Kæmneren tog ind og aftalte det nødvendige med Fru Gottlieb, og da han var en Mand af Verden, anvendte han Resten af Dagen til at gaa rundt til de andre Steder og sige, at han ikke agtede at reflektere, thi Kæmneren vidste, hvad der hørte til god Tone.

Salomon havde kørt med Dagvogn og med Toget, og det var Aften, da han kom til København. Der var en Mængde Mennesker paa Benene, og nogle sortblusede Herrer syntes udtrykkelig at have indfundet sig for at modtage ham, thi de spurgte ham meget indtrængende, om de ikke maatte besørge noget for ham. Udenfor stod der nogle i hvide Trøjer, som hilste ærbødig paa ham og tilbød ham deres Tjeneste. Han overgav sig til en af dem, og da kort efter hans blaa Kiste rullede af Sted paa en Trække vogn, slog han Følge med den; thi han turde ikke spørge de travle Mennesker om Vej og mente, det var den delikateste Maade at naa til Fru Gottlieb paa uden at gøre andre Ulejlighed.

Den blaa Kiste rullede meget langsomt op ad en meget lang Gade, hvor Sporvognene gled op og ned. 69| Salomon opdagede senere, at de gik paa Hjul; men den Augustaften tog det sig ud, som om de gled eller flød paa Skinnerne; thi Sideklædningen gik saa langt ned, at man ikke kunde se Hjulene, saa de havde en lignende aparte Gang som et Pindsvin, der løber rask væk, uden at man kan se, hvor det har sine Ben. Paa Fortovene var der efter hans Begreber Trængsel. Folk løb op og ned ad Gaden, og den eneste, der tog det med Ro, var en Betjent, der stod med Knapperne vendt imod Strømmen og slog nogle smaa Slag bagud i Luften med sine Vadskeskindshandsker, som om han holdt Bevægelsen ved lige og dirigerede Retningen med dem.

Pludselig standsede den blaa Kiste, og Manden med den hvide Trøje spadserede ned i en Kælderhals. Salomon fulgte ham som sin Ledestjerne med megen Forskrækkelse, thi han troede, at han skulde bo i Kælderhalsen; men det viste sig, at det var ikke Fru Gottlieb, men Mælketoddy 4 Øre, som hørte til Huse her. Han spurgte Manden, om han turde lade den blaa Kiste staa alene paa Gaden; men denne svarede, at den havde godt af at svales af efter Rejsen. Derefter fulgtes de videre ned ad Gaden. Da Manden fik at vide, at Salomon kun var 16 Aar og aldrig havde været i Byen før, blev han meget venlig og viste ham Kongen, som færdedes i røde Klæder og trekantet Hat midt imellem sit Folk, og han vilde have vist ham mange andre mærkelige Ting; men nu standsede den blaa Kiste for Alvor, og de bar den op paa anden Sal, hvor Manden afleverede dem begge til Fru Gottliebs Tjenestepige.

Fru Gottlieb var en svær Dame med en stor Mave, der rundede sig under Forklædet ligesom en omvendt Gryde eller som en Frøvom. Hendes Ansigt havde ligesom visse mikroskopiske Præparater to Konturer, 70| efter som man anskuede det i større eller mindre Dybde. Set overfladisk var det lille og intetsigende som en Sypiges; men naar man tog Dobbelthagen med i Betragtning, som omgav den nederste Halvdel af Ansigtet som en Ramme og fortsatte sig helt om i Nakken som en Fedtslange, blev Ansigtet stort, bredt og frygteligt Sædeligheden repræsenteredes af Næsen, som var en majestætisk Opstoppernæse. Naar noget bragte hende i Aande, trak hun sig i den med et graaligt Lommetørklæde og aflokkede den nogle skingrende Hanegal.

Salomons Værelse var lille, saa lille, at han med Nød og næppe fik den blaa Kiste anbragt. Det var tre Alen smalt, og man stod sig bedst ved at færdes i det med Smalsiden forrest. Da det var temmelig højt, vilde det have været en stor Gevinst af Gulvplads, hvis man kunde have lagt det ned paa Siden og faaet Væggen at gaa paa; men det lod sig ikke gøre.

Fru Gottliebs Pensionat var et fagligt Pensionat. Salomon var faldet mellem Tandlæger. Paa Entrédøren sad der fire Kort med N.N. stud. med. & chir., dent. (med. & chir. med store Bogstaver og dent. med ganske smaa), og straks den første Formiddag opskræmmedes han af nogle Patienthyl og en af Tandlægernes Raab paa Cognak og Fru Gottlieb. Det viste sig, at de Herrer paa denne Tid af Dagen modtog deres Kreditorer og trak Tænder ud for Pengene, de skyldte dem, hvorved de samtidig betalte deres Gæld og tog en billig Hævn over deres Kreditorer.

Hvad den »Sædelige Om-Gang i Spidsestuen« var, lærte han efter Middag; thi da kom en af Tandlægerne med en Flaske »To Stjerner« og skænkede rundt, og han formoder, det var hertil, Fru Gottlieb hentydede i sin Billet

71| Fru Gottlieb boede i Kursuskvarteret omkring Sølvtorvet. Dette Kvarter er udelukkende beboet af Pensionater og Kursus. Man kan i dette Kvarter lære Skrivning, fransk Vadsk, Stenografi og tre fremmede Sprog, og alle Kvarterets Indbyggere gaar et eller andet Sted og lærer et eller andet, saa man kan sige, Danmarks Fremtid beror paa det Kvarter. Hver Morgen, paa den Tid Mælkevognen kommer i denne Egn af Verden, gaar alle Gadedørene op, og alle de unge Mennesker styrter sig ud i Retning af deres Kursus. Til Salomons Kursus krøb man ind ad en mørk Gang uden Vinduer, der gik af fra en Port og saa ud som en Mineskakt. For Enden af den var der en Dør, som man plejede at løbe Panden imod med stort Rabalder. Paa dette Signal aabnedes den pludselig indefra, og man maatte da i en Hast springe tilbage for ikke at blive klemt inde mellem Laasen og Væggen. Indenfor sad Kursusbestyreren og lavede Eksamener. Det hed ikke Kursus for ingenting; thi det var ikke blot et Løb, men det var en vild Galop gennem alle autoriserede Lærebøger efter noget, der kaldtes Eksamensfordringer, som f. Eks.: »quod med Konjunktiv« er Eksamensfordring, Slaget ved Abukir er en anden Eksamensfordring. Han arbejdede paa en Bog af uvurderlig Betydning for Kursuskvarteret. Det var en Bog, som skulde indeholde alle Eksamensfordringer alfabetisk registrerede og ikke et Ord andet.

Salomon havde set København i Møde med store Forventninger, og det var jo ogsaa en stor Ting at have sine egne 15 Kvadratalen og sin egen Gadedørsnøgle og Lov til at ryge Cigar paa Gaden. Men det var dog den samme tunge og graa Himmel over Østerbro som over Staden. Naar han havde gaaet næste Dags Eksamensfordringer igennem, plejede han at drive 72| ned ad Gaderne med hængende Øren og føle sig som en herreløs Hund. Der var en lille Boghandler, som i sit ene Vindue havde religiøse Smaaskrifter og i det andet lukkede Billeder for Mandfolk. Og han undrede sig over, hvad de to Brancher havde at gøre med hinanden. Der var endvidere en lille Cigarhandler, som havde et lille trekantet Hul til Lager, Butik og Soveværelse, hvori han solgte Cigarer fra Klokken 6 om Morgenen til Klokken 12 om Aftenen, og han sad og sang traurige Viser, naar der ingen Kunder var, som en Mus, der piber i sin Fælde, saa det skar en i Sjælen, naar man gik forbi. Der var et Sted paa den anden Side Nørrebro, hvor Salomon plejede at ende sine Spadsereture, som han sammenlignede med Avernersøen. Det var en Tomt, som var omgivet af et raaddent Plankeværk, hvoraf store Længder var brudt ned af Gadedrengene. Den blev benyttet til Oplag for Tøndebaand, Kaalstokke og gamle Hatte, og Rotterne sloges med Kragerne om dens Herligheder. Midt i den var der en sort, stinkende Pøl, som aldrig en Solstraale berørte, og som saa ud som Nedgangen til Underverdenen. Og omkring den sad Børn paa Stenene, som om det var smaa, forstenede Gnomer, saa ned i Pølen og bildte sig ind, at de legede. Dette Sted interesserede ham. Han følte sig i Slægt med de Børn.

Han gik omkring i en Døs og kæmpede med sine Eksamensfordringer. De rykkede ham stadig længere ind paa Livet, og han følte, at han til sidst vilde blive helt muret inde imellem dem ligesom Cigarhandleren i sin Trekant. Men en Aften, da der mod Sædvane var stille i Kursuskvarteret, en klar Frostnat, da han slog sit Vindue op for at slippe Tobaksrøgen ud, inden han gik i Seng, da var der et Øjeblik, hvor det gik op for ham, at denne forbandede Bys Damp og Dunster 73| ikke naaede op til Stjernerne, men at over Menneskene var den rene, kolde Æternat. Han følte en forunderlig Varme brede sig ud over Legemet, han følte sig saa let, som om han svævede, og idet han saa op mod Stjernerne, svømmede de i eet for hans Blik, og han fortabte sig selv i Beskuelsen af den store, klare Himmel. Det var forbi i samme Nu. Han havde holdt sig fast i Karmen for ikke at falde. Og han mente, det var noget lignende, Xenofanes saa, naar Aristoteles fortæller om ham: »Han saa op mod Himlen og sagde: Det ene er Gud«

Det var Salomons Fødselsdag, og han indviede den med at staa tidlig op og deklinere græske Verber, da Posten kom med et Brevkort, hvorpaa der stod med Blyantsskrift kort og godt, som følger:

»En rigtig glædelig Fødselsdag ønskes dig. Jeg har faaet Blod forgiftning.