[326]| Tiende Dagsrejse: Edens Have

Mani Parakleten. Kon-Fu-Tse. Mahabrahma. Sanchara fortæller i Edens Have om den store og den lille Strid

Berust af Kejsergudens vidunderlige Vin, af Luernes og Tonernes forunderlige Leg, var jeg henfaldet i en narkotisk Tilstand, i hvilken til sidst alt omkring mig, Mennesker og Ting, forsvandt som blege Skygger.

Da jeg vaagnede, var jeg ej længer ved Neros Hof. En Rislen af Vand lød i mine Øren, før jeg slog Øjnene op, og da jeg gjorde dette, saa jeg, at jeg laa paa et Grønsværtæppe ved Bredden af en Aa under evig grønne Træer, hvis Art jeg ikke kendte. Og ved min Side sad en Mand i hvide Klæder og vaagede over mig med sine kloge, milde, dybt sorte Øjne, hvis Stirren havde draget min Sjæl ud af Søvnen.

»Kender Du mig igen?« sagde han.

Jeg stirrede paa ham uden Genkendelsens Blik i mine forundrede Øjne. Da rejste han sig og sagde:

327| Da genkendte jeg ham og udbrød: »Du, hvis Ord jeg ofte har gentaget i min Erindring uden at kunne tyde deres Mening fra den Tid, jeg hørte dem i Spinozas Hal - ihvo Du end er, min ubekendte Hjælper, da lær mig den Erkendelse, som Du ejer. Sikkert vil jeg finde den af en højere og dybere Art end den, jeg alt besidder.«

Med et andet Vers gav han Forklaringen paa sit første:

»Jeg fatter dette af dit Svar,« sagde jeg, »at ad mange Veje kan Erkendelsen opnaas - det samme, som den største Filosof jeg traf paa min Vandring, lærte mig. Men jeg fatter ikke, hvori Erkendelsen bestaar.«

Han greb som Svar en Frugt, der laa ved hans Side, delte den i to med sine Hænder og viste mig Ormen, der sad i dens Indre. Han gav mig den ene Halvdel, men selv kastede han sin Del ud i Vandet og smilede.

Jeg sagde - thi jeg forstod hans Hænders Lignelse: »Er det den højeste Gnosis at kaste Livets ormstukne Frugt fra sig med et Smil, men ikke nægte andre, der ere svagere, at nyde den?«

Han svarede:

Jeg sagde - paa en Maade noget skuffet; thi jeg ventede mig Metafysik, ikke Leveregler: »Er Askesen da virkelig den højeste Gnosis?«

Da han svarede mig, var hans Tale rytmisk med den samme dybe, gribende Rytme, som findes i Piniernes Susen og Klippestrømmenes Fald:

»Uden Askese ingen Filosofi, ingen Religion. Uden Askese ingen Gnosis, som er Foreningen af begge.

Asketen kender Salomons Segl. Han hører Æonernes Sang.

Uden Askese ingen Indsigt i Naturens Dyb. Uden Askese ingen magisk Kraft.

Fuldt ud lykkelig, fuldt ud mægtig er kun Katharen, den rensede af Hjertet. Magt over Menneskene har han. Kvinderne tilbede ham, og Mændene adlyde ham.

Thi hvo, der har sejret over sin værste Fjende, sin egen Lyst og sin egen Drift, hans Vilje er i denne Strid blevet hærdet stærkere end Erobrerens.

Katharen vandrer i Skovene, og Træerne bøje sig for ham. Han bøjer sig ned og tager den kvidrende Fugl med sin Haand, og Skovens Dyr søge Tilflugt ved hans Fod og lytte til hans Præken.

Marken yder ham sine Rødder, og Busken lader ham nyde sine Bær.

De usynlige omgive ham og gøre Undere paa hans Vej. Dog, Katharen ser det ikke.

I dyb Beskuelse vandrer han. I salig Stilhed sænker han sig dybere i det evige Lyshavs Skød.

329| Og han vandrer gennem Verden som gennem en Drøm. Skovsøen bevarer hans Billede, og Træerne tilbede det, og han ved ikke deraf.«

Saaledes som en lille Pige med barnlig Tillid gaar ved sin store Broders Haand gennem det mørke Krat, saaledes fulgte min svage Aand med hans i denne Tales Flugt. Og jeg tænkte ved mig selv: »Denne hellige minder mig paa en forunderlig Maade om Jesus, som jeg saa ham blandt hans Stjerner. Den samme Renhed straaler af hans Øjne. Men derhos finder jeg her en naturlig, menneskelig Broderlighed, som jeg ej fandt hos den, der regner sig for overnaturlig, guddommelig Herre.«

Saaledes var min Tanke. Men Katharen læste den og sagde: »Oplysning søgte Du hos ham, Isa af Nazareth. Dog, klag ej over, at han ej gav Dig den. Han kan ej give Dig Oplysning om sig selv end sige om Verdens Gaader. Kun een kan give Oplysning om ham, og denne ene er jeg.«

Da gennemledte min Tanke Historien, men vendte skuffet tilbage og lod min Tunge spørge: »Hvo er Du?«

Han. svarede: »Jeg er Mani. Forbavset hører Du dette Navn. Forunderligt er det; men I, som dyrke Isa, Frelseren, kende ej Navnet paa hans egen Paraklet, Talsmanden, der blev sendt af Faderen for at forklare alt jeg kom, j eg lærte Sandheden; j eg blev forfulgt; jeg blev korsfæstet. Jeg er Mani.« Og paa min Bøn fortalte han den vidunderlige Sandhed om Jesus af Nazareth, som skjuler sig bag Evangeliernes Svaghed og Kirkelærens Bedrag.

»Du Menneskesøn, kend den evige Strid, som staar imellem Lys og Mørke, imellem Erkendelsens rene og kølige Lys og Lidenskabens hede Mørke. Dog, Mørket 330| viser sig som Lue og kalder sig for Lys. Det er den røde Drage, Dragen Tiamats, der er fra Evighed af, og som forfølger Erkendelsens og Sagtmodighedens Sønner. Denne røde Drage er den, i hvis Bug jeg nedsteg for at bringe Dig Erkendelsens Ord.

Lysets Fader er hellig, viis, retfærdig og mild. Fra ham udgaar Erkendelsens Lys til Verden, og Æonerne omgive ham. Han er den, som giver Himmelens Fugle, nemlig Englene, Føde; thi han nærer dem med den himmelske Erkendelse. Han er den, som giver Markens Liljer, nemlig Sagtmodighedens Børn, Sølverklæder; thi han ifører dem Renhedens og Hellighedens Dragt. Han er den, der har skabt den sande Himmel, nemlig Nirvana, som er hans Tronstol. Han er den, der har skabt den virkelige Jord, som er hans Fodskammel, nemlig Naturens Lovmæssighed, ved at give Loven om Karrnan. Han er den, som lader Oplysningens Sol opgaa over gode og onde og lader Medlidenhedens Regn strømme over retfærdige og uretfærdige. Han er den, som er i Løndom, nemlig i Nirvanas Løndom. Han er den, der ikke forlanger at æres i Templer eller ved Tilbedelse, men ved Hjertets Renhed og Enfold.

Men naar I bede: »Helligt vorde dit Navn«, da kende I ikke hans Navn; thi hans Navn er ikke Jehova, ej heller Tiamats; men det er Gautama, Buddha den ophøjede.

Men Dragen Tiamats, som er fra Evighed af som Mørkets og Begærets ufornuftige Behersker, tiltager sig alle hellige Navne og kalder sig kærlig, hellig og retfærdig, ihvorvel den ej engang ved, hvad disse Ord betyde; og den kalder sit Mørke for Lys, sin Rasen for Styrelse og bedaarer mange.

Efter at have forkyndt Sandheden og skabt Læren 331| var Buddha i Nirvana. Og Buddha traadte ud af Nirvana og talte til Barnet fra Nazareth i Løndom. Og den sande, himmelske Isa, som er Renhedens og Sagtmodighedens Aand, nedsteg i den jordiske og forkyndte med hans Mund paa Bjærget Læren om den rette Handling, saaledes som Buddha for fem Aarhundreder siden havde forkyndt den ved Ganges.

Men tvende vare de, som harmedes over, at Isa søgte til Retfærdighedens og Hellighedens Fader. Af hine tvende var den ene Jehova, den jødiske Stammegud, og den anden var Dragen, som er af Urtid.

Og Jødernes Gud i den laveste af Himlene harmedes over Isa, der vilde unddrage ham de blodige Ofre. Og det var ham, der lod Isa korsfæste. Dertil havde han Magt, fordi det skete i hans Land.

Men den røde Drage, som har ingen Alder, var snedig. Og den besluttede at forblænde Isa. Den gjorde Undergerninger paa hans Vej og laante ham sin magiske Kraft. Og den steg op af Afgrunden og viste sig for ham, indhyllet i glødende Ild, og kaldte sig Gud. Og Isa blev forblændet og troede, at Dragen var hans Fader, der havde kaldet ham.

Og Isa traadte frem med en ny Lære, som var den, Dragen havde indgivet ham, og sagde: »Hvo, som ikke tror paa mig, skal kastes i Ildsøen. Og hvo, som tror paa mig, skal bydes til Brylluppet.«

Men Ildsøen er Dragens ene Svælg, og Bryllupshallen er det andet. Saaledes beredte Tiamats sig til at opsluge alle.

Dog er Isa hellig, men hans Lære er falsk. Og den himmelske Isa forlod igen den jordiske, da en anden Lære blev talet af den samme Mund. Og den jordiske Isa blev korsfæstet af Jødeguden, og hans Aand opstod 332| for Disciplene. Dog, før han gik bort, lovede han at sende dem Talsmanden til at forklare alt.

Og to Aarhundreder gik, og igennem Isa sejrede Dragen over Verden, fordi den havde skjult sig under Lysets Klædebon. Og de evige Æoner saa ned og saa, at Mørket og Begæret havde sejret i Lysets og Renhedens Dragt; thi Menneskene kaldte sig sagtmodige og vare døminesyge; de kaldte sig kærlige og vare hadefulde; de kaldte sig fulde af Visdom og vare forblændede.

Og Menneskene vare vel ikke uvidende om den sande Lære paa Bjærget; men de forvanskede den, idet de tog noget af den og kastede andet bort. Men især syndede de ved at ville gennemføre Sagtmodighedens og Fredens Lære med Vold; thi de gav Love efter den og forkyndte den med Sværdet. Og de udsendte hadefulde og forbitrede Folk, der prækede Sagtmodighedens Lære ved at indjage Menneskene Angest for Dragens Ildsvælg.

Da fremtraadte atter Buddha af Nirvana. Og han udsendte mig, Parakleten, til at forkynde Sandheden. Og jeg fødtes paa Jorden, og ihvorvel jeg ikke erindrede min Udsendelse i Himmelen, saa forkyndte jeg dog den samme rette Handlings Vej for Perserne, som Lysets Fader forkyndte for Inderne, efter at Lyset var opgaaet i hans Indre.

Jeg forkyndte dem den frivillige Afholdelse fra det, Verden kalder Lyst, den frivillige Renselse, ikke af Frygt, men af sand Erkendelse. Jeg lærte dem saaledes at faa Andel i Lysriget og hæve sig til Beskuelsen af de Ting, som hverken de i Sanselighed nedsunkne eller de i vankundig og frygtagtig Tilbedelse hildede kunne skue.

Og saaledes, som Du saa mig dele den ormstukne 333| Frugt, saaledes handlede jeg mod min Næste; thi jeg selv levede i fuldstændig Renhed og tiltog i Lysglans. Men jeg formente ikke nogen, hverken ved ydre Tvang, ej heller ved vrede Ord, at søge de Tingjeg ikke søgte.

Jeg sagde kun: »Dersom din Vilje evner det, da grib Renheden; men dersom din Vilje ikke evner det, da erkend, ihvad Du end gør, at det er Ret at søge Renheden, og ær den hellige, som lever i den.«

Og jeg erhvervede mig mange Disciple, og min Lære forkyndtes fra Persiens Ørkener indtil Herkules' Støtter. Men Kirken, som kaldte sig sagtmodig, udryddede mine Tilhængere med Ild og Sværd, da de saa, de kunde ikke overvinde dem med Ordet. Ja, endog mit Navn, som een Gang Alverden kendte, er nu blevet glemt.

Dog, Lærens Forkynder klager ikke over, at ham fattes Templer eller Menighed. Han ved, at Erkendelsen ikke kan udryddes med Sværdet. Han ved, at Sandheden genopstaar, og han bevarer sin Sjæls Forløsning og Glæde.

Jeg vandrer mellem Fuglene. De lytte til min Røst, og jeg kalder dem mine Børn. Jeg hælder mig til Træstammen som til en Broder, og jeg lader mine Tanker risle med i Bækkens Melodi. Og Skoven og Havet og Ørkenen kende mig bedre end Menneskene. Jeg er Mani Parakleten.«

I den Stilhed, som fulgte efter denne sælsomme Tale, hvis Indhold var forunderligere end noget andet, jeg havde hørt paa min Pilgrimsfærd, blev jeg grebet af den samme Fred, der havde velsignet mig i Kildens, Brødets og Vinens Helligdom. Med en Vaand i Haanden legede Mani, idet han saa mildt smilende paa mig; og jeg gættede det, som hans Tavshed skjulte, at Al334|naturens Liv i Kalder, Lunde og Skyer styredes til Harmoni af denne Vaands Bevægelser, som et Orkester af Dirigentens Taktstok. Himmelen var skydækt, stille og sølvgraa, og fra denne bævende Sølvklokke udgik der Toner. Ved at der tilflød mig en Part af Manis Kraft, blev jeg delagtig i de himmelske Øren og hørte Æonernes Musik:

»Der er et Sprog, som er de saliges Tale, og som er uforgængeligt, skønt alle Tungemaal skulle ophøre.

Der er en Visdom, som er for dyb til at udsiges i Ord, og hvortil de skønne Sjæle have Nøglen i deres eget Hjertes Bæven.

Der er en Kirke, som er bygget af syngende Stene, og hvori alle uden Hensyn til Tro og Tanke knæle i from Henrykkelse.

Værer velkomne, alle fromme Sjæle, til Tonekunstens hellige, almindelige Kirke!«

Jeg vaagnede af den Drømmetilstand, hvori denne himmelske Symfoni havde hensat mig, ved at høre en jordisk Sang, sunget af Mandsrøster:

Og se, ud fra en Lund saa jeg en liden Skare Mænd med Pilgrimsstav i Hænderne vandre. Forbi os gik de, idet de sang:

»Hvo ere disse?« spurgte jeg. Mani svarede: »Dette er Pilgrimme fra det trætte Europa, der udvandre for at søge Sandheden i Visdommens Lande i Øst.« Men jeg var mægtig grebet af Pilgrimmenes Sang og sagde: 336| »Du hellige og mægtige! Ja, til de samme Lande drages min Hu med en inderlig ForlængseL O, før mig ved din Kraft derhen, hvorfra baade det sanselige og det aandelige Lys oprinder. Før mig til Oprindelsens Lande!«

Da rakte Mani mig Haanden, og vi gik. Men som en Eventyrvandring var denne; thi Skove, Ørkener og Floder forsvandt for vore Blikke ved hvert et Skridt. Og da vi standsede, stod jeg i det sælsomste Landjeg havde set for mine Øjne.

En Lilleputverden var det med smaa bitte Bambushuse med de kunstfærdigste Haver, ikke større end en Gulvmaatte, hvori der dog var Søer, Grotter, Bjærge med Vandfald, Broer og Lysthuse. Smaa Mænd færdedes saa flittige som Myrer i denne Stad, og paa deres Dragt, deres gule Hudfarve og deres Haarpiske genkendte jeg Indbyggerne af Østens Blomsterland. Mandariner gik om imellem dem og ledede deres Arbejde. De vare ikke blot prægtig klædte, men større end Folket, og deres Størrelse rettede sig efter Farven paa Knappen i deres Hue. Vi holdt os tilbage og betragtede det livlige Røre i Staden. En uafbrudt Tummel og Bevægelse herskede her som i en Myretue. Broer bleve byggede, Templer opførte, og Vandfald anlagte. Men denne Travlhed var ikke febrilsk; men ved at betragte den fik Øjet den samme Hvile, som ved at betragte Myggenes Dans eller Møllehjulets Gang. Og til en ensformig Melodi, hvoraf i Grunden hver Linie var ens, sang de flittige Arbejdere denne Sang:

Og hermed standsede Sangen for et Øjeblik, som Stempelslaget standser i sit øverste Punkt for i næste Øjeblik at begynde igen. Og jeg forstod, at denne Menneskevrimmels Bevægelser vare saa nøje afpassede efter hverandre, som Hjulene i et Ur, og at dette Liv ikke længere var Kultur, men var Kultur, der var blevet til Natur.

Under en Tebusk sad et lille Ægtepar, en Mandarin og hans Kone. De vare gamle og ikke længere kønne; men deres Øjne vare klare, og deres Kinder havde formet sig efter den gule Races blide, melankolske Smil, som skyldes tre Aartusinders Dannelse, og som vi Barbarer ikke kunne efterligne, ja, knap en Gang forstaa.

Han sagde: »Mine Dages Ledsagerinde! Den Gang, da vi sammenknyttede Silketraadene, da havde Naturens Moder malet dine Kinder med det fineste Lakrødt. Men mange Smil og Taarer have siden gnedet denne Farve af dine Kinder.

Dog, endnu har Du dit Silkehaar. Sig mig: Mon dine husmoderlige Tanker ere Silkeorme, siden din Nakke kan spinde saadanne Traade?

338| Som Magnetnaalen altid peger mod Syd, saaledes vender mit Hjerte sig mod Dig.

»Ere vi ikke alle Verdensaltets udstødte?« siger Digteren. Derfor bør to Mennesker have Velvilje og Omhu for hinanden.

Medlidenhed, Velvilje og Høflighed mod Næsten, dette har baade den ærværdige Lærer og Erkenderen, den ophøjede, lært Risspiserne.

Som to smaa Mus sidde vi sammen under Tetræet og kigge ud igennem Bladene for at se, hvo der kommer.

Vi ere begge gamle. Mine Øjne ere svage. Snart ville de se den hvidklædte komme.

Vi ville binde os sammen med dit Silkehaar. Den hvidklædte skal hente os begge i den samme Stund.

Mine Øjne ere svage og fyldes med Taarer. Jeg ser ikke længer Bladene. Jeg ser en stor, hvid Himmel. Er den Tao, den guddommelige Dyd selv?

Nedslaa dine Øjne, min Medhjælperske. Hvad er jeg, at jeg tør stirre mod oven. Vi ville gøre os meget smaa. O, min Jadesten, vi ville gøre os ganske smaa.

Se, et Græsstraa rører sig imellem to andre. Se, Spinderens Silketraad flagrer i Luften.

Er ikke en Dugdraabe en Verden? Vi ere ganske smaa. Nu kommer den hvidklædte.

Vore Sjæle skulle flyde sammen med Græsstraaenes Dirren og med Muldkornenes Raslen. Som to smaa Mus forsvinde i Jorden, saaledes skulle vi begge forsvinde i Verdensaltet.

Er Dyden ikke evig? Staar Nordpolen ikke urokkelig mellem Stjerner? Hvad ere vi? Vi ere kun to smaa Mus, der skulle dø.

339| O, min Mage i Liv og Død! Vi ere sammenbundne. Lader os bøje vore Hoveder og smile.«

Mani førte mig til den ærværdige Lærer, hvis Aand hersker over dette Rige. Han sad under et blomstrende Dværgtræ og madede Guldfiskene i en lille Dam. En forunderlig Skikkelse havde han. Skønt den største af dem,, j eg havde set her, var han ikke større end et seks Aars Barn; men et Barn med hvide Haar og rynket Pande var han. Hans Øren vare saa store, at de naaede ham til Skulderen. Saaledes vare de blevne af at lytte til alt, hvad der tænktes og sagdes i det himmelske Rige. Hans Haand var uformelig stor i Forhold til hans Arm. Saaledes var den blevet af at sammenflette de usynlige Traade, hvormed han styrede sine Børns Skæbner. Hans Øjne vare smaa og blide. Men disse to Øjne omfattede med et faderligt Blik alle det tretusindaarige Riges Børn.

Jeg tiltalte ham og bad ham om Visdom. Han gjorde mig forlegen ved sit overvættes beskedne Svar:

»Hvorfor søger Eders Højhed Visdom hos min Ubetydelighed? Jeg er kun en Spurv, der har fundet et Riskorn.«

Jeg svarede: »Jeg er kun en Flue, og et Riskorn er for mig et Forraadskammer. Af det Riskorn, som Eders Visdom har udsaaet med Eders gyldne Mund, har niere end ti Milliarder Mennesker høstet deres aandelige Føde.«

Efter denne Tiltale føjede Kon-Fu-Tse mig i mit Ønske og udviklede for mig sin Filosofi; men efter sin Vane ikke i sammenhængende Foredrag, men i Strøtanker, imellem hvilke han faldt i Tanker over Guldfiskenes Leg i Dammen.

»Det, som er skjult for den sanselige Erfaring, det, som Daaren overhører, men det, som Vismanden 340| skuer i sit eget Indre, det forkynder jeg for den videlystne.

Det himmelske Lys, som fremskinner i den godes Hjerte, det himmelske og evige Lys i den godes Hjerte, det forkynder jeg for den spørgende.

Det, jeg taler om, er Dyden, som er guddommelig og evig, og som fra Himmelen nedstiger i alles Hjerter.

At jeg skal indvikle min Lovprisning af Guddommen i fantastiske Billeder eller i sværmerisk Overdrivelse for at vække Opmærksomhed, det maa Du, o, fremmede, ikke vente af mig.

Om Dyden taler jeg som den sanddru Dyrker, idet jeg opfordrer til at ære Guddommen, som Du finder i din Sjæl, ved Handling.

Gør imod andre, som Du vilde, at de skulde gøre imod Dig, hvis Du var i samme Stilling. Dette siger Tao, som er Lyset og Guddommen i din Sjæl.

Vær velvillig og høflig. Overskrid ikke det passende i din Adfærd. Søg ikke Strid for sværmeriske Meningers Skyld. Forespørg Dig om de passende Ceremonier, naar Du befinder Dig i en uvant Stilling.

Lydighed mod Forældrene, Ærbødighed mod Alderdommen, Ærefrygt for Folkets Fader og Moder, for Embedsmændene og for Lærerne, dette kalder jeg de sande Samfundsdyder.

En lydig Søn vil ogsaa være en god Broder, og den, som er begge Dele, vil i Freden være en rolig Undersaat og i Krigen en tapper Krigsmand.

Enhver bør leve efter sin Stilling og sin Rangs Krav, Daglejeren som Daglejer, og Mandarinen som Mandarin. Den vise er hverken unøjsom eller gerrig. Han er i Stand til at indtage alle Stillinger.

341| Ærer Forfædrene i deres Templer. Holder de fem Bøger Kings hellige og afviger ikke for Fordels Skyld fra de ældgamle Skikke.

Naar Landet er i en saadan Forfatning, at intet forandres, naar alle fastholde de hellige Overleveringer, da, siger den vise, er Folket lykkeligt.

Naar alting undersøges og ændres, og alle ville indføre Forbedringer, da sørger den vise over Folkets Tilstand.

Til Folket siger jeg, at det skal være barnligt. Mod Herskeren, som er Folkets Fader og Moder, have I de barnlige Pligter.

At være uordentlig i sin Levemaade, ikke at være ivrig som Øvrighedsperson, ikke at være oprigtig mod sine Venner, ikke at være tapper er Brud paa de barnlige Pligter.

Opsøger den urokkelige Grundvold for alt, opsøger den i Eders egen Sjæl ved Selverkendelse og afviger ikke fra Dydens rette og skønne Midte, hvad saa end Daaren siger.

Ære og Rigdom uden Dyd er som en Sky paa Himmelen. Sand Lykke kan findes, selv om din Føde er grov Ris, din Drik det klare Vand, og Armen din Hovedpude.«

Paa en forunderlig Maade blev jeg grebet af denne Tale. Ej blot rørtes mit Hjerte ved den; men med Forbavselse hørte jeg af den ærværdige Lærers Mund Løsningen paa den Opgave, som i de sidste Aarhundreder har beskæftiget Europas mest fremskredne Mænd. Her hørte jeg en Menneskelighedens Lære, der, uafhængig af religiøse og filosofiske Teorier, uden Tro paa personlige Guder eller Udødelighed, var i Stand til at opretholde den moralske Samfundsorden. Og denne Lære var her fem og tyve Aarhundreder gam342|mel og havde bestaaet sin Prøve, indtil den europæiske Læres Gift bragte Gæring i det himmelske Rige. Med sand Ærbødighed hilsede jeg Kon-Fu-Tse som den sande Positivist. »Dog,« tænkte jeg, »sligt er vel muligt blandt Orientalere; men jeg frygter for, vi Europæere kunne ikke bevare Godheden uden de Ting, som Kon-Fu-Tse kalder fantastiske Meninger.« Og saaledes forlod jeg denne Evangelieforkynder og Verdenshersker.

Nu traadte jeg ind i Palmeskoven. Lotus saa jeg svømme paa Skovsøerne og fornam Mandelblomstens Duft. Med Mani som Fører vandrede jeg til Sivas og Krischnas Templer og ofrede til disse mægtige Guder.

Krischnas Rige forlod vi. Gennem Junglekrattet trængte vi, indtil vi naaede ud til den hellige Flod. Her, i vellugtende Hytter, byggede af Blomster, saa vi Brahmaner, hvilende i tavs Beskuelse af Jeg'ets Intethed og Selvets Evighed.

Mani sagde: »Dette er Brahmas Verden. Han, som er Tænkeren, han, som er eet med Tanken selv, han er den ældste af Guderne, Tankeordenens, Rummets og Tidens Fader. Ved ham tilblive de Former, hvori den materielle Verden støbes, naar en Æon nærmer sig sin Undergang. Naar Verdensbrandens Ildstorm ophvirvler Stoffet og fortærer det, naar Rummet trænger sig sammen i eet Punkt, og Tiden gaar i Staa, da fordyber Brahma sig i den Tanke, at kun Intet er til, og bliver til eet med denne Tanke. Og saaledes bliver Tilintetgørelsen ikke til for ham uden i sit Begreb. Naar Brahma da vaagner af denne Betragtning, da genskaber han Tænkningens og Opfattelsens Orden, idet han genkender sig selv som et tænkende, maalende og tællende Væsen. Han danner nu ud af sin egen Be343|vidsthed de tre Dimensioner i Skikkelse af en fuldkommen retliniet og retvinklet Terning. Ved denne Skabelse har han paa een Gang fastslaaet Grundlovene for Logikken, Geometrien og Aritmetikken i et fuldkomment og helligt Symbol, og ved Betragtningen af Brahmas Værk kan enhver af sig selv udfinde Grundlovene for de Former, i hvilke den materielle Verden er indordnet. Tillige er Terningens Kant den Længdeenhed, der er Grundlag for de Maalenheder, hvori alle Størrelser i den nye Æons Verden ere udtrykte.

Brahma er derfor den oprindelige Tænker, og hans Selv er eet med Tænkningen og er evigt som denne. Derfor søge hans Tilbedere at ophæve deres eget Jeg, at blive eet med det oprindelige, tænkende Selv og derved faa Andel i Tænkningens Evighed. De kalde deres eget Jeg en Illusion og finde det sande eksisterende i Tænkningens store Atman, der forener alle Fornuftvæsener som deres sande Væsen«.

Vi gik de andre Eneboere forbi, imellem hvilke jeg saa den ærværdige Shankara og den hellige Pythagoras, som her grundede over Tallets Væsen i en Hytte, hvis Liljer slyngede sig i geometriske Ornamenter. Og vi ilede hen til et Tempel af Lotusblomster, hvor en hvidskægget Eneboer sad i samme Stilling og Dragt som de andre, men af overmenneskelig Størrelse. Hans Legeme var rent som Sne og gennemsigtigt, og i hans Arm, hans Bryst, hans Fod saa jeg til min Forundring utallige smaa Genbilleder af ham selv, der sammenkædede dannede hans Legeme, som Celler danne et Blad.

Jeg bøjede mig for Mahabrahma. Da betragtede Mani ham med Opmærksomhed og hviskede til mig: »Guden tænker over Umuligheden af at begribe med Tanken Tilværelsens Indhold«.

344| Da randt en Sølvstrøm af Ord i langsom Rytme ud fra Gudens sølverne Skæg:

Jeg gentog i min Erindring denne dybe, forunderlige Tale. Da sagde Mani: »Gudens Tanker ere nu henvendte paa Umuligheden af at danne sig et klart Begreb om Tilværelsens Oprindelse«. Guden sagde:

Jeg sagde, dog kun halvhøjt; thi jeg vovede ej at forstyrre Guden: »Er der da ikke noget Sted, hvor Tanken finder Hvile?« Mani sagde efter en Stunds Forløb: »Guden overtænker nu, at i sin egen Tvivl finder Tanken Hvile ved Bevidstheden om sin egen Kraft«.

Mahabrahma tav. Efter en Tids Forløb sagde Mani: »Guden betænker nu, at heller ikke i Sætningen: »Jeg tvivler«, finder Tanken Hvile, fordi hverken Subjekt eller Prædikat kan opfattes i klart Begreb«.

Guden sagde:

Idet Guden sagde disse Ord, blev hans Skikkelse utydeligere og syntes at flyde sammen med Luften. Dog atter fremsteg den og viste sig tilsløret for mit Blik. Og Mani sagde: »Guden tænker nu, at alt værende og al Væren er ubegribelig for Tanken, og at denne kun rinder Hvile i det rene Intet, som er det eneste, der er uden Egenskaber og Forandring«. Mahabrahma sagde:

Idet Guden sagde disse Ord, blev hans Skikkelse blegere og blegere og forsvandt til sidst ganske. Og med den forsvandt Lotustemplet og Eneboernes Blomsterhytter.

Jeg sagde til Mani, idet vi kæmpede os frem gennem Skovens Krat: »Sandt er det, at Tilværelsens Indhold kan aldrig til fulde fattes af Tanken. Det kan kun gribes, ej begribes, kun erfares, ej forklares. Hver Erfaring er et Jærtegn. Hver Bestemmelse af Erfaringen er en Viljeshandling, er et Spring«.

Jeg føjede til, idet en andens Visdom talte igennem mig: »Hvoraf kommer dette? Europæerne tro, at det kommer af Tilværelsens uendelige Dybde. Og de beundre og ære Tilvæ relsen paa Grund af dens Uforstaaelighed. Hvad siger Buddhismen herom? Er det ikke dens Lære, at vor Uvidenhed kommer af Tilværelsens Meningsløshed? Eksistensen synes bundløs, just fordi den er ganske overfladisk, og Intet er Dybet under den. Alt er Skin og Blændværk, og der er ingen sand Væren til i det menneskelige Liv. Ja«, sagde jeg, »det er den samme Kendsgerning, Tilværelsens Uforstaaelighed, der lader Europæerne, de Kristne og de vantro, synke i Knæ for Tilværelsen og lader Buddhas Disciple vende sig fra dem med iskold Foragt. Hvilken Part har Ret? Dog, hvis jeg ikke tager fejl, siges det om Mahabrahma, at han tilbeder Buddha«.

Vi stod uden for en høj Mur, som jeg ikke kunde overskue. En Sten løsnede sig og faldt ned. Da strakte sig en Arm ud fra Muren, tog Stenen op og satte den 348| ind igen. Og Mani sagde: »Her er Paradiset, Sukhavati, hvor alt er levende. Herhen har jeg ført Dig, for at Du kan søge Visdom hos den store Moder, hun, som hersker i Sukhavati. Fra hende skal Du vandre til Urmennesket, som andre kalde Demiurgen, og fra ham til Lovgivernes Raad. Naar Du har været paa disse tre Steder, da har Du indhøstet al den Visdom, som de Væsener, der ere i Tiden, kunne yde Dig. Men hvis Du tør søge det højeste, da stig op fra Lovgivernes Bjærg. Da gaa den hvide og kolde Vej og lyt efter Røsten fra den, som er i det evige Nirvana, Buddha, den ophøjede.

Og hermed er min Mission tilendebragt. Jeg gaar tilbage for at forkynde Kildernes, Træernes og Skyernes Aander det Evangelium, som Menneskene have forsmaaet«.

Saaledes skiltes jeg fra Mani Parakleten, den store, ensomme Forkynder, som ikke søger Tilhængere.

To Elefanter, udhugne i graa Granit, sad som Vagt ved Porten til Sukhavati. Men da jeg nærmede mig, sprang Klippedøren op, og de to Stenkolosser løftede Snablerne til Tegn paa, at jeg turde træde ind. Og jeg stod i Paradisets Have.

Lyset udgik her ikke fra Solen, men fra en Regnbue, der naaede til Zenit, og hvis rødt var lige saa glødende, som det grønne i den var køligt. Lyset, der udgik fra den, var ikke hvidt som Sollyset, men brudt i alle Farver fra violet til rødt. I et Skær som det, Verden faar ved at ses gennem en sleben Krystal, laa Paradiset for mig, indesluttet i den vandklare Himmel som i en perleglinsende Dugdraabe.

Træerne rørte deres Blade af sig selv, og den kølige Susen, der udgik fra deres Kroner, var deres egen Sang. Jeg saa et smækkert Palmetræ med sin Krone kærtegne 349| Ryggen af en ung Elefant, der stod med Snabelen snoet om sin Vens Rod.

Hen over Engen, hvis Blomster saa op og hastig bukkede Hovedet for min Fod, tumlede sig Løver og Tigre og nøgne Menneskebørn i lystig Leg. Dog, jeg frygtede ikke Rovdyrene, thi Elefanten, Dyrenes rette Konge, styrede Dyrenes Leg. De ordnede sig i to Partier og kæmpede med hinanden under lystig Brølen og Tuden. Nogle lodes tilbage paa Slagmarken, blødende og kraftesløse. Se, da kom Fugle flyvende med grønne Blade i Munden. De lagde disse paa Saarene, og straks sprang de saarede friske og muntre op.

Træer saa jeg, duftende som Violer, prangende som Alperoser og kæmpemæssige som Cypresser. De hang ud over Skovsøen, i hvis Svælg et andet Svælg viste sig, Krokodillens knudrede Gab. En Stær fløj ned, satte sig i dens Gab og rensede dens Tænder. Men pludselig, med en ganske uventet Hurtighed, smækkede Uhyret Gabet i og trak sig ned under Vandet. Dog, da den atter løftede sit Hoved over Vandfladen, fløj Stæren fløjtende ud af dens Næsebor. Og jeg forstod, at i dette Paradis var Livskampen blevet en Leg. Med Snedighed og Styrke stredes de forskellige Skabninger, som Dyrene i de vilde Folkeslags Eventyr, men uden at volde hinanden nogen Skade her i det evige Livs Land.

Flamingoerne vadede i Mosen med ildfarvede Vinger og talte ivrig sammen. Deres Konge steg op og nærmede sig mig. En Krans af Guldblomster bar han paa Hovedet, og han sagde: »Jeg, Flamingoernes Konge, byder Dig velkommen og fører Dig til Dyrenes og Planternes Herskerinde, vor store Moder, Paradisets Fe«.

Vi vandrede ind i Urskovens grønne Hav, og jeg saa Dronningen mellem sine Hoffolk. Hun sad under 350| Orkidéer paa en Kongetiger, der blinkede med sine Øjne og piskede kælent i Sandet med sin Hale. Den ene Arm hvilede hun mellem Bisonens Horn, og om den anden snoede en Koralslange sig som et Armbaand. Den sorte Panter spandt ved hendes Fødder, og to Gorillaer med Trækøller holdt Vagt bag ved hendes Tronstol. Hun var hyllet i en Klædning af grønt Silkegræs, hvorpaa flammeblaa Guldbiller skinnede som ædle Stene. Og Paradisfuglen bar hun paa sit Hoved. Men mine Øjne blinkede ved at stirre ind i hendes, der vare dybe og gaadefulde som to Evighedens Brønde.

Hun sagde: »Jeg er den sande Eva, Tryllerinden, den ældste af Kvinder. Og Edens Have er min Urtegaard, hvor jeg plukker Kundskabens Frugt«.

Og hun førte mig til Kundskabens Træ. Dets Blade vare mørkerøde og bloddryppende. Og der var Tavshed om det. Og dets Blomster vare Passionsblomster, og dets Frugter vare glødende, ikke ved Himmelens Skin, men ved deres eget Lys.

Og jeg saa, Tryllerinden gik ind i Kundskabens Træ og blev til eet med dets Kobberstamme. Og hun strakte sin Arm ud som en Slangearm og tog Kundskabens glødende Frugt og bød mig. Og jeg nød den. Og jeg følte den dybeste og bitreste Smerte over Livets Intethed i min Sjæl.

Og hun sagde: »Saaledes er Gudernes Viden, der have levet Livet utallige Gange. Du har nu smagt den Kundskab, at alt har været før, og der er næsten intet nyt«.

Og Tryllerinden førte mig bort fra Kundskabens Træ og vendte mit Blik mod Blomstertræerne og strøg mig over Øjnene. Og jeg saa som i en Drøm, at Palmerne snoede sig om hverandre som Slanger, og takkede Blade fløj ud og bleve til Sommerfugle, og Kviste krøb 351| og bleve til Orme. Og jeg saa Tigerens stribede Skind mod Bambuskrattet, og det blev til eet med dette. Og jeg saa en Slange udvokse af en Slange, som Grene udvokse af et Træ. Og jeg saa Ormen skyde Ham og blive Sommerfugl. Og jeg saa Musen skyde Ham og blive Fugl.

Og hun sagde til mig: »Det er Livets Træ, der er groet af Gudens Hjerte«.

Og hun sagde: »Jeg er Tryllerinden Maya, der skjuler sig bag Regnbuens Slør. Jeg er den store Væverske, og Stammen paa Livets Træ er min Væverstol, siddende ved hvilken jeg væver mit Slør.

Jeg er Kybele, Magna Mater, som lader Skabningerne fremvokse. Jeg udslynger over Verden Morgenrødens og Regnbuens Slør og lader Skabningerne opfange dem i deres Hud. Jeg er Kunstnerinden, som tildanner Fuglenes Fjerdragt og Hjortenes Takker. Jeg er Gudinden, og Skabningernes Liv er for mig en Leg, og jeg raader med dem efter mit Lune. Jeg frembringer sælsomme og afsindige Former, fordi jeg kedes og længes efter at se noget nyt.

Jeg elsker Styrke og Skønhed. Jeg lader de stærkeste og skønneste sejre. Og naar de blive gamle og svage, lader jeg dem dø. For Guderne er Jordelivet en Leg.

Jeg er den, der lægger Morgenrødens Skær over Barnets Kind og Himmelens Glans i Jomfruens Øje. Jeg er Maya, Blændværkets Gudinde.

Jeg lod Menneskeslægten fødes af de andre Slægter. De ere jordfødte som de andre, endskønt de have den guddommelige Skikkelse.

Ikke for Menneskenes egen Skyld ere de blevne til, men for Gudernes, for at Guderne kunne træde ind i Jordens Strid.

352| Drømmenes Blændværk udsender jeg over Verden. Jeg kaster Illusionernes Skær over Livet. Og Menneskene drømme sig Udødelighed, naar de løfte Øjet mod mit Regnbueskær. Dog, de ere som de andre Skabninger, Dyr og Planter, hildede i Tilværelseshvirvlen. Og de kunne hæve sig for en Stund til Gudernes Riger, men synke atter ned igen til Støvriget.

Ikke for Menneskenes Skyld blev Jorden til, men for Gudernes. Historien er Gudernes Strid og ikke Menneskenes«.

Og hun sagde: »Jeg vil fortælle Dig om Gudernes Strid. Jeg vil aabenbare Dig Evighedens Løndom og fortælle Dig, hvorfor de, som lide, Hde det, de lide.

I Striden for Livet kæmpe vi alle, Guder og jordfødte, alle uden de, som ere i Nirvana. Uden for Kredsløbene ere de, som ere i Nirvana. Men i Hvirvlerne kæmpe alle andre levende.

Du har nydt Kundskabens Frugt med bitter Smerte, og jeg skal sige Dig Kundskabens Ord: Imod Urkraften, som er af Evighed og har frembragt, fortæret og genfrembragt alt utallige Gange, kæmpe vi alle, Guder og Mennesker, imod Urkraften, som frembringer alt, og som opsluger alt, imod Ildsøen, hvis Bølger gaa gennem Stoffets og Aandens Verden.

Alle Væseners Liv er Strid med det evige Urvæsen. Kun ved at besejre det bevarer enhver sin Eksistens. Stridens Lov er Livets Lov: Hævd Dig selv! Denne Lov gælder for Mennesker, for Guder, ja, for Urvæsenet selv.

I evig Vellyst lever Urvæsenet. Grusom Salighed føler det ved at tilintetgøre sine egne Skabninger.

Hvad der er godt for det, er ondt for os. Hvad der er ondt for det, er godt for os. Dette er Kundskaben, som Urvæsenet vil forholde de tænkende Skabninger.

353| Jeg ser tilbage i flere Kredsløb, end der er Støvkorn i Ørkenen. Og i dem alle var Livets Historie den samme: Fødsel, Ungdom, Alderdom, Sygdom, Død.

Men ved Karman opstige Skabningerne igen af Døden. Guderne ere kun de, som opstige først, som have Magt, og som genfinde sig selv i Erindringen.

Jeg vil sige Dig mit sande Navn. Alle kende Ordet, men ingen ved, at det er mit Navn. Sanchara er mit Navn. Jeg er Blændværkets Gudinde. Naturens Skønhed og Menneskelivets Drømme ere mit Værk.

Og jeg var den ældste og viseste af Kvinder. Jeg tænkte over mig selv og erkendte mig selv og sagde: »Mine Værker ere Blændværk. Mine Værker ere Sanchara. Jeg selv er Blændværk. Mit eget Væsen er Sanchara«.

Og jeg bar Guden, Demiurgen, i mine Arme. Han er min Søn, Lysbringeren, Eros. Han er min Søn; thi han har diet mine Bryster. Og jeg sagde til mig selv: »Atter er Eros kommet til Verden for at forme Kosmos ud af Kaos. Og atter skal han leve et Liv og elske og drømme og føle sig salig og gaa under i Ildsvælget uden at vide, at dette er sket utallige Gange før«.

Og jeg harmedes over Kongebarnet, der legede med Sol og Maane. Og jeg sagde til mig selv: »Et Offer vil jeg bringe. Guden skal ofres til Verdens Frelse. Af Lidelsen skal Livstræet opgro. Af Brøden skal Kundskaben fødes«.

Og jeg dræbte ham. Jeg forbød at nævne hans Navn. Men se, ved Kvindens Lunefuldhed og Grusomhed vaktes Manden til at blive Verdens Frelser.

Og Eros genkom; og han var blevet Mand. Han bar ej Blomsterbuen, men Ildsværdet i sin Haand. Ved Lidelsen var hans Hu blevet vendt fra Elskov og vendte sig mod Hæder. Saaledes blev Eros Verdens Frelser, 354| da han ophørte at elske Kvinder og lærte at elske Magt og Ære. Og han udnævnte Verdensherskere og satte sig selv som. Herskernes Hersker paa den øverste Trone.

Og jeg gik til ham og aabenbarede ham hans Navn og sagde til ham: »Søn, dette har jeg gjort«. Og han var højmodig og tilgav mig. Jeg sagde: »Jeg har gjort dette, for at Du skal erkende Tilværelsen og stirre i Urkraftens Dyb. Og Du skal hæve Dig over det blinde og vilde og vellystige, der vil opsluge os alle. Og Du skal tæmme Ildsøens røde Bølger«.

Og Eros søgte ikke nogen Lyst og smagte ikke nogen Vin i Aartusinder, fordi han forfulgte det Maal, jeg havde sat ham. Og han styrede med Jernhaand Historien mod sit Maal. Tiden vil snart komme. Til ham skal Du fare herfra og se hans Strid.

Priset være Eros, Gudkejseren, som har sat sig paa den højeste Trone! Og priset være Verdensherskerne, som han har under sig! Disse ere de seks, hvis Billede Du har set, som søge hinanden, staaende i et Hjul, idet Sværdoddene pege mod samme Punkt. Og Du har set dem alle seks paa din Vandring. Naar disse seks finde hinanden, da er Tiden kommet til Striden med Ildsøen, som er Prakriti, som er Samsara, og som nogle kalde Gud«.

Og hun sagde: »Priset være Buddhaerne! Priset være Gautama, Buddha!

Fra Evighed var der somme, der unddrog sig Ildsøens Herredømme og gik ud af Tilværelseshvirvlen. Disse ere Buddhaer. De opnaaede dette ved at tilintetgøre deres Vilje, ved at ophøre at handle, at ville og at ønske. De indtraadte i Nirvana, som er uden for Tiden, og de efterlod sig deres Lære i Verden, som en udslukt Stjerne efterlader sine Straaler i Rummet. 355| Genlyden af deres Tale og Handlen hvisker i Hjerterne og opvækker andre til at blive Buddhaer.

Jeg vil fortælle Dig om min Strid med Buddha.

Men jeg vilde ikke lytte efter disse, som sagde Nej til at være. Min Hensigt var at fremkalde Lysbringeren, Guden, som ved at sige Ja bandt Ildsøen i Lænker.

Jeg havde levet mit Liv fra Evighed af i Grusomhed, i Nydelse, i Skønhedsdyrkelse, idet jeg jog efter at opleve det nye og usædvanlige. Og alt var blevet tomt for mig; thi for den, der kan erindre Evigheden, er der intet nyt under Stjernerne. Jeg havde opsøgt det nye i frygtelige Forbrydelser; men ogsaa andres Lidelser kedede mig.

Da saa jeg en Kongesøn, som red ud fra sit Slot, sin Hustru og sit nyfødte Barn for at søge Sandheden og blive Buddha. Jeg besluttede at forblænde ham. Jeg fulgte ham og omgav ham. Jeg var Slangen, der krøb for hans Fod. Jeg var Fuglen, der sang for hans Øren. Jeg var Træet, der gyngede over hans Hoved.

Og han sad under Kundskabens blodrøde Træ. Da gik Erkendelsen op for hans Sjæl. Og han sagde: »Alt er Sanchara. Alt er Blændværk. Alt er Bedrag. Kun Udslukningen er«.

Han sagde: »Jorden er Sanchara, og Træet er Sanchara, og Fuglen er Sanchara. Mit Sinds Tanker ere Sanchara. Mit Hjertes Længsler ere Sanchara. Min Viljes Kraft er Sanchara. Alt er Sanchara uden Nirvana«.

Saaledes blev Gautama Buddha, just fordi jeg indhyllede ham i Blændværket.

Og hans Sanser vare hildede i Blændværk, og hans Erindringer og Tanker vare hildede. Og dog var han selv forløst; thi han erkendte Blændværket som Blændværk.

356| Og jeg sagde til mig selv: »Denne Mand er stærkere og renere end jeg og end alle«. Og jeg tjente og tilbad ham. Jeg omgav hans Vej med Mirakler. Saaledes er Buddha den afmægtigste og den almægtigste; thi han handler ikke selv. Men Guderne tjene ham, fordi han er fuldkommen ren og syndefri.

Ogsaa min Søn har jeg lært at tjene ham. Min Søn, som er den jernhaarde, den blodrøde, min Søn, som anvender alle Midler for sin skjulte Hensigt, han tjener Buddha, den hellige. Og Buddha lader sig tjene af ham; thi Buddha handler slet ikke, hverken for eller imod. Saaledes bliver det sandt: »Den mægtigste adlyder den, der er uden Magt. Den helligste lader sig tjene af den mest tyranniske. Den højeste Gud bøjer sig for Gudsfornægteren«.

Og jeg byggede dette Paradis for dem, der dyrke Buddha. Han lader sig tjene af Blændværkets Fe; thi han sætter sig ikke imod nogen«.

Og hun sagde: »Jeg vil kundgøre Dig den anden Strid, som er i Evighed. Den første Strid er mellem Skabningerne og Skaberkraften. Den hedder den store Strid. Den anden Strid hedder den lille Strid. Den er Striden mellem Mand og Kvinde.

Kvinden er mere forskellig fra Manden end Fuglen fra Dyret. Alle Kvinder ere Sancharas Døtre og iklæde sig Regnbueskæret i deres Ungdom. Ved dette friste og overvinde de Mændene. Elskov er ikke en Leg, men en Strid. Og denne Strid er Kvindens Gerning, som Vaabenlegen er Mandens.

Hvo er den stærkeste? Manden erobrer hele Verden og sejrer over Skaberkraften. Men Kvinden sejrer over Manden.

Hvo er den stærkeste? Manden forsager hele Verden 357| og trænger ind i Nirvana. Men Kvinden drager Manden ud af Nirvana.

Jeg er den, som drager Buddha ud af Nirvana; thi min Sjæl tørster efter at blive delagtig i hans Erkendelse og Renhed. Af Medlidenhed lader han mig ikke synke ned, men skænker mig Tredjedelen af sit Nirvana.

Thi lyt til, hvad jeg siger til Dig: Jeg er den Kvinde, som har erkendt mig selv. Kvinden har ikke Evne til selvstændig Erkendelse. Men hendes Evne til at opfatte og modtage Erkendelsen er større end Mandens.

Lyt til, hvad jeg siger Dig: Kvinden har ikke skabende Vilje. Men hendes Evne til at gøre sig til eet med Heltens skabende Vilje er større end Mandens.

Efter at blive delagtig i Mandens Liv tørster Kvinden, efter at blive delagtig i hans Erkendelse og Styrke. Derfor elsker hun ham. Og i hendes Elskov er hendes hele Sjæl.

Og hun opnaar sit Maal, at blive Mandens Lige og faa Magten over hans Sjæl, ved at drage ham til sig i Elskov.

Derfor er Mandens Elskov til Kvinden ikke som Kvindens til Mandens. Men han elsker hende kun med sine Sanser og ikke med sin hele Sjæl.

Thi Kvinden klynger sig til Manden og drager ham bort fra hans Flugt mod Udødeligheden. Dette gør hun for selv at faa Del deri.

Dog er Kvinden ikke uden Ejendom; thi hun har en Gave i sin Haand, som kun hun har. Dette er Lykken. Kun Kvinder ere lykkelige. Alle Mænd ere lidende uden de, som fik Andel i Lykken gennem en Kvinde.

Jeg er Sanchara. Jeg er Kundskabens Træ, som overskyggede Buddha og skjulte ham for alles Øjne. 358| Da var han helt uden Magt; thi jeg havde ganske sejret over ham og skjult ham for Alverden og Alverden for ham. Og dog har han sejret uden at stride; thi jeg har overvundet mig selv ved Betragtningen af ham og er kun Lydighed og Tilbedelse.

Paa denne Maade sejrer Buddha i Verden, ikke ved at handle eller ville, men ved at være saaledes, som han er.

Dog opnaar jeg aldrig mere end Tredjedelen af Buddhas Nirvana; thi i det uendelige flyr han bort i Nirvana, imedens jeg forfølger ham med min Tilbedelse«.

Og hun sagde: »Her er Sukhavati, hvor de fromme Mennesker, de fromme Dyr, de fromme Planter og Kildevæld genfødes. Alle de, som have kendt en Buddha eller en Arhat og have tjent ved at tilintetgøre sig selv.

Her findes ikke de grove Sansers Lyst, men kun Hørelsens, Synets og den fri Bevægelses Glæde. De, der komme hid, leve i Beskuelsen af mit Kunstværk, den levende Natur, og forædles ved at fylde deres Sjæle med Skønhed og Ynde. Mand og Kvinde vandre her nøgne med Armene om hinandens Liv, uskyldige som Børn; thi her elske to hinanden med Blikket og Smilet, med Røstens kærtegnende Klang og Hændernes ømme og kyske Berøring. I denne Have kendes ikke til Jordens lave Maade at elske paa. Dyrene her have Tanker og aabenbare dem i deres Skrig. Planterne have Drømme og lægge dem for Dagen i deres Susen og Skælven. Kilderne ere levende, og deres Rislen er en munter og barnlig Latter. Ja, selv Jorden er et stort og trofast Dyr, der bærer alle Havens Væsener paa sin brede Ryg. Saaledes leve de salige i stadigt Samliv med alt, hvad der omgiver dem, uden Synd, uden Sygdom, uden Alder, i Paradisets Have. Men de, hvem jeg 359| har ladet smage Kundskabens Frugt, de hæve sig fra Skønhedens evige Verden, idet de ved Beskuelse fortabe sig i Nirvana«.

Og hun sagde: »Jeg vil til Slut fortælle Dig om Pleroma:

I det Land, hvor Du er fra, ere I alle Børn, I vende Blikket nedad mod Urdybet og tilbede det, i Stedet for at vende Blikket opad og tilbede de Væsener, der have hævet sig af Urdybet til det evige Liv. I tilbede den raa Kraft i Stedet for Højheden. Igennem Evigheden have de klogeste, dristigste og reneste hævet sig til den højeste Magt og Visdom. Disse udgøre Pleroma. Og hver af de ophøjede Egenskaber, som have Krav paa Ærefrygt, har sin Inkarnation i Pleroma. Som Afrodite er Elskoven, er Eros Mandsviljen, er Brahma Tænkningen, er jeg den kvindelige Kløgt. Og mange andre ere i Pleroma. Dog, højest af alle er Buddha, der er Renheden og Helligheden i sin Person, som ikke gengælder ondt med ondt, men har Medlidenhed med sine Fjender; som ikke fordømmer nogen for deres Meningers og Handlingers Skyld, men venter taalmodig igennem Evigheden, indtil de vankundige finde den rette Vej; som af Frygt for at indsætte ondt i Verden slet ikke handler; thi han vil end ikke købe det højeste gode med det mindste onde; men hvis Vilje dog sker til Slut, fordi Pleroma handler for ham.

Saaledes virke vi i Pleroma, kæmpende med Urdybet, udnyttende dets Kræfter og stræbende at lede alt imod sit Maal. Og Menneskene kende os ikke og skulle ikke kende os, fordi de da vilde modarbejde os, som Spurvene modarbejde Landmanden«.

Og hun vandrede gennem Palmelunden. Og Palmerne bøjede sig til Jorden for hende. Hendes ene 360| Haand legede med Slangen, den anden med Tigerens Tænder.

I Lunden sad Mænd i den hellige Stilling. Nogle vare Asiater, andre Europæere af de udødelige.

Og hun sagde: »Disse ere de, som hvile i Beskuelsen. De sove i Beskuelsen, men vi kunne lade dem tale i Søvne«.

Hun saa paa den første og sagde: »Denne har fordybet sig i Beskuelsen af det naturlige Liv«.

Han fæstede to blinde Øjne paa os og sagde:

Hun pegede paa den næste og sagde: »Denne er fordybet i Beskuelsen af Buddha«.

Og hans Tunge talte, som følger; men om han selv hørte det, ved jeg ej:

En tredje hvilte i Beskuelsen af Nirvana og sagde uden at røre Læberne:

Og hun sagde: »Min Søn, jeg har nu forklaret Dig de dunkleste Ting, og det er Tid for Dig at drage til Lysbringerens Hof og tilbyde ham din Tjeneste i den store Strid. Gaa over Regnbuens Bro. Og naar Du har oversteget den, vil Du staa i Ædelstensriget. Vær tro imod den nøgne Sandhed og den strenge Retfærdighed. Og kæmp imod den falske Læres Fordærvelse«.