Dissipat dominus gentes, quae bella uolunt, et qui se a pace Dei elongant indubitanter peribunt. Quis persecutorum ecclesiae ultricem dexteram Dei, qui potentes potentius punit, legitur euasisse? Unde domino nostro regi Anglie quem Deus, si in beneplacito suo est, optimum faciat, et haeredibus suis, quod sine dolore non dico, plurimum timendum est, ne scindatur regnum eorum et infirmetur potestas, qua contra ecclesiam abutuntur. Nam si differtur ultio ad correptionem et probationem filiorum, quos pater misericors castigat, ut coronet, non tamen aufertur, sed post sanctorum patientiam in impios acerbius excandescit. ... Et si historiarum non mouetur exemplis, eum uel Fredericus exaugustus potest instruere, qui de fastigio Romani imperii ob ecclesiae persecutionem in paupertatem et ignominiam miser, sed nulli miserabilis, corruit ad gloriam eius, qui solus pro arbitrio regna et imperia transfert, erigit quas uult et deiicit potestates. Ille suos punire noluit, qui eum deprauauerant, consiliarios. Sed in eos digitus Dei gloriosam exercuit ultionem. Numquid rex Angliae ultimus poenitentiae fructus offeret Deo, qui eum prae coeteris principibus sublimauit? Archiepiscopus sancti Iacobi diu proscriptus iam a multo tempore reuocatus est a rege suo. Rex Danorum suum reuocans consilio eius agit omnia, conpescit inimicos et eum colit ut patrem. Lugdunensis suam recepit sedem et prouinciam catholicae reddidit unitati. Urbes Italiae, eiectis coram Frederico schismaticis, catholicos episcopos receperunt. Deo teste, nisi dominus rex suum reuocet, quod de illo timeo dicere reformido. Etsi eum reuocauerit et ecclesiae Dei reddiderit pacem, confido spe haud dubia, quod circa eum et suos antiquorum gratia successuum precibus ecclesiae reflorebit. Quid multa? Una uia patet consilii, ut prauos et inimicos ecclesiae excludat consiliarios et Deum, quem offendit, placare studeat, quo inuito regnare non potest aut feliciter principari. Sustinuit eum hactenus in multa patientia. Sed nisi caueat, aduersus immoderationem eius ut parturiens loquetur in breui.
27 Anglie] Anglorum b-d.
29 infirmetur potestas] potestas infirmetur a.
3 excandescit] excandescet a,c;
non mouetur] commouetura.
10-11 Archiepiscopus sancti Iacobi=Martin. Martinez.
13 Lugdunensis (archiepiscopus)=Gaucherius.
24 Ps. 67,1: Dissipa gentes quæ bella volunt.
24-25 Ps, 72,,: Ecce, qui elongant sea te, peribunt.
28-29 cf. 3. Reg. 1114-13: Scindam regnum tuum et dabo illud servo tuo ... De manu filii tui scindam illud.
5-6 cf. Apoc. 347: miser et miserabilis.
6-7 cf. Eccli. 10,: Regnum a gente in gentem transfertur.
8 Exod. 849: digitus Dei; etc.
9 Luc. 3,: fructus .. pænitentiæ.
22 cf. Isai. 4214: sicut parturiens loquar.
Herren adsplitter de folkeslag, der ønsker krig, og de, som fjerner sig fra Guds fred, vil utvivlsomt bukke under. Om hvem af kirkens forfølgere læser man, at de har undgået Guds straffende højre hånd, som mægtigst straffer de mægtige? Af den grund bør man, hvad jeg ikke siger uden smerte, være såre bekymret for vor herre kongen af England — hvem Gud, hvis han har behag i ham, kan gøre til den allerbedste — og for hans arvinger, at deres rige må blive revet fra dem og den magt bliver svækket, som de misbruger mod kirken. Thi omend straffen udskydes med henblik på selvbebrejdelse og selvransagelse hos de sønner, hvem den barmhjertige fader tugter for at han kan krone dem, fjernes den dog ikke, men luer kraftigt op mod de gudløse efter udløbet af Gudfaderens og Gudssønnens tålmodighed .... Og hvis han ikke bevæges af historiens eksempler, kan ekskejser Frederik vel belære ham, han, som på grund af forfølgelsen af kirken ynkeligt, men ikke beklagelsesværdigt for nogen styrtede ned fra det romerske kejserdømmes tinder til fattigdom og vanære til hæder for Ham, som alene efter sin dom disponerer over riger og kejserdømmer, oprejser og fælder de magter, han vil. Han ønskede ikke at straffe sine råder, som havde fordærvet ham. Men Guds finger ramte dem med en straf, som der gik ry af. Mon Englands konge som den sidste skulde yde en angerfuld bod til Gud, som har ophøjet ham frem for de øvrige fyrster? Ærkebispen af Santiago, der længe har været i landflygtighed, er allerede for lang tid siden blevet kaldt tilbage af sin konge. Danernes konge, der kalder sin ærkebiskop tilbage, handler i alt efter hans råd, holder hans fjender i ave og dyrker ham som en fader. Ærkebispen af Lyon har genindtaget sit sæde og genskabt den rettroende kirkes enhed i sit stift. Italiens stæder har efter i Frederiks nærværelse at have fordrevet skismatikerne igen modtaget de rettroende bisper. Gud skal være vidne på, at jeg nærer frygt for at sige, hvad jeg befrygter med hensyn til ham (kongen)12), medmindre den herre konge kalder sin ærkebiskop tilbage. Og selv om han kalder ham tilbage og gengiver Guds kirke freden, nærer jeg ikke ubetinget håb om, at den gamle fremgang og nåde for ham og hans hus atter vil blomstre op igen ved kirkens forbønner. Kort sagt, kun een vej kan man råde ham til at gå, at han fjerner de nedrige og mod kirken fjendtlige råder og stræber efter at forsone Gud, som han krænker, og mod hvis vilje han ikke kan regere eller styre lykkeligt. Han har hidtil støttet ham med megen tålmodighed. Men hvis han ikke tager sig i agt, vil han i løbet af kort tid skrige som en kvinde i barselsnød mod hans ubøjelige strenghed.
Tidligere dateringer af Johannes af Salisburys brev: 1167, 1167-1168, 1168 og 1169.
Meddelelsen om, at ærkebiskop (Gaucherius) af Lyon har genindtaget sit ærkebispesæde, giver et udgangspunkt for en nærmere datering af brevet. Johannes af Salisbury berører denne hændelse i et andet brev; han tidsfæster den der til [1167] 11. november (Robertson VI 279: Lugdunensis archiepiscopus ecclesiam et ciuitatem suam cum honore et laetitia omnium recepit in festo beati Martini). Brevet til Nicolaus af Rouen ligger altså efter 11. november 1167, men sikkert ikke meget længe efter: indholdet i brevet genspejler den situation, som indtrådte for Frederik Barbarossa efter sammenbruddet i Italien i efteråret 1167 (Reuter, Gesch. Alexanders des Dritten, II 266; Giesebrecht, Gesch. der deutschen Kaiserzeit, V 550). Brevet til Nicolaus af Rouen kan ikke godt antages at ligge senere end et stykke ind i 1168.
Denne datering lader sig forene med de oplysninger om tidspunktet for Eskils tilbagekomst, som findes i indenlandske kilder. Kongelisten i Necrologium Lundense er for denne dels vedkommende skrevet tidligst 1171. Den henlægger hans tilbagekomst til kong Valdemars 14. regeringsår. Valdemars regering regnes i denne liste fra efteråret 1154. Eskils tilbagekomst falder altså ifølge listen imellem efteråret 1167 og efteråret 1168. Colbazannalerne angiver tidspunktet nærmere. Det hedder her under 1167: Hoc anno Danorum archiepiscopus Eskillus Roma rediit (Lunds domkyrkas nekrologium 48).