[1]| Her sidder jeg i det gamle Kæmnerkontor med alle Kæmnertraditionerne svævende over mig. Jeg er alene med min Kontubernal, Fidivav, som ligger i sin Kurv og i Søvne vifter med sin Hale. Lukker jeg Vinduet op og stikker Hovedet ud, da er alt stille derude i den stjerneklare Nat, saa stille, at hvis det var sandt, at Stjernerne i Smug samtaler med hinanden om Menneskenes Daarskaber, maatte man kunne høre det. Gaden er tavs og tom. Den hele Stad sover, tror jeg, undtagen jeg.

Trækker jeg Vinduet til og lukker mig inde med mig selv, da er ogsaa her alt stille under Hængelampens Skin, saa stille, at man kan høre Støvgranene falde.

Men denne Ensomhed bliver afsig selv til Samtale. Denne Stilhed er fuld af mangehaande Stemmer, som ingen har Øre for uden jeg. Der er rustne Stemmer og klare Stemmer, vrantne Stemmer og blide Stemmer. Der er megen alvorlig og dybsindig Tale, men højere end den klinger dog en lattermild Pigerøst.

Ogsaa mine egne Stemmer fornemmer jeg. Først hører jeg Barnestemmens ensformige, troskyldige Pludren. I Ungdomstiden derimod kommer min Røst i 2| Overgang og kan ikke finde sin naturlige Plads i Registret. Snart er den Sopran, snart Bas, snart ganske ubestemmelig og snart afgjort falsk Megen Spot hører jeg, ogsaa megen Kvinkeleren paa blødagtige Strenge, og en hel Del bitter Klage og en Gang imellem et trodsigt Skrig.

Men ligesom i Newtons Forsøg en Lysstraale spredes i et bredt, farvet Baand og atter koncentreres til en klar, hvid Straale, saaledes forsvinder Ungdomsrøstens mange Toner for Mandsstemmens enstonige Klang. Denne Klang er stilfærdig, ret dyb og beskeden uden hverken Skurren eller Brøl. Jeg er godt tilfreds med min Stemme, er den end ikke stor. Jeg synger dog med mit Næb med i Livets Kor og siger Kuk, ihvor jeg er.

Jeg er fortrolig med disse Stemmer. I Stilheden vokser Erindringerne op afsig selv, og som en opmærksom Tilhører sidder jeg med Haanden for Øret og lytter til, hvad de kan fortælle mig. Ofte har jeg Vanskelighed ved at genkende min egen Stemme mellem Fortidens Røster. Jeg hører paa Fortællingen, som om den ikke handlede om mig selv, men om en afdød, hvis Liv jeg kender ud og ind, og som tilfældigvis bar det samme Navn som jeg.

Det er denne Persons Biografi, jeg har besluttet mig til at skrive. Hertil har jeg ikke noget som helst samfundsnyttigt Motiv. Det er kun i Egenskab af Privatmand, jeg foretager mig dette Arbejde, og det skal ikke tjene til den almene Velfærds Fremme, men kun til Fidivavs og min egen Fornøjelse; thi Fidivav sover aldrig tryggere, end naar Pennen skratter paa Papiret.

Af tre Grunde skrider jeg til dette Foretagende. For det første har jeg hidtil savnet noget at beskæftige mig med i de lange Vinteraftener, naar Frøken Ingver3|sen er gaaet til Sengs efter vor Aftenbezique. Se, her har jeg da faaet noget at spekulere over.

For det andet gør jeg det til min egen Opbyggelse og Belærelse, idet jeg venter mig, at dette Arbejde, naar det udføres med Flid og Grundighed, vil klare min Forstaaelse af meget i det forgangne, der endnu synes mig dunkelt.

For det tredje har jeg nylig maattet kassere en af det nye Aars kommunale Protokoller, fordi Bogbinderen har været saa taabelig at gøre de røde Streger i Margenen dobbelte i Stedet for enkelte. Denne Protokol har han tilbudt mig som Privatperson for en billig Penge, og jeg vil nu gøre den til min Privatprotokol.

Jeg skrider til Værket med stor Alvor efter de bedste Historikeres Mønstre, idet jeg gør mig Umage for fremfor alt at være saa paalidelig som mulig. Jeg aflægger Løfte om hellere aabent at bekende min Uvidenhed paa de Punkter, hvor min Hukommelse svigter mig, end paa egen Haand at digte noget til. Ogsaa vil jeg efter alle samvittighedsfulde Biografers Sædvane anvende Dokumenter i saa stort Omfang som mulig, og jeg har til den Ende i de sidste fjorten Dage gennemgaaet og kronologisk ordnet alle de Dokumenter, der staar til min Raadighed. Det fornemste af disse er en vis Dagbog i blaat Bind, som indeholder mange kuriøse Betragtninger. Endvidere bør fremhæves to hypotetiske Karakteristikker af den gamle Kong Salomons Personlighed og hans Forhold til Sulamith samt en lille Afhandling om den kongelige, danske Religion, hvori denne henføres under sin rette Kategori. Derimod vil jeg ikke direkte anvende min Persons Vers, hvoraf jeg besidder tykke Pakker; thi siden jeg er blevet ældre, gør jeg ikke meget af Versemageri.

Dengang jeg begyndte at spekulere paa dette Fore4|tagende, forekom det mig, at jeg dog havde oplevet en hel Del; men da jeg kom til at tænke mig om, overraskede det mig, hvor fattigt egentlig mit Liv har været paa Begivenheder. Jeg fløj op, og jeg fløj ned; men noget videre kom der aldrig ud deraf Og dog føler jeg mig som den, der har oplevet meget. Thi hvad der for enhver anden vilde have været Smaabegivenheder, blev uhyre store Begivenheder for mig, saa at jeg kan ligne mit Liv med en Verdensomsejling i en Nøddeskal. Ofte sammenstiller jeg mig med den Mulighedens Discipel, som Vigilius Hafniensis omtaler, der lever midt ude paa Jyllands Hede, hvor den mærkværdigste Hændelse er den, at en Urkok flyver larmende op, men som uddannes i Mulighedernes Verden og lærer mere der end mangen Skuespiller paa Verdenshistoriens Teater.

Naar man skal tage een af - fotografisk, forstaar sig - da gælder det om to Ting, at have Personen paa Afstand og selv at forholde sig rolig. Paa samme Maade vil jeg tage mit fordums Jeg i Kikkerten. Jeg vil betragte min Person, som om han ikke var i kødelig Slægt med mig selv, men som om jeg havde staaet i en tilfældig Forbindelse med ham som Hovmester, fortrolig eller deslige. Derfor vil jeg ogsaa tillade mig selv en Gang imellem at snakke lidt med, hvis jeg har Lyst, ligesom Thackeray bruger det, og overhovedet gøre mig det mageligt og ikke forhaste mig. I de lange Afteners Stilhed er der jo intet at haste efter.

Naar man i Jylland vil udtrykke, at en og anden har det rigtig alene, siger man, at han sidder for sig selv og kukker. Det kunde more mig at prøve paa at udlægge dette Udtryk allegorisk. Jeg finder meget træffende deri. Den fulde Ensomhed bliver af sig selv til Samtale. Den dybe Stilhed fyldes af Stemmer. Med 5| denne lidt melankolske, lidt monotone, lidt gammelmandsagtige Smaasnakken med mig selv faar jeg Tiden til at gaa ligesom Kukkeren derude paa Heden.

Altsaa rykker jeg Stolen helt hen til Skrivebordet, tænder min Pibe med en Fidibus og giver mig til Værket. Men først og for en Ordens Skyld autoriserer jeg lovformelig denne Protokol in Folio til Privatprotokol for