Frederik, af Guds nåde romernes kejser og til alle tider AugustusN, til sin højtelskede Eberhard, ærværdig ærkebiskop af Salzburg, og hans lydbisper sin nåde og ønsket om alt godt.

.... Vi har da efter de rettroendes råd, således som vi husker ved en anden lejlighed at have afæsket Eder, indkaldt til en almindelig synode af fromme mænd i PaviaN, til hvilket vi har indstævnet begge de to, som har sagt, at de er romerske paver, ikke til verdslig dom .... men til kirkens prøvelse .... Og den ene, nemlig herr Victor, har frivilligt underkastet sig kirkens dom, fordi han havde den reneste samvittighed, den anden, nemlig Roland, modsætter sig trodsigt og siger, at da han skulde dømme alle, vilde han ikke dømmes af nogen. Men efter at der var blevet holdt et værdigt kirkemøde i otte samfulde dage .... blev der truffet beslutning om, hvem af de to der med rette skulde indehave det høje pavedømmes tinde. Efter lang overvejelse fordømte derfor Guds kirke .... kansleren Roland som en konspirator og skismatiker, der prædiker uenighed, strid og mened som gode egenskaber, og den bekræftede den herre pave Victor som åndelig fader og biskop for hele kirkenN. Vi, der følger efter kirken, som er leder, godkender ham og forkynder, at han med Guds nådige medvirken skal være fader og styrer af den universelle kirke. Efter at dette, støttet og værnet af Gud og med hensyn til den apostoliske stabilitet fast forankret i en klippe, nemlig KristusN, altså er sket, beder vi og ønsker vi frem for alt af hensyn til freden i den universelle kirke og kejserdømmets vel, at det godkendes af Eder, hellige fader, og overholdes og iagttages af enhver kirke, der er betroet EderN.

Givet i Pavia den 16. februar.