Fjerde Dagsrejse: Abhidharma

Pilgrimmen svømmer gennem Ildsøen. Mødet med Kynikeren. Materialistens Lære om Urkraften. Den store Ateist indvier Pilgrimmen i Abhidharmas Metafysik, der kun er tilgængelig for dem, der have Evnen til den absolutte Erkendelse. Endelig ser han Kvinden fremstige af Ildsøen

Mens jeg endnu var en halvvoksen Knøs, men alt længtes imod de store Udsigters Verden bort fra det Helvede, som jeg fødtes i, skrev jeg et Vers som Svar paa lille Adam Homos Spørgsmaal:

Denne Stanzes Forjættelse opfyldtes nu. Thi medens mit Legem sank og sank i dette levende, varme og elastiske Hav og blev mæt og mat og svimmelt af dette løse Fald - til samme Tid optoges hele min Opmærksomhed af mine Forestillinger. Thi det var, som om den Grundlov for Bevidstheden her var brudt, hvorefter den ene Forestilling ved at trænge sig frem til Klarhed holder de andre nede; men løsslupne tumlede Erindringer, Fantasier og Beslutninger sig mellem hverandre uden at lystre Vanens og Viljens Bud, som Køerne, naar de slippes ud af den lumre Stald paa den første Vaardag. Og ligesaa brød mine Følelser igennem den Lov, der tvinger dem til daglig at flyde i jævne og langsomme Overgange fra Vrede til Mildhed, fra Ydmyghed til Hovmod. Men med guddommelig Vilkaarlighed sprang jeg fra Ild til Is, fra Helvedes Vaande og til Beskuelsens stille Ro. Og som i Eventyrets gamle Dage saa havde i denne guddommelige, sataniske Herlighed Ordet og Navnet faaet sin hele Trolddomsmagt tilbage.

Nu nævnede jeg Ordet »Fortvivlelse«. Da sænkedes jeg blandt Symparanekromenoi i Gehennas Dyb, hvor Ormen ej dør, og Ilden ikke udslukkes. Da sagde jeg »Salighed«, og uden Ophold eller Overgang svævede jeg i duftende og tonende Lys, selv som en Tonestraale i Himmeriges levende og drømmende, uerkendelige og ikkun sanselige Harmoni. Nu raabte jeg »Ironi«, og med en skarp og skingrende Septim steg jeg i Hovmod, Haan og Trods og Foragt med Lysets og Æterens Hastighed op over de blide Toner til Ensomhedens og Selvherliggørelsens blændende hvide Punkt. Da sagde jeg »Vemod«, og fluks drømte min Hu i dybe og grønne Dale, og ømt og ydmygt knælede jeg ned i ængstelig Tilbedelse og sukkede mod en fin, jomfruelig Kind, hvortil jeg kunde hælde mit Hoved.

Saaledes skalted og valted mit Øjebliks Villen med alle Ønskets Klenodier som en almægtig og ubegrænset Gud. Som paa den Tangentplan, hvor Jordens og Solens Tiltrækning virke lige, svævede jeg uden for Lov og Grænse, afsluttet i mig selv som en isoleret elektrisk Strøm af tusinde Soles Kraft, idet jeg erkendte mig selv i dette tilspidsede Moment som een, som isoleret fra Alverden og indetermineret i absolut Forstand.

Men denne Tilstand, som skyldtes, at jeg befandt mig i Magtens og Viljens Brændpunkt i Universet, efterfulgtes nu af en anden, for hvilken jeg fattes Ord, en Tilstand, som om jeg var den Klode i sin Sprængning, hvis søndersprængte Stykker vandre imellem Mars og Jupiter. Thi jeg vidste ikke, om jeg var een eller flere, og om de Forestillinger, som jeg havde, hørte til mig eller til et andet Selv, der var i Færd med at dannes uden for mig. Men med en Kraftanstrengelse, der udbrast af det Mørke, hvor Viljen er uden Lov, imens den skaber Lov, brød nu min Videlyst frem som Solgud i min Bevidstheds Univers og samlede om sig sine løsrevne Drabanter, Stolthed, logisk Sans og Kærlighed til Ret og Lov. Og i den Orden, som blev derved dannet, indføjede sig andre Evner, Lyster og Vaner, saa hver enkelt Forestilling fandt sin Plads i denne indre Verden. Og atter følte jegjeg var et Selv; thi Ordet »Jeg« er kun et Ord, hvormed benævnes den Sum af Forestillinger, der just strømmer igennem et eller andet Punkt af Altilværelsen, men Jeg'et er først et Selv, saa snart der er et Centrum, som ved Tiltrækning og ved Frastødning ordner det løse Forestillingsstof i Baner om sig og om svagere Centra.

Se, saadanne Tanker gjorde jeg mig just, idet jeg udforsked Sjælens Gaade, ikke med Sphygmograph og med deslige kunstige Apparater, hvormed de lærde Herrer ønske at imponere den store Hob; men selv spændt paa Pinebænken og midt under Dissektionen udforskede jeg mig selv. Men nu vendte jeg min Opmærksomhed ikke saa meget mod Evner, Kræfter og Viljer i mit Selv, som mod mine Forestillingers Art og Orden. Jeg følte mig som i et Delirium, som Opiumsrygeren eller Haschischspiseren. Thi uafladelig sprang nye Billeder op for mit indre Øje med alle Naturens og Kunstens klareste Farver. Troperne veksled med Polen. Jeg sejlede i Drømme, der var mer levende end Jordens klareste Dag, igennem alle Verdensdele, ja, hen over Havsens Bund og i Jordens Bug. Fremmede Kloder saa jeg med sære Udyr og svævede over Saturni Mørke og Solens Ild og Maanens Is. Da var det mig, som om Rummet brast itu, og jeg saa ind i en ny og ukendt Verden, der dukkede frem af den gamle Verdens Vrag. »Og atter skifter Aanden af min Drøm.« Flere Verdener saa jeg flettede ind i hverandre i samme Rum, af hvilke vor egen Verden var den fattigste, den smudsigste og elendigste. Ukendte Sanser anede jeg, og paa mærkværdig Vis skuede jeg, om end ikke Rum af flere end tre Dimensioner, saa dog Bevægelsen som noget i Rummet, der dog ikke var Rum. Paa een og samme Tid saa jeg paa Ære det faste og ubevægelige Newtons Rum og deri den sig bevægende Natur, idet jeg opfattede baade hvert Legemes Stilling i Momentet og samtidig ved en Slags Fortidssansning den Gliden, hvormed de i Fortiden søgte mod Nuets Ligevægt, skønt denne Bevægelse gennembrød deres NutidsstiUinger.

Da var det, som om jeg saa med samme Sansning tilbage i Stedet for frem, tilbage i Fortid. Og jeg saa Verdener glide ind i hverandre og opsluge hverandre. Og jeg saa Bevægelsen æde op sig selv, indtil jeg endte i denne den fysikalske Mulighed, den fuldstændige Ligevægt, det rene Intet, den tomme, hungrige Væren, den sorte Ild, af hvilken vor Æon ved Tidens Begyndelse udrandt, da Verden sprang ud af Evighedens Moment.

I dette Sekund, Ansigt til Ansigt med det ansigtsløse, erkendte jeg først det ubegribelige, det store Ja = Nej, som ubegribeligt og frygteligt, som om jeg hidtil kun havde læst, hørt og gentaget tomme Ord. Men her smagte og drak jeg i mit Aandedrag og i den indre Opsugning, der foregaar imellem Blodets Ilt og Kødets mindste Trævl, det, som er over - eller under - Forstandens Rækkevidde.

Ak, hvor ere alle vore Forsæt svage! Hvor er vor Mening om vor egen Modstandskraft selvgod og taabelig! Da flød min sidste Tanke, min sidste Selvbevidsthed ud i det Intet, der omgav mig. Som den Skøge, jeg nævnte før, naar hun er sikker paa sit Bytte, flænger det sorte Kjoleliv til Side og viser sin blussende, hede, svedige Barm - saaledes gled nu det sidste Slør til Side, og jeg erkendte i sanselig Skælven Urgrunden, som den er, det evige Intet, der vil være noget, den grundløse, lovløse, ulvehungrige Brynde, ud af hvis Hvirvel Eros og Neikos steg i Tidens Morgen.

Den kulsorte, flydende, materielle, forborgne Ild brast ud i fygende Gnister, der søgte det Sted, hvor alt mit Legern var af Heden fortæret, og hvor kun nu mine Sanser og Følelser dvæled. Da sank jeg og lod mig synke i en Drøm, i hvilken kun mine Sanser vaaged, medens min Viden og Vilje vare bundne. Da følte jeg hundrede Kvindearme omfavne mig, og sitrende Legemer trykkede sig mod mit, og disse Øjeblikkets Døtre, der veg i Sanselegen for hverandre som Skumbobler, der briste og genfødes, de dansede om mig som de Huldgudinder, der danse med Krishna fjernt i Civas Land. Da reves først Afholdenhedens Slør, dernæst Frygtagtighedens, dernæst Undseelsens Slør fra min skælvende Sjæl, og i Vellystens Bad laa jeg, blodsvedende, nøgen, som Jomfruen bløder i Molochs glødende Favn.

Og som i tusinde Favntag, der fulgte efter hverandre som en Brudenats hviskende Kys, knustes den sidste Rest af Ære og Blu i en eneste gentagen og atter gentagen og atter fordoblet og atter ny vakt og ustandselig Rus.

Da brød min Stemme ud i et eneste Ord, et »Ja«, saa uvilkaarligt som en Søvngængers Svar, og først nødtvungent og dernæst frygtsomt frivillig gentoges mit »Ja«, og dernæst hæved det sig som en jublende Tone, og i min Viljes og min Tankes Dødssøvn løftede mine frigjorte Sanser sig i en Takkehymne, hvis Ord var »Ja«.

»Hvorledes«, spørge I »er denne Tilstand?« Højlærde Herrerjeg vil svare Eder. Denne Tilstand er Saligheden selv foruden Skaar og Lyde, foruden Skygge af Modstand, Modsigelse eller Betænkning. I denne Tilstand, der er Kontrasten til det frie Lune og den vilde Vilkaarlighed, jeg nys beskrev, er Selvet ganske determineret og søger den Vellyst, som dræber det i Salighed, ved selv samme Tyngde og Tvang, hvormed Jorden drager den faldende Sten. Ak, her har jeg erfaret: Magten besejrer alle Pligtens Bud. Renheden vindes ej ved Bøn og Ønske og ej ved aarelang Afholdenhed og ej ved Selvpinselens sidste Middel og ej ved Beskuelse af Nazaræerens Billed og ej ved Pligtens strenge Erkendelse og Gentagelse - uden de ydre Omstændigheders Hjælp. Af Verdensomgivelserne ere vi altid afhængige. Nej, ingen Uskyld og Viljekraft er saa ren, at ikke Foreningen af Fristelse og Tvang kan overliste, lamme og knuse den. Og naar Moralisterne sige noget andet, er det, fordi de gode og fede Herrer færdedes aldrig ude i den Afgrund, hvor Sjælen gør de dyrekøbte Erfaringer.

Men jeg vil nu meddele, hvorledes jeg blev frelst. Frelst siger jeg, frelst fra Saligheden. Thi ihvorvel det er i dens Skød, som Forjættelsen lyder, at der er ingen Sorrig, ej heller Skrig, ej heller Pine, og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne, saa dog - naar man fries ud og tænker tilbage - da fyldes Sjælen, som elsker Selvbeherskelse, af Væmmelse, Angest og Lede.

Forlængst var den alt glemt, den stakkels Sætning: »Sjælen er et Atom«. Her i det himmelske Helved, her frelser intet Dogme og ingen Livsanskuelse; thi alle Meninger dø i Sansningen af den evige Urgrund selv. Men som en Fugl, der flygter hen over den røde Himmel fra Bøssepiben, flyede der et Noget, jeg skulde erindre, men ikke erindred, bort som et forsvindende Punkt i Rusens Glemsel, og alt var rødt, rødt, blødt og sødt, ja, sødt og dødt og dødt og dødt. Og der var ingen Forskel paa et Aarhundrede og et Øjeblik i Evighedens Punkt.

Da dukkede op - hvorledes ved jeg ej, ej ved min egen Kraft, men ved en andens - en Forestilling for min Sans. Jeg saa det blege Ansigt, som fulgte mig i Døden, skælvende vaandefuldt i Lystens Bølger.Jeg skelned, genkendte og erindred.Jeg leved.Jeg tænkte, ja, jeg vilde. Og jeg befandt mig ej mer hinsides »Ja« og »Nej«, men sammen med min mørke Følgesvend fandt jeg mig i et Hav, som ej adlød, men som modsatte sig Fysikkens Love, og som mit Legem til Gengæld modsatte sig. Der flød vi nu som Svømmere i Oceanet af æonisk Ild og brødes med disse Lavastrømme, der vekslede i alle Glasurens Farver. Da løftedes mit Hoved op i en mælkeklar, taagefuld Luft, og foran mig saa jeg min Fælles sorte Lokker. Jeg hørte hans Røst udraabe takkende og frydelig: »Ave Maria!« Og med et andet: »Ave Maria!« kløvede han Bølgen. Jeg fulgte i hans Kølvand, men som en mindre kraftig Svømmer tabte jeg ham af Syne i Mælketaagen. Da raabte jeg med mine sidste Kræfter: »Ave Maria!« Fluks kom en Kæmpebølge, lagde mig moderlig til sin stærke Barm og bar mig i sine Arme over Havet. En Brusen hørte jeg omkring mig, en Mumlen, som om mange Magter stredes om min Sjæl. Kraftesløs sukkede jeg kun: »Ave Maria«. Da følte jeg Bund. Det sidste Bølgeslag kasted mig op paa en Strandbred. Vovernes Mumlen dyssed mig til Ro. Jeg blunded. Jeg sov.

Dengang jeg vaagned, laa jeg paa Bredden af en Lagune og stirrede op imod en vandklar Himmel, og jeg forfriskede mig i dette Øjenbad som Planter i en Støvregn. Om mig brød Bobler frem af Strandens varme Dynd og brast med en klingrende Lyd. Doven laa jeg. Og mine Næsebor fyldtes af en vammel og krydret Duft som Duften ved Høsttid i en Mose. Jeg rejste mig paa Albuen. Her var grimt, mudret og hæsligt med Flager af perlemorsglinsende Sumpgas paa sorte Pytter. Men her var Varme og Hvile i dette Dyndbad, som der er baade Væmmelse og Lede, men ogsaa Hvile og Varme i den Mattelse, der følger efter en Skøges ustyrlige Favntag. Og atter sank jeg tilbage i Dyndet og blunded med Hovedet fuldt af Erindringer, som ej kunne skrives ned.

Da hørte jeg Fodtrin og Røsten af en, der snakkede med sig selv og slog med en Stav i Dyndet. Paa een Gang fornam jeg en Krog, som drog i min Skulder, og medens jeg hejsedes opad, hørte jeg en gryntende Røst: »En Fisk. En dejlig Fisk. Kanske en Sælhund. Ikke meget raadden. Den lugter lidt. - Ved Jupiter! Forbandelse! Det var en rar Fisk! Den er jo kun et Menneske«. Og hermed slap han sit Tag og spyttede i Vandet.

Aldrig har jeg følt mig saa ringe med samt mit Menneskeværd. Og næsten ønskede jeg at være en Fisk. Og da han holdt sig rolig og ikkun engang imellem spyttede haansk i Vandet, blev jeg først vred ved hans totale Mangel paa Humanitet; men ihukommende den gamle Regel: Stik Fingeren i Jorden og lugt, hvor Du er! sagde jeg hastelig: »Barmhjertighed! Hjælp mig paa Benene. Jeg er en fremmed, kastet op af dette Hav, hvor jeg har været som Jonas i Hvalens Mave«.

Han stod som før og sagde: »Bare Du var en Fisk. Saa var Du til at spises, i Stedet for nu kun til at spise«. Jeg sprang op, oplivet af min Harme og mere hjulpet af hans gnavne Tale end af den dybeste, kristne Medlidenhed, og sagde til ham: »Du raa, barbariske Tølper! Før mig herfra til Folk med mildere Sæder. Og lær mig fornemmelig, om her i dette Land er Filosoffer, med hvem jeg kan diskutere Verdens Begyndelse og de sidste Ting«.

Da blev den skidne Fisker som rasende og hostede og spyttede og skraalte: »Du Græshoppe! Du Spyttegøg! Du Kallunkræmmer! Ved Du, med hvem Du taler? Jeg er Kynikeren Krates, den verdensberømte Filosof, der midt paa Thebens Torv i Gerningen beviste min Yndlingssætning, at for den rene er alting rent«. Jeg gjorde mig mine Tanker; thi Manden var meget skiden; men højt sagde jeg kun: »Belær mig da, o, Krates, om dette Hav, hvorfra jeg blev udspyet«. - »Det er Okeanos, min Ungersvend, paa hvilket Solen sejler tilbage om Natten, naar den har fuldendt sin daglige Køretur over Himmelens Hvælv«.

Ved dette Svar fornam jeg, den gode Krates' gode Filosofi var af en noget anden Art end vor, og spurgte ej om mere af den Slags. »Undskyld, o, store Krates, at jeg erkendte Dig ej som Filosof. Vid da, der, hvorfra jeg er, se Filosofferne ikke ud, som Du. Der vandre de i skønne, sorte Klæder. De have tvende Titler, en dejlig Gage, Statsansættelse med mere. De præke opbyggelig imod Askese. De ere altid gifte. De regne sig ej for klogere end andre Folk; men de forkynde, at Klejnsmedenes, Badskærernes og Glaspusternes Meninger ere egentlig den sundeste Filosofi. Og to Ting ere de til enhver Tid lydige, nemlig Tidsaanden og deres kære Kone«.

»Stor er din Daarskab«, svarede mig Krates, »at Du ej ved, den sande Filosofi kendes paa sin lasede Kappe og sit uredte Skæg. Her leve vi som sanddru Filosoffer. Vi arbejde ikke. Vi have ingen Stat og ingen Herre. Vi foragte Kvinder. Vi lave ikke Børn. Vi plukke Okeanos' Frugter som vor daglige Føde. - Du dumme Hav. I Gaar, da jeg ofrede til Dig, lovede mig dit Varsel en dejlig Fisk. Ved Herkules! Det var en dejlig Fisk!«

Og ved at kaste Blikket hen paa min ringe Person blev han som rasende. »Forbandelse over Dig, Okeanos! Jeg ønsker Dig røde Bylder paa dit Legem. Jeg skal hente en Hugorm og brænde Dig med dens Gift, ifald Du ikke skaffer mig min Frokost«.

Jeg korsede mig og tænkte: »Hvilken forvorpen Tale. Han kalder sig viis og kender ej bedre dette grusomme Hav«. Men se, her var dog Krates visere end jeg. Thi min Forsagthed skaffede ikke nogen Mad; men Krates' Forbandelse skaffede ham hans Frokost. Se, frem af Havet sprang en Kæmpefrø, saa stor som en Kalv, og saa paa os med sine store, menneskelige Øjne. Da udbrød Krates i et vældigt Jagtskrig. Paa alle fire kasted han sig over den grønne Kvækker, og med en Stenkniv hug han i dens Hals, saa grønt blev rødt. Og seende paa mig med sine store, blanke, forundrede Øjne udstødte den som et Barneskrig og døde som et af disse blide og fromme Dyr, der Hde og dø ikke ved egen Skyld, men for Menneskenes og andre Vilddyrs Synd og til Verdens Opholdelse.

Vi saa min sorte Følgesvend sidde i Tanker med Ryggen mod os paa en Sten.

Straks vinked Krates ad mig og ham: »De er nok een til af disse Mennesker. Hej, hej, Matros! Kom hid! Kom her, I begge! Hjælp mig at bære denne brave Frø«. Saa slæbte vi af Sted. Hver af os bar paa et Bagben. Krates bar dens Hoved. Under Marchen spurgte jeg ham ud. Han vendte sig og svared. Saadan, med mange Afbrydelser, Gentagelser, Misforstaaelser, udfrittede jeg Krates.

»Hvordan vi leve? Vi leve godt og smukt med Selvbeherskelse og i Uafhængighed. Vi leve i Huler i en Vold af Tang. Vi klæde os i Haj skind. Vi leve af døde Fisk og Skaldyr, som vi finde ved Stranden. Og vi foragte Kvinder. Ja, Kvinder. Jeg sagde Kvinder. Jeg sagde: Vi foragte Kvinder. Med Kvinder mener jeg disse Væsener af menneskelignende Skikkelse, men uden Mandens Tegn, med store Bryster, brede Hofter og kalveknæede. Det mener jeg med Kvinder. Jeg mener de Kvinder, som bo i dette Hav og stige op derfra for at forføre Mænd. Min unge Mand jeg mener, hvad jeg siger. De ere ikke Mennesker, de ere Dyr i Menneskeskabning. - Om Kvinderne paa Jorden ere ligedan? Ja, ganske ligedan. De have Kløer, men de skjule dem som Katten. De kunne være ret gode Koner, tjenstvillige Slavinder. De kunne endog, saaledes som min Kone, lade, som om de dyrke Filosofi. Men det er alt til Hobe Bedrag, min Ven, hvormed de skjule deres sande Natur for Manden og ofte for sig selv. Efter Døden blive de alle til ufornuftige Dyr i Kvindeskabning. Nogle blive Lamier, andre Vampyrer, andre Erinnyer, andre Mænader, andre Sfinkser og Græer. Men alle miste de ganske Interessen for Filosofien. Kun een Ting lægge de an paa, det, at forføre den vise Mand til Vellyst. Ved List og Vold, ved Grusomhed og Smiger, ved Løgn og ved Elskovsdrikke og Sovemidler opnaa de deres ufornuftige Hensigt. - Om Elskov da er Synd? Elskov er ufornuft tig. Hvad opnaas ved Elskov? Med hvilken Syllogisme kan Du bevise mig Elskovs Berettigelse? - Der ser Du, den er grundløs, derfor uværdig for en Filosof. Men disse Døtre af Okeanos, de ere saa mægtige, yndige og svigefulde som dette falskelige Hav. Kun een Ting kan holde dem fra os. Kun een Ting betvinger dem. Det er Stank og Smuds og Skidt og Møg. Det kunne de ikke lide. Den, som stinker dem op i Næsen, ham slutte de ej i deres falske Arme. Derfor gaa vi som rette Filosoffer i skidne Laser og vadske os aldrig. Aldrig. Vi pege Fingre ad dem. Vi skære Ansigter. Vi hyle og danse og klaske os paa Bagen, naar de ville friste os, alting som rette Filosofrer anstaa, der sætte Selvbeherskelse over alt. Om Vaaren, naar Naturen bringer Forvirring i vort gamle Blod, da vise vi heller hinanden en Tjenstvillighed - thi for den vise er alting rent - end vi indlade os med disse Dyr, skønne at se til, men hæslige i det Indre. Vi ere modsatte. Grimme ere vi at se til, men rumme Filosoffens den indre Skønhed, der straaler yndigere end Ametysten«.

Nu saa jeg i Afstand Kynikernes Hjem, hvorfra en skrækkelig Stank slog mig i Møde. Det var som en mægtig Mødding med Jordhuller, hvorudaf Filosofferne krøb. Men Krates viste mig med Stolthed Filosofopolis som Verdens bedste Stad. Jeg fulgte nødig min skidne Filosof. Thi jeg mærkede mere til hans ydre Stank end til hans indre Vellugt. Men hvad der frastødte mig mest, det var hans aabenbar bekendte Perversitet. Dog, da jeg husked, hvad Hume og Montaigne sige: »Moralen er et Produkt af Folk, af Klima, af ydre Omstændigheder og Tilfældigheder«, betænkte jeg, at det kommer ikke saa meget an paa, hvilken Moral Du ejer, som paa, hvorvidt Du lever redelig efter den samme Moral. Herom var ikke at tvivle, at Krates var ærlig og samvittighedsfuld Tilhænger af sin vandskyende Moral. Og derfor er det at haabe, den højeste Dominer vil dømme ham mindre strengt, end de beskikkede Moralister ville.

I saadanne Tanker gik jeg med sænkede Øjne. Da slog jeg Øjet op og saa en Mand, klædt i en Klædning og ikke i en Las og uden Smuds paa sit Ansigt. Da blev jeg glad ved dette Tegn paa Kultur. Han hilste med sin Hat og sagde: »Min Herre hilser Dem begge og beder Dem om at besøge sig«, idet han peged paa os to ved Frøens Bagben. Da blev jeg saare glad; thi Filosofopolis frastødte mig i samme Grad, som den frastøder Kvinder. Og begge slap vi til Krates' Misfornøjelse Bagbenene og lod dem gaa videre ved egen og Krates' Kraft. »Hæ«, mumlede han, »to nette Fyre! De søge en Stormands Gunst i Stedet for at sidde som frie Borgere i den frie Stat«. Og dermed trasked han af til Filosofopolis.

Imidlertid nærmede den fremmede sig til min Overraskelse med alle en høflig Evropæers Lader og sagde: »Mit Navn er Hackel. Det turde vel ikke være de Herrer bekendt?« - »Jeg kender Professoren i Jena, den dristigste Tænker og første Apostel blandt Darwins Disciple i Tyskland«. - »Til Tjeneste«. - Vi hilste hjertelig paa hverandre, og jeg vilde nævne mit Navn. »Nej, Deres ærede Navn vedkommer ikke mig, men kun min Herre«, sagde Professoren. Jeg studsede over denne Ydmyghed og sagde nysgerrig: »Har De en Ansættelse her i dette Rige, og hvilken Monark er Deres Herre?« »Jeg er min Herres Slave«, svarede han med korslagte Arme, som om han bøjede sig for et usynligt Blik. »Min Herre er ikke Monark, men han er mer end Monark. Han er en Rishi. Han er en af dem, der hersker over Mennesker og Guder. Og det er mere værd at være Slave hos en Rishi her end Professor i Zoologi i Jena«.

Man forstaar, at denne Tale opvakte min Nysgerrighed, og jeg blev ikke træt af at udspørge ham: »Han raader over hemmelige Kræfter. Han kender Dyrs og Fugles Sprog. Han læser vore Tanker. Hans Navn er helligt og er mig forbudt at nævne. Naar dette Hav ved Jævndøgn fraader imod denne Kyst og truer med at opsluge Kontinentet, udstrækker han sin Haand, og Bølgerne rulle tilbage i Stedet for fremad. Han har forbandet Havet. Derfor er det mudret og mat og sort langs denne Kyst. Saaledes er det ham, der som en Jehovah paa den tredje Dag adskiller Land fra Vand. Han kender alt. Visdommen lyser af hans Blik og skinner gennem hans gaadefulde Tale. Jeg tjener ham, ej blot som undertvungen, men i det Haab, engang at blive delagtig i hans Visdom«. »O, skynd Dem, skynd Dem«, raabte jeg nu. »O, hvilken Lykke, jeg kom hid! Før mig til ham, Deres Rishi! Jeg, der har drukket Visdom i trende aarelange Dagejeg tørster uforbederlig efter mere, som Drankeren tørster efter Vin«.

Jeg saa et lidet Træhus, om hvilket Altæa og Violer voksed. Mine Tanker vilde føre mig der forbi; thi de spejdede efter den store Vismands Slot; men mine Fødder førte mig uimodstaaelig ind ad Laagen, og mine Knoer slog mekanisk paa Døren. Vi traadte ind. Knap troede jeg mine Øjne. Kunne Kobberstik da vorde levende? Se, jeg befandt mig som Gæst midt i et Billede af Albrecht Durer. Her sad Sankt Hieronymus med Dødningehovedet og Timeglasset, bøjet over Bogen, og Løven og Hunden, der slumred ved hans Fod, løftede Hovedet og knurrede ved vor Ankomst. Og der var Fred i Stuen - den samme Fred, som er over Lysets Spillen paa en Træstub i Granskoven en Sommereftermiddag, hvor der er Tid nok, og intet haster, og Sneglene hvile sig, fordi det slet ikke haster.

Da vaktes den vise op ved Løvens Knurren - enten han nu var Hieronymus selv eller ikke -, men ved at se os rynkede han Brynet og sagde barsk til sin Tjener: »Hvorfor kommer Du ikke før? Fornam Du ikke mit Bud, der bød Dig ile?« Han vilde undskylde sig; men Løven udstødte et Brøl, som kastede mig ind mod Væggen, som Vinden kaster en Fnugbold, og slikked sig derpaa mildelig om Munden, som vilde den sige: »Min Ven, jeg gabede bare«. Jeg anbefalede mig ærbødig til Løvemajestæten med et Buk. Men med en Løverøst raabte den højt ærværdige, hvo han saa var: »Mit Dyr har Ret. Du taler kun tomme Ord. Du lærde Dosmer! Du Pachyderma! Hvor længe vil Du vandre her uden at lære at høre og lære at se!« Da tav den skyldige, og atter læste den vise i Folianten, og Dyrenes Aandedrag fulgtes med Urets Dikken, som Fuglesangen følger med Bækkens Rislen, og her var Fred.

Jeg stod i uvis Nølen, imens hans Finger fulgte Tekstens Linier, som om den læste dem fuldt saa vel som Øjet. Da slap den Skriften, og rolig hvilte hans klare Øje paa mig. Da rejste jeg mig, og nølende - jeg vidste ej, hvad jeg vilde - gik jeg frygtsom hen og satte mig ved Oldingens bare Fødder. Da lagde han Haanden paa mit Hoved og sagde: »Jeg ser, Du fatter det tavse Sprog, om end Du langsomt fatter«. Jeg svarede: »Hvis jeg var viis, som I, da agtede jeg kun paa Blikkets, Bevægelsernes og Tonens Sprog og ænsede ikke Tungens lydende Bjælde; men jeg er kun en Lærling i den Kundskab, som I behersker. Tal derfor til mig i Tungens og Ørets Sprog«. Den vise svarede: »Nu vel, vi ville tale sammen paa Menneskevis. Sætter Eder i en Firkant med mig, at Kredsen sluttes, og ingen Forstyrrelse indtrænger sig i vor Tankevekslen. Lad mig nu høre« - her vendte han sig til min tavse og mørke Ven - »hvad ønsker Du at vide?« Min Følgesvend svarede: »Ak, lad mig udenfor. Jeg fatter ikke de Ord, hvormed I kæmpe, og ikke den Kunst, hvormed I vinde Sejr. Jeg evner ikke den vanskelige Kunst at tænke. Jeg er fra et Land, hvor Mænd saa Syner, drømte og hørte Stemmer. I derimod ere som Grækerne. Vi kunne ej følge og ej forstaa en Tankegang som eders, der vil forbinde alt foruden Brud«. Han tav. Den vise saa paa mig. Da nævnte jeg mit Navn, min Fortid, omtalte flygtig mine Sjælekampe, og da jeg kom til denne Vandring, fortalte jeg om de trende Dages Rejse og endte atter med mit gamle Spørgsmaal: »Hvad er det Hav?« Da smilte han og sagde: »Lad først min Tjener føre Ordet. Han har sin egen Teori, hvilken han brænder af Begærlighed efter at foredrage.« Da rømmede sig Professoren, slog ud med venstre Haand og sagde: »Mine Herrer. Jeg er ej Filosof. Jeg er Zoolog, og kun som Zoolog tillader jeg mig at tale med i denne Forsamling. Nu vel, jeg holder her i denne Flaske en liden Part af dette Havstof. De vil se, at det er gennemsigtigt, langsomt flydende og indeholder klare Farvedraaber. Nu fører jeg en lille Stump Granit paa denne Staaltraad ned i Flasken. De vil da se, at Massen nærmer sig ved Egenbevægelse til denne Næring, udsender Slimarme og drager Maddingen til sig. Her vil Granitten langsomt forvitres og opløse sig. Kun een Ting kan og maa sluttes heraf, at dette Stof er levende.« Han spurgte med Blikket. Jeg svared Ja med Nikket.

»Altsaa, vi have her et Fluidum vivens. Nu ville vi prøve at indsprøjte det i denne døde Orm. Straks se vi, den rører sig, den lever. Heraf slutte vi, at dette Stof er Bæreren af den vitale Kraft, og sikkert Grundbestanden i Protoplasma. Vi ville nu knytte nogle faa Betragtninger til Eksperimentet. Hvad om vi her staa over for et skjult, organisk Grundstof med Evne til at nære sig af andre Stoffer; som herved vokser eller, om man vil, forplanter sig; som taaler Deling, Forskydelse og Ændring i Levevilkaar indtil en vis Grad. Her have vi den skjulte Livssubstans, der secernerer Tanker, Følelser og Forestillinger, og evigt og uforgængeligt, som det er i Kraft af denne sin indre Hensigtsmæssighed, vandrer det gennem Verdensrummet, indkapslet i Meteorstene eller som Sporer imellem kosmisk Støv, og hvor det træffer en dertil skikket Klode, spirer dets Sporer og skaber derved Liv.

Vil De nu betragte den samme Flaske, da vil De se, at Fluidum vivens har imidlertid udskillet faste Naale og Traade som et Skelet af rhizopodeagtig Karakter. Lade vi Vædsken krybe, draget af Tyngden, ned i en anden Flaske, se vi Skelettets Ramme staa tilbage. Altsaa, dette organiske Stof udskiller paa sin Vandring igennem Rummet uorganisk Stof, som efterlades, som Krabben efterlader sin gamle Skal. Her maa vi spørge: Skulde ikke denne Udskillelse være en skabende Frembringelse? Staa vi ej her over for Stoffernes Stof, Urmoderen, af hvilket de 70 saakaldte Grundstoffer alle ere dannede? Med andre Ord, hvis min Hypotese bekræftes: Det levende Stof er det første og det sidste. Det uorganiske er kun dets Sekret. Altsaa er ikke mer Mekanikken grundliggende Videnskab for Naturforstaaelsen; men Modervidenskaben er Biologien, ved hvis Lys alt forstaas. Men hvis saa er, da maa der kunne paavises Slægtskab mellem de uorganiske Kræfter og de organiske. Jeg mener at finde et saadant baade i Vedhængningskraften i Fysikken og specielt i den kemiske Affinitet. Jeg henpeger særlig paa et saadant Eksempel som Kvælstoftveiltes Forhold ved den almindelige Svovlsyrefabrikation, hvor dette Stof indgaar og udgaar uskadt af Iltningsprocessen, som Protoplasmet i Legemets Processer. Kvælstoftveilte optager og udskiller Ilt, idet Svovlsyrling spiller Kulstoffets Rolle. Vi have her en uorganisk Vekslen af Absorption og Sekretion. Dog nok herom. Vi have betragtet Stoffet biologisk. Vi skride nu til en zoologisk Bestemmelse. Men hertil maa vi spørge: Er det et Individ, vi her have for os, eller er det ikkun en Del af et saadant? Hvis De nu vil se paa Flasken selv, vil De bemærke, at Glasset i Mellemtiden er blevet som gennemtrukket af fine, hvide Traade, der spinde et Net. Vi hælde Vædsken ud. Se, Træet gennemkrydses snart af fine Linier, der spinde sig tilsammen og minde slaaende om visse Fotografier af Solens Korona. Og De vil se, at Draaberne søge at opnaa Forbindelse med hverandre ved disse Linier. Hvad enten vi nu antage, at disse Nervetraade ere Stoflinier eller Kraftbølger, saa se vi, at de med magnetisk Kraft søge ad een Kant, nemlig mod Havet, hvorfra Vædsken stammer. Og undersøge vi Jorden og Sandet herudenfor, ville vi finde mer eller mindre tydeligt ganske tilsvarende Linier. Det ligger da nær at slutte: alt Fluidum vivens væves tilsammen af saadanne Traade, ligesom det er paavist, at Celleindholdene i Dadelkærnens Celler staa i Forbindelse med Protoplasmatraade. Vi slutte heraf, at Fluidum vivens igennem Hav, Jord, Luft og alle Stjerner udgør et eneste Kæmpeindivid, hvis Stof er spredt i Verdenstræets Celler, og hvis Kraft omslutter Verden som et Rhizopodenet. Vi staa her ved et Væsen, der i alt væsentligt opfylder de Fordringer, vi stille til en Gud; thi det er allestedsnærværende, Skaber af alt og Bærer af Liv og Sjæl. Og dette Væsen er, zoologisk set, Monadernes Monade, som ogsaa Leibnitz morsomt nok kalder Gud. Darwin, mine Herrer, indførte Mennesket i Zoologien og stillede ham imellem de østlige Aber. Jeg, mine Herrer, roser mig af at indrangere Guddommen i Systemet, som hørende til Rhizopodernes Orden i Protozoernes Rige og under det systematiske Navn af Deus ubique praesens.

Den vise gav et Tegn. Zoologen tav. Jeg sagde nu: »Hvad De har sagt, har interesseret mig og stemmer i det hele med min Erfaring. Men nogle Spørgsmaal lades ubesvarede i Deres elegante Teori. Hvorledes forholder det sjælelige Liv i denne Masse sig til den ydre Form? Efter hvilke Love virke Urvæsenets Kræfter saa hensigtsmæssigt? Gives der ikke til Slut en mekanisk Forklaring? Eller have vi virkelig her de berygtede Causae finales? Hvorledes er endelig det mer eller mindre gode Forhold mellem det hellige Individernes Individ og os smaa Snyltedyr i Guddommens Bug?«

Han svarede: »Jeg overlader Besvarelsen af dette til Filosofien og til min vise Herre, som kender alt.« Da vendte jeg mig mod den store Rishi og nævnede ham ved Fornavn; thi længst genkendte jeg ham efter det Skældsord, hvormed han betegnede Zoologen før. »O, store Mester Arthur. I, som trods alle officielle Forkyndere af Statens Filosofi plus de utællelige Privatdocenter, er mig den eneste siden stakkels Kant - de andre være nok saa kloge og lærde - der bærer med Rette Navnet af Filosof - thi I spurgte ikke Skræddere og Skomagere, hvad Klokken var slaget, men gik Jer egen Kaas gennem Tid og Rum - løs I mig Verdens Gaade. I er et Barn af det samme Aarhundrede, som jeg, og ser, som jeg, med bitter, blodig Spot Tilværelsen i Jert eget Øjes Hulspejl som den Karikatur, den i Sandhed er. Der, hvor I ser det stygt, siger I: »Livet er stygt!« og lader Daaren folde sine Hænder tilbedende over for Farvedraaberne i Fluidum vivens. Jeg har nu hørt Duns Scotus tale fra Teologiens Synspunkt, Bohme som Teosof, Spinoza som Metafysiker og Fysiker og Dr. Häckel som Zoolog. Fra hvilken Side ser I det store X?«

Han svarede, imens jeg sad ved hans Fødder, som Gabriel sidder ved Gudfaders Skammel: »Jeg taler som den sande Filosof, idet min Filosofi er Psykologi. Ved Selvbeskuelse kender jeg Verdens Væsen. Her i mit Hjerte røres de samme Kræfter som de, ved hvilke Himmel og Jord bleve skabte. Se i Dig selv. Der finder Du den Vilje, som skabte alt.«

Jeg svarede ham: »Men, Mester, hvad er Viljen? Jeg har læst saa mange tykke Bøger om Viljen, men endnu aldrig har jeg truffet en antagelig Definition af, hvad Vilje er«.

Han svarede mig med følgende Huskevers:

Og han fortsatte:

Da sagde jeg: »O, sig mig, Verdens Behersker,« - thi saadan tiltaler man smukt en mægtig Rishi - »hvorledes skal Urviljen, som skaber alt, nærmere fattes? Er den en Enhed eller Flerhed, et X eller Y, eller er den maaske et X for et U?«

Han svarede mig med følgende Huskevers:

Da sagde jeg: »Efter Eders dybe Lære er hele Universet blevet til ved Viljens Spil af Intet og i Intet. Men sig mig: hvorledes bygger I Bro imellem den blinde Vilje og Naturens Orden? Ved hvilken Kxaft har Viljen virket det, som Jesus tilskrev en almægtig Gud, og vore lærde de evige, faste Love?«

Jeg sagde nu med min sædvanlige Opposition: »I forklarer Verdens Tilblivelse ved Hjælp af Miraklet; men Miraklet forklarer intet, thi det forklarer alt. Hvorledes finder I Overgangen fra Viljens Kaos til denne Verdens Kosmos? Hvis I kan svare, da svar.«

Den høje sagde: »I Kredsgang ruller Livet som en Opera, hvori Finalen er lig Ouverturen. Hvis Du vil høre, skal jeg forklare for Dig de fem Akter, hvoraf hver Kalpa efter det klassiske Dramas Regler bestaar. Den første Akt hedder Brynde, den anden Drøm, den tredjes Navn er Fantasi, den fjerdes Virkelighed, den femtes Katastrofe. Og forud for Handlingen gaar den forrige Kaipas Tilintetgørelse som et lystigt Forspil. Derefter Pause. Verden er i Intet. Ret straks begynder det. Nu sidder Du i Spænding. Just af en saadan Spænding springer Handlingen ud som sitrende Bevægelse af ubegrænset, usanselig, lovløs Art, saaledes som de Livsfornemmelser, der ikke sanses, men mærkes - efter det jævne Sprogs Udtryk.

Nu skal jeg skildre Dig, i hvilken Rækkefølge alting opstaar, men ikke hvorledes; thi Overgangen er et Spring, og Springene ere ikke tilgængelige for fornuftig Forklaring, som ogsaa en af dine Landsmænd har sagt. Der frembryder Lyst som Afrodite Anadyomene. I blind og selvisk Vellyst hviler det tomme i sig selv og nyder sig selv i Vellyst. Da kommer Mættelse, Væmmelse og Lede, og Livet nyder i sammenkrympet Skælven sin egen Væmmelse som Lyst. Da fødes Vellyst i Pine, og Livet - hvis vi her kan bruge et Subjekt, der er forskelligt fra sit Objekt - nyder i Pinen sin Almagt som Lyst, som een af disse afsindige, der sønderriver sig selv.«

Da kunde jeg ikke længere udholde hans Skildring, men sagde: »Kæreste Mester, gør dog en Ende paa denne Kattejanimer af Triangel og Trompet.«

Han svarede: »Just det samme føler den gamle Brynde - som Morten Luther daglig forsøgte at drukne, men uden Held -; af Kedsomhed og Lede gisper dens Attraa; just da, just da gaar Tæppet op for Handlingens anden Akt. Da skabes der Sanser, Mørket bliver, og som dets Modsætning Lys, og røde, grønne og blaa Kvaliteter glinse som for et inflammeret Øjes Syn. Skingrende Klingklang, Brag og Brøl og Skrig følges med giftsød Duft og blodig Smag, blødagtig Berøring og skælvende Kuldekrampe; thi alt er smagløst, buldrende og barokt i dette Delirium i anden Akt. I Liderlighed og Drukkenskab ere de fem Elementer for Sansningen avlede.

Saaledes er den anden Dag, eller korrektere: den anden Nat.«

»Hvorledes bliver da Enden paa den Feberdrøm, denne Nats uophørlige Sanserus?«

»Velan, vi gaa til tredje Akt. Forrige Akt var kun den, hvori Instrumenterne prøves, og Gassen tændes. Se, indtil nu har der kun været Øjeblikke til, som Draaber, der ikke ville samles i en Strøm, som Perler, der ikke ville trækkes paa en Snor; dog har der været Gentagelse, Rytme og Skala, men ikke Genkendelse. Nu opstaar Erindring derved, at Nuet mirakuløst genskaber det forrige Nu som Part af sig. Da faa vi paa tværs af Øjebliksgennemsnittet den Fantasivertikal, som vi kalde Tid. Og atter en Sondring opstaar i Øjeblikket, idet Erindringen overskuer dets Helhed, dets Farver og Klange skille sig fra hverandre og eksistere i Rum. Men atter samle de sig ved Reaktion og følges ad to eller tre eller fire som Kammerater i Tiden eller i Rummet, A som en Aarsag, B som Aarsagens Virkning, eller ogsaa som Virkningen af det samme X, indtil et C vil overtage Rollen. Men læg dog Mærke til, at vi have ikke een Tid og ikke eet Rum, men mange Tilløb til Tid og mange til Rum. Først af de sekundære Forestillinger, som ej ere Sansninger, men Forhold imellem disse, opstaa efter mange Aborter de trende Grundformer for Menneskets Tænkning, som ere Tid og Rum og Aarsagsforbindelse. Her have vi Bevidsthed, thi just i disse trende Forhold og Forbindelser bestaar den Forestillingsart - den Maade at sanse paa -, der kaldes Bevidsthed. Men her maa ikke tales om een Bevidsthed, ej heller om Bevidstheder, thi hverken koncentrere sig Forestillingerne i eet Punkt, ej heller i flere. Vi have her Ting, Begivenheder, Verdener; men alting er kun fra Haanden og i Munden som i en vild, løsreven Fantasi. Med tantalisk Iver søger Livet den Orden, som det ikke naar.«

Jeg sagde: »Jeg havde engang en Drøm, i hvilken jeg spillede en Faderrolle, velsignende et elskende Par. Men pludselig ændrede sig, ej Drømmen, men min Rolle i den; det var den samme Scene, men jeg var Elskeren, og en anden Faderen. Saaledes anskuer jeg denne Urfantasi, i hvilken Bevidsthed ej knytter sig til noget bestemt haandgribeligt, men opstaar og forsvinder, som det kan træffe sig.«

»Just saadan«, svarede han, »men denne Tilstand er uudholdelig, og derfor bliver Virkeligheden til i fjerde Akt. I Fantasiernes Flugt have vi som i Wagners Operaer Ledemotiver, der idelig vende tilbage, staaende Skikkelser og Væsener, som den gamle Komedies Figurer. I disse slaar Bevidstheden ned, og det, som for os maa synes det største Under, nemlig vor egen Fødsel, foregaar.«

Da afbrød jeg ham: »Jeg fatter ikke dette; hvorledes kan vor Fødsel foregaa ved Forbindelse af Bevidsthed og af Skikkelse?«

»Bevidsthed var hidtil kun en Illusion, et Intet, som søgte imod at blive noget, et Forhold imellem Sanser, men Sans ej selv. Nu kommer den, om jeg saa maa sige, til Verden, idet den identificerer sig selv med en enkelt af sine Genstande. Med andre Ord, den faar et Legeme, en Sjæl, eUer hvad Du vil kalde det, et fast, bestemt, haandgribeligt, sanseligt Selv, med Fødder til at gaa paa, Hænder til at føle med, Øjne til at skue med, Øren til at høre med og en Mund til baade at bide og at kysse med. Bevidstheden faar Legeme eller, som Du ogsaa kan sige, et Legeme faar Bevidsthed og taler i første Person. Verbet konjugeres; det hedder: jeg hører, jeg ser, jeg gaar, jeg erindrer, jeg tænkerjeg er. Og dette Selv, som stirrer omkring sig med nyfødte Sanser, ordner nu Verden som Platons Derniurg eller som Jehova paa den tredje Dag, idet han ordner Tingene ved sin Viljes Magt efter sin Tankes Love, og sejrer over de vilde og lovløse Kræfter paa samme Maade, som Guden over Titanerne. Altsaa, først paa dette Punkt opstaa Naturlove, som ere gyldige igennem Tid og Rum. Stoffets og Kræfternes Kredsløb begynder nu, og Naturen virker efter den samme Vane, som hersker i Selvets Tanke, nemlig den, at det samme altid frembringer det samme.«

Da sagde jeg: »Jeg ser nu med Forundring, at Filosofiens yderste Konsekvens fører os atter tilbage til Mytologien, al Videnskabs Moder. Og dette Kredsløb bekræfter just din Kredsløbsteori. Men sig mig nu, hvem er den Gud, den Logos eller O din, der engang formede denne Verdens Kugle?«

Da svarede Filosoffen til min Bestyrtelse: »Det er Dig selv!« Og da jeg betuttet saa mig om over Skulderen, om der var nogen anden, som han mente, gentog han, pegende paa mig: »Det er Dig selv!«

Jeg svarede: »Det er noget overraskende for en, som søger efter den gamle Vorherre, at blive tiltalt som ham selv. Jeg kan i Sandhed ej erindre noget og maa frabede mig denne Ansvarspost.«

Han sagde atter, smilende ved min Forvirring: »De samme Love, den samme Tankekraft, hvorved Alverden skabtes, virke i Dig og i enhver Person, som er et Selv. Derfor siger ogsaa med Rette Braminen: »Det er mig selv, hvis Aand har frembragt alt.« Se, jeg skal forklare Dig, at Du har skabt din Verden og ikke ved det. Selvet, det første Selv, frembringer ikke blot det faste Stof, der stræber efter Uforgængelighed, men efter den samme Lov, hvorved den vilde og Barnet besjæle alle Ting, skaber det første, ensomme, store Selv omkring sig andre Selv ved sin Viljes Magt, idet det afspejler sig i Universet og giver Spejlbilledet Liv. Saaledes opstaar i Overensstemmelse med Nyplatonismen de andre Selv ved hint det første Selv, ligesom en elektrisk Strøm ved Induktion fremkalder svagere Strømme i andre Traade. Og denne Strøm, som kaldes Selvbevidsthed og gaar igennem dit Legems røde Traad, den er, vel ej i Tid og Rum og Mængde, men vel i Art og Væsen, identisk med den første Selvbevidsthed, ligesom alle A efter Logikken ere lig med A. Saaledes opstaar fra det samme Centrum Naturens Orden og Historien. Menneskene kæmpe imod hverandre og mod de blinde Viljer. Ved denne Kamp opstaar da Samfund, Kultur og Kunst. Idet de vende Blikket nedad, give de Dyrene Andel i Bevidsthed og skabe lavere og svagere Sjæle. Idet de vende Blikket opad, skabe de Guder. Kristendommen lærer: Gud skabte Menneskene. Jeg lærer derimod: Mennesket skaber Gud.« - »Det er just gangbar Lære i Europa, og Feuerbach, Eders store Landsmand, har lært os, at Mennesket ved sine Ønsker og Drømme skaber sig Guder i sit Billede, efter sin Lignelse; han ser sin egen Skygge staa paa Skyen som et af Brockens Genfærd og beder dertil, og Skyggen svarer ham med de samme Bevægelser som hans; da tror han sig bønhørt. Vi vide altsaa, at Ønsket er det religiøse Urfænomen, men have hidtil ment, at Guden just derfor kun var en Fantasi og intet mere. Men anderledes fortolker jeg Eders Ord.«

Han svarede: »Taabe! Hvad er en Fantasi? Var hele Livet engang ej Fantasi? Og hvad er jeg og Du andet end Fantasier, der bleve begrænsede ved deres egne Love. Ja, Gud er en Fantasi; men denne Fantasi har, som den er skabt af sine Dyrkeres Ønske, Magt, Følelse og Vilje, den er iklædt alle Hellighedens og Kærlighedens Farver, og som en Kvinde, der bliver meget elsket, falmer dens Skønhed ikke. Den tildeles Ubiqvitet og alle andre gode Egenskaber, og den er det Hav, som Du har svømmet igennem, og min Professors Kæmperhizopode; men dette Væsen er som andre geniale Inspirationer, der absolut skal være ud over alle Grænser, set for en streng Kritik desværre et Misfoster. Det mangler Hoved og Hale, og de fortræffelige, hinanden modsigende Egenskaber kunne kun enes paa Fornuftens Bekostning. Der hersker da Hegels balstyrige Logik og Helmholz' den allerhøjeste Geometri, med andre Ord, vi have her Urviljen optrædende med fagre Lader og forklædt som Gud.«

Da brød jeg ud og med Erkendelsens hele og fulde Glæde; thi Sandheden fryder altid den, som forsker, endog om den er bitter: »Ja, I har Ret, og saadan er Europas Gud. Den er en selvmodsigende og farlig Illusion, dannet af Ønsket i Trods mod alle Love, og skjuler i sig den gamle, vilde Brynde. Duns Scotus var klog, men Jacob Bohme var klogere end han. Visere end dem begge var Spinoza. Din Professor har givet mig Belæring, men visest af alle er Du, de Tyskes Rishi. Du, som engang vil vorde det samme for den moderne Skole, som Thomas Aqvinas er for den romerske Kirke.«

Han fortsatte: »Til din Undervisning vil jeg gentage den sande Kosmogoni og Teogoni i dette Vers:

Denne Erkendelse,« føjede han til, »er den, som skiller imellem den vidende og den forblindede; og havde Du al Lærdom, der anses af Mennesker, og vidste ej dette, da var Du kun en Daare. Denne er den Erkendelse, om hvilken Paulus spaaede: »Da skal jeg erkende, som jeg og skal blive kendt.« Thi denne Erkendelse er just Erkendelsen af Dig selv. Og evner Du ikke at tænke denne Tanke

Imidlertid havde Professoren længe siddet urolig paa Bænken, ret som en Skoledreng, der vil sige noget, og da nu vor Lærer standsede og saa paa ham, sagde han: »Men vi vide dog, Naturen regeres af faste og evige Love, som det bevises i Fysik og Kemi og Biologi. Vi have Aarsagsloven, som gælder til alle Tider og alle Steder, og denne Lov strider mod Eders Teori om Viljens blinde Magt.«

Skarpt svarede den kloge Lærer: »Love have vi nok af, baade i Politik og i Fysik; men Spørgsmaalet er, om Lovene efterfølges i Virkeligheden, og hvilke Beviser have vi for det? Thi det, at Professoren skriver i sin Fysik, at Loven er evig, gør den ikke evig, med mindre Professoren tilfældigvis erindrer den hele Evighed. Men hvorpaa,« sagde han, vendende sig til mig, »støtte I nu ved Jeres Universiteter den Lære om Aarsagsloven es Evighed, som er Jer Tids ortodokse Trosbekendelse?«

Jeg svarede: »Meningerne ere delte. Nogle sige, det følger af sig selv, og kalde enhver, som benægter det, unormal. Andre fare frem med Sandsynlighedsregning, og ved at gøre Tilhøreren helt konfus med Tal og Formler gøre de ham det klart, at Verden er fornuftig. De fleste sige, at Kant har afgjort Sagen; men kun kunne ingen blive enige om, hvorledes egentlig Kant har set paa Sagen.«

»Men hvad er da din Mening?« spurgte han mig, hvortil jeg svarede: »Jeg støtter mig til den ærlige Stuart Mill, som regnede sig det for en Ære at være den mest uvidende i sin Tid. Jeg mener med ham, man kan ej modbevise den Mulighed, at der paa andre Tider eller andre Steder har foregaaet Brud paa Aarsagsloven og andre Naturlove. Jeg indrømmer med ham, at vi kun have een Grund til at tro paa disse, nemlig den daglige Erfaring, som vi gøre, at her paa denne Klode og i vor Tid synes Tilværelsen at foregaa i Lovmæssighed. Kun paa Erfaringen grundes da vore Love ved et Bevis, som ikke er et Bevis, men kun en Gisning; og jeg indrømmer Eder, at denne rent empiriske Erkendelseslære fører i Grunden just til Eders Resultat. Thi Lovene bygges paa det store Antal af overensstemmende Erfaringer; men mod den evige Tid bliver endog det største Antal Erfaringer ganske forsvindende, og dermed Sandsynligheden for Lovenes Gyldighed i al Evighed uendelig lille. Jo længere vi fjerne os fra vort Tidspunkt, des mindre bliver Sandsynligheden for lovbunden Sammenhæng. Vi have altsaa højest Sikkerhed for, at Lovene gælde for vort Tidsrum og allerhøjest i den historiske Tid, men forud for denne aftager Sandsynligheden derfor mod Nul.«

Da sagde Hackel: »Tillad mig en Bemærkning. I have jo selv gjort Viljen til eet med Legemet; men Legemet følger dog Naturens Love. Da bliver dog ogsaa Viljen Lov underlagt. Naar Viljen er eet med Legemet, falder jo Eders Lære sammen med Læren om Stoffets og Aandens Enhed eller Monismen, der i alt væsendigt stemmer overens med min og mine Fællers Materialisme.«

Hans Herre svarede barsk: »Du tænker ikke. Viljen er ikke eet med Legemet efter en ydre Lov, men efter sin egen Villen. Stadig stræber den at udtrykke sig i Forestillingsform og vil identificere sig med sit Legem, men andre Kræfter virke herimod. Identiteten bliver aldrig fuldstændig. Men jeg kan se paa dit Ansigt, at Du har en anden og mere vægtig Indvending. Kom frem med den.«

»Vi vide ej blot af Beretninger fra den historiske Tid, at Verdensløbet er lovligt; men Kosmogoni, Geologi og Palæontologi undervise os ogsaa om, at det samme var Tilfældet før Menneskets Komme. Hvorledes forklarer min Herre dette?«

Han svarede med et prøvende Blik, en Kraftkunstner lig, der ret vil spænde Opmærksomheden, før han viser sin største Præstation, disse Ord: »Selvet kan skabe Universets Fortid. Som Selvet skaber Fremtid, skaber det Fortid ved at lovbinde Viljens frie Løb for sin Forestilling. Husk, Viljen er oprindelig kun Spænding, Handling og Selvforglemmelse og uden Forestilling om Middel og Maal, og først idet den springer ud over sig selv, opstaar der Anelse om Viljens Maal. Paa samme Maade stirrer den ved Fortidsanelse tilbage i sit eget Dyb og skuer sin egen Barndom. Men Selvet opfatter alt i sin Bevidstheds vante Former. Det rationaliserer Viljens Spil. Og hvad der forud for den faste Orden stræbte mod Orden, det ses af Selvet inden for den Orden, som først blev senere til. Saaledes anskues Urviljens tomme Leg ved denne Urtaage, om hvilken ingen ved, hvorfra den kommer, og hvorved den bevæges. Saaledes anskues den hede Bryndes Strid ved Ildens og Vandets Kamp i Jordens Barndom. Saaledes anskues Viljens Stræben imod Bevidsthed ved de uddøde Dyreformers Liv; thi Selvet finder ved sin Tilbagesku en de Forestillinger, som bedst udtrykke Fortidens Drøm. De Tankeformer, som det har erhvervet, anvender det overalt, hvor det skal se. Det er jo det, som Kant har sagt. Men fordi vi skue alt igennem grønne Briller, følger det ikke, at Verden er evig grøn, og fordi vi tænke os alt i Tids- og Rums- og Aarsagsforhold, følger det ej, at Verden evig var saadan, som vi tilfældigvis tænke.«

Jeg sagde til ham: »Jeg ser, I kan forklare alt. Eders Lære er en saadan, som fordrer en Kraftanspændelse for at begribes; men er den først begrebet, da kan den anvendes alle Vegne lige saa godt som mekanisk Aarsagsforklaring. Men heraf følger kun, at den maa regnes mellem de Teorier, som vi behandle, men ikke, at den er sand. Bevis mig det. Hvis den er sand, da maa de samme Kræfter, som raadede i den ubestemte Morgen, ytres den Dag i Dag.«

»Kun ved Naturordenen opholder Mennesket sig; ved at forstaa den og ved at benytte sig af den forsvarer han baade sit Legeme og sin Bevidsthed mod Sønderlemmelse og Tilintetgørelse; derfor, jo længere Historien skrider frem, des mere trænges Miraklets Kraft tilbage, og Manden forskanser sig i sin Tankeorden som i en Fæstning imod dets Gennembrud. Men vid, at endnu hersker den samme lovløse Kraft i Dybets Mørke, begrænset, men ikke udslukt, endnu frembringer Viljen direkte sit Maal, som Regnmageren skaber Regn. Men underfundig virker den i det skjulte inden for det Spillerums Grænser, som Lovene endnu lade tilbage til Tilfældet. Saa lidt kunne Forskerne dræbe den gamle Vilje, som Præsterne kunne udrydde Elskovens Drift; der opnaas kun, at begge Dele fyldestgøres i Løndom. Hvert Ønske, hver Trang og hver Stræben søger bestandig paa listende Fjed ad forborgne Veje sit Maal. Og den, som kan ville, kan blive Konge af Sverrig. Saaledes vinder en Elsker sin Pige ved hjertelig Længsel, saaledes beskytter en Moder sit Barn ved Bøn og Vaagen, saaledes dræber en Mand sin Fjende ved Had. Vel fyldestgøres Ønsket ikke altid; thi mange Ønsker ere uægte, have kun ringe Vilje og alt for megen Sentimentalitet. Dertil kommer, at Viljerne kæmpe imod hverandre og mod de forhærdede og bornerte Viljer, som kaldes Naturens faste Kræfter. Og om Opfyldelsen times eller ej, ses som Frugten af dette Sammenspil. Dette, at Viljen virker mod sit Maal, dette er Urloven, den okkulte Lov, ældre end nogen af Bevidsthedens Love, fordi den ligger i Viljens Væsen selv.«

»Alt dette er muligt og ikke usandsynligt; men fra et empirisk Stade maa der fordres et fyldestgørende Bevis; med andre Ord et positivt, haandgribeligt Mirakel. Ere I i Stand til at pege paa et saadant, ikke blot her i denne Drømmeverden, hvori vi tale sammen, men paa den gamle, solide og vantro Klode?«

»I ere som de, der ikke se Skoven for Træer. Miraklet er paa Jorden i Eders Dage en ganske dagligdags Begivenhed. Se I ikke lamme gaa og blinde se? Helbredes ikke Saar og Bylder ved Viljens Magt? Ere Fjernsyn og Fremsyn ikke konstaterede, og gøres der ikke af dem, som kalde sig Spiritister, haandgribelige Mirakler?«

Jeg svarede: »Men disse Ting anses af alle oplyste enten for naturlige Jærtegn eller Bedrag.«

- »Jeg tror det vel. Thi de, som leve af at bekende sig til Mekanikken, og som med mange Ord og Tal forvirre Lægmand, de vide vel, at deres Anseelse, ja, deres Eksistens maa staa paa Spil, hvis Okkultisterne sejre. Thi da vil Menigmand forstaa, at Undergørerens Kunst i eet Øjeblik giver et dybere Indblik i Livets Væsen, end mange Aars maabende Stirren paa denne vor Oversvømmelse af Love.«

Jeg sagde nu, betænktsomt fortællende ham, hvad jeg ellers fortier for alle: »Selv har jeg iagttaget Fænomener, der mere stemme med Eders Teorier end med den vidt udskregne Verdensformel. Men stor er Videnskabens Magt. I en Samtale med nogle troende Materialister overbevistes jeg om, at jeg havde set fejl. Der ser man Oplysningens Magt. Kristendommen fik dog kun Folk til at tro, hvad de ej havde set, men Videnskaben faar Folk til at nægte det, som de have set med egne Øjne.«

»Jeg vil nu,« sagde mig Filosofien, »gaa videre i min Fremstilling af Verdensdramaet. I Samtalen ere vi stadig i fjerde Akt, i hvilken vi ogsaa befinde os i Virkeligheden. Som jeg har sagt Dig paa mange Maader, har Selvet frembragt Naturens Orden for at opholde sig selv. Men kun for en Tid opnaas dette af det enkelte Jeg; thi netop den samme Naturens Orden opslider Menneskets Legeme og lader det dø. Men Selvet vil ikke dø ved et ydre Tilfældes Magt. Og naar det ene Legeme forgaar, opstaar et nyt paa et andet Punkt i Verden, hvorpaa sig koncentrerer Bevidsthedens Kræfter. Saadan er Fødsel den samme Proces som Død, og det er det, man har kaldt for Sjælevandring. Dog, her er ikke Tale om Vandring aflange Gespenster i hvide Klæder, men kun om en Vandring af den erkendende Kraft, den i sig selv tilbageløbende Strøm, som vi kalde Bevidsthed. Paa samme Maade, som Energien springer fra een elastisk Kugle, som var i Fart, til en anden, som laa i Hvile, saaledes, at den førstes Bevægelse dør og den andens fødes, paa samme Maade springer Bevidsthed gennem okkulte Veje fra Liget til Fosteret. Og naar den genkendende og erindrende Kraft har lært at beherske det nye, plumpe Legeme, da have vi atter et Selv; ikke det samme Selv, men et genskabt Selv, som Floden, der tabes i Sandet og atter udspringer flere Mile borte. Dog, disse materialistiske Billeder ere kun Billeder. Sagen er denne: Selvet genfødes, fordi det vil bestaa.«

Jeg sagde: »Jeg siger med Tertullian: alt dette klinger saare absurd og derfor troværdigt. Eders Modstanderes Forklaringer ere mig alt for fornuftige. Alting bringe de i den bedste Orden, men naar det hele er færdigt, maa man spørge: hvor Satan er da Livets Daarskab kommet fra i denne den allerfornuftigste af alle Verdener? Men tøv nu ikke, men lad os springe over i femte Akt og faa det sidste og værste fra Haanden; thi hvis min Anelse er rigtig, venter jeg ikke meget godt.«

»Urviljen har frembragt Bevidsthed, Natur og Kultur ved sit Lune, som et Barn blæser en Sæbeboble. Men engang vil Universets Sæbeboble briste, og den Tid er efter min personlige Mening nær for Haanden. Alt gaar der et Pust af Lede gennem Verden. Forjættelserne, som straalte for Slægtens Barndom, vise sig at slaa fejl. Bevidstheden har ej evnet, hvad den skulde: Verdens Forløsning. Atter viser denne Kalpa, som Evighedens utallige andre Kredsløb, sig som et mislykket Eksperiment. I Kampen, som skabte den naturlige og kulturelle Orden, fandt vel den blaserte og perverse Vilje Lyst og Lindring for en Tid, men det færdige Resultat er kun kedsommeligt, og kun een Nydelse staar endnu til Rest, nemlig den neroniske, at rive det færdige Legetøj i Stykker. Thi denne vor Legetøjsverden staar nu for Fald. Mennesket er ved at opdage, at Verden er et Bedrag. I Religionen drømte han om evig og salig Nydelse og Liv. Men Religionen har vist sig som en Sirenesang, og den alkærlige Gud som en Kimære. Da prøver Mennesket at leve det naturlige Liv; men alt forgæves. Hans Tanker og Følelser ere overspændte. Den, som i sin Forudtilværelse drømte sig Himmelen, kan ikke nøjes siden hen med Jorden, og i Fortvivlelse ser han, at Jorden i Virkeligheden er et Helvede, hvor Menneskene som Djævle plage hverandre. Da rejser Selvet med sin sidste Kraft de sidste Spørgsmaal: »Til hvilket Maal er jeg, og er den Verden, der bærer mig?« Og med Rædsel hører han Svaret: »Der gives intet Maal.« Thi denne Tanke synes mig sand, sikker, beviselig. Og lige saa sandt og sikkert og beviseligt synes det mig, at denne Tanke vil drive Folk til Vanvid, naar den forstaas i sin fulde Dybde. Da overvindes Fornuften af Refleksionen og drukner i sine egne forvirrede Tanker som i et bundløst Hængedynd. Som Skorpionen, omringet af Ild, dræber sit eget Hoved med sin Hales Brod, saaledes bruger Mennesket sit bedste Vaaben - Tanken - til at søndersprænge sin egen Hjerne. Thi her er intet Raad og ingen Hjælp og ingen Trøst og ingen Gud og ingen Tro og intet Haab og ingen Kærlighed. Men Verden skal forgaa, som alle Verdener, indtil vor, forgik. Og Intet skal atter blive Intet. Da blive Menneskene rasende. Nogle hengive sig til religiøse Sværmeriers Afsind og se Himmelen aaben, som Stefanus og andre Daarer. Andre dræbe som rasende sig selv eller forsøge at sprænge den hele Jord i Luften. Somme styrte sig ud i Drifternes Hvirvel og dø paa Sjælen, før deres Legeme dør. De meningsløse Tanker, de halvt afsindige Ønsker og Begæringer, hele det Virvar af uudtalte Drømme, der skjules paa Bunden af et Kulturmenneskes Sjæl, de styrte nu frem som en Titanomachi. Og Drømmenes Verden søndersprænger Virkelighedens. For Hallucinationer forsvinder Solens Glans, og Skygger og Mennesker skelnes ej fra hverandre. Da ophører Tingenes Orden at bestaa, fordi den ej mer regeres af Tankernes Orden. Da gennembryder den underjordiske Ild Jordkuglens bristende Skal, og Skabningen forgaar. Stjernerne flyde sammen. Alt svømmer ud i Ild. Og Hvirvelen danser atter sin lystne og taabelige Leg, der, hvor eengang en Verden stod. Dog, dette er ikkun Symboler for vort Fremtidssyn. Sandheden er: Ordenen forsvinder, og atter vælter sig i Brynde og Lyst den blinde, tilfældige Vilje, der af Urtid var og altid er og bliver. Og hermed gaar Tæppet ned for femte Akt. Det er det samme, som Spinoza siger, men paa en anden Maade. Spinoza staar paa Tærskelen til Erkendelsen. Han nævner Livet saaledes, som det er, som Brynde og Afsind. Men han er kun en Jøde. Og ligesom Mistvivl er Ariernes Fortrin, er Tro Semitternes oprindelige Svaghed, som selv den klogeste ej kan ryste af sig. Spinoza mangler kun eet, at vende sig med Foragt mod det, der fortjener Foragt.«

»Eet Spørgsmaal staar tilbage,« sagde jeg efter en Tavshed, »det sidste og det vigtigste: Er der ingen Forløsning mulig fra Tilværelseshvirvelen?«

»Naar Du spørger mig, om Forløsning er mulig, da maa der svares Ja. Men dette siger lidet. Men spørger Du, om Forløsning er virkelig, da svarer jeg Ja og peger paa mig selv. Men jeg siger Dig: Mange tro sig forløste og ere det ikke. Jeg er forløst. Men der er mange Tusinder, som stræbe efter Forløsning, og mellem dem er Du. Om Du vil finde den, ved jeg ikke; thi det er vanskeligere for en søgende at opnaa Forløsning end for en Regndraabe at falde i en Guldskaal. De søgende ere mange, men dog er deres Tal imod den Masse, som ej blot lever i Mørket, men som elsker Mørket, som en liden Sø mod et Hav.

Men naar Du spørger mig om de Veje, der føre til Forløsningens Punkt, da ere de mange, endskønt den selv kun er een. Nogle søge den gennem Elskov, andre igennem Kunsten, andre gennem Tilbedelse, videnskabelig Erkendelse eller Medlidenhed. Hovedsagen er, at Manden sætter sig et Maal og under sin Stræben efter dette Maal lærer at underkue alle de blinde Drifter, der røre sig i ham, idet hans Vilje kun koncentrerer sig paa eet. Thi kun ved en saadan tilspidset Stræben kan Erkendelsen af Livets Hulhed vindes. Forløsningen bestaar i den Selvkorsfæstelse, hvorved Manden erkender, at dette ene Maal, hvorefter han stræber med al sin Kraft, er som alt andet et Blændværk. Det første Skridt er at samle alt til eet, det andet at indse, at dette ene er intet. Ved denne Sønderknuselse, hvorved det uendelige styrter sammen til Nul, indtræder Nirvana, som er den Tilstand, hvor der er hverken Haab, Attraa eller Ønske. Ved pludselig Intuition erkendes alle Tings Tomhed. Da skabes den nye Vilje til Nej, som overvinder den gamle Vilje til Ja. Selvet har skiftet Fortegn, fra positivt er det blevet negativt, og det gamle Selv, der endnu elskede og attraaede, lever nu kun et Skinliv som Skygge og Erindring, indtil det helt fortabes i Nirvana. Forløsningen er ikke Salighed, men Forløsning fra Salighed. Den er ikke Glæde, ej heller Godhed, ej heller Kærlighed, men den er Forløsning fra disse trende Blændværk. Den forløste elsker ikke dem, som leve i Mørket; thi derved vilde han drage sig selv ned. Han føler for dem enten Medlidenhed eller Foragt, som Ørnen for Krybet. Han lever i Ensomheden med sig selv, i Selvbeskuelse, i den højeste Hovmod og Hellighed.

Dette er Læren om Forløsningen. Faa ere de, som kunne fatte Meningen af denne Tale, endnu færre de, der med virkelig Erkendelse forstaa, hvad Forløsning er. Men selv om Du har den Erkendelse, saa er det dog vanskeligere for Dig igennem Sjælevandringens stadige Gentagelse af dit Liv at opnaa Nirvana, end for et Støvgran at vandre uskadt fra Verdens Nordpol til dens Sydpol.«

Og han gentog sin Lære i følgende Huske vers:

Da blev jeg meget mod i Hu ved denne haarde Tale og sagde: »Ophøjede Lærer, I er endogsaa strengere end de ortodokse Lutheranere. Hvis det forholder sig, som I siger, maa jeg mistvivl e om at udfries fra Tilværelsens Forvirring. Tilgiv mig derfor, naar jeg siger, at jeg vil søge Hjælp et andet Sted. Sandheden fandt jeg maaske hos Eder; men Eders Sandhed er mig alt for bitter. Jeg vil nu gaa til ham, som kaldte sig Alverdens Frelser, Jesus fra Nazareth, og hvis jeg finder ham i hans Stjerneborg, da vil jeg søge at erfare, om ikke der er mere Mening i hans Lære, end den faar, naar den udlægges af de lange Kjoler. Eder beder jeg om at yde mig Eders mægtige Bistand og vise mig Vej herfra, saa jeg kan træffe ham, og hvis jeg ikke finder den, jeg søger, i ham, da vil jeg søge mig en anden Gud.«

Han svarede: »Intet er mere mod Menneskets Natur end den nøgne Sandhed. Mod Sandhed hige I eller tro at hige. Men fange I den i Eders Hænder, da græde I som Børn og længes tilbage imod Illusionen. Dog, Dig ske, som Du vil. Min Magt skal lede Dig. Igennem de dødes Riger skal Du vandre, indtil Du træffer den, Du søger.«

Her standsede Eneboeren sin Tale; thi Natten kastede sine Skygger ind i Værelset, hvor vi sad. Han strakte sig paa sin Sovebænk til Hvile, og foran ham laa hans Slave paa en Maatte. Jeg lagde mig til Ro paa et levende Leje; thi Løvens Manke var min Hovedpude, og imod Hunden støttede jeg mine Fødder. Men skønt min levende Hovedpudes rolige, taktfaste Aandedrag stræbte at dysse min trætte Hjerne i Søvn, tumlede den endnu med de samme Problemer.

»Ak, jeg tvivler ikke,« - sagde jeg til mig selv - »paa, at den store Lærers Tale er Sandheden nærmest, just fordi den er mørk. Thi jo mere bitterlig vi se paa Livet, des mindre Fare løbe vi for at hildes i den gamle Illusion. Men medens min Tanke tilfredsstilles af hans Lære, hungrer min Fantasi endnu efter Føde. Hvad hjælper det ogsaa, at vi faa Alverdens Kundskab i Domme og Slutninger. Vor Fantasi er som et Barn; den søger Billeder, Farver og Personer. I disse fire Dage, der var mig som fire Hundrede Aar, har jeg vandret i stadig Kamp med dette Vidunderhav for at udforske dets Gaader. Han siger mig, han har løst dem, min Tanke svarer Ja - kan være, jeg ejer Sandheden i min Haand. Men som den store Spørger i sidste Aarhundred kedes jeg ved den tørre, nøgne Sandhed. Jeg længes mod Klædebon for den, imod Symboler, Guder og Gudinder, og utilfredsstillet siger jeg som før: »Hvad skjules der i dette Urviljens Hav?«

Da lænkedes mine Lemmer som i Søvn, medens min Hjerne grublede. Men hvad der skete nu, kan jeg ej forklare, enten det var, at jeg drømte mig en Vandring, eller jeg vandred i Søvne ud af Hytten. Thi med eet vaagnede jeg - det syntes mig saa, men det kan være, det hele var en Drøm - og som en Søvngænger, uden Vilje, vidende, hvad jeg gjorde, men ej hvorfor, vandrede jeg ud af Hytten.

Natten drog mig med dybe Toner, der udgik fra dette underlige Hav, og mine Fødder løb, mine Øjne saa, mine Øren hørte, men kun min Vilje virkede ikke i mig, som var jeg betaget af en ukendt Magt.

Da standsedes mine Skridt jeg ved ej hvorfor, og da jeg mærkede, hvad der skete med mig, var det, at mine Knæ bøjede sig ned som til Tilbedelse, og mine Hænder strakte sig bønfaldende ud. Med sammenbidte Tænder knælte jeg der, som een, der under Hypnosens Magt maa gøre det, der er ham mest imod, og da saa jeg Havet og saa den Trolddom, som var skjult deri, forme sig i et Billede for mit Sind.

Som en Silkekaabe laa det udstrakt, changerende i kirsebær rødt og græsgrønt, og rørte sig i Bølgefolder ind mod Stranden, og for første Gang paa denne Vandring saa jeg en Himmel oven over mig - en Stjernehimmel som den blaanende Grotte, behængt med Isblink, i et Isfjælds Indre.

Da hørte jeg de Toner, der ligge bundne i Klippens Huler og i Havets Dybder. De klang ud, som Schelling siger, at de ville gøre den sidste Dag. Jeg hørte disse Harpetoner, som Søfolk høre under Skibets Køl i de varmeste Have, og som de kalde for Havmands Sang, men de lærde skylde paa Fiskenes Stemmer.

Da saa jeg to Arme, et Hovedhaar, et Aasyn og en Barm. Som baaret af Tonerne steg hun op af Havet, hun, Eva, Afrodite, Titania hvad man vil kalde hende - thi Kvinden er een, som Allah er een. Med smaa, hurtige Bevægelser glattede hun sit Hovedhaar med Skumflagerne, der hang deri, og med Haandfladerne gned hun de salte Draaber af sit Bryst. Da gød sig en Skælven over hendes Hud, som om hun havde anet, at to fremmede Øjne slugte hendes Skønhed, og med et lynsnart Kast knælte hun ned igen i Havet, hvorfra hun kom, og lod det lukke sig om hendes Skuldre. Men da hun atter steg op, var det som en Dronning, med Havet hængende om sine Skuldre, og Forstrandens Bølger legede om hendes Fødder; og som rød og grøn Ild bølgede de i halvt gennemsigtige Strømme om hendes Hvidhed fra Hals og til Fod, og Slæbet fortabte sig i Morgenrøden.

Da stod hun lidt, vendte og drejede sig og ordnede sin Mantille; men ud af den strakte hun Armene op, gennembrød Himmelen og strakte sine Hænder ud over Universets Grænser. Men da hun atter drog dem tilbage, var det med en Høst af Himmelens Ædelstene mellem sine Fingre. Rubinen, Aldebaran, hængte hun i sit højre Øre, og Sirius, den tvefarvede Smaragd, satte hun i det andet. Stjernebilledet Kronen kastede hun om sit Haandled som et Armbaand, og med Kassiopeja festede hun sin Chiton paa højre Skulder som med en Agraf. Arctus major brød hun i Stykker, og af dens syv Diamanter sammensatte hun sig et Diadem. Da greb hun om Himmelpolen med den venstre Haand og holdt sig fast i dette faste Punkt, og bøjende sig ned ledte hun med sin højre i det Rum, som gemmes under Horisonten, og drog op derfra Maanens forgyldte Spejl.

Her stod hun nu i samme Stilling, som Venus fra Milo engang har haft, og henrykt smilte hun ved sin egen Skønhed. Men kun et Minut. En Skygge af Fortrædelighed for over hendes Aasyn, og det syntes, som om hendes Pragt ikke var stor nok for hendes Forfængelighed. Hun kastede ærgerhg Maanespejlet fra sig; det faldt mod Jorden og brast klingrende i tusinde Stumper og Stykker som en Isflage, og Maaneglansen spredte sig over Stranden som et gyldent Skin.

Da saa hun sig om, forsigtig, som Eva under Kundskabens Træ, og halv bange, halv dristig greb hun med baade Hænder efter Himmelens dyreste Klenodie. Den himmelske Ganges selv, Mælkevejen, rev hun fra dens gamle Leje og kastede den over sig og bagud som et knitrende Slør. En Stjeraeskudsstrøm rislede ned over hende. Hun stod som Danaé, men i en Sølvregn.

Nu smilte hun først. Med sin lille Fod trampede hun paa Stranden, og jeg forstod det Sprog, som Foden talte, nemlig: »Kvindens er Riget,Æren og Magten. Manden er hendes i Evighed!«

Da saa jeg ved en pludselig Bevægelse af hendes Hoved, at hendes Opmærksomhed var vendt mod en anden Kant. Fjernt borte saa jeg min anden Dagsrejses Zone, Anakoreternes Bjærg, og derfra udgik Hymner, Salmer og Bønner i alle Sprog fra Afrem Syrers Dage og indtil vore og samlede sig i hendes Øre som i deres Brændpunkt. Da hørte jeg hende le, forfængeligt, grusomt og naadigt paa samme Tid, og hun vandrede bort med sit Brudeslør dansende over sin Silkekaabe, - og Taagen skjulte hende for mig.

Atter rejste jeg mig op, løsnet af den Tvang, hvori mine Lemmer havde været spændte. Ved min Side saa jeg min sorte Følgesvend staa. Han sagde: »Ja, Kvinden er de Kristnes Gud. Hun er, som han, almægtig, alviis, alkærlig og naadig, nemlig alt i sin egen Fantasi; og just i Fantasien søgte vi vor Gud. Ak, Eneboeren trækker sig ud af Verden, forarges ved Elskov og forsager Kvinden; men naar han efter mange Aars Kampe og Bod mener at have besejret de gamle Skrøbeligheder og vil hengive sig af sit hele Hjerte til kun at elske og dyrke Gud, da er det hans Ungdoms Elskov og Daarskab, der atter opstaar her i en anden Form, og det Drømmebillede, som viser sig for ham paa Himmelen, er atter Kvinden, kun uden hendes Navn og ydre Skikkelse. Saaledes spræller Manden altid i det samme Garn, ja, naar han tager Morgenrødens Vinger og flyr til det yderste Hav, forfølger ogsaa der hendes Blik ham, og hendes Slangearm holder ham fast.«

Atter rørtes mine Fødder. Som een af de døde, der skulle vende tilbage til deres Kiste forinden Hanegal, løb jeg, uden at vide ad hvilke Veje, imod det Sted, hvorfra jeg kom. Som en døddrukken, udmattet af Nattens Eventyr, kastede jeg mig ned paa min levende Seng og greb krampagtig med begge Hænder fast i Løvens Manke. Mine Tanker døde een efter een, mine Sanser lukkede sig, og Erindringen tav, og det, som hver Mand oplever hver Nat uden at vide, hvor underfuldt det er, faldt over mig, Søvnen, den korte Død, hvor Sjælen bliver til intet for atter igen, naar Omverdenen vil, at opstaa af intet som i sin første Fødsel.

Halvt vaktes jeg ved i Drømme at høre en Røst. Eneboeren talte til sin Løve og sagde: »Bær ham herfra, inden Morgenen gryr, at han ej erindrer den Vej, som fører til mig.« Jeg fornam, som om jeg båres af Sted over Høje og Dale, men i Søvne holdt jeg mig fast med begge Hænder, som Fuglen holder sig sovende paa sin Pind, og saadan for jeg bort fra denne Vismand.