Eventyret om den lidende Gud

Den rige og lykkelige gaar i en Verden af Bedrag, og han sætter sig med den smilende og smykkede Løgn til Bords og lever i Herlighed og Glæde, alt idet han mætter sig med Skygger og Bedrag. Og uden for hans Bolig paa Kældertrappen ligger en spedalsk, som er en Gru, for de velklædte og veltænkende. De holder sig for Næsen, naar de forbi ham stiger op til den riges Gæstebud, og vender Øjnene den anden Vej. Og naar de sidder sammen, roser de sig af aldrig at have set i den spedalskes Ansigt. Og dog, havde de stirret ind i hans vanskede Træk, da havde de staaet Ansigt til Ansigt med den Gud, som lever, Guden, som hang paa Korset, og hvis Blod flød gennem alle Tider; ikke Afguden fra Jødeland, ikke Liget, der blev taget ned og lagt i Graven, men Livets Gud, som Evigheder igen317|nem hænger paa Korset, og hvis Lidelser aldrig udslukkes. Han er ikke mellem de velklædte og oprømte, han klæder sig i Skikkelse af de spedalske og hungrende, alt, hvad der er upassende at tale om og ulideligt at se. Hundene, som kom og sukkede den spedalskes Saar, sandelig, de kendte mere til Gud end de gode Mænd, der holdt Gilde i Stueetagen.

Nu lever den rige i Herlighed og bygger sine Lader større og lægger Penge op. Men i ethvert Sind kommer der en Dommens Dag, da Skyerne kløver sig og lader Mennesket stirre ud i Uendeligheder bag sig. Da skuer han Livets Sjæl, som han aldrig før saa eller hørte om; thi han troede altid, at Verden var Jord og Vand og Luft, og at der ingen Plads var for nogen Sjæl i Universet.

Og Verdens Sjæl vil sætte sig paa sin Herligheds Trone, og den rige Mand vil staa bleg og bævende for ham. Da vil Sjælen sige: »Gaa bort fra mig, du forbandede! Ormen skal gnave dit Hjerte og Helvedes Ild brænde dit Øje ud; thi jeg var hungrig, og du gav mig ikke Mad, jeg var tørstig, og du gav mig ikke at drikke. Jeg var syg og i Fængsel, og du besøgte mig ikke.« Den rige skal svare: »Herre, det maa vist være en Fejltagelse. Jeg tør gøre min Ed paa, at jeg aldrig har set dig under de Omstændigheder.« Sjælen skal svare: »Jeg er, hvor de forskudte og undertrykte er. Hvo, som kysser en af disse, han kysser mig, og hvo, som mætter en af de hungrige, han mætter mig; thi jeg er, hvor Lidelsen er. Men du kom aldrig paa min Vej, og du har gaaet Livet igennem uden at vide, hvad Livet er«.

Da gaar Lidelsens Gud videre fra Dommen, og han gaar til sin egen Stad.

Det er en Stad, som er prydet med alle Ædelstene. 318| Det er den Stad, Profeten paa Patmos saa. Rubinerne hænger i dens Mure som Rosenknopper, og Perlerne lyser som Ungpigeøjne. Der flyder Livsens Vands rene Flod, der skinner som Krystal. Midt i dens Gade og paa begge Sider Floden vokser Livsens Træ, som bærer tolv Gange Frugt og giver hver Mand sin Frugt, og Bladene af Træet tjener til Folkenes Lægedom.

Der sidder Guds hellige i purpurne Kjortler og med røde Guldringe om Hals og Arme, og Staden behøver ikke Sol eller Maane til at skinne i sig; thi Guds Herlighed oplyser den.

Og Rubinerne er Blodsdraaber, og Perlerne er salte Taarer, og de purpurne Kjortler er farvet i de helliges Blod, og Fangen om deres Arme er aabne Saar. Og over dem vokser deres egen Smertes Livstræ, som altid bærer Visdommens Frugt, og hvis Blade er deres Lægedom. Igennem Staden strømmer den evige Lidelses Flod, der er klar som Krystal, og de hellige lytter til, hvad den evige Lidelse fortæller om sit Livs Historie. De behøver ikke Sol og ikke Maane; thi Visdommen opfylder Staden, og deres egen Trofasthed oplyser dem.

Ude i Høstskoven staar alt prydet med Klenodiers Farver. Det ligner Aladdins Hule, hvor Bladene var Rubiner og Topaser, eller det røde Slot, hvor Solen gaar ned. Elmen er saa gul som en Tulipan, og Bøgebladene har flere Farver, end der er paa en Malers Palet. En Gren af Rønnebær hænger som røde Drueklaser over mit Hoved. Det er Naturen, som gør sig en glad Aften med Vinløv om Panden, inden den lægger sig til Hvile under Sneens Vattæppe. Og saa er der saa velsignet stille og køligt, ikke Foraarets Travl319|hed, men en stille Højtid, en Hoffest hos Skovens Konger i deres Kroningsdragt.

Der kom en Mand gaaende imod mig. Han gik alene og støttede sig til en Stok og saa ikke om til Siderne. Da han gik forbi mig, fæstede han sine Øjne paa den Plads, hvor jeg sad; men han saa mig ikke, han var blind.

Da saa jeg, at just saaledes var Høstens Konger. De var blinde for deres egen Pragt. Imellem dem gaar Menneskene og glæder sig over de skønne Farver, men de selv har ikke Tid til at agte paa deres Klædebon; thi over dem er Høstens Engel, den blodige Død, og han river dem Bladene, som dækker deres Nøgenhed, af Kroppen og dræber de sidste Blomster, Aarets Alderdomsbørn.

Elmen staar klædt i sin gule Kjole, da kommer Nattefrosten og skørner Stilkene, og for den første Morgenbrise falder alle Bladene til Jorden, saa Træet staar nøgent og sort. Og Døden hudfletter deres Skuldre og smykker dem med Blodets og Gustenhedens Farver, og de stolte Martyrer staar tavse i deres Offerdragt, hver gemmer sin Smerte for sig selv; men Folk siger, det er dejligt.

Og jeg saa Høstens Engel komme gaaende. Han var nøgen og barfodet, og hans Ansigtslød var bleg som et Ligs. Vingen var farvet i Aftenrødens Ild, og da hans Øjne mødte mine, maatte jeg vende mig bort; thi hans Blik flammede som Lynet. I sin ene Haand holdt han Stormens Svøber, og med den anden greb han efter Sneskyerne i Nord.

Han saa mig ikke og talte ikke til mig; men jeg hørte, hvad han sagde:

»Min højre Vinge naar ud over Aftenstjernen og min venstre længere end Morgenrøden. Mine Fødder 320| planter jeg i Verdens Navle, og mine Hænder strækker jeg ud over dens Grænser. Naar jeg vil, slynger jeg Mælkevejen som et Diadem om min Tinding, og af syv Hundrede andre Universer bygger jeg mig en Trone.

Lysklodernes Straaler er mine Tanker, der idelig gennemfarer Himmelkuglen, og som Solens Baal, der sejler ned ad Mørket lig Hinduernes Lamper paa den natlige Ganges, saa er mine luende Viljer. Verdenshvirvlerne er mine Aandedrag, Æteren mit Soveleje, og Menneskenes Liv er Drømme i min Sjæl.«

»I hører mig til,« sagde Høstens Engel. »Rejser I fra Sydkorset til Nordlyset, flygter I af min venstre Haand i min højre, og jeg har eders Livs og Døds Ord paa min Tunge. For hvert Ord, jeg taler, iklædes Verden en ny Dragt, og en af eder dør. Aarhundrederne risler som Sandskorn gennem Fingrene paa mig.«

»Alt, hvad er til, tilkommer mig. Alt, hvad der vokser paa Verdens Sædemark, skal skæres af min Segl; thi hvor jeg saar, der vil jeg høste. Folkeslagene skal dø, Kloderne skal dø, Tiderne skal dø. Og dine Drømme skal falde fra din Sjæl som gule Blade, og dine Viljer skal visne for mit Øjekast. Har du et stort Haab, da skal det rives af din Haand.

Elsker du en Kvinde, da skal din Elskov falde hen i Støv. Du, som er til, skal blive til intet, og Mindet skal dø om dig og dit Navn og dit Sted, og alt, hvad der har set dig og blev set af dig, skal der blive mørkt om. Kun een lever, Høstmanden.«

»Min Svøbe er tung at løfte og falder haardt, hvor den rammer. Tag ikke fejl. Tro ikke, I kan narre mig. Min Svøbe finder jer i eders Smuthuller, og alt, hvad I har bundet jer til, skal falde fra jer som Elmens gule Blade. Nøgne skal I knæle for mig. Jeg pisker jer Klæderne af Kroppen, men oprører I jer 321| mod mig, pisker jeg jer Kødet af Knoglerne. Tag ikke fejl. Tro ikke, I kan se mig Ansigt til Ansigt. Knæl ned og bedæk eders Ansigter med Støv.«

»Saaledes vandrer jeg gennem Verden, og Sjælene piber som rædde Mus, hvor jeg kommer; men den, som kender mig, knæler nøgen ned og kysser mine Fødder.«

Og som Høstmanden vandrede bort over Højene, da sank og skred de under hans Fod. De tørre Kviste faldt til Jord, skreg og brødes sønder. Træerne vaklede og sukkede, og jeg kendte, at jeg ældedes. Jeg saa ham ikke længer, men endnu skælvede Jorden under hans Fodtrin.