Til EtzelN, sin fader, Liemar, hans helligheds tjener, med samme ønske som for sig selv.

Et brev, som var beseglet med den apostoliske bulle, men som blev overrakt mig af en ganske almindelig klerk under abbeden af Fulda efter abbedens befaling, er nået mig. Dette brev oversender jeg Eder at læse, for at I kan afgøre, hvad jeg skal foretage mig, og hvad jeg skal sige, og endelig, om jeg er blevet uretfærdigt behandlet eller ej. I erindrer den redegørelse, som jeg gav Eder i Eders hjem på tilbagerejsen fra hoffetN: hvorledes de pavelige legater i enrum med stor strenghed havde forlangt af mig og ærkebispen af MainzN, at vi skulde anbefale, at der afholdtes en synode, idet de dog ikke forlangte dette på pavens vegne, men som om de kun talte på egne vegne og de sagde: Anbefal synoden!N Dertil svarede ærkebispen af Mainz og jeg efter at have rådført os med de tilstedeværende af vore brødre bisperne, at vi to alene ikke kunde støtte dette deres påbud uden at have hørt vore medbrødre og medbisper, de største mænd i dette rige, og have rådført os med dem, da sagen i højere eller lige så høj grad angik dem. Da blev de ligesom rasende og afsindige og pålagde os under påberåbelse af vor lydighedspligt mod det apostoliske sæde, at vi enten skulde føje dem i deres vilje med hensyn til at anbefale synoden eller komme til Rom og stå til regnskab, og den ene af dem, GeraldusN, fastsatte som frist den førstkommende synode i RomN, den anden, bispen af PalestrinaN, St. Andreas' dagN, — idet de således var uenige indbyrdes. Jeg tilføjede, at mine medhjælpere og lydbisper fandtes hos Danerne og folkene hinsides havet, og at det således ikke tilkom mig på nogen måde at anbefale, at de kom til denne tyske synode. Nu indkalder den herre paven, der er meget vred som følge af disse legaters raseri og efter deres uhjemlede tilskyndelse, mig til den førstkommende synode i Rom, som skal afholdes på den første søndag i fasteugenN, og suspenderer mig fra mit embede som biskop, indtil jeg har fremstillet mig for ham, hvad der efter min mening ikke kunde overgå en biskop uden hans brødres dom på en generalsynodeN. Dette farlige menneske vil befale over bisperne efter sit forgodtbefindende, som om de var hans forvaltere; og hvis de ikke gør alt, skal de komme til Rom, eller også bliver de suspenderet uden dom. Men jeg forstår udmærket, hvilke af vore bisper det er, som i deres stærke had til min herre kongen med deres rænker har skaffet mig, hans medhjælper, disse besværligheder, skønt jeg i denne strid arbejder for alles vel. Det er bevisligt, og jeg har gode, sandfærdige mænd, bisper, gejstlige og lægmænd, som vidner på, at jeg hele efteråret og hele vinteren af svær legemlig sygdom og åndenød har været hindret i at foretage nogen rejse, den være sig lang eller kort, ja, om den så kun varede 5 dageN. Nu skal du, fader, overveje sagen, om det er retfærdigt og passende, at jeg stævnes til Rom, om indkaldelsesfristen er lovmæssig og velbetænkt, da to personer var så uenige herom, om man bør agte den suspension, som er overgået mig, eller om man ikke skal ænse den, da den ikke er fremgået af brødrenes dom over mig på en synode, tilmed da jeg har været så alvorligt syg, at jeg hverken vilde have kunnet møde til St. Andreas' dag eller nu til den førstkommende synode, eftersom der næppe er fire uger mellem den dato, da brevet til mig blev udstedt, og den uge, da synoden afholdes.

Dette er, hvad du bør overveje, og foreskrive mig, hvad jeg skal gøre.