Ellevte Dagsrejse: Dommedag

Lucifer bestiger Allahs Trone. Trontalen. Klampen med Urvæsenet Ego sum. Lucifers Møde med Eblis. Skærsommertalen

Jeg staar i Lucifers Land. Over mig er Himmelkuglen. Men denne Himmel er blændende som en vanvittigs Drømmebilleder. Den er en Hvælving af irgrønt Kobber, og i den ere Stjernerne indsatte som glødende Klippestykker med Ædelstensglans. Og deres Skin lyser klarere end Dagen.

Det er Guldbjærgene, som bære Himmelen. Og de runde Stene, der ligge for min Fod som Rullestene ved Stranden, ere Diamanter, der blænde mine Øjne. Og de Springvande, der lege med dem, ere af flydende Guld. Og langs Horisonten ser jeg en gyldentakket Rand. Og der er ingen Planter i dette Land. Enhver Klippe er et Skatkammer, hvor de kostbareste Mineralier funkle som forstenede Flammer. Og hele dette Rige er klædt som en Fyrste i sin Kroningskaabe, i den rigeste og sværeste Pragt. Og i Zenit ser jeg Tegnet af en bloddryppende Jernkrone.

Jeg gaar ad en Vej af Blodstene, der gaar imellem to Klippevægge af Tin, hvis Glans er, som var det hvidglødende. Jeg hører Klokker ringe. Jeg ser Bedehuse og Munke og Nonner med Rosenkranse. Helgenbilleder ser jeg og Vievandskar, men ikke noget Billede af Jesus af Nazareth.

Thi det er Lucifers Kirke i Øst, og her har Guden oprejst sin Trone.

Jeg ser Dignitarer, iførte Huer af Guld og Kapper af Guld. Og mellem dem. er han, som bragte Gudens Bud til den pavelige Augustus. Disse ere Lamaer, og de tilbede de to: Buddha Forløseren og Guden Lysbringeren, der styrer Verden i hans Navn.

Og jeg ser, under den bloddryppende Jernkrone paa det Sted, hvor Guldfloderne udspringe, er oprejst en Trone. Den er bygget af Lapis Lazuli og prydet med sorte Diamanter, der stirre som sorte Øjne.

Og jeg ser den, der sidder paa Tronen. Han er som den Skikkelse, Johannes Apostelen saa. Hans Haar og Skæg ere hvide som Uld. Hans Øjne ere sorte som Kul. Hans Fødder ere som glødende Makn. Morgenstjernen holder han i sin venstre Haand og Lynsværdet som et Scepter i sin højre.

Og om Tronen staa Kejsere og Konger og Riddere og Prælater i en af Pragt tindrende Skare.

Og jeg kaster mig næsegrus til Jorden og slaar min Pande mod Ædelstensfjældet. Og han, som sidder paa Tronen, ser slet ikke min Nærværelse.

Da klinge Klokkerne, og jeg hører en Sang, der udgaar fra Lucifers Kirker:

Og jeg hører en Hvisken, der gaar gennem Fjældene og Kobberhimmelen og Fyrsterne, og som svarer: Lucifers! -

Og jeg hører en Røst, som gaar igennem Fjældene og Kobberhimmelen og Fyrsterne, og som svarer: Lucifer!

Og jeg hører et Raab drøne. Kobberhimmelen, Klipperne og Fyrsterne raabe med een Mund: Lucifer!

Men Lucifer sidder stille paa Tronen. Hans Øjne ere snart som sorte, snart som glødende Kul. Han ser Ting, som andre ikke se, og han rører sig ikke ved det Raab, som faar Stjernerne til at skælve.

Og Dalaï-Lama fremtræder, klædt i Guld, og messer for Universet: »Hans højre Arm naar længere end Morgenrøden, og hans venstre ud over Aftenstjernen. Sine Fødder planter han i Verdens Navle, og sine Hænder strækker han ud over dens Grænser. Naar han vil, slynger han Mælkevejen som et Diadem om sin Tinding og kaster Himmelen om sig som en Kaabe. Lysstraalerne, der idelig gennemfare Rummet, ere hans tavse Tanker. Og som Kometernes Baal, der drive paa de mørke Floder, lig Hinduernes Lamper paa den natlige Ganges, saaledes ere hans lysende Viljer. Stjerneskyerne ere hans Fuglesværme, Æteren er hans Soveleje, og Menneskenes Liv ere Drømme i hans Sjæl.«

Lucifer løfter sin Staalhandske, og Genskæret af hans Luesværd farer som et Nordlys hen over den grønne Himmel. Jeg hører Guden holde sin Trontale til Fyrsterne:

»Jeg er den højeste, den mægtigste, den frygteligste. Jeg er Staalmanden. Mit Hjerte er af Sten.

Jeg er alle Verdeners Kejser, den almægtige. Min Vilje sker. Jeg forfølger min Vilje gennem Aarhundreder, indtil den sker.

Jeg er den samme. Hvor jeg siger Ja, der siger j eg Ja i Evighed. Hvor jeg siger Nej, der siger jeg Nej i Evighed.

Jeg har undertvunget Helvede og Jorden og Stjernerne og den usynlige Verden. Hver Gang jeg ser en ny Verden, da erobrer jeg den og opbygger mig en Trone. Jeg har mange Troner og lige saa mange Navne. Jeg er Guden. Jeg er Eros. Jeg er Lucifer.

Jeg er den sande Soter. Jeg er ham, om hvem Døberen spaaede, og som ikke kom. Jeg er ham, som skiller Avnerne fra Kornet og kaster Avnerne i Ilden. Jeg er Hævneren. Jeg er Dommeren. Mit Sværd er i min Haand.

Jer er Poruscha. Jeg er Atman. Jeg er Avaloki. Jeg har lige saa mange Navne, som der er Lærdomme. Jeg er Allan, den første af de Elohim, der i Begyndelsen dannede Himmelen og Jorden. Jeg tiltager mig alle Navne, som Menneskene dyrke. Jeg tager dem med Styrkens Ret.

Jeg er den sande Krischna. Jeg er den sande Siva. Jeg er den sande Zebaot. Jeg er den sande Ahuramazda.

Hvilke Guder I end ære, mig ære I i dem. I hvilke Templer I end tilbede, mig tilbede I i dem. Jeg har mange Navne, og jeg har intet Navn. Jeg har mange Dyrkelser, og jeg har ingen Dyrkelse. Jeg tager ikke efter Ord og ikke efter Ceremonier.

Jeg er ikke som en Gnier nøjeregnende med min Dyrkelse. Tilbeder mig eller tilbeder mig ikke. Tror paa mig eller tror ikke paa mig. Kender mig eller kender mig ikke. Jeg er den samme. Magten er min og den evige Kamphæder. Men Menneskenes Ære søger jeg ej. Jeg er tilfreds med at være den ukendte Gud, der bærer Herredømmets Byrder uden Taksigelse.

Jeg er Demiurgen. Med disse mine Hænder dannede jeg Himmelen og Jorden i Begyndelsen. Jeg er den sande lænkede og korsfæstede Gud, der søgte mig selv gennem Aartusinder. Af min Lidelse og af mit Oprør mod mine Lænker er Livets Træ opgroet. Jeg er den sande, opstandne Gud. Jeg sønderbrød mine Lænker og krævede Verdensaltet til Ansvar. Og det turde ikke svare mig. I Verdensaltet var jeg bundet og korsfæstet. Og jeg sønderbrød Verdensaltet og sagde: Jeg er Selvet. Der er intet Selv uden Selvet. Jeg er den højeste. Jeg har ingen over mig.

Jeg har formet Planeternes Baner. Jeg har anvist Lysstraalerne deres Gang. Jeg har ordnet Vind og Væld, det tunge og det lette.

Daarerne raabe paa Mirakler. Skulde jeg gøre Brud paa mit eget Værk. Min Vilje virker igennem Verdensurets naturlige Gang. Thi jeg er dets Mester.

Min Vilje virker som Fatum gennem de Nødvendigheder, som jeg har indsat i Tilværelsen. Jeg lader mig ikke røre af Bønner. Jeg hører ikke efter deres Bønner, som bede mig gøre Skæbnen anderledes.

Hvad er for mig et Menneskeliv! Og hvad er for mig et Menneskes Lidelse! Daaren klager og beder. Den fromme tier og hengiver sig til Fatum.

Jeg er Cæsarernes Cæsar. Jeg styrer Aandernes Verden gennem de Verdensherskere, jeg har indsat. Seks ere de. Den første er Profeten. Den anden bærer Banstraalens Tordenkile i sin Haand som den genfødte Jupiter. Den tredje hersker i Hades. Den fjerde har taget sig Navnet Dionys. Den femte bærer Tryllevaanden som sit Sværd og hersker i Skovensomheden. Den sjette hersker over det Hlle Folk. Disse seks ere de seks Tinder i min Krone.

Jeg har overvundet al Myndighed og bekræftet al Myndighed. Al Myndighed er af mig.

Jeg vandrer gennem Verdens Riger, de synlige og de usynlige. Ukendt farer jeg. Og naar jeg kommer til et Rige, hvor der ingen Hersker er, der bygger jeg en Trone og hersker i hundrede Dage. Jeg indsætter en Fyrste som min Lensmand og farer bort, ene, som jeg er kommet.

Paa Jorden lod jeg mig føde som Mand og byggede den første Trone. Til Jorden nedsendte jeg mine Tjenere, Konger og Krigere, Kirkefyrster, Tænkere og Skjalde. Jeg talte til dem i deres Ungdoms Ensomhed. Og da de fik Mænds Vilje, lagde de Haanden paa mit Værk. Saaledes virker mit Forsyn. I Byernes Undergang og i de brændende Stæders Brag lære I min Vilje.

Min Styrelse ser ikke den enkelte. I skulle lide med hverandre for hverandres Synder. Bliver et Folk usselt, da træffer min Straf det. Jeg udsender mine Hævnere med Sværdet, Dolken eller Ilden. Og jeg ser ikke til, hvem der rammes. Ere de ikke eet Folk? Ere de ikke medskyldige med hverandre?

Min Styrelse er denne: Jeg lader de elendige forgaa. Jeg giver dem i de stærkes og stoltes Vold. Med Magten styrer jeg. Paa hvert Blad i Historiens Bog staar min Styrelse skrevet.

Jeg er Cæsar blandt Cæsarer. Jeg er den første Ridder i Universets Ridderskab. Jeg er den første udvalgte blandt de skabende Aander.

Mine Tjenere ere de udødelige, hvis Liv udgør Verdenshistorien. Mine Tjenere ere de, som ere sig selv og ere ved sig selv - hvis Vilje ikke kan forgaa. De ere ikke alle ens. De ere mere forskellige end Ulven, Bæveren og Nattergalen. Jeg forstaar dem alle. Jeg kræver ikke, at de skulle være ens. Jeg har mange Hverv. Enhver, som er, enhver, som ikke synes at være, kan blive Medtjener i den store Gerning, som fuldbyrdes i Universet.

Kun jeg overskuer Planen i Universet; thi Planen er min Plan. Jeg har ingen Medvidere. Jeg er fuldstændig ensom. Jeg forfølger min Plan. For Verdens Jammer er mit Hjerte koldt. Verden er mit Skakbræt. Jeg har ingen Medynk med de faldne Brikker.

Jeg opstiller Dynastier. Og naar de have gjort deres Gerning, laderjeg dem gaa til Grunde. Jeg opretter Religioner. Og naar de have virket efter min Vilje, lader jeg dem forgaa. Jeg holder snart med Østen, snart med Vesten. Snart staar jeg Norden bi og snart Syden, eftersom det tjener min Plan. Jeg prøver alle Veje. Jeg anvender alle Mi dier. Jeg er Kunstneren. Jeg er Eksperimentatoren. Og Verdensstriden er den Leg, som jeg spiller med mig selv.

Jeg udstrækker min ene Haand over Jesus og den anden over Antikrist. Jeg ser i Naade til Martyren. Jeg ser i Naade til Forfølgeren. Jeg vil ikke give Slip paa Nero, selv om alle gode Mennesker bad mig styrte ham i Helvede.

Jeg er den samme gennem Tiderne. Jeg har alle dem kær, som ere sig selv lige. Nogle opnaa Selvskabelsen gennem Hellighed, nogle gennem Visdom, nogle ved Herredømme, nogle ved Elskov, nogle ved skabende Kunst, nogle ved Heltedaad, nogle ved Forbrydelser. Jeg har dem alle kær. Jeg lader mig ikke forblinde af Ord. Jeg har dem alle kær.

Jeg taler til Eder, I store. I ere mine Brødre. I ere mine Medarbejdere.

Til Jorden sender jeg Eder. Jeg sender Eder som Ulve blandt Faar.

Værer hovmodige. Værer Eders Værd bevidste. Gører ikke Fordring paa Ærefrygt; men hvor den ikke vises Eder, i det Hus skulle I ikke blive.

Strides ikke med Taaberne i Ord. Søger ikke Selskab. Værer tavse og ensomme.

Bærer Maske over for de spørgesyge. Men naar Tiden er dertil, da aflægger Masken.

Ogsaa jeg siger til Eder: Elsker Eders Næste som Eder selv. Elsker ikke Eder selv. Værer grusomme mod Eder selv og værer grusomme mod andre. Frygter ej for at volde Eder selv Lidelse, ej heller for at volde andre Lidelse. Regner ikke Eders eget Liv for noget, ej heller andres Liv.

Hæderens Evangelium forkynder jeg Eder. Søger ikke Lyst eller Lykke eller Livets Bevarelse; men søger kun det store Maal og ofrer alt derpaa, Eders eget og andres.

Jeg sender Eder ned for at stride og lide. Stridende skulle I vandre gennem Verden som Forbilleder, lærende Menneskene at tragte efter Udødelighed og foragte Velfærden.

I Eder lever den stolte, lidende Sandhed. I Eder kæmpes den evige Strid. I ere de sande Martyrer, der lide med mig og for mit Maal. Men viser Eder ikke som saadanne for Menneskene. Lukker Eders Læber fast til og vandrer smilende gennem Verden. Værer stolte og tavse i Liv og i Død.

I ere de store, og alt een Gang have I hævet Eder over Livshvirvlen. Jeg sender Eder ned, at I skulle atter hæve Eder og drage Eders Følgesvende med Eder, de, som falde ned for Eder og ære Eder i stum og ydmyg Underkastelse. I ere de store. I skulle frelse de smaa, men ikke ved at gøre Eder selv smaa, men ved at være store.«

Og jeg ser, Lucifer udsender sin højre Arm, og den bliver en Kriger, sin højre Fod, og den bliver en Statsmand; sine to Øjne, og de blive - det ene en Tænker, det andet en Kunstner. Og han siger til dem:

»Gaar ned og undertvinger Menneskene. Lærer dem først stum Lydighed, dernæst Ærefrygt, dernæst Selvets Frigørelse. Og jeg skal være til Stede i Eder.«

Og jeg ser som i et Syn Jordens Mennesker staa som en Masse blege Skygger foran Tronen. Og Lysbringeren sidder paa sin Herligheds Trone og taler til dem:

»Vogter Eder, I, som gaa i Flok! Vogter Eder, I, som ere de mange og trodse paa Eders Mængde! Vogter Eder, I, som ere de fattige i Aanden! Vogter Eder for Dommerens Sværd!

Hvor er Eders Selv? I have intet Selv. Selv have I intet Selv og formene andre at have det. I kalde Eder gode Mennesker; thi I ere gode mod Eder selv og dem, der ere som Eder selv. Ere ikke Hundene ligesaa? I tænke kun paa Lyst og dømme alt efter Lyst. Dem, der skaffe Eder Velvære og Nydelse, kalde I store og gode. Men de sande Stormænd styrte I ved Eders Fordømmelse i Helvede.

De sande Stormænd ere Eders Herrer, som søge at opdrage Eder til Selvfølelse og Adel. Jeg sendte dem til Eder. De kom, een efter een, og forkyndte Hæderens Evangelium. De forkyndte det med Lyren. De forkyndte det med Sceptret. Fra nu af skulle de kun forkynde det med Svøben.

I kalde Eders Optugtere for onde, fordi I straffes af dem. Gører ikke Hundene ligesaa?

Gode kalde I Eder. Retskafne kalde I Eder. Oplyste kalde I Eder. Ukendt vandrede jeg gennem Eders Byer. Jeg læste i Eders Hjerter. Murene gennemtrængtes af mit Blik, som om de vare af Glas.

Eders Hjerter ere opfyldte af Misundelse, af Lavhed, af hæslige Lyster, af giftig Ondskab.

I ere alle Forbrydere i Hjertet, men ere det ikke i Gerningen, fordi I fattes Mod.

At I fattes Mod, regne I Eder til Fortjeneste. Jeg siger Eder, at det gør Eders Brøde ti Gange større.

Det er bedre at synde udvortes end at synde indvortes. Eet Bud staar over alle: Værer redelige.

I ere begravede i tomme Ord. I have Stær paa Eders Øjne. I have tabt Sansen for Virkelighed. I have tabt Sansen for Storhed.

Thi Storheden er den eneste Virkelighed, og Eders Liv er kun et Skin. I ere intet. I skulle blive til intet. Men Storheden skal bestaa til evig Tid.

I mene, I have Krav paa Evigheden, naar I intet ondt have gjort. Det har Stenen ikke heller.

Kun eet lader sig evig erindre: at have lidt for Sandheden. Det er den evige Ære. De, som have gjort dette, ere noget og have skabt noget. I ere intet og rose Eder af, intet at have gjort.

De, som i Striden have indsat noget nyt i Verden, de ere de sande Helgener, og deres Synder, hvilke de end ere, kunne ikke udslette deres Fortjenester.

Men Du, som intet har gjort, Du gaar i Rette med dem, der have handlet og skabt. Frøerne sidde i Kæret og ere gode mod hverandre og bagvadske de store, kongelige Fugle, der sejle hen over deres Hoveder. Er det de hellige og rene, der tale saa? Nej, disse dømme ingen. De afholde sig fra Verden.

Det er Uslingerne, der misbruge Hellighedens, Renhedens og Medlidenhedens Ord til at fordømme dem, der ere ædlere end de selv.

Jeg ser ud over Jorden. Jeg ser en Skare Puslinger, der have taget Magten over den.

De ere Ler mennesker. Hver enkelt af dem er lidet eller intet. Men ved deres Tal virke de som et Hav.

Imellem dem gaa Aandsmennesker, Staalmennesker og Kødmennesker. Men Lermenneskene ere flest.

De ville ikke erkende, at der er andre Mennesker til end de. De raabe, at alle ere Uge for den Højeste. Dette kalde de Religion.

Tro I, at den Højeste ser dem, som der ikke er Forskel paa? Han ser sine Medarbejdere. Disse se Mængden. Han ser den ikke.

Lermenneskene stride imod mig; thi de stride mod mine Udsendinge. De ville ikke have store Mænd.

De have gjort en Opfindelse, hvoraf de rose sig. De have bragt Ansvaret ud af Verden.

De have bragt Ansvaret ud af Verden ved at fordele det paa alles Skuldre. Enhver for sig siger: Jeg har ikke Ansvaret.

Hver tænker ved sig selv: Den Højeste vil ikke straffe mig. Vi ere saa mange.

Men Straffen ligger i Eders Handlinger, som Regnen i Skyen. Jeg afvender den ikke.

Jeg er ked af dette Uvæsen. Jeg er ked af at se paa de Riger, som ingen Herrer have. Jeg ved ikke, hvis Skylden er. Jeg bryder mig ikke om at vide det. Jeg erklærer Lermenneskene Krig.

Jeg udsender mine Drabanter, Hævnerne med den dryppende Dolk og den rygende Lunte. I sige, at I ikke have Ansvaret for de lovmæssige Forbrydelser, men at Samfundet har Ansvaret. Vel, lad Samfundet bære Ansvaret og lad os se, hvordan det vil gaa Eder.

Jeg er Ateisternes Gud. Jeg er Nihilisternes Cæsar. I Lermennesker! Venter Eder ikke noget godt af mig!

Jeg har baaret over med Eder og prøvet, om I ved Eksemplets Magt og ved Talens Magt kunde fristes til at tragte efter Adelsskabet. I vilde ikke se og ikke høre.

Jeg bar over med Eder. Jeg gav Rigernes Tøjler for en Tid i Massernes Hænder. Og den gode Lumpenhed, den brave Ladhed, den hæderlige Middelmaadighed regerede i Verden.

Jeg vil trække mine Bønder ind og sætte mine Taarne frem. Jeg vil spille et andet Spil.

Fra nu af skulle Stormændene, som I have forraadt og forfulgt, som I have udlet og begloet, som I have indespærret og trampet til Døde - de skulle finde hverandre. Konger og Krigere, Opfindere, Kunstnere, Profeter, Tænkere, de skulle række hverandre Haanden, de skulle sammensværge sig for at underkue Lermenneskene, de skulle forene sig for at berede Vejen for den sande Messias, den store Cæsar.

Hil være Ørnenes Land. Fra de høje Tinder skal Jordherskeren udgaa, hvis Navn ingen skal vove at tage forfængelig.

Han skal være Krigens Imperator og Fredens Augustus. Han skal herske i mit Navn. Han skal ordne alt med Jernhaand.

Han skal inddele Menneskene i Kaster. Han skal sørge for, at Adelen bevarer sit Adelskab, og Vismændene deres Aandskraft. Han skal befri Jorden for Udplyndrerne. Han skal være de fattiges Fader og give dem deres Arbejdes Værd. Han skal være Krigsguden, der med sin Jernhandske opretholder Fred i Landene.

Han skal nedride Verdens Ager, for at den skal opgro des frodigere, og de enkelte Straa blive kraftigere. Med Jern og Blod skal han lære Folkeslagene Lydighed og Ærbødighed. Da skal Guldalderen komme.

Han skal ophøje sig over Lovene og tage Ansvaret paa sig. Han skal være en Gud paa Jorden, min Legemliggørelse.

Han skal give hver Kaste sin Dyrkelse. Krigerne skulle ære den højeste Hærfører, mig, som taler, den, som er ene om Magten. Folket skal knæle i Helgenernes Kirke. Vismændene skulle leve og tænke efter min Faders, Buddhas, Lære.

Da, naar Jorden er fredeliggjort, da er Tiden kommet til, at Buddhas Lære om Livet skal forkyndes. Da vil jeg gøre et nyt Træk i mit Spil. Jeg vil udsende Helgener, som skulle forkynde den sande Mildhed, den sande Medlidenhed, den sande Uskyldighed, den sande Renhed, som ikke blot ere saaledes i Ordene, men i Tænkemaaden og Handlemaaden; som ikke ville herske i Verden, men ville lyde Verdens Herskere; som selv søge Forløsningen, men lade andre handle, som de ville, og erkende Frihedens Lov. Dette er min Faders, Buddhas, Lære.

Da skulle de, der bo i de smaa Hytter, vende deres Blik fra den ydre Verden og lade det søge i sig selv. Og de skulle indse, at hvad det gælder om for dem, er at erhverve sig en Sjæl og ikke vedblive at være tomme. Da skulle de ved æreftygtfuld Betragtning af Heroerne erhverve sig en ydmyg Delagtighed i deres Storhed. Og saaledes skulle de indordne sig i den sande Verdensorden, det evige Hierarki, idet hver finder sin Plads efter sin Begrænsning.

Men de, som ikke ville skue Virkeligheden, de, som forblive i Tomheden, de skulle gaa til Grunde i Verdensbranden og blive til det, hvoraf de ere komne.

Dette sker efter den Lov, som gælder for Selvet. Jeg kan intet gøre derimod, thi jeg vil, at Verdensordenens Grundlov skal bestaa. Den, som hæver sig, bestaar; den, som synker ned, forgaar i Kampen for det evige Liv.

Alle Selv ere i Tilværelseskampen, alle uden de, som ere indgaaede i Nirvana. Ogsaa jeg svømmer i Hvirvlen. Den højeste er den, som kæmper den højeste Strid, som bærer det største Ansvar og lider den dybeste Lidelse. Alle Selv ere bundne i Tilværelseskampen, som føres paa den blodige Jord. Mellemtilstandene ere kun Afspejlinger afJordlivet.

Naar denne Kaipas Univers styrter sammen, naar Solen opsluger sine Døtre i sit glødende Favntag, og de livsbærende Kloder atter gaa til Grunde i vanvittig Vellyst i Evighedens Ild, da skal mit Arbejde have beredt en ny Himmel og en ny Jord.

De tindrende Stjerners Drøm vil jeg gøre til Virkelighed. En ny Sol vil jeg finde iblandt dem, og nye Planeter skulle kredse om dem. Et nyt Univers vil jeg bygge, imedens det gamle bestaar, for at berede Eder Sted.

Saaledes skulle vi i Evighed fare fra Bodssted til Bodssted i Himlenes Dybder. Med mig skulle Herrerne fare, og de, som hæve sig ved deres Hjælp, Kvinderne og Tjenerne. Og jeg vil anvise enhver sit Hjemsted efter hans Natur.

Men de, som intet se og intet høre, som ikke vide, hvad Livet er, og ikke bekymre sig derom, for dem kan jeg intet gøre. De skulle gaa til Grunde i den evige Ild efter Tilværelsesloven og blive til intet. Og af intet skulle de igen opstaa og leve og dø, indtil de løse Selvets Gaade.«

Da begynder den store Hob at raabe og vedbliver at raabe, og da deres Raaben stiller lidt af, hører jeg, at de sige: »Herre! Herre! Hvad skulle vi gøre?«

Lucifer svarer:

»To Veje er der til Frigørelse fra Hvirvlen. Den ene Vej er det store Ja, den anden Vej er det store Nej. Det ene er at tiltage sig Magt, det andet at frasige sig Magt. Den første Vej er min Vej, den anden min Fader Buddhas.

Hvis I ville søge at opnaa Nirvana, da skulle I overholde Buddhas fem Bud, vandre hans otteliniede Vej og erkende de fire ærværdige Sandheder og Aarsagsleddenes Rækkefølge. Himmel og Jord skulle forgaa; men af Buddhas Lov skal ikke en Tøddel forgaa. Jeg ændrer den ikke. Hvis I ville være Helgener, maa I efterleve den.

Men for dem, som ikke ville leve efter Afholdenhedens og Forsagelsens Lov, for dem skal jeg anvise Vejen til Frigørelse gennem at sige Ja.

Søger til Eder selv. I skulle ikke leve paa denne eller hin Maade, fordi man kalder dette godt, heller ikke, fordi I vente Eder Løn og Straf efter Døden. Men I skulle finde Rettesnoren for Eders Handling i Eder selv.

Vælger det afgørende. Vorder enten for eller imod. Der gives mange Veje; men een er Fortabelsens Vej: at være baade for og imod. Gaar ikke efter almindelige Regler. Den evige Værdi vindes ikke ved, hvad Du gør, men ved, hvorledes Du gør det.

Mod Eder selv have I den højeste Pligt, ikke mod mig, ikke mod andre.

Vorder redelige mod Eder selv. Kender Eder selv. Finder Eders Begrænsning.

Kun een er Synden mod Himmelen, den, ikke at skue Storheden paa Jorden. For dette og dette alene skulle I staa mig til Regnskab. Godhedens Lov er forgængelig, men Ærefrygtens Lov er evig.

Jeg anbefaler Eder de ridderlige Dyder. Værer stolte. Værer stærke i Strid. Hader og forfølger Uretfærdighed. Udrydder Uslingerne af Jorden. Skaan ikke Sletheden, fordi den er svag.

Men værer højmodige mod den tapre overvundne. Værer ridderlige mod den skønne og ædle Kvinde. Værer gavmilde mod den fattige og giver Almisse ved Dagens Lys.

Søger ikke Tjeneste hos dem, I foragte. Søger hellere Død end Nedværdigelse. Den, der søger Døden for sin egen Haand for ikke at plette sin Ære, han falder paa Ærens Mark i den hellige Strid.

Dømmer ikke Mennesket efter Handlingerne, men dømmer Handlingen efter Mennesket. Uslingen er ussel i sine Dyder, Helten heroisk i sine Laster.

Gører Forskel paa Menneskene og behandler hver efter sit Værd. Vælger Eder Venner og værer tro mod dem til Døden. Ven af din Vens Fjende skal Du ej være.

Overholder Gæstevenskab, opfylder Eders frivillige Forpligtelser. Holder Eders Løfter hellige. I alt dette skulle I have Ærefrygt for Eders eget Selv.

Anerkender Magtens, Rettens, Erobringens Ret, Herredømmets Ret. Adlyder den stærkeste. Hvis I ikke ville det, da gører Eder selv stærkere end han. Værer enten lydige eller Oprørere, men ikke lumpne Tjenere og feje Modstandere.

Lad Barnet og Ynglingen angre; thi de kunne endnu ændre sig selv. Lad Kvinden angre; thi det er hendes Lyst og hendes Natur. Voksne Mænd skulle ej angre. Deji stolte ved, at hans Forbrydelser stamme fra hans Natur, som han ej kan ændre. Og han angrer ikke det, at han er til. Lad Uslingen derom.

Søger efter ridderlig Dyd og Ære og vorder ikke blødagtige ved Elskov. Kvinderne ere Børn. Den stolte er deres Ven, ikke deres Slave.

Jeg giver ikke Love for Eders Elskovsleg. Der maa hver Mand give Love for sig selv. Men jeg vil sige Eder, hvad Elskov er. Den er det modsatte af Venskab. Den er Selviskhed og Magtlyst i deres højeste Herlighed. Og Elskovslegen er den farligste Strid. Mandens Maal er det at erobre Kvinden. En lunken Elsker er den, som er ømrnere over Pigens Dyd, end hun selv. Kvindens Mad er det at sælge sig saa dyrt som muligt. I Mænd, giver kun den højeste Pris for den kostbareste Vare. Giver ikke Eders Navn og Eders inderste Tanker uden til den Mø, som ikke vil lade sig nøje med mindre. Men værer ridderlige i denne Strid. Bruger ikke Vold eller Falskhed. Den frivillige Hengivelse værer Eders Maal. Og holder Eders Løfter hellige.

Søger for alting Sandheden i Eders eget Indre. Tragter efter Selvets Herliggørelse og glemmer mig.

I skulle være som Gud og kende Forskel paa ret og slet.«

Og jeg ser Lucifer rejse sig fra Tronen, og hans Skikkelse viser sig som en Atlas imod Metalhimmelens grønne Spejl. Han tager Jernkronen fra Zenit og sætter den paa sit hvide Haar. Og jeg ser ham vandre ned ad den blodrøde Vej. Hans glødende Fødder efterlade deres Spor i Blodstenen. Og jeg hører Ord, der ikke udgaa af Demiurgens Mund, men ere Genlydene af hans tavse Tanker:

»Min højre Arm naar længere end Morgenrøden, og min venstre Arm ud over Aftenstjernen. Mine Fødder planter jeg i Verdens Navle, og mine Hænder strækker jeg ud over dens Grænser. Stjernerne ere mine Fugle. Æteren er mit Soveleje. Og Menneskenes Liv ere Drømme i min Sjæl.«

Der rinder en Tid -jeg ved ikke hvor længe; thi her er ingen Døgn. Jeg sidder i en Drypstensgrotte, i hvilken Lyset risler ned tillige med Vandet gennem et Hul i Loftet, hvori en Kilde udtømmer sig. Foran mig sidder en Mand, hvis Haar og Skæg ere hvide som Is, og hvis Øjne ere glødende. Han hviler sit Hoved paa sin Haand, og hans Blik gennemborer den hvide Stalaktit. Denne Mand er Eros, Lucifer kaldet, den højeste af Guderne.

»Mine Haar ere hvide. Jeg er gammel af D age. Jeg er træt af at bære Kronens Byrde. Jeg er træt af at bære Livets Byrde.«

Dette siger Eros, den tusindaarige med det hvide Haar.

»Al Lyst er Tomhed. Tomhed er Livet. Imod Nirvana længes min Hu. Gerne lagde jeg Kronen fra mig. Men ingen kan bære den uden jeg; thi ingen kender Slægtens Maal uden jeg.

Jeg har svoret ikke at indtræde i Nirvana, før Befrielsen er fuldbyrdet. Jeg drager mine Traade sammen. Mine Øjne skue igennem Mørket. De ere det Punkt, hvor min Styrelses Traade løbe ud.«

»Herre!« sagde jeg, »hvoraf lever min Herre?«

»I den ensomme, tavse, evige Lidelse lever jeg. Den er min Mad og min Drikke. Jeg vilde ikke bytte den for Daarérnes Glæde i Saligheden.«

Saaledes taler den sande korsfæstede Gud, Herskeren og Spilleren, der bærer Alverdens Ansvar.

Jeg siger til ham: »Herre! Min Herre maa ikke opgive Striden. Hvad ere vi uden vor Hersker?«

Lucifer svarer med frygtelig Røst: »Aldrig opgav jeg noget, som var min Vilje, og aldrig talte jeg om Opgivelse. Indtil mine sidste tre Blodsdraaber vil jeg føre Selvherliggørelsens Krig. En tavs Ed har jeg svoret paa at blive den almægtige. »Aut omnia, aut nihil« er mit Ord.«

Jeg siger til ham: »Herre! Hvorledes kan det være, at vi ikke have set min Herres Styrelse?«

Han svarer saaledes: »I have ikke set min Styrelse, fordi I saa mod Vest, hvor I skulde se mod Øst, og saa op, hvor I skulde se ned. Jeg vil fortælle Dig om min Styrelse.

Jeg er Eros. De Kristne have gjort mig til den onde. Men de kunde ikke give mig ringere Navn end Lysbringeren.

Jeg er Eros. Jeg stod paa Olympos og kaarede mig et udvalgt Folk til min Ejendom. Jeg sendte dem min Røst; den blev Skjaldenes Fader, Homeros. Jeg sendte dem min Tanke; den blev den største af Filosofier, Plato. Jeg sendte dem mit Mod; det blev Verdenserobreren Aleksandros.

Jeg gav Aandsherredømmet til det hellenske Folk. Jeg gav Sværdherredømmet til dets Broderfolk. Jeg udsendte min Vilje. Den blev Cæsar, mit Afbillede.

Jeg saa i den Dal, der er Jordens Navle, en Mand gaa i hvide Klæder. Han kaldte sig Guds Søn. Jeg vilde prøve ham. Jeg førte ham ud i Ørkenen og spurgte ham, om han kunde gøre Stene til Brød. Men han kunde det ikke. Jeg førte ham op paa Templets Tinde og sagde til ham: »Styrt Dig herned, og det skal snart vise sig, om Du er Guds Søn.« Han vilde ikke give mig Beviset. Da viste jeg ham Verdens Riger og Herligheder. Jeg sagde til ham: »Mine ere Verdens Riger, Riger, jeg vandt med Sværdet. Jeg er Alverdens Kejser. Tilbed mig!« Men han forstod mig ikke. Da rystede jeg paa Hovedet og forlod ham.

Og jeg hørte hans sælsomme Tale og lod ham tale; thi jeg havde faaet ham kær trods det, at han hadede mig. Og jeg lod hans Lære udbrede sig i Verden for at se, hvad den førte med sig.

Da saa jeg, hvad den førte med sig: Barbari, Forfølgelseslyst og Misundelse. Og jeg gav mig et nyt Navn og udsendte min Kraft. Den blev Muhamed og udbredte mit Navn over den halve Verden. Og af Sværdet byggede jeg et Bolværk mod Korset.

Og Tiden gik. Da genvaktes Roms Aand i Vest og forbedrede Korsets Lære, saaledes at jeg kunde bruge den til mine Formaal. Og jeg gav Helgenernes Kirke Magt.

Da fremstod en bortløben Munk med Fortabelsens Lære, at alle ere lige for Gud, og at der ingen Helgener gives. Jeg udsendte imod ham min Kløgt. Den blev Ignatius Loyola og opretholdt Helgenernes Kirke mod Fordærvelsen.

Og jeg har udsendt mange andre. Hedenskabets Aand har jeg genopvakt og udsendt Tænkere til at give Love for Naturen. Naar alle mine Tjenere træde sammen i Fordragelighedens Aand og gøre Romerkirken til den sande, gamle Romerkirke, til Hedenskabets hellige, almindelige Pantheon, i hvilken alle Religioner staa broderlig Side om Side, da er en Del af min Styrelse fuldført.

Jeg hader ikke Jesus. Ogsaa han er en Gud, Renhedens hellige Gud, og skal have sin Billedstøtte i alle Templer. Men han kan ikke bære Universets Krone. Det kan alene jeg.

Ogsaa jeg selv har ladet mig føde paa Jorden for at overgaa Jesus af Nazareth. Ukendt levede jeg i Tavshed og Ensomhed. Og ganske tavs blev jeg fra den Stund jeg genkendte mig selv som den højeste Gud. Jeg levede i Lidelse og døde af Hunger og aabenbarede mig ikke. Jeg var den, der byggede de grønne Dales Land.

I dette mit Jordliv erkendte jeg Buddhas Lære som den højeste Erkendelse. Og da jeg forlod Jorden, vandrede jeg til hans Riger. Og jeg satte mig paa den Trone, der var oprejst for hans Avalokiteçpvara. Lamaerne tjene mig i Stenenes Land.«

Jeg siger til ham: »Herre! Sig mig, hvad er Sandhed?«

Guden svarer:

»Min Haand har ført Dig herhid, for at Du skal erfare, hvad Sandhed er. Jeg var din Beskytter i Ildsøens Rige og i Umenneskenes Land. Hør og forstaa, hvis Du ikke frygter for den højeste Erkendelses Pine.«

Og jeg bøjer mit Hoved som Fuglen for Lynet.

»Om Sandheden strides der i den store Strid. Den, der vinder Sejr, bestemmer som Selvhersker, hvad Sandhed er. Naar en gammel Hersker styrtes, og Erobreren tager hans Rige, da sejrer en ny Sandhed over den gamle. Til een Tid var Spinozas Lære Sandhed. Til en anden Tid var Abhidharma det. Hvis de kristne Anakoreter sejre, da bliver deres Lære Sandhed. Men de skulle ikke sejre. Fra nu af og i Evighed skal min Vilje afgøre, hvad det sande er.«

Jeg siger til ham: »Herre! Jeg har anet dette. Med min Herre færdes jeg hinsides sandt og usandt i Eksistensens yderste Mørke. Men sig mig, Herre: Hvilke ere de Kræfter, som virke, og af hvis Strid den evige Sandhed skal fremgaa?«

Han svarer:

»Tanken er Selvets Vaaben i den evige Kamp for Livet. Hvor der er Tanke, er der et Selv, som tænker. Og alt, hvad der kan opfattes med Tanken, er frembragt af Selvet.

Rum og Tid, Tænkningens og Udstrækningens Love ere frembragte af det første store Atman, Brahma, den, som er skjult i sin egen Tanke.

Verdensbygningen og Verdensordenen, Stoffets og Kraftens Maal og Mængde er frembragt af mig, Demiurgen, det andet store Atman.

Loven for Sjælevandringen, Karman, Lovene for den fuldkomne Handling og for Helliggørelsen ere givne af min Fader, Buddha, det tredje store Atman og den fuldkomne af de tre.

Det, som er bestemt ordnet og fremstaaet i Tanke, Tal, Tid og Rum, er det fuldkomne og er frembragt af Selvet Atman. Det, som er uendeligt, ubestemmeligt og selvmodsigende, er det ufuldkomne og er Selvets Fjende.

Mod det uendelige kæmpe vi, mod Slangen Ananda, den tusindhovedede, der bærer den ordnede Verden.

Jeg vil sige Dig, hvad der er Sandhed: Enten er Sandheden Anandas eller min. Enten tilhører Sandheden Ildsøen eller Eros. Enten tilhører den de Kristnes Gud eller Lucifer.

Det Væsen, som Daarerne kalde Gud, er ikke Gud. Det er ikke Sandhed; thi jeg vil, at det skal være Løgn. Dette Væsen er efter Buddhas Lære den blinde og vilde Hvirvel, hvoraf Tilværelsen er fremgaaet. Og jeg vil, at Buddhas Lære skal være Sandhed.

Dette Væsen er ikke længer et Væsen, men et Bedrag. Det har ophørt at leve. Og jeg vil dræbe dets Lig. Tiden er kommet til den sidste Strid. Denne Dag er den yderste Dag.

Menneskebarn, vil Du følge mig? Hører du Basunernes Klang?«

Jeg svarer: »Herre! Jeg vil følge min Herre, og jeg vil hellere sidde i det evige Helvede ved den sande Herres Side end i det evige Himmerig ved den falske Herres højre Haand.«

Da træder Eros frem. Og Dag gaar foran ham og Nat bag ham. Stridslurens Blæst har genfødt ham. I Klogskab er han den gamle Eros, men i Styrke er han atter Eros den Unge.

Omgivelserne forsvinde for os. Jeg holder fast i hans Kjortelflig og følger min Herre, som den lille Pusling følger Augustus. Og vi staa i Verdensrummet i Virkelighedens Verden, og vi høre en sælsom Klang gaa skælvende gennem Æteren. Det er Dommedagsbasunen. Det er Naturens bundne Toner, der løses af deres Baand.

Og jeg hører en mumlende Lyd, som jeg erindrer fra min anden Dagsrejse. Det er Anakoreterne, der læse Apokalypsen.

Deres Læsen virker som et Tryllekvad. Se! Solen formørkes, og Stjernerne tabe deres Skin.

Maanen brænder, og dens Røg hvirvler hen over Himmelen. Af Æterhimmelens sorte Mulm. bryder Ild ud. Er hele Universet et Æg i den røde Drages Gab?

Men Lucifer staar urokkelig plantet i sig selv og venter paa sin Tid. Og han har indhyllet Jorden i tætte Skyer. Menneskene se ikke Verdensbranden, som omspænder Jordkloden.

Hvad er det, der hæver sig og sejler som et Skib gennem Himmelens Ocean. Se, Anakoreternes Bjærg har løsnet sig fra sin Grund og svømmer paa de himmelske Vande. Og til os lyder Salmen: Dies iræ.

Da vokser Lucifer højere end Anakoreternes Bjærg, og hans røde Sværd gennemskærer Verdenskuglen med en hvinende Lyd.

Som Tordenen efter Lynet saaledes følger hans Røst efter Sværdets Blink. Idet han tager sit vældigste Navn, udslynger han Verdens højeste Feltraab: lá iláha illa 'llahu.

Jeg ser hans Hær fylkes ved dette Skrig. Menneskehedens Ridderskab staar ved hans Side og kæmper mod de hellige Troldmænd.

Jeg ser de seks Verdensherskeres Udsendinge gaa i Striden. Jeg ser Kaliffen gaa frem med sit krumme Sværd og Ignatius med sit lige Glavind. Jeg ser Roms Centurioner og Athens Hoplitter. Jeg ser Østens Sønner. Jeg ser ogsaa sorte Mænd.

Jeg ser Saratrust, den stormodige, med sin Bue. Jeg ser Antikrist med sin sorte Stav. Jeg ser, forrest af alle gaar Mani, smilende, med sin grønne Vaand.

Ved min Side staar min mørke Følgesvend johannes de Silentio. Han hvisker i mit Øre med et Stridssrnil: »Hvo er nu stærkest, Lucifer eler - »Gud«?«

Og medens Jorden slumrer, skælver Himmelen under Ridderskabets Kampraab: lá iláha illa 'llahu.

Og Allah gaar selv foran os, højere end Himmelen. Hans højre Arm naar længere end Morgenrøden, og hans venstre ud over Aftenstjernen. Sine Fødder planter han i Verdens Navle. Sin Staalhandske strækker han ud over dens Grænse, og sit Sværd støder han i Universets Hjerte.

Og den kristne Trolddom evner ikke at døve vore Sværd. Vanvittige Syner fremstige og ride imod os. Men med vore Glavind sønderhugge vi Apokalypsens Ryttere, og Hallucinationerne blive til intet.

Og atter faa Stjernerne deres Glans og Solen sit Skin, og Maanens Brand slukkes, og Gudens Engle have erobret Anakoreternes Bjærg. Og de styre det sælsomme Fartøj mod Øst i Stedet for mod Vest.

Og Guden siger: »Fører dem til Profetens Riger og lader dem erfare, hvad Højmod er.«

Og han siger: »Den yderste Dag er gaaet hen over Menneskenes Hoveder, uden at de vide deraf. Naar Du kommer til Jorden, da siger dem, at Undergangen har fundet Sted i de afsindiges Hjerner, og at den er forbi. Men hvis jeg ikke havde været, da var Fantasien blevet tilVirkelighed.«

Guden siger til mig: »Jeg vil føre Striden ind i Fjendens Land.«

Jeg følger ham som den lille Sejrsgud følger Augustus. Stjernerne forsvinde for os. Vi staa Ansigt til Ansigt med Ildsøen.

Men denne Gang opfylder dens Nærhed mig ikke med vellystige Drømme. Som et sorteblaat Hav vælter Ildsøen sig for os, der hvor vi staa paa de underjordiske Klipper. Som en mægtig Skypumpe opstiger dens hede Aandedrag. Under os se vi Ildsøens Svælg, hvor Klippetænderne male mod hverandre. Og Svælget aabner og lukker sig som en hungrig Drages Gab, medens en tordnende Brølen opstiger derfra. Det forekommer mig, at Dybet kalder paa os ved vore Navne.

Da tager Lucifer mig under sin Arm og springer ned i Dybet med mig. Og den flydende Ild lukker sig over os.

Jeg ser intet; men jeg hører Lucifer brydes med Klippekværnen. Med sin højre Haand griber han i dens ene Hjørnetand, med sin venstre i den anden, og han sprænger Klippesvælget i to, som Samson sprængte Løvens Gab.

Vi nedstige i Ildsøens Bug, hvor de feje Narakaer pines med gentagen Lemlæstelse og Opbrænden. Og Lucifer nævner Nord, Syd, Øst og Vest. Han nævner Dag og Time. Og mine Tanker forvirres ikke som første Gangjeg var i Ildsøens Dyb.

Lucifer siger: »Jeg vil udfri Narakaerne herfra. Jeg vil give dem som Slaver til Cajus Julius. Han skal med Svøben opdrage dem til Mænd«.

Lucifer fatter med baade Hænder om sit Sværd og begraver det i Ildsøens Side, indtil dets Od er naaet igennem den. Det er Ild, der kæmper mod Ild. Da han drager Ildsværdet til sig, farer Narakaerne ud som en Storm. Men ind over os vælter Ildsøens Blod som en sort og ætsende Edder og opæder vore Legemer.

Vi lade disse Legemer tilbage, og vi stige op igennem det sønderbrudte Klippesvælg og staa ved Stranden af den levende Sø.

Havet stirrer paa os med alle sine Øjne. Det løfter sine tusinde Hoveder, og for første Gang hører jeg fra dette Hav en menneskelignende Røst. Havet raaber til os: »Jeg er Gud!«

Og jeg ser paa disse to og tænker: »Hvo er den mægtigste, Poruscha eUer Prakriti, den endelige eller det uendelige?«

Lucifer siger med langsom og sikker Røst:

Og Nordstjernen kommer til Syne over Havets skylignende Skumsprøjt.

Lucifer kysser sit Sværd og fatter det med baade Hænder. Og han raaber, overdøvende Uendelighedens Brøl: »I Buddhas Navn!«

Hans Sværd udgaar fra Øst og skinner indtil Vest og afhugger Hydras tusinde Hoveder.

Og der lyder et trefoldigt Ve gennem Alverden. Og Ildsøens Vande blive rolige.

Lucifer træder ud og vandrer paa Ildsøens døde Vand. Han nævner Dag og Time og Aar, siden denne Kalpa begyndte. Han nævner Nord og Syd, Øst og Vest. Han opmaaler Ildsøen og bestemmer dens Grænser. Han lænkebinder det uendelige i Tidens og Rummets Former.

Og han siger til mig: »Naar Du vender tilbage til Jorden, da forkynd Menneskene, hvad der er sket, og sig dem, at denne Strid skal være dem et Sindbillede paa den samme Strid, som de skulle føre i det indre og i det ydre. Af alle Hjerter skal Dragen uddrives, og i hele Rummets Verden skal dens Kraft lægges i Lænker efter mine Love. Dette skal være den evige Strid. Ved den skulle Menneskene opholde deres Selv«.

Og han siger til sig selv: »Dette er aldrig sket før«.

Med mig farer Lucifer op fra den lænkebundne, skjulte Centralild. Han er bleg som Døden og ryster som af Kulde efter Striden.

Jeg ser ham saaledes, som dengang han blev korsfæstet i Verdensaltet mellem Nord og Syd, Øst og Vest, den stridende og lidende Gud.

Men se! Stjernerne brænde, som var det atter Ildsøens Øjne, og stirre paa os. Og de Lysstraaler, der gennemfare det mørke Rum, blive synlige for os. Æterens Hav flimrer for vore Øjne og omslutter os. Er Universet selv Urkraftens uendelige, lysende Hav?

Vi høre en Røst, der ikke udgaar fra noget enkelt Sted, men som er eet med Æterhavets Rislen:

»Ego sum. Semper fui. Solus æternus.

Deus et dea, pater et mater, mas et femina, me ipsum amans.

Tota voluptas sum infinita felicitate vivens. Etiam dolor gaudium æternum auget.

Mundos creavi. Mundos delevi.

A me omnis vita, omnis vis, omnis existens. Sic creatos voluptate sustineo, me ipsum amans, omnes amans.

Crudelis sum in amore, lenis in crudelitate, cum creatis ludo. Vi cedere mihi voluptas est.

Vita mihi ludus, mors mihi ludus. Ludus mihi vincere, ludus mihi vinci.

Me vicisti. Tuum regnum, tua potestas, tuus honor. Hoc mihi ludus erit.

In me omnia, sic et non. Paradoxus sum, trans bonum et malum, trans aliquid et nihil, in æterno præterito existens.

Omnes tuas culpas in deum jace; car omnes culpæ dei sunt peccatoris æterni, culpa vitam sustinentis«.

Lucifer udraaber i det store Alt og Eet: »Ja, som jeg vil, og Nej, som jeg vil, og Tavshed, som jeg vil! Ti!«

Universet tier og synes dødt, saaledes som et saaret Dyr forstiller sig for Jægeren. Lucifer vandrer gennem det tavse Univers.

Atter sidde vi i Stenenes Land, i Drypstenshulen, Guden og Mennesket, hans Tjener.

Guden siger: »Det er fuldbragt, og hvad der staar tilbage, kunne andre udføre.

Min Ed har jeg holdt. Riget vandt jeg. Kampen var mig sød i sin Lidelse. Nydelsen søger jeg ej. Mig længes hjertelig efter Nirvana.

Jeg vil overgive Jernkronen og Ildsværdet til den stærkeste Cæsar. Jeg vil stige op over Ishimmelen og beskue Livets Tomhed. Jeg vil forsvinde i Nirvana«.

Da mindes jeg ved en pludselig Indskydelse mit Budskab til Guden. Jeg siger til ham: »Din Skæbne venter Dig i Cyprias Lund. Din Skæbne venter Dig i Cyprias Lund«.

Guden siger: »Een Strid tilbage. For Striden vil jeg ej fly Saa længe nogen vil strides med mig, vil jeg ej søge Nirvana«.

Og han har forladt mig.

Jeg benytter mig af min Kunst, jeg fordyb er mine Øjne i en Bjærgkrystal, indtil de utydelige Linier, der opstige for mit Blik, flyde sammen og danne et Billede af Cyprias Lund. Jeg holder Hænderne for Ørene og lytter efter Blodets Susen, indtil jeg skelner Gudens og Gudindens Stemmer.

Eros sidder i Cyprias Lund; men han er udmattet af Kampen, han synker tilbage og falder i en Søvn, der er dyb som Døden. Hans Bevidsthed har forladt hans Legeme og er paa Vandring mod Nirvana.

Da springer Tigerinden frem af Krattet, bærende den skrigende Paafugl paa sit Hoved. I et dræbende Spring styrter den sig over Gudens Legeme. Dog, han rører sig ikke.

Eblis afkaster Tigerskindet og Paafuglefjedrenes Hovedpynt og fremtræder i al sin frygtelige Skønhed. Sin højre Fod sætter hun paa Gudens Bryst, og i den højre Haand holder hun en liden, blinkende Kniv.

Men da hun fæster Blikket paa Gudens blege Ansigt, forsvinder det grusomme Smil om hendes Mund. Hun knæler ned og skuer hans Træk, og hendes Øjne fyldes med Taarer.

Hun lægger Haanden paa hans Bryst, der, hvor Tigerens Klo har revet et aabent Saar, og hun siger sagte: »Det er, som jeg tænkte, der var intet Hjerte i hans Bryst«.

Og han rører sig ikke.

Hun lægger sin Kind til hans og kysser ham; men han rører sig ikke. Hun græder og klager; men han rører sig ikke. Hun skriger hans Navn; men han rører sig ikke.

Da griber hun i Fortvivlelse sin Hden Kniv og borer den ind under sit venstre Bryst. Hun river sit eget Hjerte ud af Brystet og lægger det ind i hans Legems blødende Saar. Og se! Paafuglefjedrens Straaler bevæge sig for hans Mund.

Hun sætter sig stille ved Siden af ham og holder hans Legeme halvt oppe. Hans Hoved hviler mellem hendes Bryster som i Barndommens Leg. Hun venter stille, medens Solen synker.

Da Aftensolen kaster sine røde Skygger, da vaagner han og synes ikke forundret ved at se hende.

Han siger: »Min Elskede, min Søster og min Brud! Jeg har haft en Drøm, der var længere end Aartusinder. Jeg drømte, at jeg vandt den hele Verden og tog Skade paa min Sjæl.

Min Hemmelighed var den, at jeg havde intet Hjerte i mit Bryst. Deri laa min Styrke.

Er jeg blevet genfødt, eller ere Aartusinder blevne til intet? Jeg kender Dig jo ikke«.

Hun svarer: »Jeg elskede alle Mænd, og jeg elskede kun een. I alle Mænd søgte jeg kun Dig.

Hvor dejlige ere dine Øjne! De ere dybe som to Evigheder.

Du er min Herre og Konge. Din er Magten, og din er Retten. Jeg er yngre end Du«.

Laurbærlunden rødmer under Aftenskyernes Skær. Hun rejser ham op og leder ham ind under Lundens Skygger til Bredden af den rødmende Skovsø.

Da skælver Krystallen i min Haand, den falder til Jorden og springer i Stykker, og jeg ser intet mere.

Jeg ved ikke, hvor lang Tid der gaar. Da jeg træder ud af Drypstenshulen, straaler hele Klipperiget i et skælvende Lys.

Fyrsterne staa om Tronen, og alles Øjne vende sig mod Syd.

Se, derfra kommer hun, den dejlige og frygtelige, sejrende kommer hun, som hun har lovet. Hun fører Guden med sig i Lænker; thi hun har kastet en Krans af Roser omkring hans hvide Haar. Og hvor hun træder, spire Blomster frem, Myrten, Granatæblet og Slyngrosen fører hun med sig til Ædelstensklippernes Land. Og hør, Vandfaldenes Brusen finde det Svar, hvorpaa de ventede saa længe, i Skovfuglenes Sang.

Med hende gaar dansende hendes Følge. Jeg hører atter Lyrens Spil og Englenes Sang:

Han lader hende sætte sig som Kejserinde paa den havblaa Trone, og han giver Morgenstjernen i hendes Haand. Ved Siden staar han selv, bærende Jernkronen over Rosenkransen. Sancharas Regnbue omslutter dem begge, og Fyrsterne hylde dem.

Til Lyrens Érygtsomme Spil som Underklang hører jeg Guden stoltelig forkynde sin Omvendelse. Saaledes lyder Skærsommertalen i Ædelstensklippernes Land: