Slutning.

i hvilken Pilgrimmen vender tilbage til det almindelige Liv

Visionerne forsvandt, og jeg befandt mig atter i det samme Mørke, igennem hvilket jeg tiltraadte denne Vandring. Der viste sig en Skikkelse for mig. Som i et sort Spejl saa jeg i Mørket mit eget Billede staa foran mig, og forskrækket spurgte jeg: »Hvo er Du?«

Skikkelsen svarede mig: »Jeg er dit andet Jeg, som følger Dig, ihvor Du gaar. Jeg er din Tvivl, din Refleksion, din videnskabelige Samvittighed. Jeg kommer for at føre Dig tilbage til den reelle Verden.«

Jeg svarede: »Ja, jeg mærker alt, at de Kræfter forlade mig, ved hvis Hjælp jeg gennemvandrede Drømmenes Land, og at Erindringens Tyngde drager mig tilbage til den gamle Jord.«

Min Dobbeltgænger svarede: »Det, som Du kalder Drømmenes Land, har kun sit Sted i din egen Hjerne.«

Jeg svarede: »Men de Skikkelser, som jeg saa, saa jeg dog i den samme Klarhed, som Dagslyset giver. Og de Stemmer, jeg hørte, raabte højere til mig end Jordens Lyde.«

Skikkelsen svarede: »Hallucinationer vare dine Syner, og vaagne Drømme vare dine Stemmer. I din egen Fantasi var Himmel og Helvede, Guder og Gudinder. Og denne indre Verden har endt sit Skuespil. Den ydre Verdens Fornemmelser begynde alt atter at paavirke dine Sanser.«

Jeg sagde: »Men hvad er da Du, som taler?«

Skikkelsen svarede mig konsekvent: »Jeg er en Hallucination, en synliggjort Tanke af din Hjerne, der er født til Verden i dette Øjeblik, og som erkender min egen Tomhed, før jeg igen forsvinder. Mit Hverv er at føre Dig tilbage til Realiteten og kundgøre Dig, at disse Fantasier, hvori Du to Maaneder har levet, kun vare Blændværk.«

Jeg svarede som en halvt vaagnende, idet jeg alt mærkede Dagslysets Skær gennem mine lukte Øjenlaage: »Nu vel, lad saa være, at disse Aabenbaringer kun vare Fantasier af min egen syge Hjerne. Disse Fantasier ere dog Kød af mit Kød og Blod af mit Blod. De ere mit eget Selv, løsrevet fra Omverdenen. Og give de mig ikke Klarhed over, hvorledes den objektive Sandhed er, dersom en saadan findes, da give de mig dog den højeste Erkendelse, Selverkendelsen; thi de lære mig, hvorledes jeg tænker, føler, drømmer og ønsker. Disse Drømme ere de Symboler, i hvilke jeg efter min Natur opfatter Tilværelsen. Og uden saadanne Symboler kan Mennesket ej leve, som den almindelige, religiøse Trang beviser.

Men hvad der engang var Religion, det vil i Fremtiden blive Poesi, naar Manden frit og frygtløst skaber sine personlige Symboler, som han vil.

I disse Billeder har jeg fundet et Udtryk for de almindelige Sandheder, der endnu kun ejes af de enkelte indviede, men som snart ville trænge ud til den dannede Klasse. Er ej Lucifers Kamp med Ildsøen Symbolet paa Menneskets Kamp med Naturen? Som han som Demiurg former Universet, saaledes skaber Bevidstheden efter Kants og Schopenhauers Lære den regelmæssige, ordnede Natur. Hans Korsfæstelse og Genfødelse ere Symboler paa Menneskeaanden, der, lænket af Naturen, bøjer sig for den med religiøs Frygt, indtil den store Sandhed, som Indien kendte for Aarhundreder siden, opgaar for den. Naturordenen er min egen Tankeskabning. Striden mellem Lucifer og Eblis giver mig Symbolet paa den urgamle Strid imellem Mand og Kvinde. I Buddhas Skikkelse skuer jeg Renhedens og Hellighedens Ideal, der overstraaler Jesus af Nazareths selvmodsigende Skikkelse. Og om dette Ideal er historisk eller ej, om Nirvana er en højere Eksistens eller blot en fysiologisk Tilstand, er ligegyldigt for den, der af Buddhatypen har lært at søge det rette for dets egen Skyld.«

Idet jeg sagde disse Ord, blev Hallucinationen svagere og svagere, og den reale Verdens Sanseindtryk strømmede ind over mig. Jeg fandt mit Legem stridende med sig selv, idet hver Del levede sit eget Liv uden at lyde Bevidsthedens Befaling. Jeg genvandt Herredømmet over mit Legem og vandrede atter ud i Jordens Liv.

Her ender min Beretning. I dømme nu om den, højlærde Herrer, som I ville.«

Saaledes sluttede Pilgrimmen Beretningen om sin vidunderlige Rejse.