Domino et patri suo carissimo Eskilo, Lundensi archiepiscopo, frater Petrus Cellensis abbas omne bonum a domino Deo.
De superabundanti bonorum celestium gratia eatenus tam uultus quam manus uestre resudant, ut nisi uerecundia his temporibus ab humana regione se subduxisset, suffunderentur maximo rubore noti et amici uestri in benedictionum uestrarum largitione. Equidem malim dicere in dando uos pluere quam seminare. Nam qui seminat primum in spe percipiendi fructus seminat, deinde non fundit, sed spargit. Postremo non nisi culte terre semen suum credit. Horum nihil imitatur pluuia: sed se ipsam ut sic dicam perdit in terre uisceribus, ut postea resurgens cum maxima frugum prole afferat fructum tricesimum, sexagesimum et centesimum. Aliud rursum caritatis indicium in pluuia reperio: quia sine delectu rigat fecunda et infecunda, fertilem agrum et sterilem, granum electum et germen reprobum. Estne uirtutis an uitii hec bonitatis et beneficiorum prodigalitas? Sed hoc Dei, nec aliud in eo inuenitur uitium, nisi quod benignus ad ingratum, largus ad auarum, pius ad impium existit. Ista sua uitia comparant mansuetissimo innumera conuicia. Åliquando moti sunt pedes nostri mitissimi Dauid, quia eruperat pluuia mansuetissimi Dei super malos et iniustos, ita ut diceret: sine causa iustificaui cor meum et laui inter innocentes manus meas. Exciderat a mente quod in libro Sapientie dicitur: Tu autem Deus noster suauis et uerus es et sapiens, patiens et in misericordia disponens omnia. Etenim si peccauerimus, tui sumus, scientes magnitudinem tuam. Et si non peccauerimus, scimus quoniam apud te sumus computati. Ecce cuius imitator reprehenditur, qui de bonitate siue largitate redarguitur. An non Ecclesia stes in concione sua proprio decreto et sententia hoc malum estimat sub sole, ut cui dedit Deus diuitias et substantiam et honorem, non habeat in eis potestatem, sed extraneus illas rapiat?
Ad quid hec uobis uerborum congeries? Ut ignis perpetuus de sancto altari cordis uestri non deficiat, sed hac congerie magis ac magis conualescat, donec holocaustum uestrum pingue in nebula, in qua habitat Deus, suscipiatur, et a cineribus omnium superfluitatum facies altaris eiusdem expietur. Ostiolum, per quod aditus ad sancta sanctorum patet, de lignis est oliuarum; quia procul dubio iuxta sacre fidei tenorem non ei negabitur sanctorum ingressus, qui ab operibus misericordie non fuerit alienus. Suppresso pudore in auribus domini mei id persuaserim, non mea tamen presumptione, sed alterius persuasione. Nequaquam tamen difficilis ad persuadendum extiti, faciei uestre, sermonis et totius gestus insignia penes me retinens nec me in humilitate similem reperisse de filiis hominum coniiciens. Non igitur ei scribere uereor, quem nisi malis et superbis uerendum non reor. Et de his hactenus.
Ceterum culpari non debet seruus de contemptu mandati, cuius mens et uoluntas nulla negligentia reuocatur ab impletione uoluntatis domini. Ex uestra dignatione in mandato ab anno preterito accepi, quatenus Carthusienses fratres expeterem et de maturando negotio uestro eos commonefacerem. Erat autem negotium, sicut scitis, quatinus ad uos mitteretur frater Rogerius ad locum ordini illorum in partibus uestris perquirendum et preparandum. Disposuerat namque in animo uestro plena et perfecta caritatis effusio noua seminaria de omni genere sacrorum ordinum seminare prouinciam uobis a Deo commissam, ut exinde fructus, qui permanent in eternum, susciperetis et manipulos iustitie de laboribus eorum ad eterna tabernacula reportaretis. Ilam non solum in herbam, sed in spicas Cisterciensis siue Clareuallis ordo ibi multiplicatione fratrum excreuit; nihilominus et religio Premonstratensis. Quia igitur gustauit et uidit prudentia uestra, quod bona sit negotiatio ista, ad ulteriora manum porrexistis et de illo ordine, qui quasi Cherubin siue Seraphin immediate residenti agno, qui habet occulos septem et cornua septem, in throno gratie accedunt, gazas uestras exornare uoluistis. Ecce factum est ut imperastis. Adquieuit sanctus Carthusiensium fratrum conuentus iustis petitionibus uestris. Equidem res impetratu difficilis, sed quis uobis negaret, quod forte spiritus sanctus in sancto templo suo suggerebat? Certe nec illi nec nos diffidimus, seruum suum fidelisstmum et amicum domini uos possidere, cuius famam et opera tam preclarissima reclamat mundus.
Quod cepistis tam sancte, tam auide tamque quodammodo intemperanter pre desiderio anime, sic effectui mancipate, ut melior sit finis orationis quam principium.
Valete.
4 occulos = oculos.
5 1. Tim. 1,4: superabundavit . . gratia Domini nostri.
13 Matth. 13,: alia ... dabant fructum, aliud centesimum, aliud sexagesimum, aliud tricesimum.
17 Luc. 645: ipse (2: Altissimus) benignus est super ingratos.
20-21 Ps. 72,3: et dixi: Ergo sine causa justifi cavi cor meum, et lavi inter innocentes manus meas.
22-25 Sap. 15,.,: tu autem Deus noster, svavis et verus es, patiens et in misericordia disponens omnia. Etenim si peccaverimus, tui sumus, scientes magnitudinem tuam; et si non peccaverimus, scimus quoniam apud te sumus computati.
1-3 cf. Eccle. 6,.,: est et aliud malum, quod vidi sub sole ...: Vir, cui dedit Deus divitias et substantiam et honorem ... nec tribuit ei potestatem Deus ut comedat ex eo, sed homo extraneus vorabit illud.
4-5 Levit. 6,3: ignis est iste perpetuus, qui numquam deficiet.
6 Ps. 19,: holocaustum tuum pingue;
3. Reg. 8,,: Dominus dixit, ut habitaret in nebula.
26-27 Luc. 16,: in æterna tabernacula.
27 cf. Marc. 444: terra fructificat, primum herbam, deinde spicam.
1-2 Prov. 31,8: gustavit et vidit quia bona est negotiatio ejus.
3-4 cf. Apoc. 5,: in medio throni ... agnum stantem .. habentem cornua septem et oculos septem.
9 Jud. 8494: amicus Dei; etc.
12 Isai. 26,: in desiderio animæ.
12-13 Eccle. 7,: melior est finis orationis quam principium.
Broder Petrus, abbed af La Celle, til sin elskede herre og fader Eskil, ærkebiskop af Lund, alt godt fra vor herre Gud.
Såvel Eders åsyn som Eders hænder er i den grad badede i et overmål af himmelske goder, at Eders bekendte og venner, hvis ikke undseelse i vor tid var forsvundet fra menneskenes verden, vilde rødme dybt ved Eders gavmilde velsignelse. Ja, jeg vil hellere sige, at I ikke sår, men snarere lader det regne, når I giver. Thi den, der sår, sår for det første i håb om at høste afgrøder, og dernæst øser han ikke sæden ud i store mængder, men spreder den tyndt. Og endelig lægger han kun sit sædekorn i dyrket jord. Men regnen følger ingen af disse love. Den fortaber sig, om jeg så må sige, i jordens skød for senere at komme igen med et stort afkom og give 30, 60 og 100 fold frugt. Og i regnen finder jeg atter et andet tegn på kærlighed: uden forskel væder den frugtbar og ufrugtbar jord, den fede ager og den magre, det udsøgte korn og den usle spire. Er en sådan ødslen med godhed og velgerninger et tegn på dyd eller på svaghed? Men dette kommer fra Gud, og der er ingen anden svaghed hos ham, end at han er god mod den utaknemmelige, gavmild mod den gerrige og from mod den ufromme. Disse hans svagheder skaffer den overordentligt sagtmodige utallige bebrejdelser. Engang brød vor såre, blide David ud i sang, fordi den sagtmodige Guds regn var faldet på onde og uretfærdige, så han kunde sige så: Forgæves har jeg holdt mit hjerte rent og tvættet mine hænder i uskyld. Det var gået ham i glemme, at det i visdommens bog bliver sagt: Men du, vor Gud, er god og sanddru, langmodig og regerer alle ting med barmhjertighed. Thi om vi end synder, er vi dog dine, fordi vi kender din magt; men hvis vi ikke synder, ved vi, at vi er regnet for at være dine. Se, her dadles en, der efterfølger Gud, og som anklages for godhed og gavmildhed. Og siger ikke Prædikeren i sin prædiken som sin overbevisning og mening, at han så det onde under solen, at den mand, som Gud gav rigdom, gods og ære, ikke har magt derover, men at en fremmed mand røver det.
Hvortil denne ansamling af citatsteder til Eder? For at ilden altid skal være tændt på Eders hjertes hellige alter og ikke slukkes, men ved disse citater vokse sig større og større, indtil Eders fede brandoffer bliver optaget i den sky, hvor Gud bor, og samme skønne alter renses for al overflødig aske. Den lille dør, der fører ind til det allerhelligste, er af oliventræ; utvivlsomt vil der efter den hellige tros ord ikke blive nægtet ham adgang til det hellige sted, som ikke stod fremmed over for barmhjertighedens gerninger. Uden blusel hvisker jeg dette i øret på min herre, dog ikke efter egen indskydelse, men som følge af en andens påvirkning. Jeg var dog ingenlunde vanskelig at påvirke, da jeg i min tanke bevarede erindringen om Eders åsyn, om Eders tale og tænkte på alt det, der kendetegner Eders handlinger, og jeg drager den slutning, at jeg ikke blandt menneskenes børn har fundet mage til ydmyghed. Jeg er derfor ikke bange for at skrive til den, som — efter min mening — kun onde og overmodige mennesker bør frygte. Og så vidt om dette.
Iøvrigt bør man ikke beskylde en tjener for foragt for en befaling, når hans sind og vilje ikke af forsømmelighed holdes tilbage fra opfyldelsen af herrens vilje. Af Eder, værdige herre, fik jeg sidste år den befaling at henvende mig til brødrene i La Chartreuse og påminde dem om at gøre Eders foretagende modent til udførelse. Men foretagendet drejede sig — som I ved — om, at broder Rogerius skulde sendes til Eder for at finde og forberede et sted for deres orden i Eders land. Thi det fulde og ublandede væld af kærlighed havde indgivet den tanke i Eders sind at anlægge nye planteskoler af alle slags hellige ordener i den provins, Gud har betroet Eder, for at I derved kunde høste en frugt, som varer evigt, og ved deres arbejde bringe retfærdighedens neg i hus i de evige boliger. Nu er ikke blot ordenen af Citeaux eller Clairvaux, men også præmonstratenserordenen der i landet vokset op ikke blot til strå, men også til aks som følge af forøgelsen i brødrenes store antal. Da Eders klogskab nu har prøvet og set, at dette vil være et godt foretagende, har I strakt Eders hånd frem mod fjernere mål og vil smykke Eders skatkamre med den orden, der ligesom Cherubin eller Seraphin træder frem til nådens trone med det nærved tronende lam, der har syv øjne og syv horn. Se, det er sket, som I har befalet. Det hellige brødrekonvent i La Chartreuse er gået ind på Eders berettigede bønner. Det er ganske vist noget, som er vanskeligt at opnå, men hvem skulde nægte Eder noget, som måske den hellige ånd i sit hellige tempel har indgivet Eder. Visselig mistvivler hverken de eller vi om, at I har den mest trofaste tjener og Herrens ven, hvis ry og overmåde strålende gerninger alverden udråber.
Hvad I har påbegyndt på så from en måde med så heftig en længsel og på sin vis umådeholdent i Eders sjæls attrå, gennemfør det på en sådan måde, at udgangen på sagen bliver bedre end dens indgang.
Det foreliggende brev fra abbed Petrus, det ældste af de mange breve, han sendte ærkebiskop Eskil, henføres til 1150-1162, 1151, 1155 (SRD I 340), 1155-1163, 1156, 1162 og 1163.
Petrus af La Celle blev abbed af St.-Remi i Reims 1162 (Jos. Gillet, De Petro Cellensi, 32). Brevet til Eskil er skrevet, medens Petrus endnu var i La Celle, altså senest det nævnte år. Men det er også skrevet under den forudsætning, at ærkebiskoppen udøver sin fulde myndighed i Danmark, og kan af denne grund næppe være meget yngre end 1161 — om efteråret dette år drog Eskil som landflygtig til udlandet (Lunds domkyrkas nekrologium 48). Et nyt brev af abbed Petrus i samme sag som det foreliggende, rettet til prioren Basilius og de andre priorer i La Chartreuse (nr. 148), giver yderligere vejledning. Det er skrevet, efter at Petrus 1162 er blevet abbed i St.-Remi. Han erindrer her om, at ordenen allerede har stillet sig velvilligt overfor sagen, men at denne endnu venter på sin afslutning. Brevene er led i samme begivenhedskæde og under hensyn til at brevet til Eskil ikke er yngre end 1162, mens brevet til Basilius ikke er ældre end dette år, synes det førstnævnte brev at kunne sættes til [1160-1162]. Det andet brev bør da rimeligvis henføres til [1162-1163].