Første Dagsrejse: Kirken lærer

Pilgrimmen beretter om Sukkenes Brønd, Vidunderhavet og Mødet med Doctor subtilis

»Sandfærdigen vil jeg berette min Rejses Hændelser, I højtærede Herrer«, saaledes sagde Pilgrimmen til dem, som udspurgte ham. »Mine Eventyr ere i Sandhed vidunderlige; men alt begynder min Erindring at blive vaklende med Hensyn til Smaating. Derfor vil jeg haste med at fæstne alt i Ord.

Dog vil jeg ikke fortælle alt i den Orden, hvori det timedes mig, men heller i den, hvori Minderne bleve knyttede sammen i Erindringens Krans.

Dengang jeg havde bortvendt mit Øje fra Blændværkets Verden - og udtalt Ordet - og stirret ned i Dybet - da ventede jeg at fornemme noget forunderligt; men alt forblev tomt og tavst og mørkt. Thi vel havde jeg tillukt mine Sanser for Blændværkets Anstød, og min Opmærksomhed var henvendt mod den ubekendte Verden, men endnu vare mine Sanser ikke skærpede til at skelne dennes Fornemmelser. Saaledes svævede jeg mellem tvende Verdener i samme Tilstand som et Barn, der nylig er begyndt at sanse.

Saaledes svævede jeg i denne Fostertilstand igennem flere Døgn. Omsider dog - da min Vilje havde boret sig gennem det Klippemulm, der skiller Mennesket fra de sande Forestillinger - fornam mit Øre en utydelig Hvisken, ej mere hørlig end de bortilende Stemmer, der ved brat Opvaagnen genklinge i den slumrendes Øren.

Dog, da min Hørelse blev fortrolig med den hviskende Tale, skelned jeg baade dens Ordlyd og Stemmens Klang. Og alt som jeg forstod dens sagte Tale, vakte den - efter Forestillingsforbindelsens Lov - Billeder for mit Øje, som tegned sig skarpe og klare, fordi de tonede frem paa Mulmets Grund.

Min Følgesvend selv saa jeg dog ej, fordi han ikke beskrev sin Skikkelses Form. Hans Stemme hørte jeg kun, som klang bag min Ryg; men alt, hvad han talte om, saa jeg.

Først talte han om sig selv og beskrev den besværlige Vej, ad hvilken han vandrede hid, og derpaa spurgte han mig, hvad jeg søgte. Jeg svarede ham:

Da svarede Følgesvenden mig:

Ved disse Ord brast Fæstet under mine Fødder, og jeg sank. Faldet var jævnt, som om en Faldskærm holdt mig fra at styrte, og ved at lytte til Følgesvendens Ord lærte jeg, at vi sank ad Fortabelsens Vej gennem Sukkenes Brønd. Rummet omkring mig stod som en sortglinsende Tragt, der snævrede sig ned imod det dybe Dyb, og Vanddraaber, som svedte ud af Tragtens synlige Porer, holdt Væggene saa glatte, at ej en Løvfrø kunde fæstet Foden paa dem. Saa ensformig blev os Vanddraabernes Dryppen og Glasvæggens Glans, at jeg kunde troet, jeg stod stille. Men som Luftskipperen, der stiger i den dunkle Sky, kun ser Bevægelsen af en Papirsstrimmels Synken, saaledes saa jeg kun, vi sank, af at vi dalede med visse Mellemrum forbi smaa glatte Afsatser paa Tragtens Hud. Fra disse Trin neddryppede Draaberne i ensformig Takt, som om vi hørte et Evighedens Vandur. Og som Strubens Toner ved at passere gennem Mundens Hule og kastes tilbage fra Tungens elastiske Loft faa Talestemmens Klang, saaledes dannede Tragtens Tone Genlyd, og sammen med denne lød den som et Ord, der gik og gik som Urets Tik og Tak: Vend om - vend om - vend om - vend om - vend om - vend om - vend om - saaledes maalte Tragtens Draaber Tiden. Men hver Gang det syvende »Vend om« var sukket ud, blev der en Tavshed, som om Tiden endelig var løbet ud. Da sugedes Luften ned igennem Tragten med et hvislende Pust, og Suset naaede mine Ørehinder med et »For sent«, som droges ud, til alle mine Nerver skreg: »For sent«. Og atter taltes der: Vend om - vend om - vend om - vend om.

Jeg hørte nu bag mig Følgesvendens Røst: »Se de fortabte!« Og jeg saa Skikkelser hænge sammenkrympede ved hver en Afsats, imedens deres Negle og Tænder krampagtig bed sig fast i den glatte Rand. Med Fraade og Galde om Munden værged de deres Plads mod nyankomne Folk derovenfra. En vindtør Mandsling klemte sig fast i en Krog, og da jeg standsede ved Siden af ham og holdt mig fast et Øjeblik som han, saa han paa mig med samme giftige Blik, hvormed en lamskudt Ræv forbander Skytten. Jeg gjorde ham dog ikke Pladsen stridig. Jeg spurgte ham kun: »Sig mig, hvor længe var Du her!« Med lurende, mistroisk Forsigtighed svarede han, vogtende hver min Bevægelse med skarpe Øjne: »Hvor længe - det ved jeg ikke; thi her gives ikke Døgn og ikke Aar; men eet ved jeg. Trehundredetusinde Gange drog Brønden Aande, imedens jeg hang i denne lille Krog. Derfor er den min med Rette. Lad mig hænge her, ihvo Du er!« Da gøs jeg. Og alt som Brønden snævrede sig ind, følte jeg nu, endskønt jeg ikke rørte ved dens Vægge, dens Nærværelse som et sammensnørende Pres omkring mit Bryst.

Min Ledsagers Røst hørte jeg sige, hvad Draaberne sang. I mit Øre lød den: »Vend om!« Men modløs, næsten maalløs, svarede jeg med Brøndens egne Ord: »For sent!«

I samme Nu, jeg udstødte dette Ord, da faldt mit Blik ned i Brøndens Dyb, og aandeløs greb jeg opad i samme Nu; men efter Legemets Love bevirkede denne Bevægelse kun, at jeg sank med end større Fart, og mit Blik var fra nu afbundet til Brøndens Bund. O se! O se! Et andet Øje, lurende, glødende, gridskt stirrede fra Bunden mit eget Øje i Møde. Og hver Gang det syvdobbelte »Vend om« var endt, syntes det mig, som om en hed og giftig Mund drog Aande i Dybet og sugede Vejret ud af mit eget Bryst. Da vilde jeg styrte mig i Dybet ned og ende mine Kvaler i Fortæreisens Ild, men Brøndens Vægge - elastiske syntes de nu - snævrede sig som en Slangebug om min Krop, saa jeg kunde ikke falde, uagtet Suget drog mig imod Dybet, og det røde Øjes Blik skrækbandt mig saadan, at Blodet smeltede ud af mine Aarer som en Purpursved. Da svimlede jeg, og mine Tankers Knyttetraade brast. I Angest og Vaande, i Afsind skreg jeg ud: »Hjælp mig, o Gud!« Mere ved jeg ej.

Den Gang, jeg vaagned, var det ved min Rejsefælles Røst, og jeg fornam ved den Erindring, som kommer, uagtet Sansningen ikke blev fornummet, at Ordene vare gentagne flere Gange, og at jeg havde ligget i en Døs og ikke opfattet dem før. Han sagde til mig: »Kom, stat op! Hvis ej, er Du fortabt. Vi ere ved Stranden«. Ved disse Ord oplod jeg mit Øje. Paa gyldent Sand hvilede jeg. Guldstøvets Glans spredtes ud over en Hule af Basalt med sine sorte Søjlevægge; men over mig saa jeg op mod det tomme Mulm. Men uden for den klare Lysport, der var Hulens Indgang, saa jeg igen den samme røde Glans. Ret som baaret af usynlige Hænder rejste jeg mig paa begge mine Fødder og droges af en feberagtig, angestfuld Længsel efter den røde Glans. Jeg svimlede. Jeg veg. Jeg sank berust i Knæ. Og mine nøgne Arme omsluttede i Henrykkelse som Horizont det Billed, som jeg saa. Først var jeg forsagt, som Bruden er det i den stille Time, da de sidste Gæsters Trin dør hen paa Trappen, og saa' kun gennem sænkede Øjenhaar; men som hun af sin Bejlers Kærtegn, lod mine Øjne sig mer og mer beruse af Farvernes søde Smil, og uden Sky sejlede mit Blik snart frit ud over Dejlighedens Hav.

Da vandrede jeg som i Drømme over den gyldne Strand og lyttede efter Bølgernes Stigen og Falden. De sank i Rosa, og de opstod i Viol; og Sø skummet, det var purpurne som den lave Himmels Skyer. Jeg evnede ej at skelne Himmel fra Hav. Nej, Himmelhavet er eet. Oppe og nede er eet. Eet levende og legemligt Hav, Alsalighedens Hav.

Jeg ved det nu: Hvad der hindrede mig i straks at synke i Havet var kun min Naturs Sendrægtighed og min nysgerrige Lyst til at se en anden gaa først. Thi mange Gange raabte min Førers Røst: »Kom, kom, ellers er Du fortabt«, uden at jeg i min Vildelse agted derpaa. Til sidst besindede jeg mig og fulgte hans Røst og steg op paa en Klippeblok nogle Fod over Søen. Lad mig ikke glemme, at nu saa jeg uden Ord. Ej længer var min Førers Røst nødvendig til at vække Synsbilleder for mit Syn, men ved den tavse Tankeoverførelse saa jeg, hvad han saa, og følte i alting hans Nærværelse. En dunkel Skygge viste sig ogsaa for mig i den Periferi af Øjets Synsfelt, hvor Blikket ikke længer skelner Farver; men endnu øjned jeg ej hans Skikkelse klart.

»Se, Havet hæver sig«, lød min Førers Røst. »Om kort Tid vorder det Flod«. Han talte sandt. Alt slikkede lysende Tunger mod Klippens Rod, og Søen stilled sin Hunger og Sandet sin Tørst, idet de sydende syntes fortære hinanden.

»Se«, sagde min Fører. Ud af den Hule, hvori jeg faldt ned, krøb en Yngling frem, og med fordrejede Træk stir red han i den glødende Sø, og jeg kendte ham: En Matematiker af dem, der fornægte, at to kan vorde eet, og som kun tror paa Tyngdeloven og Atomerne. Med skælvende Knæ og knyttet Haand skreg han endnu: »Jeg fornægter, fornægter, fornægter. Det er kun en Drøm«. Men der, hvor han stod, slikked de legende Tunger rundt om hans saarede Fod, indtil Sandet blev suget bort under hans Hæl, og han faldt som et undergravet Træ. De spillende Tunger drog i hans blodige Fødder. De gned sig op ad hans Lænder og Bryst og kyssede den sammenbidte Mund og drog ham i Dybet.

Der gik en Tid. Da saa jeg ham atter. Han steg frem af den vellystige Sø med tindrende Blik og rødmende Legem og morildsglinsende Haar, og favnende ud mod den sælsomme Sø raabte han ud med syngende Røst: »Der er en Gud«, og atter: »Naadig, naadig«, og atter hvisked han hen: »og kærlig«. Og angestfuld skreg han igen med de samme fordrejede Træk, som han viste mig før: »Kærlig, ja, kærlig og forfærdelig«, og styrtede sig ud igen i den sugende SØ-Jeg saa ham ej mer.

Min Fører sagde: »Saalunde drager Det ved Angest«.

Saa vandrede vi. Ad Klippen klatred vi op og traadte vore Fødders Sved ind i en Sti paa det nøgne Fjæld, hvor Klippevægge skjulte os for den Sø, vi skælvende forlod. Det var, som om mine Hænder ugerne fulgte mig og droges af fugtige Kys tilbage mod dens Besnærelse; men den Nysgerrighed, som nu betog mig, efter at se, hvor vel min Førers Røst ledte mig hen, behersked mine Fødder, og da den var den stærkeste Drift, vandred jeg frem, endskønt jeg længtes tilbage.

En Tordenbrusen fyldte mine Øren og sitred gennem mine Lemmer. Jeg iled frem; men en hylende Storm greb mig fat og tvang mig til at krybe paa Hænder og Fødder hen over Klippens stejle Brink. Kun Luften selv gav Læ; thi der, hvor Klippen faldt brat af ned imod Dybet, standsed den lodret opstigende Luftstrøm den Storm, som rasede oppe og nede i Flugt med den Flade, der er Havets Ligevægt.

Med alle mine Sanser sønderrevne af Stormens Pres krøb jeg helt hen til Randen og kastede Blikket ned, og saa lamslaaet blev jeg af, hvad jeg saa, at jeg rent forglemte min Plads i Rummet; men al min Sansning og Erindring optoges af det, der suged mit Blik i sig, og kun min Førers Røst besinded mig paa, at eet var jeg, et andet det Syn, jeg saa.

Imellem sorte Klipper som Hvalrygge drev som Skyer i den hidsigste Flugt et sønderrevet Hav. Kun dette Ord kan male den Dybde, der var imellem det øverste flyvende Skum og det dybeste Svælg, hvori Øjet saa ned, mellem Bølgebjærge, der lignede lodrette Have. Og her, dybt under de fraadeklædte Bølgekamme, der kastedes ind over Skærenes Skærm fra et som skyhøje, sneklædte Fjældrækker indgaaende Hav, gynged en regelmæssig drønende, okkergul Malstrøm, hvis Lød gennem mange Nuancer aftog i Glans og endte i Centrum i det dybeste Mulm.

Lige over for os, men skilt ved en Afgrund, strakte Klippen sig som et bredt, fladt Bord over det gule Svælg, der rørte sig rolig i den omkringhvirvlende Sø som Maven i en Kæmpepolyps formskiftende Legeme.

Da hørte jeg Skrig. Did traadte mørke Mænd, og med Svøbeslag drev de lænkede Mennesker ud paa det tomme Bord. Da var det, som en sort Øjesten blinkede i Malstrømmens Dyb, og dens Vægge hæved sig op i en Vold, og Slaverne kasted sig hylende ned for de sortklædt e Mænd. Men disse tændte en Ild med Svovl og med Beg og varmede noget deri, og med glødende Tænger drev de de hylende Trælle mod Randen. Da tog de dødsdømte hverandre ved Haanden og dansede en vild og usømmelig Dans, saaledes som Fallosdyrkerne gøre, indtil de snubled og faldt, og den ene trak den anden med sig i Faldet. Jeg hørte Ofrenes Skrig og Klippetændernes Knagen, mens Vandene malede Ben og Kød til Grød. Da bleve de et Øjeblik stille, og Hvirvelens yderste Væg blev ildende rød og lukked sig sammen over sine kogende Indvolde, som Soldugbladet lukker sig over sit Bytte, og i denne uventede Stilhed hørte jeg kun en Lyd, som forfærded mig mere end Stormens Brag: en rolig Mumlen og Gumlen.

Og Yderhavet stod ind igen med et voldtagende Uhyres Magt, og Søerne skreg, og Stormens Brøl brast imod den skælvende Klippe, og atter blinked den sorte Glans i det rødgule Svælg. Mig syntes, at Hvirvelen flytted sig hid under den Klippe, hvorfra mit Øje udspejdede den. Da slog et Bølgeskvalp op som en Blækspruttes Fangarm, og dens yderste Spids brast i Draaber over min højre Arms Haand.Jeg skreg af Vaande, thi som Nældeblærer ramte dens Draaber min Huds Yderbark, og gloende Vabler bed fast i det følende Lag derunder. Halvt afsindig af Smerte slap jeg mit Tag i Klippen og lod mig rulle, men da, som jeg har sagt, dens Skraaning var rettet opad hen imod Søen, kom jeg derved ud af Vandenes Vold, og dette Tilfælde skylder jeg min Frelse.

Jeg fandt mig selv i Sikkerhed bag Klippen, men hørte ikke længer min Førers Røst. Ej heller fornam jeg hans Nærværelse ved den umiddelbare Følelse, der er Grundlag for Anelse og Fjernsyn. Derfor slutted jeg, at hans Syn og Tanke var endnu fængslet af det skrækkelige Skuespil, og angest for hans Skæbne raabte jeg hans Navn. Da lød igen hans Røst i mine Øren, men endnu i en træt, søvngængeragtig Tone. Og paa mine Spørgsmaal svarede han kun: »Det er det samme Hav«, og føjede til: »Saaledes tager Det med Vold«.

Mens jeg forsøgte at køle min Haand mod Klippens sorte Isvæg, faldt der en Spejlglans over den blanke Flade. Jeg vendte mig og saa en af de Bødler, der drev den usle Trælleflok i Dødsspringet. Men uden Frygt stirred jeg paa den stirrende, thi saa heftig en Skræk havde jeg nylig følt, at ingen ny Hændelse kunde føje et Plus dertil. Nu saa jeg, han var klædt i Tiggermunkens sorte Kappe, og skønt jeg misbilligede hans grusomme Adfærd nys, æred jeg altid den store Franciski Broderskab og hilste ham derfor. Hans Aasyn mindede ej om hans Adfærd, det var klogt, roligt og myndigt, og da han saa min Hilsen, klædte det sig i et venligt Smil, og han sagde: »Jeg troede, Du var en af hine«, - og peged ud - »men jeg ser nu, at Du kom hid ad dine egne Veje. Hvo er Du, som vover Dig til Verdens Navle og vender uskadt tilbage med Haanden mærket af Guds Vredes Ild?« Jeg svarede ikke. En heftig Feber rystede mine Lemmer, og al min Følelse brændte i min Haand. I Vildelse syntes jeg at føle, ja, at se, hvorledes de graadige Vabler sendte Brændetraade igennem mine Aarer. Da greb han dristig om min glødende Haand og klemte den i sin, saa rødt og giftigt Blod sprang ud af mine hede Blærer. Lindret følte jeg mig. Taknemmelig og forundret saa jeg paa ham og saa, hvorledes mit onde Blod trak røde Striber paa den indre, følsomme Flade af hans Haand. Min tavse Tanke greb Franciskaneren straks i Flugten og sagde: »Nej, vi ere ikke Bødler«, og efter nogle Skridt sagde han halvhøjt hen for sig: »Vi ere Læger«, og atter efter nogle Skridt hørte jeg, at han mumlede, kun for sig selv: »miskendte Læger«. Da huskede han mig. Han vendte sig og saa, jeg fulgte efter ham, og sagde: »Skynd Dig, kom. Den Klippegrund, hvorpaa Du staar, vil inden fire Timer gnaves af Guds Vredes Kværn«. Utroligt faldt det mig. Men det utrolige syntes her at blive sandt, og efter den Betragtning fulgte jeg ham, ogsaa dog, fordi jeg haabed at udfritte ham paa Vejen.

Selv tog jeg Ordet først og sagde ham alt: hvorledes den Kundskabstørst, der altid var min Orm, havde draget mig igennem forskellige Fakulteters Lærdom; og hvorledes jeg til sidst fortvivlet vendte Bøgerne Ryggen og hengav mig til Studiet af mig selv; hvordan fremdeles ved Hjælp af Afholdenhed, Selvplage og især ved ubøjelig Erindring af alle mine Tanker, Syner og Drømme jeg kom til Kundskab om den skjulte Verden; hvordan jeg da havde brudt Broen af og styrtet mig ned i Fortabelsens Brønd og ad denne Vej var naaet til Verdens Ende, hvor jeg nu søgte Kundskaben om den sidste causa efficiens.

Med et aandfuldt Smil svared han mig: »Du er et Barn, der leger og ridser dine Tegninger i Sandet midt imellem Scyllas og Charybdis' Brøl. Men da Du nu er døbt af det brændende Vand, vil jeg som Pater give Dig Navnet Peregrinus peripateticus«.

Da vi nu vandrede bort fra Stormens Brøl, holdt jeg ikke længere min Videlyst tilbage; men mine tilbageholdte Spørgsmaal faldt over ham paa een Gang som en Byge: »Hvad er det Hav? Hvor gaa vi hen? Hvorledes gaar det de ulykkelige nedstyrtede? Hvorfor bleve disse ofrede til Moloch? Hvad er der bag ved Havet? Hvor mange ofre I hvert Aar? Kendes her Aar eller Døgn?« Dog paa det sidste Spørgsmaal svarede mig Lyset selv, der regelmæssig tog af med voksende Hast paa samme Vis, som Natten melder sin Ankomst ved Sundets Kyst. Dog saa jeg ingen Sol. Men denne Himmels Lys var enten dens eget eller Havets Genskin.

»Hvis Du var en Lægmand af vor Tro«, svarede Munken mig, »da var det Svar Dig nok, at dette Hav er Gud; men for at Du skal vide, at ogsaa jeg kan tale filosofisk, da hør: Det er det synlige Billede paa Gud, paa samme Vis som den hellige Hostie er det synlige Billede paa Herren selv«. -Jeg afbrød ham: »Da vil det sige, at dette Ocean er som Guds Legem«. »Det er en Slutning efter Tankens Love«, svarede han straks, »og vi fordømme ikke denne Slutning, men lære den heller ej«. Jeg studsede over dette sære Svar, og straks sagde han: »Ved Du ej, at Gud, som causa prima eller første Aarsag til al Realitet og alle Tanker og Tankelove, er hævet over disse. Hvis Gud vil, at denne Slutning ej er rigtig, er den falsk, uagtet den kan bevises at være korrekt efter første Figura i Logikken. Og« - her hævede han Stemmen - »paa samme Vis er Gud ophøjet over menneskelige Domme om godt og ondt. Derfor er Gud alkærlig, endog naar hans Vredes Kværn maler de fordømtes Legemer til Gnister i Ildhvirvelen. Men disse udstødte, som Du saa os drive ned med gloende Jern, det var de raadne Kviste, der skæres af med røde Knive fra Kirkens Modertræ. Thi disse vælted sig som Orme i væmmelige Lasters Dynd og kendte ikke længer Undseelse eller Anger. Forgæves har Loyolas Tjenere med klare Grunde, Franciski med kærlig Overbærenhed og Dominiki med barmhjertige Pinsler søgt at lede dem tilbage til Lydighedens, Troens og Sømmelighedens Vej. Ej heller vilde de vandre imod Fuldkommenheden ad andre Veje end den »hellige Kirkes« - thi skønt vor Kirke er den ene saliggørende, og vi forkaste alle andre Veje, forkaste vi ikke dem, der søgende Sandhed vandre paa gale Veje.- Men disse vare døde for al Paamindelse. Derfor støde vi dem ned i Klippetændernes Kværn, at ikke hele Kirkens hellige Legem skal fordærves af dem. Hvad bliver der af dem, spurgte Du. Aldrig vendte nogen tilbage af dette Dyb. Men efter Kirkens ufejlbare Lære er der kun eet Svar, naar der spørges om de fortabtes Skæbne. De ere styrtede i Ildens evige Pine«. Da lagde jeg ærbødig Haanden paa hans ranke Skuldre og sagde: »Mester, kan I med dette skrækkelige Syn endnu indbrændt i Øjets Erindring og denne skrækkelige Kirkelære for Eders Tanke overtyde mig om Guds Alkærlighed? Kan I retfærdiggøre Gud?« Han svarede fluks: »At Gud er hellig, kærlig og retfærdig mod alt og alle, det staar fast for Troen, og hvo, som nægter dette, er en Kætter; men ved Fornuftgrunde leder Kirken dem, der tvivle, som Du, min Pilgrim, til det Punkt, hvor Troens Gave ydes dem, der bede. Nu vel, se da det Syn, Du nylig gruede for, i Lyset af Guds hele Almagtsværk. Hvad tilsigter Gud?« - Men med en øvet Lærers Taleform gav han Svaret selv -: »at Sjælene frivillig skulle frelses. Derfor maa Fortabelsens Mulighed altid holdes aaben. Og de, som ikke frygte dens Mulighed, maa i Helvedsilden opleve Virkeligheden«. Men atter rørte jeg med en Lærlings ærbødige Ømhed ved Munkens Arm og sagde: »Lad mig afbryde Eder. Thi I beviser kun Helveds Nødvendighed -, men ikke, at Pinen i dets Bug er evig. Maatte ikke Omvendelsens Mulighed stadig holdes aaben, for at Gud skulde fortjene Kærlighedens Egenskab?« Da flammede Munkens Øje, og han raabte: »Forbandet dette det allerfarligste Kætteri. Nej, der er en Dom, og der, hvor den apostoliske Kirke sætter Grænsen ved sin Inspiration, der er den urokkelige Grænse for Guds Langmodighed. Dette følger ogsaa med logisk Sikkerhed af, at Gud vil, at vi ved fri Viljes Valg skulle frelses. Thi fri Viljes Valg er kun, hvor der er tvende lige gyldige Muligheder; men hvis vi alle blive frelste, er Valget ikke længer frit, men vi bestemtes alle af Gud til Frelse. Deinde necesse: Nogle maa fordømmes. Derom kan ikke tvistes«, - sagde han mildere, vendt imod mig; thi nys tordnede hans Stemme som mod en Frister, som jeg ikke saa - »derom kan ikke tvistes, at Pinen er evig, og at der gives ingen Omvendelsesmulighed mer i den evige Ild; men noget andet er Fortolkningen af dette Ord«. Og med den sikre Stemme, som røbede, at hans Tanker mangfoldige Gange havde besvaret disse Spørgsmaal, fortsatte han: »For den enfoldig troende maa det forklares, at evig Pine udstrækker sig i Tid og deles ind i Dage, Timer og Minutter, hvori Pinen sanses alt uden Ophør og uden Omvendelses Mulighed; og for den store Hob, som kun vil leve som Dyr, er denne Lære nødvendig til Forfærdelse og Forbedring; men Teologer mene, at Evigheden maales ikke i Tid. Skulle vi da danne en Forestilling om Evigheden set fra Tidens Synspunkt, kunne vi kun se den i Billede af et Øjeblik. Er dette logisk?« spurgte han med et Sideblik. Jeg nikkede og sagde, lettet om Hjertet, thi Dogmet syntes mig paa een Gang let: »Denne Fortolkning gør Helvede til et Intet. Hvo frygter for et Øjeblik?« Han svarede med et Blik, der isned mig i Marv og Ben: »Ve de letsindige! Enten - thi den Fortolkning, som Du hørte nys, er kun for svage, tænkesyge Sjæle, og Kirken, som af Langmodighed ikke fordømmer den, tilraader den dog langtfra. Pris være dem, som tro og ej forstaa! - Enten er evig Pine udstrakt i Tid og ender ikke, før en Mand, der vandrer mellem tvende Paralleller, rinder dem sammenløb ende - eller betegner »evig« absolut i Kvalitet og indre Kvantitet, og da rummer dette Øjebliks Tortur i sit forsvindende Punkt saa megen svedig Angest og blodig Marter og forhærdet Fortvivlelse, som der kunde udstrækkes ad den uendelige Tids fortløbende Linie, naar hvert Mærkepunkt indbrændtes af den hellige Inkvisitions blodrøde Bøddel«.

Da gøs jeg, dog ikke blot af Uvilje og Skræk, men ogsaa af Beundring for den Sjæl, der havde haft Mod og Klarhed til at tænke sig en saadan grufuld Tanke. Men han fortsatte med hurtigere Røst; thi det, som faldt vanskeligst at fatte i Beviset, var nu overstaaet: »Hvis vi da vælge denne Fortolkning, som de, der ikke søge Fortjeneste ved Tro, da straaler Guds Kærlighed med utilsløret Glans, ej blot for Troen, men ogsaa for Fornuften. Thi da vil Gud, at Synderen, der er forhærdet, forfalden og forblindet, gennem forfærdelig Lidelse skal erkende alle Guds Egenskaber i deres Glans tillige med sin egen Uværdighed og dernæst synke i Tilintetgørelse, hvorved Gud viser ham den sidste Naade«.

Under dette velførte Forsvar vare vi vandrede opad og stod nu paa den højeste Klippetinde langt fra den Storm, som rasede der, hvorfra vi kom. Nu fjernt til højre Haand saa jeg Malstrømmen glinse som det hule Centrum i dette Fantasihavs brogetklædte Legem.

Men det sorte Stormhav, som brød sig ind mod dette hæslige Punkt, saas herfra kun som en bred, dunkel og oprørt Strøm mellem Vande, der vare klædte i alle Vaarens og Høstens sammenblandede Farver. »Se!« sagde Munken, »hvor sødt livsaligt er ikke Synet af dette Hav af Rosenrødme og af Perleglans. Er dette ikke det synlige Jærtegn, der understøtter det Bevis, vi føre for Guds Kærlighed? Men dersom dette Kærlighedens Hav overtaler os med inderlig Ømhed til at tro derpaa, at Gud ej blot har Kærlighedens Accidens, men er i sin Substans Alkærlighed, maa vi da ikke mene, at dette Guds inderste Væsen ogsaa ytrer sig i alle Dybder, hvor Guds Kraft virker, og altsaa ogsaa i den vældige Tvang, som vi med Skælven kun kunne sanse som Vrede og som Ild. - Jeg har hørt sige, at fromme Malere ville paastaa, at uden den ravnesorte Strøm, der som et Hav af smeltet Bly gyder sig ud i Have af Mælk og Vin, vilde dette hellige Skuespils Skønhed ikke være fuldkommen. Men til denne Højde har jeg dog endnu ikke hævet mig«.

Saaledes var det hans Hensigt med overlegen Lærdom og Talefærdighed og ved mange Beviser, der forekom saa uangribelige som de tvende Hjørnetænder, imellem hvilke jeg saa Guds Ofre knuses, at lede mig til den hellige Kirkes Tro. Men medens han gik til den synlige Demonstration, vendte min Tanke med en ung Mands Stridslyst tilbage til den logiske Analyse af Gud i sit Væsen og set i Forhold til sin Gerning. »Jeg benægter«, sagde jeg, »at denne Helvedes Malstrøm er Gud værdig, idet jeg supponerer, at Gud, som Kirken lærer det, er almægtig, og med disse Ord, at Guds almægtige Vilje hersker endog over Grundens Princip og Modsigelsens Lov. Thi kun da er intet - som Kirken det lærer - umuligt for Gud«. - »Concessum«, svared mig min Skolastiker langsomt, »dette er just det faste Troens Udgangspunkt, hvorfra min Tanke spinder sine Traade«. »Nu vel, fornylig vilde I bevise mig, at Gud umulig i sin Forsynsstyrelse kunde undvære den evige Pines Middel. Selv om nu dette Bevis er uden Brøst - og jeg indrømmer, til min egen Overraskelse fandt jeg ej Anker mod Eders skarpe Indlæg - saa maatte dog trods alle Eders Grunde Gud kunne undvære den evige Pines Straf; thi for Gud er efter den Forudsætning, vi have sat ind, end ikke det selvmodsigende umuligt«.

Fripostig talte jeg og mente at sætte Munken i Forvirring; men med en øvet Disputators Smidighed røved han Braadden af mit Argument og vendte det imod mig selv i sit Gensvar: »Jeg har alt sagt Dig, at ved Fornuften ledes vi til at antage, ved Selvsyn mene vi at se, men endelig af Kirken lære vi, at de fordømte plages af evig Kval; men alle disse trende Synsmaader, hvorved vi opfatte Kristendommens Grundpiller imellem Kirkens ufejlbare Dogmer, ere nødvendigvis prægede af de to Grundbetingelser for den humane Tænkning. Ethvert har sin tilstrækkelige Grund, og Selvmodsigelse maa ikke være. Kun inden for den menneskelige Synskreds gælder da dette Dogme saa vel som alle Videnskabens Sætninger. Men fæste vi Blikket paa Guds Væsens Almagt og Ubegribelighed, da vide vi, at vi slet intet vide, og alt, hvad Sansning, Tænkning, ja, endog Tro indgiver os at mene, opsuges da af denne ene Forestillings Svimmelhed. Jeg indrømmer Dig: absolut set er alting muligt, altsaa ogsaa, at Gud kan lede alle til at frelses frivillig, uagtet det synes os Modsigelse in adjecto. Men Du Taabe, ved Du da, om dette ej er saa, set fra Guds eget Synspunkt, hvor ingen Skranker hindre hans Væsens Udfoldelse som almægtig Kærlighed. Kun staar det fast: For os er denne Viden ej. Og derfor lærer Kirken viselig: Du skal tro paa de fordømtes Undergang. Og medens den ikke forbyder Filosoffen at søge paa at kaste Blikket længere end den Lærebygnings Stenkuppel, hvor de enkelte Dogmer lyse som evige Stjernebilleder, naar han atter ydmyg erkender sit Væsens Grænse og Lærens Sandhed, siger den: Størst Fortjeneste og Skønhed vindes ved den enfoldige Tro«.

Saaledes talte Doctor subtilis, medens jeg stod sønderknust og harmfuld paa mig selv som en rejiceret Baccalaureus. Thi jeg følte mig grebet i en Filosofs den værste Forsyndelse, som er at forveksle transcendental Tænkning med immanent, eller hvad er det samme: det absoluttes Synspunkt med det relatives.

Men atter sluttede han med disse Ord: »Vi tro, fordi Gud vil. Vi tro det, som Gud vil. Og just paa Grund af Mysteriernes Dunkelhed for Tanken vinde vi herlig Fortjeneste ved ydmyg Tro.« Med disse Ord kastede han sig paa Knæ med brændende Øjne, hvis Flammer ikke slukkedes af de fromme Taarer, der fyldte dem, og af hans Mund brast ud et Paternoster, hvis simple Ord dog fyldte Luften som en Jubelhymne, fordi de båres af hans dybe Aand.

Da udgik der en Sang foruden Ord af Himmelens blaa Bjærg, og af det fantastiske Hav, der tiltrak vore Øjne med hypnotisk Kraft, udsendte hver enkelt af de fyrstelige Farver sin bævende Tone, der gennemglødede mit hele Legem. Thi ved Sympatimagt modtog jeg en Part af Munkens tilbedende Ekstase. Se, fra det Sted, hvor Hav og Himmel vare eet, udgik et Lys, der tindrende, tonende gennembølgede det hele Halvkuglerum, vi indesluttedes i, og sendte sine dirrende Lystoner gennem den sorte Klippe, som var den røgfarvet Glas, ja, gennem mit eget vemodssalige Hjertes rødmende og brændende Kød.

Men endog da forlod min spørgende Videlyst mig ikke, og mens mit Hjerte frydefuldt skælvede i den hellige Aande, der sugedes ind og ud af mit vantro Bryst, søgte min Hjerneskals Kræfter forgæves at gennemtænke det Underjeg svævede i, indtil jeg mindedes Fysikernes Lære om det Æterfluidum, der vægtløs og elastisk og uanseligt for jordiske Sanser gennembæver al sanselig Materie og fylder det tomme Rum, som Bærer for alle Afstandes Kræfter og for de synlige og usynlige Straalebølger, der uafladelig gennemfare Stoffet. Og jeg spurgte mig selv: »Er dette magnetiske Hav, der kan opløse sig selv og alt i lysende Musik, eet med den hypotetiske Substans, som Fysikeren i sine Beregninger paakalder som deus ex machina paa alle Steder, hvor der er Huller i hans kære Verdensformel?«

Nu svandt min Rus, og atter dukkede faste Former frem af Lysvældet, og Verdens dumpe Lyde kvalt es ej længer af Æterens Harmoni. Da saa jeg, hiddragne af den samme Længsel og Tørst, der udtørrede min egen Gane og Tunge, en Skare ile forbi os mod Alverdens Længsel, Salighedshavet, hvis Kraft omhylled mig nys. Mænd og Kvinder vare de, de sidste flest og nogle iblandt dem Nonner. Hvidklædte vare deres Legemer, og lysende straalede deres drømmende Aasyn. Da standsede min Munk, sortklædt som Klippen, en tungtgrublende, mørk Klippe selv, blot med en Stivnen af sin venstre Haand den hvide Skare. Knælende med indøvet Lydighed ventede de hans Ord; men som en dybt forelsket Brud og Brudgom lytter til Eros' Tale mer end til Præstens, saaledes hvilede alle deres Sanser, omtaagede sødt, i Salighedens Hav. Med dyb og angestfuld Røst talte min Munk: »Ere I beredte? Ere I afførte al jordisk Længsel? Ere I ganske afdøde fra Selvet? Thi hvo, som u værdelig drikke af denne Kalk, skulle dø den evige Død.« Men med den samme Klang, hvormed Martyrerne svarede Cæsar Nero, raabte de med een Røst, som om de alt ikke mere vare enkelte Selv: »Ja, ja. Beredte. Ja.« Og igen: »Beredte, beredte.« Og atter gik en Bølge af salige Suk og rødmende Ild ind over de hvide, og alle istemte med frydefuld Røst: »Beredte, beredte. Ja, til det himmelske Bryllup ere vi beredte. Ja, ja. Ja, ja. Til Bryllup beredte.« Da skød en Baad med Purpursejl i gylden Raa sig smidigen ind under den vandrende Skares Fødder, og et som St. Elms Ild flammende Vindpust førte dem ud over Havet. Det greb i Nonnernes Hovedlin og Kvindernes Slør, og blufærdig rødmende dækkede de med det løsnede Haar den fremsmilende Barm. Men en Taage, hvid og fin som et Brudeslør, dækkede snart Skarens Forsvinden.

Der stod jeg, naget af utilfredsstillet Spørgelyst, og stirrede efter disse, som dansede ind i Evigheden ad den rosenstrø ede Vej, og spurgte Munken: »Hvornaar vil Du betræde denne Baad? Var Du der nogen Sinde, og hvordan smager Salighedens Glæde?« Han svarede, mig tyktes med et undvigende Blik: »Ingen kan udsige Salighedens Fylde. Og ingen, som træder ind i Guds Pleroma og smager Guds Væsen, vender tilbage til Timelighedens Liv. Men jeg, som higer imod alle Sjæles Længsel, jeg vover knap at stirre frit derind, endsige at vandre derind, skønt hvert Sekund skælver mit Hjerte under Guds Kærligheds Kald; men endnu er mit Væsen selvisk, og jeg ængstes endnu for at ofre min Selvbevidsthed i Guds Almagts Favn. Saaledes vandrer jeg med Bod og i Bæven imellem denne Kyst og Skærsildsriget, indtil min Time slaar. Følg mig, Du videlystne, hvis ikke, faar Du snart for meget at vide. Alt ringer Himmelklokkens staalblaa Malm til Ave. Snart vil Mirakelhavet opsluge disse Klipper, og før i Morgen genskabes de ikke - eller slet ikke, hvis Guds Lune vil.« Men denne Tale forhærdede just min Last. Gnaven svarede jeg: »Jeg maa endnu udforske dette Hav, og hvorfra dets Kræfter og Bevægelse stammer. Vent dog lidt.« Saaledes vandred »Kom!« og »Vent!« frem og tilbage mellem os flere Gange, imens jeg vogtede paa Havets Fremskridt; thi det løftede sig ej efter en Vædskes almindelige Love, men droges ind mod Klippen, op mod Luften og ned mod usete Aarsager, som en Ildslue vandrer ad Iltens og Brændselets Veje - men stadig svagere lød Munkens Stemme, og da jeg vendte mig om, var han forsvundet.

Men som en længe sunget Melodi gentager sig selv, til sidst imod Viljens Villen, lød stadig Munkens Sætninger mig i Øret, og uvilkaarlig genoptog jeg nu Diskussionens Tankegang og Munkens Konklusioner, at dette Hav var Billedet af Gud, og at Guds Kærlighed nødvendig maatte medføre evig Pine for de fordømte. Forgæves eftergik jeg hans Syllogismer. Jeg kunde ikke bryde deres Lænker, bundet endnu som jeg var ved hans Viljes Magt. Da opsteg pludselig for mit indre Syn efter den Lov, hvorefter en Forestilling af stærk Intensitet baner sig selv sin Vej til klar Bevidsthed, Billedet af de elendige, der males til Blodmel i Guds Vredes Mund. Ved dette argumentum ad hominem udfriedes jeg af Skolastikkens Baand og sagde afgjort med al Beslutningens og Oplysningens Glæde: »Nej, dette Hav er ikke Gud.«

Betaget af den fine Glæde, som kun en Tænker kender, stod jeg og grundede over ny Beviser mod Munkens Konklusioner. Da hørte jeg atter min Følgesvends Røst, som under Munkens Teodicé var rent forglemt af mig. »Hvad nytter det, Du modbeviser, at dette Hav er Gud, naar Havet selv beviser sig som saadant ved at tilintetgøre Dig og mig.« Af min Aandsfraværelse for jeg straks op. O se! Af Himlens Zenith brast ud en blodig Glans, der bredte sig i røde Ringe over dens hule Kugleflade og skjulte alting under en rødlig Taage; men da jeg vendte mig imod den Kant, hvor nylig Regnbuehavet smilede, da greb en Skælven mit Legem og kastede det næsegrus ned paa Klippen. Det rædselsfulde Hav kom krybende op ad Fjældets Vægge imod mig. Det sidste Baand var bristet, som bandt dets Vilje efter den Ligevægtslov, som Vandet følger; men som en hæslig Drage bed det sig fast i alle Gruber og Fremspring med Ildtentakler, der med samme Ret kunde benævnes Tunger, Arme, Fødder, Følere eller Rødder. Og som tindrende Skæl stirrede mig fra Bug, Bryst og Ryg titusinde Argusøjne mine i Møde. Men ingen Røst hørte jeg, og intet Hoved, som kunde røbe en fornuftig Sjæl, blev skelnet af mit Blik i dette Virvar af Arme, der bleve dragne ud og ind som en Amøbes Traade. -Jeg saa til Siden, og i en Tone af Angest og Spot svared min Førers Røst: »Det er det samme Hav, som drog de fromme til sig ved Haab og Tro. Saaledes frister Det ved Attraasbrand.« Han talte sandt; thi alle mine Lemmer skælvede i vellystig Pine, og i min Hu fødtes en heftig Drift efter at slukke denne urene Glød i dette sugende, hede Flammeskød. Da hørte jeg min Ledsagers Latter:

Saaledes sagde han med Fortvivlelsens Latter, imedens jeg saa omkring mig efter Frelse. Først vilde jeg søge de naturlige Midler og ile bort paa min Fod; men omsluttede vare vi alt af Uhyrets Legeme, og Bjærgtinden var en Ø. Derpaa forsøgte jeg Bønnens Hjælp; men det frugtede ikke. Uhyrets Vilje var større end Bønnens Magt. Og hvad hjalp det, jeg bad til de Kristnes Gud, naar dette var de Kristnes Gud? Dets Legem naaede alt højere nu end den Grund, hvor vi sad; men i Stedet for straks at opsluge os, hævede det sig i en gloende Ring om Klippen og os. Og langsomt voksed den røde Vold og truede med at lukke sig over vort Hoved, som Nordlysringen lukker sig sammen i Kronen.

Da hørte jeg den Røst, der altid fulgte mig. Hæs var dens Hvisken: »Her hjælper intet Paternoster. Den Gud, Du bad til, vil fordærve os. Vend Dig imod den gamle med Ørnen, Fyrste over Mørket, Ørkenen og Fjældets Huler.« Da betænkte jeg: »Naar Lyset truer, giver Mørket Bistand,« og vendte mig ved Selvfordybelse mod Ørnenes Fyrste. For mit indre Syn saa jeg - mens Svælget alt lukkede sig om mit Hoved - ham sidde, Ahriman, med Haand under Kind. Laadden og nøgen var han, vilde og skarpe hans Træk. Hans Øjne søgte mine. Had og Mistro læste jeg i dem. Men ogsaa den kække Lidelse, som kun en stolt og kongelig Sjæl kan eje. Og hans Haand holdt en Ørn, hans eneste Ven og Medvider, som huggede med sit Næb i hans højre Bryst. Frivillig gav han Ørnen sit Kød til Brød.

Mine Øjne udfordrede hans, og jeg sagde: »Heller den sorte Høvding end den røde Drage. Hjælp mig, Ahriman.« Fluks svandt hans Billede. Og atter sad jeg i Dragens røde Mund og saa dens Tunger spille hen mod min Hud, som Fluen paa Soldugbladet mærker de levende Følere fange den ind. Ved dette Syn fyldtes mine Øjne med Blod, og jeg knuged mig ind imod Klippen, hvor en Niche gav Ly. Da rørtes noget ved min Skulders Stød, som om Klippen drejede sig paa sine Hængsler, og en Hule aabnede sig ved min Fod. Ind gik jeg og stemte min Skulder mod Klippens indre Væg. Den svang tilbage i sit forrige lukte Leje, som en af disse Rokkesten, der, skønt de veje saa meget som et Hus, dog røres mellem tvende Ligevægtstillinger for en Mandsarms Stød. Med det samme vaklede jeg og faldt som en beruset om i en dvalelignende Søvn, der kun blev afbrudt af Drømme om et rødt, graadigt Øje, der gloede paa mig gennem Klippens Væg.