De indfødte herude kalder min Hjemstavn for Staden. Jeg ved nok, at Staden har et andet Navn, hvormed den figurerer i Geografien. Det er et af de Bynavne, som man indprenter sig i Skolen, men som man aldrig hører nævnt senere hen i Livet. Der gives Skeptikere, der tvivler paa saadanne Byers Eksistens og tror, at Bønderne har bundet en lettroende Geograf noget paa Ærmet.

Staden ligger op ad Bakke og ned ad Bakke. Skønt den er saa lille, er den en hel Labyrint. Gaderne er krogede og benyttes ikke meget af indfødte Fodgængere; men der er et Utal af Genveje og Fodstier, som enhver kender. Passagerne gennem Bryggerens Gaard og gennem Apotekerens Have er Stadens to Hovedaarer.

Der gaar en grøn Slugt fra Vandmøllen op til Kirkegaarden, og igennem den kan en fremmed uforvarende komme spadserende midt ind i Stadens Hjerte uden at ane, det er en Stad, før han staar omtrent midt paa Torvet; men saa ser han rigtignok heller ikke andet end lutter Huse.

Der er ikke noget, som giver en stærkere Forestilling om noget ældgammelt, end saadan en stillestaaende Stad. Der er kun een Murmester i Staden, 6| thi der bygges meget sjældent nye Huse, og naar man efter Tilvæksten i de sidste tyve Aar beregner, hvilken Tid det maa have taget for Staden at vokse til sit nuværende anselige Omfang, faar man en Forestilling om stor Ælde.

Og dog har der været noget til før denne Stad; thi det hændtes en Gang, at Borgmesteren lod grave i Adelgade, og da fandt man Resterne af en anden Brolægning over to Alen under den nuværende. Dette giver et lignende Indtryk af ubestemmelig graa Fortid som en Begivenhed, Herodot omtaler. Han beretter om en ægyptisk Konge fra den allerældste Sagntid, at denne fandt i en Ørken et Tempel, som ingen kendte, med Skrifttegn, som ingen af hans lærde kunde tyde.

I denne Stad og i Stadens Kæmnerbolig, der er gaaet ved Køb og Salg fra Kæmner og til Kæmner i mangfoldige Led, traadte en lille Svend ved Navn Salomon Simonsen sine Børnesko.

Han var ikke nogen lille Jødedreng, som man kunde tro efter Navnet. Dertil var hans Haar for lyse og hans Øjne for graa.

Han var en loyal, dansk Dreng. Kongen og Borgmesteren lærte han at ære, før han kunde knappe sine egne Bukser; men hans nærmeste foresatte var den Kæmner, der besteg Kæmnerstolen i 1860 efter afdøde Lausgaard.

Salomons Kæmner var en lang, mager Skikkelse med en alvorlig og sædelig Mine i sit Ansigt. Han skal i sin Tid have været Seminarist og Skrivelærer i Staden, men kort før Lausgaards Død blev han Svigersøn og Adjutant ved Forretningerne og arvede Embedet efter ham. Orden, Disciplin og Præcished var hans tre Kæpheste. Hans Streger over t'erne var alle lige store, og hans Prikker over i'erne sad alle lige højt 7| over Linien. De store Bogstaver var hans Kæledægger, og han læste af Princip aldrig nogen Bog, hvor Navneordene ikke var stavede med stort.

Kæmneren gik altid i en lang, sort Frakke og korte, graa Bukser, Galocher og Paraply.

Salomons Moder var en lille, tyk Kone, som det var lettere at trille med end at løbe med. Lattermild og mundrap var hun, lavede god Mad og kunde godt lide at smage paa den selv, havde ingen nævneværdige Kundskaber og disputerede aldrig om højere Materier, men talte kun om, hvad hun forstod sig paa. Kort sagt, hun var en Perle af en Kvinde. Sin Gemal beundrede hun over al Maade, og hun satte sit Livs højeste Opgave i at være hans Tjenerinde.

Ligesom de to Ægtefæller var af et forskelligt Temperament, maa man ogsaa sige, at de tilhørte hver sin Religion. Paa Folketællingslisten skrev Kæmneren sig og hele sit Hus som tilhørende den evangelisk-lutheranske Religion, men i Grunden stod han i religiøs Henseende nærmest ved Kalmukkerne, og hans Gudsdyrkelse bestod i at opfylde alle Ceremonier med streng Nøjagtighed. Han blev siddende i Kirkestolen fra Indgangsbøn til Udgangsbøn, omringet af sin Familie; men naar han kom hjem, kunde han godt lade sig forlyde med, at Prækenens Længde burde indskrænkes ved Lov. Om Middagen, naar man ikke altid anede noget ondt, skulede han pludselig ned til Bordbenet, og med en ægte Forbryderhvisken galoperede han gennem en Bordbøn i et Tempo, der kunde konkurrere med Kalmukkernes Bedehjul. Under denne Besværgelse maatte alle helst se saa nedtrykte og forlegne ud som mulig og ikke løfte Øjnene fra deres Vesteknapper, da man gik ud fra, at Himlen i saa Fald vilde blive fortørnet og Besværgelsen tabe sin Kraft. Kom en lille Dreng 8| uforvarende til at klapre med sin Kniv og Gaffel, holdt Kæmneren op midt i og praktiserede ham udenfor.

Salomons Moder havde det paa en anden Maade. Hun fulgte Kæmneren i Kirke og faldt med stor Andagt i Søvn under Prækenen, og hver Gang Kæmneren puffede hende i Siden med sit Paraplyhaandtag, svarede hun blot: »Ja, Frederik! Aark ja!« De religiøse Øvelser laa ikke for hendes Anlæg; men ellers var der en vis gammelluthersk, livsglad Fromhed over hende. Middagen var Dagens Højtid for hende. Naar Klokken slog 12, bandt hun i Hast en snehvid Kappe om sine gloende røde Kinder, hægtede et stivet Forklæde om sin Mave og frembar Dagens Retter som et Brændoffer til sin Herre, Kæmneren, der ventede med Uret i Haanden, medens hun selv glinsede og duftede af Stegefedt og Varme imellem sine hvide Kappebaand som en letbrunet, rygende Frikadelle paa en Porcelænsassiette. Hun lavede udmærket Mad. Jeg siger det eftertrykkelig, thi jeg ved, at det er hende den kæreste Ros i hendes Grav. Hun havde jo ogsaa været Kogejomfru hos Etatsraad Nellemann paa Stæremosegaard, før hun tog Kondition hos Kæmneren. Men hun forlangte ogsaa, at man skulde skønne paa Maden og være taknemmelig mod Forsynet derfor, ikke mod hende selv; »thi det er en Guds Gave at lave god Mad«. Salomon og hans lille Søster opfordrede hun til at være glade, hver Gang de saa de stakkels Tiggerbørn, fordi de selv fik deres gode Mad, og hun taalte aldrig, at de levnede. Hun tog hver Dags Anretning som en Manna, der faldt ned ovenfra - især var hun glad, naar Kartoflerne var vellykkede - og naar Familien sad rigtig rart og hyggeligt sammen over en lille Grydesteg, var hun saa meget des gladere, fordi hun ansaa alt godt som et Tegn paa Tilfredshed med Kæmnerens Hus paa de allerhøjeste 9| Steder. Senere er jeg dog kommet efter, at det tillige har været hende en Samvittighedssag med Madlavningen, et Bodsværk, hvormed hun vilde retfærdiggøre sig for, hvad hun havde forbrudt mod Himlen og Kæmneren, og hvorved hun vilde forberede sig til den anden Verden, som hun sikkert har forestillet sig efter Lignelsen med det store Gæstebud. Jeg er bange for, at hendes Forestillinger om Saligheden var meget sanselige, og i det hele var hendes Religion vel nærmest en Slags simplificeret Muhamedanisme. Naar alt kommer til alt, var denne Religion ikke den daarligste. Den var positiv og letfattelig, og hun beviste allenfals sin Tro af sine Gerninger. Hun var i Sandhed en af dem, der dyrker deres Gud i deres Ansigts Sved, og der var en gammeldags Trohjertethed over hende, som er i Færd med at dø ud i Verden.

Salomon blev født i Aaret 1864. I Paris kaldte man de Børn, der blev baarne og fødte i 1871, for Kommunens Børn. De skal have været skrøbeligere og sygeligere end andre Aargange. Paa samme Maade har vi herhjemme Børnene af 1864, og et af dem er Salomon.

Salomons Stilling i Kæmnerens Hus var noget uklar. Han blev oplært til at sige Onkel og Tante; men en Dag efter en længere Diskussion mellem Kæmneren og hans Kone blev Signalerne ændrede, og det skulde nu hedde Far og Mor. Med Mor gik det ogsaa rigtig godt; men naar han efter Ordre vilde sige Far til Kæmneren, standsedes han uvilkaarligt af et strengt Øjekast. Prøvede han saa med Onkel, spurgte Kæmneren ham forbitret, hvorfor han ikke sagde Far. Enden blev, at Salomon hverken turde sige det ene eller det andet og næppe vovede at tiltale Kæmneren. I Omtale kaldte han Kæmneren for »Han«, og dette Han, der ved sit Eftertryk skilte sig fra ethvert andet Han, gennem10|rislede Salomon, hver Gang han brugte det, med en ærefrygtfuld Bæven. Det vil erindres, at ogsaa Jøderne af Ærefrygt for deres Stammegud undgik at nævne hans Navn.

De to første Begivenheder, som hæftede sig fast i Salomons Erindring, var begge af bedrøvelig Natur. Den første Gang, han ret fik Indtrykket af, hvor bedrøvelig og meningsløs den menneskelige Tilværelse er, var en Dag, da hans Moder var gaaet fra ham og havde efterladt ham ene hjemme med det Paalæg at opmuntre sig ved at hoppe paa eet Ben rundt om Bordet. Da hun kom hjem, fandt hun ham trofast hoppende, grædende, men hoppende. Han fandt denne Adspredelse saa ganske haabløs og hensigtsløs.

Den anden Begivenhed af Interesse i de første Barneaar var ligeledes af sørgelig Natur og viser tillige Salomons Karakter fra dens værste Side. Han modtog de første Begyndelsesgrunde i Bibelhistorie af sin Moder i Kæmnerens Overværelse og hørte Fortællingen om Kain og Abel. Og her røbede det sig straks, til hvis Parti Salomon senere skulde komme til at høre. Thi Abels Skæbne rørte ham ikke. Den gode Abel var jo elsket og savnet af sine Forældre og vel omtalt af alle Mennesker; han kom straks i Himlen, da han var blevet slaaet ihjel, og fik oven i Købet Herren selv til at hævne sig. Men da Salomon hørte om den stakkels Kain, der skulde vandre ganske alene ud i Ørkenen og være forbandet for alle, da kunde han ikke holde sine Taarer tilbage; men straks lugtede Kæmneren Arvesynden og gav ham hans velfortjente Klø.

Fra den Tid Salomon begyndte at gaa i Skole, bliver Erindringerne talrigere og tydeligere, og fra denne Tid haves et stort Materiale af Karakterbøger og Skrive11|bøger. Disse Dokumenter har jeg dog kun kunnet benytte til Bestemmelse af den rette Kronologi. Maaske fortjente de at undergaa en grafologisk Behandling.

Hver Morgen tog Salomon sin »Bibel« og sin »Fædrelands« og løb i Galop ned til Grønnegade. Det var en farlig Vej, thi der myldrede med Friskoledrenge. Der var især een hæslig Knægt, som var efter ham. En Morgen blev han indfanget af sin Tyran nede i Smøgen. Han skælvede og tilbød ham underdanig alt, hvad han ejede, en Enøre, som han havde fortjent ved Indsamlingen af en Snes Æg - dette var Salomons fornemste Erhvervskilde. Fyren tog vel imod Enøren, men lod sig ikke derved formilde. Han bukkede sig, vristede en Brosten op af Jorden og dunkede Salomon med den i Hovedet, saa han fik en græsselig Hovedpine. Saaledes tog Begivenheden sig i alt Fald senere ud i Salomons forskræmte Erindring; men maaske er der lidt fantastisk Overdrivelse deri. Jeg tør ikke sige noget for vist; men jeg har undersøgt Brostenene i Smøgen og fundet, at de den Dag i Dag ligger temmelig løse, saa ganske umulig er Historien ikke. -

Hvis jeg kunde male, vilde jeg male mig et Billede af Salomons Færd i Morgenstunden. Det skulde forestille ham farende i fuld Galop til Skole mellem glubende Friskoledrenge som en Antilope mellem Ulve, med den blodrøde Morgenhimmel foran sig og hen over den et Tog af skrigende Krager, der drog ind mod Byen i sorte Skarer. A propos om disse Krager. De boede egentlig ude i Jomfrulunden; men hver Morgen drog de skrigende ind til Byen for at søge Føde, og hver Aften drog de skrigende derfra for at søge Natteleje. En Vinteraften maatte Salomon se, hvor de drog hen, og han fulgte dem ud til Jomfrulunden. Der havde de slaaet sig ned i nogle høje Bøgekroner, og 12| han kunne høre dem snakke sammen deroppe, medens de indrettede sig for Natten. Men med eet blev der Uro deroppe. Der løftede sig en sort Sky brusende og brallende fra Kronerne, og i næste Nu sænkede den sig ned over den usle Purk, der stod og gabede nedenunder. De skreg ham ind i Ørene og baskede Luften om ham med deres Vingeslag. Lille Salomon troede, de vilde hugge Øjnene ud paa ham, og løb. De havde vist ogsaa gjort det, hvis han var blevet der. De var meget større paa nært Hold, end han havde troet, og skreg saa frygtelig. Lille Salomon slap dog derfra med Livet; men naar han hørte dem skrige i den røde Morgenstund, huskede han fra den Dag af paa, hvad det var for nogle slemme Fugle.

Det var altsaa Kragerne. Jeg vender tilbage til Skolegangen: Hver Morgen bar Salomon sig ad paa følgende Maade. Han aabnede forsigtig Gadedøren og kiggede ud. Var der ikke noget mistænkeligt at øjne, satte han alle Sejl til og løb lige bus ned i Grønnegade. Der slap han ind ad Skoleporten og klatrede op ad en lille, mørk Trappe med hulslidte Trin til sin anden Klasse B. Hermed var dog ikke Trængslerne forbi; ogsaa her omspændtes Salomon af overmægtige Fjender. I Timerne maatte man se til at undgaa Lærernes Vrede, og i Frikvartererne gjaldt det om at komme af Vejen for de store Drenge. De store Drenge drev en frygtelig Leg, der hed Kolumbus. Op og ned for de mellem Porten og Retiraden som Hurtigløbere paa en Rendebane, og midt i Gaarden dansede en Kæde af Drenge, som holdt hinanden i Haanden. Denne Kæde snoede sig ud og ind som en Slange, trampede med sine tyve Ben og hylede ud af sine ti Halse og havde to Fangarme, en i hver Ende, hvormed den greb efter Hurtigløberne, eller ogsaa snoede den sig om dem og optog 13| dem i sin Bug. Ingen var sikker for dette Uhyre; thi det syntes at opfylde hele Gaarden, og dets Bevægelser var lynsnare og uberegnelige. Naar derfor Feltraabet lød: »Kolumbus begynder,« saa puttede de smaa sig af Vejen, som de kunde bedst, og Salomon retirerede gerne op i Retiraden.

Bag ved en lille Jernbygning uden Dør og med Afløbsrende havde Salomon fundet sig en hyggelig og rolig Krog, og der stod han og spiste sin Mellemmad, medens den vilde Jagt susede forbi ham. Han fik et Øgenavn efter denne Plads, som han ofte har grædt sine modige Taarer over, og Bestyreren spurgte ham en Gang i en harmfuld Tone, om han ikke kunde spise sin Mellemmad et andet Sted, hvortil Salomon svarede, at han vidste ikke, hvor det skulde være; og i Sandhed, det kunde være vanskeligt nok at finde et andet Tilflugtssted i denne Gaard, hvor der var saa mange Farer. I Porten holdt Salomons kære Klassekammerater til, og over dem regerede Holger Bielefeldt. Han holdt hele sin Klasse i Ave ved sin uhyggelige Maade at føre Krig paa. Naar han blev gal, udstødte han et vildt Uhu, rejste sig paa Tæerne og ruskede sin Fjende i Haaret, saa det knagede i Haarrødderne. Se, det var Porten, og henne ved Vandposten stod den ækle Aksel Feddersen altid og sprøjtede med Vand, og ved den røde Mur turde ingen staa, for derovenfor sad Bestyreren oppe ved sin Pult og spyttede i Tanker ud af Vinduet.

Bestyreren var en meget flink Mand, han var fed og skaldet, var en ivrig Romantiker og havde haft ti Børn og tre Koner. Han havde for Vane at skelne mellem raske Drenge og Pigedrenge, og han yndede ikke de sidste. Anton Hansen fortalte Salomon, at han havde hørt Bestyreren sige til Hr. Obel: »Han er saa 14| sær, den lille Pissoirdreng. Jeg havde Lyst til en Gang at give ham en Dragt Klø for at muntre ham lidt op.« Fra den Tid indsaa Salomon, at han maatte vise sig noget mere til sin Fordel; han holdt nøje Udkig med Bestyreren i Vinduet, og hver Gang den strenge Mands Blik faldt hen i hans Krog, dansede han en lille Dans og satte nogle Grimasser op, som skulde forestille Munterhed, alt imens uhyggelige Anelser formørkede hans Sjæl.

Men en stor Forandring foregik med Salomon, da han kom under Hans Adolfs Paavirkning. Hans Adolf var en stor, tyk Dreng, en Klasse højere oppe. Han blev Salomons eneste, sande Ven. Fra Begyndelsen af nærmede Salomon sig ham med stor Ærbødighed; thi han havde hørt, at han skraaede, og han vidste, at det var en stor Hæder for en Dreng at kunne udøve den Kunst, og da Hans Adolf værdigedes at lægge Mærke til ham og endog optog ham mellem sine fortrolige, blev Salomon svimmel af Henrykkelse, og det fyldte ham med Stolthed at bære sit nye Tilnavn: Hans Adolfs Slave.

Og se: Tryg ved Hans Adolfs Venskab kunde Salomon færdes frit i denne frygtelige Gaard, uden at Førsterotterne turde trække ham i Benene eller Aksel Feddersen sprøjte Vand paa ham. Ja, han drev det endog til at deltage i en af Hans Adolf selv arrangeret Kolumbusleg, hvori han med alle Tegn paa Glæde lod sig slæbe paa Knæene hen ad Brostenene eller fik Hovedet dunket sammen med Muren paa den fornøjeligste Vis.

Hans Adolf lærte fremdeles Salomon at slaas, idet han satte ham sammen med sine Fjender, Førsterotterne, een efter een, og truede dem med at flaa dem levende, hvis de ikke godvillig lod sig prygle. Salomon 15| havde oprindelig været saa uvidende i Slagsbroderkunsten, at han efter sit første Slagsmaal grædende fremstillede sig for Bestyreren og klagede over, at den anden havde slaaet i Ansigtet. Da Bestyreren meget fornuftigt spurgte, hvor han ellers skulde slaa, svarede Salomon i sin Uskyldighed: »Paa Ryggen!« idet han ansaa samme Sted for det ufarligste paa Kroppen. Men fra den Dag stammede Bestyrerens Foragt for ham.

Salomon var ikke noget kløgtigt Barn. Han kendte ikke Verden og troede alt, hvad der blev fortalt ham, og Følgen var, at han af alle sine Omgivelser blev proppet med de værste Røverhistorier. Af Hans Adolf hørte han Historien om de to Rotter, der aad hinanden, saa kun Halerne blev tilbage, hvad Hans Adolf selv havde set hos sin Morbroder i Glimminge. Fra samme Side erfarede han, at Farverens Svin hver Nat gik i Søvne paa Bagbenene, og mangen Nat listede han sig op af Sengen og kastede lange Blikke over i Farverens Gaard; men han naaede aldrig at se det mærkelige Syn. Ogsaa Kæmneren stillede Salomon over for det ubegribelige ved at bevise ham, at en Kat havde tre Haler, og hans Fremstilling forekom Salomon saa overbevisende, at han plejede at spørge Kæmneren, om han havde set saadan en Kat. Al saadan Belæring vakte megen Munterhed blandt Tilhørerne, og Salomon stemmede i med Latteren og fandt det hele uhyre fornøjeligt.

I Skolen lærte de ikke ligefremme Røverhistorier, men ogsaa her blev dog Salomon stillet over for det mystiske. Thi de Kendsgerninger, som meddeltes ham, antog de eventyrligste Former ved at passere igennem hans barnlige Opfattelse. Det er i det hele forbavsende, hvad Børn kan faa ud af deres Lærebøger. Mangen16| Lærebogsforfatter vilde blive ilde til Mode, hvis han saa sin egen Bog, saaledes som den tager sig ud for Barnets Øjne.

Salomon erfarede, at hvert tredje Menneske var en Kineser, og han saa sig om i Klassen for at opdage, hvem der var det mellem dem. Læren om Antipoderne forekom ham ganske utrolig. Han øvede sig selv i at gaa med Benene i Vejret, men kunde ikke drive det til noget videre.

Eventyr tror jeg ikke, Salomon hørte fortælle; men hvad han fik ud af de voksnes Samtaler, og hvad han læste sig til i deres Bøger, var mere eventyrligt end Historien om Tommeliden. Han havde faaet fat i en herlig Bog, som hed Naturens Vidundere, og som blev endnu mere vidunderlig, fordi han opfattede alle Billeder i naturlig Størrelse. Det rystede ham, da han første Gang læste om Bakterierne, og han ragede og rodede i Rendestenen efter dem. Han fandt ogsaa nogle interessante Trævler; men de rørte sig ikke og drejede sig ikke om deres egen Akse, og han kunde heller ikke finde deres egen Akse.

Det mest mystiske var dog den gode Gud. Efter hvad Salomon hørte, sad Gud oppe i Himlen og passede paa. Han forestillede sig ham som en overjordisk Bestyrer, der saa alle smaa Drenge paa Fingrene. Han saa og hørte alt og faldt aldrig i Søvn. Han talte Kagerne og vidste Besked med, hvor meget Sukker der var i Skaalen. Hvis en lille Dreng kom for Skade at sige Usandhed, gav den gode Gud ham straks en sort Streg i Panden, og Salomon lagde Mærke til, at naar 17| en lille Dreng var lige ved at falde i Søvn i Kirken, plejede Forsynet at sende en Flue, som kildrede ham paa Næsen. Denne uhyggelige Magt var altid efter smaa Drenge; de maatte ikke klø sig og ikke gabe og ikke nyse, de maatte ikke fløjte i Stuen og ikke sutte paa Tommelfingeren og ikke spørge og ikke svare igen. Gjorde de noget af det, resikerede de straks at dø og komme i Helvede, og mangen Gang sad Salomon og misundte Fluerne paa Væggen og syntes, de havde det meget bedre end Menneskenes Børn, for de kunde gaa i Sukkerskaalen, saa meget de vilde, og kom ikke i Helvede derfor.

Holdt den gode Gud nøje Regnskab med Salomon, holdt denne ikke mindre nøje Regnskab med Gud. Salomon fandt det i sin Orden, at det blev Regnvejr om Søndagen, naar han havde stjaalet Æbler i Apotekerens Have om Lørdagen, og han saa en højere Retfærdighed i, at den gamle gav ham en Lussing uden skellig Grund, naar han vidste med sig selv, at han ikke havde været god imod sin lille Søster i den sidste Tid. Men hvis for mange Genvordigheder traf ham, da følte han sig paa Kreditsiden, og han hævnede sig ved frygtelige Angreb paa Kagekassen. En Gang var Salomon kommet langt ned paa Debetsiden, Himlen syntes at have lukket Øjnene, og han tænkte med Skræk paa Afregningens Dag. Dog, den trak længe ud, og han forhærdedes og levede et ryggesløst Liv med Syltetøj og Æbler. Omsider brændte da hans Insektsamling, og han forstod atter Styrelsen.

Bortset fra denne moralske Kontrakt, der var imellem Salomon og Gud, var der ogsaa det rent religiøse Forhold. Ingen Kalmuk har mere andægtig kastet sig i Støvet for sit Afgudsbillede, end Salomon laa paa Maven for Balles og Balslevs Gud. Han opfandt paa 18| egen Haand Princippet med Bedemaskinerne; thi i Stedet for eet Fadervor bad han en halv Snes i en rivende Fart, naar han var kommet i Seng, især paa de mørke Vinteraftener, naar Tænderne klaprede i Munden paa ham af Kulde, og han følte sig uhyggelig i Stuen. Han læste i den store Billedbibel ikke for sin Fornøjelse, men fordi han mente, det kom nok igen, og naar det særlig gjaldt om at indsmigre sig hos den almægtige, bad han sin Moder om Lov til at bringe en Flaske Hindbærsaft ned til den syge Madam Mortensen. Alle saadanne Ting var Tryllemidler af samme Art som Negrenes Ofre og Besværgelser, hvormed han vilde afvende Gudens Vrede.

Man ser, at Salomon levede i en mærkelig Verden, i den samme Verden, som den uvidende vilde levede i for hundrede Tusind Aar siden. Vidundere og Forskrækkelser omgav ham paa alle Kanter, og han gik i en stadig Forventning om, at en af de forbavsende Ting, han hørte og læste om, skulde indtræffe. Naar han sad i Skolen en Vintermorgen, betragtede han med stor Interesse Hr. Obels Næse, der var bleg af Kulde, og ventede længselsfuld paa det Øjeblik, da den skulde falde af ham, hvad Salomon jo vidste kunde ske, hvis den ikke i Tide blev gnedet med Sne. Hver Gang han skulde klippes, svævede han i den største Angest for sit Liv, thi Barberen havde to uhyre Knevelsbarter og to rullende Øjne, og hver Gang han gav et Klip med Saksen, fortrak hans Ansigt sig til et morderisk Grin, som Salomon kunde se i Spejlet. Han tvivlede ikke paa, at Barberen var Stadens Rolf Blaaskæg, og ventede, at han en Dag vilde tage sin store Saks og - ritsj, ratsj - Hovedet af; men Salomon turde ikke snakke til sine Forældre derom. Og saaledes var der saa meget, han ikke turde tale om. Der 19| var de store, runde Pletter paa Engene, hvor Græsset var gult og kort - han erfarede langt senere, at det var der, Høstakkene havde staaet; og der var de underlige smaa, sorte Pølser i Urtepotterne, og der var det: hvorfor man aldrig saa nogen død Fugl; og der var saa mange andre Ting.

Hvor var Barnelivet dog ikke dejligt trods al Skræk og alle Gaader. Dersom det Barn, jeg taler om, havde den vildes store Øjne og forskræmte Blik, saa havde det ogsaa hans lette Hjerte og tankeløse Glæde, saa snart Solen smilede paa Himlen. Hvor glædede det sig ikke til Jul, den herlige Tid, da Gud holdt Fødselsdag og lod Lovene sove for en Dag og gav Smaafolk en Forsmag paa, hvordan det gik til oppe i Himlen, naar man fik Vinger paa. Og der var Skøjteløbning i Juleferien, hvor Barnet vaklede frem og tilbage i Fjersko paa Halifax og løb i Ring paa Jensens Bane med dens halvandet Hundrede Kvadratfod Is og fremviste to violette Kinder og en spøgelseagtig Næse. Og der var Foraaret, hvor Barnet gravede de første blaa Anemoner frem under visne Blade og bragte dem hjem i Triumf og stemmede Vandet op i Skovbækken til et brusende Vandfald og laa i det visne Hø paa Gærdet i Læ for Vinden neden under Lærkernes Sang. Og der var Tøvejret om Vinteren, som var endnu bedre end Frostvejret, og Sneen rutschede ned fra Tagene, og det saa paa Termometret og havde Vandstøvler paa og blev stænket og grisede sig til. Og der var ogsaa noget, der hed Sommerferien, et Ord, som begynder med Jordbær og ender med Kirsebær, hvor Verden var saa grøn, saa grøn, indvævet med røde Kløverblomster, som der var Honning i, og kantet langs Grøfterne med gule Smørblomster. Og der var Rabarbergrødens Tid, og de første Kartoflers Tid, og de første Dragers 20| Tid, og de første Nødders Tid. Og hvilken forbavsende Mængde Slikkerier var der ikke til i Verden, og hvor meget Vand havde den gode Gud ikke givet smaa Børn til at pjaske sig i, og hvor var de store ikke nogle ophøjede fuldendte Væsener, og hele Verden var saa vidunderlig og dejlig, frygtelig, men dejlig.

Paa denne Maade fyldtes Salomons Hjerne med et Urede af uklare, mystiske Forestillinger, og bag ved den Verden han saa, følte og smagte paa, havde han Eventyrets fantastiske Verden, uden at han havde noget klart Begreb om Forholdet mellem de to Verdener. Med andre Ord, Salomon var alt i sin grønne Barndom det værste, et Menneske kan blive, nemlig Romantiker. Havde lille Salomon haft et fornuftigt Menneske, han kunde forklare sig for og spørge hos, tænker jeg, hans senere Liv var blevet en Smule fornuftigere, end det blev. Men Salomon gjorde efterhaanden den Erfaring, at det kunde ikke nytte noget at spørge de store om noget. Enten sagde de, at smaa Drenge maatte ikke spørge, saa kom de ikke i Himlen, eller de gav sig til at le og gøre Nar, naar en lille tænksom Dreng bad dem vise ham Jordens Skygge i Himmelrummet, eller de bandt ham noget paa Ærmet til at løbe rundt med til almindelig Fornøjelse. Lille Salomon dannede sig den Grundsætning, at de store er ikke til at snakke med.

Jeg maa give lille Salomon Ret heri. Det er underligt, at Menneskenes Børn ikke bliver mere taabelige, end de er, efter den Opdragelse de faar. De smaa Personer staar fortabte i denne besynderlige Verden som en Ulle Pige i et stort Snevejr og spørger de forbigaaende om Vej; men de store Personer har travlt og svarer, hvad der saadan falder dem ind, og saadan gaar det til, at de smaa Kar fyldes med tom Snak i 21| Stedet for med levende Kendsgerninger. De store er alvidende, almægtige og algode Væsener, som sidder ved Virkelighedens rige Bord. De smaa er nogle smaa Plageaander, som kommer og rykker dem i Skørterne eller Buksebenene og spørger; men de store har travlt med deres store Opgaver og slænger ned til dem lidt Affald af deres Kundskabers Overflod. Og dog er den Opdragelse, som Barnet faar ved den daglige Omgang og Samtale med de voksne, langt vigtigere end Skolens Lektier; men herpaa tænker kun faa.

Det er ogsaa underligt, at de samme Mennesker, som vilde skamme sig ved at lyve for et voksent Menneske, som dog ikke vilde tro dem, ikke tager i Betænkning for deres Morskabs Skyld at give Børnene, som tror, hvad de hører, noget at rende med. Men Sagen er, at over for Børnene viser den menneskelige Karakter sig i hele sin naturlige Slethed. Mennesket har en naturlig Ulyst til Sandheden. Over for voksne holder de sig i Tømme for deres borgerlige Anseelses Skyld, men over for Børn behøver man ikke at gøre Vold paa sig selv, og der viser vor Tankegang sig, som den egentlig er. Kun den mindste Del af vor Erfaring har vi været nødte til at tænke ordentlig igennem for vore Forretningers Skyld. Resten er et forvirret Sammensurium af Fantasterier, Suggestioner og løsrevne Erindringer, og naar vi taler med Børnene, er vi for dovne til at tænke os om, og vi siger et eller andet Snak, som falder os ind. Usandfærdigheden er ikke bevidst, men rent uvilkaarlig og naturlig. Den skyldes ikke saa meget Ondskab som Imbecilitet.

Salomon bar sig ad paa samme Maade over for sin lille Søster. Han fortalte hende uden Barmhjertighed alle de Røverhistorier, der faldt ham ind, og han delte Syltetøj med hende efter den Aritmetik, som 22| Hans Adolf havde lært ham: En Skefuld til mig, og en Skefuld til dig, og en Skefuld til mig! Og en Skefuld til mig, og en Skefuld til dig, og en Skefuld til mig!

Og alligevel tror jeg ikke, Salomon var nogen daarlig Broder. Det Syltetøj, han skulde dele med hende, snød han hende for, fordi han vidste, det var saa raske Drenges Sæd over for værgeløse; men det Æble, som han hæderlig havde tilranet sig i Apotekerens Have, bød han hende frivillig Halvdelen af Han fik hende til at græde, naar han dansede oppe i det store Elmetræ og knækkede de visne Grene, for at hun skulde tro, han faldt ned; men naar de saa kom ind i Stuen, var de to lige gode om at beundre hendes Kanariefugle. De satte sig hver paa sin Side af Buret og saa paa Hunnen, som rugede, helt opfyldte af Tanken om, hvad Fremtiden vilde bringe. De sad ganske stille for ikke at forstyrre Madammen og saa paa den, som den laa og blinkede til dem, og hver Gang deres Blik faldt i hinanden tværs igennem Buret, grinede de med den dumme Barnefnisen, som ikke betyder andet end Velvære.

Og Salomon bildte sig dog ellers ind at være vokset fra Barnet. Han var nu en rask Dreng. I Skolegaarden havde han forladt sin tilbagetrukne Plads og styrtet sig ud i Livets vilde Larm. Med stor Grumhed slæbte han nyankomne Poge til Posten for at døbe dem og var Medlem af et hemmeligt Selskab, som bar Navnet: De tredive Tyranner. Hans Adolf bidrog meget til Salomons Anseelse ved at udbrede den Krønike, at han var forfærdelig stærk, og Bestyreren iagttog ham nu med en vis humoristisk Beundring, naar han styrtede sig ind i Kamplegen paa sine Piberør af Ben og svingede sine Arme i Luften lig to kraftige Rabarberstilke 23| og udrettede Vidundere ved sit Kampraab og sin moralske Virkning paa Tropperne.

Forholdene havde ført det med sig, at Salomon havde udviklet sig to Slags Moral, en til Brug uden for Kæmnerens Enemærker og en anden til Brug indenfor. Den første var hentet fra Marryats og Ingemanns Romaner og tilsat med praktiske Vink og Leveregler fra Hans Adolfs Erfaring. Hans Ideal var derefter den ædle Røver, og naar Drengene reddede Pandekager fra Hans Adolfs Moder eller Æbler fra Apotekeren, var det visselig ikke saa meget for Delikatessernes egen Skyld som for Idrættens og Hæderens. De drev den farefulde Sport at skrive hinandens Stile og satte med Vilje Fejl til, for at det des vanskeligere skulde opdages. De omtalte kun Lærerne under ærekrænkende Øgenavne og pyntede paa deres Tale med kraftige Eder, og de røg Tobak, hvad Salomon ikke kunde taale, alt sammen for den Glans det kastede over dem i Kammeraternes Øjne; thi disse havde ganske den samme Opfattelse af, hvad der var det store i Livet, og jeg tror nok, at denne Livsanskuelse, Røver- eller Riddermoralen, er den eneste, som ret kan gribe en Drengs Hjerte i Lømmelalderen. Nødvendigt var det jo ogsaa at have en Hjerterdame, og Salomon kaarede sig Emilie Hansen, skønt hun egentlig var ham hjertelig modbydelig; men det skulde jo saa være. Mest Lyst havde han til at kaare sin lille Søster, men det stred imod hans Sømmelighedsfølelse. Og dog var den Følelse, han nærede for det lille, svage Væsen med hendes røde og hvide Kinder, snarere lig en uskyldig Drengeforelskelse end den mere varme end blide Følelse, der plejer at være mellem Søskende. En Gang havde Salomon og hans Søster været henne at hente Brød hos Bageren, da en næsvis Gadedreng raabte noget efter 24| hende; Salomon lagde sit Rugbrød paa Fliserne og bankede ham op ad Kirkegaardsgitteret, indtil han i sin Nød krøb op og spiddede sig selv paa Gitterspidserne, hvor han hang som en Skarnbasse paa en Tornebusk, og den lille Søster stod og passede paa Rugbrødet imens.

Men inde i Stuen var Luften en anden. I Vindueskrogen var en rummelig Sivstol, og naar Salomons Moder dampede ind fra Køkkenet, satte hun sig i den med et Svup og udfyldte den som en Prop sin Flaskehals. Der sad hun saa og virkede behageligt som en af de transportable Kakkelovne og havde sin egen lune Atmosfære omkring sig. Hendes Adspredelse var at studere sine Dagbøger, thi Salomons Moder førte stadig Dagbog. Hun optegnede nemlig i nogle smaa pyntelige Hæfter, hvad Middagsmaden var hver Dag Aaret rundt. - Det var en Vane, hun havde fra dengang, hun var Husjomfru hos Etatsraaden. Og naar hun sad saaledes, nikkede og sukkede og smilede hun over forrige Aars Feltslag og spurgte Salomon med sin tykke, grødede Stemme, om han kunde huske den Gaas og den Skinke. Og da han havde en god Hukommelse, saa gav det Anledning til mange hyggelige Samtaler i Vindueshjørnet, og han var hende til megen Trøst.

Thi saa velfornøjet Salomons Moder var, saa var hun dog ikke helt lykkelig. Hun savnede Forstaaelse hos sine Omgivelser. Her var hun kommet fra Etatsraaden, hvor hun havde lavet alle de Retter, som fandtes i Verden, og til Staden, hvor de kun forstod sig paa Bondemad, og hvor hun ikke havde andre at lave Mad til end sin Husbond og to uvidende Børn. Og just hos sin Husbond savnede hun Anerkendelse. Kæmneren havde ikke Sans for den højere Madlavning. Han forfulgte Kardemomme med det ubarmhjer25|tigste Had og holdt formelige Forhør for at erfare, om der var anvendt Muskat i Smaakagerne, og disse smaalige Krænkelser forgiftede Hjemmets Fred.

Naar Salomon ikke holdt disse smaa Konferencer med sin Moder eller studerede Bibelen eller Madam Mangor, der udgjorde hans Moders Bogforraad - og det er ikke godt at vide, hvilken hun holdt helligst - da maatte han sidde stille; thi Døren stod aaben ind til Kæmnerens Helligdom, og denne maatte ikke forstyrres i sit strenge Arbejde med Aviserne. Naar Salomon rørte sig for meget, kom der en Røst: »Line! har jeg ikke sagt dig?« Og Line for da op og svævede med ham ud i Køkkenet, hvor hun indespærrede ham og satte ham til at støde Kanel i den store Messingmorter. Dog maa man lade hende, at medens Salomon svang den tunge Morter som en ung Bjærgmand, smurte hun ham en Mellemmad med noget paa.

Herinde var Salomon en anden Dreng. Han var hverken Peter Simple eller Karl af Rise længer, thi her var han unddraget Hans Adolfs Indflydelse og beherskedes af den sædelige Lovs kategoriske Imperativ. Et Barn former sig med største Lethed efter de stærkere Naturer blandt dets Omgivelser. Det lærer at tale de store efter og gøre det, som tager sig ud i deres Øjne, med den samme Skuespillerfærdighed, hvormed en Kvinde er den Mand til Behag, som hun elsker; og hvis Barnet er under modsatte Paavirkninger, gaar det fra den ene aandelige Atmosfære til den anden lige saa let, som Skuespilleren skifter Klæder, og uden at være sig Inkonsekvensen bevidst.

Herinde var Salomon en artig Dreng. Trods alt sit Praleri i Skolen af sin Dovenskab, hvor han regelmæssig meddelte sine Kammerater: »I Gaar har jeg sgu ikke aabnet en Bog«, var han hjemme den flittigste 26| blandt flittige, og hans Karakterbog var hans Stolthed. I denne Stue led han under frygtelige Kneb i Samvittigheden, naar han tænkte paa sine Peter Simple-Bedrifter, ikke fordi han nærede nogen renere Fortrydelse, men fordi han skælvede for den Mulighed, at de skulde komme Kæmneren for Øre.

Thi Kæmneren var Salomons Pave, han var selv ufejlbar, og han uddelte Syndsforladelse eller fordømte en til den onde Samvittigheds Kvaler, som han fandt for godt. Alle i Hjemmet var lydige Faar af hans Hjord. Selv Salomons Moder sagde til ham: »Jeg ved godt, at jeg kun er en Synderinde over for dig, Simonsen, men jeg siger dig alligevel, at der ingen Muskat er i Smaakagerne denne Gang«.

Kæmneren haandhævede denne Stilling ved en tavs og overlegen Værdighed over for sine Undersaatter. Han spøgte aldrig med nogen af dem, og naar han sagde noget, var det næsten altid et Spørgsmaal, om hvem der havde gjort det og det, som Indledning til et skarpt Forhør. Kæmneren viste her store juridiske Evner, thi han var Aktor, Defensor og Dommer i een Person. Naar den skyldige havde bekendt, gennemgik Kæmneren kortelig de Ting, som den anklagede kunde tænkes at anføre til Gunst for sig, og paaviste klart Uholdbarheden af alle tænkelige Argumenter i den Retning, og derpaa fældede han Dommen, som frakendte paagældende al borgerlig Ære og gav ham meget liden Ære for Gud.

Paagældende var i Reglen Salomon. Han var en af de Drenge, som altid var uheldig, og uagtet de redeligste Bestræbelser for at undgaa Fedtefadet kom han stadig deri. Hidtil bidrog ogsaa, at Kæmneren hverken havde skrevne Love eller anerkendte nogen Hustradition, men fortolkede hvert enkelt Tilfælde efter sin moralske 27| Bevidsthed, ligesom han var i Humør til, saa man vidste aldrig selv, hvad ondt man havde begaaet. Han anvendte her det samme Princip som de gamle Spartanere, der omhyggelig holdt Lovene skjulte for Heloterne, for at disse ikke skulde undgaa Retfærdighedens Haand.

Dog maa jeg sige, at hans almindelige Moralprincipper ikke kunde være Salomon ubekendte, eftersom han læste ham Teksten efter dem hver Dag. Det var de sunde kristelige Moralprincipper, der, som noksom bekendt, efterfølges af Indbyggerne i dette Land, nemlig, at man altid skal være glad og fornøjet, villig, lydig, ydmyg og beskeden, at man aldrig maa tænke paa sig selv, at man ikke maa staa paa sin Ret og skal være glad, naar man faar Uret. Summen af hans Bud var egentlig den: Børn, vær fuldkomne, som jeres Far er fuldkommen.

Denne Moral gjorde visselig et ophøjet Indtryk paa Salomon. Hertil bidrog ogsaa, at Pastoren havde ganske den samme Moral, og det viste sig, at Bestyreren holdt sin Tale ved Skoleballet, at ogsaa han til Salomons Overraskelse nærede de samme Anskuelser, ja, ved Grundlovsfesten erfor han i Festtalen af sin Faders Mund, at egentlig alle brave i Landet delte dette Livssyn.

Men paa den anden Side gjorde den heller ikke stort andet Indtryk paa Salomon end af noget ubestemt ophøjet og storladent. Nogen egentlig Spore til hans moralske Fremgang blev den ikke; dertil var den alt for overjordisk, han følte instinktmæssig, at hans Kræfter dog ikke vilde slaa til over for dette absolutte Krav. Naar han opgjorde sit Regnebræt, da saa han hen over en uhyre Mark, bevokset med alle Slags slette Tilbøjeligheder, lige fra den Vane at pille i Næsen til Tyveri og Mord (paa Frøer). Ogsaa det sjette Bud var han en 28| vis Tid af sin Barndom meget benovet ved, saa længe han ikke vidste, hvad det betød. Og paa denne Mark med alt dens Ukrudt stod han og saa, som Kongesønnen i Eventyret, der har faaet den Besked, at han skal have lavet det om til en fin Have inden Aften. Den hele Affære var saa haabløs. Hvor skulde man begynde? Undertiden prøvede han en Uges Tid igennem at tage en Dag til hvert Bud; men det vilde ikke rigtig gaa, og det tredje Bud vilde ikke falde paa en Søndag.

Han syntes ogsaa, at dette »man skal altid«, og »man skal aldrig« var alt for almindeligt. Man skulde altid være artig, det stod fast; men hvor i Alverden kunde en elendig Dreng vide, at deraf fulgte, at man ikke maatte slaa med Dørene eller raabe med Rødspætter efter Rødspættekatrine. Det var her, han beundrede Kæmnerens Fortolkningskunst, naar han viste, hvorledes saadanne Udskejelser var et direkte Angreb paa Moralen: Man skal altid være sød og artig og skikkelig o.s.v.

Salomons Moders Moral laa meget mere for ham. Den bestod i, at man maatte ikke spytte paa Gulvet og ikke spilde paa Dugen, og man skulde gaa i Seng Klokken 9 og lægge sit Tøj pænt sammen paa Stolen. Hun sagde, at hvis Salomon ikke gjorde det, kom han aldrig frem i Verden. Men i den kristelige Moral var der kun eet Lyspunkt. Det var Henblikket til alle de brave i Landet, som efterfulgte den, og Salomon antog derfor, at det hele vilde komme afsig selv med Alderen.

Det kunde ikke undgaa hans Opmærksomhed, at Kæmneren var streng imod ham, men han antog, det skyldtes hans syndefulde Natur. Han bar det derfor saa vidt muligt med Ydmyghed. Dog fyldtes hans Sjæl med en vis Bitterhed, naar han kom til at tænke paa sit mekaniske Jernbanetog. Han havde faaet et 29| mekanisk Jernbanetog af en dejlig, gammel Tante, der paa en underfuld Maade dukkede op i Staden en Dag og efterlod det, da hun forsvandt. Men Kæmneren lukkede det straks ind til sine Protokoller, og der blev det staaende. Kun naar han aabnede Skabet, kunde Salomon fra den anden Stue se det staa derinde, og da stirrede han med hungrige Øjne ind i Skabet som Moses ind i Kanaans Land.

Mod Salomons Søster var Kæmneren anderledes; men det var intet Under, thi hun var en Engel. Hun samlede paa Frimærker, for hun havde hørt, at naar man fik en Million, havde man nok til at løskøbe et Kineserbarn fra Djævelen og forære ham til Missionærerne, og dette Kineserbarn var hendes Livs Maa! Børnene kaldte ham »Tjing-tjang«, naar de sad og hviskede sammen inde i Stuen, og de lod Tjing-tjang opleve de mærkværdigste Ting og omsider komme til Danmark for at gifte sig med sin Frelserinde. Hun samlede Sneglene af Gangene i Haven, for at ingen skulde træde paa dem, og græd, naar den sorte Høne skulde slagtes, og var en lille blid og svag en, som ingen vilde have haft Hjerte til at præke Moral for.

Kun een Gang oplevede Salomon, at nogen rejste sig mod Kæmneren. Det var den Dag, han kom ind i Stuen og fandt Salomon og hans Moder sammen over den ældste af hendes Dagbøger, det lille, gule Hæfte fra Etatsraadens. Det havde hun trukket frem og lod Fingeren løbe ned ad Siderne, indtil hun traf et Kors i Margenen, og om et saadant Kors siger jo Holberg, at det tyder ikke paa meget godt. »Ak ja, min Dreng«, sagde hun, »den Gang blev Stegen sveden«, og faldt i Tanker. Men da Kæmneren kom, vilde hun skjule Hæftet; men han var hende for snar og sagde: »Læser du nu igen om den fordømte Etatsraads Middagssel30|skaber?« Da tog hans Moder Mod til sig og svarede, skønt hun skjalv i Stemmen: »Jeg ved ikke, om han bliver fordømt eller salig, men det ved jeg, at han havde en finere Smag, end du nogen Sinde faar, Simonsen. Og det er saa vist, som at jeg er en Synderinde for Guds Ansigt«. Og dermed brusede hun ud i Køkkenet, lige saa rød i Ansigtet som Kobberæbleskivepanden derude.

Mægtigst virkede dog Kæmneren paa Valgdagens Baggrund, naar han som Stiller for Kaptajn Tværmoes opflammede Vælgerne med sin Veltalenhed, idet han snart sammenlignede Venstre med en kalkunsk Hane, snart Socialismen med en Basilisk, udruget af denne Hane.

Da bævede Salomons Hjerte af Stolthed, og naar Vælgerne efter endt Kaaring drog op til gratis Punch i Klubben, sang han med i det begejstrede Kor:

Og en flammende Følelse brændte i hans Bryst, saa han var lige ved at græde; thi der er ingen, som er saa let at begejstre som en Skoledreng, og hvis nogen med tilstrækkelig Patos havde opfordret ham til at kæmpe for Foreningen for Indsamling af Frimærker til smaa Kineserbørns Løskøbning, og hvis denne Opfordring var blevet ledsaget af Hurraraab, Hornmusik og Folketog, saa vilde han være gaaet i Døden for Foreningen for Kineserbørn.

Og hvor svulmede Hjertet i hans Bryst, naar han 31| næste Dag læste i den stedlige Avis: Derefter talte Skatteopkræver Simonsen følgende: »I Dag bør hver Vælger afgive sin Stemme for Kaptajn Tværmoes' Kandidatur. Derved vil han give sit Bidrag til, at Grundloven atter kan komme til at indtage den Plads i vore Hjerter, som den indtog, førend lang Erfaring havde godtgjort os dens væsentlige Mangler, navnlig en Bom for den aandelige Materialisme. Kampen staar derfor imod de blaserte og livstrætte Individer, der slutter sig i Trop for at faa Lejlighed til dels at blæse ad, dels at sparke til de Idealer eller Livsværdier, som de ved raffineret Livsnydelse har tilsat Evnen til at forstaa og skatte, og som søger en kunstig Pirring ved at bole med den socialistiske Hydra. Ja, deres Virksomhed er formelig nedrivende. Denne saa højt udraabte Frihed er - rigtig forstaaet - ganske ufri, som det ikke er umorsomt at se, idet man blot behøver at undersøge, hvad den har med Aand at bestille, da man fuldstændig udelukker Aandens højeste Sfærer og i Virkeligheden fornægter al Aand, idet man saa at sige egentlig talt stryger Aandens Eksistens og i dens Sted sætter udelukkende blinde og kemiske eller mekaniske Love. Det kan derfor være det samme, om en er enig med Højre i alt mulig andet mellem Himmel og Jord. Er han med til at fremme den Litteratur og den Aandsretning, om man overhovedet kan kalde denne Retning for en Aandsretning, der gaar ud paa at betragte Mennesket som en død Maskine, saa kan vi ikke have noget at gøre med ham, idet vi bøjer os for Konsekvenserne. Dette er ikke aandelig Ufrihed Tværtimod, vi forlanger paa ingen Maade Uniform i aandelige Forhold, men kun Enighed i det væsentlige. Noget helt andet er det, vi forlanger, nemlig, at han skal anerkende Tilværelsen som Aand og ikke lytte til den snigende Gift, der i 32| sin Gang udslukker al Ansvarsfølelse, og i Særdeleshed Tilintetgørelsen af den mindste Følelse for, at man skylder andre noget som helst end sige det fjerneste Hensyn. Endnu en Advarsel vil jeg altsaa føje til vort store og grundenige Parti Naar der er Tale om at udpege en Kandidat, kan en vis Kriticisme gøre sig gældende. Men Kriticismen maa dog en Gang høre op. Man maa af mange Grunde en Gang tage sit Valg. Og Vælgerne bør af Hensyn til sig selv mene, at de har valgt den stedlige Bestyrelse af den stedlige konservative Forening med tilstrækkelig Skønsomhed til at udpege en Kandidat uden at træde nogen berettiget Interesse for nær, da den jo er valgt for at varetage det fornødne. Altsaa, naar Kandidaten er udpeget, saa hører Kritikken op. Saa rakker vi ikke mere ned paa Kandidaten, hverken offentlig eller privat, og saa sætter vi al Kraft ind paa at faa ham valgt. Det er jo ikke for Kandidatens Skyld, vi skal gøre dette, men det er for vor egen Skyld, eller rettere, det er først og fremmest for Samfundets og hele Civilisationens Skyld. Kaptajn Tværmoes længe leve!«

Og Dagene gik, og en Fjerdedel af hver gik i den fortræffelige Realskole, hvor Undervisningen blev drevet med Præliminæreksamen for Øje. Denne Eksamen er den første, et Barn tager i Kongeriget, og Undervisningen til den har derfor et barnligt og opmuntrende Præg, idet den synes at gaa ud fra den Opfattelse, at Vorherre skabte Verden i syv Dage, eet Fag paa hver Dag, vistnok Katekismen paa den første Dag og Fysikken, som det, der faldt ham vanskeligst, paa den sidste; thi der vaages nøje over, at hvert Fag holder sig til sin Time, og der sættes Pris paa at have Lærere, som er uvidende i andre end deres Livfag. For at gøre Undervisningen end mere tiltrækkende er Undervis33|ningsbøgerne skrevet af de lærdeste, ældste Professorer i Hovedstaden, og der er lagt særlig Vægt paa saadanne Ting, som kan tiltale Barnehjerterne, som f. Eks.: Gnavernes Tandformer, de romerske Kejseres Dødsaar, Landskaberne i Frankrig og de tyske Præpositioner, som styrer Genitiv. Endvidere gør man alt for at lede Barnet ind i et Fag paa den letteste og naturligste Maade, idet man begynder med det, der ligger Barnet nærmest. Saaledes aabnes Verdenshistoriens Horisont med de gamle Ægyptere, i Fysikken stifter man først Bekendtskab med Molekylerne og forvinder vistnok aldrig dette Stød, og man indvies samtidig i tre Verdenssprog ved at gøre den smertelige Opdagelse, at Udlandets Sprog ikke kan læres som det danske, men maa erhverves gennem en pinlig Proces, der kaldes Grammatik, og man ynker de stakkels smaa, franske Børn og forestiller sig dem i de første ti Aar af deres Liv meddelende sig udelukkende ved Sætninger som: Mon pére est bon. Ou est mon frére? og først ved Konfirmationstiden overgaa til vanskeligere Former.

Til at holde Børnene i Aande bidrog ogsaa den fornøjelige Metode, hvorefter Undervisningen blev drevet, idet hver af Lærdommens Furer blev pløjet og vendt tre Gange. Først havde man nemlig Gennemgangen paa Skolen, dernæst for de flittigeres Vedkommende Lektielæsningen hjemme og endelig Høringen Dagen efter. Derved fik Timerne en rolig og hyggelig Karakter. Særlig maa Historietimerne mindes for den Hvile, man nød i dem; thi endog ved Gennemgangen af det nye var der ikke noget, som kunde overraske dem. De nye Konger opførte sig i alt væsenligt som de gamle. Man havde lært at finde sig i disse Personers uheldige Vane at fødes og dø paa Aarstal, og man kunde ydermere med stor Sikkerhed forudsige om en ny af 34| Racen, at han vilde føre tre Krige paa nærmere angivne Tider og i disse levere en Kombination af vundne, tabte og uafgjorte Slag paa nærmere angivne Steder, at han vilde bygge et Slot og ægte en tysk Prinsesse samt ophjælpe Kunsterne og Videnskaberne i sit Land.

Og saaledes stoppedes Børnene med daglige Kundskabsdoser for at gøres tjenlige til Eksamen, ligesom en Kalkun stoppes til Slagtning. De lærte, at »før Europæernes Komme var der ingen Drøvtyggere i Australien«, og de fik den fyldige Oplysning, at »de fleste Leddyr i Reglen have en mere eller mindre tynd Hud mellem Ledene«. De indlulledes i den Tro, at »det opblomstrende Gøteborg« var en Torn i Øjet paa Christian den Fjerde, thi saaledes lærte Realskolernes historiske Autoritet, og Salomon overraskedes derfor senere ved at erfare, at til Artium gjaldt »Svenskernes store Fremgang i Tyskland« for Christian den Fjerdes Torn i Øjet.

Og i Religionen lærte Salomon adskilligt godt. Han oplystes om, at Gud ikke var den gamle Mand, han havde anslaaet ham til, som sad i Toppen af Himlen og strakte to uhyre store Hænder ud over hele Verden, og som altid holdt med de store og aldrig med de smaa Børn. Men i Stedet for blev han indviet i de oplyste Klassers Religion. Denne er de hellige tre Bogstavers Religion. Om de hellige tre Bogstaver ved man, at de i fordums Tider betød et Væsen i Menneskeskikkelse og med alle et Menneskes Lidenskaber, men med overmenneskelig Magt, og dette tros endnu enfoldelig af Bønder, Børn og Kvinder; men ifølge den rensede Lære betyder de tre hellige Bogstaver intet af alt dette, men noget, hvorom vi ikke kan gøre os nogen Forestilling, idet vi vel for Løjers Skyld anvender forskellige jordiske Udtryk derpaa, men udtrykkelig værger 35| os imod den Misforstaaelse, at disse Udtryk betyder det samme i Himlen som paa Jorden. Meget mere er der Grund til at antage, at de betyder det modsatte, saaledes med en vis Alkærlighed, som sættes i Forbindelse med de tre hellige Bogstaver. Disse Bogstaver viser sig altsaa at have samme Karakter som det fortvivlede Bogstav X, som man kan forfølge gennem alle Algebraens Labyrinter, og som, hver Gang man har afsløret dets sande Væsen, umiddelbart efter optræder i en anden Forbindelse og viser sig at være lige saa ubekendt som nogen Sinde. Kun er den Forskel, at efter fromme Mænds Udsagn synes der i de tre hellige Bogstavers Regioner at gælde en højere Algebra, hvorefter 2 og 2 ikke er 4, i alt Fald 2 og l ikke 3.

At dømme efter denne muntre Leg, som Teologerne driver med en gammel, ærværdig Forestilling, hvoraf ved Tidernes Slid kun Ordet er blevet tilbage, skulde man tro, at der ikke kunde bringes meget ud af saadant et gammelt Ord, som havde tabt sin Betydning undervejs; men heri vilde man tage slemt fejl. Thi de hellige tre Bogstavers Religion bestaar just i at tilbede de samme tre Bogstaver og lovprise dem i de smukkeste Adjektiver, uanset om man forbinder nogen klar Forestilling med sine Ord eller ikke. Og det forventes, at den, som tror paa de hellige tre Bogstaver og ikke forsynder sig mod Christian den Femtes danske Lov, vil opnaa stor Hæder og Glæde i den anden Verden, fordi han ikke blot troede det absurde, men endog troede, skønt han ikke vidste, hvad det var, han troede paa. Denne er de højere Klassers Religion og minder meget om Kalmukkernes.

Det kan gerne være og er troligt nok, at Salomon alt gjorde sig nogle af disse Tanker den Gang, men naar saa var, saa var det dog kun som en Slags Tankeleg. 36| Det var ham en Lyst at udfinde alle Slags Indvendinger mod den fra Fædrene nedarvede Visdom for at nyde den Fornøjelse at høre Religionslæreren gendrive dem. Og uagtet denne ofte forekom ham at svede over det, lykkedes det ham altid til sidst. Det faldt Salomon lige saa lidt ind for Alvor at tvivle om den mindste Anmærkning i Balslevs Katekismus som at tvivle om, at Dag og Nat ikke vilde aflade. Og det samme var Tilfældet med hans Betragtninger over Skolen og Tilværelsen i Almindelighed. Ganske vist, han yndede ikke disse Konge- og Tandrækker, disse Regler og Undtagelser, som Bestyreren eller en af hans Hjælpere indgav ham med en stærk Haand, ja, han greb sig i at spørge sig selv, hvorfor han skulde sluge al denne bitre Medicin; men han tvivlede dog aldrig paa, at det hele havde en dybere Hensigt, som han endnu ikke kunde fatte, thi saaledes havde Kæmneren lært ham, og han udskød Regnskabet til Opgørelse, naar han selv kom imellem de voksne, som styrede Verden, og hvis ikke andet var kommet i Vejen, vilde han have bevaret sin Tro paa, at vi lever i den bedst mulige af alle Verdener. Han var af Naturen udrustet med en enfoldig Tillid til Autoriteten, og han vilde være blevet dens nidkære Forsvarer efter Kæmneren i Stadens Avis, en Tilhænger af Ministeriets Livsvarighed og de gamle Præketekster, hvis ikke noget var kommet i Vejen. Og han vilde have forstaaet Grunden til alt det, som kunde forekomme en ildesindet besynderligt og meningsløst i den menneskelige Verden, nemlig, at det skete for Princippets Skyld - hvis der ikke var kommet noget i Vejen.

Og muligvis var det meget tidligt, at han begyndte at spørge sig selv, om der ikke var noget i Vejen, og begyndte at tænke over, hvad dette noget var. Ja, det 37| forekom ham endogsaa, at han allerede spekulerede paa dette noget, medens han færdedes i nogle pigeagtige Klædningsstykker ved Siden af den Barnepige, som altid nøs; at den Gang han gav sig til at græde over Kain, var det i en dunkel Følelse af, at han selv var mere beslægtet med Kain end med Abel, og at han, naar han stillede sig hen i hin Krog, som Bestyreren gav et stygt Navn, og trak sig tilbage fra Verden med sit Ostebrød, at han saa gjorde det med en Anelse om, at han var et Udskud af Samfundet og ikke havde samme Ret til Dagslyset som andre. Og naar han paa Kæmnerens Foranstaltning transporteredes til Køkkenet for at støde Peber eller rive Sennep, da fremlokkede Sorgen og de skarpe Stoffer i Forening de salte Taarer af hans Øjne, og han skimtede i sin Fantasi et uhyggeligt, sort, taaget noget, som var i Vejen. Der var en Tid, da han plejede at mindes den skrækkelige Dag, da det blev opdaget, at han havde druknet to Kattekillinger for at fange Aadselgravere paa dem, og da han mente, at det var disse to Kattekillingers Skygge, som forfulgte ham.

Og der var et andet noget, som han den Gang ikke satte i Forbindelse med det første. Det var det, hvad det nu var, med det gamle, gule Hæfte, som hans Moder og han læste i, naar Kæmneren var langt borte. Salomon læste alle Retterne, tre eller fire for hver Dato, op for sin Moder; men naar han korn til Korset i Margenen, fik hans Moder altid noget at tænke paa. Da forekom det ham, som om der var noget, der ikke blev talt om.

Eller maaske var det først senere, han bildte sig ind, at han havde gjort sig de Tanker. Eller maaske gjorde han sig dem dog og gjorde sig saa mange andre. Der er saa meget, et Barn lægger Mærke til, som ikke 38| kan siges i Ord. Det er lydhørere for Stemningens Svingninger end den voksne. Just fordi det ikke altid forstaar Ordet, lægger det Mærke til Tonen. Disse Antydninger, disse Vink og Panderynkninger, som de voksne bruger sig imellem, gaar ikke sporløst hen over Barnet, der ser op og undrer sig, og langt senere kan Billedet dukke op af Stuen og de talende, og den voksne eller halvvoksne kan forstaa, hvad Barnet ikke forstod.

Der var et Ord, som Barnet havde hørt en Gang, før det blev klogt paa godt og ondt, et stygt Ord, som Kæmneren en Gang i Disputtens Hede benyttede om Etatsraadens Hus, og ved et Tilfælde bed dette Ord sig saaledes fast i Barnets Erindring, at det gemtes der, indtil Drengen flere Aar efter ved velvillige Kammeraters Hjælp fik det mørke Ord tydet; og da stod det for ham som ubegribeligt, at dette uanstændige Ord var blevet anvendt paa Etatsraadens Hus, hvor den fine Mad blev lavet. Og han tænkte sig, at han havde hørt det Ord i en Drøm.

Men det Ord var ogsaa med i det ubestemmelige noget, og Byfogedens vrede Røst, den Gang Salomon legede med Byfogedens Søn, var med, og Pastorens Udtryk af ophøjet Medlidenhed var med, og til sidst begyndte Vinden at tude gennem Dørsprækkerne om, at der var noget i Vejen med ham, og Trappetrinene raabte det ganske højt, naar han traadte paa dem, og Hønsene snakkede aabenlyst derom ude i Gaarden.

Eller maaske var det først senere, da alt var blevet aabenbart Salomon huskede ikke rigtig, hvornaar Hønsene begyndte at vide Besked. Men der var til et vist Tidspunkt en gulbroget Høne, som for omkring med Fjerene ned om Hælene og raabte paa, at det var en Skandale. Hun var en formindsket Gengivelse af Genbomadammen, som en Gang, Salomon spillede Pa39|radis med hendes Sofie, fløj ud med brusende Fjedre og rev sin Sofie til sig med de Ord: »Ham skal du ikke lege med!« og dernæst fløj til Rane paa den næste Madammes Trappe og kaglede en lang Historie op, hvoraf Salomon kun opfattede Udraabstegnene paa de lange Blikke, som rettedes mod ham.

Og det trak mere og mere sammen om ham. En Dag, da Salomon skændtes med Hans Adolf, haanede denne ham, fordi han var »kommet for tidlig«, det havde hans Moder sagt. Salomon svarede uden mindste Betænkning, at det var Løgn, og havde saa meget lettere ved at dementere denne Beskyldning, som det i Øjeblikket ikke stod ham klart, hvad det betød.

Men han gik senere i al Stilhed og spekulerede paa, hvad Meningen havde været. Var han kommet for tidlig i Skole? Selv om det ansaas for priseligere ifølge Skoledrengemoralen at komme for sent, saa forekom det ham dog, at der maatte ligge mere under. Eller var han kommet for tidlig til Verden? Han havde hørt, at visse smaa Folk, der havde Hastværk, kunde indtræffe en Maaned eller to før den reglementerede. Maaske var det Tilfældet med ham, og maaske var saadanne Personer ringeagtede af alle præcise Folk Eller maaske var det Hans Adolfs Hensigt paa en skarpsindig Maade at antyde, at Salomon ikke egnede sig til den Verden, vi lever i, og helst burde have opsat sin Ankomst noget af Hensyn til sine Medmennesker eller maaske allerhelst blevet helt borte.

Saa var det en Dag, da Kæmneren løb i Øst og Vest og præsenterede sine Billetter med al Lovens Majestæt præget i sit Ansigt, og Salomons Moder og Søster var vandret ud for at gøre Juleindkøb, at han fik den dumdristige Ide at ville se til sit mekaniske 40| Jernbanetog og hentede'Kæmnerens Nøgleknippe og gjorde Indbrud i hans jernbeslagne Skab.

Enten det nu var Trækvind eller Styrelsen, nok er det, i det Øjeblik Salomon med skælvende Fingre greb fat i sit mekaniske Jernbanetog, løsnede to Papirer sig fra en Hylde, fløj knitrende op i Luften og faldt ned paa Lænestolen, og paa et af dem læste hans Øje tydelig Ordet Salomon.

Salomon vidste af Romanerne, at man plejede at trække i en Klokkestreng og besvime efter Gennemlæsningen af det frygtelige Dokument eller at kaste sig i en Stol og udbryde halvhøjt: »Ja, ja. Saaledes er det«, og tilføje med et vildt Blik: »Min Gud, det maa være sandt!« Men han gjorde intet af alt dette. Han lukkede Skabet, tog sin Frakke paa og gik ud at spadsere.

Det var en klar og kold Frostdag. Uden for Huset stod en Stenhugger og huggede Sten. Han havde gravet sig et Hul i Jorden og stod med begge Ben deri, og da Salomon spurgte ham, hvorfor han gjorde det, svarede han, at det var, fordi der var en berømt Mand, som havde sagt, at det, det kom an paa her i Verden, var at holde Hovedet koldt og Fødderne varme, og denne Livsfilosofi forekom Salomon i høj Grad misundelsesværdig i Sammenligning med hans egen forvirrede Sindsforfatning.

Han gik med et vist sløvt Mod og prøvede paa at lade som ingenting over for sig selv og fik den Ide at være en rejsende, som aldrig før havde været i disse Farvande og var gaaet ud for at indprente sig Omegnen. Han kom til nogle Krager, som beskæftigede sig med en afdød Kat, og forfærdedes over det skrækkelige Skrig, de udstødte, da han jog dem bort med en Sten. Han lagde nøje Mærke til Roedyngerne, som laa i Tang med en Halmvisk til Skorsten, og mange andre Ting, 41| som han til daglig ikke vilde have brudt sig om. Til sidst fandt han paa at følge et bredt Hjulspor og se, hvor det blev af. Hjulsporet løb op ad en Bivej og ned ad en anden, og endelig løb det ind i en Gaard, der var fuld af Sne. Paa Vaaningshuset stod der med store Bogstaver: Store Godthaab 1859. Ruderne var frosne, og ingen Mennesker var der at se, og det hele havde et meget vinterligt og trøstesløst Præg trods sin haabefulde Titel Salomon selv stod og tænkte paa, hvad han egentlig vilde her. Det var her, Hjulsporet løb ind. Ja, vist var det, og hvad saa mer? Han følte sig som den Mand, der kom til Verdens Ende, og hvad var saa der at se? Ingenting! Han saa igen paa Indskriften og spekulerede over, om der var noget »Lille Godthaab«, og hvor saa det var, og virkelig opdagede han en lille Bygning uden for Gaarden med en udskaaren Dør. Han syntes, han trængte til Hvile, og saa gik han ind paa »Lille Godthaab« og satte sig og satte Krampen paa.

Og her paa dette bedrøvelige Sted gik det op for Salomon, hvilken ynkelig, lille Skabning han dog var, og hvilken syndig Oprindelse han havde. Han havde læst om de uægte Børn i Romanerne, og det havde altid vist sig, at de var befængt med alle Laster fra Vuggen af, og de plejede at ende deres Liv paa Skafottet. Han havde ofte læst om dem og forsøgt at forestille sig, hvordan de vel saa ud, og nu var han selv en af dem. Han var kommet til Verden, uden at nogen havde haft Bud efter ham, han vilde sandsynligvis altid være til Ulejlighed i den og vilde gøre rigtigst i at trække sig tilbage fra den og tilbringe Resten af sine Dage i et Enebo; men da et saadant ikke var i Nærheden, med mindre man vilde regne Lille Godthaab derfor, faldt denne Tanke til Jorden. Og derpaa knyt42|tede han sine smaa Hænder og skar med sine smaa Tænder og stampede i Gulvet og fældede alle sine overflødige Taarer i en haabløs og afmægtig Harme, som han ikke vovede at rette mod bestemte jordiske eller himmelske Personer, men som i Mangel af andet gik ud over hans eget Haar, som han ruskede i af alle Kræfter, hvorved han havde en trøstende Fornemmelse af at hævne sig paa hele Verden.

Han blev afbrudt midt i disse Øvelser ved, at nogen bankede paa Døren. Og derpaa hørtes en ældre Kones Røst at spørge: »Hvem er derinde? og Salomon svarede: »Det er mig.« Derpaa spurgte hun, hvad han havde der at bestille, og han syntes, det var et underligt Spørgsmaal, men svarede dog, at han tilfældigvis var kommet forbi og havde taget sig den Frihed at gaa derind, da han saa, der ikke var optaget; men hun dundrede nu frygtelig paa Døren og sagde, han skulde lukke op og komme ud. Salomon kiggede ud gennem en Revne for at se, om der var en Stok eller en Hund i Beredskab for ham, men da han kun saa en gammel Kone danse Krigsdans udenfor, tog han Mod til sig og sprang ud, og da hun ret saa, hvor lille han var, glemte hun alt andet i sin Forbitrelse, og Salomon kunde høre hende skælde ud efter sig langt henne.

Han indsaa nu, at han lige saa godt kunde gaa hjem med det samme; thi i Verden var der dog ikke ret megen Trøst at faa. Solen var gaaet ned, og det var bitterlig koldt, og medens han traskede af Sted, forekom det ham, at der var gaaet en lang Tid, siden han gik hjemmefra, og han begyndte at tænke med en Slags vemodig Alderdomsfølelse paa sin Barndom lige fra den Tid, da hans Gang var et fortsat Fald, og den Pige, som altid nøs, foreholdt ham, at han ikke holdt sine Bukser hellige, og til den Tid, da han undredes over 43| Forskellen mellem Guds Børn og Værtens Børn og tænkte sig, at Guds Børn var Realdrengene og Værtens Børn Drengene i Friskolen, hvor Hans A. Hyllerød havde en Kælder med Beværtning, og lige op til den Tid, som ikke var længere siden end i Gaar, da han foresatte sig at lære det tyske Leksikon udenad inden næste Eksamen og til en Begyndelse havde kæmpet en haard Strid med Sammensætninger paa Ab. Alt det forekom ham at ligge mange Aar tilbage og at vedkomme en lille, lykkelig Dreng, som havde sin Døbeseddel i Orden. Men som han gik, blev han mer og mer sulten og træt og forfrossen, og til sidst havde han ingen anden Tanke i Hovedet end den at komme hjem. Det kom han da, men han kom for sent til Aftensmad og fik en Lussing af Kæmneren derfor, og da han blev grebet i at græde ned i sin Te, blev han øjeblikkelig sendt i Seng.

Hvor dyb end Salomons Fortvivlelse var, saa var dog de Tanker, han gjorde sig over Tingene, meget taagede. Vel troede han ikke længer paa Storken, og vel havde Hans Adolf fyldt ham med alle Haande Fortællinger om den virkelige Sammenhæng; men han skammede sig ved at røbe, at han ikke rigtig forstod ham, og saaledes stod det hele i en Taage for ham. Han var ikke ganske vis paa, at de uægte Børn blev til paa samme Maade som de ægte. Navnet syntes at antyde, at de frembragtes efter en anden og lavere Metode end den autoriserede. Maaske kunde kyndige Folk ogsaa kende den ene Sort fra den anden senere hen i Livet, og den Rædsel, denne Tanke indgav ham, var ubeskrivelig. Det forekom ham, at Apotekeren ved hemmelige Gestus antydede noget om ham til Læredrengen, medens han rakte Salomon for ti Øre Lakridsrod, og han greb Læredrengen i at forme Ordet »uægte« med Munden, men da Salomon saa paa ham, lod han, 44| som om han var ved at gabe. Præsten syntes om Søndagen at holde sine Prækener udtrykkelig til Salomon; thi han fandt altid en personlig Brod i hans Advarsler, og han tænkte ofte paa at sætte sig ind i en af de gammeldags Stole med grønne Gardiner for, - som stod i en Krog af Kirken og sagdes at være beregnede for store Syndere, som vilde skrifte og ikke turde lade sig se af Menigheden, - for dog en Gang at faa Fred med Præsten, men Salomon vidste ikke, hvordan man kom ind i dem, og han vilde ikke bede Klokkeren om Nøglen.

Den Historie, som blev Resultatet af Salomons Grublerier, var følgende: I Etatsraadens Hus, og rimeligvis ikke uden Etatsraadens Medvirkning, havde hans Moder faaet et lille Barn, og det lille Syndens Barn var ham selv. Dette Barn vilde paa Grund af sin megen Arvesynd rimeligvis snart være forfaldet til Drik og Usædelighed, hvis ikke en ædel Mand havde giftet sig med Moderen og adopteret Barnet - om denne sidste Proces gjorde han sig mange mærkelige Forestillinger - og helliget sig til begges Opdragelse. Dog havde hans fortræffelige Bestræbelser kun baaret meget ringe Frugt paa Grund af Barnets medfødte onde Natur, og Udsigterne i Fremtiden var ikke meget lysere for samme.

Resultatet af saadanne Betragtninger var, at Salomon fik end større Ærefrygt for Kæmneren; men samtidig rejste der sig i ham en moralsk Indignation mod hans Moder, og denne viste sig ved, at han efter Kæmnerens Eksempel anfaldt hende med Spørgsmaal angaaende Krydderierne, eller ogsaa konfronterede han hende med Videnskaben, hver Gang hun forsyndede sig imod den, og det sidste gik ikke sjælden paa; thi hans Moders fysiske Kundskaber gik ikke ud over 45| den aristoteliske Vildfarelse, at der var fem Elementer - hvoraf hun kendte de fire - og hendes Formening om Lynet var, at det kom af, at to Skyer stødte sammen. Da Salomon nu var blevet indviet i Fysikken, holdt han hende brav til Ilden med Videnskabens klare og tydelige Ord og truede hende derhos med, at Videnskaben vel kunde opdage, om hun havde kommet Muskat i Julekagen. Ved saadanne Lejligheder antog hans Moders ærlige Øjne det Udtryk, som Digterne sammenligner med en saaret Hjorts Blik, men som mindede Salomon om de melankolske Øjne, en af de store Hunde kan sætte op i stor og stille Trængsel. Ved saadanne Lejligheder kunde han vel føle et kortvarigt Sting i Siden paa det Sted, hvor han havde sin Samvittighed siddende; men han beroligede sig med, at alt skete for Moralens Skyld og til hans Moders Bedste.

Var disse Øvelser ham til ikke ringe Trøst, saa var dog hans Tilstand som Helhed fortvivlet. Kæmneren vilde ikke have mere at gøre med ham end før, og han forstod Retfærdigheden heri; thi hvad Krav havde Salomon paa ham? I denne sin Nød begyndte han at læse i Bibelen for at hente Raad og Trøst, og mange besynderlige Steder i denne besynderlige, gamle Bog læste han igennem med stor Andagt, men uden ret at kunne anvende dem paa sit Tilfælde. Og hvor han fandt noget, der passede, var det ikke meget opmuntrende. Det viste sig, at Bibelen var meget streng i Kapitlet om de ægte og de uægte, og Ismael blev drevet ud i Ørkenen uden Barmhjertighed. Salomon forlod derfor Mosebøgerne og slog sig ned mellem Profeterne, men de var ham alt for vanskelige at forstaa. Han var lige ved at opgive Bibelen, da han stødte paa sit eget Navn i den og stiftede Bekendtskab 46| med den vise Salomon. Og her sad han nu om Aftenen og studerede Prædikerens Bog - en meget mærkelig Læsning for en Dreng paa hans Alder - men hans Moder opmuntrede ham højlig i dette Studium, da hun ansaa al Bibellæsning for lige kraftig. Egentlig virkede denne Læsning ikke videre opbyggelig. Det slog Salomon, at Prædikeren syntes at nære kætterske Anskuelser om Udødelighedsproblemet, og han fik sin første Tvivl i den Retning fra den vise Salomon. Men Prædikerens Bog passede ham i det hele udmærket, med det Humør han var i. Det forekom ham, at Manden havde Ret, og at han selv havde gjort de samme Erfaringer. I Stedet for Midshipman Easy blev nu Kong Salomon Salomons Ideal, og han begyndte at lege Prædiker, idet han slog sin lille Søster med Skræk ved at betro hende under Tavshedsløfte, at alt var Forfængelighed; han vandrede om med et dystert Blik og i dramatiske Stillinger, og da Skoleballet kom, og den lille Doktordatter med de to Piske ned ad Nakken ikke vilde danse med ham, indsaa han, at den vise Mand ogsaa havde Ret for Kvindernes Vedkommende.

Paa denne Tid begyndte Salomon at gaa til Præst.

Pastor Petersen var en lille, svær Mand med tykke, røde Kinder, og naar hans Hoved tittede op over Prækestolen, lignede det grangivelig en Kerub. Trods denne Lighed blæste han ikke paa Dommedagsbasunen, men holdt sig til den mere omgængelige Retning, som man kalder den højkirkelige for dog at give den et Navn, og hvorefter alle ordentlige Folk avancerer midt ind i Saligheden ved deres dødelige Afgang. Hans Kristendom var den lutrede Kristendom, hvorefter man bare skulde passe paa at bære sig ad paa samme Maade som sin Næste, saa skulde det være underligt, om man ikke slap ind ad Himmeriges Port imellem 47| de andre. Der blev vist ikke holdt saa nøje Regnskab med hver enkelt. Gud var jo en Gang for alle blevet forsonet, og siden den Tid var det kun om at gøre at gaa lige ud ad Landevejen, saa kom man der nok; thi nu førte saa godt som alle Veje til Himlen. Hans Yndlingsbillede var det om Ormen og Sommerfuglen, og han talte ofte i begejstrede Udtryk om at afkaste det sidste Hylster.

Efter Pastor Petersen havde Verden engang været nedsænket i Synd og Nød; men det var meget længe siden, og vi levede nu midt i Lyksalighedens Verden. Der var tre Vismænd, som havde set en Stjerne, og dermed var alt i Orden. Englene havde sunget Hosianna, og fra det Øjeblik var vi alle forløste, og alt var i Orden baade i denne Verden og den tilkommende. Kristendommen havde sejret, Verden var forbedret, og der stod intet tilbage at ønske.

Det eneste, som generede Pastor Petersen lidt i denne storslaaede Optimisme, var Kristus selv. Julebarnet lader sig nemlig nok behandle; men det har sin Vanskelighed at præke Petersens Religion ved Korsfæstelsen. Men ogsaa her fandt Pastoren paa Raad. Han talte om den søde Følelse, der altid fyldte Frelserens Sjæl, saaledes at han ikke ænsede de ydre Lidelser over Saligheden i sit Bryst. End ikke Korsets Død fik Lov til at bestaa for Pastor Petersens Visdom; thi det viste sig, at Frelseren ikke var død paa den plumpe Maade, som man almindelig antager; men hans Hjerte var bristet af Sorg over Menneskenes Synder; thi fra Saaret i Siden flød der jo Blod og Vand, og det var et Tegn paa, at han var død af en Hjertesygdom. Saaledes talte Pastor Petersen.

Naar han lejlighedsvis berørte andre Religioner, var det for at fortælle Konfirmanderne, at Negrene 48| dyrkede Sten, Ægypterne Dyr og Grækerne Mennesker. Han advarede dem derfor mod disse lavere Religioner og anbefalede dem de tre Bogstavers Tro som i alle Maader højere, da den jo var hævet over enhver Forestilling. Han havde tilfældigvis hørt om Sjælevandringen og behandlede denne Lære med stor Afsky, og han var utrættelig i at fremhæve Menneskets oprejste Gang og dets Evne til at kunne leve i alle Klimaer som Beviser for, at vi ikke maatte slaa os selv i Hartkorn med andre Væsener.

Drengene sad paa en lang Bænk, Realdrengene øverst og Friskoledrengene nederst, og lige over for dem Pigerne paa en anden lang Bænk, og imellem de to Bænke vandrede Pastoren op og ned og demonstrerede. Saa snart han vendte Ryggen til, begyndte Friskoledrengene at gøre Kur til Friskolepigerne ved at skære Ansigter og kaste Papirskugler paa dem, medens Realdrengene fandt sig for gode til den Sport. Salomon havde i alt Fald ingen Lyst til at fjase, thi han tænkte kun paa det Ansigt, som Pastor Petersen havde sat op, da han saa hans Døbeseddel, og naar Talen kom paa Davids uartige Ord om, hvorledes han kom til Verden, blev han ganske elendig over disse Ord, som vedkom ham fremfor nogen anden, og skjulte sig bag Katekismen for Pigerne, som sad og ikke vidste, om de skulde fnise eller rødme.

Pastoren elskede alle Mennesker og fortalte det til Konfirmanderne; men der var to Slags Personer, som han ikke kunde lide for sin Død. Det var Socialister og Fritænkere. Disse to Navne brugtes for Resten i Flæng af Stadens Indbyggere som Betegnelse for slette Mennesker. Saadanne Folk, som foragtede Petersens Religion, sagde Petersen, maatte nødvendigvis være udelukkede fra de Fordele, den frembød; thi de havde 49| ingen Undskyldning, da det jo var saa nemt at være Kristen efter Petersens Metode. Det viste sig endogsaa, at Gud egentlig gerne vilde være dem naadig, men at det ikke kunde lade sig gøre jeg formoder for Princippets Skyld.

Saaledes løb Petersens sukkersøde Religion - det er den, som plejer at gaa under Navnet »Kristi egen rene og milde Lære« - til Slut ud i det samme som Kæmnerens mere krydrede Teologi, nemlig, at der er to Slags Mennesker til, Faarene og Bukkene. - Faarene stammer fra Abel og Bukkene fra Kain, og Faarene er de brave og gode, som alle er ens, men Bukkene har forskellige Skavanker. Enten er de Tvivlere eller Syndere eller Socialister. Og Verden er skabt for Faarenes Skyld, og Himmerige oprettet for deres Skyld; men Bukkene gaar det galt baade i denne Verden og den næste.

At det forholdt sig saa, havde Kæmneren indbrændt i Salomons Sjæl i hans tidligste Barndom. Salomon havde ogsaa længe vidst, at hans egen Stilling var meget tvivlsom, og at han kunde risikere det værste, hvis han ikke forbedrede sig; men han havde før troet, at det var hans unge Alder, der bar Skylden for hans Fejltrin, at han med Tiden vilde forbedre sig, og at han i den modne Alder vilde blive en god Borger; men den Opdagelse, han havde gjort, havde næsten berøvet ham Haabet. Han var begyndt at frygte for, at han i Kraft af sin umoralske Afstemning hørte hjemme i Bukkenes Fold fra Fødselen af, og han kunde ikke ret nyde Pastor Petersens straalende Udmalinger af det store Gæstebud i Himlen, fordi han var bange for at blive anbragt et andet Sted.

Naar Pastor Petersen erklærede, at han elskede alle Mennesker, var han ikke helt ærlig. Der var en 50| Klasse, som han afskyede endnu mere end Fritænkerne, det var Lægprædikanterne. De havde en egen formastelig Maade at optræde paa, som ikke huede ham. Især var der en, som hed Skrædder Petersen, og som Salomon mindedes fra sin tidligste Barndom for hans opbyggelige Foredrag om Svinene og Djævlene, thi han tumlede saa længe med begge Partier, at Salomon til sidst ikke længer vidste, om det var Djævlene, der for i Svinene, eller Svinene, der for i Djævlene, og fik sig en Omgang af Kæmneren derfor. Over for denne Mand havde Pastor Petersen en Gang betonet, at ulærde Medlemmer af Menigheden burde være den gejstlige Øvrighed underdanig; men Skrædderen havde straks lagt sig paa Knæ og bedt en saa knusende Bøn for alle vantro Præster, at Pastoren var blevet slaaet ganske flad, og fra den Tid afkom Skrædderen immer op til Kaffe i Præstegaarden, naar han optraadte i Byen; og man sagde derom, at Skrædderen rejste paa Visitats. Man paastod ogsaa, at Pastoren gerne vilde gifte sig med sin Husholderske, men ikke maatte for Skrædderen, som fik en Del hellige, navnlig mange hellige Kvinder, til at indgive en Adresse til Pastoren om det ukristelige i et andet Ægteskab.

Imellem Skrædder Petersens og Pastor Petersens Religion var der en mægtig Forskel. Pastoren lærte, at vi alle kom i Himlen undtagen enkelte forlorne Subjekter, hvis Skæbne kunde være os andre ligegyldig; men Skrædderen holdt for, at kun et meget lille Udvalg kom paa det gode Sted, og langt de fleste kom i den sorte Gryde. Skrædderens Stemme var spæd, men hans Udtryk var kraftige, hans Ansigtsfarve var galde- eller svovlgul, og Helvedes Ild stod afmalet paa Klumpen af hans Næse. Han var nu kommet til Byen, 51| og Kæmneren havde sendt Salomon hen at høre ham.

Skrædderen lagde for med den Forklaring, at Frygten for Gud og Frygten for Satan egentlig var et og det samme, men Kærligheden til Gud og Kærligheden til Satan to helt forskellige Ting, og man maatte gøre sit Valg mellem dem. Og da nu Skrædderen fandt, at Øjeblikket var et passende Tidspunkt til at gøre et saadant Valg, saa raabte han med sin stærkeste Røst: »Nu skal det være! Nu skal det være! I dette lille Øjeblik! I dette lille Øjeblik! Gud eller Satan!« Og saaledes blev han ved at raabe, saa længe han havde Vejr dertil, og arrangerede paa denne Maade en munter lille Auktion paa Gud og Satan.

Hvad Salomon angaar, saa sad han meget forskræmt og lyttede til; thi han følte sig overtydet om, at vilde Pastorens Gud ikke have noget med ham at bestille, vilde Skrædderens meget mindre. Heri havde ogsaa Kæmneren bestyrket ham; thi han havde samme Eftermiddag antydet for ham, at de rimeligvis ikke vilde mødes i den anden Verden - Salomon havde sagt, der stod ikke noget i Bibelen om, at man ikke maatte ryge Tobak - og at Salomon derfor burde drage størst mulig Nytte af Omgangen med ham i denne. Og da nu Skrædderen vedblev at raabe paa, at det skulde være, og det kunde ikke opsættes, indsaa Salomon, at hans genstridige Person alligevel aldrig vilde gøre Lykke hos Gud, og med et Suk bestemte han sig for Satan.

Nu havde Salomon altsaa slaaet sig paa Fandens Parti, og for at gøre Skridtet fuldt ud gik han næste Dag op til Hans Adolf, hvor han ikke havde været, siden han var begyndt at gaa til Præst, thi han havde nu besluttet at slaa sig paa Verden og Kødets Lyst, og 52| der hengav han sig til at spille Mis, ryge Tobak og bande; men han havde ikke megen Fornøjelse deraf Skønt Hans Adolf var en god Kristen, var han meget mere dreven i de tre Idrætter end Salomon, og denne fik en Fornemmelse af, at uægte Børn hverken kunde blive Guds Børn eller Verdens Børn, men at de ægte derimod var begge Dele paa een Gang. Om Natten fik han en skrækkelig Mavepine og daarlig Samvittighed og vilde inderlig gerne angre; men han vidste ikke, hvorledes man bar sig ad dermed, og han mente heller ikke, det vilde hjælpe.

Og nu nærmede Konfirmationen sig, og Salomon tænkte med Skræk paa, hvad han skulde gøre. Hvis de hørte, han havde forsvoret sig til Fanden, vilde de maaske forlange, at han skulde staa aabenbar Skrifte for Menigheden, før han blev stedet til Konfirmation. Eller skulde han svare nej i Kirken, naar Præsten spurgte ham. Saa maatte han først skaffe sig at vide, om noget saadant var lovligt. Af alle disse Vanskeligheder var der kun een sikker Udvej. Han maatte se at blive omvendt af Pastor Petersen inden Oktober.

Nu var det visselig ikke noget nemt Arbejde at lade sig omvende af Pastor Petersen; thi denne Aandens Mand var hverken noget fremragende ved sin Personlighed, sin Forstand eller sine Kundskaber; men Salomon passede paa som en Smed og gik let hen over hans Aandrigheder, naar han f Eks. forklarede om den barmhjertige Samaritan, at den hele Lignelse havde en dybere Betydning. Olie og Vin var, saa vidt jeg husker, Tro og Haab, Herberget Kirken, de to Penninge Daab og Nadver og Værten Pastor Petersen, til hvis Varetægt Herren betroede Synderen. Salomon tog alt op i den bedste Mening, og endelig lykkedes det 53| ham at opsamle et lille Ord, der hjalp ham paa rette Vej.

Men da var det ogsaa paa høje Tid, thi det var den sidste Gang, de var til Præst, og Konfirmationen hang over deres Hoveder. Til denne Dag havde Pastor Petersen sparet sit Hovedargument. Og nu opfordrede han Konfirmanderne indtrængende til at holde fast ved det, de havde inde, og ikke lade Tvivlen faa Indpas. De skulde overhovedet ikke tænke. - Pastoren haanede her Forstanden efter Fortjeneste og lovprisede Troen som noget ganske andet. Man skulde ikke gaa saa nøje i Enkeltheder, men se lidt stort paa det og tage Kristendommen i en Slump og spørge sig selv: »Skulde virkelig jeg med min elendige Forstand have Ret, eller skulde ikke snarere alle de Tusinder og Tusinder have Ret, som bekender sig til Troen?« Og nu holdt Pastoren Mandtal over de troende af forskellige Bekendelser, og det blev til en Mængde Millioner i Europa og Amerika. Og da han nu talte alle de døde med i deres Grave, og de kommende Slægter og lovede Konfirmanderne, at hele Kina vilde blive omvendt inden 25 Aar, da fyldtes Salomons Sjæl af en hellig Svimlen ved Millionerne, og han forstod, at Forstanden ikke kunde staa sig imod dem.

Og Søndagen derefter kom den store Dag, da den modnere Ungdom vandrer op og aflægger sit Løfte til Gud foran Menigheden. Man kunde maaske mene, at de er vel unge og spæde og næppe selv ved, hvad de gør, og at det er en underlig Ting, at man anses for moden til at aflægge et religiøst Løfte i en Alder, i hvilken Landets Love ikke anser en for moden til at gifte sig; men det er en ganske ubeføjet Tale, da det netop er Barnetroen, i hvilken man bekræftes, og det forventes, at den reglementerede Alder vil blive sat 54| ned til det fjerde og femte Aar, for at Forberedelsestiden ikke som nu skal blive taget fra Skoleundervisningen.

Altsaa mødte Salomon op, antrukket i de to religiøse Farver, sort og hvidt, som en ung Skade, og efter ham spankede Kæmneren i sort Kjole som en ældre Skade, hvem Halefjerene var vokset ud paa, og anbragte hans Moder og Søster paa de paarørendes Stolerækker, mens Salomon selv blev stillet op paa Kirkegulvet. Derefter fulgte der de reglementerede Indgangsbønner, nogle Salmer og en lang Præken, under hvilken Kæmneren listede ud sammen med Slagter Kraul; men da Prækenen var omme, indfandt han sig igen, og fra nu af følte Salomon under hele Ceremonien et aarvaagent Øje kildre sig i Nakken. Ellers mærkede han ikke noget til Kæmneren med Undtagelse af en Gang, han i Distraktion kom til at sætte den ene Fod over den anden i en plastisk Stilling. Da følte han bagfra et myndigt Greb, som førte hans Ben tilbage i Fromhedens første Position.

Salomon var meget træt af at staa op saa længe og meget sulten og tænkte paa, at han gerne vilde have været ude med Slagter Kraul. Hans Øjne faldt paa Alteret, hvor der stod en lille, forgyldt Nipsgenstand af et Krucifiks, meget pyntelig og rigtig i Petersens Stil, og han kom til at tænke paa det gamle Træbillede af Kristus paa Korset med fortrukket Ansigt og blodig Krop, som havde hængt her i den katolske Tid, men nu var kastet hen i et Hjørne af Præstens Aftrædelsesrum med Næsen mod Væggen og benyttedes af Pastor Petersen til at hænge hans protestantiske Hat paa. Og fra disse Tanker gik han med et underligt Tankespring over til sin gamle Tvivl om den Petersenske Religion, og Fanden begyndte atter at røre sig i hans Sjæl. Men Salomon tiltalte ham haardt og be55|raabte sig paa Millionerne, og endelig flyede han i det yderste Øjeblik Thi nu nærmede Pastor Petersen sig og spurgte ham højtidelig, om han bekendte sig til Religionen Petersen, og som Fanden i det Øjeblik var langt borte, svarede han beredvillig ja. Og dernæst afkrævede Pastoren ham det Løfte, at han alle sine Dage vilde holde sig til samme; og skønt Salomon syntes, at det at give et saadant Løfte var et stort Ansvar at paatage sig, mumlede han dog noget, som Pastoren tog imod som et Ja, hvorefter han faderlig trykkede Salomons Haand. I det samme kastede denne Blikket op paa Pastorens Ansigt, idet han endnu i sidste Øjeblik blev grebet af en brat Tvivl, om det her var en hellig Handling eller maaske en Komedie; men Pastor Petersens Ansigt straalede af en himmelsk Glans, og da det hele var færdigt, modtog Salomons Moder ham med tydelig Rørelse, den lille Søster med stor Ærbødighed og endog Kæmneren med en vis Agtelse. Og der var Glæde paa Jorden som i Himlen, og alt var saare godt Salomon fik en Paraply, en Salmebog, et Merskumscigarrør, en Brevmappe og en Rejsetaske. Af Kæmneren fik han Vaupells Krigshistorie i Pragtbind med følgende Tilegnelse:

Til Middag var der Selskab i Salomons udtrykkelige Anledning, og han følte sig meget beæret ved Nærværelsen af de høje Herrer: Slagter Kraul, Høker Clemmensen, Beværter Hyllerød, Sergent Nielsen m.f. Alle de Herrer var pansrede med et stivet Skjortebryst og indhyllede i den sorte Kjole undtagen Sergenten, der mødte i Uniform, og alle anstrengte de sig for at overholde den sorte Kjoles Etikette, men det lykkedes dem 56| ikke ganske. Høkeren blev grebet i at tørre sig i Dugen i Stedet for at bruge Salveten, og Slagteren optraadte som en uforfærdet Sabelsluger under Nydelsen af Rødspætterne. De havde leget fint Selskab og taget hinanden til Bords, og Salomon var blevet taget til Bords af halvtredje Hundrede Pund Slagter, som aldeles overvældede ham, saa han hverken vovede at spise eller drikke, og de fortsatte nu Legen med noget, som de kaldte at udbringe Skaaler. Salomons Skaal blev udbragt af Beværteren, men den maatte være kommet ind igen; thi den blev atter udbragt af Sergenten, som lykønskede ham til, at han var blevet voksen, hvorved han saa ned afsig selv og ønskede, han havde været lidt større. Men nu bad Kæmneren sine Damer og Herrer om Lov til at maatte gribe Ordet og greb det ogsaa, i hvilken Anledning Salomon følte sig forpligtet til at nedlægge sin Kniv og Gaffel og stirre tankefuld paa det nærmeste Syltetøj. Kæmneren udbragte atter Salomons Skaal, som til hans store Forlegenhed stadig vendte tilbage, og konfirmerede ham saa at sige for anden Gang ved at gennemgaa alle den voksnes Pligter mod Hjem, Fædreland og Kirke; men derved kom han ind paa Emnet om Præcished, og det opfyldte ham saa aldeles, at Gæsterne til sidst forstod, at dette var Drengens skrøbelige Punkt, og betragtede ham med skarpe Blikke. Kæmneren endte med at ønske, at Salomon snart maatte blive Soldat, saa skulde nok alle Nykker blive pillet ud af ham, hvorpaa han takkede Gud for den Opdragelse, han havde givet Salomon, og tilgav ham alt.

Indtil da var det hele blevet holdt i Stilen, men nu rejste Mester Kraul sig og brød overtvært med den fine Tone ved at holde en Tale for Salomons Moder med mange saftige Hentydninger til det intime i Ægte57|skabet, idet han hyppig citerede Madam Krauls fortrolige Udtalelser om dette Emne og lavede et dristigt Ordspil paa den Sætning, at Kvinden er den underlegne Part i Ægteskabet. Salomon saa hen paa Kæmneren; men denne morede sig fortræffelig, og derfor gav han sig ogsaa til at le, og hans Moder baade lo og græd og hostede meget, og de var alle glade.

Dermed var Ævred opgivet, og efter at de først havde afført sig den fine Tone, trak de ogsaa den sorte Kjole af og spiste videre i Skjorteærmer. De drak meget og alting imellem hinanden. Efter Bordet fik de først Kaffe med Likør, derpaa Toddy, derpaa Te og Smørrebrød, derpaa fik de Punch og midt i Punchen Chokolade, kort sagt, det var en af Moderens største Dage. Ved al denne Trakteren svulmede Gæsterne op og blev saa store, at Salomon næppe kunde overskue dem, skønt han holdt begge sine Øjne op med Pegefingrene, og Mester Kraul gjorde Indtryk af at veje 3000 Pund i Stedet for 300. Til sidst begyndte Lampen at danse og Væggene at forsvinde ud i en uhyre fjern Horisont, medens en Person, som nylig havde aflagt et højhelligt Løfte, sad i et Hjørne og lo af fuld Hals over de mærkelige Former, som Tilværelsen antog. Paa dette Stadium forbarmede hans Moder sig over ham, hjalp ham ovenpaa og puttede ham i Seng, medens han hørte Mester Kraul nedenunder ryste hele Huset med Visen om »en svensk Konstabel fra Sverri', som skød sig med en Kanon«.

Den næste Dag var hans Moder meget geskæftig og Kæmneren meget højtidelig. Han udvandrede derfor til Adelgade og viste sig der i sin hele Glans. Der var nogle Bekræftede, som havde Paraply og Salmebog, og andre Bekræftede, som havde Merskumscigarrør og Rejsetaske, de fleste af Løftets Mænd havde 58| Ur, og der var dem, der bekræftede deres Daabspagt i Galocher; men der var ingen, der som Salomon indviede sig til Himlen ved alle disse Herligheder. Dog var han ikke stolt, men slog sig sammen med nogle andre unge Mænd, der havde vedkendt sig det Løfte, man provisorisk havde givet paa deres Vegne i Genfødelsens Bad, og de drog ned i en Kælder og fik sig enkelte Bajere der, medens de talte sammen om den hellige Handling og dens Betydning for dem.

Men da Salomon om Eftermiddagen sad midt imellem sine Skatte, følte han med eet et underligt Sting i Siden, som han kendte alt for vel. Han var jo dog kommet over paa den rette Side og troede, han havde tilfredsstillet sin Samvittighed, og mente at have Pastorens Garanti derfor; men nu indfandt Samvittigheden sig ikke des mindre og paastod, at det hele var en skiden Affære, og at han aldrig burde have aflagt et Løfte, som han ikke vidste, om han kunde overholde. I sin Nød tyede han til Bibelen og den vise Salomon, men fandt ingen Trøst, og om Natten drømte han, at Kong Salomon var ved at konfirmere Pastor Petersen, og at Pastoren ikke kunde svare for sig.

Og nu var der kun et Par Dage til den mærkværdige Begivenhed, som hændes to Gange om Aaret i den danske Kirke, og som bestaar i, at Aanden farer ned fra Himlen over alle Løftets Riddere, saa at de alle endrægtelig i en og samme Dag og Stund gribes af Længsel efter den hellige Nadver og vandrer til Kirke for at modtage den. Og denne Aandens Udgydelse er saa meget mærkeligere, som et meget stort Tal af dem aldrig viser sig siden i Kirken, undtagen naar de bliver gift eller begravet. Og hvis nogen vilde indvende, at saadanne mærkelige Forhold kommer af, at Konfirmationen og dens Altergang er tvungne Ceremonier, 59| som Børnene maa gaa igennem for at komme i Lære, saa bedes vedkommende om at fremsætte sin Sigtelse højt, thi det vil være den letteste Sag af Verden at skaffe Højesteretsdom for, at Konfirmationen er en frivillig Sag. Ja, netop er Frivilligheden dens Særkende, idet jo baade Præster, Forældre og Lærere paa den mest indtrængende og uafladelige Maade opfordrer de unge Mennesker til at aflægge Løftet frivillig.

Da Samvittigheden stadig pinte Salomon, gik han endelig Onsdag Eftermiddag ind til Kæmneren, der sad ved Kaffen, og fortalte ham, at han hellere vilde vente lidt med at gaa til Alters; men der fik han noget andet at vide; thi Kæmneren væltede Kaffekoppen og sagde, at han følte sig, som om han var ramt af en Rystelse; og i denne sin Rystelse holdt han et Foredrag for Salomon, som varede fra Kaffetid til Tetid, og hvori han gennemgik alle de Grunde, som kunde tale for og imod at gaa til Alters, og hver Gang han kom til en af Grundene imod, gjorde han Holdt og anvendte ti Minutter til at ramme en Pæl igennem den. Paa denne Maade fik han alt sagt, hvad der kunde siges om den Ting, i en mægtig Solotale og sluttede med at tælle op paa sine Fingre og vise, at Salomon altsaa hverken kunde beraabe sig paa det Argument eller paa dette eller paa hint eller paa noget tænkeligt Argument, og derpaa spurgte han ham, om han havde mere at sige. Salomon havde nu slet ikke sagt noget; men han var blevet meget træt af Argumenterne og havde faaet Hovedpine af dem, og han svarede derfor et forknyt Nej og slap dermed for videre Tiltale.

Næste Morgen tidlig tog Kæmneren ham paa Sengen og spurgte ham, om han saa vilde med, og sagde, at han overlod Valget til hans fri Vilje; og da Salomon saa paa ham, at det trak op til en ny, stor 60| Tale, svarede han hurtig et frivilligt Ja og trak frivillig i sine sorte Bukser, og derpaa marcherede de til Kirke under fuld Musik - Kæmneren pudsede nemlig stadig sin Næse med et stort Basunskrald - og med en frivillig Mine. Og endnu da de knælede oppe ved Alteret, bildte han sig ind, at Kæmneren saa sig til Siden for at se, hvordan det var med Frivilligheden.

Foran dem stod Pastor Petersen i Messedragt og skjulte det lille Spilleværk af et Krucifiks for dem; til højre for dem var en Ligsten over en Klosterjomfru fra den katolske Tid, hvor der altid var strøet Blomster paa Grund af et Legat, hun havde stiftet under den Betingelse. Disse Blomster var den Dag Hyacinter, og de udsendte en stærk, berusende Duft i Koret.

Da Salomon rejste sig op fra sin knælende Stilling og skulde til at gaa ned i Kirken igen, følte han Blomsterduften saa stærkt, at han næppe kunde drage Aande, og idet han traadte frem og saa ned i Kirken, hvor alle Stadens Ansigter stak frem, de mandlige paa den ene Side og de kvindelige paa den anden, standsede han i et Øjebliks Svimmelhed ved Synet. Han følte som et varmt Pust, der stod ind paa Øjenlaagene og derpaa bredte sig over hele Legemet, og han saa atter ned i Kirken. Og i dette Blik, et eneste brat Sekund, saa han et Syn, fuldt af Rædsel.

Det var Kirken og dog ikke længer den lille, hyggelige Kirke, thi i Stolene sad ikke længer Stadens Folk; men over Skillerummene stirrede ham i Møde Voksansigter med aabne Munde og stirrende Øjne - ligfarvede Ansigter, ubevægelige og tavse, og Lig gik fra Koret ned i Kirken, og Lig rejste sig fra Stolene og gik op imod ham.

Det varede kun et Sekund. I næste Øjeblik knyt61|tede han Hænderne for at værge sig og lukkede Øjnene og drattede om i den gamle Jomfrus Hyacinter.

Og nu kom en lang, bedrøvelig Tid. Det bedrøvelige laa i, at han endelig for Alvor havde tabt Troen. Med Pastor Petersens Religion fik det endda gaa. Han havde med stor Anstrengelse holdt den gaaende indtil Konfirmationen; men han havde egentlig nok tænkt sig, at den ikke vilde holde derudover. Men det, som var værre, var, at han havde tabt sin Barnetro paa Kæmneren. Det havde været hans Religion, at denne var alretfærdig, alviis og alkærlig. I hans Lignelse havde han dannet sit Afgudsbillede af en himmelsk Kæmner, og der havde været Tider, da han ikke rigtig vidste, til hvilken af de to han bad sit Fadervor. Men den Dag, da Kæmneren dresserede ham til at gaa til Alters, sad han i al Stilhed og tog Maal af ham og opdagede til sin Skræk, at dette ikke var nogen Gud; ikke engang et Menneske, men en Seminarist, en af disse aandelige Gildinger, der i en ung Alder kommer paa en Anstalt og der bliver skaaret paa Forstanden, men faar det tomme Rum fyldt efter med Fraser, proppes til og sendes væk med en Eksamen. Saadanne Mennesker kan efter den Tid ikke kende to Malerier fra hinanden, naar der ikke er Paaskrift paa; men hvis de faar et Stikord, kan de tale saa højt og saa længe, det skal være. Paa en Maade gjorde denne Opdagelse ikke saa stort Indtryk paa ham i Øjeblikket. Han var blevet saa sløv af de to Peterseners forenede Anstrengelser og saa haabløs, at man ikke kunde have slaaet en Gnist af ærlig Harme af ham. Han syntes, han sad som paa Bunden af en dyb Brønd og kiggede op paa Kæmnerens Ansigt, medens denne holdt sit Foredrag, med en stille Undren over det meningsløse i det hele. Og derefter gik 62| han om og tænkte over, hvad mon der var det rette Billede af Kæmneren, det gamle Gudebillede eller det, han havde set fra Bunden af Brønden, og med den samme kølige Forundring iagttog, hvorlunde Kæmneren havde sine Meninger færdige om alt, endog saa færdige, at man kunde forudsige, hvad han vilde sige og gøre i ethvert tænkeligt Tilfælde. Thi Kæmneren kendte ikke til Undtagelser, men kun til Regler. Og at give ham et Stikord var det samme som at trække ham op og lade ham gaa, indtil Lodderne løb ud.

Der var en Tid, da det var Salomon en tungsindig-humoristisk Tidsfordriv at give ham Stikordet og se, hvad han kunde faa ud af det. Salomon var vist nok meget nedslaaet; men hans Ven, den vise Salomon, havde jo forudsagt ham, hvordan Menneskene var; og han tog det derfor som en naturlig Sag, - en meget unaturlig Tanke den, for en Dreng i hans Alder. - Ved Siden af følte han næsten en vis Lettelse. Med Beundringen var Frygten forsvundet. Over for den latterlige Automat, som kun arbejdede med Fraser og ikke forlangte andet end Fraser, var sandelig Frygt ganske af Vejen. Og saaledes mistede han sin Autoritet og blev suveræn og autonom i sit femtende Aar.

Og det var just det bedrøvelige; thi intet Menneske har af Naturen været mere anlagt til at knæle for en Autoritet end han. Men der var sandelig ingen i den hele Stad, han kunde bruge. Ulykken var, at han havde faaet en Maalestok. Han brugte at sammenligne de Godtfolk med sin Ven, Kong Salomon, og han tænkte sig for Eksempel Pastoren komme i Kast med ham; men det forekom ham, at Pastorens Visdorn vilde være af en helt anden Art end Kong Salomons Visdom, og det forekom ham, at Pastoren kunde være blevet en 63| udmærket Hofnar for de Tider med sine pudsige Bemærkninger om Historiens Hovedafsnit, der svarede til Menneskehedens Barndom, Ungdom og Alderdom, eller Indfaldet om de syv Lysestagearme eller Menigheder, hvoraf den danske naturligvis var den syvende og sidste - alt sammen Ting, som Kong Salomon umulig kunde have taget alvorlig.

Og saaledes mistede han lidt efter lidt alle de gyldne Sætninger, hvormed han var fostret op, og tilbage blev kun det salomonske Kætteri, at Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret. De farer alle til eet Sted. De er alle kommet af Støv, og de vender tilbage til Støv.

I og for sig led han ikke noget Tab ved at miste de teologiske Forestillinger. Kan de end for en og anden helbefaren blive en Planke, hvorpaa han kan redde sig gennem denne Tids Brænding af alle Slags Livsanskuelser, kan det dog aldrig være til nogen Gavn for et Barn, som endnu ikke kender denne Verden, at lære en hel Del udenad om den anden. Disse Lærdomme, som sandelig er vanskelige nok for den voksne, bliver i Barnets Fantasi til noget endnu mere forvredent og vanskabt end Karaibernes Guder. Man kan nemlig præke Læren om det evige Liv, hvordan man vil, saa faar et Barn ikke andet derudaf end Historien om Quetsalkoalt og de lykkelige Jagtegne. Følgen deraf er, at naar den Tid kommer, da Drengen vokser fra Quetsalkoalt, vokser han ogsaa fra den indenlandske Religion, og denne kommer til at staa i et unødvendigt hæsligt Lys for ham sidenhen. Eller ogsaa bliver Følgen, at han aldrig vokser fra Quetsalkoalt og hele sit Liv igennem bliver en troende Karaib eller Kongoneger.

I og for sig tabte han altsaa ikke saa meget; men 64| der var det ved det, at den Gang han slog sig fra Teologien, saa han sig om efter, hvad han havde tilbage, og kunde ikke finde noget. Han saa til sin Skræk, at hans Opdragelse ikke var gaaet ud paa andet end Sentenser og Læresætninger. Man havde nok utallige Gange lært ham forskellige moralske Sætninger om at ære og elske det gode og skønne; men nu, da Kæmneren var faldet, viste det sig, at han i Virkeligheden ikke havde stiftet Bekendtskab med det gode og skønne undtagen som Objekt i disse Sætninger, men at tværtimod hans Opdragelse var gaaet ud paa at gøre alt det nærliggende saa ubehageligt som muligt. Han brød sig ikke om Naturen mer, han havde dog en Gang gjort det i de mindste Klasser, men det var, før han lærte Botanik og Naturhistorie. Nu trængte altid Lærer Obels Billede sig ind imellem Naturen og ham, og han kunde ikke se op i Bøgebladene uden en ilfærdig Frygt for, at nogen skulde spørge ham, om de var helrandede eller smaatakkede. Hvad vore historiske Helte angik, saa hadede han dem alle uden Undtagelse lige fra Absalon til Tordenskjold og det af den Grund, at Bestyreren brugte at give Drengene Straffelektier i Fædrelandshistorie, naar Klassen havde siddet urolig. Det eneste, han havde erhvervet sig, var en vis Sans for det klare og paalidelige, som Matematikken havde indgivet ham, en klar og knap Skoledrengeforstand, som han nu brugte i Kritikkens Tjeneste. Hvad han saa var, saa var han mindst af alt et Barn. En lille Forstandsmaskine med en isnende Kulde i Brystet, og som selv vidste, han var saaledes, og sørgmodig saa tilbage paa Barndommen, som om den var langt, langt borte. Saaledes var han, og det var ikke saa underligt, om han var det; thi det sidste Aar og Pastorens og Kæmnerens forenede Anstrengelser havde ganske 65| taget Troen fra ham ikke blot paa Himlen, men, hvad værre var, paa Menneskene.

I denne døde og uhyggelige Tid var der kun een Ting, som var en Kilde til Glæde for Salomon, en lille, skrøbelig Ting med et svagt Legeme og en svag Forstand, som gik om imellem dem hjemme og klyngede sig snart til den ene og snart til den anden. Salomon var stærk nok, eller hun var let nok til, at han kunde bære hende rundt om Græsplænen, mens hun havde Armene om hans Hals, og der kom en Tid, da han maatte gøre det hver Dag, og det ikke længere var en Leg. Thi lille Karen syntes at blive mindre og mindre i Stedet for efter Naturens Orden at blive større. Hendes Kinder blev saa magre og hendes Næse saa spids, og det eneste, som ikke falmede, var hendes lange, brune Haar. Og til sidst døde lille Karen, og det var Salomons Tro, at det var Moralen, som dræbte hende, skønt Doktoren sagde noget andet. Hun var et af disse stakkels Vidunderbørn, som aldrig er uartige, en af de frygtsomme og blide Skabninger, som ikke kan taale et ondt Ord eller en vred Mine, og som i en Alder, hvor andre Smaapiger stjæler Tiører til Smaakager, kun tænker paa at blive saa gode og fuldkomne, som den voksne Moral nu en Gang fordrer det af Børnene. Naar hun og Salomon sad sammen paa Bænken derude, naar hun havde faaet sin Bæretur, kunde hun give sig til at græde og hviskende betro ham, at hun havde slaaet en Kop itu, og naar Kæmneren katekiserede hende - han var nu for Resten slet ikke streng mod hende, men det hørte til hans Natur at holde lange Taler - saa blev hun saa overvældet af Sønderknuselse, at den gode Mand blev helt raadvild. Og det var nu en Gang Salomons Mening, at 66| den stakkels, lille Sjæl døde af for megen Samvittighed og af at være blevet gjort til Engel for tidlig.

Den Gang hun mærkede, hun skulde dø, da var hun mest af alt bekymret for Tjing-tjang, og hun bebrejdede sig selv ikke at have været ivrig nok til at samle Frimærker, og hun testamenterede ham til Salomon paa det sidste. Og Salomon efterfulgte trolig hendes sidste Vilje, ikke saa meget fordi han troede, man gjorde Tjing-tjang nogen Tjeneste ved at overlevere ham til Missionærerne, som for sin Søsters Skyld.

Og da hun døde, var det, som om den sidste skrøbelige Rest af Liv i Huset var død, thi de tre Mennesker, som var tilbage, tilbragte deres Tid med at gaa af Vejen for hinanden. Og der ser man, hvilken god Ting Moralen er; thi for sin retfærdige Harme kunde Kæmneren ikke have Salomon for Øjnene siden den Altergang uden at udsætte sig for en moralsk Rystelse, og ganske det samme var Tilfældet med Salomon, hver Gang hans Blik faldt paa Kæmneren og hans Tanke paa Altergangen. Begge to vendte de desuden deres sædelige Forbitrelse mod Moderen. Kæmneren var fortrinlig til at efterspore hendes lumske Veje med Krydderierne, og Salomon lod hende af sit Minespil forstaa, at han havde opdaget hendes uværdige Forhold til Etatsraaden, og at han vel tilgav hende, men foragtede hende dybt. Den stakkels Kone havde saaledes faaet to Kæmnere for een, og hun helligede sig fra nu af til Dyrkelsen af dem begge, hvad dog ikke friede hende fra Skænd; thi ingen kan tjene to Herrer. Under disse vanskelige Forhold trak den gode Sjæl sig tilbage til Køkkenet og frembragte der i sin Anger og Ydmyghed sande Vidundere af stegte og kogte Varer, som hendes Herrer fortærede, idet de lod 67| hende forstaa, at de gjorde det af idel Naade, og at de haabede stærkt, at Kaffen var varm.

Saadan gik Tiden, indtil Præliminæreksamen kom. Og da Salomon kunde sige, hvad »jeg vil lave mig til« hed i tre fremmede Sprog, kunde fordømme den franske Revolutions Nederdrægtighed i sin danske Stil og regne ud, hvad 3000 Pund Ost koster, naar man bruger alle tænkelige Omsvøb med Omkostninger, Fragt, Fortjeneste og Told, gjorde han en smuk Eksamen og blev nævnet med Ros i Stadens Avis, som lignede de gamle Annaler i at mangle Sammenhæng.

Han havde nu tilbagelagt den Kløft, som skiller et dannet Menneske fra den store Hob; thi han kendte Forskel paa »kunne« og »kunde«, og Spørgsmaalet var nu, hvor han skulde anvende sine Kundskaber. Familien vaklede længe mellem Handel, Skibsfart og Industri Agerbrug og navnlig Kvægavl tiltalte dem ikke, og Bjærgværksdrift har kun ringe Betydning i Danmark. Men til sidst randt det dem i Hu, at Erslev havde glemt en Næringsvej i sit Skema og det endda den vigtigste i Danmark, naturligvis Embedsvejen, og bestemte sig for den.

Hvad Grund Kæmneren har haft til den Beslutning, er ikke godt at vide. Han havde hørt, at naar Sønnen var blevet Student, kunde han bo paa Regensen, købe Bøger for Stipendier og ernære sig af Skoletimer, og han har nok taget det i Betragtning; men rimeligvis var hans fornemste Bevæggrund den: at samle glødende Kul paa den forlorne Søns Hoved. Derfor jog Abraham ikke Ismael ud i Ørkenen, men sendte ham til den blomstrende Stad København og lod Hagar blive hjemme og passe Vandkrukkerne.

Hvad der fremfor alt var Kæmneren magtpaaliggende, var at finde et sædeligt Pensionat. Han aver68|terede derfor efter et saadant i Berlingske og havde den glædelige Overraskelse at modtage henved halvhundrede Billetter, hvad der gav ham et fordelagtigere Indtryk af den københavnske Sædelighed, end han havde haft før. Den Billet, han valgte, lød saaledes:

»Jeg er vidlig til at mod tage deres ærede Unge Menneske i om hyggelig pleje. Det glæder mig megget at deres Unge Menne ske er Sædelig, thi det har Jeg altider syntes umærket om N.B, og Jeg vil derfor avare dem mod Fru Petersen i Nr! 29. Vi have en Lys Spidsestue med Sædelig Om-Gang m. m m For Aldt i huset 40 Kr 00 mndtlig. Rabats i ferien?