Teksten fra Audiuimus efter a.
a.
Ericus rex Danorum Liuoni præposito et omnibus s<ancti> Albani parrochianis scribens ecclesiam diuv Albani liberam esse uult a monachorum s<ancti> Canuti dominio, quam legitimo possessionis ture tenebant, et pro ea iuris amissione accipiunt fratres a rege iiii marc<as> æstiualis census, quem conferre solebat rex ecclesiæ Albani, ut sic tandem inter illos controuersia tolleretur. Præterea <ut> renouatas contentiones tolleret scribit.
b.
Erant gravissimæ inter Albanianos EF sodales Canutios controversiæ Othoniæ, qvas, ut rex tolleret, scribit Li<u>oni præposito et omnibus Albani parochianis, ac basilicam Albani a sodalium Canutiorum dominio liberam pronunciat, qvam ante legitimo possessionis iure tenuerant, ac pro huius iurisdictionis amissione cert<o>s duarum librarum argenti reditus e qvibusdam agris, qvi solvebantur basilicæ Albanianæ, sod<a>libus attribuit. Præterea
a og b.
audiuimus hinc iterum inter uos contentiones oriri, quod profecto dolemus, quia in nullo fratrum quietem turbari uolumus uel patiemur. Quocirca te, Liuo præposite, per gratiam perque fidem, quam mihi debes et inter nos est, rogo et incunctanter præcipio, omnibusque uobis amicitiæ te nore denuncio, ut pactum int<er> uos firmatum nullo modo irrump<a>tis, sed, ut dictum est, ecclesiam uestram libere possideatis, fratres autem præfatas 4 marcas cum aliis XVI nostræ elemosinæ, quæ simul sunt XX, annuatim accipiant.
Quod si quis nostris præceptis con<tra>ire <ten>tauerit, diuinæ ultioni et nostræ subiacebit.
3 int(er)) intra a;
A<l>bani] Abani a;
s(ancti)] s a.
12 s(ancti)] s a.
14 Li(uyoni] Linoni d.
15 s(ancti)] s a.
18 marc(as)] marcæ a.
18-19 æstiualis census, quem] æstiualis pensionis census quem (med e rettet, vistnok fra a) quem med pensionis og det første quem overstreget a.
19 rex] rex rex med det første rex overstreget a; cert(oys] certus b.
21 (ut) mgl. a.
22 sod(aylibus] sodolibus b.
24 audiuimus med d rettet, vistnok fra i a;
audiuimus) avdivimus, inqvit b;
inter] intra a;
uos] nos b.
25-26 Quocirca med r rettet a.
26 te] tuæ med en apostrof efter æ a;
Liuo] Lino b; præposite med e rettet a;
26-27 inter] intra a,
27 et) ac b;
incunctanter rettet fra incunctantur b;
uobis med u rettet a.
1 pactum med a rettet a;
inter) uos) intra uos a, intra nos b;
irrump(a)tis] irrumpetis a—b.
2 libere) liberam libere med liberam overstreget a;
autem efter overstreget at a.
3 XVI) XV b; elemosinæ] eleemosynæ b.
5 Quod hermed formentlig ny linie a;
con<tra)ire] conrire (?) a, contrarium facere b;
(ten)tauerit] certauerit a—b.
6 subiacebit)] subiacebit subiacebit med det første ord overstreget a.
Kall 668 8o (a):
Erik, Danernes konge, skriver til provst Livo og alle St. Albani præster, at det er hans vilje, at St. Albani kirke, som St. Knuds munke sad inde med som en retmæssig besiddelse, skulde være fri for disses overherredømme, og til gengæld for dette tab af ret modtager brødrene af kongen 4 mark af midsommergælden, som kongen plejede at give til St. Albani kirke, for at deres trætte omsider kunde standses. Forøvrigt skriver han, at nye trætter skal høre op.
Chronologia (b):
Der var heftige trætter mellem Albanipræsterne og Knudsbrødrene i Odense, og for at standse disse skriver kongen til provst Livo og alle St. Albani præster og erklærer St. Albani kirke, som St. Knudsbrødrene tidligere havde siddet inde med som en retmæssig besiddelse, for at være fri for Knudsbrødrenes herredømme, og til erstatning for denne myndighed giver han brødrene visse sikre indtægter på to pund af nogle agre(!), hvilke indtægter tidligere blev betalt til St. Albani kirke. Forøvrigt:
a og b.
Vi har atter hørt, at der er opstået trætter mellem eder, hvilket i sandhed smerter os, da vi ikke ønsker eller tåler, at brødrenes ro på nogen måde forstyrres. Derfor, provst Livo, beder og pålægger vi dig ufortøvet ved den velvilje og troskab, som du skylder mig, og som råder mellem os, og befaler eder alle i venskab, at I på ingen måde bryder den pagt, som er stadfæstet mellem eder, så at I som sagt besidder eders kirke i frihed, og at brødrene modtager de fornævnte 4 mark sammen med de andre 16 mark, som er vor fromme gave, ialt 20 mark årlig.
Hvis nogen forsøger at overtræde vor befaling, skal han være hjemfalden til himmelens og vor straf.
Hamsfort har overleveret begyndelsen af Erik Lams skrivelse til provst Livo ved St. Albani i Odense og menigheden sammesteds i objektive referater (a: Ericus rex — scribit; b: Erant gravissimæ — attribuit), og herved har b fået et stærkt fremtrædende hamsfortsk stilpræg. Den sidste del af skrivelsen er derimod gengivet i en form, som i hovedsagen må stemme overens med den oprindelige.
Man har anset Erik Lams skrivelse til Livo for at være et brev af privat karakter. At brevet ikke desto mindre afsluttes med en højtidelig sanctio, har vakt forundring. Man er endt med at forklare forekomsten af sanctio med, at en sammensmeltning har fundet sted i det private brev med det »forligsaktstykke«, som omtales og ligger bagved.
Erik Lams skrivelse til Livo er ikke noget privatbrev. Den er et kongeligt mandat. Tre mandater, det foreliggende indbefattet, er bevaret fra Erik Lams tid i afskrift og regest (nrr. 79 85), alle bygget op på samme måde. Intitulatio danner indledning; adressen stiles til en bestemt kreds af personer, der tiltales i anden person; der henvises til bestående retsforhold og grundlaget for disse; det hele munder ud i en befaling om ikke at forgribe sig på, hvad der er blevet bestemt, og i en hertil knyttet sanctio. Disse mandater, der må betragtes som kancellimæssigt opsatte, er de ældste fra Danmark. Medens privilegierne tilsigter at skabe eller stadfæste grundlæggende retstilstande, udstedes mandaterne i forvaltningsøjemed med henblik på en ganske bestemt situation. De er derfor også, både for ældre og yngre tid, i så ringe grad i behold.
I a angives, at de 4 mark, som brødrene i Odense oppebærer af kongen, hidrører fra midsommergælden, i b, hvor mark — hvad der sker også andetsteds hos Hamsfort — er forandret til pund, e qvibusdam agris. Dette er muligvis rigtigt. Men en anden mulighed er, at areis, palæografisk forklarligt, er forvansket til agris.
Mandatet dateres til 1138, omkr. dette år, 1141 og 1142, Hamsfort har det første år, og fejlagtigt henfører han til dette også ærkebiskop Assers død og postulationen af Eskil som hans efterfølger. I samklang med den mangelfulde kronologi, han har hentet fra de danske annalværker, lader han Erik Emune være udstederen. Om denne har han, med støtte i mandatet, følgende udtalelse (Systema Stephanii f. 41): Fuit de sodalibus religiosis, maxime de Canutiis Othoniensibus, bene meritus, ut eius literæ ostendunt.
I mandatet trues med verdslig straf ved siden af gejstlig. Dette sker tidligst i Erik Lams privilegier og mandater. Mandatet er fra dennes regeringstid.