[164]| Sjette Dagsrejse: Humanitas

Rejse med Fuglen Rok til Ahrimans Fjæld. Riget Humanitas, Staden Tolerance og deres Undergang. De grønne Dales Land

Nu skjulte sneklædte Bjærgtinder Profetens Rige for os, og hermed forsvandt den Fortryllelse, i hvilken jeg havde svævet, saa længe jeg var under hans Magt. Og jeg sagde til mig selv: »Allah er vistnok en herlig Gud for Børn og Asiater, men ej for Europæere. For 165| os gælder i Aandens Verden Normannernes gamle Ord: »Her er ingen Herrer, vi ere alle lige.«

Men saa snart jeg tænkte saadan, skreg Rok og baskede med Vingerne; en Orkan omhvirvlede mig, og med Nød og næppe holdt jeg mig fast, imens dens Sporer skar min Haand til Benet. Da saa jeg paa Ringen, min Velynders Gave, og skreg: »Hjælp, Allah!« og straks blev Fuglen rolig, og jeg svævede igen saa fredelig som en Luftskipper i sin Gondol.

Men atter fristedes jeg til Tvivl: Selv om dette var mer end et Tilfælde, da beviser det kun, at Rok er klog og læser mine Tanker, og at den store Rok er af den Tro, at Allah er. Men intet kan bevise mig, at Allah eksisterer, uden den samme Prøve, som Thomas gjorde ved Nazaræeren.

Men dette skulde jeg ikke have tænkt, thi Rok rystede sine Fjedre, og med sin Vingespids løftede hun mig af Sadlen, saa jeg hang ved hendes Svingfjer, svimlende og pisket igennem af den Storm, som Rok opvakte om sig ved sin Flugt.

Da løsnedes til min Lykke den Fjer jeg hang ved, og jeg styrtede ned gennem Skyen, imedens Rok for bort som en Orkan. Men som en skibbruden holder fast paa en Planke, klamrede jeg mig til min Fjer, og saa stor var den, at den holdt mig oppe som en Faldskærm, og ved dens Hjælp dalede jeg langsomt ned og faldt fra Skyen som en Lemæne ned paa det sneklædte Fjæld.

Her stod jeg nu. Da hørte jeg Fugleskrig. Tre Ørne kom flyvende. De satte sig paa Klippestene nær ved mig, strakte Halsen frem og saa paa mig, som om de vilde vente her, til Kulden og Hungeren overmandede mig paa dette frygtelige Sted.

Da saa den ene til de andre og kvad:

Den anden saa paa mig og sagde:

Den tredje skreg:

Da tænkte jeg: »Har Ahriman Hjemsted her, da vil jeg vende mig til ham.« Og højt udraabte jeg hans Navn. Men Ørnene saa paa hverandre og sagde:

Og idet de sagde dette, svang de sig op og fløj omkring mig i Kreds, saa jeg blev svimmel og halvt afsindig af deres Fjedres Brus og Vingers Slag. Med Roks Svingfjer søgte jeg at holde mig dem fra Livet.

Da kom der en Vandrer mig i Møde over Sneen. Han var nøgen, eller hans laadne Haar var hans Klædning; hans Ansigt var brunt, et Pilekogger bar han over Skulderen, og Buen holdt han i Haanden. Han fløjtede ad sine Fugle, og de forlod mig og fulgte ham, hoppende som tamme Spurve.

Han standsede for mig og sagde: »Hvo er Du?« 167| Jeg svarede, idet jeg overvejede mine Ord: »Jeg er kommet i Sendefærd til Dig fra en fremmed Fyrste, der ønsker at træde i Forbund med Ørnenes Herre. Jeg er kommet paa Fuglen Rok, den ældste af alle Fugle, og til Bevis paa, at jeg taler sandt, tog jeg af dens Vinge denne Fjer, hvoraf Du kan lave mange skarpe Pile.«

Han svarede: »Jeg har ingen Hær og ønsker ingen Forbundsfæller. Men hvis Du ikke frygter Ahriman, saa følg mig til min Bolig.«

Han sprang foran fra Sten til Sten. Jeg fulgte ham. Da saa jeg, et rødt Skær faldt over Sneen fra det indre af Fjældet; i en Klippehule brændte en Ild. Men en Skælven lammede pludselig mine Fødder ved det Syn, jeg saa; thi Skæret lyste paa Knogler og Hovedskaller, der havde tilhørt Mennesker.

Da saa jeg paa Ahriman og saa, hans Blik var frygteligt, og tænkte: »Jeg er i hans Vold. Jeg maa gaa ind.« Og jeg gik ind og satte mig og stirrede paa ham, ude af Stand til at sige et Ord.

Men han talte: »Ve Dig, Du Menneske! Ve Dig, Du feje! Dine Hænder skælve, din Lød er graa som Aske, dine Øjne ere forvildede, dit Legem sammensunket. Rædselen, Angesten, har gjort Dig til en gammel Mand. Men vid - det er min Lov - hvo, som er fej, skal dø og gives Ørnene til Mad.«

Da greb jeg med min højre Haand under min venstre Arm og skar med mine Negle ind i Kødet, saa Blodet randt; og ved denne Lidelse vandt jeg Kraft til at sige: »Mægtige Ahriman! Det, som er fejt og bange, er mit Legem; det krymper sig som en Orm under dit Blik. Men uforsagt er min Tanke, og uforsagt siger jeg Dig her, at jeg er kommet hid til Mørkets Fyrste for at frarøve ham den Visdom, som han ejer. Og da 168| jeg ikke kan true Dig med at dræbe Dig af gode Grunde, saa truer jeg Dig saadan: enten maa Du dræbe mig eller ogsaa fortælle mig, hvad Du ved; thi uden at have høstet Kundskab, gaar jeg ej herfra.«

Han smilede ved mit Svar med et Ulvesmil og sagde: »Nu vel, hvis Du er modig, bevis det da ved en ringe Ting. Maaltidet er rede, spis med mig og ti og spørg mig ikke!«

Han tog den sydende Kedel af Ilden og satte den imellem os. Vi tog hver en Pil og brugte som Harpun; vi aad Kød og overgød det med Kedlens røde Sauce. Under vort Maaltid havde Ørnene travlt i Hulens mørke Baggrund; de skreg og sloges, indtil en af dem rullede med Fødder og Vinger en mørk, rund Genstand hen til Ahrimans Fod, og her i Sikkerhed nød den sit Bytte, seende omkring sig med mistroiske Blikke. Da kunde jeg ikke spise mere. Væmmelse greb mig - hvad var det, jeg saa under Ørnens Klo? Et halvt af~ pillet Barnehoved.

Jeg raabte til Ørnen: »Du skændige Fugl! Hug ikke disse stakkels Øjne ud! En Moder har haft dem kær. Dræb Harer, men ikke Børn.«

Ørnen kvad:

Jeg mødte Ahrimans Ørneblik og Ulvesmil, men min Tunge stivnede i Tavshed; thi der var intet Ord til i Verden, der kunde sige, hvad jeg følte.

Da sagde Ahriman: »Du er nu en som jeg. Du 169| har ædt min Mad, og Du har hugget med min Pil i mit Bytte. Vid, at denne Mad gør stærk og fri og grusom. Den giver Manden det samme Sind, som findes hos Ulven og Lossen og de andre Jægere, der ere som Jarler og Konger over Verdens Dyr. Fra nu af er der Blodskyld mellem Dig og dem, og nu, da Du kan fatte Ulvenes Sprog, nu vil jeg, Ulveherren, fortælle Dig min Historie.

Jeg er Fjældets Søn. I Bjærgets Mørke oplod mit Øje sig, af Drypsten died jeg, og af Vinden, der suser gennem Klipperevnerne, lærte jeg at tale. Da jeg blev født af Bjærgets Mund, var jeg alt, som nu, laadden som et Dyr. Da saa jeg Verden ligge for mig, og hen imod mig skred over Himmelens Bro min evige Fjende, Lysets Behersker, han, som Zarathustra kaldte Ahura Mazda. Han drog hid med sine Engle. Jeg har ingen Tjenere uden Ørn og Ulv. Han drog hid imod mig. Jeg hader dem, disse Lysguder, som ere hvide og uden Haar, som have røde Kinder og bære farvede Klæder.

Han saa mig ikke. Jeg vilde lære ham at se. En Hjort kom springende; jeg greb den, jeg traadte Hjertet ud af Brystet paa den med min Fod; dens Laarben sønderbrød jeg og dannede Pile af dem; dens Tarme rev jeg ud af Livet paa den og spandt mig en Streng af dem; dens Takker rev jeg af Hovedet og dannede mig en Bue deraf. Ingen kan spænde den Bue uden jeg.

Han saa mig ikke. Jeg tvang ham til at se. Imod Lysbringeren skød jeg mine Pile. Vi kæmped mod hinanden i Tvekamp jeg med min Bue, han med sit røde Sværd, indtil Natten kom. Da sejrede jeg, han veg.

Og en anden Dag sad jeg paa Fjældet og aad en Due jeg havde skudt. Da saa jeg ned i Dalen. Der løb Børn, hvidhudede, rødkindede, skabte i Lysbrin170|gers Billede. Lervæsener ere de, Legetøj for Guderne. Mennesker kaldes de. Jeg saa dem, og jeg harrnedes. Hagl sendte jeg dem. Jeg stampede med min Fod, og et Sneskred fyldte Dalen.

Da gik Lysbringer til Vismanden Zarathustra og bad ham hjælpe disse Børn. Zarathustra steg ned i Dalen, han gav dem Love, han lærte dem at bygge Huse, der skærme dem for min Storm, han lærte dem at bygge Volde mod Sneen og Diger mod Oversvømmelsen, at plante, at vande, at høste og at hade mig. Og denne Slægt formeredes, den opfyldte Jorden, og Aartusinder gik.

Da gik jeg, Ahriman, til Vismanden Zarathustra og sagde: »Se ud, Zarathustra, se, den Slægt, Du har skabt, er en fej og ussel Slægt, sidder under Voldene og bygger paa Digerne. De tør ikke se mod Solen, de tør ikke gaa barhovedede i Storm; men mine Dyr udrydde de, Ørnen og Lossen og Ulven.«

Og jeg førte Zarathustra til dette Sted, og jeg gav ham min Mad at æde, og jeg gjorde ham til min Broder.

Og atter steg Zarathustra ned i Dalen for at lære Menneskene. Men nu ikke for at lære dem Ahura Mazdas Lærdom, men for at lære dem min, Ahrimans, Lærdom. Han sagde ikke til dem: »Værer feje, beskærmer Eder mod Naturen, opholder Livet, frygter Døden!« Men han sagde: »Værer modige, elsker Strid, foragter Barmhjertighed og ler af Døden!«

Og Menneskene hørte ham. Men de turde ikke yppe Strid med ham, og de raadslog med hverandre om, hvad de skulde gøre, og de sagde til hverandre: »Det er længe siden, vi have korsfæstet en Herre. Vi maa atter korsfæste os en Herre.« De gik hen til ham og kyssede ham og sagde: »Mester, for din Sundheds 171| Skyld!« De kastede ham i Fængsel, de tvang hans Legem til at spise, og de korsfæstede hans stolte Sjæl, og de viste ham frem for hvem, der kom: »Zarathustra, Vismanden« og sagde: »Se, hvilket Menneske!« De sagde imellem hverandre, at de havde handlet saare godt, og at det var til hans eget Bedste.

Og jeg sidder her, Ahriman, og hersker over Fjældet og hævner Zarathustra. Jeg sidder her og betragter min Kaningaard og ser med Glæde, at de formere sig og trives, og sender mine Ørne ud, og de bringe mig Bytte. Jeg deler med dem det, som de bringe mig. Saaledes hævner jeg Zarathustra.

Jeg lider bedre Ørnens Sprog end Menneskets; thi Ørnen lyver ikke. Jeg drikker af Isbækken.Jeg har givet den Bæk sit Navn: den hedder Foragt. Ved Vaartid, da lyster mig en Kvinde; jeg gaar ned i Dalen, jeg griber den skønneste, jeg kaster hende over Skulderen og bærer hende op i Fjældhulen og lader hende dele mit Leje. Men naar hun vorder frugtsommelig, da skikker jeg hende ned i Dalen igen. Mine Børn komme laadne og skrigende til Verden, de bide Brystvorten til Blods, og de skrige Dag og Nat efter at tjenes; thi de ere af Herrebyrd, og naar de vokse til, faa de Kniv i deres Haand. De ere de, som Menneskene kalde Mordere. De ere de, som jage paa Kaninmarken, de ere de, som fiske i Sildevrimmelen. Mine Sønner ere laadne; de skulle hævne min Forkynder, Zarathustra.

Jeg har nu talt. Jeg har givet Dig Husly, og jeg har givet Dig mere Visdom, end Du bad om. Du har spist af mit Fad, og jeg har ydet Dig Gæstevenskab, og jeg er ikke den, der myrder min Gæst. Gaa ned og forraad mig! Du er af Forrædernes Slægt. Ørn! Vis ham Vej.«

Og hermed vendte han sig bort. Men Ørnen hop172|pede hen foran mig. Med et kløgtigt Blik saa den op paa mig for at se, om jeg fulgte. Jeg ledtes af den ned over Fjældet, hvor der var ingen Sti, og da vi skiltes, sad den paa en Fjældkam og kvad:

Jeg stirrede ud. Under mig laa en vidtstrakt Slette med Byer og Marker, og jeg beredte mig til at stige derned. Da hørte jeg en kraftig Mandsrøst, der sang, og da Stemmen kom nærmere, skelnede jeg, at Ordene var en Salme:

En Omdrejning af Fjældet viste ham for mig. Han var klædt i en brun Køllert og bar Daggert ved Siden. Jeg hilste paa ham og sagde: »Hvor herligt at træffe et civiliseret Menneske i denne Fjældegn. Ihvo Du er, saa sig mig Sandheden om denne Egn, hvor jeg befinder mig nu; thi jeg er kommet hid, vildfarende, igennem Mørke og Uvejr, der skjulte for mig, hvor jeg gik, som en Fugl, der bliver forslaaet af Vinden til et fremmed Land.«

Saaledes talte jeg og fandt det klogest at skjule mit Bekendtskab med Ahriman.

Han svarede: »Jeg hedder William Frels-mig-Herre. Jeg er en af de udvalgte, jeg hører med i det Tal, som blev afsluttet, førend Du blev født, de, der ere forudbestemte til Frelse. Sæt Dig ved min Side, og jeg vil nævne Dig de Riger, som Du ser.

Ser Du den røde Strøm, som flyder længst mod Øst. Det er en Strøm af Blod. Den kommer fra Blodlandet og Skrækkens Land, hvor Fornuften regerer. Der hersker han, der gjorde sig Frelseren lig, men som ej lod Korset oprejse til sig selv, men Faldøksen for andre, Robespierre kaldte de ham. Dog, jeg vil ikke nægte, at der er Orden, Sømmelighed og Retskaffenhed i hans Stat; thi hver, som forsynder sig mod noget af hans Bud, han dør. Og derfor rinder der stadig en Strøm af Blod ud fra hans Land og gøder de andre Landes Marker.

Men ser Du hist mod Nord det store Land med mægtige Stæder, men uden Kirker. Der raader han, det store Dyr, som kalder sig Verdenskejser. Tusinde Hustruer holder han. Han lader sig tilbede som en 174| Gud. Han er den, der undertvang Europa for et Aarhundred siden. Nu tordne hans Kanoner her, og han vil opkaste sig til Enehersker her i de dødes Verden. Hører Du den Torden, som opstiger fra hans Stad? Det er Napoleon, der renser sine Gader. Naar Folket knurrer, slaar han det ned, som Bonden skyder Spurve. Og med sine Lykkejægere fra alle Lande og med sin Hær, der tilbeder ham, hersker han som en Sultan over en underkuet Masse.

Dog, een er der, som modstaar ham, Jernmanden, vor Protektor, Oliver. Ser Du i Vest, der er de udvalgtes Rige. Jerntaarne forsvare det, og derfra udrykke Jernmændene og kæmpe mod Uhyrets Lejesvende. Vi ere lige, thi vi ere alle frelste ved Forudbestemmelse, og Oliver er kun den første mellem os. Daglig nedlægger han sit Hverv som Frelserens Statholder i vort Jerusalem, og daglig vælges han igen.«

Jeg sagde: »Hvis Du vil tage mig med Dig, saa før mig til Eders Stad. Jeg vil gerne lære hos Eder og hos den store Cromwell, den vældigste af alle Protestanter.«

Han svarede til min Sorg: »Derind kan Du ikke komme. Jerusalem er kun for de helliggjorte, hvis Klæder ere tvættede i Lammets Blod. Snart kommer den Tid, da skal det kronede Dyr lægge sig uden for Jerusalems Jernstad med sine Konger og Fyrster og Legioner. Da skulle Portene oplukkes, vi skulle fare ud som en Flod, naar Sluserne briste. Oliver, vor Gideon, skal sønderslaa Krukkerne, Faklerne skulle skinne i Natten, og Basunerne lyde. Da skal de niægtiges Blod gives til Hundene at labe, og Ravnene skulle hugge i deres Kød.

Men Tiden er nær, og hvad vil en Mand af Straa, som Du, imellem Jernmænd? Gaa lige ned for Dig; 175| der ligger imellem Øst og Vest og Nord dit Land, Frihedens Land. Der hører Du hjemme.«

Og han lo, men hvoraf forstod jeg ikke.

Jeg spurgte ham: »Hvor søger Du selv hen? Hvor gaar din Vej?«

»Deroppe bor han, den Onde, som æder Menneskekød, Satan selv. Jeg er udvalgt til at møde ham, til at gribe ham og binde ham og slæbe ham efter mig til de udvalgtes Land. Der ville vi kaste ham i Ildovnen efter Herrens Ord. Ved Lodtrækning blev jeg valgt, Hans Kraft er med mig.«

Jeg sagde: »Vogt Dig for ham, Du kalder Satan. Din Arm er et Rør mod hans; blot hans Øje vil slaa Dig til Jorden.«

»Hvis Du kender ham, da vis mig Vejen.«

»Jeg siger Dig ikke Vejen, først for din egen Skyld, og dernæst, fordi jeg har lovet ej at gøre saa.«

Da raabte han: »Dit frække Blik har ikke skuffet mig, Du er et af de Kar, der ere udvalgte til Sønderbrydelse. Godt, at jeg traf Dig. Som Samuel ofrede Sauls Fanger til Herren, vil jeg nu ofre Dig paa denne Sten; thi det er Lov hos os, der elske Oliver og elske Jesus, at B elials Børn skulle dø.«

Men jeg var ikke mindre klog end han, og i et Nu havde jeg svunget mig op paa en Klippeblok og spottede ham derfra, som Ræven Bjørnen:

»Selv om den mørke Mand er Satan selv, saa har han vist mig Gæstevenskab. Jeg har lovet ham i mit Sind ej at forraade ham, og jeg forraader ham ej, selv om min Sjæl skal blive pantet derfor. Trods det, jeg er en Lutheraner af Fødsel, bryder jeg dog ej mit Ord, end ikke for den kære Guds Skyld. Men spar Du heller din Kraft til Ahriman, thi der vil Du have den nødig. Han vil gøre Dig til Slave, og Hungeren vil 176| drive Dig til at bides med Ørnene om Affaldet fra hans Gryde. Men hvis Du forfølger mig, da kan Du dræbe mig; thi jeg bærer intet Sværd. Men vid, at inden Du forlader mit Lig, skulle mine Tænder have sønderrevet din Arm. Dræber Du mig vaabenløs som et Dyr, da griber jeg til Dyrets Vaaben«.

Saaledes skreg jeg, halvt ude af mig selv. Og da han nærmed sig, fraadede min Mund, og et Skrig, der mest af alt lignede et Hyl, standsede ham, som om jeg i en Forudtilværelse havde levet som et af Skovens vilde Dyr og først erindrede det i dette Nu.

Han standsede; uvis saa han mod Himmelen og sagde efter et Øjeblik: »Herren spare Dig indtil Dommen!« - og gik. Og det sidstejeg hørte fra ham, var Lyden af hans Sang, som Fj ældet kastede ned i mine Øren:

»Ak«, tænkte jeg og saa ned mod Robespierres, Napoleons og Cromwells Riger, »det lader til, at hvor jeg kommer i de dødes Verden, opholdes Staten ved Tyranni og Blodsudgydelse. Gælder da Darwins Lov, at den, som er stærk, træder den svage ned, først ret for Alvor i den anden Verden? Nej jeg har faaet nok af Tyranni, og jeg vil vandre ned i Frihedens forjættede Land, der ligger under mine Fødder.

177| Efter en Times Vandring stod jeg i Byen Humanitas, som jeg nu skal beskrive. Husene i denne By ere som Fjælde; mine Øjne vare ikke taalrnodige nok til at tælle Antallet af Stokværk. Som igennem Klipperevner suser Vinden, endog paa en stille Dag, igennem Gaderne med en sugende Kraft, og Menneskene føle sig som smaa Insekter i det indre af deres eget Værk. Spurvene, som løbe paa Gaden, have glemt at flyve og ere som fjedrede Rotter, der bygge Rede under Kælderristene.

I denne By stod jeg og saa en Vrimmel af Mennesker, klædte i den samme Dragt, der i den første Verden var Kulturens Triumf, og jeg spurgte mig selv, om ej jeg var kommet tilbage til den gamle Jord. Da gik en Mand over Gaden og hen imod mig og sagde: »Dit Ansigt røber, at Du er en fremmed, og fremmede ere ikke vel farne i denne By. Tag mig til Fører, og jeg skal fortælle Dig Ting, som Du næppe vil tro om denne By og disse Mennesker«.

Jeg saa paa ham. Hans Ansigt var ædelt. Jeg spurgte ham, hvem han var.

»Jeg er en Præst ved Menneskehedens Kirkejeg er en Discipel af det sidste Aarhundredes største Tænker og varmeste Hjerte, af Au~ guste Comte, han, ved hvis Tanker Europa vil forløses, uagtet det endnu næppe kender hans Navn«.

I dette Øjeblik hørte jeg en Bragen bag mig, min Ledsager rev mig til Sidejeg saa et Køretøj, mægtigt som et Panserskib og næsten udrustet som dette, fare igennem Gaden uden Forspand ved en skjult Motor. En Klynge Folk kom ikke hastig nok til Side - i næste Øjeblik sprøjtede deres Blod over os, og deres Lemmer hvirvledes omkring; men inde fra Panserkolossen hørte jeg højrøstet Latter ved dette Skuespil.

Da var jeg nær ved at udgyde Taarer af Skræk og 178| Spænding og spurgte min Ledsager: »Hvad er dette? Ere vi i Helvede her? Og er det Djævlene, der fare igennem Verden paa denne Maade?«

Han sagde: »Følg mig. Her i denne Krog kunne vi tale uforstyrret sammen, og jeg skal forklare Dig alt om dette Samfund! Her ere vi i Frihedens og Lighedens og Lovløshedens Land. Her er virkeliggjort det Ideal, mod hvilket Europa gaar frem. Her er Udviklingens Maal, Fremskridtets Fuldkommengørelse, og alt dette udtømmes i eet Ord, Ordet Anarki. Her handler Kræmmer og Køber med Fingeren paa Aftrækkeren, her nyder ingen Mad og Drikke uden hos dem, man regner for sine Venner. Vogt Dig for her at drikke Vin i Skøgens Hus; vid, at hver Mand, som søger hende, gør det med en Dolk i Ærmet. Lægerne ere Mordere. Videnskabsmændene Taskenspillere, og Præsterne Bedragere. Dagens Regering er en Røverbande, der regner Tolden for sin Ejendom og forskanser sig ved Lejetropper i Regeringens Borg. Oprør gennemryster Staten. For et halvt Aar siden bleve Folk enige om at vælge sig den dygtigste Regering. De gjorde de største Vekselerere til Statens Bestyrere. Da viste det sig, at Mønten blev forfalsket, Guldet var ikke Guld. De rigeste bleve styrtede i Armod, og Aagerkarle og Tyve, der havde kendt Hemmeligheden, fik al Rigdom i deres Hænder. Da rejste der sig et Brøl af Forbitrelse. Slagterlavet greb deres Økser og stormede frem mod vort Kapitolium. Tyvene maatte lade deres Liv, de bleve flaaede, opskaarne, og ved Kroge hang de uden for Slagterboderne, behandlede efter alle Kunstens Regler; heraf gjorde de røde Svende sig en Spøg. Efter Tyvenes Regering kom Mordernes. Hver, som bærer Slagterlavets Mærke, kan ustraffet begaa de værste Skændselsgerninger. Som afsindige rase de. Man siger, de spise Menneskekød og 179| parre sig med Dyr. De vide, at deres Tid er snart omme; alt røre sig hemmelige Selskaber. Ser Du disse røde Tegn paa Muren? Ingen uindviet ved, hvad de betyde, men saadanne males alle Vegne. Det var disse Blodmennesker, der for igennem Staden med deres Menneskeplov, som de sige. Hvo ved, maaske er det Proletarerne, der nu ville gribe Magten. Ser Du disse Skikkelser, der snige sig om paa Gaderne som Hunde, og som faa Stokkeprygl som Hunde af de velklædte? Disse ere Parier, som have intet Hjem og intet Navn. Deres Ansigter ere ikke bemalede, som Du tror; de væmmeligste Laster have givet dem Mandrillens Farver. De gaa som Gorillaer, sammenbøjede, idet deres Hænder af og til røre Jorden. De ere afsindige, de have mistet Sproget og æde deres eget Skarn. De forstaa kun det samme Sprog som Hunden. Med Brød og Rom lokker man dem til alt. En Læge har i sin saakaldte Videnskabs Interesse faaet nogle af dem til at æde en af deres Lige levende. Saaledes ere de. De vare engang Mennesker, i det Liv, som vi nu kalde for det første Liv. De troede, at Gud var god, og at, naar de havde gjort Verden den Tjeneste at leve, at æde og drikke i saa og saa mange Aar, fortjente de ogsaa at blive salige efter deres Død. Men da de samme kom hid til dette, det andet Liv, da saa de, at alt var her som der, kun i større, mægtigere og frygteligere Former. Og de sagde til sig selv: »Altsaa er her ingen Gud og ingen Straf og ingen Dom; og der er nok et andet Liv, men ogsaa her hersker Døden, og hvo beviser, at der er et tredje Liv!« Disse vare de, som levede efter Reglerne i det gamle Samfund, misundte hverandre, begærede hverandres Hustruer i det skjulte, løj lidt, bagtalte lidt og ikke overtraadte Lovene. De vare, som man siger, gode og brave Mennesker. Men her i det andet Liv 180| er Mennesket ene; løsrevet fra sin Familie, sine Venner og sine kendte Forhold, kastes han ind her imellem andre, der ere lige saa vildfarende som han selv. »Ak, var der blot ikke noget andet Liv«, sukke de elendige, »her er enhver overladt til sig selv, og Tilværelseskampen er ti Gange vildere og forfærdeligere end i det første Liv, og her er ingen Barmhjertighed, og Tilintetgørelsen venter os«. - Da viser det sig, hvor løst deres gamle Livs Moral hang sammen med deres Karakter. De skændigste Ting begaa de, den mest nedværdigende Behandling taale de, blot for at opholde Livet; thi med en afsindig Rædsel skælve de for den tavse Død. Saaledes ere disse Væsener sunkne ned og ere blevne til Parier, og de, som have bevaret menneskelig Skikkelse og Tanke, de hæve sig kun ved at trampe disse ned, og naar Kræfterne svigte dem, da ere de som disse. Vi have ingen Lastdyr; thi ingen Arbejdskraft er billigere end Parier. De udføre alt. Med Hænder, Fødder og Mund drage de blodige og hylende i de Jerntove, der sætte vore Maskiner i Gang. Men se, hvorledes disse frygtelige Skabninger skjule sig hist under Brohovedet og grine og hvæse og gøre Tegn til hverandre. Ingen ved, hvad disse Tegn betyde. Hvo ved, om ikke en af disse Aber, klogere end de andre, samler dem under sin Vilje og lader sine Love gaa imellem dem ved Fingrenes Tale! Hvo ved, om ikke en Dag disse Lemurer ville styrte frem og gøre dem, der have Menneskeskikkelse, til deres Trælle. Da vil en Hersker, værre end Tamerlan, sidde paa Tronen, og Menneskeheden vil have skabt sig selv en Djævel«.

»Men«, sagde jeg bedrøvet, »er der da ingen Frelse for denne ulykkelige Menneskehed?«

Han svarede: »Den gamle Religion er ganske afmægtig i dette Samfund. Videnskaben er utilstrækkelig; 181| thi med kemiske Formler og geometriske Figurer afhjælpes ikke den aandelige Nød. Sygdommen maa læges der, hvor Roden til Ondet er. Og det, der har fordærvet Menneskeheden, er Frihed. Menneskene ere Børn, og Livet en Skole. Børn tør ikke være uden Tugt og maa ikke vælge deres Lærer selv. Ondet vil ikke afhjælpes, før denne taabelige Slægt opgiver sin Valgfrihed, Talefrihed og Samvittighedsfrihed og underkaster sig vise og rene Lærere, der kunne lede dem i alt.

Du spørger, hvor der er saadanne, til hvem Folket trygt kan overgive sig til Opdragelse. Jeg svarer: Her, det er os, Menneskehedens Apostle, Brødrene af Auguste Comtes Kirke. Vi vandre her som Præster, Vismænd og Læger, utrættelig gennem denne fordærvede By. Vi bringe legemlig Lindring og aandelig Trøst. Vi lære, at Mennesket skal slet ikke søge sit eget, men helt opofre sit Liv i Barmhjertighedens Tjeneste. Vi ere halvfjerds, der atter, ligesom de, der udgik fra Galilæa, bringe den trætte Verden et Evangelium, idet vi lære - ikke at søge det jordiske Vel, ej heller det himmelske, hverken Lykken eller Saligheden, men kun at søge eet: det at forglemme og udslette sit eget Selv og kun at leve for og ved og i det store Væsen, Menneskeheden, der omfatter alle, der rense sig for deres selviske Drifter.

Men med Mistro betragter Folket os, fordi vi kræve frivillig Underkastelse under vor Myndighed. Thi kun naar et saadant Præsteskab har den aandelige Magt, vil det bedragne og mishandlede Folk genfinde sin Lykke. Da ville alle Vildfarelser og falske Lærdomme tilintetgøres af vor Fordømmelse. Da ville Udbytterne og Morderne rammes af vor Banlysning, og de, der ikke frygte andet, ville skælve for Dommen efter Døden, naar den udtales over dem af os, som Ægyptens Konger frygtede for Dommen over deres Lig.

182| Vi ville ved vor Myndighed opretholde det uopløselige Ægteskab. Vi ville ved de milde Gaver, der komme til vor Kirke, hjælpe de syge og de lidende. Vi viEe give de fattige i Aanden Næring for deres Tanker og deres Følelse og Fantasi. Vi mene som Præsterne i den katolske Kirke, at uden Dogmer, uden Sakramenter, Autoriteter, Ceremonier, uden Jomfrudyrkelse og Helgentilbedelser er Folket ikke lykkeligt. Vi skille os kun fra dem ved at indføre den sunde, positive, ateistiske Religion, der ikke hviler paa Aabenbaring, men paa en videnskabelig Betragtning af Verdensby gningen og Menneskehedens legemlige og aandelige Vilkaar.

Vore Hoveddogmer ere disse: at Verden bevæges efter faste og hellige Love, om hvis Gyldighed det er Synd at tvivle; at Mennesket kun finder sin Lykke ved at hengive sig helt til det store, hellige Væsen, Menneskeheden, til hvilket han hører; endelig, at Kvinden er Vestalinden for Hjertets hellige Ild, hvis Hverv det er at holde de ædle og kærlige Følelser levende hos Manden.

Vore Sakramenter ere de naturlige fra Barnets Optagelse i Samfundet og indtil Dommen over den døde, og vi udsmykke dem med skønne og opbyggelige Symboler.

Vore Helgener ere de store Mænd, hvis Arbejde har opbygget den menneskelige Kultur, til hvilken Religion de end sig bekende. Paulus og Arkimedes staa her Side om Side paa vore Altre og nyde vor Tilbedelse.

I denne anden Verden, hvor alt er vanskeligere, og hvor mere kræves, har vor Kirkes Fader forordnet, at enhver af os, der gaar som Missionær til de uvidende, skal have en Jomfru til sin aandelige Hustru, til hvis Ihukommelse han knæler hver Dag i Bøn og i Beskuelse, bedende om at blive delagtig i det Kærlighedens Væld, 183| der strømmer i Kvindens Bryst, imedens hun til Gengæld udvider sin Erkendelse ved hans Belæring.

Vi oplære Lægmændene, idet vi nære deres Tanke ved at undervise dem i de evige Love, der gælde i Aandens og i Materiens Verden, og føre dem ad fuldstændig systematisk Vej igennem Tilværelsens Hovedlove, idet vi lede dem trinvis fra den nederste Videnskab til den øverste, og give dem i Lovene om Menneskehedens Enhed og Følelsens Supremati over Forstanden paa eengang Afslutningen paa Tankebygningen og Grundlaget for det praktiske og det moralske Liv.

Vi forædle deres Følelser ved skønne og rørende Poesier, ved at indføre dem i Musikkens hellige Lund og ved at stille dem de ophøjede Forbilleder for Øje.

Og vi beskæftige deres Fantasi ved smukke Ideer og Symboler. Vi lære dem at ære Jorden som den hellige Fetisch, ved hvis vidunderlige Kræfter vi opholdes, og Rummet som det ubegribelige Medium, hvori vi leve. Nogle af os tilbede som hellige de fromme Dyr, Oksen og Hesten, der uegennyttig tjene Mennesket. Vi lære om et evigt Liv - ikke som de, der stadig lære en personlig Udødelighed, endskønt de se, at Døden hersker ogsaa her i det andet Liv; men vi lære, at Mennesket lever i de efterlevendes Erindring og Kærlighed; og idet han paatrykker de omlevende Præget af sin Karakter, lever hans Væsen efter ham i Slægten, og den Værdi, som han har skabt ved et smukt og helligt Levned, fortabes ej i intet, men bestaar i tusinde Led. I denne Mening forkynde vi Udødeligheden og tilbede de store døde, vore Helgener, som levende og virkende iblandt os.

Vi vise hen mod Jomfrumoderen som. det lysende Ideal, hvorimod Menneskeslægten stræber hen. Vi lære dem at tage alt til Opbyggelse, idet vi udlægge dem 184| Tingenes symbolske Betydning. Saaledes tage vi i vor Kirke den daghge Tvættelse som et Symbol paa den daglige Renselse af Sindet, der er nødvendig for den, der stræber mod det rette. I Maaltidet finde vi Stof til Eftertanke ved at betænke, hvor afhængige vi ere af Naturens og Menneskehedens Gaver, og vi modtage derfor Brødet og Vinen med Taksigelse til den agerdyrkende Kultur. Og ved Indslumringen se vi et Billede paa den Tilintetgørelse, som vi med Tillid og Resignation berede os til, og hvori vi skulle hvile, medens andre vaage for os. Nogle af os indøve sig med digterisk Evne i at tage selv den mindste Begivenhed symbolsk og finde deri et Fingerpeg, der opfordrer dem til at vandre paa den rette Vej.

Saaledes uddrage vi Kærnen af den gamle Overtro, medens vi lade Avnerne tilbage; thi vi fastholde stadig den naturlige Orden. Men vi erkende vor Mesters store Opdagelse, som Historien og Studiet af Menneskeheden beviser, at uden digteriske Omklædninger af den tørre og nøgne Virkelighed lever Mennesket ikke efter sin sande Natur.

Dog, saadanne Forestillinger ere kun Fantasier, der tjene til at udvide vor Horisont; om Du vil: selvvalgte Illusioner. Men ved at de blive fælles for alle og ved at benyttes til Opbyggelse, komme de til at spille den samme Rolle for Menneskeheden som den gamle Religions Mysterier.

Saaledes have vi i vor ateistiske Religion uddraget alt, hvad der har Værdi i de gamle Religioner«.

Jeg sagde: »Skønt meget af, hvad Du siger, falder mig underligt i Enkelthederne, tror jeg dog, I kunne have Ret i meget, og min Erfaring paa denne Rejse har bestyrket mig i den Mening, at uden Religion kunne Menneskene ej leve. Dersom da Ateismen vil være 185| Sandhed, ej blot paa Papiret, men i Hjerterne, maa Ateismen vorde en Religion. Taaber ere de, som. spotte over din store Mesters Værk; thi denne Menneskehedens Religion med Dogmekultus og Præsteskab, som han har stiftet, er sikkert det mægtigste Forsøg paa at opbygge dette Aarhundredes Slægt. Men viser ikke Erfaringen, at den er mislykket? Tror Du, at Menneskene, uden at vente haandgribelig, sanselig Fordel, ville underkaste sig en Lære, der kun har Pligter og ingen Belønning? Ak, før mig til Eders Ypperstepræst, Auguste Comte, og lad mig erfare, om han endnu i dette Helved har den samme Klippetro paa Menneskenes moralske Fremgang som i sit jordiske Liv«.

Han svarede: »Vi tør ikke tvivle; thi dette strider imod vor Religion; vi forsage ikke, og det, som vilde nedbryde Haabet hos andre, styrker blot os; thi vi arbejde, selv om alting taarner sig op imod os. Vid da, at han, vor ophøjede Fader, kom hid for at bringe Visdom og Fred til det syndige Land; men Menneskene hørte ham ej. Da græmmed han sig. Han taler ikke med nogen, men sidder den hele Dag og stirrer ind i en Verden, vi ikke se, og mumler Ord i et Sprog, vi ikke forstaa. Ja, han, Forkynderen, er blevet sindssyg af Sorg over Menneskenes Synd. Dog, nogle sige, at hans Bevidsthed er i en Eksistens, hvortil vi ikke kende, og at dette er det tredje Liv. Dog virker hans Væsen, skønt ordløst, stærkere end vor Forkyndelse af hans Lære, og mange have omvendt sig til Sandhedens og Kærlighedens Evangelium blot ved at se hans hellige Skikkelse og bade sig i det Lys, der udgaar fra ham«.

Vi skræmtes op ved et Skud, og mens vi trykkede os op mod Muren, saa vi, hvorledes en Mand som en vanvittig overøste Mængden med Kugler fra sin Magasinrevolver. Hans Ansigt var blegt som Is, hans Øjne 186| flammede, og med en forunderlig Koldblodighed fejede han Gaden tom for Mennesker, som en, der morer sig med at skyde Rotter. Folk søgte Skjul; men han udpegede dem med sikkert Øje og med en øvet Haand, og hvor hans Blik kom først, kom hans Kugle efter. Og hvad der var frygteligst ved denne Episode var den Tavshed, med hvilken han arbejdede midt i de flygtendes Skrig og de saaredes Jammer.

Da kom det Tidspunkt, hvor hans Patroner slap op, og i næste Øjeblik styrtede Pøbelen sig over harn som hylende Hunde for at sønderrive ham. Men lynsnar tog han en lille Genstand ud af Barmen, slog den mod Jorden - og i næste Sekund faldt han, som Samson mellem Filistrene, under en Eksplosion, der sprængte det Gadehjørne i Luften, hvor han stod, og begravede ham og den hylende Skare under Murbrokker.

Hans sidste Bevægelse, før han udførte denne Rædselsgerning, havde været at kaste en Pakke Blade ud i Luften, og den Hvirvelvind, der opstod ved Sprængningen, bragte mig et sammenkrøllet Papir, hvis Indhold jeg læste:

»Fiat justitia, pereat mundus!

Vi ere Nihilister.

Der er ingen Dommer over os. Vi ere de, der holde Dom over Verden. Vi have tabt Taalmodigheden. Vi have dømt Samfundet. Dommen er denne: Det var bedre, om dette Samfund ikke var til.

Vi ere Dommere, og vi ere de, der udføre Dommen. Vi ere Hævnere.

I dette Samfund kan ingen fribaaren leve. Dette Samfund fbrgifter den ædle Daad, den rene Tanke. Dette Samfund skal dø.

Vi ville tilintetgøre det, vi ville dræbe dets Borgere, Mand efter Mand. Vi ville sprænge dets Byer, Hus efter Hus.

187| Retten skal fyldestgøres, derfor skal Verden forgaa. Hil Eder, Brødre! Hil Eder, Nihilister!

Hil Eder Brødre, som jeg ikke kender af Navn! Vi kende kun hverandre paa det dristige Blik og den stolte Gang her i en Verden af Uslinger.

Eder kalder jeg Brødre, som ere de fribaarne, de hensynsløse, de, der fordre Ret.

Vi ville udslette Pøbelen, vi ville nedbryde Samfundet - dets Byer skulle brænde, dets Rigdomme ødelægges.

Vi ville bygge en ny Stad paa Ruinerne, de fries Stad, vor Stad.

Ikke Love skulle ordne den, ikke Tyranner skulle regere den. En Stat for ædle og frie Viljer skal det vorde. Uslingerne skulle dø.

Lovet være vort Evangelium, Nihilismens Evangelium!

Dets Apostle ere udgaaede, de have gennemvandret Jorden og præket Frihed. De have hungret i Fængslet, de ere blevne pinte af Tyrannerne, de have Hdt Døden i Galger og paa Blokken for Retfærdighedens Sag.

Deres Disciple gennemstrejfe nu Verden som jagede Ulve og forkynde deres Lære.

Det nye Rige vil vorde igennem Strømme af Blod. Hil Eder, Brødre! I skulle alle vorde Martyrer.

En ny Blodsæd er kastet i Verdens Ager. Høsten kommer snart.

Og han, for hvem vi lide, Nihilismens Messias, vil stifte det nye Rige, i hvilket Retfærdighed bor, og herske der som den første imellem Hge.

Nihilismen leve!«

Min nye Ven læste med mig over min Skulder og sagde: »Eet af tre vil ske. Enten vil dette Samfund, der er uden aandelig Myndighed, falde tilbage til middelalderlig Overtro og Blindhed og underkaste sig det 188| katolske Præsteskab; eller de ville anerkende Menneskehedens rette Lærere, Comtes Disciple, som deres Ledere i alle Ting; men hvis ikke eet af disse tvende sker, er dette Samfund modent til Undergang og vil styrte sammen for disse fortvivlede Menneskers Attentat. Thi uden Autoriteter kan intet Samfund bestaa«.

Da lagde sig en Haand paa min Skulder, og en Røst i mit Øre sagde: »Have I hørt Varslet tordne og tage dog ikke efter det? Gaa ud af denne By, viet til Undergang, som den er, og tøver ikke. Jeg har Medlidenhed med Eder, og paa Eders Ansigt læste jeg en ædel Skrift; og her i denne Stad, hvor alt forfalskes, er denne den eneste Skrift, som Bedragerne ej kunne eftergøre«.

Jeg sagde: »Hvo er Du?«

Han stirrede paa mig med sine kulsorte Øjne og sagde: »Jeg er den, hvis Motto er: Hvad Dolken ej formaar, vil Gift formaa! Hvad Gift ej kan, kan Ild!«

Jeg sagde: »Heltemodige Bakunin, Du, Nihilismens Paulus, der, som han, forfulgt og i Lænker har præket fra Øst til Vest! Med dine Gerninger sympatiserer jeg ej, men jeg ærer Dig selv. Sig mig - thi om saa denne Gades Kløft skal lukke sig over mig i næste Nu, maa jeg tilfredsstille min Nysgerrighed, førend vi skilles -: hvorledes kan Du opfordre til og selv begaa saadanne Rædsler, som den, vi nylig saa?«

Han svarede: »Min Ven, enhver har sin Samvittighed, og jeg har min. Ej for Alverdens Skatte vilde jeg besudle min Sjæl ved det, som denne Bys Beboere daglig begaa uden blot at tænke, det er Uret. Hvis Du vil vide min Moral, da er den denne: Lev som en Adelsmand. Begaa de store Forbrydelser, men ej de mange smaa Lumpenheder, der forgifte Sjælen. Du handler uværdig, om Du sælger Dig for Penge til de skændige 189| Udbyttere, der suge Blod af deres undergivne. Lad dem ej gøre Dig til Slave, og gør ej Du andre til Slave. Lev som en fri Mand, det er det store Bud. Lev med Pistolen for Brystet, og dersom Du maa sælge din Frihed for at leve, da tryk af og dø med Ære som en Riddersmand«.

Med disse Ord forlod han mig, medens jeg tænkte over, hvor forskellig den Ting, som kaldes Samvittighed, dog er hos de forskellige.

»Jeg bliver her«, sagde min Ven, Positivisten. »Der, hvor de store Ulykker ere i Vente, maa vi som Menneskehedens Læger ikke flygte. Men Du, gaa bort fra dette Sodoma, inden Jordskælvet bryder løs, og Ildregnen begynder at falde«.

I Løb forlod jeg Byen og ilede over en Slette, henover hvilken jeg saa ildspyende Uhyrer fare paa Kryds og paa tværs. Men da de kom nærmere, saa jeg, at det var Lokomotiver, der for af Sted i frie Baner, idet de ved en gaadefuld, magnetisk Mekanisme selv kastede Sporet foran sig og atter optog det bagfra. Mægtige Vinger bar dem halvt oppe, saa de ej hvilte paa Jorden med deres hele Tyngde.

Sværtede Mænd styrede dem; men for mit Blik tog det sig ud, som om disse Maskiner for efter eget Tykke hid og did, og med Skræk saa jeg, at en af dem, der syntes uden Styrer, forfulgte mig. Alt følte jeg dens hede Aande bag mig, mærkede dens Øjne brænde mig i Nakken og hørte dens Hvæsen. Men kun ved et Spring til Siden undgik jeg Døden, og saaledes sprang jeg, forfulgt af denne Djævel, der jagede i Zigzag efter mig, igennem denne Maskinernes Legeplads, indtil et Dige standsede Forfølgelsen. Bag mig hørte jeg - thi Solen stod paa Middag - Maskinerne pibende hilse hverandre, og for mit Øre tog det sig ud, som om de raabte til hverandre i deres Sprog: »Staalet 190| har sejret over Kødet. Jorden er vor. Menneskene ere vore Slaver«.

Men flere Farer ventede mig. Jeg løb hen over store Marker, hvor Parier som Heste gik for Ploven, imedens Slavefogeder drev dem frem ved Svøber. En af dem løsnede sit Forspand, og de seks Parier, hvoraf det bestod, styrtede som et Kobbel Hunde efter mig, imedens deres Herre ved muntre Tilraab fik dem til at springe.

Disse Bæster løbe som Bavianer paa alle fire, naar de ville komme hurtig frem. De afskar mig; - alt saa jeg deres Herre nærme sig, jeg saa hans røde Tyreansigt og hans løftede Svøbe, og med Skræk anede jeg hans Hensigt, at spænde mig for Ploven mellem disse menneskelige Køtere.

Da frelstes jeg af Bakunin og hans Nihilister. Et Tordenbrag rystede Luften, og Parierne faldt i deres Overtro paa Knæ for mig, som om de antog mig for Ophavsmanden. Den Vulkan jeg nys forlod, sprængte sin Skorpe. En Stenregn som den, der begravede Pompeji, formørkede Luften, og gennem den saa vi røde Luer som djævelske Dæmoner danse i Kreds. Hastig hævede sig mørke Skyer, og en Plaskregn faldt. Manden med Tyreansigtet stod endnu med Svøben løftet, men med Hovedet vendt mod Katastrofen, som om han var Lots Hustru, stirrende paa Sodoma. Men inden han blev levende igen, var jeg forsvundet.

Efter lang Vandring kom jeg til en Stad, over hvis Port der stod skrevet: Tolerance.

Mer end fem Hundrede Kirketaarne kappedes med hverandre som Træer i en Lund, og om hver af dem holdt en Flok Alliker til. Disse hellige Fugle syntes at danne hver sin Menighed, og da nu Klokkerne begyndte at kime, søgte de forskellige Kor at overdøve hverandre med deres Trosbekendelser.

191| Jeg havde glædet mig over Stadens skønne Titel, men inden jeg var naaet frem til dens Torv, ønskede jeg mange Gange, at her gjaldt den samme Lov som i Profetens Rige, og at alle Religioner undtagen een, ligegyldig hvilken, vare forbudte under Dødsstraf. Thi der var et frygteligt Skænderi paa Gaden; det regnede med Bibelsteder, og de lærdeste og længste græske Ord fløj mig om Ørene. Fra hver en Dør kiggede Missionærer ud og opfordrede mig til at se indenfor med lignende Tilraab, som Skøgerne bruge i Smaagaderne: »Træd nærmere! Kom kun! Koster næsten intet!«

Jeg smuttede ind og ud og priste mig lykkelig, da jeg naaede Byens Torv, hvor der var mere Albueplads.

Men hvem mødte jeg her?

En ældre Herre med smaa Englevinger klistrede bag paa den sorte Kjole for at antyde hans Stilling i den anden Verden kom i fuld Fart galoperende paa sine Slæbere efter mig og raabte: »Halløj! Halløj! Hør, min kære Ven, hørjeg vil sige Dig noget!«

Jeg standsede. Han pustede, og da han havde faaet Vejret, lagde han Armen om min Skulder, trykkede mig til sin Barm, saa mig sødt ind i Øjnene og sagde: »Elsker Du Jesus?«

Nu saa jeg godt af hans sorte Kjole, hans hvide Krave, hans Flæskekinder og hans Portvinsnæse, til hvilken Hjord han hørte, og da jeg vidste, hvad der ventede mig, i Fald jeg gav ham Ordet, bestemte jeg mig til at gribe Offensiven og holdt følgende Tale til ham, idet jeg selv til en Begyndelse ej vidste, hvad jeg skulde sige, mens Meningen af Foredraget, som ved de fleste gejstlige Præstationer, først efterhaanden blev klar, ej blot for Tilhøreren, men og for Taleren:

»Min kære Broder! Godt, at jeg traf Dig. O, hør min Røst! O, forhærd Dig ikke! O, omvend Dig fra dine 192| Synder! Elskede Broder! Sig mig, ad hvilken Vej Du tror, Du gaar. Naar der skal skilles mellem Bukkene og Faarene, da kommer Du mellem hine. Omvend Dig fra den augsburgske Konfession, eller Du vil gaa lige lukt i Helvede! Bekend Dig til Aristoteles' Logik, Euklids Geometri og Arkimedes' Fysik! Erkend, at to og een er tre, og at det selvmodsigende er umuligt! Tror Du, at Gud vil have dem i sin Himmel, der begaa Blasfemi imod den hellige Fornuft, Menneskets bedste Eje? Min Ven, Du er en Buk, en gammel Buk, en af Satans egen Menighed! Omvend Dig og sørg for, at din Næse faar en anden Farve. Det er alt i den ellevte Time. Gaa nu hjem, kast Dig paa Knæ og tænk ret inderlig over, hvad jeg har sagt!«

Denne Tale understøttede jeg ved som en broderlig Paamindelse af og til at puffe ham i Mellemgulvet og tog derved Vejret fra ham, saa han stod værgeløs og harmglødende under min Ordstrøm. Jeg efterlod ham saadan, og efter et sidste tordnende: »Omvend Dig, for Satan!« smurte jeg Haser det bedste jeg havde lært.

Paa min Vej gennem Byen havde jeg set det ene Skilt efter det andet med Paaskrift: »Denne Vej til Profeten Lurifas«. Og nu hørte jeg en Trommeslager gaa igennem Staden, standse ved hvert Gadehjørne og udraabe efter en Hvirvel paa Kalveskindet: »I Aften velsigner Profeten Lurifas de smaa Børn. En Franc pr. Hoved. Forældre gratis Adgang«.

Jeg fulgte den Finger, der paa alle Skilte pegede imod hans Dør, og lod mig melde hos hans Tjener som en farende Svend, der rejste paa Religionen gennem Verden og udbad sig Tilladelse til et Interview.

I en sort Silkekappe modtog han mig, idet han paa en adspredt Maade legede med et Dødningehoved og gav mig at forstaa, at der var Aander i Stuen, hvormed han talte.

193| Jeg nød den Ære at spise Lunch sammen med den store Mand. Og da vi havde faaet den tredje Flaske Vin, sagde Profeten Lurifas:

»Kender De den desperate Lyst, man undertiden faar til at klæde sig nøgen af for alles Øjne? Jeg vil i Dag være desperat, da jeg hører, De kommer her paa Gennemrejse og snart vil være ude af Byen. Jeg vil vise mig for Dem, som jeg er.

De søger efter Sandheden, siger De, og mener at finde her i det kære Hinsides, hvad der er skjult for Blikket i det første Liv. Min kære Mand! Denne Verden er ganske som den forrige. Ingen ved noget rigtig. Det hele er een stor Komedie. Tilværelsen holder os for Nar. Og den, som er fornuftig, indser, at Livet kun er Forvirring, og søger at bringe det mest mulige ud af Forvirringen. Da jeg kom hid, ledte jeg, som De, efter Sandheden; men snart indsaa jeg, at der er ingen Sandhed til, men alt er Blændværk. Nu vel, er der ingen Sandhed til, saa maa man lave en.

Forstaar De mig nu. Jeg slog mig paa Profeteringen. Man maa jo ogsaa leve.

Altsaa, jeg er Profet, Mirakelmager, Bugtaler, og hvad De vil. Talløse vildfarende Sjæle strømme til mig for at erfare de dybeste Sandheder - og jeg aabenbarer dem de dybeste Sandheder. Hver Midnat efter det tolvte Slag aabnes Fløjdørene for de tro endes knælende Skare, og iført en blændende Lysklædning træder jeg frem for mine egne Muhamedanere med mit Studereværelses Mørke i velar rangeret dæmonisk Uhygge til Baggrund. Straks raaber min brave Frants, der passer Forretningen, naar jeg er optaget af personlig Sjælesorg: »Profeten er stor!« og en Gysen gaar igennem Skaren. Dernæst taler Oraklet - Oraklet, forstaar De, er mig selv - et eller andet Galimathias, jo galere, des 194| bedre, som f. Eks.: »Die Substantialität ist das permanente Entgegen-gegenüber-gemäss«. Oraklets Ord blive opskrevne, og mit Dervishpersonale tilbringer Natten under Bøn og Bodsøvelser med at fortolke dem, medens jeg selv kaster Nattens Kaabe over mig og iler til mit skjulte Pare aux cerfs. Næste Morgen overrækkes Fortolkningen mig, og jeg erfarer, at jeg virkelig har sagt noget meget dybsindigt. Hvis en Kætter skulde protestere mod Oraklet, siger jeg, at han mangler Trosevne, og ekskommunicerer ham højtidelig af Menigheden.

Saaledes gør jeg Menneskene uvurderlige Tjenester, og samtidig høster jeg selv per fas ae nefas mine Accidenser, saavel Kostbarheder fra Mineralriget som saadanne, der udbetales in natura.

Men De forstaar mig ikke, hvis De tror, jeg blot er en almindelig Bedrager, der holder Menigheden for Nar. Jeg driver Spasen videre. Jeg bedrager til sidst mig selv. Jeg beruser mig i den mystiske Uhygge, der altid omgiver min hellige Person. Jeg ophidses af mine Dervishers skingrende Skrig og af mine Turtelduers brændende Blikke. Jeg faar Delirium, jeg spaar, jeg forbander. I et saadant Øjeblik er jeg i Sandhed en Profet helt ovenud efter Oldtidens allerbedste Mønstre.

Dette sataniske Vanvid er den herligste Spas i hele Farcen. Det er Ekstrakten af Blændværket. Hvo, som ikke har været Profet, ved ikke, hvad Livet er«.

Idet han sagde disse Ord, sprang Mester Lurifas op, lod sin sorte Kappe glide ned om sig og stod foran mig i en ildrød Silkeklædning med en gylden Dolk ved Siden. Senere betænkte jeg, at dette var en af Profetens Roller; men i Øjeblikket var det mig, som om jeg saa Mefisto selv.

195| Han gjorde med et Grin Mefistos Tegn og sagde: »De er en Daare, at De søger Sandheden. Sandhed er kun et Ord. Alt, hvad der giver sig ud for Sandhed, hvad enten det kalder sig Videnskab, Filosofi eller Religion, er kun Tdemaader, hvormed man imponerer den store Hob. Nej, søg ikke efter blege Drømmebilleder. Kryst Virkelighedens Kød og Blod. Hug i det med Dolken af Staal og Guld. Æd og drik. Men vil De have Sandhed, da skal jeg nævne Dem den eneste Sandhed, jeg kender. Det er Rosen i Livets Skød. Det er Nydelsen af Kvindelegemets Skønhed og Ynde i sin falde og hele Sødme. Vellyst er Sandhed. Vellyst er idel Sandhed. Og der er ingen Sandhed uden Vellyst. Far vel!«

Udenfor var en øredøvende Larm. Det viste sig, at her blev opført Aftenbøn. Klokkerne kimede, smaa Menigheder samlede sig om deres Hyrder og forsøgte at tage Troen fra hverandre, og ved denne babyloniske Forvirring faldt følgende Tanke mig ind: »Er det den kristne Kirke med sine fem Hundrede Taarne, den Babels Borg, hvorom der fortælles i den gamle Fabel: Menneskene slog sig sammen i Masse og forsøgte at storme Himmelen i sluttet Trop. Da forvirrede Guderne deres Tungemaal, og de forstod ikke længere hverandres Sprog, men stredes om et Jota mere eller mindre. De raabte i Munden paa hverandre, og det Skuespil, der var anlagt saa stort, endte som en Komedie.«

Og med tunge Tanker steg jeg op i et Taarn, hvorfra jeg havde Udsigt over Byen, og sagde, idet min Tanke vendte tilbage til de Kannibaler, jeg nylig var undsluppet: »Er da den europæiske Kultur kun en Bemaling, under hvilken Vildmanden skjules? Naar denne Race, der vandrer om i sorte Frakker og i lange Benklæder, kommer hid, hvor Menneskets sande Væsen 196| viser sig, da viser Dyret Tænder og griner frem gennem den humane Maske.«

Og en usigelig Væmmelse greb mig. Jeg mindedes Bakunins Ord: »Søg Døden hellere end at føre Livet uden de Fordringer, Du stiller til det,« og sagde til mig selv: »Imellem Mennesker af denne Art kan jeg ej leve. Deres Aande er Smitte, deres Ord er Gift. Deres Nærværelse fordærver Luften, og denne Smitte trænger ad okkulte Veje ind til de lønligste Kroge af din Sjæl. Ingen Tanke kan tænkes ren og klar, ingen Følelse kan gennemleves dyb og ædel i en Verden, hvor saadanne Uslinger færdes paa lige Trin med de retfærdige. Hellere vil jeg dø end blive her!«

Jeg vilde styrte mig ned fra Taarnet for at knuses, da et Syn fangede mit Blik. Fjernt i Horisonten saa jeg Sodoma brænde, og som ved Vesuvs Udbrud steg en Pinie af Ild og Røg op imod Himmelen. Da saa jeg Piniens Krone bøje sig hen imod min Kant. Snart slog den hede Vind ind gennem Glughullet. Ildskyer saa jeg rives af Stormen løs fra Piniens Krone og svæve hen mod os, og Gnister viste sig alt i Luften.

Og da jeg kastede mit Blik ned paa Sletten, saa jeg Udpunkter, der nærmede sig til os og voksede til gloende Drager, der med djævelske Hyl ilede frem i Kapløb for at storme den By, hvor jeg var. Nu kendte jeg dem; det var de Dampvogne, hvoraf jeg var blevet forfulgt. Med Flammer slaaende højt op fra deres Tændere, som om Kullene vare blevne overhældte med Petroleum i Stedet for med Vand, for de frem, og jeg forstod, at det var Bakunins Folk, der havde udsendt disse rullende Brandere for at ødelægge dem selv og denne By.

Men endnu skændtes disse Folk paa Gaden og prækede og sang Salmer og bad Bønner, mens Under197|gangen var over deres Hoveder. Fuglene vare klogere. Allikerne samlede sig til en tung, sort Sky, der strøg bort. Men fra den anden Side kom den røde Sky, og i et Nu var Staden omspændt af Ild. Og den Storm, der følger med en mægtig Ildebrand, rystede det Taarn, hvori jeg sad som Vægter.

Da kunde jeg ikke udholde dette Skue længere, og jeg sprang ud for at søge Døden. Men Stormen fangede mig i sine Arme og bar mig bort. Svimmel og ør sugedes jeg op imellem Skyer som af en Skypumpe. Det brændende Sodoma og Gomorra forsvandt for mine Øjne. Stæder og Marker dansede hen under mig, og med en Cyklons Hastighed blev jeg bortført til andre og bedre Egne.

Pludselig hævede den Lufthvirvel, der bar mig, sig i Vejret og susede af Sted med mig med en Hastighed, der gjorde mig det lige umuligt at tænke og at sanse. Da den atter, efter jeg ved ikke hvor lang Tid, sagtnede sin Fart, saa jeg under mig Jord, Vand og Træer og spurgte mig selv, hvor jeg var. Et Øjeblik havde jeg tænkt, at Stormhvirvlens Aand førte mig til en anden Klode; men hvis den Jordjeg saa nu, var en anden Klode, lignede den i det mindste højlig den gamle og den Del af den, som jeg kender bedst.

Imellem grønne Enge løb blanke Aaer, og straatækte Huse med Smaahaver om sig laa hist og her. Himmelen var bemalet med de fine Farver, der gaa lige forud for Aftenrøde.

Blidelig blev jeg sat ned paa Jorden, og jeg saa Stormaanden hæve sig igen og som den sorte Valravn flyve hen mod de brogede Skyer og forsvinde.

Hvor var ej dette enfoldige Landskab kvægende for mine Blikke! Disse grønne og fugtige Enge førte et Sprog saa mildt som en Vuggevise. Og Skyerne, 198| der sejlede for en stille Brise, gik som Toner, der vare oversatte i Farver, over Himmelen. Idet jeg aabnede min Sjæl for de Stemmer, der udgaa fra det, man kalder »den døde Natur,« fornam jeg, at hele Naturen i dette grønne Land, i denne blegrøde Kvæld, gik paa den samme, simple Melodi, som Mennesker ej forstaa, uden de blive som Børn.

Jeg saa mod Skyerne og tænkte: »Hvad siger deres Flugt?« Og det svarede:

Jeg saa Taagen stige op af Aaen, og jeg spurgte mig: »Hvad siger Taagen?« Det svarede:

Jeg hørte en gammel Bekendt synge nær ved mig fra sit Krat; men jeg behøvede ikke at spørge, hvad Nattergalen sang; thi jeg forstod straks dens Røst:

Jeg gik videre i dette Arkadien. Okser og Heste saa jeg gaa løse paa Marken. Smaabørn løb ud og kaldte dem hjem, og de fulgte de smaa saa lydige som Hunde. Fra en Græsgang længere borte korn en Skare 199| Køer og Kalve uden Vogter, kun anførte af en mægtig Tyr, og under Brølen skiltes de fra hverandre, og hver Ko løb hjem til sin Gaard.

Jeg standsede uden for et Lysthus af Humleranker ved at høre en Mandsrøst læse noget op for en, hvis Raslen med Kjolen angav, at det var en Kvinde. Jeg hørte følgende Digt:

»Kom, kære,« sagde han, »vi ville skrive et Søndagsdigt tilsammen. Jeg skal digte hvert andet Vers, og Du hvert andet, og vi ville svare hinanden som en Sangfugl og dens Mage.«

Og medens jeg hvilede mig paa Diget udenfor, blev følgende Digt til:

Han læste:

Hun svarede:

201| Han:

Hun:

Han:

Hun:

Kort efter sad jeg bænket inde i Hytten og deltog i Aftensmaaltidet med Irving og Jane Welsh, idet jeg grundede over, hvorledes det, som Kirken havde adskilt, her var blevet sammenføj et.

»Har han ikke Ret,« tænkte jeg, »naar han ofrer sin Værdighed som Kirkestifter og Profet paa denne 202| yndefulde Skabnings Alter? Er ikke inderst inde Kvinden Kristendommens Gud? Som Katolikkerne dyrke Jomfruen, saaledes er Protestanternes egentlige Religion Tilbedelsen af Hustruen. Det er Cølibatet og Cølibatet alene, der fremtvang Reformationen. Eros forstak sig bag de gamle Dogmer, og medens hele Verden - ikke mindst Reformatorerne selv - troede, at Striden gjaldt Troen, var den skjulte Sammenhæng den, at Catharina, ukendt og paa Afstand, ved usynlige Traade drog Morten ind mod Ægteskabets Havn.«

»Hør, kære Ægtepar,« sagde jeg, »I, som daglig med hinanden plukke Frugterne af Livets og Kærlighedens Træ og derved overvinde Døden - er dette Fredens Hjem med sine Paradisfarver og Alfestemmer ikke det Sted, somjesus af Nazareth gik at berede, da han gik forud for sine Lærlinge? Jeg ser jo den Opstandnes Billede hænge paa Væggen, og Bjærgprædikens Sprog staa skrevet over Døren?«

Han svarede og, som jeg syntes, med et Suk: »Nej, dette Rige er ikke Jesu Rige. Dette Land er kun et Hvilested for dem, der blive trætte undervejs af den lange Pilgrimsvandring imod Guds Trone. Her bo de fromme, de retsindige, de rene af Hjertet og de sanddru af alle Tungemaal og Religioner. For Fredens Skyld er her alle Forsøg paa at omvende andre forbudte, ja, Du maa ikke engang nævne din Tro for andre. Men lige saa udtrykkelig er det paabudt at have en Religion. Enhver, som lever her, skal tilbede en, der legemlig har vandret paa Jorden, og hvis Navn nævnes i Historien. Dette er Loven her. Men denne Lov viser ud over Stedet, hvor vi ere, imod en anden Tid og et andet Rige, hvor Sandheden skal skues som en Person.

Saaledes er Loven her i den ukendte Herres Land.«

203| »Hvem er det?« raabte jeg. »Fortæl mig ret om ham og om hans Land.«

»Min Viden er kun ringe. Jeg ved kun, at han har bygget dette Land og givet Love for det. Dog, her fortælles mange Fabler om ham. Man siger, at han blev født i forrige Aarhundrede af en Jomfru. Han kom til Verden hvidhaaret og hvidskægget og kunde straks tale. Uden Undervisning blev han den viseste Mand; thi han udfandt selv, paa egen Haand, hvad Videnskabsmændene indtil ham havde tænkt, og gennemlevede i sine egne Drømmerier alle Religioner.

Meget talende var han, og ingen kunde overbevise ham. Men fra sit femtende Aar blev han tavs efter Synet af en fødende Kvindes Lidelser. Han gik bort fra Verden og søgte Ensomhed paa Fjældet. Hans Forældre opsøgte ham og bad ham vende tilbage; men han forblev tavs. Kongen lod ham kalde for sig og spurgte ham, hvorfor han flygtede fra Verden. Men han forblev tavs.

Men her i Ensomheden, fortælles det, udfandt han de skjulte Love, der raade for Tilstanden efter Døden og Menneskets Tilblivelse. Da beraadte han sig med sig selv, om han skulde meddele Menneskene sin Viden eller ej. Dog, han besluttede at tie; thi det Værk, han arbejdede paa, fordrede Tavshed. Og der fortælles, at en steg ned fra Himmelen, knælede tre Gange for ham og bønfaldt ham om at meddele Menneskene sin Visdom. Men han forblev tavs.«

- Her mindedes jeg i Tavshed, hvorledes efter Sagnene paa Ceylon den højeste Gud steg fra den højeste Himmel og bønfaldt Gotama, den største Buddha, om at forkynde sin Lære for Menneskeheden. Gotama lod sig bevæge. Men, som jeg hørte her, denne Herre ikke. -

204| »Han levede og døde ukendt. Men som Skattegraveren finder sit Guld i Tavshed, fuldførte han sit Værk i Ensomhed, nemlig at bygge dette Land. Ved sin Tankes Kræfter dannede han en Verden, hvor Folk af alle Religioner kunne bo sammen uden Strid og uden at forarges paa hverandre.

Men hans Opfindelse er denne: ved uløselige Tankeforbindelser at knytte Lærdomme til Steder og til Ting, saaledes at Naturen selv forkynder os hans Lære. Idet han betragtede Himmelen, hvis Buer fra alle Sider stræbe med samme Krumning mod Zenit, fastholdt han paa samme Tid den Regel, altid at tænke med samme Sanddruhed, Nøjagtighed og Klarhed, hvormed en matematisk Ligning taler, og at lade al Tanke, Tale og Handling sammenkædes med samme Konsekvens, hvormed Sætningerne i Euklids Geometri ere forbundne med hverandre.

Og denne Præken holder Himmelen for os den Dag i Dag.

Paa samme Maade lod han de grønne Urter indgyde Beskueren Afsky for at drikke, tygge eller ryge ophidsende Midler.

I Dyrenes Øjne indskrev han sit Forbud mod at udgyde noget Væsens Blod, og jeg kan ikke fæste mine Øjne paa min dyrebare Hustrus Ansigt uden at mindes hans Regel: Een Mand - een Kvinde. Een Kvinde - een Mand.

Paa samme Maade er det os forbudt at bruge Skrifttegn, at drive Handel og at have Tyende.

Her er, som Du har hørt, de moralske Love af samme uvilkaarlig tvingende Art som de øvrige Naturlove. Saa lidt som Stenen kan nægte at drages mod Jorden, saa lidt kunne vi handle mod hans Love. Thi 205| her er Pligtens Bud og Hjertets Trang eet og det samme.

Saaledes leve vi som Hyrder og Hyrdinder i det lykkelige Arkadien. Med friske Sanser, der ej ere sløvede ved Overanstrengelse eller Udskejelse, leve vi som Børn i uskyldig Nydelse af Himmelens Skønhed, Blomsternes Duft og Frugternes Sødme.

Men som Vand tiltrækker Vand og skyr Olie, saaledes drager dette Land efter den af ham indsatte Orden kun dem herhid, som kunne leve som Børn, men støder dem, som søge mere sammensatte Nydelser, bort fra sine Grænser.

Vi leve som Børn i Edens Have. Her udgøre Dyr, Mennesker og Planter kun een Familie, og vi forstaa hverandres Sprog. Thi vi Mennesker tale ikke meget til daglig; men vi aabne vore Øren for de sagte Stemmer, der hviske til os fra alt, hvad der lever og rører sig. Til Røster lytte vi, som Sokrates til sit Daimonion, og vi vogte os vel for at synde mod de advarende Røster; thi vi vide, at hele Naturen sukker efter Forløsning og haaber til Mennesket som Frelser.

Og fordi vi elske Dyr og Planter og hele Naturen, derfor er dette Rige Fredens Rige, og der er Harmoni mellem den indre og ydre Verden. Over for hverandre følge vi Hjertets Tilskyndelser. Vi vælge vore Venner, ikke efter ydre Ting, men efter Sympatiens Drift. Ved Valgslægtskab finde vi os Brødre og Søstre.«

»Og ved den samme uvilkaarlige Drift søge Mand og Kvinde sammen,« sagde hans Hustru. »Jeg gik, jeg vidste ej hvorhen. Igennem Alverdens Riger for jeg uden at finde Hvile nogetsteds. Og stadig hørte jeg en Stemme, der gjorde mig angest: »Din Skæbne venter Dig i det grønne Hus.«

Da kom jeg hid paa blødende Fødder efter at have 206| vandret over de frosne Glasbjærge, hvis Is er haard som Staal. Og jeg saa Huset med den grønne Vedbend under Lindetræet. Jeg blev angest, jeg vilde ikke gaa ind, men min Skæbne tvang mig til Tærskelen. Der sank jeg om. Og en kom ud, saa mig i Øjnene og bar mig ind i Huset. Og det var ham, min Ungdoms Elskede, min Frelser, min Husbond for Evigheden.«

»Ja, jeg kom hid, ført af en Magt, jeg ikke kendte, og boede her i Ensomhed. Og hver Dag knælede jeg ned i Tro og Haab og Bøn og længtes efter Salighedens Aabenbaring. Og se! Troen kan flytte Adskillelsens Bjærge. Du kom hid, og af dine Øjnes Kalder drak mine Øjne Livets Vand; af din Mund smagte jeg Livets Brød, og Du selv, saa rank og frisk Du er, Du blev mig Livets Træ, hvis Frugter jeg plukker i den Ensomhed, hvor to ere een.«

Han tav. En lille Pige kastede sig om Moderens Hals. En lille Dreng klatrede op paa Faderens Knæ. Disse to, der vare fødte i dette Drømmeland, vare saa fine, saa lyse og saa uskyldige som to Lysalfer, og dog saa skælmske som to af Jordens Smaabørn. Drengen hed Tjørn, og Pigen Abild. Og det kom mig for, som det var Urtegaardens bundne Aander, der havde faaet Liv og Legem ved disse to lykkeliges Favntag.

Jeg sagde: »Herskeren her er den viseste af alle Fyrster, og hans Rige det bedste af alle Riger. Før mig til ham i Morgen, naar Dagen gryr; thi jeg er bristefærdig af Længsel efter at lære Naturens skjulte Love af hans Mund.«

»Ingen her kender ham. Vi vide ej, hvorledes han ser ud, vi vide ej, hvor han er, om han er her skjult mellem os, eller om han færdes i et andet Rige. Derfor viser enhver af os enhver anden den største Ærbødighed; thi ingen ved, om ej han har den ukendte Her207|sker for sig. Jeg kan ikke vide, om han ej er Dig, om Du ej er ham, der udfritter mig for at prøve mig. Men hvo Du end er, er Du velkommen. Nu gaar Solen ned, og jeg vil føre Dig til dit Soveleje. Men først beder jeg Dig høre paa vor Aftensang.«

Snart hørte jeg Kvindens, Mandens og Børnenes Røster smelte sammen: