0870

[870. e. 19. oktober]. 153

Ærkebiskop Hinkmar af Reims besvarer pave Hadrian 2.s brev af 19. oktober 870, hvori denne skarpt havde kritiseret ham for tilvejebringelsen af Meersen-aftalen 870 8. august (ved denne delte Karl 2. den Skaldede og Ludvig 2. den Tyske den afdøde kong Lothar 2.s rige under forbigåelse af dennes retmæssige arving, broderen kejser Ludvig 2. (af Italien)). Hinkmar forsvarer bl. a. aftalen med, at den var nødvendig for at undgå krig mellem kongerne og for at fjerne faren for bisper og stormænd, 'der bliver angrebet fra mange sider af hedningerne'. Ironisk bemærker han, at hvis han i pavens ånd vilde henstille til denne verdens store at overlade forsvaret til Vorherre og hans stedfortræder paven, så vilde de svare: Forsvar I blot alene med Eders bønner riget 'mod normannerne og andre angribende' og søg ikke vor bistand. Deres standpunkt er derimod, at paven bør overlade de verdslige ting til de verdslige magter og ikke påbyde dem en konge, der på grund af de store afstande ikke er i stand til at hjælpe dem 'mod hedningernes pludselige og hyppige angreb'.

Tryk: Cordesius, Opusc. et epist. Hincmari 568, herefter Sirmond, Hincmari opera II 689 nr. 42; Migne CXXVI 174, herefter Hans Grotz, Erbe wider Willen 253. — Regest: Schrörs 539 nr. 287. — Cf. Schrörs 309ff. og Dümmler II 311 ff. Dipl. Dan. 1. rk. I nr. 153; DRB. I:1 nr. 153 (i oversættelse).

Ærkebiskop Hinkmar af Reims besvarer pave Hadrian 2.s brev af 19. oktober 870, hvori denne skarpt havde kritiseret ham for tilvejebringelsen af Meersenaftalen 870 8. august (ved denne delte Karl 2. den Skaldede og Ludvig 2. den Tyske den afdøde kong Lothar 2.s rige under forbigåelse uf dennes retmæssige arving, broderen kejser Ludvig 2. (af Italien)). Hinkmar forsvarer bl.a. aftalen med, at den var nødvendig for at undgå krig mellem kongerne og for at fjerne faren for bisper og stormænd, 'de multis partibus a paganis impetiti'. Ironisk bemærker han, at hvis han i pavens ånd ville henstille til denne verdens store at overlade forsvaret til Vorherre og hans stedfortræder paven, så ville de svare: Forsvar I blot med Eders bønner alene riget 'contra Nortmannos et alios impetentes' og søg ikke vores bistand. Deres standpunkt er derimod, at paven bør overlade de verdslige ting til de verdslige magter og ikke påbyde dem en konge, der på grund af de store afstande ikke er i stand til at hjælpe dem 'contra subitaneos et frequentes paganorum impetus'.

Ærkebiskop Hinkmar af Reims besvarer pave Hadrian 2.s brev af 19. oktober 870, hvori denne skarpt havde kritiseret ham for tilvejebringelsen af Meersen-aftalen 870 8. august (ved denne delte Karl 2. den Skaldede og Ludvig 2. den Tyske den afdøde kong Lothar 2.s rige under forbigåelse af dennes retmæssige arving, broderen kejser Ludvig 2. (af Italien)). Hinkmar forsvarer bl. a. aftalen med, at den var nødvendig for at undgå krig mellem kongerne og for at fjerne faren for bisper og stormænd, 'der bliver angrebet fra mange sider af hedningerne'. Ironisk bemærker han, at hvis han i pavens ånd vilde henstille til denne verdens store at overlade forsvaret til Vorherre og hans stedfortræder paven, så vilde de svare: Forsvar I blot alene med Eders bønner riget 'mod normannerne og andre angribende' og søg ikke vor bistand. Deres standpunkt er derimod, at paven bør overlade de verdslige ting til de verdslige magter og ikke påbyde dem en konge, der på grund af de store afstande ikke er i stand til at hjælpe dem 'mod hedningernes pludselige og hyppige angreb'.