Knud, Danernes konge, til Konrad, romernes ophøjede kejserN.

Efterdi kongernes kongeN har indsat Eder hertil og har udvalgt Eder ene blandt mange og smykket Eder med sit navns stråleglans i det øjemed, at I skulde gøres til en retfærdighedens fader og et fredens barnN, bør I med rette styrke retfærdigheden i alle henseender og bringe husvalelse til dem, som uretfærdigt lider ondt. Berøvet ikke blot vort rige, men også vor fædrenearv, klager vi til Kristus og Eder, så at I på retfærdighedens bud nedlader Eder til at hjælpe os og forbarme Eder over os landflygtige. Thi i vor landflygtighed har vi søgt tilflugt i det romerske kejserrige, fordi vi håber at finde råd og bistand der. Vi beder derfor ydmygt Eders kongelige højhed om, at I kommer os til hjælp, og at I for Eders æres skyld handler faderligt med os og med Eders hvasse sværd atter lader os få, hvad vi har mistet på uretfærdig vis. Men vi vil som en søn i alle henseender bestandigt efterkomme Eders befalinger.