Dato | Sted | Nr. | Regest |
---|
1061 | | 4 | Filip (1.), Frankernes konge. Dagobert, fordum konge over Frankerne, gav til kirken Saint-Germain(-des-Prés) i Paris sin landsby Combs(-la-Ville) i Brie. Til denne flygtede munkene tre gange med den hellige Germanus' legeme, når Danernes forfølgelse begyndte. Hertug Hugo, kaldet den Store, berøvede dem blandt andet landsbyen Combs. I stedet for denne har kong Filip givet klostret landsbyen Bagneux lige uden for Paris' mure. |
[1061-1072] | | 5 | Alexander (2.) til alle biskopper i Danernes rige, som viser lydighed mod det apostoliske sæde og pavens vikar. Adalbert, ærkebiskop af Hamburg, pavens vikar, har klaget over, at Eilbert, biskop af Farria, der tre år i træk har været indkaldt til synode, ikke har indfundet sig efter visse af biskoppernes råd. Disse skal formane ham til at begive sig til ærkebiskoppen til forhør og dom. Paven tilføjer, at en ærkebiskop og patriark først kan afsætte en biskop, når der er afsagt dom af det apostoliske sæde. |
[1061-1072] | | 6 | Alexander 2. til Svend Estridsen, konge over Danerne. Eilbert, biskop af Farria, har tre år i træk været indkaldt til synode af pavens vikar, ærkebiskoppen af Hamburg, men har ikke indfundet sig. Kongen og hans folk skal afholde sig fra alt fællesskab med ham, indtil han har gjort tilbørlig bod overfor ærkebiskoppen. |
[1061-1073] | | 7 | Alexander (2.) til Svend (Estridsen), konge over Danerne. Kongens forgængere har haft for skik at erlægge skat af riget til det apostoliske sæde. Paven formaner kongen til at oversende skatten til ham og hans efterfølgere og ikke blot lægge den som et offer på alteret. |