Anden Dagsrejse: Guds Defensor

Anakoreternes Bjærg. Mødet med Apokalyptikeren. Mester Eckhart og Jacob Bohme

Jeg vaagnede i Mørke; men snart dæmrede det omkring mig, hvad enten mit Øje saa de mærkelige Straaler, der ved Oddkraft skulle opstaa i et bælgmørkt Rum, hvad eller Æterlyset gennemtrængte den sorte Marmorklippe som Glas. Som i Katalepsis laa jeg længe og stirrede ind i Hulens Dybde, der gled mer og mer tilbage, jo nøjere jeg indstillede min Opmærksomhed derpaa. Denne S een vakte atter min Forskelyst, og denne min Viljekraft, og den mit Legem. Nysgerrig sprang jeg op for at udforske denne Grottes Løndom, og medens jeg gik, hørte jeg snart min Følgeskygges Trin gentage mine bagved. Længe vandred jeg i de dunkle Gange, og atter frydedes mit Øje ved de fineste Farveskygger, som Tusmørke og Graavejr kunne kaste over en fugtig Grund. Først var min Hu kun til at fly bort fra Havets røde Rædsel, og uden Maal strejfed jeg om i labyrintiske Gange og ønskede at dø fremfor at leve i Dragesøens Rige. Men da jeg havde udhvilet min syge Sjæl i disse kølige Skygger og ved dette Tungsind, vaagnede atter i min Hu de trende Forførere: Ungdomskraft, Letsind og Lyst til at leve. Og som en krænket og uskyldig Kvinde, naar Tid er rundet - imod sin Vilje længes mod Favntagets Vold, saaledes droges min Lyst imod mit Forsæt mod Illusionernes taaresrnilende Hav. Med denne beklemte, ængstelige Dragelse som Ariadnetraad saa jeg snart et Genskin af Havet farve Væggenes Gruber som entianblaa og lyngrøde Muslingskaller, og fra en afrundet Aabning stirrede Havet mig i Møde med et taarefuldt, angrende Blik. Da hørte jeg min Følgesvends Røst: »Jeg kender dette Sted. Her boede en Gang en skælvende Olding. Ved et Vidunders Magt blev han flyttet hid fra Klippeøen, der hvor han skuede de sære Syn, som ingen, ej heller han selv, endnu fortolkede rigtig.« Da saa jeg paa Klippens klare Væg Spejlbilleder fæstnede som Genskin af Apokalyptikerens Hallucinationer, indbrændte af hans Øjnes fanatiske Ild. De syv Veer saa jeg og Mikaels Strid og Jerusalems Stad og Helvedes Pine. Se, da kom, som draget ved min Betragtning, en skælvende Graaskæg rokkende ind i Hulen, og med blodskudte Øjne, hvis Drømmebillede skjulte os for hans Blik, mumlede han hadefulde Ord, der, skønt hans Tale faldt sønderreven som en afsindigs Udraab, dog bar hver i sig selv en klar og frygtelig Betydning, og som et Omkvæd lød Ordet Ve: »Guds Dom. Guds Dom. Guds Dom. Ve. Ve. Ve! Hvor længe! Ve. Ve! Syvfold Ve! Jernhagel og Ildregn - svømmende Bjærge paa Havet - sprænges i Ild. Ve! Sodoma drikker Gift. Malurt. Guds Dom. Spaadommens Time. Spaadommens Time. Atter Ve! Røg over Verden. Ild og Jern og Røg. Opfindelsen sker. Guds Dom. Guds Dom.« Og med syngende Røst, der - skønt skingrende - rummede Vellyd, oplæste han sin egen Bogs Ord, som saa han den skrevet i Luften: »Ve, ve, ve! - de, som bo paa Jorden - for de øvrige Basunrøster - fra de tre Engle - som skulle støde i Basun.« Min Opmærksomhed tilrev sig nu min Fører, hvis Billede under denne Hulevandring var gledet lidt efter lidt fra Periferien af mit Syns Oval ind mod det Punkt, hvor Øjet skelner tydeligst. Nu stod det med samme Tegning og Glans som mit eget Korpus. Og jeg saa et ædelt Aasyn med dybe, svømmende Øjne, med skælvende Næsebor og med en fin, erotisk og sorgfuld Mund. Han greb mig i Armen og sagde med den Skræk, som hverken Frygten for Død eller Smerter, men kun Angest for Afsindets Rædsel indgyder en Mand, der er Mand: »Kan Luften da genskabe et sjælløst, talende Billed af det, der var og ikke er? Kan det døde da aldrig dø?« Og med den blinde Skræk, hvormed de første Kristne saa ud i Verden, og som en Verdensmand slet ikke fatter, hviskede han: »Nej, det er Satan selv.« Da vaagnede Oldingen af sine Forbandelser og stirrede langsomt paa os, indtil han skælvende sagde: »Er Du min egen Ungdom, der kommer igen? Eller er Du een af Abaddons onde Aander? - Nej, Du er mit andet og onde Selv. Vig bort! Vig bort! Fordømt! Fordømt!« Da sprang min Yngling fremad som en Tiger og raabte: »Een af os to maa dø den evige Død. Jeg er afsindig, eller Du er intet.« Og som to Gladiatorer kæmpede de, imedens jeg med Gysen og Forundring observerede Ligheden mellem den gamles og den unges Træk, indtil jeg hørte Oldingens vilde Skrig og saa et Fald, hørte et Hvin, et Plump og Stilhedens sidste Ord.

Forfærdet gik jeg videre med min Fører og grublede over den uhyggelige Gaade, der laa paa Bunden af dette Eventyr. Dog holdt jeg min Nysgerrighed i stramme Tømmer. Jeg vovede ikke at spørge ham ligeud, men sagde kun: »Sig mig, hvo er Du?« - »Mit Navn troede jeg, at Du kendte. Kald mig Johannes de Silentio. Jeg er en frafalden. Jeg er en Fornægter. Fornægter midt i Salighedens Favn. Jeg søger efter Døden og Korsfæstelsen; men Afsindet, som jeg flygter fra, hænger bestandig paa min Ryg.« Disse korte Ord ere de eneste, min skønne Fører udtalte om sig selv paa hele vor Vandring, men uudslettelig stod de for mit Minde, og jeg forstod hans smertelige Smil.

»Men hvo er Du?« genspurgte han, imens vi hang paa Klippens Side paa en fodsmal Sti og holdtes kun fra at styrte ved den magnetiske Kraft, hvormed vi holdtes fast imod Bjærgets Skrænt som Fluen paa en Væg. »Jeg er en Skeptiker af Profession, en trættekær, urimelig, spørgelysten, snakkesalig, urolig Aand og uden nogen Trosbekendelse til Ballast. Jeg søger efter Gud. Men efter en Gud, som er retfærdig, rolig, viis og logisk, hvis Egenskaber kan defineres, bevises og populariseres, hvis Væsen virker i Overensstemmelse med Naturens Love og ikke trækker sig tilbage for menneskelig Tænkning bag Paradoksets Skærmbræt. Og dersom et Væsen - det være saa mægtigt, kærligt og saligt, det være vil - ikke tilfyldestgør min Erkendelses Krav, nægter jeg det efter min valgte Definition Navn af Gud og fortsætter« - her pegede jeg ud - »bag dette Væsens Hvirvel af krumme Linier mit Spørgsrnaals rette Linie, der stiles mod den rationelle Gud.«

Vor Vej gik over Anakoreternes Bjærg. Som Sinai stod det med Tinden i Tordenskyer, og nedenfor flød det samme vinrøde Hav mod den Regnbuekrans, der fyldte Synskredsens Plads; men saa man fra Højden lige ned i Dybet, da skinnede det samme Hav i Haabets Grønt. Saaledes kan en Vædske ved Fluorescens spille i tvende Farver. Paa Bjærget løb ind som Digesvalens Rede Hule ved Hule, hvor skæggede Eneboere sang. Der saa jeg den store Nyplatoniker svæve i Luften uden Støttepunkt, saaledes som Sagnet fortæller, han evnede alt i Live. Jeg vilde ikke forstyrre den fromme Hedning saa lidt som hans Brødre, hvorimellem Philo og Areopagiten. Men ved den sidste førtes jeg over til de kristne Anakoreter. Da ønskede jeg vel at veksle Ord med Fader Hieronyrnus; men jeg holdt mig tilbage; thi endnu mindedes jeg med Skræk den vrede Apokalyptikers »Ve«, og jeg betænkte, at ingen af os, der gik i Skole hos Evropas Titaner, forstaar de kristne Martyrer og Anakoreter, uden igennem aarelang Selvunderkuelse at vandre de tusinde Aar tilbage i Tiden. De kalde os fordømte, vi dem afsindige, og her bygge Talernaader ikke Bro. Kun de, der historisk stamme fra disse og forberedte os, ere Bindeled mellem os og dem.

Vi klatrede videre, mens Anakoreternes Mumlen lød som en evindelig Summen fra titusinde Huller i Bjærget, hvor de som hvide Bier nød Beskuelsens Honning i Bjærgkubens Stade. Da frydedes mit Øre af een, som tiltalte mig paa det tyske Maal, og jeg hilsede med den Ærbødighed, der skyldes al Storhed - endog Vanviddets Storhed - men ogsaa med fortrolig Venneglæde, min Kærlighed og Beundring blandt Mystikernes Skare, Prioren af Erfurt, Mester Eckhart. Hvoraf jeg kendte ham, kan jeg ikke sige, uden af Vennerøst og det mildeste Blik jeg har set.

Med et roligt Smil nævnede han mit Navn, og da jeg spurgte ham, hvorfra han kendte det, svarede han: »Jeg saa Dig i min Hules dybe Brønd - hvor Verdens Billeder spejles. Vær velkommen. - Og hvis Du vil - fest Bo imellem os - med Doktor Ekstaticus - og de fromme Brødre af det stille Liv«. Jeg droges mægtig af hans indbydende Ord; thi blot at se hver Dag en saadan Mand er mer end kongelig Rigdom. Men den Beslutning, som jeg bandt mig til, den Gang jeg vendte mit Blik fra den falske Verden, at vandre gennem alle Tilværelsens Riger, den hæmmede den Villen, som sprang frem ved hans Ord. Men for dog ej at krænke ham med et Nej, svarede jeg intet, og skamfuld saa jeg mod Jorden. Men uden Vrede ved min trodsige Holdning sagde Mester i langsom Tale, hvis Vellyd afbrødes af Tavshedens sarte Stemning, saa hver Sætning klang ud og vendte tilbage i sig selv, saa dens Genlyd i Mindet ikke forstyrrede den næste Ordmelodi: »Vi ere Irenæere. Med Klogskab gik Du de hellige hist forbi. De ere stridende Tjenere af den stridende Kirke. Og deres Bønner ere som Ørne. Men som Serafen mildner den vrede Kerub, mildne vi som Medtjenere med Velsignelse deres Forbandeiser. Medens disse kundgøre Kirkens Ufejlbarhed - bevise vi dens Sagtmodighed. Vi strække den ene Haand bønfaldende mod de vrede Helgener - den anden række vi overtalende de søgende Sjæle blandt dem, der forførtes af Menedermunkens Gift«.

Opmuntret ved hans Tales Indhold og endnu mere ved dens husvalende Klang, satte jeg mig som Lærling ved hans Fødder og fortalte ham mine Iagttagelser og mine Tvivl. Han svared med en Stemme, hvor hver en Tone adledes af hans rene Sjæl: »Jeg er ej lærd. Jeg er en Munk som mange. I Afsondrethed lever jeg. Dog har jeg Arbejde nok. Daglig omstemmer jeg min Sjæl til at opfatte Guds sagte Mindetale. Thi hver Dag er Guds Sandhed ny og dyb. Hver dag minder Guds Kærlighed jomfruelig. Hver Dag genfødes min Længsel blaa og min Ihukommelse grøn. Jeg siger det saalunde til mig selv, dog ti derom« - og jeg forstod, den gode Mester var endnu ikke ganske fri for Kætteri. - »Hver Dag lider jeg. Hver Dag dør jeg. Hver Dag opstander jeg, som Kærligheden en Gang steg op af Havet. Men det er Gud, der lider i mig. Og Gud, der dør. Og Gud, der atter opstaar. Saaledes er Gud evig kær og evig frisk. Men dette gælder - dog ti derom; thi det er ikke Lære - for hver, i hvem Gud lever rent og purt. Og alle disse danne tilsammen Kristi hellige Legem - der sammenholdes af Guds søde Aande - den hellige Minde, der strømmer ud fra Kærlighedens Hav«.

»Ak«, tænkte jeg, »alt dette er sandt for ham, og næsten sandt for mig, mens jeg er nær ham, men efter faa Timers Løb holder en anden Tænkemaade mig fangen. Da er dette Sandhed for ham, men ej længer Sandhed for mig«. Jeg sagde til ham, idet jeg afførte mig min Lærdoms Rustning og min Spidsfindigheds Vaaben, hvormed jeg væbnede mig imod Doktor Scotus, og talte til ham enfoldelig som en skriftende, der adspørger sin Sjælesørger: »I Gaar fornægtede og forbandede jeg det Hav, hvorfra din Mindes Aande kommer, men som forfulgte mig med Slangearm. Men i Morges, den Gang jeg vandrede i det mørke Bjærg, betænkte jeg, at der kan være Forskel paa Tingen, som den er, og som den synes. Jeg tør ikke nægte, at naar Gud synes vred og ond niod mig, kan Skylden ligge i mit eget formørkede Syn og ej hos Gud. Dog, jeg tror ej dette, saa lidt som det modsatte. Men spørgesyg betvivler jeg begge Dele«. - Han svarede mig med trøstefulde Toner - hvor elskede jeg dog denne dybe Stemme: »Jeg er ej lærd. Om Dogmer tør jeg ikke disputere. Og det er mig forbudt. Men min Erfaring tør jeg sige. Og den er denne:Jo renere Du er i Dine Tanker -jo ædlere Du ønsker -jo mildere Du ser - des mere ren og mild og skøn og sagte og underfuld vemodig vorder den Sødme Dig, der som Guds Minde opstiger her fra Salighedens Hav og slaar ned som en Taaredug i dine Øjne og som et Lyssmil om din Mund. Men stirrer Du med daarlig Attraa mod Salighedens Dyb, da slaar din egen Synd tilbage mod Dig, og Du miskender Gud. Det Øje, hvormed Du ser paa Gud, det er det samme, hvormed Gud ser paa Dig«. Jeg svarede og voldte, tror jeg, ham Glæde ved mit Svar: »En ensom og ædel Mands Erfaring er en Skat som Perlen i Ageren. Alverdens Rigdom vejer den ikke op«. Men medens jeg erkendte Dybden og Inderligheden i religiøs Erfaring, der talte af hans Mund, opsteg en filosofisk Tvivl, som jeg fordulgte for ham, i mit Sind: Dersom Mester Eckhart har Ret, og dette allestedsnærværende og næsten almægtige Væsen altid svæver i uvilkaarlig Reaktion imod vor Viljes Stræben, saaledes at det sender Sjælens Tone forstærket ved Genlyd tilbage i sig selv, da er det vel Betingelsen for vor Væren, den Grænse for Tanken og den Modstand for Viljen, der stadig frister Sjælen til at hige og stræbe frem ud over sig selv; men Sjælen sejrer da ved egen Kraft i Kamp mod det evige Paradoks«. Saaledes knyttede jeg kætterske og panteistiske Tanker til Mester Eckharts enfoldige Betragtninger; men jeg var tavs og bød min Tankes Flugt, der søgte ud ad Talens frie Linie, forløbe som en Cirkel i sig selv.

Men da jeg vilde byde ham Farvel, sagde den fromme Mester: »Bi dog lidt. Vort Maaltid er for Haanden«. Med disse Ord nedhejsede han en Spand i Søens Brand og drog den op, til Randen fuld af brusende Ætervin, hvis Bobler brast og klang, idet de brast. Dernæst udstrakte han sin højre Haand, og se, et Brødfrugttræ - forunderligt! jeg havde ej set det før - hang over hans Hoved ned fra Klippens Skraaning, som om det voksede nedad, og forlængede med sine Grene Hulens Loft. Han plukkede nogle af de langagtige Frugter, i Form og Størrelse næsten som Hvedebrød, og derpaa slog han med Staven paa den Sten, hvorpaa han stod. Men Stenen havde Stemme, og stærkere end fra de tonende Flintesten, man stundom finder, udsprang dens Klokkeklang i Hulen som et Væld. Da Klangen havde fuldendt sit Løb og spredt sig i Luften som et kugleformigt Vandspring, hvis Styrke tager af mod Yderfladen, og da den samme Klang som sagte Genlyd var vendt tilbage imod sit Udspringssted, da drog den med sig en Skare af Eneboere, der ærbødig hilste Mesteren og venlig mig. Da sagde Mester Eckhart: »Fordi vi dagligen erfare Brødets og Vinens Kraft - af den Grund tro vi, at vi i Brødet nyde det samme hellige Legeme, hvori vi tro og føle, at vi med alle fromme ere indlemmede. - Og i Vinen nyde vi det samme hellige Blod, der udsprang af Lansesaaret og rislede ind i alle aabne Hjerter, nu ogsaa risler rødt ind i vore Aarer og forener os med hverandre og med den Korsfæstede til een«. Saaledes talede han værdig og ydmyg i det samme Nu og sad som Prior mellem lige Brødre. I tvende Dage havde jeg intet nydt, i tvende Dage, der tyktes mig hver lang som et Jordeliv. Med Vellyst nød jeg derfor det søde Brød og maatte sande Mester Eckharts Ord; thi dets livsalige Næring gennemtrængte kraftig og duftende mit hele Legem. Men da jeg fornam, at mer med jordisk Hunger end aandelig Længsel søgte min Læbe og Tunge den hvide Manna, voved jeg ej at kysse Vinens Rose, men nøjedes med at aande dens Duft. Tilmed betænkte jeg, at jeg befandt mig paa den katolske Kirkes Grund. Her maa en Lægmand ikke røre Kalken.

»Far vel!« lød atter mit Ord. Da fulgte Mesteren mig ud og foreholdt mig alvorlig de samme Leveregler, der havde gjort hans eget Væsen saa skønt. Og ved Hukommelseskunst runebandt ordret jeg de gyldne Ord. Thi her er endog Kendeordet vigtigt. Tre Ord vare de:

»Min Søn. Vær taalmodig imod Dig selv og Gud. Stræb ej efter den største Fromhed, men den reneste. Vær afholdende endogsaa i at bede«.

Saaledes skiltes jeg fra denne kære Herre. Jeg vandred atter; men medens mit Øje syntes at skue fremad, stirrede det dog erindrende tilbage, og det var mig, som om mit Legeme vandred, men Sjælen endnu sad ved Eckharts Fødder. »Og dog er et Svælg imellem ham og mig, et Svælg, som vel kan overspringes, men atter aabner sig, saa snart vi skilles. Som en Finsmager suger jeg Kraften af hans gyldne Ord, idet jeg puster hans Tro som Avner bort, men gemmer hans Erfarings Hvedekorn. Den Hellighed og Renhed, som han finder i den ydre Gud, dens Udspring vil jeg søge hos ham selv«. Paa samme Vis forklarede jeg i Samtale med mig selv Nadvermysteriet ved Mester Eckharts egen milde Sjæl, som lagde Kraft og Sødme i Brødets Nydelse alt efter Loven for Stemningsoverførelse, som Vestens Psykologer næppe nok kende. Saaledes filosoferede jeg over den Kraft, som uden for al Tvivl ligger i Sakramenterne, og mindedes her Donatisternes Kætteri. »Ak!« sagde jeg og saa mig igen tilbage. »Dog lader denne Afstand sig overspringe, men hvilke Vinger kunne føre mig over det Svælg, der skiller mig fra de Hulehelgener fra Martyrernes Tid, der ere saa fromme, saa hellige og saa frygtelige. Min kære Mester Eckhart, uden at vide det svæver han selv i Luften som Proklos og Hieronymus, men ikke imellem Hulens Gulv og Loft, men mellem den nye, dristige Tanke og den gamle, lydige Tro. Han er en Kætter, men han vil aldrig indse det, og ingen vil være saa ubarmhjertig og overdreven sanddru at tvinge ham til at se det«. Med disse Ord og med et Suk forlod nu ogsaa mit Øjes Forestilling Mester Eckhart og vendte sig fremad mod Nuets og Stedets Ting. Jeg vandrede nu imellem buskede Tjørne af dem, der bære sølverne Blade, orangegule Bær, og denne Plantes enfoldige og simple Skønhed var som en kold Drik Vand for mine Øjne, overmættede af Salighedens storladne Farverus. Men skønt Tornene greb efter mine Klæder, vandrede jeg sikkert ud og ind i Krattet, ført af min Sporsans, som Vandet finder sin Vej mellem Jordens Vorter, ført af sit Væsens Love.

Snart fandt jeg mellem Buskenes Fletværk fodsmalle Gange, løbende ud og ind, dog mod et Maal, som det Net af Aarer et Regnskyl danner. Og da jeg fandt et Dyr - et hvidt Dyr - et Faar, der lærte mig, hvem disse Baner skyldtes, fulgte jeg det, som Aristomenes Ræven, og førtes imod en Grønning og et Væld.

Da raabte en Røst mig hjertelig i Møde: »Velkommen, jeg har ventet Dig. Kom med mig. Vask dine Hænder i Kilden. Hvil Dig her i Ly af Kastanjen. Senere skulle vi tales ved og veksle Tanker om Verdens Ophav, Guds Væsen og Salighedens Vilkaar«. Alt ved den anden Sætning saa jeg den Mand, hvis Røst gik forud for ham. Klædt i ubleget Uld, men ej i den lange Kjortel, som alle andre, jeg havde set, men i den samme Dragt, som vore Bønder bar i sidste Aarhundrede, stod han foran mig og nævnede sit Navn: »Ved den Afstandskraft, hvortil kun aarelangt Studium giver Adgang, har Mester Eckhart sendt mig velkomment Bud: En Peripatetiker kom hid i Aften«. Smaatsmilende, forlegen og tavs undtagen med de Smaaord, der løbe afsig selv paa Tungen, fulgte jeg ham; vanskeligt faldt det mig, der nylig kom fra Middelalderens dybe Sværmeri, at vandre ogsaa med Sind og Tanke tilbage i Europas nye Tid. Hvad er det dog, der skiller os, der leve efter Kopernikus, fra de gamle Kristne? Her saa jeg Skelnemærket paa Jacob Bohmes Læbe. Det er Smilet. Thi dette Smil, hvormed vi ny Tids Mænd friste Liv og Død, er fuldt saa modbydeligt for Kirkens gamle Stridsmænd, som deres tunge Alvor er sær og pinefuld for os.

En munter Matrone ilede mig i Møde. Rødkindede Smaabørn dansede mod os. Og paa Dørtærskelen til en straatækt Hytte vekslede vi Ord som Odin med Vafthrudne, dog ej med deres Indsats. Jeg begyndte.

»Peripatetiker skal jeg altsaa være. Det gælder kun om mine Ben. Min Hjerne tilhører af de fire Akademier det skeptiske. Men i det sidste Aarhundredes Sprog kalder jeg mig for Positivist«. - »Eklektikere ere vi alle«, sagde min Vært, »som mit Faar, der plukker en Græstot paa forskellige Tuer. Sig mig derfor heller din Tankes Indhold ud end din Skoles Navn«. - »Jeg benægter intet forud; men jeg bekræfter kun det, som jeg smager, ser og føler. Altsaa tror jeg intet, men ved kun, hvad jeg sanser eller erindrer. Der, hvor I andre tro, der spørger jeg. Og spørgende kom jeg hid til Dig, Gerrnaniens Lærer. Men medens jeg ej benægter det ubegribelige, kan jeg kun nære min Tanke af det, som. j eg forstaar. Og vil Du altsaa belære mig om Verden, maa Du ej blot tale Sandhed, men ogsaa forstaaelig Sandhed. Det ubegribelige forklarer mig intet bestemt, thi det forklarer jo alt«. - »Før jeg rækker Dig Føde«, svared min Vært, »maa jeg først kende dine Tænder. Sig mig med andre Ord: Hvad er forstaaeligt for Dig?« »Hvad der er bestemt ordnet i Rum og Tid, maaleligt og definerKgt som Fysikkens Objekter eller i alt Fald sammenligneligt og til at bedømme i Styrke og Varighed som Sjælens Processer«. »Hvis det er din Forstaaelse, saa stemmer din Fordøjelses Behov just med min Vares Kvalitet«. Saalunde spøgede vi forinden Diskussionen, som Gladiatorer lege først med Klingen. Men jeg vil nu lade Filosoffen tale; thi mine Indlæg vare kun Svar paa hans.

»Den Gang jeg vaagned til Klarhed paa den gamle Jord, var jeg hildet i Filosoffernes Væv og troede paa, at der, hvor Tanken sætter et Spørgsmaal, kan Filosofien svare med et Ord. Men her i Stilhed og i Ensomhed hævede mit Syn sig til videre Forklaring, skønt alle mine Tanker udrinde fra min første Aabenbaring: Alt, hvad der er, er sanselig bestemt. Kan ikke nogen sanse Gud, da er Gud ikke til. Og kun, fordi vi sanse Gud, erfare vi Gud. Men overalt er Gud som sanselig Erfaring. Kun Daaren ved det ej. Se, denne Bakke, vi hvile paa, er Gud, Græsset er Gud, mit eget Kød er Gud. Ja, denne Tankebevægelse i Hjernen, hvormed jeg tænker Gud, er Gud. De katolske mene, at dette underfulde Hav er Gud. Ja, det er Gud, men kun en Part af Gud; thi alle Elementer og alle Verdener, sammensat af disse, og Rummet mellem dem, er eet. Alt er i Gud, og alt er Gud; men ikke alt er Gud med samme Inderlighed, Styrke og Renhed. Jeg lærer altsaa: Der er indre Forskelle i Gud. Den hele Verden er Gud, men løsrive vi vilkaarligen det Sjæleliv, som gennemstrømmer og befragter den kugleformede Verdensbygning, fra den selv, er denne Verdensbygning Guds Legem, og Guds Aand dens Sjæl. Og overalt, hvor der findes Forskel for Sansningen, se, paa det samme Punkt er virkelig en Forskel til i Gud. I Blomsten drømmer Gud, i Klippen sover Gud, i Manden tænker Gud. Det er altsaa ikke billedlig, men ligefrem og hjertelig Tale, naar jeg siger: Bjergene ere Guds Ben, Stormen Guds Aande, Vandet Guds Vædske, Ilden Guds hede Blod, Jorden Guds Kød, de levende Guds Lemmer og Menneskehedens Myretue Guds Hjerne.«

Jeg sad lamslaaet af Beundring for denne uhyrlige, germaniske Fantasi, der mindede mig om Eddadigtningens Storhed, og mellem mange tilkendte jeg min ny Lærer Tilnavnet: Philosophus Teutonicus.

»Men Du kender ikke Gud, hvis ej Du kender Livsprocessen i Gud. Men det er denne: Guds Parter skille sig fra Gud som Modstand mod det i Gud, som kun er Gud. Men det i Gud, som kun er Gud og var, er og bliver Gud, er synligt, føleligt og smageligt. Det er Guds aabne, brændende Purpurhjerte, det er det levende Hav af flydende Ild, hvorfra al Verdens Kraft udstrømmer. I dette Hav bølge Guds Lidenskaber som kæmpende Strømme, den sorte Vrede og den røde Elskov, den grønne Galde og den hvide Mælk. Thi, som jeg har sagt Dig, ere alle Følelser og Viljer i Gud, og hver fremtræder synlig for vor Sans.

Jeg lærer altsaa, at Gud er udstrakt i Rummet, men paa samme Maade lever Gud i Tiden. Efter min Aabenbaring har jeg i Skriftet »Morgenrøde« beskrevet Verdenshandlingen, i hvilken vi leve. Men dette Drama, mente jeg den Gang, var kun et Billede paa en ufattelig Proces i Gud. Jeg erklærer nu, at dette Drama er ikke et Billede, men legemlig Sandhed. Gud lever selv i samme Tid, som vi, thi i os lever Gud. Saaledes ogsaa kun kan Gud retfærdiggøres. Thi som Gud er forskellig efter Rummet, som jeg har vist Dig med min Pegefinger, saaledes er Gud forskellig efter Tiden. Til een Tid sover Gud, til een Tid drømmer Gud, atter til een Tid elsker Gud, og atter til een Tid hader Gud. Men saaledes kan vi ikke dømme Gud blot efter Guds Gerning i Dag; thi Gud taler først ret fra Leveren i sidste Akt. Ja, som Mennesket har Fødsel, Ungdom, Alderdom og Død, saaledes ogsaa Gud. Thi Gud har mange Liv, og hvert Livs Navn er en Æon. Men jeg vil lære Dig stykkevis, hvorledes Gud lever et Liv. Først vaagner Gud af Søvne, dernæst leger Gud. I Legen søger Guds Væsen ud over sig selv, og Gud deler sig i det, som endnu er Gud, og det, som for en Tid ikke er Gud. Dernæst sammensværge de skilte Parter sig mod Gud; men disse skilte Parter, som jeg har delt i fire Hovedstrømme, kaldes tilsammen Mørket, der oprører sig mod Lyset eller Gud som Gud. Men Mørkets Centrum, hedder Lucifer. Han er det Hovmod, det Nej mod Ja, den bitre og vrede Kvalitet, som trodser mod Guds søde Kærlighed. Saaledes er Striden staaende. Og glem ej: alt dette er Sandhed, som Evangeliet og Sansningen fuldt ud bevise. Dernæst spinder Lucifer Rænker, og ved sine Rænker forblinder han Gud, thi Gud er saare uskyldig. Og Lucifer planter sit røde Lynsværd i Guds Hjerte. Derved lider Gud, som enhver kan se, naar Naturen skælver i Jordens Krampe; men atter helbredes den kære Gud og klæder sig i sin grønne Kjortel. Se, det er Sandhed alt sammen og ikke Billeder. Men jeg vil nu forklare Dig denne Æons Skuespil. Thi omsider mander Gud sig op og sætter Lucifer en Streg i Regningen; thi nu skaber Gud et uskyldigt Bondepar, Mand og Mandinde, i Edens rare Have. Men hvo kommer der? Fluks se vi Lucifer i Pludderhoser. Med Junkerlader frister han Mandinden. Og Mutter Eva falder, og med hende hendes tossegode Mand. Nu kommer Synden ind i denne Æon, og Mørket triumferer. Men Guds Godhed er saare langsom til at tænke, men til sidst finder den dog immer paa noget godt. Saa fødte Gud sin dyrebare Søn, saaledes som Guldet fødes ud af Smeltedigelen, og sendte ham herned at lide og tilgive for at bevise Guds brændende Kærlighed, idet han gjorde den synlig i Kødet, hørlig i Ordet, følelig ved Underet og smageKg i Nadveren for enhver. Men ser Du vel: Nu var det ikke billigt at fordre mere af den kære Gud, mere end hans søde Søn. Derfor begynder nu Gud at drage sine Penge ind med Renter, som en gammel Mand, der angrer sin Ungdoms Ødselhed, og hvo, som ikke bærer den søde Frugt, ham kan man ikke bruge, ham kaster man i Ilden, elskede Ven. Se derfor, Du dyrebare Sjæl, at holde Dig paa den rette Side og lægge noget op for Evighedens gamle Dage. Men dette var nu denne indeværende Æon. Dog, Enden er altid den samme, sød for de gode, men besk som Dyvelsdræk er den for de onde. Se, alting iler imod Enden. Jordens Indvolde røre sig, Kometerne løbe galt i Byen, og Solen udspyr røde Flammer. Det brænder alt paa Jupiter, og glødende Sten falde tordnende ned paa Jorden. Pas paa, min rare Ven. Som jeg har sagt Dig, ser Du Guds Vilje i Universet, fordi det selv er Gud. Men Enden er den samme gamle Ende, som Englene kunne udenad som deres Fadervor. Den er synlig, hørlig og følelig som Verdensbranden, hvis Time nærmer sig, for de fordømte en svimlende Forfærdelse, for de frelste en salig Aabenbarelse. Men, spørger man, hvad er da denne Verdensbrands Proces i Guds Indre som Vilje, Følelse og Forestilling. Dette ved Kirkelæren ikke, men det aabenbarer Dig kun Filosofien. Den er, at alt i Gud vil atter blive eet. Først adsplitter Gud sig, men det vil gaa for vidt. Da samler Gud sig sammen. Efter Udviklingen, der bliver mere og mere indviklet, kommer Opløsningen paa Gaaden, som ogsaa en af Jer Ateister nys har sagt. Først Evolution, derpaa Dissolution. Det er udlagt: Først Skolegang, derpaa Eksamens Holdelse. Men hør nu, hvorledes det gaar; thi det kan regnes ud. For dem, som holde sig til Gud, og som have igennem flittig Bøn og trofast Arbejd erhvervet sig Æterlegemet, for dem er det naturnødvendigen den største Salighed at blive eet med Gud og under idel Tilbedelse glemme sig selv. Men for de slemme Drenge er det samme den største Lidelse, at faa al Selviskheden brændt ud og tabe sig i Gud. Men hør nu videre. Afbryd mig ikke. Dermed sover Gud ind som en gammel, mæt og sejrrig Monark. Ja, og der er et Øjeblik, hvori Gud dør. Men fluks genfødes det samme Liv, forynget som Fugl Føniks, og vaagner atter frisk og munter som et lidet Barn. Dermed begynder Legen forfra igen. Men tro dog ikke, at der intet tjenes i denne Leg. Jo, jo. Thi med Gud fødes atter alle de gode Børn, der have vundet Salighed i denne sidste Æon og i Æonernes Æon. Saaledes vokser Glansen stadig af dem, der have evigt Liv. Men af det Dyb i Gud, hvori de fire bitre Kvaliteter: den tavse Trods, den vilde Flugt, den angste Spænding og Lucifers den vrede Ild blandes tilsammen og fortære hinanden, som Kul, Salpeter, Svovl og Flamme tilintetgøre tordnende hinandens Væsen, af denne Røg, hvori de løses op, fødes de atter i Følge den Overbærenhed og tilgivende Erindring, der er den evige,Lov for Guds Natur, og viser sig for Filosoffen i den Erfaring, at ingen Bevægelse helt tilintetgøres, men sidder som en Spænding i det skjulte, indtil den kan faa Luft. Men ser Du nu. Her aabnes for den gamle Lucifer og hans Kumpaner en Mulighed for Frelse i den ny Æon. Saa kysse de kloge af Erfaring Riset og rykke op i næste Klasse. Imidlertid fødes af det Dyb i Gud, hvor alt er mørkt, og hvor Gud selv er blind - af denne blinde Plet i Verdens Øje fødes en anden Lucifer, og Legen bliver igen til Strid. Her ser Du altsaa min Teodicé. Da alle frelses, men nogle i deres første, andre i den ellevte og den fjortende Æon, saa er Gud altid god, og den retfærdige Vrede, saa vild og frygtelig den er til sin Tid, er ogsaa kun et Middel til Verdens Frelse. Og hermed slutte vi.«

Med disse Ord drog han mig ved Armen ind i Hytten. Paa Tærskelen havde vi talt. Her lod vi os ned paa Stole med Sivsæder. Hans Hustru bredte en Bastdug og satte derpaa Smør, Mælk og Bygbrød og sagde med et Blik, moderligt og rent som den hvide Drik, hun bød: »I har nu prøvet min Husbonds Tankebrød og evangeliske Mælk. Smag nu den Føde, jeg har at give, og uden hvilken han vilde forsmægte, saa vist som jeg uden hans.« Mens Faaret brægede til os: Velbekomme, nød vi vort Maaltid efter en Bordbøn, hvor Øjet frit saa op - »Thi hvorfor skule vi ned i Guds Kælder,« sagde min Vært, »naar Templet blaaner over vort Hoved.« Og skønt jeg ikke følte den dybe Betagelse, som vældede over mig ved Mester Eckharts Bord, fornam jeg dog Velsignelsen ved den Mad, som rækkes af rene Hænder og undes af rene Sind.

Men efter Maaltidet knytted jeg atter Traaden, idet jeg gik ind paa min Lærers Tankegang. »Hør, kære Lærer! Er det dog ikke noget haardt baade for Lucifer, den hede, vrede Ild, og Ahriman, den sorte, haarde Trods, efter al deres kloge Arbejde og dristige Strid at skulle give ganske tabt og sidde paa Skolebænk med Børn fra i Gaar?« - »Ih, hvor vil Du hen? Disse unge, adelige Vildgaster og deres Landsknægte nyde først megen Lyst i deres vilde Liv og straffes først, naar deres egen Gerning sammenbrister over Hovedet paa dem, og siden bydes dem atter Fred og Naade.«

Da samlede sig af Aftenstundens Skygger en Skikkelse og stod som vokset frem af intet foran os. Min Vært sprang op, og hastig vilde han besværge den sorte Skygge. Men jeg standsede ham og sagde: »Kære Lærer. Det er min Følgesvend. Overvældet af Eders mægtige Tanker havde jeg rent forglemt ham. Usynlig har han hørt, hvad jeg har hørt.« Urokkelig stod han og svarede ikke et Ord paa alle Spørgsmaal; men da vor store tyske Teosof til Slutning tav fornærmet, sagde han med kold og klangløs Stemme: »Men hvad, om Lucifer har Ret? - ?« Og paa intet Svar gensvarede han:

Jeg har observeret, at medens Katolikken disputerer - om det skal være - tværs over Svælget, der skiller Lazarus fra den rige Mand, kommer der altid et Punkt for Protestanten, hvor Argumentet viger for Anatema. Saaledes ogsaa her. Thi uden alle Finter svarede min Teosof kun dette: »Gaa ad Helvede til!« Og dette tapre Gensvar virkede mere end, kan hænde, hele den store Tænkers Teodicé; thi straks forsvandt min dunkle Følgesvend. - Om han fulgte Opfordringen, det kan jeg ikke sige.

Med Bæven - thi jeg vidste nu, hvad jeg udsatte mig for - optog jeg Traaden og sagde, idet jeg lod min Stemmes ydmyge Blidhed formilde de dristige Ord: »Min kære Herre. Om Lucifer har Ret, det ved jeg ikke. Thi Ret er kun, hvor der er Rettergang, og hvo vil sidde til Doms over ham og Gud? Ingen. Men svar mig paa et andet. Hvor kan nogen sige, om ikke een Gang Lucifer faar Sejr og triumferer over den kære Gud? Han er dog saare stærk og klog, en tapper Helt, en mægtig Konge, sikkerlig gavmild mod sine undergivne. Og efter din egen Lære er han jo ogsaa Gud, Vreden i Gud, altsaa Gud. Men hvorfor saa ikkun kalde Kærlighed for Gud? Er Vreden ikke ogsaa et guddommeligt Element? Have vi ikke snarere den vrede Gud, der kæmper med den kærlige? Sværdet imod Korset. Og hvorfor skulde ikke een Gang Sværdet sejre?« Saaledes faldt der Spørgsmaal fra min Tunge, og endnu flere havde alt taget Tankeform i min Hjerne og ønskede sig Talens hørlige Skrud. Men se, i Fødselen døde de, visnede for Teosofens strenge Blik: »Hvorfor og hvorfor? Der er saa mange Hvorfor i Ateistens Hjerne, som der er Myrer i en Myretue. Ja, naturligvis tror Lucifer og hans Kroater, at de kunne tage Himmelens Borg med Storm og gøre Englene til deres Friller. Og naturligvis hedder det sig mellem Pludderhoserne, at Gud har ingen Ret, og alt ikkun er Magt mod Magt, saaledes som han har sagt, den Ateist, hvis Lære om Naturens Kamp nu tros mere end Guds Aabenbaring i Evangeliet og i mine Skrifter. Og lidt sandt er der i det. Thi i de elleve Timer virker Gud med Ret, men i den tolvte med Magt; og vi ere netop ved den tolvte Time.«

Men ufortrøden vedblev jeg, idet jeg greb ham bønfaldende i Koften: »Ak, vredes ikke. Afbryd min Spørgen med en klar Gendrivelse. Bevis mig, at Lucifer er svagere end Eders Gud!«

Da saa min Mand paa mig med det Blik, hvormed en Slagter vejer Beder, og sagde: »Eet skal jeg bevise Dig, at Du er mellem ham og hans Soldater. Thi denne Spørgelyst er Guds Forargelse, og den Onde indgiver Dig den. Naar vi ses igen, saa sidder Du nede paa de røde Gløder, og da forstaar Du vist mere af min Præken og er lidt mere villig til at sige Ja.«

Med et surt Ansigt sagde jeg: »Det er noget haardt, at den, hvis hele Fejl er at søge Sandhed, skal -« »Jeg har jo forklaret Dig: Det er nødvendigt for Alskabningens Velfærd, at nogle komme paa det sorte Bræt. Thi ellers var der ingen rigtig Strid. Husk paa, min Søn, det varer kun en Tid. Du maa da kunne indse -« »Indse og ikke indse! Din Teodicé faar straks en hel anden Kulør, naar Du føjer dit: »Gaa ad Helvede til« til. Du har spoleret mig rent Fornøjelsen ved din fortræffelige Teodicé.«

»Det er sandt, min kære Lærling. Der er et Punkt, hvor Kampen bliver munter Spøg for den gode. Men for den onde, den trodsige, spørgelystne bliver denne Spøg bitterlig Alvor. Men nu er det for sent med Dig. Dit Hjerte er forhærdet. En Prædikanter vilde sige: Omvend Dig. Men jeg som Teosof er mere sanddru. Du kan ikke længere omvende Dig. Kun Helvedes Pineild kan omvende Dig. Thi kun i den erholder Du dit Svar paa dette frække Spørgsmaal: Hvem der er stærkest? Se derfor til at faa det bedste ud af dine Dages Rest. Føj ikke flere Synder til de begangne. Tænk flittig over, hvad jeg har sagt Dig, og udvid din Forstand med alskens Kundskab. Det vil altid tjene Dig til Tidsfordriv der, hvor Du kommer hen.«

»Hør, kære Mester. Rent ud sagt, saa bliver din Humor mig alt for saftig, og dit Vids Flammer mig alt for brændende. Jeg sveder alt over hele Kroppen. Følg mig herfra og følg mig til et Sted, hvor Kampen er ej fuldt saa munter en Spøg. Thi jeg har, sandt at sige, ikke Lyst til at erfare mere af din Mund.« Med denne Tale, der var sammenblandet af Uro og Spot og Smiger, som trende Toner ene sig til een Klang, rejste jeg mig og traadte ud af Hytten. Han fulgte mig og ledte mig over Fjældet. Tavse gik vi. Der var en Brod imellem os.

Forunderlige Vandring. Thi som i Drømme vandrede jeg ved Siden af denne kofteklædte Mand, og de Ord, han havde talt: »Se, altid rører Du ved Gud,« syntes ved Trolddom at blive Virkelighed. Jeg ved ej, om jeg gik imellem levende Træer eller Træers Skygger. Jeg ved ej, om jeg traadte paa Jordsmon eller i Drømme gik paa en Drøm. Jeg ved ej, om min egen Hjerne tænkte, eller en anden Stemme flød ind i min Sjæl. Ja, jeg ved ej, om mine egne Øjne saa, eller om ej det gamle Ord blev Sandhed: »Det Øje, hvormed Du skuer Gud, det er det Øje, hvormed din Gud ser Dig.«

Da saa vi Havet. Sølvglinsende hviled det inden for den hvide Strand, som en Musling i sin Skal. Og lange, lave og brede Bølger brød nærmest ved Stranden frem af det fintfarvede Spejl som en Kappebræmme. Hver Bølgelinie bar Skumbobler som tusinde bristende Perlemorsøjne. Det lignede ikke en Musling blot. Det var Muslingen Perlemoder selv - »og gemmer Salighedens Perle i sit Skød.« Jeg sagde ikke disse Ord og ved ej, hvorfra de kom. Men mine Øjne svævede ud over Perleglansen i den fjergraa Nat og tabte sig som tvende Længselstaarer i Paradoksets Dyb. Og mod min Vilje brast min Stemme ud i ren og salig Hyldest:

Men atter vendte min faste Forestilling tilbage i Centrum af mit Jeg, og jeg vandt Herredømme over min Svaghed ved den simple Slutningsrække, at Filosoffen ikkun anerkender den Gud, han erkender. Jeg, der er Filosof, erkender ikke dette Væsen. Altsaa er det ikke Gud for mig.

Da stod vi - hvorledes vi kom der, ved jeg ej - højt paa en Fjældkam. En rødgylden Morgentaage svævede for vore Øjne. Og Teosofen oplod sin Røst og talte længe opbyggeligt til mig inden Adskillelsen af vore Veje. Men jeg hørte ham ej, thi Taagens Former fyldte mine Øjne, saa alt i min Sjæl blev Syn og intet Hørelse. Nej se! Nej se! Den røde Taage strømmede som den Vædske, der kaldes Nethindens Purpur, ud over Havets sorteblaa Oval. Og ligesom paa Menneskeøjets Bagvæg afbildedes her paa dette Purpurtæppe lysende Billeder, der vekslede hvert Øjeblik, idet et Blink for over Havets Spejl.

»Her er Guds levende og sanddru Drømme,« sagde han. »Af dette Mørkekammer udspringer alskens Syner og Fantasier, ja, Profetier og Evangeliets Aabenbaring og al sanddru Teosofi. Se, for at tale Sandhed, her er det Metalspejl, af hvilket Morgenrøden opgik for mig. Se, hvad der varsles paa dette Guds Teater. Ild og Blod er Farven, Tordenrøst er Teksten, og Meningen med hele Forestillingen er, at der er Pager, ja, der er Verdensdele, som skulle gaa under, inden Gud tæller til hundrede. Se derfor til -« her fulgte noget opbyggeligt. - »Men tvivler Du endnu om, at Verden skal til Reparation, læg da Øret ned til Jorden og hør dem læse«.

Jeg gjorde saa og hørte som en Summen, der udgik fra den Kant, hvor Anakoreterne havde deres Stade; men ikke evnede jeg at skelne Ordene, men det lød som Læsning af Poge i en Skolestue for aabent Vindve paa en Sommerdag. - »De hellige læse Aabenbaringen. Ved Dag og Nat læse og mumle de flittigen og holde derved Branden i Verden ved lige. De læse hvert Kapitel eftertrykkelig og gaa ej fra det, førend det alt er sket. De ere alt komne til det sjette Kapitel og sætte snart, min rare Ven, Jer ateistiske Videnskab et mægtigt X for U«.

Nu standsede deres Summen, som Børnene standse for et vanskeligt Ord. Men mod den Hindring, som rejste sig mod deres Læsen, brød deres Stemmer ind som en Storm mod et Fjæld. Men, som det syntes, vandt de ikke Sejr; thi deres Klasselæsen sank nu ned til en Mumlen, saa svag som aftentrætte Biers Summen.

For sig selv stod den gode Teosof og knyttede Haanden og sagde: »Se, atter disse seks forbandede Troldmænd, som vende deres Sværd mod vore Kors«. Og se, seks Mænd i fyrstelige Klæder traadte hen over Taagens blodrøde Syner, idet de vandrede fra en Halvcirkel indad ad seks Radier, der søgte det samme Punkt; hver viste de sig for mig med et sølvglinsende Sværd, der pegede ind mod det nysnævnte Centrum. Da vaklede Horizontens Linier og syntes at viUe bevise os Cirkelens Kvadratur; men trods det, at alle Rummets Linier skiftede Plads, søgte dog stadig de Lyslimer, der udgik fra Sværdenes Od, hinanden. Men en Regnbueglans steg op som et Slør, og alt blev utydeligt. Jeg spurgte ej min Mand om disse seks, der vovede at vandre i det indre Øje af dette Væsen, som de Kristne kalde for Gud. Thi jeg forstod, at han ej yndede dette Spørgsrnaai og næppe kunde tyde disse seks opbyggelig. Derimod opsteg ved Synet en brændende Vandrelyst i mig. »Maaske«, tænkte jeg, »kan jeg træffe disse seks, der skue Tingene fra den anden Side«. Og derfor vendte jeg mig mod Teosofen, fra hvem jeg skiltes, ikke uden Tak, men heller ikke uden Bitterhed, og sagde: »Lad mig nu fare, gode Mester. Vis mig til andre, der tale et andet Sprog; thi, uden Fortrydelse sagt, jeg tror, Du har Ret. Jeg hører næppe med i Eders Hjord, og mit Øre trættes af Eders fromme Tale«. Da sagde han: »Se, hisset under den røde Taage, bag hvilken Du skimter Havets Spejl, ligger en liden Ø som Øjestenen i dette dybe Øje. Der bo de moderne Hedninger og Panteister, der vide, Gud er til, som vi det se, men nægte Guds Forsynsstyrelse og Aabenbaring i Sønnen og i andre. Imellem disse er en Mand, der, skønt han sikkerlig vil gaa fordømt, dog er i mangt og meget visere paa Gud end mange Kristne. Med denne førte jeg ofte Afstandstale. Se her. At Du kan se, jeg efter Evangeliets Bud giver min Kappe fra mig, lægger jeg den om dine vantro Skuldre. Hold Dig ved den og styrt Dig ned i Dybet, da vil den bære Dig til Romantikkens Ø«.