DD nr. 07930608001

Dato	Nr.	Regest
[793. e. 8. juni]	3	Alkuin skriver til biskop Higbald og munkesamfundet i Lindisfarne. Det smerter ham dybt at høre, hvorledes 'hedningerne har besudlet de hellige ting, viede til Gud, og udgydt hellige mænds blod i omgangen omkring alteret, lagt huset, til hvilket vor fortrøstning er knyttet, øde, og i Guds tempel trampet på de hellige mænds legemer, som var det skarn på gaden'. Han opfordrer dem trods denne prøvelse til at forblive fast i troen og fortsat leve et gudfrygtigt liv og udtaler til slut: 'Når vor herre kong Karl vender hjem, efter med Guds miskundhed at have undertvunget fjenderne, har vi til hensigt med Guds bistand at mødes med ham. Og hvis vi da kan udvirke noget til fordel for eder, hellige broder — hvad enten det drejer sig om drengene, som af hedningerne blev ført bort i fangenskab, eller om mulige andre af eders trængsler — vil vi med omhu sørge for, at det føres ud i livet'.
[793. e. 8. juni]	4	Alkuin til Cudrad, præst (i Lindisfarne). Er fuld af jammer over 'de hellige steders ødelæggelse', men samtidig fuld af tak til Gud, 'som reddede dit liv i hedningernes hænder.' Cudrad bør fortsat leve et liv i fromhed og sætte sin lid til Gud og St. Cuthbert.
[793. e. 8. juni]	5	Alkuin til biskop Higbald af Lindisfarne. Den tugtelse, der har ramt klostret i Lindisfarne, bør føre til et inderligere fromhedsliv. 'Den beskyttelse, Gud giver, og som opnås ved forbønner af de hellige mænd, som hviler hos eder, er stærkere end den, der kan opnås ved en ophobning af pile, og forbedring i livsvandel er bedre end en ansamling af våben'.
[793. e. 8. juni]	6	Alkuin til klostersamfundene i Wearmouth og Jarrow. De skal ikke sætte deres lid til våbenmagt eller begive sig på flugt, men med fortrøstning se hen til Ham, 'som I har som forsvarer mod hedningerne, der har vist sig i bebyggelser langs kysterne'. Hvem frygter ikke de rædsler, der overgik St. Cuthberts kloster, men den eneste redning er at søge i et inderligere fromhedsliv og en forbedret livsvandel. 'I bor ved havet, hvor ulykken først indtraf. Over for os er profetens ord blevet opfyldt: Fra norden flammer ulykker, og en gruopvækkende dom skal komme fra Herren (Jerem. 1, 14-15. Se den hurtigt forsvindende røver er trængt frem til de nordlige egne af vor ø (d.v.s. til Northumbria). Lad os begræde vore døde og lad os undgå en lignende skæbne ved at anråbe vor frelser om beskyttelse'.
[793. e. 8. juni]	7	Alkuin til (den nysudnævnte) ærkebiskop Æthelhard af Canterbury. Indskærper de store forpligtelser, der påhviler ham som kirkeleder til at sørge for, at Guds ord vokser i styrke til Frelserens ære. Hans mål skal være at gøre det angelsaksiske folk til et Guds folk i den mening, St. Peter giver dette (1. Peter 2, 9-10). Forholdene i England svarer ikke hertil, men Guds retfærdige straf for folkets synder har nu også givet sig udslag. 'Vore forfædre — skønt hedninger — erhvervede ved Guds eftergivenhed oprindeligt dette land som hedninger i kraft af krigeriske dyder. Hvor stor er derfor ikke vor skændsel, at vi som kristne mister, hvad disse hedninger vandt. Jeg siger dette på grund af den svøbe, som nylig ramte dele af vor ø, som snart i 350 år har været beboet af vore forfædre'.
[793. e. 8. juni]	8	Alkuin til kong Ædelred 1. af Northumberland og sine venner. Fromme dyder styrker riget og sikrer dets fremtid, farer for tilintetgørelse truer konge og folk ved syndefuld adfærd. 'Nærer frygt for den svøbe, der ramte St. Cuthberts kirke, det såre hellige kloster (på Lindisfarne), som gennem lang tid har været et yderst trygt sted som følge af mange helgeners forbønner, men som nu på ynkværdigste måde er blevet ødelagt af hedninger'.
[793. e. 8. juni]	9	Alkuin til kong Ædelred 1. af Northumberland og hans stormænd. De bør slå ind på gudsfrygtens, dydens og sømmelighedens vej, thi alene på den måde vil de ifølge biblens vidnesbyrd være i stand til at forsvare land og undergivne. Forholdene i riget svarer ikke hertil, men de bør betænke, at Guds vrede nu også har givet sig synligt udslag. 'Betænk at i næsten 350 år har vi og vore forfædre boet i dette såre smukke land og aldrig tidligere er en så rædselsfuld gerning forekommet i Britannien som den, vi nu har været udsat for fra et hedensk folks side; ej heller vilde man have troet, at en sejlads af den art kunde forekomme. Se, den hellige Cuthberts kirke er tilstænket med blod af præster, som havde viet deres liv til Gud; den er berøvet alle sine kostbarheder; det sted, som er mest ærværdigt for alle i Britannien er givet til rov for hedninger'. Alkuin selv har oplevet et forvarsel om de svære tider, der forestod, thi 'hvad betød ikke den blodregn, som vi i fastetiden, i York, i selve St. Peterskirken, som er rigets hovedkirke, i klart vejr så falde ned fra nord fra bygningens øverste tag på truende vis? Mon man ikke kan formene, at det betød, at fra nord vilde straffen i blod komme over folket, hvilket kan ses at have taget sin begyndelse ved den hændelse, der nyligt har ramt Guds hus.'