Tekstgrundlag: a.
Amantissimo patri et domino. E. Dei gratia Lundensi archiepiscopo; frater. B. Clareuallis uocatus abbas. in uero salutari salutem.
Scripta et salutationes uestras immo affectiones cordis uestri tam libenter suscepi; quam specialiter et diligo uos et diligor a uobis. Inde est quod auditis tribulationibus uestris. eas non solum meas feci sed et inueni; quia non possum te dolente non dolere dulcissime pater. nec nisi molestus et anxius tuas molestias et anxietates audire. Tangit et angit cor meum quicquid tuum exasperat; et quicquid illud sit quod te persequitur. non solum te persequitur sed me tecum. Quicquid enim gratie et dilectionis impendere sibi possunt absentes amici; puto et me debere tibi. et mihi deberi a te. Audax sum sed non mendax; et in hanc audaciam me compulit tuę sublimitatis dignatio. Quando enim id presumerem ego. Quando tantam tantillus et a tanto gratiam sperare auderem? Et si ego retribuere non potero. non est mortuus retributor meus; quia dominus retribuet pro me. Dominus inquam in quo et pro quo tanta nos deuotione complecteris; tanta stringis affectione. Benedictus sanctus angelus tuus; qui pio pectori tuo id suggessit. <Benedictus Deus noster qui persuasit>. Glorior priuilegio amoris tui. Refectus sum per karissimum fratrem nostrum filium tuum Guillelmum. de abundantia suauitatis pectoris tui. Refectus sum per nuncium tuum. refectus sum per litteras tuas; refectus sum per omnes qui a te usque ad nos uel per nos euadere possunt.
Utinam mihi datum esset desuper hec dicere non dictare; ut me potius loquens quam scribens aperire ualerem. Pro certo acceptior esset sermo uiuus quam scriptus; efficatior lingua quam littera. Oculi quippe loquentis fidem facerent dictis; et melius affectum uultus exprimeret quam digitus. Sed quia illud absens per me non possum; per litteras que secundum in huiusmodi locum obtinent. satisfacio quantum possum.
Nuncium tuum cum magna exultatione uidimus; et negocium tuum quantumcunque potuimus muniuimus ad dominum papam. De secreto autem uerbo illo quod tam ardenter ascendit in cor tuum. respondebit tibi ex parte nostra Guillelmus tuus; tuus inquam et specialiter tuus in uisceribus Ihesu Christi. Posui enim uerba mea in ore eius; et ipsum audies tanquam me in negocio isto.
Heu euellor. abripior. non licet ultra. Aduocat diei malicia. reuocat turba superuenientium; et epistolam potius rumpunt quam finiunt. Sed nunquid quia faciunt ut paucis scribam; facere poterunt ut parum diligam? Actum excludunt a me non affectum. Ille semper tecum est qui sui iuris est. et tecum erit quandiu fuerit; omni mihi amicicie iure colende pie ac reuerentissime pater.
14 Eskilo Lundensi archiepiscopo i marg. med senere hånd b;
E. = Eskilo. 15 B. = Bernardus.
23 mihi] me b.
1 (Benedictus Deus noster qui persuasit) mgl. a-b, restitueret efter Mabillon.
2 tuum med um tilføjet over linien b.
6 esset] esse a.
18 euellor] auellor Mabillon; aduocat] auocat Mabillon.
22 amicicie] amicicia a.
27 Ps. 137,: Dominus retribuet pro me.
14 Ier. 32,,: ascendit in cor meum; etc.
15-16 Phili. 1,: in visceribus Iesu Christi.
16 Exod. 4,5: pone verba mea in ore ejus; etc.
18 cf. Matt. 64,: sufficit diei malitia sua.
Broder Bernard, kaldet abbed af Clairvaux, til den højtelskede fader og herre Eskil, af Guds nåde ærkebiskop af Lund, hilsen med Gud.
Jeg har med så megen større glæde modtaget Eders breve og hilsener — der jo er et udslag af Eders hjertes følelser — som jeg inderligt elsker Eder og genelskes af Eder. Og når jeg nu har hørt om Eders prøvelser, har jeg ikke blot gjort dem til mine egne, men også følt dem. Thi, elskede fader, når du føler smerte, må jeg også føle smerte, og jeg kan ikke høre om din trængsel og ængstelse uden selv at være i trængsel og ængstelse. Mit hjerte røres og ængstes af alt det, som piner dit hjerte. Og hvad det end måtte være, som forfølger dig, så forfølger det ikke blot dig, men også mig sammen med dig. Thi den velvilje og kærlighed, som adskilte venner kan vise hinanden, den mener jeg at skylde dig, og at den skyldes mig af dig. Jeg er dristig, men ikke løgnagtig, og din højheds værdighed ansporer mig til denne dristighed. Når skulde jeg vove det? Når skulde jeg ringe mand vove at håbe på så megen nåde af så høj en person? Og hvis jeg ikke kan fuldføre det, er min fuldfører ikke død, eftersom Herren skal fuldføre det for mig. Herren, siger jeg, i hvem og for hvem du omfavner os i så stor en hengivenhed og trykker os til dit bryst med så stor en kærlighed. Velsignet være din hellige engel, som indpodede den i dit fromme bryst. Velsignet være vor Gud, som gav denne indstilling. Jeg priser mig for det privilegium at have din kærlighed. Jeg er blevet vederkvæget gennem vor højtelskede broder, din søn Vilhelm, ved dit hjertes overdådige sødme. Jeg er blevet vederkvæget gennem dit sendebud, jeg er blevet vederkvæget ved dine breve, og jeg er blevet vederkvæget af alle, som fra dig kan drage til os eller ved hjælp af os drage videre.
Gid det var mig forundt at tale angående dette og ikke at diktere det, da jeg bedre kunde åbne mit hjerte i tale end i skrift. Det levende ord er visselig mere egnet end det skrevne, tungen er stærkere end bogstavet. Thi den talendes øjne vilde skabe tiltro til hans ord, og ansigtet kunde bedre end den skrivendes hånd udtrykke følelserne. Men da jeg er langt borte og ikke selv kan gøre dette, må jeg efter evne gøre det med brev, som er det næstbedste til dette øjemed.
Vi har under stor jubel set dit sendebud, og vi har, så vidt vi har evnet, givet vor støtte til din sag over for den herre pave. Men angående hint hemmelighedsfulde ord, som så brændende optager dit hjerte, vil din Vilhelm svare dig på vore vegne, — din, siger jeg, og inderligt din i Jesu Kristi inderlige kærlighed. Thi jeg har lagt mine ord i hans mund, og du kan i denne sag lytte til ham, som om det var mig.
Ak, der trækkes, der drages i mig, og jeg kan ikke fortsætte. Dagens plage kalder, skaren af de tilstrømmende kalder mig frem, og de afbryder hellere end tilendebringer brevet. Men mon de, fordi de bevirker, at jeg skriver i få ord, kan bevirke, at jeg nærer liden kærlighed? De hindrer min handling, ikke min følelse. Han, som er sin egen herre, er altid hos dig, og han vil være hos dig, så længe han er dette, fromme og ærværdige fader, hvem jeg dyrker med al venskabets ret.
Mabillon daterer Bernard af Clairvaux' brev til ærkebiskop Eskil 1152. Andre har 1151, første halvdel af 1152, 1151-1153.
I sit brev til Eugenius 3. (nr. 112) støtter Bernard en sag, som ærkebiskop Eskil har for pavestolen (de negotio domini Lundensis), og der synes ikke at kunne være tvivl om, at det er denne sag, Bernard sigter til i sit brev til Eskil (negotium tuum ... muniuimus ad dominum papam). Bernards brev til paven handler iøvrigt om valget af biskop i Auxerre. Biskoppen der, Hugo af Vitry, døde 9. eller 11. oktober 1151 (Bouquet XIII 333). To valg fandt sted i denne anledning. Resultatet blev en electus ved hvert valg (Mabillon, Ep. Bernardi nrr. 275 276; cf. De consideratione lib. III c. 2 n. 11). Et nyt valg blev foretaget i kraft af et paveligt mandat under ledelse af særlige udsendinge (Ep. nr. 280). Bernards brev til paven er skrevet efter og i anledning af dette valg. Det må henlægges til et stykke ind i 1152 (Ep. nr. 276). Den nære forbindelse mellem Bernards brev til paven og brevet til Eskil fører med sig, at også det sidstnævnte må tilhøre samme tid.
I sit brev til Eugenius 3. hentyder Bernard til et kanslerskifte ved den romerske stol. Kort efter 27, maj 1152 opgav kardinal Boso så godt som fuldstændigt sit embede som scriptor ved kurien (cf. Ep. Eugenii. Migne 180:1532). Med støtte heri holder Vacandard det for sandsynligt, at Bernards brev til paven er skrevet på dette tidspunkt. Slutningen synes rigtig. Brevet til Eskil skulle altså være fra forsommeren 1152.
I Bernards brev til Eskil tales der om en hemmelighed, som ærkebiskoppen har betroet Bernard, og om hvilken denne siger, at den tam ardenter ascendit in cor tuum. Allerede Mabillon (I 349) har gjort gældende, at der dermed skulle sigtes til et ønske fra Eskil om at måtte resignere og indtræde i klostret i Clairvaux. Denne tolkning er dog temmelig tvivlsom. Udtalelsen i brevet bør sammenholdes med det, som Gaufridus af Clairvaux, Bernards sekretær og fortrolige, kort tid efter beretter i Vita prima lib. IV c. 25 (Migne 185:334), ikke uden tilknytning til Bernards brev: patrem sanctum unico uenerabatur affectu, unica deuotione colebat. Nec contentus est in filiis eum uidere ... Praeualuit apud eum desiderium uehemens, ut ... etiam semetipsum periculis multis traderet et labori. Den hemmelighed, som Eskil betroede Bernard, synes at gælde hans forestående besøg i Clairvaux. Besøget fandt sted nogen tid efter, i det sidste år i hvilket Bernard levede (✝ 1153 20. august). Cf. nr. 114.