Broder Gaufridus af Clairvaux, nu en lige så ynkværdig faderløs, som han før var et lykkeligt barn af en stor fader, til den højbårne herre og ærværdige fader Eskil, af Guds nåde ærkebiskop af Lund, Danmarks metropolit, ønsket om lykkeligt at fuldkomme løbet.

Den frygt, vi ængstedes for, har ramt os, og det, som vi alene eller stærkest gruede for, er kommet over osN. Jeg ved, jeg ved, det alt har nået Eders øreN, det alt har nået Eders hjerte, og Eders egen sjæl har hint sværd gennemstungetN, og det så meget desto grummere, som den havde knyttet sig stærkt til den sjæl, som gik heden. Thi Bernard, Eders ven, sover; men han sover ikke helt og holdent. Hans hjerte vågerN. Hans kød hviler i håbN, indtil Han kommer, som skal vække det af søvneN. Thi ånden, som nu er lysvågen, sover ingen sinde og den blunder ikkeN. Thi den er draget til de vægtere, som vogter den himmelske stadN. Men den drog også forbi dem, og den sjæl fandt den, som den elsker, greb ham og vil ikke lade ham fare nogensindeN. På sit leje om natten havde han søgt ham i så mange årN. Nu har han forladt lejet. Han er opstanden, han er ikke herN, thi for ham er dagens luftning kommet, og skyggerne er flyetN. Nu går han omkring i den himmelske stadN og ofrer den jubelofre med frydeklang i dens paulunN. Og idet han nu i de stræder, hvor der synges et evigt halleluja, og på de gader, som er brolagt med skinnende steneN, søgte den, han elsker, blev han fundet og med fryd modtaget af hine salige vægtere, og idet han drog forbi dem, fandt han den, som han søgteN. Og idet han griber den, han elsker, med lige så stor salighed som fasthed, omfavner han ham og lader ham ikke fareN. Og vi omfavnede den seng, som han har forladt, som om det var en ny Salomons lejeN.

I kom fuld af tro og kærlighed fra jordens grænser ikke blot for at lytte til hans visdom, men også for at søge hans støtte. Dette ansporer og tilskynder os i dag med god grund til at søge og efterfølge ham med større ildhu, da nu ingen afstande på landjorden, ingen farer på havet og ingen frygt for barbarerne kan tjene os som undskyldning. Han bør efterfølges med løfter og med længsel, søges med tankens begær og mindes under mange suk og ved ydmyg anråben. Thi hvis ifølge skriften en bøn af den, der ydmyger sig, rækker til himmelenN, er den, vi elsker, i sandhed der, og der vil bønnen finde den, vi attrår. Men en bedre måde at efterfølge ham på vilde visselig en ændring af vor stræben være og på mange punkter være en efterfølgelse af hans livsandel; gid han vilde opnå dette hos Gud og således drage os efter sig i sine dyders vellugt, så at vi gør os fortjent til at løbe således, at vi kan gribe hamN, følge ham således, at vi en gang når ham. Thi han er ikke død, men bortdraget, han er ikke hedengangen, men bortgangen, han er gået over, ikke under, og han har ikke mødt døden, men undveget den.

Denne hans salige hedengang og død, beskrevet med fattige ord, har jeg ladet sende til Eder i det håb, at det vil være en kærkommen gave. Det er nemlig ingen ringe husvalelse for os — og hvis ikke vi tager fejl ligeledes for Eder — i mindet om ham, hvem vi savner med smerte. Men jeg beder andre, som måtte læse dette — thi for Eders vedkommende nærer jeg ingen sådan frygt — at de vil tilgive mig min omstændelighed, hvis den mishager dem, thi det er min kærlighed, som er årsag til den. Den, som tager anstød af min ringe fremstilling, skal nemlig tænke på, at jeg yder, hvad jeg kan, og huske, at man navnlig på dette område ikke kan forlange af et menneske, hvad det ikke har fået.