I faderens og sønnens og den helligånds navn. Jeg Absalon, ikke ved menneskelige fortjenester men ved Guds nådige bestemmelse kaldet biskop af den hellige kirke i Roskilde, til alle nulevende troende såvel som til dem, der i den kommende eftertid genfødes i KristusN, i al evighed.

Jeg gør vitterligt, åbenbarer og fører samvittighedsfuldt det, der er angivet i dette brev, frem for deres øjne, som ønsker at se og høre. Thi der skal komme en dag, på hvilken Herren, hyrdernes hyrde, skal fremståN og bringe hver enkelts gerning frem i dagens lys, og den, som da godtgøres at have været en trofast og klog forvalter af Herrens talenter, skal på grund af det lidet, han trofast har forvaltet, under fryd og jubel gå ind til den himmelske lyksaligheds storhedN, idet han evindeligt dér skal herske sammen med Herren. Her indeholdes da et lovformeligt og autentisk mageskifte vedrørende en skov, der er foretaget mellem mig og Esrom kloster, nemlig den skov, som nedenforanførte skel angiver og beskriver, og som jeg med Guds hjælp dels har erhvervet af kong Valdemar ved køb, bytte og gave, dels retfærdigt, velbegrundet og af fri vilje fra andre besiddere. Og det syntes mig ikke, at jeg på nogen måde veg bort fra den rette vej, da det jo måtte være til behag, at jeg forvaltede det, der var erhvervet på retfærdig vis, til langt større gavn for andre kirker. Thi hvad unddrager, fratager eller giver stedfortræderenN for St. Lucius — han, som oprigtigt dyrker og i rigt mål ærer Guds moder med fromme bønner, ved anråbelser og med en from gave — afkald på for sædet i Roskilde? Intet i nogen henseende!

Der findes altså disse skel mellem ovennævnte skov og den lille landsby Tømmerup, afmærkede og adskillende. De første findes i den dal, som er den tredie 'af Kistehøj i lansunning' N, gennem hvilken der går en grøft, som er gravet sammesteds som et skelmærke, nemlig til at adskille, hvad jeg har overdraget fornævnte kloster, og hvad jeg har forbeholdt mig og mine efterfølgere; dette sidste har jeg givet Helge at bebo. Men de øvrige nedenfor anførte skel er mellem Tikøb og de andre deromkring liggende landsbyer. Disse skel begynder altså i fornævnte dal, og fra den dal med tilstødende 'mose' slår skellene en bue og når langs denne, idet jeg her og der har ladet skellene bugte sig ligesom denne 'mose', til Vrangebæk, 'op fra Damsmose' til en 'lyngmose, op omkring' Traneholm til Dambæk mod øst, 'af' Dambæk til Videbæk, 'af' Videbæk til Vasebæk, mod syd til Ulriksø dal og derefter til Egemose og derefter til Trehøjmose, dernæst til Blankahagsthatbech, derefter til Nadebæk, dernæst til Kobæk. Den skov, slette og dyrkede jord, som indesluttes inden for disse skel, har brødrene i Vor Frue i Esrom modtaget af mine hænder ved gængs skødning og ved fuld opladelse, idet de overdrager mig og mine efterfølgere to bol i Gentofte og en trediedel i torpen, som kaldes Ordrup, ikke ret langt derfra.

For at derfor ikke nogen af de efterfølgende konger eller bisper skal kunne beskylde mig for eller nogensinde bebrejde mig at have rådet over kirkelige erhvervelser på en uklog og ubillig måde, skal han anse ovennævnte mageskifte som et udslag af foretagsomhed og ikke tilskrive det ukyndighed. Thi jeg har skønnet, at alt, hvad der med kanonisk myndighed og med kirkens tilladelse på passende måde bliver anvist og højtideligt overgivet til frelserens moder, på ingen måde kan være uvelkomment for vor frelser og hans helgener. Men eftersom det tvivlsomme under tidernes omskiftelighed ved en forkert fortolkning af nogle, der ønsker at skjule sandheden, kan blive og ofte bliver antaget for det sikre og det sikre for det tvivlsomme, bekræfter, befæster og bestyrker jeg for at fjerne al vildfarelse og gøre enhver tvivl til intet det aftalte mageskifte af fornævnte jordegods, som er foretaget af fri vilje og ud fra hensigtsmæssighed, med dette privilegium som værn på en sådan måde, at dette brev, dette mageskifte og denne jordegodsoverdragelse med Guds bemyndigelse og ved de hosstående vidners vidnesbyrd skal have varighed, fortsat forblive gyldigt og urokkeligt og til evige tider stå ved magt, idet jeg visselig bestemmer og med værdig omsorg tilføjer, at enhver, som har vilje til og prøver på at ophæve og gøre indholdet af dette brev og af mageskiftet til intet — hvad Herren måtte afværge som en ulovlig og mod Gud rettet forvovenhed — kan, anklaget af sin egen samvittighed, ikke undgå dommens brændende glød uden skade på sjæl og legeme.

De vidner, som både personligt har set det kanonisk gyldige mageskifte af dette jordegods, og som har bestemt, at deres navne skulde antegnes her til vidnesbyrd om sandheden i fremtiden, er altså disse: Simon, abbed i Sorø, Richard, munk i Sorø. Verdslige lægmænd er: Niels af Falster, Konrad, bryde i Ramløse, Aute, hans søn, Othen, bryde i Avderød, en Sasser fra skoven og mange andre, som, hvis de oplæses, mere er til besvær end til gavn for dem, der hører på.

Jeg Walter, biskop Absalons kapellan, har skrevet under.

Fremdeles Oluf Glug.

Toke, søn af Karl, af Gerdrup.

Ove, mundskænk, fra Falster.

Og adskillige flere fra vor gård var til stede, da vi satte skel i ovennævnte dal.