Sciendum est preterea. dominum Suenonem regem. ad petitionem attaui ipsius bone memorie regis Erici gratis concess<am> octoginta marcas huiusmodi. et quatuor petitiones Sleswicensium admisisse.
Quarum prima hec est. ut mardurinam pellem regi non reddant.
Secunda est. ut argentum ciuitatis in Sleswicensium sit potestate et arbitrio. quale debeat esse. hoc tamen pacto. ut plus solido cupri. de una marca. nequeat comburi.
Tercia est. cum rex nouam monetam iusserit fieri. ciues tantum debent regi offerre. quantum confert monetarius. postea ipsi fieri faciant monetam. secundum uelle regis. et sint prouidi inspectores. ne aliqua falsitas in nummis fiat.
Quarta peticio est. ut ciues potestatem semel recipiendi. uel secum ducendi Slesswyk habeant quoslibet mercatores. Postea uero consulto domino rege. si nolit eis pacem concedere. redeant tamen in eadem pace. qua uenerunt. et denuo non ueniant. absque licentia et pace regia.
15-18 Teksten i Reg.: ad petitionem attaui ipsius bone memorie regis Erici gratis concessisse octoginta marcas huiusmodi. et quatuor petitiones Sleswicensium admisisse. Denne tekst er øjensynlig korrupt. A. D. Jørgensen, 182, rettede ad petitionem til a petitione og oversatte: »Kong Svend eftergav fuldstændig de 80 mark af den skat, som hans farfar, salig kong Erik, havde pålagt.s Frahm, 57, har godkendt rettelsen. Men med denne får petitio to betydninger i samme sætning, og man får den tvivlsomme konstruktion concedere a; rettelsen er næppe mulig.
16 gratis=gratiis=gratia;
concess(am)] concessisse Reg.
26 Sleswyk med det andet s over linien Reg.
Endvidere skal man vide, at kong Svend nådigt i overensstemmelse med sin salige forfaders, kong Eriks bede har bifaldet de 80 mark, og at han er gået ind på fire andragender fra slesvigernes side.
Det første er, at de ikke skal give kongen en mårskindspels.
Det andet er, at stadens sølvmønt skal være i slesvigernes magt, og det skal stå til deres afgørelse, hvordan den skal være, dog på det aftalte vilkår, at der ikke må ismeltes mere end een ørtug kobber i hver mark.
Det tredie er, at borgerne, når kongen skulde befale, at der skal slås en ny mønt, kun skal udrede så meget til kongen, som møntmesteren erlægger; derefter skal de lade slå mønt efter kongens ønske, og de skal være påpasselige tilsynsmænd med, at der ikke sker nogen forfalskning af mønten.
Det fjerde andragende er, at borgerne skal have myndighed til een gang at modtage hvilke som helst købmænd i Slesvig eller bringe dem med sig til Slesvig. Men når man derefter har rådført sig med den herre kongen, skal de, hvis denne ikke vil give dem sin fred, drage bort under den samme fred, under hvilken de er kommet, og de må ikke komme igen uden kongens tilladelse og fred.
C. 31 i Slesvigs gamle stadsret udgør efter alt at dømme et tillæg til stadsrettens ec. 32: Seniores .iiii.or de ciuitate. tenentur habere duas marcas denariorum de noua moneta. Sutores tenentur regi quolibet anno .iii. marcas. denariorum. Pellifices uero unam marcam denariorum. uel regi cum tenuerit curiam in ciuitate; tenentur mille pelles. Ved tillægget ophævedes bestemmelserne i c. 32.
C. 31 refererer formelt et privilegium af Svend Grathe, men er reelt ikke et sådant. Det er istedet nærmest et referat af en overenskomst mellem ham og borgerne i Slesvig. I denne overenskomst er begge parters interesser blevet varetaget. Borgerne i Slesvig får eftergivet 80 mark af kongen, fritages for at udgive mårskind, får dertil fuld magt og rådighed over beskaffenheden af stadens sølv og skal blot, når kongen giver ordre om ny mønt, erlægge samme afgift, som møntmesteren betaler; derudover tilstås det borgerne een gang at modtage eller føre med sig til Slesvig hvilke købmænd, de måtte ønske, og skulle kongen ikke ville tilstå disse sin fred, bevilges det dem ikke desto mindre at vende tilbage i den samme fred, i hvilken de er kommet.
Hvad kongen til gengæld forbeholder sig, er, at der ved møntbrændingen kun må tilsættes marken een ørtug kobber, at udmøntningen skal ske efter kongens befaling og borgerne nøje våge over, at ingen møntforfalskning finder sted. Hvad gæstende købmænd angår, skal der efter ankomsten ske henvendelse til kongen. Vil kongen ikke tilstå gæsterne sin fred, må de ikke komme igen uden hans tilladelse og fred.
Den datering, som gives dette skriftstykke, er i almindelighed 1155 — ifølge Saxo (ed. Müller-Velschow 713; Olrik-Ræder 399) indtog og plyndrede Svend Grathe ved denne tid Slesvig, og hans nådesbevisning menes at være gået ud på at sætte byen istand igen. En nærmere præciseret datering indenfor Svend Grathes regeringstid er udelukket.