Gader, forfulgt af Vinden, der trængte gennem Marv og Ben. Han standsede og omfavnede de iskolde Træer, mens han lovede 13| sig selv, at han fra nu af aldrig vilde nøjes med mindre end den unge Pige.

En Fontæne, der var behængt med et langt Skæg af Is, antog for ham hendes Skikkelse, hendes dejlige, unge Skikkelse, halvt af Adel og halvt af guddommelig Ungdom. Og han troede at høre hendes Hjærtes friskblussende Pulsslag – som om hans Veninde stod her i Køligheden, en strømmende Kilde, og udgræd Venlighed over ham.

Da en Flok unge Venner mødte ham, beværted han dem i det nærmeste Værtshus. De saa med stille Forundring, at han knuste sit Glas mod Marmor-Bordpladen. Han havde drukket en hemmelig Skaal for den unge Pige. Og i Tavshed, imens han knuste Glasset, sammenlignede han sig selv med dette Glas: han vilde ikke taale, at nogen siden skulde drikke deraf.

Da han bagefter kom til Seinen, standsede han med ét og stampede i Jorden; thi han saa for sig sin Veninde som Flodens Gudinde med Aakander i Haaret.

»Floden Seine,« sagde han og stampede – Seine fleuve.

Og under en Lygte, lænet til Kanten af en Bro skrev han med en Blyant en Nytaarshilsen til hende:

15|Ved mangen Fest senere stod Célimène midt i Salene og rakte ham ubekymret begge sine Hænder. Hun saa ud, som skulde hun synke til hans Bryst, men hun lagde altid sine to Fingre paa Munden og nægtede ham, at det var Kærlighed. Alt, alt, kun ikke dette – det usigeligste Ord. Og han beundrede denne rødmende, stolte Mund, som ikke vilde tilplette deres Kærlighed med Ord.

Silvio smilte.

»De elsker mig, Célimène. Og jeg elsker Dem med Deres dobbeltbundede Øjne og med al Deres Dobbelthed – Mundens Kløverblad, kruset og fyldigt, sødtduftende, fint og kysk som en dugget, nordisk Morgen. Kløveren har kun tre Blade. Men er Lykken med en, finder man Kløver med fire. Célimène, De er min Lykkes Firkløver. Gør Ende paa det Skin, der endnu skiller os ad. De vil selv blive lykkelig.«

Med Ansigtet straalende af Ømhed, men med Panden rolig hævet rystede den unge 16| Pige to Gange eftertænksomt sin ubetvungne Nakke.

»Non, non, non!« sagde hun. »Nej – nej! Jeg tror ikke, at det vilde være Lykke.«

»Du min retskafne Elskede, mit Hjærtes Hæder, Célimène,« sagde Silvio og lagde – uden at vide det – Haanden mod sit Bryst. »Jeg river dig bort fra de vinterlige Steder og tomme Glæder. Og Du følger mig et Sted hen, hvor der er Foraar og stille Bække, Pinsesol og Myrter.«

Og uden at vide det lagde ogsaa hun Fingerspidserne til sit Bryst og smilte ved at fornemme sit eget Pulsslag. Men hun rystede haardnakket og grublende paa Hovedet.

»Nej, nej, nej. Det er desuden ikke Aarstiden. Nej, nej, nej – elskede.«

(Hun vidste slet ikke af, at hun kaldte ham elskede.)

En temmelig gammel Dame, et af Tiden tilkradset Pergament, en temmelig gammel Dame tog den uforsigtige Célimène i Armen:

»Alle Mennesker lægger Mærke til Jer.«

Men den unge Pige saa sig uforfærdet om i Salen og sagde som et uskyldigt Barn, helt fortrædiget af Afbrydelsen:

»Lad os tale nu! Ellers faar vi jo ikke sagt det altsammen.«

[17]|Der var ikke Ende paa Silvios Fryd og Ulykke. Hun vidste med alt, hvad hun foretog sig, at forpligte ham til at blive og elske hende. Men en Aften blev han mistænksom – utaalmodig efter Kendsgærninger. Og den forfængelige, unge Kvinde, som maatte stille ham tilfreds, mens hun et Øjeblik talte med sine Beundrere, trak sine lange Handsker af og bad ham opbevare dem for hende.

Den Nat gik Silvio atter alene og omfavnede sine ufølsomme Brødre, Træerne, mens han græd Célimènes lange, trøsterige Handsker fulde af salte Taarer.

Ved en Bygning med graa, middelalderlige Mure standsede han pludselig.

Hvilken Tid at have levet i, tænkte han – Fejdernes, Klostrenes og de gamle Lensherrers Tid. At bygge Broer og rejse Stormstiger til en Fæstning paa en høj Alp! Med matematisk, guddommelig Ingeniørkunst at skalle en saadan Ørnerede ned fra Klippen, bortføre Borgfrøkenen, der ikke forlanger noget 18| bedre. Men naar den Borg, man belejrer, kun er en lille, selvstændig Skønjomfru, naar det Slot, man vil bestige med Blus og Brande, er et af tusind Hensyn omringet, uindtageligt Pigesind – hvad nytter det da at være Silvio – en fattig Brobygger og Ingeniør (eller Napoleon og Hanrej)? Her hjælper ikke Sværd og Brand, intet Blændværk og intet Fuskeri. Her skal Aritmetiken være guddommelig rigtig – eller man dør som fortjent.

Havde Silvio manglet den guddommelig rette Beregning, den store Sjæl, den fulde Menneskelighed? Havde hans Tanke ikke gennemtrængt Tingenes Indvolde? eller .....

Han standsede og stampede i Jorden.

Eller var Célimène en forfængelig Kvinde, der ikke kunde leve uden en sukkende Elsker ved sin Dør? Behøvede hun – for at udfylde sin egen klamme Tomhed og sætte Kronen paa sin Ørkesløshed – at en Mand, hvis Hjærte var rigere end hendes, hulkede hendes Navn fattig og ensom og bed sig i Tungen af Skam over at være forsmaaet?

[19]|Det var forbi med Silvios Løgne.

En Dag skrev han til Célimène og forlangte at elskes paa Menneskevis. Han, der havde foragtet, hvad man kan fange med sine to Hænder, og beundret hende som en Forbundsfælle i sin Foragt, han higede nu kun efter noget haandgribeligt; han vilde give alle høje Stjærner og evige Løgne for en Kendsgærning. Men nu var det just dette, som Célimène ikke vilde.

Det blev altsaa uundgaaeligt: Silvio maatte skifte Opholdssted. Hans Tanker var blevne ham selv uværdige. Midt i de alvorligste Øjeblikke greb man ham i ikke at tænke paa den skønne Célimènes ærefulde Slægt, hvidarmede Uskyld og skarpsindige Aand, men at fable om Frøken Célimènes smaa, sorte Strømper.

Den skønne Célimène var bleven ham for jordisk elskelig. Og naar et Menneske fra sine storslaaede Synsmaader og sine umaadelige Løgne falder tilbage og finder Hvile og Trøst i sin ganske dagligdags Simpelhed, da maa det Menneske ud at rejse.

20|Strax optraadte der hos Silvio en Engel fra Himlen, i Skikkelse af en tysk Frue, med en rund Sum Penge og en officiel Skrivelse, i Følge hvilken han bemyndigedes til at rejse og studere og bagefter at skrive en Afhandling, der skulde hedde: »Nogle af de ældste Broer i Italien.«

»Rejs til Italien,« sagde hun. »Nyd, adspred Dem, og brug Deres Øjne. Ikke til Venedig. Lagunerne er saa melankoliserende. Rejs til Florens, til Rom.«

Og den lille, forfængelige Célimène kom Dagen efter til ham og sagde opmuntrende:

»De rejser til Italien for at se paa gamle Broer. Hvor jeg misunder Dem! Jeg havde selv Lyst til at se Italien.«

Altsaa forlod Silvio Paris og Célimènes dobbeltbundede Øjne og Célimènes smaa, hvide Hænder og Célimènes smaa, sorte Strømper. Man tror undertiden, at man for Resten af sine Dage skal slaa Rod ved en af Livets rolige Biveje – en Villa, en Have, en Svanedam! – og pludselig befinder man sig paa Verdenslandevejen i Nattoget London-Paris-Rom.

Den lille, søde Løgnerske var selv paa Banegaarden for at sige ham Farvel. Hun tittede nysgærrigt ind i Kupéen og sagde som sædvanligt Ord, der skulde forurolige og synes betydningsfulde.

»Jeg kommer vistnok til Florens.«

21|Men Silvio var træt – han slog Døren op og sagde kun:

»Saa kom med mig!«

»Det turde jeg gærne,« sagde Célimène.

Hun syntes besluttet. Men Silvio trak tvivlende paa Skuldrene. Og Konduktøren smækkede Døren i.

»Skriv til mig, og jeg skal skrive til Dem,« sagde hun.

Toget rullede bort fra Lysstaden Paris, bort fra den skønne Célimène, ud i Taagen og Mørket. De sidste Lygter sprang forbi Kupévinduet. Alle Hjul snurrede og snurrede.

»Det er dog godt,« tænkte Silvio, som nu var ladt alene paa Hovedlandevejen, i Nattoget London-Paris-Rom. »Det er dog godt, at man kan gaa frit om i Gaderne, at man endnu kan føle sig som en Oprører, der tør raabe ind ad Vinduerne til Folk, at de har bygget deres pragtfulde Huse af Løgn og Spindelvæv .....

Spindelvæv! Men her sejler jeg selv som et Spindelvæv for Vinden.

Ak, hvorfor maatte jeg ikke elske Célimène? Hendes Alvorsminer i det hvide Ansigt var saa fromme, hendes hvide Hænder saa venlige, ja selv hendes smaa, sorte Strømper saa ud, som om de slet intet ondt havde gjort. Hvorfor maatte jeg ikke beholde Célimène, der vilde have elsket mig saa meget, som hun kunde? – Hvorfor maatte jeg ikke have Lov til her i Livet at nøjes med Célimène?«

22|Lyon! Lyon! Iltoget førte ham stadig længere bort over Frankrigs mørke Sletter.

»Hun vil skrive til mig. I alle Byer i Italien skal min første Vandring være til Posthuset for at hente Brevene med hendes store, klare Skrifttræk paa det silkeagtige Papir. Hvorfor« – tænkte Silvio – »kunde vi ikke vandre sammen til alle Posthusene i alle Italiens Byer for at nedlægge Brevene med min lille, strænge Célimènes store, klare Skrifttræk og for at modtage Brevene fra hendes misundelige Slægt?«

I Nattoget London-Paris-Rom naaede Silvio, Ingeniøren og Brobyggeren, henad Morgen de svejtsiske Alpelandskaber. Toget, der bruste frem i Halvmørke, vuggede og skumplede, som om Vognene gennem hver Bevægelse meddelte ham Pulsslaget fra den sovende Jord – den dunkle Jord, hvor hver Busk, hvert lille Dyr, hvert Menneske nu slumrede saa trygt som hans unge Veninde i hendes rolige Gade i Paris.

Silvio tog Blyant frem og nedskrev nogle Ord til hende:

»De skulde vide, hvor stolt midt i det larmende Paris og nu midt i min kære Landflygtighed Blodet strømmer igennem mit Hjærtes Kamre. Mit Hoved er en Sølvrangle med lutter lystige Tanker. Det er, som var jeg lægt for en lang, tung Sygdom, hvis Bly lige fra min Fødsel har hvilet paa mine Lemmer. Bønhør mig eller ikke! Gift Dem, hvis De 23| er rigtig dum! Men naar jeg om et Øjeblik omfavner Italiens Jord og hvisker Deres Navn i Ensomhed, da ved jeg, at De er min for alle Tider, at De aldrig finder Hjem før i Landflygtigheden hos mig.«

[24]|Alpetinderne med Sne i Haaret, Alpetinderne som rødmende Sæterpiger med hvide Nathuer, erindrede Silvio om den franske Hærs umaadelige Besvær,A da General Bonaparte for første Gang førte sine Tropper over de vinterlige Kamme og ene drømte om sin fjærne Josefine. Den ensomme Silvio havde med graadig Hu læst de Breve, som den ubekendte General Bonaparte tilsendte Josefine, da han havde efterladt sin skønne, ustadige Veninde i Paris og som syvogtyveaarig Feltherre foretog sit allerførste Felttog. Det var før Alpebestigningen og Sejrene i Italien; alle hans Tanker var blevne tilbage i den store Hovedstad, og hans Hjærte, fuldt af Graad og Mismod, var ikke der, hvor han slæbte sin Fod.

»Jeg selv lever ikke i dette Telt« – skrev den ubekendte General – »eller i denne Lejr, disse Raadslagninger, hvor jeg og jeg 25| og jeg hvert Minut maa træffe Afgørelser, der ikke angaar mig. Det forundrer mig bestandig, at Frankrigs Frelse kan afhænge deraf. Jeg savner indtil Fortærelse Aftnerne i Paris, og naar jeg underskriver den alvorligste Beslutning, er mine Tanker hundrede Mile borte.«

I graa Ligegyldighed for alt ydre lod han sine Soldater slæbe Kanonerne over Bjærgene, og bestandig med den skønne Josefine i Hjærtet, bestandig skrivende til den skønne Josefine vandt han Slagene ved Lodi og Marengo.

»Om hun ikke havde indgydt ham denne Ligegyldighed for Medgang og Undergang,« tænkte Silvio, – »vilde han da have vundet Slagene ved Lodi og Marengo? Og hvis han havde tænkt mere paa Sejrene og Fjenderne end paa Fru Josefine, mon da jeg, Silvio, vilde have tænkt en Time paa Napoleon Bonaparte? Men han var et Menneske, som ogsaa jeg, et stakkels, søndersplittet Menneske, der var nødt til at slæbe sit Legeme ad lange, tomme Veje, over sjælløse Forhindringer, som han saa dybt hadede, at han maatte overvinde dem. Om han havde været noget andet – noget større maaske, et Slags Basun for Nationens Heltemod – jeg vilde i mit allerinderste Jeg have ringeagtet ham. Men jeg skænker ham som frit Menneske min Beundring, fordi han i intet var mindre Menneske end jeg, fordi han, slæbende som en Soldat paa mine egne Svagheder, dog naaede det højeste. Og derfor 26| kan jeg taale hans uopnaaede Storhed, derfor kan jeg glædes over ham: fordi mit Mod, min Vilje, mine Planer i deres Udspring ikke er ringere end hans. Fordi ogsaa jeg er hans oprindelig jævnbyrdige.«

[31]|»Piemont i sin Sneklædning« – fortæller Silvio – »lignede en Kage med Flødeskum, da jeg med Iltoget fra Paris havde boret mig igennem Mont Cenis og nu en Januarmorgen susede hen over Sletterne i Retning af Torino for at udfolde min Ønskekappe i Sangens og Solens Land.

Mon Sneen i Italien smælter ved en højere Varmegrad end Sneen i mere nordlige Byer som Paris og København? – tænkte jeg.

Thi Himlen var klar, Solen og Luften i denne Sneslette ganske sommerlig. De rødkalkede Huse glødede af varmt Lys som i en Foraarsdrøm, og den dunkle Vin i en halmomflettet, let Flaske med en lang Hals var mørkere, sødligere og fyldigere end Rødvin ellers: – den kyssede mig lige i Hjærtet som en ung Elskerinde fra Sangens og Sommerens Land med sorte Øjne og varme, usvigelige Læber.

32|I denne Vin, som jeg købte paa den første Station syd for Alperne, sluttede jeg Pagt med Italien.

Og jo længer jeg kom mod Syd, des mere ildnedes jeg af Vinen og Solen, des mere glemte jeg Vinteren bag mig.

Aa de nordlige Byer, disse Vinterhovedstæder, de ophidser og slider Nerverne. Hvor bleg og træt hun laa, den unge Englænderinde der paa den modsatte Hynde i min Kupé. Min tilfældige Rejsefælle. Hun lignede i sin forfrosne Ungdom, indsvøbt i en Plæd, et Knippe halvvisne Blomster, og det var, som om hun, for at leve paa ny, behøvede al den Sundhed, Hjærtefylde og Rødme, der sejrrig smilte ud fra det snedækte Italien.

Aa de nordiske Byer, Vinterhovedstæderne med deres aandelige Uro, deres kunstig opvarmede Saloner, deres hastige Drosker, deres Førsteforestillinger, dette hvirvlende, uvirkelige Liv, med lutter Blændværksværdier – de fortærer Menneskene indvendig fra.

De herlige, nordiske Byer! Ogsaa mig havde de jo givet et lille fængslende Tilfælde af moderne Selvfortærelse, Kultur-Nevrose, som var Skyld i, at jeg havde boret mig igennem Mont Cenis og paa min Ønskekappe suste hen over Lombardiets Sletter.

Den Englænderinde der – var hun en Lidelsessøster? Hvem ved? Og hvorfor ulejliger jeg mig med hende? – Thi lige fra Paris 33| til Genova ulejligede jeg mig næppe med at se paa hende?

Jeg havde jo mit eget »interessante Tilfælde« at beskæftige mig med. Paa den store Banegaard, hvor jeg i Aftes havde taget Afsked med et Smil og to Øjne, som fulgte mig alle Vegne, bad jeg min Veninde at rejse med. Men hun blev i Paris – Paris lumiére – og jeg sagde spottende til hende, at jeg rejste ud i Verden for at opsøge »sydligere og lascivere Folkefærd«.

... Mens jeg nu i Lombardiet satte den lille, halmomflettede Fogliette for Munden og drak den italienske Vin, gentog jeg for mig selv: at min Veninde var »sød som Skyggen af et Vintræ«.

Men hun havde ladet mig alene med mit interessante Tilfælde, og jeg tænkte for Alvor paa, at jeg, hellere end at rejse Verden rundt med en naragtig, mislykket Kjærlighed, burde gaa til Sicilien, hvor der var Bønderoprør og agrariske Mord og slaa mig sammen med Rebellerne mod Italiens elendige Førere for – i Mangel af bedre – at møde en Kugle, der træffer det rette Sted.

Jeg gjorde det ikke – kom aldrig til Sicilien. Men jeg er saa skamfuld derover, at jeg nok gør det næste Gang, naar jeg har Hjærte og Lever overfyldt af Forsmaaelsens latterlige Forsmædelighed.

Aa de nordiske Byer, Vinterens herlige Hovedstæder, kun med et sygt Hjærte river 34| man sig løs fra dem. Mit Hjærte havde endelig blomstret paa ny.... Men der var faldet Sne paa alle mine Roser.

.... Jeg vilde ikke, at den Sne skulde smælte. Men jo længer mod Syd, des mere rødmede og blaanede Luften. Det var som om et Foraarshav slog sammen over mit Hoved; som begravede jeg mig i Bunden af et uhyre Blomsterbæger og dér, mellem disse blaa og rødgyldne Lys, genfandt min strænge Elskede, som kyssede mig i varm og ærlig Kærlighed.

Og Middelhavet begyndte i Horisonten at blaane mere og mere.«

[35]|Naar man i én Nat har lagt Frankrig bag sig, har gennemfaret Norditaliens vestlige Hjørne og paa en eneste lang Morgen indsuget alt Landets Lys – naar man har sovet en Nat i det stolte, graahvide Genova, en Storby for Skippere og Søfarere, i et redeligt Hotel, der dog var et Palads, har set Palmer, der voksede i Baljer, og Genoveserinder, der sværmede gennem Mængden i Fantasidragter med Maske for Næsen (thi det var sidst i Januar og lige før Karnevalsmaaneden) – naar man med berusede Lunger og Øjne har fornummet Middelhavet, som ligger der aabent, foraarstaaget og fuld af Søbriser – og naar man har købt sig en fransk-italiensk Læsebog for at stave sig ind i det fremmede Sprog, mens man allerede den næste Dag befinder sig i Iltoget, Genova-Florens – da er man, som Silvio, lidt fortumlet og uberegnelig.

»Italien« – tænkte han – »ligner en uhyre Ruin, altfor kostbar til at ejes af nogen, hvorfor man endnu tillader de stakkels Sønner 36| af altfor berømte Forfædre at drive om i dets Buegange og bo imellem dets øde Mure.«

Silvio kørte langs den sollyse, lunefulde, liguriske Kyst, gennem Bjærge og forbi høje Huse, der var bemalte med Billeder udvendig. Til højre for sig havde han stadig det foraarstaagede Middelhav som en Drøm i Sjælens Baggrund – en blaa Horisont bag Ordene i et Digt.

»I Italien bor alle Mennesker i Paladser og er fattige som Kirkerotter. Lutter fattige og ædle Kvinder, fattige og ædle Ynglinge. Og jeg fattige Kirkerotte« – tænkte Silvio – »jeg skal nu virkelig se Italien, jeg er i Italien. Jeg skal i disse Paladser hilse paa mine italienske Brødre og Søstre – et smilende, ejendomsløst Folkefærd, der lever fra Haanden i Munden og tror godt om sig selv og alle Mennesker. Hvor det er smukt at tro godt om sig selv og andre. Da Italienerne for det meste er temmelig slunkne og forsultede, sker det endnu af og til, at de i Mørke paa en ensom Vej beder en tilfældig forbirejsende om Pengene eller Livet. Ja. Men det sker altid under aaben Himmel, naar Lykken bogstavelig byder sig til af sig selv – paa Landeveje eller paa afsides Steder i Byernes Udkanter, hvor man ikke behøver at komme, hvis man ikke med Overlæg vil undlives. »En Omgang Knive«, una coltellata, saaledes hedder et Knivstik paa deres flotte Sprog. Men de er uskyldige, glade og gæstfri, og 37| hjemme i deres private Paladser hverken plyndrer eller myrder de. Et Stuemord, det hører til i Nordens Uhygge, i Vinterhovedstæderne. I Sangens og Solens Land findes kun rigtige Stratenrøvere og politiske Forbrydere. Saa og saa mange Knivstik aarlig og dernæst et Attentat paa Crispi, paa Førsteministeren, som altid kommer godt fra det og øjeblikkelig kører hen i Rigsdagen og forlanger nye Undtagelseslove mod Fædrelandets Fjender – .... Dette er virkelig Italien.«

[38]|Ude bag Vinduet fløj italienske Byer og Bjærge forbi. Silvio tænkte:

»Jeg er ikke mere Silvio, der kan plages, mishandles, dødsdømmes af en lille Pige i Paris. Jeg er Silvio, en Verdensborger, og skal dømmes efter Romerretten.«

Bestandig nye Byer og Bjærge. Aa hvor langt bedre var det ikke at elske et helt Land end at elske en lille Kvinde!

Se disse italienske Landskaber: for neden den dyrkede Jord, brun og frugtbar, for oven den alt-rensende Luft som et fint Skønhedsslør. Hvor godt det hele passer sammen: de Mennesker, der taler, og de Lærker, der kvidrer i Landet. Og der er i Naturen Plads til alt: en Feltherre i Spidsen for sine Dragoner eller en lille Pige i Skyggen af et Træ, den jordkære Livsjubel, tryg og hjemlig som en Fugletrille fra en Græstue, og den besjælede, grænseløse Længsel. Blot man forstaar at se paa Markerne og Skyerne, Bjærgene og Sol39|nedgangen som et eneste Billede! At elske Træer og Floder og Mennesker som et Broderskab af levende. Hvilke Elskere de har været: den Ungdom, som drømte om at oprejse Italiens Enhed derovre fra det fjærne Sardinien paa et Sejerstog gjennem Milano, Florens og Rom. Hvilke Elskere det har været, de Brobyggere, som ud fra Kongeriget Sardinien og Piemont spændte alle Italiens splittede Pontoner sammen til en eneste Frihedsbro, saa at de elskværdige Italienere, der i mange Aarhundreder havde for Skik at slæbe Vadsækken for alle mulige Udlændinge, omsider en Dag kunde træde sammen paa Montecitorio i Rom: Eviva Italia! Eviva! – Smaatteri forsvinder overfor et saadant Broderskab. Man behøver for Eksempel ikke mere at betale Told paa Grænsen af Ligurien og derefter paa Grænsen af Toscana. Disse Elskere og Brobyggere gjorde Ende paa embedsmæssigt Vrøvl (Vrøvl er altid et Embede)....

Og med alt dette er Italienerne den Dag i Dag saa fattige som nogensinde – uhelbredelig fattige.

»Hvor jeg i Grunden elsker fattige Folk,« tænkte Silvio. »De fryser om Vinteren og har en evig Hjemve efter Solen.«

Imidlertid gennemfor han de mange Tunneler, der er mellem Genova og Florens i det allerbedste Rejseselskab, sammen med den danske Konsul i Genova og hans danske Frue, der begge var saa unge af Aar og dog 40| saa glatte og forfarne i at omgaas Verden som nogen, hvem det har været givet at befare Hovedlandevejen mellem Paris og Rom i Laksko.

Med Høflighed havde de modtaget en misundelsesværdig, der kom lige fra Paris. Og Høfligheden mod den velklædte Landsmand var stegen til Venskab, da Silvio fortalte, at han rejste med offenligt Mandat i Lommen for at skrive et Værk om »Nogle af de ældste Broer i Italien«. For at paaskønne den nye Gæst bad de ham rejse i Kupé sammen med dem, ja mere end dette: Konsulen gjorde ham delagtig i sin Morskab over to medrejsende Socialistførere, der ogsaa kom fra Genova, og som ved hele deres Opførsel krænkede de selskabelige Former.

Med smilende og dannet Opmærksomhed hørte Konsulen og Konsulinden paa, hvad Silvio sagde, og undrede sig ærbødigt over, at han for at opsøge det fattige Italien havde forladt det stolte Paris, hvorom han fortalte dem saa fængslende Anekdoter.

Men Silvio, der hvert Øjeblik nikkede ud gennem Togvinduet til en eller anden forbauset Italiener, sagde:

»Jeg holder af fattige Folk. Jeg har i mit Hjærte en rent naragtig Forkærlighed for fattige Folk. Jeg mener ikke dermed den luvslidte og udslidte Fattigdom, den forsørgelsesberettigede Armod, der gør sin daglige Pligt for hver Fyraften at vende hjem til en 41| udhungret Ægtefælle og en Flok udhungrede Børn. Jeg holder ogsaa af fattige, unge Mænd og Kvinder jeg holder af a l l e fattige; de har saa nye og redebonne Hjærter, at der med dem endnu kan udrettes noget i denne haabforladte Verden. I Gaar Morges, da jeg passerede Alperne, tænkte jeg paa en saadan fattig Fyr, paa Napoleon som »lille Korporal«, der endnu ikke havde været i Slag, endnu slet ikke udmærket sig og altsaa kun havde almindelige og tarvelige Følelser. Han havde den Tro og den Bitterhed, som er fælles for saa mange ubemærkede, unge Mænd. Intet videre. Og det var det store, det var netop det guddommelige hos ham – Forvandlingsøjeblikket! – Man kan sætte Ære i at gaa med Manchetknapper, der er købte i den eleganteste Butik paa de store Bulevarder (Silvio smøgte sine Ærmer lidt op og viste et Par originale Knapper). Man kan ogsaa sætte sin Ære i, at man ikke vil være mindre elendig, ikke mindre tarvelig af Hjærte og Attraa, ikke mindre lav end den stakkels, simple Menneskehed, at kysse den ydmyge Jord, hvortil vi er bundne med fælles menneskelig Nødvendighed – for en Dag at kunne forvandle Tingene, vise dem saa store og skønne, som de virkelig er. Jeg holder af fattige Folk. De sover nogle Trappetrin nærmere ved Guderne og de evige Magter.«

42|Smilende hørte Konsulen paa Silvios Tale og ønskede endnu en Gang at se Manchetknapperne. Silvio bad om at maatte forære Konsulen dem. Han havde købt dem for at pynte sig, da han selv var gaaet Glip af en stor Lykke – sagde han – og de burde tilhøre en Mand, der elskede Lykken.

Han sad længe taus og stirrede ud paa Middelhavet. Og med Alvor og hemmelig stor Pietet tyggede han nogle Chokoladepastiller, som den tyske Dame i Paris skæmtvis havde overbragt ham i en Bonbonæske, hvor Rejselegat-Pengene laa gemte paa Bunden. I det første Indtryks Forvirrethed forekom Italien ham et Land helt af Marzipan og Chokolade. Og han tænkte, at var der mange i Verden som denne tyske Dame, vilde Opofrelse og store Egenskaber faa Lov at blomstre, og Smuds og Smaalighed vilde uddø i Paris, ja selv i København.

»Jeg er ikke Silvio, den stakkels Silvio i Paris« – gentog han lykkelig – »jeg er Silvio, en romersk Borger.«

..... Konsulen var en stadig høflig Mand Hans private Spot – paa dansk – hindrede ham ikke i at vise de to medrejsende Arbejderførere de mest smigrende Hensyn paa italiensk. Ogsaa da en smuk Italienerinde skulde forlade Kupéen, var han til rede og rakte hende hendes Rejse43|plæd. Og hun nejede sirlig og takkede: »Grazia.«

Dette første Ord, Silvio forstod af Sproget, havde en storslaaet Pragt, som var Takken højere end Alperne og dybere end Middelhavet.

Italien har hundrede Stæder, og i hver af dem findes et Hotel eller Gæstgiveri, som hedder »Italiens hundrede Byer« – Cento città d'Italia. Silvio boede i Florens i de Hundrede Byer.

Toscana! Toscana! Med Sindet opfyldt af de store, vinterlige Stæder kommer man, endnu næppe kuldslaaet, en Aften til Florens. Og naar man siden faar Lov til at tale om Toscana og om toscanske Byer, kunde man fortvivle af Lykke, blive afmægtig af Glæde som Elskeren, naar han forste Gang føres til sin kyske Brud Oldtidens Etrurien, Moderkilden til al romersk Berømmelse, Middelalderens og Nutidens Toscana, hvis Bønders og Byers Tungemaal som et nyt Foraar overrislede Latinen og med ny Tale genfødte Liv. Spredte Bjærge, spredte Byer – og det rigeste, det oprindeligste Sprog i Almuemund! Men den Gud, som skabte Etruriens Folk, Etruriens Dyder og Snille, har udskaaret Bogstavet C af Etruskernes Svælg. Eller er denne 48| Race bleven saa gammel, at K-Lyden er falden den ud af Struberne?

»Mit Hus« hedder la mia casa, men hasa mia hvisker de letfærdige Kvinder til den forbivandrende. En hæs og sælsom Hvisken, omtrent som naar stumme har lært at tale; og Fejlen pletter det dejlige Sprog som et Skonhedsar eller som et Kainsmærke.

Hver Dag gik Silvio til Postgaarden for at hente Breve fra Udlandet og fyldes af Fryd, i Fald han genkendte en vis Haand fra de franskes Hovedstad – en mild og yndig, streng og stor Haand, der kunde indvi ham til Døden, om den blot vilde. Men eftersom Haandskriften ikke vilde, var han vel ikke en slig Skæbne værdig. Han følte sig mere fattig og ussel end den elendigste Toscaner. Og midt i Hovedpoststationens Gaard i Florens, foran Lugen, hvor man afhenter de Breve, der ligger og venter, var der en Dag en Toscanerinde med mørke Øjne af fortættet Solskin – som fik ham kær i et Øjekast, og som slog ham om Ørene med sine rosenrøde Billetter. Han lod sig villig slaa, ja vendte begge Kinder til, og nød det som en Oprejsning for sin landsforviste Manddom, at hun tre Gange nævnte sit Hus (casa) med den Udtale, som er Toscanas Beskæmmelse. Først da rev han sig løs og sagde, at han elskede hende mere »uden Hus« – senza casa. Og skønt han var sendt herned for at adsprede sig, skammede han sig som en Toscaner, fordi 49| han havde frydet sig ved denne Barmhjærtighed – pietà.

Hvad skulde han i dette Florens? Han vilde ikke leve med de levende. Og han gik paa Hjemvejen ind til en Antikvitetshandler for at se paa en Kaarde af rigt, gammelt Arbejde. Men en Kaarde er kun naragtig, naar ingen gider sende én det Budskab paa Liv og Død, man behøver.

Hver Morgen skrabede det ydmygt paa Silvios Dør, og en Mand kom ind i dybt bukkende Venlighed. Det var Silvios Lærer – maestro – i det italienske Sprog. Han var otteogtredsindstyve Aar og havde næsten ikke Tænder; men han var fuld af Retsindighed og meget sulten.

Og naar de sad og læste om Benvenuto Cellini, den Toscaner, som listig skar Halerne af Kroværtens Heste, fordi Kroværten selv var en grov Tølper og altfor stor og stærk, smilte den gamle Italieners Ansigt et kort Sekund, som fyldtes han af Forfædrenes toscanske List og Hævnfølelse. Men naar de stavede sig igennem en Anekdote, om hvorledes en bedragerisk Hestehandler blev afsløret og dadlet i dybt berettigede Ord, mærkede Silvio, hvilket alvorligt og redeligt Folk Toscanerne er. Thi det var, som om otteogtredsindstyve Aar, henlevede i Sult og Hæderlighed, her tog Hævn over den, som ikke havde modstaaet den store Fristelse til at stjæle Heste. De læste ogsaa om Napoleons 50| Snustobaksdaase. Silvios Lærer havde et Horn i Siden paa Jordens mægtige (o, republikanske Italien!). Og hver Gang de naaede til de Ord, som en Mand af det djærve Folk havde forekastet den store Kejser, dirrede Maestroens Stemme af Overbevisning – som om Napoleon havde snydt i Hestehandel.

Silvio spiste om Middagen og om Aftenen under de hvidkalkede Hvælvinger i Gæstgivergaarden »Italiens hundrede Byer«. Foran ham paa den skinnende Dug gyngede en halmomflette t Fiasco i sit Sølvstativ, og ved Nabobordet spiste en fransk Maler og hans unge Ledsagerinde hver paa sin Side af en lignende Fiasco i Stativ.

Hun havde dette Haar, der dækker begge Ører og gør Kvinderne saa dejlig døve midt i deres fagre Uskyld. Mager med et Par fine, mørke Øjne – eneste Frisure – lige ankommen i en stor Modeæske fra Paris ... (Men hvad brød Silvio sig om en Pariserinde? han, som kom fra en Stad, der var fuld af dem.) I sin Haaropsætning mindede hun ham den første Aften om Italiens søde og let syrlige Vin i de halmomflettede Flasker: – altfor megen Vin i et skørt Glas – »sød som Skyggen af et Vintræ«.

Mangen Dag indbød Silvio sin hungrende Lærer til disse Maaltider. Silvio skænkede da flittig af Vinen. Den gamle, som var uvant med en slig Glæde, fik tindrende Øjne, hans Haar strittede, han saa sig om med en 51| Trods som en Yngling, ja, gjorde sin Elev opmærksom paa en tredveaarig, megettalende Skønhed ved Nabobordet.

»Til mig vilde hun være god nok,« sagde den beskedne gamle med Hovedet dukket, men med Øjnene vendt mod Lofthvælvingerne.

Og Silvio smilte forstaaende, som kun Ynglingen paa Livets Tærskel kan smile til Oldingen paa Gravens Rand! Og af en Blomstersælgerske købte han Violer, hvormed han smykkede Oldingens Bryst.

[52]|»Alle mine Søstre er paa deres Værelser, alle mine Brødre er i deres Haver«.

Silvio sidder i sit Værelse i den gamle Gade »Gravene« og gentager Gang efter Gang denne Forbindelse af Ord. Ved Siden af ham sidder hans gamle Lærer og retter ham.

Og i alle Værelser, paa alle Sale, Nabo og Genbo til ham, findes der Kvinder, som ensomt syer, pusler, ordner Hus.

Men ude over Husene med den duggklamme Luft og de mange Klokketaarne og Klokkespil – der ude, der oppe (bagved et duggkøligt Træ) ligger Bjærgene med de fjærne Villaer og Haver, og det er fra den Side, at Solen hver Dag oversvømmer Firenze med Foraar. Haverne ligger i smaa Kiler derude med varm Foraarsmuld midt i Januar, med sorte Cypresser og grøn Vintersæd Man skimter disse Skraaninger for Enden af hver dyb Gade i Florens. Og deroppe pusler den nænsomme og flittige Toscaner.

Hvilket Foraarsbillede fra Italiens Januar:

53|»Alle mine Brødre er i deres Haver, alle mine Søstre er paa deres Værelser.«

»Dove entra il sole, non entra il medico,« læser Silvio. Han oversætter: »Hvor Solen kommer ind, bliver Lægen ude.«

Solen trænger ind ad Vinduerne med en Magt, saa at den kolde Januarnat pludselig er glemt. Og næppe er den gamle, dybt bukkende Lærer ude af Stuen, saa slaar Silvio alle Vinduer op og lægger sig midt paa Gulvet, i Italiens Sol, og lader sig gennembage som en forfrossen Ranke, som et Kid i Bjærgene. Han er kommen fra kolde Egne, hvor der faldt Sne paa alle hans Roser. Nu vælter han sig i Solen, der trænger lige ind i hans Hjærte og faar ham til at længes igen, efter Venskab – Lykke ... Hvilken Helbredelse atter at kunne længes, ønske! Er det virkelig sandt, at hvor Solen gaar ind, behøves ingen anden Læge?

For at komme Solen endnu nærmere tager Silvio sin Hat og gaar ud i Florens. Men »alle Søstrene er paa deres Værelser«, og Gaderne opfyldes af latterlige Mænd, Italienere, der spytter altfor meget og bærer Klæder, som ikke ere syede til dem selv. De fylder Stræderne, de staar timevis og driver paa Torvet (uden Maal og Hensigt), som en stedsevarende Folkeforsamling, et Ting fra det gamle Etruriens Dage, et Raad, der til enhver Tid er samlet og afgør alle Anliggender i Byen.

54|Hvad venter de paa?

Stop! Der bryder en af »mine Søstre« sig Vej gennem Mængden. Og det er, som førte hun Solen med sig i sine Øjne, i sine Bevægelser, i sine Støvlesaalers Trin paa de klassisk støvede Gader. Men hun er stum som en Urne fra de etruriske Begravelser. I en Toscanerindes tavse Smil ligger alle Toscanas Hemmeligheder gemte. Thi vid, at her blev elsket, og her blev slaaet ihjæl, at her blev hamret i kostbart Metal og Paladser byggede. Og her blev skrevet Bøger ... og det er endda ikke saa meget længe siden, at den gamle Storhertug af Toscana havde forbudt omtrent alle Bøgerne. Jeg har selv læst den gode, gamle Forordning, hvis Paragrafer fra den første til den sidste havde et Præg af storhertugelig Tryghed og Visdom. At man ikke ved Trykken maatte befordre sine forargelige Skrifter – hvem vil forundres? Nej, men Indespærring, Arbejde paa Galejerne til hver den, der besad en Bog, som han ikke først havde indsendt til Censurkommitéen. Og Censurkommitéen bestod ikke af Romanslugere, nej, den læste meget langsomt – for dog til syvende og sidst at lade alt opbrænde.

Ja, Toscana har sine Minder. Men Toscana har sin almægtige Sol, og en Dag brød Solen som en Gudinde Vej igennem den stumme Mængde paa Torvene – »Eviva Italia! Leve! leve!«

55|Det er en Dag fuld af Helbredelse for Silvio; alle hans Væsens Vinduer og Døre staar aabne paa vid Gab. Han fyldes af en Lykke – højere end Alperne, dybere end Middelhavet. Derfor gaar han og nynner paa en Vise til Solens Ære:

Da mødte han ikke mange Skridt fra Gæstgivergaarden »De hundrede Byer« uventet den lille Pariserinde fra Maaltiderne. Hun var alene, og han blev saa forskrækket, at han tog Hatten dybt af og bad hende modtage de Violer, han gik med i Haanden. Og da hun stivnede og rystede paa Nakken, rakte han atter Blomsterne ud imod hende. Forgæves! Og han kyssede dem og kastede dem fra sig. Og hun bad ham skælvende dreje om Hjørnet ind i den trange Sidegade, hvorhen hun selv fulgte ham, mens hun med et uroligt Blik til alle Sider forsikrede sig om at være ubemærket.

Den Eftermiddag spaserede de sammen i Bobolihavens sollyse Gange, der var overvævede med Skygger af Laurbærtræernes Grene. De hørte en Springvandskumme idelig strømme, og Fuglene, som blev pludselig tavse til Tider. De talte om Paris og Foraaret i Paris, om Boulogneskoven og Champs Elysées og om 57| Bekendte, som de der havde fælles. Med meget Skælmeri nævnte hun »min Mand« – mon mari – og med roligt Skælmeri løftede Silvio den lette Pariserinde op, for at hun skulde kaste et Blik ud over Florens. Han satte hende atter let og varsomt ned og blev dobbelt hensynsfuld mod hende, fordi han med Glæde opdagede, at en smuk Pariserinde var ham ganske ligegyldig.

[58]|Et af Tiden tilkradset Pergament, en temmelig gammel Dame, men en Slægtning af Célimène, kom en graa Morgen til Florens med Hovedet endnu fortumlet af al den Larm, der fandtes paa alle Banelinier lige fra Paris.

Og der blev pludselig ikke til at være i Florens.

Hun købte en Høne i Fællig med Silvio og spiste den med ham i en Vinstue. Og hun fortalte ham hyggelig det nyeste fra Paris, om Fester og om unge Mænd, der var foretrukne af den lille Célimène. Og den næste Aften gjorde de det samme og ligeledes den tredje Aften, imens hun stadig fortalte om Paris og om Célimène og Tilbedere af den lille Célimène.

Silvio skrev til Célimène, at han rejste til Siena. Og han pakkede atter sin Kuffert og tænkte paa at drage ikke blot til det nære Siena, men lige ned til Sicilien for at møde sin Skæbne. Den lille Célimène, som troede, at Siena laa ved Havet, skrev til ham paa 59| selve Afrejsens Dag, at hun var led og ked af Paris og allermest kunde ønske at spasere med ham langs »Sienas Strand« – hvis det blot havde været muligt. Og hun mente, at de der – ved Sienas Strand (å la mer de Sienne) – nok skulde være blevne enige: de skulde begge tale rigtig ondt om Kærligheden.

»Allerhelst til Sicilien! Allerhelst til Sicilien!« lød det inden i Silvio, da han sad i Toget efter at have kastet et sidste Blik paa nogle af de ældste Broer i Florens, og efter at han havde givet et sidste Haandtryk til den temmelig gamle Dame, der endnu i Afskedsøjeblikket med en behændig Hentydning fik hans Pariserhjærte til at bløde.

»Allerhelst til Sicilien,« tænkte Brobyggeren Silvio. Han sad og tegnede efter Hukommelsen den gamle Bro i Florens, og da Broen var færdig, fandt han paa at tegne en ildspyende Torpedo under Broen, og da Torpedoen var færdig, fandt han paa at skrive nogle Linier ved Siden af:

Det skulde hænde Silvio, at de samme to Arbejderførere, som for en Maaned siden havde rejst med ham fra Genova til Florens, atter var med ham i en Kupé fra Florens til Siena. Og han havde der den gode Lejlighed til at spørge dem om Vej til Sicilien og videre frem – hvis han ellers vilde.

Deres Ansigter beskæftigede ham. Han havde i et Arbejderblad set deres Portrætter. Og den ene af dem bar den italienske Titel »professore«. Hans magre Ansigt havde omkring Læberne det samme tyndslidte Smil som falmede Primadonnaer, men et bittert Smil, som han selv mindst vilde tilgive, at man tog fejl af Han ser ud, som om han kunde gaa igennem Staal....

Den anden var en Mand med meget og 61| mørkt Skæg, et paa én Gang blødt og voldsomt Ansigt – altfor rigelig Kærne, altfor lidt Skal.

En af det simple Folks egne og sikre Tillidsmænd – den svajende Fusentast, Manden med Begejstringen.

Men den ubestemte Titel »Professor«, der var knyttet til den førstes Navn, fik Silvio til at bemærke ham mest.

Han ser ud, som han kunde gaa gennem Staal .... Og saa er den Mand tilmed en studeret; ikke Følelsesmennesket, der svæver for Vindene, men Teoretikeren. Ikke Begejstringen, men Forbitrelsen. Ikke Blodet, men Bogstaven. Og hvor meget længere fører ikke et Raseri i Blæk, og hvor meget giftigere er det ikke end et Raseri i Blod!

Thi der er dette ved en saadan Teoretiker, at her hører Mennesket og Barmhjærtigheden op, og her begynder Guddommen i dens Medynksløshed, Matematiken i dens Ubønhørlighed Hvis han byder: hug ned! da bruger han ikke Menneskehænder, der hastig sløves, men Maskinen.... den bliver ikke træt.

Hug ned! hug ned! Spræng de gamle Broer i Luften, spræng de pralende Huse, der er byggede paa Tomhed og Spindelvæv.

Silvio var i Dag for Alvor oplagt til at se paa et saadant Ansigt og til at sprænge Broer hellere end til at bygge dem. Han havde Lyst til at sige til Manden med det tyndslidte Smil: »Vis mig, hvor vi skal be62|gynde; saa skal jeg lægge en Mine.« Og han tænkte:

Manden med det magre Ansigt bøjer sig kun for én Ting: for Kendsgærninger. Men at høre ham i en tarvelig Sal ved et Møde af tunge, fattige Arbejdere eller høre ham rase foran den forsamlede Rigsdag – alle Kendsgærninger smuldrer han til Snus med sin ubarmhjærtig tilbagevendende Logik. Han har uimodsigelig Ret. Alle Livets Melodier tager han fra én. Nej, her skal I høre Musik – siger han med sit tynde Smil – Menneskeheden er kun et stort Forbund af udsultede Tarmkanaler... hør Tarmenes Musik.

Silvio vender langsomt og ligegyldig Ansigtet bort fra »Professeren«, og hans Følelser slaar pludselig om: Smil længe nok, du Nødtørft-Profet med dit Marekat-Smil. Jeg giver ikke en Pibe Tobak for al din tungerappe Logik. Nej, lær Menneskene at være Helte og Guder i Pjalter. De simple Folk er ikke dummere end jeg. Og de lader sig kun føre af den, der kan tale, saa de skiftevis brænder og fryser derved. Du samler dem til Had ved den dyriske Nødvendigheds Infami – et Oprør af Tarmkanaler! Men lær dem at ære den skønne Nødvendighed. Thi de simple Folk – »den hellige Almue« – kan nøjes med lidt (de er i Vanen), men de vandrer gærne til Verdens Ende for at høre en Melodi. Medlidenhed, Menneskeret, Broderskab, den blanke Selvopofrelse, høj som Alperne og dyb 63| som Middelhavet – det er Musik. Blæs Marseillaisen, blæs, hvad I vil. Men før jeg anden Gang skal høre paa dine Tal og Cifre og lade mit menneskekære Hjærte fordærve, langt hellere vil jeg strax paa et eller andet Sicilien forbløde til Fordel for en bedre Retfærdighed i Verden. Det tyvende Aarhundredes Sol skal aldrig komme til at lyse paa dig og dine Lige.