Pilgrimmen kalder Johannes de Silentio op af Dybet og maner ham til at lede ham ind
i den skjulte Verden.
Johannes de Silentio svarer:
Hvo raaber mit Ord,
- Og hvad og hvor?
Hvis Stemme synker i Fortabelsens Brønd,
Hvor Genlyd ruller fra Trin til Trin som et tonløst Støn?
Jeg sank, jeg sank; men Stemmen efter mig for
Og raabte mit Ord.
O, navnløs Angest i mit Navn der bor!
Jeg synker ned, jeg synker ned, jeg synker ned
Fra Evighed gennem Evighed til Evighed,
Som den, der vil og vil sin egen Skabelse
I evig selvfortærende Selvfortabelse.
O, hvilken giftig Lyst og svimlende Gru
I dette ene uendelige Nu,
Hvor Ordet er Jeg, Jeg, Jeg og aldrig Du,
I Salighedens flimrende Bakkanal,
I Evighedsøjeblikkets lystige Kval.
[4]|Saaledes eksisterede jeg som idel Lyst
Uden for »Da« og »Naar«, uden for Vest og Øst.
Da vaktes jeg af Røsten, min Lærlings Røst.
Da vaktes der ved den ad Erindringens Vej
Først Sondringen mellem Jeg og Ikke-jeg,
Og ved Gentagelsen opstod Fornemmelse,
Og dermed Forventning fødtes af Forglemmelse.
Men af de ubestemte Fornemmelsers Dans
Sondred sig een efter een hver enkelt Sans.
Jeg lærte at skelne det større fra det mindre,
Men vanskeligst blev mig Kunsten at erindre.
Omsider mættedes dog mit tomme Savn,
Og jeg vandt Legem, Klædebon og Navn.
Men dermed erkendte jeg min egen Person
Som hildet i Salighedens Illusion.
Og Had og Væmmelse mig i Sjælen sved
Imod mig selv og den kristne Salighed.
Da gjorde jeg Springet i Fortabelsen ned,
Og ude under de hundredtusind Favne
Lærte jeg at hungre, at tørste og at savne.
Og saadan vandt jeg mig i Lidelsens Grav
Forstaaelsen af andres Bøn og Krav.
Min Lærling, Du, hvis Stemme forfølger mig,
Tag mig ved Haanden. Kom. Jeg leder Dig
Ind paa Dødsrigets vanskelige Vej.
Den sande Verden ruller os nu forbi.
Vær klog og modig! Hør og se og ti!
