Syvende Dagsrejse: Skærsilden

Pilgrimmen hører Astronomernes Diskussion og erfarer den sande Kosmologi. Han kommer til Kætternes Klode og til den katolske Kirkes Rige. Ignatius Loyola og Antikrist. Helgenernes Bjærg. Fra Sollandet farer han til den hellige Jomfrus Snerige

Om Natten havde jeg en Drøm. Det forekom mig, at jeg vandrede ude paa den grønne Slette. Da saa jeg et Dyr, som et af dem, der holdt Vagt ved Porten til Assurbanipals Slot. Jeg saa en vinget Tyr, og den tiltalte mig med menneskelig Stemme og sagde:

»Sæt Dig paa min Ryg, og jeg skal bære Dig herfra til andre Verdener. Til Solen fører jeg Dig, hvor alle Helgener staa i hvide Klæder for Tronen.«

Jeg svarede: »Du opfylder min højeste Begæring. Hvormed skal jeg takke Dig?«

Dyret sagde: »Jeg er kun en Tjener for den, som sendte mig. Vid, at jeg er et af de fire Dyr, som staa for Tronen. Før Jorden blev til, græssede jeg paa Himmelens Enge og tjente Kaldæas Guder. Men dengang Korsets Ære kom til Verden, hørte jeg tale om en Forløsning og et evigt Liv for alle, og denne Tale brændte i min Sjæl; thi ogsaa vi, Urtidens Skabninger, trues af Undergang, endskønt vort Liv tæller Aartusinder, hvor Eders har Aartier.

Da kaldte jeg paa tre af de andre af Dyrenes Fædre. Vi vandrede ud fra det himmelske Kaldæa og opsøgte Korsets Forkyndere. Og jeg knælede for dem og sagde:

»Hvi lukke I os ude fra Guds Rige? Ere Dyr og Mennesker da ikke Brødre? Alle, som have rødt Blod og fem Sanser, ere af samme Slægt. Ogsaa vi længes efter Forløsning og det evige Liv.«

Da tog de imod os og førte os ind i Solens Rige, og der staa vi for Tronen, de fire mægtige Dyr. Men foruden de fire ere indladte Duen, der fløj ned ved Daaben, det slagtede Lam, der blev helliget ved at ædes ved Nadveren, og Fisken, der bærer Herrens Bogstaver i sit Navn.

Disse syv færdes blandt Helgenerne og knæle for dem. Men foruden os er der utallige Fugle, Fiske og firføddede Dyr, der længes efter at lades ind i Solens Land. Hvis Du vil takke mig, da tak mig ved at tale disses Sag, ih vor Du færdes. Ere vi ikke alle Brødre, og tjene Dyrene ej Menneskene vel?

I Menneskets første Morgen, da var han nøgen, svag og uforstandig. Da kom min Frænde, Pukkeloksen, til ham og ynkedes over hans Svaghed. Frivillig gav den ham sin Mælk og spændte sig for Træploven. Dengang var Oksen hellig, og Manden dræbte den ikke og spiste ikke dens Kød; men de vare som Brødre og forsvarede hinanden mod Tigeren.

Men siden fik Mennesket sig højere Maal og tragtede efter et evigt Liv. Da ringeagtede de Dyrene. De spiste deres trofaste Tjeneres Kød og klædte sig i deres Hud. Dog, disse have det med Taalmodighed. Men hvorfor ville I udelukke os fra den Forløsning, som I have vundet? Ej blot for Okserne taler jeg, min egen Slægt; men alle Dyrs Sag taler jeg, deres Sag, som har det røde Blod. Lod Ulven sig ikke omvende af den hellige Franciskus? Bragte ej Ravnene Elias Føde, og Bjørnene Eneboeren Brænde? Hvorfor da udelukke nogen?«

Jeg satte mig paa Dyrets brede Ryg. Og det udspredte sine Vinger som to gennemsigtige Sejl. Da gik Opvaagningens Gysen gennem mine Lemmer. Drømmebilledet forsvandt i Mørke.

Jeg tænkte: »Det var en Drøm,« og aabnede mine Øjne. Se, da var Drømmen blevet Virkelighed, ved hvilket Mirakel kan jeg ikke sige.

Jeg sad paa Dyrets Ryg mellem dets Vinger, der skælvede i Æteren med saa vidunderlig en Hastighed, at deres Billed helt forsvandt for mine Øjne. Det fløj ej som en Fugl, men som en af de Solfluer, der kunne staa stille i Luften, spillende med Vingerne, og i næste Nu fare bort saa hastig, at de forsvinde for Øjet, og saa hvile sig i en ny Solstraale. Saaledes for vi maaske Tusinder af Mile i eet Sekund, og mellem hver Flugt hvilede Dyret paa Vingerne et Øjeblik som for at vise mig, hvor jeg var.

Paa et af disse Holdesteder saa jeg foran mig en Klode, ikke større end en liden Ø. En Kreds af Mænd sad her, fordybede i alvorlig Samtale. Da kunde jeg ikke styre min Nysgerrighed. Jeg raabte til min Ganger: Stands! Og vi landede paa denne Klippe midt i Æterens Hav.

To Mænd stod der og stredes med Ord og Tegn. Hver støttedes i Ryggen af sit Parti, som. opmuntrede sin Mand med Tilraab. Den ene af denne Tvekamps Stridsmænd var klædt i Chiton og Chlamys. Og idet han slog i Luften med et Cirkelmaal, raabte han:

»Jeg kan forklare alt saa godt, som Du, le kun ad mine Epicykler. Med dem kan jeg beregne alle Stjerners Gang. Hvis Du vil kappes med mig, skulle vi se, at jeg bestemmer deres Plads til et givet Tidspunkt fuldt saa nøjagtig, som Du.«

Den anden, som efter sin Dragt syntes mere at høre til min Tid, sagde sagtmodig: »Men hvor forfærdelig indviklede ere ikke dine Figurer? Hvor simpelt er ikke det Billede af Solsystemet, som svarer til min Teori? Indrøm mig dog, at naar vi følge den simpleste og klareste Hypotese, da tænke vi i Overensstemmelse med Naturens egne Vej e.«

Nu traadte en af Selskabet hen til mig og sagde: »Vær os velkommen og vær os Opmand i denne Strid. I mange Aarhundreder have vi kæmpet her, og saa stor er vor Iver, at vi ej nyde andet end Aandens Føde. Her udfægtes Kampen imellem Oldtidens Videnskab og den moderne Tids. Disse to ere Kopernikus og Ptolemaios, og skønt den sidstes Lære længst er død paa Jorden, fastholder han den her og vil ej lade sig gendrive for nogen Pris.«

Nu raabte Ptolemaios: »Kom hid, o, fremmede! Ved Zeus, hvis Du vil sætte Dig ind i mine Beregninger, skal jeg bevise Dig saa let som Fod i Hose, at alt kan gaa med Epicykler. Med den ene bøder man paa den anden, det gaar fortræffelig. Men kommer der først Brud paa disse nyopfundne Ellipser, gaar hele Keplers Maskineri i Stykker. Det eneste, der mangler mig, er Plads til mine Figurer. Først skrev jeg hele denne vandrende Klippeø fuld med Tal og Cirkler, som Du vil se for din Fod. Dernæst tatoverede jeg mit og mine Venners Legeme; men da var jeg haardt i Nød. De nye Astronomers Kritik forfulgte mig. Jeg manglede Plads til at gøre min Teori komplet og havde nær givet tabt. Da lærte mig Raimundus LuUus Hukommelseskunst. Ved Tankeskrift opnaaede jeg at tænke mine Figurer paa selve Himmelen mellem Stjernerne, og her er Plads nok. Sent skal nu Kopernikus overvinde mig. Tag mig i Haanden, saa at jeg meddeler Dig mine Tanker, saa skal Du se. Det hele er uhyre let og simpelt, i Grunden meget simplere end min Fjendes, naar man forstaar det ret.«

Jeg tog den store Mester i Haanden, og med Forfærdelse saa jeg den halve Himmel oversaaet med Figurer og græske Bogstavtal. Og med en ærefrygtfuld Svimlen over for dette Pensum i Astronomi sagde jeg:

»Store Mester Ptolemaios. Jeg har ikke et Aarhundrede tilovers, og hvis jeg var Kopernikus, vilde jeg hellere indrømme Dig alt end kritisk gennempløje disse Tal, der formere sig paa Himmelen, som Silden i Havet.

Ikke heller kan jeg være enig med Kopernikus i, at Naturen nødvendigvis maa følge de simpleste Love. Tilværelsen er forbandet indviklet og bliver, efter min Mening, daglig værre. Dersom din Teori kunde forudsige alt med samme Nøjagtighed som den kopernikanske, ser jeg ej andet end, at de begge vare lige acceptable. Jeg anser det for en farlig Ting at lade sig bestikke af en Hypoteses Glathed og finder, at det er for haardt at fordømme alle andre Hypoteser til evig Undergang, bare fordi de ere lidt mere knudrede.

Men medens jeg er lidt skeptisk over for Princippet om Naturens store Simpelhed - jeg tror, at hun er en udspekuleret Dame, men intrigant nok til at spille simpel engang imellem, som Skøgen kan spille Ingenu - saa er jeg dog en troende Koper nikaner paa Grund af den uomstødelige Kendsgerning, som hedder Fiksstjernernes aarlige Parallakse.«

Her opløftede det sejrende Parti et vældigt Bifaldsraab, og Ptolemaios trak sig harmfuld tilbage. Men i hans Sted stod frem som Stridsmand for de Chlamysklædte en Mand, hvis Ansigt tydede paa Klogskab, og hvis Holdning paa Anseelse.

»Jeg, Aristoteles, erklærer, at selv om vi græske Mænd maa bøje os for den nye Lære om Jordens daglige og aarlige Bevægelse, saa er dog det Verdensbillede, som læres i min Filosofi., Sandheden nærmere end det, som læres af Kopernikanerne. Og jeg skal bevise dette, ifald I anerkende min Logik og den Erfaring, som Sjælene gøre efter deres Død.

To Hovedpunkter er der i min Lære, som ej skulle stødes om. Det ene er dette, at Jorden er Verdenskuglens Midtpunkt. Det andet dette, at Jordens og Himmelens Materie er ej af samme Art.

Lad mig da indrømme, at Jorden som bevægelig ej er det geometriske Centrum for Verden, at den efter de fysiske Beregninger kun er liden i Størrelse og Masse. Den er dog stadig den aandelige Midte i Universet, Menneskeslægtens Hjemsted. Fra den ere de Vandringer udgaaede, hvorved Menneskeheden har befolket alle Solsystemets Kloder. Mod den vende sig endnu i Frygt og Haab de Væseners Blikke, der have bosat sig paa Planeterne. Ere vi ikke alle, som leve over Maanens Sfære i Beskuelse af Jordlivet, endnu afhængige af dette? Glemmes vore Navne paa Jordens Kreds, da maa vi dø.

Dernede paa denne tunge og taagede, barske Jord udfægtes ikke blot Jordhistoriens, men Verdenshistoriens Kamp. Vi, som vaage over den, kunne kun gribe ind i Jordens Drømme og Tanker. Men af den Strid, som fægtes dernede med Sved, Blod og Graad, ere vi alle afhængige. Om Korsets eller Sværdets Tegn skal sejre, om Troen eller Erkendelsen er højest, om Empirien eller Intuitionen er sandest, afgøres paa den tunge, kolde og fugtige Jord og intet andet Steds i Universet.

Men at Stoffet i den supralunare Sfære er af en finere og lettere Art end Jordens, det viser sig for os paa denne Klode, og Solbeboere og de øvrige Planeters Beboere melde det samme. Jeg ved vel, hvad I sige, at Tyngdekraften er ens i Universet, og Stoffet derfor maa være ens. Ja, I sige, at de samme Stoffer findes i hele Verden indtil de yderste Stjerner.

Jeg benægter ikke dette. Men Spørgsmaalet er ikke: hvorledes tager Solens Stof sig ud i Eders Kikkerter og Spektroskoper? Men Spørgsmaalet er: hvorledes viser det sig for Solbeboerne? Og nu vide alle vi, som ere her, at over Maanen føres et andet Liv end under dens Straaler. Legemerne ere lettere, fuldkomnere og friere. Og de Sympatiens Love, hvorved den ene Vilje paavirker den anden, og som næppe ere erkendelige i Støvets Verden, fornemme vi her som den skjulte Lov, der forener alle Mennesker i Universet til een Menneskehed.

Imod den himmelske Eksistens, der er rigere paa Beskuelse og Fred og derfor bedre end den jordiske, hige alle Sjæle. Men kun de, der have Kraft til at hæve sig fra Støvets Verden og iklæde sig det sideriske Legeme, kunne stige op til disse Boliger. Og naar den Kraft, som opholder os her, udslukkes i os, da vaagner atter Begæret efter det lave og jordiske Liv. Da synke vi ned. Og idet Glemselen tilslører vor Selvbevidsthed, genfødes vi med Jordlivets tunge og begærlige Legeme.

I denne Vandring, der er saa regelmæssig som Vandets Kredsløb, viser sig Forskellen mellem Jordens og Himmelens Region. Men hermed er det væsentlige i mit Verdensbillede bevaret, og Katolikkerne, som lære min Filosofi, ere klogere end Protestanterne, der have deres egen.

Thi, som jeg har sagt: det kommer ej an paa, hvorledes Verden er i Matematikerens Beregninger. Men saaledes, som den synes for de Sjæle, der leve paa Stedet, saaledes er den.«

Her endte Aristoteles sin Tale. Men en Mand fra den anden Lejr optog den kastede Handske og raabte:

»Jeg, Giordano Bruno, hævder, at Verden er den samme alle Vegne, bestaar af samme Stof og styres ved samme Kræfter af de samme Love. Selv om Aanderne opfatte Livet paa andre Kloder end Jorden saaledes, som Aristoteles siger, beviser dog dette intet; thi var det Mennesker som de, der leve paa Jorden, der befolkede de andre Kloder, da vilde de gøre Erfaringer af samme Art som Jordens. Nej, Verden er een og overalt den samme. Fiksstjernerne ere Sole, og om dem vandre usynlige Planeter, af hvilke nogle sikkert ere Bærere for et Liv af lignende Art som Jordens. Verden er i alle sine Punkter af samme Natur. Det følger afsig selv.«

Men en, som jeg efter hans linnede Klæder antog for en Pytagoræer, - dog ved jeg det ej med Vished - sagde imod ham:

»Saaledes ere I, den nye Tids Tænkere. I Enkeltheder ere I saare forsigtige og undersøge alt med største Omhu, den Lov giver jeg Eder. Men til Gengæld gaa I uden videre og uden Spor af Diskussion ud fra den Forudsætning, at den hele Verden er ganske af samme Art som den ringe Part af Verden, I kunne undersøge. Denne uhyre dristige og overfladiske Slutning kalde I for empirisk Videnskab. Med hvilken Ret kunne I Daarer tale med saadan Sikkerhed om de Stjerner, der vandre Millioner Billioner Mile borte, blot fordi I kende lidt til denne Jord og dette Univers?«

Jeg sagde, næsten med den store engelske Skeptikers Ord: »Jeg finder intet for mig, der modbeviser den Mulighed, at paa en Stjerne, som for Eksempel Sirius, herske ikke de samme Naturlove som paa vor egen Jord. Men,« føjede jeg til, »er jeg end lidt skeptisk over for det moderne Letsind, der tager hele Himmelen i een Mundfuld og siger: »alt er alle Vegne som i vor egen Andegaard«, saa mener jeg dog ogsaa, at den modsatte Mening, at Jord og Himmel ere af forskellig Natur, mangler sit Bevis. Derfor afgør jeg intet. Men før jeg selv har set med egne Øjne Forholdene i et andet Univers, før har jeg ingen Mening.«

Den linnedklædte svarede: »Herfra og til de faste Stjerners Rige kan ingen komme uden i Drømme; men deres Straaler berøre os med Sympati og føre et Sprog, som vi ved megen Tavshed og Selvfordybelse kunne lære at tyde. Ved Intuition opstaar da Sandheden for os, som Solen af Morgentaagen, og denne Maade at forske paa er den eneste sikre og sande. Thi vi lytte til, hvad Guderne og Verdenssjælene tale, og aabne vore Øren for de sagteste og svageste Stemmer fra de fjerneste Steder, idet vi gaa ud fra den skjulte Lov, som den store Plotinus opdagede, og som er, at alle Ting paavirke hverandre efter deres Væsen, og hele Verden afspejler sig ved Sympati i den modtagende Sjæl.«

»Forunderligt!« sagde jeg. »Den Vismand, af hvem jeg lærte mest paa denne Vandring, lærte om end i andre Ord den samme okkulte Lov, som Du forfægter. Jeg tør ej heller benægte den. Men lad mig høre, hvad ere da dine Resultater om Uranos?«

Han svarede: »Disse faste Stjerner ere kun Drømmekloder. Ikke een eneste af de synlige eller usynlige Kloder, som svæve uden for vort Univers, er beboet af levende Væsener. I Tanke- og Viljekraft opveje alle de blinkende Stjerner ikke den lille Klode, som bærer os. Uranos er kun en lysende Drøm, og mellem dens Gnister vandre Guder og Fabeldyr med æteriske Legemer, hvis Størrelse vi ej kunne forestille os.«

Aristoteles traadte atter frem og sagde: »Jeg er enig med denne. Men lad mig høre - sig mig, Du, som forfægter, at der gives beboede Kloder uden for dette Univers: hvad er din Mening? Er Verden begrænset eller ubegrænset?«

Her svarede Bruno: »Verden er ubegrænset. I det uendelige strækker sig Stjernernes Skare til alle Sider. Derfor er ogsaa vor Klode ganske betydningsløs i Verden, og Menneskelivet er en Børneleg. Dette bevises af Astronomernes Opdagelser. Jo længere de kaste deres Blik ud i Uendeligheden ved Hjælp af kæmpemæssige Teleskoper, desto flere nye Stjerner se de tindre frem bag ved de gamle. Her viser det sig, at Verden har ingen Grænse.«

»Hvad maa jeg høre!« sagde Aristoteles. »I dette Vanvid ender altsaa al Eders Tænkning. Saa stort er Eders Hovmod, at I paa Grund af Eders Instrumenters Længde begaa en Fejl, som en hellenisk Skoledreng vilde rødme over, idet I nægte den analytiske Sætning, at det begrænsede maa være begrænset. Den Part af Tilværelsen, som har faste Former, som er maalelig, tællelig og sanselig, maa efter min Mening nødvendigvis være begrænset. Thi kun det begrænsede kan sanses, tælles og maales. Men uden Grænse er kun det forskelløse, usanselige og ubegribelige. Derved bevises, at den legemlige Verdenskugle har en Grænse og omsluttes af det ene evige og uendelige, som jeg har kaldt for Gud.

Men er dette rigtigt, maa vi antage en jævn Overgang fra den virkelige og tunge Jord indtil den Sfære, hvor al haandgribelig Virkelighed hører op. Da maa vi tænke os de faste Stjerners Verden som en stille Drømmeverden, og denne Planeternes Verden, hvori vi befinde os, er midt imellem Jord og Himmel og midt imellem Drøm og Virkelighed ligesom en Tænkers Fantasi.«

Men Bruno raabte: »Utænkeligt er dette. Jeg kan ikke lade mig sætte en Grænse for min Sansning, hvor det usanselige begynder. Alt, hvad jeg tænker, maa jeg opfatte i rumlig og legemlig Form. Og selv om alle Stjernerne ved Æterens Hav slukkedes i et Mørke, som intet Øje kunde gennemtrænge, saa maatte jeg dog ogsaa opfatte dette Mørke rumligt og legemligt.«

Da rejste sig en Mandjeg før ej havde bemærket. Han bar den gule Hue. Han traadte mellem de stridende Parter og sagde som den, der taler med Myndighed: »I have begge Ret og begge Uret; men jeg vil sige Eder Sandheden. Jeg siger Eder, at alle Stjernerne ere talte indtil de yderste Sole af den Herre, som ejer dem. Han tæller dem, som Hyrden tæller sine Lam. Han mærker sig de nye Stjerners Fødsel og de gamles Død. Jeg siger Eder, at den synlige og sanselige Verden har en Grænse. Som en Kugle af Stjerner og Stjernetaager svæver den i det, som ingen Grænse har. Men dette grænsløse er ingen Gud, som Aristoteles og Katolikkerne lære. Eller, hvis I ville, da hold det uendelige for en Gud, men vid, at denne Gud er døv, maalløs og uvidende.

Men den, som taler i min Mund, han siger: »Hinsides de Stjerner, som jeg tæller som de yderste, er det uendelige; og dette er intet i sig selv; men ved at begrænse det uendelige, som er til, opfattes det selv som noget. Vi vide, dette er intet, men vi opfatte det som et uendeligt og delløst Atom, omsluttende den positive Verden.«

Saaledes siger han, som tæller Stjernerne og taler Sandhed. Imod sin Grænse kæmper Verdensbygningen. Dens yderste Dele søge snart ud over Grænsen, snart drage de sig tilbage fra den. Ved Selvopholdelse bestaar alting, som er; og Selvopholdelsen viser sig som Tiltrækning og Frastødning imellem den positive Materie indbyrdes og over for det negative Atom. Men som ved den elektriske Fordeling elektriske Kræfter skabes, hvor de før ikke vare, saaledes frembringer Materien ved sine Paavirkninger Fordeling i Atomets indre, hule Skal. Nyt Stof dannes saaledes ved den yderste Strand, ved Afspejling eller Fordobling af de bestaaende Verdener, og saaledes yngle Stjernerne.

Men naar man spørger, om de faste Stjerners Verden er en Drømmeverden eller en Virkelighed af samme Art som Jordens Univers, da vid, at dette Spørgsmaal er endnu ikke afgjort; men han, som vogter sine Stjerner, vil ordne dette, naar Tiden kommer. Min Herre har hørt Eders Tale gennem mine Øren og vil betænke begge Parters Ord. Han takker Eder for Eders Raad; men ham alene tilkommer det at ordne Verdensbygningen, som er hans Ejendom.«

Da løb jeg hen, drog Manden, som bar den gule Hue, til en Side og sagde, idet jeg bøjede mig for ham: »Sig mig dog, hvad er din Herre? og hvor?«

Han svarede, som om han kendte mig: »Min Herre er den, Du søger, og som Du vil finde; thi han er den, som baner Vejen for Dig. Opsadl din Ganger, og jeg vil følge Dig; thi jeg har Ærinde paa samme Sted som Du.«

Vi for af Sted mod Solen, hvis'gule Skive stod skarprandet og uden Glorie paa den sorte Æterhimmel. Og saa hurtig for vi, at dens Skive syntes at vokse kendelig for mit Blik. Alt dækkede dens Omkreds Stjernebilledet Tyren for mit Blik. Da standsede min Ganger.

Neden under os saa vi den lille Klode, som kredser Solen nærmest. Da vi gennembrød de tunge og hede Skyer, der skjule denne Klodes Indre for Jordens Blik, saa jeg et sælsomt Syn.

Sorte og røde Træer skælvede i hvid Taageluft som Koraltræer i Oceanets Strømme. Smaa Væsener af menneskelig Skikkelse løb om imellem dem. Men uden for et Slot af Lavasten sad der en Skikkelse, saa stor og tyk som fire af de andre. Paa et Højsæde sad han. En Mitra bar han paa Hovedet og en Krumstav i Haanden. Denne Jættes Ansigt var mørkerødt. Hans Gab stod aabent, og store Hugtænder ragede ud deraf.

Om ham sad mer end fem Hundrede nøgne Kvinder, dog, som deres Frisure angav, af god Familie fra nyere Tid.

Da brølede Belzebub, og alle Kvinderne rørte paa sig, som naar Køerne vækkes af Tyrens Brøl. Fluks kom der Svende med Mad og Drikke. Kæmpen aad en Okse og hældte et Anker Vin i sin Vom.

Da fyldtes han af Lystenhed, og i hans vældige Arme vred sig snart den nærmeste af Kvinderne. Men da han havde mættet sig med Mad, Drik og Vellyst, brølede han igen: »Alting er mig tilladt!«

Da kom nogle Mandslinger i den sorte Buserunne slæbende med tre Kvinder og anklagede dem for Dyret paa Tronen: »Disse ville ikke hengive sig til de hellige. De nægte den indbyrdes Kærlighed.«

Da brølede Belzebub: »Kun Troen frelser, og Troen alene. Vi ville ikke vide af gode Gerninger og Selvretfærdighed her i Guds Rige. Nej, synder ret bravt og friskt af Hjertet; thi Gud er lige saa rask til at forlade, som I til at synde, naar bare I tro. Men I, Kvinder, som nægte Eders Brødre noget, I skulle styrtes i Afgrunden.«

Da bleve de tre Kvinder førte bort, imedens Damerne i Belzebubs Harern bad inderlig for deres Sjæle.

En sort, kogende Sø opsendte i Midten af Øen Dampe, der lugtede som Beg og Svovl. Der bleve de tre Kvinder nedstyrtede. Og Belzebub vogtede selv paa, at det blev gjort.

Da blev han dog ilde til Mode ved deres Bønner og Klager. Han kastede sig til Jorden og vred sin vældige Krop i Anger og Sønderknuselse og græd og raabte: »Ak Herre! Har Du ikke selv sagt, at hvo, som tror, skal blive salig? Jeg tror paa Forsoningen ved dit Blod.«

Og han rejste sig og knugede sine Hænder sammen i Bøn. Et Væld af Taarer styrtede ud af hans Øjne. Der var noget storladent ved at se dette Kødbjærgs Sønderknuselse.

Da stampede han i Jorden, saa Luften drønede, og raabte: »Ja, j eg er syndefri, jeg er hellig. Gud har forladt mig mine Synder. Hvo vover at dømme mig? Jeg har Skriften for mig.«

Han vendte tilbage til sit Højsæde, og med vældig Røst istemte han en Salme. Hans Præster faldt straks paa Knæ og vilde synge med, men deres Stemmer druknede i hans Basunrøst, og efter hvert Vers faldt de nøgne Damer ind: »Hosianna! Hosianna!« Mange af dem fik Krampe, græd fromme Taarer, dansede og sprang og skreg i vilden Sky: »Hosianna i Davids Stad! Vi ere Brudene. Vi ere de fem kloge Jomfruer.« Men de vare mer end fem Hundrede.

Men jeg steg af min Ganger. Jeg stod ved Begsøen og raabte paa Djævelens Navn; thi det lystede mig at tale med denne Herre.

Da steg han op, nøgen og i satyrisk Tilstand. Hans Ansigt var rødblaat, underløbet med Blod, hans Læber vare tykke som en Negers, og hans Øjne vare dødbrændte og glasagtige. Hvad han svarede til mine Spørgsmaal var, som følger:

»Da han, som raader her, kom hid, da savnede han et Helved og en Djævel; men efter Skriftens Ord forlangte han begge Dele. Da lod han danne denne Begsø, og i den kastede han mig og bød mig plage med Voldtægt og Pinsler alle, som kastedes ned til mig.

Ak, han er stærkere end jeg, og mod min Vilje lyder jeg hans Bud. Jeg er den største Synder, Børneskænderen Marechal de Raiz. Og mine Synder hjemsøges frygtelig paa mig. Jeg kan aldrig sove. Jeg kan aldrig hvile. Evindelig plages jeg af den vildeste Brynde og søger mig et menneskeligt Legem, over hvilket jeg kan kaste mig som mit Bytte. Og næppe har jeg tilfredsstillet min Brynde, før den atter vaagner med dobbelt rasende Kraft.

Mine Ofre drager jeg ned med mig. Om de vare saa uskyldige som Engle, blive de her saa begærlige som Marekatte. Ved Synet af dem opfyldes jeg af en uslukkelig Anger og Selvbebrejdelse. Og dog kan jeg ikke lade være med atter og atter at hengive mig til mine Laster. Jeg føler Lede og Væmmelse ved mig selv, imedens jeg raser. I Nydelsen er der ingen Nydelse for mig mere; men jeg føler kun Tørst, Begær, Anger og Nag.

Sig mig, Du, som kaldte mig frem, er der nogen Frelse for mig? Thi jeg selv har ingen Kraft tilbage?«

Jeg svarte ham:

Da raabte han tænderskærende: »Ak, kunde jeg blot sige dette Ord. Men mine Misgerninger lukke Munden paa mig. Jeg kan ikke sige dette Navn.«

Da saa jeg de tre Jomfruer stige op af Dybet. Med skælvende Stemmer og mange Taarer raabte de paa Marias Navn.

Men næppe havde Djævelen set dem, før hans Ansigt forandredes. Et dyrisk Vanvid greb ham. Han greb dem alle tre i sine Arme og drog dem med sig ned i Dybet. Der hørte jeg Uhyrets Brøl og de tre Kvinders Skrig.

Men efter en kort Stund, saa jeg, brast Søens Overflade. Tre Duer hævede sig mod Himmelen. De vare hvide; dog bar hver af dem en sort Plet paa Brystet. De steg op og forsvandt; men fra Søens Bund lød der en uhyggelig, jamrende Tuden. Det var Uhyret, der græd.

Nu fløj min Ganger med mig og Manden med den gule Hue videre frem mod Solen. Alt saa vi de sorte Hvirvler paa dens Overflade, der suse rundt om den med større Kraft end Hvirvelstormene paa Jorden. Da talte det bevingede Dyr:

»Hvad Du ser her, er de Sjæle, der brænde i Skærsildens Luer. Ilden har adsplittet og sønderrevet deres Legeme, saa nogle af dem dække et større Rum, end den Klode, vi nylig forlod. Uafbrudt dreje de sig om sig selv og piskes af Ildsluernes Svøber, og deres Lidelser fremkalde Uvejr paa Jorden - indtil de ere lutrede fra deres Synder.«

Jeg saa de mørke Hvirvler, i hvilke jeg ikke kunde skelne menneskelig Skikkelse. Foroven kæmpede de med Guldflammer, der i Form af Pile eller Sværd søgte at gennembore deres Krop. Men deres Fødder vare badede i et rødt, glødende Blod. Intet Under, at de hvirvlede sig rundt som Toppe og for hen over Solskiven med en frygtelig Hastighed. En Brølen og Brusen udgik fra disse mørke og levende Svælg, der fortæredes i denne Ildovn.

Da lukkede jeg mine Øjne og ønskede, jeg var død, hellere end at skue disse Lidelser. I samme Nu lukkede min Gangers Vinger sig om mig og beskyttede mig mod Ilden, og med en svimlende Hastighed faldt vi tungt ned gennem Flammerne.

Da jeg atter aabnede Øjnene, vare vi paa en sort og fast Jord. Højt oven over os hvælvede sig Skærsilden som en blodrød Dag, der aldrig gik ned, og dens Flammers Bragen lød som en rolig og behagelig Susen i mine Øren. Jeg omgaves af Kirker, Smaabyer og Lunde. Alt var i sig selv som himmelske Genbilleder af Jordens Verden; men det nye var den forunderlige Glans, som den altid røde Himmel lagde over. En Rødme som paa den fineste Jomfrukind kastede den over Menneskenes Kinder, og i de vidunderligste Farver brød den sig igennem og kastedes tilbage fra Træernes Blade, Dugdraaberne og Sandskornene.

Min Ganger og min Ledsager vare forsvundne. Da stod en Mand, indhyllet i Jesuitternes sorte Kappe og bærende deres opkrampede Hat, ved min Side og sagde:

»Vær velkommen, Peregrinus peripateticus, som en af Kirkens Tjenere har døbt Dig. Velkommen hid til den hellige Kirkes Rige.«

Jeg svarede: »Skønt er her i Eders Rige; men jeg kan ikke nyde den skønne Glans og de fine Toner, der udgaa fra den røde Himmel, fordi jeg ej kan glemme, at det er de pinte Sjæle, hvis Lidelser fryde os.«

Han svarede: »Tværtimod. Just dette bør forhøje vor fromme Glæde at vide, at de aabenbare Kættere og de, der have begaaet Dødssynder, nu pines svarlig i denne Lue. Dog er det ej forbudt at røres af Medlidenhed, dog mer med deres Synd end med deres Straf, og bede for deres Sjæle. Just af Medlidenhed kastede den hellige Faders Vilje dem i sydende Ild og Blod, at de skulle renses fra deres Hæresi og Synd.«

Jeg sagde: »Før jeg gaar videre, da sig mig, om det er tilladt her at spørge og svare igen; og at staa fast paa sin Mening. Thi din Betoning af Ordet Hæresi indjager mig Skræk, og jeg vil nødig dele Skæbne med Skærsildens ufrivillige Flagellanter.«

Han svarede: »Du kender kun lidt den romerske Kirkes Urbanitet. Om alt kan disputeres. Alle, endog de dristigste Paastande, tør forfægtes, og ingen prises mer imellem os end en ret snedig Advocatus Diaboli. Kun er Resultatet forudgivet, og alle Diskussioner ende overensstemmende med Kirkens Lære. Hvor Kirken udtaler sit: »dette Argument er tilstrækkeligt,« der hører al videre Indsigelse op.

Nej, vi ere langt mere liberale end Protestanterne og langt mere begærlige efter Indsigt, og hver har sine kætterske Yndlingsmeninger, som han forfægter helst i Disputatsen, endskønt han, hvad Troen angaar, holder sig strengt til Læren. Men noget helt andet end dette er Kætteri. Thi Kætteri er at præke en kættersk Lære som Sandhed for det menige Folk, og Kætterne overgives fluks til Inkvisitionen, der med Barmhjertighed underkaste dem de glødende, de vaade og de blodige Pinsler, paa det Vantroens Aand maa fare ud af dem; men hvis de ikke komme til bedre Erkendelse, styrtes de op i Skærsildens Lue. Og dog gives der fjernt imod Vest det yderste Dødssvælg, af hvilket ingen vender tilbage.«

Jeg svarede: »Jeg er saa lidet en Kætter, at jeg slet ikke er en Kristen. Men som en Mand, der ikke deler de gemene Fritænkeres Fordomme, ærer jeg Verdens store Religioner, ihvor jeg kommer hen. Hos Muhamed tilbeder jeg Allah, hos Parserne Solen og hos Jer den hellige Hostie; thi min Tanke er denne: Vis heller for megen Ærefrygt end for liden. Muligt det var dog, at eet Steds rummedes Sandheden; men sikkerlig kan den aldrig findes af den, der, som mine Kaldsfæller i mit Hjemland, uden egen Undersøgelse forkaster alt, som ikke anerkendes af Videnskabernes Selskab.«

»Det glæder mig at høre,« svarede Munken, »at Du est en forstandig Mand og mindst af alt en Kætter. For Folk som Dig have vi Haab og Langmodighed. Du er et vildfarende Faar;« -jeg bukkede - »men Kætterne ere galne og bidske Hunde. Ja, der er ingen Synd, som jo en Kætter ej begaar blot i det at være Kætter.

Han er en Tyv; thi han tilraner sig det af Kirkens Naademidler, som han har Lyst til, uden at give Betalingen derfor, nemlig Lydighed. Thi frelses vil han vel; men Bod og Skriftemaal vil han ej høre om, ej heller bøje Knæ, ej heller bede Rosenkransens Bønner.

Han er en Morder, ja, han er en Kristusmorder; thi ugentlig korsfæster han atter vor Frelser ved at udskænke hans hellige og kostbare Blod til alle de forvorpne, der med vanhellige Læber søge den Trøst, som kun er Klerus forbeholdt, paa det de læge og vankundige ikke skulle æde og drikke sig selv til Doms.

Han er en Horkarl, idet han benægter Ægteskabets Sakramente og tillader Skilsmisse tvært imod Ordets Lydende. Han er Meneder, idet han nyder Frugterne af det Edbrud, som den skammelige Forfører gjorde sig skyldig i og forlokkede en Medsøster til at deltage i. Han er ubarmhjertig, idet han benægter Skærsilden og Omvendelsen efter Døden. Han er usagtmodig, idet han ikke vil underkaste sig Kirkens Aag og tie og vente, indtil Troens Lys gaar op for ham. Han er uren af Hjertet, idet han nægter Cølibatets Renhed og Helgenernes Hellighed.

Og saaledes kunne vi bevise, at han overtræder, ikke blot alle de ti Bud, men hver eneste Forskrift i den hellige Skrift lige til den sidste Skændighed, at han tillader Kvinden at tale i Menigheden.«

Jeg svarede: »For de andre Synder vil jeg dog forsvare de søUe Protestanter; men een Ting indrømmer jeg dog, at de ere noget langfingrede. De erhverve sig Eders Kirkehistorie per fas et nefas, de hænge Eders Madonnabilleder paa Væggene og synge Eders Oratorier og bygge deres Kirker efter Eders Mønstre. Men de forholde sig til Kirken som en Forfører til sin Pige: Frugterne ville de nyde, men ikke indgaa i Ægteskabets Baand.

Men,« sagde jeg, »jeg vil nu til Gengæld bevise Dig, at Jesus af Nazareth er større, hvis han var Menneske, mens han levede, end hvis han var Gud. Hvad Kunst er der for en Gud, som ej kan synde, i at være syndefri? Hvad Anstrengelse er det for en almægtig Gud at gøre nogle Mirakler, at opstaa fra de døde og fare til Himmels og deslige? Hvis han derimod kun var et Menneske, faar Sagen straks et andet Skær.

Men sig mig fremdeles. I lære, at der er Helgener til, der ikke blot have overvundet deres syndige Natur, men hvis Fortjeneste er større end deres Skyld. Men hvis det er sandt, ere da disse, der ved egen Kraft erhverve sig Hellighed, ikke mere værd end en Gud, der efter sin egen Definition er nødt til at være hellig? Kan en Gud, som ikke ejer Syndighed i sit Væsen, indlægge sig Fortjeneste ved ej at synde? Det synes mig ej. Alt i alt betragtet finder jeg derfor med gamle Seneca, at det vise og hellige Menneske er mere Ære værd end den vise og hellige Gud.«

Til min Forundring svarede Munken intet direkte paa min Blasfemi, men sagde kun: »At Du ærer Helgener er ingen Synd.«

Men her bleve mine Tanker dragne bort af Omgivelserne, og jeg sagde: »Fortæl mig, fromme Fader, om dette Land alt, hvad Du kan sige; thi jeg er færdig at briste af Nysgerrighed.«

Han svarede: »Her hersker den hellige Fader, den store Innocens. Han er den, som undertvang Konger og Kejsere under Kirkens Magt. Derfor er han den største af alle Paver og hersker her af egen Myndighed, men med alles Bifald. Raadgivende staa de store af Navnene Gregorius, Leo, Urban og andre, og Konger kappes om at bade hans Fødder.

Han er den, hvis Tro aldrig vakler, og hvis Vilje aldrig standser. Urokkelig sidder han paa sin guldstøbte Stol, højtknejsende bærer han den tredobbelte Krone, hvis Vægt ingen andre kunde bære. Og gennem Aarhundreder ere hans Ord kun disse: »Een er den saliggørende Kirke. Extra ecclesiam nulla salus. Coge intrare!«

Kun een er hans Fortrolige, hans trofaste Tjener og hans Skriftefader, Ignatius Loyola. Ingen anden laaner den helligste Fader Øre i nogen Sag end denne, og alle andre Munke og Præster henvende sig kun til den hellige Stol gennem os af Jesu Broderskab, der, fordi vi bære de sværeste Byrder, til Gengæld staa direkte under Helligheden. Thi vi ere Verdens Skriftefædre, og i vor Viden bære vi al Verdens Synd. Vi overlade Dominikanerne Helbredelsen af de genstridige ved Kirkens milde Midler. Vi overlade Franciskanerne Lærestolene. Vi overlade Munkene af alle Ordener de højeste kirkelige Embeder. Kun eet forbeholde vi os. Som Løvinden forsvarer sine Unger, saaledes forbeholde vi os Skriftemaalet af de umyndige jeg mener Lægmand.

Ja, vi ere de sande Efterfølgere, der uden Hustru, uden Ejendom, uden Fædreland, uden Navn og uden Egenvilje gaa, hvorhen den overordnede byder os, uden at spørge og handle, i blind Lydighed indtil Død, Mord og Forræderi imod Broder og Fader, uden at se tilbage fra den Dag, vi have lagt Haand paa Ploven.

Vi ere Evangelister blandt Protestanterne og Mirakelmagere blandt de vilde Folk. Vi forklæde os som Bonzer hos Kineserne og indføre den hellige Jomfrudyrkelse i deres Gudehuse. Vi ere Verdensmænd mellem de riges vantro Ungdom, og som Asketer og Selvplagere leve vi blandt Østens Vismænd. Men under alle Forklædninger efterstræbe vi kun eet, at omvende alle til den saliggørende Tro og derved frelse Verden.«

Under denne Samtale vandrede vi gennem en Landsby. Glade Raab opfyldte Luften. Mellem Vinhaver gik vi. Unge Piger og Knøse dansede til Guitarens Spil. Og som Børnene skreg de og lo i uskyldig Glæde. Men naar vi gik forbi, standsede al Larm, og alle knælede ærbødigt ned og modtog Munkens Velsignelse.

»Ja, disse ere lykkelige,« sagde Munken. »Og hvorfor? Fordi de eje de to gode Gaver, Moralitet og Tro. Men hvo har givet dem dette? Vi have det, vi, de bagvadskede Jesuitter. Protestanter anklage os for Herskesyge, Bedrageri, for at ville Folkets Fordummelse og Forblindelse. Men I kende ikke den menneskelige Natur. Vi kende den. Vi vide, at naar det menige Folk gives aandelig Frihed og overlades til sig selv, da bliver det som uvorne Drenge, og alle Laster og Taabeligheder finde Indpas. Kun ved aandelig og legemlig Tvang, kun ved fuldstændig Underkuelse kan den store Masse holdes til Fromhed, Redelighed og Kyskhed. Disse ere uvidende, men derfor gode. Disse tro det, som de ej forstaa, ja, tro alt, hvad vi lære dem, selv om vi modsige os selv, og ere derfor fromme. Disse adlyde hver af vore Befalinger som en Aabenbaring, og ikke af egen Vilje, men ved vore Bud, overholde de Ægteskabets Renhed og Uopløselighed. Saaledes leve de som gode Børn i Paradisets Have og fryde sig, naar de skue Kætternes Straf i Skærsilden, og betænke, at kun den hellige Kirkes Naade frier dem selv derfor.

Og hvorved have vi frembragt dette Paradis? Ja, ved alle Midler have vi skabt Fred og Orden. Takket være Bedrageriet, hvorved vi skabe Mirakler for de fattige i Aanden; takket være Spioneriet og Forræderiet, hvorved alt oprørsk Sindelag aabenbares; takket være Inkvisitionen, der med barmhjertig Grusomhed kvæler alt Hovmod og Selvklogskab i Spiren og sender de genstridige tilbage til Landet, rensede, lydige og enfoldige; takket være disse vore Midler, siger jeg, skabes Folkenes sande Lykke. Og naar I bebrejde os disse Handlinger, da skulle I hellere beundre os; thi ligesom hver af Kætternes Dyder er udsprunget af Ulydighed, saaledes viser enhver af vore Fejl vor Fromhed.

Man siger om os, at vi ere hemmelige Tvivlere og lære, hvad vi selv ej tro; men til desto større Fortjeneste skal det regnes os, at vi skjule og underkue vor Tvivl i Lydighed mod den hellige Kirke. Man siger om os, at vi plages haardelig af Fristelser, ja, at mange af os ere skyldige i hemmelige Synder. Men selv om dette var sandt - Madonna beskærme os! - til des større Fortjeneste skal det da regnes os, at vi ej som han, Kødets Forkynder og Eders Forbillede, bryde den Kyskheds Ed, som vi have aflagt til den hellige Kirke.

I sige, at vi lære, at Hensigten helliger Midlet. Ja, i Sandhed, vi lære dette. Men vid, at Eders Hensigter hellige ikke Eders Midler. Men ikkun vor Hensigt er det, som helliger alle Midler, nemlig denne: Opholdelsen af denne sande, hellige Kirke og Lovprisningen af den højst velsignede Jomfru Maria. At tjene hende helliger alle Midler. Den Morder, som myrder til hendes Ære, er mindre syndefuld end hans Offer, som dør uden Skriftemaal og uden Tro paa den allersaligste Jomfru.

Saaledes ere vi Brødre af Jesu Orden, saaledes leve vi som de, der bære de haardeste Byrder og lide de sværeste Lidelser, alt til Himmeldronningens Pris, til Kirkens Opholdelse og til Folkenes Lykke. Fordøm os nu, ifald Du tør.«

Jeg svarede: »Jeg vil trods alle mine Landsmænd give Dig Ret i, at Lykke, Moral og Fromhed vinder det store Folk bedst under Eders Regimente. Men jeg er ikke ganske sikker paa, at dermed alt er afgjort. Er Lykke, Moral og Fromhed virkelig de højeste Goder? Er ikke Kundskab, Tankestyrke og Viljekraft lige saa høje eller højere Goder, selv om de gøre Mennesket - hvad jeg ej nægter - ulykkeligt og fordærvet?«

Han svarede: »I Sandhed, for dem, der søge Kundskab, Tankestyrke og Viljekraft, for dem er der fuldt ud Rum i den eneste Kirke. Thi intet udvikler Tankens og Viljens Kraft mere end Ansvar, og hvilket Ansvar er større end det, som vi bære som Folkets Sjælesørgere?«

Da sagde jeg for at prøve ham - og nøje iagttog jeg Virkningen af mine Ord: »Stort er Eders Broderskab i godt og ondt. En vældig Kæmpe er Eders Fyrste, den hellige Ignatius. Den største Mand er han i disse sidste Aarhundreder, og sikkerlig har han udført det største Værk. Hvo har udført det største Kæmpeværk, Jesus Nazaræeren eller Ignatius Loyola? Den første efterlod sig ingen Kirke, og Roms største Mænd maatte ofre deres Liv i Aarhundreder for at gøre hans Lære anvendelig og frugtbringende for Menneskeheden. Den anden var den store Organisator, Kirkens Napoleon, Verdenserobreren og Verdensstyreren. Hans Disciple ere enige, ordnede og fanatisk lydige. De udbrede deres Herredømme med samme Kraft i den kultiverede og barbariske Verden, imedens de, som alene adlyde Jesus, ere splidagtige indbyrdes og kun søge efter bedste Evne at værge sig mod deres Fjender i deres egne Lande. Hvo er da størst af disse to?«

Han svarede, dog, som jeg syntes, med et behageligt Smil: »Denne Sammenligning tør ikke drages; thi Kirkens Lære forbyder dette, og Kirkens Lære er ufejlbar, saaledes som den udsiges af den allerhelligste, ufejlbare Fader, hvis Ord ere urokkelig Sandhed, naar han taler ex cathedra.«

Jeg saa ham fast i Øjet, og idet jeg anvendte min Evne til at læse skjulte Tanker og Ønsker, sagde jeg: »Hvis alle Dogmer afhænge af den hellige Faders Autoritet, hvad borger mig da mod, at een Gang den samme Vilje, der nu opholder Kristendommen, skal omstyrte den? Hvad borger mig mod, at det een Gang skal læres ex cathedra, at Jomfru Maria og Helgenerne ere Kirkens sande Guder, Ignatius den sande Lærer og den hellige Fader Himmelens og Jordens sande Hersker?«

Da skød min Ledsagers Øjne Lyn. Han voksede for mit Blik, og ved at strække sin Haand mod mig tvang han mig i Knæ. Der stod han, stor og mørk og frygtelig. Han løste halvt sin Kappe. Under den stod han i en Ridderrustning af det sorte Staal, og om hans Skuldre flagrede Kappens Flige som to sorte Svanevinger. Ned til mig raabte han: »Elendige! Kender Du mig!«

Dog, jeg frygtede ikke, og naar jeg skælvede, var det ved hans Kraft og ikke ved min Skræk. Jeg sagde: »Jeg kender Dig, ja, store Ignatius, Du, hvis Discipel jeg helst af alles vilde være, hvis ikke jeg alt havde indsuget Aanden af din Ligemand i Viljens Styrke og Forstillelsens Kunst i det danske Land. Ja, jeg har udspejdet Dig med min skjulte Kunst. Tilgiv mig min Synd.«

Da smilte han og strakte Haanden ud; og ligesom hans Vrede tvang mig i Knæ, rejste hans Absolvo mig op. Og pludselig følte jeg mig lettet og frisk. Med Barnets glade Smil saa jeg omkring mig, og selv den røde Skærsild over mit Hoved af de fordømtes Klagetoner bekymrede mig ikke.

Jeg raabte: »Hvad er dette? Hvad sker der med mig?«

Han sagde: »Du har fornummet Kraften af vort Absolvo. Det er dette Ord, der, stærkere end den stærkeste Trylleformel, forløser Sjælen fra alt Nag, al Anger og al Kummer. Det er denne Velgerning, der opholder Freden og Glæden hos dem, der lyde os; og det er den, som Kætterne have berøvet de bedragne Folkeslag. Og hvad er størst, at gøre Mirakler eller at forlade Synder?«

I dette Øjeblik saa vi en Skare hvidklædte Mænd og Kvinder, der gik forbi. Og atter hørte jeg den samme Sang:

og saa den samme ekstatiske Ild i deres Øjne, den samme hektiske Rødme paa deres Kinder, som paa den hvide Skare, jeg paa min første Dagsrejse saa styrte sig i Aftenrødens Hav.

Men jeg, som kendte dette Hav til Bunds, saa nu ej mer med Ærefrygt, men med Rædsel og Medlidenhed paa disse afsindige, hvis Kærlighed til Gud fortærede dem som en heftig Sygdom.

Og jeg sagde til Ignatius: »Sig mig dog, hvorhen vandre disse? Har min Anelse Ret, og styre de mod Salighedens Hav? Er dette Hav da ogsaa her?«

Han svarede: »De Flammer, som Du taler om, og hvorimod disse søge, udbriste i alle Egne af Verden i disse Tider, som Jordklodens indre Ild bryder frem i alle Jordens Egne.«

Jeg raabte: »Stands dog disse forblindede! Af dyrekøbt Erfaring kender jeg dette Salighedens Hav og den Fortabelse, som skjules i det.«

Han svarede med hæs og langsom Røst: »Umuligt er det. Disse søge i Feber, i Henrykkelse og Sværmeri den Salighed, som ikkun vindes ved Renhed, Selvfornægtelse og Stilhed. Afholdt vi dem fra deres Ønskers Maal, da vilde de oprøre sig mod Kirken. Og det maa ikke ske. Vi have holdt dem tilbage med Formaninger og opfordret dem til dybere Selvprøvelse; men de ville ej høre. Nu vel, saa lad dem gaa til det, de kalde for det evige Liv.«

Og han pegede med pollice verso og tav. Jeg tav ogsaa, idet jeg tænkte: »Er denne Mand en Satan eller en Helgen eller begge Dele til hver sin Tid?«

Atter vandrede vi ved Siden af hinanden. Da standsede vi uden for en Have, bagved hvis Gærde vi hørte Stemmer tale; og efter jesuitisk Moral lyttede vi dertil.

Det lod til, at vi hørte et Skriftemaal. »Ak, fromme Fader!« sagde en Kvinderøst, »jeg plages svarlig af Feberdrømme om Natten, og Sløret, som jeg bærer, beskytter mig ej mod deres Erindringer om Dagen. Djævelen sender mig disse Drømme. Den samme Mand ser jeg for mig hver Midnatsstund. Han drypper vellystig Tale i mit Øre. Han nærmer sin Mund til min. Jeg indaander hans Aandedrag som en berusende Gift. Da daaner jeg i Angest og Skamfuldhed og ved ej, hvor jeg er. Fromme Fader, fri mig fra dette Kogleri og denne Djævel, som jeg hader.«

Skriftefaderen svarede: »Min Datter, ukristelig taler Du. Staar der ikke skrevet: Elsker Eders Fjender; beder for dem, som forfølge Eder! Vist er der et Steds i Helvede eller paa Jorden en ulykkelig, der fortæres af Kærlighed til Dig, og hvis Sjæl viser sig for Dig i Drømme. Søg at tilgive ham.«

Hun svarede: »Ak, fromme Faderjeg søgte Trøst hos Eder; men se, Forvildelsen griber mig trods Eders Nærhed. Det er mig, som om jeg hørte hans sleske Tale og saa hans brændende Øjne. O, frels mig fra ham! Ak, Fader, Eders Tale beroliger mig ikke, tværtimod, det er, som var han mig nær. Jeg hører hans Stemme, jeg føler hans Aande, jeg ser hans BHk for mig.«

Da svarede Skriftefaderen, men med en anden Røst, en Røst, der skælvede af Lidenskab som en Violinstrengs Tone: »Og hvis han var Dig nær!«

Og derpaa hørte vi en heftig Graad og sagte Klap paa Kind og trøstende Hvisken. Og da hun standsede sin Graad, hørte vi atter denne Pokkers Skriftefader tale til sit stakkels Skriftebarn:

»Ja, jeg er ham, Du taler om. Kender Du mig ej igen i denne sorte Formumning? Hid er jeg kommet med Fare for mit Liv for ved Dagens Lys at skue Dig, som jeg i Natten har besejret ved min Trolddom. Kender Du mig ej? Se, jeg staar for Dig i Purpurkaaben med den gyldne Bræmme, etÆdelstensbaand har jeg om mit Haar; det hænger jeg om din Hals. Ja, gys kun for mig, vig kun tilbage for mig; thi i din Skælven røber sig mit Herredømme over Dig.

Ja, jeg er Mørkets Fyrste, kronet til Konge er jeg i Helvedes røde Rubinsal. Jeg holder Dig i min Arm; alt ejer jeg dit Legeme. Tvivl ikke derom, jeg skal ogsaa eje din Sjæl. Jeg er den store Troldmand, hvis Time snart kommer. Til Helvede nedsteg jeg. Djævelen betvang jeg ved min Kunst. I Hundreder af Aar øvede jeg min Trolddom. Selvplager var jeg. Min Mund holdt jeg fra Bægeret og mine Arme fra Kvinder, ej for Dyds Skyld, men for at tvinge Naturens skjulte Kræfter til at aabenbare mig deres Love.

Se, Verden ryster, Kronerne bæve, og Korset vakler. Den hvide Frelsers Herredømme er omme, og med Skræk og Haab vente alle den røde Frelser med Dolken i den ene Haand og Vinbægeret i den anden. Tiden er nær. Til Jorden vil jeg komme og gøre mine Mirakler. Snart er mit Arbejde fuldendt. Der er intet af det, han kunde, som jeg ej kan. Kun eet mangler jeg, en Kvinde, en Gudinde ved min Side, dumdristig, tøjlesløs, ryggesløs som jeg. Kast denne hæslige, sorte Dragt og følg mig. Jeg vil dele med Dig den Purpurkaabe, som jeg har vundet ved at hærde mig i alle Helvedes Lidelser, indtil Lidelse blev mig Nydelse. Jeg vil føre Dig til Helvedes røde Sal. Jeg vil undervise Dig i en Attraa, som er mægtigere end Havet, og en Vellyst, som er sødere end Saligheden. Skælv ikke! Jeg frygter intet. Selv er jeg stærk, og dertil tjener jeg den mægtigste, tapreste og ædleste Herre, Verdenserobreren med det røde Sværd. Lysbringer er hans Navn.«

»Nej, nej!« skreg hun og hulkede. »Det ske mig ikke.«

Han lo, og hans Stemme blev dyb og søvndyssende, som den Mands, der fortryller en anden med sin Røst.

»I Helvede er Du alt; thi det er der, hvor de søde Flammer brænde, og Legemet rødmer og dufter i den evige Ild. Hvor du end er, hvor Du end flygter hen - fra mig flyr Du ikke. Naar Midnatstimen kommer, da træder jeg igennem lukte Døre med Blomst Undersød i Haanden. Da skal Du høre Blodet i dine Aarer synge, og mit Aandedrag skal forene sig med dit som to Udstrømme, og Grunden skal vige under Dig. Du skal synke i den røde Ild, hvor han, I kalde Frelser, kastede mig, og hvis Marter jeg har omtryllet til evig Nydelse. Du er min Helena.«

»Hvorfor dette Navn? Er det mit? Var det en Gang saa? Minder opstige for mig ved din Tale. Saa jeg Dig forhen? Talte vi en Gang før sammen som nu?«

»To Gange før hævede jeg Dig ved min Trolddom fra Skyggeverdenen i mine Arme; men atter sank Du tilbage. Dig har jeg ef tersporet og finder Dig her igen i Nonnedragt, uvidende om din Fortid og dit navn.

Ja, Du er Heltenes Attraa, Kampens Pris, den skønneste, som til hver Tid den stærkeste har ejet. Du er Helena. Kender Du mig nu? Som Simon Mager løste jeg Dig første Gang af Hades' Fængsel, da jeg vovede min første Kamp imod den falske Frelser. Som Doktor Faust gengav jeg Dig atter Kød og Blod. Og snart, naar Tiden kommer, og mit tredje Navn bliver det, som de Kristne skælve for, da skal Du atter staa ved min Side.

Guld kan jeg gøre. Vand kan jeg trylle til Vin. Kvinderne kan jeg gøre skønne. Mændene kan jeg give den dæmoniske Magt. Som en Gud og en Gudinde ville vi i Triumftog fare gennem Verden, rosenkronede. Til Roma ville vi gaa. Der skulle vi holde vort Indtog med bakkantisk Glæde. Tigere skulle springe for vor Karm. Vildmænd skulle følge os. Og hvor jeg peger, skulle Nonner og Munke omvende sig og blive Mænader og Satyrer. Paa Kapitoliums Tinde ville vi staa, nøgne og blussende. Korset ville vi sønderbryde, og Tyrsusstaven skal rejses over Peterskirken. Og derfra vil jeg forkynde mit Evangelium.

Eet Ord vil jeg sige. Hvo tør sige det uden jeg? Dispenso vil jeg sige. Da skulle Maskerne falde, og Klædebonnene afkastes. Kødet skal sejre. De vilde og gyldne Tider skulle komme igen, og jeg vil gøre Menneskene til vilde, stærke og lykkelige Dyr. Og de skulle foragte det blege Himmerige og længes efter det røde Helvede, hvor jeg hersker. Did vil jeg føre dem og lære dem at nyde uden Grænse og uden Anger. Og Sjælene i Himmelen skulle sukke og tørste efter den evige Beruselse og Vellyst, og Jorden skal tilbede mig, den store Troldmand, og Dig, den store Skøge, som Verdens Frelser og Frelserinde. Menneskene skulle bringe os blodige Ofre af deres egen Slægt.«

Da græd Helena, saaledes som kun en Kvinde kan græde, med den Graad, hvis Aarsag hun ikke kender, og som kun kan stilles med Kys og Favntag - og sagde hulkende:

»Ak, er da al min Strid frugtesløs? Jeg har fastet, jeg har styrtet mig i iskoldt Vandjeg har hudflettet min Ryg for at kue mit Legeni. Er al Kyskhed da kun til for at overvindes? Forlad mig, o, forlad mig, at jeg kan gøre Bod og atter med Svøben betvinge min syndige Natur, som forhen, før din Skikkelse blev levende for mig i mine natlige Drømme.«

Men som Fuglens Stemme bliver til Sang ved Vaartid, saaledes bleve hans Ord til Vers ved at høre hendes Tale:

Nu traadte Ignatius med mig i Følge ind i Haven. Da var Troldmanden som ved et Trylleslag forsvundet. Men for os knælede den stakkels Pige, opløst i Taarer og skjulende sit Ansigt for os.

»Fader,« hviskede hun, »hvis I har hørt alt, har I hørt min Skyld og maa fordømme mig, at jeg lyttede til Fristerens Tale. Ak, sanseløs er jeg, og over min Vilje har jeg ingen Magt. Mine Øjerdaag brænde, og mine Øjne se røde Syner; jeg føler mig, som om jeg alt fra Fodsaalerne og til Midjen var i det Helvede, hvortil han drager mig. Frels mig, min Fader, hvis Du kan!«

Ignatius svarede: »Min Datter, alt er din Skæbne afgjort. Din svage Vilje kan ikke længere modstaa Fristerens Magt, fordi Du een Gang vendte dine Øren mod hans Tale og dine Øjne mod hans Blik. I den Stund raadte din egen Vilje over din Skæbne, nu ikke længere.«

Med en Rædsel, som ikke var forstilt, raabte hun: »Hjælp mig, Maria!«

»Ja,« sagde Ignatius, »glem ej denne Bøn. Vid, at, om end Du faldt i Helvedes dybeste Mørke, men ikke glemte dit Ave Maria, da var Du ej fortabt. Hvis din Skæbne er at synde, da synd; men glem blot ej den hellige Kirke og husk, at selv den sorteste Skyld kan udslettes ved Aflad og ved Bod. Værre end den største Synd mod Budene er det at tvivle paa Kirkens Magt og Naade. Der, hvor jeg siger mit Absolvo, der er Synden udslettet, selv om det var Judas' Synd.«

Vi forlod den stakkels Kvinde, medens min Ledsager sagde følgende til mig: »Saaledes skænke vi Trøst og Haab endog til dem, der synke i den dybeste Afgrund. Saaledes afholde vi Synderinden fra fuldstændig Fortvivlelse og forbedre hende langsomt ved at holde Omvendelsens Port aaben for hende. Saaledes ere vi i Sandhed langmodige og milde, de gode Gartnere, der behandle hvert Træ i Verdens Have efter sin Natur. Forstaar Du nu, hvorledes ved Klogskab, Strenghed og Kærlighed den sande Kirke er den rette verdensforløsende Magt, og hvorfor Vantro mod denne Kirke er den værste Synd, ja, den eneste absolut fordømmende Synd?«

Jeg svarede intet. Længst var min Spottelyst kuet af denne Mand, hvis Vilje hersker diktatorisk i den halve Kristenhed, af denne Asket, der - mildere end Jesus - siger til Synderinden: »Gaa bort og synd.«

Og jeg udbrød: »Du, som bærer det største Ansvar af alle Mænd i Verden, som jeg kender - hvor tryg og fri føler jeg mig ej ved din Side! Thi for din stærke Vilje føler jeg, at min Viljekraft forsvinder, og uden Ansvar vandrer jeg ved din Side som et lidet Barn.

Ja, i Sandhed, det, Verden trænger til, er Mænd som Dig. Ikke til Livsanskuelser trænger Verden, ikke til Videnskab, ikke til religiøse Drømme og moralske Prækener; men til Autoriteter, til Mænd med Myndighed, der fordømme og forlade Synder, og som ej gøre nogen Regnskab.«

Jeg saa et Bjærg for mig med Trin udhugne i dets hvide Marmor. Over det samlede Flammerne fra den røde Skærsildhimmel sig mod Himmelens Toppunkt, som Nordlysets Straaler samle sig i Kronen; og fra dette Punkt udgik en Straaleglans, der faldt over dem, der stod paa Bjærget.

Her sad øverst af alle, lige under Glorielyset, Fredsfyrsten, den hvide Kejser med den tredobbelte Krone. Den store Fredsfyrste udstrakte tavst sin Stav, og tavst hvilede hans Herskerblik paa alle; og tavs modtog han den Hyldest, der fra de fremstrakte Hænder og de tilbedende Blikke strømmede ham i Møde.

Og jeg tænkte ved mig selv: »Saaledes ere de højeste Herskere. De handle ikke, de lade andre handle for sig. De ere tavse og uvirksomme; og dog udfylde de den højeste Mission ved at lade sig tilbede og tjene. Og den tungeste Byrde hviler paa deres Skuldre, fordi de ingen have over sig. Med Himmelen stride de som Adas. Deres Gerning er det at holde sig ranke paa Tronen og ikke blive ydmyge og forsagte. Hvo kunde bære denne den tungeste Krone uden han, som sidder der som en Marmorstøtte!«

»Men hvo er denne brogede Skare,« sagde jeg højt til Ignatius, »som staar imellem Tronen og Bjærgets Fod? Som et Blomsterbed tager den sig ud i Afstand ved de forskelligfarvede Klædninger.«

Han svarede: »Det Folk, imellem hvilket Du og jeg nys vandrede, er dem, som ikke have renset sig fra Støvet. De leve ikkun her en stakket Tid og synke atter ned til Genfødelse paa Jorden. Denne Skare, som staar paa Bjærget i tavs Beskuelse og Tilbedelse, er dem, som have opnaaet det sande Liv igennem Selvfornægtelse og Tro.

Hver Farve betegner en Klasse iblandt de hellige. Denne graa og milde Strøm, der i Form af et Kors tegner sig gennem Skaren, er Disciplene af den hellige Franciskus. Se, han staar midt oppe paa Bjærget, smykket med de fem dyre Vunder og bærende i sit Hjerte Treenighedens Tegn. Fra ham udgaar Miraklets Kraft; og Fred, Sagtmodighed og Renhed udstrømmer fra hans aabne, blødende Hjerte. Og hans Kraft, som gennemstrømmer alles Hjerter, lutrer dem med sin hellige Glød. Ja, dette gælder endog den helligste Fader selv. Og dog er det den hellige Franciskus, der ydmyg og lydig hilser Kirkens Styrer, givende derved et Eksempel til Efterfølgelse for dem, der ere mindre hellige end han.

Denne Skare i mørke Klæder og med strenge Miner samler sig om den høje Skikkelse med Sværdet i sin Haand, den hellige Dorninikus, Franciski Lige, hvis nogen var hans Lige. Her staar den hellige Benediktus mellem sine; og mange andre Ordensstiftere kunde jeg nævne, hvoraf hvert Navn er mere uforgængeligt end Himmelens Stjerner.

Men jeg vil nævne Dig nu den Strøm af Vidner for Kirkens Sandhed, der stiger op fra Bjærgets Fod til Tronens Grund. Her sidde de tolv paa tolv Højsæder, hvorfra de skulle dømme Israels tolv Stammer. Den hellige Paulus vil Du ej finde her. Han flakker om i Universet, udbredende sin Lære ved Æterhavets Strande med samme brændende Iver som een Gang ved Middelhavet.

Denne blodrøde Skare er Martyrerne, hundrede Tusind i Tallet, hvis Blod endnu vidner paa Jorden, medens deres Sjæle vidne i Himmelen. Den teglstensrøde Skare er Bekenderne, som følge disse. Her ser Du i rosenhvide Slør de Jomfruer, der i Renhed ofrede deres Ungdom for at opnaa den evige Salighed. Disse værdige Mænd, der følge efter Apostlene, ere Kirkefædre, imellem hvilke ingen overgaar den hellige Augustinus. Og næst dem ere de Mænd, som sidde med hverandre i tavs Samtale, Fortolkerne og Apologeterne, Kirkens Doktores og Magistri.

Der staar med Vandringsstav i Haand, med blodige Fødder og med magre Kinder vore Verdenserobrere, Missionærerne fra Bonifacius og Ansgarius til Frants Xavier. Ved disses Arbejde have vi vundet Folkeslagene. Vi oplyste dem, vi opdrog dem, vi lærte dem Kyskhed, Fromhed og milde Sæder. Os tilhøre de med Rette som Børnene Forældrene. Og naar Romakirkens Børn i Nord oprøre sig mod deres Moder, ville en Gang disse Mænd fremtræde som levende Beviser for Moderens Ret til at beherske sine Børn.

Disse gyldne Dragter ere de Kongers og Fyrsters, der vare Kirken tro. Men hine Rustninger bæres, som Skulderkorset viser, af Korsfarerne.

Men skulde jeg vise Dig alle Kirkens Dignitarer, alle dens tro Riddersmænd, alle dens fromme Tjenere, som findes her, da var mig ej een Dag, men hundrede Aar fornødne.

Dog vil jeg endnu vise Dig denne store Skare i Messesærke og i Munkedragter, som fylder Korsets venstre Firkant. Det er de hellige Mænd fra den græske Kirke, hvem det her er tilladt ved hans Helligheds Mildhed at undlade at bekende Helligaandens Udgang fra Sønnen, naar de blot ikke benægte denne. Men disse Mænd, der i Klæder af ubleget Uld med bøjede Hoveder begræde deres Synd, ere omvendte Kættere, der gennem Skærsildens Luer søgte hid og ved vore Brødres Forbøn opnaaede Optagelse i de heEiges Samfund efter med Taarer at have afsvoret alle begaaede og tænkelige Kætterier. Jeg siger Dig, at mellem disse er der Mænd, hvis Ord vore Avindsmænd endnu daglig anføre som Vaaben mod os.

Men saaledes, som Du ser dette hvide Bjærg, er det et stærkere Vidnesbyrd om Kirkens Sandhed end noget skrevet Ord. Det vidner om een Tro, een Daab, een Vandel, een apostolisk Succession fra Petri Dage og til vore.«

Jeg dulgte, hvor grebet jeg var ved dette Skue; min Kundskabstørst overvandt min Følelse af Ærefrygt, og jeg sagde: »Sig mig, doctissime, hvad bestille dog disse fromme Folk? Hvorledes kunne de holde ud Aarhundreder igennem at staa paa samme Plet foruden Mad og Drikke?«

Han svarede; »Bedøm dem ikke efter dit eget Legemes Krav. Vid, disse ere fuldstændig rensede for al jordisk Trang og for al selvisk Drift. Ja, de staa fastnaglede, som Søvngængeren kan staa, fordi de ganske have glemt sig selv; men deres Øjne skue, og deres Øren høre det, som Du ikke ser og ikke hører. De, som skue opad, de se den højtvelsignede blandt Kvinder, og hellig Ekstase opfylder dem ved Synet af hendes Aasyn, og hundrede Aar forsvinde for dem som kun een Nats Drøm, imedens de høre Englesang for Jomfruens Trone. De, som skue nedad, de fæste deres Blik paa Jordens Strid, og som Beskyttere vaage de Dag og Nat over dem, som paakalde Helgener, udfri fra Fristelser, trøste i Lidelser og Sygdom og drage i Døden deres Paakaldere hid. Saaledes opfyldes deres Sjæle kun af Kærlighed og Mildhed, og den evige Fred oplyser deres Aasyn.

Ak, kunde det blot forundes mig og mine at nedlægge vort byrdefulde Hverv som Handlingens og Stridens Mænd og træde ind i Beskuelsens Fred. Men dette er os ej forundt; thi endnu er Kirken stridende og har vor Tjeneste fornøden.

Forstaar Du nu, at Opholdeisen af disses Fred mod Kætteriets skrækkelige Last tilsteder alle Midler, som den eneste fuldstændig gode Hensigt? Forstaar Du nu, at den, som tjener dette de helliges Samfund, udsletter derved alle sine Synder, selv om, ja, selv om han var Satan selv.«

Og med et Blik, der gennemborede mit, drejede han sig paa Hælen og gik med raske og lange Skridt op til den hellige Faders Trone.

Da stod en Mand ved min Side. Paa Silkeklædningen og den gule Hue genkendte jeg den Mand, der havde forkyndt sin ubekendte Herres Vilje imellem Astronomerne, og som var fulgt med mig herop.

Han sagde: »Vær Du Vidne til alt, hvad jeg siger, og til, hvad dette Riges Hersker svarer; thi hvert Ord, der falder her, er vigtigt.«

Og han steg op for Tronen, kastede sig tre Gange i Støvet for dens Fod og sagde:

»Han, som ejer Stjernerne, han, som styrer Sols og Maanes Gang og bestemmer Klodernes Alder, til den, som udstrækker Spiret over Helgenernes Skare: Jeg, som ejer Verdenskuglen, jeg, hvis Lensmænd dele Universet imellem sig som Verdens Herskere, jeg erkender Dig med Trefoldighedskronen som Verdens Hersker over dem, der tro paa den Korsfæstede. Dig tilkommer fuldstændig Lydighed, Underkastelse og Ærefrygt. Og hvo, som oprører sig mod Dig, ham vil jeg hade. Dette siger Verdensordneren, den ukendte, der raader ved Hjælp af tusinde kronede Lensmænd, til den, som bærer den tredobbelte Krone, Fredsfyrsten, den Ophøjede af Rom.«

Men Paven tav, indtil Ignatius bøjede sig frem og hviskede ham nogle Ord i Øret. Da sagde han med langsom og værdig Røst: »Vi modtage Eders Anerkendelse og takke Eders Herre, idet vi forvente, at ogsaa han engang og alle hans ville bøje sig for Korset. Siger Eders Herre: extra ecclesiam nulla salus.«

Da sagde Budbringeren: »Nu er Du Lysherskerens Lensmand!« Og i samme Nu var han forsvundet.

Men en Bæven gik igennem Skaren, og mange Øjne oplodes af de Drømme, hvori de havde blundet i Aarhundreder, og undrende fæstede de sig paa deres Kejser.

Da udstrakte den store Innocens sit Scepter, og i sit rolige Herskerblik optog han alle de spørgende Blikke, som rettede sig mod ham, som Havet optager alle Bække i sig; og som dets Salt salter alle de ferske Vande og beskytter dem mod Forraadnelse, saaledes gennemtrængte den hellige Faders ophøjede Ro alle de Sjæle, hvis Vilje adlød hans. Og atter sænkede sig over Bjærget den dybe Fred og Stilhed, hvori disse fromme Sjæle vaage som Skytsengle over Jordens Børn.

Saaledes skiltes jeg fra dem, idet en Straale, tror jeg, af Franciski Enfold og Renhed for et Øjeblik gennemborede mit syndefulde Hjerte.

Ignatius stod atter ved min Side. »Min Søn,« sagde han, »din Skæbne kalder Dig herfra. Her er ej dit Sted.«

Da faldt jeg ned, omfavnede hans Knæ og bad med Taarer: »O, send mig ej herfra, før jeg har skuet alle Sjæles Længsel, Maria, den højtvelsignede, den sande Rosenbrud, den allerkyskeste og allersaligste Jomfru. Thi disse Sjæles Fromhed har indgivet mig en brændende Tørst efter at skue det, som de skue, og at tilbede det, som de tilbede.«

Ignatius svarede: »Min Søn, stort er dit Forlangende. Ej heller er Himmeldronningen her; men paa den Klode, som kredser Jorden nærmest, vaager hun over alle sine Børn. Saaledes er vor Kirke i Sandhed den katolske Kirke; thi den har missioneret og gjort Erobringer ej blot paa Jorden, men paa alle de Kloder, som høre til vort Solsystem. Som Pilgrimme ville vi nu fare fra dette røde Land til hendes hvide Rige. Hold Dig beredt!«

Ignatius stampede i Jorden og sagde et Ord. Og i næste Nu sank Solens Klode bort under vore Fødder, og hurtigere end Lyset ilte vi igennem Æteren. Saa hurtig, som Bagtæppet skifter paa en Scene, saa hurtig ændredes alt, og vi stod nu paa en anden Grund.

Skinnende hvid, dækket af tindrende Is laa Maanens Flade for os. Over os saa vi svæve den gamle Jord; som en Kæmpernaane i første Segment aftegnede sig dens belyste Del paa Himmelen.

Nu vendte min Ledsager mit Blik mod Synskredsen med sin Finger; og hvad jeg havde antaget for Skyer, saa jeg nu var lysende Skikkelser, der nærmede sig.

Den stolte Ignatius stod i Ridderrustning. Afkastet var hans Munkekappe, og Solen skinnede paa hans sorte Staal. Og som han stod der, høj og mørk og stolt med Sværdet i sin Haand, lignede han mere en Fjende end en Tilbeder af den lysende Kreds, der svævede hen mod os. Men se, til Hyldest var kun Sværdet draget. En brændende Ild lyste i den stolte Spaniers Blik. Paa Knæ kastede han sig og raabte med skælvende Røst og med Taarer paa Kinden: »Hil Dig, Maria!«

Og da vi saa hende, Himmeldronningen, med Morgenrødens dybeste Blod paa sine Læber, med Aftenrødens fineste Roser paa sine Kinder, med et Haar af Solstraaler, en Kjole af Stjerneglans og en Glorie af Regnbuens Slør, da fremstammede han:

Jeg sagde til Ignatius: »Hvem ere disse Kvinder, der staa under Madonna som en Pyramide, hvis Toppunkt den ubesmittede Jomfru er?«

»Disse Kvinder ere den første Marias Tjenerinder, selv bærende det samme Navn, det skønneste af alle Jomfrunavne. De vaage over de Steder, hvor de fromme yde Guds Moder deres Hyldest. Dette er den undergørende Maria fra Einsiedeln og ved hendes Side den ikke mindre kraftige Maria fra Loretto. Dog, i alle disse virker Maria unissima ved sin Kraft. Helt er hun til Stede i deres Gerninger som Solen i sine Straaler, og hende tilkommer al Ære.«

Jeg sagde: »Hvo ere disse Mænd, der knælende og staaende i en Halvkreds hylde Maria og hendes Inkarnationer?«

Han svarede: »Disse ere Mariatilbedere, der ved sær Naade have erholdt den Gunst stadig at skue hendes Ansigt. Det er tilladt, at vi nærme os dem. Dog, de høre os ikke og se os ikke, thi Henrykkelsen har ganske grebet deres Sjæle.«

Da saa jeg en af Aandens største Mestre, der med hvide Haar og ridderlige Lader knælte for Verdens Dronning, som om han her havde fundet det Lys, som han søgte i sin Dødsstund; og jeg udbrød forundret: »Du her, gamle Hedning!«

Men han hørte mig ej. I Ekstase mumlede han sit eget Vers:

Ved hans Side saa jeg, hvad der ej forundrede mig mindre, en Mand, hvis Dragt og Træk viste, at han var fra Silkens og Teens Hjemland. Og jeg udbrød: »Hvad vil dog denne Østens Herre her?«

Men han sagde, dog ikke - tror jeg - fordi han hørte mit Spørgsmaal:

»I Østens Land lærte jeg af sortklædte Mænd, At jordfødt var Kouan-Yin, Barmhjertighedens Gudinde. Hid drog jeg da for at knæle ved hendes Fod. Kin-tong er jeg.«

Jeg hørte en Sang af klare, rene Stemmer, som udgik fra Marias Terners Rosenmunde, og knælende hørte jeg dens Ord:

Og disse klare Røster svarede det Mandskor af Ynglinge, Mænd og Oldinge, der stod som Livvagt for den allersaligste Jomfru:

Da lagde den stolte Ignatius Haanden paa min Skulder og sagde: »Rens dit Hjerte og nedslaa dine Øjne. Benedictissima vil tale med Dig.« Og forvirret sank jeg i Knæ og hørte den reneste Stemme sige disse Ord:

Den straalende Skare var forsvundet. Jeg stod ene med Ignatius i den hvide, skære, kolde Luft med Maanelandskabets fantastiske Former foran mig. Under det nærmeste Ringbjærg syntes jeg skimte smaa Hytter afis og blege Skikkelser som Drømmebilleder, der færdedes imellem dem.

»Her bo,« sagde han, »ved Madonnas Omsorg Sjælene af de kyske Jomfruer, der bleve skuflede i deres Kærlighed. Ved deres Drømme, ved deres stille Længsler, ved deres blege Haab droges de op til denne kølige og milde Verden. Og deres Længslers Kraft drog op til dem den Bejler, som de søgte. I Live vare de golde og unyttige Væsener, saa syntes det; men dog blev deres Stræben ikke uden Frugt. Efter Døden beredte de en vildfarende et Hjemsted. Her leve de et stille, køligt og lykkeligt Drømmeliv uden Tanker og uden Viljer, indtil dem beredes et andet Hjemsted.«

Jeg hørte ikke efter ham; thi opfyldt var min Hu af en heftig Begæring. Mod ham vendte jeg mig og sagde: »Tusindfold taknemmelig er jeg, fordi Du har ført mig hid. Og tusindfold beriget blev jeg ved at skue Himmelens Herskerinde. Men et højere, det højeste Ønske har jeg endnu tilbage, og det ser jeg: kun Du har Magt til at opfylde det. Før mig til ham, som kaldes Verdens Frelser, Jesus af Nazareth. Ham er det, som jeg for alle søger.«

Ignatius tav. Da stormede jeg ind paa ham med stærke Bønner, med Fordringer, j a, med Trusler. Og sluttelig raabte jeg: »Du tør det ej, eller Du kan det ej. Du er ej hans Tjener. Kun af Navn adlyder Du ham!«

Ignatius svarede: »Sandheden vil jeg sige Dig; den kan dog snart ej længer fordølges. Snart vil den katolske Kirke raabe sit: extra ecclesiam nulla salus, ej blot nedad, men ogsaa opad.Jo, i Sandhedjeg er Mariasønnens fuldtro Tjener; thi jeg er mere tro imod ham, end han er imod sig selv. Jeg tjener den Frelser, som under sin Moder skyldig Ære og sine Tjenere deres ringere Hæder. Engang vil han erkende den hellige Faders Ufejlbarlighed og Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse. Da skal han stige ned og herske over den Kirke, som jeg tro bevarer for ham. Men endnu vandrer han i sine Drømme i Stjernehimmelen. Did kan ingen naa, hverken med det jordiske Legem, Du lod tilbage, ej heller med det æteriske Legem, som Du bærer. Men kun i Drømme og som et Drømmebilled selv kan Du skue ham. Vil Du derfor did, da bered Dig til at forsvinde fra denne Verden, hvori vi tale sammen. Frygter Du ej dette, da skal din Vilje ske.«

Tavs - thi Spændingen kvalte min Røst - nikkede jeg bejaende. Da rørte den mørke Herre ved mit Hjerte med sit Sværd. Et Flammevæld slog ud fra Odden og fortærede mig i eet Øjebliks frygtelige Smerte.