Niende Dagsrejse: Ave Cæsar

Ad en mørk og snæver Gang nedfor jeg til Skyggelandet. Rædsel og Mørke omgav mig paa denne Vej. Flagrende Skygger opfyldte som frygtsomme Flagermus Hvælvingen over mig. Og ved Sympati fornam jeg deres nagende Hunger og Tørst. Fra disse ulykkelige, dumme og blinde Lemurer, som Østen kalder Bhutaer, og som kun syntes at opholde sig her af Mangel paa et bedre Hjemsted, ilede jeg, og da jeg standsede min Vandring, fandt jeg mig i

Da saa jeg en mørk Skikkelse ved min Side. Klædt i Toga var han, og det korte Romersværd bar han ved Lænd.

Han sagde til mig paa det latinske Maal: »Quis es? Hvo er Du?«

Jeg svarede i det samme Maal: »En fremmed er jeg, som er vandret hid igennem Solens og Maanens Rige, søgende kun eet, den fuldstændige Erkendelse. For den er jeg villig at ofre alt, ikke blot Liv og Lykke, Anseelse og Salighed, men - om fornødent - Moralens Hensyn og Æresfølelsens Krav. Thi paa min Vandring har jeg lært den gyldne Sætning: »Den store Hensigt helliger alle Midler.«

Han svarede koldt: »Her vil gives Dig Lejlighed til at ofre alt dette, som Du ønsker det. Her er Pinestedet for dem, der fattes Lydighed.«

Jeg skælvede ved denne Bøddels jernhaarde Røst og sagde: »Jeg beder ej om Skaansel, men kun om Kundskab. Vis mig dette Rige.«

Han svarede: »Vel! I Kejserens Navn.«

Vi vandrede gennem Skummelhedens og Grusomhedens Rige. Jeg saa frygteligere Ting, end jeg kan beskrive. Men ved hver ny Pinsel standsede min Ledsager og gav i faa Ord Forklaring paa, hvad jeg saa, med samme Ro, hvormed en Cicerone viser Vej i et Musæum.

»Disse, som ere kneblede og ophængte i Lænker, ere Oprørerne, der rejste sig mod deres Herskere.« - »Disse, som ere bundne med Snore, der skære sig ind i Kødet, ere de genstridige, der af religiøse Grunde nægte Lydighed.« - »Her ser Du Bagvadskerne, lemlæstede under Klippestykker.« - »De, som hænge der, korsfæstede, ere de Forbrydere, der ere værre end Fadermordere. De ere Kongemordere.« - »De, der ligge radbrækkede over skarpe Sten, ere de, der vare vidende om Sammensværgelser og fortav dem.« - »De, der staa gysende i Strømme af iskoldt Vand, ere Menederne, der foretrak Livet for Æren.« - »De, som ligge med tilbundne Øjne, med Hænder og Fødder samrnenbundne ved een Knude, ere de feje, der flygtede i Kampen.« - »De, som Du ser med Overkroppen skælvende i Krampe og Underkroppen indefrosset i en Issø, ere de Munke, der brød den Ed, de havde svoret til deres Hersker.« - »Disse, som Du her ser lide de værste Straffe, ere Forræderne. Nogle ere kastede paa Spyd, andre ophængte i Kroge, nogle spiddede paa spidse Pæle, andre ere flaaede levende.«

Hver af disse korte Sætninger betegnede en Vandring gennem en Verden af Lidelse og Rædsel. Imellem Ofrene stod romerske Soldater med blodige Arme i korte Tunikaer og røgtede deres Hverv. Og med den samme Ro, hvormed den store Operatør gaar Stuegang, gik Centurionen - thi for en saadan tog jeg ham - sin Runde. Og idet han pegede ud over dette Helvede, sagde han: »Saaledes ske alle Oprørere, Menedere, Forrædere, alle, som forbryde sig mod deres Herskere!

Dog«, sagde han, »der gives et dybere Mulm.« Og han pegede ned i en Afgrund, hvor jeg utydelig saa mægtige Skikkelser hænge lænkede til blodige Klipper. Røster, dybt sukkende som Vinterstormen, trængte sig op til mit Øre:

»Ak, hvo ere de, som klage her? Og hvad betyder hele denne Rædsel? Fortæl mig alt om Dig og om din Herre.« Saaledes talte jeg; men min Vejviser svarede:

»Hvis Du ej er helt uvidende, da kender Du de gamle Myter om Pinslerne i Hades og om Titanernes Straf i Tartarus. Vid da, at disse Myter vare Drømme, men ere bl evne Virkelighed ved min Kejsers Kraft. I Urtiden, før Menneskeheden blev til, da stredes Lysguderne med Mørkets og Afgrundens Kæmper. Og Erindringen om disse Kampe genfødtes i Folkenes Myter; men disse Myter vare kun Sandhed i Digternes og Drømmernes Hjerner. Da leved paa Jord den grusomste og hovmodigste Kejser, hvis Tjener jeg var. Og efter sin Død beredte han sig til at nedstige til Underverdenens Rige. Men se! Han fandt ej de dødes Aander samlede i en Stat, men kun vildfarende, frygtsomme Skygger, der skjulte sig i mørke Grotter for Menneskenes Blik. Da samlede Cæsar sine Tjenere om sig, og med dem nedsteg han i det dybeste Mørke, som Rummets Afgrund ejer. Sin Stat byggede han her, og Lovsproget skrev han for den: Cæsars Vilje er den eneste Lov. Og han bød os at gribe alle Oprørere, Forrædere og Menedere og underkaste dem Tortur, indtil de tilbad Cæsar som deres Gud.

Saaledes blev Pluto genfødt i min store Cæsar. Og i Tartarus lider nu efter hans Vilje de store Oprørere imod Rom og Cæsar Titanernes Straf.«

Og Høvedsmanden pegede ned mod Tartarus. »Her vaander Brutus sig, der Kassius. Hist krymper sig Spartacus og ved hans Side Vercingetorix. Bag dem skuer Du de vældige Folkeførere for Pønere, Iberer, Kelter og andre Folkeslag. Disse ere Titanerne. Bundne skulle de ligge, saa længe dette Univers bestaar; thi de ere blevne uforsonlige. De hade al Lov og Orden, al Stat og Herredømme. Løstes de, da vilde Verden atter styrte sammen i Kaos. Naar de brydes med deres Lænker og bøje Jernklipperne ved deres Skuldres Kraft, da skælver Jorden, og Ildsluer bryde frem i Vest. En afsindig var den, som løste disse.«

Da hørte jeg en Røst, der fra et Bryst, halvkvalt af Lænker, raabte kun disse tre Ord: »Jeg er Messias!« Og atter hørte jeg Titanernes Sang, der var ensformig som Havets Sang. Og atter raabte den enlige Løverøst: »Jeg er Messias! Jeg er Stjernen af Jakob!«

Jeg vendte mig spørgende mod Høvedsmanden. Han svarede: »Denne afsindige Oprører er Bar-Kochba, Stjernesønnen, der rejste sig mod Rom og kaldte sig Messias. Endnu raaber han paa dette Navn. Dog, hvad angaar det Rom, hvem der var Messias, han med Røverspiret eller han med Jernsværdet? Begge led de deres Straf. Hvad er Jehovas Ark mod Jupiters Ørn? Men jeg for min Part mener, at denne lænkebundne, som greb efter Jernspiret, var ej saa farlig en Oprører mod Kejseren som den Tornekronede.«

»Hvad er Du?« spurgte jeg nu, »og hvilken Cæsar er din Herre?«

»Cæsar Tiberius er min høje Herre, og jeg er Pontius Pilatus, den Korsfæstedes Dommer.«

Jeg kunde ikke fatte den Ro, hvormed den stolte Romer sagde disse Ord; thi intet Samvittighedsnag stod skrevet i hans strenge Ansigt. Og jeg udbrød: »Er Du den, der bærer Ansvaret for denne den største Forbrydelse i Historien, og taler saa rolig derom? Ved Du da ej, I have korsfæstet Sandheden? Vel ved jeg, og vide nu alle, som tænke, at denne ædle Sværmer var Barn af sin Tid og af sit . Land og delte Jødedommens Vildfarelser. Men Sandhed var han i sin rene Vilje, sit ædle Mod, sin barnlige Kærlighed til alle Mennesker.«

Mig svarede Pilatus med en haanlig Klang i Stemmen: »Hvad er Sandhed? Hvad hjælper mig Sandhed, naar mig fattes Kejserens Venskab?«

Og han pegede paa et tomt Kors og sagde: »Jeg vil føre Dig herfra til et Sted, hvor der skal gives Dig Lejlighed til at blive Martyr for det, Du kalder »Sandhed«, dersom Du ønsker det. Hør kun!« Og atter rullede Afgrundens Bølger op til os den samme Sang:

Vi stod i en Hal, hvis Gulv var Afgrunden, hvis Piller var Tusmørke, hvis Hvælving var Midnat, og hvis Genlyd var Rædsel. Paa en hvid Marmortrone sad, selv hvid og marmoragtig, Underverdenens Kejser, og ved hans Side paa et andet Højsæde saa jeg til min Bestyrtelse ikke en Kvinde, men en skøn Dreng. Urørlige sad de begge. Ved Tronens Fod stod en Mand, blinkende af Staal, og i Dybden af Mørket gnistrede Lanser og Sværd.

Da klappede han, som stod ved Tronens Fod, i Hænderne, og to Slaver bragte en glødende Sølverskaal paa en Trefod. Dens Skin oplyste Dunkelheden, og jeg saa med Angest, at Cæsars Hænder og Aasyn vare af Sten. End ikke Øjnene rørte sig. Ubevægelig stirrede de paa mig, som om de ventede noget. Skikkelsen, der stod ved Tronens Fod, bar Tegn paa Hoved og Hænder af Tortur og pinlig Død. Og det anede mig, at denne Staalmand var Sejanus, der var vendt tilbage til sin Ungdoms Hundetroskab mod Tiber.

Han strakte Haanden ud og sagde i en lav, men bydende Tone: »Kast tre Røgelsekorn paa Offerskaalen, da er Du fri. Hvis ikke« - og han tav.

Jeg sagde forsigtig: »Lad mig først vide, hvad denne Handling betyder, og hvilke Forpligtelser jeg derved indgaar.«

Sejanus svarede: »Derved tilbeder Du Kejseren som Gud og erkender, at Kejserens Vilje er din Lov, saa længe Du færdes i Kejserens Rige.«

Alt vilde jeg kaste Røgelse paa Skaalen; da skræmtes jeg tilbage. Det syntes mig, jeg saa den Korsfæstede staa advarende foran mig, og jeg sagde: »Jeg vil gøre det, ifald I kunne overbevise mig om, at det er ret.«

Atter klappede Sej anus i Hænderne, og en Mand fremtraadte. Som hans teatralske Holdning, hans Togas pyntelige Folder og den Papyrusrulle, han bar i Haanden, viste, var det en Retor. Han tiltalte mig saalunde:

»Fremmede, ihvo Du er, udfør dog denne ubetydelige Handling og betænk, i hvor høj Grad den er til din egen Fordel. Du kaster kun tre Røgelsekorn paa Offerskaalen. Disse tre Korn ere lettere end et Rosenblad, og Du vinder Dig derved Kejserens Gunst, som vejer tungere end et Guldbjærg. Men hvis Du ikke vil tænke paa din egen Fordel, da betænk, i hvor høj Grad Du med denne den letteste Handling tjener Statens og dine Medborgeres sande Vel. Hvo er den afsindige, der nægter, at Staten er en guddommelig Indstiftelse? Og er Staten ikke inkarneret i Kejserens Person, som Jupiter i Tyren? Hvis Du er en brav og retskaffen Statsborger, da viser Du dit gode Sindelag ved at ofre til Kejseren eller hans Billede. Hvo, der nægter dette, er den sande Ateist og Retsbryder. Han viser sig derved som Kejserens Fjende, og som saadan føres han bort til Hudstrygning og til Lænker. Ogsaa dette bør Du betænke.

Jeg har nu med klare og tydelige Grunde bevist Dig, at for dit eget og det heles Vel bør Du tilbede Cæsar. Jeg skal nu skride til at modbevise de Grunde, som anføres af de afsindige, der nægte denne Hyldest.

Den første Klasse af Fornægtere raaber paa, at alle Mennesker ere jordfødte og som saadanne bør være fri og lige. De sige: »Hvad har Kejseren fremfor os? Vi ere alle lige!« Disse Taaber indse ikke, at vi komme ikke lige til Verden, men bundne af Nødvendigheden paa forskellig Maade. De ere Filosoffer og slette Filosoffer; thi de anerkende ikke Virkeligheden. Gjorde de dette, vilde de indse, at Fyrsten har den samme Ret som Tigeren, som Løven, Stormen og Solen, nemlig Magtens Ret, og at det er et guddommeligt Faktum, at Øvrigheden bærer Sværdet.

Den anden Klasse er tilsyneladende mere uskyldig, men i Virkeligheden de farligste og frækkeste af alle Oprørere. Disse paastaa, at deres Samvittighed forbyder dem at ofre til Kejseren, som om den sunde og fornuftige Samvittighed forbyder nogen Ting, der er til Statens Tarv og volder ingen Skade. De trodse paa den højforræderske og allerfarligste Sætning, at man bør adlyde Gud mere end Cæsar. I Stedet for at ære den Guddomsglans, som aabenbarer sig paa det herligste i Statens Øverste, holde de ene deres sværmerske og sygelige Indbildninger for Gud og bruge dette Navn som Paaskud for deres trodsige Tilbøjeligheder. Men Naturens sande, guddommelige Væsen aabenbarer sig ingenlunde i Daarernes Drømme, men i Tænkningens og Naturens ophøjede og simple Love, i de fælles moralske Sandheder, hvorom den evige Fornuft oplyser alle Folkeslag, og endelig i Statens Orden og dens Styreres Visdom. Betragt dog denne høje, uforstyrrelige Skikkelse. Gribes Du ikke af Ærefrygt ved dette Syn, da fattes Dig Sansen for det store og ophøjede. Se:

Men min Beslutning var længst taget, og jeg tiltalte de høje Herrer saalunde: »Ophøjede Cæsar - hvis Du hører mig - og I, Cæsars stolte Tjenere! Da jeg tiltraadte min Vandring gennem den skjulte Verden, da delte jeg min Samtids Vildfarelser og ansaa den indre og den ydre Frihed for Menneskets naturlige Ret. Men hvad jeg har set paa denne Rejse har ladet mig indse det skadelige i denne Lære. Ihvorvel jeg med Ærefrygt og Medlidenhed betragter de store Oprørsheltes Straf, maa jeg dog erkende, at denne Straf er nødvendig, og at Statens Tarv helliger saadanne Midler. Villig anerkender jeg Cæsars Magt.«

Og jeg kastede Røgelsekornene paa Skaalen med klar Bevidsthed om denne Handling, der for bestandig skilte mig fra alt Fællesskab nied Martyrer og Bekendere. Sejanus sagde kortelig: »Fri! Der er Vejen! Til Elysium!« Og jeg forlod Afgrundens Hal, opfyldt af mange Følelser, grebet af ærefrygtfuld Rædsel for denne Marmorkejser, der ikke havde rørt sig eller talt, men beherskede sit Rige, som et Fjæld behersker Søen, men med Titanernes Mumlen endnu lydende i mine Øren:

Fra Mørkets Rige traadte jeg ind i Rosenlandet. O, hvilken Forandring! I Rosenhytter sad elskende Par, omslyngede med Rosenlænker, selv som glødende Roser. Under slyngroseelskende Træer laa Ungersvende med rosenkransede Bægre. Rosenduftende faldt Luftens Bølger, og et Snevejr af røde og hvide Rosenblade kærtegnede min Kind.

Lunde saa jeg, mørkegrønne i den rød-hvide Rosenhave. Og mellem dem hellenske Templer med blaa og gyldne Relieffer og gule Billeder. Votivtavler vare ophængte i Templerne, og talrige Indskrifter lovpriste Guderne. Men over alle Indskrifter prangede med majestætiske Bogstaver: »Ave Cæsar - Kaire Kæsar.« Og uden for hvert Tempel stod Cæsars Billedstøtte, højere end Gudernes. Men, som Trækkene viste mig, var det ej Tiberius, der dyrkedes her, men den Cæsar, hvis Navn var endnu mere frygtet end Tiberii.

Da saa jeg en Yngling, der kom susende hid med et Trespand. Han svingede Vognen, saa dens venstre Hjul kørte en Cirkel om mig, og dens højre kørte i Luften. Og med et herkulisk Ryk i Tømmerne standsede han sit Forspand; og jeg saa, hans Gangere vare kun hvide af Skum, men sorte af Skind.

Hans sprang af og raabte overmodig: »Saa Du nogen Sinde en bedre Vognstyrer end mig?«

Jeg saa paa Ynglingen. Hans Hage var kraftig, hans Øjne dristige, hans Pande lav. Og jeg genkendte ham. Han førte mig paa sin rullende Vogn til en Lund, som vist var viet til Dionys. Vinklaser, saa store som de Kaleb hentede, hang ned fra Elmetræerne. Og Slaver bragte os Vin.

Og medens vi sad her, kom vi, jeg husker ej hvorledes, til at tale om Statssager. Cæsar sagde: »Jeg kender vel de Lande, hvor Du har hjemme, og undres over, hvor taabelige deres Indbyggere ere. Naar Du vender tilbage,« sagde han saare naivt, »da fortæl dem, hvad jeg har sagt, at de skulle have en Cæsar til at herske over sig. De skulle ikke lytte efter de falske Evangelier, der ere udgaaede fra Lutetia og Hierosolyma, vore to gamle Fjender. Nej, fra Rom udgaar det sande Evangelium, Cæsarismen. Var den første Cæsar ikke Proletarernes ven? Giver Cæsar ikke sine fattige Venner Brød og Skuespil? Af hvem beherskes I? Fra Fyrsterne have I frigjort Eder, men Aagerkarle og Blodsugere have Eder alle i deres Kløer. Her trænge I just til en Cæsar, der kan lette Pengepungen paa nogle og give til andre. Sig dette,« sagde Cæsar, »til dine Landsmænd, og de ville straks indse det.«

Efter Udviklingen af denne saare simple Statskunst, som Kejseren selv fandt saa overbevisende, at jeg ej vovede at modsige ham, sagde han: »Dog, lad disse alvorlige Tanker fare, og lad os vie os til Glæden. Har Du hørt min Sangstemme? Man siger, den er god.«

En mægtig Pokal tømte min Vært, sprang op, greb Citeren og sang:

Og bag de grønne Elme lød efter hans Sang, som taktfaste Trommesalver, Haandklap af veløvede Klappere, der skjult havde fulgt den kejserlige Kunstner. Han vendte sig mod mig, sejrsbevidst, og sagde: »Hørte Du nogen Sinde en skønnere Sang?«

Jeg tilstaar, hans Stemme var - skønt øvet - ingen Sangers. Og dog var der en mærkelig Virkning i hans Sang; thi hans Røst var ej blot den mest bydende, men og den mest besnærende, jeg har hørt. Hans funklende Øjne tvang med dæmonisk Magt Tilhøreren til Bifald. Hele hans Skikkelse raabte til mig: »Døm ej min Sang som en anden dødeligs. Vid, det er en Kejser, der synger.« Og skønt hans Røst ikke var stor, ejede den den samme Vældens og Vildskabens Skønhed, som Tigerens Sang i Junglen. Jeg sagde med oprigtig Beundring: »Hvilken Kunstner ejer Verden ikke i Dig!«

»Da skal jeg vise Dig mit største Kunstværk.« Han førte mig bort. En Høj saa jeg mellem mig og Solens Straaler. Men hvilken Høj! Et Golgatha var det. En Skov af Kors rakte deres sorte Arme i Vejret, og ned fra dem hang blødende Legemer. Da skød Neros Øjne Lyn som en Tigers, og han sagde:

»Ser Du, hvor Solen skinner, ser Du, hvor Solen funkler i det skønne, strømmende Blod? Ser Du, hvor herlig disse røde Frugter skinne mod Baggrunden af den dunkelgrønne Skov? Dersom Du har Sans for Liniers og Farvers Skønhed, maa Du indrømme mig, at ingen Kunstner kunde med sit Værk have udfyldt denne Plads bedre, end jeg med disse blødende Legemer.«

Jeg gøs og vendte mig med Væmmelse fra ham, der stod helt henfalden i kunstnerisk Betragtning af sit Værk, og min Harmes Ord udrev ham af hans beskuende Nyden. Og se, under det nærmeste Kors sad en gammel Faun, beruset, med lukkede Øjne og et saligt Smil om Munden. Hans Græskarhoved og hans uhyre Vom, der kappedes i Størrelse med Vinsækken ved hans Side, viste mig, at jeg havde den gamle Fader Silen foran mig.

Da sagde Nero: »Se paa denne gamle Knark. Hans søde Hvile er Dig et Tegn paa den Fred, som mine Korsfæstelser skabe. Vid da, at de, som hænge her, ere de slette Mennesker, der ikke unde Næsten nogen Glæde, men forbyde al Fryd, al Vin, al Blomsterduft, al Leg med Kvinder. Og dem, som ikke tage efter deres Snak, true de med frygtelige Pinsler, naar deres Gud engang sejrer over vore. Ind i Elysium brød disse Folk, og ved deres Tale gjorde de alle bedrøvede og bange. Ingen turde danse eller synge eller kysse enten Vinens eller Pigens Rødme. Men jeg, som er deres gamle Fjende, standsede deres Ordstrømme med disse sejrrige Argumenter. Og jeg betalte dem kun Lige for Lige, idet jeg lod dem selv føle, hvad de i deres Ondskab truede os med: den evige Pine.

»Dans!« raabte han og klappede i Hænderne. »Hej, Piger! Hvor ere I henne! Op, gamle Fader Silen!« lo han og vækkede ham ved at tømme Vinsækken over hans Hoved.

Se, da brød fra Lundene halvnøgne Kvinder frem, og dansende fulgte dem Fauner, svingende Tyrsusstave. Et Panterskind hængte de om Neros nøgne Skulder. Frem af Krattet sprang Tigre og slikkede hans Fod. Og det syntes mig, som om Kilderne sprang med Vin, og som om Vinstokkene snoede sig som Slanger.

Da hviskede Nero ned til mig: »Er jeg nu dog ikke den største Kunstner? Hvorledes, synes Du, klæder mig Vingudens Rolle?« Og han tilføjede: »Kom i Kvæld til Glædens Borg, og Du skal skue Farvernes og Tonernes Bryllup. Jeg er Cæsar.« Og bort for det vilde Tog. Mænaderne skreg i Faunernes Arme, og Luftens Lyd var som Pauker og Trompeter, og Græsset hvislede under min Fod.

Og jeg hørte Bakkanternes Sang:

Jeg vandrede ene videre i dette Klassicismens hellige Land. Og hver Omdrejning af Vejen aabenbarede nye Ting for mit Syn. Her saa jeg Nymfer danse. Hist sad Tænkere i alvorlig Samtale uden at agte paa dem. Der øvede unge Knøse sig i Vaabenleg. Magikere øvede deres Kunster. Hetærer sad rosensmykkede uden for Afrodites Tempel og indbød den fremmede til at dyrke Gudinden. Filemon og Baukis sad uden for deres Hytte og udvekslede Erindringer. Væddesangere hørte jeg ogsaa bejle til Tilhørernes Klap. Flittige Haandværkere og Agerdyrkere saa jeg, der med Viv og Børn gik Afrodites Tempel forbi og ofrede til Hymen. Dog eet mødte jeg stadig paa min Vej, Kejserens Billedstøtte, snart fremstillende ham som Imperator, snart som Faeton, den dristigste af Vognstyrere, men helst som Dionys med Panterskindet om Skuldrene.

Med mange Stormænd talte jeg paa min Vej; thi næsten alle Plutarchs Helte og alle Sønner af Thales leve under Neros Ægide. Og nogle af mine Samtaler skal jeg gengive.

Jeg traf Katilina foran Cæsars Billedstøtte i Færd med at ofre til denne og tiltalte ham saaledes: »Store Katilina, Du, spm jeg i min Drengealder beundrede som Verdens første Nihilist, hvorledes gaar det til, at Du tilbeder Cæsar og ikke Brutus?«

Han svarede: »Min Ven, for Magten bøjer jeg mig, men ej for Ciceros Fraser. Og denne Nero har en Dæmpns Magt. Han vinder alle Hjerter, naar han vil. Priset være han; thi jeg er mere fri som Neros Ven og Høvedsmand end som Konsul under Republikken.«

Da begyndte jeg alt paa Skrømt og mest for at prøve ham at prise den Frihed, som vi have vundet i Europa fra vore Fyrster. Men han svarede:

»Det, I kalde Frihed, er en taabelig Illusion. Ere I frie Mænd, fordi I een Gang hvert fjerde eller femte Aar afgive Eders Stemme, naar I dog til hver Tid ere Slaver af Lovene. Men den virkelige Frihed til at leve, som I ville, den have I ikke. Forbudt er den adelige Leg at vove Eders Sestertier mod hverandre. Forbudt den adelige Idræt at prøve skarpe Vaaben i Tvekamp. I mange Lande forbydes det at ære Liber. Hvorfor ikke ogsaa at aande? Ulykkelig stillet er en Mand med ædelt og fyrigt Blod under Eders barbariske og inhumane Love, og ikke mindre ulykkelig er den skønne og varmblodige Kvinde. I nægte Kvinden Ejendomsretten over sit Foster og nyfødte Barn. I kaste Afrodites Præstinder i Fængsel. I omgive Galanteriet med Hæslighed og gøre det derved til Last. Omgiv det med Skønhed, og det vil vorde Heroisme. For en frihedselskende er der næppe til at leve i Eders Verden - dog heller ikke til at dø; thi ogsaa dette er forbudt. Og hvo, som stræber bort fra Eders Verden ved en dristig Daad, kastes i Fængsel af Eder som afsindig, endskønt han er den mest fornuftige af Eder alle. Med hvilken Ret give I disse Love, og af hvilken Grund taale I saadanne Love? I ere frie af Navn, men i Virkeligheden i det værste Slaveri.«

Jeg traf den ædleste, den reneste og den viseste Kejser og - sælsomt nok - den værste Kristenforfølger, vandrende i sin Have, piej ende sine Blomster. Jeg udgød for ham min Harme over Neros Grusomhed og Catilinas Skændighed og sagde: »Kejser og Filosof, hvorledes kan Du leve i en Stat, hvor saadanne raade?«

Han svarede: »Min Ven, hvis ej jeg tager fejl, er Tolerance din Samtids Yndlingsord. Tiltaler det ej Dig?«

»Jo, vist nok.«

»Jeg tænkte det. Men vid, I Kristne og I, som have frigjort Eder for Kristendommens Blændværk i Eders Tanker, men endnu have dens Sindelag, I ere vel tolerante, men kun mod dem, med hvem I i Grunden ere enige. Anderledes med os, som ikke af Bøger, men ved Naturbeskuelse og Selvfordybelse have opnaaet den højeste Visdom. Vi ere de i Sandhed milde. Ej blot fordømme vi ikke dem, som handle efter et andet Sindelag end Filosoffens, men vi indse, at Morderen og Vellystningen have den samme Ret til at være, som de ere, soni Asketen og den, der ofrer sig for det store Broderskab, Humanitas. Hver af disse fire handler paa bedste Vis efter sin Natur. Hvortil har Løven sine Tænder og Slangen sin Gift, naar de ikke maa bruge dem? For Beskuerens Øje straaler først Naturen ret frem i sin brogede Mangfoldighed, naar alting erkendes ved sig selv og bedømmes efter sin egen Grund. Dette er den sande Mildhed, som hviler paa Erkendelse og ej paa blødagtig Eftergivenhed, og tillige den sande Fromhed, idet vi i alle Ting og Væsener fra den dumme Musling til den vise Elefant erkende det samme Grundvæsen, der med guddommelig Kraft rører sig i alt, og som virker i mig efter mit Væsen, i Dig efter dit, i Nero efter hans. Tilbed derfor alle Guder, ej blot den kyske Diana, den vise Minerva og den retfærdige Jupiter, men ogsaa den blodige Åres, den elskovssyge Venus og den afsindige Bakkus som de Maader, hvorpaa det ene Guddomsvæsen aabenbarer sig for os, som Diamanten udkaster sit Lys gennem mangfoldige Facetter.

Vend Dig derfor fra Formørkelsens, Fordømmelsens og Afsindighedens Religion og agt ikke paa den falske Glorie, hvormed den som alle slette og ufornuftige Religioner omgiver sig. Erkend, at Epiktet var renere af Hjertet end Paulus, og at Senecas Breve ere rigere paa Trøst og Opbyggelse end Petri. Erkend, at Hedenskabet er ikke blot den fornuftigste, men ogsaa den ædleste og mest ophøjede Religion, idet det ærer det virkelig store, det virkelig ophøjede, saaledes som det levende fremtræder paa Jorden. Vilde Menneskene forlade det gøglende Blændværk og vende tilbage til Dyrkelsen af de sande Guder: Skønhed, Styrke, Elskov, Visdom og Retfærdighed, da vilde den sande Menneskekærlighed og Broderfølelse gennemtrænge Hjerterne og frembringe den gyldne Tidsalder, om hvilken Virgilius spaaede.«

Jeg traf Sokrates, siddende uden for Platons Hus som Dørvogter med en Laurbærkrans, som generede ham overmaade, paa sin Isse. Han fortalte mig, at Mængden vilde gøre ham til Filosof, men han vilde ikke være det. »Sandheden er den,« sagde han, »jeg er en Dumrian og bliver aldrig andet. Kun for at gøre Nar af mig kaldte Guderne mig for den viseste.« Og da jeg vilde overbevise ham om, at han var den i Sandhed vidende, gendrev han mig saa absolut og indviklede mig i saadanne uhyre Modsigelser, at jeg blev tvunget til at indrømme denne den frygteligste af alle enfoldige alt.

Plato fortalte mig paa mine Spørgsmaal om disse Rigers Forhold til de andre, jeg havde gennemvandret: »Tre Eksistenser er der i samme Rum og Tid. Den første Eksistens er den materielle, i hvilken Menneskene leve deres første Liv. Den anden er den æteriske, til hvilke de Mennesker, som søge et personligt Liv efter Døden, kunne overgaa, dersom de gøre sig værdige dertil. Denne føres dels paa de himmelske Planeter, dels i en for Menneskene usynlig Form paa Jorden selv. Den tredje Eksistens føres i Ideernes Verden, til hvilken Du er vandret hid igennem Skyggeriget. Denne Verden er som den højeste og reneste ganske immateriel. Den er bygget af Erindringer. Og her genfødes Afbilleder af alle Jordens Ting. I denne leve vi Hedninger fra Øst og Vest, frigjorte fra Vilje, Ønske og Kraft, som i en Drøm. Og naar det tykkes Dig anderledes, er det kun, fordi din Nærværelse kalder os til Handling, saaledes som Du tænker os.

Dog er der dem, der kunne gaa over fra den ene Eksistens til den anden. Men mellem dem er ikke jeg. I dyb og stille, fornuftig Erkendelse af den evige Sandhed og Skønhed lever jeg og ønsker mig ej tilbage til Modets og Begærets Verden. Vise Mænd fra Øst have sagt mig, at der gives en fjerde Eksistens, som er uden for Rum og Tid, uden for Følelse og Forestilling. Mod denne søger jeg. De kalde den Nirvana.«

Jeg vilde have udspurgt denne Erosforkynderen blandt Filosoffer om meget. Men idet han nævnede Ordet Nirvana, henfaldt han i en letargisk Tilstand. Et forklaret Smil oplyste hans ædle Aasyn, som om han var fordybet i, hvad Symposion kalder den ene Anskuelse af det i og for sig skønne. Saaledes forlod jeg denne hellige Filosof.

Jeg forlod de beboede Steder og søgte ind i de dunkle Lunde under Aftenrødens Glans. Dyb blev Ensomheden om mig, og jeg hørte Pans Fløjte fra Skovtykningen. Da knælede jeg ned, grebet af en hellig Skræk, og bad til Naturens gamle Guder, at de vilde aabenbare sig for mig. Og dette skete, dog ikke paa den Maade, jeg ventede.

Lyden af rindende Vand førte mine Skridt til en rislende Kilde, der sagte sang i Skoven, og jeg tiltalte den saalunde:

Op af den naturlige Kalkstenskumme, som Kilden have dannet sig selv paa samme Maade, som en Snegl sin Skal, brød store Bobler og brast med en klingrende Lyd, og som de fire Toner i Akkorden hørte jeg, da mit Øre havde vænnet sig til Kildens Sprog, gentages og atter gentages de fire Dobbeltord:

Og da jeg vendte mit Øre fra Kummens Suk til den Rislen, der strømmede ud af dens Mund og tabte sig som Sølv i Græsset, da hørte jeg Undinen sige: »Jeg er Livets Kilde. Jeg er Forfriskelsens og Renselsens Bad. Jeg er de tørstiges Vederkvægelse, de trættes Genfødelse, de syges Læge. Jeg synger og taler i alle muntre Kilder og i alle dybe Brønde. Jeg er det levende Vand. Modtag mig med Taksigelse.«

Og se, ved Kilden voksede en Vinstok og hang med sine Ranker ud over dens Spejl. Og paa den anden Side stod en Hvedeplante og hældede sine Aks imod de nedhængende Druer. Og Vinden kom og fyldte de tvende Planter med sin Susen. Da hørte jeg Hvedeakset sige: »Jeg er Livets Brød. Jeg er det nærende Korn. Alle Straa paa Hvedemarkerne ere mine Udløbere. Og jeg er fuldstændig til Stede ved Eders Nadver i Melet og Brødet. Jeg er Ceres, Livsopholdersken.«

Og Vinstokken sagde: »Jeg er det virkelige Vintræ. Mit Blod lidgydes for Eder i Persekarrene. Min Aand borttager Sorg og Synd. Jeg er Vinen. Vær mig taknemmelig!«

Da blev jeg grebet af Ærefrygt for disse tre enfoldige og hellige Magter, og jeg følte mig ved min Fordybelse i Gudindernes Væsen som udrevet af Aartiers, ja, af Aarhundreders Vanvid. Jeg afførte mig mine Klæder, knælede ned i from og stille Andagt og sagde: »Ja, jeg forsager Formørkelsens, Fordømmelsens og Afsindighedens Religion. Jeg forsager Blændværket og vender mig til Tilbedelsen af de sande, guddommelige Kræfter, som virke i Naturen og i Historien.«

Og sigende saa steg jeg ned i Kummen og modtog Kildens Daab. Jeg rejste mig forynget, og med barnlig Glæde brød jeg et Aks og en Drueklase og nød med Taksigelse Kornets og Vinens Gaver. Ved dette Sakrament gennemtrængte en enfoldig, troskyldig og sagtmodig Aand mit Legem. Og jeg blev stille, saaledes som jeg aldrig var stille før. Kilden sagde: »Jeg giver Sundhed,« Akset: »Jeg giver Styrke,« og Druen: »Jeg giver Mod.« Og til denne Treklang hørte jeg som det fjerde selve deres Enighed i Form af Vindens Tone, der forenede de tre Feers Stemmer: »Jeg er Tonen, som gaar igennem alt. Jeg er det rene Aandepust i Universet. Jeg er den hellige Stemning, der toner i Naturens Drøm.«

Og jeg rejste mig begejstret og sagde med den dristigste, tyske Hednings Ord: »Helligt er Brødet, hellig er Vinen, men helligt ogsaa Vandet.« »Dog helligst,« sagde jeg, »er Tonen, hvis Aande gennembæver Livets Drøm.«

Jeg vandrede tilbage i den dunkle Aften imod det Sted, hvor en Blussen paa Himmelen forkyndte, at her var Glædens Borg. I Tusmørket vandrede jeg. Dog, dette Mørke var ikke det kristne Mørke med sin Angest, men den hedenske, skønne og bløde, violblaa Nat, hvori Skovens Aander søge hinanden i Elskov. Dames Kviste slog imod min Kind, og Tithon hørte jeg spille i Græsset. Ved den kyske Selenes Lys naaede jeg mit Maal.

Jeg fandt Kejseren i sit Teatron, udstrakt paa bløde Hynder. Han indbød mig naadig til at tage Plads ved Siden afsig og sagde til mig: »Min Ven, jeg ved, Du er en Smule Filosof; og da jeg, som Du ved, er Senecas Overvinder, vil jeg ej lade Dig drage bort uden at have beriget Dig med min Filosofi. I faa Aforismer skal Du faa den, af hvilke hver er grundet paa lang Erfaring og nøje Prøvelse:

For at leve lykkelig vær enten uden Synd eller uden Samvittighed, vær enten en Pythagoras eller en Katilina.

Nyd ej den enfoldige Lyst, men nyd din egen Vilkaarlighed i at nyde.

Som Guldet søger en mørk Baggrund, saaledes skærpes din Nydelse ved Betragtningen af andres Lidelser.

Uden Grusomhed og Forfængelighed er Nydelsen intet. Men disse trende tilsammen udgøre det højeste Liv.«

Og han begyndte at tale om sine Sandalbaand med nogle Hoffolk.

Jeg vendte mine Øjne imod Scenen. Men det, som jeg ventede mig, nemlig en græsk eller romersk Komedie, viste sig ikke, men derimod et Skuespil, hvis det kan kaldes et Skuespil, hvortil jeg aldrig saa Mage, en dithyrambisk Forherligelse af Nydelse og Vellyst uden Lige. Og dog optraadte ikke menneskelige Personer; men af trende Dele var dette Melodrama sammensat: af Farver, Musik og Sang. Som dødssorte Skygger, som det dybeste Blaa og det spædeste Grønt og som den heftigste, glødende Purpur slog magiske Flammer op paa Scenen, som om jeg her saa for mig den Kamp imellem Kaos, Tartarus og Eros, af hvilken Verden efter Hesiod er fremgaaet.

Og med denne blændende og brændende Farvesymfoni fulgte en jublende og klagende Musik, endnu mere malende end disse Farver. En yndig, skælvende Kvinderøst, en mægtig, titanisk Mandsrøst brød igennem dette Ildvæld og Tonehav. Og Kor afklare Barnerøster fulgte dem, og jeg erfor Indholdet af denne forunderlige Fremtidskunst. Den Nero, som fra sit Taarn med en Kunstners fine Glæde betragtede Romas Brand, han lod her opføre til sin Nydelse en Skildring af Menneskehedens Slutningskatastrofe, af Verdensbranden selv, af de to Kloders Favntag, naar Jorden, som det engang vil ske, synker i Solens glødende Favn. I dette Drama var det som helt forglernt, at der var en Menneskehed til, som kalder denne Katastrofe for Verdens Undergang. Kun over eet lo og græd Musikken i henrykt Vanvid: over de to Titaners mægtige Elskov. Ja, dette Skuespil var Nero værdigt.