© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
In nomine sancte et indiuidue Trinitatis. Ego Sueno Dei gracia rex Danorum.
Notum esse cupimus tam futuris quam presentibus qualiter uilla que Esrom dicitur. que ex regum decessione et successione iuri pertinebat regio. cum omnibus suis appenditiis cultui mancipata sit diuino. Quippe beate memorie Eskildus sancte Lundensis ecclesie archiepiscopus. uillam prefatam ab antecessore meo Herico rege. precariando acquisiuit. et usui immo necessitati fratrum ibidem Deo seruientium substituit. Ego autem qui regni post ipsum adeptus sum apicem. quamlibet regalis maiestas. talem donacionem legittime quidem datam. uix ferre posset uidens tamen id multorum profuturum saluti. non conductus prece uel precio. quod factum erat laudaui. et quibus debui modis corroboraui. Et quia multorum usui pauca et tenu<i>a non ualent sufficere. prenominatus archiepiscopus uillam aliam Widilingeruth uidelicet. quam ab herede Hermanni ecclesie Sleswicensis episcopi pecunia conquisiuit. sumptui fratrum prenominatorum adiecit. Ego etiam ut tam michi quam meis predecessoribus uel successoribus portum aliquem post huius mundi prepararem naufragium. colonos ipsorum fratrum. de omni quod michi uel meis successoribus debebant absolui seruicio.
Ut autem hec donatio omni posteritati rata et inconuulsa permaneat carte mee inscriptione firmaui. sigilli mei impressione signaui.
26 Trinitatis] Trinitatiss med det første s vistnok senere tilføjet a.
4 tenu(i)a] tenua a.
I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Svend, af Guds nåde Danernes konge.
Vi ønsker, at det skal være vitterligt for såvel fremtidige som nulevende, hvorledes den landsby, som kaldes Esrom, der i kraft af kongeafgang og kongetiltræden tilhørte den kongelige ret, med alt dens tilliggende er blevet henlagt til tjenesten for Gud. Eskil, ærkebiskop af den hellige kirke i Lund — from ihukommelse — skaffede sig nemlig den fornævnte landsby fra min forgænger kong Erik som et precarium og gav den til bedring af brødrenes forhold, ja til lindring af deres trange kår, som tjener Gud sammesteds. Og jeg, som efter ham (Erik) opnåede den højeste magt i riget, har — omend den kongelige majestæt knap kunde tolerere en sådan donation, hvor lovligt den end var foretaget — godkendt, hvad der var sket, og har stadfæstet det på de vilkår, jeg burde, ikke fordi jeg blev overtalt ved en fremført bøn eller påvirket af en købesum, men fordi jeg indså, at det vilde være til gavn for manges frelse. Og fordi denne ringe og spinkle besiddelse ikke formår at give underhold til så mange mennesker, har den fornævnte ærkebiskop tillagt de fornævnte brødre en anden landsby, nemlig Villingerød, som han har købt for penge af arvingen efter biskop Herman af kirken i Slesvig. Og jeg har desuden for at forberede en havn for såvel mig som mine forgængere og efterfølgere efter denne verdens skibbrud fritaget brødrenes landboer for al tjenesteydelse, som de skyldte mig og mine efterfølgere.
Og for at denne gave skal stå ved magt og have urokkelig gyldighed i al fremtid, har jeg bestyrket dette brev med min underskrift og kendetegnet det med et aftryk af mit segl.
Invocatio og intitulatio med Ego indleder Svend Grathes privilegium for Esrom kloster, en publicatio med adresse fører over i narratio og dispositio. I den sidste stadfæstes Eskils donation af Esrom, klostrets erhvervelse af Villingerød kundgøres, og brødrenes landboer fritages for at svare kongens ret. Privilegiet er affattet i 1. person singularis; kun i publicatio bruges 1. person pluralis, formodentlig under indflydelse fra et her anvendt formelforlæg.
Ærkebiskop Eskil kaldes i privilegiet: beate memorie. Thorkelin erklærer i denne anledning, at dersom det ikke stod fast, at Eskil ved køb var kommet i besiddelse af Esrom, ville han anse diplomet for uægte. Ifølge Hennings er diplomet uægte. I modsætning hertil mener Nielsen og Hans Olrik, at beate memorie blot er en vilkårlig tilføjelse til Eskils navn, foretaget af afskriveren i a.
Udtrykket beate memorie kan på denne tid bruges også om levende personer, cf. Mabillon, De re diplomatica, 538 601 og Nouveau traité de diplomatique IV 534, Den brug, som abbed Vilhelm af Æbelholt henimod slutningen af 12. århundrede gør af ordet memoria, fremgår af følgende steder fra hans breve: Magistrum Andream ... ex parte nostra salutabis et magistrum Iocelinum, cuius memoria est apud nos in benedictione; dominus .. papa, cuius sit in benedictione memoria; domino Stephano felicis memorie uiro (SRD VI 50 59 78). Ordet er her overalt anvendt om levende personer.
Køcher henfører Svend Grathes privilegium til, hvad han rubricerer som Villingerødforfalskningerne. Der savnes tilstrækkelig motivering til at erklære de pågældende privilegier for uægte.
Privilegiet er blevet henført til forskellige tidspunkter: kong Svends første regeringstid, 1146-1157, 1148 eller kort efter, 1151 og 1153-1155.
Ifølge privilegiet erhvervede ærkebiskop Eskil landsbyen Esrom af Erik Lam som prekarieejendom — uillam ... precariando acquisiuit — og skænkede den til Esrom kloster; Svend Grathe stadfæstede donationen. Først gennem dette privilegium blev ejendommen sikret klostret som dets frie besiddelse. Dette må sammenholdes med, hvad de pavelige privilegier for Esrom oplyser. Det ældste af disse privilegier er fra 1151 29. december (nr. 106). Kun Villingerød, som ærkebiskoppen har købt, og tre andre ejendomme, der er givet af ham, er særligt nævnt og stadfæstes i privilegiet. Stedet, hvor Esrom var beliggende, er ikke med. Det kommer først med i det næste pavelige privilegium, Alexander 3.s privilegium fra 1178 2. november (Nielsen 5: locum ipsum in quo prefatum monasterium situm est), efter at ærkebiskop Absalon kort forinden havde kunnet underrette paven om, at stedet tilhørte klostret (Nielsen 55: possessionum eiusdem ecclesie subter annotatis nominibus/ Esrom in quo ipsum cenobium est constitutum). Sammenstillingen viser, at Svend Grathes privilegium ikke har foreligget, da de skriftstykker blev tilstillet pavestolen, på grundlag af hvilke det pavelige privilegium 1151 29. december udfærdigedes. Svend Grathes privilegium må ligge tidligst 1151. Terminus ante quem giver hans fald 1157.
Om sin egen og klostrets adkomst til Esrom har ærkebiskop Eskil udtalt sig, ikke uden brod, efter Svend Grathes fald. Det hedder i hans store privilegium for Esrom kloster fra [1158. 18. april—8. august]: locum qui uocatur Esrom eis prouidimus, quem ab Herico rege legittime nostro patrimonio commutatum iuste possedimus (nr. 126).