Således som de, der var før os, har overleveret det til osN, har de tre kongregationer ved St. Laurentius, Helligkors og Allehelgenskloster altid udgjort et fællesskab og været et broderskab. Det gode, som er indledet af vore forgængere, vil også vi derfor ikke blot vedligeholde, men på alle måder forøge, og hvad der dernæst måtte behage os som godt og rigtigt, vil vi overgive skriftligt til efterkommernes ihukommelse. Det som altså angår alles frelse, skal enhver opmærksomt lytte til og fromt opfylde, og fordi dog al vor stræben stiler mod den afslutning, som ingen afslutning er, nemlig mod Kristus, betænker vi også de brødre, som afgår ved døden, med bøn og husvaler dem efter evne med ofringer og andre fromme gerninger, så at vi en gang kan frydes med dem i vort himmelske fædreland. Thi vi tror, at det er kærtN og velbehageligt for GudN, om noget ofres til ham i kærlighed på grund af det håb, vi nærer til ham om tro og de dødes opstandelseN.

Dette er, hvad vi har aftalt at overholde indbyrdes:

Hvis i en konkregation en broder dør, skal hans hedengang hurtigt forkyndes af vedkommende kloster, så at brødrene er rede og beredte til at overvære hans ligbegængelse. Og vi har sammen med vore munkebrødre bestemt, at dette skal føres ud i livet med en sådan iver og hengivelse, at ingen rettelig kan blive fritaget for samme pligt, medmindre alder eller sygdom forhindrer dem i at være til stede. Men med Dalbybrødrene er det aftalt således, at det for begge parters vedkommende skal være tilstrækkeligt at udsende to brødre uanset alder eller gradN. Men hvis rejsen aldeles undlades på grund af forsømmelighed eller på grund af beskæftigelser med andet, skal der som bod gives ti penninge i almisse. De efterskrevne dage er undtagne: juledag, Vor Frue kirkegang, palmesøndag, påskedag og dens tre forudgående dage, Kristi himmelfartsdag, pinsedag, skytshelgenens dag, kirkens indvielsesdag, samt hvis en broder skulde dø på den samme dag i den pågældendes kongregation.

Fra selve dødsdagen indtil udløbet af den tredivte dag skal der hver dag af hele klostersamfundet holdes den fuldstændige dødegudstjeneste for ham med messe, matutin og vesper, medmindre der indtræder en højtid med ni lektioner; når den er overstået, skal det, som er blevet forsømt på grund af den festdag, gennemføres senere over et tilsvarende tidsrum, således at der ialt forrettes 30 gudstjenstlige handlinger. Men hvis en anden broder dør i løbet af den afdøde broders tredive dage, skal der holdes fælles gudstjeneste for dem begge, indtil den sidst afdøde har fået sine tredive dage.

Det skal fremdeles iagttages, at der inden for dette tidsrum foretages syv uddelinger til de fattige. På den tredivte dag skal hver broder ofre brød til messen og ligeså ved årtiden, hvilket på samme måde skal overholdes hvert år ud i fremtiden.

Og eftersom ifølge apostlen: Hvis et lem lider, føler alle lemmer samme lidelseN, er det fastsat, at alle brødrene, foruden den gængse dødemesse hver for sig skal fremføre bønner for den afdøde. Og de, som har præsterang, skal holde syv messer for ham, men de øvrige brødre skal læse to psalterier og 50 salmer, og alt dette skal være fuldbyrdet inden hans årtid. Men hvis nogen bliver forhindret af sygdom, rejse eller anden beskæftigelse, skal han lige så ofte kvæge den fattige, som han skulde have læst en messe eller 50 salmer.

Enhver, som på grund af ærgerrighed eller blødagtighed har forladt sin præbende, er ikke værdig til noget af dette. Men enhver, hvem overvættes fattigdom eller fyrsternes vrede — som det hænder — har tvunget til at opgive klostret, eller som har valgt en trangere vej til livetN, eller som er udvalgt til at beklæde en højere værdighed og har modtaget valget, skal uden forskel have del i alt det, der er anført ovenfor.

Forhandlet i St. Laurentii kloster i nærværelse af alle brødre i det Herrens år 1136, i den 14. indiktion i december måned. Tilstede var på Dalbybrødrenes vegne provst Find og Hugleik, præst; på munkenes vegne (fra Allehelgens kloster) Svend, præst, og Kjeld, diakon, hvilke godkendte og bifaldt denne ordning.