1. Dalgas' billede

Da der i 1963 i forbindelse med genudgivelsen af Lidelsens Vej var en kort offentlig interesse for Ernesto Dalgas, kom der også et radioforedrag ud af det Dagbladet Politiken bragte en foromtale med billede - og billedet var af Ernestos far, Enrico Dalgas, der stod stor og uflyttelig og støttede sig til sin stok, medens han skuede ud over sit livsværk, den tilplantede hede. Forvekslingen er forklarlig og katastrofal Begge har sære fornavne med E, men hvor Enrico var sund og udadvendt, handlekraftig og samfundsgavnlig efter almindelig anskuelse, var Ernesto sygelig og indadvendt, grublende og endte med at tage sit eget liv. Stammen stod langt fra æblet

Nej, det var ikke Politiken, der ejede en kliché med Ernesto Dalgas' portræt, selvom han ind imellem var en god Brandes-radikal og høffdingsk positivist, men derimod Aktuelt. Billedet er dårligt, med grove raster, og det viser et nøgent 90'er-ansigt à la mode, Studentersamfundets radikale socialist, hvad han også ind imellem var.

Det tredje Dalgas-billede, jeg kender, er fra ca. 1893 og malet af vennen Johannes Nørretranders, der i øvrigt har bidraget med skæbnebrokker til hovedpersonen Salomon Simonsen i Lidelsens Vej. Det viser Dalgas siddende eller snarere halvt liggende i en lænestol, med lidende træk og badet i et underligt gult lys, der synes at komme alle steder fra. Det viser ham i Inferno eller et af dets bilande. Den indre tilstand er på symbolistisk vis bredt ud som et rum omkring personen, og selvom billedet ikke er godt, er det nok det sandeste af Dalgas, for sådan, offer for og gennemlyst af lidelse, var han også, og måske netop, når han var mest sig selv.

2. Baggrunden

Ernesto Dalgas blev født 1871 i Århus som alderdomsbarn af officeren, ingeniøren og plantøren Enrico Dalgas, der ved sit myndige væsen og sin udfoldelse i det nationale Hedeselskab var et stovt udtryk for de bærende kræfter i samfundet Det buldrende, sansen for det raske og konforme, der var over den gamle, var meget fjernt fra den svagelige og letskræmte søn, og de to gik meget slet i hak med hinanden.

I gymnasietiden sad Ernesto i kælderen i Århus-villaen og læste radikal litteratur, og med sin skarpe forstand udtænkte han argumenter mod sin far. Ind i generationsopgøret kom hele det moderne gennembruds digtere og tænkere med overvældende styrke, som ofte i de år. Mod samfundsstøtten i herreværelset søgte sønnen bistand hos Ibsen og Bjørnsson, hos Pontoppidan og hos hovedmanden: Georg Brandes. I de tidlige digteriske forsøg fra kælderen - meget er bevaret på Det kgl. Bibliotek - kan man se konflikten gennemspillet gang på gang. Meget ofte i den skikkelse, at sønnen søger sandheden og dens autoritet over for det usande og fraserne. Her grundlægges et hovedtema i det senere forfatterskab, både det fiktive og det filosofiske: sandhedens betingelser. I Lidelsens Vej og andre steder stilles spørgsmålet igen og igen: Hvad sikrer mig, at noget er sandt og så værdifuldt, at jeg kan leve mit liv på det? Gennem bogens række af autoritative skikkelser følges dette tema, fra stedfaderen og etatsråden til afhandlingernes rækker af tænkere, indtil Salomon bliver sin egen autoritet og hviler i autentisk erfaring og i den myndighed, den giver ham.

Det andet tema, der grundlægges i kælderen i Århus, er Dalgas' livslange betænkelighed ved sig selv som kønsvæsen. Gennem bekendtskabet med i første omgang helt underlødig litteratur om emnet - en reklametryksag for en nervestyrkende sirup - lærte Ernesto Dalgas, at selvbesmittelsens last var roden til meget ondt. Senere uddybede han denne viden gennem tidens lægelige litteratur (f eks. Ph.C Hartmanns Menneskets fysiske Liv, da. 1873) og han lærte at indse, at onani og pollutioner i ungdomsårene ikke førte til noget godt Her gentoges, iklædt de progressive medicinske argumenter, hele den klassiske kønsforskrækkelse. Den unge Ernesto blev dybt rystet, og han fandt måske i disse forhold en forklaring på sin egen erkendte særhed Sådan gik det i hvert fald hovedpersonen i Dalgas' drama Autoriteter (1904) (Kilde: manuskriptet »Suggestions Therapi«, privateje).

17 år gammel stod Ernesto Dalgas op i gymnasieforeningen Heimdal på Aarhus Katedralskole og holdt et foredrag »Mine Erfaringer med Onani«, som han følte sig foranlediget til at lægge åbent frem, efter at både rektor og sognepræst havde afvist at gøre noget ved tingenes tilstand

Senere - og for andre i tiden - gentog tingene sig: i København i Studentersamfundet blandt de radikale ånder, der alle havde så evigt ret over for de overleverede autoriteter og fædre, dyrkede man i princippet den fri kærlighed og dens ret over for konvention og ægteskab. Men borgerskabets piger, der var målet for drømmene, forblev i stort tal bundet til kyskhedens praksis, thi for dem var fri kærlighed - før præventionen - socialt og menneskeligt deklasserende. Så de unge ørne, der havde så meget ret i princippet, måtte enten gå uacceptable steder hen med deres kærlighed eller bekæmpe deres drift Dalgas gjorde det sidste, livslangt bekæmpede han sin trang til seksuel praksis. Hans seksualfjendtlighed gik dybt, og da han opdagede, at han var seksuelt tiltrukket af den pige, han på det tidspunkt var forlovet med, vendte han sig fra hende. Eller snarere fra sig selv som begærende, og han hævede forbindelsen. Han brugte ganske vist i sin journal kierkegaardske begrundelser, men til et vist punkt var det forskrækkelsen, der sejrede, sådan som også Salomon i Lidelsens Vej viger tilbage for det erotiske.

Ernesto Dalgas' sandhedssøgen og seksualangst forenede sig tidligt i hans liv i hans mere eller mindre bevidste efterfølgelse af og identifikation med Søren Kierkegaard Få dage før sin selvvalgte død skrev han i et overblik over sit da 27-årige liv, at »17 Aar gammel blev jeg med Bekendtskabet med Enten-Eller paavirket af Kierkegaards Tankegang, og fra da af har min Tankegang haft et asketisk Præg« (»Mit Livs Eksperiment«, dateret 9. maj 1899). Denne Kierkegaard-maske, der bestod af en brændende og udmærkende sandhedskærlighed samt askese forbundet med geniets ret, bærer til tider også hovedpersonen i Lidelsens Vej, Salomon. Han bærer som nævnt træk af vennen Nørretranders, samt af Dalgas' eget liv (og tidlige digteriske forsøg), men så sandelig også af Kierkegaards liv, som Dalgas tilegnede sig gennem Brandes' lidenskabelige biografi (1877).

11. juli 1899 skød Ernesto Dalgas sig ved Damhussøen. I dette selvmord har man villet se en ægte religiøs situation (Axel Garde) eller en logisk konsekvens af hans filosofiske udvikling (Jacob Paludan). Det er nok mere rigtigt at se selvmordet i sammenhæng med hans udtalte nervøsitet. Dalgas led i sine voksne år af en psykisk lidelse, der førte ham til længere ophold på Kommunehospitalets 6. afdeling og Skt. Hans, og senere på Risskov Sindssygehospital. I alt to og en halv gang gennemgik han et cyklisk forløb, der førte ham gennem typiske faser af nøgtern positivistisk filosofisk anskuelse (han læste sine sidste år filosofi på universitetet) frem gennem en stigende fornemmelse for religiøse værdier til en sprængning af den rationelle bevidsthed og til erfaringer af ekstatisk og religiøs art, der endte med det endelige sindssygelige sammenbrud To gange, 1893 og 1898, gennemgik han dette forløb. Ved den formentlige udsigt til endnu en sygelighedsperiode tog han i 1899 den beslutning, at han ikke ville lide den tort ikke at kunne klare sig selv, være sig selv mægtig. Han havde da under de mest ejendommelige omstændigheder med gode venners hjælp omsat sine syner fra det sidste ophold i galskabens verden og sine studieprotokoller over alverdens visdom til sit andet hovedværk, Dommedags Bog (1903). Han beskikkede sit litterære bo ved at testamentere sine manuskripter og penge til den gode barndomsven, bankmanden Axel Mielche, med bøn om at han ville besørge værkerne udgivet, og trykkede pistolen af mod sit hoved

Han kom i stort udstyr i Politiken dagen efter. Med belæg i hans indtil da offentliggjorte forfatterskab, der udover et bind Geografiske Digte omfattede den lidt problematiske samling Krøniker og Æventyr (begge 1896), mente man at forstå hans død som en konsekvens af den sygelighed, man så i novellerne.

4 år efter Dalgas' død kom værkerne, han huskes for. Af manuskriptdyngerne udgav Mielche fire bind, inden pengene slap op. Digt og Skuespil er et samlingsbind af tvivlsom kvalitet Hovedstykket er det post-ibsenske problemdrama Autoriteten Sangbog er en mere gennemskrevet positivistisk katekismus på vers, som Dalgas skrev uden besvær og talent (Aage Henriksen, 1948). Endelig kom de to hovedværker, Dommedags Bog og Lidelsens Vej.

Disse bøger vakte liden opsigt, men har dog sat sig spor, ikke mindst Lidelsens Vej.

3. Tilblivelsen

I en afhandling i tidsskriftet Orbis Litterarum for 1948 har professor Aage Henriksen grundigt redegjort for Lidelsens Vejs tilblivelseshistorie. Den skal ikke gentages her i detaljer, men nogle få træk skal fremhæves.

Ernesto Dalgas var, som det vil være fremgået af det foregående, ganske labil i sine synspunkter og arbejdsmetoder. Han kunne næppe fastholde en vision af et værk den tid, det tog at gennemarbejde det. Således heller ikke med Lidelsens Vej, hvis historie går gennem faser og redaktioner bestemt af forfatterens skiftende synspunkter, men trods alt på en sådan måde, at det værk, der nu foreligger, på de givne præmisser er godt

Begyndelsen til værket er en plan fra slutningen af 1896 og begyndelsen af 1897 om at skrive en roman i jeg-form, der skildrer et menneskes udvikling fra barn til voksen i en humoristisk form. Den følger personen gennem en række illusioner, der overvindes, til han når frem til et ædrueligt, positivistisk stade, lig det, Dalgas selv indtog på dette tidspunkt Af dette projekt er der på Det kgl. Bibliotek bevaret tre manuskripthefter.

Senere, Aage Henriksen siger i efteråret 1897, da Dalgas bl.a. på grund af ydre tilbageslag havde ændret synspunkter, skrev han oplægget om til 3. person, ændrede titulaturer, skrev en ny indledning, strøg visse passager og indskød en række ikke-gennemarbejdede tekster fra sine egne manuskriptbunken dagbogsnotater og digte, som i teksten tillægges hovedpersonen, Salomon. Fra denne redaktion er der i manuskriptpakken på Det kgl. Bibliotek et enkelt (det første) hefte tilbage, samt spor af tilrettelæggelsen i de bevarede hefter fra 1. version, hvoraf to indgik i det reviderede projekt Det tredje af de bevarede hefter (hos Aage Henriksen kaldet D), der omhandlede Salomons deltagelse i en revolutionær løftelse i Danmark under modstanden mod Estrup, blev udskudt Resterne af dette hefte - det er nemlig ikke intakt - er aftrykt i nærværende udgave som et tillæg, og man kan se, at hvor vittigt det end er, har det karakter af ekskurs fra den nu lagte plan.

Endelig har Dalgas i den sidste del af sit liv, da han arbejdede med Dommedags Bog, udvidet Lidelsens Vej med afsnittet »Efterskrift«, der kompletterer kompositionen og løfter hele værket op i et kunstnerisk mere bæredygtigt plan: den vindtørre positivistiske helt ændrer sig fra at være forbilleder til en mulig eksistensform blandt mange. Den dybtgående revision, der er sket i menneske- og kultursynet, føjes som det synes både overraskende og harmonisk ind i den gamle plan,

l tre perioder, i tre stemninger har Dalgas altså arbejdet med romanen. Til sin eksekutor har han efterladt en række hefter, som sagt, og opgaven at udgive værkerne. Familien var ikke meget tiltalt af at skulle have det guldrandede familienavn forbundet med det, de - eller i hvert fald skovrider-storebroderen - opfattede som en sindssygs skriblerier, og man ønskede manuskripterne destrueret Dette kunne Axel Mielche naturligvis ikke gå med til, men han indvilligede i at lade dem bedømme af Harald Høffding. Da denne fandt, der mere var tale om litteratur end filosofi, sendte han pakken videre til litteraten Ludvig Mylius-Erichsen. Han var imidlertid på vej ud på »Den litterære Polarekspedition« og kunne ikke overkomme at give sit votum. Endelig efter flere genvordigheder fandt Mielche støtte i familien hos Dalgas' søster og dennes mand, pastor Langballe. Han satte ikke blot pris på Lidelsens Vej, men sammen med sin kone hjalp han Mielche med at tilrettelægge et trykmanuskript

Da de efterladte bøger var udkommet i 1903 og 1904, blev de benyttede manuskripter med bearbejdelser tilintetgjort, og de ikke-udgivne overgivet til Det kgl. Bibliotek Ved et tilfælde har fire hefter af Lidelsens Vej altså undgået at blive destrueret og findes nu sammen med de øvrige manuskripter i bibliotekets store Dalgas-arkiv (NkS 3725,4°, II; 222 tildels løse blade).

Denne tilblivelseshistorie giver et godt indtryk af det særlige ved Dalgas' arbejdsmåde: hele tiden at være ajour med sig selv, og af hans vilje til at bruge ikke blot fantasi i en fiktiv skildring, men også sin egen eksistens (og journal). Som det senere skal vises, havde Dalgas forgængere i dette, men i de danske lyriske 1890'ere står han alene som forfatter af denne type romaner, dannelsesromanen, der i sig rummer den herskende digtnings krisebevidsthed og subjektive erfaringer.

Hvis man opfatter Dalgas' kunstneriske arbejde som en sejlads mellem de to psykiske poler i hans konstitution, eller udtrykt filosofisk: mellem positivisten og ekstatikeren, kan man sige, at romanen i sin vej og struktur rummer et kort, der viser positioner og ruter, han har fulgt. Sådan bliver bogen også i den forstand moderne, at den rummer og skildrer sin egen tilblivelse.

4. Fortolkning

Lidelsens Vej. En Selvbiografi af en Afdød er en dannelsesroman, hvori et meneskes liv i dets udstrækning ses »under ideen«.

Fiktionen er som bekendt, at hovedpersonen, småstadskæmneren Salomon Simonsen, som ældre nedskriver sit livs erindringer og resultater for at etablere et helhedssyn på sit hidtidige skæbneforløb. Da han har gjort det, da han er kommet fra barndommen frem til den skrivende nutid, og hans protokol løber ind i journalagtige og sammenfattende optegnelser, gennemløber han med hele sit væsen en ny udvikling, der fører ham frem til en sidste, omfattende og typisk indsigt, der fuldender hans liv og lader ham, det stræb ende menneske, med Fausts ord prise øjeblikket, hvorefter han som forbilledet forlader livet

Disse to etaper er i romanens komposition tydeligt markeret derved, at det sidste trin er udskilt som en særlig »Efterskrift«.

Den erkendelsessammenhæng, hvori den erindrende Salomon ser sit liv, giver han principielt udtryk for, når han skriver:

Her opstilles for menneskeheden som for den enkelte en typisk udviklingsvej, hvis endemål, »at se Tingen, som den er«, er manddommens gerning, og i forhold til hvilken de tidligere trin, »Barnets Leg«, der deles i den teologiske og den filosofiske illusion, har uret i og for sig. Denne anskuelse af menneskeåndens og videnskabens udvikling i tre trin parallelt med den enkeltes vækst, svarer ganske til den franske filosof Auguste Comtes klassiske positivistiske trestadielov. Dette ligger heller ikke romanen fjernt, idet Salomon tydeligt bekender sig til positivismen og med ventelig respekt omtaler såvel Comte som andre af positivismens tænkere.

Kan således Lidelsens Vej indtil efterskriften betegnes som en positivistisk dannelsesroman i den forstand, at trestadieloven udgør dens indre struktur, betegner den udvidelse, der skildres i efterskriften en sprængning af denne sammenhæng. Et sted før »Efterskrift« udtaler Salomon sig meget kritisk om en erkendelse svarende til den, han selv opnår (»Endnu uheldigere er det, at disse to [dvs. Mill og Comte] mente hver for sig at have fundet et almengyldigt Symbol«, side 228). Men selv i denne udvidelse er der ikke noget brud med Auguste Comte, for også han udvidede sent i sit liv den klassiske positivisme til en humanitetsreligion, hvoraf der findes karakteristiske hovedtræk og detaljer i »Efterskrift« - og små træk tidligere i romanen.

Lidehens Vej kan således karakteriseres som en i ordets vide forstand comtesk dannelsesroman, der i sin helts udvikling som de to hovedtrin rummer de to faser i Comtes tænkning.

Ernesto Dalgas var fuldt fortrolig med Comte. Dels bærer romanen vidnesbyrd derom, dels har Dalgas som filosofistuderende under positivisterne Høffding og Kristian F. Kromann stiftet grundigt bekendtskab med denne filosofi, som han skrev opgaver i og kronikker om. Blandingen af videnskabsteori, kulturhistorie og psykologi, der udgør trestadieloven i dens udfoldelse, gør den velegnet som arbejdshypotese for en roman, der* vil omfatte såvel den store verden og dens historie som den lille verden. En anden stor sammenfattende dannelsesroman på dansk fra samme tid er bygget over en lignende sammentænkning, den marxistiske, nemlig Nexøs Pelle Erobreren (1906-1910), der nok (på enkelte punkter) står i gæld til Lidelsens Vej.

Efter Comte skal menneskeheden i videnskaben og det enkelte menneske i sin selverkendelse føres frem til at se virkeligheden, »som den er«. Der er to veje til opnåelse af indsigt. Enten kan man slutte fra sig selv og sine umiddelbare indre indtryk til de ydre forhold, eller man kan omvendt gennem indsigt i de ydre genstandes indbyrdes lovmæssige sammenhæng nå til forståelse af verden og selvet. Disse to erfaringsmåder knytter sig til hver side af menneskets væsen, nemlig fantasi og erkendelse, og de er begge til stede lige fra begyndelsen. I de forskellige epoker veksler deres dominans: på det første stadium, det teologiske (barndommen), dominerer fantasien, på det mellemste, det metafysiske (ungdommen) er der strid mellem de to former, og endelig på det sidste, positive stadium (manddommen) sejrer erkendelsen ganske.

Det er ikke vanskeligt at se, hvorledes Salomons liv i romanen falder i disse trin. Det er vigtigt for den aldrende Salomon at være i sandhed, at have de rigtige meninger og at være kommet til dem på den rigtige måde, dvs. ved i sit liv at have gennemløbet trinene og historien korrekt. Hvad der i teorien svarer til det teologiske stadium omfatter Salomons barndom i Staden indtil bruddet med den guddommeliggjorte stedfader, Kæmneren, og afrejsen til København (side 53). Til det metafysiske stadium (romantiske i Salomons terminologi) svarer hans ophold i København indtil hjemkomsten til Staden og gennembruddet af »Salomon Tænkeren« (side 146). Til det positive stadium svarer endelig hans kæmnerliv frem til gensynet med Prosa (side 168 til »Efterskrift« side 233).

Hver gang Salomon gennemskuer en illusorisk sammenhæng, stort set ved afslutningen af et stadium, har han en særpræget, men ensartet oplevelse af gennembrud til en anden verden. Disse gennembrud lærte han senere at leve med som sin sygdom, sine epileptiske anfald; sådanne anfald kendte Dalgas vist fra sig selv. Det sker første gang, da kæmneren dresserer ham til at gå frivilligt til alters efter konfirmationen. Ikke ulig Buddha i legenden ser han lig ved lig i kirken, og han dratter om i den gamle frøkens blomster (side 49). Anden gang har han denne oplevelse ved pensionatsballet i København, hvor han indser, at han ikke har talent for livsglædens evangelium (side 69). Endelig, da han tager afsked med København og dens muligheder i hans liv, fir han klarsyn på knap så dramatisk måde over for etatsråden (side 152). Hen mod slutningen, hvor han bryder igennem til det højeste sandhedsniveau i bogens univers, opfyldes han af en erfaring aflys og svæven, nu ikke længere i angstfuld gennemskuen, men i himmelfart som Faust. Man kan sige, at han ejendommeligt nok, hvor han er tættest på at have gennemskuet alle illusioner og at eje sandheden, så han kan handle, er fjernest fra at gøre det Som i Dommedags Bog er Nirvana højeste tilstand, ikke Comtes formentlig travle humanitetsverden med menneskehedens enhedskultur og fællesmarked. Men disse gennembrudsoplevelser er altså for Salomon forvarsler om den endelige oplevelse, og er med til at drive ham videre på hans færd i livet.

Salomon er en autoritetsdyrker, én, der vil erkende sig selv i forhold til en mester. Hans første autoritet og gud bliver stedfaderen, kæmneren. I den lille bange drengs øjne antager han store og skræmmende dimensioner, bliver den store »Han« som jødernes gud Men Salomon føler sig ikke i overensstemmelse med denne gud. Da han første gang hører om Kain og Abel, genkender han sig selv i Kains skikkelse, for dog at have nogen - og han får sine velfortjente prygl derfor. Men Salomon lærer at klare sig selv med gud kæmner og den bag ham stående himmelske fader. I en tid holder han nøje regnskab med retfærdigheden, men må opgive det til slut - han slår sig på Satans parti, da den hellige skrædder fordrer et valg mellem Gud og Satan. Kun med det største besvær finder han over på den rigtige side i forbindelse med sin konfirmation.

I disse sammenhænge får Dalgas givet en række morsomme og levedygtige ironiske billeder af den spinkle dreng og af den opblæste kæmner, af folkekirkepræsten og af indremissionæren, den hellige skrædder.

Da Salomon kommer til København, kommer han ind i kredsen omkring en vis etatsråd Denne er en politisk fremstående kyniker og har lånt træk fra Johannes Forføreren og anskuelser fra Schopenhauer og Nietzsche. Etatsråden - som er Salomons egentlige far, selvom de aldrig får bragt forholdet på det klare - fatter interesse for den unge juridiske student Salomon. Han tager sig af hans opdragelse til ironiker og paradoksmager, og han vil gøre ham til sin åndelige arving. I første omgang bliver Salomon hans privatsekretær og adept. Salomon er en lærevillig elev, og han præges dybt af det ironiske spil, som han for en tid gør til sin livsholdning. Det sjælelige dobbeltspil tager han op ikke blot som praksis, men også som teori: »Brug Maske!« (side 107).

l denne periode af dobbeltspil og maskering opdager han, at de træk, han ikke kan få udtrykt i det åbenlyse, dog rumsterer i ham i det skjulte. Bag facaden er han syg, og han føler, at han må leve sit egentlige liv i det hemmelige. Efterfølgende Søren Kierkegaard læser han Det ny Testamente, og ud af denne læsning og sin Kierkegaard-identifikation samt af sine smertelige og sjældne sjælelige oplevelser danner han sig højtdrevne forestillinger om lidelsen som forudsætning for dyb indsigt.

I denne tid er det som sagt Kierkegaard, der præger hans verden. De ironiske skikkelser om dagen hos etatsråden, de inderlige hjemme på værelset og i journalen. Denne Kierkegaard-periode, hvor han opfattes som indbegrebet af det Salomon kalder romantik, svarer i kompositionen til mellemtrinet, det metafysiske stadium med dets strid og sygelighed. Det er fra disse sider at Dalgas selv har fået ord for at være kierkegaardianer. Men man overvurderer let betydningen af denne position, når man glemmer, at den i romanens system er placeret trinlavere end den positivistiske indsigt.

Efter bruddet med etatsråden vender Salomon hjem til sit udgangspunkt i kæmnerboligen i Staden, og hans positive trin indtræder. I en vis forstand gør han her det, han hele tiden har gjort: lever et dobbeltliv. Udadtil er han en tør og pedantisk bestillingsmand, indadtil lever han under åndeligt højtryk sammen rned sine lige: bibelens kong Salomon, de store tænkere og ordensstiftere. I det skjulte - og i hans skuffer - ordnes de store spørgsmål, og hvor hans levede liv fylder næsten intet, svulmer afhandlinger, fortællinger og digte i bogen.

Det problem, Salomon mest arbejder med, er kontinuiteten. Hvordan kan eksistentielle værdier og oplevelser almengøres, så de kan overtages af andre? Hans svar, givet bl.a. i den store afhandling om »Det sædelige Fremskridt ved Reformationen og dettes Frugter«, der kun er ironisk i sin titel, er at omforme de udtryk, man giver en erfaring, men bevare grundoplevelsen. Han skyder en kile ind mellem oplevelsen og dens udtryk, og det er i troskab mod oplevelsen, at han kan anvende f.eks. den gamle munkefromheds udtryk, bl.a. Thomas a Kempis' værker, som også Comte tilegnede sig for sin nye religion.

Lutheranisme og romantik er Salomons fjender. De er præget af opløsning og manglende trofasthed over for tradition og sammenhæng. Salomon er jo her i overensstemmelse med stærke kræfter på Dalgas' tid, f.eks. store dele af det moderne gennembrud Da han efter mødet med Prosa reviderer sine synspunkter, sker der ham det forunderlige, at han kan se kulturens byrde og smerte som en ny tids veer. Opløsning, nedbrydning, omsmeltning er nødvendig, for at den nye tilstand kan indtræde, og Salomon føler sig på en ny måde i overensstemmelse med sin tid: han kan bryde med sin egen romantik, lægge masken og blive hel og tidssvarende. Men så dør han altså.

Den, der i Salomons liv bringer den største uorden og fører ham længst, er pigen Prosa Det er etatsrådens plejedatter, der helt har bragt sit væsen på musikkens form. Hun spiller, og bedårer Salomon, og de to får en smuk romance. På et tidspunkt - vidunderlig er sommeren på Stæremosegaard - synes verden at komme Salomon i møde: arving til etatsrådens magt og Prosas ægtemand kan han blive. Men sådan skal det ikke gå. Disse udsigter er stillet op som fristelse for Salomon, som han skal sige nej til. Mange begrundelser for nej'et bliver brugt, men angst og sygdom går igen i de fleste.

Inden for Salomons horisont er der tre kvindetyper. Der er moderen, den bodfærdige husholderske, som sørger omhyggeligt og anonymt for Salomon i al hans tid Efter moderens død hedder hun ganske vist frøken Ingversen, hans værtinde fra København, som han tager med til Staden, da han slår sig ned i kæmnerhuset

l dette kæmnerhus er der også mindet om Salomons lille søster, det endnu svagere barn, som bliver et offer for atmosfæren og langsomt dør væk. Af lutter artighed forsvinder hun som lille, selvom hun var den eneste, Salomon holdt af, og som han i sit hjerte kårede som sin udvalgte dame, da drengenes leg stod på ridderlighed.

Denne rene pigeskikkelse står i grel modsætning til Salomons kvindeerfaringer fra hans egentlige ungdom: den villige stuepige, den forførende fru Potifar Malstrøm og den veloplagte pige ved pensionatsballet Fra dem alle flygter Salomon, og han fordømmer deres livsappetit og de oplevelsesmuligheder, de kan tilbyde: de udgør hetære-typen i hans liv.

Husholdersken, den rene søster og den forbandede hetære er da Salomons trefoldige begreb om kvinden, og der er ikke begreb til et ægteskab med Prosa, hvis navn jo netop antyder, at hun kan blive hans livs mulighed for at praktisere prosaisk hverdag, det almene, som også Søren Kierkegaard afstod fra.

Da Prosa kommer til Staden, gift og lykkelig moder, og som selvstændig kunstner ikke at forglemme, kan Salomon forsone sig med hende og acceptere hende på lige fod, nu ikke længere som en opgave for ham, men som selvgyldig eksistens. De skilles på den måde, at han løser hende ud af sit liv ved at almengøre hendes skæbne og betydning. Det kan vist kaldes en sublimering af hele det erotiske. I munkeforgængernes ånd og efter den sene Comtes eksempel bliver den jordiske kærlighed omsat til religiøs erfaring. Og her: svæven ind i saligheden.

Fædrene og kvinderne fører Salomon frem til det autentiske liv. Kompositionen lukker sig, trinene er gennemlevet i tur og orden. Men det er ikke vandreår, der kommer efter læreårene. Det er følelsesfuldhed, det er tilslutning til den hellige Frans* solsang, det er afslutningens »Det er fuldbragt«, vi når frem til ved vejs ende. Derved er Lidelsens Vej langt fra romantikkens dannelsesromaner, tættere på naturalismens afviklingsromaner. Salomon er i slægt med Pontoppidans Lykke Per, der også når »hjem« til sidst, og med sin nærmeste efterfølger Harald Kiddes Helten og sine fjernere aflæggere jacob Paludans Jørgen Stein og Martin A. Hansens Løgneren. Disse romanskikkelser ville melde sig for den, der tog sig for at skrive historien om de danske helte, der i deres liv blot opnår at komme hjem fra den skræmmende verden. Blichers landsbydegn, Morten Vinge, vil nok vise sig at være stamfader til dem alle.

5. Kritikken

Kritikkens reaktion på Ernesto Dalgas' fire posthume bind i 1903 og 1904 var stilhed Ingen af de førende aviser anmeldte Lidelsens Vej i udgivelsesåret. Denne stilhed sættes i relief af beretningen om, at Dalgas' usolgte værker blev tilbudt danske lærere uden beregning, hvis de blot ville tegne sig på en liste (Otto Gelsted). Få tegnede sig.

Generelt må man sige, at de større kritiske behandlinger af romanen er fa, men hvor den er taget op, er det med indsigt og entusiasme. Gennembruddet i dagspressen kom ved genudgivelsen i 1963, hvor imidlertid - trods flere markante undtagelser - gamle synspunkter skinnede igennem. Det kan være vanskeligt at tolke en lidt fjern klassiker helt forfra, når der foreligger gode kronikker af Plesner og Paludan.

Det nærmeste, man kommer en samtidig kritik, er Axel Gardes to kapitler fra bogen Dansk Aand (1908), hvor han på en meget indsigtsfuld måde behandler Dalgas som religiøs forfatter og gennemgående holder ham op mod den samtidige filosof Ludvig Feilberg. Grundtanken i analyserne - der især beskæftiger sig med Lidelsens Vej i det første kapitel, og med den indlagte afhandling om reformationen i det andet - er, at for Dalgas er verden først og fremmest tanke. Teori og systemets fuldendelse er ham tilstrækkelig tilfredsstillelse af hans længsel. Dels tjener denne karakteristik modstillingen med Feilberg, deis er den slående rigtig.

Først i 1930'erne dukker Lidelsens Vej op igen inden for kritikkens horisont I sin samling digterportrætter, Troubadourer fra. 1930, giver Cai M. Woel et portræt af Dalgas, der næsten helt er optaget af et referat og en analyse af Lidelsens Vej. Holdningen til bogen er meget positiv. Selvom Woel ikke mener, bogens rigdom på tanker kommer frem ved et referat, er hans behandling meget parafraserende. Her er han i modsætning til Jørgen Bukhdal, der i 1931 i Det moderne Danmark kort placerer Dalgas i 1890'ernes livsanskuelsesdebat Igen ved siden af Feilberg, og med kraftige kierkegaardske allusioner: romanen karakteriseres som studier i »Livets Stadier«, Prosa-historien sammenlignes med Kierkegaards forlovelseshistorie, og senere under omtalen af Dommedags Bog inddrages begrebet Enten-Eller. Der påvises sådan set ingen kierkegaardske træk ved bøgernes tænkning, men sammenknytningen af de to er altså tydelig.

Hos KJF. Plesner i Kulturbærere (1938) træffes den første æstetiske kritik af romanen. Den sættes højt som en »fin, dyb og tankerig« bog, men den er også ujævn. Dalgas er under påvirkning af Kierkegaards æstetiske forfatterskab og behersker hans form.

Jacob Paludan behandler Dalgas i åbningsessayet i samlingen Litterært Selskab (1956). Han forholder sig lidt kritisk til den kierkegaardske adept og hans megen tale om lidelsen - nyder han den? Paludan ser klart Dalgas som comtesk nøgternhedsprofet og stiller spørgsmålet, om det er nok at leve pi Sluttelig sammenholder han romanen med traditionen for at vælge de indre, åndelige værdier fremfor de materielle, som ifølge Paludan vælges af nutiden.

For sig selv står Aage Henriksens behandling af Lidelsens Vej. I 1942 udsendte han i Hasselbalchs Kulturbibliotek et Dalgasbind med indledning, Noveller og Fragmenter. Her er fire store fragmenter af romanen. Indledningen rummer en biografisk skitse og en bestemmelse af værk og skæbne som styret af de to store kræfter: kristendommen, væsentligst i Kierkegaards udgave, og positivismen. Værk og skæbne ses under ét, og Dalgas' sygehistorie genfortælles kort.

1948 offentliggjorde Aage Henriksen den allerede nævnte afhandling om Lidelsens Vej i Orbis Litterarum. Ud over en redegørelse for bogens tekstforhold og tilblivelseshistorie giver artiklen en analyse af romanen. En nøjere gennemgang af bogens komposition, hvor der lægges vægt på en intern og psykologisk analyse og hvor forfatterens store viden om den åndelige udviklings særlige lovmæssigheder inddrages, gives i essayet »Kompositionens sprog«, trykt i samlingen Gotisk tid (1971). Endelig har Aage Henriksen taget Lidelsens Vej op i en artikel i tidsskriftet Kritik, nr. 32 (1974). Her sættes Salomons opgør med bl.a. sin stedfader ind i en større sammenhæng omkring århundredets formulering af de store generations- og kulturopgør.

I de litteraturhistoriske oversigtsværker markeres Dalgas en gang imellem. Således kort, men indsigtsfuldt af Ejnar Thomsen i Dansk Litteratur efter 1870 (1935), der fremhæver modsætningen mellem de skarpt tegnede småbybilleder og den åndelige dragning. FJ. Billeskov Jansen skildrer i Politikens Dansk litteratur historie (1966) Dalgas som den konsekvente subjektivist Ib Bondebjerg behandler i Gyldendals Dansk litteraturhistorie (1984) kort Dalgas og Lidelsens Vej sammen med Harald Kidde under begrebet resignation og indre eksil

Som sagt affødte genudgivelsen af Lidelsens Vej i 1963 en hoben dagbladsanmeldelser. Her skal blot nogle få drages frem. l Jyllands Posten afviste Johannes Møllehave fra et kristent synspunkt aldeles romanen og frakendte den enhver form for kierkegaardsk dialektik Henrik Neiiendam lagde i Berlingske Aftenavis vægt på bogens eksistensdebat og her navnlig på Kierkegaards rolle. Endelig vil jeg fremhæve Peter Brasks kronik i Berlingske Tidende: »Verdensomsejling i en nøddeskal«, hvor han bredt tager kærlighedssynet og seksualangsten i bogen og tiden op til analyse.

6. Tekstforhold

Førsteudgaven af Lidelsens Vej kom i Axel Mielches redaktion 1903 på forlaget Lehmann og Stages Boghandel, det nuværende P. Haase og Søns Forlag. Bogen kom, så vidt det er oplyst, i kommission.

I 1942 udsendtes som tidligere omtalt fragmenter af romanen af Aage Henriksen i Hasselbalchs Kulturbibliotek (nr. 18). Det drejer sig om situationen, hvor Salomon erfarer, at han er adopteret, og hans reaktion på det; om soiréerne hos etatsråden og diskussionerne med Rector magnificus; om afskeden med Prosa; og hele »Efterskrift«.

I 1963 udsendte jeg romanen som billigbog i Hans Reitzels Serie, med forord Her var gennemført en vis normalisering af teksten, idet førsteudgavens vekslen mellem rodemester og kæmner som titel'på Salomons stedfar var rettet til gennemgående kæmner, glemte 1. personformer var ændret til 3. person, visse henvisninger til tidligere bortredigerede afsnit var fjernet, og desuden var der skåret en del i det af Mielche og fru Langballe redigerede afsnit om Salomon og revolutionen. Det var en læselig, populær udgave; den her foreliggende tredje udgave føres i nogen grad tilbage til førsteudgaven, jf den tekstkritiske oversigt.

Romanens tekstforhold er som sagt oplyst af Aage Henriksen, og omtalt ovenfor. Her skal blot anføres en argumentation for at aftrykke »Tillæg«, lig manuskripthefte IV (eller D, hos Aage Henriksen).

Siderne 274-278 stammer ikke fra Dalgas' hånd i den skikkelse, de har nu. De er et sammendrag af en længere sammenhæng, og som sådan utilfredsstillende. Jeg kunne her have valgt som i anden udgave stort set at udelade disse sider, men har taget dem med for at give læseren et omfattende indtryk af bogen og dens skæbne. For at vise mest muligt af materialet er disse udskudte manuskriptsider - i det omfang de er bevaret - trykt uden normalisering (side 259-278). Man vil således kunne danne sig et indtryk af den opgave, der meldte sig for familien Langballe og Axel Mielche, da de skulle fremstille et trykmanuskript til bogen.

7. Tekstkritik

Grundlaget for teksten i nærværende udgave er førsteudgaven, 1903. I overensstemmelse med Dalgas* sidste redaktion af værket er der foretaget visse rettelser for at skabe forståelighed og indre konsekvens i teksten og for at skabe formel konsekvens i f.eks. titulatur og grammatisk tal, jf s. 295 om 1963-udgaven. Desuden er der et enkelt sted indføjet en læsemåde fra det bevarede manuskript, og enkelte henvisninger til afsnit og personer, der er fjernet i Dalgas' redaktion, er slettet. Åbenlyse tryk- og »sjuske«fejl er stiltiende rettet; inkonsekvent interpunktion er dog fastholdt. Fra afsnittet: »Hvordan var saa Frøken Prosa?« (side 117) og i resten af skildringen af sommeren på Stæremosegaard (og visse steder i henvisninger til denne) opretholdes ikke den fortællerfiktion, der indledes side 10 (den rene 3. personfortælling), men den erindrende Salomon taler selv med Det forsøg på gennemførelse af Dalgas' sidste redaktion, som er gennemført i resten af teksten, er af flere grunde ikke realiseret i disse afsnit. Dels er det ikke muligt af sproglige grunde, sådan som det ellers kan lade sig gøre ved at rette enkelte inkonsekvente ord, idet der her er tale om en grundlæggende 1. persons-erindringsform. Dels ville ethvert forsøg på at ændre i skildringen af den aldrende, erindrende elskers overvejelser støde mod afgørende æstetiske hensyn. At der i disse afsnit er tale om mindelser om et tidligere trin i tekstarbejdet vidner også f.eks. navneformen »Else« i den oprindelige tekst til side 148,33 om. Den er her rettet til »Prosa« for at fastholde det helhedspræg på teksten, der er udtrykt i Dalgas' sidste redaktion.

Der er således tale om følgende rettelser:

8. Litteratur

Følgende litteratur er benyttet udover Dalgas' manuskripter og private oplysninger meddelt af professor Aage Henriksen:

Desuden henvises generelt til diverse litteraturhistoriske oversigtsværker og til Dansk biografisk Leksikon.

Noter

De efterfølgende noter og realkommentarer til Lidelsens Vej prætenderer ikke at være udtømmende, feks. med hensyn til det bibelske stof Dette hænger bl.a. sammen med Dalgas' uhyre store brug af litterære, religiøse og filosofiske allusioner og henvisninger, der ville betyde, at en fuldstændig kommentar ville svulme uforholdsmæssigt op. Desuden er mange henvisninger så at sige forklaret i sammenhængen - og Dalgas citerer ofte ganske frit

Jeg har trukket på velvillig hjælp fra mange kilder i mit arbejde med noterne. En særlig tak vil jeg rette til lektor, magert. Jørgen Praém, arkivar, candmag. Michael Hertz og candtheol, Kirsten Bøggild

l Lidelsens Vej: om titlen, se s. 241 og n.ts. 183 og 196.

7 Kæmnerkontor): leder af en kommunes regnskabsvæsen. - Kontubernal: værelsekammerat. - Fidivav: navnet er hentet fra et da. folkeeventyr af samme navn. Ordet betyder »forvirring«, men bruges som et nonsens-ord - Kvinkeleren: klimpren, feks. på en violin. - Newtons Forsøg: om N., se n.ts. 214. Det omtalte forsøg viser lysets brydning i to prismer, en sprede- og en samlelinse, hvorved det klare dagslys opløses i alle spektrets farver og samles igen.

8 (Aften)bezique: kortspil for to personer. - Sulamith: i GT navnet på den besungne kvinde i Højsangen, der i traditionen tillægges kong Salomon.

9 Vigilius Hafniensis: dannet af lat: Den årvågne fra København. Pseudonym for Søren Kierkegaard Stedet henviser til Begrebet Angest (1844, Danske Klassikere 1991, s. 145). - Urkok: jægerudtryk for urfuglehanen. På det sted hos Kierkegaard, der henvises til, står Urhøne, - Thackeray, William (1811-1863): eng. romanforfatter. - Fidibus: sammenfoldet papirstrimmel brugt til at tænde feks. en pibe med. - Protokol in Folio: protokol i et særligt (stort) format til officielt brug.

10 Alen: gl. da. længdemål, l a. = 0,63 m. - Herodot (485-425 f.Kr.): gr. historiker.

11 Adjutant: egl. officer, der er medhjælper for en højerestående militærperson. - Matener: emner. - Kalmukkerne: asiat folk, her nærmest = tibetanere med (buddhistiske) bedemøller, -praktiserede: lempede.

12 Etatsraad: titel i 3. rangklasse inden for et system af i alt 9 rangklasser. - Kondition: tjenende stilling, plads. - Manna: mad, som israelitterne på underfuld vis blev bespist med i ørkenen, 2. Mos. 16.- Lignelsen med det store Gæstebud: Luk. 14. - en Slags simplificeret Muhamedanisme: religion opfattet som et enkelt pligtsystem, der fører til de saliges måltid i paradis. - 1864: hentyder til Danmarks nederlag i krigen med Preussen. - 1871: hentyder til opstanden i Paris (Kommunen) og nedkæmpelsen heraf efter den fr.-ty. krig.

13 Kain og Abel: 1. Mos. 4. - Arvesynden: den kristne opfattelse af mennesket som syndigt af natur. Kun ved Kristi offerdød kan det frelses, forsones med Gud Tankegangen bygger bl.a. på den bibelske skildring af syndefaldet (1. Mos. 3), hvor mennesket mistede den egenskab at være skabt i Guds billede (1. Mos. 1). Jf n.ts. 39.

14 Friskole(drenge): offentlig (gratis) skole, især søgt af ubemidlede, modsat betalingsskolen, Realskolen.

15 Retiraden: toiletterne. - Rendebane: løbebane, (atletik)stadion.

16 Førsterotterne: de små elever i 1. klasse.

17 bevise ham, at en Kat havde tre Haler: Beviset lyder i den form, Niels Bohr brugte over for sine børn: Ingen kat har to haler. Én kat har én hale mere end ingen kat Altså har en kat tre haler. - Antipoderne: mennesker på den stik modsatte side af Jorden. - Tommeliden: eventyrfigur af en tommelfingers længde. Se Brdr. Grimms eventyr. - Naturens Vidundere: formentlig F.A. Pouchet: Naturens Vidundere. Populaire Skildringer fra det uendeligt Smaaes og det uendeligt Stores Verden (1869).

18 Kreditsiden (...) Debetsiden: plus- og minussiden i regnskaber. - Balles og Balslevs Gud: Nicolai Balle (1744-1816), da biskop. Hans Lærebog (1791) var en udbredt skolebog i kristendom, afløst 1849 af Carl F. Balslevs Luthers Kathekismus med en kort Forklaring. CF. Balslev (1805-1895) var da. biskop. - Bedemaskinerne: se n.ts. 11, Kalmukkerne.

19 Knevelsbarter: (stort) overskæg. - Rolf Blaaskæg: eventyrfigur fra Chr. Perrault: Les contes de la mere l'Oye (1697, da. Gåsemors fortællinger). Blåskæg var berygtet for at dræbe sine koner. - Fjersko: egl. fjedersko, sko med indsat elastik i siden. - Halifax: skøjter med langt jern, modsat de ældre snabelskøjter.

22 De tredive Tyranner: den aristokratiske regering, som Sparta indsatte i Athen 404 f.Kr. efter sejren i den peloponnesiske krig. - Marryats (...) Romaner: Frederick M. (1792-1848), eng. forfatter af især populære sø- romaner. - Ingemann(s), Bernhard Severin (1789-1862): da. forfatter af bl.a. populære historiske romaner med stof fra middelalderen.

23 Madam Mangor: dagligtale for Kogebog for smaa Husholdninger (1837) af den da. gastronom Anne Marie M.

24 Peter Simple: titelperson i roman (1834) af Marryat. - Karl af Rise: person i Ingemanns roman Valdemar Seier (1826). - den sædelige Lovs kategoriske Imperativ: hentydning til Im. Kant (1724-1804), ty. filosof, i hvis moralfilosofi begrebet er grundlæggende. - Aktor, Defensor: juridiske udtryk for anklager og forsvarer.

25 Heloteme: underkuede bønder i oldtidens gr. stat Sparta. - Børn, vær fuldkomne (...): jf Matth. 5,48. - det sjette Bud: Du må ikke bedrive hor; 2. Mos. 20,14. - det tredje Bud: Du skal holde hviledagen hellig, 2. Mos. 20,8.

26 Moses ind i Kanaans Land: Kort før sin død skuer Moses ind i det forjættede (lovede) land, som israelitterne længtes efter i de 40 år i ørkenen; 5. Mos. 34.

27 om et saadant Kors siger jo Holberg: hentyder til Peder Paars (1719-1720), 11,1, note l, hvor en defekt i manuskriptet omtales. - Basilisk: fabeldyr med dragekrop og kronet hanehoved Udruges af et haneæg. - »Og den har Venstre haanet (...)«: omskrivning af Peter Fabers vise »Den tapre Landsoldat« (1848, se n.ts. 45).

28 Hydra: gr. fabeldyr, et vanduhyre med ni hoveder, fældet af helten Herakles.

29 Præliminæreksamen: afsluttende eksamen efter 10 års skolegang. Gav adgang til visse videre uddannelser.

30 Artium: studentereksamen. - de hellige tre Bogstavers Religion: Der hentydes sandsynligvis til den kristne treenighedslære (Gud som fader, søn og helligånd). Den følgende ironisering spiller på tidens teologisk-filosofiske forsøg på at fastholde den kristne dogmatik samtidig med en nyere religionsfilosofi, som f eks. hos teologen H.L. Martensen (1808-1884) eller filosoffen Rasmus Nielsen (1809-1884). - Algebra(ens): arab., i matematikken læren om ligninger, »bogstavregning«.

31 Christian den Femtes danske Lov: den enevældige konges samlede, systematiske udgave af dagældende da. ret (1683). Var på Dalgas' tid stadig gyldig lov på visse områder. - Den bedst mulige af alle Verdener: hentyder til den ty. filosof G.W. Leibniz (1646-1716), der i blå. Essai de Theodicée forklarede, at denne verden nødvendigvis måtte være den bedst mulige. Stedet her hentyder til Voltaires (se n.Ls. 104) satire herover i romanen Candide(1759).

32 Aadselgraver(e): insekt, der angriber og nedgraver døde smådyr og fugle.

33 Byfoged(ens): borgmester udnævnt af kongen. Var tillige politimester og dommer. - Rane: siddepind, hjald.

35 Vaaningshus(et): beboelseshus.

36 Værtens Børn: ordspil på Verdens Børn, se f.eks. s. 42.

37 aristotelisk^): af Aristoteles (384-322 f,Kr.), gr. filosof, grundlægger af en række videnskaber. For A., som for den græske tradition, var der fire elementer: ild, vand, luft og jord. A.S særlige 5. element (»kvintessensen«) er den rene æter, det stof, fiksstjernehimlen består af

38 Ismael: Abrahams søn med slavinden Hagar. Mor og søn blev jaget ud i ørkenen, da A.S hustru Sara fødte Isak, 1. Mos. 21. - Salomon: Efter traditionen var kong Salomon (975-935 f.Kr.) forfatter til de tre bibelske skrifter Højsangen, Ordsprogenes Bog og Prædikerens Bog. I Præd 3 fremsættes den tanke, at der ikke er forskel på dyr og mennesker: de lever og dør på samme måde. Der er ingen udødelighed, alt er tomhed - Midshipman Easy: titelperson i roman af Marryat (1836). - Forfængelighed: her: forgængelighed

39 Ret for Kvindernes Vedkommende: Kvinden er beskere end døden, Præd 7,26. - Kerub: efter GT englevæsen, bl.a, vogter af adgangen til Edens have efter uddrivelsen af Adam og Eva, 1. Mos. 3. - højkirkelige: den kirkelige retning (i modsætning til Indre Mission), der var præget af bl.a. teologen H.L. Martensen, se n.ts. 30. - Gud var jo (...) forsonet: nlg. ved Jesu offerdød på korset. - Orm(en): larve. - tre Vismænd: bibelsk udtryk for traditionens hellige tre konger, Matth. 2. - Blod og Vand: Joh. 19,34. - Saaledes talte Pastor Petersen: parodisk allusion til Friedrich Nietzsches berømteste værk Abo sprach Zarathustra (1883-1891).

40 Sjælevandringen: den blå. fra Indien kendte forestilling om sjælens genfødsel, reinkarnation, efter døden. - demonstrere(de): give en videnskabelig fremstilling af et emne. - Davids uartige Ord: I 2. Sam. 11 fortælles i ret usminkede vendinger, hvordan David avlede et uægteskabeligt barn med Batseba; barnet døde senere som straf fra Gud - Faarene og Bukkene: Matth. 25,36.

41 Svinene og Djævlene: I beretningen i Mark. 5 uddriver Jesus en mængde onde ånder af en mand Disse ånder farer i en flok svin, der styrter sig i Genezareth sø og omkommer. - Visitats; biskoppens (eller provstens) tilsynsbesøg hos en menighed eller præst, -forlorne: uægte, fortabte.

42 (spille) Mis: ældre kortspil af et vist hasardpræg.

43 den barmhjertige Samaritan: Luk. 10.

44 første Position: stilling, der indøves ved fægte- eller danseundervisning.

45 Vaupells Krigshistorie: der må tænkes på den da. oberst OJF. Vaupells (1823-1899) Kampen om Sønderjylland 1848-1850. V. deltog med stor udmærkelse i denne krig. - Ott* ogjyrre: de da. soldater i den slesvigske krig 1848-50 blev meget fejret, jf. »Den tapre Landsoldat« (se n.t.s. 27). - Salveten: ordspil på de to betydninger: servietten og frelsen (være i salveten: være frelst, i behold).

46 Dermed var Ævred opgivet: dermed var der givet frit spil - »en svensk Konstabel fra Sverri' (...)«: skillingsvisen (1854) »Og nu vil jeg indvi Jer i/Historien om en Person (..,)«.

47 Genfødelsens Bad: dåben, hvis provisoriske (foreløbige) ja her opfattes som gentaget i konfirmationen.

49 Ltgnebe: billede. - Seminarist: læreruddannet, her: halvdannet person. - Gilding(er): kastrat

50 suveræn og autonom: begge udtryk betyder selvstændig. - de syv (...) Menigheder: Baggrunden er Joh. Ab. 1. Her er der en henvendelse til 7 kristne menigheder, hvad der i tidens løb har flet forskellige forfattere til at opfatte stedet som symbolsk for hele kristenheden, feks. i et historisk forløb. Således også N.F.S. Grundtvig, der i Christenhedens Syvstieme (1854-1855) opfatter den danske menighed som den næstsidste. Den 7. og fuldkommengørende i den kristelige verdenshistorie kunne muligvis komme i Indien. Dalgas lader her ironisk Pastor Petersen misforstå Grundtvig. - det salomonske Kætteri: se Præd 3,19.

51 Karaibeme(s Guder): syd- og mellemam. indianerstammer, der levede uden kontakt med områdets højkulturer, dvs. primitive folk med (set med europæiske øjne) groteske masker og gudebilleder. - Quetsalkoalt: opr; mexicansk gud Hedder rettere Quetzalcohuatl. - slog sig fra: vendte sig fra.

52 katekisere(de): undervise med (faste) spørgsmål og svar, jf begrebet katekismus.

53 ingen kan tjene to Herrer: Matth. 6,24. - Annaler: årbøger, (middelalderlige) historiske optegnelser. - kendte Forskel paa »kunne« og »kunde«: den første form er infinitiv (navnemåde), den anden var indtil retskrivningsreformen i 1948 præteritum (datid). Da de udtales ens, var de en klassisk kilde til stavefejl - Erslw, Eduard (1824-1892): da. geograf og forfatter af skolebøger i geografi - den forlorne Søn(s): ældre udtryk for den fortabte søn i lignelsen, Luk. 15. -jog Abraham (...) Ismael ud i Ørkenen: jf n.ts. 38.

54 Dagvogn: befordrede daglig (el. på visse dage) personer og varer ad bestemte ruter.

55 Mælketoddy: mælk med brændevin el. rom; blev udskænket på billige værtshuse. - bragte (...) i Aande: gjorde opstemt; oplivede. - stud. med. & chir., dent.: tandlægestuderende - leddet dent. adskiller betegnelsen fra alm. lægestuderende.

56 en Flaske »To Stjerner«: billig cognac, -fransk Vadsk: vask af finere tøj. ~ Det hed ikke Kursusfor ingenting: på lat betyder »cursus« løb. - quod med Konjunktiv: klassisk regel i den lat grammatik. - Slaget ved Abukir: 1798 slog den eng. admiral Nelson en fr. flåde ved den ægyptiske havneby A.

57 Avernersøen: kratersø vest for Neapel. I oldtiden betragtet som Nedgangen til Underverdenen. - Gnom(er): gr. jordbeboer, underjordisk dværg. - Æternat: se n.t.s. 37, aristotelisk(e). - Xenofanes (ca. 565-ca, 470 f.Kr.): gr. filosof Overfor de traditionelle gudeskikkelser hævdede han en abstrakt monoteisme. - deklinere (græske Verber): bøje, indøve bøjningsmønstrene.

58 Kvinden med Salvekrukken: Lazarus' søster Maria, der salver Jesu fødder med en meget kostbar salve umiddelbart inden indtoget i Jerusalem. Dette skete til fortrydelse for disciplenes kassemester (og den senere forræder) Judas, Joh. 12. - Farisæeme(s): jød. religiøs gruppe. I kristen tradition udtryk for selvretfærdige mennesker. - Salomon Goldkalb eller Salomon Baadsmand: formentlig fiktive personer. Den første, »S. Guldkalv«, antyder en antisemitisk sammenhæng, jf 2. Mos. 32; den anden er sikkert fra Marryat. - Bathseba: I 2. Sam. 11-12 fortælles om kong Davids forhold til den gifte B., der blev mor til den senere kong Salomon. - Nadverens Sakramente: altergang. - Dronning Dagmar: da. dronning, gift med Valdemar II 1205-1212. Elsket for sin skønhed og fromhed, besunget i mange folkeviser. Som billede på hendes fromhed nævnes, at det eneste hun havde at skrifte ved sit dødsleje, var at hun havde snøret sine ærmer (pyntet sig) om søndagen. Jf Danmarks gamle Folkeviser nr. 135. - lombardisk(e) Nød(der): en type hasselnød fra den ital region Lombardiet. - Anchiovis: ansjoser.

59 Bataille: fr. slag, træfning. - Platmenage(n): bordopsats med glas etc. til forskellige krydderier. - unter uns: ty. mellem os sagt, i al fortrolighed. - Byronske Udtryk: efter den eng. digter G.N. Byron (1788-1824), der blev opfattet som indbegrebet af en splittet, desperat-melankolsk digternatur.

60 Tycho Brahe (1546-1601): da. adelsmand og astronom, der i en duel mistede næsetippen og fik en protese af sølv. - Sold: gilde. - Bolle(n): punchebowle. - Terpsikore: i gr. mytologi dansens muse. - Venus Kallipygos: lat navn for kærlighedsgudinden, der på gr. hedder Afrodite. Tilnavnet K. betyder »med den skønne bag«, knyttet til en V.-statue i Rom. - annærme(de) sig: nærme sig lidt efter lidt. - Askese: afholdenhed, især seksuel - det moderne Gennembrud: se n.ts. 98. Til d. m. g. knyttede sig ideer om bl.a. individets frigørelse og fri kærlighed, ideer, som altså hos Gormsen har faet en 'vulgærradikal' form. - Bysvend(s): svirebroder; levemand.

61 Don Juan: Byrons fortællende digt af samme navn (1819-1824). - Min Vin, min Kaarde (.. .); Holger Drachmanns digt fra Sangenes Bog (1889). - Bacchum: lat akkusativ for Bacchus, i rom. mytologi gud for vin og ekstase; han kaldes i gr. mytologi Dionysos.

62 Temperance: mådehold. - den sorte Hue: den opr. studenterhue. Vor tids hvide hue er egl. en pigemodel. - Lorgnetter: briller uden stænger, »næseklemmer«.

63 Flidsattest: indt. 1912 skulle universitetslæreren udstede en f, som bekræftede, at studenten havde fulgt hans forelæsninger. - papistiske: dannet af ordet »pave«; katolsk. - Rus i Jura: juridisk student i sit første studieår. - anden Proces: afsluttende fag til juridisk embedseksamen. - Kristian den 5te: Christian V's danske lov, jf n.ts. 31.

64 Interpellation: forespørgsel - Cæsar beretter: nlg. i sine rapporter fra Gallerkrigen, at elsdyrene mangler knæled og derfor må sove stående (Commentani de betto Gallico, VI, 27).

65 Billet: lille Brev. Jf annonceringsformen »Billet mrkt« - Potifar: navnet på den ægyptiske hofmand, som Josef blev solgt til. Josef afviste hans forføreriske hustru og kom i fængsel 1. Mos. 39. - Hjortens Flugt (1855): da. romantisk hovedværk af Christian Winther (1796-1876), versfortælling med for sin tid stærkt pikante scener. - uinteresserede: uegennyttige.

66 de Forfattere, der begynder med H.: J.L. Heiberg (1791-1860), Henrik Hertz (1798-1870) og J.C Hostrup (1818-1892). Da. romantiske digtere, kendt (især de to første) for bl.a. elegant kærlighedsdigtning.

67 Mansketter: manchetter.

68 (Korsetjfferene: fjedrene, -fri Dans: de foregående danse var med den inviterede dame, pligtdanse. Efter disse kunne man inklinere frit. - Fiolinen: violinen. - dansede forken: drejede den modsatte vej rundt, udtryk for løssluppenhed

69 Eva delte Æblet med Adam: nlg. ved syndefaldet, 1. Mos. 3. - Hetære(ns): i den gr. oldtid udtryk for prostitueret. - »Mallebrok er død i Krigen«: opr. smædevise om den eng. feltherre, hertugen af Marlborough (1650-1722), der kæmpede mod bl.a. Frankrig.

70 Faust: Citatet er fra den ty. forfatter Johann W. Goethes (1749-1832) læ- sedrama Faust (1808-1832), II, 5. akt

71 stak til: tog for sig af - Som Kong David: 2. Sam. 12,23. - Maanedslov: fridag (fra skole). - som Senatorerne (...) galliske Gadedrenge: refererer til en episode i Roms historie, nemlig gallernes indtrængen år 387 f.KLr. I stedet for at flygte blev senatorerne siddende ubevægelige i deres sæder på Capitolium og indgød derved barbarerne respekt (Livius (59 f.Kr.-19. e-Kr.) i Ab urbe condita, »Fra byens grundlæggelse«, V, 41).

72 Bambino: ital (lille) barn, her om den spæde Jesus. - Santhaler(kvindes): ind. folkeslag fra Bengalen. Fra 1864 dansk mission i området - Eventyrskatten. Udvalgte Eventyr. Udg. af V. Møller (1871). - »la gabelle«: fr. skat, især den forhadte saltskat, der blev ophævet 1790.

73 Kallun: (del af) maven hos drøvtyggere, f.eks. okser. Regnes som de øvrige nævnte madvarer for en billig og mindre fin spise. - »dømmer ikke«: Matth. 7,1. - bomert: snæversynet

74 31te Marts (...) 1885: Efter denne dato regerede konseilspræsident eller statsminister J.B.S. Estrup Danmark ved hjælp af en såkaldt provisorisk (dvs. midlertidig) finanslov, som indeholdt bevillinger, der var blevet forkastet af Folketingets flertal. Estrup tilhørte partiet Højre, og Folketingsflertallet bestod af venstrepartier. Estrup havde også i 1870'erne regeret ved hjælp af provisoriske finanslove, idet Folketingsflertallet da havde blokeret for det normale lovgivningsarbejde; men først fra 1885 blev bevillinger, som Folketinget direkte havde forkastet, gennemtvunget ved lov. Derfor den særlige ophidselse dette år (Dalgas beskriver ophidselsen nærmere i udgavens tillæg). »Provisorietiden«, der reelt var et Højre-diktatur, varede til 1894. Jf n.ts. 87 om Selvbeskatning og ts. 260 om Folketinget.

75 Karrene til Ære og Karrene til Vanære: Rom. 9,21. - Udkomme: levebrød. - det gamle Forsyn: tanken om Guds omsorg. - Tro (...) Gerninger: se n.ts. 174, paulinsk Ortodoksi. - Sandheds Erkendelse: omtalt flere gange af Paulus (»Apostlen«), bl.a. 1. Tim. 2,4 og 2. Tim. 2,25. - Luther (...) Bordtaler: flere af deltagerne i Martin Luthers huslige liv har nedtegnet og udgivet træk af samtalerne i hjemmet, de såkaldte b. - Satans Yngel: stedet findes ikke i NT, men kunne evt findes hos Luther.

76 være fra: nægte. - Den onde Dæmon: i fortællingen om den månesyge (epileptiske) dreng, Mark. 9,14-29, forsøger sygdommens dæmon at dræbe drengen ved at kaste ham i ild og vand - naturalisere(t): vinde borgerret, blive hjemme et sted

77 Blod paa'Dørstolperne: jødisk påskeskik. I 2. Mos. 12,7-13 fortælles om Ægyptens 10. plage: drabet på alle førstefødte. Kun de huse, hvor man havde smurt lammeblod fra offerdyret på dørstolpen, gik dødens engel forbi Traditionelt fejrer jøderne påsken til minde om udfrielsen fra Ægypten. - Satanas: gr. form for Satan. - Oksehoved(er): fra eng. »hogshead«, vintønde af standardstørrelse.

78 Erinnyer: i den gr. mytologi hævngudinder, -glødende Tunge paa din Isse: Ved pinseunderet (Ap. Gern. 2) kom helliganden til de troende som tunger af ild - Rakkerkulen: lossepladsen, især i forbindelse med rakkerens partering og håndtering af urene kadavere. - Fugl Føniks: if den gr. mytologi en fabelfugl fra Ægypten, hvoraf der kun findes én. Når den gamle F.F. bliver mæt af dage, opbrænder den sig selv i reden, og af asken opstår den nye. Bliver senere et symbol på udødeligheden. Den omtalte tilknytning til begrebet ulykkesfugl og griske rovfuglevaner kendes normalt ikke. - Akilles: helt hos Homer. Der hentydes til Odysseen XI, 489-91.

79 Folkeføreren: se n.ts. 261. - det arkimediske Punkt: efter Archimedes (287- 212 f.Kr.), gr. naturvidenskabsmand. Efter traditionen skal han have udtalt, at hvis han fik et fast punkt, kunne han bevæge verden. - Katzenjammer: ty. »kattehyl«, her tømmermænd. - Konvulsioner: krampetrækninger. - Kældermand: opr. en, der driver virksomhed i en kælder. Senere: uoplyst person, småborger. I denne betydning brugt af SK i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), hvortil stedet (frit) kan hentyde. - Filister: ty. studentersprog for spidsborger. - Landene Østfor Rinen og Nord for Erzgebirge: omskrivning for den protestantiske (lutheranske) verden. - obligat(e): obligatorisk, som man er forpligtet til. - Constantin Constantius: pseudonym brugt af Søren Kierkegaard, bl.a. som forfatterangivelse til Gjentagelsen (1843). - Mester Thomas: Thomas a Kempis (1380-1471), nederl. teologisk forfatter. Har bl.a. skrevet den meget udbredte opbyggelses- og andagtsbog Kristi EJierfølgebe. »(...) begyndte i Øjeblikket« kan være et omformet tekststed herfra, jf. måske Johs. Koks oversættelse af Kristi Efterfølgelse (1871), 1. bog, kap. 23.

80 »Kend dig selv!«: indskrift på Apollontemplets mur i den gr. oldtidsby Delfi; tilskrives filosoffen Thales fra Milet (ca. 624-ca. 545 f.Kr.). - Erkendebens Træ: Den indiske religionsstifter Buddha (ca. 560-480 f.Kr.) nåede den endelige erkendelse under det hellige bo-træ i Uruvela. - Herredsfoged: dommer og politimester i et landdistrikt. - Misogyn: gr. kvindehader. - Platon (428-348 f.Kr.): gr. tænker; der henvises til hans Staten III og X, 6-8 (se især 398a-b og 607b). Jf Platon. Skrifter i Oversættelse. Udg. ved Carsten Høeg og Hans Ræder (1932-1941). Bd.4-5. - hieroglyjisk(e): egl. om skrift med billedtegn for hvert ord; her: med symbolske tegn. - Franzos, K.E. (1848-1904): ty. forfatter. I hans roman Der IVahrheitssucher (1893, da. Sandhedsøgeren, 1894), 1. del kap. 7, berettes om Jesuitternes Dagsorden.].: katolsk munkeorden stiftet 1534 af spanieren Ignatius Loyola (1491-1556), hvis Exerritia spiritualia (»Åndelige øvelser«) er grundlæggende for den sjælelige disciplinering.

81 Jus: retsvidenskab. - malebarisk(e): besynderlig. - mesopotamisk(e): her: fremmedartet - Pastor emeritus: pensioneret præst. - Sortedamslund: Forlystelsesetablissementet S. i Ryesgade blev i 1900 ombygget til den nuv. Fredens Kirke. - Mill og Spencer: John Stuart Mill (1806-1873) og Herbert Spencer (1820-1903), eng. filosoffer især kendt som utilitarister, lykke- eller nytteetikere.

82 Mefistofeles: i Goethes Faust (se n.t.s. 70) navnet på djævelen.

83 Kundskabens Frugt: syndefaldets frugt, 1. Mos. 3, der ifølge slangen skal lære mennesket at skelne moralsk. - Kallimachos (3. årh. f.Kr.): gr. digter og bibliotekar fra Alexandria. -Jens Gram: sikkert fejl for Hans Gram (1685-1748), filolog, historiker, bibliotekar og arkivar.

84 Paroksysme: (læge)lat for anfald af delirium el. krampe; ekstatisk tilstand. - Pæl i Kødet: om det, der stadig plager og nager og om menneskelige svagheder. Udtrykket er brugt af Paulus i 2. Kor. 12,7 (hvis gr. ord kan betyde både pæl og torn) og af Søren Kierkegaard - Pietet: fromhed og ærbødighed - Filisteri(et): se n.ts. 79. - »Ja, Jorden er flak«: hentyder til Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus (1722) V,5, hvor den latterlige idealist og student EM. tvinges til at antage den almindelige fordom i landsbyen, »paa Bierget«, at Jorden er flad, ikke rund, som han har hævdet hidtil - Pascal, Blaise (1623-1668): fr. filosof og teolog. Berømt er hans Pensées sur la Religion (1670, da. Tanker om Religionen, 1883). - Ulvedrengen: den fr. læge J.-M.G. Itard (1775-1838) udgav i beg. af 19. årh. en række rapporter om »le sauvage de L'Aveyron«, blå. De l'education d'un homme sauvage (»Om opdragelsen af et vildt menneske«) (1801).

85 Salome: ung jødisk kvinde, der som løn for sin dans for landsfyrsten Herodes Antipas (4 f.Kr.-39) fik Johannes Døbers hoved på et fad, Matth. 14,6-12. -Judaskys: hentyder til det tegn, hvormed Judas forrådte Jesus til soldaterne, jf Matth. 26,48. - Trappister: munkeorden stiftet ca. 1660 af B. de Roncé som en udløber af cistercienserordenen, med en meget streng disciplin. Kendt er blå. deres (delvise) taleforbud - Rubber: spille-omgang i kortspil som whist eller bridge, -fomem(ste): vigtig. - Soire(er): fr. aftenselskab.

86 Ungdomseliksiren): (trylle)drik, der bringer evig ungdorn. - Periode(r): sætning(sbygning). - Konseilspræsident(en): gl. titel for statsministeren. Der tænkes her på Estrup, se n.ts. 74, 31te Marts 1885. - Provisoriet: se n.ts. 74, 31te Marts 1885.

87 Selvbeskatningfen): Det politiske spørgsmål om Københavns befæstning delte Folketinget i slutningen af forrige århundrede, og uenigheden tvang statsminister Estrup til at regere med provisoriske (finans)love 1885 (jf n.ts. 74). Som følge af striden dannede forsvarssindede i forståelse med kongen en forening, der samlede penge blandt private til befæstningen. Der indsamledes mange penge, og efter foreningens navn, »Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarets Fremme«, dannedes begrebet S.

88 Robespierre: MM. de (1758-1794): fr. revolutionær under revolutionen 1789 og leder under den følgende rædselsperiode. - Rector magnificus: lat. titel på rektor for Københavns Universitet. Skikkelsen i bogen bygger i nogen grad på teologen Henry Ussing (f 1855), til hvis licentiatafhandling Den christelige Vished (1883) der flere gange henvises i det følgende. - snedig som en Slange (...): jf. Matth. 10,16. - Melanchton: Philipp Melanchton (1497-1560), ty. reformator. Han udarbejdede 1530 på sine og Luthers vegne Den augsburgske Konfession, der stadig er et af den danske folkekirkes bekendelsesskrifter.

89 Kapellan: hjælpepræst - Basilisk: et uhyre, se n.ts. 27. -Johannesfulgte efter Røveren: måske hentydning til H.C. Andersens eventyr Reisekammeraten (1835), - Alma mater: lat. betegnelse for universitetet. Betyder egl. »Den hulde moder« og brugtes i Rom om Kybele, Den store Moder, en guddom fra Lilleasien. 90 »Fiat justitia pereat mundus«: Den ty. kejser Ferdinand Fs (regerede 1558-1564) valgsprog: »Retfærdigheden skal ske fyldest, om så verden skal gå under derved«. - ostentativ(t): demonstrativ. - Kopemikus, Nicolaus (1473-1543): ty. astronom, grundlægger af det solcentrerede verdensbillede, der erstattede det jordcentrerede. - Holger Danske(s): Der hentydes til helten H.D. i B.S. Ingemanns digt »I alle de Riger og Lande« fra digtkredsen Holger Danske (1837). - Prim: fægteudtryk: lodret hug mod issen. - Seniorat(et): Bestyrelsen i Studenterforeningen, en bl.a. selskabelig klub for københavnske studenter og akademikere.

91 Den kristelige Trosvisheds Erfaring: se n.ts. 88, Rector magnificus. - Reineke Foss: hovedperson i den eur. middelalderlige satiriske digtning om dyrene, kendt i Danmark som Rævebogen (1555). - Bersærkergang: nord udtryk for ustyrlig og dødsforagtende kamp.

92 Pyrrhussejr: en sejr, der svækker sejrherren mere end den besejrede, opkaldt efter en gr. konge, der vandt en sådan sejr over Rom 279 f.Kr. - Nieb Klim: hovedperson i Ludvig Holbergs satiriske roman Niels Klims underjordiske Reise (1741). Her skildres bl.a. ideallandet Potu; navnet er dannet af gr. u: »ikke« og topos: »sted« - intetsteds. Sml. betegnelsen utopi.

-fange(de) an: ty. begynde. - Manikæismen: kættersk, dualistisk kristen sekt fra 3. årh. Den antog to guddommelige principper, et godt og et ondt - Syllogisme(r): særlig type argumentation med to præmisser (udgangspunkter) og én konklusion. - Renans Forsvar for Kristendommen: Den fr. religionshistoriker J.E.R (1829-1892) skrev udfra sit positivistiske udgangspunkt en meget læst og debatteret bog: La vie de Jésus (1863, dajesw Levnet, (1892)), som bidrog til at undergrave den ortodokse teologiske opfattelse af Jesus.

93 Parlamentarisme(n): den opfattelse, at regeringen skal have Folketingets (flertals) tillid for at kunne regere. Anerkendt som princip ved dannelsen af Venstreregeringen 1901, det såkaldte »Systemskifte«. Se n.ts. 260: Folketinget. - den almindelige Valgret: Retten for alle (mandlige) borgere til at stemme blev indskrænket ved grundlovsrevisionen 1866, og først genindført ved grundloven af 1920. - Entrystelse: forfærdelse, sindsoprør.

- de ugudelige Kanaanitter: flere steder i GT pålægges det jøderne (»Lovens folk«) at erobre Kanaans land og udrydde indbyggerne, således 5. Mos. 7.

94 gemen: fælles. - Henry George(s) (1839-1891): am. nationaløkonom, der i sit hovedværk Progress and Poverty (1879, da. Lysglimt af Fremskridt og Fattigdom (1890)) foreslår en fælles ejendomsret til jorden. Al skat skal erstattes af jordrente, »grundskyld«. Hans ideer er herhjemme taget op af partiet Retsforbundet. - Ekspropriation: tvungen afståelse af ejendom til det offentlige. - sokratisk(e): dannet til navnet på den gr. filosof Sokrates (469-399 f.Kr.), kendt for sin ironiske debatform.

95 Dialektikkens Stratagemer: regler for diskussion. De her anførte bygger på den ty. filosof Arthur Schopenhauer (1788-1860), der har efterladt essays om denne art diskussionsstrategi. - Titus (...) Cajus: T. er et rom. navn, der egl. betyder »den ærede«, dvs. den ærede modpart. Cajus (eller Gajus) er et alm. rom. navn - den læseren skal identificere sig med - diskussionens vinder.

96 Kulsviertro: kritikløs autoritetstro. - Christian den 9des Valgsprog: Med Gud for Ære og Ret. Chr. IX (1818-1906) var da. konge 1863-1906. - Dugenes, der med en Lygte (...): D. fra Sinope (4. årh. f.Kr.): gr. filosof af den kyniske skole. If en af de mange anekdoter om ham skal han have gået rundt i gaderne med en tændt lygte, idet han, som han sagde, ledte efter et menneske. Se også n.ts. 106. - Ordensmarskal: person, der leder og holder orden ved større officielle fester. - den russiske Zar: Alexander III (1845-1894, zar fra 1881). - Garderige: poetisk navn for Rusland; går tilbage til det nord. navn for vikingeriget omkring Novgorod.

97 Intermezzo: ital. mellemspil, (munter) afbrydelse. - bakkantisk(e): dannet efter den gr. gud for vin og begejstring, Bacchus (også kaldt Dionysos).

98 plebejisk: dannet af lat plebs: menigmand; nu: simpel, underlødig. - Radikalisme(s): egl. anskuelse, der går til roden, yderligtgående (rationelt) standpunkt. Her møntet på holdninger knyttet til det moderne gennembrud og dele af Venstrepartierne, og måske personificeret i brødrene Georg Brandes (1842-1927) og Edvard B. (1847-1931). - Koncilium: lat. råd, forsamling med besluttende myndighed, f.eks. inden for den katolske kirke.

99 huld(e): skøn. - Befæstningen: Kbh.s befæstning, se n.t.s. 87. - dithyrambisk: af det gr. ord dithyrambe, festligt digt til guden Bacchus eller Dionysos.

100 Zoroaster: gr. form for Zarathustra, den persiske religionsstifter, der levede ca. 1000 f.Kr. I dennes religion, parsismen eller mazdaismen, optræder det godes inkarnation som Ahura Mazda, og det ondes som Ahriman.

101 hin Spartaner: omtales af den gr. forfatter Plutarch (50-120), i hans skrift om den spartanske lovgiver Lykurg (9. årh. f.Kr.). - Henrik Ibsen(s) (1828-1906): no. dramatiker, kendt for sine realistiske, problemdebatterende skuespil - Busenfreundschaft(ets): ty. (overdrevent) intimt venskab.

102 Stifdatter(en): steddatter. - Frøken(en): frøkenpige, tyende, som indtager en stilling som medlem af familien; her nok en guvernante. - Aksel og Valborg: drama (1810) af Adam Oehlenschlåger. - Hojjægermestcr: titel i 2. rangklasse nr. 7 (se n.ts. 12); især tildelt godsejere. - St. Laurentius (ca. 200-258): sp. katolsk helgen; de fattiges beskytter. - Boudoir: (finere) dames private stue.

103 Sybarit(ten): egl. borger i den rige gr. by Sybarit; nu: levemand, livsnyder. - Forføreren: Johannes E, person hos Kierkegaard, jf ndf - Bysvend(en): se n.ts. 60. -Johannes Forførerens Foredrag: indgår i Søren Kierkegaards tekst »In vino veritas«, der er en del af Stadier paa Livets Vel (1845). Personen kendes også andre steder fra i SK's forfatterskab, bl.a. som den fiktive forfatter til »Forførerens Dagbog«, der indgår i værket Enten-Eller (1843). - Symparanekromenoi: ord dannet af Søren Kierkegaard efter gr. Det betyder medafdøde og anvendes om det publikum af æstetikere, der indgår som en ramme i Enten-Eller. - Victor Eremita: dannet af lat; egl. »Den der sejrer i ensomhed«. Pseudonym for Søren Kierkegaard; optræder desuden som person i det gæstebud, der skildres i »In vino veritas« se ovf. - Modehandleren: person i »In vino veritas«. I sin tale om kvinden bestemmer han hende ud fra begrebet Pjat - Abraham og hak: personer fra GT, behandlet af Søren Kierkegaard i værket Frygt og Bæven (1843, Danske Klassikere 1989, s. 14ff). Her skildres A. som troens fader, der er ubetinget rede til at ofre sin søn L på Moria-bjerget på Guds forlangende,!. Mos. 22.

104 Kierkegaards Stadier: I Stadier paa Livets Vei opstilles tre forskellige livsholdninger eller stadier: det æstetiske, det etiske og det religiøse. Mellem disse må der vælges, hvis man da ikke skal leve bevidstløst som »spidsborger«. - Voltaire, Francois de (1694-1778): fr. filosof Hans angreb på store mænd kan f.eks. udspringe af hans uheldige erfaringer som gæst hos Frederik den Store af Preussen 1750-1753. - Charlotte: Johannes Forførerens offer hed Cordelia. - Cicero, Marcus Tullius (106-43 f.Kr.): rom. taler og filosof, forfatter til bl.a. de fire taler mod oprøreren Catilinå (108-62 f.Kr.). - den kuruliske Stol: se n.ts. 71. - Prætor(skrud): høj rom. embedsmand, overdommer. - Cæsar, Julius (100-44 f.Kr.): rom. feltherre, statsmand og forfatter, »kejser«. - Populus Romanus: lat. det rom. folk.

- in casu Lazaronerne: i dette tilfælde pøbelen.

105 Assessor: egl. Assessor Vilhelm, person hos Søren Kierkegaard, som i Enten-Eller taler ægteskabets og etikkens sag over for æstetikeren og livsnyderen, -jesuitisk Moral: går ud på, at målet helliger midlet. - Machiavelli: Nicolo Macchiavelli (1469-1527), ital. diplomat og filosof, forfatter til U Principe (1532, da. Fyrsten\ hvor han taler for den hensynsløse enevælde.

- Frederik den Store(s) (1712-1786): konge af Preussen 1740-1786.1 hans omfattende forfatterskab er det første politiske skrift UAnti-Machiavel ou Examen du Prince de Machiavel (1739), hvor han skildrer sit fyrsteideal.

- Ulvedyder: hentyder til sagnet om Roms grundlæggere, Romulus og Remus, der voksede op hos en ulvinde. - Bismarck, Otto von (1815-1898): som tysk kansler, »jernkansleren« (1862-1890), skaber af det moderne Tyskland. -Josef Smith (1805-1844): am. stifter af mormonernes religiøse samfund, »Jesu Kristi Kirke af de sidste Dages Hellige«. - Korstog: kristen »hellig krig«, opr. med det formål at befri Jerusalem for det islamiske herredømme. Det første korstog udgik fra Frankrig 1095. K.-bevægelsen døde hen op mod 1300. - Disraeli: Benjamin Disraé'li (1804-1881), eng. ultrakonservativ statsmand og forfatter.

106 Diogenes: se n.ts. 95.1 sin afstandtagen fra nydelsen stod D. i modsætning til Aristippos. D. levede en overgang som asketisk eremit i en vintønde. - Wein und Weib (...): Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang/ der bleibt ein Narrsein Lebelang: ty.: »Den, der ikke elsker vin, kvinder og sang, bliver en nar hele sit liv«. Tilskrives den ty. reformator Martin Luther (1483-1546), men skyldes formentlig den ty. digter Joh. Heinr. Voss (1751-1826). Ses i Der Wandsbecker Bote nr. 75 (1775). - Sliberen: bronzeafstøbning af antik statue, opstillet 1886. - Marsyas: i den gr. mytologi en naturgud, en satyr, der udfordrede guden Apollon til dyst i fløjtespil. M. tabte og blev som straf for sit overmod flået levende. - Pan(s): P. var opr. en gr. hyrdegud; blev senere opfattet som indbegrebet af naturen og altet (pan: gr. »alt«). - Syrinx: panfløjte, rørfløjte.

107 Tartarus: i den gr. mytologi navnet på underverdenens dybeste mørke. - Ossian(s): gælisk sagnfigur, barde (sanger) fra Højskotland Hans digte blev - som et falsum - udgivet i det 18. årh., hvor de vakte stor furore bl.a. ved deres stemning af det vemodige, tågede hedelandskab. - Styks: i den gr. mytologi grænsefloden til underverdenen, Hades.

108 Forbryderen i Jødeland: omskrivning for Jesus. Ordene om fasten står Matth. 6,16-18. - Kierkegaard siger (...): i Øieblikket nr. l (1855), jf Samlede Værker, 1. udg., bd. 14, s. 116. - Apokalyptikeren: Stedet henviser til Joh. Ab. 10. - Anarki: se n.ts. 275. - Baal; opr. kanaanæisk frugtbarhedsgud, her navn på djævelen.

110 Promethevs: l den gr. mytologi menneskets skaber og velgører (ildbringer). Han blev straffet af Zeus ved at lænkes til en klippe, hvorfra han blev befriet af helten Herakles. - Sireneme: I gr. mytologi fabelvæsener, halvt kvinder og halvt fugle, der lokker (sø)folk i ulykke ved deres underskønne lokketoner.

111 æde og drikke (...): jf Luk. 12,19. - Titanomachien: I gr. mytologi kampen mellem de olympiske guder og urvæsenerne, titanerne. Kampen endte med de sidstes nedstyrtelse i Tartaros, mørket. - Doktordisputats: En disputats om emnet har ikke kunnet identificeres, men flere artikler om forbindelsen ml. nyresygdomme og depressive tilstande publiceredes i Dalgas' levetid, f.eks. A. Haslund: »Tilfælde af Sindssygdom under Forløbet af kronisk Nephritis [nyrebetændelse]« i: Ugeskrift for Læger, IV. Række, Bd. 1,1880, s. 297-305. (Meddelt af Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek).

112 Frederik den Store: se n.ts. 105. Citatet er ej identificeret - Tolstoy, Lev (1828-1910): russ. digter og religiøs skikkelse. Der refereres formentlig til hans novelle Kreutzersonaten, (da. overs. 1890) kap. 23 el. til essay'et »Hvad er kunst?« (1897-1898, ty. Was ist Kunst?, 1898). - Plato: se n.ts. 80.

113 Valgerda: l den nord. mytologi navn på en valkyrie, en af guden Odins møer, der leder slag og udvælger, hvem der skal falde. - Melpomene: i den gr. mytologi navn på musen for tragedien. -Johannes Forførerens Studier: Ordet krystalliseret ses hverken i Kierkegaards Samlede Værker eller i hans Papirer. Dalgas udtrykker sandsynligvis sin egen fortolkning af Johannes Forførerens kvindeforståelse, sådan som den kommer til udtryk både i »Forførerens Dagbog« og i »In vino veritas«, jf n.t.s. 103. - Duftvaudeville(r): en satirisk benævnelse for idylliserende og urimelige syngespil, en yndet genre i det meste af det 19. århundrede.

114 Stendhal(s): pseudonym for Mane-Henri Beyle (1783-1842), fr. forfatter til bl.a. Physiologie de l'amour (1822, da. Kærlighedens Fysiologi).

115 Cancelli(et): offentligt kontor, ministerium. - L'hombre: sp. gammelt kortspil for 3 eller 4 personer. - Haltefanden: her om spottelysten person. - Skovnymfer (...) Elverpiger: kvindelige naturvæsener fra nord og klass. mytologi - Messalina, Valeria (d 48 e.Kr.): rom. kejserinde, berygtet for sin hensynsløshed

116 Kammerjunker: hoftitel i 4. rangkksse, under kammerherrer. - Artemis: gr. gudinde, bl.a. for jagten. Hun forvandlede jægeren Aktæon til en hjort, der blev bidt ihjel af hans egne hunde som straf for, at han havde overrasket hende, den jomfruelige gudinde, under badet. - Psyke i Kongens Gaard: Prinsesse P. (i den gr. mytologi) var så smuk, at ingen turde bejle til hende. Klin den guddommelige Amor havde mod til at nærme sig hende. - Sejd: I det gi. Norden navn for en trylledrik, eller for begrebet trolddom under ét

117 de tre Legemers Problem: klassisk, uløseligt matematisk-fysisk problem: at give udtryk for tre (eller flere) givne legemers (punkters) bevægelse, hastighed og beliggenhed på én gang.

118 Rekommandation: anbefaling. - Trap: standardbetegnelse for fakta værk om Danmark. Betegnelsen går tilbage til den første udgiver af Statistisktopografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark (1856-1859), Peter Trap (1810-1885).

119 emancipere: frigøre. Ordet bruges specielt om kvindernes frigørelsesbestræbelser, støttet af bl.a. kredsen omkring brdr. Brandes (se n.ts. 60 og 98). Hertil navneordet Emancipering. - Permissioner: benklæder.

120 Mark Twain: pseudonym for Samuel demens (1835-1910), am. forfatter. - Prcemis(seme): se n.ts. 92, Syllogisme. - Spleen: eng. tungsind(ighed). - epileptoide Anfald: kramper ledsaget af bevidstløshed; epilepsi eller ligfald -Jesuit, her: person, der forstiller sig for at nå sit mål. Se også n.ts. 105.

121 Aktæon: se n.Ls. 116 om Artemis, - give(r) (...) Fangst: om jægerens aflivning af et anskudt, såret dyr.

122 Kong Salomon siger (...) Slanger: kunne være en (fri) omskrivning af Præd 7,28. - Kaos: I den gr. mytologi det gabende svælg, urtilstanden, som verden befandt sig i inden gudernes skabelsesakt, der frembragte den ordnede verden, kosmos. - Jordkrebs(en): fårekylling. - Femininum: lat hunkøn.

123 Nis Puk: navn på nisse eller trold i den nord folketro. Optræder som fe hos William Shakespeare i skuespillet A Midsummer Night's Dream (ca. 1594, da. En Skærsommematsdrøm, 1807-1816), hvor han er indbegrebet af naturens trylleri

125 Michael: jød. navn på en af ærkeenglene. - Den røde Drage: jf Joh. Ab, 12,3. - Da den sjette Time (...) forladt mig!«: Mark. 15,31-34. - Ortodoksi: rettroenhed, i modsætning til kætteri, falsk lære. - Arkadien: gr. landskab prist for sin idyl - Phyllis (...) Damon: med baggrund i gr, idyldigtning alm. navne i senere eur. hyrde- og kærlighedspoesi.

126 Knebber(en gik): om fuglelyd, især om storken; her om højrøstet tale af mange mennesker. - Fata Morgana: arab. luftspejling, synsbedrag.

127 Aurora: i klass. mytologi morgenrødens gudinde. - Schopenhauer, Arthur: se n.ts. 183. - Thyrsossvinger: til thyrsos, en stav båret af den gr. vin- og ekstasegud Dionysos' dyrkere.

128 Evangeliet for de fattige: jf Matth. 11,5. - Anakreon (6. årh. f.Kr,): gr. idyldigter. - Heinrich Heine (1797-1856): ty. digter med rod i romantikken.

129 en Evighed i den Tid (...) løbe ud: hentyder til skildringen af Muhammeds himmelfart, der i traditionen (Hadith) er henlagt til år 617 eller 619. Efter nogle versioner gik M.S ridt på den vingede hoppe gennem alle himle så hurtigt, at den vandkrukke, M. væltede ved sit opbrud, endnu ikke var helt tom, da han vendte tilbage. - Empedokles (483-432 f.Kr.): gr. filosof og digter. Forfatter til blå. hexameterdigtet Om naturen. - Puritaner(vis): af lat puritas, renhed Bruges om kristne retninger, der lægger vægt på en strengt moralsk levevis.

130 Høkeren): købmand -fløjte(r) efter: prøve at tiltrække. -Jupiter: det lat navn for den højeste (himmelske) gud, grækernes Zeus. - Elementarbog(s): begynderbog, især i sprog.

131 Feinsliebchen: ty. hjertenskær. - Antæus: kæmpe fra den gr. mytologi, der fik ny kraft, hver gang han berørte sin moder, Jorden. - Farisæerfen): se n.ts. 58.

132 Kain og Judas: de bibelske skurke. Kain er brodermorder (1. Mos. 4) og Judas forråder Jesus (Mark. 14,43-46). - Thesevs: gr. helt, der dræbte uhyret Minotaurus i labyrinten på Kreta. - den ungariske Digter: kan evt. være Sandor Pet6fi (1823-1849), ungarsk romantisk kærligheds- og nationaldigter, der på Dalgas' tid netop blev oversat til da.

133 Regnepenge: småmønt, spillepenge. - Raskolnikov: titel- og hovedperson i roman (1866) af den russ. digter Fjodor Dostojevskij (1821-1881). Studenten FL begår et mord, som han ovf sig selv kan forsvare intellektuelt, men i længden ikke følelsesmæssigt. - Diastase(n): enzym virksomt i ølbrygning. Urten er øllet i en tidlig fase.

134 Omvurderer af al Værdi: På stedet hentydes naturligvis til Jesus, men i formuleringen klinger den ty. filosof Fr. Nietzsches (1844-1900) bekendte slagord om den nødvendige omvurdering af alle værdier, nu da - efter N.s opfattelse - illusionen om Gud var død

135 Mufti: islamisk teolog. Det er muezzinen, der kalder til bøn fra moskeens tårn, minareten. - Kolumbus, Christoffer (1446-1506): ital. søfarer, Amerikas opdager. På sin første rejse i 1492 førte han efter traditionen såvel en officiel som en uofficiel skibsjournal. I den uofficielle indførte han den faktisk udsejlede distance, mens han i den officielle indførte kortere distancer for ikke at skræmme den bekymrede besætning. - kalligrafisk): skønskrift

136 Pebling: I ældre tid latinskoleelever, især fattige, der ernærede sig ved

sang. - mod i Hu: bedrøvet. 138 Aftenbakke(me): flagermus. 140 Ofir: I GT legendarisk sted for rigdomme, feks. nævnes O-guld i SL

45,10 som det ædleste.

143 Kondolation(er): konventionelt udtryk for medfølelse.

144 »Tæmingen er kastet«: dannet efter htjacta est alea, de ord, hvormed Cæsar med sin hær overskred Rubicon, grænsefloden til Italien, og indledte borgerkrig. Er blevet et fyndord ved afgørende skridt, i Danmark ikke mindst pga. Chr. IV's replik af denne ordlyd i J.L. Heibergs skuespil Elverhøj (1825). - Sypigesmag: uudviklet smag.

146 riste Runer: egl. skrive med runeskrift I folkeviserne udtryk for at øve (især kærligheds)trolddom. - Gangerfen): (stor) hest

147 deri romantiske Lovelace: forfører. En Don Juan-skikkelse, efter en figur i romanen Clarissa Harlowe (1747-1748, da. 1783-1788) af den eng. forfatter Samuel Richardson (1689-1761). - Trappist(erne): se n.ts. 85.

148 Forsoning: se n.ts. 39, Gud var jo (...) forsonet. - Longfellow(s), Henry W. (1807-1882): am. forfatter. Det store digt The Golden Legend (da. 1880: Den gyldne Legende) blev skrevet 1851. - Kærlighed, som ikke søger sit eget:jf.1.Kor. 13,5.

149 Conscientia: lat. samvittighed

150 sat (...) ud: pantsat - Timon fra Athen: mytisk figur, behandles blå. i Shakespeares skuespil Timon of Athens (tr. 1623).

151 Diogenes eller Aleksander: D.: se n.ts. 96 og 106. Aleksander den Store (356-323 f.Kr.): makedonsk konge, der, efter at han 334-324 havde erobret hele perserriget, betragtedes som verdenshersker. If Plutarch: Alexanders liv, 14,3, skal A. have sagt: »Hvis jeg ikke var Alexander, ville jeg være Diogenes«. - Lasalle, Ferdinand (1825-1864): grundlægger af det ty. socialdemokrati og som sådan modstander af Bismarck, se n.ts. 105. - Borgia, Cesare (1476-1507): ital gejstlig og fyrste. Berygtet som typen på den hensynsløse renaissanceskikkelse, der i sig forener en række modstridende roller: soldat, kardinal, mæcen. - den kloge Mand med Hanefjeren: Mefistofeles, jf Goethes Faust 1,1538.

152 Affektation: forstillelse. - Hr. Cicero(s) (...) Catilina: se n.ts. 104.

153 Protektor: lat beskytter, -gefalle: ty. behage.

154 David og Absalon: Den jødiske kong Davids søn Absalon gjorde oprør mod faderen, se 2. Sam. 13-18. Da A. drager fra Jerusalem for at indlede sit oprør, hilser faderen ham til afsked »Gå med fred!«, 2. Sam. 15,9.

159 Ahasverus: navn på den evige jøde, »Jerusalems skomager«, der er fordømt til at leve til Jesu genkomst En ofte omtalt figur i den romantiske digtning.

161 Han har frelst (...): Matth. 27,42. - den der er; Jah ve, jødernes gud.

162 Seglbevarer(en): person af høj rang, som opbevarer kongens segl og forsegler hans breve. - Fændrik(ken): fanebærer. - Cymbler: en cymbel kan være både et slag- og et strengeinstrument; ordet er her nok brugt pga. sin bibelsk-poetiske klang. - Adonai: Herren. Det navn, jøderne udtaler, når de i de hellige tekster læser ordet Jahve, Gud, hvis navn de af ærefrygt ikke nævner. - sid: langt nedhængende.

163 Min Rose fra Saron:]eg er Sarons Rose. Højs. 2,1.

164 Slangen kryber paa sin Bug: hentydning til Guds forbandelse af slangen i 1. Mos. 3,14.

165 Fryger: Landskabet Frygien lå i det centrale og vestl. Lilleasien.

166 varlig: opmærksom, forsigtig.

168 vande tørre Stokke: fromhedsøvelse, da stokkene efter traditionen faktisk er uden rod - Epikurfs) (341-270 f.Kr.): gr. filosof, især kendt for sin lykkefilosofi, epikuræismen. - gaa rejekt: blive forkastet, dumpe (til en universitetseksamen).

169 Seneca(s) (4 f.Kr.-65 e.Kr.): rom. filosof og psykolog af den stoiske skole. Et mål var for ham at beherske sine følelser, opnå »stoisk ro«. - Askese(n): se n.ts. 60.

170 som en Brand (...): jf Zak. 3,2. - Brorson(s Salmer): Hans Adolph B. (1694-1764): da. gejstlig og salmedigter af pietistisk observans. Hans vækkelsesprægede salmer var yndet af Indre Mission, som der her er tale om. - Thomas a Kempis: se n.ts. 79. - Proselytterne): gr. nyomvendt - Imitatio: Imitatio Christi er den lat. titel på Thomas a Kempis' hovedværk.

171 terra incognita: lat »det ukendte land«, et forestillet, uopdaget kontinent, der optog mange af de store eur. opdagelsesrejsende.

172 ejier Benedikts og Ignatii Mønster: B. af Nursia (480-583), ital. katolsk munk; stifter af benediktinerordenen; Ignatius Loyola: se s. 80 og note hertil - Tordenslaget), her: rystende oplevelse.

173 Nordisk Konversationsleksikon: Nordisk Conversationslexicon, red. af Chr. Fr. Ingerslev. Bd. I-V (Kbh. 1857-1863). - Voltakors(et): kors af metal, brugt som (indbildt) lægemiddel; kvaksalvermedicin.

174 paulinsk(e) Ortodoksi: Et udgangspunkt for den lutheranske reformation var Paulus' ord om frelse ved troen alene (se Rom. 3), der vendtes polemisk mod den middelalderlige opfattelse af gerningernes betydning. Den stærke betoning af troens betydning er en del af den p.o. -positiv: se n.ts. 179.

175 Franciskus: lat. form for Frans af Assisi (1186-1226), ital. ordensstifter. - Paulus (...) Plato: begge forholder sig forklarende og systematiserende til en mester, Jesus hhv. Sokrates.

176 Athanasius (297-373): gr. biskop og kirkefader, levede i Alexandria. - Kundskab, den skalforgaa: 1. Kor. 13,8.

177 Martyrerne (...): jf Renan (se n.ts. 92): Apostlene (1883, overs. efter Histoire des origines du Christianisme, bd. 2: Les Apotres, 1866) s. 172f Det hedder her om martyrånden, at den indførte iblandt Vestens Folk (...) den Ide, at der gives en eneste sand oggpd Religion. (...) Efterat Kristendommen i tre hundrede Aar var blevet forfulgt, kom den til Magten og forfulgte nu sine Modstandere heftigere end nogen Religion.

178 Forsoningen: se n.ts. 39.

179 i positivt, ikke mytologisk Sprog: Den fr. filosof Auguste Comte (1798-1857) formulerede i sin bekendte trestadielov den videnskabsteoretiske lovmæssighed, at alle videnskaber i deres udvikling gennemløber typiske faser. Oprindeligt stiller man sig på det teologiske eller mytologiske stadium tilfreds med at forklare tingenes ændringer ved guders indgriben. Senere, på det metafysiske stadium, forklarer man tingene med upersonlige kræfters .indflydelse, mens man på det sidste stadium, det positive, blot registrerer de iagttagelige lovmæssigheder. Med tiden vil alle videnskaber og livsområder gennemløbe disse stadier, og der åbner sig til slut mulighed for en positiv enhedsvidenskab, byggende alene på erfaring og hverken på religiøse eller spekulative forestillinger. - Forsoningslære(n): se n.ts. 39. - Hermhutteme: et protestantisk kirkesamfund med pietistisk præg, opstået i Herrnhut i Tyskland i det 18. årh. I Danmark kendt som Brødremenigheden. - Værkhellighed: udøvelse af gode gerninger med det formål at blive frelst. Protestantisk indvending mod katolsk levelære. - Fatalisme: skæbnetro.

180 Gendøberne: på Luthers tid radikalt reformatoriske kredse af antiautoritært og karismatisk præg. G. forkastede barnedåben og gendøbte de voksne. - »den augsburgske Konfession«: se n.ts. 88, Melanchton, ~ Hegemoni(et): førerskab.

181 en højere og en lavere Moral: Der gjaldt ét sæt regler for de almindeligt troende og et andet for kirkens folk, f eks. krav om cølibat og om fattigdom for munke og nonner. - Bethania: landsby i Israel, hvor søstrene Martha og Maria levede. Joh. 11,18.

182 den gamle Kontrakt paa Sinai: Der tænkes på pagtslutningen, hvor Gud udvalgte israelitterne til sit ejendomsfolk og til gengæld gav dem loven, symboliseret i tavlerne med de ti bud, jf. 2. Mos. 19-20. - jlegmatisk(e): dorsk, ligeglad. - »Hvo, som taber sit Liv (...)«: frit efter Matth. 16,25. - en Polak: formentlig den serbiske fysiker Nikola Tesla (1856-1943), elev af Edison; fra 1891 internationalt berømt for sine spektakulære demonstrationer af lysende udladninger, frembragt ved højfrekvente vekselstrømme med høj spænding. Oplyst af lektor Ole Knudsen, Aarhus Universitet.

183 Vandringen til Golgata: se Jesu lidelseshistorie, f.eks. Matth. 27 og Joh. 19. - »Det er fuldbragt«:Jesu dødsreplik, Joh. 19,30. - Resten er Tavshed: titelpersonens dødsreplik i Shakespeares tragedie Hamlet (1602), V,2. - Epiktet (55-135): gr.-rom. filosof af den stoiske skole. Etikken får hos ham et religiøst præg, der fører i retning af kristendom. Modstillingen i teksten med Plato(n) må betyde: hele den klassiske visdom fra begyndelsen til slutningen. - Den, der har overvundet (...): jf Herm. Oldenberg: Buddha. Sein Leben, seine Lehre, seine Gemeinde (1881), s. 270. - Schopenhauer, Arthur (1788-1860): ty. pessimistisk filosof Han har haft stor betydning for Dalgas i perioder, således er »Lidelsens Vej« et hovedbegreb i S.'s etik.

184 Mad (...) Børn: opremsning efter Luthers forklaring til den fjerde bøn i Fader Vor, efter Ls Lille Katekismus (1529).

185 de fattige i Aanden(...): indl. til Bjærgprækenen, Matth. 5,7. - det pelagianske Kætteri: efter Pelagius (ca. 400), kristen munk og kætter, der benægtede arvesynden som medfødt natur. Se i øvrigt n.ts. 13. - Libertinisme(n): dannet af lat libertas: frihed. En livsholdning, der lægger vægt på at bryde alle skranker, tøjlesløshed.

186 Caligula (12-41): rom. kejser, berygtet for magtberuselse, hensynsløshed og udsvævelser. - Messalina: se rtts. 115. - en Lov for de levende Væsener: der tænkes på udviklingslærens forestilling om den mest egnedes overlevelse i tilværelseskampen - »the survival of the flttest«. Se i øvrigt n.ts. 212, Darvin. - Ordet, at det Træ (..,) i Ilden: Udtryk hentet fra Johannes Døbers prædiken for det jødiske folk, Luk. 3.

187 Kulsviertro: se n.ts. 95. - Duns Scotus (1265-1308): eng. skolastisk (se n.ts. 189) filosof og teolog. Udtrykket om den dobbelte sandhed hentyder til D.S.'s opfattelse, at ordet »væren« betyder én ting, når der tales om Gud, og noget andet, når der tales om verden. Således kan han forene en videnskabelig anskuelse af verden (fra Aristoteles) med den kristne teologi.

188 Der er kun een (...): allusion til den muhammedanske lovprisning: Der er kun én Gud, Allah, og Muhammed er hans profet

189 Baco (lat. form af Bacon), Francis (1561-1626): eng. filosof, grundlægger af empirismen, erfaringsvidenskaben. - »Kend dig selv«: se n.ts. 80. - Skolastikferne): middelalderlig videnskab, især inden for de teologisk-filosofiske fag. S. byggede på Aristoteles* (se n.ts. 37) metoder og søgte at systematisere de kristne troslærer vha. logik og begrebsanalyse. - den positive Tænker: se n.ts. 179.

190 den moderne, positive Videnskab: se n.t.s. 179.

191 Dynamisme og Mekanisme: Gammelt modsætningspar i videnskabshistorien: skal man forklare sig verdens væsen som væsentlig (Guds) kraft (D.), eller skal man, som f.eks. Descartes (se n.ts. 206, Identitetshypotesen), tænke sig verden som en maskine (M.). Sådanne grundlæggende overvejelser af spekulativ (ikke erfaret) art kaldes metafysik. - Materialisme: se n.t.s. 265. - Monisme: se n.ts. 206.

192 Antropomorfisme: opfattelse af guder i menneskelig skikkelse. - Konfutse(s Lære) (551-478 f.Kr.): kin. forfatter og religionsstifter. - Klinte: ukrudt; jfMatth. 13,24-30.

193 den rige Bonde: som i lignelsen siger: »(...) jeg vil sige til mig selv: »(...) Spis, drik og vær glad!« Luk 12,19. - Rousseau, Jean-Jacques (1712-1778): fr. digter og filosof Hans tale om frihed og følelsernes og naturens ret var en forudsætning for bl.a. den franske revolution. - Novalis: pseud. for den ty. digter Fr. von Hardenberg (1772-1801). Sammenfører i sin digtning stærke religiøse, filosofiske, videnskabelige og digteriske indsigter; indbegrebet af en lidenskabelig romantisk digter og ildsjæl

194 Frandskus: se n.ts. 175. - Thomas Aqvinas (1225-1274): ital. filosof og teolog. Forenede i sin teologi, skolastikken, den klassiske filosofi fra Aristoteles med sin tids videnskab og teologi. Anses stadig for den katolske kirkes ledende teolog. - Ignatius Loyola: se n.ts. 80. - Mirabeau, Gabriel H. (1747-1791): fr. politiker, talsmand for den revolutionære bevægelse og en ledende skikkelse under den fr. revolution fra 1789.

195 Philip af Hessen (1504-1565): førende ty. reformatorisk fyrste. Hans bigami (1540), sanktioneret af de ledende reformatorer, bragte såvel ham som dem i svære vanskeligheder. - Akkommodation(s): tilpasning. - De radikale: sen.ts. 9'8.

196 Lidelsens Vej: se nts. 183: Schopenhauer, og n.ts. 241. - venerisk Syge: kønssygdom, v. er afledt af Venus, navnet på den rom. kærlighedsgudinde. - naar Skylregnen (.. .)fast Fundament: Matth. 7,24-27. - som det hedder, at æde og drikke sig selv til Dommen: Således hed det i den gamle nadverbelæring om den, der uværdig modtog nadverens sakramente, jf. 1. Kor. 11,27-29. - Christian den Sjettes Recept: Konfirmationen blev indført som tvangsforanstaltning af den pietistiske Chr. VI i 1736, 200-året for reformationens indførelse i Danmark.

197 Filosoffen(s): hentyder formentlig til Harald Høffding (1843-1931), der var (positivistisk) professor i filosofi ved Københavns Universitet, og til hvem Dalgas på et tidspunkt som student indgav en prisopgave, hvoraf dele er opsuget i Salomons afhandling. - Manden, som opdager nye Mænd: hentyder formentlig til Georg Brandes eller Edvard B. (se n.ts. 98), der som ledende (oppositionelle) litteraturkritikere fremmede den moderne litteratur.

198 Maskepi: »hemmelig forståelse«.

199 Lucretius, Titus (96-58 f.Kr.): rom. digter af Epikurs skole.

200 sans comparaison: fr. uden sammenligning. - Napoleon (.. .)paa St. Helena: den fr. kejser N. I (1769-1821) endte sit liv som fange på den sydatlantiske ø St Helena. - Charabanc('er): åben hestevogn med langsstillede bænke. - Gendarmerne: militært organiseret politi. I Danmark fandtes et (forhadt) gendarmerikorps fra 1885 til 1894, under Estrups regering. - Sengelad: stillads hvorover man hænger sengetøj til bankning og luftning.

201 (Kvadratalen: se n.Ls. 9. - Skisma: adskillelse, spaltning, især i kirkelige forhold

202 raillere(t): drille, ironisere. - apologetisk(e): hvad der kan tjene til forsvar for en sag, især kristendommen. - en af de fede Køer (...) magre: 1. Mos. 41,17-21. - Misantrop: gr. menneskehader. - Byron(s): se n.ts. 59. - Augustin (353-430): oldkirkens store kirkelærer. I sit hovedværk De dvitate dei (da. Om Guds stat) skildrer han forholdet mellem det religiøse og verden, og i sine Confessiones (Bekendelser) beskriver han i selvbiografisk form en række åndelige og religiøse positioner. - Zola, Emile (1840- 1902): fr. naturalistisk forfatter.

203 Thyrsossvinger(ne): se n.ts. 127.

204 Primlerne): primulaer. - trænere(r): træne, -præservere: bevare.

205 Broderen af det fælles Liv: Thomas a Kempis (se n.ts. 79), der var medlem af det af nederlændingen Gerrit de Groote (1340-1384) stiftede religiøse fællesskab »Brødrene af det fælles Liv«. - Herbarium: lat. samling af pressede planter. - Kyniker: tilhænger af filosofisk skole, der afviste ydre status og bekvemmeligheder for at opnå indre ro.

206 Treenigheden: det kristne gudsbegreb er treenigt: Gud fader, Gud søn og Gud helligand udgør i forening én guddom. - Identitetshypotesen: antagelse om enheden af legeme og bevidsthed, først fremsat af den holl. filosof B. de Spinoza (1632-1677). Denne monisme står i modsætning til vor kulturs traditionelle dualisme, hvor krop og bevidsthed opfattes som forskellige principper, således i mod tid hos den fr. filosof R Descartes (1596-1650). - sokratisk(e): Der henvises til Platons Sokrates' Forsvarstale 21d Jf. Platon. Skrifter (...) (se n.ts. 80). Bd 1.

208 Fod: gi da. længdemål; l f = ca. 31 cm.

209 de tre Legemers Problem: se n.ts. 117. - det store Pan(s): her lig altet, jf. n.ts. 106. - Demokritos (ca. 460-380 f.Kr.): gr. filosof Kendt er hans atomteori, hvor han forestillede sig, at alt bestod af udelelige (atomos) smådele og det tomme rum. Atomerne bevæger sig hele tiden og kan indgå (midlertidige) forbindelser med hinanden. - Æon(s): verdensalder.

210 Nietzsche, Friedrich (1844-1900): ty. filosof Det anførte citat er en let omskrivning af aforisme nr. 210 i værketjenseits von Gut und Bose (1886).

211 at sætte sit Liv tilfor at vinde det: Matth. 16,25. - experimentum cntcis: lat afgørende eksperiment Crux betyder kors; udtrykket har således også betydningen: korsets eksperiment, og peger her på Jesus. - teistisk(e) eller panteistiske): teorier om Guds væsen og forhold til verden. Ifølge den p. teori er Gud lig med altet

212 Darwin, Charles (1809-1882): eng. naturforsker, grundlægger af udviklingslæren. Ifølge denne udvikler de forskellige biologiske former sig i stadig strid, idet de bedst egnede overlever og forplanter sig. - Ahriman: se n.ts. 100, Zoroaster. - Empyriet: lat empyreum. Efter middelalderlig opfattelse den øverste, ubevægelige himmel, Guds og englenes bolig. -Jeg er i Menneskets Indre (...): ej lokaliseret.

214 Newton, Isaac (1642-1727): eng. naturvidenskabsmand. I sit hovedværk fra 1687, Philosophiae Naturalis Principia Mathematica (»Naturvidenskabens matematiske grundsætninger«), sammenfattede han sin rids fysiske indsigt i matematisk sprog og udformede dermed det, der blev kaldt »den klassiske fysik«. - oratorisk: hvad der vedrører talekunsten; veltalende. - Jeg er i Menneskets Indre (...): se ats. 212. - Sandheden taler (...) og citatet s. 223 (Besidder du (...)) er ikke lokaliseret i Thomas a Kempis: Kristi Efterfølgelse og er næppe af ham, men kan være Dalgas' egne sammenfatninger af tankegange hos T. a K.

215 Vær først sanddru mod dig selv: f. Shakespeares drama Hamlet (1602) 1,3 i E. Lembckes og V. Østerbergs oversættelser, begge fra 1887. - Frygt fremfor alt (...): Sætningen sammenfatter frit et krav, Platon (se n.ts. 80) i sine værker om den gr. filosof Sokrates (479-399 f.Kr.) flere steder lader Sokrates stille, f.eks. i Sokrates'Forsvarstale. Jf Platon. Skrifter (...). Bd 1. - vestalisk Ud: det rom. samfunds hellige ild, vogtet af de kyske præstinder, vestalinderne.

216 brynde(syg): begær.

217 Reveille: morgenvækningssignal for soldater. - Brød og Fisk: Mark. 6,30-44.

218 som Paulus af Fængslet: Paulus ville ikke forlade fængslet hemmeligt, men åbenlyst og ifølge lov og ret Ap. Gern. 16,35-40. - Denne Tids Dage (.,.): ej lokaliseret; skønt bibelsk farvet skyldes tekststedet nok Dalgas selv.

220 Fingre i Naglegabene: hentyder til den vantro discipel Thomas, der skal røre ved Jesu sår for at overbevise sig om, at det er ham, der er opstanden. Joh. 20. - experimentum crucis: se n.ts. 211. - Der er Rhodus, dans der: fra den gn fabeldigter Æsops (6. årh. f.Kr.) fabel 203, »Praleren«.

222 Retfærdiggørelsen ved Troen: se n.ts. 17'4, paulinsk Ortodoksi. - Tvedragt(ens): splid, uenighed - Petrus: lat. form for (apostelen) Peter. At P. rendte af Fængselet og vendte tilbage skildres ikke i NT, men beror på senere traditioner om hans fængsling i Rom og tiden op til den formodede martyrdød under Nero sammen med Paulus år 64.

223 Salige ere de fattige (...): se n.t.s. 185. - Hellere vil jeg vandre (...): fra Thomas a Kempis: Kristi Efterfølgelse (n.ts. 79). Se Johs. Koks oversættelse (1871), 3. bog, 34. kap. - Besidder du (...): se n.ts. 214.

224 Dante Alighieri (1265-1321): ital. digter. Hovedværk: Den guddommelige Komedie (Divina Commedia, ca. 1307-1320), der skildrer det hinsidige fra helvede over skærsilden til de himmelske regioner. En lignende skildring skrev Dalgas i Dommedags Bog, se Efterskrift s. 284-286. - Feuerbach, Ludwig (1804-1872): ty. filosof I hovedværket Das Wesen des Christentums (1841) anskuer han religionens himmelske sandheder som udtryk for menneskelig psykologi og ønskedrømme. - Værkhellighed: se n.ts. 179. - en Skeptiker: formentlig den eng. filosof David Hum e (1711-1776), der behandler disse spørgsmål i Dialogues conceming Natural Religion (1777). Værket behandles senere af Im. Kant (se n.ts. 24) i hans Kritik der reinen Vemunft (1781).

225 Vachagatta: vandremunken Vacchagotta; om hans dialog med Buddha, se Herm. Oldenberg: Buddha (1881), s. 278-280.

227 Franzos har skildret (...): se n.ts, 80; der refereres antagelig til Der Wahrhtitssucher. - Spencers) (se n.ts. 81): interesserede sig bl.a. for udviklingslæren. - Xenofanes (se n.ts. 51): kritiserede bl.a. forestillingerne om de menneskelige guder.

228 Zarathustra(s): dss. Zoroaster, se n.ts. 100. - Hesiodos (ca. 700 f.Kr.): gr. digter af blå. mytologiske digte. - M/7/, John Stuart: se n.t.s. 81. Mill, der begyndte sin filosofiske løbebane som logiker og senere udviklede lykkemoralen (utilitarismen), var stærkt engageret i sin tids spørgsmål Han var en foregangsmand i sager som kvindens frigørelse og demokratiets udvikling; således så han positivt på socialismen og virkede i England for valg efter forholdstalsmetoden og for beskyttelse af politiske (og andre) mindretal. Flere af hans værker er oversat til dansk af Georg Brandes, og han udgjorde sammen med flere andre eng. og fr. filosoffer baggrunden for det moderne gennembrud. - Comte, Auguste: se n.t.s. 179 og 190.1 slutningen af sit liv udvidede C. sit forfatterskab med utopiske skildringer af et humanitetsreligiøst samfund bestående af alle kulturlande, og rned begrebet humanitet som guddom.

229 Se, alt ersaaregodt: 1. Mos. 1,31. - Demiurg: skabergud. - Østens og Vestens to Verdensreligioner: Der tænkes på buddhismen og kristendommen, som de to nævnte filosoffer hver for sig havde et positivt forhold til, Schopenhauer til buddh. og Kierkegaard til kristd

230 paa Kældertrappen ligger en spedalsk: det følgende er en fri gengivelse af Luk. 16,19-31. - bygger sine Lader større:'f. Luk. 12,18. - thi jeg var hungrig f...;:Matth. 25,42.

231 Profeten paa Patmos: Johannes, den angivelige forfatter til Johs. Ab. - Aladdins Hule: eventyrlig underjordisk hule med ufattelige rigdomme, kendt fra 1001 nats eventyr og Adam Oehlenschlågers drama Aladdin (1805).

232 Sydkorset: stjernebillede, der blot kan ses på den sydlige halvkugle.

233 Honoratiores: de mere ansete medlemmer af samfundet; ofte brugt ironisk om »de fine«.

236 pønitere(nde): angre.

237 Karré: firkantet militær opstilling. - uno tenore: ital. uafbrudt I »Forerindring« i Stadier paa Livets Vei bruger Søren Kierkegaard dette udtryk til at betegne erindringens opgave: I modsætning til hukommelsen skal den skabe sammenhæng i livet Her oversætter han udtrykket med ét Aandedrag. -Homer (8. årh. f.Kr.): gr. digter, var efter traditionen blind.

239 Titus og Sempronius: se n.ts. 95, hvor lat personnavne bruges på en lignende måde. - Frygt og Bæven: om Kierkegaards værk, se n.ts. 103. Her diskuteres forholdet mellem det enkelte menneske og den almindelige moral.

241 Istar: assyrisk-babylonisk kærlighedsgudinde; if en overlevering besøgte hun underverdenen; imens ophørte alt seksuelt liv på jorden. - Mester Eckhart (1260-1327): ty. mystiker og prædikant. - Simplidus Simplicissimus: lat den allerenfoldigste. Det sidste ord er titlen på Grimmelshausens berømte roman om 30-års krigen (1669). - Lignelsen om de mange Kviste (...): måske Joh. 15,1-8. - Ordsproget om de mange Veje: l GT ses mange eksempler på ordsprog, der knytter sig til formuleringen »mange veje«, f.eks. Sal. 25,4. - Goethe: personnavnene er fra Faust II (1832). - magna peccatrix og matergloriosa: personer fra Faust II, 5. akt

243 Gentagelsens Tugt: Der kunne tænkes mere generelt på Søren Kierkegaard, hos hvem gentagelsen kendetegner den etiske eksistens. Jf. s. 245: Stadie til Stadie paa Livets Vej, som tydeligt henviser til S.K.

244 Vivisektoren): videnskabsmand, der bruger levende dyr til sine (operative) forsøg. - som Titanerne af Tartaros: se n.ts. III.

245 laborereft): lat. arbejde. - Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk: sammenslutn. af da. håndværkere og industriforeninger i en hovedorganisation, stiftet 1879.

246 Basilisk(er): se n.ts. 27. - røde Drager: se n.ts. 125.

247 Nornens Spyd- og Ulvtid: I nord. mytologi udtryk for ragnarok, verdens undergang, hvor Fenrisulven slipper løs og guders og jætters altødelæggende (spyd)kamp bryder ud. - Evangelistens Dommedag: Matth. 24,1-31. - Loke: i nord. mytologi navnet på et mellemvæsen mellem guder og jætter. Egl. jætte, lever blandt guderne, men bidrager til deres undergang ved sine gerninger og sit afkom. - Anarki, her: lovløshed - sangvinsk: letsindig; egl. letblodet

248 Aristoteles: se n.ts. 37. - Skolastikerne: se n.ts. 189. - Inkvisitionen: katolsk domstol til bekæmpelse af frafald og vranglærdom.

249 den ulykkeligste: I første del af Kierkegaard: Enten-Eller findes en tale betitlet »Den ulykkeligste«, holdt for forsamlingen af »medafdøde«. Her tales ikke om korset, men meningen med stedet må være, at der er frelsende muligheder for selv den, der har gravet sig ned i sin ulykkelighed

250 Anatema: gr. forbandelse, udelukkelse af kirken, se feks. 1. Kor. 16,22. - »Dømmer ikke (...) Gange!«: Matth. 18,21-22. - »at I ikke skulle fordømmes;«: Matth. 7,1. - status nascendi: lat fødselstidspunkt; i kemien: reaktionsøjeblikket

251 Novice(me): person, der gennemgår prøvetid før optagelse i et kloster. - Weismanns Hypotese(r): Efter August W. (1834-1914), ty. naturforsker, der mente, at udviklingen af de forskellige biologiske arter foregik i tilfældige spring, »mutationer«. - Lamarckfs), Jean Baptiste (1744-1829): fr. naturforsker. L. hævdede, at erhvervede egenskaber kan nedarves. - Kopulation: samleje.

252 Menneskehedens Kapitaler: m.s største skikkelser. - Alexander: se n.ts. 151. - Dædalus, Helena og Andromeda: personer fra den gr. mytologi. D. var arkitekten, der byggede Labyrinten på Kreta, H. verdens smukkeste kvinde, og A. kongedatteren, der ofrer sig/ofres for moderens overmod. - denjjeme, asiatiske Ateisme: buddhismen.

253 Comte: se ats. 179. - Mestits(en): sp. blanding; barn af en europæer og en indianer. - Sodoma(hovedstæder): byen S. blev sammen med Gomorra ødelagt af Gud som straf for syndighed, 1. Mos. 19.

255 Makulatur: kasserede tryksager. - Islam: det arab. ord, som betegner Muhammeds lære, betyder hengivelse (nlg. i Guds vilje). - Nirvana: »udslukkelse«, dvs. genfødelsens og dermed lidelsens ophør; den fuldkomne ro.

256 Sokrates' Ord; Jf. Platon: Sokrates' Forsvarstale 40-41 c. Platon. Skrifter (...) (sen.ts.80).Bd.l.

257 Det er en liden Tid (...): Citatet stammer fra H. A. Brorsons salme »Halleluja! Jeg har min Jesus fundet« (1739). Kierkegaard lod det indhugge på sin gravsten. - Kehraus(en): ty. den sidste dans på et bal. - »Det er fuldbragt«: se n.ts. 183. - Solsangen: »Cantico delle creature«, digt (1224) af Frans af Assisi (se n.ts. 175).

258 Ak dvæl dog kære (...): Den replik, rettet til øjeblikket, hvormed Goethes Faust hidbringer sin egen død (Faust, II, 5. akt).

259 Rhabarberkvarteret: det indre Nørrebro. - Ildkugle i Nordnordvest: Formentlig en (fiktiv?) nyhed af sensationel karakter, der blev belønnet med et (mindre) honorar. - Aftenbladet: navnet på flere københavnske aviser. På det angivne tidspunkt (1885) udkom der ikke noget A., men navnet skal nok, sammen med det senere nævnte Morgenbladet, tages i almindelighed som udtryk for oppositionspressen. - Herredsfogden: se n.t.s. 80. - Marseillaisen: fr. revolutions- og nationalsang skrevet 1792 af Rouget de Lisle. Oversat til da. flere gange, første gang af P.A. Heiberg 1793 som slagsang for oppositionen.

260 Stiftstidende: den konservative avis. - Christoffer den anden(s) (1276-1332): da. konge 1320-1332.1 hans regeringstid brød riget sammen og overtoges i realiteten af udenlandske stormænd, de holstenske grever. - Folketinget: Danmarks forfatning (Grundloven af 1866) byggede på en rigsdag med to kamre: det (nogenlunde) demokratisk valgte Folketing og det aristokratiske Landsting. Regeringen under ledelse af »Højrepolitikeren Estrup (1825-1913) støttede sig med kongens accept på Landstinget, hvor den havde flertal, mens oppositionen, bestående af venstrepartier, havde flertal i Folketinget I denne situation opstod strid mellem de to ting. Først i 1901 knæsattes det princip, at regeringen skal være i overensstemmelse med Folketingets flertal (parlamentarismen, jf n.ts. 93). - Kronpeter: folkeligt udtryk for kronprinsen, den senere Frederik 8., konge 1906-1912. - Stilleben: ty. egl. Stillleben, »stilleliv«. I kunsthistorien udtryk for et motiv bestående af en opstilling af døde ting, uden mennesker.

261 den store Folkefører: Skikkelsen er tegnet efter venstrepolitikeren Chresten Berg (1829-1891). Som grundtvigiansk landsbylærer og lokalpolitiker blev han 1866 indvalgt i Folketinget, hvor han blev leder af oppositionen og en tid formand for tinget Derfor havde han bolig i København (se s. 271). - Amtstidende(s): den lokale venstreavis. - Abraham (...) Sara og Hagar: se n.ts. 38. - Skytteforening: Som led i den folkelige politiske organisering under forfatningskampen dannedes over hele landet foreninger med militære idrætter på programmet De blev senere samlet i bl.a. De danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger. - Den glade Kobbersmed: egl. »Den evigglade Kobbersmed«, revyrnelodi af C. Peters (1886), stadig populær til f.eks. sølvbryllupssange.

262 forkert: se n.ts. 68. -give (...) ind at nysepaa: formentlig fejl for een at nyse paa, give én en forskrækkelse. -Jernknoer og Todtschlægere: knojern og korte, elastiske knipler med blyklump. - Lersøen: nu forsvunden sø i det nordlige København, jf den nuv. Lersøpark ved Bispebjerg. - Gammel Torv: Rådhuset i København lå dengang på Gl. T. i det nuv. Domhus. I det såkaldte »Salatfad« transporteredes fangerne til domstolen fra datidens arresthus, der lå på Blegdamsvej.

263 Skruebrækker: strejkebryder. - Arbejdernes Værn: organisation styret af arbejdsgiverne. Den fungerede som modtræk til den ordinære (socialdemokratiske) fagbevægelse. A.V. organiserede strejkebrydere, når der var arbejdskampe. - brænde(r) den af: skulke fra arbejde. - en Spids: en genstand, drink. - Panser: sl. for politibetjent -Jakobinere: yderligtgående gruppe under den franske revolution.

264 Schakalmiddag: sjakaler er ådselsædere.

265 Chifferskrift: kodeskrift - Spencer: se n.t.s. 81.- Spinoza: se n.ts. 206, Identitetshypotesen. - Materialisme: den filosofiske opfattelse, at alt lader sig forklare ud fra og føre tilbage til materielle (fysiske) årsager. Ånden er således ikke et selvstændigt princip. Opfattelsen går tilbage til oldtiden (f.eks. Epikur), men har hele tiden haft fortalere, bl.a. den ty. filosof Karl Marx (1818-1883) og den filosofiske skole, der udspringer af hans tænkning. Den senere nævnte Ernst Heinrich Håckel (1834-1919), ty. zoolog, var en fremtrædende repr. for m., og Dalgas havde studeret ham grundigt H. forbinder m. med Darwins udviklingslære (se n.ts. 212). - Substansen: lat »det tilgrundliggende«. Betegnelse i filosofien for det, der består i sig selv, i modsætning til egenskaberne. Substansbegrebet har spillet en stor rolle i den filosofiske disciplin metafysik fra grækerne over Kant til nutiden. - irenisk(e): fredsstiftende.

266 vække Forargelse hos de smaa: Luk. 17,1-2. - Treenigheden: se n.t.s. 206. - Galleriet: de billigste pladser i Det kgl. Teater, øverst oppe. - hver Profession havde sin Dag: Hele situationen minder om Collegium politicum i Holbergs komedie Den politiske Kandstøber (1722) 11,3, hvor der er tale om, at magten i byen skal gå på skift mellem de forskellige fag. - Positivist: se n.ts. 179. - Ned med Estrup (Scavenius og Ravn/ Vi vil ingen revnet Grundlov ha'/ i Kongens København): begyndelseslinien til en slagsang, der blev til under spektaklerne ved et møde i Kbl's skytteforening 22.2.1885. - hemmelige Steder: (offentlige) toiletter.

267 Indfødsret: statsborgerskab. Den erhverves normalt ved fødslen, men udlændinge, der har boet i Danmark i en årrække, kan erhverve i. ved lov, den såk. naturalisation. - Svenskerne: På denne tid indvandrede mange (land)arbejdere fra Sverige. - Danton, Georges Jacques (1759-1794): fr. politiker. Han var virksom som folkefører under den fr. revolution, og han ledede oprøret, der førte til stormen mod slottet Tuilerierne og afskaffelsen af kongedømmet i 1792. - det historiske graa Hus i Toldbodvej 34: den ejendom, hvor statsminister Estrup havde sin privatbolig. - Perørt; lat. Lad ham dø! Ned med ham! Modsat Vivat: Lad ham leve! - Rigsdagskasernen: Efter Christiansborgs brand i 1884 mødtes rigsdagen i en tidl. kaserne i Fredericiagade, Østre Landsrets nuværende bygninger. - Cordon: enkelt række soldater eller politibetjente. - Slagtere (...) Nikolaj: På Nikolaj Plads var på den tid byens slagterboder. Derfor kan et offentligt pissoir på dette sted have været en torn i øjet på slagterne - jf s. 268: Smudsplet paa Nikolaj. I øvrigt er skildringen af optøjerne i nogen grad farvet af urolighederne 1859-1860 mod Frederik 7. og grevinde Danner. Herunder nedbrød folkemasserne et offentligt nødtørftshus på Højbro Plads, og tilstandene var ved at udvikle sig til oprør, hvorfor man satte militæret ind - provisorisk: jf n.ts. 74, 31te Marts (...) 1885. - Mavebælte: kaldet således, fordi man kan se hoved og fødder på de mænd, der forretter deres nødtørft bag afskærmningen.

268 Politiets Slaver: straffefanger, der udførte offentligt arbejde. - Bastille: slot og fængsel i Paris. B. blev indtaget og nedbrudt 14. juli 1789 (B.-dagen, siden Frankrigs nationaldag). Dette markerede optakten til den store revolution. - Sansculotter: fr. »uden knæbukser«. De proletariske (og radikale) grupper under den fr. revolution. De jævne personer gik med lange bukser og ikke som overklassen med hofdragtens knæbukser, »culottes«. - Pulver ist schwartz (...) Flamme: ty. »Krudtet er sort, rødt blodet, gyldent luer flammen«. Citatet stammer formodentlig fra en revolutionssang op til den ty. revolution i 1848, idet de tre nævnte farver fra det år blev nationalfarver, frem til kejserdømmets indførelse 1870.

269 (fem) Kvarter: gl. længdemål, en kvart alen, ca. 15 cm. - Fortvivlebens Selvhjælp: trussel om oprør. Først fremsat i denne formulering af københavnske borgere i marts 1848 i forbindelse med røret omkring enevældens fald og demokratiets indførelse. - Gamlingen paa Tinge: måske N.F.S. Grundtvig (1783-1872), der var parlamentarisk politiker. Skønt G. på det angivne tidspunkt var død, kan han være blevet opfattet billedligt for grundtvigianerne, der politisk opgik i venstrepartierne. - konsignerede: tilbageholdt uden lov til at forlade området - Landauer: let hestevogn med kaleche. - Adresse: resolution. - Blinde (...) Værkbrudne (..,) de Døde (...): Matth. 11,5. - med paaholden Pen: d.s.s. med ført pen, nlg. pga. svagelighed. - Marseillianere: egl. borgere i den fr. by Marseille. Her: fr. revolutionstropper, se n.ts. 259. - Kammerjunkerne): se n.ts. 116. - den røde Hue: båret af fr. revolutionære.

270 Sypige: også: letlevende pige. - sætte (...) paa et sikkert Sted: pantsætte. - Eskilstuna: sv. by kendt for sine kvalitetsjernvarer. - Akkevit: akvavit, snaps. Han drikker den på én gang, stikker den ud.

272 Oliver Cromwell (1599-1658): eng. politiker og revolutionær. C. greb magten i landet efter Parlamentets oprør mod kongen 1642. - Danske Lov; se n.ts. 31.

273 Aarsagsloven: egl. årsagssætningen, der hævder, at enhver hændelse har en årsag. Filosofisk grundspørgsmål, drøftet til alle tider. - Udviklingen: se n.ts. 212, Darwin.

274 Theoriens Tid er forbi: Stedet kunne hentyde til den ty. filosof Karl Marx, der et bekendt sted modstiller den traditionelle filosofis fortolkning af verden og den nødvendige forandring af v. Se tese XI i Teser om Feuerbach (1845, offentliggjort 1888). - Gendarmerne: se n.ts. 200. - Reform: l det følgende ironiseres over diskussionen om en moderne, mere »naturlig« kvindedragt uden den stramme korsettering. Denne friere dragt, der især blev båret af de emanciperede, frigjorte, kvinder, kaldtes Reformdragt. - Proselytter): (ny)omvendt - Muffedise(r): strikket stykke til at bære omkring håndleddet - Mansketter: se n.ts. 67.

275 Petersborg: I det datidige Rusland og Frankrig var der mange attentater og terrorhandlinger udført af oppositionelle grupper, de såkaldte nihilister og anarkister. - Fælleden (...) Slaget: hentydning til »Slaget paa Fælleden«, den københavnske arbejderbevægelses sammenstød med politi og militær på Nørrefælled 5. maj 1872. - Holger Danskes Briller: navn på to nu forsvundne småsøer på Blegdam Fælled

276 Johansens Ballon: brødrene Johansen var kendte ballonskippere, der foretog en lang række ballonopstigninger i tiden op til århundredskiftet, bl.a. i forbindelse med folkefester. - Banketræ: fladt træstykke brugt til at banke vasketøj med. - Delirium: drankergalskab.

277 Kolding: I det daværende Danmark den sidste større by inden grænsen til Tyskland, der gik ved Kongeåen. - Pægl: gi. rummål, ca. en kvart liter. - attrapere(t): anholde.

278 O Skomager! Skomager. Sic transit: brokker af udtrykket »Skomager, bliv ved din læst!« kombineret med den lat talemåde: »Sic transit gloria mundi«: Således forgår al verdens herlighed!