Hadrian, biskop, Guds tjeneres tjener, til vor elskede søn Frederik, romernes berømmelige kejser, hilsen og apostolisk velsignelse.

Vi genkalder i erindringen, at vi for nogen tid sidenN har skrevet til din kejserlige majestæt om den skrækkelige og forbandelsesværdige misgerning, den syndige skændselsdåd, der i vor tid har fundet sted, så vidt vi ved forøvet på et vist tidspunkt i Tyskland, idet vi påmindede din højhed herom, og idet vi ikke uden forundring har erfaret, at du indtil nu har ladet en så skadelig og grov forbrydelse passere uden at straffe den med den strenghed, som den fortjener. Thi hvorledes vor ærværdige broder Eskil, ærkebiskop af Lund, på hjemrejse fra det apostoliske sæde i hine egne blev taget til fange af syndige og forbryderiske mænd — hvilket vi ikke kan fremføre uden stor sindsbevægelse — og endnu holdes i fængsel, hvorledes fremdeles de ugudelige mænd, et afkom af syndefulde, brødebetyngede børnN, ved den fornævnte tilfangetagelse med dragne sværdN for voldeligt frem mod ham og hans følge, og hvor nedværdigende og vanærende de behandlede dem efter at have taget alt fra dem, er både bekendt for din kejserlige højhed, ligesom rygtet om denne misgerning allerede er fløjet til de fjerneste og mest afsidesliggende egne. Du burde rejse dig og med fast hånd straffe denne uhørte forbrydelse ligesom een, om hvem vi tror, at det gode behager og det onde mishager ham, og det sværd, som Gud har givet dig til at straffe misdædere med, men dem til lov, som gør godtN, burde rase mod de ugudelige nakker og på det alvorligste forskrække de formastelige. Men om dig bliver det sagt, at du i den grad lukker øjnene for dette eller endog, at det er dig uvedkommende, så at misdæderne ikke har nogen grund til at angre, at de har begået deres forbrydelse, eftersom de føler, at de allerede har fået eftergivet straffen for den helligbrøde, de har begået. Vi står ganske uforstående over for denne overbærenhed og ligegyldighed, eftersom ingen samvittighedskvaler gnaver vort sind med bebrejdelser for at have krænket din ophøjede majestæt på noget punkt, men tværtimod har vi altid næret den oprigtigste kærlighed til din person som vor højtelskede og foretrukne søn og den mest kristne fyrste, om hvem vi tror, at han ved Guds nåde står fast på den apostoliske tros klippeN, og vi har altid behandlet dig med tilbørlig velvilje og hengivenhed. Men du, glorværdigste søn, må holde dig for øje, med hvilken glæde og tilfredsstillelse din moder, den højhellige romerske kirke, i et andet år tog imod digN, med hvilke dybe følelser i hjertet den behandlede dig, hvilken fylde af værdighed og hæder den tildelte dig, og hvorledes den med stor glæde overdrog dig den kejserlige krone og bestræbte sig på at husvale din højhed i sit kærlige skød uden at foretage sig det ringeste, som den bekendt var din kongelige vilje imod, det være sig noget nok så ubetydeligt. Vi angrer slet ikke, at vi i alle henseender har opfyldt dit hjertes begæringer, og hvis din højhed havde modtaget endnu større velgerningerN af vor hånd — om det lod sig gøre — vilde vi med grund kunne glæde os, når vi tog i betragtning, hvilken støtte og gavn du kunde være for Guds kirke og os. Men da du må synes at være uinteresseret og lukke øjnene for en så stor misgerning, som vides at være begået som en hån mod hele kirken og mod den kejserlige magt, nærer vi i hvert fald mistanke om og frygter, at dit sind måske kan være ledet ind på denne overbærenhedens og ligegyldighedens bane af den grund, at du — det Gud forbyde — på anstiftelse af det onde menneske, som har udsået ugræsN, føler nogen harme eller bærer noget nag mod din mest milde moder, den højhellige romerske kirke, og mod os. Af den grund og af hensyn til alle de andre sager, som vi ved er påtrængende, har vi nu besluttet at sende to af de bedste og kæreste, som vi har om os, nemlig vore elskede sønner Bernardus, kardinalpresbyter med titel af S. Clemente, og Roland, kardinalpresbyter med titel af S. Marco og vor kansler — to mænd, som uomtvisteligt udmærker sig ved fromhed, klogskab og hæder — til din højhed som legater de latereN, idet vi indtrængende beder din højhed om, at du modtager dem både ærefuldt og velvilligt, at du behandler dem med anstand, og at du uden tøven til ære for Gud og den højhellige romerske kirke og til pryd og forherligelse af dit rige opfatter det, som de på vore vegne fremfører for din kejserlige højhed vedrørende denne og andre sager som om det kom fra vor egen mund, og at du ikke betænker dig på at nære tiltro til deres ord, som om vi selv fremførte dem.

Givet i Anagni den 20. september.