Gregor, biskop, Guds tjeneres tjener, til Svend, Danernes konge, hilsen og apostolisk velsignelse.

Hos vore forgængere var det ret og sædvane ved kærlig sendefærd at belære alle folkeslag om Herrens vejN, at revse alle konger og fyrster med hensyn til de ting, som gav anledning til dadel, og at indbyde alle til den evige lyksalighed gennem den kanoniske lov. Thi de romerske bispers lov har gjort sig mere gældende i landene end kejsernes; deres ord er udgået til jorderigets endeN, og hvor kejseren befalede, der befalede også Kristus. Men nu er kongerne og jordens herrer blevet til foragtere af kirkens lovN, skønt de snarere skulde have værnet om retfærdigheden og forsvaret den; de er blevet enige om at tilføje kirken så mange forhånelser og er blevet bragt til en sådan ulydighed, der ifølge Samuel ligner afgudsdyrkelseN, så at vi omtrent er hørt op med at udsende legationer, da de næsten synes frugtesløse, og vi nu kun retter vor tale i bøn til kongernes HerreN og hævnens GudN. Men eftersom vi ved, at du og dit standhaftige folk, der ledes af din visdoms tøjler, viser den skyldige ærbødighed over for alle kirkers moder, en ærbødighed, der er så meget desto mere ydmyg over for sankt Peter, jo mere ophøjet den er i sin standhaftighed, sender vi derfor vort brev til dig, vor højtelskede søn, og pålægger dig med faderlig kærlighed, at du — såfremt der er noget, hvorved du lider brist og som den romerske kirke i kraft af sin myndighed retfærdigvis kan skænke digN — meddeler os det gennem dine egne sendebud og gennem de sendebud, som vi nu lader udgå, for at vi inden for lovlige grænser kan vise dig hæder og tilstå dit ædle rige en fortjent værdighed til gengæld for den nysnævnte ærbødighed. Thi vi har hørt, at du har et godt lov på dig; måtte det ved den hellige Petrus' og Paulus' forbønner aldrig svigte dig, tværtimod måtte det stadig øges og vokse, så at du — og det ønsker vi for dig — kan vinde ry både i det jordiske og det himmelske liv. Men eftersom du over for vor forgænger AlexanderN — salig ihukommelse — udbad dig noget, hvorved du vilde gøre den hellige Petrus til din skyldner, ja og erhverve hans ædle beskyttelse for dig og dit rige, skal du gennem de samme sendebud tilkendegive, hvorvidt din vilje står fast, eller om den har taget af, eller om den — hvad vi ønsker mest — er blevet styrket. Thi da jeg sad i embedet som ærkedegn, elskede jeg dig højt og mente at blive elsket af dig. Men da jeg, skønt uværdig, har modtaget det hyrdeembede, hvis hovedhjørnesten er kærlighed til Gud og næsten, er den kærlighed, jeg nærede til dig, blevet større, og når du stadig udvikler dig til det bedre, vil den med Guds nåde vokse mod endnu større højder.

Givet i Rom den 17. april i den 13. indiktionN.