[397]| Tolvte Dagsrejse: Nirvana

Lovgivernes Forsamling. Buddhas Bjærg og Lære. Stormklokkens Sang. Pleroma

Jeg staar foran Lovgivernes Bjærg.

Det er et Bjærg af Basalt, hvis Overflade har Form som Hjulet, Buddhas hellige Tegn. I Hjulets Fælg sidde Lovgiverne, Mahatmerne, i en Halvkreds paa Højsæder, der ere udskaarne i de sorte Basaltsøjler. De ere tavse. Deres Blikke vende sig mod Hjulets Nav. Herpaa hviler den fuldkomne Terning, der er bygget afrette Linier i vinkelrette Forbindelser, og som indeholder de Maalenheder, hvori Rummet og med dette Tiden, Stoffet og Kraften tælles. Denne Terning, der er den fuldkomneste Genstand for Tænkningen i Verden, skal være Lovgiverne et Forbillede paa, at de i deres Love skulle stile imod den samme Simpelhed, Nøjagtighed og Sikkerhed.

Ved Indgangen til Lovgiverbjærget holde de to Vagt, der udføre Lucifers Vilje i Verden, idet de modarbejde hinanden, nemlig Zeloten med Dolken og Bøddelen med Sværdet.

Jeg ser foran mig de store Lovgivere, hvis Maal det er i Videnskaben at kæmpe den samme Kamp, som 399| Lucifer kæmper i Eksistensens Dyb, det store Oprør imod Gud, Disse ere de Heroer og Martyrer i Striden for Selvets Frigørelse, der have ført Menneskehedens Krig mod det uendelige og have lovbundet dets Ytringer i faste Former inden for snævrere og snævrere Grænser ved utrættelig at fortolke Modsigelserne og finde Regel for Undtagelserne.

Fire Højsæder ser jeg opløftede over de andre. Der sidder som Fysikernes Formand GalUæi, som Biologernes Darwin, som Psykologernes Cartesius. Men paa det højeste Sæde sidder den store Newton som den første af alle Videnskabsmænd, idet han har overladt Residentskabet for sit eget Fag til sin Broder Galilæi. Den store Lovgiver for Universet kalder ej længer sin Gerning for en Barneleg ved Bredden af det uendelige Hav. Sin Haand har han lagt paa Verdenshjulets Styrestang, og med et fast Blik anfører han Forskerne i de endelige Væseners Kamp mod det uendelige.

Jeg tilbeder disse hellige, der sidde urokkelige som Buddhas Statuer, idet de høre og skue alt i Universet og indføre alle Erfaringer i systematisk Erkendelse. Idet jeg sidder tavs som disse, og som de med Andagt betragter den fuldkomne Terning, opgaar for mig ved Intuition den samme systematiske Erkendelse af Tilværelsen, af hvilken de opfyldes. Disse ere Mahatmernes Love:

1. »Medens Stoffet er dødt, er Kraften, der bevæger og forandrer Stoffet, identisk med det følende og villende Liv i Tilværelsen. Den Kraft, der virker uden for Iagttageren, 400| viser sig kun i sine Virkninger paa det døde Stof. Den Kraft, der virker i Iagttageren selv, viser sig efter sit sande Væsen som følende og villende Liv.

2. Alt Liv er som saadant individuelt. Men Individet er et relativt Begreb. Som Celleindividerne gaa op i det enkelte Menneske, som Menneskene gaa op i Menneskehedens Individ og dette i Naturen, saaledes sammensætte overalt Individer sig til større Helheder og opløse sig i mindre.

3. Livets Grundlov er Selvopholdelsen. Ethvert Individ kæmper for at bestaa mod Nedbrydelsen udefra.

4. Tænkningen er et Vaaben i Kampen for Tilværelsen og hævder derved sin Plads i denne. Dens Væsen er Fordringen om Identitet i den ydre og indre Verden. Denne Fordring udtrykkes i Principperne om, at det samme vedbliver at være det samme, og at det samme altid drager samme Følge efter sig.

5. Tid og Rum og Aarsagssammenhæng ere tre Rammer, i hvilke Tænkningen indordner alle Iagttagelser. Fordi Naturordenen er Tænkningens Produkt, derfor genfindes Tænkningens Fordringer, nemlig Stabilitet og Regelmæssighed, som Resultater i den ydre Verden.

6. Stoffet er materialiserede Forestillinger, det vil sige saadanne, der ere vanemæssig indordnede i Tid, Rum og Aarsagssammenhæng ifølge de tænkende Individers Vilje.

7. Det, at alle Mennesker iagttage den samme Natur, er Beviset for, at Menneskene udgøre eet Væsen, idet Iagttagelser og Forventninger paavirke hverandre. 401| Af Menneskehedens samlede Erfaringer og Antagelser bestaar Naturordenen.

8. Hvad der sammenfatter Menneskeheden til en Enhed, er den okkulte Lov. Denne udsiger, at alle Viljesytringer direkte frembringe deres Formaal, hvis ikke andre Viljer modarbejde dem. Alle Ønsker, Forventninger og Antagelser stræbe imod at gøre deres Indhold objektivt, det vil sige almengyldigt. Af denne Kamp mellem Trospaastande, der bevidst og ubevidst føres inden for Menneskeheden, fremgaar Sandheden som den stærkeste og varigste Tro.

9. Tænkningen tør ikke bestride Muligheden i Almindelighed af, at der kan fbregaa Brud paa Naturordenen; men den anerkender ikke i noget enkelt Tilfælde, at dette finder Sted. Iagttagelser, der tilsyneladende stride mod Naturordenen, fortolkes af Tænkningen enten saadan, at Fænomenet skyldes ukendte Naturlove, eller saaledes, at det mirakuløse ved Iagttagelsen beror paa lagttagelsesfejl.

10. Tænkningen forstaar kun til folde det begrænsede og i Tal maalelige. Udstrækningen er Tænkningens Grundmaal, hvortil det henfører alle Maal af Tid, Stof og Kraft o.s.v. Kun endelige Størrelser ere til for den. Det uendelig lille og det uendelig store ere kun forstaaelige som Intet. Dette fordrer Tilværelsen af absolutte Udgangspunkter i Rum og Tid og absolutte Maal for Udstrækning og Bevægelse. Universet har altsaa en Begyndelse i Tiden, et Midtpunkt og en Grænse i Rummet.

11. De absolutte Maal for Tilværelsen sættes af Mennesket selv. Den mindste Udstrækning i Rum, som 402| det normale Menneske kan opfatte, er det absolutte Grundmaal for Udstrækningen. Den mindste opfattelige Tidsforskel er det absolutte Grundmaal for Tiden. Det faste Punkt i Universet, i Forhold til hvilket alle Bevægelser bestemmes, fastsættes som Ekliptikas Centrum. De tilsyneladende Bevægelser af dette Punkt fortolkes som Bevægelser af Fiksstjerneverdenen i Forhold til dette Punkt.

12. Ligesaa bestemmer Mennesket den virkelige Beskaffenhed af alle sanselige Genstande. Saaledes som det normale Menneske opfatter Genstandene under normale Forhold, saaledes ere Genstandene i sig selv. En ubekendt »Ting i sig selv« er en unødvendig Hypotese.

13. Den normale Type er den, som viser sig at være den sejrende i Livskampen og overvinder afvigende Typer eller omformer dem efter sin Maade at sanse og tænke paa.

14. Atomerne ere ikke Virkeligheder, men uundværlige Hjælpebegreber, ved hvis Hjælp vi bestemme Tilværelsen i Tal. Vi udtrykke Paastanden om Universets Endelighed ved til ethvert givet Tidspunkt at opfatte det som bestaaende af et bestemt, endeligt Antal Atomer. Vi udtrykke Fordringen om Universets Identitet med sig selv i Sætningerne om Stoffets Konstans og den levende Krafts Konstans.

15. Tænkningen kan ikke opfatte den levende Kraft i sig selv, men kun dens Virkninger, saaledes som de fremtræde i den ydre Natur.

403| 16. I sig selv erfarer Mennesket ved umiddelbar Oplevelse den levende Krafts Væsen som Vilje. Viljen er i sig selv ubestemmelig, utilgængelig for Maaling og aarsagsløs. Tænkningens tre Former kunne kun anvendes paa dens Virkninger.

17. Livet i Universet er i sig selv uendeligt. Tænkningens Bestræbelse er at begrænse dets Virkninger, og den Vilje, som virker i Tænkningen, bevirker, at dette sker med Tilnærmelse. Dog bliver der altid et Spillerum tilbage. I Verdensformlen indgaar irrationale Værdier, hvis Bestemmelser aldrig udtømmes.

18. Medens Tænkningen henfører alt til Kvantitet, giver den umiddelbare Erfaring Kvaliteter. Paa Kvantitetens Omraade hersker Kontinuiteten. I Kvaliteternes Verden bevæger Erfaringen sig i Spring. Tænkningen kan ikke forklare Kvaliteternes Opstaaen.

19. Tænkningen kan bestemme Tilværelsen i Kvantitet, men ikke i Kvalitet. Der er en ubegrænset Mulighed for Opstaaelsen af nye Kvaliteter af de eksisterende Kvaliteters Sammenspil.

20. De Tendenser, der røre sig i deres fulde Klarhed i Jeg'et, stamme fra Naturen og genfindes i dunklere Form i denne. Ved Selviagttagelse erfare vi Udviklingens Kræfter, Retning og Midler.

21. Jeg'et er en Forbindelse af Navn, Skikkelse, Legemskræfter, Viljesytringer, Følelser, Sansninger og Tanker. Forbindelsen bestaar i den Gentagelsesproces, som kaldes Erindring. Antagelsen af en ubekendt Substans som Grundlag for Jeg'et er en unødvendig Hypotese.

404| 22. Naar de sjælelige Processer forløbe paa konsekvent og original Maade saaledes, at alle afspejle det samme ejendommelige Karakterpræg, da have vi et Selv. Selvet er den syntetiske Kraft, der sammenholder og former Jeg'ets Indhold, og som tydeligst viser sig i Erindringens Proces.

23. Jeg'ets Opløsning falder ikke sammen med det fysiologiske Dødsøjeblik. Da den Opløsningsproces, der foregaar i Legemet efter Døden, er forbundet med Udvikling af Energi, maa vi antage, at denne Energi i Hjernen omsætter sig til Forestillinger og Følelser. Der eksisterer altsaa et Liv efter Døden, hvis Varighed ikke nærmere kan bestemmes. De Forestillinger, som findes i denne Mellemtilstand mellem to Tilværelser, ere betingede af Menneskets tidligere Liv og hans Tro, og deres Følelsesbetoning betinges af hans Karakter og Samvittighed. I denne Drømmetilstand efter Døden have de forskellige Religioners Paradiser og Straffesteder deres Plads. Da efter den skjulte Lov de dø des Forestillinger paavirke de levendes, forstaas herved saadanne Fænomener som Genfærdshallucinationer og lignende.

24. I Lighed med Lovene om Stoffets Bestaaen og Energiens Bestaaen opstille vi Sætningen om Værdiens Bestaaen, der udsiger, at Selvet, der er den værdifulde Kraft i Tilværelsen, ikke tilintetgøres ved Jeg'ets endelige Opløsning, men genopstaar i et andet Individ. Denne Genfødelse, der ikke vedrører Jeg'ets Indhold, opstilles ved en Fortolkning af Naturen, som Erfaringen hverken kan bekræfte eller benægte med Sikkerhed.

405| 25. Erfaringen viser, at Mennesker komme til Verden med medfødte Naturbestemmelser, der paa fatalistisk Maade komme til Udvikling i deres Liv. Aarsagen til dette Fatum kan ved Fortolkning søges i Tendenser hos Selvet, der ere udviklede i tidligere Tilværelser. (Loven om Karman.)

26. Fatum lader sig kun forhale eller mildne, men ikke hindre. Som Tyngden drager Floden mod Havet, saaledes drage de medfødte Tendenser Individet mod dets Skæbne, hvilke Forhindringer der end ligge paa dets Vej. Kun i mindre Ting har den fornuftige Vilje Evne til at vælge. I Livets afgørende Konflikter har Fornuften ingen afgørende Indflydelse paa Menneskets Handling.

27. I os selv erkende vi Erindringens Lov, som udsiger, at Fortidens Indhold har en Tendens til at opdukke igen under lignende Forhold. Denne vanemæssige Tendens, der kommer til fuld Udfoldelse i Jeg'et, er i svagere Grad en oprindelig Tendens i Naturen, og dens Virkninger blive kendelige ved at opsummeres gennem lange Tidsrum. Ifølge Erindringens Lov er alle Tings Genoprettelse Naturens ubevidste Maal; thi kun i Genoprettelsen finder den Ligevægt. De samme Love, som gælde for Erindringen, gælde for Genfødelsen. Jo stærkere, varigere og mere sammensat et Indtryk Individet efterlader sig, med des større Kraft virker det til sin Genoprettelse.

28. I uhyre lange Tidsrum af Evolution og Dissolution bevæger Naturen sig mod sit højeste Maal, Dannelsen af en fornuftig og retfærdig Verdensstyrelse, der gør Naturordenen til en moralsk Orden. At give 406| et Bidrag til dette Maals Opnaaelse er denne Menneskeheds Opgave i den nuværende Evolutionsepoke. Menneskehedens Forløsning er Altets Forløsning.«

Jeg hører en Røst, som siger til mig: »Gaa bort fra det sorte Bjærg, fra Lovgivernes Bjærg, og gaa til det hvide Bjærg, hvor Læren skal forkyndes Dig!«

Jeg gaar bort fra Lovgivernes Forsamling, som er beskyttet af Demiurgen, der tager Brahmas Værk til Forbillede og røgter sin Gerning i Buddhas Navn. Jeg gaar til det hvide Bjærg, Isbjærget, hvor Dharma skal forkyndes mig.

Medens jeg vandrer, lytter jeg til Lyden af mine egne Trin. Og hør! Mine Fodslag tale til mig og sige:

»Vestens Børn behøve ikke at drage til Østen for at erfare Buddhas Lære; thi denne er alt opdukket afsig selv i deres egen Videnskab. Have ikke Tænkere opdaget, at den materielle Verden er bygget af Illusioner, og at Sjælen ikke er en Enhed, men en sammensat Sum? Have Digterne ikke erkendt Livets Elendighed og Livsbegærets Ufornuftighed? Have Naturforskerne ikke bevist, at Mennesket er af samme Natur som Dyret, og at alle Væsener ere underkastede en Lovmæssighed? Har Spekulationen ikke ført til Antagelsen af Kalpaer, der adskilles ved Ødelæggelser? Lære Ateisterne ikke, at Menneskene ikke bør tilbede Livets Ophav, og at det største Menneske er det højeste Væsen? Men alt dette indeholdtes for fem og tyve Aarhundreder siden i Buddhas Lære.«

Hvad jeg nylig saa, svinder bort for mig. En hvid Taage omslutter mig. Jeg ser og hører intet, uden hvad Buddha aabenbarer for mig.

Jeg ser en Kæde af tolv forskellig farvede Led, der 407| krymper sig som en Orm, idet det sidste Led søger at nærme sig det første.

Røsten siger: »Dette er de tolv Led i den skjulte Aarsagsrække, hvorved et Individs Død frembringer Fødslen af et andet Individ og dettes Lidelse. Sygdom, Smerte og Alderdom skyldes Fødsel. Denne skyldes Undfangelse. Men Undfangelsen skyldes Tørst efter at være til. Tørsten har sin sidste Aarsag i Uvidenheden om Livets Væsen. Ophæves derfor Uvidenheden, ophæves Tørsten, og Du træder ud af Genfødelseshvirvlen igennem Udslukningen, det er Nirvana.«

Taagen viger bort. Jeg ser foran mig det ishvide Bjærg, der er Symbolet paa Buddhas Lære.

Dette Bjærg har Form af et regulært Tetraeder, idet hver af Pyramidens fire Flader betegner en af de fire ærværdige Sandheder. Grundfladen betegner den Grunderkendelse, af hvilken Buddhas Lære er udgaaet, nemlig denne: Livet er Lidelse. De tre Sider betegne de tre følgende Sandheder, som ere: for det andet: Lidelsen skyldes Tørst efter Tilværelse; for det tredje: Lidelsen ophæves ved at ophæve Tørsten; for det fjerde: Vejen til at ophæve Tørsten er den rette Opførsels hellige, ottedobbelte Vej.

Pyramidens Højde indeholder lige saa mange Fod, som den indeværende Kalpa, naar den er udløbet, vil indeholde Aar. Dens Grundflade har ingen Understøttelse, men svæver frit, hvorved der betegnes, at Buddhas System er afsluttet i sig selv og ikke kan hverken bekræftes eller benægtes af den ydre Erfaring.

Bjærget er af Is og gennemsigtigt, saaledes at alle dets Linier ere samtidig synlige. Dette er et Billede paa Buddhismen, som er fuldstændig og klar Erkendelse og ikke Tro.

Op ad Bjærget fører den hellige, ottedobbelte Vej 408| som en Spiralgang. Ligesom denne Spiral samtidig omslutter et Rum og i hver af sine Bøjninger nærmer sig et bestemt Punkt, saaledes er Buddhismen paa een Gang den rummeligste og den i sig selv mest koncentrerede Lære. Spiralen har tre Omdrejninger til Erindring om den ophøjedes tre Navne: Gautama, Siddharta og Buddha, og hans tre Eksistenser som Fyrste, Eneboer og Forkynder. De otte Linier, hvoraf Vejen bestaar, ere følgende: ret Lære, ret Forstaaelse af Læren, ret Tale, ret Handling, ret Helliggørelse, ret Anstrengelse, ret Erindring, ret Selvfordybelse.

Ved Bjærgets Fod ser jeg Buddhismens fem Bud i Skikkelse af fem frugtbærende Træer. Indholdet af disse fem Bud er: at afholde sig fra at lyve, at stjæle, at dræbe endog blot det mindste Dyr, at begaa Utugt og at drikke berusende Drikke.

Jeg vandrer op ad Bjærget paa nøgne Fødder, og jeg hører den Røst, der vejleder mig, sige:

»Ikke Menneskers Ære skal være dit Maal, ikke Guders Belønning skal være dit Maal, ikke din egen Lyst skal være dit Maal; men kun eet skal være dit Maal: Fuldkommenheden, som er Udslukningen af al Stræben.

Ikke af Tro paa det skrevne Ord, ikke af Tro paa det talte Ord skal Du betræde den otteliniede Vej, min Søn. Ikke fordi Mængden siger saa, ikke fordi de lærde sige saa, men af selvskabt Erkendelse skal Du frivillig betræde den otteliniede Vej.

Den Erkendelse, hvorom jeg taler, den vindes ikke ved at betragte mange Ting. Ikke ved at rejse gennem fire Verdensdele finder Du den. I dit eget Selv finder Du den Erkendelse, hvorom jeg taler.

Selvets Tilflugt er Selvet. Selvets Frelser er Selvet. 409| Selvets Forløser er Selvet. Selvfordybelsen, den giver den Erkendelse, hvorom jeg taler.

Jeg taler om den Erkendelse, som vindes ved Betragtning, om den Erkendelse, der er skjult i Selvets Dyb, og som ikke berøres af Erfaringen om ydre Ting. Om den Erkendelse, som overlever Mennesket og Menneskeheden, om den Erkendelse, som er den evige Sandhed, derom taler Buddha. Og Genlyden af Buddhas Ord klinger i de vises Hjerter.

Min Lære er ikke for Daarerne, men for de vise; ikke for de uvidende, der prale af megen stykkevis Kundskab, men for de vidende, der have Del i den ene Erkendelse. For dem er min Lære.«

Røsten tier. Jeg ser ved min Side de seks Pararnitaer, uden hvis Udøvelse man ikke kan opnaa Erkendelse, i Skikkelse af buddhatjenende Devaer med hvide Vinger. Deres Navne ere: Gavmildhed, Renhed, Taalmodighed, Flid, Selvfordybelse og Visdom.

Røsten taler atter og siger:

»Blomster sanker Mennesket. Til Lyst staar hans Hu. Som Stormfloden falder over en Landsby om Natten, saaledes falder Døden over ham og river ham bort.

Hvor længe vil Mennesket tragte efter Lyst? Der brænde de urene Stemmer. Mørke omgiver ham. Vil han ikke søge Lyset?

Ikke i Luftriget, ikke i Havets Midte, ikke i Bjærgets Kløfter finder Du det Sted, hvor Sygdom, Lidelse og Død ikke har Magt.

Af Lyst fødes Lidelse. Af Lyst fødes Frygt. Hvo, der er forløst fra Lyst - fra Lidelse er han forløst, ogsaa fra Frygt.

Af Kærlighedslængsel fødes Lidelse. Af Kærlighedslængsel fødes Frygt. Hvo, der er forløst fra Kær410|lighedslængsel - fra Lidelse er han forløst, ogsaa fra Frygt.

Blomster sanker Mennesket. Til Lyst staar hans Hu. Ved Synd opnaar han Lyst. Ved Synd opnaar han Liv.

Som en giftig Orm er Livet, der er syndigt efter sin Natur. Enhver Handling indsætter Synd i Verden. Det at handle og det at leve er ondt i sig selv.

Ord dyrke Menneskene. I Ord indhylle de sig for at skjule deres Uvidenhed, for at skjule dette nemlig: Livet er saadant, at ingen kan vide noget med Sikkerhed.

Ingen kan forsikre om noget, at det er. Ingen kan forsikre om noget, at det ikke er. Ingen kan forsikre om noget, at det hverken er eller ikke er. Alle menneskelige Lærdomme tjene dem kun til at skjule dette ene for sig: Der gives ingen Virkelighed eller Sandhed i det menneskelige Liv.

Alt, hvormed Mennesket trøster sig, er Illusion. Det er Forestillinger, som han anser for faste, men som ere forgængelige. Det er Drømme, som han anser for bringende evig Lykke, men som bringe Lidelse.

Alt er Illusioner. Sanchara er alt. Jorden er Sanchara, Havet er Sanchara. Skyerne ere Sanchara. Træerne ere Sanchara. Fuglene ere Sanchara. Menneskene ere Sanchara. Erfaringerne ere Sanchara. Meningerne ere Sanchara. Tankerne ere Sanchara.

I Tilværelseshvirvlen omtumles Menneskene som i en afsindig Drøm. Der er ingen Bund i Tilværelseshvirvlen. Den er kun Krusninger hid og did, og Dybet under den er Intet. Af Tilfældigheder er den opstaaet. I Tilfældigheder vil den opløse sig.

Den, som ser paa Tilværelsen, som saa han en 411| Sæbeboble, som saa han et Luftbillede, han ser den, som den er.

Selvets Tilflugt er Selvet. Selvets Frelse er Selvet. I sit eget Selv finder den vise den Orden, den Mening, den Fred, den Salighed, som han forgæves søger i Tilværelseshvirvlen.

Ikke uden for Dig er Ordenen, men i Dig selv. I Dig selv er Fornuftigheden, ikke uden for Dig. I Dig selv er Sandheden, ikke uden for Dig. Ikke uden for, men i Dig selv er Retfærdigheden, er Medlidenheden, er Sansningens, Tænkningens og Handlingens Love.

Dette er den Erkendelse, som er bitter at smage, og som er de faa forbeholdt. Dette er den Erkendelse, hvorom jeg taler.«

Jeg ser for mig Symbolerne paa de tre Klenodier: Buddha, Læren og Menigheden. De tre Symboler ere Hjulet, hvis Tegning er afsluttet i sig selv og regelmæssig ordnet om sit Centrum, Bogen og Rosenkransen. Fra Bogens Blade udgaar den Røst, som taler til mig. Denne Røst er den Genklang, som Buddhas Ord har efterladt i Verden, og som vedbliver at klinge ned igennem Historien, som Stjernernes Straaler vedblive at gennemfare Rummet. Læren kaldes derfor ogsaa Buddhas sidste opfattelige Iklædning.

Røsten siger:

»Min Søn, hør min Lære. Den hedder: Kom og se.

Som det store Hav kun er gennemtrængt af een Smag, Saltets, saaledes er Læren kun gennemtrængt af een Smag, Forløsningens.

Hvori bestaar Forløsningen? I Erkendelsen bestaar Forløsningen. I den Erkendelse, hvorom Buddha taler, bestaar Forløsningen.

Let er det at udtale Erkendelsens Ord; men van412|skeligt er det at lade Selvet blive til eet med den. Hvor mange Aar af Anstrengelse og Betragtning maa Mennesket anvende herpaa! Hvor mange Aar var Gautama Siddharta, før han blev Buddha!

Ikke blot i Tanke, men i Handling og i ekstatisk Betragtning maa Du have optaget Erkendelsen i Dig, for at dit hele Selv kan være eet med Dig.

Ved Overholdelse af Budene, ved daglig Udøvelse af Paramitaerne, ved energisk og selvstændig Tænkning over Tilværelsen, ved Hensynken i dyb Beskuelse vil Du blive eet med det ene, vil Du erholde Forløsningen, vil Du opnaa Nirvana.

Den Munk, som har opnaaet den fuldstændige Erkendelse, han har alt i Livet opnaaet Forløsningen fra Lidelsen, fra Frygten, fra Synden, fra Uvidenheden, overhovedet fra det at være til.

Han har set og erkendt. Ufortabelig er hans Sjæls Forløsning. Dette er hans sidste Liv. Han skal ikke mere fødes igen.

I høj Glæde lever han, uden Fjender i Fjendskabets Verden, sund iblandt de syge.

Den, som har overvundet Fristelsernes falske, vildsomme Vej, som har trængt igennem Vildnisset og vandrer ved Bredden af det store Hav - overmenneskelig Salighed nyder han. Fuld af Fred skuer han Sandheden, som den aabenbarer sig for ham i det Indre, helt og fuldt. Han er den alvidende, han er den almægtige, han er den hellige, han er den fuldkomne.

Menneskene spørge saaledes: Hvorledes er det fuldkomne Nirvana, hvortil den hellige indgaar efter Døden? Er dette Tilværelse, eller er det ikke Tilværelse? Men de, der spørge saaledes, ane ikke, hvad Nirvana er. Som det store Ocean er dybt, umaadeligt, uudgrundeligt, saaledes er den fuldkomnes Væsen. Hans 413| Væsen maales ikke ved Legemlighedens Bestemmelser. Det er ikke Genstand for Sansning. Det udtømmes ikke ved Tænkning. Naar de uvidende sige: Nirvana er Tilværelse, eller: Nirvana er ikke Tilværelse, da griber ingen af disse Sætninger Nirvanas Væsen; thi Nirvanas Begreb overskrider, hvad den naturlige Forstaaelse kan rumme. Som den blinde taler om Farverne, saaledes taler den uvidende om Nirvana. Dyb, urnaalelig, uudgrundelig er den fuldkomne. Dybt, umaaleligt, uudgrundeligt er Nirvana.«

Røsten tier. De otte Linier løbe sammen til een, Selvfordybelsens Linie. Mellem mig og Toppunktet af Bjærget ser jeg de fire Dhyanaer eller Ekstaser i Skikkelse af fire Munke, der ere hensunkne i Betragtning. Da jeg vender Blikket opad, forsvinder alt andet for mit Blik ved Synet af den rene, forskelsløse Himmel, der som en Iskirke omgiver Isbjærget, ligesom Evigheden omgiver Tiden. I Zenit over mit Hoved ser jeg Nordstjernen med sit kolde og klare Lys, der staar urokkelig paa Ishimmelen, ligesom Sandheden staar urokkelig i Evigheden.

Jeg knæler ned, vender Haandfladerne imod hinanden og bestræber mig for at indtrænge i Nirvana. Men Røsten siger til mig:

»Du kan ikke erfare Nirvana; thi kun i Fantasien gik Du den otteliniede Vej. Dine Synder forhindre Dig. I det virkelige Liv maa Du have opvejet dem med Fortjenester for at kunne erfare Nirvana.«

Da siger jeg:

Idet jeg siger disse Ord, bestemmer jeg mig til at anvende den hurtigste, men farligste Vej til at nærme sig Nirvana, nemlig Trolddomskunstens. Jeg udtaler et Ord, som faar Bjærget til at skælve under mig, og koncentrerer derefter min Vilje med vanvittig Energi paa Opnaaelsen af Nirvana.

Jeg gennemløber nu i Fantasien den Afstand, der endnu skiller mig fra den højeste Eksistens. Idet jeg gennemvandrer de fire Dhyanaer, mister jeg først sanselig Lystfølelse, dernæst diskursiv Tænken. Og min Bevidsthed samler sig i een visionær Intuition, i hvilken jeg ser Symbolet paa Nirvana som et lysende Punkt, der evig forsvinder ud i det uendelige Intet.

Derpaa mister jeg Bevidstheden om min egen Ekstase. Endelig ophæves overhovedet al Følelse eller Fornemmelse. Som Tangenten i eet eneste Punkt berører Cirklen, saaledes berører mit Selv i eet eneste Moment Nirvana, den transscendentale Eksistens.

Hvad er det for en Stemme, der kalder mig tilbage til Tilværelsen? Hvem er det, der bærer mig bort fra Helliggøreisens Bjærg og den hvide Himmel? Er det Sanchara, der holder mig som et Barn i sine Arme og hvisker til mig, at Livet kalder paa mig, at jeg ikke i denne Tilværelse skal vandre Isvejen, som jeg i Fantasien har tilbagelagt?

Hvor er det, den store Moder bringer mig hen? Af hvilke forunderlige Lyde omgives jeg? Hvilke sælsomme Drømmebilleder svæve forbi mig? Er jeg i det Dyb, hvori Fremtiden skjules som et Foster i Moders Liv og venter paa at fødes? Skal jeg gennem disse forvirrede og stridende Muligheder, gennem disse løsrevne og ufuldbaarne Illusioner synke tilbage til det sammenhængende Spil af Illusioner, som kaldes Nutid og Virkelighed?

Hvad er det for et dødssort, rødgnistrende, skælvende, brusende Mulm? Hvad er det for en Malstrøm af syngende og skrigende Toner, der hvirvler ud fra Mulmets mørkeste Dyb? Hvad er dette klingende Mulm? Hvad er denne sortglinsende Malstrøm, der kimer og drøner igennem Tilværelsens usamstemmende Tonespil:

I et Øjeblik, der er brat som et Lynglimt, ser jeg Buddhas Bjærg staa skinnende hvidt og grundfæstet i sig selv midt i den brusende Hvirvel som et Tegn paa, at de hellige og retfærdige viUe gennemvandre den kommende Revolutionens og Reaktionens Tid uden at miste deres Fasthed eller Renhed.

Atter forsvinder det hvide Bjærg. En ny Vision viser sig for mig. Jeg ser Pleroma for mig imellem Stjernerne. Lysbringeren staar ved Kærlighedsgudindens Side. Foran dem knæle de seks Verdensherskere, og af Heroer ere de omgivne. Jeg ser Brahma. Jeg ser den himmelske Barmhjertigheds Gudinde; og 417| hendes Søn, Renhedens Gud, sidder ved hendes Fod. Jeg ser de otte Paramitaer som otte Engle og mange andre Skikkelser, som jeg ikke kender. Over dem alle hvælver Sanchara sig i Skikkelse af Kundskabens blodrøde Træ. Og over dets Krone staar Nordstjernen med sin rene og hvide Glans. Jeg hører den samme Musik, som jeg hørte paa Grønsværet ved Manis Side. Jeg hører Æonernes Sang: