[131]| Femte Dagsrejse: Islam

Pilgrimmens Møde med den britiske Profet. I Kaliffens Paradis. Muhameds Forkyndelse af Islam. Eventyret med Cressida

Dengang jeg vaagnede, var det ved en Tunge, der slikkede min Mund og aabnede paa samme Maade mine Øjne, og ved min Side saa jeg det kongelige Dyr, der havde baaret mig igennem Natten. Jeg laa paa en Skrænt og neden for et mægtigt Fjæld og saa ud over et Land, hvor Solen skinnede, og frydede mig atter ved at se dens Straaler og se en Himmel, en Jord og et Hav, der mindede mere om Virkelighedens Rige end om den Verden, som jeg nys forlod.

»Og nu vil jeg vandre gennem de dødes Land«, sagde jeg til min mørke Ven, der som sædvanlig stod nær, »og selv om Pleroma kommer i Korporation og vil forbyde mig denne Færd, vil jeg dog her udforske alt, spørge og fritte og hellere gøre mig til Nar end gaa uvidende bort. Saaledes vil jeg vandre, indtil jeg finder den sande Gud«.

Ja, der er Eneboere alle Vegne, i alle Riger, undtagen i de protestantiske Lande. Ved alle andre Reli132|gioner trækker den fromme sig tilbage fra Verden, lever et Liv fuldt af Beskuelse og Fred.

Vi gik ad en Vej, der løb som et fordybet Jernbanespor mellem tvende Klippekæder, og der i Sandstenen var der hugget Grotter til begge Sider som Thebæs Gravkamre, men ikke befolkede af døde, men af levende, endskønt de sad saa rolige som Mumier; og deres Turban viste mig, hvilken Religion de tilhørte.

Vi nærmede os en, som knælede ned, vendt imod Morgenens Glød. Da vi hørte ham bede sin Bøn, gik vi nysgerrige til for at høre hans Ord. Min Følgesvend stillede sig bag ham, og uvilkaarlig fremkaldte den bedendes Ord Gensvar fra ham. Saaledes vekslede de Strofe og Antistrofe, medens jeg lyttede til og optegnede i min Erfaring, hvad jeg hørte.

Dervishen sagde:

Og min Følgesvend:

Og Dervishen:

Men den anden:

»Jeg fløj igennem Stjernehimlens Hære, Fra Himlens Nordpol til dens Sydpol jog jeg. Jeg skreg min Tvivl imod den blege Sfære - Men alt var dødt. Den tomme Genlyd slog mig"

133| Og Dervishen:

»Du føjed vor Bekymring og vor Glæde Ind i din underfulde Aarsagskæde«.

Som Ekko svarede den anden:

»Evige Mulm! Usynlige Sjæle græde«.

Dervishen:

»Du stemte i vort Bryst de rene Toner. Du hersker over Verdens Millioner«.

Men Tvivleren bag ham:

»De græde under Kors og Tornekroner«. Dervishen:

»Det er min stille Trøst, at, hvor jeg vender Mig hen jeg er et Barn i dine Hænder«.

Ekkoet:

»Og evig hersker Stjernenattens Kummer, Og ingen ved, hvor meget ondt den rummer Af ængstelige Tvivl og utryg Slummer«.

Dervishen:

»Og al min Vilje og mine Drømme Er kun et Fnug i dine Viljers Strømme. Du er min Hjertefreds den dybe Kilde, Hvis Strømme risle stærke, rene, milde«.

Men min Følgesvend:

»Naturen sukker. - Skabningen lider ilde«.

134| Dervishen vendte sig og sagde: »Who are you?« Og med Forundring saa jeg - ikke et arabisk, men et britisk Ansigt.

Jeg svarede: »Jeg er en flyvende Korrespondent fra den gamle Klode. Jeg gaar fra Interview til Interview gennem Eders Verden, og jeg vil interviewe Mr. Allah selv, hvis jeg kan faa Audiens. Og denne er min mørke Rejsefælle«.

Han sagde med rynket Pande: »Jeg hører, Du er en af Voltaires Slægt, af denne Race, for hvilken intet er helligt, men som besmitter alt med Spottens Gift«.

»Ja, Spotter er jeg, som Rotten er Gnaver, og som Slangen er giftig; thi Spotten er mit Vaaben. Med den vil jeg tirre den Gud eller de Guder, som maatte være til i Løndom, til at vise sig for mig, som Jægeren med Haansord lokker Løven frem af sit Skjul«.

Men nu genkendte jeg ham som den Mand, der fra sin Skrivebordsstol udslyngede Banstraalen imod vor liberale og parlamentariske Tid, Skotlands Elias, han, som var Fornægter blandt de Kristne, men først og fremmest Fornægter af vore Dages banale Fritænkere. Og jeg tilføjede hurtig i en anden Tone: »Jeg er Spotter. Men hvor jeg med Magt tvinges til Ærbødighed, der yder jeg min Hyldest som her til Dig«.

Han svarede formildet: »I Franskmænd«, - thi for en saadan tog han mig - »have kun tvende Sprog: enten Spot eller Smiger. Men hvis Du kommer hid fra Vesterled, da har Du vel Aarsag til at være Spotter; thi de Guddomme, som I dyrke der, ere kun Spot værd. De ere tomme Ord, bedrageriske Billeder og leflende Drømme«.

»Jeg kommer hid fra det Illusionernes Hav, som spænder sig ved Verdens Grænser, og som nogle kalde for den almægtige Gud. Jeg har udforsket det, og jeg 135| beder Dig nu: vis mig den Illusion, I tro paa her, for at jeg ogsaa kan udforske den«.

Hans Ord vare: »Den Gang, da jeg forlod mit jordiske Legeme, søgte jeg imod de Mysterier, som jeg ej troede paa, men ærede. Jeg vandrede den samme Vej, som Du, og som Dig greb Lede mig ved dette skændige Bedrag, der har bedaaret saa mange fromme Mænd. Da søgte jeg hid, og her i den hellige Profets Domæne fandt jeg det faste Punkt for min Tanke og Tro«.

»Ak«, sagde jeg, »fordølg mig dog ikke din Lære og din Tro. Jeg sætter mig her ved din Side med Udsigt over Profetens hellige Stad, og mens jeg fryder mit Øje ved Synet af dens Pragt, hører jeg dine Ord som Tekst dertil; og de Ord, som, sagte af en anden, kun vilde røre mit Øre, de ville gaa til mit Hjerte, naar de komme fra din Mund«.

Hvad jeg vented mig var en sammenhængende Udvikling, en Præken, et Foredrag eller lignende. Men jeg skuffedes - og dog til min Berigelse.

Han sad hensunket i Selvfordybelse og stirrede for sig ud paa det samme Punkt, og i denne Stilling, som talte han ikke til mig, men til sig selv, udbrast hans Stemme i Sætninger og Ord, Brudstykker uden jævn Forbindelse, i Gentagelser og Udraab, saaledes som jeg tænker, Elias har siddet og muml et i Karmels Grotte:

»Allah er een. Der gives ingen Allah uden Allah. Vi have ingen Dogmer. Vi lære kun, at Allah er. Vor Gud er een og ikke tre, der kaldes een. Vi æde og drikke ikke Gud. Rummet og Tiden ere Klædninger, han har vævet. Stjernerne ere Gnister af hans Øjne. Vi vide ikke, om han er legemlig. Vi vide intet. Vi vide kun, han er. Imellem to af sine Aandedrag lader han en Klode forgaa. Han tæller Stjernerne, ingen formaar det uden han. Vi elske ikke Allah. Vi føle 136| os ikke salige med Allah. Vi tilbede ikke i Henrykkelse. Vi lyde. Vi berøre Støvet med vore Pander, naar Muftien raaber: Allah er Allah! Dyb, dyb Ærbødighed, Rædsel, Lamslaaethed nære vi for ham. Vi lyde hans Bud. Vi adlyde vore hellige Forordninger. Vi mene ikke, at vi elske ham saa meget i vort Hjerte, at vi ikke behøve at lyde hans Bud. Vi mene ikke, at han elsker os saa meget, at vi ikke behøve at lyde hans Bud. Vi kalde ham Allah. Han er een. Vi ere Slaver for den, vi ære. Vi kalde os ikke Medarbejdere, vi ere underkuede. Ve Eder, som ikke have Religion! Ve Eder, som have Religion og ikke have det! Ve Eder, som ikke lyde, I, som bede om Tilgivelse i Stedet for at lyde, og regnejer det til Fortjeneste! Ve Eder, som have Forordninger og ikke følge dem, som have Ceremonier og ikke udføre dem, som have Helligdomme og ikke ære dem! Vi ere lydige. Vi tro, og derfor handle vi efter vor Tro. Ve dem, som have tabt Sansen for Ærbødighed og Tilbedelse! Han lever. Han regerer. Vi kende ham ikke, men der er een, som raader. Ingen er Gud uden een. Han er den øverste Kredsherre, han er Lensherren for Stjernernes Skare. Ve dem, som svigte deres Lenspligt! Han er indhyllet i Rædsel. Hans Øjenbryn ere stærkere end Lynstraaler. Jeg har ikke set ham - hans Aasyn vilde brænde mig til Støv. Kun Profeten har set ham; han taler med Allah og forkynder for Alverden, at Allah er. Han er Himmelbygrnesteren. Han har fæstnet Stjernerne ved sit Blik. Han har udspændt de tre Dimensioner som tre Vævetraade. Han har ladet Tiden udspringe. Sol og Maane vare vildfarende; Allah har anvist dem Baner, og taknemmelige forkynde de hans Pris i Universet. Verdensborgen er hans Værk. Hans Tjenere gaa igennem den fra Tid til anden, de sønderbryde de sprukne Lerkar og kaste 137| dem ud i Intet; de kunne ikke faa Foretræde for Allah. Han elsker ikke alle - han foragter de usle - han lader dem dø. Han har ingen Medlidenhed med de elendige - han ser dem ikke - han kender dem ikke. Han sender sine Tjenere til Verden; dem skulle Menneskene høre; de skulle kysse deres Fødder. Han sender Præster, han sender Profeter, han sender Konger. Høre de ikke disse, saa sender han sine Slagtere. Hans Ord ere Sandhed. Hans Tanker ere levende Kendsgerninger. Allah gør ikke Mirakler - han sønderbryder ikke sit eget Værk. Han gør ikke Mirakler uden eet: denne Verdens ene, levende Mirakel, dette det sande, evigt-bevægelige. Allah er een, og hans Værk er eet. Verden er een, ophængt som en Bold i Rummet, svævende som et Fnug i Evigheden. Allah har skrevet dens Love, i Lovene virker han. Der er en Lov, som hedder, at de usle, splidagtige, ulydige forgaa, og kun de højmodige og sanddru leve. Igennem Kendsgerninger taler han. Høre I ikke Kendsgerningerne tale, da skulle I høre Begivenhederne skrige. Naar Stæderne brænde, naar Kvinderne hyle, da høre I Allahs Ord, da er det ham, der siger: »Agt paa Virkeligheden. Erkend, i hvilken Verden I leve, i den Verden, som daglig gaar under ved mit Bud!« Han løfter de retfærdige op i Lysglans. Han bader sine Fødder i Uslingernes Blod. Han sender sine Ulve ud, naar Tiden er moden, og de skulle sønderrive de dovne og feje Hunde, der have forglemt, hvad det er at leve. Han er den ensomme - han er den, der spiller Skak med sig selv. Hans Sværd er i hans Haand«.

Der er to Slags Veltalenhed, af hvilke Evropæerne kun kende den ene. Ved den første frelste Demosthenes ikke Athen, men ved den anden erobrede Muhamed Verden. Hvorfor gribes vi saa stærkt af de Udraab, der 138| komme uventede som Lynnedslag? Fordi de raabes af hele Legemet og ikke blot af Tungen.

Saaledes greb denne usammenhængende Tale mig mere end den bedste Præken, og da jeg saa paa min mørke Sidemand, saa jeg, hvor hungrig og tørstig han lyttede efter de samme Ord. Men med Magt rev jeg mig ud af den Stemning, hvoraf jeg var grebet; thi min Forskerpligt drev mig til at spørge, selv om jeg derved maatte vivisekere denne troskyldige og geniale Sjæl.

Jeg sagde: »Hvis jeg ikke var en Tænker, da var jeg blevet en Muselmand ved din Tale. Men hvis der er Fatum til, som I jo lære, da er jeg determineret til at spørge og til at forarge alle ved min Spørgen. Svar mig da: hvorledes beviser Du, at Allah er?«

Han sagde: »Vi kende ikke Allah selv, og af vore Følelser og Indbildninger lære vi intet om ham. Vi kende Allah af hans Værk; han er den, der har formet Himmelen; han er den, der har bygget Jorden. Vi kende Allah af hans Værk i os; han er den, der har tændt os Fornuftens og Samvittighedens Lys. Hvorfra stammer ellers den Røst, som raaber i vor Sjæl: Handl ret!«?

Jeg sagde: »Jeg skulde næsten tro, Du havde Ret. Er det ikke, som om vi, der brændemærkes med Hædersnavnet »Fritænkere«, vi, der hade Løgnen og derfor kaldes Nedbrydere - er det ikke, som om vi stadig forfølges af den samme Røst, der siger: »Søger ikke først Guds Rige, søger ikke først Saligheden, søger ikke først Menneskenes gode Mening, men søger kun Retfærdighed og Sandhed«. Ofte spurgte jeg mig selv: Hvorfor forfølger denne Røst mig? Er den ikke som en Tvangstanke, og har jeg nogen fornuftig Grund til at adlyde den? Jeg opnaar jo kun Had derved. Men des139|uagtet klinger den idelig i mine Øren. Heraf maa man slutte, at enten er den en sindssyg Forestilling, der strider mod Sjælens almindelige Stræben efter Lyst, eller den skyldes en ukendt Magt. Men da jeg ikke kan bevise det sidste, maa jeg foreløbig som den simpleste Hypotese antage det første«.

Her burde jeg vel have sagt Farvel, men atter fik min Disputerlyst Overhaand over mig, og jeg frygter for, at jeg ved min Bortgang viste mig som ved min Ankomst at være en af Voltaires blasfemiske Slægt.

Jeg sagde: »Sig mig engang, dersom nu AJlah er til, hvad Religion skulle vi da tilhøre, enten den Religion, som ærer Allah, eller den Religion, som Allah ejer selv? Jeg mener det sidste; thi mod den højeste Erkendelse søger Manden. Men hvad er AUans egen Religion? Er han Teist? Umuligt, thi ellers var han ikke den allerhøjeste. Allah tilbeder ingen Gud, altsaa er Allah Ateist. Og vil Du derfor efterfølge Allah, saa maa Du vorde Ateist«.

Med disse drillesyge Ord forlod jeg ham, og da vi saa en Araber i Silkekaftan med Krumsabelen i sit Bælte og en Koh-i-Noor lynende i sin Turban, sagde jeg til ham: »Hil Dig, Herre! Hvis Du er mellem dem, der vise vel imod fremmede, da belær os om denne Stad og Eders Religion. Vi ere komne fra Morgenrødens Hav, og søgende Sandheden drog vi derfra«.

Han svarede: »Saa komme I fra det Hav, hvoraf Eblis opstiger«.

Da blev jeg saare nysgerrig og raabte: »Held mig, at jeg traf paa Dig. Fortæl mig om Eblis alt, hvad Du ved«.

Og mens vi vandrede ud i Moskeernes By, fortalte han mig følgende: »Eblis er Slangen med den søde Stemme. Eblis er Blomsten med den giftige Duft. 140| Eblis var mellem de Engle, der vare til, før Jord blev skilt fra Vand. Dengang, da Jordens Dyr ikke vare til, da Drager, vingede Tyre og Løvekvinder græssede paa Himmelens Enge, da var Eblis, og Eblis tilbad dengang Allah imellem Serafim og Cherubim. Men Allah byggede Verden. Da blev Eblis misundelig. I Afgrunden steg hun ned og grublede, thi hun vilde ogsaa være Skaber; men se, alt hvad hun udspandt - naar hun steg op til Lyset for at frembringe det, da saa hun, Allah havde alt frembragt det ved sin Magt. Da sad hun i Afgrunden i tusinde Aar i Hovmodspine og tænkte; men omsider skabte hun noget nyt: hun skabte Løgnen. Hun tænkte Ja og sagde Nej. Saaledes blev Løgnen skabt. Da steg hun triumferende frem og vilde hovmode sig over for Allah ved dette sit Værk; men Allah lod hende gribe og kastede hende i et Kobbertaarn, bundet for tusinde Aar. Da sad Eblis der og grundede i tusinde Aar, og derefter fandt hun paa noget nyt: hun opfandt Selvbedraget, og hun bedrog sig selv og troede, at hun angrede. Da sad Allan paa sin Perletrone imellem Serafim og Cherubim, og Englene dansede for hans Trone. Da sagde Gabriel, som hørte Eblis' Suk fra Kobbertaarnet: »Herre! Din er Himmelen og Jorden. Ak, ingen danser dog som Eblis«. Og Allah rørtes og lod Eblis bringe for sit Aasyn. Og Eblis græd og bad, og Eblis dansede og sang. Da sagde Allah: »For din Graad giver jeg Dig to Tusinde Aar fri, og for din Dans giver jeg Dig to andre Tusinde Aar«. Og Allah sagde til Gabriel: »Naar de fire Tusinde Aar ere gaaede, da hav atter Kobbertaarnet til Rede; thi Allah kender Eblis«. Men Eblis gav de helligste Løfter og troede, at hun angrede. Men da hun kom bort fra AUahs Aasyn, da øvede hun atter sin Kunst, Løgnen, 141| og bedrog alle andre og sig selv, og hun gjorde sig større end Allah, og hun sagde: »Jeg er Gud«.

Hun er den, som de forblindede tilbede; hun kalder sig Kærlighed. Hun forførte Serafim og Cherubim; hun tager sig alle Navne, hun viser sig i Mandsskikkelse - derfor tro nogle, at hun er en Mand -; hendes ere de urene Engle, som stige op af Morgenrødens Hav og forføre de troende. Hun raser; thi hun ved, hun har kun en stakket Tid tilbage. Alt knirke Kobberdørene paa deres Hængsler, snart skal hun kastes derind, og da vil ingen Gabriel bede for hende«.

Jeg sagde: »Jeg tør ej sammenligne mig med Gabriel; men hvis ej Gabriel vil bede for Eblis, vil jeg, om ikke hos Allah, saa dog hos Dig. Vær dog ej saa grusom, døm hende til simpelt Fængsel i Kobbertaarnet et andet Tusind Aar, hvis det skal være, men ej for Evigheden. Hun er dog saare skøn, som jeg har set, og har en dejlig Skabning. Efter hvad Du siger, maa hun være den største af alle Skuespillerinder, og dersom hun spiller sine Roller godt, tror Du ej da, at Allan vil glæde sig ved hendes Spil som før ved hendes Dans. Noget andet var det, ifald hun var en daarlig Kunstnerinde« - og saadan vilde jeg blive ved, men han afbrød: »Vogt Dig for Eblis! Alt ere dine Øjne forblændede af hendes Trolddom. Kender Du ikke den viseste Konges Ord: »Jeg fandt, hvad der var beskere end Døden: den Kvinde, hvis Hjerte var Snarer og Garn, og hvis Hænder vare Baand«.

Jeg svarede intet; thi med Salomon bør man ikke disputere. Men under denne Samtale vare vi gaaede igennem Byen forbi Muselmænd, der med korslagte Ben stirrede paa os i majestætisk Ro. Og uden at jeg havde lagt Mærke til, hvor vi gik, vare vi traadte ind 142| i en mægtig Bygning, hvis Former og Farver jeg ikke kan erindre.

Da vendte sig min Opmærksomhed mod det ydre ved al den Pragt. Guld- og Sølvkar, Tæpper og Vaaben fyldte de Sale, hvorigennem vi gik. Stumme Slaver med korslagte Arme bøjede Hovedet for os, og bag ved Silketæpper hørte jeg listende Trin og sagte Hvisken af Kvindestemmer: »Saa Du de troendes Behersker? Han er kommet. Hvem er den fremmede, der følger med ham?«

Jeg vilde tale, men den høje Herre, jeg fulgte, gav mig Tegn til at tie og morede sig ved min Forbavselse. Øjensynlig var det hans Hensigt at gøre mig maalløs ved at vise mig sin Rigdom. Hans Ædelstene vare talrige som de synlige Stjerner, hans Zechiner vare utallige som Støvgran i Luften, hans Perler rislede som Draaber i et Vandfald, hans Hestes Vrinsken, da de hilste ham, opfyldte Luften som Lyden af et brusende Vand, hans Kameler - over tusinde i Tallet - knælede ned ved Synet af ham, og med een Mund brølede de i deres Sprog: »Hil Dig, Du, de troendes Behersker!«

Han førte mig ud i en yppig Have, igennem hvis Duft jeg næppe kunde trænge mig. Og da vi sad her mellem Mandel og Orange, gav han mig først Tegn til at tale, idet han udbrød i en hjertelig Latter og naadig modtog mine Undskyldninger for min Ligefremhed.

»Ja, jeg er, ved Profetens Gunst, Hersker i denne Stad. Vær glad, at Du kom her. I den Stad her næst hersker den Sultan, der bygger Pyramider af Menneskehoveder. Der var Du blevet til Slave saa vist, som jeg er Kalif i de dødes Bagdad«.

Jeg svarede, idet jeg forsøgte at tale det østerlandske Sprog: »Stormægtige Kalif. Har Du end ikke gjort mig til din Slave ved dine Lænker, saa har Du gjort det 143| ved din Rigdom; thi mine Øjne ere saa blændede af din Glans, at jeg er saa svimmel, som en Jøde bliver det i Ædelstensdalen, og jeg kan ikke finde Vej herfra uden efter dit Bud«.

Tjenere bragte os kostelige Frugter, hvis Navn jeg ikke kender, og mens vi nød dem, sagde jeg:

»Jeg har før set en Himmel saa blaa som denne; men aldrig før følte jeg en saadan Fred ved Synet af den. Jeg har før set en saa kostelig Farve som den grønne Ir, der smykker Eders Tag, men aldrig følte jeg en saadan Glæde ved Synet af den. Jeg har før smagt kølige Frugter, men aldrig før følt en saadan Nydelse i Smagen. Hvoraf kommer dette? Hvorfor synes det mig saa?«

Han svarede: »Fordi Du er i Profetens Paradis, hvor alting aander Islam. Se, Alverden er omvendt af Profetens Ord og stræber i ydmyg Underkastelse at lyde Allahs Vilje, der bevæger den. Se, Himmelen bøjer sine Buer i Tavshed og Ærefrygt. Se, Solstraalerne udslynge som dirrende Strenge hans Lov. Se, Jorden bærer os paa sin Ryg og synger med sin Skælven: »Ogsaa jeg bekender mig til Islam«. Og naar der er en saadan Samstemning imellem Orangens Smag og den vilde Dues Kurren og Mandelblomsternes Leg for Vinden, er det, fordi alting toner til det samme Ord: »Der er ingen Allah uden AUah, og Muhamed er hans Profet«.

Jeg sagde med et Hjertesuk: »Jeg vilde ønske, Du kunde omvende mig til Islam«.

Han svarede: »Kan ikke dette Paradis omvende Dig, hvor kunne da mine Ord? Allah er en retfærdig Herre, han betaler alting tusindfold. De uretfærdige kaster han i den røde Afgrund, hvorfra Du kommer; men de retfærdige, som tro, at Gud er een, giver han 144| Bohg her. Han giver dem Jord og Hus, Heste, Hustruer og Kameler, hver efter Fortjeneste. Han belønner Hadjis og dem, der falde i Kampen mod de vantro. Her giver hvert Korn hundrede Straa, hvert Straa bærer hundrede Aks, og hvert Aks hundrede Korn; og Orangen bliver ikke træt af at blomstre, Strengelegen ikke af at klinge, og Kvinderne ikke af at danse. Kan ikke Allahs Rigdomme og Vælde omvende Dig, hvor kunne da mine Ord?«

Jeg sagde: »Ak, her er Rigdom nok, og, som det synes, evig Rigdom. Men eje I ogsaa den anden Betingelse for Saligheden, nemlig den evige Evne til at nyde? Bliver Eders Tunge ikke led af Frugternes Saft, og Eders Øje træt ved Huriens Dans? Jeg frygter for, det vilde gaa mig saa.«

Han svarede: »Det er, fordi Du fattes Visdom. Allah har viselig maget det saa, at kun den troende kan nyde Frugterne af hans Værk, som ere Rigdom og Kvinder, Musik og Vennetale. - Den vantro kan ikke nyde evigt; hans egen Taabelighed støder ham ud af Paradiset efter Allahs Vilje. - Og den, som lever sin Tid i Ærefrygt, Taknemmelighed og Tro og i fuldstændig lydig Underkastelse dette er Islam - han bliver altid Barn i Allahs Rige, han taber aldrig Smagen for Allahs Velgerninger«.

Og se, det var ved Middagstid, og Allahs Sol stod som en Zechin i Zenit. Og da jeg med min Vært hævede mine Øjne mod den gyldne Sol, fornam jeg, han havde Ret: at den er Allahs Profet i Universet, som Muhamed paa Jorden. Jeg fornam dette, ikke ved Ord, men ved den Stemning, der taler tydeligere end Ord, og en Døsighed greb mig. Jeg fik min Part i den Hvile, som griber al Naturen ved Middagstid.

145| Da havde jeg enten en Drøm, eller jeg oplevede virkelig det, som jeg vil skildre.

Det var, som mine Sanser forandrede sig og bleve langsomme, saa jeg saa Sol og Maane og Stjerners Gang over Himmelen som matte Skyers Flugt. Jeg saa Solen synke fra Zenit ned mod Horisonten, og medens den steg ned i Nadirs Brønd, saa jeg Halvmaanen vandre over Himmelen som Dronning mellem Stjernerne, og som en Dronning lidt niere langsom end sine Terner.

Saaledes drog tre Dage og Nætter hen over mit Hoved, imedens jeg saa urokkelig mod Zenit; men da jeg atter drejede Hovedet, stod Solen som før i Himmelkuppelens Toppunkt, og min Vært sad som før imellem Oranger og Mandler.

Jeg var blevet vakt ved en lille Fugls Stemme, og aldrig hørte jeg saa sød en Sang som denne Paradisfugls, og aldrig indaandede jeg saa frisk en Duft som den, mit Mandeltræ udgød over mig. Som en, der er vaagnet af Evighedens Søvn, som en, der er genfødt ud af en Fortryllelse, stod jeg med alle Sanser aabne og rede til at beruses af al Verdens Dejlighed.

Jeg sagde: »Jeg har nu erkendt den Kraft, der gør, at Nydelsen altid er lige frisk, enfoldig og barnlig for Eder. Ja, den er Islam, hvad saa Islam ellers er, den store Hypnose, i hvilken alle Tanker svinde, den fuldstændige Hensynken, i hvilken Sjælen er helt behersket af en ukendt Vilje. I den genfødes Selvet, renere og bedre end ved Vellystens Bad«.

Men den rette Tyrketro havde jeg dog ikke, og det viste sig snart.

Paa det flade Tag lige over for os saa jeg en Slave bringes ud og faa Stokkeprygl paa bare Fødder, saa Blodet sprang ud af Neglene, imens han jamrede sig og raabte om Hjælp. Jeg kunde ikke skjule min Uvilje 146| ved dette Syn, men Kaliffen sagde med et Skuldertræk, som ingen Europæer kan gøre ham efter: »Det er kun en Kristenhund. Denne Slyngel nægter at bekende, at Gud er een, uagtet han benægter, at han tror, at Gud er to eller tre eller mange. Hver Dag maa vi da paa denne Maade overbevise ham om, at Gud virkelig og i Sandhed kun er een, for at han kan deltage i Tilbedelsen ved Solnedgang med et omvendt Hjerte«.

Jeg mumlede her noget om Tolerance og om at fægte med aandelige Vaaben. Men Kaliffen svarede: »Ja, denne Slave fægter med aandelige Vaaben; han beder ved Dag og Nat og forbander os i sine Bønner. Men disse Stokkeslag afvende hans Trolddom. Hvis saadanne fik Lov at sige, hvad de vilde, vilde Paradiset snart ødelægges. Da vilde der udbrede sig Genstridighed, Misundelse og Ulydighed imod Profetens og Kaliffens Ord; thi disse Folk kunne raabe langt højere end Moslemin, som Æslet skryder højere end Hesten«.

Da sad vi tavse og hørte paa Slavens Hyl; men i min Hjerne vrimlede det med Spørgsmaal og Indvendinger, og disse trængte sig frem og fik min Tunge paa Gled næsten imod min Vilje:

»Store Kalif, Du, som er Solen i dine Undersaatters Rige! Dine Øjnes Glans oplyser Staden! Naar jeg taler med Dig, er det, som naar Maanen taler med Solen, idet min Kundskab kun er en Afglans af din Visdom. Alt er fortræffeligt i dit Rige, dog er der nogle Smaating, som jeg vilde indføre, hvis jeg var i dit Sted«.

»Nu, hvad er det?« sagde han.

»Først en fri Forfatning. Dernæst Skoletvang for dine Muselmænd, Trykkefrihed, Forsamlingsfrihed og Tolerance for andre Religioner; Ophævelse af Slaveriet og Afskaffelse af det usædelige Flerkoneri og Indførelse af Monogamiet«.

147| Jeg undredes selv over min egen Frækhed og ventede straks at blive sendt til Galejerne. Men Kaliflen brød ud i en saa hjertelig Latter, at jeg til sidst selv mente jeg maatte have sagt noget meget dumt.

»I Europæere ere og blive Europæere. Narre ere I, derfor gaa I ogsaa i Narredragt. Tror Du, at AUah har et Parlament? Tror Du, at Allah tillader Cherubim at foreskrive Love for ham og sig? Skulle vi da efterfølge Allah, eller skulle vi gøre som Frøerne, der ikke have nogen Hersker?«

Jeg sagde tautologisk: »Men Frihed er dog Frihed«.

»To Ting ere nødvendige for Manden: Lydighed og Frihed; men begge Dele mangle I i Evropa. Ere I lydige, I, som ikke erkende Magtens Hellighed? Vi lyde gerne Magten; vi vide, alt Herredømme er fra Allah. Ere I fri, I, som alle ere bundne afskrevne Love; selv Kongen i eders Land er ikke fri. Kun hvor der er Despoti, der er der baade Lydighed og Frihed - Lydighed opad og Frihed nedad. Jeg er uindskrænket fri i mit Rige, min Statholder i sin Landsdel, Kadien i sin Stad; Købmanden har ubegrænset Herredømme over sine Slaver, og selv Bonden er en Konge i sit Hjem og hersker over sine Hustruer og sine Børn«.

»Slaverne ere dog ikke fri«, svarede jeg.

Da vrededes Kaliffen og sagde med Tordenrøst: »Du afsindige! Vil Du omstyrte den Grundvold, hvorpaa Profetens Bygning hviler? Vil Du ikke ogsaa afskaffe Husdyr, Klæder og Bygninger? Hvor der er ingen Slaver, ere heller ingen Herrer. Nej, Slaver ere nødvendige, dersom den stolte ej selv skal fornedre sig; men det, der tvistes om, er: hvo skulle være Slaver? Vi gøre her i Paradiset de vantro, de taabelige, de forstokkede og Tyve og Drukkenbolte til Slaver, og vi optugte dem til Lydighed; thi der er Mennesker til, der kun ved 148| stadig Revselse kunne lære at handle som Mennesker, men ellers blive til Dyr. Disse ere Slaver«.

Jeg forbavsedes ved at høre en Tale af denne Arabers Mund, der mindede mig om Lombrosos Teorier, og jeg tav. Men han smilede ved at se, hvad Indtryk hans Ord havde gjort, og vedblev:

»Fordi Du er født mellem Daarer, derfor skal Du ej tale og handle som en Daare, naar Du kommer imellem fornuftige Mænd. Nej, for Eders Oplysning, for Eders Pøbelregimente, for Eders Bøger, hvis Skrift gaar i den forkerte Retning - befri os Allah naadig! Hvorefter I regne, naar I rose Eder, det ved jeg ikke. Vi regne efter Frugterne. Sammenlign Muhameds Riger med Europa: Vi holde Budene, som I bekende. Vi have ikke andre Guder end een, vi gøre ikke Billeder, vi misbruge ikke Allahs Navn, vi helligholde i Sandhed Allahs Dag, vi ære de bedagede og ærværdige og tie, naar de gamle tale. Vi kives ikke og lamslaa ikke hverandre i Drukkenskab, og naar vi udgyde de vantros Blod, da er det efter Allahs Vilje. Vi begære ikke hverandres Kvinder, vi ære ikke dem, der driver Aager, vi vide, at hver har sit ved Forudbestemmelse. Derfor misunde vi ikke hverandre vore Goder, men der, hvor I Europæere komme hen, der følger med Eder Drukkenskab, Usømrnelighed, Oprørskhed og Foragt for Alderdommen.

Men se, alt rejser den grønne Knæler paa Bladet sine Arme til Bøn, alt iler Solen imod at knæle ned i Horisonten til Aftenandagt. Følg mig. To Ørkenheste vente, der træde hundrede Favne i tre Sekunder; vi ville tie til Profetens Sølvstad, hvor han hver Aften samles med sine Fyrster«.

Og som vi red af Sted, sagde jeg til min Vært: »Se 149| hist det Punkt, der skinner i den nedgaaende Sol som en Stjerne. Er det Profetens Sølvstad?«

Han sagde: »Det er Glimmerstaden, hvor Feen Peribanu hersker over de Børn fra alle Lande, der dø og tro, at Gud er een«.

Og som vi red af Sted, sagde jeg til min Vært: »Se hist en Glans, der skinner som et Maaneny. Er det Profetens Stad?«

»Det er Staden af Muslingskal, hvor de Sømænd bo, der drukne, medens de raabe: Gud er een«.

Da saa jeg en Glans som Fuldmaanen foran os. Jeg sagde til mig selv: »Det er Profetens Stad«. Og snart klang vore Gangeres Hove imod en Stenbro af det hvide Metal.

Da vi med blottede Fødder traadte ind i Sølvmoskeen, saa jeg en Skare Mænd til begge Sider, der stod som hvide Støtter i den dunkle Hal; men ikke alle bar Krumsabler. Jeg saa tre Mænd, der bar det lange, lige Sværd, og jeg tiltalte dem: »Hvo ere I, hvis I ville værdige mig et Svar; thi jeg er kun en lærd, men, som jeg ser paa eders Blik og Holdning, ere I Fyrster«.

Den ene svarede: »Vi ere Germaniens Sønner. Denne Herre vil ikke anden Gang gaa til Canossa, og vil jeg gaa til Korstog atter, skal det være med Sværdet vendt mod Vest og ej mod Øst; og hin med Kaarden er min Navne; skønt ikke Kejser, men Konge, er han min Lige, thi den største Hohenzollern er vel Ligemand for en Hohenstaufer. Vi ere trende: Franker, Hohenstaufer og Hohenzollern. Vi bekende os til Nazaræerens Ord: »Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er;« men vi finde intet skrevet der om Paven. Forkætrede af Munkene kom vi hid hos Profeten, der giver alle efter deres Stand og ikke lader Kejseren sidde til Bords med Daglejere. Vi vente, til vor Tid kommer. 150| Vi tro til Trods for alle Parlamenter, at Germaniens Kejser er Cæsars Efterfølger, og vi vente til den Tid, da Germanien skal fuldføre sin Mission og føre Kampen med Præstevælden til Ende. Vi vente, til det skal blive 'udraabt fra de røde Byers Tage, at een er Gud, og Kejseren hans første Lensmand.«

Da blev der Stilhed, og alles Blikke rettede sig mod eet Punkt: mod den sorte Sten, der nu skinnede rød som den himmelfaldne Rubin, den var, førend den græmmede sig over Jordens Synd.

Der sad Profeten med bare Fødder, indhyllet i en simpel Kappe og i sit hvide Skæg.

Da greb min Fører, Kaliffen, mig ved Armen og sagde: »Guds Sendebud vil se Dig.« Og med Hjertebanken knælede jeg for ham, hvis Ord ere hellige i hele Asien.

Han sagde: »Tror Du, at der er ingen Allah uden Allah, og Muhamed er hans Forkynder?«

Jeg svarede: »Hellige Profet! Du, som opholder Moslemin ved dine Ord, som Allan efter Koranen opholder Verden! Jeg nægter ikke, at Allah er Allah; thi dette følger af mine Tankers Love, ej heller, at Du er hans Profet. Men svar mig: Er Allah til? Og hvis Du siger Ja, da maa jeg tro Dig, da jeg er et Barn og tør ej strides med tre Verdensdeles Profet i denne din Hal.«

Da hørte jeg en Hvisken løbe ned gennem Hallen, som undredes man over min Dristighed, og fra den enes Mund til den andens Øre ilede mit Spørgsmaal: Er Allah til?

Da trængte en Dervish frem og sagde: »Herre, Du, de troendes Lys! Jeg er Kætteren Avicenna, jeg granskede Urter og Stene og Stjerner; jeg talte alt, hvad der er i Verden; jeg stirred igennem Himmelhvælvin151|gens Krystal - men jeg fandt ikke Allah. Dræb mig, knus mig, kast mig i Pinekammeret til evig Tid; thi jeg fandt ikke Allah. Ak, Herre! Giv mig Døden eller giv mig Tro. Svar mig. Er Allah til?« - Og han knælede ned ved min Side.

Og atter løb det samme Ord ned gennem Hallen som en Slange: Er Allah til? og dryppede sin Gift i alles Øren.

Da gik en Kriger frem og knælede paa min anden Side og sagde: »Du, for hvem Gabriel knæler! Tag nu mit Liv, thi jeg betvivler Allah. Se, de vantro bygge deres Earker i vore Lande, deres Flaader opfylde Havene, deres Krigere ere flere end Spurvene. Har Allah glemt os, eller er han afmægtig? Svar mig: Er Allah til?«

Og han blottede sin Hals og strakte sit Hoved frem, og atter gik den samme Mumlen gennem Hallen, og med mørke Miner stirrede Krigerne imod den røde Sten.

Da drog Kaliffen sin Sabel og saa paa Profeten, som om han kun ventede et Blik for at afhugge vore tre Hoveder. Men Profeten gav intet Tegn, men sad tavs og stirrede paa mig, og jeg paa ham, og en ængstelig Uro opfyldte Salen.

Jeg tænkte ved mig selv: »Hvor vidunderlig er denne Mand, af hvis Ord saa mange Millioners Fred er afhængig. Ja, han er sanddru, en anden talte straks og overdøvede med høje Ord.«

Jeg saa, hvorledes Kaliffen ved min Side skælvede, som om det umulige var blevet muligt; Sveddraaber traadte frem af hans Pande, thi, som jeg, troede han, at Profeten tvivled, og alle stod i spændt Forventning. Som Mængden i den græske Kirke ved Paasketid venter, at den hellige Ild ved et Mirakel skal blusse op, saa152|ledes ventede her Fyrster og Helgener paa Allahs Aabenbaring i Profetens Mund.

Da rejste den høj ærværdige sig op og strakte sine Arme imod Himmelen, og en Skælven gik gennem hans Lemmer, som var han en Streng, der rørtes af en usynlig Mesters Bue, og denne Skælven blev til Lyd. Af hans Mund udgik de Ord, hvormed han først stod frem i Mekka: »lá iláha illa 'llahu va Múhammad rassulu 'llahi.« Og som i den græske Kirke den hellige Ild i et Nu gaar fra Haand til Haand og udbreder sig i Mængden, saaledes strømmede hans Ord igennem alles Øren, og som et tusindstemmet, tordenagtigt Ekko genlød der fra alles Mund det samme: »Der er ingen Allah uden Allah, og Muhamed er hans Forkynder,« idet de kastede sig næsegrus og slog deres Pander imod det sølverne Gulv.

Jeg gjorde ligesaa, jeg kunde ikke andet. Jeg var en troende i dette Øjeblik. Og fra Minareterne i Staden genlød det samme Raab og bredte sig fra Moske til Moske og tabte sig i Aftenrøden, og jeg tænkte ved mig selv, at dette Raab, som følger med Solen i dens Nedgang over den halve Jord, det er det hørlige Billede paa Islam. Som disse Ord først udgik af Profetens Mund i Mekka og nu klinge igennem Universet mere højlydt end noget andet af Historiens Ord, saaledes udsprang Troens Væld i denne ene vilde Ørkensjæl i Klippehulens Mørke og strømmer nu som Okeanos igennem trende Verdensdele og er for en Tredjedel af Verden den opholdende Kraft, hvorved de ere Mennesker og ikke Dyr.

Og medens jeg med Kaliffen red hjem igennem Aftenrøden, tænkte jeg: »Ja, det er Tro. De vide ikke, hvad Tro er, i mit Land; thi Tro er for Profeterne levende, sanselig, flammende Aabenbaring, og for deres 153| Tilhængere er det slavisk og ubetinget Underkastelse under Profeten og hans Efterfølger og fanatisk Lidenskab for Traditionen. Men i mit Land haves der hverken en stadig, levende Aabenbaring, ej heller nogen fast Autoritet, hvorpaa der kan peges, ej heller nogen Tradition. De tro ej, men de tro kun, at de tro.«

Da vi vare komne hjem, sagde min Vært: »Følg mig, vi ville gaa efter Strengelegens Lyd. Jeg vil vise Dig mine kosteligste Skatte, mine talende Fugle.«

Men da jeg sad ved Siden af ham paa Divanen i en Sal, der var som udhugget i et Marmorfjæld, saa jeg, at hans Fugle vare de, der pynte sig med frynsede Silkefjer, der hænge Perlebaand om deres Hals og bygge Rede mellem bløde Hynder.

Af al Persiens og Arabiens Hvidhed og Dejlighed og sorte Øjne blændedes jeg, og halvt af Misundelse, halvt af Moral sagde jeg halvhøjt: »Men er det dog ikke Synd at have flere Hustruer?«

Kaliffen svarede: »Er Allah en Mand eller en Kvinde? Og skulle Kvinderne tilhøre Manden eller omvendt? Ved Du ej af Eders hellige Bog, som vi ogsaa ære, at Kvinden blev skabt for at behage Manden og føde ham Børn? Er en skøn Kvinde ikke den kosteligste Ædelsten, enten en rødmende Rubin eller en mælkehvid Opal, og vil den fornuftige ikke hellere besidde flere Juveler fremfor kun een? Og hvorledes skulde jeg have fundet min Diamant, min Rose fra Tebris - kom, Fatime, hid! Du, hvis Øjne lyse for mig som Nattens Lamper - hvorledes skulde jeg have fundet Dig, uden ved at vælge imellem tusinde?«

Og Fatime knælede for ham og skjulte sit blegrøde Legeme, kun tilsløret med Musselin, under sin Herres røde Kappe og undgik herved mit paatrængende Blik. Og i Skjul af Kappen omfavnede hun sin 154| Herre, som Vinranken omfavner Elmen, og lo, som Nattergalen ler.

Men Kaliffen vedblev: »Men I synde i Europa. Thi fordi det ej er tilladt Adelsmænd og Rigmænd at have flere Hustruer end een, derfor holde I Friller i Løndom og forføre hverandres Hustruer. Og er det ikke bedre for en Kvinde at være Medhustru end at være ugift? Véd Du ikke, at den Kvinde, der ej har en Mand til Herre, beherskes af en Djin? De halve af Eders Kvinder staa under Herredømme af Mørkets Aander, og de hensygne i ufrugtbar Længsel som en Slyngplante, der mangler sin Støttestav. Deres frugtesløse Bønner, deres Skælven, de Taarer, som de udgyde i Løndom, faa Jorden til at bæve under Eder og Englene til at græde. Ved disse henvisnende Liljers Lidelser nedkaldes Himmelens Dom over Eder, fordi I ikke føle Medlidenhed.«

Jeg sagde til Kaliffen: »Hvo ere de trende, der staa urørlige som tre Margariter, een hvid, een gulgrøn, een rød, og stirre paa mig med Øjne som Dugtaarer?«

»Disse ere Huris; de ere bestemte ved Profetens Visdom til at tjene den fremmede; - iskænke ham hans Aftendrik og iføre ham hans Natdragt!«

Jeg sagde: »Er dette ikke Synd, hvad er da Synd?« »Synd er det at gribe efter en andens Juveler, Synd er det at røre med stjaalne Blikke ved en andens Hustru. Synd er det at eftertragte en Kvinde, som en anden har taget til Ejendom. Synd er det Blik, hvormed Du saa paa Fatime nys. Dog, hendes Skønhed maa undskylde Dig, og jeg saa, det skete mod din Vilje; men derfor har Profeten skænket Huris til Vederkvægelse for Valfartsmænd, at de ej skulle begære andres Ejendom. Se, de vente kun paa et Blik fra Dig for at danse og synge for Dig. Cressida!« - og 155| han vinkede ad hende, der var klædt i samme Farve som et nyudsprunget Bøgetræ eller Efteraarselm.

Hun knælede for mig, og hendes Barm skælvede under mit Blik bag sit grønne Slør, som en Knop skælver om Morgenen bag sit Svøbblad under Solens Straaler. Hun dansede for mig i Kobberlampernes Skin; de to andre fulgte hende, som tre brogede Sommerfugle følges ad, og Cressida sang:

Nu brød Kaliffen op; men inden han gik, hviskede han i mit Øre: »Se, jeg betror Dig til Cressida. Vid, at Dagens Paradis er intet imod Nattens. Om Natten er Kvinden som det Orangetræ, hvorunder vi sad; hendes Hud er som duftende Blade; Du hviler i hendes Lokkers Skygge, og hendes Mund kysser Dig som en solbeskinnet Orange, hed i sin første Smag og sød og saftig i sin anden.«

157| Og jeg stod tilbage, forlegen, ene med min skønne, der betragtede mig med store, sorte Øjne.

»Herre!« sagde hun, »jeg har hørt, Du er en Franker, der rejser for at lære alt at kende. Følg mig, og jeg skal føre Dig til et Sted, hvor vi kunne tale uforstyrret sammen, og jeg skal fortælle Dig mange Ting.«

Hurtig betænkte jeg, at den, som vil rejse fra Verdens ene Ende til den anden, maa ikke frygte for at være ene med en Kvinde; og jeg tænkte ved mig selv: »Dersom Erkendelse er mit Maal, er det da ej min Pligt at forske ud den gamle Gaade: Kvinden?« -

Og da vi sad i Cressidas Kammer, sagde jeg til hende: »Sig mig, Cressida, hvorledes gaar det med Jer Kvinder efter Profetens Lære? Have I en Sjæl? Thi nogle sige, at dette benægtes af Muhamed.«

Hun sagde: »Ak, Herre, jeg tror, jeg har en Sjæl. Ved Du, hvorledes min Sjæl ser ud? Den er et Ferskentræ. Engang, naar jeg falmer - thi alle Huris ere som Blomster; de falme, naar deres Sommer er forbi - da vil jeg blive til et Ferskentræ. Og jeg vil staa ved Alfarvej og bede til AUah: »Vil ikke snart en Vandringsmand komme og sætte sig ved min Fod?« Og naar han kommer, skal min Aande give ham Køling, og jeg vil kaste røde Blomster ned til ham, og jeg vil række ham af mine Frugter de sødeste, j eg har.«

Her slog hendes lille Fod mod Gulvet og sagde tydelig for mig: »Jeg synes godt om ham,« og hendes smaa Fingre rørte sig uvilkaarlig og sagde: »Synes han om mig?«

Jeg blev forlegen, og for at trække Tiden ud rømmede jeg mig og sagde: »Cressida, fortæl mig et Eventyr.«

158| Saa sang hun op som Smaabørn, naar de læse højt, og med ustandselig Tungefærdighed foredrog hun nu Eventyret om Ali Baba, og da hun var færdig, tav hun med eet, som naar en Sluse gaar ned, og saa paa mig med et Blik, der fik mig til i Hast at sige: »Cressida, fortæl endnu et Eventyr.«

Derpaa fik vi Eventyret om Abu Kasem, og da jeg endnu var lige ubarmhjertig, fik vi ogsaa alle Sindbads Rejser. Men under hendes Tale vogtede jeg nøje hendes Bevægelser og Øjekast og søgte at udvide min Kundskab ved at vivisekere denne Kvindesjæl.

Da sagde hun: »Ak, Herre! Jeg har nu kun et ganske lille Eventyr tilbage. Der var en lille Pige, hun havde et hvidt Lam, og det Lam løb fra hende. Da sagde hun: »O, havde jeg Dig nu, min kære, hvide Ven. Da skulde jeg holde Dig fast i mine Arme og give Dig tusinde Kys. O, hvor jeg længes efter Dig, min hvide Ven, min hvide Ven, min Øjesten, min Hjertensfryd; thi naar Du flygter fra mig, da er jeg ganske alene og har slet ingen Ven og maa græde mange Taarer.«

Og Cressida græd.

»Herre, nu er mit Eventyr færdigt. Jeg ejer ikke flere, men jeg vil synge Dig en lille Sang:

Her stødte hendes Fod tilfældig imod Støtten, hvorpaa Kobberlampen stod, saa Lampen faldt, og Vægen druknede i Olien. Men Morgenrøden skinnede alt gennem Vindvet, og mine Studier vare tilendebragte.

Jeg sagde: »Hør mig nu, Cressida, min Ven. Dine Øjne ere mig alt for sorte, og jeg frygter for at indaande dit Legemes Duft. Du har Ret, jeg rejser til Verdens Ende for at udforske alt; men jeg behøver ikke at se Dig nærmere i de sorte Øjne, thi jeg kender alt dit Hjerte ved den okkulte Kunst, hvorover jeg raader. Og til Bevis - ræk mig din Strengeleg -jeg skal lære Dig at kende dit eget Væsen bedre, end Du kender det selv.«

Og til nogle Akkorder reciterede jeg følgende Digt:

Og hermed Cressida, far vel!«

Men hun sprang op som en Vildkat og hvæsede mig nogle Ord i Ansigtet:

»Du tørre Træ! Du tomme Vindunk! O, Du uvidende Æsel! Du blinde og døve! Profeten skal straffe Dig for den Foragt, Du viser mig.«

161| »Ak, Cressida,« sagde jeg, »tro ikke, at jeg er blind for dine Yndigheder, ej heller, at jeg ikke røres af dem. Tværtimod, jeg røres kun alt for meget. Jeg kender mig selv nok til at vide, at hvis jeg brød Klædebonnets Skillevæg ned mellem Dig og mig, da blev jeg til evig Tid hos Dig her i Profetens Paradis. Men jeg har Vandringsstaven i min Haand, min Pligt byder mig at ile; jeg vil søge, om jeg kan finde i andre Egne den Allah, som I tro paa her. Derfor byder jeg Dig Farvel.«

Men hun stod stivnet i Vrede og sagde kun disse Ord: »Eblis skal hævne mig. Jeg vil bede til Allah og til Eblis skiftevis, indtil dit Blod er blevet sort, og Marven i dine Knogler er opædt af en langsom Gift.«

Og da jeg traadte ud i Haven i Morgenrøden, saa jeg der min mørke Følgesvend.

Jeg spurgte ham: »Hvor blev Du af? Hvor var Du saa længe?«

»Jeg har siddet ved Fødderne af den Dervish, med hvem vi talte, og jeg har lært af ham at tilbede Allah.«

Jeg svarede: »Og jeg har lært at tilbede Muhamed; thi denne Mands Myndighed overvælder mig; men hvad Allah angaar, saa ærlig talt og sagt imellem os - Allah - hans Navn være helligt! - han keder mig lidt. Det er dog alt for ensformigt med dette evige: Allah er een! Jeg er bestandig misfornøjet, hvor jeg kommer hen; saa foretrækker jeg næsten den kristne Religion. Der er dog bestandig noget at spekulere over.«

Han svarede mig: »Nej, i Muhameds Lære er ingen Plads for Fantasi og Sværmeri. Den er kun Tro, den stærkeste Tro, den eneste Tro, der bærer med Rette Navnet Tro. Kun der, hvor een er Gud, der, hvor 162| Menneskets Skæbne er forudbestemt af een despotisk Vilje, kun der kan Sjælen finde fuldstændig Hvile, fuldstændig Afmagt og Viljeløshed. Kun der kan Paradiset nydes uden Nag, og Døden ikke frygtes.«

Jeg sagde til ham: »Men tror Du da, at Allah er?«

»Jeg tror, at Muhameds Lære er Fremtidens Religion. Disse tretten Aarhundreders urokkelige Tro kan ikke løbe ud i Sandet. Om dette end kun er Drømme, saa ville dog disse Drømme skabe en Allah, ligesom Forjættelserne skabte en Messias. Engang vil iblandt Guder og Mænd den stærkeste, modigste og klogeste sætte sig paa den Tronstol, der staar rede, og sige: »Jeg er Allah!« og vil regere Verden med sin Jernhaand.«

Jeg sagde eftertænksom: »Det er ej helt umuligt. Dersom den Filosof, hos hvem vi vare for een Dags Rejse siden, har Ret, da stræber Ønsket og Viljen imod at frembringe sin Genstand. Var det da ej muligt, at den mest brændende Vilje, nemlig den arabiske Profets, skulde kunne frembringe en alt styrende Hersker?«

Han sagde: »Jeg forlader Dig nu. Jeg bliver her, Profeten vil give mig Bosted. Gør Du, som jeg. Bliv her!«

Da steg det Drømmebillede op for mig, som Kvinden sender ud for at bedaare Manden -jeg saa Cressida for min Sjæls Øje og hørte hende hviske: »Bliv her!« Men jeg sagde: »Nej jeg maa fare herfra. Der er andre Boliger i Verdens Hus, som jeg maa kende.«

Da traadte Kaliffen ud til os fra en Løvhytte, igennem hvis Løv jeg skimtede Fatimes Skikkelse som en Paradisblomst.

Han sagde til min Fælle: »Gaa ud af denne Dør; der vil Du finde en opsadlet Hest. Den vil føre Dig 163| til et Hus, hvor Du vil finde Slaver, Hustruer og Skatte. Thi som dit Ansigt viser, er Du ædel. Men Du,« vendte han sig til mig, »vil altsaa ikke blive her. Velan da, far herfra før Solens Opgang; thi hvo, der har været tvende Dage i dette Eden, han er fastgroet her. Se, Kæmpefuglen Rok, Profetens Sendebud, drager herfra til andre Riger, før Morgenrøden blegner. Med den skal Du fare. Jeg skilles fra Dig i Naade, din Tale har moret mig. Her giver jeg Dig denne Ring; dersom Du er i Fare paa din Vandring, da se paa den og bed til Allah. Han vil beskytte Dig. Kom, lad os gaa.«

Og med et langt Afskedsblik forlod jeg min Rejsefælle fra fem Dagsvandringer.