forrige næste
DatoStedNr.Regest
866. 16. januarSenlis131Kong Karl 2. den Skaldede erklærer, at da abbed Haecfridus i klostret Saint-Florent (-le-Vieil) indtrængende har skildret 'fornævnte klosters ulykke og den øvrige elendighed i denne egn, som ofte grusomt er tilføjet os for vore synders skyld af Guds fjender, de højst blodtørstige normanner, således at samme provins — fordum såre smuk at se på — fuldstændigt synes gjort til et ødelandskab', og da abbeden har bedt om at få overdraget munkeboet Saint-Gondon-sur-Loire i landskabet Berry som tilflugtssted (refugium), har han imødekommet abbedens bøn og skænket ham ovennævnte munkebo.
[866. e. 21. juni-f. 18. august]132Kong Karl 2. den Skaldede beder pave Nicolaus 1. om at stadfæste hans valg af Wulfhad til ærkebiskop af Bourges, da han ønsker at indsætte ham, 'hvor vort riges største nød truer' .... 'Thi om vi vilde sende ham ud blandt de barbariske folkeslag, kunde vi hverken skaffe ham større møje eller en større løns frugt'.
866. 18. augustSoissons133Synode i Soissons. Den vedtager bl. a. at sende biskop Aktard af Nantes, der er fordrevet fra sit bispesæde, 'som følge af grumheden hos og den vedvarende forfølgelse fra både det normanniske og det bretonske folkeslags side', til Rom til pave Nicolaus 1. for at føre klagen over bretonernes ulydighed både mod gejstlige og verdslige myndigheder, idet også kong Karl 2. den Skaldede er ophidset over de forskellige overgreb, der forvoldes ham både af hertug Salomon af Bretagne og af normannerne.
866. 18. augustSoissons134Synoden i Soissons stadfæster klostret i Solignacs privilegier, 'eftersom de tidligere dokumenter ved normannernes grusomme hærgninger var gået tabt som følge af brand'.
[866-867]135Kong Lothar 2. beklager sig over for pave Nicolaus 1. over dennes optræden i hans skilsmissesag; den har skadet hans omdømme i hans eget rige, hvis grænser han havde kunnet udvide 'ved at knuse hedningernes skare, idet Guds højre hånd vilde kæmpe for os'.
[886. 1. halvår]211Pave Stefan 5. svarer ærkebiskop Fulco af Reims, at han har glædet sig over dennes ærbødighed for det apostoliske sæde og over omtalen af hertug Wido, som også han sætter meget højt. Han er fuld af sorg 'over normannernes angreb', som Frankrig lider under, og beder til Gud om, at landet må blive frelst, så at ærkebispen uskadt kan komme til Rom.
[886. 1. halvår]212Ærkebiskop Fulco af Reims meddeler pave Stefan 5., at han sammen med sit stifts gejstlige har modtaget den forrige paves brev, hvori denne har trøstet dem, der befinder sig 'midt i de hærgende normanniske stormvinde'. Ærkebispen vilde gerne have besøgt både forgængeren og den nuværende pave, 'men anfaldene fra danerne, som omringer og belejrer os, forhindrer det, og de har nu i otte år således angrebet dette rige', at kun de, der kan trække sig tilbage til deres borge, er lykkelige. Han og hans bisper, skønt nogle af dem, f. eks. bispen af Thérouanne for en tid tvinges til at forlade 'deres afbrændte stad', holder fast ved den romerske kirke indtil døden, som det sømmer sig for ærkestiftet Reims, hvem pavens forgængere havde skænket primatet over Gallien, hvilket tilføjes for at beboerne i Reimsområdet, 'der er begravet ....under normannernes ruiner', ikke skal gå i glemme hos paverne, hvorfor han anmoder paven om stadfæstelse af kirkens privilegier.
[886. 1. halvår]213Ærkebiskop Fulco af Reims formaner indtrængende kejser Karl 3. den Tykke om i overensstemmelse med sine forpligtelser som fransk konge at komme frankerriget og Paris til hjælp, som belejres 'af normannerne'. Hvis Paris falder, falder riget. Kun de slette kristne, som gør fælles sag med hedningerne, er sikre på deres liv, og derfor er mange gået over til den hedenske tro for at opnå normannernes beskyttelse.
[Omkr. 886]214Notker, munk i klostret St. Gallen, meddeler biskop Liutward af Vercelli, kejser Karl 3. den Tykkes ærkekapellan, at da han var ung, kom der en præst fra Jumièges 'der for nylig er blevet hærget af normannerne' til klostret medbringende et antifonarium, hvilket han sender en forbedret afskrift.
forrige næste