Ottende Dagsrejse: Himmerige

Mødet med Jesus af Nazareth og Maria Bethania. Antikrist stiger op af Dybet med den store Skøge. Elskovens Gudinde viser sig for Pilgrimmen og underviser ham i mytologisk Form om Verdens Tilblivelse og Guders og Menneskers Strid

Hvad jeg derefter saa og hørte paa denne Dagsrejse, var som Drømme, der svævede mig forbi. Fornemmelsen af mit eget Legeme havde jeg næppe; men min Skikkelse var som den Skyggeskikkelse, man i Drømme tillægger sig selv, og som er i Stand til at føle de grove Sansefornemmelser.

Jeg saa i Drømme om mig et dybt, blaat Hav, i hvilket, paa hvilket og under hvilket jeg svævede, mere baaret oppe af mine Arme, der strakte sig mod oven, end hvilende paa mine Fødder. Naar jeg saa ned, var det, som om jeg kastede mit Blik ned paa Bunden af Universets Hav. Dernede saa jeg Sol og Maane glide, og Jordkloden skinnede for mig blodigrød. Stjerneblomster voksede om min Fod, og over mit Hoved hang hvide Sølvliljer paa fine Straaletraade. De tyktes mig ganske nær; men naar jeg vilde gribe efter dem, veg de bort og bleve til blege, fjerne Stjerner.

Saaledes stod jeg her med Undren i mine Barnedrømmes Himmel. Da saa jeg to Skikkelser for mig i min Drøm. Der sad han, den store Lærer, og stirrede frem for sig med Haanden under Kind; og en af Kvinderne sad ved hans Fødder og lyttede efter hans Aandedrag. Og i samme Nu blev der ganske stille om mig. De blaa Bølger ophørte at risle, og de hvide Liljer ophørte at tone. Men det var, som om Altet med tilbageholdt Aandedrag indsugede hvert Ord, der faldt af Mesterens Mund.

Kun eet Væsen rørte sig, og det var mig. Jeg vilde knæle for ham og hende; men mit Daimonion forbød mig det. Og jeg frembar min Hyldest i disse Ord:

Jesus sagde: »Eders Hjerter forfærdes ikke. Tror paa Gud og tror paa mig«.

Jesus sagde: »Salige de, som ikke se, men dog tro«.

Og da tav Skikkelsen og veg tilbage for mig i Dunkelheden. -

Et andet Drømmesyn saa jeg.

De blaa Vande rørtes. To Skikkelser opsteg fra Dybet. Baaret af Mørkets Aander hævede Antikrist sig i sin røde Kappe. I den højre Haand holdt han sin sorte Trolddomsstav, og i den venstre lænkede han sin Helena. Frigjort var hun fra den sorte Nonnedragt. Et Bajadereslør indhyllede hende. Ildliljer hang vindryppende i hendes Haar, og hendes Læber vare fastsluttede i et sødt og mættet Smil.

De sang sammen. Dog, det var deres Tale selv, der lød som Sang i disse Strofer:

I mit næste Syn saa jeg de tvende Modstandere mødes, den ene stolt, dæmonisk, frygtelig, den anden drømmende i hellige og højtidelige Drømme.

Men mest droges mit Blik frem og tilbage mellem de to Kvinder. Thi skøn var Helena, den skønneste, jordiske Kvindejeg har set. Og vel forstaar jeg, at en Mand kunde give sin Salighed for hende og ikke føle sig brøstholden ved Byttet. Men naar jeg saa den Kvinde, som sad ved Jesu Fødder, da maatte jeg prise hendes elskelige, uskyldige Ynde mer end al Helenas Skønhed. Dog, næppe droges mit Blik tilbage til denne, da var jeg atter helt bedaaret. Saaledes svingede min Sjæl frem og tilbage imellem Beundring af den hedenske og den kristne Kvindes Skønhed, Hetæren og Jomfruen.

Da talte Antikrist:

»Se, her er jeg. Af Afgrunden er jeg opsteget. Mine Fødder ere indhyllede i dens Mulm. Mine Hænder skinne af dens Ild. Kender Du mig vel?«

Men der kom intet Svar.

»Antikrist er jeg. De undertryktes Hævner, de lidendes Forkæmper. Jeg er den, der kræver Dig til Regnskab. Jeg er den, der anklager Dig for Menneskehedens Domstol.

Simon Mager var mit Navn. I Helved styrtede Du mig. Men Helvedes Pine har jeg overvundet. Jeg er iklædt dens evige Ild. Som en Rustning følger den mig, hvor jeg gaar.

Ilden er vel evig; men evig er ikke den stoltes Taalmod. Pinen ændres ikke; men den stærke hæver sig over den og spotter den. Han ler i dens Bad. Han haaner Almagten. Han siger: »Hvor megen Lidelse kan Du tilføje mig? Fejhed og Frygt kan Du ej vække i mit Hjerte«. Han vænner sig til Pinen som til en fyrstelig Dragt. Han leger med den og glæder sig over sit Mod. Herre er han over den evige Ild.

Se, jeg er opfaret til Dig, baaret af Mørkets Aander, som jeg engang opsteg fra Kapitolium. Og denne Gang skal min Trolddom ikke svigte mig. For dit Aasyn staar jeg som din Anklager. Himlene kalder jeg til Vidne. I deres Dybder indskriver jeg mine Ord.

I Helved styrtede Du mig, fordi jeg var din Fjende. Vilde jeg have gjort dette ved Dig? I Helved styrtede Du os alle, som vare stolte, kække og kloge, Fyrster og Skjalde, Krigshelte og Tænkere, alle dem, som. ikke knælede for dit Navn. Og med os, Fyrsterne, en utallig Skare af vore Tjenere, de uvidende, de lidet tænkende og de uansvarlige. Burde Du ikke ynkes over dem? Vi Fyrster forlangte ikke Medynk.

Se ud over Verden. Hvad er det for en Verden, Du har skabt? Hvad er det for Dyder, Du har fremelsket? Hykleri, Lavhed og Fejhed, alle Trælledyder har Du fremkaldt. Elskoven, Modet og Skønheden har Du villet udstøde af Verden. Heltene og Gudinderne bleve forbandede og brændemærkede af dine Slaver. Og de misundelige og skadefro, Sladrerne og Farisæerne opfyldte Luften med deres Snakken og Skraalen, saa ingen af de udødelige kunde drage Aande. Hvo har voldt dette? Var det ikke Dig?«

Men Jesus tav.

»Hører Du, at Verdens Ligmark skælver, og de døde opstaa af Gravene. Genfødte blive de gamle Guder, de, som ere sanddru, de, som hade, naar de hade, og elske, naar de elske, de, som forfølge deres Fjender og belønne deres Venner, og som vedkende sig, at de handle saa. Se, de mægtige og de ypperste rejse sig med dem. Halvguder ere de, Helte og Vismænd, de, som bleve Heroer ved deres egen Kraft. Se, Afrodites Tempel aabnes, og rosenkransede tilbede vi Skønhed, Kærlighed og Glæde i deres sande Billede, den elskende Kvinde. Og der vil flyde Blod og Vin, og der vil bryde Ild ud, og der skal saas Guld ud over Verden. Nøgent og ærligt skal Livet leves. De bundne Drifter skulle løses, og som et Ildhav skulle de hellige, glødende Lidenskaber frembruse. I dette Hav skulle Uslingerne forgaa, og kun de herlige og deres Tjenere bestaa«.

Men Jesus tav.

Med et Tigerblik brændte Antikristens Øje sig ind i hans som et luende Spørgsmaal.

Men Jesus tav.

Da forstod jeg, hvad hans Tavshed betød: at denne Tavshed var hans Magt. Thi jeg saa, at Antikristens hede Øje blinkede for dette ekstatiske og klare Blik. Og langsomt veg den sorte Magis Behersker for den hvide Trolddomsmagt.

Da sagde Jesus - og dyb og bævende var hans Stemme - disse Ord, som ingen tør forsynde sig imod, end ikke Helvedes værste Spotter; thi de ere hele Menneskehedens Helligdomme: »Salige ere de rene af Hjerte. Salige ere de barmhjertige. Salige ere de fredstiftende. Salige ere de blide, thi de skulle arve Landet«.

Vaklende stod jeg mellem disse tvende; thi endskøndt min Hjerne i mangt og meget gav Antikristen Ret, saa grebes dog mit Hjerte af inderlig Rørelse ved at høre disse Ord af Mesterens forunderlige Program paa Bjærget.

Men Antikristen slog ud med Haanden og lo. Og leende sank han ned i Dybet for at udføre sin Kæmpegerning og oprøre Vandene.

Da hørte jeg Maria Bethania sige til Frelseren med en Røst, hvis Klang beviste med større Sikkerhed end den, der indeholdes i Newtons Principia, at denne Sjæl var i Sandhed ren af Hjerte, i Sandhed blid, fredstiftende, barmhjertig:

Og hermed drog deres Billeder sig tilbage. I Baggrunden syntes jeg at skimte et Taagebillede af Genezareth Sø imellem blomstrende Høje. Men alt stod i blege og svage Omrids. Og jeg syntes, jeg saa Kvinder og Børn med opløftede Hænder og hørte den svage Genklang af deres Hosianna.

Skuffet stod jeg tilbage. Al Visdoms Aabenbaring havde jeg ventet mig af dette Møde; men endnu mere uforstaaelig tyktes mig den Korsfæstedes Person. Og forgæves grublede jeg over den Løndom, der skjultes i hans tilhyllede Væsen. Men dybt rørte mig Mindet om Maria Bethanias Ord.

»Ja, for Kvinder«, tænkte jeg, »var dennes Evangelium; men blandt Mænd kun for kvindagtige. For Kvinden gælder Kærlighedens Lov. For hende er Uskyldigheden den højeste Skat. Og hun finder Fred ved enfoldig at tro det, som hun ej forstaar. Og hendes Hjertes inderste Trang er at finde sin Frelser, sin Forløser og Forsoner, som Maria Bethania har fundet sin, og som -jeg vover denne Sammenligning - Jane Welsh i de grønne Dales Land har fundet sin. Men Manden lever efter en anden Lov, som Høgen ej lever efter samme Lov som Nattergalen. Selvstændighed, Herredømme og Visdom søger han. Og for det ubegribelige kan han ej knæle uden at gøres til Træl. Som Kvinden taber sin Ynde ved at ville fbrstaa, taber Manden sin Værdighed ved at tro«.

Og atter ændrede sig min Drøm.

Jeg saa en Skare af Skikkelser i skinnende Klæder, der lyste mere end Moses og Elias paa Forklarelsens Bjærg. Hen imod mig dansede de, ikke som Mennesker danse; men deres Bevægelser føjede i Ynde og Frihed sig efter hverandre som Fuglenes Samtale. Og foran dem ilede en sagte og sød Musik.

En Skikkelse traadte foran de andre. Stjerneblomster fremspirede i dens Spor. Den aandede dybt. Og hør, en Fuglesang opfyldte Luften. Den rystede sine Lokker, og et Væld af Stjerner dryssede ud og flagrede om dens Tinding som perlemorglinsende Sommerfugle. Men bagved traadte Skaren en festlig Dans, og en Forsanger sang for til den hellige Lyre:

Da smilede den straalende Skikkelse og sagde: »Hvo er jeg? Kender Du mig?«

Og jeg rystede paa Hovedet.

Men Skikkelsen sagde: »Jeg er Kærlighed. Jeg er den sande Kærlighed. Jeg er den evige Kærlighed«.

Ved dette Ord glødede Stjernerne som Blodsdraaber, og Himmelens Blaa fik en frygtelig, ubeskrivelig Styrke og Klarhed, som om Saligheden selv udtømte al sin Kraft i denne Farve. Da kendte jeg paa den Duft, der udgik fra dens Legem, at Skikkelsen var en Kvinde. Og hun satte sig ved Siden af mig og legede med de blaa Bølger, hvori vi aandede, idet hun søgte at binde dem med sine Lokker.

Da blev jeg grebet af et helligt Vanvid, saaledes som endog den allerviseste kan henrives i Drømme. Jeg kastede mig ned, greb Sømmen af hendes Klædebon og trykkede saa mange Kys derpaa. Men jeg turde ikke løfte mine Øjne højere end til hendes Haand.

Da lo hun ret hjertelig ad mig og sagde: »Sid dog rolig«. Og da jeg saa op mod hende, som en saaret ser mod sin Morder, klappede hun mig leende paa Kinden, som om jeg var et Barn, og sagde med den Stemme, hvormed Moderen smilende beklager Barnet: »Lider Du?« Og til mit uhørlige Ja spurgte hun atter: »Ret meget?« Og atter sukkede jeg Ja.

Hun drejede Hovedet, for at jeg ikke skulde se hendes Munterhed ved denne Scene, der for mig var den alvorligste. Og med den største Strenghed, hun kunde opdrive i en Hast, sagde hun: »Husk nu paa Cressida!«

Jeg blev bestyrtet; thi Cressida var langt fra mine Tanker. Men atter sagde min Formanerske: »Ja, husk paa Cressida! Med Rette lider Du. O, hvor grusom, hvor egenkærlig var Du ej mod Cressida!«

Jeg vilde indvende; men hendes Stemme standsede mig: »Jeg ved det vel, Du tror, Du handlede ret og undgik Synd ved at behandle Cressida saa slet. Men vid, for min Domstol gælder en anden Lov. Jeg har kun eet Bud: Elsk! Og hvo, som ikke elsker, er en Synder. Hvis Du havde undveget Cressida, fordi hun ikke tækkedes Dig, eller fordi Du var en anden tro, da vilde jeg tilgive Dig. Men Du fandt Behag i hende og viste hende dog Foragt, fordi dit Hovmod, din Selvretfærdighed og din taabelige Fornuft ej vilde ydmyge sig for en Kvindes Skønhed. Men se, nu lider Du din Straf«.

Og atter klappede hun min Kind, og dette Kærtegn voldte mig større Smerte end et Piskeslag, fordi hun gjorde sig lystig over mig.

Da sprang jeg op, dybt krænket over denne uhørte Behandling, og skreg: »Ha, Du er Eblis! Du er den onde Aand i Lysets Klædebon!«

Men hun rejste sig som jeg; og med den højeste, reneste Værdighed, dog altid med et Stænk af Latter i Stemmen, sagde hun: »Jeg er den højeste Guddom. Jeg er Kærlighed«.

Og umærkelig løste hun Agraffen paa sin højre Skulder. I al sin Skønhed stod hun for mig, kun indhyllet i et gennemsigtigt Slør. Et gyldent Lys flød ud af hendes Lokker og vældede ned over hendes Barm. Ilsomt faldt det ned over hendes Hofter, men indhyllede som et Solbad hendes Læg og Fod, og derfra skød det sig atter op som et Springvand. Og saaledes stod hun, badende sig i den reneste og skønneste Kærligheds Ild.

Da holdt jeg Hænderne for Øjnene og bad: »O, skjul Dig! Skjul Dig, at ikke jeg skal dø!« Men hun sagde med en dybttonende Røst, berust af Stolthed og af Glæde: »Ja, hvis Du kan nævne mit Navn og synge til min Pris«.

Ganske tilintetgjort af hendes forfærdelige Skønhed, med al min Oprørsvilje sønderknust, faldt jeg atter ned for hendes Fødder, og med Lyrens fjerne Lyd til Akkompagnement reciterede jeg disse Strofer, der vare svage Gengivelser i Ord af, hvad mine Sanser havde inddrukket af hendes Væsens Musik:

Huldsalig og lidt skrømtet undselig lyttede hun til denne Smiger og sagde: »Ja, jeg er den, mine Fjender kalde for Eblis. Men jeg er Kærlighedens Gudinde og har saa mange Navne, som der er Sprog paa Jorden, og dyrkes ved alle Sunde«.

Og atter blaanede Himmelen, og Stjernerne blødte, og gennem Altet drog een eneste, skælvende Tone, den fineste og klareste, som er til.

Jeg sagde - thi min Kundskabstørst begyndte at vaagne -: »Er Du Afrodite, hvor er da Eros, din Søn?«

Hun kaldte. Og se, hen over Stjerneengen kom en lille Dreng tumlende. Han kastede sig til sin Moders Bryst, og i uskyldig, barnlig Sanselighed kyssede han stormende hendes Mund. Hun sagde og fæstede et dybt tilsløret Blik paa mig: »Denne lille Eros Cupido er min Søn! Han er en lille og næsvis og slikvoren Fyr. Han følger med sin Moder. Det skal nu engang være. Men han burde ikke løbe om paa egen Haand«. Og med skalkagtig Alvor tyssede hun paa den lille Skælm og vuggede ham i Søvn.

»Men hans Fader«, sagde hun, »er den store Eros, som jeg hader«.

Da blev jeg anspændt af Videlyst og sagde, idet jeg omhyggelig undgik at vække den lille, hvis vellystige Smil indgød mig større Frygt end Moderens bedaarende Blik: »Und mig din Fortrolighed, høje Gudinde. Fortæl mig alting om den store Eros. En Anelse siger mig, at han er den, jeg bør søge«.

Hun gjorde sig atter lystig over mig, sigende: »Du er jo den Stenmand, som søger Kundskab og ikke søger Elskov. Og Du skal efter din egen Vilje høre Kundskab og ikke Elskov«.

Jeg sukkede og fandt mig i min Skæbne og skal nu gengive det vidunderlige Eventyr, som hun fortalte mig. Hvad jeg ej kan gengive, er hendes hundrede Afbrydelser, hendes skiftende Ansigtsminer og den fortabte, stirrende Grubien, hvormed hun søgte tilbage til sin egen Fortid.

»Med Rette søger Du til mig; thi ingen ved, hvorledes Verden er fremgaaet, uden Gudinderne. Eders Guder ere Børn mod os. Den ene er jo knap 2000 Aar, den anden ikke mere end 6000. Men for hundrede Tusinde Menneskealdre tilbage var j eg. Ældre end Sol og Maane, ældre end Tænkeren og Herskeren, end nogen af Guderne ere Gudinderne. Jeg skal nu fortælle Dig Historien om den Strid, der var i Verden, før Menneskene bleve til.

Se, som en Solplet paa Vand, der vider sig ud og drager sig sammen i et uophørligt Vekselspil, saaledes er Evigheden som en Lysplet, der suger sig selv sammen til intet, og er intet, og i næste Øjeblik genfødes af intet for igen at begynde den evige Dans. Saaledes er Tilværelsen. Hver Tilsyneladelse af det evige Skin er et Kredsløb som dette, hvori vi Guder og Menneskene leve. Nogle Kredsløb ere kortere, andre længere. Nogle vare ikke længere end et Lynglimt, andre en Menneskealder, andre længere, end den jordfødte kan tænke. Om dette Kredsløb sige de Kristne, at det snart skal forgaa i Verdensbranden. Men Hedningene mene, at det skal vare længere end noget andet.

Alt dette har den store Moder fortalt mig, den viseste af Kvinder; thi hun er den, som har Erindring om de forudgangne Kredsløb. Men hvad jeg selv erindrer, er dette Kredsløbs Historie fra Begyndelsen.

I Begyndelsen var Ildsøen, og i Begyndelsen traadte over Ildsøens Bølger Gudinderne deres Dans. Bajaderer kaldte vi os. Vi holdt hverandre i Hænderne og sang. Dansende kom vi til Verden. Da vi erkendte os selv, fornam vi, at vi alt længe havde danset over Ildsøens Vande uden at sanse eller vide.

Om Ildsøens Hjerte dansede vi i Kreds og sang. Den store Moder, som har Erindring, sang for og lærte os Ord. Og jeg, som var den skønneste og kækkeste, dansede for. Da oprørtes Ildsøen. Vi hørte Dybet brøle under os, og vi skreg og fløj hen og skjulte vore Ansigter hos den store Moder.

Men hun sagde: »Det er Ildsøen, der oprøres. Det er vor Leg, der skal opsluges. Saaledes har det været utallige Gange før«.

Men jeg spurgte: »Hvo vil opsluge os?«

Hun svarede: »Intet!«

Og vi vidste ikke, hvad Intet var.

Da saa vi, mellem to af Ildsøens Flammer havde Tomheden Form, og denne Form antog Skikkelsen af en gammel, hæslig Kvinde. Og denne Kvinde var Intet. Men det var ingen Kvinde; det var kun et Mellemrum og en Tomhed.

Og jeg var den kækkeste. Jeg rakte min Haand ud til Intet. Og Intet traadte i Dans med os. Og vore Aasyn bleve blege, og vore Haar bleve hvide, og vore Knæ rystede. Og endog Ildsøen blegnede.

Men se, over Ildsøens Hjerte hævede der sig et glødende Bjærg. Da sagde den store Moder: »Nej, det er ikke Undergangen, det er Ildsøen, som er i Barnsnød«. Og se, ved hendes Ord forsvandt den gamle Kvinde.

Vi dansede om det glødende Bjærg og sang: »Et Barn skal fødes, en Helt og Hersker, viis og mægtig, rig og naadig. Jubler og synger, Ildsøens Døtre!«

Da hævede Bjærget sig paa klare Søjler af glødende Glas, og dets Indre straalede som det dybeste Blod. Og se, paa et Leje af grønne og blaa Ædelstene laa et lidet Barn med Guldkrone paa. Og det rejste sig og gik tre Skridt med udbredte Arme og raabte: »Jeg er Eros, den højeste Hersker! Der er ikke noget mere ophøjet Væsen end jeg i alle Evighedens Kredsløb!«

Og vi jublede som Fennonerne, naar Solen atter viser sig om Vaaren. Og vi tilbad Barnet og ofrede til det og kaldte det Konge og Gud. Den store Moder lagde ham til sine Bryster. Hun er den, der har flere end to Bryster. Og han diede af dem alle.

Alle Bajadererne vilde saa gerne kysse og kryste Ildsøens Søn, som Hyrdinder, der strides om en Hyrdedreng. Men han vilde ikke lade nogen kysse sig uden mig. Og han hvilte sig med Hovedet mellem mine Bryster, og mine Lokker flød over hans Ansigt. Som to unge Kid legede vi med hinanden.

Vældig var hans Magt. Og han kendte den ikke. Han var stærkere end nogen af Gudinderne, og dog var han kun et Barn. Han aabnede sine Øjne og stirrede forundret mod oven og spurgte: »Hvad er deroppe?« Og se, Himmelen blev til som Genskin af hans Øjne og Genlyd af hans Tale. Han øste Ilden op i sine Hænder og slyngede den op mod Himmelen. Og se, Gnisterne bleve hængende som Stjerner. Endnu ser Du den Flod af hvidglødende Ild, som han øste ud over Himmelen.

Jeg gik til den store Moder og sagde: »Hvilket Vidunder er her ikke sket!« Men hun sagde: »Alt dette er sket utallige Gange før og vil atter ske utallige Gange. Og der er intet nyt«.

Den viseste af Kvinder gik til Guden og sagde: »Søn, I have ingen Sol og ingen Maane«. Og da hun havde sagt dette, bad hun os alle forlade Ildsøen. Hun kastede sit brogede Slør ud, og det blev en Bro op til Himmelen. Saaledes blev Regnbuen til. Og vi steg op ad den søgrønne Bue, og mellem Stjernerne betragtede vi Eros.

Men han vadede gennem Ildsøen. Og han gennemæltede den som en Dej og dannede Kloder af dens Masse. Af det tunge og grove Stof dannede han Jorden, af det hede og stærke Solen og af det lette og lyse Stof Maanen og de andre vandrende Kloder. Og han styrede dem med sine Hænder imellem hverandre, paaskyndende nogle og holdt andre tilbage, indtil de havde fundet en Ligevægt imellem sig i deres Baner. Da steg han op i Stjernehimmelen for at glæde sig over sit Værk.

Vi hilste ham med Haandklap og Hyldingsraab. Og jeg sagde til den store Moder: »Dette er dog aldrig sket før«. Men hun svarede: »Det er sket utallige Gange og vil ske utallige Gange. Og der er intet nyt«.

Ved disse Ord tabte jeg al min Fryd ved Synet af Verdensby gningen. Og jeg sagde til den store Moder: »O, skaf os dog noget nyt, noget, som aldrig er sket før«. Hun svarede: »Min Datter, har Du Mod?« Da blev jeg meget nysgerrig.

Og hun sagde: »Kan Du faa Eros til at falde i Søvn med Hovedet mellem dine Bryster, da skal Du se noget nyt«.

Guden var træt af sit Værk. Han hvilte sit Hoved i min Barm, og mine Lokker flød over ham, og han lukkede sine Øjenlaage. Da blev det Nat. Men i Natten kom den store Moder og sang en Offersang, og med den lænkebandt hun mine Arme og Ben. Jeg vilde røre mig, men jeg kunde ikke. Jeg vilde skrige, men jeg kunde ikke aabne min Mund. Og med hvidglødende Nagler korsfæstede hun Eros mellem Stjernerne. Men han aandede endnu. Da tog hun en skarp Diamant, og med den udskar hun Hjertet af hans Bryst.

Og hun søgte et Sted i Universet, hvor hun kunde begrave det blødende Hjerte og skjule sin Misgerning. Men ingen af Kloderne vilde være delagtig i hendes Skyld. Da aabnede Jorden hungrig sin Mund og opslugte det.

Og hun løste mine Baand. Da omfavnede jeg Gudens Legeme. Men se, Urofret var fuldbyrdet. Livløs var han, og hans Blod flød ud over hele Himmelen. Saaledes blev Morgenrøden til. Og den store Moder, den viseste og grusomste af alle Kvinder, bandt sit Haar op og sagde: »Se, j eg har voldt noget nyt. Dette er aldrig i Evighed sket før«. Og hun forbød os at nævne Navnet Eros højt.

Endnu længe saa vi den korsfæstede Guds Legem hænge udspændt mellem Verdenshjørnerne. Der, hvor hans Hoved hvilte, blev Syd, hans Fødder pegede mod Nord, hans højre Haand kaldes Øst, og hans venstre Haand kaldes Vest. Men Solstraalerne for igennem hans Legem, og Æterbølgerne opløste det. Og for hver Dag blev det blegere, indtil det forsvandt for vore Øjne. Hans Væsen flød sammen med Universet, saaledes at hver Del af Verden fik sin Part af den lidende Gud. Men Jorden havde hans Hjerte.

Men fordi Jorden havde gjort sig delagtig i Ursynden, hvorved det nye blev til, derfor blev denne Klode den mørkeste og tungeste af alle. Og den blev Skuepladsen for Lidelse, Misgerning og Angest fremfor andre Kloder. Men fordi den ejede Gudens kostbareste Hjerteblod, derfor fremtraadte paa Jorden den dybeste Længsel, den stærkeste Kraft og det højeste Mod. Saaledes er det gaaet til, at Jordkredsen paa een Gang er det mest forbandede og det rigeste Land af alle Verdens Lande.

Af Eros' Hjerte fremskød en Plante, og denne Plante var Livets Træ. Og Livets Træ bredte sine Grene i Luft og i Hav, og med sine Rødder gennemvandrede det Jordens Indvolde. Hver Gren af det havde sin Vækst, og hvert Blad sin Form. Alle Jordens Planter ere Kviste og Knopper paa Livets Træ. Og Livets Træ bar røde og grønne og blaa Frugter i Luft, i Jord og i Hav. Disse Frugter bleve levende og rørte sig og nærede sig af deres Moder, Livets Træ. Deraf komme de Væsener, som krybe, som løbe, som svømme, og som flyve, i Muld, paa Jord, i Luft og i Hav.

Men omsider fremstod der Væsener, der havde den guddommelige Skikkelse. Thi mod dette Maal havde den fødende Kraft i Livstræet tragtet. Disse Væsener kaldtes Mennesker; men de vare os kun lige i Skikkelse og vare lave og usle, griske og feje i deres Tænkemaade, fordi deres Stof var Jordstoffet. Og da vi havde lært dem at kende, foragtede vi dem.

Men jeg vil nu fortælle Dig om den store Moder. Hun satte sig paa Højsædet i den øverste Himmel og tog den myrdedes Arv. Og ved sin Trolddomskunst manede hun Mænds Skygger op af de tidligere Tilværelser og gjorde dem til sine Tjenere. Og naar hun var blevet ked af at favne dem, korsfæstede hun dem; thi ved disse Ofringer vedligeholdt hun sin Skønhed. Og jeg ved mere om den store Moder, som kun jeg ved.

Ogsaa til os fremmanede hun Mænds Skygger, og i Stjernebjærgene berusede Bajadererne sig i Grusomhed og sød Lyst. Under os i de andre Himle boede Guder, der vare fødte af Solens og Maanens Elskov til hinanden. Og den store Moder forblændede Alverden med sin Trolddom, og Lysguderne troede, de vare de højeste, og kendte ikke vor Himmel. Og vi drog dem til os. De vidste ikke, hvor de vare, de kaldte os Fristerinder, og sig selv kaldte de Guder. De vidste ikke, at Bajadererne triumferede over Alverden. Vi tæmmede Dragestjernerne og for hujende paa dem gennem Rummet. Over alle Stjerner gik Bajaderernes Dans i Kaadhed og Vildskab. Og med Menneskenes Skæbner legede vi, som Børn lege med Fluer.

Men jeg blev tung om Hjertet uden at vide hvorfor. Og jeg nedsteg til den Klode, hvor Eros' Hjerte var begravet. Jeg satte mig ved Vandfaldet under de mørke Træers Susen, og jeg lyttede efter Høststormens Klage. Da græd jeg bitterlig ved at mindes min tabte Ven og sagde grædende: »Han er død«.

Men en sagte Stemme svarede mig: »Den korsfæstede og lidende Gud er ikke gaaet til Grunde. Hans Hjerte sukker i Fuglenes, i Vindens og i Vandenes Tale. I Naturens Toner aander hans lidende Sjæl«.

I den Høstnat smagte jeg Sorgen, hvor sød og dyb den er, og fra nu af vandrede jeg mellem Klipperne og i Skovene og fulgte den Røst, som kaldte mig fra Lund til Lund. Men Røsten flygtede foran mig, og mine Kinder bleve blege, og mine Øjne taarefulde.

Da saa jeg, at det blev Vaar. Blomsterne blussede ved Aabredden, og i grønne Bølger gik Skovens Loft. Da satte jeg mig i Græsset og sang som en lille Fugl:

Saaledes blev Digtet til.

Og der var en Stemme, der hviskede: »Den korsfæstede og lidende Gud er ikke bundet for evig. Hver Vaartid vaagner han af sin Dvale og søger at bryde sine Lænker og uddrage sine Nagler. Og engang vil han opstaa«.

Da blev mit Hjerte fuldt af Fryd. Og jeg lærte Haabet at kende, hvor sødt og let det er. Jeg dansede over Anemonerne og søgte ham mellem de hvide Stammer. Og jeg mente at se hans Billede for mig.

Men da Aftenstunden kom, sad jeg under et blomstrende Skovæbletræ. Tro mig, da var mit Hjerte saa fuldt og tungt og saligt. Jeg kunde hverken røre Haand eller Fod. Jeg bøjede Hovedet og lukkede Øjnene og hviskede: »O, Eros!« Da fornam jeg hans Kys paa min Mund og hans Arm om mit Liv. Men da jeg saa op, var han borte. Men saaledes, som jeg nu har fortalt Dig, saaledes blev Elskov til.

Og jeg havde en Tjenerinde, en lille Hyrdepige, som jeg kaldte Søster Enfoldig; thi hun var ganske uvidende. Hun havde listet sig bag ved mig og hørt min Hvisken. Og hun vendte sig mod Skoven og lukkede Øjnene. Hun strakte Armene frem og hviskede: »O, Eros!« Og en Vildmand kom springende ud fra Skoven og trykkede hende til sig. Hun daanede i hans Arme, og han fik Magt med hende og løb sin Vej.

Men Enfoldig var ganske forvirret den næste Dag. Hun saa en spraglet Orm, der faldt ned paa et Blad, og Bladet sejlede frem og tilbage i Vinden og blinkede i Solen. Da pegede Enfoldig og raabte: »O, det er vist Eros!« Og ved at dette Navn blev raabt, bøjede Træerne sig til Jorden, og Vandene oprørtes, og Jorden gnistrede.

Da stod den store Moder for mig, indhyllet i Regnbuens Slør, og hun sagde: »Forbød jeg Dig ikke at nævne Eros? Men der er en Skæbne over Guderne, som de ikke kunne afværge; thi dens Grund er deres egen Fortids Gerninger. Af denne Orm skal der komme en Sommerfugl, og den Sommerfugl skal blive en Svale, og Svalen en Falk. Men naar den har gennemvandret alle de skønne og stærke Dyr, som ere paa Jorden, da skal den fødes med Mands Skikkelse. Og som den Mand skal Eros opstaa. Naar det sker, da er mit Herredømme forbi. Dog, det skal være din Straf, at han ikke skal kende Dig.«

Og hun førte mig med sig op til de blaa Vande og til Ædelstensbjærgene og tvang mig til at deltage i Bajaderernes Dans.

Jeg fortalte mine Søstre, hvad jeg havde oplevet paa Jorden, og jeg lærte dem, hvad Elskov var. Vi steg ned til Lysguderne for at se, om Længselen, Vemodet og Haabet ikke fandtes i deres Himmel. Lysguderne forlod deres Hustruer for vor Skyld og knælede for os. De gav mig Smiger. De sagde, at min Skønhed var anderledes end de andres. Men jeg sad ensom og længselsfuld. Og stundom hændte det i den duftende, mørke Nat, at jeg hengav mig til en, naar han tryglede mig med skælvende Røst. Da lod jeg mig selv drømme, at han var Eros. Men naar Morgenstunden kom, saa jeg, han var ikke Eros, og vandrede ene.

Men da atter Aartusinder vare svundne, da saa vi en Mand stige ned fra Bjærget til Dalens Mennesker. Disse vare endnu næsten som ved deres Tilblivelse. De vare som Børn, uvidende og nøgne, og vidste ikke, hvad de gjorde.

Han sagde til dem: »I skulle være som Guder, og jeg vil lære Eder Forskel paa godt og ondt.« Han lærte dem at føre Krig, at holde Slaver og samle sig Rigdomme. Han stiftede et mægtigt Rige og kaldte sig Konge og klædte sig i Staal og Guld. Og han kaldte Mændene Herrer, og han tillod de mægtige at have flere Hustruer. Saaledes blev Staten og Adelen til.

Men da Kongens ældste Søn var femten Aar, efterlod Krigsherskeren Riget i hans Hænder. Og han vandrede op over Bjærget. Han traadte paa bare Fødder i den hvide Sne og støttede sig til sit Sværd. Og Solen skjulte sig bag Skyerne for hans Øjnes Stirren. Lysaanderne kom og tilbad ham. Han sagde nu til sig selv: »Jeg er ingen Konge, jeg er en Gud.«

Frem af Fjældet krøb Klippens mørke Søn, Ørnens og Ulvens Herre. Og de kæmpede med hinanden om Herredømmet over Jorden. Men da Solen sank, sejrede Lysherskeren. Paa Fjældkanten sad han, nøgen i Nattekulden, og trodsede Døden. Men Døden skjulte sig for ham.

Og da Morgenen kom, rejste han sig og strakte sit Sværd mod de fire Verdenshjørner og udraabte: »Mine ere Alverdens Riger og deres Herligheder.« Og han for over Bjærgene. Over Fjældkløfterne sprang han. Hans Fødder bar ham over Bjærgsøernes Vande. Og da Solen stod over hans Hoved, rettede han sine Øjne mod den, indtil den blev formørket, og sagde: »Jeg er ikke en Gud som andre. Jeg er den allerhøjeste Gud.«

Og han kom ved Kvæld til et flammende Bjærg. Da sagde han: »Jorden har jeg undertvunget mig. Jeg vil nu undertvinge mig det, der er under Jorden, og dernæst det, der er over og om Jorden.« Lysaandernes Fyrste besvor ham at skaane sig selv. Men han sprang ned i Ildsvælget. Og det lukkede sig over ham. Og han nedsteg til Ildhelvedet og sprængte dets Porte og undertvang Ildaanderne. Og da tre Dage vare rundne, opfor han atter derfra som Helvedes Hersker. Og hans Sværd var farvet rødt i dets Ild.

Med Lysaander og Ildaander opfor han til Himlene og gennembrød deres syv Hvælvinger. Og han gennembrød den store Moders Blændværk og tog sin Plads i den øverste Himmel og satte sig paa sin Guldtrone. Men hun flyede til Morgenrødens, Regnbuens og Luftsynernes Rige. Og bag Luftrigets Blændværk skjulte hun sig for hans Blik.

Da skælvede vi, Ildsøens Døtre, for at han skulde genkende os. Men han kendte os ikke. Erindringen havde han mistet om sin Barndom og sit Navn. Det voldte den store Moders Forbandelse. Lysbringer kaldte han sig nu. Han genkendte os ikke. Men han foragtede os. Og vi skælvede for ham. Den Skyld, vi havde mod ham, formørkede hans Blik mod os, endskønt han ikke kendte den.

Som en Tyran sad han paa Guldtronen og satte Herskere under sig over Himlene,Jorden og Ildhelvedet. Rigdom gav han sine Tjenere, og Slaver og Kvinder; thi han foragtede Kvinder.

Og Bajadererne dansede for hans Aasyn og søgte at faa ham til at smile. Men jeg holdt mig tilbage. Da angav de mig for ham og sagde: »Hun er vor Fordanserinde.« Han kaldte mig for sig og bød mig danse for hans Aasyn. Og jeg vandt hans Yndest. Han lod det blive Nat, og jeg delte hans Leje.

Men ved Midnat vaagnede jeg og lagde Haanden paa hans Bryst. Da blev jeg grebet af Rædsel; thi der slog ikke længer noget Hjerte i hans Bryst. Dette havde den store Moders Misgerning voldt. Og ved Morgenstunden saa han paa mig med et koldt Blik og vilde jage mig fra sig som de andre Kvinder. Da sagde jeg: »Du skal ikke støde mig bort; thi min Ret er det at være ved din Side. Og jeg er ældre end Du.«

Da blev han heftig fortørnet og forviste mig fra sit Ansigt. Og jeg steg ned i Afgrunden.

I tusinde Aar sad jeg og græmmede mig over min Tort og grundede paa Hævn. Da steg jeg op af Afgrunden og gik for ham, hvor han sad paa Tronen mellem sine Engle. Og jeg afsvor min Trods, og han blev mig naadig. Da vi vare bl evne ene, kastede jeg Hovedet tilbage og sagde: »Du har intet at byde eller at befale over mig; thi jeg er ældre end Du.« Og han blev som rasende af Harme og lod mig kaste i Kobbertaarnet.

Men mit Suk og min Klage hørtes af Englene. De bad for mig. Og Herskeren lod mig føre for sig for at se, om jeg angrede. Da tænkte jeg: »Jeg vil ydmyge mig for ham. Hvad er jeg imod ham. Uretten er dog min.« Og jeg dansede og sang for ham som hans Slavinde. Jeg dansede den Dans jeg havde traadt over Anemonerne i Vaarskoven, og jeg sang de Tonerjeg havde hørt i Vandfaldets Brusen og i de mørke Skoves Susen. Og han sagde: »For din Sang giver jeg Dig 2000 Aar, og for din Dans giver jeg Dig 2000 Aar, i hvilke Du har din Frihed.« Og han saa ikke mere til mig. Hans Ansigt var træt.

Men da jeg saa, han regnede mig for lige med sine Slavinder, vaktes atter Trodsen i mig. Jeg sagde til mig selv: »Han er ikke den Eros, der mindede min Mund under det blomstrende Æbletræ. Der er intet Hjerte i hans Bryst.« Og jeg gik bort og drog et stort Følge af Englene med mig; thi jeg tænkte: »Har han erobret Verden fra Jorden, kan jeg da ikke gøre det samme?«

Jeg slyngede et Rosenbaand om mit Haar, jeg klædte mig i det fineste og letteste Slør, og jeg svævede ned til Jordens blaa Hav. Havuhyrerne brølede ved Synet af mig. De slikkede mine Fødder, og jeg traadte paa deres Rygge. Mine Søstre dansede foran mig, og jeg sejlede til Kongens Stad.

Jeg lærte Menneskene mildere Sæder. Jeg lærte dem den Kunst at elske. Jeg lærte Ynglingene at knæle, at synge Sange for deres Eskede og at vinde hende med søde Ord og ej med raa Magt. Jeg lærte Jomfruerne at træde min Dans, og de dansede i Laurbærlunden og sang:

I alle Lande bleve Templer byggede for mig, og paa alle Sprog nævnedes mit Navn. Jeg blev den, der vaagede over de hellige Løfter, og jeg blev den, til hvem Jomfruerne bad. Og ved Menneskenes Ofringer og Bønner voksede min Magt. Jeg holdt Hof mellem Stjerneblomsterne, og jeg drog mine Tilbedere til mig, de stærkeste og skønneste. Og alle Mænd, til hvem jeg havde smilet, svor mig Hyldest. Jeg er den, som hører Eneboernes Bønner, naar de sukke og længes mod den guddommelige Kærlighed. De se ikke mit Billede, men de mærke min Nærværelse, og Salighedens taarefulde Fred opfylder deres Bryst.

Jeg er den, der lamslaar Mændene, naar jeg slaar mit Slør til Side, og for hvis Blik den dristigste skælver. Jeg staar bedre rustet i min nøgne Skønhed end Ridderen i sin Rustning. Mellem den store Eros og mig er det, Kampen føres om Herredømmet, mellem den kækkeste Mand og den dristigste Kvinde. Vor Strid er Historiens Kamp. Alle andre Høvdinger ere kun Dukker i vor Haand. Jeg vil gøre mig til den allerhøjeste og sætte mig paa hans Trone, og han skal føres i Lænker frem for mig.

Naar min Tid kommer, vil jeg gaa for hans Trone, og mine Tilbedere skulle gaa foran mig med deres Sværd. Da vil den, jeg hader, byde sine Tjenere at gribe mig. Men de ville se til hverandre, og ingen vil røre Haand eller Fod. Og han skal erkende, at jeg er ældre end han.

Endnu tilbedes jeg i alle Lande, og alle Folkeslag prise mig. Hvad bekymrer jeg mig om mine Marmortempler! Er ikke Løvsalen mit Tempel, og Grønsværet mit Alter? Præker ikke Droslen ved Dag og Nattergalen ved Nat, og nydes ikke mine Sakramenter i den grønne Lund, baade Dagens og Nattens? Ere ikke alle Sangere mine Profeter? Og forkynder ikke Blomstersproget for den, der kan tyde det, mit Evangelium?

Mit Evangelium og min Lov er saaledes: Hvo, som elsker, har Livet. Hvo, som ikke har Kærlighed, har Synd.

Jeg er Kærlighed. Jeg er den evige Kærlighed. Jeg er den eneste Kærlighed.

Tilstaa nu, at jeg er den højeste Gud.«

Jeg raabte: »Hvo vilde ikke tilstaa, som har set Dig, saaledes som jeg ser Dig i denne Stund, at Du er den højeste Gud! Ja, han selv, hvis han saa Dig saaledes, maatte tilstaa dette imod sin Vilje.«

Jeg tror ikke, hun mærkede Dobbelttydigheden i dette Svar. Hun smilede naadig til mig, og lunefuld som hun var, lige saa grusom i sin Naade som naadig i sin Grusomhed, rakte hun mig med halv bortvendt Ansigt og halv foragtende sin Rosenkind. Og for et Øjeblik tilbad mine Læber med frygtsom Berøring denne Helligdom.

Da vendte hun brat sit Hoved, og jeg blev var af hendes Øjne, der søgte noget fjernt, at hun ej tænkte paa mig, men kun paa sine Planer. Og hastig, næsten forlegen hviskede hun, som noget, hun selv ej vilde høre højt: »Hvis Du paa din Vandring træffer ham, da sig ham saadan: Din Skæbne venter Dig i Cyprias Lund. - Din Skæbne venter Dig i Cyprias Lund!«

Og bort for hun, brat som en Fugl, og efterlod mig grundende over denne Efterskrift, der aabenbart var vigtigere end den hele lange Tale. Men fjernt fra hørte jeg i fromme og smægtende Toner Englenes Kor:

Og atter ændrede sig min Drøm.

Jeg sank ned fra den lyse Himmel og stod i det mørke, kolde Rum, igennem hvilket de vandrende Kloder gaa. De store Floder af sorte Meteorer, der strømme igennem dette Rum, viste sig for mit Blik. Men foruden disse mørke Strømme aabenbarede Rummet for mig intet Tegn paa Bevægelse eller Liv. Og en usigelig Følelse af trøstesløs Forladthed greb mig.

Da vendte mine Tanker tilbage til, hvad jeg havde oplevet paa denne Drømmerejse. »Ak!« tænkte jeg. »Sødt som de syv Saligheder var mit Kys paa Gudindens Kind. Men det efterlod sig kun Tørst og Tomhed. I hendes Himmel maa Tørsten stedse slukkes paany, og Brystets Tomhed atter fyldes med Sødme. Og uden denne Baggrund af Tørst og Tomhed var Salighedens Nydelse intet.«

Og idet jeg vaagnede til Erkendelse her i Rummets Ørken, som de elskende vaagne, naar de fra deres Paradis atter jages ud i Virkeligheden, sukkede jeg: »Gives der dog ikke en renere, dybere og mere varig Glæde end Elskovs Lyst?«

Og atter tænkte jeg: »Var den kristne Himmel bedre end den hedenske? Er Troen da saa forskellig fra Elskov? Er det ej her som hist de samme skønne Følelser, der fylde Hjertet: Vemod, Længsel, Haab og Ydmyghed? Udrinder ikke baade den erotiske og den ekstatiske Sværmen af alle Følelsers Moder, Vellyst? Og var det højeste ej en dybere og klarere Fred, end disse to kan yde?«

Og atter tænkte jeg: »De Kristnes Frelser søgte jeg og traf ham. Men lige uforstaaelig blev han for mig. Og mine Spørgsmaal vilde han ej besvare. Saaledes blev da disse fire Dages Pilgrimsgang en frugtesløs Vandring, endskønt jeg naaede mit Maal. Hvorhen skal jeg nu vende mig for at opnaa den fuldstændige Erkendelse af Kræfter, Love og Formaal?«

Da randt mig Gudindens Fortælling i Hu som Svaret paa mit Spørgsmaal. Og jeg fortsatte min Tankegang saaledes: »Sikkerlig er hendes Fortælling Sandhed, i alt Fald for en Del. Ildsøen har jeg gennemvandret; jeg tvivler ej paa, den er det samme som Aftenrødens Hav. Ahriman har jeg mødt. Skulde da ej ogsaa hans Modstander, Verdensbygmesteren i Løndom, være til?«

Og jeg saa omkring mig og op og ned og iagttog det smalle Bælte, hvori Solen, Jorden og de fem synlige Planeter bevæge sig i runde Baner, og som adskiller Universets Kugle i to Halvsfærer, og sagde til mig selv:

»Er ikke Planetsystemets Regelrnæssighed og Orden det tilstrækkelige Bevis for Verdensbygmesterens Eksistens? Anerkende ikke alle de lærde Ateister, at Verden er ordnet, fornuftig og lovmæssig? Men hvor meningsløst er det at tænke sig en Orden opstaa tilfældig! Som en Tale forudsætter en talende, og en Flugt en Flyver, saaledes maa en Orden forudsætte en Ordner, en Fornuftighed et fornuftigt Væsen, og en Lovmæssighed en Lovgiver.

Her staar jeg i Universets Hus og betragter med eet Blik de vidunderlige, omhvirvlende Kloder, der svæve om deri, indrettede til Beboelse for Menneskeheden. Igennem Verdener har jeg vandret, og i dem alle fandt jeg Mennesker, stræbende, skønt ad forskellige Veje, mod det samme Maal: Forløsningen fra den første Tilværelses Smuds. Men skal den usleste Rishytte bevise mig, at den har haft en Bygmester, og skal Verdens vidunderlige Borg, der er formet efter de skønneste, geometriske Linier og paa en mærkelig Maade tjener sit Formaal, ikke bevise mig Tilværelsen af Verdensbygmesteren?

Ja, han er Hedningenes Gud, der havde Hesiod til Profet og Piato til Forkynder, og paa hvem Voltaire og Stuart MiU troede. Fra nu af skal Maalet for min Vandring være at finde Demiurgen. Han skal oplyse mig om sin Styrelses Formaal og Midler.«

Og idet jeg saa paa Kaliffens Ring, sagde jeg: »Hjælp mig, Du skjulte Stjernernes Herre, at ikke jeg skal svæve evig her som en Preta i Lokantarika.«

Da var det, som om Skæl faldt fra mine Øjne. Og i det samme Rum, hvori jeg stod, saa jeg en anden Verden end de syv Kloders. Vidtstrakte Riger saa jeg og Beboere med straalende Klæder. Som et Lynglimt fremdukkede dette Syn af den mørke Nat, og som et Lynglimt forsvandt det atter, før jeg fik fæstnet det i min Erindring.

En Mand stod ved min Side. Jeg genkendte ham som Herren med den gule Hue, der havde fulgtes med mig til Pavekejserens Hof. Han sagde: »Frygt ikke! Din Skæbne er bestemt. Og han, som hersker over mig, han drager Dig, til Du har fundet ham. Og Du skal finde baade ham, som styrer alt, og den, som er visere end ham, der styrer alt.«

»Hvad?« udbrød jeg, »er da den mægtigste og viseste ej een? Hvor mange Gaader staar der tilbage for mig at undersøge?«

Han svarede: »Kan Du tyde denne Tale: Den mægtigste adlyder den, der er uden Magt; den helligste lader sig tjene af den mest tyranniske; den højeste Gud bøjer sig for Gudsfornægteren.«

Og da han saa, at jeg stod stirrende og ordløs over for denne Tale, der tyktes mig afsindig, sagde han: »Naar Du kan tyde denne Tale, da har Du naaet den højeste Erkendelse, som Himlene kunne rumme.

Se, der gaar Vejen,« sagde han og pegede med sin Stav. Og for mit Blik føjede Mørket sig sammen til en dunkel Grotte, i hvis Baggrund jeg saa Skygger svæve.

»Her gaar din Vej. Igennem Skyggeverdenen drager Du til Ideernes Verden, hvor Sandheden erkendes. Igennem det mørke og det blodige Rige, hvor Sjælene lære Lydighed, drager Du til Guden, hvis Navn er Lucifer. Og hvis Du tør hæve Dig til den højeste Erkendelse, skal Du høre den evige Lære af den, som er visere end baade Guder og Mænd, Buddha, den ophøjede.«