Broder Petrus, abbed af La Celle, til sin elskede herre og fader Eskil, ærkebiskop af Lund, alt godt fra vor herre Gud.

Såvel Eders åsyn som Eders hænder er i den grad badede i et overmål af himmelske goder, at Eders bekendte og venner, hvis ikke undseelse i vor tid var forsvundet fra menneskenes verden, vilde rødme dybt ved Eders gavmilde velsignelse. Ja, jeg vil hellere sige, at I ikke sår, men snarere lader det regne, når I giver. Thi den, der sår, sår for det første i håb om at høste afgrøder, og dernæst øser han ikke sæden ud i store mængder, men spreder den tyndt. Og endelig lægger han kun sit sædekorn i dyrket jord. Men regnen følger ingen af disse love. Den fortaber sig, om jeg så må sige, i jordens skød for senere at komme igen med et stort afkom og give 30, 60 og 100 fold frugtN. Og i regnen finder jeg atter et andet tegn på kærlighed: uden forskel væder den frugtbar og ufrugtbar jord, den fede ager og den magre, det udsøgte korn og den usle spire. Er en sådan ødslen med godhed og velgerninger et tegn på dyd eller på svaghed? Men dette kommer fra Gud, og der er ingen anden svaghed hos ham, end at han er god mod den utaknemmeligeN, gavmild mod den gerrige og from mod den ufromme. Disse hans svagheder skaffer den overordentligt sagtmodige utallige bebrejdelser. Engang brød vor såre, blide David ud i sang, fordi den sagtmodige Guds regn var faldet på onde og uretfærdige, så han kunde sige så: Forgæves har jeg holdt mit hjerte rent og tvættet mine hænder i uskyldN. Det var gået ham i glemme, at det i visdommens bog bliver sagt: Men du, vor Gud, er god og sanddru, langmodig og regerer alle ting med barmhjertighed. Thi om vi end synder, er vi dog dine, fordi vi kender din magt; men hvis vi ikke synder, ved vi, at vi er regnet for at være dineN. Se, her dadles en, der efterfølger Gud, og som anklages for godhed og gavmildhed. Og siger ikke Prædikeren i sin prædiken som sin overbevisning og mening, at han så det onde under solen, at den mand, som Gud gav rigdom, gods og ære, ikke har magt derover, men at en fremmed mand røver detN.

Hvortil denne ansamling af citatsteder til Eder? For at ilden altid skal være tændt på Eders hjertes hellige alter og ikke slukkes, men ved disse citater vokse sig større og større, indtil Eders fede brandoffer bliver optaget i den sky, hvor Gud borN, og samme skønne alter renses for al overflødig aske. Den lille dør, der fører ind til det allerhelligste, er af oliventræN; utvivlsomt vil der efter den hellige tros ord ikke blive nægtet ham adgang til det hellige sted, som ikke stod fremmed over for barmhjertighedens gerninger. Uden blusel hvisker jeg dette i øret på min herre, dog ikke efter egen indskydelse, men som følge af en andens påvirkning. Jeg var dog ingenlunde vanskelig at påvirke, da jeg i min tanke bevarede erindringen om Eders åsyn, om Eders tale og tænkte på alt det, der kendetegner Eders handlinger, og jeg drager den slutning, at jeg ikke blandt menneskenes børn har fundet mage til ydmyghed. Jeg er derfor ikke bange for at skrive til den, som — efter min mening — kun onde og overmodige mennesker bør frygte. Og så vidt om dette.

Iøvrigt bør man ikke beskylde en tjener for foragt for en befaling, når hans sind og vilje ikke af forsømmelighed holdes tilbage fra opfyldelsen af herrens vilje. Af Eder, værdige herre, fik jeg sidste år den befaling at henvende mig til brødrene i La Chartreuse og påminde dem om at gøre Eders foretagende modent til udførelse. Men foretagendet drejede sig — som I ved — om, at broder Rogerius skulde sendes til Eder for at finde og forberede et sted for deres orden i Eders land. Thi det fulde og ublandede væld af kærlighed havde indgivet den tanke i Eders sind at anlægge nye planteskoler af alle slags hellige ordener i den provins, Gud har betroet Eder, for at I derved kunde høste en frugt, som varer evigt, og ved deres arbejde bringe retfærdighedens neg i hus i de evige boligerN. Nu er ikke blot ordenen af Citeaux eller Clairvaux, men også præmonstratenserordenen der i landet vokset op ikke blot til strå, men også til aksN som følge af forøgelsen i brødrenes store antal. Da Eders klogskab nu har prøvet og set, at dette vil være et godt foretagendeN, har I strakt Eders hånd frem mod fjernere mål og vil smykke Eders skatkamre med den orden, der ligesom Cherubin eller Seraphin træder frem til nådens trone med det nærved tronende lam, der har syv øjne og syv hornN. Se, det er sket, som I har befalet. Det hellige brødrekonvent i La Chartreuse er gået ind på Eders berettigede bønner. Det er ganske vist noget, som er vanskeligt at opnå, men hvem skulde nægte Eder noget, som måske den hellige ånd i sit hellige tempel har indgivet Eder. Visselig mistvivler hverken de eller vi om, at I har den mest trofaste tjener og Herrens ven, hvis ry og overmåde strålende gerninger alverden udråber.

Hvad I har påbegyndt på så from en måde med så heftig en længsel og på sin vis umådeholdent i Eders sjæls attråN, gennemfør det på en sådan måde, at udgangen på sagen bliver bedre end dens indgangN.