[113]|ANDEN BOG

[117]|Den, der er vendt tilbage fra en Hvalfangst i Nordhavet eller fra en Omflakken mellem ældgamle Stæder i Sydens Sol: med Isbjørneskind og Hvaltænder eller med Kaméer og Antikviteter i sin Bagage; med Rejseluft i Klæderne og med noget fremmed i sin Tale, noget fremmed i sin Smilen – den, der vejrbidt eller sommerbrændt er hjemvendt til den første lune Stue, hyggelige Arne, hvor han paa Udrejsen dvælede nogle Dage som ved en sidste Station – han kan fortælle, han er forunderlig. Og den unge danske, som, efter et Aars Flakken om i Italien, med direkte Tog fra Nizza var ankommen til Paris og nu en Aften som i gamle Dage befandt sig i de kendte Stuer hos en bosat, nordisk Videnskabsmand, havde foruden Værten to nysgærrige, unge Piger fra Danmark til at høre paa sig – frygtsomme, forhippede og lattermilde. Hans Skæg var blevet noget anderledes end i Fjor og hans Sprog mere monotont med besynderlige Dialektbetoninger af og til. 118| Og de to lyttede med den ubevidste Respekt, som alle, før de har været i Rom, føler for den, der har set Kolossæum.

De var Søskende.

Den ene havde flygtig truffet ham forrige Aar. Hun studerede Musik i Paris. Den anden havde blot været her et Par Maaneder og kendte ham kun af Søsterens Omtale og af et Portræt, hvor Skægget som sagt var anderledes end det, han nu trak i.

De bange, unge Piger fandt ham den ene Aften helt morsom og mærkelig: denne solbrændte Mand, dette Portræt, som var bleven virkeligt.

Og de sad der saa pynteligt ved Siden af hinanden henne i Værelsets mørke Baggrund, og de klagede ham deres Sorger som to indespærrede Fugle, der flagrede mod Gitret i Længsel efter Befrielse.

For at den spillende Søster ikke skulde være altfor overladt til sig selv i det slemme Paris, havde Forældrene sendt den ikke spillende ned til hende. Det var ingenlunde det værste. Men for at ikke de to Søstre i Forening skulde opfinde noget skæbnesvangert, havde man anbragt dem i et Pensionat, hvor der vaagedes mer end moderligt over Staklerne. De var som kædede sammen med en usynlig Lænke og maatte aldrig skilles ad. Naar den musikalske var til Timer i Konservatoriet, maatte den umusikalske sidde hos og 119| høre paa disse uendelige Øvelser. Det var endda ikke det værste.

Men i Følge et højtideligt Løfte, de havde aflagt til deres Forældre, maatte de ikke uden alvorlig Ledsagelse betræde den store, skandinaviske Kafé skraas for Théâtre Français; hver Aften Klokken sex, Absintens Time, kredsede deres Tanker og deres Skridt om den som Evas om Træet med den forbudne Frugt.

... Det allerværste var, at de sad her saa friske, henrivende netop i deres Indestængthed, saa man for lutter Glæde ikke kunde beklage de to Stakler, og man priste deres udmærket forstandige Moder, som havde lænket dem til hinanden ved usynlige Kæder. Thi fandtes ikke saadanne nye Sjæle, der gror i Skyggen, for hvem skulde da den hjemvendende fortælle sine Æventyr fra Solens Lande og vise sine Skind af fældede Leoparder?

Andre har maaske set noget større og bedre. Men Silvio nøjedes med at fortælle, hvad han selv havde set. Han havde været i katolske Lande og elsket en Niece af en Kardinal, og hun lignede Michelangelos Madonna i Rom, saa han mange Gange selv troede, at han havde elsket Pavens Madonna.

[120]|Vi boede ved Middelhavet, fortalte Silvio: paa den genovesiske Kyst, hvor Ordsproget siger, at der findes Mænd uden Ære, Kvinder uden Undseelse og et Hav uden Fisk. Et andet Ordsprog paastaar Bjærgene saa blottede for Trær som de genovesiske Kvindehjærter for Blu. Men alt dette er Overdrivelse og Løgne, som Genovesernes Naboer i Toscana og Lombardiet har fundet paa. Genoveserne er Sømænd fra gammel Tid; deres Blod og deres Sprog er ikke videre rent, eftersom sørøverske Maurer og Tyrker igennem hele Middelalderen har hjemsøgt de liguriske Bredder. Genoveserne er Søfarere og deres Koner altsaa Sømænds-Koner. Det forstaar sig. Det Sand, som Bølgerne ved disse Bredder hvirvler op, er sort og skidengraat. Men man støder meget sjælden paa Sandbund. Naar man bader, er det oftest mellem solgule og sønderrevne Klipper – Gallerier ved Navn – og Klippebunden er helt spækket med Søpindsvin, saa man altid gaar med Fødderne fulde af 121| smaa, sorte Torne. Men Klipperne er ikke saa skallede, som der siges – alle Slags Frugter, Grønt og Korn vælter frem; man gaar mellem eneste Haver af Oliventrær med grøngraa Blade og i Pinjeskove med højt Græs.

Om Solen, der brænder stærkt om Somren, gør Menneskene troløse, ved jeg ikke. Nedfaldne Pinjenaale gør Stierne glatte og farlige. Dybt under én strømmer det prøvede, det rovbegærlige Hav. Folk, der har tjent Penge i Amerika, har paa Højderne bygget deres smagløse Paladser. I Genova findes der ældgamle Kolossal-Statuer som frygtelige Afgudsbilleder. Og Befolkningen i de smaa, sure Kyststæder er klerikal endnu i Erindring om en Tid, da Ligurien var pavelig Provins, og da velmeriterede, gamle Borgere blev puttet fire Uger i Fængsel, naar de en Søndag havde forsømt Messen. Gamle Faer Canepà i Rapallo er en Købmand og Kafévært, der selv har afsonet denne Brøde med en Maaned bag Vagttaarnets tykke Mure. Det var i Tredserne, før Italiens fuldkomne Genfødelse. Den gamle Knark smiler under sine graa, hæderværdige Haar, hver Gang han fortæller det; og saa ofte der er Valg, stemmer han med de liberale – men der holdes Faste i hans Hus hver Fredag, foruden i hele Fastemaaneden. Hans Datter, den kønne og hjærtensgode Carlotta, har selv fortalt mig det. Hun er 122| en spinkel, ung Pige i sin allerbedste Vaar; hendes Ansigt har faaet sit ejegode Smil af at faste. Lidt tør, men hun har en rød Mund; og de varme, brune Øjne i det forsagende, blege Ansigt er saa kastaniemørke, som kunde de næsten smitte. Men der er ikke Plet paa denne Skønjomfru, ikke en ond Blodsdraabe i hende. Paa en trebenet Stol sad hun saa ret opad Væggen, med en uvis Mine, lidt forlegne Hænder og svarede mig fremmede paa mine mange Spørgsmaal. Naar der fastes, faar de hos Fader Canepà ikke Vin og ikke Kød.

»E perché?« Hvorfor? spørger jeg.

Hun aabner Munden lidt for meget, saa hun næsten gaber ved det ubestemte Smil, der tindrer op i hende.

»Fordi det er billigere,« siger hun i troskyldig Spøg, og denne kvindelige Smilen, der pibler frem af Struben, synes at fylde hende indvendig lige ud til Fingrene og Skospidserne.

»Altsaa, naar De faster, faar De ikke Vin og ikke Kød ... Men til daglig, Frøken Carlotta?«

Den kloge, unge Pige flytter sig lidt urolig frem og tilbage; hendes Hænder ligger oven paa hinanden paa det venstre Knæ. Og atter fyldes hendes Strube af en lille, velsindet Latter:

»Ja, da faar vi heller ikke Vin eller Kød.«

123| »Contenta di poco« (fornøjet med lidt) siger jeg.

Frøken Carlotta er en dannet Pige. Hun taler rigtig smukt og rent italiensk, mens hendes Fader kun kan dette genovesiske – uforstaaeligt som en drukken Grises Grynten. Frøken Carlotta ejer en eneste Bog »De trolovede« af Manzoni – i promezzi sposi – og hun har laant mig denne Husbibel for ærbare, unge Piger. Frøken Carlotta klæder sig under Hensyn til de knebne Omstændigheder aldeles nydeligt. En let Kjole med graa og orange Striber giver hende et Skær af noget fremmed, afrikansk. Naar man ser hende, venter man hvert Øjeblik, at der ude bag Buegangene, hvorunder vi sidder, skal komme et marokkansk Sørøverskib med brede Sejl og bortføre den unge Pige, hvis magre Ansigt og mørke Øjne er et græsk Oldtidsmaleri som de Portrætter af afdøde, man har fundet i ægyptiske Grave.

Men der kommer ingen muhamedansk Prins for fulde Sejl og bortfører Carlotta til et broget Afrika. Og det bliver vel til syvende og sidst en Rapalleser. Jeg kunde unde hende det bedre. – Daglig afkøber jeg den beskedne og stolte Pige nogle Favne af de Kniplinger, som hun og hendes halte Søster forfærdiger i denne evigsamme Buegang foran det blaa, evindelige Middelhav. Den halte Søster er den ældste af de to unge Piger og ligesaa hjærtensgod og for124|standig som Carlotta. Og hende kommer da nok aldrig nogen Muhamedaner og henter.

Hvorfor ogsaa en Muhamedaner?

De to Søstre er gode Kristne – ligesom Padre Canepà er vedbleven at være det til Trods for Fortids Brøde og udstanden Forfølgelse. Og endskønt de lever i det nye, frie Italien, har man endnu ingen Søndag set dem mangle ved Messen.

De nyder ikke Vin, og de spiser ikke Kød paa Fastedagene – Carlotta og hendes halte Søster. Heller ikke paa Ugens andre Dage nyder de Vin og Kød. Men de valfarter – Carlotta og hendes halte Søster – en Gang om Aaret til Madonnas hellige Kilde paa Toppen af Mont'Allegro; det gør alle Folk i Rapallo; det giver Held, Sundhed og Medbør for hele Aaret. De staar en Morgen op før Solen; thi Bjærgbestigningen varer to eller tre Timer, og Solen er slem som Skærsilden. De er iførte deres nyeste Dragter, og før Frokost vender de tilbage som friskere og bedre Mennesker, smykkede med Blomster.

Ogsaa jeg har valfartet til Mont'Allegro og Madonnas forunderlige Kilde. Men den Gang var jeg ikke mere i Rapallo. Jeg boede i en anden Søby en halv Mil borte, i Santa Margherita. Jeg var kun en vantro, en Muhamedaner, der gjorde denne Valfart, som man oplever et Æventyr, under Anførsel 125| af en ligesindet, ædelmodig Romerinde, der var i Slægt med det høje Klerisi og mere kættersk end Antikristen Renan, men høflig mod Madonna – Guds Moder. I vil ikke tro mig, men jeg har aldrig drukket Vand, der saaledes lædskede mig eller aandet Luft, der saaledes rensede mig i Bunden af min Sjæl.

I Genova, Hovedstaden for det allersimpleste Italien, en Storby for Handelsmænd og Søfarere, opfyldt af Paladser og Marmor, Blæst og Støv – i Genova, i det Hotel, hvor jeg for Maaneder siden havde nydt det første Maaltid italiensk Brød, Suppe, Kød, Fjærkræ, Vin – et Hotel, jeg vedblev at søge til min Afrejse (men da var Værten for sin Redeligheds Skyld gaaet Fallit) – i denne hvidkalkede og efter Landets Skik nøgne Gæstestue havde jeg gjort mit lykkeligste Fund i Italien.

Solen var ved at gaa ned. Jeg sad dér og spiste af Pligt og med en daarlig Appetit, og saå stadig ud af Vinduet for ikke at forstyrre mig selv eller to Damer, en ældre og en yngre, der spiste ved Nabobordet. Hvor 138| forskellig jeg følte mig fra den Silvio, der her, for fem Maaneder siden i Januar, i Vinterens Hjærte, havde sat Foden paa italiensk Jord. Den Gang var en hæftig Ulykke tilstødt mig, en Ulykke, der havde sviet og brændt mig i Struben og gjort mig ydmyg og bange, men en Ulykke, som jeg turde begræde med rigelige Taarer. Jeg havde elsket min lille Ulykke – trods alt! Og nu var det hele opløst og bleven til Ingenting. Jeg var kommen herind fra mit Sommerophold i Rapallo; jeg var som altid alene – men uden Kærlighed, uden Taarer. Og jeg syntes, at jeg var naaet til Ende med min Skæbne, og at intet mere berettigede mig til ubeskedent at udeblive fra mit Fædreland.

Da fornam jeg mig strejfet af et lille, gyldent Smil.

Og jeg vendte Ansigtet fra Vinduet om imod Nabobordet og saa i det lyse Tusmørke de to Damer, Italienerinder, der spiste og stadig samtalede: den ældre, bred og godmodig, lad og anstændig-sur, var klædt i noget gult; den unge – livlige og fortællende – var mørktklædt, spinkel i Livet, ret i Sædet og bar endnu, mens hun spiste, tyggede, Hatten og et lille, sortblomstret Slør, der naaede hende midt ned paa Næsen. De førte en altfor alvorlig Samtale. Tilfældig saa jeg under Bordet hendes Kjole af en vis, sirlig Vidde og paa det graa Stengulv to Damestøvler, der var saa ranke i Vristen, som den 139| højtidelige Dame selv var hurtigtalende. Jeg vilde halvt sukkende atter vende Hovedet bort. Et Par Toner af hendes bløde og dog saa modige Stemme rislede ind i mit Øre, og jeg fik Lyst til at høre efter. Jeg hørte, at den unge, mørktklædte Signora kaldte sin Bordfælle med »De« – at hun paa dette meddelsomme Italiensk, der er saa fuldt af Hensyn og Sir, fortalte en lang Lidelseshistorie om to Børn, der begge var døde paa én Vinter, og om en Mand, en smuk, smuk Officer, som var bleven uhelbredelig sindssyg, og som hun havde bragt paa en Anstalt, da han med sin Galmands Appetit næsten aad hende ud af Huset. Igen en Italienerinde, der fortæller sit Livs Skæbne! tænkte jeg. Vil det aldrig holde op med Lidelser her i det skønne Italien?

Da ramtes jeg atter af et lille, gyldent Strejfblik – et flygtigt og ligesom forundret Vennesmil fra den mørktklædte Signoras sorgomhyllede Ansigt. Men saa pludselig ungt og løfterigt var dette Smil – som en gylden Frugt, som en grønlig Orange, bleg, næsten moden, der titter frem fra sit mørke Løv.

Jeg vendte Hovedet bort for ikke at fornærme hende med min Nysgærrighed. Men mine Øren opfangede hvert Ord. Jeg begyndte at samle og begribe. Jeg fik desuden den diskrete Opvarter til at give mig lidt Vejledning.

140|Med direkte Tog nordfra, fra Milano, var Signora Clara i Gaar ankommen til Ligurien. En Dame, der i alt havde fulgt sit eget Hoved; men en eneste af Milanos barske Vintre havde plukket hende nøgen for, hvad hun havde kær. Genvordighederne havde saaledes gennemtrængt den muntre Frue, at hendes Læge maatte tilraade hende enhver anden Luft end Milanos, der for hende var uheldsvanger. Hun pakkede sine Kjoler sirlig og forsigtig ned som en god Husmoder, thi hendes Formuesforhold var ikke længer gyldne.

I Kupéen havde den venlige Signora fra Milano truffet en Hotelværtinde fra det italienske Svejts, en svær Borgerkone, der stadsede i en Sommerkjole af altfor skinnende gul Farve, og som rejste til Genova for at træffe sin voxne Søn. Og den hjemløse Fru Clara, som af Erfaring kendte Verdens mange Omskiftelser, sluttede sig beskedent sammen med Gæstgiverkonen.

»Man skal altid være høflig mod Folk, man tilfældig møder,« plejede den forhen fornemme Dame med en vis Højtidelighed at sige.

Hun elskede Svejtserindens solide Dyder.

»Det er en god og brav Familiemoder« – una buona e santa donna di famiglia.

Nu havde den fyldige Svejtserinde sat sin Søn Stævne her i Genova uden saa meget som at angive Tiden og Stedet. Hun gik hver Dag som en Høne og kaglede efter 141| ham. Signora Clara fulgte hende taalmodig; hun trængte selv til Selskab, Meddelelse, og aabnede sin Fortroligheds Sluser for denne tilfældige Rejsekammerat mere end for den bedste Veninde i Milano.

[142]|Min Mand – il mio marito. Børnene – i bimbi. Den lille Pige – la piccina. Jeg hørte hende gentage disse Ord. Og pludselig fik hendes Stemme en bristefærdig Klingen. Hendes Kinder blev svulne af Graad, og hendes Øjne knebes til, som om en gram Sorg sønderrev hende indvendig fra, som havde en sort, uhyre Rovfugl taget Bolig i denne fine Kvindeham og vilde sprænge sit altfor snævre Hylster.

Den ældre Dame mæler nogle kølige, trøstende Ord om ikke at fortvivle overfor det uoprettelige.

Den unge Frue vender Hovedet bort fra hende og pudser larmende sin Næse. I det samme saa hun mig, som ganske glemte at skjule min Deltagelse, mens jeg bevæget smilende førte mit Glas til Læberne. Denne ærbødige Beundring fik hende selv til at smile. Duggen tørres bort fra hendes Øjne. Hun vender mig resolut Ryggen og siger strax i en lettere Tone:

143|»Det er jo virkelig en trist Historie, kære Signora. – Paa en eneste Vinter ...! Hun var saa yndig, min lille Pige, og saa klog, skønt hun ikke var fire Aar. Ja, at jeg i Grunden ikke blev gal sammen med min Mand! Jeg er kun fireogtyve Aar, har ikke Forældre. Min Onkel, den gejstlige Mand, testamenterede al sin Formue til min yngre Broder og lagde sig til at dø af Ærgrelse, fordi jeg havde giftet mig med en fattig Officer fra Milano. Og saa gaar den Officer tilmed hen og taber Fornuftens Brug. Jeg har kun min kære, eneste Broder, men han er saa purung – giovane giovane – og jeg fortænker ham ikke i, at han finder det morsommere hos de smukke Damer i Rom og Paris end hos sin stakkels, trøstesløse Søster.« – Hun smilte pludselig, og hendes Smil fyldte hele Stuen med Spøg og Munterhed. – »Ja, og saa har jeg min Svigerinde, min Mands Søster, som hedder Angelica. En meget rettroende Frøken, som aldrig forsømmer en Messe og altid beder: Fader vor, du, som er i Himlen, gid tre hundrede og femogtresindstyve Ulykker maa ramme Clara (la Clara). Hellige, fromme Madonna, gid Clara (la Clara) maa dø, inden Aaret er omme! – Jeg har grædt saa meget se, se ...«

Hun rev pludselig Sløret op.

»Jeg er bleven aldeles syg af at græde. Og jeg har faaet de stygge, gule Pletter paa 144| Kinderne ... Kan man ikke se dem? Jo, jo, se kun her, Signora! – Lægen mente, at jeg maatte ned til Havet, adsprede mig, tage Bade.«

Jeg har siden faaet at vide, at Signora Clara tænkte:

»Hvad er det for en ung Mand? Han smiler saa kønt. Hans Smil trøster mig.«

Det var en lille Særegenhed, som efter min Mening altid røber en Italienerinde, hvad enten hun er Barn af Folket eller Niece af en Gejstlig: midt i Taarerne, hver Gang hun pudsede Næsen og aftørrede denne altfor sandfærdige Graad, som gjorde Ansigtet ukendeligt, kunde hun tilfældig komme til at se paa mig. Og strax tørrede Duggen bort fra hendes Øjenhaar.

Hvor jeg husker denne Middag, og – da vi havde rejst os fra Bordet – denne Solnedgang i Genova!

Svejtserinden paa Hotellets Trappe, besvarende min Hilsen med en umærkelig Hovedbøjning, og den sortslørede fra Milano, som svarede med et dybt og livfuldt Nik, saa at jeg uden for Døren standsede fortumlet og atter ikke kunde begribe, at jeg skulde træffe en slig Grande-Dame i Selskab med denne Svejtserkone. Svejtserinden og hendes unge Ledsagerinde promenerede langsomt paa Zigzagvejen op til Kastellet, som knejser paa en Tinde lige ovenover Jærnbanestationen! Svejt145|serinden bestandig søgende sin Søn. Og den unge Dame, der fulgte hende, ligesom tøvende.

Mens Solen gik ned over Genova, var der paa min Himmel opgaaet en ny, sød og smilende Maane. Hun syntes at gaa langsommere som for at oppebie mig. Hun stod der i Solnedgangen med den aabne, klare Pande og Brynenes mørke, fine Linie under det stramme Slør – saa uskyldig oplagt til Livet, saa beredt til en indtagende Spøg med Mennesker, der var dannede og unge af Hjærte som hun selv.

Den tjenstfærdige Opvarter i Hotellet »Albergo Cavour« – ung og listig smilende, en sand Henrik fra Holberg – sagde til mig, da han den næste Morgen efter Befaling bragte min Regning:

»De skulde dog ikke tage fra Genova uden at have set Kirkegaarden« – il campo santo.

»Hvor er de to Damer, som boede her paa Hotellet?« spurgte jeg helt tilfældig.

Og med den mest belevne Alvor svarede Henrik:

»Paa Campo Santo.«

Jeg forsømte det første Tog for at tage med det næste. Det smaaregnede, mens jeg flakkede om i det graa Genova. Graa Luft, Byger af Blæst og fin Regn ...

146|Jeg kunde ikke bekvemme mig til at rejse hjem til det lille Rapallo, hvor jeg i to Maaneder havde boet ensom og lidet lykkelig.

»Du skulde dog ikke tage fra Genova uden at have set Kirkegaarden« (il campo santo), gentog jeg for mig selv.

Jeg kunde ikke bestemme mig.

Thi jeg var meget angerfuld over min Opførsel paa Spasereturen i Aftes, da mit Hjærte og mine Skridt blev ved at kredse om den sortslørede Signora fra Milano, indtil den sortslørede og hendes uundgaaelige Svejtserinde omsider havde slaaet sig ned foran den store Kafé paa Jærnbanepladsen. Dumdristig havde jeg bemægtiget mig Nabobordet, mens jeg gjorde en Mængde Undskyldninger for min Adfærd – indtil Svejtserinden med en sur Grimace erklærede, at jeg jo ogsaa havde Ret til at trække frisk Luft, og indtil den unge Signora fra Milano, som kølede sig med sin Vifte og pustede paa sin fine Næse, pludselig slog Viften sammen med den mest fornøjede Latter: »Den Herre faar mig virkelig til at le« (ma questo signore mi fa ridere).

»Jeg bliver ikke længe,« undskyldte jeg atter. »Om tre Kvarter gaar Toget til Rapallo.«

Al hendes Højtidelighed var borte. Hun saa ud som en lille, velopdragen Skolepige, der sættes paa for haard Prøve.

»Mi fa ridere. Men den Herre er virkelig original« (ma questo signore è un originale).

147|Og da jeg vistnok saa meget nedslaaet ud, piblede det velvilligste, og strax efter det mest ubarmhjærtige Smil hende ud af Ansigtet.

»Hvad var det for en By, De nævnte?« Hun gjorde Munden stor og Mælet rigtig tykt – »Rapollo?«

Det var saa aabenbart, at jeg havde et Væsen, som hun ikke var vant til fra Milano, Norditaliens elegante Hovedstad. Og jeg fandt ikke andet at svare end at nævne hende mit eget Navn og fortælle hende, at jeg var fremmed – hvad der gjorde hende alvorlig, men uden at hun øvede Gengæld. Og pludselig lo hun igen: Mi fa ridere, mi fa ridere! Og da Opvarteren havde bragt Kaffe til de to Damer, blev hun overvættes lystig, og henvendt til Svejtserinden spottede hun med pudsige Tonefald Genovesernes Maal og deres Mangel paa Levemaade, disse Bønder og Skippere, disse Zuluer (questi zulu) – saa at jeg selv ikke rigtig vidste, om jeg maaske var en af de Zuluer. Hun fandt Genova ækel-ækel og vilde, jo før jo heller, rejse til et Badested, til Nervi, hvor hun havde boet for to Aar siden ... eller til – hendes hele Person blev pludselig til et eneste Smil – til Rapollo (med o). Hun spurgte mig derpaa i en meget alvorlig Tone, om Søbadene ved Rapallo var gode; og før jeg fik givet Besked, rejste hun sig op og sagde, at det var sent, og at hun vilde begive sig til Hotellet, hvis Svejtserinden 148| vilde følge hende. Det blev mig naadigst tilladt at gelejde Damerne til Hotellets Dør, og paa Trappens nederste Afsats vendte hun sig om og rakte mig uventet, paa en næsten festlig Maade, sin Haand til Godnat. Jeg var bleven staaende alene og uvis med Hatten i Haanden ...

Aa hvor jeg angrede!

[149]|Det smaaregnede, mens jeg nu denne Formiddag flakkede om i det graa Genova, snart fuld af Skam, snart opfyldt af de mest næsvise Betragtninger angaaende Niecer af Kardinaler.

Det smaaregnede, og jeg vinkede ad en Droske og sagde til mig selv for tredje Gang:

»Du skulde dog ikke forlade Genova uden at have set Kirkegaarden – il campo santo.«

Pokker tage den listig smilende Henrik paa »Albergo Cavour«, om han fører mig vild! Jeg vil tilnøds lade mig narre for at tilfredsstille en Kaprice hos en Dame af den romerske Gejstlighed – men en Opvarters Kaprice!

Næppe sad jeg i en Droske, paa Vej ud gennem Genovas Gader og Forstæder, 150| før Regnen holdt op, og Vejret bedagede sig. Og da jeg traadte ind paa Kirkegaarden ... det staar for mig, som om man betaler Entré til den Kirkegaard ... da jeg traadte ind paa Genovesernes Campo Santo og dér lige ved Indgangen strax stødte paa den unge Signora og Svejtserinden, dryppede Formiddagssolen sine første Smil ud over de sorgslørede Cypresser og alt dette Marmor i Graavejr.

Klædt i en let Kjole af dæmpet gul Raasilke gik Milaneserinden i den kolde Buegang og lignede selv en ung Morgen midt i Graavejret, mens hun dryppede sit Formiddagssmil ud over alt det graa og døde, over Gravstederne, Marmoret og Svejtserinden.

Jeg gik lige hen til Fru Clara, og hendes Solskin udstrømmede som en hel, hilsende Foraarsmorgen i gyldne Bølger, der slog sammen om mig. Hun rakte mig Haanden:

»Goddag, Signore.«

I hendes Haandtryk var der ikke Svig!

Men det forekom mig, at Svejtserinden blev askeagtig helt op til Haarrødderne som en afsjælet Skygge, et tomt Monument – jordslaaet og askegraa, som selve det støvede Genova i den raa Morgen.

Svejtserinden saa ud som de mørke Cypresser i Regnvejr. Men uden at bekymre mig det mindste om denne taagede Skygge smilte jeg med et vittigt Ansigt, der modsagde mine Ord:

151|»Hvilket Træf at møde Damerne!«

Men Fru Clara smilte som den klareste Morgen, idet hun slog sin Elfenbensvifte ud og sagde med sin ædle Stemme, glad, fri for Ironi:

»Ja, hvilket Træf, Signore!«

[152]|Denne Ro og Uskyld! Det var, som om en varm Damp med ét slog sammen om mit Hjærte og nu langsomt fyldte alt mit Blod med Lykke. Jeg elskede Fru Clara.

»Ja, hvilket Træf, Signore!«

Dette barnagtige, skæbneforfulgte, dette sorgløse og altid oplagte, dette storslaaede og letsindige Folkefærd – det kender ikke til Ironi:

»Ja, hvilket Træf, Signore!«

Det kan leve af en Haandfuld Bønner; det kan i Modgang skrumpe ind til Snus og Ingenting, sidde fastende ved den kolde Arne, uden Kød og uden Vin. Og for den første Smule Solskin svulmer Modet, blusser dets Blod, og dets sejrrige Forventning gennemtrænger alle Verdensrummets blaa Dybder.

Hvorfor giver vi nordiske Mennesker os til at le, naar det indtræffer, som vi allermest ønskede. Vi siger med en spydig Mine: »Men hvilket Lykketræf!« – fordi vi saa 153| latterlig godt ved, hvor meget vi selv har hjulpet paa Skæbnen, og hvor ydmygt og usseligt vi har tilstræbt det.

Men Fru Clara lo ikke. Hun sagde med sit klareste Ansigt:

»Ja, hvilket Træf, Signore!«

Thi det er jo dog det aller sjældneste Træf, at hvad vi netop vilde, det sker. Saa er Tingene igen i den rette Gænge, Mennesket faar sin Vilje, Verden ligger aaben og ubegrænset.

[154]|Jeg tænkte, mens jeg bag en Pille vovede at trykke Fru Claras lille, bløde og nøgne Haand, at fra nu af skulde ingen foragtelig eller ukøn Latter komme over mine Læber. Det er den virkelige Mand, som forstaar at tage imod sin Lykke. Hvor han end kaster sit Garn, skal han drage de sjældneste Fisk op af Dybet. »Hvilket Træf, Signore!« Mand, lad dit Smil være alvorligt, og endnu ét: Mand, vær tavs!

Da vi saaledes mødtes paa Kirkegaarden – il campo santo – blev Verden omkring os til lutter livløs Skygge. Og mens vi besaa Epitafierne, det uforgængelige Marmor, grebes vi af Evighedslængsel og udødelig Ungdom. Og bag Ryggen af vor svejtsiske Skygge maatte jeg bemægtige mig min kære, nye Venindes Lillefinger. Og Fru Clara bevægede sin Vifte uforstyrret og smilte:

»Her er smukt, Signore.«

Hendes Ærmer af sommerlig Raasilke havde Rækker af smaa Aabninger ind til den hvideste 155| Hud. Men vilde jeg atter holde hende tilbage ved en Pille svarede hun i yndig Forlegenhed:

»Nej, Signore!«

Med Elfenbensviften, der blinkede i Solstraalerne, og med den aabne Pande, de fine, skarpe Bryn, stod hun i den friske Dag og udviftede Varme af sit Hjærtes Overflod. Men hun bad mig med let Forvirring:

»Husk paa den svejtsiske Dame, Signore. Hun er en anstændig Person, som jeg nødig vil have maa tænke helt ondt om mig. Ja, Signore, jeg kender hende kun fra i Forgaars. Men jeg vil aldrig være uhøflig mod nogen.«

Til Sanpierdareno, Genovas Forstad og Badested, førte jeg samme Eftermiddag Fortællerinden og hendes svejtsiske Skygge. En snavset Forstad, en Strandbred med sort Sand og med Bølger saa høje som Badehuse. Fru Clara og jeg sad paa Bredden i den friske Blæst med lykkelige Øjne og hørte paa den skurende Lyd af Gruset, der løftes, og Gruset, naar det atter suges i Dybet.

»Der var en Gang en Kvinde,« sagde jeg til Signora Clara ...

»Der var en Gang en ung Kvinde – saa lys og modig som nogen, for hvem Gud lod sit Hav skylle og sin Sol skinne.

Hun elskede den dejlige Sol – saa hun, trods Forældrenes og Søstrenes Raad oftest gik med Hovedet blottet og med det lange Haar frit i Sollyset og Vinden.

Hun elskede det larmende Hav, og langs Bredden paa Grænsen mellem Sand og Bølger 169| vandrede hun uden at tænke paa sine nye Søndagssko, der blev ødelagte af Saltvandet. Da Moderen skændte paa hende, gemte hun sine Sko mellem Klipperne og gik med nøgne Fødder. Men nu blev ogsaa hendes Skørt vaadt, og alle skændte de paa hende.

Saa en Dag blottede hun sit Hoved for Solen, sine Fødder for Havet, sit Bryst og hele sit unge Legeme for Vinden.

»Lad Solen og Havet og Vinden eje mig helt,« sagde hun, og Brændingen optog hende i sit mægtige Favntag.

»Vi havde dog advaret hende,« sagde Søstrene, da ingen saa hende mere.

... Da kom der en Dag en ung Spillemand, træt af Byer og Mennesker, til den ensomme Bred og det evigt larmende Hav. Aa, han var saa træt – saa træt af alt, men allermest af sit eget, uforanderlige Hjærte, sit eget, ihærdige Spil – at han kastede sig ned som en Hund paa den flade Strandbred for at lytte til Jordrystelsen, Vandmassernes Vægt, naar de vælter deres bredt henbrusende Bad.

Den unge Spillemand paakaldte Havets Gud med haanlige Ord:

»Jordryster Poseidon, du maa være led og ked af denne evige Bugt ved Rapallo, af den liguriske Havbugt og hele denne rustne Gryde, som man kalder Middelhavet. Siden Føniciernes og Odysseus' Dage har dine Vandlegemer væltet sig søvnløst paa det samme 170| Leje, siden Skabelsens Morgen jaget ud og ind af det samme Skylla og Karybdis og opsamlet alt det Spildevand fra Frankrigs ublufærdige Vadskerier, fra den helvedstensgule Tiber og fra Nilen, dette Skyllekar for sortfødte Æthiopere, for ikke at nævne, hvorledes alle Sømænd lige siden Æneas har forhaanet dig midt i den aabne Sø. Jordryster Poseidon! hvorfor slaar du ikke Herkules-Støtterne ned, flænger et Øre af Spanien og skyller dig ren i Atlantens Æventyrskød? Du graaner af Ælde, Poseidon, og dit Middelhav er ganske sort i Maven.«

Da tyknede det graaladne Hav som i Vrede, Og skønt Spillemanden tænkte: »Nu sluger det mig,« flyttede han sig ikke et Haarsbred, ligegyldig som han var for alt, selv sit Liv.

Bølgerne løftede med taarnhøj Kraft en Byrde op til ham paa Bredden. Han saa dem over sit Hoved og rundt omkring risle tilbage, myge og venlige som Katte, der vendte Hovedet imod ham og tilkastede ham et sidste Blik, før de smuttede i Hul. Ingen Bølge havde naaet ham. Men paa Stranden hos ham, til den Side, som var Hjærtet nærmest, laa der en bleg og dejlig Kvinde.

»Kun en Kvinde,« tænkte den unge Spillemand. Og han følte sit Hoved saa træt af dejlige Kvinder (Læberne er altid villige, men Sjælen finder intet at holde sig til).

171|Dog ingen Mester kan se en smuk og ukendt Strengeleg uden med egen Haand at maatte prøve Tonen. Altsaa gjorde den unge Spillemand efter nogen Tid sig selv det Spørgsmaal: Hvem kan hun være? Og idet han skød det lange Haar, der dækkede Brystets Rigdom og den kyske Lænd, nysgærrig til Side spurgte han – mere henvendt til sig selv og til Vindene end til Kvinden:

»Hvorfor er dit Bryst saa hvidt og saa hvalt?«

Hun tav, og han vilde dække hende til, men som i Tanker førte han efter en Stunds Forløb en Lok af hendes lange, mørke Haar tæt til sin Kind.

»Hvorfor er dit Haar saa langt og rigt?« spurgte han kort.

Hun laa med Blikket imod Havet – intet Svar.

Langt om længe værdigede han ogsaa at tage hendes Fingre mellem sine.

»Hvorfor er dine Fingre saa glatte og smidige?«

Og dermed slap han hendes Haand og lagde sig paa sin Albue i Sandet, som var hans Nysgærrighed tilfreds uden Svar.

»Nu skal du høre,« sagde den unge dejlige. Hun rettede sig halvt op med trodsig hævet Barm og sænkede snart paa ham, snart paa Havet sine Øjne fulde af Skygge.

»Mit Bryst det er saa hvalt og hvidt, fordi det er intet Bryst mere, men en Harpe ...

172|Mit Haar det er saa rigt og langt, fordi det er intet Haar mere, men en Harpes Strenge ....

Mine Fingre er saa smidige og glatte, fordi de er ikke mere Fingre, men Harpens Skruer....

Bølgerne har slaaet mit Bryst. Slaa selv her under mit Hjærte og frygt ikke for at gøre mig ondt, skal du høre, hvor det klinger ....

Vinden har flænset mit lange Haar. Knyt selv din Haand i mit Haar – uden Medlidenhed – skal du høre, hvor det klager ....

Jeg klemte mine Fingre mellem Klippestene, alle mine Strenge spændtes derved. Knug selv mine Fingre, knug dem til Blods! Mit Bryst synger af Smærte ....

Jeg var et Menneske og led.

Frygt ikke mere for at gøre mig ondt. Jeg er nu mere end en Kvinde. Jeg er en tonende Luth. Jeg er en talende Harpe. Hør paa mig. Jeg kan det, som ingen anden kan:

Jeg kan fortælle.«

Da greb han fast om hendes Hænder, da greb han haardt i hendes Haar, da trykkede han med Vold den dejlige til sit Hjærte. Og han hørte det synge og klage som en vidunderlig Harpe.

Men han smilte:

173|»Kvinde! Hvorfor er din Mund saa mørk og rød?«

Hun rystede paa Hovedet:

»Jeg er ikke Kvinde. Min Mund er mørk og rød – ikke af Kys, men fordi Ordene, jeg taler, brænder min Læbe. Som Kysset er Kærlighedens Besegling, saaledes er Ordet Tingenes Fuldkommengørelse. Min Mund rødmer af Farveglæde over mine Ord.«

Men han drog hende til sig og taalte aldeles ikke Modsigelse.

»De Læber, der kun er Læber,« sagde den unge Spillemand, »er der ikke stort ved. Og de Lokker og Fingre, der ganske dumt er Lokker og Fingre, dem har jeg for min Del faaet nok af. Vil Du være min Kvinde? Det maa være velgørende en Gang at hvile sit Bryst ved et Bryst, der tillige er Harpe. Paa dine Læber vil jeg i et Kys tilbede Ordet. Paa disse Læber vil jeg kysse Farveglæden.««

[174]|Paa Sanpierdarenos sorte Strand, hvor Bølgerne gaar høje som Badehuse og pludselig hvirvler Damer og Herrer mange Alen i Vejret, fortalte jeg dette til Signora Clara, mens jeg efter Badet laa i Sandet og tørrede mig i min Badekappe. Hun havde af Skræk for det oprørske Hav ikke selv taget Bad. Men hun havde fulgt min Kamp med Havet.

Og nu drog hun mig hen til en lidt afsides Bænk. Med Hjærterne fyldte af ung Farveglæde sad vi sødt omfavnede, og hun rakte mig sine første Kys. Trods den sirlige Silkekjole, min unge Veninde bar, anede jeg hende selv saa varm og dunblød og silkeglat.

Den overflødige Svejtserinde havde for en Stund gjort sig usynlig. Men endnu en halv Dag maatte vi slæbe hende efter os alle Vegne.

Da endelig, efter Aftensmaaltidet i »Albergo Cavour«, opdagede hun fra Vinduet sin Søn. – Han lignede mere en Tysker og Nordbo end 175| en Italiener, denne unge Gartner fra det italienske Svejts, og syntes at eje alle de smaa, protestantiske Dyder: Flid, Sparsommelighed, rolig Omsigt, praktisk Snille. Jeg vilde under andre Forhold have glædet mig ved at møde ham her.

Men medens han hilste paa sin Moder, flygtede Fru Clara for mig op og ned ad Trapper og igennem Korridorer som en Svale.

Jeg fangede hende tilsidst, som hun stod ved et Trappegelænder og stirrede ned med Haaret halvt opløst. Jeg vilde løfte hende op paa min Arm – dunblød og silkeglat ... dette unge Legeme, der som en Syttenaarigs Hjærte var en dampende Herlighed. Hun blev staaende, vendte ikke Ansigtet om til mig.

Fru Clara tilhørte de unge Dronningers vittige og uforsigtige Race:

»Hellige Madonna, jeg har allerede haft én gal Mand, og nu elsker jeg én til. Skal jeg da kun elske Folk, der er gale?«

Jeg bar min Veninde ind paa mit Værelse.

Silvio har videre fortalt:

I flere Dage havde ingen Kat og intet Menneske i Rapallo set noget til Silvio, ikke Naboen, den grove Slagter, og ikke hans fine Datter, der altid stod tavs paa sin Tærskel, ikke Madammen paa Torvet, hvor han plejede at drikke sin Vermut, ikke Værten og Værtinden i Gæstgivergaarden, hvor han spiste, eller Carlotta i sin Buegang, eller Sømanden Vesco, som til daglig roede ham ud paa Bugten og fyldte ham med Skipperløgne. De tænkte vel – som rimeligt var – at han adspredte sig i Genova.

Da han vendte tilbage i en solstraalende Middagstime paa den fjerde Dag, var den ensomme Brobygger ikke mere alene. Og han steg ud allerede ved Santa Margherita – en ligurisk Fisker- og Badeby – kun en halv Mil borte fra Rapallo, hvis man vil følge den gamle Landevej langs med Havet og Klipperne.

177|Paa det mest solide Gæstgiveri i den lille, nærsomme By maatte Konen og hendes Opvarter, der begge før havde beværtet ham, skynde sig at skaffe ham og hans Selskab en Ret af Havets Fisk, to fortræffelige Koteletter og en Salat, som den Person, der var med Silvio, nøje undersøgte og forlangte at tillave med sine egne Hænder.

Dertil forlangte den samme Person den bedste Vin, som Huset formaaede, smagte forstandig paa de forskellige Prøver, spurgte ogsaa om Priserne og valgte med god, økonomisk Omsigt det allerbedste.

Ja, hun var strax bleven som en beskyttende Veninde for alle i Gæstgiveriet, fra Ejerinden til den mindste af Tyendet. Og de var lige ivrige efter at lystre hendes Vink. Midt i disse Tilberedelser spurgte hun ogsaa, om hun og Silvio i Fisker- og Badebyen Santa Margherita kunde finde et smukt og anstændigt Sommerophold. »Intet er lettere,« svarer den flinke, tjenstvillige Kelner og retter Fisken an.

Og Signoraen satte sig overfor Silvio ved det lille Bord, fyldte hans Tallerken og hældte Vin i hans Glas.

Hvorefter hun sagde:

»Spis, min Elskede!« (Mangia, amante mio!)

Hun havde selv slet ingen Appetit.

Hun skød mæt Tallerkenen fra sig efter 178| de to allerførste Bidder, slog sin Vifte ud og forsikrede ham, at det var hendes Lyst kun at se ham spise. Med Øjnene vilde hun nyde hver Bid, hvormed han gjorde sig til gode. Og det vilde styrke hende selv, det vilde gøre hende glad, at Maaltidet blot smagte ham.

Bagefter viste man dem Huset, hvor de kunde bo. Det var femoghalvfemsindstyve Marmortrappetrin i Vejret; hvidkalkede Sale og røde Tremmeskodder til at lukke for Vinduerne. Og Silvios Ledsagerske undersøgte med Omhu Forstuen, Salen og Sovekamret, Køkkentøjet og Køknet, slog sin Vifte ud og saa paa Silvio:

»E che ti piace – synes du om det? – amante mio!«

Og Silvio, som fra Køkkenvinduet saa ud over Haverne, Cypresserne og Bjærgene, fra Salsvinduet ud over Havnen og Skibene og Havet, løftede pludselig den fremmede Dame højt paa sin Arm:

»Alt, som du vil, min Elskede.«

Men Italienerinden rystede stærkt, meget stærkt paa Hovedet:

»Nej – nej! som du vil!«

De betalte strax Huslejen og sagde, at de vilde flytte ind om to Dage.

Og for at forudføle kommende Dages Fryd, for sammen at nyde den rene Luft og det kølige Middelhav, tog de den bræn179|dende Solskinseftermiddag et Bad. Men i det vaade Element og klædt i en mørkgul Svømmedragt havde den unge Signora pludselig tabt hele sit Mod og sin altbeherskende Sikkerhed:

»Jeg drukner, jeg drukner, min Elskede!« raabte hun forfærdet og maatte kærlig omfavnes og understøttes her i det kolde Element, mens den godlidende Befolkning fra Santa Margherita Ligure stod paa Badehusbroen og saa til.

Om Aftenen kom den fremmede Signora vandrende med Silvio ad Vejen langs Stranden til Rapallo. Træt af den lange Vej støttede hun sig til ham. Og i Gæstgiveriets store Løvhytte, hvor han ellers plejede at gruble alene over en Flaske Vin, satte de sig for at nyde Aftensmaaltidet. Henne fra Kirketaarnet lød det middelalderlige Klokkespil som en stivbenet Ridderdans i Jærn og Plade.

Og Værtinden i Huset, en flink Familiemoder, der altid havde beværtet Silvio med Omhu, gjorde sig i Aften yderligere Flid med Anretningen, da hun nu ikke havde én men to fremmede Gæster.

De to nyankomne var ikke bleven færdige med Maaltidet og Vinen, før de begyndte at tale og tale igen, som de havde gjort hele Dagen, og rakte hinanden Hænderne tværs over Bordet og blev saaledes siddende, 180| skønt Løvhytten var fuld af Myg, der drog ud paa Aftenæventyr, ophidsede ved at lugte varmt Menneskeblod. Men tilsidst maatte de flygte og bestilte Kaffen til deres Værelse, som laa med Døren aaben ud til en Terrasse og til en raslende Poppellund. Den fremmede Signora trak sine Sko af og flakkede halvpaaklædt om paa Terrassen for at nyde Køligheden.

Saa løste hun sit Haar og iførte sig en hvid Natdragt.

»Hvor længe er det, du har kendt mig, Silvio caro?« sagde hun pludselig, mens hun sad der paa Stolen lige overfor ham.

»Tre Dage,« sagde Silvio.

Hun rystede paa Hovedet:

»Tre Dage ... det er ikke muligt. Husk dog paa, at jeg er en anstændig Kvinde. Du fornærmer mig, amante mio.«

Silvio lagde sig paa Knæ foran hende:

»Jeg vil aldrig fornærme dig ... aldrig ...«

Men hun rynkede Brynene fanatisk.

»Men fortæl mig da: hvem er jeg, Silvio mio? Jeg, som sidder her, skønt du kun har kendt mig tre Dage.«

Han smilte:

»Du er Clara, fireogtyve Aar, en Officersenke fra Milano.«

Hun rystede paa Hovedet og kyssede ham:

»Jeg er Clara, den mest egensindige Kvinde 181| i Rom og Milano, som vil ofre sig, dø for dig, Silvio mio.«

Og henne fra Kirketaarnet lød atter det middelalderlige Klokkespil som en stivbenet Ridderdans i Jærn og Plade.

[182]|Hvad mere er der at fortælle? Der var en stum Forundring i Rapallos Gader den næste, sollyse Formiddag over at se den fremmede Silvio med en stolt og statelig Dame, der hængte ved hans Arm, iført en mat rosenrød Kjole, og købte Ferskener, Druer og Figener hos Konerne i Buegangene, uddelte Kobbermønter til Smaabørn og fattige gamle.

»Lad os ikke gaa gennem den Gade, hvor Carlotta bor,« sagde Silvio.

»Hvem er Carlotta, amante mio?« sagde Damen og slog smilende sin Vifte ud.

»Carlotta er en fattig, ung Pige, som jeg nødig vil bedrøve.«

»Saa vil vi ikke bedrøve hende, amante mio.«

Og de drejede om ad en Gade, og de kom over en tørlagt Bæk, ud mellem Haver og ind i en Lund, hvor Græsset voxede grønt og frodigt.

183|Mens de gik, svingede hun sin Vifte og nynnede en lille, pudsig Vise i milanesisk Dialekt: »Silvio søde – jeg dig elsker – elsker dig – saa jeg gærne – gærne vilde – dø for dig.«

»Her er grønt og skyggefuldt,« sagde hun pludselig, »her vil jeg sidde.«

Og hun satte sig ned i Græsset, og hun samlede i et Øjebliks Frygt for Slanger sin Kjole forsigtigt om sine Fødder.

»Sæt dig der, Silvio mio, lidt borte, saa at jeg kan se dit Ansigt, dine smukke og elskede Øjne ... Hvor du er smuk, Silvio!«

Og lidt efter:

»Silvio, ved du, hvad jeg har drømt denne Morgenstund? Nu skal du høre (tu stai a mi sentire). Tænk dig: jeg drømte, at jeg endnu var i Milano, at jeg spadserede med min Veninde Sofia, og pludselig befandt vi os i en stor, mørk Kirke, Domkirken, som var ganske mennesketom. Vi knælede begge to ned ved Skriftestolen.

Og da hørte jeg lige bagved mit Øre en dyb, mumlende Stemme – jeg hører den endnu –

»Va vesti ti da rosa! va vesti ti da rosa!«

»Klæd dig i Rosenrødt« (va vesti ti da rosa) – sagde jeg forundret til min Veninde. »Men det er der jo ingen Mening i. Og hvem er den Stemme, som taler? Hvem kan det være, som siger til mig: Klæd dig i Rosenrødt.«

Men Sofia strakte Haanden ud og lo:

184|»Det er jo Sommerfuglen. Ser du da ikke Sommerfuglen, som kredser om dig. Der, der lige ved dit Øre.«

Og Sommerfuglen hviskede til mig:

»Følg efter mig. Klæd dig i Rosenrødt!«

Det er forunderligt, at jeg slet ikke blev bange for Sommerfuglen. Men dens Stemme lød saa venligt, næsten som kunde det være min Broder eller min kære, afdøde Fader.

»Skal jeg ikke følge med?« spurgte min Veninde.

»Nej, ikke du – kun Clara!« sagde den.

Og jeg rejste mig og fulgte efter den fra den mørke, kølige Domkirke ud i det klare, straalende Dagslys i Milano. Og den blev ved at flyve og flyve og gentage de samme Ord: »Klæd dig i Rosenrødt.«

Men med ét fandt jeg det paafaldende at løbe der efter en Sommerfugl. Og jeg standsede rask, og jeg vrængede ad den: »Va vesti ti da rosa! Va vesti ti da rosa!« Men hvem er saa egenlig du med dit »Klæd dig i Rosenrødt?«

Men Sommerfuglen sagde: »Klæd dig i Rosenrødt. Jeg er Døden!««

... »Ser du, Silvio« – sagde Fru Clara og rejste sig pludselig – »det var det, jeg drømte denne Morgenstund, da du hørte mig tale i Søvne. Jeg vilde strække Haanden ud efter Sommerfuglen; da vaagnede jeg op og 185| fandt ikke Døden, men dig ved min Side. Til Ære for dig sprang jeg op og iførte mig den lyserøde Kjole, som jeg ellers vilde have skaanet. Jeg elsker dig, Silvio caro, og festklædt vil jeg vandre lige ind i Døden, hvis du forlanger det af mig,« – hun omfavnede ham.

»Men nu skal du give mig din Arm og føre mig til Jærnbanen. Jeg vil strax til Genova for at hente min Bagage, som jeg lod staa paa Albergo Cavour. I Aften kommer jeg tilbage med Toget til Santa Margherita, og der vil vi blive i vort eget Hus.«

De begav sig til Jærnbanestationen. Under Vejs bad hun ham gaa op i Hotellet og hente tredje Del af den guddommelige Komedie, »Paradiset«, som han havde i pyntelig Udgave særlig indbunden. Hun vilde føre noget af hans med sig til Genova, sagde hun.

Skønt hun lod en lille Vadsæk med en Kjole og Natlinned staa paa Hotellet, blev han ganske angst for, at hun vilde sige ham det sidste Farvel her paa Perronen i Rapallo – efterlade ham ussel og alene i Rapallo. Hun smilte, gættende hans Frygt.

»Farvel, elskede Silvio!«

Hun børstede nogle Støvgran af hans Frakke, strøg hans Haar fra Panden: »Du skal være smuk, ogsaa naar jeg er borte.«

186|I Døren til Kupéen vendte hun sig, tog noget frem af sit rosenrøde Kjolebryst.

»Gem dem for mig, amante mio. Jeg kunde tabe dem, og det er foreløbig omtrent alt, hvad jeg ejer.«

Det var to Sedler, hver paa hundrede Lire – af dem, Italiens Bank udsteder: rosenrøde som Kærlighedsbilletter eller som de Sommerfugle, Clara saa i Drømme. Hun havde faaet dem af sin rige Broder, da hun ikke med egne Midler kunde bestride det Middelhavsophold, som Lægen havde befalet.

Nu gemte hun omhyggelig Dantes »Paradiset« paa det samme Sted, hvor Sedlerne havde hvilet.

»Paa Gensyn, elskede Silvio!« Toget gled.

.... Det var den fjerde Dag af deres Bekendtskab. Og skønt han – som sagt – i sit Værelse havde hendes Kjole, Natdragt og mange smaa Ting, der tilhørte hende, og skønt han i Lommen stadig følte hendes lille Pengetaske, blev han for hver Time, som gik, mere overbevist om sin egen Uværdighed. Han antog, at den højmodige Signora havde ladet baade Penge og Ejendele i Stikken blot for at kunne skilles fra ham i skønt Venskab, og han havde næsten opgivet Haabet om et Gensyn, da Toget omsider peb, og hun i den lyse Aften virkelig steg ud under de grønne Plataner ved Santa Margheritas Station – saa uroskælvende som han selv:

187|»Silvio caro, ja, nu maa du beholde mig til Efteraaret, naar min Broder kommer hjem fra Frankrig. Han har bedt mig holde Hus for ham i Rom. Og da skal du blive fri for mig.«