Regibus. principibus Danie. episcopis abbatibus. atque uniuerso clero et populo E. dictus Lundensis archiepiscopus. uinctus Ihesu Christi. salutem.
Feliciter sunt miseri. quos constat non meruisse que perferunt. In aduersis est quedam felicitas. quem reum putas esse. tamen innocentem. Hinc est quod gloriamur in uinculis. quorum causa nobis est pro solacio. non consciencia pro flagello. Gloriamur enim cum Paulo dicentes Gloria nostra hec est. testimonium consciencie nostre.
Qualis autem ea sit uel que fuerit nostrorum causa uinculorum. audiant domini mei. et amici mei. fratres mei et sacerdotes mei. Credo tanto deuotius oraturos eos pro me. quanto nouerunt in me pati Christum. quam me propter Christum. Nouit Deus et Dei filius et utriusque spiritus. quia ego non menciar. Dominus imperator Romanus. nos apud eum grauiter peccasse imponit. et nos sui regni ac sue corone diminucionem fecisse causatur. Nos autem super hiis. conscienciam nostram recolentes. ubi aut quando hec fecerimus. nequaquam reperire ualemus. Hinc est quod Deo gracias. accusati non conuicti dampnamur. et innocentes, inter iniquos reputati sumus. Sed hoc est gloria nostra. Hic est triumphus noster. In tantum etenim Danici regni honorem et Danice ecclesie exaltacionem desidero. ut gratius sit mihi pati pro ea. quam regnare in ea.
Ad uos ergo conuersio mea/ domini et amici mei. fratres mei et sacerdotes mei. Oro uos orate pro me. curam agere de me. compassione esse iuxta me.
Oro uos. solis oracionibus innocenciam meam redimere; Mando et mandando precipio. ne de alia redempcione aliquis uestrorum audere presumat. Ego etenim. semel Christi sanguine redemptus. iterum non requiro redimi. Insuper iam fere caro nostra nulla est corpus nostrum debile. anima nostra circa fines suos. dissolui cupiens et esse cum Christo. solius Christi indiget redempcione. Sanguis eius redempcio mea. Sanguis eius precium meum. Indignum est ut sub precio redigar. cuius precium sine precio est. Preterea. infamis est redempcio. qua libertas perit ecclesie. qua seruitus comparatur. Necesse est enim ut membra seruiant. si caput humilies sub tributo. Necesse est clericum redimi. si episcopum censeas redimendum. Necesse est trepidare subditos. si iuxta comicum/ ei opus est patrono. quem speras defensorem. Ego certe uitam tanti non facio ut breuem diligam et redemptus. Malo periclitari de ea quam pro ea communem conculcare libertatem.
Prosit ecclesie mea mors. cui uiuens dum prefui. non profui. Pontificis est. si non uiuere. mori saltem uniuersis.
Valete.
29 E. = Eskillus.
1 causa] causa sa med det første sa, der indleder ny linie, overstreget a.
21 første nostra med samme hånd som teksten skrevet over et overstreget mea i linien a.
1 Ego Magnus Matthiæ], Ergo a.
5 Valete] Val' a.
29 Phile. 1,: vinctus Iesu Christi; etc.
1 cf. Rom. 54: gloriamur in tribulationibus.
2 2. Cor.1,,: gloria nostra hec est, testimonium conscientiæ nostræ.
7-8 cf. 2. Cor. 114,4: Deus... scit quod non mentior,
12 Marc. 15,8: cum iniquis reputatus est.
16 cf. Cant. 7,4: ad me conversio eius.
28 comicus = Terentius i Eunuchus 770: perii, huic ipsist opus patrono, quem defensorem paro.
3 cf. Augustinus, De civitate Dei XIX c. 19: ut intellegat non se esse episcopum, qui præesse dilexerit, non prodesse.
Eskil, kaldet ærkebiskop af Lund, Jesu Kristi fange, til Danmarks konger og stormænd, til bisper, abbeder og hele gejstligheden hilsen.
Lykkelige er de ulykkelige, for hvem det står fast, at de ikke har gjort sig fortjent til det, de lider. I modgang er der en lykkefølelse i dette, at den, som regnes for at være skyldig, dog er uskyldig. Derfor roser vi os af vore lænker, hvis årsag er os en trøst og ikke en svøbe for vor samvittighed. Thi vi roser os med Paulus og siger: vor ros er denne, (nemlig) vor samvittigheds vidnesbyrd.
Men hvad der skal være eller har været årsag til vore lænker, skal mine herrer og venner, mine brødrer og præster høre. Jeg tror, at de des mere inderligt vil bede for mig, når de ved, at Kristus snarere lider i mig, end jeg lider på grund af Kristus. Gud og Guds søn og begges ånd ved, at jeg ikke lyver. Den romerske herre kejser bebyrder os med, at vi har forsyndet os groft imod ham, og beskylder os for, at vi skulde have formindsket hans rige og hans krone. Og når vi desangående ransager vor samvittighed, kan vi ingenlunde finde, hvor eller når vi har gjort dette. Derfor domfældes vi, Gud være lovet, efter anklagens ordlyd, og uden at der er ført bevis imod os; og uskyldig regnes vi med blandt overtrædere. Men dette er vor ros. Dette er vor triumf. Thi så højlig attrår jeg det danske riges hæder og den danske kirkes ophøjelse, at det er mig kærere at lide for den end at herske i den.
Til Eder står nu min attrå, mine herrer og venner, mine brødre og præster. Jeg beder Eder: Bed for mig, hav omsorg for mig, stå medfølende ved min side.
Jeg beder Eder kun ved bønner at løskøbe mig uskyldige. Jeg pålægger og foreskriver Eder, at ingen af Eder må fordriste sig til at forsøge nogen anden løskøbelse. Thi jeg, som en gang er blevet løskøbt ved Kristi blod, stræber ikke efter at blive løskøbt på ny. Ydermere er vort kød nu næsten intet, vort legeme er skrøbeligt, og vor sjæl, der attrår at løses fra sine bånd og leve med Kristus, trænger kun til Kristi løskøbelse. Hans blod er min løskøbelse. Hans blod er betaling for mig. Det er uværdigt, at der fastsættes en pris for een, hvis pris er uden værdi. Desuden er det en æreløs løskøbelse, ved hvilken kirkens frihed går tabt og trældom erhverves. Det er nemlig en nødvendig følge, at lemmerne må trælle, når hovedet ydmyger sig og yder tribut. Det er nødvendigt, at klerken løskøbes, hvis man mener, at bispen skal løskøbes. De undergivne må nødvendigvis skælve, hvis ligesom i komedien den, man håber at få som forsvarer, selv har forsvarer behov. Jeg sætter visselig ikke livet så højt, at jeg bryder mig om denne korte frist, om jeg bliver løskøbt. Jeg vil hellere sætte livet på spil, end at den almindelige (kirkelige) frihed for mit livs skyld trædes under fode.
Måtte min død være til gavn for den kirke, som jeg ikke gavnede, da jeg i levende live stod i spidsen for den. En biskops opgave er, hvis han ikke kan leve for alle, i det mindste at dø for dem.
Lev vel.
Mogens Madsen udtaler, at det her foreliggende brev af nogle henføres til ærkebiskop Erland (✝ 1276), og at kejseren, hvis dette er rigtigt, må have været Rudolf af Habsburg. I tilknytning hertil daterede man i ældre tid brevet til 1275. Gram henledte imidlertid 1745 opmærksomheden på, at ærkebiskop Eskil 1156 begav sig til kurien og på hjemvejen derfra blev taget til fange og udplyndret, om ikke på befaling af Frederik Barbarossa, så dog med hans samtykke. Gram gjorde i denne sammenhæng Eskil til forfatter af brevet, pulchrum sane et facundum atque, ut apparet, sententioso et acuto illi dicendi generi, quod in sancto Bernhardo suspicimus, haud multum absimile. Sommelius, Lagerbring (Monumenta Scanensia I 216; Swea rikes historia II 262) og alle senere følger Gram.
Schrörs har gjort gældende, at Eskils brev kun er en stiløvelse og altså ikke autentisk. De grunde, han bygger på, er ikke holdbare.
For at kunne datere Eskils brev fra fangenskabet må man søge at fastslå, hvornår ærkebiskoppen blev taget til fange.
Ifølge Gaufridus var det i den hellige Bernards sidste leveår (✝ 1153 20. august), at Eskil besøgte abbeden i Clairvaux (nr. 114). Godt tre år efter sit opbrud derfra var han igen i Clairvaux (S. Bernardi Vita prima lib. IV c. 25: Confessus est etiam nobis de pane, quem retulit, quod nunc usque, cum iam tertius annus transierit, illaesum eum beati uiri fides et benedictio custodiuit). Dette Eskils andet besøg må altså henlægges til 1156. Fra Clairvaux fortsatte ærkebiskoppen til Rom. På hjemvejen derfra var det, at han blev taget til fange. Hoveddokumentet om denne tilfangetagelse er ved siden af Eskils brev Hadrianus 4.s skrivelse til Frederik Barbarossa af [1157] 20. september (nr. 118). I denne skrivelse karakteriserer paven den voldsgerning, som er blevet forøvet, med ordene: illud horrendum et execrabile facinus et piaculare flagitium tempore nostro commissum, in Teutonicis partibus, sicut credimus, aliquando intemptatum, og endnu stærkere: uehementissimum, immensum facinus. To kardinaler, »af de ypperste og kæreste« fra pavens omgivelser, den ene Roland, Hadrianus' kansler, fik det hverv at overbringe skrivelsen. Denne skrivelse, som fulgte på en anden, afsendt nogle dage tidligere, gengiver den heftige, oprørte reaktion ved pavehoffet. Der kan naturligvis være gået flere uger efter begivenheden, før den omtalte skrivelse blev udfærdiget, men næppe altfor lang tid. At henlægge Eskils tilfangetagelse til 1156, som Otto af St. Blasien gør (MG SS XX 307; cf. SRD I 340), turde være udelukket. Ærkebiskoppens brev fra fangenskabet må være fra 1157.