In nomine sanctæ et indiuiduæ Trinitatis. Ego Valdemarus, Dei gratia rex Danorum, omnibus catholicæ fidei cultoribus tam futuris quam præsentibus perpetuæ salutis gaudium.
Vniuersitatis vestræ dilectioni notum fieri volo, me donasse fratribus ecclesiæ Ringstadensis ob remedium animæ meæ meorum<que> parentum ecclesiam de Hof cum omni adiacenti reditu, prata videlicet et arua syluamque necnon et loc<a>, in quibus crescit myrtus, capturam quoque piscium, quæ euenerit omni decima die ac nocte, qualiscunque vel qualicunque arte fuerit.
Quod vt ratum sit et in futurum a cunctis successoribus nostris inuiolabiliter vsque in mundi finem obseruetur, placuit hoc sigilli mei impressione per chyrographum confirmare.
Si quis in posterum ausu diabolico hæc infringere nisus fuerit, vsque ad condignam satisfactionem regiæ maiestatis reus existat atque vinculo anathematis subiaceat. Sitque conuersatio ipsius cum his, qui dixerunt domino Deo: recede a nobis, scienciam viarum tuarum nolumus.
Huic rei multi extiterunt testes idonei, e quibus hi fuerunt præcipui, Magnus filius Herici, Burius cognatus meus, Helias episcopus, Radulphus cancellarius meus, Stephanus prior Othensis, Li<u>o præpositus, Fredericus notarius meus.
Anno dominicæ incarnationis M.c.lii. Acta sunt hæc Othens etcetera.
11 Li(v)o] Lino Hamsfort.
9 meorum(que)] meorum a.
11 loc(a)] loco a.
22 Burius måske fejl for Burisius Cf. nrr. 143 152.
23 Li(u)o] Lino a.
25 M. c. lii] mclix a under linien med hånd fra 18. århundrede.
19-20 Iob 21,4: qui dixerunt Deo: recede a nobis, et scientiam viarum tuarum nolumus.
I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Valdemar, af Guds nåde Danernes konge, til alle den rette tros dyrkere, såvel fremtidige som nulevende, den evige frelses glæde.
Det er min vilje at gøre vitterligt for Eder alle, I kære, at jeg til frelse for min egen og mine forældres sjæle har skænket kirken i Hov med al tilhørende indtægt, nemlig enge, pløjeland og skoven samt nogle stykker, hvor der vokser pors, og den fiskefangst, der gøres hvert tiende døgn, af hvad art og på hvad måde den end gøres, til brødrene i Ringsted kirke.
For at dette kan forblive gyldigt og blive ubrødeligt overholdt af alle vore efterfølgere indtil verdens ende, har det behaget mig at stadfæste det med aftryk af mit segl og i form af chirograf.
Hvis nogen i fremtiden med djævelsk forvovenhed søger at omstøde dette, skal han være underkastet den kongelige majestæts straf, indtil han yder passende fyldestgørelse samt være lagt i banlysningens lænke, og han skal slås i flok med dem, som sagde til Herren vor Gud: Vig bort fra os. At kende dine veje er ikke vor lyst.
Herom var der mange gode vidner, blandt hvilke disse var de mest fremtrædende: Magnus Eriksen, Buris, min slægtning, Elias, biskop, Radulf, min kansler, Stefan, prior i Odense, Livo, provst, og Frederik, min notar.
År 1152 efter Herrens menneskevorden er dette forhandlet i Odense o. s. v.
Privilegiemodtagerne tiltales i anden person pluralis af privilegiegiveren, der med en undtagelse selv fremtræder i første person singularis.
Privilegiet har i a dateringen 1152. Det henførtes i ældre tid, foruden til dette år, til 1157 eller muligvis et tidligere, 1159 (Vedel Simonsen, Bidrag til Odense Byes ældre Historie, I 107), 1160 og 1162.
Langebek har i sit diplomatarium bemærkningen: error est in anno, nam Waldemarus nondum rex erat; legendum forte M. C. LVII. sive etiam MCLX. Dateringen til 1157 eller muligvis et tidligere år motiveres andetsteds med, at privilegiet er affattet i singularis i modsætning til de senere Valdemarbreve, og at man »i det mindste ved, at Valdemar var i Odense 1157; det står derimod hverken fast for året 1159 eller 1162«.
Kong Valdemars privilegium på Stenholt for Esrom kloster er fra [1158-1160] 10. december (nr. 130). I dette privilegium opføres blandt vidnerne Radulphus capellanus; i det foreliggende privilegium omtales han ligesom 1161 27. marts (nr. 143) som cancellarius. Privilegiet er altså yngre end Stenholtprivilegiet. På den anden side er det, så vidt man kan dømme efter Saxo, udfærdiget før 1162 (september), da Livo, som ifølge privilegiet er prepositus, ved mødet i St.-Jean-de-Losne blev biskop af Odense (nr. 126). Årstallet M. c. lii i Ringstedbogen må altså ændres til et årstal mel lem 10. december 1158 og 1162, før Valdemars udenlandsfærd, der formodentlig senest fandt sted i august. Antagelig er et x at supplere, og privilegiet fra M.c.l<x>ii, det år, under hvilket det er opført i regesten hos Hamsfort.
Nedre halvdel af ydre margen i a og teksten indenfor er beskadiget af fugt.