[59]| Tredje Dagsrejse: Hinsides godt og ondt

Romantikkens Ø. Spinozas Præken. Ildsøens Skrig

Uden Betænkning styrtede jeg mig ud i Morgenrøden og svævede ned paa samme Maade som et Flagreegern, og Synerne, som syntes skabte af et andet, lettere og flygtigt Stof, veg Pladsen for mit Legems Tyngde. Men jo dybere jeg sank, jo mere formede de sig i Figurer, Cirkler og Firkanter og Arabesker, og disse samlede sig til Omrids af noget, som jeg vel saa, men ikke skelnede som det, det var. Da samlede sig pludselig Figurernes Kaos til en ordnet Bygning. Jeg kendte nu i eet, hvad jeg forhen saa i en forvirret Blanding. Jeg svævede ned ad en uhyre Trappe med Marmorbalustrader, imellem hvilke vandt sig Arabesker, skaarne i Filsben og saa fint udførte som de italienske Kameer. Det tyktes mig, som om disse Arabesker voksede og slyngede sig som levende Planter, ja, som om jeg saa Marmor og Elfenben gro. - Dog tænkte jeg, det var maaske den samme Illusion, som naar den kørende ser et Rækværk danse.

60| Jeg standsede og vendte Blikket opad. Hvor havde jeg dog haft mine Øjne henne. Jeg stod i et uhyre Tempel med tindrende Vægge, polykrome Søjler og en Kuppelhvælving, hen over hvis karmoisinrøde Bund al Verdens Dejlighed drog i Billeder som et Panorama, der flyder med Guld og Sølv og alle Farver. Da lød en Røst til mig: »Hvo kommer hid igennem dette Loft af Fantasi? Er Du selv kun en Fantasi, som de, der dale ned til os som faldende Blade, eller er Du en levende, som vi?« Det var en Yngling, som talte til mig. Vildt var hans Blik. En blodig Dolk holdt han i Haanden og stirrede paa mig, som om mit Liv afhang af mit S var. Jeg svarede ham betænksom; thi med afsindige maa man tale varlig: »Jeg er en Vandringsmand uden Navn og uden Stavn, en Ikaromenippos, om Du vil. Jeg søger Kundskab og ikke Kiv, og vær saa venlig at putte denne Dolk i Skeden; thi den skærer mig forbandet i Øjnene«. Med denne forstilte Munterhed fik jeg ham lidt beroliget. Han fulgte mig og vogtede hvert mit Blik, jeg ligesaa hans. Jeg skønnede, han var en ædel Sjæl, en Titan fra Romantikkens Gry, og sænket nu - det viste mig hans Blik - maaske for evig i Vanviddets Nat. »Følg mig!« sagde han.

Vi gik en Vandring, som jeg sent vil glemme, igennem en Skare af dem, igennem hvilke Guder tale. I alle Øjne luede Vanviddets Ild med denne sælsomme, stolte Højhed, som Pøbelen ikke forstaar. Som en ubuden ved en Maskerade gik jeg imellem dem. Een sad som Trold med visne Ben og svang sin Tryllestav, og Marionetter dansede paa hans Vink. Een sad som Konge paa sin Trone og strakte sit Scepter ud i en for os usynlig Verden. Een knælede foran et Madonnabillede, der løsrev sig fra Loftets Malerier og svævede ned imod ham. Een saa jeg komme imod os, gravitetisk 61| indhyllet i Trappistens sorte Kappe; men lige for mit Blik slog han dens Skrud til Side og viste sig for mig i al sin Nøgenhed med et satanisk og veUystent Grin.

Da førte Ynglingen mig igennem Huler af Ædelsten og Haver af metalliske Træer ind i et Tempel, som kun var bygget op af tvende Farver, af Ild og Mulm. Fra Loftet - eller fra intet; thi jeg saa intet Loft - hang Flammer ned som kæmpestore, pæreformede Frugter, og deres Genskin sprang tilbage fra et sort og dybt og sukkende Hav, der mumlede foran og under Hulens Loft, og jeg erkendte, at ingen Farve er dybere, stærkere og skønnere end et vaadt og blankt Sort, isprængt med blodig Ild. Og her i denne Hvælving, hvor Ildens og Mulmets Rædsel flød sammen til en dyb, frygtelig, herlig Stemning, saa jeg den sælsomste Forsamling, jeg har set paa denne Vandring.

Der stod og sad og laa de stærke Mænd, der tændte Brandfakler i vort Aarhundreds Gry og til dets Middag. Hver var i en Klædning, virket af hans egen Drøm. Der sad i Mefistofeles' ildrøde Dragt den hvasse Spotter og den vemodige Drømmer, der hældte Gift i Tysklands Aarer. Der stod hans store Læremester, og som han landflygtig, med bittert Smil og med sin lamme Fod som Satan selv i sort og kongeligt Fløj eisskrud. Og ved hans Side klyngede hans blide, sky drømmende Stalbroder sig til ham, klædt som Kong Oberon, og viste mig sit kvindelige, skønne, blege og rødmende Aasyn. Der stod han, hyllet i hvidt Gevandt med Vinløvskrans om Panden, som Ypperstepræst, den hellige Novalis. Tolv vare de, jeg vil ikke nævne flere. Som tolv Apostle stod de, hver med sit Attribut, Heine med Kalken, Byron med Spore paa Hæl, Shelley med Lyren, Novalis med Monstransen, Jean Paul med Dolken. Men bag ved sine tolv Aposde sad som en Støtte paa en 62| Sølvertrone med Purpurkaaben, Røret og Tornekronen, den ensomme Mand, der som Naturtilbedelsens sande Kristus blev ofret til Foragt af al sin Samtid og nedstødt i Helvede af de gode Kristne efter sin milde Død.

Jeg kendte ham og vilde tale med ham. Da klang et Hug af Byrons Hæl i Gulvet, og røde Gnister sprang ud af Marmorflisen som Vand af Mose Bjærg. Da skælvede Klippen af Angest under Sporens Bid, og Rædsel stivnede Shelleys milde Aasyn, og Flammerne slukkedes som ved en Herres Bud. Det eneste, der lyste for mig, vare de to grønne, vanvidsglimtende Øjne, der havde vist mig Vej, og ved deres Lys en blodigrusten Dolk. Da sagde den Tunge, der tjente disse Vildkatøjne: »Her hersker Rædselens og Magtens Lov. Ved Rædsel opholde vi os mod hverandre. Evner Du ej at brede Rædsel om Dig, da maa Du dø«. Først tænkte jeg at snakke ham til Rette, men jeg, som selv i sin Tid gjorde mig til Daare mellem Daarer for at studere Sjælens Sygdom paa første Haand, jeg vidste, at med afsindige bør man ikke tale Fornuft, men hellere følge deres afsindige Indfald. Derfor bestemte jeg mig til uden videre Snak at redde mig fra Dolken ved min Kunst. Derfor satte jeg mig ned i Fakirernes Stilling, og medens mine Bens og Armes Kræfter forbandt sig med hverandre til een frastødende Magnet, og mine Øjne stirrede Dolken bort, hensank jeg ved Selvfordybelse i en enkelt Tanke, nemlig den følgende: »Hvoraf ved jeg, om andre Skikkelser, som jeg ser i Menneskeform her eller andetsteds, ere af samme sjælelige Natur som jeg, eller kun ere tomme og hule Skind?« Idet jeg ved min Viljes koncentrerede Kraft lod denne Tanke sprede sig i Rummet, holdt jeg mig derved Manden med Dolken fra Livet; thi ved denne Tanke, at han selv var intet, styrtede han fluks fra 63| rasende Mani ned i søvngængeragtig Katalepsis. Men som en forsigtig Mand holdt jeg mig rolig i min faste Stilling og fulgte kun med Øjet alt omkring mig, ret som en Ræv, der kastes ind imellem andre Rovdyr.

Da lød et Bud fra ham, der sad paa Tronen: »Lux flat!« Og som paa Skabelsens første Dag opstod et grønligt og køligt Lys omkring os. Se, da lød den samme Røst: »Edite, bibite. Panem ae vinum dono!« Jeg ventede mig nu et Bespisningsunder af samme Art som ved Kanas Brudefærd. Men se, jeg skuffedes. Frem af det sorte Hul, der vendte mod det sorte Hav, steg et lysende Kvindebillede, endnu blegt som et Drømmebillede; men dengang Mefisto greb hende i sine Arme, fik hendes Ansigt Farve, og hendes Øjne straalede med et blaat Fosforskær. Og underlig at se! Op til hans Legem fik hendes Legem Fylde, Aandedræt og Vægt. Og da hun ledtes bort af Spotterens Arm, var hun en jordisk Kvinde, skabt i et Nu, som Eva eller som en af Spiritisternes Materialisationer. De gik mig forbi, og i det samme trykkede han et Kys paa hendes hvide, uberørte Barm. Da rødmede hun over Aasyn og Hals og Nakke, Bryster og Ryg, blussende stærkere end hans røde Dragt, og trykkede sig i kælen Attraa som en Kat ind i hans Favn. De forsvandt i Hulens Baggrund, og jeg hørte Hvisken og Latter og en Kyssen saa hastig og saa uafbrudt, som naar et Regnskyl kysser en Skovsøs Spejl. Og saa en Tavshed.

Og saa et Skrig, vildt, morderisk og sønderrivende som af en Tigerinde, der styrter sig paa sit Bytte. Og nok et Skrig som af den samme Tigerinde i sit Dødsspring. Og der imellem den dybe Mandsrøsts: »Dø!« Da steg han frem af Mørket, med Blod paa Haand, med Sidedolken draget, og efter sig drog han ved Haaret den samme Kvinde, der nu ej blussede, men blødte. 64| Og idet han standsede foran mit Sæde, sagde han med et Skuldertræk: »Disse skønne Piger ere Kimærer. Og den Purpurvin, som rinder i deres Aarer, er sammensat af Slangegift og Gedemælk og Drageblod.« Endnu en Gang stødte han Dolken dybt i hendes Hjerte og samlede den røde Vin i Drikkekalken. Og med den samme Kniv udskår han saftige og gennemsigtige Skiver af hendes Barms de tvende Frugter, af samme Farve som Vandmelonens Kød, og Hallen fyldtes af en yndig Duft af Jordbær og Melon. Da tog Kong Byron det sønderlemmede Bytte paa sine Arme og kastede Slagtofferet over sit Hoved ud i det Hav, hvorfra det kom. Og se, af Kvindens Frugter og af Kvindens Vin mættedes de tolv, men deres Herre og jeg nød kun den søde Duft, der fyldte vore Næsebor berusende, som Offerrøgen nærer de gamle Guder.

Da rejste sig Novalis efter Maaltid, og knælende ned med andægtig Fromhed holdt han den ypperstepræstelige Bøn. Da tænkte jeg, imedens han udstrakte sine Arme mod det dybe, dunkle, dønnende Ocean: »O, kunde jeg dog gennemtrænge min Novalis' Sjæl, bede med ham og føle, hvad han føler, saa at hans Ord bleve mere end Ord for mig«. Og hastig nævnede jeg de trende Sanskritord, hvorved, som alle vide uden Barbarerne og de uvidende, Vismanden kan overspringe Selvets Grænser og blive eet med den, hans Sjæl berører.

Da ændred sig mit Øje. Der, hvor mit Synsfelt før var fladt og tomt, der stirrede jeg nu ind i det uendeliges Brønd, hvis Dybde tiltog i samme Forhold som mit Syns Anspændelse; og se, ved denne Stirren ændredes Rummets Stilling. Foran blev ned og bagved op, og jeg befandt mig atter, skælvende som et modent Brombær paa sin Stilk, i Rædselens Brønd, hvor 65| Sukkene lyde som Rislen. Og der i Brøndens Dyb saa jeg forfærdet Medusahovedet stirre mig i Møde. Men se, beriget med disse Dages Erfaring, fornam jeg ikke mere den taabelige Frygt, som stammer fra de kristne Fantasier. Men Rædselen greb nu som en dithyrarnbisk Rus mit Hjerte. Da talte Novalis:

66| Da sprang jeg op og raabte: »Store Novalis, Du, af hvis Aforismer jeg har lært mer end af alle mine Professorer tilsammenlagte og multiplicerede med ti! Stort er dit Motto: Vellyst, Grusomhed og Religion. Før mig nu til den Herre, der troner som Gud paa Sølvertronen, og lad ham indvie mig i sine hellige Mysterier.« Ved denne Patos, der var stænket med den argløse, uskyldige Ironi, som Pakket ikke kender, vandt jeg Novalis' Yndest. Altid har jeg fundet, at store Mænd ville gerne høre ærlig Smiger - og han forestillede mig for Spinoza.

Her stod jeg da for ham, der - mirabile dictu - skønt født i jødisk Slægt, dog naaede til den samme Højde og Dybde, som ellers kun Adepten i Vedanta kan naa i Indialand. Med inderlig Beundring knælte jeg ned og sagde: »Ophøjede og hellige Spinoza. O, bryd din Tavshed. Løs mig Verdens Gaade. O, sig mig, hvad er dette Hav, som sukker under, om og over os, ja, næsten i os?« Da sagde Mesteren -jeg oversætter hans latinske Tale: »Natura naturans, den fødende eller skabende Natur, det er det Hav, som væler ud herfra og sender sine Strømme gennem al Verden og tilbage i sig selv.« - »Er der da to Naturer?« - »Ja, just det, som min Erica har lært. Foruden den fødende Natur er der den fødte Natur, natura naturata; men gennem denne strømmer bestandig Livsbringeren, den fødende Natur, som det indre Væld, der fylder Stenen med Kraft, Planten med Liv, Dyret med Vilje og Sansning og det sande Menneske med Tænkning. Alt synligt, hørligt og sanseligt, som Du har sanset paa den Jord, hvorfra Du kommer, er alt kun Klædebon for Væsenets igennemstrømmende Liv. Alle Individer fra Stenen indtil Cæsar opholdes kun af dette skjulte Aandedrag, og drager det sin Pneuma ud af Tingene, 67| forgaar den slet, og som Ækvivalens derfor opstaar en anden af samme Masse, Kraft og Hastighed. Eller, som Etica siger: Alle Genstande, mineralske og levende, ere kun Maader, hvorpaa det evige Væsen ytrer sig. Se, Poul og Peter og jeg og Du ere kun fire Maader, hvorpaa det ene Væsen træder frem for Sansningen, kun fire Melodier, hvori den evige Tonestrøm klinger ud.« Da afbrød jeg Mesteren og sagde: »Store Spinoza. En anden, fra hvem jeg nylig kom, krænkede mine Indvendinger. Dig ville de glæde, som Børnene glæde Faderen; thi Du har Svar paa alt.« Ved denne Tale lyste hans Aasyn af den milde Glæde, en Lærer føler eller bør føle ved sin Lærlings ærbødige Spørgsmaal, og hans Øjnes Straaler søgte opmuntrende mine. Jeg sagde: »Du higer imod den rene Enhedslære. Og ingen Steder fandt jeg saa dristig, saa realistisk og konsekvent Monisme som i din Etica. Men svar mig nu: Kommer der ikke dog en Dualisme frem i Modsætningen mellem den fødte og den fødende Natur, imellem Væsenet og disse de Maader, hvorpaa det ytrer sig? Jeg føler mig ingenlunde som en saadan »Maade«. Jeg føler mig som et lille Væsen selv. Her staar jeg, ombæltet af Rædsel, i Urmoderens Indvold. Jeg er, det tilstaar jeg, ih vor jeg gaar, ikkun et Foster i Livmoderen af en ukendt, uhyre, fødende Kraft. Men da jeg er, saa længe som jeg er, og saadan som jeg er, virker jeg med mit endelige Selv mod det uendelige X omkring mig og siger til Universet: Dræb mig, hvis Du vil. Du kan det. Men saa længe, som jeg lever, saa ere vi to, og vi ere ikke eet. Jeg holder fast ved Aritmetikkens Lov, at een plus een er to.« Den store Mester smilte ved min Iver og sagde: »Saaledes maa Du just sige, fordi dit Selv gaar paa denne Melodi. Ja, jeg indrømmer: Set fra vort Synspunkt, det menneskelige 68| Synspunkt, da have vi Dualisme, ja, Pluralisme, om Du vil. Og jeg har intet imod at give Dig Forklaring paa dette Hav, set fra vort Synspunkt.« Da blev jeg glad og svarede: »Just dette ønsker jeg. Thi jeg, der har fundet min egendige Aands- og Hjertesnæring hos den udødelige Auguste Comte, jeg, der med Positivistens Livssyn og Metoder vover mig ind i Mirakelverdenens mørkeste Kontinent, jeg ser paa alt derfra, hvorfra jeg ser. Hvad der interesserer mig, er just: Hvordan seijeg, saadan som jeg er skabt, paa Sagen? Lad saa kun et ukendt, mystisk Væsen se det samme med andre Øjne. Det er ikke mine, saa vist som A er ikke B.« »Vel,« sagde Spinoza. »Lad os da betragte natura naturans, den evige Substans, det, som vi med de Kristne kalde Gud, set fra et fysisk Synspunkt. Set saaledes, er Substansen den evige, ene, udelelige Æter, der gen nemtrænger alle Verdener og alle Mellemrum imellem disse som Bærer af Tyngdens, Lysets og Magnetismens Kræfter og uden om Universet - som Dante lærer - opfylder det tomme, uendelige Rum. Al stoflig Materie og alle Sjælsrørelser, der knytte sig til denne, ere kun Modifikationer af denne gyldne Æter, og det samme gælder alle Væreformer eller Attributter, i hvilke den ytrer sig, ukendt for os. Alt Stof, al Kraft, al Vilje, Lidenskab og Tænken opstaar af Æteren og forgaar i denne, naar de forgaa, og alle Tænkningens og Naturens Love ere kun Døtre af den ene faste og evige Lov, der er eet med Substansen selv.« Her snublede min Forstaaelse, og jeg udbrød: »Hvilken er denne Lov, og hvor kan Loven, der gives, være eet med Væsenet, der giver?« Den vise Brillesliber sleb med det følgende Svar et Brilleglas for mine aandelige Øjne: »Den Lovjeg mener, følger af selve Substansens Definition, som Etica giver saa: »Det, som er 69| ved sig selv og fattes ved sig selv.« Altsaa, Substansens Væsen er uafhængig Væren. Substansen er, det er det eneste Dogme, som jeg udsynger fra min Minaret: Substansen er, og jeg er dens Profet. Men hør nu kun og lad mig fra Profet blive til Skolemester: Af Substansens Væren følger, at den kan ej tilintetgøres; thi da var den ej Substans i absolut Forstand. Med andre Ord, set fra et fysisk Standpunkt: Summen af den Energi, der rører sig i Stoffets Eksistens og dets Bevægelse, kan ej forgaa. Men denne Lov er just den samme som den Lov, dit Aarhundrede har naaet til som den Afslutning paa den induktive Videnskab, der, naar den først er fundet, bliver Grundlag for Videnskaben i sin sande og deduktive Form, jeg mener, hvad I kalde Loven om den konstante Energi. Denne, der er den fysiske og matematiske Form for den bekendte Sætning: Det samme er i Virkningen som og i dennes Aarsag - denne Lov er, som jeg siger, eet med Substansens Væsen, som er at være, og som modsætter sig Tilintetgørelse. Kun have I gode Herrer ikke fattet, at Energien er Æterens Energi, af hvilken al anden Energi kun er en Form.« »Men,« sagde jeg, »din Æter er ikke den samme som Fysikerens Æter. Fysiker Den-og-den opløser Æteren i Æter molekyler. Matematiker En-eller-anden sætter deres Bevægelser paa Alenformler, og til sidst analyserer Kemiker Hvem-man-vil Æteren ud af de kære, gamle, nogle og halvfjerds Grundstoffer og sælger den paa Flasker. Men naar det kommer saa vidt, ville I dog næppe indrømme, at det er Edens Gud, der er sat paa Flasker.« »Min unge Ven. Disse Fysikere, Matematikere og Kemikere ere brave Folk, men ogsaa ere de til Hobe halvstuderte Røvere, der uden Ridderlighed mod den store Moder ville rive Isissløret fra hendes Barm og tælle hendes Vorter. Uden al filosofisk Forud70|dannelse anvende de deres Hjælpebegreber, Atomer og Molekyler, uden hvilke de stakkels Fyre have den sorte Stær, paa det, der i sig selv er hævet over al Mennesketanke, og derfor se og beregne de, hvad ingen af os, der skue alt fra oven nedad, kan faa Øje paa. Nej,Æteren er een, udelelig, altomfattende og altgennemtrængende, det alle indbefattende Individ.« Her svarede jeg: »Jeg vil ej heller give Fysikeren Ret i at finde sine Molekyler alle Vegne. Den gode Mand er jo omgivet af en Sværm af Molekyler, der følger ham, hvad enten han vaager eller drømmer, som Tonerne sværme om en Stadsmusikant. Men jeg vil give ham Ret, ej i at finde dem, men i at søge dem. Thi Æteren finde vi strakt ud i Rummet. Og det udstrakte maa vi efter Opfattelsens Love begribe stykkevis, med andre Ord anskue det i Dele.« »Her rører Du just ved det ømme Punkt. Her staar Du ved den Kløft, Du ej vil overspringe. Thi Du har til en vis Grad Ret, saa længe Du taler om din Opfattelse af den evige Æter. I det udstrakte leder Øjet om Dele. Dette er Sandhed om end den Snak om faste og evige Ætermolekyler er taabeligt Barbari. Men vov nu Springet, forsøg at skue den samme altfødende Æter - for at bruge dette moderne Udtryk - denne natura naturans - for at bruge mit - forsøg at skue den fra dens eget Synspunkt. Hvad saa?« - »Ja, hvad saa, kære lille Mester? Saa er jeg i det Mørke, hvor alle Køer ere sorte og alle Katte graa.« »Just det, min bedste, men ud af Mørket opgaar der et Lys, og det, som ej kan fattes stykkevis ved Billeder, det ses i sig selv, naar pludselig Erkendelsens Aabenbaring opgaar for Dig (her mindede Mesterens Lære om Advaita). Da har Du Intuitionen, den højeste Maade, hvorved der begribes.« »Altsaa, jeg staar paa Grænsen til, hvad de gamle kaldte for Mystik. Det samme 71| kalde vi, som tænke positivt, for Fantasi. Men Navnet er en Biting. Sig mig da, hvad Du skuer og erkender i den Ekstase, som Du kalder for Intuition. Dog, jeg ved det alt. Du har jo sagt mig det. Altsaa Du erkender et »Pan kai Hen«, det store eet og alt. Men sig mig heller, hvordan forliger Du den Enhed, som Du ser i Intuitionen, med den Mangfoldighed, som viser sig for den naturlige Erkendelse. Jeg vender stadig tilbage til dine »Maader« eller, som jeg hellere vil kalde dem, Individer. Hvor kan der være Individer til, naar alt er eet?« Da tav Spinoza en Tid og sagde omsider: »Ja, dette Spørgsmaal har jeg gjort mig selv, og mine Kritikere have sørget for, at jeg skal ikke glemme det. Nu veljeg tilstaar det: Her er det store Spørgs i mit System; men her i Ensomhed og Selvfordybelse har jeg sat Punktum, hvor Spørgsrnaalstegnet stod. Ja, jeg har set mig nødsaget til at drage den sidste strenge Konsekvens af mit Udgangspunkt, Substansens Definition.« Da bøjede jeg mig forover. Som en Kat, der lurer paa en lækker Mus, saaledes ventede jeg efter Spinozas Ord. Da sprang det fra hans Mund: »Af Substansens Definition følger, som jeg det alt har lært i Etica: Der er kun een Substans. Men heraf følger med logisk Nødvendighed, at der er intet Jeg og intet Selv, der rettelig bærer disse Navne, uden den eneste Substans. Set sub specie æter ni, i Evighedens Synspunkt, da er der ingen Individer til.« Jeg svarede: »Jeg forstaar ej denne Tale.« »Jeg skal forklare Dig det. De Kristne lære om Gud, Substansen eller Naturen, thi disse tre Navne sige det samme, - at den udøver en Forsynsstyrelse imod os og alle Væsener. Men Sandheden er ej blot, at vi ere alle Gud ganske ligegyldige. Nej, Sandheden er den: Vi ere slet ikke til for Gud. Gud kender ikke til vor Eksistens.« Da 72| gøs jeg ved denne frygtelige Tanke, og jeg forstod, hvorved Spinoza bredte Rædsel om sig, saaledes som Ynglingen havde sagt, at alle gjorde i denne Hal. Men han fortsatte: »Men da det evige Synspunkt er det rette, og Sandheden er paa Guds Side og ej paa vor, følger deraf, at jeg, naar jeg vil erkende mig selv, erkender, at jeg ej er til, men at det, som jeg kalder min Personlighed og nævner ved Navnet Spinoza, kun er et Skin, en Illusion, ja, mindre end en Illusion. Thi Ordet »Jeg« er kun et Ord, en Lyd foruden Mening. Gud ser ej Spinoza. Gud har de Følelser, Forestillinger og Viljer, som Mennesker sammenfatte ved dette Navn, men der er ikke noget fælles, tilsammenknyttende, som skiller denne Sum af Rørelser fra andre tilfældige Indhug i Naturens Liv, end just det tomme døde Ord: Spinoza. Saaledes som mit Legem udgik af Stoffets Esse og atter kan opløses i dens Ild og ved Stofskiftet stadig blandes med Omverdenen, saa det fornyes i syv Aar, som man siger, saaledes ere de Sjælsrø reiser, jeg kalder mine, kun Bølgeskvulp, der vandre over den liden Sten i Havet, hvorpaa Navnet Spinoza er skrevet. Ogsaa for denne Mening fandt jeg Bekræftelse i den moderne Videnskab. Lære ej nu de engelske Psykologer, at Selvet er intet uden et Bundt afløse Forestillinger. Gennemtænk denne Lærdom. Opløs hver Menneskesjæl i Sjælsatomer og henfør saa ved Intuitionens Kraft det Kaos af Sansninger og af Følelser, Du derved skuer, til Verdens ene og evige Substans, da har Du just den fulde, sande og klare Enhedslære, min Inspiration og den moderne Videnskabs Triumf.«

Med Rædsel tav jeg og stirrede med blinde Øjne paa ham, der nægted sin egen Eksistens. Og med frygtelig Klarhed saa jeg, at denne den modigste, mest 73| hensynsløse og redeligste Tænker blandt Filosoffer har ganske sikkert Ret. Mod dette Kaos og denne frygtelige Naturalisme iler Evropas Tænkning i Galop. Alt har man opløst det legemlige og det sjælelige Jeg i legemlige og sjælelige Støvgran, og naar man ikke drager den sidste Konsekvens, er det, fordi man er ej saa redelig som den store Spinoza.

Dog, af den Svimlen, der greb mig med dæmonisk Magt ved hans Ord, rev jeg mig ud paa lignende Vis, som nylig jeg fordømte, da Jacob Bohme fordrev sin Frister mand. Thi jeg sprang op og knyttede Næven og raabte: »For Satan! Selv om jeg kun er en »Maade«, saa er jeg en overmaade genstridig »Maade« og vil paa ingen Maade lade mig kalde »Hr. Maade,« hverken af Dig eller endog af Hr. eller Fru Substans. Men lad nu det være godt. Lad os heller forlade Metafysikken og vende tilbage til Fysikkens Dale, eller ifald Du vil, lad os saa gaa over til Psykologien, og medens dette Hav, som er din Gud, brummer omkring os, aabenbar mig dets Karakteristik, dets Luner, dets Vilje og hele dets indre Liv.«

»Just dertil gaar jeg over i min Fremstillings rette Rækkefølge. Vid da, at der er noget menneskeligt ved den fødende Natur. Om end den ikke ligner Mennesket mer, end Hunden i Gaarden ligner Stjernebilledet Hunden paa Himmelen, saa er der dog en Lighed. Vid da, at alle de Følelser, Forestillinger og Tanker, som gaa igennem Skabningens Hjord, de findes forenede i Verdenssjælen, men ikke i den samme Orden, i hvilken vi delvis og efterhaands erfare dem. De samle sig i hvert enkelt Øjeblik til een samtidig Intuition, hvori den højeste Glædesild forener sig med den allersandeste Erkendelsens Lys. Og saaledes lever Livet fort, idet det søger i hvert Moment en ny og skønnere Lige74|vægt.« Nu afbrød jeg: »Men hvad er Meningen med dette Kaleidoskop? Er der da ingen Plan og ingen Fornuft og intet Formaal i denne barnagtige Leg?« »Nej, der er ingen Plan og intet Formaal uden det ene: Opholdelsen af Guds Eksistens, som tilfredsstilles ad uvilkaarlig og mekanisk Vej, idet Gud efter sit eget Væsens Lov tilintetgør de Maader, der ej behage Gud. Derfor er Middel eet med Formaal, og den ufuldkomne Sondring mellem begge, som findes hos os, og som vi kalde Fornuft, den Svaghed mangler hos Gud.« Da sagde jeg: »Men er der dog ikke noget Midtpunkt i Guds Sjæl, en herskende Evne, om hvilken Guds Forestillinger samle sig?« Spinoza svarede: Ogsaa her har jeg nu draget den sidste Konsekvens af Etica. Ifald Du kender mit Værk, da ved Du, Substansen er den højeste Væren, men denne er tillige den højeste Fuldkommenhed. Ser Du nu: med den højeste Fuldkommenhed følger naturligvis den højeste Lyst; men spørger jeg Dig nu: Hvad er den højeste Lyst, vi kende til?« Da overvej ed jeg, hvad jeg skulde svare: den fromme Ekstase, Samvittighedens Fred eller Hæderens Sødme. Men han afbrød min Tanke med dette stærke og sanddru Svar: »Vellyst er den højeste Lyst. Og derfor er Guds inderste Væsen Vellyst. Og som vi miste al Besindelse i Favntagets ildfulde Øjeblik, saaledes drukne og fortabes alle Naturens spredte Forestillinger i dette Ildhav af Attraa, af vunden Vellyst og atter nyvakt Vellyst, der evig brænder i dens Indvold.«

Da skjalv jeg atter, men denne frygtelige Filosof kender ej Skælven. Efter et Ophold vedblev han: »Tilværelsen er en rød og hed og heftig Elskovsleg, som Guddommen evig driver med sig selv. Selv sætter den sig i sin egen Fantasi, i hvilken vi leve, de Skran75|ker, som den atter sønderbryder. Den skaber Kyskhed hos Kvinden, asketisk Renhed hos Manden; den skaber Samfund, Sædelighed og Religion, kun for at Lysten vorder saa meget større, naar den gamle Brynde i Naturens hidsige Skød igennembryder alle Kulturens Baand. Ingen Jomfru og ingen Mand undgaar sin visse Skæbne. Guddommen elsker alle, som ogsaa Kristendommen lærer, og som dens tvende Navne vise, Natura og Deus er den, baade Mand og Kvinde. Ja, baade Mand og Kvinde er den, og Dyr og Sø og Ild, Helved og Himmerig i eet. Vi synke i dens Skød og dø, som Kulstøv dør i Essen, nogle dø i Voldtagets vilde, skælvende Pine, der dog er Nydelse, andre tilintetgøres i Elskovsrusens rene og salige Sødme, og andre omkomme i Fromhedens hellige Delirium, hvori de drømme sig et evigt Liv.«

Da sprang jeg op og raabte: »Og dette skamløse, vanvittige og forbryderske Udyr, denne Hermafrodit, hvis ene Side er den store Skøge, den anden den onde Moloch, dette Væsen kalder Du for Gud. Jeg gør det ej.« Han svarede mig sagtmodig: »Vi maa erkende Realiteten og ikke hilde os i Illusioner. Er ikke denne Opfattelse af Gud bedst stemmende med Darwins store Lære og den moderne Videnskabs Opfattelse af den levende Natur?« Da indsaa jeg forfærdet som før: Han har jo Ret, og dette er det store Resultat, som Evolutionen og Evolutionismen vil ende i. Jeg sagde kun: »Men er der da noget, Du kan ære og tilbede hos denne Gud?« - »Ja, Vælden og Magten, Glansen, Ilden, Kraften og Herligheden. Fra det moralske Synspunkt kunne vi ej beundre Gud; men al Moral er ikkun Menneskeord. Gud er hævet over ondt og godt, som ogsaa Skolastikken lærer. Men naar Mennesket, alt efter Evangeliets egne Ord, udriver sit Øje og skuer alt med 76| Gud, da lever han selv hinsides godt og ondt, hinsides Medlidenhed, hinsides Foragt, og da skuer han alt, paa een Gang med Erkendelsens store Klarhed og med den kunstneriske Opfattelses Skønhed. Da staar han som Nero syngende ved Verdensbranden og siger: Hvor skønt, ophøjet, storladent! Hvor dybe ere ikke Ildens og Blodets Farver! Hvor mesterlig lyder ikke Ildstormens Brusen og over den Kvindernes Skrig! Hvor muntert spræller ikke Smaabarnet hist i Ilden, og hvor betagende er dog ikke Synet af Manden hist, der med Magtens Ret tvinger den nøgne og sanseløse Kvinde til at opfylde Naturens største Bud! Se, hvo der ser saaledes,« sagde Spinoza, »og hvo, der med Hjertet forstaar min Etica, han lever kun i Beskuelse, kun i Beundring, fuld af den dybe Forstaaelse, den intellektuelle Kærlighed til Gud, og saaledes opnaar han at vorde en evig Maade efter Guds egen Selvopholdelses Lov, fordi Gud stadig fyldes af Lyst ved hans Beundring og hans Hengivenhed. Men ogsaa mod Eder andre er Guddommen naadig. Elsker Gud ikke alle uden Forskel, Skøgen og Morderen, Tyven og Fornægteren, og skænker Gud ikke alle den højeste Lyst, enhver for sig kan rumme, og dernæst Tilintetgørelsens Tavshed, som ingen modig frygter?« Da strakte Spinoza sit Rørspir ud over de tolv, og Flammer slog ud af Væggen ved de Kræfter, der udgik fra hans Haand, og for ham knælede hans tolv Apostle. Da sagde han - og hans Stemme skar som et Sværd igennem den Nynnen, hvormed Alverdens Hav dysser sig selv i Søvn:

Jeg lyttede og blev grebet af den Tanke, som alle tænkende ere fortrolige med: Ak, hvorfor afholde vi os? Til hvad Nytte leve vi som Munke og uden Munkes Ære? Hvilket Endernaal er der at vinde ved denne pinlige Kamp for Renhed, Retfærdighed og Selvbeherskelse, som ingen takker Dig for, og som kun opvækker Menneskenes Nid? Ja, der er Magt i Kødets Evangelium, og ofte maa det synes Sandhed for en Sjæl, der stedes i Fristelse, Lidelse og Angest. Ja, naar en Usling præker denne Lære, da vende vi os bort med Foragt: men naar en sanddru, ren og retfærdig Herre 78| som Spinoza forkynder det samme med alle Erfaringens og Logikkens Vaaben, da virke Grundene ved deres egen Kraft. Og hvilken Modgrund beviser os Moralens Gyldighed? Ak, naar man hører Lærere, Præster, Forældre, Onkler og navnlig Tanter disputere for den Moral, de ikke selv udøve, da give de tyve og fyrretyve Grunde, der nok tilsammenlagte virke ved deres Masse og deres Patos, men hvoraf ingen enkelt, set for sig, med logisk Sikkerhed neutraliserer Lastens Argumenter.

Med saadanne Tanker kæmp ed jeg bekymret, og alt trængte ind i min Hu de Fristelser, for hvilke - efter Thomas à Kempis' Ord - ej nogen Dag, end ikke nogen Time den ærlige Eneboer ved sig fri. Da raabte jeg i min Nød: »Er der da ingen paa Jord og i Himmel, der ej blot ved Troens og Haabets fromme Illusion og Kærlighedens Selvbedrag hæver sig over Bryndens, Vredens og Fejhedens Magt? Men som ved klar, nøjagtig og sikker Erkendelse tilintetgør de trende Djævle i vort Bryst!«

Da saa jeg imod os vandre paa Havet en lysende Skikkelse. Jeg troede, det var Nazaræeren. Men se, da han kom nær, saa jeg, det var ej ham; thi skægløs var han.

Da sagde han, mens Havet sydede i de røde Fodtrin, han havde traadt, som smeltet Bly, der æder Kød:

Og dermed traadte han atter sin blodige Sti ud over det sydende Hav. Jeg stod tilbage, og ihvorvel 79| jeg ej forstod hans Gaadeord, vakte de dog Anelsen om en højere Erkendelse end den, som lærtes af denne Kejser Nero blandt Filosoffer. Jeg ventede et Ord fra ham; men se, hans Øje var fæstet paa Gulvet, og jeg tror slet ej, han havde fornummet den gule Herres Tilsynekomst. Jeg fulgte hans Blik. Og det var fæstet paa en liden Pøl af Blod der, hvor den røde Nymfes Lig havde ligget. Og Lyset flimred der med okkergul Glans i dansende Ringe, der trak sig ud og ind som en bestandig Uro. »Se!« sagde Mesteren. »Her ser Du et Billede af Gud i Lyset, som danser smilende i Dynd og levret Blod og leger i Brynde og Vellyst med sig selv. Eller nøjagtig talt: Her ser Du Gud selv. Thi i hvert Billede, som viser sig for Øjet i Verdens Spejl, der er Gud helt og purt. Og naar Du fordyber Dig i et tilfældigt Skue, da aabenbares Gud for Dig i dets Symbol. Thi Gud er helt og fuldt og over al Maade til Stede i hvert Punkt af Universet, og i ethvert Moment er Gud til Rede at kysse og favne Dig, saa at Du finder Hvile og sover ind i Beskuelsen af Gud.«

Ligesom jeg nys blev oprørt og rædselsslagen af Mesterens frygtelige Konsekvens, saaledes blev jeg nu rørt og betaget af denne dybe Renhed og Fromhed, der lyste af hans Blik, imedens han talte, mere med sig selv end med mig. Men Tiden hastede. Og skønt jeg med Møje løsrev mig fra den Fortryllelse, der bandt mig til hans Selskab, sagde jeg dog: »Ak, Mester, jeg maa ile. Jeg længes at erfare, om ikke andetsteds i Verden gives Erkendelse af en anden Art end din. Vis mig en Vej herfra til en anden Strand.«

Da svarede den ophøjede: »Kun een Vej gives der her fra min Ø; det er den Vej, som Moses gik igennem det røde Hav,« og han pegede ud. Da blev jeg angest og sagde: »Igennem Vellystens Lue skal jeg da gaa?« 80| Han svarede: »Frygt ej, min Søn. I Vellystens Ild gemmes der Glæde, Sundhed, Mod og Styrke. Ved Du da ej: Ved Vellyst fødes Livet. Jeg siger Dig: Og det genfødes ogsaa alene ved Vellyst. Den er den Ungdomskilde, der holder Sjæl og Legern evig friske. Den er det sande Igenfødelsens Bad, den hellige Ilddaab. Jeg siger Dig, ogsaa jeg, hvis Væsen er Beskuelse og Hvile, vandrer een Gang om Aaret ud i den Brand, hvor Mennesket glemmer sig selv. Spring derfor ud i Gud, vad gennem Guds Elskov, som Kristus gennem Helved, og frygt kun ej. Enten opnaar Du Salighedens Død, eller Du opstaar genfødt til nyt Liv paa en anden Strand.«

Da tænkte jeg mig om. Vel skjalv jeg for det Hav, der nu stirrede mig i Møde med sit tomme, sorte, ligegyldige BHk, saaledes som en Kvinde kan skjule sin Attraa under Kuldens Maske, men paa den anden Side fristed det mig mægtig at forsøge selv med egen Smag og Sans og Følelse det, som skjulte sig i dette Hav, og at undersøge empirisk Spinozas Gud. Da greb mig en Haand i min Arm. Og jeg saa atter min sorte Følgesvend, der kom og gik efter sine egne Love. Og med det første Ord, jeg hørte i disse Egne, raabte han skælvende: »Vend om! Vend om! Du styrter Dig selv og mig i Scyllas Bug.«

Men ufravendt saa jeg mod Havet, der fristed mig mer ved sin Kulde, sin Tavshed og sit Slør end nogen Sinde før ved sin røde Glans, og svared ham med Ekkoets Ord fra Angestens Brønd: »For sent!«

Da sagde han, min sorte Skygge:

Naar en Skøge sidder blufærdig ved din Side, da opslaar hun pludselig de sænkede, sorte Øjenhaar og sender Dig et Blik, der lammer dit og sender en giftig Rislen gennem dine Nerver. Thi Manden voldtager Kvinden med sin Lænd; men Kvinden Manden med sit Blik. Saaledes saa jeg med eet det tavse, sorte Øje smile imod mig, og da saa jeg med Forfærdelse, at denne sorte Glans var ikke Mørke; nej, den var dyb, sort, koncentreret Ild. Som Indigokorn ved Sammenpresning giver sort, saaledes samled sig her de røde og de violblaa Gnister til et dybt, brændende Mulm. Og Mulmet skreg. Af det udbrast et skingrende, dyrisk og hoverende Skrig, der lød ustandselig og blev ved at lyde og drog mig til sig, som Slangens Hvislen fortryller Fuglen. Da styrted jeg mig hovedkulds i dette Liv og Død, i denne hvinende Latter og vellystfyldte Pine, idet jeg nævnede som min sidste Tanke min Yndlingshypotese. Thi som en anden Erasmus var og blev jeg endnu i dette Dødsspring den samme Disputator og Teoriforfægter.

Tilmed erfor jeg siden, at denne min Hypotese var forkert. - Altsaa, jeg raabte: »Sjælen er et Atom!« - og styrtede ud. Men midt i Springet vendte jeg mig og saa min Følgesvends blege og skønne Ansigt, idet han fulgte mig.

Og dette blev - som I skulle høre - min Frelse.