Kong Salomon.

I.

Vær hilset, du brune Pige! Hvorfor vogter du dine Geder saa alene? Du er dog ung.

»Intet Blik har endnu faaet mig til at rødme, og ingen Mand har snoet sin Arm om min Ryg.«

II.

Kvinder har jeg endog elsket indtil den tredje Maaned.

»Gak bort, Vandringsmand Ser dig Hyrden, min Fader, vil han vredes, fordi jeg taler rned en fremmed«

Dine Ord svarer mine, men dine Øjne er hos dine Geder.

»Fred med dig, Vandringsmand Nu danser jeg hjem med mine Geder.«

Fred med dig, brune Pige. Løb over de grønne Høje som den letteste af din Hjord

III.

Nu kommer Kvældens Time, og Solen hænger i Himmelkanten som en Blodorange.

»Nu bræger Gederne efter Stalden, og min Fader længes efter sin Nadver.«

Der er en Tid til at arbejde og en Tid til at elske. Nu kommer Natten.

»Jeg kunde ikke sove i Nat, men stirrede ud af den aabne Dør. Der stod et Æbletræ i hvide Klæder, og hvide Dun faldt fra det.«

Nu er her stille. Jeg hører dit Aandedrag i Stilheden.

»Jeg rækker min Haand bagud Tag den i din og følg mig, saa du ikke ser mig rødme.«

Kære, hvor fører du mig hen?

»Jeg fører dig til min Faders Vingaard Der er et Tempel af Cedere. Der vil jeg skænke dig min Kærlighed Der skal dine Næsebor fyldes af Æbletræets Duft«

Min Sjæl fyldes af den Duft, der udgaar fra din Tale. Dine Ord er snehvide som et Æbletræ i Blomst

IV.

»Nu bliver Cedrene sorte, og Cikaderne tier. Nu sværmer Aftenbakkeme og de laadne Sommerfugle.«

»Jeg ser ikke dit Øje, men jeg hører din Tale. Naar Cikaderne synger, er der ikke saa blid en Klang i din Røst«

»Min Fader har bygget et Gærde, for at de smaa Ræve ikke skal forstyrre Vingaardens Fred Her kan vi sove, og ingen kan forstyrre os. Nu falder Natten sammen om os som et mørkt Vand Jeg kan ikke se dit Ansigt Men Æbletræet straaler som en hvid Sky.«

»Nu er der Fred i Vinhaven, min inderlig kære.«

V.

Giv mig ikke Æbler og Druer, men giv mig din Kærlighed!

Dit Haar er rødbrunt som Vinstokkens unge Skud Det er en dejlig Farve.

Dine Øjne er som brune Stjerner. Jeg kan ikke sammenligne dem med nogen Ædelsten; thi der er ingen, der har den Farve.

Din Kind er et Rosenbed Midt i det har en Lærke bygget sin Rede.

Dine Tænder er Gærdet om Vingaarden. Hvert Ord af din Mund tager jeg som søde Druer.

Dit Bryst er bygget af to Templer. Jeg skælver, naar min Mund rører din Barm. Din Bug er et Vidunder og er skabt til at undfange et Kongebarn. Dit Legeme er dejligt Al en Kvindes Dejlighed i sit Foraar, og du elsker mig.

VI.

»Nu er Cedrene sorte, og Natten lægger sig om os som en Sky.«

»Jeg er glad ved, at du ikke kan se min Hæslighed. Jeg er glad ved, at Natten dølger mig.«

»Mine Arme er ganske magre, jeg lægger dem bag min Ryg, at du ikke skal se dem.«

»Mine Hænder har haard Hud, derfor vil jeg ikke tage dig i Haanden.«

»Mine Kinder er fregnede, og deres Hud ligner et Dyrs Skind Mit Haar er graat som mine Geders.«

»Min Arm er saa mager. Jeg undser mig ved at lægge den om din Hals.«

»Mit Bryst er min Skændsel og er ikke et Kys værd«

»Jeg er en fattig Hyrdepige og har ikke andet at prale af, end at jeg elsker dig.«

VII.

Dine Hænder er haarde, men ingen tager mig saa blødt i Haanden som du.

De smykkede Kvinder i Staden, der lærer Elskoven som en Kunst, kan ikke tage mig saa blødt i Haanden som du.

Jeg bad om en Drue og fik et Æble. Jeg bad om et skønt Legeme og fik en yndig Sjæl.

Nu ved jeg, hvorfor du er saa blød i din Haand; fordi dit Hjerte er i din Haand, naar jeg tager den.

Dit Bryst er et hvidt Tempel, og i det er en hvid Sjæl. Din Sjæl er som Æbleblomstens Blade.

Nu aander jeg Æbleblomsternes Duft for Søndenvinden. Hvert af dine Ord er duftende.

VIII.

»Jeg vidste, du vilde komme, min Elskede. Jeg vidste, det var derfor, Fuglene sang.«

Jeg har et Halsbaand til dig, som jeg købte i en Bod for en Sølvpenge. Maa det smykkes med at hænges om din Hals?

»Du giver mig et Perlebaand af Vanddraaber, men jeg vil kun have en Drik af din Mund«

Jeg bringer dig en Rubin, der skinner som rød Vin. Det er kun en ringe Gave.

»Jeg vil ingen Ædelsten have, men jeg vil have Sødme af din Sjæl.«

IX

»Hvem er du, og hvorfra kommer du? Du kommer til mig som Søndenvinden, som en Gaade.«

Jeg er en rig Købmand Fyrretyve Kameler bringer Kostbarheder til mig fra Indien. Jeg har Ædelstene fra Ofir i min Bod Faa er saa lykkelige som jeg.

»Du skjuler noget for mig, hvem er du?«

Jeg er en Folkesanger. Kongen iskænker mig Druens Vin, og jeg skænker for ham min Sangs Vin. Kommer jeg i en Gade, bliver der Jubel mellem Børnene, som leger.

»Hvem er du, og hvorfra kommer du? Jeg ved intet om dig uden vor Elskov.«

Jeg er den, som siger Bønner frem for Guds Ansigt Jeg er hans Præst, som er, og kender Guds Raad Han har Kærlighed til mig. Derfor er jeg lykkelig.

»Hvem er din Moder, og hvad er dit Navn? Dit Liv ligger for mig i en dyb Sø. Jeg kender dig ikke.«

Jeg er Salomon, din Konge, Israels Vældige, Guds Udkaarne. Nu ved du, hvem jeg er, og hvor stærk din Elsker er. Nu kan du dele min Lykke og fryde dig.

»Hvem er Salomon? Hvad ved jeg om Kongen? Hvad taler Kongen i sit Lønkammer?«

X.

Hvad Tid paa Natten er det, min Elskede?

»Det er paa den Tid, da Dæmringen kryber ind ad Dørsprækken, og Hanen ryster sine Vinger.«

Æbletræet staar i Blomst udenfor. Dets Duft er bittersød som Adskillelsens Time.

»Under Ferskentræet er det gult af visne Blomster. Det er de visne Blomster, der dufter saa stærkt.«

Din Stemme skælver som en Harpeleg. Din Røst om Natten er endnu skønnere end dine Øjne om Dagen. Saaledes vil jeg ønske, at din Stemme vil klinge, naar vi siger hinanden Farvel paa Adskillelsens Bjærge.

»Jeg er sørgmodig. Jeg kan ikke fryde mig ved din Kærlighed«

Hvorfor er du sørgmodig, min Dags Drøm? Hvor kan du være sørgmodig, naar din Røst er saa dejlig?

»Fordi du skjuler dig selv for mig. Jeg er skinsyg paa dig.«

XI.

Nu tier Cikaderne, og Cedrene bliver sorte. Nu vil jeg bejle til dig som paa vor Lykkes første Dag.

»Jeg laa i Gaar i en Grøft med mit Skørt over Hovedet for Regnen og ventede dig paa et Sted, hvor du ikke troede mig. Dine Skridt var ikke som den Mands, jeg har kendt Du gik, som var du ikke alene.«

Min Elskede, jeg snor min Haand i dine Lokker og lytter efter dit Aandepust. Jeg hælder mig ind til dig som en Dugdraabe til sit Blad

»Jeg bryder mig ikke om fagre Ord, men jeg vil have Lod i din Sjæl.«

Dine Arme er min Bryllupsdragt Dine Øjne er mine Engle, som følger mig herfra. Dine Hænder er to Sjæle, og jeg kender den højre fra den venstre i mine Tanker. Du selv er al min Kærlighed

»Jeg bryder mig ikke om din Kærlighed Men jeg vil eje din Sjæls Sorg.«

Jeg kender ikke dette Ord Ingen har nogen Sinde set andet end Smil paa min Mund Spørg hvert Barn paa Landet, og du vil høre, at Kongen er den lykkeligste i Israel.

»Jeg vil ikke have dine Ord Giv mig dit Hjerte.«

XII.

Nu ryster Træerne under Morgenbrisen. Nu maa jeg bort, min Veninde.

»Hvorfor vil du saa tidlig af Gaarde? Vent, til det bliver saa lyst, at jeg kan se dit Ansigt.«

Nu flyder der en lys Stribe ind under Døren. Nu maa jeg bort

»Sig mig, kære, hvorfor er din Kind vaad?«

Det er Nattens Dug, der flyder af mine Lokker.

»Hvorfor brænder dine Øjne, og hvorfor stønner dit Bryst?«

Frist mig ikke, Kvinde. Du forspilder min Kærlighed Slip min Kjortel.

»Nu vil jeg dele din Sorg eller miste din Kærlighed«

O, ve mig, ve mig! Jeg har ikke sovet i Nat for onde Tanker.

»Heller ikke har jeg sovet i Nat for at lytte til dit Aandedrag.«

XIII.

»Heller ikke har jeg sovet i Nat fordi jeg vidste, at du var sorgfuld«

Kære, tilgiv mig. Jeg har syndet. Thi jeg elsker dig ikke.

»Min Kærlighed er nok til os begge. Jeg vil give dig at drikke af min Barm.«

Jeg er dig utro og elsker dig ikke. I mine Tanker er jeg langt fra dig.

»Nu skal vore Sjæle flyde i hinanden som to Vanddraaber.« Tal til mig, tal. Du er stærkere end jeg.

»Nu skal du lægge dit Hoved til mit Bryst og sove, som da du var et Barn. l Morgensolen skal vi gaa i Vinhaven og plukke Druer af hinandens Munde.«

Min Søster, vaag over mig, thi jeg er syg.

»Jeg besværger eder, l Fugle fra Cederens Grene, jeg besværger eder, Sol og Søndenvinde, at I ikke vækker eller forstyrrer den kære, førend jeg giver eder Lov dertil.«

»Nu bliver der Fred i Vingaarden for min Ven.«

- - - -

Men da han var ved det sidste Afsnit, var der ikke mere Olie i Lampen, og Flammen hoppede og sukkede. Han skrev det sidste Vers, men den gik ud, og en hvid Petroleumsos fyldte Kammeret, og da han saa mod Vinduet, begyndte det hvide Dagslys at liste ind. Han saa sig uforvarende i Spejlet og saa, hvor træt og graa han var i Ansigtet. Dog, det var maaske Belysningens Skyld

Næste Aften døde Kæmneren.

Hvor er Døden ikke en rolig og dagligdags Ting, hverken til at sørge eller glæde sig over. Dog, om noget, det sidste, tænkte Salomon. Hvor er ikke vor Frygt for Død og Lig taabelig og vor sædvanlige Adfærd desangaaende opstyltet; - og han hjalp selv Vaagekonen med at flytte Liget, at de kunde rede Dødssengen med rene Lagner. Kæmneren havde sat megen Pris paa den Slags Ting, og derfor sørgede Salomon for en pæn Begravelse, Ligvogn Nr. l og Easte med Englebørn paa Laaget og alt saadant noget, som Salomon haabede selv at blive fri for, naar han skulde i Jorden. Og for at gøre sin Pligt fuldt ud mod den døde, gav han endog Portvin og Kage til Følget og tog mod Kondolationer.

Han skulde alligevel endnu blive nogle Dage i Byen og ordne Kæmnerens Efterladenskaber som Adoptivbarn, og han overtog derfor lige saa gerne Forretningen endnu en fjorten Dags Tid, indtil Byraadet fandt en anden.

Og saa bort fra Stadens trange Luft og til København.

Men hvor var Prosas Breve blevet af? Og hvad betyder Breve? Hvad kan man sige i Breve? Hvorfor skrive? Er ikke Tavsheden sød og hemmelighedsfuld?

Men da nu Begravelsen var forbi, kunde Salomon ikke styre sig længere, og med en pludselig Beslutsomhed gik han op paa sit Værelse, tog hele Kong Salomons Problem, som det laa fra forgangne Nat, pakkede det i en stor, blaa Konvolut, skrev udenpaa: Frøken Prosa o. s. v. og satte et Frimærke paa. »Tærningen er kastet,« sagde han. »Jeg vil have Klarhed og saa til København, naar Svaret er kommet.«

Han aabnede Gadedøren for at gaa ned med det paa Posthuset; men se, der kom den røde Mand i det samme og stak et Brev op i Næsen paa ham. Han havde Svaret, før han havde afsendt Spørgsmaalet. Og saadan gik det til, at Frøken Prosa aldrig blev bekendt med Kong Salomons Problem. Saa underlig kan Skæbnen undertiden føje sig. Brevet kom i en graa Konvolut og saa meget uskyldigt ud udenpaa. Salomon vendte og drejede det i Haanden med stor Mistænksomhed Han prøvede at holde det op for Lyset og prøvede at kigge igennem det Men Konvolutten var uigennemsigtig. Til sidst tog han Mod til sig, rev Konvolutten op og læste Brevet Det begyndte meget godt »Kæreste Ven,« stod der, »Du har forbudt mig at skrive lange Breve. Du siger, at Du ikke bryder Dig om Breve paa otte Sider og Kys i Dusinvis; men nu vil jeg alligevel skrive et rigtig langt Brev til Dig, saa kan Du gøre, hvad Du vil. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad Skal jeg sige »Du« eller »De« til Dig? Naar vi mødtes ved Bænken om Morgenen, sagde vi Du, gjorde vi ikke? Men naar vi mødtes om Dagen, sagde vi De, selv om ingen hørte paa os. Jeg vil være forsigtig og fornuftig og sige »De« til Dig. Hvordan har De det? Kommer De snart til København? Ser vi Dem ikke hos os? Er Du saa fornøjet?

Jeg har saa meget at skrive til Dem om, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal begynde. Og hvorfor skriver De ikke lange Breve til mig? Jeg er slet ikke saa kræsen i min Smag, og hvis det er en Sypigesmag, saa er jeg en Sypige. - - -«

Saaledes løb Brevet fort, op og ned, og Salomon stirrede mellem Linierne efter Meningen, indtil han snublede over noget: »Jeg savner Dem saa grænseløst, men naar jeg er sammen med Dem, er jeg dog aldrig rigtig tilfreds. Vil De tro mig? Jeg er bange for Dem. Jeg er bange for, at De gør Nar af mig. Det gjorde De ogsaa tit paa Stære- 144 mosegaard Jeg forstaar Dem ikke, jeg forstaar Dem aldrig, aldrig. Hvordan kan De ogsaa sige det? De har sagt, at naar to Mennesker bryder sig om hinanden, er det en Illusion? Tro mig, kære Ven. De maa ikke lede efter det onde alle Vegne. De maa ikke tage saa tungt paa Livet Hvem tror De ellers kan forstaa Dem? Jeg skriver det som et fornuftigt Raad til Dem, og Gud ved, jeg vil meget hellere skrive noget Fjanten; men Sandheden skal frem, og nu er det sagt Aa, vi kunde have det saa rart sammen, hvis De vilde lade Deres Menneskehad fare. Jeg er ikke bange for min Stiffader, og det er De jo heller ikke. Husk paa, det gaar jo ogsaa ud over mig, naar De taler ondt om os alle sammen. Jeg føler mig, ligesom jeg var sammen med en Præst, og jeg har aldrig kunnet lide Præster. Derfor kan jeg heller ikke forstaa, at jeg holder af Dem.«

Salomon sprang over paa tredje Side og læste noget betænkelig videre: »Hvorfor skrev De det: »hvis vi en Gang skal skilles?« Hvor kunde De gøre det? Hvis De ikke er artig, faar De af Ridepisken ligesom Bella. Hvad mente De med at skrive det, jeg kan ikke lade være at tænke derpaa?« Men i det samme faldt hans Blik paa det andet Ark, og det holdt ham fast »De kan tro, De siger nok til Dem selv: »den Prosa var en letsindig og taabelig Pige; jeg kan ikke begribe, at jeg nogen Sinde saa noget i hende.« Naar vi ikke ser hinanden mer, saa glemmer De mig nok. Det maa Du ikke, kære Ven, hører Du? Du maa aldrig glemme mig. Hører Du! Og jeg vil aldrig glemme Dig, selv om vi skal skilles. Men hvorfor kommer De ikke herind. Jeg er saa fortumlet i mit Hoved af at tænke over alting. Glem alt, hvad der staar i Brevet og kom herind og vær saadan, som Du kunde være, naar vi gik langs Søen. Kom ind og cag mig med paa »Hesten, der rider over Bjærg og Dal«, og fortæl mig igen det Eventyr om Morgenrødens Slot, som Du ved nok. Saadan vil jeg have Dig og ikke anderledes. Hvis Du kalder mig din Dronning, saa maa Du ogsaa finde Dig i, at jeg befaler. Jeg ved hverken ud eller ind

Din hengivneste
Prosa.«

Da Salomon havde læst dette Brev igennem, forstod han ikke bedre Meningen med det, end Prosa havde gjort, da hun skrev det Han læste det en Gang endnu og var lige klog. Han forhastede sig ikke, kaldte paa Pigen og bestilte Aftensmad for at have det fra Haanden, og efter at have trukket Tiden ud saa længe som mulig ved sit blødkogte Æg trak han sig ind til sig selv, tog efter gammel Vane en Kop Te med sig og satte sig i sin Lænestol

Og nu begyndte denne Nats Forhandlinger. Salomon mærkede, han kunde ikke holde det hen længer; han tændte sig derfor en lang Pibe til sin Beroligelse og satte sig til at gøre sit Regnskab op.

Og i samme Nu, Salomon aabnede Forhandlingen, forstod han, hvorfor han havde holdt den hen; thi i samme Nu saa han med en Klarhed som Aabenbaringens Klarhed, at det var forbi.

Der var et Øjeblik, hvor han følte sig fristet til at styrte sig ud i Aftenmørket og give sin Sorg og Harme Luft i alle Haande taabelige Handlinger; men han greb krampagtig fast i Stolearmen, og saaledes tvang han sig selv til at blive siddende, mens Tankerne brusede i hans Sjæl.

Thi dette Øjebliks grusomme Klarhed var som Lynet, der viser det natlige, stormfulde Landskab i et stillestaaende Nu og efterlader det dobbelt mørkt, uroligt og klagende.

Altsaa begyndte Salomon Forhandlingen, idet han holdt sig fast i Lænestolen; jeg siger Forhandlingen, thi han forhandlede med sig selv. Det var Salomon fra i Gaar, der parlamenterede med Salomon fra i Dag. Det var Salomon Drømmeren, der endnu sad fast i Illusionen, som spurgte og bad. Og det var Salomon Tænkeren, der havde set Sandheden i Lynglimtet, som svarede ham med et kort og koldt Nej.

Salomon indrettede sig, saa godt han kunde, han anbragte i Tankerne sin anden Person i en Stol, der stod lige over for ham paa den anden Side Bordet, og saaledes havde de det rigtig hyggeligt med hinanden.

»Er det forbi?« spurgte han, og det svarede: »Ja, det er forbi!

Det er forbi. Drømmen er forbi. Illusionen er forbi. Den sidste og største Illusion er forbi!«

»Men hvorfor?« sagde Salomon. »Jeg kan jo rejse derind Jeg kan riste Runer til at trylle hendes Hu. Jeg kan løfte hende paa Gangeren, der gaar over Land og Hav. Jeg kan føre hende ind i Romantikkens Slot. Jeg kan udstyre min Tale med alle de Drømme, der daarer en Kvindes Hu, og jeg kan lade al Elskovens Jubel og Klage skælve i min Røst og lade den skønneste Ømhed, som nogen Kvinde var taknemmelig for, være i alt mit Væsen imod hende.«

Og det svarede fra den anden Side af Bordet: »Ja, du kan spille mange Roller og ogsaa Elskerens.«

»Ikke en Dag, ikke en Time skulde høre min Tunge stamme eller mit Blik vige. Endogsaa om Natten skulde mit Aandedrag være roligt.«

Og det svarede: »Din Tale viser bedst, hvad du tænker paa. Du tænker paa at forføre hende, at leve med hende som en fremmed Mand og nyde hendes Skønhed og Elskov, men uden at hun nogen Sinde saa dit Ansigt, som det er. Dette kalder jeg at bedrage og forføre. Thi medens hun gav dig sig selv, gav du hende kun en Skygge af dig selv.«

»Da vil jeg gaa til hende, saadan som jeg først tænkte, og lægge min Sorg for hendes Fod og bede hende dele den med mig.«

Og det svarede: »Hvilket Menneske har nogen Sinde delt sin Sorg med en anden, og hvilket Menneske, som var lykkeligt, har sørget med den, som var sorrigfuld? Ogsaa saaledes vilde du maaske kunne vinde hende. Hun vilde løfte dig op til sig af Medlidenhed Men hvor kan du tro, hun nogen Sinde vilde forstaa din Sjæl? Forstod hun dine Ord, forstod hun dog ikke dine Tanker, og forstod hun end dine Tanker, forstod hun dog aldrig din Smerte. Saaledes vilde du ogsaa der forføre hende med store Ord, som hun ikke forstod. Just saaledes gør den romantiske Lovelace. Hvorfor vil du ikke også gøre dig til en stor Synder og bede hende frelse dig? Der er mange Piger, der bider paa den Krog.«

»Er der da ingenting at gøre?«

»Nej, der er slet ingenting at gøre uden at gøre din forbandede Pligt og Skyldighed«

»Og hvad er det?«

»At leve ensomt, men ærligt, at leve i Smerte, men redeligt. Du hører til Trappisterne, til dem, der ikke maa tale; thi naar du taler, det ved du bedst selv, da taler ikke du, men en og anden Figur, du digter dig ind i. Thi hvis du talte af dig selv, det ved du bedst selv, da vilde Menneskene sige: Han er afsindig.«

»Kan være, jeg ogsaa er det.«

»Kan være, du er det, men det fører dig ikke fra Ansvar. Vi bruger ingen juridiske Fiksfakserier mellem os.«

»Er der da intet Haab?«

»Der er Haab nok, saafremt du vil sætte din Oprigtighed over Styr. Saa er der Masser af Haab. Hvis du var Protestant, saa var der Haab nok for dig. Saa kunde du indlade dig i alle halve Forhold og trøste dig med, at Gud tilgiver dig nok. Derfor, betænk dig vel, det kan jo være, de Folk har Ret Du kan jo gøre det af med en varm Tro og en ærlig Anger, naar du har faaet det, som du lystede. Vær saa god Men Ateismens Moral er strengere, den har ikke nogen Forsoning i Baghaanden. Den stiller Spørgsmaalet paa enfoldig Vis: Vil du være sanddru eller ej? Ja eller Nej.«

Og da Salomon tøvede med Svaret og pønsede paa nye Underfundigheder i sit Hjerte, hørte han, at Personen paa den anden Side af Bordet haanlo med en satanisk Latter, saa det krøb i ham, og sagde: »Nu har jeg opdaget dig, Salomon.«

Da skælvede Salomon under Svøben og spurgte: »Hvori har du opdaget mig?«

Og det svarede og sagde: »Du ved, hvad jeg har lært dig om Menneskene, at det er et løgnagtigt og underfundigt Folkefærd Altid nævner de de store Ord, men aldrig led de noget derfor, og hvis de led, raabte de højt derom og gjorde Forretning deraf Du har haanlet af dem, og din Krop har været fuld af Galde, og din Mund blev snøret sammen af Væmmelse; alt dette var godt, men du har endnu ikke erkendt Sandheden fuldt ud

Du har endnu ikke erkendt Sandheden fuldt ud; thi du har endnu ikke opdaget, at du selv er af samme Race som den, Kæmneren og Rector magnificus tilhører.«

»Det har jeg altid tænkt«

»Men ikke her, ikke her, Salomon. Her troede du din Ryg fri. Men her, hvor du troede det mindst, var du det mest. Thi du har været en lumpen Karl. Hvad siger du til den Greve i Longfellows: Den gyldne Legende, som vil lade en ung Pige ofre sit Blod, for at han kan læges af sit Tungsind Husker du ham, lille Salomon, hvad siger du til ham?

En Usling var han,« raabte Stemmen højt over Salomons Mumlen, »og saaledes var Du. Thi saaledes, som han vilde, vilde du, og endnu vilde du tage derimod, hvis Jomfru Prosa tilbød sig. Aldrig elskede du hende for hendes Skyld, men kun for din Skyld, og du tænkte ikke paa hende, Salomon, men paa dig selv, og din Kærlighed, Salomon, det var den rigtige Kærlighed, som ikke søger sit eget, var det ikke? Men jeg skal sige dig, hvad det var; med alle sine smukke Ord og hele sin ideelle Sammenblanding af Erotik og Moral saa var det ikke andet end det meste af det, som Menneskene kalder Kærlighed Det var Falskneri, Salomon. Det var din egen Lyst og din egen Trang og din egen Drift, som du klædte i skønne Klæder.«

Da slog Salomon Øjnene op og havde taget sin Beslutning, da der ingen Udvej var længer, og han ikke kunde finde paa flere Udflugter, og han smilede for første Gang under Samtalen og sagde: »Du kender mig godt, hvem er du?«

Og Stemmen svarede: »Jeg er det aarvaagne Øje, som du skrev om i din Dagbog. Selv har du manet mig frem. Gør det ikke en anden Gang. Jeg er din hemmelige Medvider, Conscientia kaldte Cicero mig. Mig var det, der forklædt som Mefistofeles lærte dig, hvordan Verden var. Jeg er den Røst, som raaber: Dybere ned, Salomon, du har endnu langt tilbage. I Mennesker kalder mig Samvittighed og søger at narre mig paa alle mulige Maader.«

Da slap Salomon Taget i Lænestolen og rejste sig. Han gik hen og tog Brevet med Salomons Problem og pakkede det dybt ned i sin Skuffe med hemmelige Papirer. Der ligger det endnu med 8 Øres Frimærke og det hele og kan maaske komme Prosa i Hænde en Gang endnu, naar Salomon falder fra. Men i Stedet for satte han sig hen og skrev et andet Brev, som blev dikteret af denne sataniske Person, der agerede hans Medvider, et pænt og roligt Brev af Størrelse paa tre Sider og spækket med Fornuftgrunde og uden Lyrik Jeg skulde gerne fremlægge det, men jeg har ikke Kladden, og jeg har gjort mig til Princip i min Biografi af Salomon saa vidt mulig kun at benytte paalidelige Dokumenter og tydelige Erindringer.

Der gik nogle Dage, hvor Salomon gik omkring med Hænderne paa Ryggen og saa lige ud i Luften og ikke sagde noget videre.

Saa kom der en Dag Brev, ikke fra Prosa, men fra Etatsraaden, og deri stod kort og godt, om Salomon vilde komme ind til Byen, Etatsraaden vilde gerne tale med ham.

Da Salomon kom ind til Etatsraaden, gik denne imod sin Vane rask op og ned af Gulvet, sagde kort god Dag og blev ved at gaa op og ned. Salomon satte sig paa en Stol og saa paa ham, og pludselig vendte Etatsraaden sig om og sagde med megen Værdighed: »Jeg hører, at De bag min Ryg har gjort Haneben til Prosa.« Salomon svarede meget fornuftig: »Etatsraaden vilde da ikke forlange, at jeg skulde gøre Haneben til hende, mens De saa paa det?« »Men De har ikke sagt mig noget om det« »Nej,« sagde Salomon uforstyrrelig, »al den Stund jeg mente, De kunde nok finde ud af det af Dem selv.« »Ja, naar De ta'r det paa den Maade.« »Ja, saadan ta'r jeg det,« sagde Salomon. »Ja, det er godt nok,« sagde Etatsraaden og satte sig, »men nu er der jo kommet Kurrer paa Traaden.« »Kan være,« sagde Salomon diplomatisk. »De vil ikke bilde mig ind,« sagde Etatsraaden pludselig, »at De ikke er Mand for at vinde Prosa, hvis De vil.« »Derom skal jeg ikke udtale mig,« sagde Salomon. »Det vilde være usømmeligt, om jeg gjorde det.« »Men hvad Fanden er der da i Vejen?« raabte Etatsraaden. »De er jo ikke til at blive klog paa.«

Men da Salomon saa paa ham, mærkede han, at han forløb sig, vendte sig om og fløjtede. Da han havde fløjtet færdig, forstod han, at Salomon hidtil havde haft Overtaget, og at der maatte skiftes Taktik.

Han satte sig ned, bød Cigar og tog en selv og sagde i en konverserende Tone: »Er det ikke til Jul, De vil op til første Del?« »Jo, det er det nok,« sagde Salomon, »men jeg har for Resten ogsaa tænkt paa at lade være.« »Hvad skal det betyde?« »Det skal betyde, at jeg, saa vidt jeg kender til mig selv, er færdig med Juraen,« sagde Salomon og saa uskyldig ud »Og hvorfor det, unge Mand, har De sat Deres Bøger ud?« »Nej, men jeg har efterhaanden sat min Respekt ud.« »Forklar Dem, forklar Dem.« »Andre Mennesker har dog noget, som de respekterer; om ikke den gode Gud saa i alt Fald, hvad der er lige saa godt, den gode Udvikling eller Kulturen eller den nyere Tid eller Samfundet eller Pengene; men jeg, ak, jeg, Hr. Etatsraad, jeg respekterer ingenting.« »Menneskehader, kyniske Timon fra Athen, er vi derhenne?« spurgte Etatsraaden. »Men hvad Fanden kommer saadanne Fornemmelser Juraen ved?« »Nu, Juraen er ikke saa meget værre end saa meget andet; men det er tilfældigvis det Sted, hvor den Institution, som kalder sig Samfundet, og jeg støder sammen. Og jeg kan sige, jeg har studeret Juraen og luret den alle dens svage Sider af Der er for mig noget højrøstet, plebejisk, idealistisk, noget optimistisk, hæsblæsende, samfundsnyttigt ved Juraen. Og disse Ting ligger ikke for mine Evner. Jeg er af »de lade Munke«, jeg ønsker kun een Ting, at leve i Fred.« »De er sgu en net en,« sagde Etatsraaden. »De er sgu et net, ungt Stykke Mandfolk.« »Aa ja, saagu,« sagde Salomon, »jeg er ikke saa lebendig som mangen en ældre Herre.«

Etatsraaden satte sig tilbage i Stolen og lo højt, overraskende højt. »Jeg forstaar Dem saamænd særdeles godt. De bryder Dem ikke om at være Fuldmægtig paa et Herredskontor eller Bondefanger-Sagfører. Det har De saamænd Ret i. Det, De ønsker, det er det sære, det voldsomme, det ualmindelige. De vil enten være Diogenes eller Aleksander. Men hvorfor ikke Aleksander?« Her gjorde Etatsraaden en Kunstpause og ventede paa, at Salomon skulde blive overrasket; men da Salomon ikke gjorde det, fortsatte han: »Jeg siger ikke, De kan blive det, men De har visse Betingelser derfor, skønt De i andre Henseender er noget grøn. De har Koldblodighed, min Bedste. De har lidt af Smidigheden. Og De siger selv, De har den første og fornemste Betingelse af alle: Respektløsheden. De er ikke utilgængelig for den fornemste Last, den højeste Dyd af alle Laster og Dyder: Magtlysten, mener jeg, Herskesygen. Vær, hvad De vil. Vær radikal, om De vil, Socialist, om De vil. Derpaa kommer det ikke an. Bismarck og Lassalle var to Mænd, der forstod og højagtede hinanden. Men vær en Mand Lad mig rive Dem ud af disse middelalderlige Drømmerier, som omtaager Dem. Er ikke en ny, gylden og blodig Tid kommet? En samvittighedsløs Tid, koldblodig i Beregning, varmblodig i Lidenskab. Kun eet, siger jeg Dem, er værd at eje. Det er Magten. Magten over Kvinderne om Natten, over Mændene om Dagen. Forbilledet paa Korset er dødt. En ny Skikkelse er det moderne Forbillede. Den store, storhedsvanvittige, vellystige Tyran, Bedrageren, Hærføreren, Forføreren, Politikeren. Den store Cæsar, Napoleon, Borgia - alle har ham til Forbillede. Men de dumme tænker halvt, handler halvt, vil være noget, men vil intet gøre derfor. Den indviede vil alt, tør alt, kan alt.«

Etatsraaden havde talt i smaa, korte, ildfulde Sætninger. Salomon forstod, hvorfra det stammede, det Trylleri, som var over hans Tale.

Fra den voldsomme, sataniske Vilje, som havde støbt denne Mands Personlighed i en Form saa spændstig og dog saa uforanderlig som en Staalklinges; behersket i den ironiske Leg, behersket selv nu i den kyniske Nøgenhed. Og der var et Øjeblik, hvor det næsten svimlede for ham, og han kom til at tænke paa Faust, der sidder i sin højryggede Lænestol med Haanden i Skægget, medens den kloge Mand med Hanefjeren bøjer sig ned over ham og hvisker ham i Øret: »Grønt er Livets Træ, Mester Faust Der er endnu 01 i Kanden for tørstige Sjæle.«

»Jeg skal sige Dem noget,« sagde Etatsraaden spøgefuld »Jeg bliver snart gammel. Da trækker jeg mig tilbage fra Verden og lever af mine Minders Sødme og min Erfarings Rigdom. Og hvem skal jeg testamentere min Levevisdom? Jeg har udset Dem til Arving, Gud ved hvorfor?«

Da vaagnede Salomon af Drømmen og sagde til Etatsraaden: »Det kan være, De har Ret Jeg ved det ikke, jeg har ikke prøvet det. Men det kan ikke nytte, De vil gøre mig til Deres Arving. Jeg hører just til den Race, De foragter, til de feje, tvivlende, vakkelvorne. Jeg er ikke nogen Handlingens Mand. Men jeg skal, hvis De ønsker det, skrive Dem Adressen op paa en Filosof, der er parat til, hvad det skal være.«

Det gik op for Salomon, at nu var det ham, der var ved at faa Overtaget igen.

Meget roligt, men med en knusende Haan huggede Etatsraaden gennem Paraden og sagde: »De vil ikke ud med Sandheden. Det er moralske Bevæggrunde, der holder Dem tilbage.«

Nu virkede det Ord »moralsk« paa Salomon som en rød Klud paa en Tyr alt fra hans Barndom af, og sagt her af denne Etatsraad forbitrede det ham over al Maade.

»Jeg har ikke noget med Moralen at gøre, den overlader jeg Dem og Rector magnificus til Afbenyttelse. Jeg har ingen anden Lov over mig end min egen Vilkaarlighed De kan, om De vil, kalde det Lune eller Stædighed For mig gerne. Blot ikke Moral.«

Etatsraaden saa blot paa ham og lo i Skægget, og denne Latter opirrede Salomon endnu mere. Og der faldt som Skæl fra hans Øjne. Etatsraadens Latter syntes ham kunstig, hans Miner fortrukne, og pludselig saa han noget, han ikke før havde lagt Mærke til, den studerede Affektation, der ytrede sig i Etatsraadens mindste Bevægelser, den grænseløse, skønt fortræffelig skjulte Forfængelighed, der laa bagud allerinderst i hans Væsen. Han saa op i dette smilende Ansigt, hvor uhyggelige Lidenskaber havde draget Rynker, og saa deri sit eget Billede forvrænget som i et Hulspejl. Og med denne underlige, pludselige Klarhed, som i afgørende Tilfælde kunde falde over Salomon, saa han tværs igennem alle Etatsraadens Parader og saa bagved alt det Væsen, som han hadede og foragtede i sig selv og andre: Mennesket i al dets pralende Usselhed, raabende med store Ord for at skjule sin egen Nøgenhed, udsmykkende sine Drifter med en eller anden Skuespillermaske, enten den gængse moralsk-ideale som Hr. Ciceros, som vi alle kender, eller denne fandenivoldske, umoralskideale som hos denne gamle, nydelseslystne, impotente Catilina, der sad lige over for ham og gjorde sig Urnage for at holde sit Ansigt i de rette ironiske Grimasser, som han havde indstuderet foran Spejlet. Og denne Mand var det, der i et Lune havde sat ham i Verden og i et nyt Lune vilde drive ham ind i sin forløjede Eksistens. I en bitter Harme rettede Salomon det afgørende Stød mod Etatsraaden.

»Hvis De kendte mig bedre,« sagde han dæmpet og pludselig alvorligt, idet han brød gennem hele dette unaturlige, ironiske Spil og talte, som om han talte til sig selv i Natten og Ensomheden. »Hvis De kendte mig, vilde De bedre forstaa mine Motiver til ikke at vove mig ud i Deres Verden. Jeg er et Menneske, der som alle andre er blevet sat ind i Verden, uden at nogen har spurgt mig; men hvis nogen havde spurgt mig, vilde jeg have raadet derfra. Min medfødte Natur og Karakter er ikke saaledes, at jeg tør anbefale den. Jeg har fra en eller anden arvet en Egenskab af allerværste Art, en letbevægelig, intensiv Fantasi, der altid skuffer mig i Handlingens Øjeblik Der er en Skuespillerdjævel i min Person, en Trang til Uredelighed, Uvederheftighed og Bedrag. Saadant et fantastisk Luftbillede som det, De udkastede, det var netop noget for mig. Alt det, som beruser og bedaarer, som Fantasien vellystig kan svælge i, det ligger godt for min naturlige Smag. Men heldigvis ejer jeg ved Siden af en ædruelig og ubestikkelig Forstand, der holder mig tilbage, og den har efterhaanden overtydet mig om, at det bedste, en Fantasimager som jeg kan gøre, er at trække sig tilbage til et Hul og ikke bidrage til at forøge Forvirringen i Verden, som sandelig er stor nok«

Salomon stirrede fast paa Etatsraaden og tvang hans Blik til at vige. For første Gang saa han, at Etatsraadens Smil svigtede ham, og en vis bekymret Alvor smuttede ind i Mundvigen i Stedet. Slaget havde ramt Det var ikke til at tage fejl af Etatsraaden var forlegen, ja, sandelig i Forlegenhed. Der var ikke noget af Mefistofeles tilbage. Som han sad der, var han kun en gammel Mand med Rynker i Øjenkrogene og visne Læber.

Men Salomon vilde gøre Etatsraadens Ydmygelse fuldstændig og sagde: »Jeg vil søge Stillingen som Kæmner efter min Stiffaders Død, og siden De interesserer Dem for min Fremtid, vil jeg bede Dem give mig en Anbefaling dertil De er jo vor lille Stads naadige Protektor,« sagde han spøgende, og Etatsraaden lod sig det gefalle.

»Her er Papir og Pen,« fortsatte Salomon i en munter Tone. »Vil De, Hr. Etatsraad, være saa venlig at skrive, som jeg siger,« og han dikterede sin egen Rekommandation. Etatsraaden skrev. Hvad Pokker skulde han ellers gøre. Han maatte nu enten føje Salomon eller indlade sig paa Betragtninger, som han helst holdt borte fra sig.

Da Anbefalingen var færdig, puttede Salomon den i Lommen, bukkede og sagde Farvel.

»Farvel,« sagde Etatsraaden, »du er et Fæ, Salomon.«

l disse Ord fandt Salomon al den Revanche, som han kunde ønske sig for Mellemværendet mellem dem; thi disse Ord var ham tydeligere end den formeligste Anerkendelse, en slagen Faders Tale til den oprørske Søn. Saaledes tog David og Absalon Afsked med hinanden.

Men endnu stod det værste tilbage; thi der kom Prosas Spil løbende ned igennem alle Salene, standsede et Øjeblik, naar hun vendte Bladet, og flød saa atter som et rislende Væld

Hun spillede Dansemelodier, som flød over i hinanden, tabte sig i ingenting og blev taget op igen. Saaledes havde hun altid for Vane, naar hun var i daarligt Humør.

I det Øjeblik, da Salomon lukkede Døren til Etatsraadens Kontor i efter sig, var han mest tilbøjelig til at løbe sin Vej. Men i det samme var det, som om en Jernnæve greb ham i Nakken og førte harn op imod det Væld, hvor Spillet havde sit Udspring. Og fra det Øjeblik af følte han sig kommanderet af hin sataniske Stemme, der havde talt med ham i den pinefulde Nat og præsenteret sig selv som hans Samvittighed.

Salomon naaede op til hende, uden at hun hverken hørte eller saa. Hun bare spillede og spillede paa Livet løs. Idet han lagde sin Haand paa hendes Skulder, for hun op og stod maalløs, forfærdet, uden at vide, om hun skulde kaste sig om Halsen paa ham eller løbe sin Vej. Men Salomon sagde: »Sæt dig ned, Prosa, og lad os tale fornuftigt sammen.« Og med denne gode Begyndelse satte han sig ned - og tav.

Prosa bøjede sig forover og kiggede ham usikkert op i Øjnene og sagde: »Jeg kan ikke blive klog paa dig, Salomon.« Og det var i Sandhed ikke saa underligt. Salomon svarede: »Jeg kommer just for at gøre dig klog paa mig, Prosa. Jeg kommer for at spørge dig, om du vil - Prosa - være min Kone.« Da vidste Prosa ikke, om hun skulde le eller græde, og saa igen op paa ham, idet hun samlede Hænderne foran paa Brystet og sagde: »Det ved du jo godt, jeg vil.« Men der korn intet Kys fra Salomon, men et stilfærdigt: »Holdt lidt, Prosa, og betænk dig først« Hun surmulede lidt paa sin allerkæreste Maade; men saa blev hun med eet helt ynkværdig alvorlig, saa sønderknust over, at det hele var saa alvorligt, som et Barn, der har taget alle Advarslerne for Spøg, og nu pludselig opdager, at det dog var Alvor.

Salomon sagde: »Betænk dig vel, Prosa, og betænk dig længe. Ved du, hvad jeg er. Jeg er ikke længer den Konge i Fantasteriernes Rige, som du lærte at kende for lang Tid tilbage i Stærenes fortryllede Have. Jeg er en agtbar Kæmner i den lille Stad. Og jeg søger mig en Kone eller i Mangel heraf en Husholderske. Hun skal kunne lave Mad, sy og stoppe om mig og selv tænde Ild om Morgenen. Vadsk og Strygning forlanger jeg ikke, men hun maa være flink og villig til sin Gerning og ikke stille for store Fordringer. Og det er ikke Spøg,« sagde Salomon, da Prosa med et svagt, spørgende Haab kiggede efter hans Øjne. »Jeg er saa skrækkelig doven,« sukkede Prosa, »men hvorfor vil du leve paa saadan t et skrækkelig kedeligt Sted? Kunde du ikke lade mig tale rned -« Men Salomon afbrød hende og sagde: »Jeg har brudt rned Etatsraaden, og det maatte du ogsaa gøre.« »Men hvorfor dog det?« brast Prosa ud himmelhøjt, men bed sig i Tungen og kom til at tænke paa et og andet. Hun tav og saa misfornøjet ud, men uvilkaarlig ledte hendes Haand efter Salomons. Dog, der fik hun liden Trøst.

»Du har vel Grund til at være fornærmet,« sagde han, »thi jeg er som den Stodder, der udgav sig for at være en Prins og vandt Prinsessens Hjerte, men førte hende til sit Stodderhus i Stedet for til en kongelig Borg. Og det er ikke nok med, at jeg er Kæmner, Prosa - hvornaar havde du tænkt at være Kæmnermadam? - Men det er ikke nok med, at jeg er Kæmner, men jeg er en gnaven, gammelklog, galdesyg Kæmner. Jeg er ked af at leve dette bedragerske og selvbedragerske Liv. Kun een stor Lidenskab ejer jeg, det er den bitre Foragt. Det er ikke Foragt mod dette eller hint Menneske, men det er Foragten for Mennesket selv og alt menneskeligt Værk«

Da hævede Prosa langsomt Øjnene op imod ham uden at turde sige noget, men i dem stod der tydelig nok: »Men holder du da heller ikke af mig?«

»Jeg holder af dig, Prosa,« sagde Salomon, »og maaske aldrig har jeg holdt saa meget af dig som i denne Stund; men ikke tilbeder jeg dig paa en Ynglings taabelige Vis eller begærer dig paa en Mands brutale Vis, det ser jeg bedst i denne Stund; men her, hvor Øjeblikkene er kostbare, kan jeg sige dig i eet Ord, hvordan min Kærlighed er; som en dyb og mild, overbærende Medlidenhed er den. Ti kun stille, Prosa, hvis du helst vil. Jeg ved det godt, denne Følelse forstaar du ikke. Du er jo lykkelig, siger du ved dig selv. Just derfor. Naar du engang vaagner af Drømmen, naar Livets Virkelighed aabenbarer sig for dig, smertelig som den er, se, da staar min Medlidenhed til Rede, den har folgt dig Skridt for Skridt gennem hver eneste Dag af vort Liv. Men du forstaar mig ikke, Prosa, og just derfor siger jeg dig det. Forstaar du mig vel?« Han kunde se paa hendes Læber, at hun vilde sige nej, men kunde ikke. Hun var saa bedrøvet

»Det Liv, som jeg byder dig, Prosa, ved du, hvorledes jeg forestiller mig det? Saaledes. Der er oprejst et Kors, og derpaa hænger to Mennesker, en Mand og en Kvinde, hver paa sin Side med Ansigterne vendt mod hinanden. Deres Arme kan ikke naa sammen, thi Naglerne holder Hænderne fast, men deres Læber naar sammen til et Smertens Kys, og deres Blod flyder sammen i een Strøm fra Naglegabene.

Vil du leve med en syg Mand, Prosa, da tør jeg ikke nægte dig det, end ikke for din egen Skyld; men du maa vide, at han er syg, og ikke gøre dig Illusioner om, at han er rask, eller at du kan gøre ham rask. Thi det Arbejde, som er for mig, kan jeg ikke ryste af mig, og de Tanker, som behersker mig, maa jeg kæmpe mig igennem, og ingen Kvinde, saa sød og elskelig hun end er, kan holde mig tilbage. Og nu er det kun til dig at svare ja eller nej.

Da saa hun fortvivlet op paa Salomon for at hente Trøst; men der var ingen Trøst, og hun kunde ikke sige noget, hverken ja eller nej. Da sank hun ned fra Stolen og knælede for ham mod al Naturens Orden og lagde sit Hoved i hans Hænder, sine Arme om hans Knæ og sagde: »Jeg er kun et Barn mod dig. Hvad raader du mig til at gøre?«

»Naar du spørger mig om Raad,« sagde Salomon med en underlig tyk og langsom Stemme, »da raader jeg dig til at sige nej!«

Dertil sagde Prosa ikke noget. Det ene kunde hun vel ikke sige, og hun vilde ikke sige det andet. Ak, den lille Prosa, hun følte alt for vel, at hun var magtesløs. Heller ikke Salomon sagde noget Hun blev liggende med Ansigtet skjult i hans Hænder, og han sad stille og vogtede paa hende, glad ved hendes Nærhed; thi Øjeblikkene var nu kostbare, og denne stille, milde Tavshed talte tydeligere end Ord og sagde det mildere, end det mest velmente Ord kunde have gjort det: »Det er forbi!« Da mærkede Salomon noget varmt og vaadt, som flød mellem hans Fingre. Prosa græd, men stille og skamfuldt som et artigt Barn, der ved, det ikke maa græde. Og Salomon blev siddende med hendes Hoved i sine Hænder, som var han Barnets Fader. Saa rejste Prosa sig halvt op og satte sig paa Skammelen ved Siden af ham og sagde:

»Salomon, fortæl mig et Eventyr som et af dem, du kunde fortælle ude hos Stærene«. Salomon sagde: »Alle de Eventyr, som jeg kunde om Morgenrøden og Solborgen, har jeg fortalt dig; men jeg har endnu eet at fortælle dig, som hører Aftenskumringen til, og se, nu lister Lyset ind ad Vinduet, saa nu er det den belejlige Tid Eventyret er kort eller langt, som du vil gøre det til. Det er bedrøveligt eller trøsteligt, som den, der hører det, tager det til. Det hedder Eventyret om den spedalske Ridder:

»Der var en Gang, Prosa, en Ridder, der var spedalsk, og hans Arme var udmarvede af Sygdommen og hans Ryg bøjet af den. Men han havde en snedig og opfindsom Sjæl, og han sagde til sig selv: »Hvad, om jeg kunde gøre en Opfindelse, saaledes at jeg kunde vove mig i Dyst med andre Riddersmænd«. Og som han laa paa sit Sygeleje, modnedes hans Tanker. Da sprang han en Dag op, og han snørede sin Ryg i et Jernpanser og spændte sin Arm fast i en Maskine af Staalfjedre, og da han red ud, var Lansen ham saa let som en Pilegren, og han overvandt mange Riddere i Dystleg, men ingen kendte hans Hemmelighed, og for ingen viste han sit Ansigt, at ingen skulde gætte hans Hemmelighed af hans matte Øjne og hans blege Kind Men en Dag begav det sig, at Ridderen red gennem en blomstersmykket Dal, der hedder Ranunkeldalen. Da traadte Jomfruen, som boede i Ranunkeldalen, frem og bød ham en Drik Vand og sagde: »Du tage mig med dig paa din Ganger og lade mig ride med dig over Bjærg og Dal, at jeg kan se, hvor stor Verden er«. Men om denne Jomfru gik det Sagn, at hun altid spøgede og aldrig græd. Og Ridderen gjorde, som hun sagde. Han red med den lattermilde Jomfru over Bjærg og Dal. Men da de kom tilbage i Aftenstunden til Ranunkeldalen, i Aftenstunden, Prosa, da Lyset svandt, da indbød hun ham leende til at blive og bo i hendes Dal. Men da slog han Visiret op og viste hende, at hans Ansigt var vansiret af Sygdommen, og han løste Fjederen og viste hende, at hans Arm hang kraftløs ned, og han sagde: »Jeg er den spedalske Ridder og kan gaa i Strid, men ikke elske. Og længer end een Dag har min Skæbne ikke forundt mig at blive i Ranunkeldalen«. Da traadte den lattermilde Jomfru nærmere til ham, og han vidste ikke, hvad hun vilde ham; men hun bøjede sit Hoved, og han mærkede paa sin Haand, at hun græd«.

»Og hvad saa?« sagde Prosa.

»Er det ikke nok og mer end nok, at den lattermilde Jomfru græd? Er det ikke nok til at udgøre et Eventyr?«

»Og hvad saa?« sagde Prosa.

»Og saa«, sagde Salomon og bøjede sig ned »Og saa - Farvel!« Og han kyssede hende paa Panden og gik.

Udenfor var det et friskt og skarpt Vejr, og Salomon slog Kraven op over Ørene og gik op imod Blæsten. I dette Øjeblik, medens endnu Legeme og Sjæl skjalv efter Afgørelsens Spænding, var den Følelse, der fyldte ham, en stolt Glæde over den Sejr, han havde vundet i disse to 'store Slag og især i det sidste og største. Han havde ventet, han skulde være nedtrykt, sønderknust, men det var ikke saa. Han satte sig i Toget og tog den samme frejdige Stemning med sig ind i Kupeen, men alt som han kørte, og Slappelsen fulgte efter Kraftanstrengelsen, sank han sammen i sit Hjørne og turde ikke tænke paa nogenting. Rent mekanisk stod han ud Der laa foran ham Stadens smaa Huse, dens fire Fabriksskorstene og Forlystelsesetablissementets Taarn, alt tegnede sig mørkt mod en maaneklar Himmel, og rent uvilkaarligt gøs Salomon tilbage, da han saa dette Syn, saa prosaisk det end var i sig selv. Han gøs igen tilbage, da han aabnede Gadedøren og saa ind i Huset - »det døde Hus«, sagde han til sig selv. Der var ingen derinde, ikke en Gang en Tjenestepige. Salomon havde kun en Kone, der gik i Huset Han gøs, da han satte sig i sin Kæmnerlænestol i det mørke Kontor og hørte Kæmneruret dikke ved Siden af sig. Han gjorde et sidste Forsøg paa at være humoristisk og sagde til sig selv: »Velkommen, Salomon! God Aften, Salomon! Nu kan du tage den med Ro. Der er ikke længer noget, der haster«. Det forekom ham, Uret paa Væggen sagde noget, og da Salomon vendte Øret til, hørte han, hvad enten det nu var Uret eller ham selv, der sagde noget: »Ensomt Fængsel! Ensomt Fængsel!« »Paa hvor mange Aar?« spurgte han. Uret slog og blev ved at slaa, det vilde ikke høre op med at slaa.

Ja, nu var han hjemme i Staden. For Salomon var det den Stad, hvor Jorden er glødende og brolagt med skuffede Forhaabninger, hvor Luften er kvælende og fuld af uhyggelige Minder. Til sig selv sagde Salomon i sin Lænestol: »Som du sidder her med Gulv under dig, med Loft over dig, med fire Vægge om dig, sidder du indeklemt i Stoffet, der omgiver dig, i den Verden af 70 Grundstoffer, som du hader og foragter, indeklemt som i en Ligkiste. Mit Bryst kan ikke aande ret«, sagde Salomon. »Det er ikke saa underligt; thi der hviler et Tryk af et Kilogram paa hver Centimeter derpaa, men det er ikke alle, der ved dette; men jeg føler Trykket af Atmosfæren, hvor jeg gaar«. Og derpaa tilføjede han: »Jeg er træt, meget træt, ikke træt af noget bestemt, men af selve den Byrde at være til. Jeg føler mig, som om jeg havde levet 1800 Aar, som om jeg var Hr. Ahasverus selv, saa træt er jeg af at leve«.

Dog, der hjalp ingen Kæremor. Salomon maatte op at skrive i sine Protokoller og lægge sammen og trække fra og føre over, og godt var det; thi det holdt vist Liv i ham i de første Dage.

Der var saadanne Dage, hvor alting var dødt for ham, hvor han kun redte og vadskede sig for Skams Skyld og ellers ikke rørte sig til nogenting, uden at han var haardt nødt til det

Hans Vilje var som lammet, rent legemlig lammet. Han lagde undertiden sin Haand paa Hjertet og syntes ikke, at han kunde mærke, det slog; men det har det vel gjort alligevel

Og der kom andre Dage, hvor alt var i Oprør, hvor et voldsomt, afsindigt Begær steg op i ham efter al Livets Lyst og Pragt. En Lidenskab, som han aldrig selv havde troet sig kapabel til, gennemrystede ham, og han var i saadanne Øjeblikke villig til alt, til at sælge sin Sjæl til Fanden selv for Elskov og Rigdom og Magt.

Men aldrig, hvordan han saa end skabede sig, tav den klare og kolde Stemme i ham, som raabte: »Salomon, din Usling, gør din Pligt!« Og aldrig kunde han ved noget Fantasibedrag narre sin egen koldblodige og strenge Fornuft Saa endte det altid med, at han rned knyttede Hænder og sammenpressede Læber krøb til Korset, ydmyg og lydig som en Hund, mens Efterdønningerne af Kampen endnu gik i hans Sjæl, og bekendte, at den ubarmhjertige Sandhed havde Ret

Saaledes levede han i nogen Tid, hvor længe ved jeg ikke, om det var i mange Uger eller Maaneder, op og ned igennem alle Helvedes syv Regioner, og han saa selv til sidst, at det kunde ikke blive ved at gaa.

Men en Aftenstund blev der atter Stilhed i hans Sjæl, og han mærkede, at det lavede sig sammen til en Afgørelse. Saa satte han sig som i hin første Afgørelsens Nat i sin Lænestol og lyttede til sine egne Tanker. Hans Jeg talte med hans Jeg.

»Hvor længe skal det vare?« sagde den kolde, klare Stemme. »Hvor længe vil du blive ved at gøre alting halvt, Salomon?«

Og Salomon, den brødefulde, forvildede, begærlige Salomon svarede: »Har jeg ikke gjort nok endnu?«

»Det første Skridt«, sagde den klare Røst, »men endnu staar alle de andre tilbage. Du har muret dig inde, du er gaaet i Kloster, det var det rette for en Person som dig, det gik dig kun efter Fortjeneste. Men hvad nytter det dig, naar du endnu bliver ved at begære, at elske, at længes, at drømme. Vær helt, hvad du er, enten til den ene Side eller til den anden. Gør Skridtet helt ud eller ogsaa, om du vil, gaa tilbage«.

Men Salomon vidste vel, at det sidste kun var Røstens Spøg.

»Hvis du vil være Munk,« sagde Røsten, »da maa du afdø fra Verden, da maa du dræbe Begæret i dig og Fantasien og Drømmen. Da maa du forlade alle Ting«.

»Ak, jeg har kun saa lidt tilbage«, sagde Salomon.

Og Stemmen svarede med et Citat af et Digt: »Du har din Sorg og dine Minder. Du har din syndige Længsels Rod Riv ud! Rav ud!«

Da bøjede Salomon Hovedet og sagde: »Tillad mig kun at gøre op med min Navne, Kong Salomon, en Gang endnu og revidere Højsangen for sidste Gang. Saa vil jeg tænke over, hvad du siger«. Og Stemmen svarede: »Tilladt!«

Thi Salomon havde igen begyndt at beskæftige sig med Højsangens Problem, og det gik op for ham, at hans første Løsning var ukorrekt.

Ikke Prædikerens Bog var digtet før Højsangen. Nej, omvendt, Højsangen var digtet først, og senere hen, da Kong Salomon var blevet viis, var han blevet Prædiker. Saaledes kunde det forklares, og igen samlede der sig et Digt paa hans Tunge, men med tungtvejende og mørktfarvede Ord, hvor det første Digt om Kong Salomon havde været letløbende og sølvblinkende. Dette Digt samlede sig sammen afsig selv paa ensomme Vandringer, mens Trækronerne raslede, og Stormen spillede paa Telegraftraadene, og da det blev færdigt og sat i Pennen, tog det sig saaledes ud