© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter Vitae sanctorum Danorum.
Rex uero prudentissimus utilitati publicę prouidens, legatis ad pontificem Romanum transmissis, gestorum facta innotescit et, ut deuotioni fidelium auctoritate apostolica consulat, deposcit. Qui, episcopis per circuitum consistentibus aggregatis religiosique ordinis uiris uenerandis quam plurimis, omni bus sinodali more assidentibus et quę Dei sunt tractantibus, silentio indicto, legatis, ut tussa denuncient ac simul legationis suę signa demonstrent, demandat. Rerum igitur gestarum apicibus in palam prolatis atque perlectis, regiisque mandatis ab internunciis facunde peroratis, immensas omnipotenti grates exsoluunt, qui in diuersis mundi partibus electos suos glorificando manifestat; ac ita demum communi consilio et pari omnium decreto regem quondam gloriosum beatorum in cęlis iam martyrum ascisci decernunt collegio, cum martyrii gloria nominis etiam dignitate adaucta, ut, qui pridem ueluti uocabulo imper fecto et ligamine insoluto Cnut nuncupabatur, iam ob sensus caniciem et gestorum maturitatem ac pro eo quam maxime, quod iam in canone sanctorum connumerandus adiudicabatur, Canutus diceretur. Sic enim quondam Abrę cum Deo fedus ineunti cum diuine familiaritatis participio. uocabuli adaugetur edictio, ut, qui hactenus Deo cognitus fide probabilis habebatur, ex hoc etiam inter homines rerum gestarum exercitio et generis et nominis amplificatione gloriosior ac magnificentior haberetur. Et pulchre martyr preciosus ac Deo dilectus Canutus ad instar Abrahę uocabuli amplificatione insignitur, qui eiusdem Abrahę sinu exceptus eterne quietis felicitate signis perfrui euidentibus approbatur.
Legati ergo pontificali auctoritate roborati et tantorum ac tam illustrium uirorum testimonio pariter confortati . .. atque a pontifice mandatis glorioso regi deferendis exceptis ... Dacig partes ingressi ... regiam maiestatem uultibus honorantes et ore salutantes, apostolice benedictionis uerba intimant, mandata denunciant et que de impositis responsa perceperint letabundi perorant. ...
Relatu quoque uirtutum ipsius ac apostolice exinde confirmationis corroboratione latius peruolitante . . . annuatim innumera concurrit multitudo.
18 Rex uero] Rex interea Ericus (Hericus H 4) H 1-4;
publice] publice A, B.
20 apostolica] pontificali H 1-4;
episcopis] epischopis B.
1 sinodali] synodali H 1-4;
assidentibus] adsidentibus H 1; Dei mgl. H 1-4,V,
2 legatis) legati V;
simul) simil HH 4,
3 igitur) ergo V;
regiisque] regisque V.
4 immensas] inmensas B;
omnipotenti)] omnipotenti Deo H 1-4.
5 exsoluunt)] persoluunt H 1-4.
6 decreto] uoto H 1-3.
7 ascisci] adscisci H 2-3., assisci H 4.
8-3 ut, qui pridem — Cnut forvansket og sammenblandet med et andet Ailnothsted V.
8-1 qui pridem — insoluto foreslås ændret til q. p. uocabulo imperfecto ueluti ex ligamine insoluto Gertz.;
imperfecto] inperfecto B, barbaro V.
1 Cnut] Knut H-,§, V, Cnuth H 1,4.
3 adiudicabatur] adiudicatur H 2-3; Canutus] Kanutus H 4;
Abre Gertz] Abrahe A, B, H 1-4, Abrahe V.
4 ineunti) ineunte A, rettet med yngre hånd til ineunte B, ineuntis H 1-4, V;
adaugetur] adaugeretur H 1-4.
5 hactenus rettet med yngre hånd fra actenus B, actenus A.
6 rerum gestarum exercitio muligvis pro r. g. e. Gertz;
generis et] generis ac A, B,V.
7 pulchre] pulcre H 2-3;
ac Deo]a Deo H 1-4, V.
8 Canutus] Kanutus H 4.
11 pontificali) apostolica V;
tam] tot A, B, H 4.
13 uultibus mgl. H 1-4, V,
15 impositis] inpositis H 1,
17 peruolitante] uolitante H 1-4;
annuatim innumera concurrit] annuntiantium occurrit H 1-4, V.
19-20 cf. Urban 2. 1097 (Migne 151: 488): eundem ... auctoritate nostra in sanctorum catalogo adnumerari postulauit; Alexander 3. 1161 7. februar (Migne 200:107): quem auctoritate apostolica uenerandum uestra postulauit deuotio; 1169 8. november (Migne 200:609) quem auctoritate apostolica uestra postulat uniuersitas honorandum.
20-3 cf. Benedikt 9. 1042 (Migne 141:1359): collecta Romani cleri fraternitate; Urban 2. 1097 (Migne 151:488): cum nuper cum magna episcoporum abbatumque frequentia synodale concilium ageremus; 1089-1099 (Epist. pont. Roman., ed. Loewenfeld, I 65): in synodo Romana; Caliztus 2. 1123 28. marts (Migne 163:1274): episcopis ... ac religiosis qui aderant uiris ... in generali, quod celebramus, concilio; Innocentius 2. 1131 29. oktober (Migne 179:110): in plenaria synodo, que ... fuerat congregata; 1139 19. april (Migne 179:450): in plenaria synodo, que ... est ... congregata; Alexander 3. 1173 10. marts (Migne 200:900): multitudine clericorum in ecclesia consistente; 1173 72. marts (Migne 200:902): magno ibidem clericorum et laicorum collegio presenti; cf. 901.
3-5 cf. Innocentius 2. 1131 29. oktober (Migne 179:110): nos cum fratribus nostris omnipotenti Deo gratias referentes; Alexander 3. 1161 7. februar (Migne 200:107): libro miraculorum inspecto, que ... omnipotens dominus per suam misericordiam declarauit; 1163 9. juni (Migne 200:236): uiri sancti uita eius perlecta et miraculorum serie publice declarata; Clemens 3. 1189 21. marts (Migne 204:1426): quantis etiam miraculorum testimoniis omnipotens Deus ipsius uoluit mundo merita declarare; 1189 1. maj (Migne 204:1438): his gratanter auditis et pro tantis beneficiis omnipotenti domino gratiarum actionibus exsolutis.
6-7 cf. Innocentius 2. 1131 29. oktober (Migne 179:110): habito eorum concilio et collaudatione, quia eundem in celis cum sanctis credimus honorari, ipsum inter sanctos honorari precepimus; cf. 256, 450; Alexander 3. 1161 7. februar (Migne 200:107): de communi .. fratrum nostrorum consilio … corpus ipsius confessoris ita glorificandum censuimus … sicut eundem confessorem dominus glorificauit in celis ; 1169 8. november(Migne 200:609): ipsum de communi fratrum nostrorum consilio sanctorum catalogo duximus ascribendum; 1173 12. marts (Migne 200:901): deliberato cum fratribus nostris consilio solemniter canonizauimus eumque decreuimus sanctorum martyrum collegio annumerandum; cf. 900 902.
1 Matth. 22,,: quæ sunt Dei.
8 cf. Gen. 17,: nec ultra uocabitur nomen tuum Abram, sed appellaberis Abraham, quia patrem multarum gentium constitui te.
7 cf. Ps, 115,,: pretiosa in conspectu Domini mors sanctorum eius.
7-8 Eccli. 454: di lectus Deo; etc.
9 cf. Luc. 16,,: in sinum Abrahe.
Men den vise konge, som har almenvellets tarv i sine tanker, sender sendebud til paven i Rom og meddeler, hvad der var sket, og udbeder sig, at han med apostolisk myndighed tager sig af de troendes from hed. Denne samler de omboende bisper og særdeles mange ærværdige klostermænd omkring sig, og da de er forsamlede på en synode og forhandler om Guds anliggender, påbyder han stilhed og befaler sendebudene, at de skal fremføre deres ærinde, og samtidig fremlægge de tegn, som deres sendefærd medførte. Da nu beretningen om undergerningerne var fremlagt og læst op, og kongens ærinde med veltalenhed tolket af sendebudene, bryder de ud i endeløse taksigelser til den almægtige Gud, som i verdens forskellige egne ved herliggørelse åbenbarer sine udvalgte mænd. Og således bestemmer de enstemmigt og i fællesskab, at den fordum berømmelige konge skulde optages i de allerede salige martyrers skare i himmelen, idet hans navn samtidig med martyrglorien også blev gjort mere værdigt, således at han, der tidligere kaldtes Knud — et ufuldkomment ord, der hentyder til et uløst bånd — nu på grund af hans sindelags prøvethed og hans gerningers modenhed, og især fordi han nu medregnes blandt og optages i fortegnelsen over helgenerne, skulde kaldes Canutus. Thi således blev det i sin tid forkyndt for Abram, da han sluttede pagt med Gud og blev delagtig i et guddommeligt fællesskab, at hans navn skulde udvides, for at han, som indtil da havde været kendt og fundet duelig af Gud for sin tro, fra da af også kunde anses for mere berømmelig og mere herliggjort blandt menneskene for de gerninger, han udførte, ved sin slægts og for sit navns udvidelse. Og den kostelige martyr, den af Gud elskede Canutus kendetegnes ved ligesom Abraham på en skøn måde at få sit navn udvidet, han, som optaget i denne Abrahams skød, nyder den evige hviles lyksalighed, således som det godtgøres ved vitterlige tegn.
Sendebudene fik altså støtte i pavens myndighed og blev ligeledes styrket ved så mange berømmelige mænds vidnesbyrd .... og efter at have modtaget pavens påbud til den berømmelige konge ...., vendte de tilbage til Danmark ...., og idet de med ærefrygt trådte frem for kongens åsyn og hilste ham, meddelte de ordlyden af den apostoliske velsignelse og forkyndte pavens påbud samt foredrog fuld af glæde de svar, de havde fået på deres ærinder.
Idet beretningen om hans mirakler og som følge af disse den apostoliske bekræftelses stadfæstelse bredte sig videre omkring .... kom der hvert år en talløs mængde sammen.
Med Ailnoths beretning om kanonisationen af Knud den Hellige må jævnføres hans 6. c. (Vitae sanctorum Danorum 92):
quem sedes postmodum apostolica, summo pontifice presidente quampluribusque tam presulibus quam et religiosi ordinis uiris assidentibus, seu propter sensus caniciem uel uite sinceritatem et candorem seu pro hoc, quod eum in canone sanctorum connumerandum decernebat, Canutum censeri instituit.
De pavelige kanonisationsprivilegier og -mandater manglede fast formular. Men fælles for dem alle var allerede i ældre tid, at ansøgeren og hans andragende nævntes, fremdeles en omtale af sagens prøvelse for en kirkelig forsamling og til slut, hvad selve kanonisationsbeslutningen indeholdt. Samtlige momenter genfindes i Ailnoths fremstilling. Karakteristisk for denne er endnu et forhold. Der er i citatapparatet samlet en del vendinger fra de forholdsvis få pavelige kanonisationsprivilegier og -mandater, som er bevarede fra tiden indtil slutningen af det 12. århundrede. Det fremgår af disse, i hvor høj grad Ailnoths fremstilling verbalt og syntaktisk stemmer overens med de gængse formuleringer. Man tager næppe fejl, når man antager, at et kanonisationsprivilegium er blevet udfærdiget, og at Ailnoth har skrevet på grundlag af dette.
Ailnoth beretter, at Erik Ejegods sendemænd, da de vendte tilbage fra kurien, var pontificali auctoritate roborati; der nævnes videre en apostolicę confirmationis corroboratio. Hvad der her sigtes til, kan kun være det pavelige kanonisationsprivilegium.
Knud den Helliges translation fandt sted 1101 19. april (c. 36; Vitae sanctorum Danorum 133; cf. 30; og Curt Weibull, Saxo. Hist. tidskrift f. Skåneland VI 50). Kanonisationsprivilegiet må altså være udfærdiget nogen tid inden denne dato, sikkert år 1100. Udstederen har været Paschalis 2. (1099-1118).