Tekstgrundlag: a.
Victor episcopus seruus seruorum Dei. dilecto confratri nostro Adalberto uenerabili archiepiscopo Hammaburgensis ecclesie. tibi tuisque successoribus in perpetuum.
Conuenit apostolico moderamini pia religione pollentibus beniuola compassione succurrere. et poscencium animis alacri deuocione impertirl assensum. Ex hoc enim lucri potissimum premium apud Deum proculdubio promeremur. dum uenerabilia loca oportune ordinata. ad meliorem fuerint per nos statum perducta. Igitur quia postulasti a nobis. quatinus archiepiscopatum Hammaburgensem totum in integrum tibi tuisque successoribus confirmaremus. sicut a predecessoribus nostris Nicolao. Agapito. Benedicto. Leone. huius alme apostolice sedis <episcopis> decretum est. inclinati precibus tuis et nos apostolica auctoritate concedimus et confirmamus cum omnibus generaliter atque specialiter ad eundem prefatum archiepiscopatum pertinentibus. scilicet omnia que tui antecessores suis laboribus adquisierunt. uel eciam que ob amorem eterne patrie ibi a Christi fidelibus largita sunt. uel adhuc largiuntur. cum illis eciam qui hoc tempore ad Christi fidem conuersi sunt prouocante et protegente gratia Dei. uidelicet episcopos in omnibus gentibus Sueonum. seu Danorum. Norwegorum. Island. Scrideuinum. Gronlandon. et uniuersarum septentrionalium nacionum. necnon eciam in illis partibus Slauorum que sunt a flumine Pene. usque ad fluuium Egidore. ita ut sub tua. tuorumque successorum Hammaburgensis ecclesie archiepiscoporum maneant potestate. uel quiequid a uobis diuina fauente gratia ab errore perfidie siue hominum siue locorum ad religionem christianam adquiri potest tibi tuisque successoribus perpetualiter tenendum. inuiolabiliterque retinendum censemus. Et insuper decreuimus nullum archiepiscoporum uel Coloniensem uel alium quemlibet in tua diosesi ullam sibi uendicare potestatem.
Caput quoque tuum mitra quod est insigne Romanorum permittimus insigniri.
Quod si quis huic nostre auctoritatis priuilegio contraire. uel in aliquo illud temerare temptauerit. anathema sit. Qui uero pie obseruauerit. gratiam et benedictionem consequatur a domino Ihesu Christo.
Data. IIII. kl. Nouembris. Per manus Friderici sancte Romane ecclesie cancellarii. Anno domini Victoris. II. pape primo. Indictione. VIIIa.
31 pollentibus] petentibus b1;
beniuola] beneuola b1.
1 Deum] dominum b1.
2 quatinus] quatenus b1.
3 Hammaburgensem] Hamburgensem b1.
5 (episcopis) mgl. a—b1.
5-6 apostolica auctoritate concedimus] auctoritate concedimus apostolica b1.
6 atque] ac b1.
8 amorem)] amore a, overført uden ændring fra diplomforlægget.
16-17 decreuimus] decernimus b1.
17 diosesi (=diocesi)] diocesi b1.
18 sibi mgl. b1.;
uendicare = uindicare,
20-21 illud temerare temptauerit] temptauerit illud temerare a, illud temptauerit temerare b1, cf. diplomforlægget.
24 pie mgl. b1.
24 VIII) octaua b1.
Victor, biskop, Guds tjeneres tjener, til vor elskede medbroder Adalbert, den ærværdige ærkebiskop af Hamburgkirken, for dig selv og dine efterfølgere helse i al evighed.
Det sømmer sig for det apostoliske styre, at det med velvilje og i samfølelse kommer dem til hjælp, der udretter noget for den kristne tro, og at det med from iver går ind på deres sjæls forlangender. Thi derved gør vi os utvivlsomt fortjent til den højeste pris hos Gud, når de steder, som omgives af troens ærefrygt, og som formålstjenligt er indrettet, får deres stilling forbedret af os. Da du af os har udbedt dig, at vi skulle stadfæste Hamburgkirkens ærkebispedømme — helt og uindskrænket — for dig og dine efterfølgere, således som det er blevet fastlagt af vore forgængere Nicolaus, Agapit, Benedikt og Leo, dette hulde apostoliske sædes bisper, har vi bøjet os for dine bønner, og vi tilstår og stadfæster det med apostolisk myndighed sammen med alt, hvad der i almindelighed og i særdeleshed hører til samme dit fornævnte ærkebispedømme, nemlig alt, hvad dine forgængere har erhvervet ved egen møje, eller hvad nogle troende kristne af kærlighed til deres himmelske fædreland har skænket eller endnu skænker det, og dertil alle dem, som på dette tidspunkt er omvendt til troen på Kristus ved Guds nådes tilskyndelse og under hans omsorg, nemlig bisperne hos alle Sveernes og Danernes, Nordmændenes, Islændingenes, Skridfinnernes, Grønlændernes og samtlige nordboeres folk, samt i de vendiske lande, som ligger mellem floden Peene og Ejderåen, således at de skal stå under din og dine efterfølgeres Hamburgkirkens ærkebispers myndighed; og alt, hvad I ved Guds nådige bistand kan fravriste vantroens vildfarelser og vinde for den kristne tro — det være sig mennesker eller steder — det eragter vi, at du og dine efterfølgere uantastet skal sidde inde med til evig tid. Og ydermere har vi bestemt, at ingen af ærkebisperne enten i Köln eller noget andet sted må tiltage sig nogen myndighed i dit stift. Vi tillader også, at du smykker dit hoved med mitraen, som er romernes insignie. Men hvis nogen drister sig til at gå imod dette vort privilegium eller at anfægte det på noget punkt, skal han være banlyst. Den, som fromt overholder det, skal få nåde og velsignelse fra vor herre Jesus Kristus.
Givet den 29. oktober, skrevet af Frederik, den hellige romerske kirkes kansler, i den herre pave Victor 2.s første år i den 8. indiktion.
Da privilegiet blev udfærdiget, befandt såvel paven som kejser Henrik 3. sig i Norditalien; i kejserens følge var Adalbert (Steindorff, Jahrbücher Heinrichs III, Bd. II 298 307). Protokol og eskatokol er kancellimæssige, idet det dog må bemærkes, at dateringen udviser samme fejl som andre af Victor 2.s skrivelser fra årene 1055-56 (cf. Jaffé 4340 (3294) 4343 (3297) 4347): indiktionstallet VIII i stedet for det rigtige indiktionstal VIIII (cf. Stumpf 2479). Konteksten er, bortset fra formelle afvigelser, helt i overensstemmelse med diplomforlæggets kontekst. Den er dog mindre omfattende: hele den sidste del af privilegiet fra ullam sibi uendicare potestatem indtil sanctio optager fra forlægget alene bestemmelsen om mitraen: Caput quoque tuum mitra — permittimus insigniri. Det quoque, som forekommer i denne sætning, sigter imidlertid i forlægget til en række andre rettigheder, som umiddelbart forud tillægges Adalbert.
Det anførte taler for privilegiets ægthed. Det viser tillige, at det kun foreligger i udtog.
Privilegiet er givet per manus Friderici, sancte Romane ecclesie cancellarii. Samtlige andre eksisterende pavelige privilegier udstedt af Victor 2. er indtil april 1056 givet per manus af Hildebrand som kardinalsubdiakon (Jaffé 4336-4347), derefter af diakonen Aribo. Da der hertil kommer, at privilegiet står i nær sammenhæng med to notoriske forfalskninger af privilegier for Hamburg, tillagt Anastasius 3. og Johannes 10. (Curschmann 36 37), kan man ifølge Kehr og Bresslau ikke skænke nogen tiltro til dateringen. Konklusionen er næppe helt sikker, da Frederik endnu 1057 23. juli tilhørte pavens omgivelser, og da han endnu ved denne lejlighed kaldes: cancellarius Romanae ecclesiae, omend ganske vist med tilføjelsen: nunc vero abbas s. Benedicti in monte Cassino (Jaffé 4370).