Thomas, af Guds nåde ærkebiskop af Canterbury og det apostoliske sædes legat, til Valdemar, af samme nåde Danernes velbyrdige og berømmelige konge, i ønsket om, at han må gøre brug af det jordiske gods på en sådan måde, at han gør sig fortjent til at nyde de evige goder.

Vi tror, at det ved andres beretning er blevet forkyndt for Eder, strålende konge, hvor mange ulykker Englændernes konge i vrede og unåde, som slet ikke sømmer sig for en konge, og under brug af såre slette rådgivere har forvoldt både os og vore undergivne fra det tidspunkt, da Gud kaldte os til ærkebispeværdighedenN; og han afstår stadigvæk ikke fra at forfølge os. Men vel signet være Gud, fordi kongen ikke har så megen magt til at volde skade, som han har agt. Han, i hvis hånd kongernes hjerter erN, bevæger jo de Franskes kristne konge LudvigN og hans riges fyrster og stormænd til, at de viser os al hæder og den største ærbødighed.

Men eftersom Eders navns storhed og det kongelige retsind, hvormed kongernes kongeN har prydet Eder, ved berømmeligt ry er nået til vor kendskab, er det også vor vilje, at forfølgelsen af os skal være vitterlig for Eder, stormægtige konge, formedelst vor egen underretning, så vi kan finde større nåde for Eders øjne. Og om Gud måske skulde bestemme det så, kan vi styrket og værnet ved Eders råd og hjælp mod vore fjender, opnå at blive delagtig i Eders lykke og fred i Kristus, han, for hvis glories skyld vi nu udstår alle de skændige forhånelser. Thi omend jeg tier, ved verden nok, hvor trofast, hvor berømmeligt vi har tjent nysnævnte Englændernes konge førend vor forfremmelseN, da vi endnu gjorde tjeneste i denne verden.

Vi bønfalder derfor Eder i Eders ophøjethed, glorværdige konge, om, at I tilkendegiver os, hvad der er Eder til behag, og velvilligt og nådigt låner øre til det, som vi ikke har skrevet herN men underretter Eder om gennem vor ærværdige broder, og at I fæster fuld lid til det, som om det var udtalt af os selv.

Han, som giver konger frelseN, beskytte og berige Eder.