Det var ganske rigtig Blodforgiftning, og det var mer end det, det var Døden. Da Salomon kom hjem, laa hans Moder i sin Seng og saa ud, som om hun bad om Undskyldning for, at hun tog sig den Frihed at dø. Kæmneren og Salomon sad paa hver sin Side og vidste ikke, hvad de skulde sige; men Salomon kom til at tænke paa, om det ikke var mest opbyggeligt at lade Moralen tie stille nu i den ellevte Time. Han ligesom begyndte at forstaa, at hans Moder havde været en Efterfølgerske af Kvinden med Salvekrukken, kun at det var Farisæernes Fødder, hun havde tørret med sit Hovedhaar, og Salomon, som aldrig havde vidst, om det var Salomon Goldkalb eller Salomon Baadsmand, han var opkaldt efter, forstod nu, at den Gang hans Moder kaldte ham op efter Salomon, var 74| det egentlig hendes Tanke at kalde sig selv op efter den syndige Kvinde Bathseba. Og som han sad her ved hendes Seng, syntes han at kunne mærke, at hun læste i hans Tanker, og at de skiltes fra hinanden i Fred. Ogsaa fra Kæmneren skiltes hun i Fred. Han havde haft travlt hele Dagen med at bestille Ligkiste og sørge for Nadverens Sakramente med alt henhørende. Og da han kom ind om Aftenen, saa hun op til ham med et langt, skyldbetynget Blik og sagde: »Simonsen, der er en Ting, jeg vil sige dig. Der var alligevel Muskat i Smaakagerne.« Og dermed døde hun. Saaledes maatte ogsaa Dronning Dagmar tilstaa, at hun havde snøret sine Ærmer om Søndagen.

Atter tilbage til København og mere Smuds, Lopper, Eksamensfordringer og Kamp med Fru Gottlieb. Fru Gottlieb var en selvstændig Dame og havde sine bestemte Pensionatsprincipper, som blev energisk bekrigede af Tandlægerne. Et af dem var det samme, som anvendes i sin fulde Renhed i zoologisk Have, hvor Rovdyrene ikke fodres om Lørdagen. Denne Dag helligholdt hun med alle Haande mærkelige og luftige Retter, som f Eks. Rabarbersuppe og Aalehaler i Gelé, ja, man beskyldte hende for en Lørdag at have serveret Chokoladesuppe og lombardiske Nødder. Endnu stærkere holdt hun paa, at Maaneden, som den var udgaaet af Skaberens Haand, kun havde 30 Dage, og at hun ikke havde faaet Betaling for den 31te, hvorfor Pensionærerne havde at gaa ud og spise den Dag eller ogsaa leve paa Feltfod. Hvad Fru Gottlieb forstod ved at leve paa Feltfod, gav dem meget daarlige Tanker om den militære Forplejning. Feltfoden bestod af en hel Del smaa Assietter med Anchiovis, hakket Sild, Agurkesalat og den Slags, og hvordan det nu kunde 75| være, saa smagte Agurkesalaten af Anchiovis og Silden af Agurkesalat, saa man snart ikke vidste, hvad der var hvad. Under saadanne Forhold kunde undertiden Tandlægerne gøre Mytteri, foretage en Razzia i Køkkenet og komme i Bataille med Madammen om den Skinke, de skulde have Dagen efter.

Der var en Gris, som stod paa Stald mellem Platmenagen og Vandkaraflen og ernærede sig af Femører. Fru Gottliebs Huslov indeholdt nemlig i Sædelighedens Interesse, at den, som spildte paa Dugen, skulde bøde fem Øre, og herved skulde samles et Fond, som var bestemt til en festlig Anvendelse. Det var en Dag, Salomon kom ud i Entreen, og der stod Gottlieb og betalte Gasregningen med en Hoben Kobberpenge. Salomon spurgte ham, hvor han havde faaet alle dem fra. »Det er saamænd fra Grisen!« svarede han i sin Uskyldighed, og saalunde var det, at Fru Gottliebs Gris aldrig blev fed nok til at slagtes.

Gottlieb var sin Kones Mand; han førte et meget ubemærket Liv og tilbragte sin meste Tid med at bære Kul og hente Fløde. Om Fru Gottlieb fæstede ham til Tjenestepige, den Gang hun giftede sig med ham, er muligt, men vist er det, at han nu tjente hende for Kost, Logi og Skraatobak. Han udførte de laveste huslige Forretninger i Sovekamrene, og om Søndagen fik han Lov til at spise ved det store Bord. Denne Mand og Salomon slog sig sammen Søndag Eftermiddag. De plejede at gaa hen i Kongens Have og beundre Barnepigerne; thi den gamle Kriger havde et varmt Hjerte og fik ikke Lov til at anvende sine blide Følelser over for Madammen, som de kaldte hende »unter uns.«

Da Gottlieb var Salomons eneste Ven, og det endda kun om Søndagen, følte han sig meget ensom og for76|talte ham det undertiden i almindelige Byronske Udtryk; men Gottlieb saa kun paa Tjenestepigerne, og Salomon kunde ikke skjule for sig selv, at heller ikke han forstod ham.

Salomon var sløv, mismodig, forskræmt. Han trængte til en Guddom, en Sjælesørger og et Evangelium, og han havde trængt dertil, lige fra Glansen gik af Kæmneren. Lægedom for denne Nød fik han først nu, da den øverste af Tandlægerne, som han længe havde beundret i Stilhed, steg ned fra sine Skyer, aabnede sin Dør for ham og tillod ham at gøre ham sin daglige Opvartning.

Han hed Gormsen og kaldtes Gorm den Gamle i daglig Tale. Hans Ansigt var oprindelig anlagt i en ædel, græsk Stil, og han vilde have været en Skønhed, hvis det ikke havde været for hans Næsetip, thi den saa ud, som om Skaberen tilfældigvis var kommet til at tage paa den med to Fingre og snyde den opad, efter at den var færdig, og den havde derved faaet et Knæk og en Klump, som fik en til at ønske, at det vilde gaa ham som Tycho Brahe.

Denne Mand indviede Salomon i Livsglædens Religion. Saa underlig det synes, saa var det Kursuskvarterets herskende Religion, og det synes i det hele, som om det er af lutter Elendighed, at Folk gaar hen og dyrker Livsglæden. Kursuskvarterets religiøse Ceremonier foretoges især Lørdag Aften. Da var der Sold i hvert Pensionat, og da hvert Hus havde Pensionater til Tagskægget, blev det en meget livlig Aften. Naar Bollen var tømt, drog man ud paa Livet, købte varme Midnatsboller i Bagerierne og endte med at dyrke Terpsikore i Forbindelse med Venus Kallipygos i disse Gudinders Templer.

Endog den lille Cigarhandler var en begejstret Til77|hænger af Livsglæden og de røde Roser, især naar Foraarstiden annærmede sig. Da stak han Næsen op af sit Hul for at se efter, om Stæren var kommet, og naar han hørte den fløjte, istemte han med megen Følelse Sangen: »O, du yndigste Jum-Jum.« Naar han lukkede Butikken ved Midnat, lukkede han sig selv op af den og vandrede ud for at plukke Roser i Smaagaderne.

Salomon havde hidtil haft visse Betænkeligheder ved Livsglædens Religion, men nu indviede Gorm den Gamle ham i dens Mysterier. Han slog et Slag i Bordet imod den naturstridige Askese og godtgjorde ham med klare og tydelige Grunde ud af Videnskaben, at Mennesket var blevet til for at gaa i Byen, og at det var enhver Borgers Pligt at udvikle og vedligeholde sine Evner i den Retning, saaledes som en engelsk Læge uimodsigelig har slaaet fast, og i de mest glødende Farver fremstillede han den rene og glade Samvittighed, som blev den retskafne Bysvends Løn. Derhos rettede han saa vægtige Anker mod den kristne Moral, at denne gik helt ud af Spillet, og fremmalede Billedet af en ny Guldalder, naar Livsglædens Principper havde sejret.

Endnu var Salomon i Tvivl; men da Gormsen gav sig til at tale om Fremskridtet, Udviklingen og det moderne Gennembrud, tog han Salomon paa det ømme Sted, og han følte sig overbevist.

Saasom han den Gang var en Mand af Principper og havde en levende Følelse af, at, naar noget var Sandhed og Ret, burde man ikke blot snakke derom, men handle, saa begav han sig straks efter sin Omvendelse ud i Køkkenet i den retskafne Hensigt at forføre Tjenestepigen, naturligvis ikke Gottlieb, men Kokkepigen, som hed Marie den Trettende. Fru Gottlieb 78| skiftede nemlig Pige hver Maanedsdag, og for større Nemheds Skyld antog de alle Navnet Marie efter den Pige, hvormed Fru Gottlieb havde indviet Pensionatet. Denne her Marie kendte Rummelen, og da Salomon foreslog hende at gaa med paa Sommerlyst, var hun straks med.

Altsaa, næste Søndag Aften svigtede Salomon Gottlieb og drog ud paa Livet med Marie. Han havde forberedt sig ved at læse en Sang af Don Juan; men uagtet sin litterære Dannelse følte han sig meget i Tvivl om, hvordan han skulde gribe Marie an. De havde set sig om i Sommerlyst og faaet sig noget 01, og Salomon deklamerede med sagte Røst for hende det dejlige Digt: »Min Vin, min Kaarde og min Elskerinde,« og indledede derpaa en Diskussion om den frie Kærlighed; men Marie spurgte, om de ikke skulde lade være at skabe sig, og Stemningen blev derfor noget trykket. Men med eet for hun op og bad ham om ti Øre, uden at hun vilde sige hvortil, og da Salomon gav hende dem, gav hun ham et Trykkys og kaldte ham sin egen søde Ven og sagde, at hun ikke vidste, hvordan hun skulde have baaret sig ad uden ham. Og dermed sprang hun over i et lille Etablissement, der laa lige over for Sommerlyst, og bad ham vente, til hun var færdig med det. Som Salomon stod der og holdt Vagt, fik han et Klask paa Skulderen, og der stod Gorm den Gamle og røg paa en Cigarstump, idet han brugte sin Knivspids som Cigarholder. Han blev sat ind i Situationen, saa paa Salomon, paa Etablissementet og paa Klokken og tilbød derpaa med pludselig broderlig Uegennytte at løse ham af Salomon var trykket af Situationen, træt og søvnig og ret glad ved Tilbudet. Altsaa trak han sig tilbage, og idet han vendte sig, hørte han Gorm fløjte paa »O, Susanne.« Han formodede, denne Melodi 79| var en Slags Feltraab mellem Gorm den Gamle og Marie den Trettende, thi han havde ofte hørt den anvendes paa Køkkentrappen, og han saa ham blæse Cigarstumpen op til et kraftigt Fyr, som kunde lede Damen i Havn.

Efter denne Ekspedition lagde Salomon foreløbig den frie Kærlighed paa Hylden i Forstaaelse af, at den ikke laa for hans Stemme. Ej heller Bacchum kunde han dyrke af Hjertens Grund, thi en indre Stemme i hans Mave forbød ham det; men han fulgte de Tandlægers Bedrifter med stor Forstaaelse og Sympati. Med en saakaldt Toddy foran sig, som egentlig kun var en svagt farvet Sodavand, var han den ivrigste til at bespotte al Temperance, og med stor Uegennytte forsvarede han naar som helst og over for hvem som helst sine Idealer: den frie Kærlighed og den franske Metode, som han lod Tandlægerne om at realisere. Thi naar Klokken gik til tolv, gjorde Tandlægerne Opbrud og stævnede mod Nord, udbredende Livsglæde hvor de kom hen. Paa samme Tid blev Salomon regelmæssig søvnig og klemte sig ind imellem sin Servante og sit Klædeskab paa den Sovesofa, der bar Øgenavnet Loppereden.

Disse Tandlæger var et Folkefærd, som Tandlægerne maa have været i de sidste Dage før Syndfloden. De gjorde Gæld og drak og horede og trak Tænder ud, saa Blodet randt, og med alt det var det nogle af de bedste og velvilligste Mennesker af Verden. De stod hinanden bi med de sidste Penge, de kunde rejse, og var Kommunister i Drikkevarer og Cigarer, ja, undertiden i Overfrakken. Den ene satte den andens Bøger paa Laanekontoret, og de var lige gode Venner for det. Over for Salomon viste de en grovkornet, men velment Beskyttelse, som han var dem taknemmelig for. De 80| havde dog vist en Følelse af, at han trods al gensidig Sympati aldrig ret kunde høre Tandlægeracen til. Der var en Gang, da en lang Rad imellem dem, som var Specialist i Tjenestepiger, partout vilde have ham med paa en natlig Udflugt; da sagde Gorm den Gamle sit Kongeord: »Lad ham i Fred, han er for grøn endnu«. Og dermed klinkede han med Salomon og sagde med stor Anerkendelse: »Men du er en Satans Karl til at bande«. Thi Gorm den Gamle var egentlig en tolerant Mand, og naar han blot fik Indrømmelser i Princippet, holdt han paa, at enhver maatte sætte sin Hat, som han vilde.

Det var under Tandlægeperioden, at Salomon blev Student. Forandringen markeredes ved den sorte Hue, og da den ikke syntes ham at vække tilstrækkelig Opmærksomhed, anskaffede han sig ydermere et Par blaa Lorgnetter. Saaledes udrustet tiltraadte han sin akademiske Løbebane.

Han valgte Jura til Studium. Det var vistnok i den Tanke en Gang at blive en fremragende Politiker og Lovgiver. Han overværede altsaa en Professors Indledningsforelæsning.

En saadan afholdes ved alle Fakulteter og har til Hensigt at skræmme saa mange som mulig fra Studiet, paa det Faget ikke skal blive overfyldt. Der var et Par Stykker fra Kursuset, der havde besluttet sig til Juraen. De saa paa hinanden efter Forelæsningen med blege Miner og trykkede hinanden i Haanden, fast bestemte paa at holde ud trods alt, trods alle elleve juridiske Fag og alle Paragraffer og Fortolkninger og Satans lumske Paafund.

Jura er Idealet af et Universitetsstudie, thi det bestaar udelukkende i at tilegne sig omtrent 9000 Sider Eksamensfordringer, hvoraf en Manuduktør indgiver 81| en en Skefuld paa halvhundrede Sider daglig. Videnskabelighed præger gennemgaaende dette Studium, efter hvad man fortæller. Ens Professorer ser man aldrig noget til før ved Eksamen, og det er ogsaa tids nok. For at erhverve sig et Dokument, der kaldes Flidsattest, indfinder man sig stundom til en Ceremoni, der vistnok i lige Linie nedstammer fra den papistiske Messe og er enhver Protestant lige saa modbydelig som denne. Hin Ceremoni bestaar i, at en Professor med slet dulgt Tegn paa Afsky aabner sin egen Bog om den eller den Ret og derudaf under høj Gaben fra sin egen og Auditoriets Side forelæser et Kapitel, skrevet i det ejendommelige, juridiske Sprog. Denne Skik skal være meget gammel og hellig, og et tydelig Tegn herpaa er, at ingen længer ved, i hvad Øjemed den foretages.

Et meget omdebateret Problem i den juridiske Verden er just dette, hvad man har Professorer og deres Forelæsninger til, og Salomon, som altid udmærkede sig ved en overdreven Grundighed, bestemte sig straks til at ville gaa til Bunds i denne Sag og det ved at henvende sig paa allerbedste Sted. Altsaa gav han sig til at gaa rundt og gøre Visit hos alle sine Professorer. Naar Pigen efter nogen Tøven havde lukket ham ind, præsenterede han sig som Rus i Jura, satte sig paa en Stol og rykkede efter mange Omsvøb ud med sit Ærinde, som var, om Professoren vilde anbefale ham at høre sine Forelæsninger eller ikke. Modtagelsen var meget forskellig. Een blev rasende og smed ham paa Døren øjeblikkelig, en anden raadede ham meget varmt og indtrængende til at gaa paa Forelæsning, paa samme Maade som en Præst anbefaler at gaa i Kirke. Han skulde blot blive ved og ikke tabe Modet, sagde Professoren, saa kom Forstaaelsen nok Dette Afskum prækede over anden Proces.

82| Der var en af dem, som sagde rent ud: »Nej, lad bare være med de Narrestreger. Hold Dem til Manuduktørerne og Kristian den 5te«. Men den, der gjorde ham mest forvirret, var en gammel, tør Rad, som, da Salomon plumpede ud med sin Interpellation, fnisede stille og længe uden at sige et Ord og derpaa gav ham Haanden til Farvel. Og denne Fnisen, som kunde udtydes paa mange uhyggelige Maader, gjorde et dybere Indtryk paa Salomon end selve Indledningsforedraget.

Han var meget grøn. Min Sandten, han var meget grøn. Fru Gottliebs Marie vidste rigtig, hvor grøn han var. Forførelsen var der ikke blevet noget af Han vilde ikke rivalisere med sin Ven Gormsen, og Marie fandt ham ogsaa alt for grøn. Derimod blev han hendes hemmelige Fortrolige i hendes Kærlighedseventyr, og mangen Aften laante han hende sine Nøgler, naar hun skulde paa Dansebod, og Madammen ikke vilde give hende Udgang. Ja, ikke faa Gange blev han vækket ved en Sten mod Ruden og maatte trække et Par Bukser paa og liste ned med bare Fødder i Tøflerne for at lukke Marie op og se hende tage en varm Afsked med sin Galan. For Marie var af den Slags, at naar man sendte hende hen paa Hjørnet efter en Pakke Tændstikker KL 5 om Eftermiddagen, kom hun først igen KJ. 5 om Morgenen. Ligesom Napoleon behøvede hun kun et Par Timers Søvn i Døgnet. Dog antraf Salomon hende ganske vist en Gang, da hun var faldet i Søvn, staaende paa alle fire med Bagbenene paa Gulvet og med Forbenene i den Seng, hun skulde rede. Cæsar beretter, tror jeg nok, at Elsdyrene sover paa lignende Maade. Marie lod sig aldrig kue. Under vanskelige Omstændigheder brød just hendes Livsmod frem i lys Lue. Gjorde man hende opmærksom paa, at man havde fundet et Insekt i Smørret, svarede hun uforsagt, at det 83| var vel et af Herrens egne, og aldrig kunde Madammen sætte en Ed i, naar der var noget dem imellem, Marie kendte jo en Trumf, der var højere end hendes. Salomon behandlede hun paa en moderlig beskyttende Maade. Engang fik hun ham endogsaa til at bringe Vadsketøj i Byen. Hun sad nede i Porten paa en 3 Alens Vadskekurv, da han kom ned ad Trappen, og pressede ham straks. Hun havde siddet og fløjtet af alle de Mandfolk, der var kommet forbi, men der havde ikke været nogen af hendes Bekendte, skønt Marie kendte ellers alle bedre Herrer i Gaden. Gottlieb var paa Grønttorvet efter Gulerødder, og hun havde faaet Besked af Madammen, at hun skulde se at faa fat i en af sine Herrer til at hjælpe sig. »Tag nu i Hanken, De!« - Hun var ikke nogen almindelig Kvinde.

Den lille Udflugt til Sommerlyst var Salomons første, hurtig afsluttede Kærlighedsroman.

Den næste var Historien med Fru Malstrøm. I den spillede han til en Forandring ikke Forførerens, men Uskyldighedens Rolle. Kæmneren var Skyld i det hele. Han havde glædet sig meget over, at Salomon havde faaet Artium. Han havde skrevet til ham, at han nu havde en Stilling i Samfundet, der ikke var til at foragte, og haabede, at han nu vilde give Beviser paa sin Energi. Han selv vilde fra nu af arbejde hen imod, at hans Bidrag til Salomons Eksistens mere blev en Hjælp til Selvhjælp end en fuldstændig Understøttelse. Han vilde alt nu nedsætte sit maanedlige Bidrag med 5 Kroner og haabede, det vilde virke som en gavnlig Spore.

Saa snart Salomon havde faaet dette Brev, anvendte han sin Energi til et Avertissement i Berlingske Tidende, hvori en ung Mand med 100 Points til Artium 84| tilbød sig som Journalist, Lærer i Litteraturhistorie og Hvadsomhelst. Han modtog en Billet fra Fru Malstrøm.

Fru Malstrøm var i Virkeligheden en yngre, blisset Dame, Hustru til Hr. Potifar Malstrøm, som lagde sig efter en ung Mand, der hed Josef og var alt for dum. Men paa Salomon gjorde hun kun Indtrykket af en ældre, hjertensgod Dame, der tog sig moderligt af ham. Hun interesserede sig mest for den erotiske Del af Litteraturen, men til Gengæld ligelig for den romantiske og realistiske Maner. Hun yndede at drage Sammenligning mellem Salomons Person og Bøgernes Helte og antydede spøgende, at hun troede ham i Stand til alt muligt. Og Salomon tog det alt for gode Varer, ledte med højre Haand efter sit Overskæg og undrede sig over den Fordomsfrihed og uinteresserede Sympati med Ungdommen hos en aldrende Dame. Alt gik endnu godt, saa længe de holdt sig til Oehlenschläger og Heiberg, men da de kom til Christian Winther, leverede Fruen det afgørende Slag. Hr. Potifar Malstrøm var rejst til Stockholm, meddelte Fruen Salomon i en Billet og indbød ham til at tilbringe en Aften hos sig med at analysere Hjortens Flugt. Underskrift: »Deres hjertelig hengivne Veninde Annathea o. s. v.« Hvad dette o. s. v. betød, var ham den Gang uklart.

Da han kom derhen, viste Pigen ham ned i Haven. Der sad Fruen i Vinrankelysthus, og der var Jordbær paa et Rabarberblad og en Flaske med lang Hals og en rigtig rød Bryllupslampe oppe under Tagskægget paa Lysthuset. Fruen satte sig ved Siden af ham paa den smalle Bænk og deklamerede et Digt om uskyldig Kærlighed af en af de Forfattere, der begynder med H. Hun bad ham hviske, for at de forbigaaende ikke skulde høre, hvad de sagde, og de hviskede; kort sagt, det hele var i den rigtige Stemning og Stil. Men Salomon 85| kunde ikke rigtig nyde det, thi Fruen var saa underlig. Først var hun højtidelig, sagde, at hun vilde lade sig skille fra sin Mand, blive Katolik og gaa i Kloster, og spurgte ham om hans Mening. Saa begyndte hun at fortælle slemme Historier om Christian Winther og blev saa lattermild, at hun nær havde faaet Krampe. Saa foreslog hun, at de skulde drikke dus; men da Salomon ikke vilde det, blev hun ubehagelig og sagde, at han sad og gjorde Nar af hende; men han undskyldte sig paa bedste Maade, og de havde en stemningsfuld Forsoning, hvorunder hun udgød Taarer; Derefter en Pause. Programmet syntes udtømt. Fru Malstrøm saa ud af Lysthuset og hviskede til Maanen, at det var paa Tide at komme i Seng. Men da hun rejste sig, fik hun heftige Kuldegysninger, sagde, at hun kunde se, at Salomon frøs, og indbød ham til at komme med op og drikke en Cognak. Men han syntes, at det var mest hensynsfuldt at trække sig tilbage, og det gjorde han trods et Blik af den mest rørende kvindelige Art.

Han vandrede hjem, grundende paa, om Fruen havde faaet for meget af den langhalsede Flaske. Næste Dag fik han en Billet fra hende, hvori hun skrev, at hun ikke ønskede flere Timer i den danske Litteratur, hvad der var ham ganske ubegribeligt. Men et Aarstid efter spadserede han en Aften gennem Alleen. Da var atter den røde Lygte ude, og fra Vinløvslysthuset hørte han Hvisken og Likørglassenes Klinken. Maanen hang med et stort Grin paa Ansigtet.

En Dag havde Fru Malstrøm sagt til ham: »Kender De Etatsraad N. N. Han interesserer sig meget for Ungdommen. Jeg har talt om Dem som en ung, intelligent Student, der gerne vil frem, og han har sagt, at han gerne vilde se Dem til sine Torsdag Aftener«. Salomon havde bukket og takket. Og en Torsdag Aften 86| lejede han sig en sort Frakke for 2 Kroner og lod sig introducere af Fru Malstrøm hos Etatsraaden.

Han vidste godt, hvor denne boede. Han havde staaet og set op og ned ad det fornemme, graa Hus og mærket sig den første Sal. Portneren havde betragtet ham med mistænksomme Blikke og rent ud nægtet at svare paa, hvordan Etatsraaden saa ud. Da var en Vogn kommet rullende, og ud af den steg en ældre, pelsklædt Herre, der saa paa ham med nogle skarpe, blaa Øjne, som om han vilde sige: »Hvad er nu det for et Menneske uden Mansketter«.

Fru Malstrøms Invitation gav ham nok at tænke paa. Vilde Etatsraaden vedkende sig ham? Vilde han føre ham ind i et Sideværelse og sige: »Jeg har syndet imod dig, før du blev til Vredes nu ikke paa mine graa Haar«. - Salomon vidste ikke, at han var skaldet. - Eller skulde de blot sige til hinanden: »Min Søn!« »Min Fader!« - Omfavnelse. Sandsynligvis vidste Etatsraaden slet ikke, hvem han var. Han kunde da underrette ham derom paa en fin Maade. F. Eks.: »De ved ikke, hvem jeg er, men jeg ved, hvem De er«. Eller: »Jeg har en Hilsen til Dem. Fra Deres tidligere Husjomfru. Hun var min Moder. Hvem er min Fader?«

Han bestemte sig til sidst til følgende Fremgangsmaade. Naar Fru Malstrøm førte ham hen og præsenterede ham for Etatsraaden, vilde hun nævne hans Navn. Han vilde da tilføje: »Fra Xkøbing. Min Fader var Kæmner sammesteds!« Og saa lade Etatsraaden klare sig selv, saa godt han kunde, naar denne Oplysning slog ned hos ham som et Lyn fra en klar Himmel. Men da de kom ind i Salen, var der saa mange Mennesker og saa meget Lys og et Par Stykker røde Kjoler, som gjorde ham helt konfus. Og han blev slet ikke præsenteret for Etatsraaden, men straks puttet ind i en 87| Krog, hvor han sad hele Aftenen og øvede sig paa sit: »Min Fader er Kæmner sammesteds«.

Først da de skulde gaa, opdagede Etatsraaden ham og sagde: »Naa, det er den lille Student. Ja, vær saa venlig at se herop en anden Gang«. Han blev ganske rød i Hovedet, lavede et Buk, skød derpaa Maven frem og Skuldrene tilbage og gjorde en ynkelig Figur. I hvilken By hans Fader var Kæmner, var han i Øjeblikket ganske uvidende om, og da han saa op igen, var det kostbare Øjeblik forsvundet Etatsraaden var borte, og Fru Malstrøm trak af Sted med ham.

I de samme Dage var der en stor Staahej i Pensionatet. Der skulde være Pensionatsbal. Værten havde givet dem Lov - Fru Gottlieb var i høj Grad nødt til at tage Hensyn til Værten - paa Betingelse af, at de andre Lejere ikke havde noget imod det.

De havde udsendt Deputationer til de forskellige. Salomon selv havde været nede hos den gamle Dame i Stuen, hun havde Stær paa Øjnene, og hun havde klappet ham paa Kinden og troet, det var Børnebal. Gormsen havde vovet sig ned paa tredje Sal til den gamle Kaptajn, som boede der, og haft en haard Dyst med ham. De andre havde aabnet Kakkelovnsdøren i Spisestuen og lyttet gennem Røret. Der var megen Banden og Galen, og først da Kaptajnen kommanderede to Bajere til at træde an, vidste de, Freden var sluttet.

Alle Pensionatsværelserne blev taget i Brug, og smaa, pyntelige Plakater angav deres Bestemmelse. Man dansede i »Svedeværelse«, man spiste i »Edeværelse«, og til dem, som søgte Ensomhed, stod »Bedeværelse for Herrer« og »Bedeværelse for Damer« til Tjeneste.

Den Dansekunst, Salomon havde lært af Frøken Lamm i sin Opvækst, var ikke tilstrækkelig her; thi her dansede man forkert, og for at spare paa Pladsen 88| dansede man helt op i Krogene og drejede sig der om sin egen Akse i tavs og tæt Omfavnelse. Mazurkaen var en Slags Kankan, hvor Damerne sparkede op med Benene, saa alle de hvide Skørter fløj, og i Tyrolerhopsaen fløj Damerne op og ned som forskræmte Kyllinger, og Herrerne snoede deres Overskæg, maalte dem med Klapperslangeblik og slog Armen om Livet, saa Korsetfjerene knagede. Saa begyndte de paa en Lancier paa en forholdsvis anstændig Maade, men i Stedet for at klappe Turene ud, kyssede de Turene ud, hvad Salomon var vis paa, de ikke lærte hos Frøken Lamm. Efter Punchen og Æblekagen, hvortil de fik en Sang om »at tømme Bægeret til Bunden«, blev der deklareret fri Dans. Herrerne var nu lidt trætte. De havde drukket meget 01 og været lidt oppe at slaas i Bedeværelset, men Damerne tog nu Affærer og førte Ballet op fra nyt af De inklinerede, tog Herrerne om Livet og førte dem, og Opførersken kyssede Gormsen, hvorved Gormsen skreg og sagde, han var ikke af den Slags. Fiolinen var imidlertid blevet fuld, men hele Selskabet intonerede nu: »Vi vil ha' 01«, og dansede rundt Polka, Mazurka og Hopsa mellem hinanden, og Melodien syntes at passe lige godt til alle Dele.

Salomon havde faaet fat paa en Brunette, som morede sig inderlig over ham. Men da hun var et hjertensgode., lille Pigebarn, fik hun Medlidenhed med ham og tog fat paa hans Opdragelse, hvor Frøken Lamm havde sluppet den. Hun dansede forkert med ham, saa det susede ham om Ørene, og lærte ham at se dristig ind i Øjnene og ikke rødme. Oventil havde hun ikke andet paa end et højt Bælte og to Skulderstropper, saa hvis han rødmede lidt paa hendes Vegne, var det ikke saa underligt. Hun spurgte ham om, hvad han hed til Fornavn, og hvor gammel han var og den 89| Slags, som man plejer at spørge en lille Dreng om, og syntes meget overrasket over hans Uskyldighed. Hun var forførende som Satan selv, skabt saa fortryllende som Eva og uden mange flere Klæder paa, end denne havde. De sad i Sofaen med en halvtømt Bajerflaske imellem sig, som de delte med hinanden, ligesom Eva delte Æblet med Adam. Salomon sagde til hende, at hun var sort, men dog yndig, og saa tæt ind i hendes Øjne. Der havde været et roligt, drillende Blik i dem, men nu bed hun sig i Læben, og Hetærens lurende Rovdyrblik brød frem. I dette Øjeblik greb Salomon ved Sofakanten, rejste sig op og saa ud over Salen. Der var en lille Pause i Dansen. Eros gik igennem Stuen. Par om Par sad de langs Væggene, og da det var saa heldigt, at der ikke var Plads, maatte Damerne sidde paa Herrernes Skød og lade sig beglo og begramse. Kun Fru Gottlieb sad alene. Thi Gottlieb laa som en slagen Mand i Baggrunden med Hovedet i Spyttebakken og Benene under Klaveret. Og Salomon følte Pustet komme og brede sig ud over Legemet. Han stirrede ud over Salen uden at kunne røre Øjenlaagene. Og han saa det samme Syn som i sin Tid i Kirken. Lig slog Armene om Lig. Voksansigter vendte Øjnene og lo. Alt saa han, som noget, der er fjernt borte, tager sig ud i en stærk Kikkert, i en Dødsstilhed, der forfærdede ham. Med fastgroede Øjne og tilstoppede Øren stod han. I dette Nu var det, som om Baggrunden flød sammen i en Taage, eller som om han saa ud i et dybere Lag af Tilværelsen. Bag Stearinlys og Fruentimmer og Bysvende sænkede hans Blik sig i en anden Verden, en Verden som vor, naar Solen er gaaet ned, og ingen Stjerner er tændt, en Verden som den, der i Eventyret ligger Østen for Verdens Ende, en endeløs, trøstesløs Hede eller et endeløst, trøstesløst Hav og en 90| Himmel, der flød sammen med Jorden - og i det endeløse Mørke en Stilhed saa dyb og stor, velgørende som Klokkeklang.

Han blev vækket ved, at hans Dame slog en Latter op og spurgte, hvad der gik af ham. Men i det samme kom Gormsen farende, og frygtelig saa han ud. Et rødt Sengetæppe havde han kastet over sin sorte Kjole som en Indianerkappe. Madammens blaa Strudsfjershat var hans Hovedpynt, og et Par røde Dametøfler, som altid stod inde i hans Værelse, agerede Mokassiner.

Med en lang Piberørslanse i Haanden dansede han en vild Krigsdans under Lysekronen og saa sig om med vilde Blikke. Nu styrtede han sig løs paa Sofaen, tog Salomon i Kraven og slyngede ham ud i Værelset. Saa greb han Pigebarnet, tog hende paa Armene og dansede rundt med hende i Salen, syngende »Mallebrok er død i Krigen«. De andre sluttede sig til Gravprocessionen, Mallebrok selv hvinede og sagde, at han maatte ikke kilde hende, og Salomon listede ganske stille ud og ned paa Gaden.

Dernede stod Lygterne og saa paa hinanden, rødøjede og forvaagede. Spil og Sang og Dansetummel strømmede ud fra fjerde Sal, Vinduerne var slaaet op, Gardinerne flagrede ud, og ud mod den kolde Natteluft lænede sig en nøgen Barm og et hvidt Skjortebryst Det dundrede deroppefra, alle Husets Ruder klirrede, og for hans Øjne tog det sig ud, som om hele Bygningen rystede frem og tilbage i Takt til Mallebrok. Den gamle Kaptajn saas i bar Skjorte i Vinduet paa tredje Sal. Han lænede sig ud af Vinduet og spurgte i en ophidset Toneart, om der intet Politi var.

Himlen var graa og mørk, Søerne mørke og graa. Han gik sig en Tur ud over Fællederne i Søle og Taage. Det tog sig ud, som om Blegdamsvejens Lygter var Ver91|dens Ende, og som om han vandrede tre Hundrede Mile hinsides ude i den store Taage, hvoraf alt er oprundet. Og her gik det op for ham, at just saaledes levede han paa Siden af Livet. Lykkens Evangelium, som Gormsen saa smukt havde udlagt for ham, var ikke noget for ham. Han havde ærlig og redelig stræbt at leve efter det, men det var her som der, at kun de udvalgte var det forundt.

Og herude, hvor han gik og rodede rundt som en stumprumpet Krage med Strømperne trukket over de sorte Bukseben og Kjoleskøderne puttet ned i Bukselommerne, kom Ensomhedens hellige Følelse over ham, og han forstod Faust, som blind, dødsmærket og helvedesdømt strækker sine famlende Hænder ud i Taager og siger: »Men i mit Indre straaler Lyset klart«.

Da han kom hjem, var alt stille og mørkt i Balsalen. Han strøg en Tændstik og saa Gottlieb ligge ubevægelig paa Valpladsen i den samme Stilling, hvori han forlod ham. Da han krøb i Sofaen, var der en, der nøs inde hos Gormsen, og en anden, der sagde prosit, og lidt længere henne ved den Tid, da Mælkedrengene sang deres Morgensang, hørte han en Lærke kvidre derinde og nogle lette Hop hen ad Gangen. Han fik Hovedet ud af Vinduet Ganske rigtig. Der kom hans Brunette ud ad Gadedøren og fejede hen ad Gaden, frisk og glad, som om hun nylig havde bedt sin Morgenbøn og nu skulde skynde sig til Skole.

Med Ballets pragtfulde Finale fik Pensionatet en brat Afslutning. Thi Dagen efter kom Værten op, udtalte, at det havde været et Bal over alle Bredder og Grænser og spurgte, hvad det havde været for nogle Herrer, der havde ringet Stuen op for at spørge, hvad Klokken var. Han lod Fru Gottlieb vide, at hun var sagt op til April, og hvis hun ikke betalte, hvad hun 92| skyldte af Lejen, vilde hun blive sat paa Gaden med det samme. I en Uges Tid levede de under en Tordensky. Fru Gottlieb græmmede sig. Hun blev bitter og kunde ikke taale at høre tale om Middagsmad. Da Marie fik at vide, hvordan Sagerne stod, forlod hun uden videre det synkende Skib og meldte sig til Tjeneste hos Arvefjenden, Frøken Petersen. Den sidste Dag stod alt stille.

Sengene blev ikke redt og Servanterne ikke tømt. Fru Gottlieb kom frem med en Flaske Brændevin og sagde, at det var det sidste, hun havde, og Gormsen og Hr. og Fru Gottlieb stak til den i Forening i Mangel af anden Frokost. Snart kom Fogeden og hans Svende og gjorde lyst i Lejligheden. I denne Nød fik Fru Gottlieb endnu et haardt Stød. Gormsen viste sig som Forræder. Han fulgte Maries Eksempel og gik over til Frøken Petersen, hvor han fik et to Fags Værelse til Gaden. Udsmidningen tog han med stor Ro og gratulerede sig selv til, at han fik sit Tøj gratis saa langt. Ogsaa Fru Gottlieb bar det mærkværdig smukt. Som Kong David, da hans Søn var død, sagde hun til sig selv: »Hvad nytter det nu at sørge længere«, tog sin pæneste Hat paa og satte sig i den lille Sporvogn, der kører til Østerbro, for at finde sig en Lejlighed der. I det Kvarter havde hun nemlig ikke boet før. Gottlieb blev tilbage for at passe paa Møblerne og røg sin Pibe i Sofaen med stor Sindsro og sagde til Salomon, at han havde nok faaet Maanedslov. »Madammen har sagt til mig, at jeg skal passe paa, at De ikke render Deres Vej ligesom Gormsen«, sagde han til ham, »men jeg vil sgu sige Dem en Ting: Se at faa fat i en Droske og kom af Sted, inden Madammen kommer hjem fra Østerbro«. Saaledes forlod Salomon denne gamle Kriger og Filosof siddende som Senatorerne paa de kuruliske 93| Stole uanfægtet af de galliske Gadedrenge, som dansede Krigsdans rundt om hans Sofa.

Salomons næste Periode faldt hos Frøken Ingversen i Skyttegade. Frøken Ingversen var en Kæmpekvinde. Hendes Bryst var som et Bjærg og hendes Skridt som en Dragons; men i denne svære Skikkelse boede den blideste og barnligste Sjæl. Hun havde haft en lille Dreng, som var død i den spædeste Alder, og af ham havde hun en seks Kroners Kultegning efter Fotografi i sit Sovekammer, og det tilbad hun med samme Andagt, som Italienerne tilbeder deres Bambino. Alle svage og smaa Skabninger elskede hun, fordi de mindede hende om hendes lille Georg. Saa omhyggelig som nogen Buddhist vogtede hun sig for at dræbe noget Dyr. En Rotteunge, som en Gang optraadte i Køkkenet, bar hun med egne Hænder ned i Gaarden, og selv Edderkopperne satte hun forsigtig uden for Vinduet, skønt hun var frygtelig bange for dem. Salomon var en Gang med hende oppe i Zoologisk Musæum. Hun gik strunk forbi baade Fugl og Fisk og forstod ikke et Ord af det hele, men da de kom til den lille, udstoppede Løveunge, kom hun helt ud af sig selv af Henrykkelse og Rørelse over det lille Kravl.

Skoleundervisningen syntes at være gaaet sporløst hen over hendes Hoved, hvis hun nogen Sinde havde faaet nogen. Naar hun skulde gøre sit Regnskab op om Aftenen, plejede hun at stikke Hovedet ind til Salomon og spørge om, hvad 7 Gange 8 var. Naar man spurgte hende om hendes Religion, svarede hun, at det var den samme, som alle andre havde, men hendes Begreb om den lutheranske Religion var næppe synderlig klarere, end en Santhalerkvindes tør antages at være. Med Hensyn til Stats- og Samfundslære, da naaede hendes kortsynede Blik ikke ud over Skyttegade 94| og dens Politibetjent, og da hendes eneste Læsning var Eventyrskatten, opfattede hun Konger og Prinser væsentlig i dens Lys. Vand- og Gasskat ansaa hun for en himmelraabende Uretfærdighed, og at narre Kommunen ved Skatteopgivelse fandt hun var en prisværdig Handling. Hvem Kommunen var, vidste hun næppe. Den voksede i hendes Øjne til et mærkværdigt, rovgerrigt Uhyre, der sendte sine Skatteopkrævere ud som Vampyrer. Saaledes betragtede ogsaa de franske Bønder i sin Tid »la gabelle«.

Denne enfoldige og hjertensgode Kvinde levede som en retskaffen vild i vor fremskredne, københavnske Civilisation. Saa let som hun var at lede, saa uvidende som hun var om Verdens Ondskab, var det et Under, at hun ikke var endt i Prostitutionen, hvor saa mange svagt begavede Kvinder glider ned efter den samme Lov, efter hvilken den, som ikke kan svømme, synker til Bunds. Naar hun havde undgaaet det, skyldes det næst det naadige Tilfælde en Jernbaneulykke, der havde ramt hendes Fader, og hvorfra hun oppebar en lille Livrente til Erstatning. Af den levede hun og saa af Salomon, hendes logerende, og hans usle 25 Kroner om Maaneden for Værelse og Middagsmad.

De førte en ejendommelig Husholdning; Frøken Ingversen og Salomon spiste, naar de havde Penge, og sultede, naar de ingen havde. De dinerede mest paa Oksehjerte, Lammelever eller røgede Sild, ogsaa Stenbidere maatte holde for, og kogte Gulerødder var længe en Hovedret. De veg ikke tilbage for Kallun og mange andre anatomiske Retter, som bedrestillede Folk er bornerte nok til at udelukke sig fra. De eksperimenterede ogsaa med at spise Sukkerbrød i Stedet for Smørrebrød og prøvede alle de Kaffesurrogater, som er til i Verden.

95| De havde det skam ikke daarligt. Ingen i Huset havde det stort bedre. Fællesskabet i Kampen for Tilværelsen arbejdede alle de smaa 3 Værelsers Lejligheder sammen i Bekendtskab og Forstaaelse. Det blev undertiden for meget af det gode, naar Konerne skurede Trapper om Lørdagen og førte en højrøstet Samtale fra Kvist til Kælder, Trappe op og Trappe ned, men det var dog ret hyggeligt, næsten hjemligt, landsbyagtigt. De laante Æg fra Stuen og Smør fra anden Sal, og da de en Gang gav sig til at holde Fødselsdag for Frøken Ingversen - ikke paa den rette Dato, men de var tilfældigvis vel beslaaede - slog Chokoladeduften ud af den aabne Køkkendør og fyldte hele Lejligheden; som en fuldgyldig Invitation trængte den ind ad alle Nøglehuller, og ned kom Konerne klaprende i deres Slæbere og fik Chokolade og Walesbrød. Kun den hellige Madam holdt sig paa sin Kvist, skønt det krillede hende i Næsen, og sang en kraftig Salme om Verdens Børns Fordømmelse.

En velgørende Ting i disse smaa Hjem var det, at det moraliserende Raseri, som regerer i de bedre Klasser, ikke fandtes her. Det »dømmer ikke«, som man paastaar skal staa i Testamentet, stod usynligt over Døren til Skyttegade Nr. 14. Og det af den gode Grund, at Skyttegade Nr. 14 var et Glashus, hvor man jo ikke bør kaste med Sten. Alle havde de deres svage Punkt. 4de Sal til venstre kom fuld hjem om Lørdagen, og 4de Sal til højre var slet ikke gift med sin Kone. Kun den hellige Enke paa Kvisten havde ingen ømme Steder og revsede ofte de andre efter Fortjeneste, idet hun sagde, at hun dømte ikke, men Guds Aand, som for i hende.

Ret beset havde de dog en Moral og det tilmed en ret bornert, men alligevel vidt forskellig fra den rigtige 96| Moral. Deres Moral var meget nær den samme som Lukasevangeliets. Ligesom dette havde de et svælgende Dyb befæstet mellem den rige og den fattige, men brugte kun Udtrykkene Storborger og Proletar i Stedet for de bibelske, og ligesom Lukas trøstede sig med, at de, der var fattige i denne Verden, skulde have det godt i den anden, troede de derude i Kvarteret, at Dommens Dag var nær for Haanden, og da skulde det gaa hver efter Fortjeneste, kun at de tog Ordet Fortjeneste i en mere realistisk og økonomisk Betydning. Men for Kapitalisterne var Helvede dem ikke hedt nok. Og Salomon fandt, de havde Ret. Var han ikke selv Proletar? Alt ved sin Fødsel stillet uden for det egentlige Samfund. Og hvem kaldte de fattige og fortrykte til sig? Visselig ikke vore Dages fortyndede Kristendom, men snarere Socialismen.

I denne Tid gik der en stor Løftelse gennem Landet. Demokrater stod op i hver By og prækede, de gik paa Turnée gennem hele Landet, og der var ikke en Kro og ikke et Forsamlingshus, som gik fri.

Salomon tog levende Del deri. Han lod sig indføre som Medlem af Foreningen »Revolutionen«, der ikke var større, end at den kunde rummes hos Frøken Ingversen, og lod sig begejstre af Folkemøderne i Jomfrulunden. Og naar han travede hjem fra Møderne, takkede han i sit enfoldige Hjerte det guddommelige Forsyn, at det havde ladet ham fødes i den store Revolutionstid. Og det brusede i hans taabelige Sjæl ved Tanken om den røde og gyldne Tid, der stod for Døren. Han drømte sig en Tid, hvor Viljerne var stærkere, Lidenskaberne renere, Ofrene større, en Lidelsens Tid, der skulde sættes ind for at vinde Lyksalighedens Tid. Han tænkte sig, at naar det første Spyd var kastet, vilde der blive Brug ogsaa for dem, der ikke kunde 97| gøre Gavn under normale Forhold Den, der ikke kan andet, kan gaa frem og dø! Saaledes tænkte vistnok den taabelige Salomon.

Thi Salomon var stadig lige grøn - grøn!

Enhver ved nu, at den 31te Marts KL 12 endte den berømte danske Revolution af 1885 paa samme Tidspunkt, da en anden Revolution af den udenlandske Art plejer at begynde. Den danske Revolution skiller sig saaledes paa en fordelagtig Maade fra sin Forgænger, den franske, ved sin ganske ufarlige og ublodige Karakter. Det vidste Salomon imidlertid ikke endnu paa dette Tidspunkt. Han havde aldrig rigtig gjort sig klart, hvorledes de provisoriske Tilstande vilde tage sig ud, men han var gaaet ud fra, at Landet lige saa lidt vilde kunne bestaa uden en regelmæssig Finanslov, som han selv, Salomon, kunde holde den gaaende uden at trække sit Vejr. Og nu saa han, at de provisoriske Tilstande tog sig ganske ud som de lovmedholdige, og Menneskene drev deres Forretning og deres Morskab ganske som ellers uden Hensyn til Landets sørgelige Tilstand.

Og efterhaanden gik det op for Salomon, at her var den store Visdom, den sande filosofiske Overlegenhed. Her var en sund og uskadelig Idealisme, der ikke ringeagtede Livets praktiske Krav, den Idealisme, der aldrig giver tabt, men tror, at Retfærdigheden nok sejrer af sig selv og uden vor ringe Hjælp. Thi vi behøver ikke at gøre det, men Udviklingen besørger det. Saaledes skrev et Blad just i disse Dage. Og Salomon beundrede de Folk, der kunde holde Troen frisk.

Atter stod han her over for den gamle Modsætning, som havde pint ham fra Barndommen af: Modsætningen mellem Karrene til Ære og Karrene til Vanære. Karrene til Ære, det er dem, der skriver sig p. t 98| Idealist. De har deres sikre Udkomme - thi ellers skulde Fanden være Idealist af Profession - og derfor har de bevaret Troen frisk enten paa det gamle Forsyn eller, hvad der kommer ud paa det samme, dets Efterfølger Udviklingen, ogsaa kaldet Fremskridtet. Det er ved deres Tro, de virker, ikke ved Gerningen, thi i den Retning er vi alle Protestanter. De holder Troen frisk og meddeler den med Ild og Begejstring til andre, og Tingene kan blive ved at gaa, som de gaar, saa længe det skal være, men Troen holdes frisk.

Karrene til Vanære er der derimod altid det ene eller det andet i Vejen med. Paulus kendte dem alle til Hobe. De er enten hovmodige eller ulydige mod Forældrene eller utaknemmelige, eller om ikke andet, saa hører de til dem, som altid lærer og ikke kan komme til Sandheds Erkendelse, som Apostelen saa rammende siger. Heller ikke Luther kunde lide den Slags Folk, efter at han selv var kommet over paa den rigtige Side, men sagde dem mange drøje Sandheder i sine Bordtaler. Det er dem, der ikke har Troen og ikke en Gang mener, det nytter noget med Troen, naar Verden alligevel ikke bliver anderledes trods al den Tro. Det er dem, for hvem der er noget muggent ved Forsynet og noget kildent ved Udviklingen. Tvivlerne, Kætterne, en Satans Yngel, som Apostelen saa smukt siger.

Atter og atter havde Salomon gjort dette Regnskab op, og altid havde han selv været paa den gale Side. Han havde tvivlet paa Kæmneren, han havde tvivlet paa Pastor Petersen, han havde endog tvivlet paa Livsglædernes Evangelium og Tandlægerne, og nu tvivlede han ogsaa paa den store Folkevilje. Han kunde ikke være fra, at han altid lærte og aldrig kom til Sandheds Erkendelse. Den sunde Lære, den naturlige, 99| menneskelige Idealisme, som ikke gaar for vidt, den tog han ikke ydmygt imod.

Og i denne Tid havde han igen disse underlige Anfald, som første Gang kom over ham ved Pensionatsballet. Han blev varm. Det ligesom aabnede og lukkede sig i hans Hjerne, og hans Øjne blev lamme. Det varede kun et Øjeblik, fra han løftede Foden, til han satte den paa Jorden igen, og ingen havde kunnet se noget paa ham. Han havde mekanisk fortsat sin Gang, som om intet var i Vejen.

Salomon vidste, at han hørte til de maanesyge, til Epileptikerne, men han kendte tillige sig selv og vidste, at han havde Magt over sig selv i det ydre. Den onde Dæmon kunde ikke kaste ham i Ild og Vand. Ingen kunde se noget paa ham, og han skulde vel vogte sig for at tale derom for ikke at drage Menneskenes Deltagelse og-gode Raad ned over sig.

Der var en Tid, hvor det havde været uhyggeligt for ham, naar Livets Larm pludselig skiftede om med Anfaldets Dødsstilhed, og han stod som død i en Verden afdøde og skuede ud over og ind i det store Mørke. Men efterhaanden var han blevet naturaliseret derovre. Han følte sig som en praktisk og befaren Mand i det tungsindige Mørke, hvor saa mangen anden vilde have svimlet, men som en Drømmer under Solens Skin. Dog, hvis han blev ved at stirre mod Solskiven, kom der et Tidspunkt, hvor den blev sort, og han vidste, Astronomerne lærer, at paa den anden Side Solen hersker den sorte Stjernenat, og han trøstede sig med, at han dog i Dybden havde Ret.

Salomon studerede i denne Tid paa en egen grusom Maade Begejstringens Psykologi. Ordet Begejstring har en særegen Stilling i det danske Sprog. Det er, som Salomon var blevet gjort opmærksom paa af en Grundt100|vigianer, det eneste tyske Laaneord, som vi ikke kan undvære i Dansken. At begejstres ligger i den danske Natur eller vel rettere i den almenmenneskelige. Som den Kvinde, der vil forføres, som ikke vil give sig frivillig hen, men vil bedaares, magtstjæles, vil bedes til Stævnemøde og befales til Hengivelse, saaledes er Mennesket. Vi vil rives med, drømme og sværme uden at vide, hvor det fører hen. Vi vil bedrages af Illusionen. Og som den Kvinde, der løber fra den ene Elsker til den anden, er Mennesket. Bliver Bindet revet os fra Øjnene, pakker vi vore Sager sammen og begynder paa en frisk et andet Sted uden mere Undseelse end en holdt Pige, der skifter Ejermand.

Salomon saa det paa sine Venner i »Revolutionen«. De havde indset, at Navnet ikke længere var tidssvarende, og døbt Foreningen om til »Diskussionen«. Hver Lørdag Aften samledes de hos et af Medlemmerne, og medens Tobakken og Dampen af Punchen steg op som en Sky og indhyllede dem i en mystisk Taage, blev alle Livs- og Samfundsspørgsmaal gennemgaaet, og Verden blev opløst i Kaos for at sættes sammen igen efter Filosoffernes Forgodtbefindende.

Men en Lørdag Aften bød Salomon Selskabet »Farvel« for ikke mere at samles med dem. Og da han kom hjem, nedskrev han den Tale, som han vilde have holdt, dersom han havde brudt sig om, at de skulde forstaa hvorfor.

Saaledes vilde Salomon have talt:

»Lørdag Aften, du er en sød Aften. En Sabbat er du. Paa dig udgydes Punch af alle Kander og Begejstring over alle Hoveder. Lørdag Aften er Verdens Røst et mangfoldigt Hurra, og hver Sjæl kløver Skyerne i sin Sværmen, og hver Mands Røst er som et Kildevæld, og Søndag Morgen er alle Servanter fulde og alle Maver daarlige.

Lørdag Aften! I et festligt Kapløb overbyder de 101| hinanden med Idealer, større eller mindre. Som Jøderne smurte Blod paa Dørstolperne Paaskesabbat, saaledes har alle retskafne Mennesker hver Lørdag Aften Punch over det hele for at skelnes fra Satanas og hans Yngel.

Satanas, den stolte Mand med de vilde Øjne og den menneskelige Smerte i Brystet flyver over Jorden - ingen ser ham; thi han er mørk, som Natten er - og haanler, og han borer sine Kløer i sit laadne Bryst og skriger som en Rovfugl, at den sande Begejstring er Verdens dybe, blodige Saar, og det er mørkt at skue i dens Dyb som i Nattens Øjne. Sød er dens Tale, naar man hører den langtfra, men gaar den med dig i Brudeseng, da kryster den dig saa i sin Favn, at du græder derved. Som en Vampyr suger den dit Blod, og naar du gaar fra dens Leje om Morgenen, er din Kind hvid og dine Øjne røde.

Hvem hører efter Satanas? Vi er gode Kristne. Vi har Begejstring i Oksehoveder og af forskellig Kvalitet, efter som Festen staar paa Frakke eller Kjole. Og vi vil holde Taler og skrive Vers, lige til Danmark faar nye Bukser paa.

Satanas raaber ud i den evige Æternat, den store Død, som slutter sig lydløst om den støjende Jord, at Begejstringen er det evig lurende Had, der vandrer som en fremmed om Menneskenes sødladne Samkvem, at den er at gribe efter den dyre Ulykke og sparke til den billige Glæde, at jages frem af Erinnyer med en blodig Dolk i sin Haand og til sidst dø en skabet Hunds Død i den dybeste Ensomheds Afkrog.

Hvor er ikke deres Glas klingende og deres Ord velvalgte og deres Hjerter luende. Saadan saa jeg paa Gaden forleden et Skjold med et luende Hjerte, og da jeg gik derhen, stod der derpaa N. N., Spillekortfabrikant.

102| Satanas flyver gennem Mørket med den ulidelige Smerte i sit Bryst. Hans Blod drypper paa Tagene, og han raaber, om ingen vil tage Rædselen bort fra ham. Og imens holdes der Gilder for Rædselen, og Boller tømmes i dens Navn.

Thi da, siger Satanas, er dit Liv som en Blodsdraabe, der rinder af et Dødsens Saar, som et Sværd, der brister med den skarpeste Klang, som en spedalsk Byld paa Verdens Legem, der brændes ud med et gnistrende Jern.

Thi den sande Begejstring, siger Satanas, er Vielsen til Tornekronen og Korsfæstelsen og til at hade og hades igen. Og din Broder skal svigtes af dig, og din Moder skal svigte dig. Dødsdommens Brand skal sætte sig som en glødende Tunge paa din Isse. Og dit Legem skal kastes i Rakkerkulen.

Jeg beder Gud bevare mig for at blive som Satanas og eje hans guddommelige Smerte. Lad os nævne Begejstringen med større Varsomhed, end Jøderne nævnede deres Gud. Og lad os tage hinanden i Haanden og sige: »Den sande Begejstring, denne sjældne Ulykkesfugl, denne Fugl Føniks med det gridske Rovnæb, som drikker Lykken af Livet, er ikke kommet til os. Bedre er det at være Daglejer med Jorden under sine Fødder end være Akilles i Underverdenen, i den underlige Verden, hvor Hjertet forbløder sig.«

Fra denne Stund tror jeg, at den Smule Visdom, som Salomon fik skrabet sammen i Løbet af sit Liv, tog sin Begyndelse. Thi her i Skyttegade vendte Salomon, som paa dette Tidspunkt alt var en habil Kritikus, Brodden mod sig selv og erkendte sig selv som den uforbederlige Fantast, han var. Og han bad en Bøn ud i det ubestemte, da han kom hjem, nærmest henvendt til sin Bogreol i Mangel af andet og saa103|lydende: »Giv mig et fedt Hjerte, en tyk Pande og en god Mave! At jeg maa blive som andre Mennesker!«

Salomon var blevet klar over, at denne sværmerske Idealisme, hvormed han havde forgyldt sine Afguder lige fra Kæmneren til Folkeføreren, var lige saa langt fra den sande Begejstring som hans Kollegers praktiske Idealisme. Det var Humbug begge Dele, hver paa sin Maade. Han havde det i Kroppen, Sygdommen i Kroppen, den Sygdom, man i gamle Dage kaldte Romantik, og som nu hedder Hysteri. Det var, fordi han selv var uden Ligevægt, at han altid var paa Jagt efter det arkimediske Punkt uden for sig. Hele dette Afgudsdyrkeri, hvad enten det var Mennesker eller Teorier, han faldt paa Næsen for, hang nøje sammen med hele hans sygelige Tilstand, med hans epileptiske Ekstaser og hans aandelige Katzenjammer, naar han vaagnede op igen i det virkelige Liv, med denne usunde, pietistiske Maade at leve paa i Konvulsioner af Henrykkelse og Fortvivlelse, som i Virkeligheden var en Slags Sindssyge, og som kun ikke blev opdaget, fordi Sygdommen blev neutraliseret af en kold og klar og grusom Forstand.

Hvor sympatiserede Salomon ikke med Søren Kierkegaards Hjertesuk: »Mit Ideal er en rigtig tyk og fed Kældermand« Ikke i Ironi, nej, i ramme Alvor, forstod han, havde Søren sukket saaledes.

Disse Dage kaldte Salomon senere for sin Omvendelsestid i sin egen Terminologi. Han forjagede alle Idealers og Drømmeriers Djævelskab og lovede sig selv at blive en rettroende Filister.

Nu maa man dog ikke tro, at denne Omvendelse foregik med hele det Apparat, hvormed en Omvendelse i Almindelighed foregaar i Landene Øst for Rinen og Nord for Erzgebirge. Efter at Salomon havde taget 104| sin Beslutning, hørte han op med at angre sin tidligere Vildfarelse; thi han vidste meget vel, at den megen Fortrydelse, som er i saa høj Grad i Kurs i vort Klima, i de allerfleste Tilfælde kun er en ny Maade, hvorpaa de hysteriske Tilbøjeligheder skaffer sig Afløb.

Salomon havde ikke Tid til at opføre disse obligate Scener med Fortrydelse, Bod og Forsoning og saa det samme forfra i den rette Rækkefølge. Han følte sig langt mere beslægtet med den katolske Metode, hvorefter Vane overvindes ved Vane og ikke ved de skønne Følelser alene, Gentagelsens bitre Metode, som ogsaa Constantin Constantius har forfægtet herhjemme. Han »stod op og begyndte i Øjeblikket« efter Mester Thomas' Raad og saa sig ikke tilbage.

Og nu fulgte den lange Skolegang, som Salomon endnu ikke er vokset fra, hvor hver Time paa Dagen blev ham en ny Anledning til at gentage Ordene: Kend dig selv! »Kend dig selv,« sagde Salomon, »det er Indskriften over det delfiske Tempel, det er Indskriften over den trange Vej, som Buddha gik til Erkendelsens Træ«; og nu galoperede Salomon i Tankerne hen ad den trange Vej og sad alt under Erkendelsens Træ, før han opdagede, at det var Fantasi alt sammen, et nyt Bevis paa, hvor indgroet en Fantast han var, og han misundte Bondekarlen, som, naar han pløjer, ikke ser længere end til sit Plovjern.

Til at begynde med brændte Salomon alle sine Digte, hvoraf han alt havde en hel Samling. Der var baade de politiske og de erotiske, der var: »Alle mine syndige Tanker« og »Jeg synger dig en Salmesang« og Samlingens Perle »Da hun forlovede sig med en Løjt105|nant«. Det gik i Kakkelovnen alt sammen. Hele denne Produktion skyldtes en ung, uskyldig Dame, som visselig ikke havde gjort noget for at sætte hele dette lyriske Apparat i Bevægelse, som Salomon havde talt to Ord med i en Aftenrøde hos en Herredsfoged til Jordbær og Fløde, og som han siden havde overvældet med Adjektiver i det bageste af sit Andenproceskollegiehæfte, indtil han en Dag atter her opdagede, at det hele ingenting var og aldrig havde været noget Salomon havde en Tid derefter igen skabet sig og ladt, som han var Misogyn; men efterhaanden indsaa han, at den gode, unge Dame virkelig var ganske uden Ansvar for hans Taabeligheder, og nu beflittede han sig kun paa Ædruelighed og paa den gyldne Mellemvej mellem Troubadour og Skørtehader.

Det næste, Salomon gjorde, var i Lighed med Platon at udvise alle Digtere af sin lille Stat og indskrænke sin Aftenlæsen til sund, populær-videnskabelig Føde, og for det tredje slog Salomon et Skema op paa sin Væg som en Slags Ordensregel for sit Munkeliv. Det var udført i den hieroglyfiske Maner, begyndte med en Kaffekop og endte med en Nathue, otte Studietimer angaves ved Kristian den 5tes Kontrafej og tre Spadseretimer ved Salomons Solskærm. Salomon studerede i denne Tid til sin store Opbyggelse Franzos' Skildring af Jesuitternes Dagsorden, og i denne systematiske Afmaaling af Dagens Indhold indtil Skridtenes og Ordenes Antal fandt han sit Forbillede. Det morede ham at passere ned ad Fortovsret-Fliserne med sin Solskærm mellem Albuen og Kroppen i en rigtig Pensionistpasgang og at tale i et Bedemandstempo med saa lidt Udtryk i Stemmen som mulig.

Med sand Vellyst kastede Salomon sig over sin Jus, som han en Tid lang havde forsømt Der var en 106| sund Beroligelse og Opdragelse i Studiet af de malebariske Love med deres mesopotamiske Fortolkninger, som ikke vakte Interessen eller satte Fantasien i Bevægelse. Han tog det som en gavnlig Bodsøvelse og mindedes, at Jesuitterne gennemgik noget lignende. Fra den Tid stammer ogsaa Salomons Interesse for nøgne Fakta og tørre Tal. Han læste Priserne paa Levnedsmidler og Lampeglas efter Aftenbladets Avertissementer, som han læste hver Aften som en sund Forberedelse til at gaa i Seng, og han førte mange opbyggelige Samtaler om deslige Emner med Frøken Ingversen, som han aldeles tog Pippet fra i Sagkundskab.

Paa denne Maade haabede Salomon at dræbe alle Tanker, at dræbe alle Drømme og sulte den vilde Fugl ihjel, som boede i Hjertet paa ham, og blive et normalt Menneske. Han fandt ogsaa en Fornøjelse i den Sport at gaa med Galocher, og naar han saaledes trippede ned ad Dosseringen og mødte sin Pastor emeritus uden for Sortedamslund, præcis naar Klokken var fem Minutter over fire, følte han sig helt hyggelig i sine Galocher og syntes, han var begyndt at faa sat Skik paa sig. Den rare, gamle Pastor emeritus havde han taget sig til Ideal - med Kældermanden havde det kun været hans Spøg. Man kunde se paa den gamle, at han havde været lykkelig gift i mange Aar, havde lykkelig holdt Sølvbryllup og mistet sin Kone og nu hvilede sig ud efter Tilværelsens Storme i sin Sølvbryllupslænestol uden Skyld og uden Bekymringer og uden Tanker. Salomon ønskede, at han kunde lære ham at kende og tilegne sig lidt af hans teologiske Enfold. Denne Landsbyhelgen vilde vist vise sig at være, trods Mill og Spencer, Aarhundredets rette Filosof.

Det var Salomons Tanker, naar han mødte den brave Mand. Hver Dag Klokken 4 vandrede Salomon 107| ifølge sit Skema ned til Østerbrogade, spyttede i Vandet uden at sige noget og gik hjem igen. Han satte det langt over at gaa paa Strøget Herrerne spytter, naar Damerne græder. Hver har sin Maade at blive af med de overflødige Vædsker paa.

Svanerne sejlede derude og gjorde lange Halse. I det Humør, han var i, kunde Salomon ikke rigtig lide dem. Svanen er jo Eventyrets Fugl. Han havde en Fornemmelse af, at det var Eventyrets hvide Drømme, der sejlede derude. Saa pludselig stod de hvide Fugle paa Hovedet i Vandet og vendte Gumpen op imod Tilskueren, og Salomon fandt en vis Symbolik i det. Nu kom November, og Svanerne blev taget ved Vingebenet af Magistraten, pakket i en Skraldevogn og kørt bort til Mudderdammen i Ørsteds Anlæg for at slaas med Rotterne og Aalene. Saadan ender det altid, sagde Salomon. Nu var han fri for dem.

Vinteren kom. Sneen kom, den var hvid, da den faldt, men den blev snart skiden, som Salomon med Tilfredsstillelse observerede. Paa Gaderne faar den nu slet ikke Lov til at ligge. Salomon blev ked af København, og en Søndag Formiddag spadserede han ud over Brøndshøj for at se Danmark ved Vintertid. Træerne var Brænde. Vandet var Sten. Kragerne var hæse af Vinterkulden og fløj tæt hen over Jorden og spekulerede paa, hvor Ormene var henne. Salomon var kommet saa langt, han kunde faa sig selv til at gaa. Han satte sig paa Vejsten 38 og saa paa Sagerne. Saa fik han Øje paa en Hale, en Musehale. En lille, graa Markmus sad i et Muldvarpeskud og kiggede op paa ham. Og det slog Salomon, hvor meningsløst det var med denne Markmustilværelse paa en ugæstmild Jord under en ubarmhjertig Himmel, som det lille Dyr levede under i al Uskyldighed uden at tænke over hvorfor og 108| hvortil. Men han vilde ikke sige noget højt; thi det faldt ham ind, at Markmusen kunde have foreholdt ham noget lignende. Saa gik Markmusen hjem til sit Hul og Salomon til sit.

I denne Eneboertilværelse gik Salomon om med en kronisk aandelig Kvalme over sine egne og Menneskenes Daarskaber. Han havde altid en Smag paa Tungen, som om han skulde til at kaste op. Især naar han hørte et opbyggeligt Foredrag, enten af den rigtige Opbyggelse eller af Fritænkernes Opbyggelse, plejede han at maatte gaa udenfor og spytte. Og onde Aander besatte ham og tog Andagten væk, hvis han var kommet lidt i Gang med at høre, som han kunde høre i gamle Dage. Straks knurrede Mefistofeles i ham: 30 Kroner Foredraget! og saa var hele Fornøjelsen væk.

Mefistofeles snakkede altid med. Naar Salomon en sjælden Gang kom op og besøgte en og anden af disse Foredragsholdere, og denne saa satte sig tilbage i sin Lænestol, tog et Paf af sin Pibe og sagde et rigtig smukt Ord, et af de Ord, der i Almindelighed gaar til Hjertet, saa raabte straks Mefistofeles i Salomons Mave: Smag paa det! Og naar Salomon havde holdt det lidt paa Tungen, blev det med et saa fedt, saa fedt, saa Salomon maatte udenfor. Ja, ikke engang den protestantiske Forlovelse kunde Salomon rigtig goutere. Han studerede den paa et Par, som han traf om Søndagen hos Bundtmager Frederiksen. Han hørte ikke saa meget efter, naar de talte, som naar de tav. Han var efterhaanden i Samkvem med Mennesker blevet vant til at høre Tavsheden tale. Han saa den utilfredsstillede Lystenhed i Pigens forlegne Rødmen, og Forfængeligheden og Brutaliteten i Mandfolkets Knevelsbart. Da Salomon var kommet saa vidt, forstod han, 109| at for Mefistofeles var intet helligt, og han trak sig tilbage fra Bundtmagerens Familie og den anden Datters Tilnærmelser.

Hvis Salomon nogen Sinde har været i Helvede, saa var det ikke, da han stedtes i Fortvivlelsens røde Flammer eller i Forsagelsens kolde Bad, men det var i denne Tid, da han gik i Lære hos Mefisto og drak hans sure Gift. Og dog fortrød han aldrig sit Bekendtskab med Mefisto og bevarede altid den Overbevisning, at Mefisto er lige saa nødvendig i Sjælens Husholdning som Sjælens højeste Gud selv. Thi uden Sjælen er gennemsyret med hans Gift, som er Saften af Kundskabens Frugt, lærer den aldrig ret at skelne godt og ondt. Men Mefisto er som bekendt Regent i Helvede. Der gaar det slet ikke saa vildt til, som visse fromme Folk mener. Der hersker den store Døs, den store Ensformighed, Evigheden i al sin uoverskuelige Kedsommeligheds Rædsel. Og hver Gang nogen spørger om, hvad Klokken er, svarer hans Majestæt med et satirisk Grin: »Evigheden«. I dette Helvede, hvor Haabet er et dødt Ord, levede Salomon. Med en egensindig Stædighed lukkede han sin Mund og spærrede for sin Tanke, spurgte ikke hvorfor eller hvortil, men stod op og gik i Seng efter Skema og haabede, hvis man kan kalde det at haabe, paa denne Maade at blive en Pedant som Kallimachos eller Jens Gram eller en anden gammel Støder og leve som en død Mand i alt Livets Gøgl midt paa Dyrehavsbakken.

Og dog var den vilde Fugl i Hjertet ikke hungret ihjel endnu, den peb af og til, og Salomon havde været nødt til en Gang imellem at lade den skrige sig ud. Ingen i denne Verden er jo helt konsekvent. Enhver har jo i en Krog en eller anden Ting, han skjuler for sig selv og skammer sig over, og saadan havde ogsaa 110| Salomon i sin Hatteæske et lille, graat Hæfte, om hvis Tilværelse han hyklede Uvidenhed under sin daglige juridiske Eksistens.

Men det hændte undertiden ved Aftenstid, naar Rullegardinet var nede, at han ikke længere kunde holde sig paa sin lovmæssige Maatte. Blodet for ham til Hovedet. Han sneg sig hen til Hatteæsken, greb det fordægtige, graa Hæfte og udtømte sin Paroksysme ved Hjælp af Pen og Blæk Saaledes er vi Mennesker. Naturen bryder altid gennem Optugtelsen. Næste Morgen i det klare Dagslys saa Salomon ikke til den Kant, hvor Hatteæsken stod.

Disse Kradserier havde een Fordel, de var ikke paa Vers; men ellers var de stærkt præget af det romantiske Djævelskab. Salomon havde en spirende Fornemmelse af, at denne Syge var ham en Pæl i Kødet, som han aldrig vilde blive befriet for.

»Ak, havde jeg bare for fire Skilling Pietet!« Saadan stod der skrevet i det lille, graa Hæfte. »Ak, selv om det kun var for to Skilling Pietet! Det er det, jeg skal ha'. Det mig fattes, det er Tro paa, at alt er viselig indrettet. Uden Tro kommer ingen ind i Filisteriets Paradis. Men saa snart man blot tror, at alt er saare godt, kan man lægge sig til at sove med en god Samvittighed. En rigtig tyk Optimisme er den bedste Hovedpude. Men jeg burde have Maven sprættet op og Sjælen taget ud og en protestantisk Patentsjæl sat ind, en Lirekassesjæl, der kun gik paa een Melodi, den, som har tre Hurra til Omkvæd i hver anden Linie. Men bi lidt, jeg ved, hvad jeg vil gøre. Jeg vil avertere i Berlingske Tidende efter en gammel, hvidhaaret Idiot, der kan snakke. Og saa vil jeg indlogere mig hos ham og øve mig i at snakke det rette Kragemaal. Til alt, hvad han siger, falder jeg ind med Formularen: 111| »Ja, Jorden er flak«! Saa faar jeg Fred. Man skal gaa til Bunds i Vrøvlet. Man skal blive Automat, som den store Pascal siger. Saa først hører man hjemme mellem Godtfolk paa Bjærget. Thi, ikke sandt, Godtfolk? Jorden er flak, forbandet flak Og naar jeg saa har lært Lektien og selv er blevet en af de »rigtige« og har faaet hvide Haar og Pension, saa vil jeg min Salighed ha' mig en Plejesøn. Ham vil jeg lære det samme, som Godtfolk lærte mig i sin Tid, for at ikke den rette Tro skal dø ud i Landet. Han skal bære Spyttebakken efter mig, hvor jeg gaar, for at lære Ydmyghed af Hjertet«

----

»Der er en besynderlig Fortælling fra sidste Aarhundrede - Løgn er den vist - om Ulvedrengen. En Mand i Frankrig et Steds gik ud i en Skov og saa der et helt Ulvekuld Men mellem dem var der en splitternøgen Dreng, der krøb paa alle fire om mellem dem og tudede med de Ulve, han var iblandt. Manden fangede ham, skønt han rev og bed om sig, og tog ham med hjem. Men han var og blev Ulv, kunde ikke tale og lærte det aldrig. Et Dyr i Menneskehud. Men en Nat, det var Maaneskin, da saa Manden, hvordan Dyret krøb frem af sit Leje, saa ud mod Natten og græd.

Det er Menneskeheden.

Klarheden over Livet er Maanens flakkende Skin. Vort Syn naar kun tre Fod ud i Natten, og vor Tale er en gal Mands Graad i Livets aabne Vindue ud mod Døden. En Sorg, som ikke ejer Ord, en Graad, som ikke giver Genlyd. Taarerne løber paa Kinden som Duggen paa Nattens Træer, uden at nogen ved hvorfor. Og tre Fod borte er det store Mørke.«

»Livet er den store Skøge, som danser for os som 112| Salome for Herodes og puster sine sminkede Kinder op og svanser med sin brede Bag og klasker med Næven paa sine tykke Laar, indtil man tigger et Spark ud i det drivende Mørke. Som Trappister gaar vi gennem alle Mænd vide, at Lykkens Eftersmag er den værnmeligste Skændsel og den grummeste Pine. Ved Gud, Skøge, din Aande lugter Lig af Mænd, som du har fanget og fraadset i med Judaskys og Vampyrfavntag, indtil du gjorde dem den sidste Tjeneste, at sende dem med et Spark ud i det drivende Mørke. Som Trappister gaar vi gennem Verden. Vore Øjne er blændede, vore Ansigter skjult af dumme Masker, vore Hænder bundet af Reb, bundet af Reb! Hvem sprænger dem? Og naar vi vil tale, da stivner Ordet paa vore Læber og bliver til en uhyggelig Bugtalerhulken inden for de stive Træk.

Præsten raaber i Kirken om, at vi skal leve evindelig. En rædselsfuld Tanke, at Sorgen aldrig skulde faa Ende paa sin haabløse Vandring mellem Hjertet og Ordet, som den aldrig fik fuldbyrdet. At naar hin sælsomme Blindemand, Døden, vandt den sidste Rubber fra os, at vi saa bagefter skulde møde den samme Skøge, Livet, med det drukne Blik og det lystne Smil, og hun atter skulde kramme os mellem sine Arme og danse denne frygtelige Dans med os i Stedet for Tilintetgørelsens tavse Kølighed«

Disse Kradserier, hvoraf jeg har citeret et Par Eksempler, var den første Begyndelse til Salomons Dagbog, som fra nu af er os det fornemste Aktstykke til Belysning af hans Historie. Det blev ikke ved det første, lille Hæfte. Naar man rækker Fanden en Finger o. s. v.

Salomon blev ved at komme til Etatsraadens Soireer, ikke blot for det første Mellemværendes Skyld, 113| de havde med hinanden, men ogsaa fordi Etatsraadens Person i sig selv tiltrak ham med magnetisk Kraft. Etatsraaden var en lille Mand paa over de 50. Hans Pande var skaldet, og hans Knevelsbart var hvid. Men der var i hans Bevægelser en ungdommelig Fyrighed, i hans Tale en Ildfuldhed, som om han kendte Ungdomseliksiren. Der var en behagelig, smagfuld Afrundethed i Etatsraadens Væsen. Hans Skjortebryst var pletfrit som hans Rygte, hans Hænder var fine, lidt fede og hvide, hans Perioder var lidt for gammeldags lange, men til Gengæld fornemme som Halvtredsernes akademiske Stil. Hvad Salomon maatte beundre var den Naturlighed og gentlemanlike Utvungethed, som gik gennem alle hans Bevægelser. Etatsraaden var hjemme i sine egne Stuer, endogsaa naar han saa fremmede hos sig. Salomon kendte de benovede Værter, de kedsommelige Værter, der gør Selskab af Pligt og ønsker, det vel var forbi, de trodsige Værter, der hidser sig selv op til at være utvungne og tale højt, de vigtige Værter, der modtager Gæsterne i Audiens ved Visittiden om Søndagen og tilsiger dem til Taffels med trykte Kort. Men dette var noget andet. Etatsraaden talte dæmpet, men tydeligt, og, hvad Salomon aldrig havde set før eller tænkt sig at skulle se: han talte med ganske samme Mine og Tonefald til hans Excellence den og den og til Student Peter Petersen, og det var tydeligt at høre, at det var Etatsraadens naturlige Stemme, som bød til Bords, og ikke den Djævel, som ellers altid farer i Folk, naar de faar sort Kjole paa.

Etatsraaden indtog en ejendommelig Stilling i dansk Politik og Danmarks Rige. I Folketinget var han velbekendt for sine velturnerede Taler. Han kom sjælden ind paa saglige Spørgsmaal, men han 114| havde sin høflige, humoristiske Maade at karakterisere de ledende fra det andet Parti paa. Modpartiet stillede i Reglen deres Humorist, den vestjydske Husmand, op imod ham, hvorved der fremkom mange pudsige Dialoger i Sammensætningen af fornemt og folkeligt Lune.

I Virkeligheden højagtede de to Modstandere hinanden og nød ofte en Genstand sammen i Snapstinget.

Der havde været et Øjeblik, da Etatsraaden spillede en stor Rolle i dansk Politik Der var et Tidspunkt, hvor Konseilspræsidenten syntes at være kørt fast. Man vidste ikke, om han vilde eller ikke vilde. Provisoriet stod for ham som en Mulighed, men han havde endnu ikke optaget den energiske og konsekvente Politik, der under Skin af at tilbyde Overenskomst havde til eneste Formaal at sprænge Finansloven og springe ud i Provisoriet. Denne Politik havde Etatsraaden paa en Maade fremtvunget. I det afgørende Øjeblik havde han kastet Selvbeskatningen i Vægtskaalen. Det var ham, som havde startet denne romantiske Institution, som ikke enhver Etatsraad kunde have fundet paa. Han havde udsendt og instrueret hele Strømmen af Forsvarsprædikanter og Tiggermunke, og selv var han kommet bagefter som Abbed og havde holdt Foredrag om det samme paa sin overbevisende, velvillige Maade, som Venstre ikke kunde lide, fordi den gav saa faa Angrebspunkter. Der var her et psykologisk Paradoks, som tit var blevet draget frem, og som Salomon ogsaa havde bidt Mærke i. Hvorfor havde denne Mand, som mindst af alle var Fanatiker, lukket op for denne vilde Fanatismes Strøm, som oversvømmede Landet og drev Regeringen ud over alle Grænser?

115| Man sagde, at Konseilspræsidenten og han ikke kunde lide hinanden, men havde ikke andet at holde sig til, end at de gensidig omtalte hinanden i Udtryk af den stiveste og mest pertentlige Højagtelse.

Hver Gang Salomon drog op til Bredgade, havde han sin Slagplan færdig. Ved en behændig Manøvre vilde han skaffe sig Etatsraaden i Tale. Han vilde begynde Konversationen om et ligegyldigt Emne og pludselig bringe den hen til det afgørende Punkt, som var noget med »min Moder« og »min Fader«. Men dette afgørende Punkt kom aldrig saa lidt som den meget sigende Tavshed, der efter Beregningen skulde følge efter. Naar Salomon kom op mellem alle de Lys og Lamper, gik Pippet fra ham, og Situationen vilde aldrig føje sig saadan, som Salomon havde lagt den an i sine Tanker. Etatsraaden lagde ikke videre Mærke til ham, det vil sige, man havde Fornemmelsen af, at han lagde Mærke til alle sine Gæster, men ikke særlig til ham; og naar han tiltalte ham, gik det saa Pokkers hurtig, at Salomon maatte samle sig sammen for ikke at staa som et Mæhæ og kunde ikke tænke paa at tage Offensiven. Men naar han drog hjem fra Bredgade, og alt naar han gik ned ad Trappen og smøgede sine Bukser op paa det sidste Trin, gik der en Praas op for ham, og han forstod - Salomon forstod hvert Øjeblik saa meget - hvordan han skulde have været. Men hvad kunde det nytte. Den næste Lejlighed blev altid ligesom den sidste, og Salomon var altid bagklog. Da han omsider kom ind paa »min Moder« og »min Fader«, var det paa en lidt forkert Maner. Det gik saaledes til, at Etatsraaden en Gang uden Varsel spurgte ham: »A propos. Lever Deres Moder?« Salomon kunde ikke bringe Svaret op til mere end et »nej«, som han frygtede for var meget 116| lidet sigende. »Og Deres Fader?« »Jo,« svarede Salomon og blev forlegen paa Etatsraadens Vegne, mens denne lod ganske uanfægtet. Nu havde det været det rette Tidspunkt til at komme med en meget sigende Bemærkning; men Salomon følte sig fuldstændig slagen. Over for denne Verdensmandsmæssighed vilde den mest dramatiske Bemærkning falde virkningsløs til Jorden. Salomon skulede, som om det var ham, der var Forbryderen, og stammede endelig frem, hvad Staden hed. »Ja, jeg ved det nok,« sagde Etatsraaden smilende og forlod ham hensynsfuldt, da han saa hans Forlegenhed.

Da Salomon trak hjem, opfyldtes han af en bitter Harme over sin egen Magtesløshed og Etatsraadens Overlegenhed. Enten saa Etatsraaden vidste lidt eller meget eller maaske slet ingenting, var det tydeligt, at det ejendommelige private Forhold, hvori han stod til Salomon, ikke interesserede ham i nogen videre Grad, i det højeste vakte en eller anden dunkel Erindring og en Smule Nysgerrighed over for Salomon. Der kunde have ladet sig lave mange Romaner over et saa ejendommeligt og intimt Forhold mellem en Etatsraad, R af D. og en Proletarstudent; men Salomon forstod, at der ingen Roman blev af i dette Tilfælde. Og det var ham et nyt Bevis paa de højere Klassers Raaddenskab, og Revolutionsmanden Salomon følte sig forarget over Etatsraaden og hans hele Hus og følte sig som en ung Robespierre, naar han sad i en Krog i den oplyste Sal og betragtede Selskabet med et ildevarslende Blik.

I denne Tid, hvor Salomon forberedte Revolutionen og var opfyldt af sin verdensberømte Mission, kom han kun sjælden til Huset i Bredgade og da kun for at faa sin Galde sat i Bevægelse og blive irriteret op i den rette Proletarstemning.

117| Mellem Gæsterne havde Salomon især et ondt Øje til Rector magnificus.

Rector magnificus, som indfandt sig hver Torsdag i Bredgade i nøje Forbindelse med sit Ridderkors, var en teologisk Professor ret af den gamle Skole, snedig som en Slange i alle Teologiens Labyrinter og enfoldig som en Due, naar Talen kom paa noget andet. Melanchton var hans Helgen, og den augsburgske Trosbekendelse hans Opbyggelsesbog; sikkert mente han, at Udviklingen siden Melanchtons Dage var en stor Øjenforblindelse.

Denne brave og lærde Mand, i hvem der ikke var nogen ond Blodsdraabe, og som fortræffelig egnede sig til at være Rector magnificus, havde Salomon fattet et dybt Nag til. Og det af en latterlig lille Aarsag. Fordi den brave Rektor hver Torsdag efter endt Aftensmaaltid stille og udtryksfuldt hævede sine Øjne mod Himlen. Rektoren gjorde det ingenlunde for at tildrage sig Opmærksomheden; men Salomon havde tilfældigvis faaet Kig derpaa og var ved Gentagelsen blevet vis i sin Sag. Og naar Kiksene gik rundt for anden Gang, vogtede han med spændt Opmærksomhed paa Rektor og saa ham afbryde Samtalen et Øjeblik og vende det hvide ud af Øjnene; og da blev Salomon led i Hjertet. Thi Salomon, som nylig havde proklameret Tolerancen i Revolutionen, var paa den Tid endnu saa intolerant som nogen brav Kapellan, der er sin Embedsed tro, og han forstod ikke, at det er ganske ligegyldigt, om man vil udtrykke sin Glæde ved Tilværelsen og al den gode Mad, der er i den til Bedste for de rette Folk, ved at vende det hvide eller det sorte ud af Øjnene.

Den gode Rektor havde ogsaa lagt Mærke til Salomon, og med al sin Mangel paa Menneskekundskab 118| havde han fattet Velvilje for denne Basilisk Han havde set paa ham og bedømt ham efter de spidse Knæ og de korte Bukser, og en Dag kommer han hen til ham, lægger Armene faderlig om hans Hals og siger til ham: »Min kære, unge Ven, De er jo Teolog, ikke sandt?« Den forfærdede Yngling trak sig ud af den teologiske Omfavnelse og sagde meget kølig: »Nej, ikke ganske.« Men som Johannes fulgte efter Røveren, gik Rektor frem og sagde blidt: »Hvorledes skal jeg forstaa dette?« Nu for der en Djævel i Salomon, og han besluttede, at han skulde nok gøre Rektor ked af Tilnærmelsen - og derfor siger han: »Jeg er ganske vist ikke Teolog, men jeg er allenfals Jurist.« Rektor aner ondt og ser forskende paa Salomon, men Salomons Holdning er korrekt og ærbødig, hans Tale er i samme blide Toneart som Rektorens, og denne overvindes atter af sin naturlige Sympati og siger med et velvilligt Smil: »Naa, lad os høre, hvad De mener med det.« I dette Øjeblik slutter Etatsraaden og et Par andre sig til og lytter, og Salomon føler, at han er oppe til Eksamen.

Nu kunde han jo have bøjet af med nogle pæne Ord om den fælles Alma mater, men Fanden sad ham i Kroppen, og Galden maatte have Luft. Det var ham i dette Øjeblik ganske ligegyldigt, hvad Selskabet vilde sige. Han fik Lyst til at lave en lille Skandale og saa gaa sin Vej og aldrig vise sig mer. I dette Galgenfuglhumør, men med et ubevægeligt Ansigt og en rolig Stemme, udviklede han den Teori om Ligheden mellem Jura og Teologi, som han havde formet sig paa sin Hybel i Skyttegade:

»Jura er den jordiske Teologi eller Teologi den himmelske Jura. Princippet i dem begge er det samme, nemlig, at de gode Mennesker skal arve Landet, først 119| i denne Verden og saa i den anden; men de daarlige Mennesker skal sidde paa Tugthuset i dette Liv og avancere til Helvede med Døden, hvis de ikke i Tide, saaledes som de retskafne, anerkender Fortræffeligheden af den hele Ordning. Fælles for begge Discipliner er, at de handler om, hvad der er Ret, og hvad der er Uret, men at dette ikke formastelig afgøres ved, hvad man kan føle med sig selv, men ved det trykte Ord. Det trykte Ord er lige helligt og ukrænkeligt for begge Parter. Juristens »Fiat justitia pereat mundus« er ikke andet end en Oversættelse af den Antagelse, at selv om Himlen og Jorden forgaar, skal ikke en Tøddel forgaa af den teologiske Lov.«

Rector magnificus saa noget betænkelig ud, og der tegnede sig et Spørgsmaalstegn paa flere Ansigter. En Ridder vendte sig ostentativt til Etatsraaden og spurgte, om han havde set det nye Stykke. Dette var et afgørende Vendepunkt Salomon følte, at han var i Færd med at opløses i tom Luft. Havde Etatsraaden indladt sig paa Teateret, havde Salomon følt sig moralsk smidt ud af det gode Selskab. Men Etatsraaden vendte sig komplimenterende mod Salomon og udbrød: »Jeg opdager, vi har en ungdommelig Paradoksmager i Dem.«

Dermed reddede han Situationen. Paradoksmager er et godt Ord og har reddet vanskeligere Situationer og større Personer end Salomon lige fra Kopernikus af. Saa snart Signalet var givet, gav alle Herrerne sig til at le, og selv Rektor saa velvillig om end betænkelig paa Salomon som paa en ubegribelig Person.

Men Rektor fik ikke Lov til at tygge Drøv. Med sine behændige Bevægelser fik Etatsraaden det store Svinghjul sat i Gang, og nu udspandt der sig en lille rask Fægtning mellem Salomon og Rector magnificus. Rektor Prægtig brugte Holger Danskes Taktik. Han 120| fægtede med aaben Pande og tog imod alle Hug uden at blinke i Tillid til sin udmærkede Pandeskal. Til Gengæld langede han taktfast ud med sit store Slagsværd, altid en Prim lige oven i Hovedet. Salomon havde set den Taktik før ved den aarlige Forestilling i Studenterforeningen, hvor visse Teologer og Antiteologer indbydes af Senioratet til at kæmpe paa offentlig Tribune til Russernes Opbyggelse. Der havde han set Rektor vinde en stor Sejr. Rektor havde som alle lærde Folk sit grundliggende Begreb, som han paakaldte, naar Nøden var størst. Hans grundliggende Begreb var det bekendte »den kristelige Trosvisheds Erfaring«. Rektor roste sig af, at ingen anden end han kunde udtømme alt, hvad der laa i disse 11 Stavelser. Han havde skrevet en Doktordisputats med en foreløbig Definition af dem paa 5 Sider og en afsluttende Definition paa 47. Dette frygtelige Begreb havde Salomon set ham anvende med en knusende Virkning ved Turneringen i Studenterforeningen. I Begyndelsen havde man smilet lidt af det. Da han anvendte det for tiende Gang, begyndte Folk at bilde sig ind, at de forstod, hvor han vilde hen. Da han faldt ud i femtende Omgang med det samme, var hans Modstander, Rationalisten, efterhaanden blevet færdig med alle sine Argumenter og maatte til at tage op af sine Vittigheder. Faa Aargange efter begik han en skæbnesvanger Fejl ved at forveksle den kristelige Trosvisheds Erfaring med den kristelige Troserfarings Grundvished og blev maalt Skæppen fuld af Rektor derfor. Og da den kristelige Trosvisheds Erfaring tordnede for 25. Gang med usvækket Kraft, var Rationalisten blevet mat og maatte trække sig tilbage med Vanære. Salomon anvendte derfor en anden Taktik, nemlig den samme som Reineke Foss. Han sprang 121| frem og tilbage i Diskussionen og anvendte alle sine Kneb og Finter. Rektor svang sit drabelige Slagsværd, huggede med Lethed gennem alle Parader og blev ved at fægte i samme Retning i stærblind Bersærkergang; men imens greb Salomon ham an bagfra, og inden Rektor lugtede Lunten, havde den sunde Lære allerede faaet mange slemme Stød. Rektor gjorde saa omkring, saa hele Rustningen sang, men han var ikke rask i Vendingen, og naar han var kommet i Gang igen, fægtede han altid i den tomme Luft. Det frembragte en vis Forvirring hos den gode Rektor, og der var et Øjeblik, hvor hele Diskussionen dansede rundt for ham, op og ned ad alle Breddegrader; men han samlede sig igen efter at have kastet et langt Blik til Krogen i Loftet, og fra det Øjeblik af var han ikke til at styre. Hans Stemme hævede sig og kaldte alle Gæsterne hid. Hans Arme slog ud Sveddraaberne stod paa hans Pande, og han maatte pudse sine Briller. Han havde Salomon fast i Knappen af hans Frakke og holdt ham saaledes fangen, medens han i smaa tyve Minutter gav Tilhørerne sin Doktorafhandling i et kort Kompendium. Dermed var Diskussionen uimodsigelig endt. Det saas tydelig, at Rektor var saa ophidset, at han kunde blive ved at tale hele Natten, og Salomon selv sagde, at han følte sig tilstrækkelig gendrevet for i Aften. Dermed endte alt i god Forstaaelse, og Pigen kunde komme ind med Rombuddingen.

Rektor havde været meget varm og var kommet i Sved, og da nu Striden var sagtnet, følte han derfor en behagelig fugtig Kølighed over hele Kroppen. Han var vel tilpas og smilede huldsalig til Salomon; thi Rektor vilde alle Mennesker vel, og da Salomon udtrykte sig i et forsigtigt Sprog og en afdæmpet Tone 122| anede Rektoren i sin Uskyldighed ikke, hvilke Følelser der aad sig ind i Salomons Hjerte.

Men en Tilhører vilde have bemærket, at denne Rektorens Sejr var en Pyrrhussejr, og hvis han vandt et Par til af den samme Slags, vilde det være ude med ham.

Og hverken Rektor eller Salomon fik nogen Torsdag Aften Lov til at være i Ro. Etatsraaden havde sin egen ubegribelige Maade at hidse dem sammen paa og virkede under Diskussionen som en af de Embedsmænd, Niels Klim omtaler fra Potu, som stikker Disputatorerne med Syle for at muntre dem.

Med en forunderlig Sindssmidighed syntes han at skifte Sol og Vind ligelig mellem begge Parter. Naar Salomon havde faaet en af Rektors bedste Læresætninger mellem to Negle, fornøjede det Etatsraaden særdeles. Men i samme Øjeblik som Rektor fangede an, fortrak Etatsraadens Ansigt sig til den sublimeste Alvor.

Rektoren blev efterhaanden ked af disse Turneringer. En Gang, just som han igendrev Manikæismen, havde han gjort et Øjebliks Ophold for at nyse, og i denne bratte Pause havde han hørt, at Folk hviskede og smiskede til hinanden i Krogene. Som en øvet Diskutør vidste han, at nu var Slaget tabt, værre tabt, end om han var blevet gendrevet med tyve Syllogismer, og som en klogere General, end Pyrrhus var, oppebiede han ikke det aabenbare Nederlag, men trak sig tilbage til Damernes Kreds, hvor han øvede sig i at sidde med et overbærende Smil paa Læberne. I Stedet for Rektoren traadte Etatsraaden i Marken for de konservative Interesser, og i ham fandt Salomon en frygtelig Modstander. Den elegante, halvt skælmske Maade, hvorpaa Etatsraaden forsvarede den gode Sag, mindede Salomon om Renans Forsvar for Kristendommen, saa undskyldende, saa indsmigrende, saa redebon 123| til at yde Modstanderne Retfærdighed, at Salomon følte sig drevet fra den ene Forskansning i den anden. Hverken Parlamentarismen eller den almindelige Valgret kunde holde Stand over for denne giftige Anerkendelse, der kun havde Kritikken i sine Anmærkninger. Saa kunde det ske, at Salomon blev opirriteret over sine egne Indrømmelser til at udtømme sig i et voldsomt Anfald af Paradokser; men da faldt hans Øjne paa Rector magnificus, og det for som en Skræk igennem ham, at nu var det ham, der spillede Holger Danskes Rolle. Han standsede brat og skammede sig, og Etatsraaden ventede hensynsfuldt et Øjeblik for at høre, om der var mere, og paatog sig da at drive ham tilbage Fod for Fod, idet han konfronterede Salomons forskellige Udsagn med hinanden og drejede sine Spørgsmaal saa snildt, at Salomon saa, at han fik sat Ring i Næsen paa sig, hvordan han end bar sig ad. Paa samme stilfærdige Maade fanger man vilde Elefanter i Indien ved Hjælp af Lokkeelefanter, som ganske stille og venskabeligt puffer dem ind i Fælden.

Det eneste, som Salomon havde forud for Etatsraaden, var den Evne til at skabe dristige og barokke Billeder, som han havde udviklet i sin stille Fortrolighed med sig selv. Ved disse kunde han glimre et Øjeblik og sejle sin Modstander i Læ, men denne var i Længden uimodstaaelig.

En af disse Torsdag Aftener faldt Talen paa et nylig opdaget Falskmøntneri, og en Bankdirektør fortalte med Entrystelse om disse Falskmøntnere. Salomon forholdt sig tavs, men Etatsraaden opdagede lumskelig, at han havde noget paa Hjerte, og lokkede saa længe for ham, at han maatte ud med Sproget, hvis han ikke vilde anses for en fej Hund »Det gode Selskab,« sagde Salomon, »burde føle sig Forbryderne taknemmelig, 124| thi det er ved deres Hjælp, at det gode Selskab opnaar den Fuldkommenhed, det er i Besiddelse af For hver Tomme, den fortabte synker, er den udvalgte blevet en Alen højere. Paa denne Maade avancerer den udkaarne langsomt mod Himlen. For hver Gang en sølle Djævel gaar ad Helvede til, bliver hans Røst en Streg stærkere og hans Moral en Streg mere nidkær. Lovens Tavler har han i sin Haand, og naar han gaar frem paa sin Bane, føler han sig som en Lovens Mand, der rykker frem for at erobre Landets Oliekrukker og Vinsække fra de ugudelige Kanaanitter, og da ve de sølle Kanaanitter, de farer frem og tilbage som Kaniner mellem Mynder, Hr. Etatsraad.

Vi lever her i en moralsk Verdensorden«, fortsatte Salomon, »som bæres af den moralske offentlige Mening. Ifølge denne er enhver god Gerning ærlig Anstrengelsen værd og bærer sin Løn i sig selv, idet den offentlige Mening giver Anvisning paa almindelig gemen Ære og Hæder. Den gode Gerning var i Katolicismen en Veksel paa himmelsk Anerkendelse, men er i Protestantismen en Veksel paa jordisk ditto.

Men Følgen er, at de ulykkelige, som ikke selv producerer moralsk Værdi, og navnlig de allerulykkeligste, i hvem Veldædigheden søger sig et Offer, bliver komplet insolvente over for de Krav paa Anerkendelse og Taknemmelighed, som retter sig til dem. I disse ulykkeliges, i Kanaanitternes og Forbrydernes Interesse er det, jeg stiller Forslaget om en Konvertering af alle moralske Værdier, saaledes at Renten nedsættes. Hvis det ikke sker, vil den halve Menneskehed spille fallit udi Moralen til næste Termin.

Mit Princip er egentlig det samme som Henry Georges. Ligesom Jorden tilhører den gode Gerning ikke Individet, men Samfundet, og Tiden er nu kommet, da 125| vi bør skride til en almindelig Ekspropriation af disse Værdier igennem langsomt at nedsætte Renten til Nul, saaledes at Anerkendelse og Taknemmelighed bliver en frivillig Sag, og at den moralske offentlige Mening og do. Verdensorden ophører at eksistere, Hr. Etatsraad!«

Men den sokratiske Ironi, hvormed Etatsraaden lod, som om han aldrig havde hørt noget af den Slags før, og bad undskylde sin Fordomsfuldhed, at han holdt paa den gamle Moral, og den Ydmyghed, hvormed han bad godt for sig og sine Lige over for den strenge Dommer, den Behændighed, hvormed han lod skinne igennem, at efter Salomons Reform vilde det blive Forbryderen, der havde Ret til almindelig Anerkendelse, og det gode Selskab vilde brændemærkes med almindelig Foragt, var saa djævelsk besnærende, at Salomon til sidst kom til det Punkt at maatte indrømme, at hans Tale var Ironi, en Indrømmelse, der er den floveste og foragteligste, en ærekær Mand kan give for sig i en ironisk Diskussion.

Disse Ordstridigheder har været et vigtigt Led i Salomons Opdragelse. Han lærte efterhaanden at tage Temaet paa samme ridderlige Maade som Etatsraaden. Thi Etatsraaden nedlod sig aldrig til at plette sit hvide Skjortebryst med Fanatismens Smuds. Som han tit sagde: en Diskussion er som en Salat, den skal blandes paa een Gang med Andagt og med Lune. Baade Olie og Eddike, baade Alvor og Skæmt skal der til, og Paradoksets Sennep og Vittighedens Salt skal indgaa i For- 94 bindeisen i passende Maal, saaledes at der er Harmoni mellem Ingredienserne. Og som Højre og Venstre griber Ske og Gaffel og trofast arbejder Haand i Haand, saaledes samvirker Diskussionens to Parter. Intet er niere fejlagtigt end den Tro, at det gælder om at slaa Modstanderen til Jorden.

126| Den rette Takt viser sig, hvor de to Parter svarer hinanden med Ridderlighed, medens Ordlegen hæver og sænker sig som en Duo af Violin og Violoncel.

»Dialektikkens Stratagemer er seks,« sagde Etatsraaden i Fortrolighed til Salomon. »Den første Krigslist og den plumpeste er forud at indrømme Titus alt, hvad ham med Billighed tilkommer, og derved gøre ham vaabenløs. Den anden er ved Skinindrømmelser at gøre Titus sejrsbevidst, saa han vover sig for langt frem, og da have et Baghold til Rede. Den tredje er den sokratiske Metode, som igennem Spørgsmaal paa Spørgsmaal optræder som den videbegærlige Elev og faar Titus til at indrømme sin egen Inkonsekvens; men den kan kun anvendes over for en, der selv er Dialektiker, og som gaar ud paa at lade sig udfritte, eller over for en meget brav og skikkelig Medborger. En rask og stridbar Mand neutraliserer den sokratiske Metode ved det fjerde Stratagem, som bestaar i at afbryde Gangen i Handlingen ved et Spring ud i en eller anden Ideassociation, der kan falde naturlig. Det er det fineste, naar Cajus griber en Sidebane, som Titus har aabnet Udsigten til. I Mangel deraf maa han gribe til, hvad han selv kan lave. Denne Krigslist er den eneste, som Lægmand kender. Den værste Afart af den er at plumre Vandet ved med høj Røst at udstøde Smuds og Skældsord; saaledes gør Blæksprutten, naar den er i Nød og vil slippe bort, og Folketaleren; men den er egentlig ikke ganske ridderlig. En smuk Krigslist er den femte, som bestaar i at angribe Titus ud fra hans egne Forudsætninger og beskylde ham for at gøre sig skyldig i just det, som han angriber Cajus for. Det frembringer en Forvirring i Legen, i hvilken man kan forberede sit Hovedangreb.

Alt det«, sagde Etatsraaden til Salomon under fire 127| Øjne, »er De naturligvis ikke uvidende om; men det sjette og sidste Stratagem kender De ikke. Det er at blive varm. De gaar for formelt og abstrakt til Værks. Man mærker ikke Overbevisningens Glød under Deres Ord. Der er et passende Tidspunkt, hvor man maa begynde at blive varm!«

Det sagde Etatsraaden paa den slebneste og glatteste Maade, og man skulde have troet, at det hele var hans Spøg. Men se, i samme Øjeblik skete der en Forandring, l Sandhed, Etatsraaden var blevet varm. Der kom Glans i hans Blik og Myndighed i hans Røst, og straks blev de fire Øjne til flere, uvilkaarlig sluttede man sig til.

»Det, som i Længden vinder Sejr,« sagde Etatsraaden, »det er ikke de dialektiske Kunster; men det er den faste Overbevisning, den urokkelige Tro. Jeg indrømmer,« sagde han og var stadig varm, »at jeg har denne Tro paa den konservative Sag. De maa saa kalde den en Kulsviertro, om De vil;« - i samme Øjeblik var Etatsraaden atter kold og tilføjede med allerstørste Ro - »og det er det naturligvis ogsaa paa en Maade.«

Rector magnificus gav sit Bifald til Kende i Sofaen. Salomon evnede ikke at svare. Vejret var, sandt at sige, gaaet fra ham. Han forholdt sig meget tavs hele Aftenen; han talte end ikke til sig selv, som han plejede under en ensom Hjemfart; først da han sad paa Sengekanten med Sokkerne i Haanden, fik han Luft og sagde til Reolen i en Tone af den dybeste Beundring: »Det var som syv Satan!«

Salomon læste i Avisen, at Rector magnificus skulde holde Tale Grundlovsdagen i Kongens Have. Man ventede sig meget af denne Tale.

Da Salomon kom derned, opdagede han flere af Københavns Præster, der havde indfundet sig efter 128| særlig Indbydelse og ventede sig noget stort Fremragende Mænd af den konservative Klub gik rundt med røde Skærf og ledte efter noget, de kunde bringe Orden i. En emsig Forretningsmand solgte Medailler med Christian den 9des Valgsprog paa à 75 Øre, og man kunde ogsaa købe det bekendte Billede, som forestiller Diogenes, der med en Lygte oplyser hans Excellence Konseilspræsidentens Træk og i ham finder det Menneske, han i 2000 Aar forgæves har ledt om. En Ordensmarskal fortalte Salomon, at dette Billede egentlig spotvis var blevet udgivet af Venstrekræfter; men Højre havde gjort deres onde Raad til intet og vendt Latteren mod Ophavsmændene ved den udmærkede Spas at optage Billedet i Alvor, mangfoldiggøre det og arbejde paa at anbringe et Eksemplar i hvert Højrehjem.

Nu afsang man flere Sange, hvoriblandt især en gjorde Lykke, der handlede om den russiske Zar og begyndte saaledes: »Høvding over Garderige, sku herned til Danevang!« Derpaa gav Trompeten et højt Blæs fra sig, man raabte alle ni Hurra for hans Majestæt, og man afsang staaende, hvad der fulgte afsig selv, det første Vers af Nationalsangen. Under dette indtraf et Intermezzo. En Mand havde ikke taget Hatten af under Ceremonien. En Ordensmarskal slog den straks af Hovedet paa ham, og da han gjorde Modstand, slog tjenstvillige Folk ham til Jorden, trak ham op igen og transporterede ham ud af Haven. Manden fik senere en Majestætsfornærmelsessag paa Halsen, og det oplystes under denne, at Manden var stokdøv og meget svagsynet og kun var gaaet til Grundlovsfest, fordi hans Kone havde forbudt ham det.

Derpaa fik Rector magnificus, som for Resten ikke længer var Rector magnificus, Ordet og udviklede Højres Program, og Salomon fik konstrueret sig en ganske 129| særlig Nydelse heraf Han trak sig nemlig tilbage til en Bænk, hvortil Foredraget kun naaede som en hul Trommeklang, uden at Ordene kunde skelnes, og herfra saa han Foredragsholderen slaa ud med Armene paa de patriotiske Steder, pudse Næse paa de religiøse og tørre Sveden af Ansigtet under Tilhørernes Bifaldsmumlen, indtil han steg ned af Tribunen og overrakte sit Manuskript til Berlingskes Referent. Salomon havde af Gestikulationerne sluttet sig til, at Programmet havde haft en positiv, opbyggelig Karakter. Den Varme, hvormed Talen var blevet holdt, havde gjort Indtryk paa ham. Han følte sig som et bedre Menneske, da denne var færdig, og syntes at mærke paa Stemningen, at det gjorde de andre ogsaa.

Efter Alvoren fulgte Lystigheden. Halvhundrede Ølborde stod i Linie med hinanden, og hvert bar halvhundrede massive Ølglas, og under Bordene laa Ølfadene. Øllet løb ustandseligt som Vinen ved Middelalderens patriotiske Fester, og en Dreng stod ved hvert Fad og havde nok at bestille med at skifte Glassene under den nærmeste Kilde.

Røde Lygter hang oppe i Træerne. Det hele mindede om Tivoli. Alle Københavns glade Piger var mødt, og paa Tribunerne dansede de københavnske Folkedanse med Ordensmarskallerne. Mange hede Par gik og søgte forgæves ensomme og mørke Steder, hvor de kunde hengive sig til hinanden. Dog, under Ølglassenes bakkantiske Klang og Elskovskyssenes Lyd gemte sikkert mange en Erindring om Rectoris magnifici sidste manende Ord, og dette gav hele den livsglade Fest en pikant Bismag.

Hvem anden skulde Salomon møde i Kavallerernes Gang end Etatsraaden, der stod op til et Træ og saa paa de forbisvansende Damer med sin Stok udi sin 130| Mund. Etatsraaden lod til at være i en bakkantisk Tilstand, ikke af Vin, men af Stemning. Han tog uden videre Salomon under Armen og spurgte ham, hvordan han syntes om Programmet. Jo, Salomon syntes rigtig godt om Programmet, kun syntes han, at det var en Kende for højtidelig holdt »Nogle humoristiske Parenteser havde ikke skadet.«

»Jeg siger sgu, at det er helt forkert med det Programlaveri,« sagde Etatsraaden. »Et plebejisk Parti maa have et Program, men et fint og fornemt Parti har netop intet Program. De skal ogsaa faa at se, at det bliver umuligt at faa lavet et Program, som samler alle vore Hoveder under een Hat. Thi det, som forener vort Parti, er ikke politiske Principper og Betragtninger.« »Hvad er det da?« spurgte Salomon.

»Det er Følelsen,« sagde Etatsraaden og var varm, men tog sig i det og gentog mere dæmpet: »Det er Følelsen - vil De ryge? Naa, ikke! - for Kongehuset og Fædrelandet, og det er vor hjemlige Tradition i Moral og Religion, der binder Højrepartiet sammen. Jeg meddeler Dem her et Faktum. De kan dele disse Følelser eller ikke, men De maa anerkende dem som et Faktum i Politikken.« »Indrømmet«, sagde Salomon.

»Ja, men det er den hele doktrinære Radikalismes Fejl og derfor ogsaa Deres Fejl, Hr. Salomon, at De ikke forstaar, at disse Følelser er en Faktor i Livets Praksis og har deres Ret til at være det. Der vil muligvis komme en Tid, da disse Følelser ophører at eksistere -jeg gør Dem denne Indrømmelse rent hypotetisk for at imødekomme Dem - men saa længe de eksisterer, og De behøver kun at se omkring Dem for at se, at de eksisterer endnu, saa er Højre en Realitet og har som enhver Realitet Lov til at gøre sig gældende.« »Til en vis Grad,« sagde Salomon.

131| »Nej, netop ikke dette »til en vis Grad« Dette »til en vis Grad« tager de stærke Farver af Livet. Kender De Deres Søren Kierkegaard og ved ikke dette. Er det radikale Feltraab ikke just: Bort med alle Skranker, lad Lidenskaben have sin Ret. Nu vel, men er det da kun de radikale Lidenskaber, der maa tumle sig frit. Hvorfor ikke ogsaa de konservative Lidenskaber?« Salomon bukkede tavs. Denne Vending imponerede ham.

»Et Forstandsparti, som Deres Parti nærmest er, maa have et Program. Uden det er det intet Parti. Men mit Parti er et Følelsesparti og behøver intet Program, som vedtages af et Koncilium. Højre skaber paa en hel anden Maade sin Politik Den skabes som et almindeligt, uvilkaarligt Udslag af Stemning i Partiet. Partiets patriotiske Følelse rejser sig og kræver noget, og under den almindelige Begejstring gennemføres det, man ved ikke hvordan.« Salomon gjorde opmærksom paa, at Begejstringen ogsaa forekom hos Venstre, og gav den med det samme et lille Hip.

»Men De er virkelig borneret. De tror, at alle Folk er Logikere og Professoremner som De selv. Men Menneskene vil ikke have Grunde, de vil have Rørelse, de vil opløftes, begejstres og tro. Se paa vor værdige Eksrector magnificus og tag ham til Eksempel. Det er Forskellen mellem Dem og mig, at De forstaar ikke Idealismen; De ser ikke, at Idealismen just er det ædrueligste og reelleste Syn paa Tilværelsen. Thi Hemmeligheden er, at Menneskene af Naturen er Idealister. Alle disse Mennesker, De ser her i Haven i Aften f Eks., er Idealister. Det er ikke Teorierne, men det er de store Følelser, der regerer Verden, ligesom det er Elskovens hulde Vanvid, der regerer de enkelte.

Derfor er intet taabeligere, end naar Folk i vort Parti vil give Grunde. Disse Forsøg virker kun ned132|brydende. Der kan ikke, og der skal ikke gives tilstrækkelige Grunde for Befæstningen f Eks., og det behøves heller ikke. Lad mig atter hypotetisk gøre Dem en Indrømmelse. Sæt, at Befæstningen ikke var en udenrigspolitisk eller en militær Nødvendighed, jeg siger ikke, det er saa, men jeg sætter, det er saa; saa var den i hvert Fald en patriotisk Nødvendighed. Vor Følelse krævede den. Den patriotiske Følelse var sat i Bevægelse og krævede højlydt Tilfredsstillelse. Forstaar De ikke, at hvad den end vil koste, er det ikke for meget, naar nu for Eftertiden alle fædrelandssindede Mænd kan sove i Fred i deres Seng. Og hvilken Strøm af Begejstring har denne vor Politik ikke givet Aabning for, baade i Højre og, som De meget rigtig bemærker, ved Kontrastvirkning i Venstre. Den har hævet Blikket over det daglige, og jeg gentager for Dem: kun i Begejstringen, i Lidenskaben, i Følelsen lever Mennesket fuldt ud. Og derfor skal et Menneske ret af Hjertet være begejstret for noget. Og nu god Nat«

Etatsraaden svang sin Hat og gik. Ilsomt og spændstigt traadte han paa Jorden som en tyve Aars Yngling, og sin Spadserestok vuggede han over højre Skulder som i dithyrambisk Begejstring. Et Øjeblik standsede han brat og saa faderlig smilende paa Danseestraden, hvor Bølgerne gik højt. Saa gik han videre og blev til en sort Skygge, der gled ind imellem de andre.

Salomon stirrede efter ham og havde en Fornemmelse, som om han havde talt med sin Herre, Etatsraad Mefistofeles selv eller en af hans nærmeste Fortrolige, og han fik en uhyggelig Følelse af, at der et Steds i det dybeste Mørke sad en almægtig Mefisto med alle Traadene i sin Haand og lod Folk slaa ud med Arme og Ben, alt som det behagede ham at trække i Traaden.

133| Salomon gik hjem. Hver anden Lygte var alt slukket paa Gaderne, og kun nogle Drosker rullede forbi; men Salomon kunde ikke faa det mørkt og stille nok efter Kongens Have. Han listede over Bommen og ind i Østre Anlæg for at tage sig et Bad i Natteluften og faa Kongens Haves Stemning, som endnu hang i Klæderne, luftet lidt ud. Der var et Par mørke Piletræer og et Par Stjerner i Østre Anlæg, og Salomon gik lige hjem og skrev i sit lille Hæfte saalunde:

»Ja, Rector magnificus har Ret, dette er den evige Kamp, der gaar gennem Historien som en Orkan. Kampen mellem Gud og Satan, mellem Mæthed og Sult, mellem Tanketomhed og Tanker, mellem de gode og onde. Zoroaster, du har set ret; den flittige Bondemand, som saar sit Korn og passer sit Kvæg, han, der bor nede i Dalene, hvor der er lunt, der om Dagen har sit Dagværk og om Aftenen spiser sig mæt og fedtet i et Fad Grød, gantes med sin Kvinde og drager hende til sig - han er den gode Mand. I næste Dal bor der en anden Bondemand, der passer sin Mødding og æder sin Grød. Den, der besøger de godes Rige, bliver underligt stemt. Hvor han kommer hen, er det den samme Bondemand og den samme Mødding og den samme Grød, og det kommer af, at de alle er skabt som Kopier af en stor Bondemand, der sidder i Himlen og passer sin Mødding og æder sin, Grød.

Fjældet vokser op af Jorden. Mens Dalen er Bundfaldet af det lunkne Vand, er Fjældet støbt af den underjordiske Ild. Ned over det hænger et Vandfald som et Slør. Svimle Graner klamrer sig fast med Rødderne og stirrer ned i Dybet. Mellem tre Afgrunde har Ørnen sin Rede, som aldrig noget Menneske saa. Saa længe Mennesket har været til, har der ogsaa været et Ørnepar til paa den stejle Tinde.

134| Paa Fjældet er der ingen Sti. Kommer du der, saa gaa lige frem og vend ikke om; thi to Gange slipper man ikke frelst fra den samme Afgrund. Der sidder Ahriman under den mørke Klippetind, hvor Ørneungerne skriger, og grubler over Verdens Gaader. Kommer du paa Fjældet, saa gaa op under Ørneskriget. Der vil du finde Ahriman med Haand under Kind, mens Røgen stiger op af Skorstenen i Dalen. Han vil se paa dig og sige i Løndom: »Se, her er den evige Ørnerede, hvorfra de dristige Tanker udfarer som Tordenskyer, og hvor Sjælene skriger af Hunger. Se herfra ud over Verden og dens Herligheder. Alt dette vil jeg give i din Vold. Din Forstand skal være ti Mands og din Vilje tolv Mands. Menneskene i Dalen skal skælve for din Spot som Harerne for Fjældets mørke Sky. Og een Ting vil jeg give dig. Dine Dage skal være som Nordlyset, der hænger skælvende i det døde Mørke og aldrig fanger Hvile. Som hin Spartaner skal du gaa med en Ræv under dit Klædebon, og Ræven skal bide dig i Hjertet, men ingen skal kunne se det paa dig. Gaa nu ud og had og had -«!

Salomon blev ikke meget forbavset, da Etatsraaden foreslog ham at blive hans Privatsekretær. Der havde efterhaanden udviklet sig en Fortrolighed af en sjælden Art mellem Etatsraaden og hans Lærling, noget helt andet end det aabenmundede, pjattede Forhold, som hedder Venskab eller højtideligere Venskabet. I Forstaaelsen af Blik og Betoninger, i Tilspidsningen af den logiske og æstetiske Smag, i Tankegangens dristige Kynisme lignede de hinanden meget, om end Salomon hver Dag maatte erkende, at her havde han fundet ski Mester. Saa meget lignede de hinanden, at man næsten skulde tro, at det var Fader og Søn. Salomon var næsten ikke fri for at tro, at det var saa. 135| Men hvad Etatsraaden troede eller ikke troede, kunde han ikke sige. Og dette Problem bragte en ejendommelig Spænding ind i Forholdet. I Begyndelsen havde Salomon villet lave Drama derpaa; men Etatsraadens Optræden indbød ikke dertil; og nu forstod han, at dette spændende og spændstige Forhold var meget interessantere end et af Henrik Ibsens Opgør. De passer nu en Gang ikke saa godt ind i det virkelige Liv. Hvad Pokker skal Parterne finde paa at bestille efter femte Akt? De maa jo kede sig ihjel, naar alting er bragt til Klarhed.

Havde Etatsraaden villet, havde det været ham en smal Sag at faa Salomon til sin Tilbeder. Den Billeddyrker, som fra Barnsben af sad Salomon i Kroppen, var endnu ikke ætset ud. Der skulde skarpere Lud til og megen Plage endnu. Men Etatsraaden vilde just ikke det. Derfra det æggende, det frastødende, det »bliv mig fra Livet« i hans Væsen, som Salomon altid senere med Taknemmelighed ihukom. Mere opdragende er i Sandhed disse tre Fods Afstand end Busenfreundschaftets Hjertelighed og end Sjælesørgerforholdets Sentimentalitet.

Privatsekretærembedet var ikke meget trykkende. Det var vel knap alvorlig ment. Han kom et Par Timer hver Formiddag til Etatsraaden, læste Aviserne højt for ham, altid »Politiken« først, og skrev maaske et Par Breve. Etatsraaden var en doven Hund og havde ikkemange Forretninger. Saa spiste de Frokost sammen med Stifdatteren og Frøkenen, det var egentlig Hovedforretningen.

Stifdatteren havde det mærkelige Fornavn »Prosa«. Da Salomon første Gang var blevet præsenteret for hende, havde han i Tankerne begyndt at koncipere en Roman à la Aksel og Valborg om ulykkelig Kær136|lighed mellem Søster og Broder; men da han hørte, at hun var en Datter af Etatsraadens afdøde Frue i hendes første Ægteskab med en Hofjægermester, var den romantiske Interesse forduftet igen.

Naar de sad ved en Cigar, som var Salomon for stærk, i Kontoret efter Frokosten, hørte de altid Frøken Prosa spille, ikke daarligt, men alt for utrætteligt. Klaveret har Fanden skabt. Det burde svæve i et lufttomt Rum, og Pianisten burde sidde i Vakuum med Slange og Dykkerhjælm, saa hørte man ikke noget til det.

Salomon var en Dag kommet ud paa Vesterbro for at opsøge et Menneske, om hvem han kun vidste, at han boede paa Christian Winthers Vej. Salomon kunde ganske vist have slaaet efter i Vejviseren; men han havde Tiden for sig og fandt det fornøjeligere at gaa rundt og se paa Lejlighed. Der er en egen ironisk Charme i at gaa om som St Laurentius og banke paa Allemands Dør, og Gaden var ikke saa lang. Der laa et lille, graat Hus med to Lejligheder, og Salomon fik Lyst til at se det indeni. Gadedøren stod aaben, og Opgangen var belagt med et Tæppe. Idet han stak Hovedet op over Gelænderet til første Sal, mødte han et overvældende Syn. To Døre stod aabne til Lejligheden, og man saa ind i et Boudoir, og et dansende Par drejede sig rundt derinde i en sagte Vals. Salomon blev staaende som fastnaglet. Da Parret første Gang drejede forbi Døraabningen, saa han, at en ung, fortryllende Dame i Sommerkostume var den ene Part; da det anden Gang kom forbi, saa han, at en hvid Knevelsbart var den anden, og tredje Gang genkendte han en høj, slank Pande og nogle skarpe Øjne. Disse skarpe Øjne opdagede i det samme Personen paa Trappen og stirrede uden saa meget som at blinke ind i Salomons, medens de fire Ben udførte nogle Pas paa 137| Stedet. Derpaa dansede de hen bag Døren, og Salomon saa paa Døren, hvorledes den ganske melodisk og taktfast blev danset til som en tydelig Tilkendegivelse af, at han gjorde bedst i at gaa sin Vej.

Salomon følte sig forbløffet over dette Syn, forudsat han havde set rigtig. Der var et Øjeblik, hvor han var indigneret. Lidt af Kæmnerens Moral hang ved Salomon hele hans Liv igennem. Men i næste Øjeblik overvandt han denne plebejiske Fristelse og betænkte, at Etatsraaden maatte bedømmes ud fra Etatsraadens Moral og ikke ud fra Kæmnerens, og han tænkte med en skinsyg Beundring paa, hvilken dæmonisk Dybde denne Mands Liv maatte have, og forstod vel, at de smaa Fugle lod sig fange i hans Garn, om end hans Knevelsbart var hvid og hans Pande skaldet. Og Salomon korn til at tænke paa Tandlægeperioden og forstod, at Etatsraaden forholdt sig til Tandlægen som Sybaritten til Fraadseren, som Forføreren til Bysvenden. Og han beundrede Etatsraaden med den samme uegennyttige Følelse, han i sin Tid havde næret for Gorm den Gamle; thi han indsaa vel, at til en saadan Aandsoverlegenhed vilde han aldrig hæve sig.

For øvrigt kan det godt være, at disse Betragtninger var værdiløse, og at den hvide Knevelsbart slet ikke var Etatsraaden. Om han havde set rigtig eller ikke, fik Salomon aldrig at vide; thi hverken han eller Etatsraaden berørte nogen Sinde Sagen med et tydeligt Ord. Men hvad enten det nu var et Tilfælde, eller hvad det var, næste Formiddag bad Etatsraaden Salomon om at læse højt af Johannes Forførerens Foredrag i »Stadier paa Livets Vej« og nød det med stort Velbehag, idet han saa stift paa Salomon.

»Søren Kierkegaard,« sagde Etatsraaden, »er min Yndlingsforfatter, ligesom jeg hører, han er Deres. 138| Hvem sætter De mest Pris paa af disse hans Symparanekromenoi?« »Jeg tror, at Victor Eremita ligger mest for min Stemme,« sagde Salomon. »Det er sgu Skade!« sagde Etatsraaden. »Eremitkrebsen er et grimt Dyr. Nej, hvad der er mest Saft og Kraft i, det er sgu Johannes Forføreren og saa Modehandleren. Ved De hvad, der var en Tid, hvor jeg havde en Pokkers Lyst til at blive Modehandler.«

Her kunde Salomon ikke lade være at stille ham Spørgsmaalet: »Hvad synes De om Forholdet mellem Abraham og Isak?« Men hvis det havde været hans Hensigt at faa Etatsraaden til at beskæftige sig med Spørgsmaalet Fader og Søn i Almindelighed, forregnede han sig; thi Etatsraaden svarede med stor Ro: »Jeg synes udmærket om Abraham.«

»Der er dog et Spring mellem ham og Modehandleren.« »Ikke stort,« svarede Etatsraaden. »Fælles for dem begge og alle Kierkegaards Stadier er eet. Ved De hvilket?«

»Tungsindet«, svarede Salomon; fra denne Side kendte han disse Folk bedst

»Aa, ikke just det, skønt vor Ven kunde uden Skade have givet dem lidt mere Livslyst Nej, noget andet, noget sjældent og kosteligt: Bedraget«

»Voltaire opdagede en Gang, at de store Mænd kun var store Bedragere. Nu synes De at give ham Ret«

»Nej, omvendt De store Bedragere er de store Mænd. Tænk Dem denne Abraham vandrende til Moria med den intet anende Isak ved Siden, er det ikke et herligt Billede, og er det andet end Historien om Forføreren og hans Charlotte, eller hvad hun nu hed, om igen paa en anden Maade. Tro mig, enhver som helst gaar ikke hen og bliver Forføreren eller Abraham.«

»Jeg tilstaar,« sagde Salomon, »at da jeg i Skolen 139| læste om den mageløse, hæderlige, snakkesalige Cicero og den dumdristige Rænkesmed Catilina, der rugede over Oprøret, følte jeg altid mere Sympati med Catilina end med Cicero.«

»Det er netop Sagen,« sagde Etatsraaden. »Cicero er netop en saadan Mand, som man kalder en ærlig Mand mellem Brødre, Catilina derimod en Bedrager, og dog er Catilina et Sted hensynsløs ærlig som Døden og ikke som Vrøvlehovedet Cicero, og det er over for sig selv. Men Catilina er dog ikke den største Personlighed. Husk paa, hvem er det, som sidder paa den kuruliske Stol i Prætorskrud og stemmer med Cicero og blinker til Catilina.«

»Det var en Mand, som hed Cæsar.«

»Cæsar, just Cæsar. Han er min Mand. Han har luret baade Cicero og Catilina Kunsten af Han er ikke bange for at holde en Tale om Guderne og Populus Romanus, som kan sige Spar To til Ciceros, og heller ikke bange for at forsværge sig til Fanden selv, in casu Lazaronerne, for Herredømmets Skyld. Og saa har han de allerbedste Hensigter, glem ikke det. Han virker altid for Landets og Folkets Bedste.«

»Etatsraaden bliver varm,« sagde Salomon.

»Ja, undskyld mig, jeg bliver varm,« sagde Etatsraaden med klædelig Naivitet »Det gør jeg, hver Gang jeg taler om Cæsar. Han er, ser De, den sande Etiker og ikke det Mæhæ til Assessor. Ham burde Kierkegaard have haft i sin anden Del af »Enten-Eller«. Han har de allerbedste Hensigter, og han bruger alle mulige Midler for at fremme dem. Det er det store ved ham.«

»Cæsar er en Velfærdsmoralist,« sagde Salomon.

»Det skal jeg ikke kunne sige, men han har den morsomme, frygtløse, jesuitiske Moral. Jeg havde 140| nær sagt, at han var en Discipel af Machiavelli, men det passer nok ikke med Kronologien.«

»Derimod udelukker Kronologien ikke, at Etatsraaden er en Discipel af Machiavelli,« sagde Salomon og gjorde herved et brat, personligt Indhug.

»Jeg optager dette som en Kompliment,« sagde Etatsraaden og slog ham derved tilbage. »Og det samme er for Resten alle sunde og moralske Politikere i vore Dage efter den højsalige Frederik den Stores Eksempel.«

»Og som Frederik debuterer man endnu af og til med at skrive mod Machiavelli«

»Gud ved, om Machiavelli ikke selv anbefaler dette Skaktræk et Sted i sin Bog om »min politiske Moral«.«

»Jeg tilstaar, jeg har aldrig set Machiavelli fra den moralske Side.«

»Men Gud bevares. Det er jo netop oplyst i vore Dage af Kritikken, at Machiavelli var en Hædersmand, en varmhjertet Patriot, hvis hele Arbejde gik ud paa at optugte sine Landsmænd til de gammelromerske Ulvedyder: Snildhed og Mod. Engang vil ogsaa Europa komme til en retfærdigere Bedømmelse af Bismarck.«

»Ja, og af Muhamed og Josef Smith,« sagde Salomon, »hvad mener nu Etatsraaden om dem?«

»Alt mulig godt,« sagde Etatsraaden. »Hvor megen Velfærd har ikke disse to, som kaldes Bedragere, bragt frem. Verden vil bedrages, og man gør den en Tjeneste ved at bedrage den. Den vil begejstres, den vil rives hen, gaa paa Korstog. Den vil føle Hjertet svulme ved de gamle, hellige Ord. Den vil, som Disraeli saa godt vidste, ikke have Reformer. Den vil have Udenrigspolitik. Og den er den bedste Politik, som tilfredsstiller sit Folks inderste Trang.«

»Ja, jeg skal i saa Fald ikke have noget af at til141|fredsstille mit Folks inderste Trang. Jeg bildte mig en Gang ind, at jeg vilde være Politiker; men jeg indser nu, at jeg savner den rette Sans for det almennyttige, den rette moralske Overbevisning.«

»Ja, den skal til,« sagde Etatsraaden. »Men tør jeg spørge, hvilken Forestilling gør De Dem da om Deres Fremtid?«

»Mine Tanker begynder at klare sig,« sagde Salomon. »Jeg agter at leje mig et Vinfad og bosætte mig selv ude ved Dyrehavsbakken som Eremit«

»De vil være Diogenes. Lad mig spille Aristippos og lokke Dem tilbage til denne Verden. Se her,« sagde Etatsraaden og bød en fin Cigar, »lader De Dem ikke friste af Verdens Herligheder?«

»Det kan saamænd gerne være, jeg lader mig friste,« sagde Salomon, »lad den ligge lidt.«

»Unge Mand, De er melankolsk,« sagde Etatsraaden, »men De kender ikke Kuren derfor.«

»Hvilken?«

»Det er de to lutheranske Ord: Wein und Weib eller Weib und Wein. Hvem der ikke kan deklinere dem, han bliver en Nar sit ganske Liv.«

Salomon gik ikke den lige Vej hjem. Han gik ned i Ørsteds Anlæg og satte sig paa Bænken lige over for Sliberen. Denne Statue havde han fattet en særlig Kærlighed for. Her laa denne Slave med sin Forbryderpande og sleb sin Kniv med trofast Ihærdighed, og med samme samvittighedsfulde Grundighed vilde han om lidt rejse sig og flaa den blødende Hud af den skrigende Marsyas. Denne Statue var ham et Billede paa den gode Samvittighed, som ved sig i Overensstemmelse med, hvad Samfundet og Autoriteten forlanger. Marsyas derimod er Typen paa den, der vil rivalisere med Guderne og faar sin fortjente Løn. 142| Tillige havde Slaven været ham et Symbol paa den retsindige og stræbsomme Jurist, og dette Billede havde foresvævet Salomon under hans Studium; men i dette Øjeblik var det ham, som om alt løb rundt for ham, og alle hans gamle Forvildelser strømmede ind paa ham. Salomon havde et fint Øre, og der var en vis Tone, som han kendte fra alle andre.

Det var den Tone, som Marsyas havde hørt i Skovens Mørke og Tavshed i den store Pans Helligdom. Det var den Tone, som den elendige Satyr havde forsøgt at lokke frem paa sin Syrinx; men den havde forvandlet sig til en Skrigen paa Fløjten, og han var blevet flaaet. Det var den samme Tone, som Salomon i det sidste Aar, sit Bodsaar, havde forsøgt at kvæle; men i dette Øjeblik klang den stærkere end før, vedholdende og dybt og dog saaledes, at den ikke længer formede sig i Ord og Drømme, men kun i en usigelig dyb Stemning. Salomon vidste, hvor han befandt sig. I Landet Tartaras var han. Det havde aabenbaret sig for ham som Barn og var siden rykket nærmere og nærmere. Nu omgav det ham til alle Sider.

Ikke længere stod det uden for ham som et Syn, men var i ham som en daglig Virkelighed. I Ossians Land, i Skyggernes Land levede han. Forgæves havde hans Arbejde været i det sidste Aar. Han havde tiet med sin Tunge og smilet med sin Mund, han havde dulgt sine egne Tanker for sig selv. »Alt dette kan et Menneske gøre,« sagde Salomon til sig selv, »men han kan ikke uddrive Sygdommen, den æder sig blot dybere ind« Romantikken er som en snigende Gift. Man kan dølge over den for en Stund. Til sidst slaar den dog ud i aabenbar Feber. Men den, som engang har drømt Romantikkens forføreriske Drøm, slipper aldrig fra den. Til Tungsind kan den blive, men ikke til intet.

143| Salomon havde alt længe levet et Dobbeltliv, eet Liv med Menneskene og et andet i sine Udgydelsers lille, blaa Hæfte og i sine Samtaler med Bogreolen. Nu gjorde han en Frontforandring, idet han gjorde det til Teori, som længe havde været Praksis. »Brug Maske! Brug Maske!« staar der at læse i det blaa Hæfte. »Lad Tungsindet ruge over din Sjæl, men ikke over din Pande, den være klar og skyfri, din Mund være smilende, din Tunge letløbende. Hvorfor skal Menneskene undgælde for, at du lever i Landet hinsides Styks! Og vogt dig selv vel. Hvis du talte ud, hvad der ligger dig paa Sinde, da vilde de fluks bringe dig til et Fængsel, som Lægerne har oprettet til at afskære alle dem, der har Tungsindets Smitte, fra Verden, at Pesten ikke skal brede sig. Derfor, baade for Menneskenes Skyld og for din egen, tag den smilende Maske paa«.

»Du er som den, der faster«, skrev den samme Mand til sig selv og om sig selv. »Du er som den, der færdes ude alene i aaben Baad paa det aabne Hav, og Provianten er sluppet op. For et saadant Menneske kan det vel ske, at han sønderriver sin egen Arm med Tænderne og drikker sit eget Blod og spiser sit eget Kød. Men naar du faster, da se ikke mørk ud som Hyklerne; thi de gør deres Ansigt ukendeligt, for at Menneskene kan se, de faster. Men du, naar du faster, salv dit Hoved og to dit Ansigt som til en Fest og vogt over dig selv, at dit Fodtrin er spændstigt og dine Øjne kække. Gør som han, Forbryderen i Jødeland, talte og gjorde i det Stykke.«

I denne Tid søgte Salomon sin Næring i en gammel Bog, der, som Kierkegaard siger, ikke er kendt her i Landet. Thi han læste i sit Hovmod det nye Testamente paa egen Regning og uden den rette protestantiske Fortolkning, og da han var formastelig nok til at 144| tage Ordene, som de stod, fik han mange mærkelige og kætterske Ting ud deraf

»Fuldt vel forstaar jeg,« skrev han, »at Katolicismen lægger denne frygtelige Bog i Lænker, og at Protestantismen fortolker den ud i Tevand; thi dette er den lille Bog, som Apokalyptikeren slugte, som er sød paa Menneskets Tunge, men virker som Gift i Menneskets Liv.

Derfra stammer al Vesterledens haabløse Idealisme, Romantik, Socialisme, Anarki, og hvad det hedder alt sammen. De er blevet ammet op af denne revolutionære Bog med dens forunderlig meningsløse Idealisme, der vil have alt gjort fuldkomment. Hver Slægt søger Fuldkommenheden paa sin Vis og gaar fallit og sidder tilbage med Brodden i Hjertet«.

»Ak, Tankerne var mig for stærke«, fortsatte Salomon. »Jeg havde drukket mig en Rus i vort Aarhundredes Sværmeri om Guldalderen, som skulde komme, og jeg vil Resten af mit Liv lide af Tømmermænd derfra.

Ædru er jeg nu, ja, ædru, men forbandet tørstig, og næsten ønsker jeg mit Delirium tilbage. Thi Sandheden er haard at gaa paa. Der er to Slags Mennesker til, hvad Sandhed anbelanger. Der er dem, der ernærer sig paa Løgnen, og dem, der sulter paa Sandheden.

De første er dem, der har det godt og ser lyst paa Livet: Optimister, Idealister, og hvad hele den Yngel hedder. Den anden Race er den, der har mistet Illusionerne og ser Jorden saa skaldet, som den er. Men Sandheden mætter ikke. Der hungrer Mennesket i Ørkenen.

I dens Vold er Mennesket som en Fisk paa Landjorden, og han higer tilbage til Løgnen og det normale. Jeg vilde sælge min Sjæl til Baal for en Løgn, en Generalløgn«.

»Der er en gyngende Mose, hvor man springer fra 145| Tue til Tue og hører Vandet bag sig risle gennem det Fodspor, man nylig satte. Mosen er stor og vejløs, og man ser ikke andet end Tue ved Tue. Men midt i den er der et aabent Vand, der er brunt som levret Blod. Og over Mosen, forbi Menneskene, gaar Idealerne paa Fakkeltog i sorte Kjoler og hvide Handsker, og der er en dyb Alvor præget i deres Miner.

Mennesket bliver grebet og betaget af den dybe Alvor og den store Sømmelighed. Han iklæder sig Overbevisningens sorte Kjole og Sjælsadelens hvide Handsker og følger efter Idealerne. Bedst som han gaar, svajer der en Tue rundt med ham, og han ligger i Mosevandet, der er brunt som levret Blod. Og saa ser han Idealerne smide Kjoler og Bukser og danse en lystig Kankan over ham. De dunker hinanden i Hovedet med Faklerne og slaar Kolbøtter, for det er ikke andet end Lygtemænd, som er blevet klædt ud Mennesket synker ned og kvæles i det brune Dynd«.

»Her i Livet er der en dejlig Have, som hedder Edens Have. Midt i den staar et Træ, som hedder Livets Træ. Det er et stort Juletræ med de dejligste Gaver af alle Slags. Man kan gaa hen og plukke saa meget, som man vil, der er nok til alle. Der er baade Madvarer og Konfekt og Fornøjelser, moralsk og religiøs Trøst og alt, hvad tænkes kan. Derinde regerer Rector magnificus. Omkring Haven er der et stort Plankeværk, og fede Keruber gaar omkring som Opsynsmænd, og hver Gang en vil springe over Plankeværket, trækker de ham ned ved Benene. Men i en Krog staar Kundskabens Træ paa godt og ondt og hælder de eviggrønne Blade over de underlige Æbler, der er hvide som Is og røde som Lue. Om Dagen drikker det Sol, og om Natten græder det Dug. Og hvo, der spiser af dette Træ, han stødes ud af Edens Have. Og Folkene 146| i Edens Have er lykkelige; thi de kender ikke til nogen Rørelse, men deres Sind er som en blank Sø, og i den Sø er der ingen Fisk.

Deres Ærgerrighed er at forspise sig i Madvarerne fra Livets Træ, og naar en af dem opnaar det, holder en Kerub ved hans Grav en skøn Tale over ham i lueforgyldte Fraser. Men hvo, der spiser af hint Træ, kan stødes ud af Edens Have. Og uden for ligger alle Jordens Riger. Men der er koldt derude og mørkt. Og Stormene griber ham. Hylende som Ulve driver de ham over Stepperne, hvor hans Fod ikke ved, hvad den træder paa, og hans Haar flagrer ned over hans Øjne, og han ser ikke andet end Mørke og Stjerner.

Og medens gode Folk slaar en Sladder af i Havens revne Gange, møder han aldrig et Menneske; thi her er Menneskene saa langt fra hinanden som Stjernerne i den blaa Æter.

Men somme Tider, naar det for en kort Stund er Dag, saa kan Blod ligge paa Græsset, og da ved han, en anden har gaaet der før; men om det saa var hans egen Fader, saa ved han ikke, hvem det er. Og atter bliver det Nat, og Stormene trækker ham ved Haarene over Klipperne, og han kan ikke engang se, at han flytter sig, thi det eneste, han øjner, er Stjernerne i Rummet. Og til sidst brister hans Hjerte, og han taler Vanvid, og det forekommer ham, at Stjernerne er en Guds Taarer i det uendelige Mørke, og at der ikke er andet til i Verden end et ensomt Hjertes Graad i den dybe Skummelhed.

Vogt jer for den hellige Ild Drik og hor. Slaa Folk ihjel, saa meget I vil, men vogt jer for den hellige Ild. Livet er en græsblød Slette, hvorpaa Dansen gaar, men underneden er den store Ildebrand. Udvendig har Jorden saa runken en Hud og synes knap at mærke 147| os Mennesker, der kravler paa den som Snyltedyr; men indeni brænder dens røde Blod. Det er Ild, der rinder i Livets Aarer. Ja, det er Ild Livet er et afsindigt Eventyr om talende Blodsdraaber og Sjæle, der staar i Lue, og ikke denne Mælkegrød, som de vise Mænd udgiver for Livets Mysterier. Det er Forfalskning. Det er Kæltringestreger. Og derfor siger jeg: Vogt jer for den hellige Ild, som en afsindig har antændt i Jødeland for 1900 Aar tilbage. Leg ikke med den; thi det bliver til sidst dens Luer, som spiller med dig.

Vin og Kvinder og Moral og andre jammerlige Surrogater - berus dig i dem. Men vogt dig vel for det guddommelige Delirium. Promethevs! Promethevs! Du, som blev naglet til et Kors, og hvem ingen Herakles befriede! Hvorfor hentede du Ilden ned fra Himlen? Hvor mange Sjæle har du ikke ledt ud i de store, fortvivlede Drømme, og hvor blev de store Gerninger? Vogt jer for den hellige Ild. Nævn ikke dens Navn, ikke engang som de vise Mænd, idet de siger, at den er god til at koge Tevand over. Thi Himlens Lys bliver i din Sjæl til Helvedes gloende Time«.

»En Morder er du, du med Naglen gennem Haanden, en Giftmorder, der hælder sød Gift i Livets daglige Drikke. Og det gaar med din Gift som med Vellysten. Hvo, som først har faaet Smag paa den, kan ikke redde sig fra den, skønt den brænder ham op indvendig. Som Kulturen for de vilde Folk saaledes er den korsfæstedes luende Tanker Døden for os. De er som Sirenerne, de lokker til med de skønneste Toner, men slaar Kloen i dem, som henrykt knæler for dem. Thi de er større Byrder, end vi kan bære dem. Korsfæst, korsfæst ham. Slaa ham Naglerne gennem Haanden. Bor ham Lansen i Siden.

148| Korsfæst ham og hans Gerning. Udryd hvert Spor af ham paa Jorden og dræb alle dem, der endnu nævner hans Navn. Da vil den store Søvns Lyksalighed komme til Jorden, og vi vil være ved det store Maal: at æde og drikke og være glade. Eller bedre, lad alting gaa, som det gaar. Se, det er jo alt sammen saare godt. Lad hans Navn raabes i Kirkerne og aldrig nævnes udenfor. Lad hans Ord blive fortolket og forklaret saaledes, at det alt løber ud paa det samme »Velbekomme!« og »Sov vel!« og lad os gøre ham til en Gud, at vi kan slippe for Efterfølgelsen. Lad os blive ved med det officielle Bedrag, som vi Mennesker har hittet paa i vor frække og frivole Snedighed, og lad ham paa denne Maade forhaanes, forraades, bespottes og korsfæstes gennem alle Tider til Løn for det ubarmhjertige Fuldkommenhedsraab, han opløftede«.

»Har du læst Titanomachien? I det trefoldige Mørke blev Titanerne slængt. Først var der et Mørke saa dybt som Sjælens Fortvivlelse, og saa var der et Mørke saa vidt som Tankens Flugt, og atter var der et Mørke saa uendeligt, som Smerten er det i Universets Liv. Verden var død for dem, og de var døde for Verden. Og dette blev saaledes, fordi de havde rakt deres Hænder ud mod det himmelske Lys.

Tys! Tys! Sig det ikke igen til nogen, men jeg vil fortælle dig Meningen med denne Lignelse. Alt som Skoledreng hørte jeg den. De greb det himmelske Lys. Men Lyset er Mørke! Lyset er Mørke! Den blaa Ædelstensbue over Jorden er det dybeste, vildeste, grufuldeste Mørke.

Saaledes lever jeg elendige Salomon i Landet Tartarus«.

»Jeg ved godt«, skrev Salomon, »at der er skrevet en medicinsk Doktordisputats over det Emne, at Tung149|sindet egentlig er en Sygdom i Nyrerne, men det er ikke saa, og Sandheden er en anden og meget simpel, at hvo, som forøger sin Kundskab, forøger sin Smerte. Jeg henholder mig her blot til min store Navnes Autoritet.

Det, som er det centrale i min Person, og det, som gør, at jeg føler mig mellem Mennesker som en vild Fugl i Hønsegaarden, det er den Kundskab, jeg har om Menneskets Natur i hele sin pralende Usselhed. Intet er moderne Mennesker mere imod end denne Tale om Menneskets dybe, medfødte Fordærvelse. Det er denne Lære, som findes i Buddhismen og findes i Urkristendommen, men som vore Dages Kristendom lykkelig har skaffet ud af Verden, Kun de, som brændemærkes med Navnet Pessimister, kender endnu noget til denne gamle, strenge Sandhed, men ellers sidder Folk med Hænderne for Ørene og Briller for Øjnene for at holde sig Sandheden fra Livet og fortolker det nye Testamente, som fik de Timebetaling.

Ak, Mennesket er en løjerlig Skabning. Det er et snakkesaligt, løgnagtigt, fejt og vellystigt Væsen, og vidste man ikke af dets Knokkelbygning, at det stammede fra Aberne, kunde man vide det af dets Karakter. »De ved ikke«, sagde Frederik den Store til en godtroende Filosof, »hvilken forbandet Race vi tilhører. Hvis vi endda viste vor Usselhed paa en nøgen og ærlig Maade. Men vi har altid noget Fedteri for med Idealerne. Der har vist aldrig paa nogen Klode været en mere idealistisk Race end den menneskelige og aldrig nogen, der snedigere har sørget for ikke at ofre noget for Ideerne«.

Og det ulykkelige er, at alt dette er aldeles ubevidst. Vi har de bedste Hensigter af Verden, men ganske uvilkaarligt faar vi alting draget hen til, at der bliver en 150| Pære til os selv. Netop derfor er der intet Haab om Forbedring. Thi denne ubevidste Slyngelnatur er stærkere end al Moraliseren. Medens vi handler, tror vi, vi er uegennyttige, og smasker vellystig i vore egne Dyder. Bagefter indser vi, at det igen var Broder Liderlig, der sad os i Kroppen og drejede os en Næse. Derfor, naar jeg bemærker, at Idealerne begynder at røre sig i min Sjæl, siger jeg straks til mig selv: »Ho, ho, min Dreng, skal der nu gøres Forretning igen«, og lægger Fingeren paa Næsen. Men lur Broder Liderlig, han er klogere end som saa. Faar han ikke sin Vilje paa den ene Maade, faar han den paa den anden, og hvad kan det nytte at være bagklog. Som nu jeg vil sige en Forelskelse, hvad er det ikke for noget Ruskomsnusk af de dummeste og laveste Motiver med en Fernis af god, gammeldags Romantik som en Kærlighedens Kaabe over Taabelighedens Mangfoldighed«.

Denne Tid var ret en Pokkers Tid for Salomon. Der kom saa mange taabelige Spekulationer og Griller og gjorde ham Hovedet kruset, og han vidste aldrig rigtig, hvor han havde sig selv. Han troede saa smaat, det var Musikken, som gjorde det. Altid sad denne Frøken Prosa og spillede, og Salomon gav Tolstoy Ret, naar han jager Musikken ud af sin Stat, ligesom Plato jog Digterne ud af sin. Musikken har Fanden skabt.

Det løfter paa Mellemgulvet, og uden skellig Grund staar det klare Vand i Øjnene, og man føler sig, som man kunde gøre, hvad det skulde være, og ved ikke, hvad der er i Vejen med en, indtil man opdager, at det er en eller anden Frøken Prosa, som spiller.

A propos, hvor er dog Prosa et underligt Pigenavn. Der er en ironisk og gaadefuld Klang deri, som virker langt stærkere end det romantiske i Valgerda eller det højtidelige i Melpomene - som Rektors to Døtre hed.

151| Thi hvilken Kvinde var virkelig tør Prosa? Er ikke enhver Kvinde, som det fremgaar af Johannes Forførerens Studier, krystalliseret Poesi? Poesien er ikke altid lige god. Den kan mellem os være Pokkers daarlig. Alle Grader kendes lige til Duftvaudeviller og Skillingsviser. Men aldrig var der en Dame, som ikke egentlig gik paa Vers. Man ser det straks i deres Gang. Er der ikke en vuggende Rytme i Overkroppens Bevægelser og smaa, raske Taktslag i Føddernes Trippen? Der kan være dygtige Husmødre, ja, Matematikere og Jurister mellem dem. Det nægter ingen. Ogsaa Poeten kan være en stabil Forretningsmand hver Dag fra 9-5; men naar Maanen ganske stille gaar op saadan i Halvskumringen mellem Træerne, da - nægt det ikke: om det saa er Matematik og Jura, gaar de paa Vers i en Kvindes Mund.

En anden Ting beskæftigede Salomon i højeste Grad, et psykologisk Problem, som han havde opdaget i det gamle Testamente. »Hvorledes«, sagde Salomon, »er det den samme Mands Sag at digte Prædikerens Bog og Højsangen?« Han vidste fuldt vel, at Salomon den Gamle hverken havde lavet det ene eller det andet. Men det var ikke det historiske Problem, der interesserede ham, men han stillede sig Spørgsmaalet som et Tankeeksperiment: Sæt, at et Menneske vilde forene de to Ting: at være Prædiker og Højsanger, hvorledes vilde han bære sig ad dermed? Mon han først prækede og dernæst sang Højsang eller omvendt? Salomon kunde ikke komme til noget Resultat »Vogt dig for Menneskene«, skrev Salomon til sig selv, »men vogt dig fremfor alt for Kvinderne; thi Kvinderne vil eje din Fortrolighed, og din Fortrolighed er din Sjæls dybe Skat, som du ikke maa give fra dig. Eva er nysgerrig og frittesyg. Jeg siger det ikke til hendes Skam. Thi hun gør alt 152| paa en skøn og besnærende Maade, og hvad kan man forlange mere. Derfor er ogsaa Eva og hendes Lige en god Hustru for den brave Adam, som ingen Hemmeligheder har, men ikke for Kain. Hvis du ejer Tungsindets Skat, da lad ikke Nøglen til den lokke fra dig, at ikke alt skal blive Deklamation og Talemaader. Derfor, læg ikke dit Hjerte i en Kvindes Haand. Lad Kvinden ikke fange dit Blik, at du maa bevare din Frihed; thi fanger hun først dit Blik, faar hun ogsaa din Mund, og tager hun din Mund, tager hun ogsaa dit Legeme.

Men har hun vundet dit Legeme, stiller hun sig ikke tilfreds, før hun har frataget dig din Sjæls Hemmelighed«.

Men i denne Tid gik det op for Salomon, at der var noget galt i Vejen med hans Fordøjelse. Fanden var løs et Steds i de indre Organer, han skulde ikke kunne sige, om det var i Maven; thi han vidste ikke nøje, hvor Maven var. Det var saadan en Satans sød, beængstende Trykken, og Salomon blev alvorlig bange. En Aften greb han sig i at staa med bart Hoved ud af Vinduet og kigge paa Maanen. Det var ham et meget daarligt Tegn. Han gik til en Ven, der var Mediciner og bad ham smage paa Pulsen. Medicineren sagde, at den var normal, lidt langsom og gammelmandsagtig, og Salomon følte sig beroliget. Men da han kom hjem, faldt han i Tanker midt i Middagsmaden og glemte rent at komme Smør i Grøden. Da forstod han, at det var alvorlig galt fat »Medicineren er et Fæ«, sagde han dog ikke højt af Hensyn til Frøken Ingversen. »Jeg er forelsket«.

Med sin sædvanlige Grundighed gennemgik Salomon alle Symptomerne, som de beskrives i Stendhals: Elskovens Fysiologi, og fandt dem alle paa sin arme 153| Person, lige indtil den dugvaade Glans i Øjet. »Nu vel«, sagde han, »det er en Børnesygdom, og jeg er ung nok til at faa den en Gang igen, skønt jeg havde haabet, Eulalie skulde være den sidste«. Eulalie var en filosofisk Dame, som en kort Tid havde indgydt ham en filosofisk Kærlighed

»Diagnosen passer«, sagde han. »Det stemmer«. Og dermed satte han sig hen i Sofaen og røg som en Vulkan. Thi han vidste af gammel Erfaring, at Tobak er den bedste Modgift mod en ansat Forelskelse.

Hvis nu Salomon havde været et andet og fornuftigere Menneske end den Særling, han var, saa vilde han efterhaanden have forsonet sig med den smertelige Opdagelse og søgt at bringe det bedst mulige ud af Situationen. Han vilde have skaffet sig Udvej til et Par nye Handsker og en Hat efter Moden. Han vilde have opvartet Frøken Prosa med Blomster ved forskellige Lejligheder og stirret hende ind i Øjnene enten paa den prøvende, gammeldags, sværmeriske Maade eller med det moderne Klapperslangeblik, som efter Sigende skal være endnu bedre. Han vilde endelig en Dag have set Frøken Prosa rødme og derefter plukket en Rose af hendes Læber og saa overladt Resten til Præst og Degn. Verden vilde have haft et lykkeligt Ægtepar mere, og det næste Aarhundrede vilde have set mange smaa Salomoner vokse op.

Men Salomon blev bitter. Han gik i Rette med Skæbnen og sagde til Reolen: »Hvad Pokker skal Svin i Cancelliet? Kan Mester Ravn synge? Kan et Æsel agere Skødehund?« Og skønt Frøken Prosa vitterlig ikke havde gjort ham noget, følte han sig krænket og lod sit onde Lune over sine egne Daarskaber gaa ud over hende. I Stedet for at række hende Osten og med det samme lægge en Kompliment paa hendes Tallerken, 154| som det krillede ham i Fingrene af Lyst til, slog han en Streg over alt Galanteri og var sarkastisk, ja, endog uforskammet over for Frøkenen, brummede paa ægte Gammelmandsvis noget om Damerhombre, da Etatsraaden en Regnvejrssøndag i Kirketiden fik Prosa og Salomon presset til en L'hombre, og prøvede paa at indbilde hende de skrækkeligste, naturhistoriske Røverhistorier.

Frøken Prosa blev ham imidlertid ikke Svar skyldig. Hendes Vid var i og for sig ikke noget særligt; men der var i hendes Minespil og Betoning o. s. v. noget, som Salomon ikke kunde konkurrere med. Overhovedet havde han gjort den Erfaring, at Damernes Vid er af en anden Art end Mændenes, er mere reserveret, defensivt, tilsyneladende ikke saa aandfuldt, men til Gengæld kan være adskillige Grader nøjere afpasset til Lejligheden. Manden frygter ikke for det barokke og det burleske; han kan gøre sig til Bajas en Gang imellem og til Satan selv en anden Gang uden at sætte noget paa Spil; thi han fører altid Bukkefoden med sig i Lakskoen. Satyren eller rettere sagt Haltefanden stikker i ham og lader ham drive Spot med alt, endog sin egen Værdighed. Med Kvinden er det en anden Sag. Der er ingen kvindelige Satyrer til. Der er Skovnymfer, Dryader, Huldrer og Elverpiger til. Og selv naar Elverpigernes Dans gaar vildest i Lunden, er alt i den skønneste Orden, som om det var arrangeret af den kongelige Balletmester. Tempoet svarer til Foldekastene og Minerne til Tempoet. Selv den løsslupne Kaadhed, selv den ubevidste Blottelse er i Stil og i Takt. Thi ingen Ridder vaager saa nøje over sin Ære, som hans Dame vaager over sin Skønhed og Værdighed, endog i Stævnemødets hede Hengivelse, endog i Bedragets Udflugter. Ikke alle Kvinder føler sig kræn155|kede af det onde Ord, som Mændene regner for det værste, der kan siges om dem. Messalina ler og siger ja. Men alle vilde de tage ilde op, hvis man sagde: »De mangler Takt i Dansen eller i Talen, min Naadige!« Den, som ikke forstaar dette, vil aldrig forstaa den kvindelige Aandrighed, som slet ikke gaar ud paa at være aandrig i og for sig, men paa at bevare sin egen Ynde og Sikkerhed som det eneste stabile i denne Tid, hvor Mændene vil vælte alt med deres Paradokser.

Salomon var ikke fri for at lade Frøken Prosa høre lidt af hvert »I den største Ærbødighed«, sagde han til Frøken Prosa, »være det mig tilladt at sige Dem, at De gerne kunde være lidt venligere mod den stakkels Kammerjunker« - en ung Mand, hvis Ansigt var lige saa rødt som hans Kjole, naar han gjorde Kur til Prosa. »Men Gud!« udbrød Frøken Prosa og maalte ham med et af sine grummeste Blikke fra Hoved til Fod »Sig kun rent ud, at det ikke kommer mig ved!« bad Salomon. »Ja, det haaber jeg da, De indser«, gensvarede Prosa. »Ja, det gør jeg. Men i Menneskelighedens Navn, vær dog lidt venligere mod den stakkels Kammerjunker. De tror, De vilde sætte Deres uforlignelige Værdighed paa Spil derved; men deri tager De fejl. Intet er skønnere, intet tager sig, om jeg saa maa sige, bedre ud end Højmod og Naadighed imod de underkuede, og aldrig havde Artemis sat sin Værdighed over Styr ved at stede Aktæon til Audiens«. »Ja, næste Gang, kan De tro, skal jeg kokettere med Kammerjunkeren«, sagde Prosa med et Blik, hvori der tydelig stod skrevet: »og med Dem«. »Nej, nu maa jeg atter bede for min Kammerjunker«, sagde Salomon.

»Hvorledes skal jeg da være«, sagde Prosa, satte sig ned og foldede Hænderne og saa op paa ham. »De skal være huldsalig og naadig mod alle Deres undergivne. De 156| skal være streng og retfærdig og nidkær i Deres Kald«. »Som er?« spurgte Prosa og kiggede op paa Skolemester Salomon. »Som er at være som Psyke i Kongens Gaard, hvor Mændene tilbad hende som et levende Billede af Afrodite. Som er at forædle og forfine deres Smag og oplære dem i den Kunst at være forelskede uden at blive røde i Hovedet«. Her slog Frøken Prosa den klareste Latter op og løb gennem alle Værelserne lige ind i sit Boudoir og spillede og spillede, Pokker ved hvad. Det klang alt sammen ens for Salomon. »Musikken har Fanden skabt!« det var hans daglige Omkvæd, og det sagde han ogsaa uden Omsvøb, da hun kom igen. Hun kvede sig til at lytte andægtig til; thi hun vidste, nu kom der noget. »Musikken er den ypperste Kunst af alle; thi den er opfundet af Satan selv. Al dyb Kunst er undfanget i Helvede med Udsigt til Himmerig og tolker Sjælens søde Drømme midt i Sjælens bitre Nød. Men ingen Kunst er saaledes gaaet gennem Ilden som Musikken. Den skifter som Staalet i alle dets Anløbsfarver, den er Sejd, som er brygget af alt, hvad i Verden er, over det hedeste Baal. Derfor kan kun Mænd skrive Musik; men Kvinderne spiller den efter min Mening nok saa godt«. »Hvor De dog er original«, sagde Prosa paa den uskyldigste Maade. Men Salomon vidste meget vel, at hun gjorde Nar af ham. »Jeg vilde ønske, jeg var lige saa original som De«. »Nu til Dags er enhver Aarsunge original«, sagde Salomon. »Det er meget finere ikke at være original. Vær De glad ved, hvad De er«.

Hvordan var saa Frøken Prosa? Ja, jeg skal daarlig kunne sige det. Jeg hører ikke til dem, der formastelig mener at kunne sætte en Kvinde paa Formel, proppe hendes Karakter paa Flaske og gemme den hen. Og saa længe Fysikeren ikke løser de tre Legemers Pro157|blem, saa længe kan jeg være bekendt ikke at løse Frøken Prosas Problem. Ak, vor Psykologi er en Mandfolkepsykologi, vore Romaner Mandfolkeromaner, og deres Heltinder er mere eller mindre forklædte Mandfolk alle sammen som Skuespillerinderne i gamle Tider. Hellere vil jeg tilstaa min Uvidenhed over for det ubegribelige Mysterie end med teologisk Vigtighed at ville begribe alt, endog Frøken Prosa. Men det kan jeg dog sige, at hendes Øjne var graa, eller stod de maaske i det brune, ak, min Erindring, mærker jeg, er falmet. Hendes Haar, det ved jeg, var gyldenbrunt. Spørger nogen, om hun var skøn, saa ved jeg ikke, hvad jeg skal svare; thi Skønhed er kun til for den, som ser den, og mangen Piges Skønhed er kun til for een. Dog saadan, hvad man kalder skøn, var hun vel egentlig næppe, men snarere tækkelig, hvis det ikke er for lidt sagt, eller statelig, hvis det ikke er for meget Yndefuld var snarere Ordet, men det er et af de Ord, som ikke taaler at nævnes, thi saa er straks Duften af det.

Men hun lo skønt, og hvor mange gør det! Hun løb skønt, endog naar ingen saa paa det Hun fniste ikke. Fnisen var altid min Skræk. Hun kunde tale som et Menneske uden at lave Øjne og gøre Dikkedarer, og, hvad mer er, hun kunde tie, ja, tie ubekymret midt i Selskabets Larm, om ingen talte til hende, tie som Blomsten paa de grønne Enge, om end Bierne raaber nok saa højt: »Hvor er I?« og som den liden Sommerfugl kan tie, skønt dens Farver er som Vaarsang og dens Flugt som et Fløjtespil.

Men om hun var klog eller dum, det ved jeg ikke indtil den Dag i Dag; thi jeg ved slet ikke, hvad disse Ord betyder, naar de skal anvendes paa en Kvinde; men jeg ved kun, at de betyder noget andet, end naar vi anvender dem paa en Mand.

158| Saadan sidder jeg her og mindes uden paa Mandfolkemaner at ville gøre mig klogere, end jeg er, og bruger min Rørpen som en Syrinx og fløjter til Frøken Prosas Pris.

Thi priset være Frøken Prosa, for hvad hun gjorde, og hvad hun ikke gjorde, for hendes »ja« og hendes »jamen« og hendes »nej«; men først og fremmest for hendes største Fortjeneste, fordi at hun var til.

Saaledes priser Vandringsmanden i Ørkenen den friske Kilde, hvis hele Fortjeneste er det, at den er til som et læskende og kølende Væld; og skønt han kommer fra Ørkenen og gaar ud i Ørkenen og forlader den med Savn, priser han den dog i sin Sang om end med Savn. Saaledes priser Ungersvenden den lyserøde Rose, og den gamle priser de blege Stjerner, og alle priser vi det, som er skønt i sig selv og ikke trænger til nogen Rekommandation eller Eksamenskarakter.

Men til Salomon hin Unge, den Salomon, der var samtidig med Frøken Prosa, siger jeg, som jeg altid har sagt: »Salomon, du er et Fæ!« Du burde have drukket endnu dybere, altid endnu dybere af den søde Kilde, om end Livets vise Ligevægt havde krævet Drikken vejet op med Blod og Graad. Thi Livet er langt, Salomon, og Ørkenen er bred at vandre igennem, og Vandringsmanden maa have søde Minder med paa Rejsen, naar han skal fare langt.

Men Salomon var et Fæ og blev, frygter jeg, et Fæ alle sine Dage. Blev han ikke der, som jeg alt har sagt, bitter mod Frøken Prosa og Kvindekønnet. Og hvad kan Kvindekønnet for, at saa lærd en Herre som Salomon gaar hen og forelsker sig. Gjorde han ikke Livet end bitrere, end det var, ved at trodse og stampe mod Brodden.

Og intet Under, om Frøken Prosa ikke kunde blive 159| klog paa ham, denne sære Herre, eller maaske, jeg ved det ikke, forstod hun ham saa meget godt, og herafkom denne spøgende Overbærenhed, den rolige og dog lidt urolige Munterhed, hvormed hun svarede paa hans formastelige Arrighed.

Der er noget til, som hedder Stæremosegaard. Det ligger ifølge Trap ved Stæremose Station i Mosestær Sogn; men ifølge Salomon ligger det ikke noget Steds i Danmark, men i et andet Land, hvorom mer senere. Lad os kun derfor foreløbig lade, som om dets Beliggenhed stemmer med Traps Beretning. Men een Ting maa allerførst nævnes, som Trap har forglemt at omtale, skønt det er det allervigtigste paa Gaarden. Det er Stæren. Uden for Stæremosegaard er en Mose. I Mosen er en lille Sø, og i den lille Sø er der en lille Ø. Der holder Stærene til, de ejer Øen og Søen og Mosen med og egentlig hele Gaarden, i alt Fald Kirsebærtræerne. Der sidder de ude paa Tagrørene ved Aftenstid, og man hører en sagte Susen, som naar en Søndagsvind gaar ganske stille gennem en Kornmark. Det er Stærene, som har Aftenbesøg. Men hvis Hunden springer i Vandet, da løfter de sig som en Sky, brusende som et Vandfald, og stryger som en Skypumpe hid og did over Søen, indtil de finder Hvile i deres Rør igen.

Salomon var Gæst paa Stærenes Gaard. Men end ikke herude i Idyllen kunde Salomon lade være at gaa og gnave, og Frøken Prosa blev mere og mere bekymret for ham og forsøgte at muntre ham op paa bedste Maade. »Hvad siger De til, om jeg gik hen og lod mig emancipere«, sagde hun en Dag paa sin raske Maade. »Dette her begynder at kede mig. Skulde jeg ikke tage Artium eller saadan noget?« »Gud fri os«, sagde Salomon rent uvilkaarlig og blev bleg af Sindsbevægelse, 160| »hvor faar De den ulyksalige Ide fra? Deres eneste Overlegenhed over Mændene er jo netop den, at De kan sige: Jeg har ingen Eksamener taget. Jeg har ingen Titler. Jeg har aldrig været Abekat. Tager De Artium, vil jeg slet intet have med Dem at gøre«. »Ja, saa faar jeg vel lade være«, sagde Prosa smilende. »Vilde De synes bedre om, at jeg tog en Tur til Udlandet?« »Meget bedre«. »Og blev borte et Aars Tid eller saa?« »Fortræffeligt«, sagde Salomon. »Jeg tror ogsaa, det bliver det bedste«, sagde hun. »Naa, De synes altsaa ikke om Emancipationen«.

»Jeg er paa dette Punkt en haardnakket Reaktionær«, sagde Salomon og saa glubende principfast ud

»Hvis Damerne kun vilde emancipere sig fra Mændenes Herredømme, det var en anden Sag; hvis de vilde emancipere sig ved at blive stoltere, skønnere, kækkere, vittigere, med eet Ord frygteligere - gerne saa vi Mandfolk det og med uegennyttige Interesser, skønt det vilde gaa ud over os selv. Men Damerne, min Frøken, vil i Øjeblikket emancipere sig fra sig selv. De vil abe os efter og gaa med Permissioner og Hænderne i Lommen. Og det Syn er det sørgeligste af alt i denne fordærvede Tid«, sagde Salomon og hævede Pegefingeren. »Alle er mere eller mindre smittet af den Galskab«. »Det er frygteligt«, sagde Frøken Prosa. »Ja, frygteligt«, sagde Salomon og rystede paa Hovedet, men tilføjede i en Tone, som om han talte med sig selv: »Vistnok er der nogle af Kønnet, der er født med en saa lykkelig Natur, at det Raseri, der er paa Moden, kun indvirker paa Klæderne og ikke kommer inden for dem, men det er sjældne Undtagelser - sjældne Undtagelser!« sagde Salomon, stadig til sig selv, »og det vilde være meget upædagogisk at rose Undtagelserne 161| for tidligt, om man ellers er saa lykkelig at træffe dem«.

Mark Twain prøvede engang at skrive en rigtig Knaldroman. Han rodede Helten ind i de allerværste Forviklinger efter de bedste Mønstre, men da han skulde til at traade Nøglet op igen, opdagede han til sin Skræk, at Helten var kommet for dybt ind i Uredet, til at Mark Twain kunde faa ham løs igen. Han saa sig derfor nødt til at bryde brat af, sige Pas og lade Læseren om Resten.

Saaledes følte den superkloge Salomon sig her i sit eget Livs Roman, og mer og mer betænkelig blev han ved Situationen. Han tænkte virkelig ogsaa undertiden paa at bryde brat af, sige Pas og lade Resten være Tavshed, og hvad der afholdt ham derfra, var ikke saa meget Haabet om en lykkelig Udgang som en vis fortvivlet, galgenhumoristisk Lyst til at se, hvad Pokker der kunde komme ud af det

»Præmisserne er altsaa saadan«, sagde Salomon. I Mangel af sin Reol talte han til Maanen, som jo er alle Vegne, hvor der er Elskere. »Første Præmis: Vi har en ung Mand i sin smukkeste Alder, endvidere en Etatsraad, R af D. og en Jomfru i det grønne. Anden Præmis: Den unge Mand er højst sandsynlig en kødelig Søn af Etatsraaden. Ingen taler derom, men alle synes at vide lidt Besked derom. Tredje Præmis: Den unge Mand er højst sandsynlig dødelig forelsket i Jomfruen i det grønne. Ogsaa dette ved alle, Jomfruen med, men ingen taler derom. Fjerde Præmis: Den unge Mand lider af kronisk Spleen, epileptoide Anfald, periodisk Depression og andre Sindssygeanstalternes bedste Blomster. Det ved derimod ingen, fordi han ikke taler derom. Det hele gaar saa Satans smilende 162| dekorativt og muntert af Imidlertid ved den unge Mand ikke et levende Raad.

Den unge Mand er nemlig en Hykler, en Jesuit, et forvorpent Menneske. Han sørger for, at alt, hvad der er udadvendt, er let og spøgefuldt, og til Gengæld overlader han sine ensomme Timer til Fortvivlelsen. Han sælger sin Sjæl til Melankoliens Satan, og Satan giver ham derfor Magt til at staa som en tapper Mand med et smilende Ansigt over for Menneskene og undgaa deres Deltagelse. Thi intet regner han for frygteligere end at være et Offer for Menneskenes Deltagelse. Ak, hvad skal denne unge Mand gøre med disse Præmisser foran sig? Er der anden Konklusion at drage for ham end den Slutning, som drages med et Hampereb? Hvad skal han sige til Faderen og hvad til Jomfruen? Hvis den dødssyge Pjerrot, naar Publikum fremkalder ham, vilde stryge den hvide Maske og det røde Grin af Ansigtet og vise sit Ansigt i Dødens skrækkelige Alvor, hvad vilde da Publikum sige? Med Rette vilde et dydsiret Publikum forarges. Men paa den anden Side kommer der et Tidspunkt, da Pjerrot ikke kan føre sine Grimasser igennem mere. Da raaber en lille Dreng: »Se, Pjerrot græder«. Og der gaar en Brusen gennem Mængden. Klappen og Haandviften og Bravoraab tiljubler ham for dette nye og mesterlige Kunststykke.

Salomon havde ikke ført sin Dagbog med sig; men bag paa de Vadskeregninger, som han fik sendende fra Hovedstaden, skrev han med smaat Aforismer og lignende, som passede til Situationen.

»Det skal være et latterligt Syn at se udi Ørkenen en Kamel brøle efter Vand.

Jeg var dog begyndt at leve et lykkeligt Liv, nøgternt og hæderligt, uden Illusioner og Hundekunster - og nu.

163| Hvad har du gjort ved mig? Du har stjaalet min Sjæl. Ak, min lille Pige, hvad forstaar du dig paa en Eneboers Sjæl Giv mig derfor min Sjæl igen!

Er da Livet umuligt at leve?

Bekymringer er slemme, men Illusioner er værre, dog, Elskovens Illusioner er værre endnu end de Hunde, som forfølger Aktæon.

Dyret springer skamskudt for Kobbelet. Til sidst slæber det sig hen under en Busk for at dø i Fred. Og saa kommer Kobbelet farende op over det med røde Tunger og hvide Tænder, og der er langt, til Jægeren kommer og giver det Fangst.

En Kvindehaand er blød og nænsom. Ære være Kvinderne for deres Hænders Blødhed. Men eet skal de holde deres Fingre fra, det er Sjælens Tungsind. Dertil er Haanden ikke blød nok.

Jeg havde lagt mit Liv an paa at pleje min Sygdom i Fred. Og nu er der gaaet Feber i mine Saar.

Jeg er, hvad man kalder overspændt. Strengen er blevet spændt for haardt i min Barndom af velvillige Mennesker.

Tør en spedalsk elske? Er det ikke imod Loven, at en spedalsk gifter sig?

En tungsindig er som en spedalsk Jo nærmere han kommer Menneskene, des ængsteligere bliver de. Han gør deres Vin til Galde, deres Mad til Aske.

Jeg er en sindssyg Mand, ak, og dog just forstandig nok til selv at indse det.

Jeg ved, at hvis jeg betroede mit haabløse Tungsind i hendes Haand, saa vilde hun le deraf, den lykkeliges hjertelige og dog hjerteløse Latter.

Kong Salomon siger, at at finde en god Kvinde i denne Verden er lige saa vanskeligt som at gribe en enlig Aal i en Sæk med Slanger«.

164| Salomon sov ikke altid lige godt om Natten; men hvad er det ogsaa for en Nat, vi holder os paa den Aarstid. Stærene driver hid og did som en mørk Sky mod den røde Himmel, og først ved Midl'hombretid synker Skyen ned i de tætte Rør. Men endnu stryger de graa Moseterner hid og did og skriger.

Efter dem kommer Flagermusene frem igen, ingen ved hvorfra, og Uglerne sætter sig paa de gamle Piletræer og blinker kærligt til hinanden med deres store, gule Øjne, som ruller rundt; thi ogsaa Uglen har et Hjerte i sit Bryst. Og Taagen stiger op af Mosen og fylder Luften, saa man ved ikke, hvad der er Land, og hvad der er Vand. Men denne Taage er en sølvhvid Taage, der har sit eget Lys, en Taage som den, der svævede over Kaos, før Solen blev til og Stjernerne. Den lægger sig over Haven, saa alle grønne Træer ses dunkle gennem et gennemsigtigt, hvidt Slør, og fylder alle Spindelvævenes Broderier med hvide Dugperler. Det er den lyse Nat, men den lyse Nat er slet ikke en Nat, den er en Dag, men af en finere og blegere Art end den hede Sommerdag. Dog kan det Øje, der er fortrolig med den, skelne alt i dens Skær lige saa godt som i Soldagens Glans, og Ting, som er Hemmeligheder i Soldagen, aabenbares for den, der dyrker den lyse Nat. Det forundes ham at se de hvide Natsværmere danse som Smaaalfer om Poplerne og at høre Pindsvinet snøfte og rode mellem Bladene. Regnormen er oppe og trækker Blade ned i sit Hul, saa Jorden bliver oversaaet med strittende, smaa Buketter, og er man heldig, kan man se Jordkrebsen stikke sine Gravepoter op af Jorden og fløjte paa Femininum.

Salomon kunde ikke sove, han aabnede Vinduet og saa ud, og Sommernatten sagde til ham: Kom herud! Salomon kendte Vejen. Af Anstændighedshensyn fik 165| han nogle Klæder paa og krøb ganske stille ud af Vinduet - han boede i den lave Stueetage. Og herude i Sommernattens Herlighed gik han ganske stille for ikke at forstyrre Trylleriet. Gik uden om Regnormen og passede paa ikke at fornærme nogen Edderkop. Sneglehusene tog han og kastede langt ind i Græsplænen, at ikke nogen uforsigtig Fod i Morgen skulde træde dem ud i Gruset.

Der var vaadt og fugtigt og Dugdraaber overalt, og fra Poplerne faldt Taarer. Salomon satte sig paa en Bænk og stirrede ud i sin egen Raadløsheds Taage. Og her gik det den vise Salomon ikke bedre, end det er gaaet saa mange andre Menneskebørn; det brændte i hans Øjne, og da han holdt Haanden for Øjnene, mærkede han, at noget varmt og vaadt løb igennem Fingrene, og hans Bryst skjalv.

Der var i dette Øjeblik en Bevægelse i Taagen, en Raslen i Gruset; men Salomon saa og hørte intet. Det staar ikke til at nægte, han græd.

Men Stærenes Have, har jeg sagt, er en fortryllet Have.

Den er som Skærsommernatsdrømmens Skov, og Nis Puk regerer der og leder de store Børn, som han vil, igennem Taagen. Hvis der ikke var overnaturlige Kræfter med i Spillet, hvorledes skal det saa forklares, hvad Salomon oplevede i denne Stund.

Thi der var en Haand, som rørte ved hans Arm, og en varm Aande, der rørte ved hans Kind, og en blød Røst, der talte til ham i Skærsommernattens Sprog.

Denne Røst skjalv ikke, den var rolig og mild. Hvad den sagde, mindedes Salomon ikke, men han mindedes længe dens rolige og milde Klang.

Men Salomon var stadig den samme sære Salomon. 166| Han vendte sit Hoved bort og skulede ned i Jorden som en uartig Dreng, der skammer sig over sig selv.

Og atter talte den blide Røst; men denne Gang var der en lille, bekymret Skælven i den, og atter fornam Salomon Meningen mindre af Ordene end af Ordenes Klang.

Og Salomon vendte sit Hoved derom imod, hvor Røsten kom fra, og trodsede og sagde: »Hvad vil De mig? Hvorfor lod De mig ikke ene med mine Tanker?« Og Prosa svarede undskyldende med sit rolige Smil: »Det gjorde mig ondt, De var bedrøvet. Vil De ikke sige mig hvorfor?«

Atter trodsede Salomon og sagde: »Hvad nytter det, om jeg sagde Dem et og andet? Ordene faar dog ikke den samme Betydning for Dem som for mig, og der var aldrig to Mennesker, som kunde gøre sig forstaaelige for hinanden«.

»Sig det nu!« befalede Prosa kækt og smilede igen.

»Jeg er ikke bedrøvet af denne eller hin Grund«, sagde Salomon, »men fordi Bedrøvelsen er den Luft jeg lever i, og den Jord, jeg træder paa. Vi lever i to forskellige Verdener. De lever i en skøn og glad og rig Verden jeg lever i et trangt og skummelt Hul, og dog er det ydre Apparat noget nær det samme for os begge«.

Hvis nu Prosa havde været en almindelig ung Pige, havde hun set meget betænkelig ud og sagt: »Herre Gud!« saadan som man lærer at opføre sig ved højtidelige Lejligheder. Men takket være hendes naturlige Takt, hun skabede sig ikke og sagde ikke noget, hvor hun ingenting havde at sige, men sad som før, spørgende og lyttende som den unge, blinde Pige, der ikke kender den talendes Røst, uden at gøre sig vigtig og ville spille Trøster. Se, da forsvandt Uartigheden hos 167| Salomon, og han vendte sig helt om mod hende og sagde: »Tak, fordi De vækkede mig af de mørke Tanker. Lad dem fare. Se,« sagde han og pustede til en Spindelvævstraad »Se, nu er de alt fløjet.« Men hun lod sig ikke skuffe, men sagde: »De har jo af og til været min Lærer. Nu, saa lad mig ogsaa lære Deres Verden at kende Just fordi jeg er en ukyndig i den.« Salomon sagde: »De forlanger meget af mig. Men hvis De kunde se gennem Taagen, kunde De se min Verden paa den anden Side. Derude strækker sig en nøgen og sort Hede uden Grænser. Og oven over Heden er der det tykkeste Mørke, saa langt Synet naar. Men læg blot Mærke til, at dette Mørke er den virkelige Verden, og den Verden, vi lever i til daglig, kun er Drømme og Bedrag. Thi paa Heden ligger Menneskene og drømmer, og i Drømmens Verden tror de, at de lever. Somme drømmer om Elskov og andre om Hæder, og atter andre drømmer Fuldkommenhedens Drøm. Men naar Drømmen er skønnest, bliver den sovende urolig, og han rører sig og aabner sine Øjne, og da ser han den Verden, som er, som er bundet i Mørkets Trældom. Han ser det og græder som et Barn, der er ladt alene i et mørkt Værelse; men de andre, som sover, hører ham græde, og det lyder i deres Drømme som søde Toner.«

»Men hvad ser De mer,« sagde Frøken Prosa, »ser De ikke en Lysning bag ved Mørket igen?«

»Jo, i Drømmen,« sagde Salomon, »men ikke, idet jeg vaagner af Drømmen.«

»Ak, jeg er vist meget dum. Ved De, hvordan jeg har det? Men De maa ikke gøre Nar af mig,« sagde hun og saa helt alvorlig paa ham. »Om Aftenen, naar jeg lukker Øjnene, og Tankerne glider bort, saa drømmer jeg endnu som en lille Pige, ved De hvorom? 168| Om Engle med hvide Vinger og gyldne Glorier og om blege, alvorlige Ansigter og om andre Ansigter med straalende Smil. Men det regner De vist for barnagtigt.«

»Det var det skønneste Eventyr,« svarede Salomon. »En Mand, der nu er død, drømte det først Englene vaagede over Jorden og alle dens Børn og bar Bud fra Jorden til de andre Stjerner, og Michael stod Vagt i den blaa Rustning imod den røde Drage. Og inderst i Livets Tempel der var et Væld af Lys. Saaledes drømte han. Og ved De, hvordan det siden gik ham?«

»Nej. Hvem? Nej, jeg ved ikke.«

»De kan læse det i Deres Testamente. Da den sjette Time var kommet, blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. Og ved den niende Time raabte han med høj Røst: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!« Da slukkedes Lyset, han vaagnede af Drømmen, og saaledes døde han midt i det store Mørke, som De selv kan læse Dem til.«

Men i det samme saa Salomon paa Prosa og saa, at hun var forlegen og stod hjælpeløs imellem sin uskyldige Ortodoksi og Salomons Visdom uden at kunne forlige dem, og han forstod, at han dog havde talt for meget. Derfor sprang han i en Fart op fra Bænken og sagde: »Men undskyld, at jeg plager Dem med sligt. Behold kun det Letsind, som skaber Eventyret, og lad Dem ikke anfægte af mig. Kom, lad os gaa rundt i Haven og se paa Morgenens letsindige Pragt og høre paa Droslernes blødagtige Vise.«

Og nu vil man forstaa, hvor Stæremosegaard egentlig var beliggende. I Søndenvindens Land laa det, i det lykkelige Arkadien, I dette Land har alle Blomsterne Røst, der kan enhver forstaa Fuglenes Sang, og Solen og Maanen danser over Himlen som 169| Elsker og Elskerinde, og Nat og Dag er ikke som her i Danmark inddelt i regelmæssige Minutter, men i salige Aandedrag. Der staar Solen op, naar Phyllis vaagner, og den bryder frem af Skyerne, naar Phyllis træder ud i Haven, og naar hun udstrækker sin Haand, kommer der en Sølvtaage over det ganske Land, saa ingen ser, hvor hun og Damon taler sammen; men naar de rejser sig og træder ud af Taagen, da kommer Morgenbrisen netop i rette Tid til at drive de hvide Skygger hjem og vise dem den friske Morgenrøde, og Morgenen skinner i deres Øjne, og de drikker Morgenluften som en Drik, der baade forfrisker og beruser.

De gik ad Stien langs Søen. Der var mathvide og staalgraa Toner i Vandet, som senere blev rosenrøde. Og Droslen fløjtede. Heller ikke den kan sove i de lyse Nætter, men maa aarle op og kvæde sin Elskedes Pris. Og Morgenrøden foldede sig ud foran dem og blev dybere og hedere i Farverne og begyndte at kantes med Guld. Da begyndte Lærken at slaa Triller og Gøgen at kukke, og alt gik efter en Snor, som Nis Puk havde ordnet det i Forvejen. Alle Toner samlede sig til en Lovsang og alle Farver til et mangelødigt Tempel. Og det blev klart for Prosa og Salomon, at Nis Puk stod i en højere Herres Tjeneste, eller maaske var han selv Mester Eros. Men Nis Puk havde gjort Regning uden Stærene. Der kom de med eet brusende op af Rørene som et helt Fyrværkeri, og hen over de to fløj Skyen frem og tilbage for rigtig at tage Maal af dem, og Knebberen gik som et ilde Varsel. Salomon hørte dem sige til hinanden, at dette var en Skandale og stridende mod al Moral, og skulde de forenede Stære, som dog var de egentlige Herrer paa Gaarden, finde sig i saadant noget?

Saaledes var det, at Salomon kom til den Overb170|evisning, at Højsangen var skrevet efter Prædikerens Taler.

Gerne vilde jeg følge med Salomon Skridt for Skridt og fortælle alt, hvad der blev sagt og ikke blev sagt.

Men disse Dage svandt for Salomon som en eneste Drøm, en letsindig og sød Drøm, og paa Drømmes Vis stod den siden hen for hans Erindring i et Skær af den forgangne Tids Trylleri; men vilde han se for nøje paa Mindet, da løste det sig op i Taager som et Fata Morgana, og derfor kan den gamle Salomon ikke gøre Rede for, hvordan unge Salomon var.

Jeg har nogle beskrevne Blade, nogle visne Blomster og andre Snurrepiberier tilbage, det er alt. Dog stundom, naar jeg slet ikke tænker paa noget som helst og ser ud af Vinduet efter ingenting, kan Trylleriet komme flyvende igennem Stuen, men inden jeg faar Tid til at spørge det rigtig ud, er det borte igen, inden Øjet har faaet Tid til at blinke.

Hvis jeg husker ret, da var han somme Tider munter og somme Tider melankolsk. Og somme Tider forargede han sig over sig selv, som satte sin Værdighed over Styr i Kærestetosseri, og somme Tider bøjede han ydmygt sit Hoved og tog imod den Naade, der blev ham til Del uforskyldt. Og Prosa lo og dansede over Græsplænen som Aurora over Himlen. Da lo han selv og skæmtede, som om Jorden og Himlen og alle Stjernerne var hans. Men bagefter kunde han bebrejde sig selv, at han kunde le i en Verden, hvor ret var vrangt, og lyst var mørkt. Og naar han traf hende igen, foresatte han sig at skrifte for hende og tale som den Schopenhauer, han var. Dog, hvo kan være Filosof over for et Par Øjne, ligegyldig af hvilken Farve, hvori man ser Morgenrødens Skær spejle sig? 171| Og var han taktløs nok til at gøre Forsøget, da mødte ham straks det haabløse og forlegne Udtryk, som han ikke turde udfordre. Saa sadlede han fluks om, satte sig paa den høje Hest, som gaar over Land og Vand, over Bjærg og Dal, og rev alle hendes Tanker med sig i Fantasiens raske Flugt, og i Stedet for at klage over den store Moder, den grusomme og meningsløse Moder Natur, lovpriste han den lille Eros.

Saaledes holdt han, om jeg saa maa sige, Søndag herude hver Dag, levede i Idyllen, saa længe den kunde holde, og tænkte ikke paa den Dag i Morgen. Det var vist omtrent saaledes, han bar sig ad, hvis man overhovedet kan tale om, at han bar sig ad eller gjorde noget andet end lade sig drive af Strømmen. Jeg slutter det bl a. af en Vadskeseddel, hvorpaa der paa Forsiden staar: betalt 2 Kroner 5 Øre, Mathilde Andersen, og paa Bagsiden følgende: »Idyllen er Opgaven, ikke Teateridyllen, men Livets virkelige Idyl, som jeg nu skal beskrive. Ude paa Verdenshavet er der et ensomt Skib. Det driver for Vind og Vover. Omkring det driver druknede Lig. Der er kun to Mennesker om Bord, en Mand og en Kvinde. Vandet stiger i Lasten og skvulper mod Plankerne under deres Fødder, og de staar Mund mod Mund og Favn mod Favn. Stormen hyler om Skibet, og den næste Styrtesø vil slaa de møre Planker fra hinanden, men de stirrer i hinandens Øjne, og Saligheden risler dem igennem i et Kys. Det er den ægte, sandfærdige Idyl.« Og nedenunder staar der: »Ak, Eros, Eros! Du er en haard Hals at have at gøre med. Jeg knækker min Kaarde og raaber: Pardon, Pardon, Eros!«

Og endnu tror jeg, naar blot Solsorten fløjter rigtig bravt uden for Vinduet, at jeg kunde deklinere Eros saa godt som Ung-Salomon, skønt det nu bliver 172| udelukkende til min egen Opbyggelse, og skønt jeg for saa vidt kun er en Thyrsossvinger og ikke en i Sandhed begejstret. Dog, skønt jeg ikke selv er en af hans hellige, anser jeg ham i Sandhed for en af Jordens mægtigste Guder, og ikke lader jeg mig forlede af min egen Lyde til at foragte ham.

Alle Mennesker har jo hørt Fortællingen om Guden, der fødes som Menneske. Den findes i alle Østerlandets Myter. Denne Gud, som Hinduerne kalder Krischna, hans sande Navn er Eros.

Jeg mindes fra en lille Bog, jeg lærte efter som Barn, at jeg der læste om Beviserne for en saadan Guds Guddommelighed. Og der blev da anført tre: 1) Miraklerne, 2) sanddru og paalidelige Mænds Vidnesbyrd, 3) det indre Vidnesbyrd, Gudens Stemme i Hjertet. Men alle disse Beviser har vi for Eros' Vedkommende. Hvo forvandler Kærlighed og Kildevand til Kærlighed og gylden Vin? Ingen uden Eros. Ja, han gør stumme talende, han gør Dødbidere levende, ja, han præker endog Evangeliet for de fattige og uden Honorar. Og Vidnesbyrd har vi jo i Tusindtal med klingende Rim af gode og forfarne Vidner, lige fra Anakreon til Heinrich Heine. Men det tredje Bevis, Gudens Stemme i Hjertet, derom vil jeg bede enhver fritte i sin egen Barm.

Og at denne Eros bliver Menneske, det er ganske vist et Mysterium, som gaar over al Forstand, men det er dog Tilfældet. Ikke i det ydre kommer han, men i Sjælen stiger han ned som et underligt, uroligt Liv. Og som en Gud styrer han hele Jordens Folkekirke og følger med Mennesket fra Vuggen til Graven. For det første er det egentlig ham, der er Mester for, at Barnet kommer til Verden, og han glemmer ikke den lille Pige og den lille Dreng, men kommer forklædt som 173| en lille Engel til dem i deres Drømme. Og i den grønne Ungdom saa gaar man til Præsten, ja, det siger man, men det er til Eros, man gaar, og det er i hans Tro, man konfirmeres paa Kirkegulvet. Drengen staar nok for sig og Pigen for sig, men de skotter til hinanden og rødmer. Og nu ved Brylluppet, der maa det være klart for enhver upartisk Tilskuer, at det er Eros, som holder den rette Vielsestale. Mens Præsten taler paa det bedste, hvisker den Skælm sin Præken i Bruds og Brudgoms Øren, og naar den velærværdige Mand bagefter gratulerer dem og siger ved sig selv: »Den Tale var ikke ilde! Se kun, hvor de er rørte,« saa er det Eros og Eros alene, der har rørt dem, og for at lytte til ham har de ikke hørt et Ord af, hvad den velærværdige Mand talte.

Fremdeles har Eros sine to Sakramenter, og uden disse to Sakramenter, kan man trygt sige, vilde Verden ikke bestaa.

Eros har sin Nadver; det er selve Besiddelsens Salighed, som oplever en Evighed i den Tid, et Glas Vand bruger til at løbe ud Helligbrøde bliver det at tale derom for den indviede.

Og Eros har sin Daab, som indvier i Mysteriet, og som er lig den Salve, vi kender fra Eventyret, der lægges paa Øjet, og straks ser man Vidunderet midt i Dagligdagsheden. Denne Salve lægges ikke paa Øjet, men blødt og balsamisk paa Munden. Ja, Kysset er Eros' Daab, og ved en hellig Tradition forplantes den gennem Slægterne, idet Hemmeligheden ordløst gaar fra Mund til Mund. Men vogt eder for at modtage den uværdigt. Thi Kysset er ikke blot Kys alene, men Eros, som er i Kysset og forener sig med Kysset, og kysser I uden Eros, bliver det blot et Smask og 174| ikke andet. Som en Søvngænger gaar Ungdommen tryg langs Eros' Afgrund.

Da vækker et Kys den, og den vaagner op, og med eet bliver den seende og ser, at Livet er dybt som Havet. Den skælver, svimler og ved ikke, om den skal vove Springet ned i Afgrunden eller ej.

Og meget mere kunde der endnu siges om Eros. Thi det er ham, der har ordnet denne Verden ud af det oprindelige Kaos. Det er ham, der har skabt Mennesket og alle Dyr og Planter, som er, og endnu holder han alt levende ved lige, og hvis Empedokles har Ret, er det ogsaa ham, der regerer over Atomerne. Dog, lad det være, hvad det er - sikkert er det, at han er en af de mægtigste Guder, og en af Livets største Ulykker er det sikkert at forarge sig paa Eros. Nej, alle, baade de, som dyrker ham i Gerningen, og de andre, bør ære ham og ikke paa Puritanervis gøre sig gnavne over hans Magt.

Højsommeren er forbi, de lyse Nætters Tid er forbi. Høstakkene staar paa Marken, og Gøgen er rejst. Den lumre Eftersommer regerer nu, og Solen staar i den graadige Løves Tegn. Høsten er ved at begynde, og Husmoderen paa Landet mærker, at Folkenes Fordringer til 01 og Mad stiger. Nu tørrer Vældene ud, og Fuglesangen hører op. Bøgeskoven bliver mørk og Skovbunden blomsterløs. Sommernattens blide og spøgefulde Trylleri er forbi. Karlen lader sig ikke længer stille tilfreds med et Kys af sin Pige. Han lokker hende med sig ind i det lumre Kammer, og de nyder deres Elskov som en tung og hed, søvndyssende Drik efter en lang og hed Arbejdsdag og falder i en dyb og mat Søvn ved hinandens Side i den mørke Nat.

175| Salomon er ikke mere paa Stæremosegaard, men er hjemme i den lille Stad.

Det synes ham, som om en Evighed er gaaet, siden han var der sidst, og dog er her alt ved det gamle. Høkeren staar henne paa Hjørnet uden for sin Butik og fløjter efter Kunder, og Dyrlægen kører gennem Gaden, som om han havde stjaalet baade Hest og Vogn.

Kun een Ting har forandret sig, Kæmneren er syg og - har kaldt Salomon hjem. Kæmneren er endogsaa meget daarlig, han har Døden i sig et eller andet Sted, i Nyrerne, Hjertet eller Maven og kan næppe røre sig eller tale. Salomon passer Forretningen for ham.

Salomon og Prosa skriver til hinanden, ikke lange Udgydelser med alt tilhørende Omsvøb; smaa, korte Billetter, stærke og duftende som Rosenolie og destillerede ud af Ugens Betragtninger.

Og idet han genoptager sin Dagbog, fyldes den med kostelige Sentenser, som han skriver ned med rolig Haand og stor Skrift med den fulde Følelse af det Ansvar, han har for, at hver Sætning bliver den værdig, som han skriver for.

Og forunderlig nok, her, hvor han har Prosa paa Afstand, er det, som om hans Følelse bliver klarere og rigere, saaledes som man siger, at visse Operaer høres bedst derude, hvor Logekonen staar.

Paa samme Maade skinner det røde og grønne Billede paa Sæbeboblen klarest i det sidste Øjeblik, som gaar forud for det, hvori den løser sig op i Dunst.

Saaledes skriver Salomon i sin Dagbog:

»Ingen, ikke engang Jupiter, har Magt til at tage 176| Solen bort af Himlen, og ingen kan tage dit Billede ud af min Sjæl.

Jeg falder hurtig i Søvn om Aftenen for at drømme om dig.

Om Morgenen vaagner jeg ganske tidlig for at tænke paa dig, mens der er stille.

Hvordan har jeg levet før? Som en, der vil aande i et tomt Rum.

Hvor yndefuld staar du ikke i mine Drømme. Ynden er Legemets Poesi. Der er en Folkevises Rytme i din Gang.

Skønheden falmer en Gang, men en Kvinde kan blive yndigere med Aarene. Dog er dette vanskeligt, og alle Kunstgreb med Massage og Sminke gør det ikke af. Ynde kan ikke købes for Penge saa lidt som den Helligaand.

Jeg sidder og læser i en Elementarbogs løsrevne Sætninger, og de forekommer mig at indeholde en dyb og forborgen Sandhed: »Jeg vil plukke en Rose af det Træ, der staar i mit Bed« - staar der at læse. - »Hun har forseglet alle Brevene med rødt Lak«. -Ja, der kan være Musik i en enkelt Glose, naar Øret er stemt paa den rette Tone.

Jeg kunde lide at skrive et Brevkort til dig, og jeg kunde lide at overmale det med et Netværk af lutter smaa »Feinsliebchen«, »Feinsliebchen«, som tog hinanden ved Haanden og legede Tagfat hen over Papiret. Som Tallene staar som Undergrund paa en Pengeseddel, skulde de flette sig ind i hinanden og staa dæmpet og smaat, saa ikke enhver opdagede dem, og saa vilde jeg skrive noget ret dagligdags derpaa, det mest almindelige jeg kunde hitte paa.

Tal ikke for højt om det, du elsker. Du skal være stille derom.

177| Jeg havde klædt mig i en Isskorpe og spændt et Harnisk om hver Rørelse i min Sjæl. Da vældede det op i mig, at mit Livsblod sprængte sine Baner. En Dødens Angest greb mig, og jeg troede, det var Livet, som svandt. Men da jeg kom til mig selv, stod jeg i Foraarsflor. Natteduggen laa paa grønne Blade, og jeg turde ikke røre mig.

Hver Morgen tæller jeg nye Blade i min Sjæl.

Jeg var som Antæus. Hver Gang jeg blev kastet til Jorden, sprang jeg op med fordoblet Styrke og fordoblet Harme, indtil et Menneske rejste mig op og sagde: »Du er min Glæde«. Da blev mit Sind blidt.

Vil du ret ydmyge et Menneske, da skal du ikke træde ham under Fødder. Intet gør et Menneske stoltere. Men du skal hilse ham med dit lykkeligste Smil og kalde ham din Hjertelskede. Da ydmyges han af den store Følelse, der ikke kan rummes i hans Sjæl.

Det er ligesaa med Akset. Det golde Aks bærer sit Hoved højt, men naar Akset bliver fuldt, lærer det at bøje sit Hoved.

Ydmyg dig, ydmyg dig, Salomon, dog ikke for den, der gør Fordring derpaa, som Farisæeren. Ydmyg dig for den, som ydmyger sig for dig. Du er aldrig saa dybt, at du jo kan komme dybere.

Jeg frygter for, at jeg bar paa et Hovmod, der var uden Grænse. Men aldrig skulde og aldrig skal Farisæerne overbevise mig derom, de, som i deres Hovmod raaber paa Ydmyghed Du Hykler, vær først ydmyg selv.

Naar du spejler dig i et klart og rent Spejl, og du opdager en Plet i dit Ansigt, vadsker du den af Og naar du spejler dig i et klart og rent Ansigt - -

Du skal have dig en Helligdom, hvor ingen anden kommer. Du skal have bygget den en Sten højere 178| hver Dag i dine unge Aar, og den skal være smykket med al din Tankes Lys og fyldt med al dit Hjertes Varme. Paa Altertavlen skal der være malet et aarvaagent Øje. Et saadant altskuende Øje er den Samvittighed, som dit Liv har formet. Der skal hænge Billeder af dine Helgener, Kætterne, de ensomme, dem, som Verden kaldte Fornægtere. Der skal du ogsaa have dig et Billede af den hellige Jomfru. Er ikke enhver Elskovsdrøm et Billede af hende? Lad Klogskaben kun give sit Ord med og pege paa, at Billedet har sine Fejl. Det har jo alle Billeder i vor Verden. I raaber altid paa Moral og Moral. Der skal ikke være anden Moral end den at tilgive.

Jeg hører hjemme mellem Kain og Judas og ikke blandt Farisæerne. Hos Synderne føler jeg mig hjemme. Men hører jeg et godt Menneske moralisere for et andet, stivner mit Hjerte ved den døde Kulde i hans Ord.

Drankerne og den forlorne Søn og den, der har myrdet et Menneske, i dem genfinder du dig selv. Fordi du ikke kender dig selv, regner du dig for en anden Race; men hvis du har Mod og Kløgt dertil, skal du stige ned i dig selv som Thesevs i Labyrinten. Da vil du se Vilddyret lure paa Bunden af din Sjæls Krinkelgange, og du vil fra den Dag aflade Moralen fare.

Alt er der maaske Raad for. Man har set Drankere omvende sig, og man har set letsindige Mennesker blive fornuftige og Løgnere blive sanddru. Men een Ting ved jeg ikke, om der er Raad for, Farisæernes Hovmod, som præker Moral for Synderne. Det er en Sygdom, som er den farligste af alle. Thi den tager Lægemidlet bort, Sansen for Sandheden tager den bort.

179| Hvo, der søger hovmodig sin egen Ære, han er ikke bedre faren end den ungariske Digter, der forelskede sig i en ung Piges Lig.

Jeg er selv et vildt Mørke, men der gaar en Sol op i mig, hver Gang jeg besinder mig paa, at jeg har dig kær.

Somme Tider tror jeg, at jeg ikke længer holder af dig, og da bliver der mørkt om mig som i en Ligkiste. Jus t derfor tror jeg, at jeg holder af dig.

Thi alting er dødt og tomt for den, som har smagt af Kundskabens Træ. Ja, Vismanden gaar i et ravende Mørke, og saaledes gaar vi alle. Men der tændes en Fakkel i Mørket, naar to Sjæle holder Bryllup.

Du kender ikke en Tiendedel af, hvad jeg kender. Og naar du vil sige noget, er du nødt til at ty til mig, for at jeg kan forklare dig dine Tanker. Og dog lærer jeg mere af dig end du af mig. Jeg lærer af dig at smile.

Før havde jeg det saadan, at alle smukke Ord smuldrede i min Mund. Naar nogen da nævnede Ordet Kærlighed, haanlo jeg i min Tavshed. Men se, nu er dette Ord blevet mig en levende Virkelighed, og jeg undser mig ikke længer ved at tage det i min Mund.

Hver af os gaar fallit i Livet, og vor Formue bliver en Dag til Regnepenge. Vil du være tryg, da assurer dig i en andens Kærlighed. Da skal du faa en mild Alderdom, var din Ungdom end brændende.

Thi alt er Bedrag. Glæden er Gift. Videnskaben er tomme Ord. Moral er Hovmod. Religion er Falskneri. Alt er Bedrag og Tomhed og Smerte, kun eet er og bliver evindelig. Det er det, hvis Navn min Tunge endnu er uvant med at nævne.

180| Alle er vi syge og trænger til Trøst. Vi lever ikke hver for sig, men vi lever i hverandre.

Jeg føler mig ligesom Raskolnikov, og jeg drømmer, at jeg gaar ud paa en Korsvej og kaster mig til Jorden og siger: Tilgiver mig, I gode Mennesker. Tilgiver mig for Kristi Skyld. Thi jeg har begaaet en svær Synd. Jeg har levet i mange Aar uden at have noget Menneske kær, og i al den Tid har jeg i mit Sind været som en Manddraber.

Kærligheden er som Ilden, den tænder altid anden Ild. Er Lynilden engang kommet ned fra Himlen og plejes af et Menneske, saa henter hans Nabo Ild hos ham. Til sidst faar den hele Landsby Ild fra den ene Arne, og dog er Ilden endnu der, hvor de hentede den først. Hvem forstaar det?

Det er ligesom Diastasen, den omdanner al Urten og er dog ikke omdannet selv.

Dyd og Moral og Pligt og Ære er alle meget gode, naar der er Valuta for dem. De er Seddelpenge, og den, som udsteder dem, siger dermed, at han har Guld for deres paalydende Værdi Men har han ikke det, er det Falskmøntneri, og det er en Forbrydelse at lade dem cirkulere.

Som Guldet giver alle andre Penge deres Værdi, saadan giver Medfølelsen i Hjertet Gerningen sin Værdi.

Du underlige Menneske fra Jødeland! Du er mig som et levende Menneske, der følger mig. Ikke mystisk siger jeg dette, men med den simpleste og tydeligste Mening. Hver Gang jeg vokser, vokser min Forstaaelse af dig, og jeg genfinder mine Erfaringer i dine Ord. Saaledes ogsaa nu. Du var i Sandhed den store Om vurderer af al Værdi Du gav Lovtrældommen Afsked og lærte Menneskene at lide med dem, der lider.

181| Jeg solgte Verden og min Arvepart i den og købte mig derfor en Verden i mig selv. Inderligheden blev mit Haandværk, og jeg blev dygtig i al Tankens Lidenskab, Stemningens Finhed og Afgørelsens Voldsomhed. Jeg trak mig ind som et Dyr i min Skal. Men i min Sjæl trak sig Øjeblikkene paa Traad som Blodsdraaber og Guldperler. Og nu er der en Røst i mig, som raaber: Riv Perlebaandet sønder og kast det ud. Byd til Gæstebud paa din Sjæls Hemmelighed. Sæt din Lampe i Vinduet. Varm og lys. Udad! Udad! Glem dig selv.«

Saaledes skrev Salomon hin Unge, maaske lidt sværmerisk, maaske hist og her en lille Smule opstyltet. Nu, det være ham tilgivet. Det hører Ungdommen til at sværme, og idet en ny Følelse bryder igennem, da kæmper den med sig selv for at finde Form og Ord, og oftest vælger den først det store, romantiske Udtryk, og uden dette, mener den, kan den ikke høre sine egne Vingers Flugt. Men se, som Tiden gaar, lærer den samme Følelse at tage til Takke med denne Verdens dagligdags Sprog og bliver stilfærdig og huslig, en flittig Tjenerinde i Sjælens daglige Husholdning. Dog skal den ikke glemme sin første sværmende Flugt, men altid smilende lytte efter de stærke Ord, den en Gang klædte sig i.

Det var en underlig Tilværelse, Salomon førte i den lille Stad. Nu laa Kæmneren syg i det Kile Værelse, hvor Søster en Gang havde ligget, og saa paa Salomon med Dødens store Øjne. Forunderligt, hvor Tiden gik, og hvor længe det var siden, at denne Mand var Salomons Afgud og Salomons Skræk.

Han havde i de sidste Aar saa at sige ikke lagt Mærke til Kæmneren. Vel havde han været i Staden i Ferierne af og til, men han havde holdt sig for sig 182| selv og holdt Kæmneren paa Afstand med en vis uangribelig, kølig Korrekthed. Hvad havde de to Mennesker ogsaa kunnet tale sammen orn. De forstod jo ikke engang hinandens Sprog. Men nu over for den døende Mand var Sagen en anden.

Døden stifter Fred. Den er den store Forligsmægler. Og velgørende var den Tavshed, der fulgte med den syges Svaghed og derfor ikke havde noget pinligt ved sig. Salomon lavede ikke nogen stor Forsoningsfest, han led ikke disse dramatiske Scener, heller ikke for han op og ned som en Høne, der skal lægge Æg og ikke ved hvor, for at være saadan hvad man kalder kærlig i daglig Tale. Han talte fornuftigt med den syge som med et Barn, fik ham til at slaa sig til Ro, spise sin Mad og tage sin Medicin, og som en klog Doktor sørgede han for at holde sig selv i lidt Respekt til den syges eget Bedste. Kun een Ting rørte endnu ved Kæmnerens Sjæl. Det var hans hellige Bøger, de kommunale Regnskaber. I Begyndelsen havde han af og til været opfarende og klaget over, at Staden kunde ikke staa uden ham, men da Salomon havde vist ham, hvor pyntelig og sirlig han førte alt ind, og at han satte Prik over alle ferne og Streg over alle t'erne, var Kæmnerens Sjæl faldet til Ro. Og nu sad Salomon i Kontoret med Døren aaben til Sygeværelset og lod Pennen rigtig skratte, for at Kæmneren skulde høre det og faa Fred i sin Sjæl.

Men ved Solnedgang, naar den syge var faldet i Søvn, steg Salomon som en anden Mufti op i sin Minaret, det lille Kvistkammer, hvor han havde læst Lektier som Barn, og stirrede ud over Staden. Og da lagde han den kommunale Journal paa Hylden og fremdrog den private og indførte deri sin Hymne til Mademoiselle og den evige Eros.

183| Men ak, Mennesket er aldrig helt konsekvent. Her havde nu Salomon aflagt det Hemmelighedskræmmeri, han havde haft for med sin Dagbog i den Tid, da han skammede sig over, hvad der stod i den, og gemte den hen, saa snart han havde brugt den. Her havde han nu faaet sig en officiel Dagbog i Guldsnit, og man skulde tro, at naar man vidste, hvad der stod i den, vidste man fuld Besked om Salomons Indvendinger; men Salomon var altid en indviklet Person, og han havde nu konstrueret sig et Slags dobbelt Bogholderi, en dobbelt Dagbog som de to, Kolumbus førte: en hemmelig med Sandheden i, en officiel med idealiserede Dagsrejser. Der findes nogle løse Lapper fra den Tid, og der har Piben en anden Lyd. Heller ikke er de kalligrafisk udført, men kastet hen over Papiret med nogle Streger som Lyn og Torden.

»Hvad er det, der skriger i min Sjæl«, staar der, »hvad er det for en hemmelig Angest i min Sjæl? Jeg er jo lykkelig.«

»Hvad er det for en Røst, som siger: Dybere ned, dybere ned, Salomon! Du har endnu langt tilbage!«

»Undertiden tror jeg, at jeg ikke mere bryder mig om dig, og da bliver der mørkt om mig som i en Ligkiste.«

»Ak, Efteraaret er ikke en Tid at elske paa. Stormen raaber: Alt forgaar! Tungsindet ruger i Natten. Ingen Nat er saa mørk som Efteraarets. Sommernatten har Lys i sig selv, og Vinteren har Stjerner.«

»Jeg ved, hvad der er i Vejen med mig, og hvorfor jeg synder imod Sommerens Minde ved at være tungsindig. Det er Stadens mørke Luft, der hænger over mig. Det er Drengeaarenes Minde, der falder over mig og vil kvæle mig.«

»Ak, og Mindet fra i Sommer rykker hastig langt 184| bort fra mig, som Mindet om store og sjældne Ting gør. Hvor er den nu henne, den Sommernat i Laurbærlunden paa Lyksalighedens Øer?«

»Jeg ved, hvad jeg vil gøre, jeg vil drage paa Pilgrimsfart og gøre Bod. Jeg vil vandre til min Elskedes Hus og synge for hendes Dør som en Pebling. Og naar hun lader mig ind, vil jeg lægge mit Hoved i hendes Skød og bekende min Synd for hende, at jeg er mod i Hu, at jeg ikke skønner nok paa hendes Kærlighed. Da vil hun lægge sine Hænder paa mit Hoved og tilsige mig Syndsforladelse, og da vil den onde Aand fare ud af mig.«

»Nu ved jeg, hvorledes Højsangen er blevet til. En Mand, som ikke havde digtet Prædikerens Bog, kunde ikke have digtet Højsangen; men Prædikeren kunde det, da han var blevet helbredet for sin Sygdom ved en Jomfrus røde Mund og hvide Barm.

Men først skulde han være Prædiker i mange Aar, for at Musikken i hans Sjæl kunde opspares til Højsangen.«

Og i sin Ensomhed tumlede Salomon med dette Problem, indtil det samlede sig til et Digt, som formede sig Dag efter Dag og faldt af sig selv paa hans Mund ligesom de Digte, der blev sunget, før Skrivekunsten blev opfundet.

Men en Aften tog han sig for at føre det i Pennen og gik som til en Fest til det store Værk. Han skrev og skrev med stor Flid.

Undertiden løb Tiden fra ham ved en enkelt Sætning, som han ikke kunde faa smuk nok Undertiden faldt Ordene afsig selv til Rette paa Papiret, og han skrev som i Drømme, som en, der var inspireret af den Helligaand.