0867

Dato	Sted	Nr.	Regest
[867. maj-juni]			Adventius, biskop af Metz, kundgør, at han efter kongens befaling har påbudt tre dages faste i juni måned undtagen for de syge, som kan frigøre sig ved almisser og bønner.
867. 20. juni		136	Kong Karl 2. den Skaldede erklærer, at han på anmodning af abbed Godefridus og munkesamfundet i klostret St. Maur-les-Fossés 'i betragtning af deres ikke ringe nødstilstand som følge af angrebet fra normannerne, Kristi navns fjender, har overladt dem gods i Fleury-la-Rivière i grevskabet Reims, i Rucunicus og Mastiacus som tilflugtssted.
[867. e. midten af juli]		137	Biskop Adventius af Metz, der nu er ved at komme sig af sin langvarige sygdom, erklærer over for pave Nicolaus 1., at han havde tænkt sig at sende udsendinge til ham, men at hærtog og statens tarv har forhindret det; skønt under tryk 'både af såre hyppige krigsudbrud og af brydsomme vagttjenester', føler han sig dog lettet, da 'en ikke ringe mængde hedninger faldt for sværdet og de øvrige undslap ved flugt', takket være kongens og hans tro mænds kampiver.
867. juli		138	Ærkebiskop Hinkmar af Reims svarer pave Nicolaus 1., at han bøjer sig for dennes krav om, at der skal indkaldes til en synode til behandling af Ebosagen m. m., men at denne synode må udsættes i nogen tid, fordi han efter landets sædvane ligesom sine embedsbrødre sammen med kong Karl 2. den Skaldede skal drage med den hær, der var samlet fra hele riget 'mod bretonerne og de med dem forbundne normanner'.
[867. efterår]		139	Ærkebiskop Hinkmar af Reims meddeler pave Nicolaus 1., at den krævede synode (jf. nr. 138) nu kan finde sted, idet bisperne, som tidligere 'på grund af hedningernes og de falske kristnes mange og såre store og næsten vedvarende angreb', ikke kunde give møde, nu er i stand dertil, og han selv er ved at ånde lidt op 'efter hedningernes angreb'.
[867. Oktober]		140	[Ærkebiskop Hinkmars udkast til] en synodalskrivelse til pave Nicolaus 1. i anledning af Ebo-sagen. Heri berettes bl. a., at Ebo i 834, idet han førte så meget guld og sølv med sig, som han kunde, flygtede fra Reims 'sammen med nogle normanner, som kendte vej og havne og de floder, der løber ud i havet', og forlod sit stift og Belgiernes område og begav sig 'til de normanner, for hvem han var blevet udpeget som prædikant af pave Paschalis samt af dennes efterfølger Eugenius, således som vi belæres af de breve af samme paver, der var givet ham herom'. Det blev afsløret for kejseren (Ludvig den Fromme), som derefter gennem bisperne Rothard af Soissons og Erkenrad af Paris lod ham kalde tilbage og give det nødvendige til livets ophold i St. Bonifaciusklostret (i Fulda).
[867]. 2. november	Troyes	141	Synoden i Troyes giver pave Nicolaus 1. en beretning om ærkebiskop Ebos afsættelse m.m. og anfører bl. a., at kong Ludvig den Tyske i 844 på grund af Ebos ulydighed havde frataget ham de abbedier og det gods, der var skænket ham, og som lå i kirkeprovinsen Mainz og i landet Sachsen, 'ikke langt fra grænsen til normannernes land, for hvilke han var blevet udpeget som forkynder af pave Paschalis'.
[867. Omkring 2. november]		142	Kong Karl 2. den Skaldede giver pave Nicolaus 1. en fremstilling af sin opfattelse af Ebo-sagen. Endvidere meddeler han, at han har overdraget Wulfhad ærkebispedømmet Bourges og sendt ham til Akvitanien til sin søn Karl, da han tidligere har vist sine evner og været en støtte for kongen. 'Og eftersom hedningernes store forfølgelse har hærget i samme rige' ', og de kristne også volder vanskeligheder, beder han paven om at bekræfte udnævnelsen. Han sender biskop Aktard, der har udstået store lidelser, bl. a. tilfangetagelse og flugt fra staden Nantes — 'fordum såre blomstrende, men som nu ses at være afbrændt og i bund og grund ødelagt og gjort til en ødemark gennem ti år' — og som er flygtet fra et stift, der er 'alt for nær nabo til normannerne og til bretonerne', som sin udsending til paven.

[867. maj-juni]

Adventius, biskop af Metz, kundgør, at han efter kongens befaling har påbudt tre dages faste i juni måned undtagen for de syge, som kan frigøre sig ved almisser og bønner.

867. 20. juni

136

Kong Karl 2. den Skaldede erklærer, at han på anmodning af abbed Godefridus og munkesamfundet i klostret St. Maur-les-Fossés 'i betragtning af deres ikke ringe nødstilstand som følge af angrebet fra normannerne, Kristi navns fjender, har overladt dem gods i Fleury-la-Rivière i grevskabet Reims, i Rucunicus og Mastiacus som tilflugtssted.

[867. e. midten af juli]

137

Biskop Adventius af Metz, der nu er ved at komme sig af sin langvarige sygdom, erklærer over for pave Nicolaus 1., at han havde tænkt sig at sende udsendinge til ham, men at hærtog og statens tarv har forhindret det; skønt under tryk 'både af såre hyppige krigsudbrud og af brydsomme vagttjenester', føler han sig dog lettet, da 'en ikke ringe mængde hedninger faldt for sværdet og de øvrige undslap ved flugt', takket være kongens og hans tro mænds kampiver.

867. juli

138

Ærkebiskop Hinkmar af Reims svarer pave Nicolaus 1., at han bøjer sig for dennes krav om, at der skal indkaldes til en synode til behandling af Ebosagen m. m., men at denne synode må udsættes i nogen tid, fordi han efter landets sædvane ligesom sine embedsbrødre sammen med kong Karl 2. den Skaldede skal drage med den hær, der var samlet fra hele riget 'mod bretonerne og de med dem forbundne normanner'.

[867. efterår]

139

Ærkebiskop Hinkmar af Reims meddeler pave Nicolaus 1., at den krævede synode (jf. nr. 138) nu kan finde sted, idet bisperne, som tidligere 'på grund af hedningernes og de falske kristnes mange og såre store og næsten vedvarende angreb', ikke kunde give møde, nu er i stand dertil, og han selv er ved at ånde lidt op 'efter hedningernes angreb'.

[867. Oktober]

140

[Ærkebiskop Hinkmars udkast til] en synodalskrivelse til pave Nicolaus 1. i anledning af Ebo-sagen. Heri berettes bl. a., at Ebo i 834, idet han førte så meget guld og sølv med sig, som han kunde, flygtede fra Reims 'sammen med nogle normanner, som kendte vej og havne og de floder, der løber ud i havet', og forlod sit stift og Belgiernes område og begav sig 'til de normanner, for hvem han var blevet udpeget som prædikant af pave Paschalis samt af dennes efterfølger Eugenius, således som vi belæres af de breve af samme paver, der var givet ham herom'. Det blev afsløret for kejseren (Ludvig den Fromme), som derefter gennem bisperne Rothard af Soissons og Erkenrad af Paris lod ham kalde tilbage og give det nødvendige til livets ophold i St. Bonifaciusklostret (i Fulda).

[867]. 2. november

Troyes

141

Synoden i Troyes giver pave Nicolaus 1. en beretning om ærkebiskop Ebos afsættelse m.m. og anfører bl. a., at kong Ludvig den Tyske i 844 på grund af Ebos ulydighed havde frataget ham de abbedier og det gods, der var skænket ham, og som lå i kirkeprovinsen Mainz og i landet Sachsen, 'ikke langt fra grænsen til normannernes land, for hvilke han var blevet udpeget som forkynder af pave Paschalis'.

[867. Omkring 2. november]

142

Kong Karl 2. den Skaldede giver pave Nicolaus 1. en fremstilling af sin opfattelse af Ebo-sagen. Endvidere meddeler han, at han har overdraget Wulfhad ærkebispedømmet Bourges og sendt ham til Akvitanien til sin søn Karl, da han tidligere har vist sine evner og været en støtte for kongen. 'Og eftersom hedningernes store forfølgelse har hærget i samme rige' ', og de kristne også volder vanskeligheder, beder han paven om at bekræfte udnævnelsen. Han sender biskop Aktard, der har udstået store lidelser, bl. a. tilfangetagelse og flugt fra staden Nantes — 'fordum såre blomstrende, men som nu ses at være afbrændt og i bund og grund ødelagt og gjort til en ødemark gennem ti år' — og som er flygtet fra et stift, der er 'alt for nær nabo til normannerne og til bretonerne', som sin udsending til paven.